diføt nyt DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK NR / AUGUST 2003 KR. 25,- Blåstempling: Kold fusion en realitet

Transkript

1 diføt nyt Blåstempling: Kold fusion en realitet Dolores Cannon: Regressionsterapeut og forfatter Sidste nyt fra Thomas Bearden Målinger af elektromagnetisk forurening Lifter-fænomenet udfordrer tyngdekraften Forum: Krigen om olien Kortnyt NR / AUGUST 2003 KR. 25,- DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK

2 DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK er en offentlig registreret forening, der har til formål: at oplyse om og at udvikle ny teknologi i overensstemmelse med naturen og dens metoder, at udnytte dens energier på bedst mulig måde med mindst mulige indgreb i de økologiske systemer og at reducere allerede forekommende indgreb i økologiske systemer, alt på en sådan måde, at menneskets vilkår forbedres. Foreningens bestyrelse Anders Heerfordt - Formand - aheerfor@sca.csc.com Ruskær 4, st.th., 2610 Rødovre - tel Albert Hauser - Næstformand, bibliotekar Ålevej 41, 7160 Tørring - tel/fax Mogens Larsen - Kasserer - kassereren@difoet.dk Gammel Køge Vej 492, 2650 Hvidovre Jørgen Olsen - Møder Gærdesangervej 2, 3300 Frederiksværk - tel Christian Heerup - christian.heerup@tempcold.dk Aldershvilevej 21A, 2880 Bagsværd Arne Christensen - arne.christensen@mail.tele.dk Agertoften 27, 2750 Ballerup Jan Koed - Redaktør - jk@cadaid.dk Carl Bernhards Vej 15, st.tv., 1817 Frederiksberg C Poul Schriver - Suppleant Svanevænget 3, 1.th., 2100 København Ø Girokonto (1199) DIFØT, Ellebuen 21, 2950 Vedbæk Medlemskab Enhver med interesse for DIFØT s arbejde kan optages som medlem af foreningen. Medlemskab opnås ved at indsætte 1 års kontingent på girokonto Årskontingent: 300,- kr. Abonnement kun for biblioteker: 150,- kr. Forsiden Midt i august er det muligt at danne sig et indtryk af årets korncirkelhøst. Den har været over middel - mange mønstre i god kvalitet. Denne korncirkel blev observeret den 20. juli ved Hackpen Hill, Wiltshire, Sydengland. Diameter ca. 80 m. Det lønner sig i øvrigt at klikke ind på www. cropcircleconnector.com Foto: Steve Alexander 21. årgang nr. 72.1, aug Redaktør: Jan Koed Redaktionens adresse diføt nyt Carl Bernhards Vej 15, st.tv Frederiksberg C tel/fax redak@difoet.dk Udgivelse diføt nyt udgives af Dansk Institut for Økologisk Teknik og udsendes til foreningens medlemmer. Hvor ikke andre er nævnt, er udenlandske manuskripter oversat af redaktøren. Eftertryk er tilladt med kildeangivelse. Bladet udkommer med fire numre om året. Oplag: 200 eksemplarer Tryk: Vester Kopi, København ISSN Indhold 10 års forskning i kold fusion 3 Vand, potaske og elektricitet 8 Måling af elektromagnetisk forurening 11 Lifter-fænomenet 14 Avanceret science fiction 19 Parallelle universer 23 Kortnyt Global Scaling 25 Forum 26 Nyt om MEG - VII 29 Foreningsnyt 32 2

3 Kold fusion: 10 års forskning i kold fusion Forskningsinstitutter under Den amerikanske Flåde, US Navy, giver kold fusion det blå stempel i en rapport, der har vakt en vis opsigt blandt såvel de troende som blandt skeptikerne. I februar 2002 frigav tre forskningsinstitutter under US Navy en rapport i 2 bind, hvor de fremlagde resultatet af 10 års forskningsarbejde i forskellige aspekter af kold fusion. Resultatet af deres undersøgelse viser, at der er tale om et ægte fænomen, som kan vise sig at få stor betydning for verdens energiforsyning. I forordet konkluderer dr. Frank E. Gordon fra Space and Naval Warfare Systems Center i San Diego, at tiden er inde til, at forskningen i kold fusion kommer til at indgå i de offentligt finansierede forskningsprogrammer. Rapporten Rapportens titel er: Thermal and Nuclear Aspects of the Pd/D 2 O System Vol. 1: A Decade of Research at Navy Laboratories [126 s.] Vol. 2: Simulation of the Electrochemical Cell (Icarus) Calorimetry [58 s.] Det er muligt at hente de to bind på Internet I forordet til bind 1 fremlægges, historien bag fænomenet kold fusion og de vanskeligheder, der har været forbundet med at få dette forskningsområde anerkendt af de etablerede institutioner. Forordet til rapporten bringes her i sin helhed. Forord Der er nu gået 12 år, siden professorerne Fleischmann og Pons den 23. marts 1989 meddelte, at der dannes overskudsentalpi i elektrokemiske celler, når palladium-elektroder nedsænket i en elektrolyt bestående af D 2 O + LiOH bliver negativt polariseret. Nyheden, der blev kendt under betegnelsen»kold fusion«, gav anledning til vild opstandelse. I både videnskabelige og journalistiske kredse blev fax-maskinerne taget i brug til at videregive stumper af rygter og»facts«. (Ja, det var før den udbredte anvendelse af Internet. Man kan kun gisne om, hvad der ville være hændt i dag.) Firmaer og enkeltpersoner fik travlt med at indsende ansøgninger om patenter på endnu ikke verificerede ideer i håb om at vinde den store pris. Uheldigvis var det fænomen, som Fleischmann og Pons beskrev, langt fra at være forstået; selv de omstændigheder, der skal til for at kunne reproducere eksperimenterne, var ukendte. Gennem de næste få måneder spaltedes det videnskabelige samfund i de»troende«og i»skeptikerne«. De»troende«rapporterede resultaterne af deres arbejde med en sådan entusiasme, at de til tider overdrev betydningen af deres resultater. På den anden side afviste mange»skeptikere«den anomale opførsel hos de polariserede Pd/D systemer som værende et spørgsmål om personlig 3

4 diføt nyt 72.1 overbevisning, dvs. uden at analysere det fremlagte materiale og altid ledsaget af spørgsmålet,»hvor er neutronerne?«den økonomiske støtte til forskningen tørrede hurtigt ud i takt med, at alt hvad der havde forbindelse til»kold fusion«blev omtalt som svindel og ikke værd at beskæftige sig med. Termen»kold fusion«antog en ny definition, næsten som Ford Edsel havde gjort nogle år tidligere. Ved the Second International Conference on Cold Fusion, der blev afholdt i Villa Olmo, Como, Italien, juni/juli 1991, var holdningen til kold fusion begyndt at blive mere videnskabelig. Antallet af døgnflue-»troende«var formindsket, og»skeptikerne«begyndte at blive konfronteret med at skulle forklare det anomale fænomen, som på dette tidspunkt var blevet observeret af mange troværdige videnskabsmænd over hele verden. Kort efter denne konference fremsatte Office of Naval Research (ONR) et forslag om at etablere et forskningssamarbejde mellem Naval Command, Control and Ocean Surveillance Center, RDT&E Division, som efterfølgende er blevet til Space and Naval Warfare Systems Center, San Diego (SSC San Diego); Naval Air Warfare Center, Weapons Division, China Lake samt Naval Research Laboratory (NRL). Det grundlæggende formål med indsatsen skulle være at undersøge de anomale effekter i forbindelse med den længerevarende opladning af Pd/D systemet og at»medvirke til på kollegial vis at koordinere eksperimenterne ved de tre laboratorier«. Laboratorierne koncentrerede sig om hvert sit forskningsområde. Ved San Diego satte vi os det mål at forstå de betingelser, der skal være opfyldt, for at genereringen af overskudsvarme går i gang (Fleischmann-Pons-effekten) og at søge efter beviser på, at der foregår en kernereaktion. For at eliminere den lange inkubationstid (ofte uger) besluttede dr. Stan Szpak og dr. Pam Boss at præparere palladiumelektroderne med codeposition-teknikken. I første omgang koncentrerede de sig om produktionen af tritium og sporingen af stråling. Senere udvidede de deres program ved at måle overfladetemperaturen ved hjælp af infrarøde billeder og påviste derved eksistensen af diskrete varmekilder tilfældigt fordelt i tid og rum. Denne opdagelse kan vise sig at være et afgørende bidrag til forståelsen af fænomenet. Ved China Lake viste dr. Miles og hans samarbejdspartnere, at der eksisterer en korrelation mellem den genererede mængde af overskudsentalpi og mængden af helium i gasstrømmen. Denne korrelation er det direkte bevis på Fleischmann-Pons-effektens atomare udspring. Forskningen ved NRL var rettet mod metallurgien ved palladium og dertil knyttede legeringer samt de teoretiske aspekter ved Fleischmann-Pons-effekten. Det kan specielt nævnes, at dr. Imam fremstillede Pd/B legeringer, som dr. Miles brugte i kalorimetri-eksperimenter. Det blev påvist, at disse legeringer frembragte reproducerbar overskudsentalpi ved en minimal inkubationstid (omkring 1 dag). Teoretisk arbejde udført af dr. Chubb bidrog meget til vores forståelse af Fleischmann-Pons-effekten. Selv om finansieringen af forskningen i kold fusion ophørte for flere år siden, sker der stadig fremskridt med at forstå fænomenet, dog nu på et langt lavere niveau end tidligere. Det er hovedsageligt den ulønnede indsats af vil- 4

5 jestærke og nysgerrige videnskabsmænd, der gør det muligt. Under arbejdet med denne rapport brugte forfatterne utallige timer uden for deres normale arbejdstid på i fællesskab at gennemgå deres tidligere og nuværende forskningsbidrag, herunder den»skjulte«dagsorden, som professor Fleischmann fulgte i adskillige år i 1980 erne, da han delvis blev finansieret af ONR. En særlig tak skal lyde til alle de videnskabsfolk, der har arbejdet under disse betingelser, herunder dem der har bidraget til denne rapport og især til professor Fleischmann. Mens jeg skriver dette forord, oplever vi lejlighedsvise udfald i strømforsyningen i Californien på grund af mangel på energi. Disse strømsvingninger kunne være undgået med et minimum af teknisk planlægning. Men det har været politisk opportunt at ignorere det uundgåelige. Vi ved ikke, om kold fusion vil blive svaret på fremtidens energibehov, men vi er sikre på eksistensen af fænomenet kold fusion på baggrund af gentagne observationer, der er foretaget af videnskabsfolk over hele verden. Det er på tide, at dette fænomen bliver undersøgt, så at vi kan høste de fordele, der måtte blive resultatet af en yderligere videnskabelig forståelse. Det er på tide, at offentligt finansierede organisationer investerer i denne forskning. Dr. Frank E. Gordon Leder af Navigation and Applied Sciences Department Space and Naval Warfare Systems Center, San Diego diføt nyt 72.1 Omtalen i New Scientist Tidsskriftet Infinite Energy, som redigeres af Eugene B. Mallove, bragte en fyldig omtale af rapporten i nr. 44 fra juli/august Rapporten var en kærkommen støtte til bladets kamp for at få kold fusion og tilsvarende»unormale«fænomener anerkendt som seriøse forskningsområder. I bladets nr. 49 fra maj/juni i år tog redaktøren igen sagen op på baggrund af en artikel i det populærvidenskabelige engelske tidsskrift New Scientist. Trofaste læsere af Infinite Energy har bemærket en teknisk rapport i 2 bind om kold fusion, en rapport som blev udgivet sidste år af US Navy og som stærkt går ind for, at man forsker i kold fusion. Rapportens titel var Technical Report 1862, February 2002, Thermal and Nuclear Aspects of the Pd/D 2 O System. Nu har det britiske tidsskrift New Scientist fulgt sagen op med en artikel om denne rapport. Artiklen i New Scientist 29. marts 2003 (s ) er skrevet af New Hampshirejournalisten Bennett Daviss. Den er helt enthalpi (græsk): termodynamisk funktion med betegnelsen H. Kan udtrykkes som varmeindholdet af et kemisk system. Reaktionsvarmen ved en kemisk reaktion svarer ofte til ændringen i enthalpi. Når denne ændring er negativ, bringes systemet til et lavere energiniveau, og den kemiske reaktion vil have mulighed for at forløbe. Lademann 5

6 diføt nyt 72.1 igennem fokuseret på Navy-rapporten uden at inddrage anden forskning, der er udført af videnskabsfolk inden for kold fusion, og som er publiceret i andre teknisk/videnskabelige tidsskrifter eller i de forskellige kongresrapporter fra de nu ni afholdte internationale konferencer om kold fusion. Den nævner dog hjemmesiden der gør det muligt for læserne at downloade andre teknisk orienterede artikler om lavenergi-kernereaktioner. For den særdeles mishandlede videnskab om kold fusion er nogen omtale bedre end ingen omtale selv om den aktuelle artikel er dårligt skrevet, negativ eller neutral i sin holdning. Dette New Scientist-indlæg skrevet af Ben Daviss er ikke negativt eller mangelfuldt som sådan, men det er dræbende neutralt uden tvivl præcis det, som redaktørerne ved New Scientist har krævet af forfatteren, hvis han ville forsøge sig med at skrive et stykke om kold fusion. Hvordan skal man ellers forklare den absurde titel, Reasonable Doubt [Begrundet tvivl], som kan gå i begge retninger. På forsiden af New Scientist gav man artiklen følgende anbefaling:»kold Fusion: Hvad US Navy konstaterede efter 10 års forskning.«i indholdsfortegnelsen benævnes Navy-videnskabsfolkenes arbejde som en»mærkelig historie«. Ingen af de mere fremtrædende videnskabsmænd inden for kold fusion (bortset fra dr. Melvin Miles og dr. Stan Szpak/dr. Pamela Mosier-Boss) har haft mulighed for at bidrage til artiklen ikke engang pioneren inden for kold fusion dr. Martin Fleischmann, selv om han er medforfatter til Navy-rapporten. Antageligt er disse videnskabsmænd blev anset for utroværdige af New Scientist, skønt de er enige i deres generelle syn på kold fusion. I en boganmeldelse af videnskabssociologen Bart Simon, Undead Science: Science Studies and the Afterlife of Cold Fusion (2002) [Udødelig videnskab: Studier i videnskab og livet efter den kolde fusion] i New Scientist-udgaven ugen før (22. marts) valgte redaktørerne ved New Scientist at slå følgende slibrige citat om kold fusion stort op:»resultatet minder om afdøde Frank Zappas spydighed om jazzen: den er ikke død, den lugter bare mærkeligt.«med den form for underlægningsmusik, hvilke forventninger kunne man da nære til Daviss artikel? Men det mest ubehagelige ved Daviss artikel er, at den giver et usammenhængende og forvrænget billede af, hvad der virkelig foregår inden for kold fusion. Den giver det fejlagtige indtryk, at der ikke finder nogen som helst anden forskning sted, som kommer i nærheden af den kvalitet, der præsteres i dette Navyfinansierede arbejde, og at selv denne Navy-forskning må betragtes med en»rimelig grad af tvivl«. Efter indledningen hvor det fastslås, at Navy-rapporten leverer beviser for, at 6

7 kold fusion er et virkeligt fænomen, kommer artiklens mest fornærmelige udsagn:»såfremt denne påstand var blevet fremsat af næsten enhver anden, ville den sandsynligvis og burde måske også være hilst med en isnende tavshed.«hvad?! Blank afvisning af al anden udgivelsesvirksomhed og konferencerapporter om kold fusion? Dette forudskikker en videnskabelig indsigt, som redaktørerne af New Scientist helt sikkert ikke er i besiddelse af, når emnet er kold fusion/lenr. Men dette ubehagelige eksempel på snæversyn fungerer som et figenblad for New Scientist s afvisning af en intelligent dækning af kold fusion gennem de sidste 12 år af det man kunne forvente af bladets redaktører både før og nu. I realiteten har der næsten ingen dækning været af kold fusion gennem de sidste 12 år i New Scientist bortset fra oprørende misinformation fra tid til anden. Og dette fra et populærvidenskabeligt tidsskrift, der har specialiseret sig i sjaskede forsidehistorier indeholdende det værste spekulative sludder om spidsfindige nye fortolkninger af kvantemekanikken, påstået»dark energy«, multiuniverser og andre irrationelle påstande sanktioneret af mainstream-fysikken. Tilsvarende varm luft er tilladt om hvad som helst i fysikken, men ikke om reproducerbare køkkenbordseksperimenter, der demonstrerer lavenergi-kernereaktioner og viser, at der er banebrydende ny fysik på spil på den anden side af horisonten hos redaktørerne af New Scientist og deres fysik-fantaster. Det bliver spændende at iagttage, hvordan disse redaktører vil grave sig ud af deres dybe huller om nogle år, hvilket vi er overbevist om, de bliver tvunget til. diføt nyt 72.1 Daviss har skrevet mindst én yderligere artikel om kold fusion en profil af undertegnede redaktør i TWA s flyblad. Han har også skrevet andre artikler om alternativ energi for Infinite Energy, som vi har været meget taknemmelige for. Daviss er ærlig, har et åbent sind, er hårdtarbejdende og en gentleman. På eget initiativ, men støttet af min opmuntring og vejledning, påtog Ben sig sidste år den vanskelige opgave med at få New Scientist til at bringe en opdateret artikel om kold fusion, og vi glæder os over, at det lykkedes for ham uanset hvilke restriktioner, der blev pålagt ham, mere eller mindre frivilligt. Selv om jeg ikke blev præsenteret for nogen tidlig, foreløbig version af artiklen, som visse Navy kold-fusionsforskere blev, ved jeg, at artiklen oprindeligt var meget længere (omkring ord) måske dobbelt så lang som den trykte version. Der er ingen tvivl om, at en længere artikel ville have givet mere plads for en positiv diskussion. Det bør her nævnes, at der er visse alvorlige udeladelser og løse ender i den bragte artikel: Der er ingen omtale af den pinlige kendsgerning, at dr. Melvin Miles forsøgte forgæves at overtale energiministeriets panel for anti-kold-fusion i 1989 til at inkludere hans senere positive resultater med overskudsvarme, hvilket blev opnået rigelig betids til, at de kunne have været optaget i Huizenga-panelets rapport. Han blev afvist, og således kom kun hans tidlige negative resultater med. I diskussionen af heliumets korrelation med overskudsvarme opnået af dr. Miles nævnes det ikke, at disse resultater blev annonceret så tidligt som i 1991, og 7

8 diføt nyt 72.1 endnu mere vigtigt at Miles beregnede sandsynligheden for, at hans heliumproducerende celle tilfældigvis ville matche de overskudsvarmeproducerende celler i den gruppe af celler, der blev testet for helium og overskudsvarme. Sandsynligheden var kun 1 ud af , dvs. 0,0061%! I en diskussion af dr. Michael Melichs tilbageblik til nogle af de angiveligt negative resultater vedrørende overskudsvarme, skriver Daviss:»Talsmænd for MIT fortalte Melich, at de havde smidt alle data og notater ud, og derfor havde de intet at vise ham.«denne udtalelse af»mit-talsmænd«(hvornår den end måtte være faldet) er måske, måske ikke sand, men redaktørerne og forfatteren burde vide, at originale data faktisk blev undersøgt grundigt af både denne forfatter (Mallove) og en anden MIT-dimittend, dr. Mitchell Swartz. Det fremgik heraf: A) Signifikant bevis på overskudsvarme i MIT s kalorimetri-eksperiment og B) Bevis på bedragerisk manipulation af resultaterne af tungtvandsmålingerne, der viste overskudsvarme, med henblik på at undertrykke opdagelsen af overskudsvarme. Ben Daviss kendte selvfølgelig til dette forhold. Enten skulle det være fremgået af artiklen, eller også skulle bemærkningen om Melich og de påståede forsvundne MIT-notater ikke have været bragt. Lad os være ærlige omkring nøglebegivenhederne i videnskabens historie. Eugene Mallove Infinite Energy 49, maj/juni 2003 Vand, potaske og elektricitet Af Robert Matthews Britiske forskere tror på, at de har gjort en banebrydende videnskabelig opdagelse, efter at det tilsyneladende er lykkedes for dem at»skabe«energi fra brintatomer. Et forskerhold fra Gardner Watts et firma for miljøteknik med hjemsted i Dedham, Essex fremviser en»termisk energicelle«, som synes at producere hundreder af gange mere energi end den tilførte. Resultatet er uafhængigt verificeret af Bristol University. Hvis opdagelsen er rigtig og kan reproduceres kommercielt, kan den termiske energicelle installeres i enhver bolig og opvarme vandet til en særdeles lav pris, en besparelse på mere end 90% af den nuværende olieregning. Cellens konstruktører, som leder en elektrisk strøm gennem en væske mellem to elektroder, indrømmer, at de ikke er i stand til præcis at forklare, hvordan opfindelsen virker. De insisterer imidlertid på, at deres celle ikke blot er en gentagelse af den berygtede misere omkring den»kolde fusion«i slutningen af 1980 erne. Dengang påstod to videnskabsmænd, at de havde opdaget en måde at generere kerneenergi ved rumtemperatur på fra et lignende apparat. Opdagelsen blev voldsomt imødegået, og videnskabsmændene, Martin Fleischmann og Stanley Pons blev beskyldt for at være inkompetente og måtte flygte fra 8

9 Amerika for at etablere sig med laboratorier i Frankrig.»Vi siger absolut ikke, at dette er kold fusion, eller at vi har fundet en vej uden om loven om energiens bevarelse«, sagde Christopher Davies, administrerende direktør for Gardner Watts.»Det vi siger er, at apparatet synes at tappe energi fra en anden, hidtil uopdaget energikilde.«ifølge Mr Davies er cellen resultatet af forskning i brints fundamentale egenskaber, det mest udbredte grundstof i universet. Han gør gældende, at beregninger baseret på kvanteteorien lovene om den subatomare verden tyder på, at brint kan eksistere i en såkaldt metastabil tilstand, der rummer en potentiel kilde af tillægsenergi. Teorien antager, at hvis elektricitet blive ledt igennem en blanding af vand og en kemisk katalysator, vil denne tillægsenergi blive frigivet i form af varme. Efter en del eksperimenter fandt forskerholdet ud af, at en beskeden mængde elektricitet, der blev ledt igennem en blanding af vand og kaliumkarbonat potaske frigav en forbavsende mængde energi.»det frembringer en masse varme i et meget lille rumfang«, sagde diføt nyt 72.1 Christopher Eccles, videnskabelig chef ved Gardner Watts. Forskergruppens opdagelse hos Gardner Watts blev efterprøvet af dr. Jason Riley ved Bristol University, som målte en energitilvækst på mellem 3 og 26 gange den mængde, der var blevet tilført. I en skriftlig rapport konkluderede dr. Riley:»Ved anvendelse af apparater leveret af Gardner Watts og de analysemetoder, firmaet anviste, synes der at ske en energitilvækst i systemet.«i forsøg, der blev udført for The Telegraph, opvarmede cellen vandet til nær kogepunktet og producerede tilsyneladende mere end tre gange den energimængde, der blev tilført den. Videnskabsfolk indrømmer, at de er forbløffede over den voldsomme energiforøgelse, der produceres af cellen.»jeg har aldrig nogen sinde været ude for noget lignende«, sagde prof. Stephen Smith fra det fysiske institut ved Essex University.»Da der var tale om kold fusion, regnede man med en energiforøgelse på omkring 10%, som man uden større problemer kunne forklare sig ud af, men dette her er for meget til at kunne bortforklares.«prof. Smith sagde, at han var skeptisk over for den teori, som firmaet førte frem. Han indrømmede dog, at videnskabsfolk også havde været forvirrede over den energikilde, der ligger bag radioaktivitet, idet den involverede nøgleligning Einsteins berømte E=MC 2 stadig trænger til at blive afklaret. Prof. Smith hævder, at hvis der er en fejl i firmaets påstande, ligger den i målingen af den mængde elektrisk energi, der pumpes ind i cellen. Det er tænkeligt, at der mens der passerer ladninger mellem elektroderne finder et strømstød sted, som ikke bliver registreret af 9

10 diføt nyt 72.1 de instrumenter, der måler det elektriske input. Prof. Smith sagde:»det er nødvendigt at undersøge dette nøje, idet der kan blive tilført langt mere energi, end konstruktørerne regner med.«prof. Smiths synspunkt blev bifaldet af dr. Riley:»Der er ingen tvivl om, at der fandt en energistigning sted, men jeg vil gerne se en mere udførlig undersøgelse af den elektriske energi, der tilføres cellen.«mens mange videnskabsfolk forsøger at løse mysteriet om den termiske energicelle, har dens vældige kommercielle potentiale allerede vakt interesse. Cambridge Consultants, en af Storbritanniens betydeligste tekniske konsulentvirksomheder, er gået i samarbejde med Mr Davies og hans kolleger for at udvikle en funktionsduelig prototype.»vi har sat en tværfaglig gruppe i gang med at arbejde med dette projekt, og vi er blevet forvirrede«, sagde Duncan Bishop, lederen af projektudviklingen ved Cambridge Consultants.»Vi søger risikovillig kapital til udviklingen af projektet, da der vil blive behov for ca for at bevise principperne bag det.«ifølge Gardner Watts hold, vil det tage ca. 6 måneder at gennemføre forsøg, der vil kunne fjerne enhver tvivl om gyldigheden af effekten. Firmaet planlægger derefter at udvikle en prototype, der vil være i stand til at konvertere mindre end 1 kw elektrisk kraft til 10 kw varme. Mr Davies udtalte:»et firma kan søge om en licens til teknologien til fx at fremstille husholdningsvandvarmere til hjemmemarkedet.«han tilføjede, at planen er at få de første apparater baseret på termiske energiceller på markedet i løbet af 2 år. Denne meddelelse blev udsendt på Internet-avisen news.telegraph.co.uk den 18. maj 2003 under overskriften Take water and potash, add electricity and get a mystery. Man kan læse mere om firmaet bag opfindelsen, Gardner Watts Ltd, på - et glimt i øjet En ingeniør, en matematiker og en fysiker tog til hestevæddeløb en lørdag eftermiddag, hvor de gjorde deres indsatser. Da løbet var forbi, satte de sig i baren for at snakke om dagens begivenheder. Ingeniøren sagde:»jeg forstår ikke, hvorfor jeg mistede alle mine penge. Jeg målte alle hestene, beregnede deres styrke og mekaniske fortrin og nåede derved frem til, hvor hurtigt de kunne løbe «Fysikeren afbrød ham:» men du tog ikke hensyn til deres individuelle forskelle. Jeg udførte en statistisk analyse af deres tidligere præstationer og satsede på de heste, hvor der var den største sandsynlighed for de ville vinde så hvis du er så dygtig, hvorfor har du så tabt alle dine penge?«spurgte ingeniøren. Men før skænderiet nåede at udvikle sig, tog matematikeren sin pibe frem, og de fik et glimt af hans velspækkede tegnebog. Her var helt tydeligt en mand, der vidste noget om heste. De forlangte begge at blive indviet i hans hemmelighed.»javel«, sagde han, mens han bakkede på sin pibe,»først antog jeg, at alle hestene var identiske og kugleformede «10