Det vil vist lige være på sin plads her at præsentere Pia Rix.

Transkript

1 Schweiss spor V Nu skulle man jo tro der var andet her i livet end at rende rundt ude i skoven sammen med sin hund, og lade den lede efter et blodspor man selv havde lagt og i princippet jo så snildt skulle kunne finde igen hvor svært kan det lige være? Tja. Hvad er bedst: At snuse rundt efter fis eller fise rundt efter snus? Det afhænger vel lidt af hvad man er bedst til. Og så er det jo sådan, at man har tendenser til at træne i det man er bedst til og så er det vist også sådan, at så render man ind i nogen opgaver på et tidspunkt, der kræver lidt kreativitet og nytænkning. Min brave hundeven, Hodja, og jeg, var jo så til en prøve i Kreds 9 den 11. april Vi havde taget Penny med, som havde gået nogen ganske udmærkede spor og som jeg mente nok kunne bestå en 400m./3t. Så her var hun tilmeldt. Hodja havde jeg tilmeldt en 600m./3t. Det var fint sporvejr skoven viste sig fra sin bedste side, dommer og stifinder smilte godmodigt til ekvipagerne og gav os den sidste olie og sendte os så ud på glatis! Lad os udløse spændingen her og ikke forfalde til lange abstrakte tirader over et velkendt tema. Penny kom i mål og bestod med en 3. præmie og Hodja kom også i mål, også med en 3. præmie. Ja, ja vi bestod jo, hvorfor så denne sarkasme! Jo, jeg havde jo en forventning om at bestå med to 1. præmier og af det kan man så lære ikke at have for høje forventninger når grundlaget angiveligt ikke er i orden. Hvad var det vi havde rendt rundt og trænet siden sidste prøve, siden forventningen ikke blev indfriet? Hvad var årsagen til det lidt magre resultat? Faciliteter, arrangementet, sporene und das ganze molevitten med alt hvad der er i den, var bare perfekte! Hvad går galt? Det kommer vi tilbage til senere J Kreds 9 havde, igen, været aktive og tilbudt et Schweiss spor kursus til medlemmerne over to dage i Sønderjylland med Pia Rix som instruktør. Der var plads til max. 10 deltagere og det skulle finde sted i weekenden den juli med base i Gl. Stevninghus ved Kliplev i Sønderjylland, hvor vi skulle bo. Der var mulighed for overnatning og det var med fuld forplejning og som virkelig viste sig at være fuld forplejning J Det vil vist lige være på sin plads her at præsentere Pia Rix. Side 1 af 12

2 Pia er som person lige ud af landevejen, nem at have en dialog med og som underviser forstår hun at formidle sit stof til sine kursister. Pia er på det danske sporlandshold og var med på det hold der vandt guld ved Nordisk Mesterskab i Viltspor den 31. august 2014 i Norge. Udover det er Pia flere gange dansk, svensk, norsk, finsk og nordisk sporchampion, hun har vundet DM flere gange og hun er Eliteschweissvinder i 2009 og Der kunne godt skrives mere om Pia s præstationer, men det her rækker vist som garanti for en person der kan sin metier. Der kom desværre to afbud (ærgeligt, men så var der jo lidt mere tid til os andre ;-), så vi var 8 kursister der troppede op på det aftalte sted på det aftalte tidspunkt kl lørdag morgen sammen med vores hunde, som var af racerne: Cairn Terrier Ruhåret Wisla Jack Russell Terrier Border Terrier Australsk Terrier Irish Softcoated Wheaten Terrier Ruhåret Hønsehund Vi blev hurtigt stuvet ind i de rum vi skulle sove i, og så var der et flot og rigeligt morgenbord og briefing. Hver især præsenterede sig selv, hvilken race og hund man stillede med, og hvad man havde af forventninger og ambitioner. Det viste sig hurtigt at de fleste kendte hinanden i forvejen fra Kreds 9, og da alle jo havde samme interesse og formål med at være der, faldt alle hurtigt i hak, incl. Helle der som den eneste ikke var fra Kreds 9, men det skal nu ikke ligge hende til last. Uden at røbe for meget, kan jeg vist godt sige at det blev til et par rigtig hyggelige og særdeles lærerige dage. At få sådan et arrangement til at fungere over to dage kræver lidt flere hænder end Pia s egne. Pia havde et rigtigt godt team til at hjælpe sig: Ina Koch som var med på sporene og også dygtigt evaluerede den enkelte derude. Anne Gadgaard som var guide på sporene i skoven og som stod for køkkenstyringen og en masse andre ting. Bjarne Sostack som var altmuligmand og skaffer af alt det vi lige stod og manglede hundeguffer f.eks Side 2 af 12

3 Udo Gosch som sammen med Bjarne var grillmester lørdag aften. Uden Udo var der ikke kommet gang i de kul. Uden et godt team bag sig ingen succes! Så vi havde succes J Inden vi går videre er det nok nødvendigt også at præsentere vejret! Nu havde det for at sige det ligeud, været pissekoldt i Dannevang og omegn lige frem til sporkursus. 15 og så kaldte man det en varm dag. De to dage i Sønderjylland sneg temperaturen sig op på formidable 32 begge dage og ingen vind. Ingen hverken hunde eller førere, var akklimatiseret til det temperaturskifte. Stor ros til kursusfolkene! Der var fundet skygge i skoven og der var isvand med overalt og med isvand mener jeg isvand. Man havde lagt vandflaskerne i fryseren og taget dem med mere eller mindre frosne. Det var bare så fint. Der var også kolde sodavand så vi ikke gik sukkerkolde og der var frisk kølig frugt og de havde gudhjælpemig også en ordentlig balje slik og chokolade med derud. Men ligemeget hvad så haglede sveden ned af alle uanset om vi stod stille, lagde spor eller gik spor J Men lad os vende tibage til ankomsten og de første timer. Imens det glimrende morgenbord blev sat til livs, fik vi en omgang teori af Pia, hvor de ting vi skulle igennem blev præsenteret, herunder de momenter vi skulle træne, de forskellige færttyper etc. Efter informationen om hvad der skulle ske i de kommende to dage (og det var ikke så lidt) blev vi delt i to tilfældige hold og så skulle vi ud og gå græsspor på en afrikansk savanne (jeg så personligt to antiloper og en zebra derude eller var det to køer og en hest). Der var tørt som Sahara derude og forventningen var ikke den største til testen. Pia og Ina ville gerne lige se niveauet på de forskellige hunde, både i forhold til det vi havde sagt at vi, og hundene, kunne, og så i forhold til fakta. Vi var jo en bred flok med forskellige niveauer og med forskellige hunde, så det var en ganske udmærket ting. Det skal lige indskydes her, at der faktisk var planlagt spor på asfalt, men det blev aflyst grundet varmen. Vi ville i givet fald have stået midt i en tjæresø og det er der ikke mange hundepoter der holder til, men vi fik informationen om hvordan man gjorde det skal selvfølgelig prøves derhjemme når den normale danske sommer indfinder sig. Vi var blevet fordelt med 4 til Pia og 4 til Ina. Jeg havde den udelte fornøjelse at være den sidste på Ina s hold der samtidig skulle lægge Side 3 af 12

4 spor længst væk og skulle gå længst for ikke at vade ind over alle øvrige spor! Tro mig det var nogen varme ture, men til gengæld fik jeg set en del af livet på savannen. Første spor jeg gik skulle blot være lagt ligeud. Et løb var brugt som slæbespor og der var i ureglmæssig afstand lagt nogen godbidder til Hodja på sporet alt efter instruktion af Ina. Der lå en lille bunke lækkerier for enden samt løbet og sporet var vel 75 meter, max! Jeg fik besked på at gå i kort line og korrigere hvis banditten afveg fra kildefærten og afsted det gik ud over græsavannen. På trods af tørheden i sporet gik det faktisk meget godt. En af de ting jeg havde anført jeg gerne ville have lidt mere styr på var hastighed. Hodja har det med at knokle på og så kan det nogen gange gå for stærkt. Han kommer ud til løbet og får sine godbidder og det lykkes ham faktisk at nå at snuppe nogen af dem der i forvejen var lagt på sporet. Bortset fra hastigheden succes! Næste spor jeg skulle lægge, ville Ina have jeg lagde i en bue eller et S for at få ham droslet ned i hastighed. Stadig kun med et løb på træk og godbidder på sporet. Nu blev det lidt svært for den gamle! Man kunne intet se i det knastørre græs, så det var med at huske hvor sporet lå. Jeg gik indenom og udenom et par høballer og fik faktisk lavet et nogenlunde S til ham, med et løb og en god bunkke godbidder for enden. Sporet var vel 150 meter langt. Begge græssporene lå max. en halv time. Da jeg kiggede tilbage kunne jeg ikke se så meget som skævt græsstrå og slet ikke det nys lagte spor! Så kunne jeg gå og svede lidt ekstra over det på vej tilbage. Som perler på en snor blev sporene gået rundt omkring og der blev evalueret på stedet af Pia og Ina. For de fleste gik det faktisk rigtig godt. Mit eget sidste græsspor var jeg en kende spændt på. For det første kunne jeg ikke se hvor det var overhovedet og havde kun en perifer hukommelse om hvor jeg havde lagt det. Gik det nu højre eller venstre om den første høballe eller var det om den anden. Helt ærligt jeg kunne ikke engang se starten selvom jeg kunne huske jeg rodede op i knastørt græs og jord. Det var sådan set også ligemeget for det kunne Hodja. Han så det hele med sin fine næse. Optog færten og kom derudaf. Var overasket over at det så ikke gik ligeud, men hakkede sig ind på sporet igen og fulgte stort set buerne og det fulde S rundt. Stadig med lidt fart på, men dog mærkbart langsommere. Han havde jo også fundet de fleste af godbidderne derude denne gang, og forventede helt klart at der var en bonus for enden. Og ja det var der J Altså succes! Vi havde alle 8 nu gået to spor på savannen og Pia og Ina havde fået et overblik over vores niveau. Side 4 af 12

5 Der blev dømt frokost og så skulle vi i skoven om eftermiddagen. Der blev rettet an til frokost under et kæmpetræ lige udenfor bygningen, så vi kunne sidde ude og spise uden at blive stegt. Hundene lå i bokse og bure rundt omkring i skyggen med os indenfor synsvidde og vand indenfor rækkevidde. Det var et meget fint frokostbord, med alt hvad man kunne ønske sig med masser af kolde drikke. Snakken gik jo lystigt og lige pludselig var det tid til afgang. Hunde og mennesker blev tonset i bilerne og afsted afsted. Skoven vi skulle gå spor i lå omkring 10 minutters kørsel fra Gl. Stevninghus, og den sidste del til skoven foregik på grusveje. Det siger sig selv at støvet lå tykt og tungt over landskabet når 8 9 biler kørte i kortege. Lykkelige var de der havde klima anlæg det har min gamle bil ikke, så alt hvad der kunne åbnes var åbent for at skabe lidt vind i bilen. Støvet blev formelig suget ind til Hodja og mig den var faktisk lige så støvet indvendig som udvendig, men det var der ikke så meget at gøre ved, luft skulle vi jo have! Vel ankommet i skovens dybe stille ro, med dens mylder af myrer, myg, flåter og fluer blev vi igen opdelt i to hold. Jeg skulle dennegang være med Pia på spor. Spor 1 Vi blev fordelt i skoven og anvist hvor vi skulle lægge sporet. Dennegang med blod okseblod. Vi skulle vide præcis hvor sporet lå, så vi kunne korrigere hunden ind hvis den trak ud fra sporet. Vi skulle af samme årsag gå i forholdsvis kort line. Vi skulle have noget extra lækkert med til hunden når den fandt løbet for enden. Vi skulle have godbidder med vi kunne belønne hunden med undervejs. Vi skulle lave en masse knæk, så mange som muligt, sådan at sporet snoede sig igennem skoven. Pia demonstrerede hvordan man kunne belønne hunden for at holde sporet, ved at kaste en godbid i sporet foran hunden. Med lidt øvelse lykkedes det faktisk et par gange J Det var naturligvis vigtigt at ramme sporcenteret. Side 5 af 12

6 På den måde undgik man at godbidden var sort af myrer når man engang kom frem til den, og man havde muligheden for at belønne hunden direkte for en god detalje på sporet, f.eks. et godt gået knæk. Hunden vil følge det anviste spor fordi: Det kan betale sig for den at gøre det! Med lidt træning og rigelig med positiv belønning, får du din hund til at gå fra kildefært (og det er fint) til id-fært (og det er rigtig fint J ) Sporet blev lagt og det lå max. ½ til ¾ time så blev de gået. Ikke noget med 3-4 timers liggetid. Selvfølgelig skal hunden prøve at gå spor der har ligget 3 6 og 20 timer, men bare en gang i mellem. Til træningsspor rækker det med ½ til en hel time. Så kan man også få gået flere spor på en træningsdag med flere typer af momenter, afhængig af hvad det er man træner den dag. Man skal jo ikke træne alle mulige og umulige momenter på en gang. Sporet blev gået og jeg var da rimelig imponeret af min lille hund. For det første opsøgte han selv starten og fik ros for det og for det andet kom han hurtigt ned i tempo for at kunne følge sporet. Nu var det måske lidt lettere for ham, da det jo var okseblod der blev brugt. Til daglig går han på frysetørret dyreblod, så det var ligesom lidt æter der kom i benzinen J Kun et enkelt sted måtte jeg korrigere ham ind, men ellers var det et fint spor. En ekstra positiv ting var, at det var helt tydeligt at se når han var på sporet, og så den ene gang han gik forkert i et knæk. Jeg var også rimelig stolt af mig selv det lykkedes mig faktisk 2 gange over de 150 meter at ramme sporet hvor Hodja flydende samlede godbidden op og fortsatte. Vi lader det være op til læserens fantasi hvor mange gange jeg bare ramte så meget ved siden af Pia kommenterede løbende spor og metodik. Det var bare rigtig godt. Uanset så var det en positiv oplevelse for både hund og fører. Tilbage til bilerne så vi begge kunne blive kølet ned med koldt vand. Konklusion på første spor Både hund og fører havde fået rigtig gode input til at komme videre. Nogen gange kan man jo ikke se skoven for bare træer for at bruge et fortæsket udtryk! Man skal naturligvis ikke gå prøvespor, prøvespor, prøvespor. Hvor sjovt er det lige for hunden? Og for en selv! Altså masser af sporvariabler med tonsvis af godbidder og juhuuu oplevelser til hunden og fører! Der er jo ikke noget bedre end en glad hund, der trækker for at komme i gang. Spor 2 Side 6 af 12

7 Efter at alle havde været i gennem deres spor og der var evalueret, var vi klar til næste spor. Igen fik vi anvist en sporstart og her måtte sporet godt være lidt længere. Vi skulle naturligvis igen præcist vide hvor sporet lå Der måtte gerne være nogen langsider og her skulle hunden have noget mere line, så man kunne evaluere dens selvstændighed på sporet. Lækkerier til afslutningen af sporet hvor løbet var placeret. Belønninger undervejs når det gik godt. Der skulle være regulære knæk Forsøge at lægge nogen momenter/sværhedsgrader ind såsom buer, terrænskift etc. Jeg fik besked på ikke at rose så meget han gik jo glimrende uden, og hver gang jeg roste ham logrede han afsted og lagde sig i selen, sååå Lidt ros ok, på de rigtige steder. Jeg havde af Anne fået anvist en sporstart og et forløb, der, hvis jeg så til højre ned at den græsklædte skovvej jeg skulle starte fra, skulle ende ved et hochsitz et par hundrede meter nede af skovvejen. Rimeligt simpelt U- spor, eller Okay så langt så godt. Anne forsvandt for at anvise den næste sit spor og jeg var helt alene. Man kunne faktisk ikke høre lyd, andet end myrenes hvislen i skovbunden, fluernes summende sammenstimlen, flåternes angrebsskrål og myggenes kamikaze lyd. Bemærk venligst, at grundet varmen havde jeg korte bukser og kondisko på, i stedet for mine sædvanlige støvler og lange bukser. Man skulle ikke stå stille ret længe, så blev man ædt levende. Nå, men jeg markerede sporstarten og kom afsted vinkelret på det hochsitz jeg efter ca. 5 meter ikke længere kunne se! Jeg skal måske lige her tilføje at undertegnede ikke ligefrem er forsynet med den mest effektive stedsans, faktisk kan jeg uden besvær fare vild i en rund tønde! Jeg kom ned af den første langside, flittigt markerende. Pludselig kom jeg ud i en slags ingenmandsland, skoven holdt ligesom op og savannen åbnede sig i et græshav som jeg fortsatte ud i for så at knække til venstre, forhåbentlig parallelt med det forsvundne hochsitz. Man kan da sige at der her var et terrænskift der ville noget, så var der da i hvert fald ét sværhedsmoment på sporet. Ved at gå lidt ind mod skovkanten igen kunne jeg så markere lidt på denne side også. Side 7 af 12

8 Da jeg mente jeg var ved at være udfor det hochsitz jeg skulle ende i nærheden af, knækkede jeg, med behørig markering, til højre ind i skoven igen. Her skiftede terrænet igen. Foruden skov, gik det nu også noget op og ned og ind og ud af kratværk. Det var nok her en del af orienteringen smuttede Sporet blev ligesom lidt slangelignede! Jeg gik og jeg lagde spor og jeg brugte blod og jeg markerede øj, det blev godt! Og hvor var det så egentlige lige jeg var? Der var bare skov og absolut ingen sti som Anne havde sagt jeg ville støde på jeg måtte jo være halvvejs i Åbenrå. Så jeg ville knække til venstre, hvilket en tæt underskov og kratbevoksning effektivt forhindrede. Jeg var nødt til at lægge en spids så skarp at selv fluerne opgav at følge med. Endnu et sværhedsparameter dog uden at være planlagt. Ved at bruge alle mine tilstedeværende 100 kg. lykkedes det mig at trænge i gennem kratværk og underskov, alt med tæt markering af sporet. Og nu var gode råd absolut nødvendige jeg var ved at løbe tør for blod og jeg havde endda sparet på det! Det forhutlede hochsitz var stadig ikke i sigte, men jeg var kommet ud i noget kratlandskab, der var lidt nemmere at begå sig i. Her gik det jo så noget ud og ind med sporet, men sådan måtte det jo være. Blodflasken begyndte at sprutte anstrengt af mangel på blod, så jeg var nødt til at slutte ved noget træagtigt buskads og her lagde jeg så løbet og pressede det sidste blod ud af flasken. Og hvor var man så i virkeligheden henne i verden. Jeg fortsatte omkring buskadset og var nær rendt ind i det der hochsitz! Det kunne ganske enkelt ikke ses derfra hvor jeg sluttede, men jeg var da helt stolt af at jeg ramlede ind i det, men det var nu mere held end forstand. Tilbage til bilerne og køle ned med isvand. Vi måtte gerne gå med på de forskellige spor og det benyttede flere sig af trods varmen. Man kan altid lære en hel del af at se andre gå spor og høre den evaluering der efterfølgende blev givet, i forhold til det man havde set på sporet. Hodja og jeg skulle så se om vi kunne få has på det sidste spor. Han havde fået vand og fik både lavet stort og småt på vejen til sporet og var bare klar igen trods varmen. Dejlig positiv attitude. Han vidste godt hvad vi skulle ud og lave og han viste klar lyst til arbejdet. Som han plejer var han helt i ro mens han fik sportøj og line på og så kom vi afsted. Jeg var jo nok lidt spændt, for sporet havde ikke lige fået Side 8 af 12

9 det forløb jeg havde regnet med og havde jeg ikke markeret så intenst som jeg havde, så havde jeg aldrig fundet rundt. Det kunne så nogenlunde også være lige meget med de markeringer. Hodja gik simpelthen bare et så flot spor han var virkelig varmet op i mere end én forstand. Rimeligt tempo og konstant søgende kildefærten. På langsiderne fik han mere line, men han holdt flot sit søg i center. Vi kommer faktisk særdeles flot rundt på hele sporet som vel anslået havde sneget sig op på meter, en kende mere end planlagt og da vi når det knæk der blev til en spids, går han det som om det ikke var noget særligt. Han myrer bare lige igennem krattet og fortsætter ind og ud af kratbevoksningerne på den anden side og lige ned til løbet. Jeg tømte simpelthen lommen for godbidder til ham. Det var en meget tilfreds hundefører og en glad hund der begge var helt færdige i varmen J Jeg skal lige sige at på det her spor var godbidstræfsikkerheden øget med 50 %. 4 gange lykkedes det mig at ramme sporet foran hunden med en godbid! Ned til bilerne igen efter sporet og få kølet hund og fører af i isvand J Konklusion på andet spor Hvad skal jeg sige. Det var jo en glad mand der havde set sin hund gå et eftertrykkeligt godt spor og når en kapacitet som Pia siger hun ikke kan forstå hvorfor vi ikke bestod vores sidste 600 meter prøve med en 1. præmie, kan jeg jo kun med lav og skamfuld stemmeføring (og det ligner mig ikke), mumle noget om førerfejl og sove i timen Igen har de kommentarer Pia kommer med undervejs en ikke uvæsentlig indflydelse på sporet. Det var god læring! Efter det sidste spor var gået kunne de der ville, lægge et overnatningsspor så det kom til at ligge omkring 20 timer. De spor ville vi så starte med søndag. Det havde Hodja og jeg faktisk aldrig prøvet, så det skulle da prøves når der både var kvalificeret bedømmelse af og mulighed for, at lægge sådan et spor. Jeg lagde et ca. 175 meters nogenlunde ligeud spor, bortset fra et par træer jeg måtte kringle mig en del udenom, og brugte efter anvisning fra Pia godt med blod på sporet, når det var 1. gang han skulle prøve et 20 timers spor. Og så var det hjem og på hovedet i et koldt bad. Og the hot dog blev naturligvis også kølet ned J Side 9 af 12

10 Om aftenen var der masser af grillmad og en rigtig god stemning, for alle havde fået noget med hjem fra dagen til sporværktøjskassen. Vi spiste ude og det var bare så fint vejr. Snakken gik både før under og efter grillmaden, som ikke var blevet til så meget uden Udo s mellemkomst ved grillen. Nogen meget lækre krydrede sønderjydske pølser og mørbrad med diverse tilbehør, kom på bordet. Der var så meget at vi faktisk ikke kunne spise det hele selvom det blev skyllet ned med en god rødvin. Det var fortsat meget varmt også indendøre, så alt stod åbent og selvom vi var trætte ovenpå dagens anstrengelser, så gik der lidt tid før alle var til køjs. Det var faktisk for varmt at sove. Hodja fik dog sovet, for på et tidspunkt kunne jeg misundeligt se ham ligge med alle stængerne lige i vejret. Lidt blunderi blev det dog til, inden søndagen kaldte til endnu en spordag. Morgenmad kl (hvor der heller ikke manglede noget) og briefing og så til skovs igen. Dennegang med madpakker vi smurte, for vi ville ikke være hjemme igen før ved 15-tiden søndag eftermiddag. Igen var der isvand, kold frugt, kolde sodavand, chokolade alt til faget hørende. Holdet jeg var på, skulle starte med 20 timers sporene inden vi gik videre. Jeg skulle starte og det var da ikke uden lidt kriller i maven jeg gjorde Hodja klar. Jeg havde jo med vilje ikke fortalt ham, at det var et svært 20 timers spor han skulle ud på. Ingen grund til at gøre ham nervøs! Den eneste der var nervøs var mig Hodja var fuldstændig ligeglad. Da jeg havde sat ham i line og lod ham gå fremad opsøgte ham selv sporstarten og fortsatte bare. Jeg glemte helt at rose ham, men huskede at give ham mere line. Han tog hele sporet uden på noget tidspunkt at løfte hovedet. Det var som om han var sat på skinner og så kørte toget, ind og ud mellem træerne incl. et lille knæk på en 5-6 meter fordi jeg skulle udenom et par imposante træer som end ikke mine 100 kg. kunne hamle op med. Den gamle var helt rørt ved afslutningen og Hodja fik igen hele lommens indhold af godbidder. Jeg glemte helt at belønne ham på sporet, så flot gik det, men han gik jo så ikke glip af noget. Det var supergod læring og det fortalte både hund og fører hvilket niveau vi var på vej til! Vi lagde et spor mere om formiddagen. Det skulle være et fremmed spor og vi skulle forklare vores partner hvordan vi gerne ville have det lagt længde, knæk, buer etc. Sporet måtte selvfølgelig gerne være markeret, men ikke sporstarten. Inden vi gik disse fremmedspor var der lige dømt frokost med superdejlige kølige madpakker og en god hyggestund i den sommervarme Side 10 af 12

11 skov. Den smule brise der var som kom ud fra skoven, var både varm og tung af 1000 dufte, men det var rigtig hyggeligt, med en masse mennesker med samme interesse og formål, så snakken gik livligt. Fremmed sporene var lige så positive som dem man selv havde lagt. Det er uden forskel for hunden hvem der lægger sporene, så længe vi kan få vores hund til at forstå, at den fært den bliver sat på ved sporstart det er den der skal følges hele vejen. Mens det andet hold gik deres sidste spor, gik vi igang med at forberede sårlejetræning. Det går i al sin enkelthed ud på at du laver og markerer f.eks. 15 sårlejer og alt afhængig af hvad din hund er til, graves en dåse oplukket kattemad ned i sårlejet for at få en god markering af sårlejet eller som andre gør, roser og giver godbidder, hvilket får hunden til automatisk at stoppe og vende sig mod føreren hvor godbidden jo skal komme fra. Vi lagde halvt af hver, så der var til begge typer belønning. Man kunne sagtens gå flere igang med at træne disse sårlejer mellem hinanden. Det gik faktisk bedre end jeg havde forventet. Hodja blev helt ferm til at snuse dem op når vi passerede dem. Jeg roste ham jo så og han stoppede op og fik sin belønning. Jeg stoppede så efter en 6-7 sårlejer, mens det gik godt, men det var et glimrende træningstiltag der ikke tog lang tid og som var effektivt. Vi var her nået til sidst på eftermiddagen og forlod skoven for at køre hjem til basen. Jeg skulle hilse og sige at det stadig var en noget støvet affære J Der var kaffe og en glimrende kage der blev sat til livs under evalueringen. Alle havde fået noget ud af dagene og det intensive sporkursus med nogen kapaciteter, der helt entydigt vidste hvad de snakkede om kan kun anbefales, hvis man gerne vil lidt videre. Jeg bed mærke i en lidt speciel oplysning fra Pia. Hvis man brugte Frolic som godbid og lagde dem i skoven, både til et almindeligt spor og til et overnatningsspor så lå de der også, som den eneste af alle mulige andre godbidder, også når man kom og tog sporet! Man kan jo spørge sig selv hvorfor de vilde dyr ikke vil have Frolic, når stort set alle vores hunde er vilde med dem! Hvad mon de er lavet af. Og så vender vi tilbage til begyndelsen: Hvad var det så der gik galt for mig og Hodja til den sidste prøve? Side 11 af 12

12 Vi har været lidt inde på det. Jeg skal prøve at remse hovedpunkterne op sådan som jeg tog dem til mig: Det skal hver gang for hunden, kunne betale sig at følge det spor den er sat på. Lige præcis den fært skal hunden følge hele vejen. For at det skal kunne betale sig for hunden skal den opfatte sporarbejdet positivt. D.v.s. at der skal være godt med godbidder på sporet (gives under sporet, så myrene ikke har bortført de gode sager) og der skal være en super lækker belønning ved afslutningen sammen med løbet/skindet. Der skal ikke gåes prøvespor til træning. Prøvespor er noget man tester med et stykke tid før en prøve. Til den daglige/ugentlige træning skal der kun gåes træningsspor med skiftende sværhedgrader og momenter. Sårlejer kan med fordel trænes effektivt seperat, helt udenfor sporet. Husk at træne alle momenter ikke kun dem du er god til. Træn på samme måde som når du spiser elefanter i små bidder. Del din træning op i enkelte og/eller korte sekvenser og sæt dem så hen af vejen sammen til en helhed. Mange af de problemer du tror du har dem har du overhovedet ikke. De findes kun oppe i dit hoved! Hunden kan meget mere end du tror. Afslutningsvis skal Kreds 9, specifikt Marianne Elmgren, igen have ros for at have fået stablet et kursus af denne kaliber på benene. Det var kapaciteter der underviste og som sagt forstod de at formidle deres viden så det både var til at forstå og lige til at anvende. Og så var det oven i købet både godt tilrettelagt og særdeles hyggeligt. Alle har i øvrigt fået sporkompendiet tilsendt som pdf-fil, så ved at gennemgå dette er det nemt at huske de enkelte sporsituationer. Tak for et rigtigt godt sporkursus. Lars Frennesen Kennel Jackstars 22. juli 2015 Side 12 af 12