BORRINGHOLMERENS HISTORIEBOG

Transkript

1 BORRINGHOLMERENS.. HISTORIEBOG SAMMENSKREVEN AF M. K. ZAHRTMANN FØRSTE OG ANDEN BOG RØNNE 1934

2 TITELBILLED EFTER. TEGNING AF KR. ZAHRTMANN F. HENDlUKSENS REPRODUKTIONS-ATELIER,COLBERGS EFTF. BOGTKYKKERI

3

4 FØRSTE BOG MODERSKØD ET Menneskene ville gjerne tro, at Histol'ien skabes først med dem. De st01'e Tidsrum, som gik forud for deres Bosættelse i Landet, og imod hvilke Menneskehedens egen Tilværelse er at regne for et kort Spand, skyde de ud af Historien over i Naturvide11skaben. Men et Lands Historie omfatter ikke blot dets Indbyggere, men ogsaa dets Nattu' i deres Vexelvirkning paa hinanden. Borringholm skabte sine Borringholmere, B 01'rin g holmerne skabte vor Tids Borringholm. Ikke -blot bød Landet Indbyggerne sine Klipper og Jordlag, srne Vande og Strande tu Udnyttelse og Opdyrkning, til Frugtbargjørelse og Indhøst paa mangfoldig Vis; det bød dem herunder ogsaa en Kamp, i hvilkeu de opøvedes til at overvinde Naturens sejge Modstand. Først og sidst tog Moder Natur fast og varigt Tag i Borringholmernes Sind og mærkede dem for Livet, saaledes som J. N. Madvig vidste at fortælle i sine Livserindringer. Saaledes tager Borringholmernes Historie sit Udspring i deres Lands Urtid. Borringholm var til, før Danmarks Grundvold blev lagt, I disse Ord gjengiver Naturforskeren den Tale, som klinger ud fra de mægtige Klippedrag, der bygge Landet op mod N. og ø., fra Hammeren til Aaker Klint, fra Teglkaas paa Vestkysten over Knudskirke Bakke, Vestre marker Klint, Aakirkeby og Slamrebjerg til østkysten N. for Nexø. To Tredjedele af Landets Flademaal, 400 km 2, hvile paa disse Granitklipper, som tilhøre Jordens ældste Landdannelse. Den samme Tale fører ogsaa Syd- og Vestlandet ; dets Sandsten-, Skifer-, Ler- og Kalklag ere Landvinding fra de nærmest følgende Tidsrum af utalte Aartusender i Jordklodens Tilværelse. Og først langt yngre Tider

5 saa de Kridt- og Kalldag dannes, paa hvilke de andre danske Lande fra Møens Klinter til Bulbj erg Brinker ere byggede op. Store Omvæltninger ere fuldbyrdede. Borringholms stejle Klippekyster mod V. fra Teglkaas til Hammeren og mod NØ. fra Svanikke til Hammeren ere Brudlinjer)' som i lige Løb fort sættes hinsides Hammervandet op gjennem Skaane. Hvad der laa udenfor dem, er sunket, eller hvad der laa indenfor, er skudt op under Jordskælv, som rystede den skandinaviske Halvø. Disse Jordbrud have skaaret Borringholm til i dets nuværende Form og Størrelse. Ogsaa i Landets Vejl'lag er indtraadt Omvæltninger. Under en sydlandsk Varme ere de Bregne- og Palmeskove groede op, hvis Levninger nu gjenfindes i Landets Skifere, Kalksten og kulførende Lerlag. En indisk Hede menes at have hersket i det Tidsrum, da Graniten under Knudskil'ke Bakke forvitrede til hvidt Ler, Kaolin. I senere Aartusender dækkedes Landet sammen med det øvrige Danmark, England og Fastlandet til dybt ind i Tyskland under en mægtig sammenhængende Ismark, saadan som nu kendes fra Grønlands Indre. Den store Istid omskabte Borringholms' Overflade. Stadig N edbør inde over Indlandsisen øgede Ismasserne, og deres stigende Tyngde pressede dem i jevnt glidende Gang ud imod dens Udkanter, hvor de dannede Bræer, søm smeltede i Floder og kælvede Isbjerge fra sig. Fra NØ. skred Ismasserne frem mod Borringholm, hvis Klippekyst ikke evnede at standse dem. De skurede og høvlede sig Vej op over Nordøstkysten. Løsere J ordlag, som kom dem i Vej en, knuste og malte de sønder under deres Vægt og førte dem som findelt Ler og Grus med sig ind over Klipperne; paa den Vis dannedes det muldfede Opland bag Gudhjemsknysten og Svanikkenakkerne i 0streherreds Sogne. Skaarflængede Klippeskær, dybsprængte Kløftrender, om~ tumlede hushøje Stenblokke, de skl'aaskaarne Klippestigninger langs denne Kyst ere evige Vidner om Isens Stormløb ind mod den, om dens Kamp for at vinde op over Borringholms Højderyg og om Ishøvlens alt tvingende Vælde. Den sleb sine SIture streger ind i Landets Stenisse, helt op over dens højeste Knude Rytterknægten, som nu er hævet 162 m over Havfladen. Kommen fri over Landets Klipperyg skødes Isen videre frem 'over Vest og Sydlandet uden særlig Modstand. Den skurede 10

6 Klipperne under sig flade, sleb dem runde, Eotn det ses i Vestkystens stejle Rundinger, Hammeren, Slotslyngen, Ringebakkerne. Syd- og Vestlandets bløde Jordlag laa i Ly under Klippelandets høje Værn og sitaalledes herved for Undergang; men ogsaa her, i Rispebjergs Skifere og i Læsaaens Sementsten, har Isen indridset sine Skurestriber paa sin Vandring mod SV. Istidens Aartusender tog Ende. Dens grønlandske Kulde veg for blidere Vejrlig, der langsomt smeltede de 8to1'e Ismasser; alt som de kælvede, aad Golfstrømnlen vestfra alle Iskalvene. rørst dukkede Landets Klippehøjder nøgne frem af deres Ispanser og tvang Isen til at skyde sig Vej udenom dem. Skureridser fra dette Tidsrum med Retning mod NV. ses under Knudskirke Bakke og andre Steder. De TunIlinger, som val' revne løse og førte med af den skridende Ismark, ofte lang Vej fra Gulland, fra Battenhavets finske og svenske Kystlande, sank til Hvile; smaa og store laa de tæt strøede ud over hele Borringholms Overflade. Af disse Vandreblokke kan særligt fremhæves en halv Snes Rokkesten, j Almingen, Helledesbakkerne, Lensidint, Rødsker Højlyng, Slotslyngen, fordi vore Oldefædl'e (Biskop Fr. Miinter 1820) i dem saa ældgamle Udslag af Menneskers Virke. Deres rokkende Leje paa den underliggende Fastklippe er dog ene Naturens V cerk, da Nordevropas Indlandsis tøede bort under dem, for Aar siden siges der, men et Pal' Aarhlsender eller tre fire gjøre her hverken fra eller til. En enkelt Mandsarms Tryk kan bringe Helledcsbakkernes kg vægtige Tumling til at rokke, som higede den efter at fortsætte sin afbrudte Vandring; den taler ikke om Mennesker med et utroligt Arbejdssnille og uhørte Kæmpekroofter, men om Isstrømmens vældige Jettekraft og dens lunefulde Spil. Under Smeltningen bundfooldte Isen ogsaa sin Last af Jord. Atter her spillede Natul'ens Lune ind. Da den varme Golfstrøm tvang Bræerne baglæns østovel', og de Smeltefloder, som sprang ud under deres Fod, tog Løb ud imod Havet, aflejredes fed Lerjord hist, sammen skyllet Grus og Sandbakker her. Der skab tes da for indvandrende Plantevæxt frodig Jordbund som i Nøk ker og den sydvestre Del af Klemrnedsker, golde Grusstrøg som fra Arnaga til Rønne eller sandige Bakket' som ved Torpe i Klemmedsker. Selv indenfor hvert enkelt Omraade af halv- 11

7 hundred Hektar, et nuværende Gaardeje, kom Jordbunden til at vexle i Ydedygtighed. Da Borringholm endeligt efter Aartusender slap fri af sit knugende Ispanser, var det, som maatte Landet række og strække sig i Bølgerne og i Solen. Dets isbulede Isse Rytterknægten knejste en halv Gang højere til Vejrs, end vi kende den, og saa ud over tætte Birke- og' Fyrreskove; Fyrrekævlene fra hin Tid fiskes nu op fra 80 Meters Vanddybde, hales ud af deres Mosehuller i Bunden af østersøen.og tale om, at her var tørt Land helt over mod østersøens Kystlande i S. og i V., saa at Rener,' Elsdyr, Krondyr, Raaer, Uroxer, Vildsvin, Bævere og andre Vilddyr kunde vandre tørhovede ind til Rytaraknajtinj. Efter Fyr fulgte Eg, efter Vildt fulgte Mennesker. Paa Strejftog kom Jægere hid for henad 7000 Aar siden; en Øxe, tildannet af en Elsdyr skuffel ved at bore et Skafthul igjennem dens tykke Rodende og at indskære en dyb Rille til Optagelse af skarpeggede Flintflekker i dens brede,bladende, efterlod de sig i Pællegaards Mose ø. for Klemmedskirke og fire Benpile, smukt.tilskaarne af Hjortetak som Harpuner med to til otte Modhager i Vajllansgaards Mose. Disse Jagtvaaben ere de ældste Mærker, som Menneskehaand har efterladt sig paa Borringholm ; og nyligt synes paavist Spor af, at disse Jægere kunne have fæstet varigt Bo i Grisby ved Frennemark, mens Bopladser i Sjællands Moser allerede husede et tal~igt Fisker- og Jægerfolk. Land'et var imidlertid atter sunket ret dybt tilbage i østersø~ns Bølger, som vippede det op og ned; og en Tidlang laa Hammeren 13 m, Sydkysten 3 m lavere mod Havoverfladen end i vore Dage, som Kystbrinker og Strandvolde ved Hasle, Tejn og Nexø vise. Endnu i sin menneskehistoriske Tid var Landet ikke faldet helt til Ro. Dog Ina det omtrent som den skæve Firkant, det nu er, 610 km 2 stor, da for opad 7000 Aar siden!\'1ennesker flyttede ind paa det stenbyggede, lynggroede, skovklædte Land og fandt, at her var godt at bo og bygge. Efter Borringholms lange Forhistorie følger nu den Historie, som Menneskene skrive sig, og hvis bindstærke Sagabøger de have fyldt med deres Slid og Sl~h, deres Strid og Stræb i Kampen med en Natur, der er rig eller karrig, alt som de tage den. 12