nogen, der kender mig særlig godt, om. Men nu kan jeg tale om det hele i store træk uden at føle, at det var mig, der var noget i vejen med.

Transkript

1 Forord Jeg har ikke skrevet denne bog som et selvportræt eller som en biografi, men nærmere som en oplysning til de unge, som, jeg håber, vil kunne bruge min historie som en viden om, hvor sårbar man er, når man er ung, og en viden om, hvilket helvede man kan komme ud i, hvis man er uheldig, og hvor stor betydning det har, at man har en familie, der forstår, hvor sårbar man er som barn. Jeg skriver om min tid som narkoman og blandt andet om mit fængselsophold. Jeg beskriver det helvede, det er at befinde sig så langt ude på kanten af samfundet. Jeg beskriver mine voldtægter, hvilket selv fyrre år efter var svært at skrive om, men som jeg så heller aldrig har fået bearbejdet, men bare har fortrængt i mange år. Denne bog er også skrevet til lægerne for at fortælle dem lidt om, hvordan det føles at være stum i en verden fyldt med talende mennesker, og om, hvordan det er at blive afhængig af morfin igen, selvom man ikke har villet det, og at det måske kunne have været undgået, hvis man fra lægernes side havde handlet anderledes. Jeg har prøvet at skrive om livet som narkoman for cirka 20 år siden, fordi jeg allerede dengang syntes, at jeg sad inde med en historie, som de unge ville kunne bruge til noget. Men dengang kom jeg ikke ret langt, for jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke kunne, det var al for tæt på, og det gjorde alt for ondt, så jeg opgav. Der kom meget af det, jeg havde fortrængt, op til overfladen igen, og det gik op for mig, at jeg måtte snakke med nogen om nogle af mine oplevelser, de var simpelthen for svære at gå med selv, men jeg gjorde ikke noget ved det. I stedet begravede jeg mig i arbejde, hvilket fik mig til at glemme det væsentlige endnu en gang. Efter jeg blev syg af en blodprop i hjernestammen, og jeg blev afhængig af morfin igen, har jeg fået mod på at skrive min historie igen, og nu kunne jeg skrive om det, men ikke uden, at noget af det gjorde ondt, og noget af det kan jeg stadig kun snakke med 3

2 nogen, der kender mig særlig godt, om. Men nu kan jeg tale om det hele i store træk uden at føle, at det var mig, der var noget i vejen med. Da jeg var midt i det, kan jeg huske, at der var en journalist, der tog mig med ud på nogle skoler, hvor jeg fortalte om, hvilket helvede det var at være misbruger. Så allerede dengang har jeg syntes, at det var vigtigt at fortælle andre om det, så de ikke kom ud i sådan noget selv. Dengang jeg blev afvænnet, skulle jeg nok have haft noget hjælp i form af en psykolog eller en terapeut, men det brugte man jo ikke dengang. Da det ikke er nogen selvbiografi, er det også derfor, at jeg ikke har skrevet så meget om alle de år, der er gået, mellem jeg var narkoman, og til at jeg blev syg. Denne bog er skrevet på en speciel computer, jeg har, hvor man skriver med øjnene. 4

3 Barndommens gode og dårlige sider Min bror og jeg boede i en helt almindelig, velstillet familie midt i halvtredserne, jeg er fra treoghalvtreds, og min bror er fra enoghalvtreds, vi boede på Frederiksberg, min far var tandlæge, og min mor havde læst til tandtekniker, men nu var hun klinikdame inde hos min far. Mine bedsteforældre boede lige ovre på den anden side af gården, så nogen gange, når jeg frøs, kunne jeg lige løbe op ad min mormors køkkentrappe og få en portion varm mælk med tvebakker. Der sad jeg tit på køkkentrappen og fik sådan en portion, som min mormor lavede, mens jeg ventede og fik varmen, det var så trygt og dejligt. Jeg kom i det hele taget tit oppe hos min morfar og mormor, og det var hyggeligt. Jeg kunne bruge timer på at sidde inde under morfars skrivebord og lege hule det skrivebord har jeg i dag. Eller jeg kunne sidde længe og putte mig ind mellem min mormors bløde, store bryster, mens hun fik en tår varmekaffe. Jeg elskede, når min onkel var hjemme han smådrillede mig altid sådan, men han gjorde det altid på en kærlig måde. Han kunne også spille klaver, og det var jeg meget fascineret af. Som stor pige fandt jeg ud af, at gennem hele min tidlige barndom var det min onkel, der havde været den julemand, jeg sådan havde set op til. Vi holdt altid jul hos min mormor og morfar, og det mindes som noget rart og hyggeligt. 5

4 Min morfar og mormor, Søren, min fætter og mig. Min onkel Peter klædt ud som julemand og mig. 6

5 Min mor, far, storebror og mig. Ikke så langt derfra boede min farfar og farmor. De var meget arbejdsomme mennesker, de havde et ismejeri, hvor min farfar tit tog os med ud, når der kom kunder, og de passede os. Han tog mig også tit med ned i kælderen under butikken efter lukketid, dernede havde han mange forskellige ting, blandt andet havde han en kapselmaskine og kapsler, så satte han nye kapsler med ny dato på det mælk, han ikke havde fået solgt den dag. Nede i kælderen havde han også sin ekstra beholdning af chokoladefrøer, og det var jo det rene slaraffenland for mig, der ellers aldrig måtte spise slik for min far. Oppe i butikken havde han to halvtønder med smør, de hed smørdritler, og på disken stod der en lerkrukke med saltvand i, og i den stod der en rillet ske, den brugte han, når han vejede smør af. Jeg var meget glad for min farfar og farmor, men det fik ikke lov at vare ved. Ved siden af min farfar og farmor boede mine gudforældre, der kom jeg også meget, det var nogle af min fars og mors venner. 7

6 I nærheden af os boede mine veninder, de var tvillinger og havde en lillesøster. Deres forældre var tandlæger og uddannet sammen med min far. Konen var veninde med min mor, så jeg kom der meget tit. Vi havde det altid sjovt sammen og legede tit sammen. Min ene veninde var altid bange for min far, men det fortalte hun mig først senere. Dengang kunne jeg ikke forstå det, jeg troede, at alle fædre var som min. De havde et dejligt sommerhus i Gilleleje, hvor vi tilbragte mange sommerferier sammen med vores mødre. Vi havde meget sjov sammen, men det var nok den ene af tvillingerne, jeg kom mest sammen med. Jeg husker en gang, da vi var en cirka seks eller syv år, så en dag gik vi alle tre op i Frederiksberg Have, det var en vinterdag, og der var is på kanalerne, så fandt Astri og mig på, at vi ville se, om isen kunne bære, vi lokkede Gert til at prøve. Det kunne den selvfølgelig ikke, og til vores store forskrækkelse faldt hun igennem isen. Heldigvis var der en dame i nærheden, der var ude at gå tur med sin hund, hun handlede hurtigt og fik hende omgående trukket op på land igen. Men hun insisterede på, at hun ville følge os hjem til vores forældre. Vi var nødt til at finde os i det, men jeg var bange, for så vidste jeg jo, hvad jeg kunne vente, og ti slag i den bare ende var ikke det, jeg havde mest lyst til. Vi lavede ulykker, som alle andre børn gør, men forskellen var bare, at vi blev enten passet af en ung pige eller senere af vores mor, og i stedet for at skælde os ud ventede de, til min far kom hjem, og så måtte han tage sig af det. Vi kunne for eksempel bare have svaret vores unge pige igen, eller vi kunne have blevet uvenner og kommet op at slås, og det var gået lidt vildt for sig. Han slog os ikke med flad hånd, men brugte en klædesbørste og slog os som regel i numsen. En gang kan jeg huske, at jeg fik tæsk, fordi jeg havde sat min bare numse på ismejeriets vindue. Det var en varm sommerdag, og Astri og jeg løb og legede nede på gaden, vi vædede om, hvem der turde trække bukserne ned og sætte numsen på den kolde rude. Jeg var den, der vandt, men i det samme, jeg satte num- 8

7 sen på ruden, kiggede min far ud ad vinduet, han må have været hjemme den dag, og så skal jeg love for, at jeg blev kaldt op omgående, og jeg fik i bogstaveligste stand enden på komedie. Her blev vi afstraffet hver for sig. En anden gang jeg husker, var, da jeg og min veninde var gået op i mine bedsteforældres opgang, og på vej op til dem mødte vi en gammel mand, vi kendte, han skulle på vaskeriet, og det ville vi da godt hjælpe ham med. Så vi gik med ham, det tog lang tid, og min mor kunne selvfølgelig ikke forstå, hvor vi var henne. Jeg blev skældt ud, og så måtte jeg ellers bare vente, til min far kom hjem, så kom afstraffelsen i form af en endefuld. Jeg husker en gang, det var lillejuleaften, og min bror var sendt i kælderen efter koks, det var for øvrigt første gang, vi skulle være med til at pynte juletræ. Da han kom op igen, tømte min far spanden med koks, og opdagede, at nede i bunden af spanden var den smeltet, min bror havde altså tændt et bål i spanden nede i kokskælderen. Det måtte han selvfølgelig ikke, men han var kun syv år. Min far blev rasende, han gav ham en ordentlig endefuld og smed ham ind i seng uden mad, og juletræ blev der ikke noget af, for hans vedkommende. Jeg syntes, det var synd for ham, men jeg turde ikke sige noget til min far. En anden gang, hvor han fik en endefuld, og jeg virkelig havde ondt af ham, var en gang, hvor vi skulle i byen, og min mor havde gjort os fint i stand, og inden vi skulle gå, skulle vi lige have lidt at spise. Vi sad selv, og vi har vel siddet og lavet noget sjov, men min bror skulle i hvert fald skænke noget mælk, og i kådhed holdt han flasken hen over mit hoved og lod, som om han ville hælde, men flasken smuttede fra ham, og jeg sad pludselig med mælk over det hele. Der var en anden gang, som jeg også husker tydeligt, hvor jeg også havde ondt af, at han fik en endefuld, det var, mens jeg endnu gik i børnehave, og han gik i første klasse. Jeg måtte ikke gå over Frederiksberg Allé selv, men skulle blive stående ved bageren, når jeg gik hjem, så ville jeg blive hentet. Min mor skulle have nogle gæster den dag og sagde til min bror, at han skulle hente mig, og så måtte vi godt blive nede og lege bagefter. Jeg stod 9

8 længe og ventede, og til sidst var jeg blevet meget kold, min bror havde mødt nogle kammerater, da han kom ned, og så havde han glemt alt om mig. Da jeg ikke kunne holde det ud mere, gik jeg ind til bagerdamen, jeg havde en seddel med mit telefonnummer på, den gav jeg hende, samtidig med at jeg forklarede, hvad jeg troede, der var sket. Min mor kom omgående, og jeg kom hjem og fik varmen og noget varm kakao, resten af dagen frygtede jeg for, hvad der ville ske med min bror, når min far kom hjem. Ofte blev vi afstraffet på den hårde måde, det var, når vi sammen havde været uartige, og det foregik ved, at vi blev stillet op efter hinanden, og så skulle vi se på, at den ene blev straffet først, og blive straffet bagefter. Afstraffelsen foregik stadig ved, at vi fik ti slag i den bare ende hver og blev smidt i seng bagefter, faderen brugte ikke den flade hånd, men tog en klædesbørste eller noget andet. Det var ikke så meget, at det gjorde ondt, det kunne man godt leve med, det var mere det, at man skulle stå og se, at den anden fik slag, og man samtidig vidste, hvad der ventede en, det gjorde ondt helt ind i sjælen. Jeg husker en gang, hvor han var så gal på os, at han tog og slog klædesbørsten ned i bordet først, så den revnede, men så brugte han bare en bøjle i stedet for. Vi snakkede aldrig om det, vi troede, at det var almindeligt, og det måtte man godt gøre, når ens børn var ulydelige, vi var nærmere lidt flove over det og sagde det derfor ikke til nogen. Men jeg tænkte godt nok over det. Engang opdagede jeg, at måden, hvor min fætter blev afstraffet på, ikke var den samme. Jeg var henne hos min moster og onkel at blive passet, så kom min fætter og jeg op at skændes, og det endte med, at han bed mig, så kom min moster, hun skældte ham selvfølgelig ud, og så sagde hun: Hvis du ikke kan forstå det, så har jeg en måde, hvorpå du kan, og så bed hun ham. Se, det var noget, man kunne forholde sig til, her behøvede man altså ikke gå rundt og have ondt i maven resten af dagen og 10

9 vente på, at man skulle have tæsk om aftenen. Jeg har som voksen forsøgt at snakke med min mor om det, men hun sagde bare: Årh, du synes også altid, du har haft det så forfærdeligt, så snakkede jeg ikke mere om det. Der var et par andre alvorlige oplevelser, jeg havde som barn. En dag løb min bror og mig og legede, jeg havde en lille stok i munden, og så faldt jeg. Stokken gik igennem det bløde under tungen og sad i spænd i min mund. Jeg kom på skadestuen, hvor man fjernede stokken. Jeg måtte tilbringe de næste dage hos mine veninders mor, da de havde køleskab, hvor man kunne lave isterninger, og dem skulle jeg hele tiden ha under hagen, men vi havde bare et isskab med store blokke is. En anden gang var, da jeg løb og legede nede i passagen, der lå nede foran opgangen til lejligheden, hvor vi boede. Jeg var alene hjemme med vores unge pige, pludselig fandt jeg på, at jeg skulle se, om jeg kunne få hovedet ind mellem tremmerne, der var i passagen, det kunne jeg godt, men jeg kunne ikke få det ud igen. Da vores unge pige opdagede, at jeg sad fast, fik hun mig ud igen, men jeg var fuldstændig skrabet på begge sider af ansigtet. Min far blev en ret kendt tandlæge, og min mor blev hjemmegående og passede os selv. Da var min bror begyndt i anden klasse, og her fandt de ud af, at han var ordblind, så fra da af var det, som om at far ikke rigtig regnede ham for noget, derimod tilbragte min far megen tid sammen med mig. Min bror blev jo alligevel aldrig til noget. Der var ikke engang to år imellem os, så jeg skulle også til at begynde i skolen. Hver dag sad min mor og terpede staveord med min bror, og jeg sad nedenunder bordet, hvor de sad, og jeg stavede med, så da jeg begyndte i første klasse, kunne jeg stave, og det var ikke så heldigt. Efter et stykke tid blev det kedeligt, vi skulle lære at læse, vi havde først lært alfabetet, så skulle vi til at lave ord. Jeg kedede mig, og der gik ikke længe, så holdt jeg op med at lave mine lektier, jeg kunne det jo i forvejen, så hvorfor skulle jeg lave det. De begyndte at give mig sedler med hjem fra skole, men dem gemte 11

10 jeg, så en dag ringede de til min mor, og da min far kom hjem, kan det nok være, at jeg fik enden på komedie. Det var påskeferie, og jeg brugte hele ferien til at lave alle de lektier, jeg ikke havde syntes, jeg gad lave. Det var ellers en god skole, vi gik på, og vi var glade for at gå der. Så en dag ringede de fra klinikken, min far var faldet om med et blødende mavesår, min mor blev meget forskrækket, hvilket der jo ikke var noget at sige til, for man kan jo dø af det. Hun tog straks ind på hospitalet, og vi blev passet af noget familie, de skiftedes om det, for det tog lang tid, og både min mor og far var væk længe. En ting var mærkeligt, han holdt pludselig op med at afstraffe os på den måde, han gjorde, før han blev syg. Vi flyttede ud i en stor herskabslejlighed på Nørrebro, jeg ved ikke, hvad det var for en slags lejlighed, men vi havde også den ved siden af, der var det meningen, at min far skulle have praksis der engang med tiden. Det var en fin lejlighed, den var stor, den havde otte værelser og et fint badeværelse. Jeg var jo vant til, at vi tog bad i køkkenet i en balje, og min mor måtte varme vandet op på gaskomfuret nu havde vi pludselig varmt vand i hanerne og et dejligt badekar. I køkkenet var der opvaskemaskine. Min far kunne få sit eget kontor, og vi min bror og mig kunne få hver sit værelse, og vi fik en fjernsynsstue (vi havde aldrig haft fjernsyn før), stuerne var store, og der var to lange gange med et toilet i den ene. Jo, vi må sige, at vi var kommet fra en gammel, lille lejlighed til det rene luksus. Vi kom i nye skoler, jeg kom i en fin privatskole, det gjorde min bror også. Men efter et stykke tid måtte han i en skole, hvor ordblinde fik særlig hjælp. Vi havde det godt der, og min far var tydeligvis meget gladere, og han var meget glad for mig, han kaldte mig sin lille prinsesse. Han og jeg tog tit på udflugter sammen, vi var i zoologisk have og på langelinie. Kun en gang imellem kan jeg huske, at min bror var med. 12

11 Min far lærte mig også at spille skak, om søndagen var jeg indimellem med inde på hans klinik, det var, når der var nogle skuespillere eller nogle fine damer, der kun ville komme om søndagen. Jeg husker specielt en skuespiller Poul Reumert, jeg var meget fascineret af hans monokel. Min far sagde til mig, at jeg lige så godt kunne hjælpe ham, da jeg alligevel skulle have hans praksis en dag, så jeg kunne lige så godt lære, hvad de forskellige ting hed, og hvad de blev brugt til. Jeg lærte det hurtigt, og det var sjovt. Jeg blev også klar over, at min far slet ikke ofrede min bror den samme interesse. Det var jeg lidt ked af, specielt når han sagde, at han nok aldrig kunne blive andet end skraldemand, mens jeg jo skulle være tandlæge. Jeg kom meget på landet hos min fars familie, jeg kaldte dem for tante og onkel. De havde en bondegård, og der tilbragte jeg altid noget af min sommerferie. Jeg havde en grandkusine, hun var kun et par år ældre end mig, og vi tilbragte meget tid sammen, vi havde det rigtig sjovt, men desværre blev det kun ved, til jeg var fjorten. Det var ellers der, jeg stiftede bekendtskab med landbruget første gang. Min onkel havde grise og køer, det var en gammeldags bedrift, ikke noget med lukkede stalde, som det er i dag. Nej, stalden var åben, og vi kunne gå derind, når vi havde lyst. Jeg kan huske, at grisestalden havde en særlig lugt, også selvom døren stod åben hele dagen, derinde var der et hjørne, der lugtede særlig godt, det var fyldt med gammelt brød fra bageren i Allerød, det fik grisene blandt andet at spise. Ovre i kostalden var der også en speciel lugt, den kom fra en bunke med mask, det var noget affald, bønderne fik fra bryggerierne, det fik køerne at spise sammen med roer, som min onkel selv dyrkede oppe i marken. Dem var jeg for øvrigt også med til at hakke, her fik mig og Bodil, som min grandkusine hed, hver 25 øre per række, ligesom vi fik per kurv kartofler, vi samlede op, når det var efterårsferie. 13