Fælles katolsk-luthersk markering af Reformationsjubilæet 2017

Transkript

1 ERLING TIEDEMANN Fælles katolsk-luthersk markering af Reformationsjubilæet 2017 Oplæg til drøftelse på pastoralrådsmødet den 14. november 2015 Midt i Berlin står den store Siegessäule, ikke mindst til minde om Preussens sejr over den danske hær i På Dybbøl Banke er skanserne og møllen tilsvarende indrettet som et nederlagsmonument. Sådan kan den samme begivenhed og historien om den se vidt forskellig ud, afhængig af hvem der betragter den og hvilken andel de har i historien. Med disse ord indledte folkekirkebiskop Niels Henrik Arendt det forord, han før sin alt for tidlige død nåede at skrive til den danske oversættelse af et oplæg til en fælles luthersk-katolsk markering af 500 året for Reformationen. Forfatterne er den fælles enhedskommission under Den katolske Kirke og Det lutherske Verdensforbund. Jeg kan desværre kun vise jer et enkelt eksemplar af bogen, for den udkommer først på mandag. Den har titlen "Fra konflikt til fællesskab", og den udgives af forlaget Anis med økonomisk støtte fra Folkekirken og Den katolske Kirke. Den er oversat af biskop Czeslaw sammen med Hanne Gregersen og mig. Der er lagt en informationsseddel til jer med nærmere oplysninger om udgivelsen og om en reception den 3. december, som I vil modtage en invitation til pr. mail. Både forlaget, Folkekirkens mellemkirkelige Råd, vores eget katolske bispedømme og Danske Kirkers Råd er med til at indbyde til denne reception, men det er ikke det eneste, Danske Kirkers Råd er med til i denne forbindelse. Det ved jeg, at Ulla Pinborg vil fortælle mere om under et senere punkt på dagsordenen. Men altså tilbage til Niels Henrik Arendts forord: Midt i Berlin står den store Siegessäule, ikke mindst til minde om Preussens sejr over den danske hær i På Dybbøl Banke er skanserne og møllen tilsvarende indrettet som et nederlagsmonument. Sådan kan den samme begivenhed og historien om den se vidt forskellig ud, afhængig af hvem der betragter den og hvilken andel de har i historien. Da man begyndte at invitere tyske soldater med til den årlige markering på Dybbøl, var det ganske dramatisk. En del mente ikke, det gav mening. Men arrangørerne holdt fast ligesom dem, der arrangerede mindehøjtideligheden for D-dagen på Normandiets strande i 2014: Noget er vi fælles om tabet, sorgen, respekten for dem der gav deres liv. På samme måde, skrev biskop Arendt videre, forholder det sig med den kirkehistoriske begivenhed, som reformationen er. Den havde mange aktører og mange sider, hvorfra den kan ses. Men i centrum af den stod overfor hinanden den katolske kirke og de evangeliske, protestantiske menigheder, som sidenhen kom til at 1

2 udgøre selvstændige kirker, den lutherske kirkefamilie, det reformerte kirkefællesskab og de andre protestantiske kirker, som fører deres rødder tilbage til begivenhederne i 1500-tallet. I anledning af, at 500-året for reformationen markeres ved et utal af begivenheder i disse år, kulminerende i 2017, har teologer fra Det lutherske Verdensforbund og fra Det pavelige Råd til fremme af kristen Enhed udarbejdet nærværende dokument Fra konflikt til fællesskab. Dokumentet blev offentliggjort i Det epokegørende ved dokumentet er ikke, at nu har katolikker og lutheranere overvundet deres uenighed, men det noget mere beskedne, at efterkommerne af hovedaktørerne dengang sammen har betragtet historien. Det kan lade sig gøre at fortælle historien på en sådan måde, at begge parter kan genkende sig selv deri. Der er fortsat ting, vi ser forskelligt på; det fremgår klart af dokumentet, skriver Niels Henrik Arendt videre. Det gælder for så vidt også jubilæet i 2017, hvor accenten for katolikkerne ligger på det brud, som i deres øjne ikke burde have fundet sted og ikke var nødvendigt, mens den for lutheranere ligger på den befrielse til ansvar lige overfor Gud, som de erfarede i begivenhedernes kølvand. Men er vi arvtagere til det samme evangelium, så er det også betydningsfuldt, at vi kan se på de historiske begivenheder sammen. At vi kan være sammen om en beklagelse af den manglende evne hos aktørerne dengang til at finde en vej, som begge parter frimodigt kunne gå. Men også være sammen om en glæde over, at her blev betydningen af Jesu Kristi værk ikke bare sat på dagsordenen, men fastslået eftertrykkeligt. Og endelig også være sammen om en nutidig glæde over den mangfoldighed i udtrykket, som også blev en konsekvens af reformationen, og som altid må findes, hvor forskellige mennesker gribes af den samme hændelse, nemlig Jesu Kristi opstandelse fra de døde. For protestanterne er der meget at fejre i 500-året, men også noget at blive eftertænksomme over. For katolikkerne er der meget at beklage, men også noget at blive eftertænksomme over. Hvis vi kan dele eftertænksomheden, kan vi nok også nå frem til at forstå vores forskellige syn på begivenhederne. Og dermed dele glæden og sorgen. Dokumentet Fra konflikt til fællesskab er ikke bare resultatet af et aktuelt studiearbejde, men er blevet muliggjort ved mange årtiers fælles studier, samtidig med at det tilvejebringer grundlaget for et yderligere fællesskab, skrev biskop Arendt. Det er et udtryk for, at vi er nået frem til at kunne genkende meget af os selv i den anden, men jo også et forsøg på at redegøre for, hvorfor vi ser forskellige ud. Her må jeg lige afbryde Niels Henrik Arendt for at minde om, at vores egen biskop Hans i mange år var meget aktiv i disse studier, blandt andet som en af de to sideordnede formænd i den fælles kommission. Det skal også nævnes, fortsætter Arendt i forordnet, at studieprocessen også har været befrugtet af, at historikere udenfor de konfessionelle sammenhænge i deres beskrivelser lægger lige så stor vægt på kontinuiteten som på bruddet. Vi kommer ikke uden om historien det gælder for alt menneskeligt liv. Men ved at give den plads i livet kommer vi også til at kunne leve med den. Og ender med at føle den som en dybdedimension i vores fremtid. Jeg glæder mig over, at dokumentet Fra konflikt til fællesskab nu også foreligger på dansk, så danske katolikker og lutheranere kan give reformationshistorien en plads i livet, sluttede biskop Arendt sit forord til den danske oversættelse. 2

3 Og selv om vores egen biskop Czeslaw med sikkerhed næppe ville udtrykke sig på samme måde som biskop Arendt, så glæder jeg mig som dansk katolik over, at vores biskop har taget skridt til og engageret sig i oversættelsen af den lille bog. Den vil være egnet både til selvstudium og som grundlag for arrangementer i menighederne. Ikke mindst vil den være en hjælp for historie- og religionslærere i almindelighed og for de katolske skoler i særdeleshed. Disse skoler lever jo så at sige med en "hverdagsøkumeni", hvor katolske børn og folkekirkebørn med flere har et fælles skoleliv, hvor religion ikke er fortrængt, som det sine steder efter sigende er sket i en del offentlige skoler. Reformationsjubilæet skal ikke mindst de katolske skoler forholde sig til i takt med, at der vil blive mere og mere omtale og sikkert både saglig og mindre saglig omtale gennem det næste par år. Det kommer ikke nødvendigvis til at gå stille af. Både i de forskellige lutherske kirker og hos os selv i den katolske vil der formentlig rejse sig røster imod, at markeringen 500 året for Reformationen skulle være noget, der er nogen som helst grund til at være fælles om. Og vil der sikkert blive spurgt er for eksempel titlen på den omtalte lille bog, nemlig "Fra konflikt til fællesskab", er den ikke bare udtryk for en misforståelse? Thi selv om konflikten både historisk og aktuelt er ubestridelig, er der så overhovedet tale om noget nævneværdigt fællesskab? Lutheranere vil måske føle, at reformationsfejringen bliver mindre festlig, hvis den nu skal fedtes ind i, at katolikkerne kommer rendende og også vil være med med til hvad i øvrigt? Og mange katolikker i nogle lande mere end i andre, men også i nogle miljøer mere end i andre kunne måske få den tanke, at vi da ikke kan være med til at holde fest for en århundredelang splittelse af Kristi Kirke. Som historisk faktum er Reformationén (med stort R) altså et kontroversielt emne, men er reformation (med lille r) det også? Næh! Ikke for os katolikker. I Den katolske Kirke har vi sågar en latinsk saying, som lyder Ecclesia semper reformanda est Kirken bør altid reformeres. Det er i øvrigt et gammelt udtryk, som både kendes og vedkendes også i andre kristne kirker. Kirken skal hele tiden udvikle sig, ellers går den i stå. Men læg mærke til noget: Kirken er reformanda, den er ikke revolvenda den skal reformeres, den skal ikke revolutioneres. Det handler om reformation, ikke om revolution. Ægte reformation føder nye børn, mens revolutioner som bekendt æder deres egne. Det ville være udtryk for en banalisering af begrebet, hvis man indskrænkede det stadigt reformatoriske til bare at være identisk med en generelt anti-autoritær og altid indsigelsesberedt holdning. Eller blot med en lyst til at tale Roma midt imod og fremsætte provokerende udsagn. Kernen i det reformatoriske kan jo ikke reduceres til blot at være noget 68-agtigt. Dét ville være at indsnævre det reformatoriske til blot at være udtryk for en mentalitet eller en psykologisk arketype. Og dermed ville det tømme begrebet reformation for dets trosmæssige kerne. Så når Kirken er en ecclesia semper reformanda, en kirke, som altid har reformation behov, så skyldes det for mig at se først og fremmest, at Evangeliet hele tiden må udfoldes på ny, ikke 3

4 ændres, men netop udfoldes, både udfoldes mere og mere og udfoldes igen og på ny i en stadigt forandret verden. Jesus talte jo til os, mens han endnu var hos os, men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i hans navn, han skal lære os alt og minde os om alt, hvad Jesus har sagt til os, så der også fra Kirkens indre kan rinde nye strømme af levende vand (Joh 14,26; 7,38). Hvortil kommer, at ét af de mest udbredte fagteologiske standardværker synes at være Glemmebogen. Derfor er der til stadighed behov for at gøre som pottemageren hos profeten Jeremias, der, når noget havde udviklet sig skævt, tog det samme ler og altså ikke noget andet ler, men det samme ler og genformede det, det vil netop sige re-formerede det (Jer 18,1-4). Kirken er semper re-formanda, fordi det ligger i dens væsen, at dens budskab, dens livsytringer og dens selvforståelse hele tiden må reformeres, reformatteres, genformuleres og udfoldes under Åndens virke men vel at mærke, uden at det evigt substantielle indhold derved ændres, forkortes eller tilføjes noget nyt, som ikke hele tiden har ligget uudfoldet deri og ventet på at blive udfoldet i nye tidsaldre, under nye betingelser og foranlediget af nye udfordringer. Hvis en kirke ikke i den forstand er reformatorisk, så truer den med gradvis at holde op med at være kirke; så risikerer den i stedet at stivne og størkne til en institution, der mister budskabet om Kristus. Derfor vil fornyelse ofte bestå i at støve af; at forenkle; at finde tilbage til noget endnu ældre og oprindeligt, mere enkelt og centralt. Og sådan er det efter Andet Vatikankoncil netop gået i Den katolske Kirke blandt andet med hensyn til liturgien eller med hensyn til, hvordan vi ser på andre kirker og trossamfund. Og nu er vi katolikker så endda blevet beriget med en pave Frans, der fra Dag 1 forenklede sin egen levevis: Slut med røde pavesko og med tunge guldkors med ædelsten Og det breder sig rundt i Kirken dér, hvor biskopper, præster og menigheder forstår signalet. Så selv om vi katolikker utvivlsomt har en anden holdning til Reformationen i tallet end vore lutherske medkristne, så er det altså ikke reformation som sådan, vi anser for unødvendig og splittende, tværtimod. Men som katolikker må vi nok som biskop Arendt også antydede i sit forord til den danske oversættelse have lov at notere, at dét, der startede som en nødvendig reformation (med lille), det gik i skuddermudder og endte i den lammende splittelse, som vi kalder Reformationen (med stort). Thi ser vi på historien, så har jeg endnu til gode at møde en katolik, som synes, at Martin Luthers protest mod afladshandelen var et fejlskud. Nej, tværtimod, mener de fleste af os nok, det var da en velanbragt teologisk kritik, han rejste mod den. Men der er jo også et betragteligt antal lutheranere, som beklager, at Reformationen endte med at have fået anbragt Guds kirke i den grad i lommen på statsmagten, at kirken derved risikerer at have mistet mund og mæle. Hvordan gik det egentlig alt sammen til? Her vender jeg tilbage til bogen med titlen "Fra konflikt til fællesskab", som biskop Czeslaw har været med til at oversætte hvilket i øvrigt minder mig om en tildragelse, jeg har nævnt i et bidrag til det festskrift, der blev udgivet i forbindelse med biskoppens 60 års dag. Tillad mig at citere fra dette festskrift: 4

5 "Hils Czeslaw Kozon fra mig," sagde den forhenværende Aalborg-biskop Henrik Christiansen, da vi for en del år siden mødtes til et kirkehøjskolemøde i et sogn i Østhimmerland, hvor en af hans døtre, Marianne, dengang var sognepræst. Det er hende, der siden er blevet biskop i Haderslev. "Kender du Czeslaw Kozon?" spurgte jeg biskop Christiansen ikke uden en vis forundring. "Jeg kender ham endda rigtig godt fra et tværkirkeligt præstekonvent i Aalborg, hvor vi begge deltog, mens han var ung præst i byen," svarede den gamle biskop og fortalte mig dermed noget, som jeg og måske andre? ikke tidligere havde været opmærksom på, men som jeg i årene derefter har fået mere end bekræftet: Biskop Czeslaw er stærkt optaget af det økumeniske og tillige konkret engageret i den interreligiøse dialog. Så derfor er det jo ikke så underligt, at biskop Czeslaw personligt har lagt kræfter i at være med til at oversætte "Fra konflikt til fællesskab" og endda skaffe penge til at få den udgivet. Thi hvad er egentlig det særlige ved det kommende 500 års reformationsjubilæum? Hvad adskiller det fra de fire foregående 100-års markeringer? Det er, at der trods mulig modstand foreligger et fælles luthersk-katolsk oplæg til en fælles katolskluthersk markering af jubilæet. En fælles luthersk-katolsk markering af Reformationen; dét har vi ikke oplevet før. Og det gælder ikke bare udgivelsen af den lille bog, jeg her fortæller om. Også biskop Niels Henrik Arendt havde den klare opfattelse, som han gav udtryk for i forbindelse med de forberedende møder, hvor også katolikkerne var repræsenteret, at lutheranere og katolikker måtte have en særlig forpligtelse til at lave noget sammen. Hvad det mere konkret skulle bestå i, nåede han desværre ikke at få afklaret, før han den 24. august i år pludseligt døde af et hjertetilfælde. Men i hvert fald én ting er jeg sikker på, at han anså for vigtigt, og det var at bidrage til, at tre ting kommer til at stå klarere i alles bevidsthed nemlig for det første noget om selve reformationshistorien; hvordan gik det egentlig til? For der har jo dannet sig livskraftige myter herom, som ikke rigtigt holder vand. For det andet noget om, hvordan splittelsen udviklede sig i dét og de efterfølgende århundreder og blev både mindre, men efterhånden også gradvis større. Og for det tredje nogle pejlemærker for fremtiden. Det er også noget af dét, som det bliver afgørende for både katolikker og lutherske kristne at have en konkret og opdateret viden om og holdning til i forbindelse med reformationsjubilæet. Bogen beskriver en vej, hvis mål vi endnu ikke har nået. Man kommer måske til at tænke på billedet af den halvtomme eller den halvfulde flaske og til at ende med sådan en fifty-fifty-forståelse. Men man kan også som den luthersk-katolske kommission gør det tage pave Johannes XXIII's ord alvorligt, nemlig at "det, som forener os, er større end det, som adskiller os." Det, som forener os, er meget større end det, som adskiller os. Eller som samme kommission noterer, nemlig at højtideligholdelsen af et 100-årsjubilæum for Reformationen for første gang vil finde sted i en økumenisk tidsalder. Det kræver en ny tilgang. 5

6 Det er ikke længere rimeligt bare at gentage tidligere skildringer af reformationstiden, sådan som de præsenterede de lutherske og katolske opfattelser hver for sig og ofte i modsætning til hinanden. Den historiske erindring foretager altid et udvalg fra en overflod af historiske øjebliksbilleder og føjer de udvalgte elementer sammen til en meningsfuld helhed. Fordi disse skildringer af fortiden for det meste var modsætningsfyldte, forstærkede de ikke sjældent konflikten mellem de to konfessioner og førte ofte til åbent fjendskab. Hvad der er sket i fortiden, kan ikke ændres. Men hvad der erindres om fortiden, og hvordan dette sker, kan, som tiden går, faktisk ændres. Erindring gør fortiden nærværende. Mens fortiden selv er uforanderlig, er fortidens tilstedeværelse i nutiden foranderlig. Med 2017 foran os handler det ikke om at fortælle en anden historie, men om at fortælle denne historie anderledes, skriver den fælles kommission i sit forord til bogen. Nu skal jeg jo ikke stå og oplæse hele bogen, men jeg vil nærmest på twittervis prøve at vise dens anliggende ved at plukke enkelte citater ud af den. Blandt andet om den økumeniske dialog: Dialogpartnerne, står der for eksempel, er forpligtede over for det, som deres egne kirker lærer, og som efter deres overbevisning udtrykker troens sandhed. Hvad kirkerne lærer, udviser mange fællestræk, men kan være forskelligt i sine formuleringer, ja, kan endda være modstridende. På grund af det første er dialog mulig; på grund af det andet er den nødvendig (32). Dialogen viser, at samtaleparterne taler forskellige sprog og forstår betydningen af ord forskelligt. De skelner på forskellig måde og har forskellige måder at tænke på. Men det, der på formuleringens plan fremstår som en modsætning, er imidlertid ikke altid en modsætning i substansen. For at kunne bestemme det præcise forhold mellem de pågældende trossætninger må teksterne nødvendigvis tolkes i lyset af den historiske kontekst, i hvilken de er opstået. Det tillader én at erkende, hvor der virkelig eksisterer en forskel eller en modsætning, og hvor der ikke gør (33). Økumenisk dialog betyder at gå væk fra tankemønstre, som er opstået gennem konfessionernes forskelligartethed, og som betoner deres forskelle. I stedet for dette ser parterne i dialogen først på dét, som er fælles for dem, og vægter først derefter, hvad forskellene betyder [...] (34). På reformationstiden lykkedes det jo desværre slet ikke at komme i rigtig dialog. I bogen fortælles blandt andet om rigsdagen i Augsburg, hvor pavens udsending, kardinal Cajetan, havde fået mandat til dér at forhøre Luther [...] (45). Før sit møde med Luther havde kardinal Cajetan studeret to af wittenbergprofessorens skrifter meget omhyggeligt og havde endda skrevet afhandlinger om dem. Men Cajetan forstod Luther inden for sin egen begrebsverden og misforstod ham derfor i spørgsmålet om troens vished, også selv om han gengav enkelthederne i Luthers position korrekt. Omvendt kendte Luther ikke kardinalens teologi, og under forhøret, som kun tillod en begrænset diskussion, satte kardinalen Luther under pres for at tilbagekalde. Forhøret gav ikke Luther lejlighed til at forstå kardinalens position. Og så kommer der en af de vigtigste i bogen: 6

7 Det er en tragedie, står der, at to af de mest fremragende teologer i det 16. århundrede mødte hinanden i en retssag om kætteri (48). Et andet sted i bogen tales der om forberedelsen af det kommende 500-år: Som lemmer på det ene [Kristi] legeme mindes katolikker og lutheranere i fællesskab, hvad der skete ved Reformationen, som førte til det resultat, at de siden da har levet i adskilte fællesskaber, selv om de stadigvæk hører til det ene legeme. Det er en umulig mulighed og kilden til stor smerte [...] (223). Når evangeliske kristne i året 2017 vil fejre årsdagen for Reformationens begyndelse, fejrer de ikke dermed kirkesplittelsen i Vesten. Ingen teologisk ansvarlig kan fejre de kristnes splittelse, står der (224). Et andet sted hedder det: Lutheranere er også bevidste om, at det, som de takker Gud for, ikke er en gave, som de kun kan gøre krav på for sig selv. De vil gerne dele denne gave med alle andre kristne. Af denne grund indbyder de alle kristne til at fejre dette sammen med dem [...]; katolikker og lutheranere har så meget til fælles i troen, at de kan være taknemmelige i fællesskab og faktisk også burde være det, især på mindedagen for Reformationen (226). Det knytter an til en impuls fra Det andet Vatikankoncil, der skriver, at det er "nødvendigt, at katolikkerne med glæde anerkender og værdsætter de i sandhed kristne goder fra den fælles arv, som findes hos de fra os adskilte brødre. Det er retteligt og gavnligt at anerkende Kristi rigdomme og al god gerning i livet hos de andre, som aflægger vidnesbyrd for Kristus, ofte helt til at give deres liv: Thi Gud er altid stor i sine gerninger og underfuld for vore øjne" (UR 4) (227). Tillad mig et sidste citat, nemlig om nutidens bedømmelse af fortiden: Når katolikker og lutheranere ud fra dette perspektiv i fællesskab ser tilbage på det 16. århundredes teologiske stridigheder og begivenheder, så må de tage forholdene dengang i betragtning. Det 16. århundredes lutheranere og katolikker kan ikke gøres ansvarlige for alt, hvad der skete i de religiøse konflikter, da mange begivenheder unddrog sig deres kontrol. I det århundrede var teologiske overbevisninger og magtpolitiske interesser ofte vævet ind i hinanden. Mange politikere udnyttede ofte klart teologiske ideer til at nå deres egne mål, mens mange teologer søgte at fremme deres egne teologiske hovedteser med politiske midler. I dette komplekse miljø, hvor talrige forhold spillede ind, er det vanskeligt at tildele enkelte personer ansvaret for følgevirkningerne af specifikke handlinger og at pege på dem som de skyldige (231) En helt anden sag er dog, hvordan teologer har fremført deres teologiske overbevisninger i kampen om den offentlige mening. I det 16. århundrede har katolikker og lutheranere ofte ikke alene misforstået deres modstandere, men de har tværtimod overdrevet disses standpunkt og karikeret det for at latterliggøre dem. De krænkede igen og igen det 8. bud, som forbyder at aflægge falsk vidnesbyrd mod næsten. Selv når modstanderne ofte var fair over for hinanden i intellektuel henseende, så slog beredvilligheden ikke til, når det gjaldt at lytte til den anden og tage dét, han ville, alvorligt. De stridende parter ville gendrive og få magten over deres modstandere, og de gjorde hyppigt dette ved bevidst at skærpe konflikter i stedet for at søge løsninger, hvor de ville have kunnet se på, hvad de havde fælles. 7

8 Når de karakteriserede modparten, spillede fordomme og misforståelser en stor rolle. Modsætninger blev konstrueret og videregivet til den næste generation. Her har begge sider al grund til at fortryde og beklage den måde, som de førte deres diskussioner på. Såvel lutheranere som katolikker bærer skyld. I erindringen om, hvad der skete for 500 år siden, er det nødvendigt åbent at bekende denne skyld (233). Endelig slutter bogen med at opstille fem økumeniske imperativer, idet katolikker og lutheranere gør sig klart, at de selv og de fællesskaber, hvor de lever deres tro, tilhører det ene Kristi legeme. Bevidstheden vokser om, at det 16. århundredes strid er til ende. Grundene til indbyrdes at fordømme de andres tro er faldet bort. Dermed viser der sig fem imperativer for lutheraneres og katolikkers fælles højtideligholdelse i året 2017 (238). Det første imperativ lyder: Katolikker og lutheranere skal altid gå ud fra enhedens perspektiv og ikke fra splittelsens perspektiv for at styrke det, som de har fælles også selv om det er meget lettere at se og erfare forskellene. Det andet imperativ lyder: Lutheranere og katolikker må til stadighed lade sig ændre gennem mødet med den anden og gennem hinandens trosvidnesbyrd. I det tredje imperativ hedder det: Katolikker og lutheranere skal på ny forpligte sig til at søge den synlige enhed; de skal i fællesskab arbejde sig frem til, hvilke konkrete skridt det betyder, og de skal til stadighed igen og igen stræbe mod dette mål. Det fjerde imperativ lyder: Lutheranere og katolikker skal i fællesskab genopdage kraften i Jesu Kristi Evangelium for vor tid. Ih, hvor dette minder om hovedtanken i pave Frans skrift Evangelii Gaudium, som vi kan glæde os over, at det har været nødvendigt at trykke i andet oplag. Det er vist ikke tidligere sket i Danmark med hensyn til pavelige skrivelser Og endelig det femte imperativ: Katolikker og lutheranere skal sammen aflægge vidnesbyrd om Guds nåde i forkyndelsen og i tjenesten for verden. Fem punkter altså til drøftelse og stillingtagen i enhver katolsk eller luthersk menighed hver for sig eller i fællesskab. Lad mig slutte med at mindes, at Martin Luther i sit liv tumlede med spørgsmålet om, hvordan han kunne finde en nådig Gud. Det hjalp som sagt ikke, at han mødte kardinal Cajetan. Men jeg spørger mig selv, hvad der vel kunne være sket, hvis Luther i stedet havde mødt pave Frans, hvis stadige og intensive forkyndelse af Guds barmhjertighed har hjulpet millioner af mennesker til at finde en nådig Gud? Jeg lader spørgsmålet stå og siger tak for jeres opmærksomhed. 8