Prædiken tl juledag, Jægersborg kirke Mennesket er et stykke kul, men Gud er ild og glød

Transkript

1 Prædiken tl juledag, Jægersborg kirke 2015 Mennesket er et stykke kul, men Gud er ild og glød Inkarnaton og reinkarnaton Juledag fejrer vi at Gud blev menneske. Han lod sig føde som et lille barn og gjorde sig tl eet med det sårbare og skrøbelige menneskeliv vi alle kender tl. Eller med evangelisten Johannes: Gud lod sit ord blive kød, for at hans evige tanke og vilje kan leve i os. Det kalder man med et fremmedord for inkarnaton. Karna betyder kød eller krop. Gud som er ånd, stger ned i kødet eller ind i kødet og tager bolig dér. Det er et mysterium. Men inkarnatonens mysterium taler vi mærkeligt nok ikke så meget om. Selv om det ret beset er det allermest centrale, lige netop det som kristendom og jul handler om. Til gengæld taler vi gerne om re-inkarnaton. Hvilket er noget helt andet. Det ikke bare inkarnaton i dobbelt potens. Det er snarere det modsate. Det er at en evig sjæl som gerne vil være fri af alt det jordiske, må lide den skæbne på ny og på ny at tage bolig i en jordisk skikkelse. Derfor er det liv vi står i, den kødelige skikkelse vi har, også kun noget midlertdigt, en staton frem imod det næste liv vi får. Mens det i kristendommen er dete ene liv det drejer sig om: Menneskelivet med alt hvad det rummer, livet i dets dybe og bredde og højde, dete liv i dets skønhed og skrøbelighed, fra fødsel tl død. Det liv har Gud gjort sig tl eet med. Det er han for evigt steget ind i, i sådan en grad at han også følger os ud i tlværelsens yderegne, i angsten, fortvivlelsen, vildfarelsen, mørket. Ja Guds nedstgen, inkarnaton, fører i sidste end tl at Gud i sin søn går med os i døden for at vores liv, dete liv, skal opstå i forklarelse i Guds evighed engang. Så altomfatende er inkarnatonen. Og den handler vel at mærke ikke kun om at Gud tog bolig i dete ene menneske, i Marias barn som blev født i Betlehem, den handler om noget som stadig går for sig og som aldrig hører op. Om at Gud bliver

2 ved med at gøre vores liv tl sit og på ny og på ny fylder vores legemlige tlværelse med sin ånd. Ordet bliver kød det sker også i dag. På den måde kan man i en vis forstand også i kristendommen tale om re-inkarnaton. Efersom inkarnatonen ikke er en begivenhed som har fundet sted én gang for alle. Men er et himmelsk indbrud, en guddommelig nedstgning, en fødsel, som fnder sted igen og igen. Og det er altafgørende for os at det sker. At Gud stadig opsøger os, tager bolig i os, lader sig føde på ny. Sådan at den kristne 1600tals mystker Angelius Silesius ligefrem kan sige: (I hører det først på tysk, for der er det smukkest) Wird Christus tausendmal zu Bethlehem geboren und nicht in dir, du bleibst noch ewiglich verloren." Altså: Om så Kristus tusind gange blev født i Betlehem og ikke i dig, da ville du stadig være evigt fortabt. Så det vi fejrer er altså ikke bare noget som skete engang, men noget som stadig sker, i dig, i mig og imellem os. Vi fejrer at noget nyt kan fødes i os, og at vores kroppe og liv med hinanden kan fyldes af ånd. Vi fejrer at Gud i en evigt fortsætende proces har indladt sig på at virke i os, så vi ikke mere lever for os selv, men for hinanden. Sådan at vi med alt vores kød, med vores kroppe og sanser og alle vores kræfer, stller os tl rådighed for et liv som er større end os selv. Ånd og krop inkarnatonens mysterium Så det legemlige forsages ikke i kristendommen, men det stlles i en større tjeneste. Det fyldes af ånd. Og ånd og krop samvirker, så man ikke mere kan skille tngene ad og sige det er kød og det er ånd. Det sker på mange måder. Tag nu bare julens måltder, frokoster og middage, som vi samles om i disse dage. Hvad er det afgørende ved det gode måltd? Det handler jo ikke bare om at vi skal være mæte eller spise en velsmagende mad. Det handler om det som sker imellem os, om nærværet, samtalen, munterheden, fællesskabet. Om en glæde vi skal fnde ind tl. Og det sker jo ikke på trods maden eller det vi drikker, som om det

3 legemlige/kødet slet ikke betyder noget, men det dejlige måltd befordrer en sanselig åbenhed, en livsfryd, en opstemthed, en medleven, et fællesskab med varme og ånd. Hvis det kun var maden som smagte godt, mens deltagerne slet ikke fandt ind tl hinanden, men bare sad der uinteresserede hver for sig, så ville det slet ikke være det dejlige julemåltd for familien, som vi vist alle drømmer om. Ånd og legeme er ikke hinandens modsætninger. Deres samvirken i måltdet er tværtmod et mysterium, en del af det mysterium julen handler om. På samme måde i kærlighedslivet. Her er det åndelige og det legemlige jo heller ikke hinandens modsætninger. For det dejlige er at elske hinanden med alle sanser. Sanselighed, seksualitet og begær kan selvfølgelig godt trives i sig selv. Men det er åndløst. Det forløser os ikke som de mennesker vi er. Det forløsende, det vi drømmer, om, er kærligheden, hvor vi giver os selv, med hud og hår, med vores sansende krop. Så det interessante er ikke kroppen som sådan, men det den er bevæget af og retet imod. Det interessante er samspillet, samtalen, det som sker imellem os, kroppe fyldt af ånd. Ja det afgørende er at vi brænder af noget og for noget som er større end os selv. Der er ikke noget så smukt og livsbekræfende som at se mennesker der livet igennem har været optaget af noget og har brændt for noget som var vigtgere end dem selv. Mennesker som ikke bare har passet på sig selv, men har brugt sig selv op. Det er ikke noget så smukt som rynkede og brugte ansigter, der fortæller om et liv hvor der har været noget på spil. Vi lever ganske vist i en kultur, hvor vi med ftnes og botox og andre forskønnelser gerne vil være evigt unge. Vi lever i en selvoptaget kultur hvor kroppen i sig selv er i fokus. Vi ser mange veltrimmede, men måske også åndeløse mennesker. Men i et kristent perspektv er vores kroppe er skabt tl noget større end selvdyrkelse og velvære. Kroppen er et tempel for Guds ånd, siger Paulus. Først når den bliver brugt, når vi lever

4 for andre, for noget mere ned os selv, kommer den tl sin ret. Først når den er optændt af noget andet end sig selv, lyser den. Mennesket er et stykke kul, men Gud er ild og glød Det er noget som mystkeren fra 1600 tallet Angelius Silesius har givet et vidunderligt billede af. Angelus Silesius siger at mennesket er et stykke kul, men Gud er ild og glød. Det er jo sådan med kullet, at det er først når det gløder, det kommer tl sin ret. Først da afgiver det varme, og først da kan man se hvor fascinerende og smukt det er. Men kullet i sig selv, hvor man kun ser den gråsorte overfade, giver hverken varme eller lys eller skønhed fra sig. Først glødende ser man hvad det rummer. Man kan sige at det indtl det øjeblik hvor det tændes, skjuler en hemmelighed i sig som kaldes frem når det begynder at gløde. Mennesket er et stykke kul, men Gud er ild og glød. Det er først når Guds kærlighed gløder i os, vi kommer tl os selv og bliver det menneske, Gud fra begyndelsen har set os som. Så når Gud lader sin søn, sin kærlighed fødes i os, og ånden fylder os, så er det vi bliver tl de mennesker vi er skabt tl at være. Det kalder man for frelse. Det er en gave at opleve det. At opleve inkarnatonens mysterium. Guds ånd, Guds ord som bliver kød og tager bolig i os og bevæger tl liv. Inkarnatonens opgave at vidne om lyset Men det er også en opgave. Det forpligter også. Det er en opgave for os at vidne om lyset og fortælle om det liv som er større end os selv. Sådan som Johannes Døberen gjorde det. Det er en opgave for alle voksne mennesker at turde være forbillede for dem som er yngre, for børn og børnebørn. Det er en opgave at indgyde tro og håb og pege på åndens liv. Det er en opgave ikke at lade julen skrumpe ind tl endeløst forbrug og tom materialitet. Det er op tl os at vise at der er et liv som

5 kalder på os. Alt er ikke lige gyldigt. Men der er noget vi skal kæmpe for og værne om. Som den tdligere engelske ærkebiskop Rowan Williams sagde det engang: Der er nogen der skal vidne om at Gud fndes, og det kan lige så godt være mig! Er det svært? Jeg tror det er meget enkelt det vi skal. Jeg har ikke læst journalisten Charlote Røhrts bog Jeg mødte Jesus. Men jeg har læst interviews med hende, og fået refereret hendes meget personlige beretning om de åbenbaringer hun havde, hvor Jesus stod over for hende. Det var lange samtaler eller møder, men egentlig var det kun to tng Jesus sagde tl hende: Nemlig for det første: Det er godt du er der! Og når hun så spurgte, hvad skal jeg gøre? Så var svaret: jeg stoler på dig. Måske er det så enkelt. Måske er det det Gud siger tl os, og det vi skal give videre tl hinanden. Det er godt at du er der! Og: jeg stoler på dig! Åndens liv er ikke følge bestemte livsregler eller et sindrigt selvudviklingsmanual. Ånd kommer af kærlighed og tllid. Ånd er at være der hvor man er, have sans for det vigtge, og at turde sæte sig selv ind og kæmpe for det som er os kært. Ånd er at vidne om det liv som handler om mere end os. Vi er ikke kun kød og blod. Vi er Guds børn. Født eller genfødt af ånd. Det handler kristendom fra jul tl pinse om. Glædelig jul. Amen. Salmer: //