KULTURHISTORISK MUSEUM RANDERS ÅRBOG 2003

Transkript

1 1 KULTURHISTORISK MUSEUM RANDERS ÅRBOG 2003 DA TYRKERNE KOM TIL RANDERS - EN INTERVIEWUNDERSØGELSE AF DE FØRSTE TYRKISKE GÆSTEARBEJDERE I RANDERS Af Marie Andersen En helt almindelig dag i 1969 ringede det på døren hjemme hos arbejdskonsulent ved Arbejdsformidlingen i Randers Poul Klemp. Fru Klemp, der var alene hjemme den dag, åbnede døren, og udenfor stod en venligt udseende tyrkisk mand, som sagde: Ich bin Kemal. Manden var Mustafa Kemal Yavuzsoy. Han var netop ankommet til Randers fra Istanbul, og han blev, så vidt vides, den første tyrkiske gæstearbejder i Randers. Det blev starten på historien om de første tyrkiske gæstearbejdere i Randers, hvor de og deres familier efterhånden har været en del af bybilledet i mere end 30 år. Kulturhistorisk Museum har på lokalt plan gennem de sidste ti år arbejdet intenst med at undersøge industrisamfundets kulturarv. Som led i dette arbejde valgte museet i 2003 at gennemføre en undersøgelse af et fænomen, der hidtil ikke har været genstand for speciel stor opmærksomhed, nemlig den første indvandring af tyrkiske gæstearbejdere fra slutningen af 1960 erne og fremefter. Undersøgelsen, der blev støttet økonomisk af Kulturarvsstyrelsen, gennemførtes primært som en række interviews med tyrkere, som var blandt de første, der kom til Randers for mere end 30 år siden, og som stadig bor i byen. Økonomisk fremgang og mangel på arbejdskraft De første tyrkiske gæstearbejdere kom til Randers i en tid, hvor Danmark i lighed med resten af Vesten oplevede en kraftig økonomisk fremgang. Denne udvikling medførte en stigende beskæftigelse blandt danske arbejdere, som efterhånden blev så høj, at der opstod direkte mangel på arbejdskraft. Det akutte behov for ledige hænder navnlig inden for industrien betød, at man, ligesom i andre vesteuropæiske lande, var nødt til at søge efter arbejdere uden for landets grænser. En betydelig del af denne importerede arbejdskraft kom fra Tyrkiet. Landet var præget af høj arbejdsløshed, og den tyrkiske regering opfordrede derfor direkte sine borgere til at søge arbejde i vesten. Den danske regering havde allerede i 1964 åbnet for en reguleret indvandring af arbejdskraft til landet, men det var ikke før i slutningen af 1960 erne, at der for alvor kom arbejdsindvandrere til Danmark. Den kraftige stigning i antallet af arbejdsindvandrere i slutningen af tresserne kan ses af, at der i 1967 var 171 tyrkere i landet, mens der til sammenligning var godt tyrkere i Danmark fire år senere i slutningen af Lige vilkår Arbejdsindvandringen til Danmark blev fra starten betragtet som en sag mellem arbejdsmarkedets parter. Fagbevægelsen havde i begyndelsen af 1960 erne været skeptisk over for importen af arbejdskraft. Man frygtede, at arbejdsgiverne skulle bruge de udenlandske arbejdere til at trykke

2 2 lønnen på virksomhederne. Men da manglen på arbejdskraft fortsatte, gik fagbevægelsen efterhånden med til, at man dækkede behovet gennem gæstearbejdere. Betingelsen var, at de udenlandske arbejdere arbejdede efter samme overenskomst som deres danske kolleger. Arbejdsgiverne var på deres side ivrige for at få gang i arbejdsindvandringen, idet mange virksomheder stod i en så akut mangel på arbejdskraft, at det var direkte hæmmende for produktionen. Et byfænomen Det var navnlig jern- og metalindustrien, der manglede arbejdskraft. Virksomhederne i disse brancher var hovedsagelig lokaliseret i byerne, og det blev derfor primært hovedstadsområdet og provinsbyerne, der kom til at huse gæstearbejderne. Randers kom lidt sent med på importen af arbejdskraft. Kemal, der var den første tyrkiske gæstearbejder, kom til byen i 1969, men det var først i 1970, at de tyrkiske gæstearbejdere for alvor begyndte at komme til Randers. Nogle af de tyrkiske mænd kom fra andre byer i Danmark eller Vesteuropa, hvor de havde arbejdet i en periode, men de fleste kom direkte fra Tyrkiet. I 1970 kom der mellem 20 og 25 tyrkiske mænd til byen, og i løbet af de første år af 1970 erne kom tallet op på mellem 30 og 40 mænd. Kontakten skabes Det er en udbredt holdning, at de første tyrkiske gæstearbejdere i Randers var en gruppe mænd fra samme landsby i Tyrkiet, som blev hentet hertil gennem et samarbejde mellem de randrusianske virksomheder og arbejdsformidlingen. Det har vist sig ikke at holde stik, i hvert fald ikke når det drejer sig om de allerførste tyrkiske mænd, der kom til byen i årene omkring Den første arbejdsindvandring til Randers var ikke resultatet af en gennemtænkt plan, men snarere en løbende udvikling, hvor der gennem personlige kontakter kom flere og flere tyrkiske mænd til byen enkeltvis eller i små grupper på to eller tre. Først senere i 1970 erne skete det, at virksomhederne hentede større grupper af tyrkiske arbejdere til byen, men på det tidspunkt havde de første tyrkere allerede boet i Randers i flere år. Poul og Kemal To mænd markerer sig som hovedpersoner i historien om dengang de første tyrkere kom til Randers. Det er arbejdskonsulent ved Arbejdsformidlingen i Randers Poul Klemp og den førnævnte Kemal, som blev den første tyrkiske gæstearbejder i Randers. Kontakten mellem de to opstod nærmest ved en tilfældighed i slutningen af 1960 erne. Poul Klemps søster var gift med en tyrkisk mand, som hjemme i Tyrkiet fortalte om landet mod nord, hvor der var masser af arbejde og gode penge at tjene. Svogeren var i familie med Kemal, som lyttede til historierne med stor interesse. Kemal havde tidligere arbejdet på en bilfabrik i Vesttyskland, men måtte opgive jobbet og vende hjem til Istanbul efter en arbejdsulykke, hvor han pådrog sig en livslang skade i benet. Han var imidlertid stadig fristet af de gode arbejdsmuligheder i Vesteuropa, og bad derfor sit danskgifte familiemedlem hjælpe sig med at skaffe arbejde i Danmark. Poul Klemp blev sat på sagen, og i sin egenskab af arbejdskonsulent forhørte han sig på Randers Jernstøberi, om de kunne bruge Kemal. Jernstøberiet havde i lighed med mange andre industrivirksomheder hårdt brug for arbejdskraft i den periode og ville gerne have Kemal. Så ikke længe efter kunne Kemal rejse til Randers og begynde på sit nye arbejde på byens jernstøberi. Kemals tid på jernstøberiet blev imidlertid kort. Det var meget hårdt arbejde at støbe jern, og på grund af den skade, som Kemal havde pådraget sig, mens han arbejdede i Tyskland, kunne han ikke holde til det. Poul Klemp fik dog hurtigt skaffet ham et andet og lettere arbejde på fabrikken Sekura i Randersforstaden Kristrup, hvor man fremstillede traktorførehuse.

3 3 På Sekura havde man brug for flere arbejdere, navnlig svejsere, og her kunne Kemal være til hjælp. Fra hjembyen Istanbul kendte han flere unge mænd med fabrikserfaring, som gerne ville prøve lykken i Danmark. Så gennem et velfungerende samarbejde mellem virksomheden, Kemal og arbejdskonsulent Poul Klemp, kom der i løbet af 1970 en lille håndfuld tyrkiske arbejdere til Sekura. Det var imidlertid ikke kun Sekura, der manglede arbejdskraft, og som var interesseret i at få udenlandske arbejdere til at dække behovet. Det var mange af de randrusianske virksomheder, men nok i særlig høj grad Randers Jernstøberi, som havde store problemer med at opretholde produktionen som følge af arbejdskraftmanglen. Igen blev det Kemal, der i samarbejde med Poul Klemp fik løst en del af problemet ved at skabe kontakt mellem virksomheden og andre tyrkiske mænd, som gerne ville have arbejde i Danmark. Fra sin tid i Tyskland kendte Kemal en tyrkisk mand ved navn Cengiz Oral. Han var selv interesseret i at arbejde i Danmark, og han havde desuden en stor kreds af familiemedlemmer og bekendte fra flere forskellige dele af Tyrkiet, som også gerne ville til Danmark. Gennem Oral fik man efterhånden skaffet Randers Jernstøberi og byens andre virksomheder flere arbejdere. For at få lov til at arbejde i Danmark var det efter 1. januar 1970 blevet et krav, at man havde et skriftligt arbejdstilbud fra en arbejdsgiver i Danmark. Med invitationen fra den danske arbejdsgiver i hånden gik man til en dansk repræsentation i Tyrkiet, og her fik man så tilladelsen til at rejse ind i Danmark og arbejde. I og med at arbejdstilbudet fra arbejdsgiveren i Danmark var obligatorisk for at få lov til at arbejde og bo i landet, var det afgørende, at man kendte nogen i Danmark, som kunne få en arbejdsgiver til at sende et skriftligt arbejdstilbud. Så selvom de første tyrkiske mænd ikke som først antaget kom i samlet flok fra den samme landsby i Tyrkiet, så stammede de fleste fra de samme områder, idet hovedparten kom hertil gennem slægtninge eller venner. Hvorfor tog de til Danmark? Et af de spørgsmål, der trænger sig på i forbindelse med gæstearbejdernes historie, er, hvorfor de valgte at forlade deres familier og deres hjemland for at tage langt væk til et land, som de fleste kun kendte navnet på, og som de færreste vidste, hvor lå. Mens rejsen til Danmark for nogle enkelte var drevet af eventyrlyst, kom langt størstedelen af de tyrkiske mænd hertil af økonomiske årsager. Nogle få af de første tyrkiske gæstearbejdere kom fra Istanbul. De havde arbejde på Istanbuls fabrikker, og flere af dem var ugifte. De kunne godt få hverdagen i Tyrkiet til at hænge sammen økonomisk, men ønskede at rejse til Danmark og arbejde i en periode for at opleve verden. En meget stor del af tyrkerne i Randers kom imidlertid fra landsbyer i provinsen Denizli i det sydvestlige Tyrkiet og fra Corumprovinsen i den nordlige del af landet. Her levede hele familien som regel af et lille familielandbrug, som kun vanskeligt kunne brødføde hele familien. Mange måtte derfor enten påtage sig ekstra arbejde ved siden af landbruget eller leje mere jord, hvor en del af udbyttet gik til udlejeren. Nogle forsøgte at få arbejde i byen, men Tyrkiet var på dette tidspunkt præget af krise og høj arbejdsløshed, så det var vanskeligt at finde et fast arbejde, der kunne forsørge familien. Så selvom ingen af de tyrkiske interviewpersoner i denne undersøgelse levede i dyb fattigdom, så var det ofte en temmelig barsk tilværelse, de kom fra i Tyrkiet. Langt de fleste ønskede derfor at lette familiens tilværelse og navnlig at give børnene bedre vilkår, og en måde at gøre det på var ved at rejse til Vesten og arbejde. Ofte var der mange børn i familierne, og efterhånden som de blev ældre, måtte forældrene regne med flere udgifter til dem. Specielt vigtigt var det at kunne give sit barn et ordentligt bryllup og mulighed for at kunne etablere sig. De traditionelle bryllupper kunne være en enorm økonomisk belastning. Et landsbybryllup varede som regel i tre dage. Hele landsbyen, samt familie og venner

4 4 fra andre dele af Tyrkiet, var inviteret, så der kunne udmærket være flere hundrede mennesker med til festen. Alle disse mennesker skulle bespises flere gange dagligt i tre dage, og dertil kom, at der under hele festen var lejet orkester til at spille op til dans. Festen samt alt brudens udstyr blev betalt af brudgommens far. Samtidig var det kutyme, og er det flere steder stadigvæk, at forældrene betalte det unge pars etablering. Det vil sige alt lige fra huskøb og ned til de mindste køkkenting. Det kunne godt være vanskeligt for en fattig bonde med mange børn at overkomme disse udgifter. Så det var fristende at tage til Danmark og tjene nogle penge til for eksempel at købe en traktor eller noget mere jord for på den måde at forbedre familiens velfærd og børnenes muligheder i Tyrkiet. Ud over de klare økonomiske fordele, var der også en vis prestige i at tage til Danmark og arbejde i hvert fald i de første år. Flere af interviewpersonerne i undersøgelsen fortæller, at når de var hjemme på ferie i Tyrkiet, måtte de rundt og besøge hele familien, selv helt fjerne slægtninge for at fortælle dem om livet i Danmark. Samtidig kunne man ved at tage til Vesten gøre sig mere attraktiv på ægteskabsmarkedet hjemme i Tyrkiet. En af interviewpersonerne kom fra en fattig familie med mange søskende. Han var faldet for en pige, hvis far var en af landsbyens rige mænd. Flere gange fik den unge mand et af sine familiemedlemmer til på sine vegne at bede pigens fader om lov til at gifte sig med hende, men hver gang han friede, fik han nej, fordi han var fattig. Nogen tid senere tog den unge mand til Randers for at arbejde på byens jernstøberi, og næste gang han bad pigens far om lov til at gifte sig med hende, fik han lov. Nu var han nemlig blevet europæer, og ville formentlig kunne spare penge nok sammen til at forsørge sin familie ordentligt, når han vendte tilbage til Tyrkiet. Gæstearbejder i Randers Fælles for alle de tyrkiske interviewpersoner er, at det var deres intention at arbejde i Danmark i nogle år og så tage hjem til Tyrkiet igen. Men som tiden gik, og mange familier sluttede sig til deres mænd og fædre i Randers, blev det af forskellige årsager ikke til noget for tyrkerne i denne undersøgelse. Flere fortæller, at opfattelsen blandt tyrkerne i starten var den, at de ville blive sendt hjem, når der ikke var mere arbejde. Andre fortæller, at det var deres plan at rejse tilbage til Tyrkiet, når børnene skulle i skole, men at det af den ene eller den anden grund ikke blev til noget. Det ser ud til, at det sjældent var en aktiv beslutning for interviewpersonerne at blive i Danmark. I de fleste tilfælde tog det ene år bare det andet. Efterhånden som familien blev samlet i Randers, børnene kom i skole, og de på længere sigt blev etableret med job og deres egen familie i byen, blev det sværere at rejse tilbage til Tyrkiet. Samtidig havde mange ikke længere noget økonomisk grundlag at vende tilbage til i Tyrkiet. En del havde efterhånden, som årene var gået, enten afhændet jorden i hjemlandet eller ladet andre drive den, så det ville være vanskeligt at vende tilbage. Ikke alle de tyrkiske mænd, der kom til Randers i starten af 1970 erne, blev imidlertid i Danmark. Nogle tog som planlagt hjem allerede efter et par måneder i Danmark, mens andre rejste efter flere år i landet, selv efter at deres familier var kommet hertil. Desværre har det ikke været muligt at skaffe noget samlet overblik over hvor mange, der tog tilbage til Tyrkiet. Poul Klemp har dog været til nogen hjælp. Han mener, at omkring 10% af de ca. 35 tyrkiske mænd, der kom inden for de første år af 1970 erne tog tilbage efter kort tid i Randers. Men hvordan det forholder sig med dem, der rejste senere, ved vi ikke, ligesom det af gode grunde heller ikke har været muligt at komme til at tale med nogen af disse mennesker. Kun gennem dem, der blev i Danmark, er deres historie blevet fortalt.

5 5 Modtagelsen Et af de helt centrale områder i undersøgelsen af de første tyrkiske gæstearbejdere i Randers er, hvad der skete, når gæstearbejderen kom til Randers. For hvad gør man, når man står på banegården efter en lang og anstrengende rejse, i en fremmed by i et fremmed land, hvor man ikke taler sproget? Det spørgsmål er alle de tyrkiske interviewpersoner samt arbejdskonsulent Poul Klemp blevet stillet. Netop modtagelsen af de tyrkiske mænd ser ud til at være gået ganske godt i Randers, og på flere punkter skiller byen sig ud fra andre danske byer. Stort set alle de tyrkiske mænd pointerer, at de følte sig godt modtaget i Randers. Der var styr på tingene, og der blev taget hånd om dem. Det skyldes formentlig hovedsagelig to ting. For det første var det først relativt sent i forhold til andre danske byer, nemlig først i løbet af 1970, at der for alvor begyndte at komme tyrkiske gæstearbejdere til Randers. Det vil sige, at der i realiteten først kom gæstearbejdere til byen efter, at loven fra 1. januar 1970 var blevet gennemført. Ifølge denne lov kunne udlændinge kun søge arbejdstilladelse til Danmark, mens de endnu befandt sig i hjemlandet, og de fik kun arbejds- og opholdstilladelse i Danmark, hvis de kunne fremvise et skriftligt arbejdstilbud fra en virksomhed i Danmark. Man var således sikker på, at de havde arbejde, før de kom. Tidligere havde udlændinge kunnet komme ind i landet på turistvisum og søge arbejde, når de var i landet. Det betød, at man ingen kontrol havde med, hvor mange udlændinge der var, hvem de var, hvor de evt. arbejdede, hvor de boede osv. Det fik man i højere grad mulighed for at kontrollere med de nye regler. For det andet havde man i Randers Poul Klemp, som gennem et fornemt samarbejde med arbejdsgiverne, fagforeningerne og fremmedpolitiet sørgede for, at alt var i orden, når tyrkerne kom til byen. Poul Klemp havde udarbejdet en helt fast procedure for, hvad der skulle ske fra det øjeblik, gæstearbejderen stod af toget i Randers. Det første sted, tyrkeren skulle henvende sig, var hos Poul Klemp på Arbejdsformidlingen på Østervold i Randers. Her ventede Poul Klemp med alle de nødvendige papirer. Det drejede sig om tilmelding til folkeregister, informering af fremmedpolitiet og indmeldelse i fagforeningen (SID, dengang DASF). Samtidig skulle der sørges for læge, bank og mange andre ting til gæstearbejderen. Med i arbejdet med at få de tyrkiske mænd installeret i Randers var Kemal, som arbejdede tæt sammen med Poul Klemp. Kemal rådgav blandt andet Klemp i kulturelle spørgsmål. For eksempel informerede han ham om, at det var hensigtsmæssigt, at kvinderne, efterhånden som de kom til byen, fik en kvindelig læge, mens mændene skulle have en mandlig. Samtidig fungerede Kemal som en slags talsmand for tyrkerne, både på arbejdspladserne og i andre sammenhænge. Fra midtbyen til nordbyen Når papirerne var bragt i orden, tog Poul Klemp gæstearbejderen med hen til det sted, han skulle bo. De tyrkiske mænd fik anvist nogle værelser med fælles bad og køkken i Søren Møllers Gade, Slyngborggade eller andre steder i midtbyen. Her kunne der bo mellem én og fem mand på hvert værelse. Der var stort set altid skaffet et værelse til de tyrkiske arbejdere, før de kom til Randers, men ind i mellem kiksede det, og så måtte man finde på alternative løsninger. Et par af de tyrkiske mænd, der havde fået arbejde på Randers Jernstøberi, kom til byen noget før beregnet, så man havde ikke nået at skaffe en bolig til dem på forhånd. De to mænd måtte derfor bo i en campingvogn op og ned af jernstøberiet i flere måneder, inden det lykkedes at skaffe dem et værelse. Men selvom der altså ikke altid var en bolig til gæstearbejderne, når de kom til byen, så var de på ingen måde overladt til sig selv, man fandt en alternativ løsning. Der var således ingen af de nyankomne, der måtte overnatte i trappeopgange og på bænke i parker, fordi ingen havde taget ansvaret for at skaffe dem et sted at bo.

6 6 Da de tyrkiske mænds familier efter nogle år begyndte at slutte sig til dem i Randers, hjalp Poul Klemp igen med at finde passende boliger. Han fik dem blandt andet ind i boligforeninger, som rådede over lejligheder i den nordlige del af Randers. Her blev en stor del af de tyrkiske familier boende, og med undtagelse af én bor alle undersøgelsens interviewpersoner stadig i nordbyen. Arbejdspladsen Kort efter ankomsten til Randers startede de tyrkiske mænd på deres nye arbejdsplads. Da det var inden for den tunge industri, at behovet for arbejdskraft var størst, var det som regel som maskineller fabriksarbejdere, at mændene fik arbejde. De allerførste tyrkiske gæstearbejdere, deriblandt Kemal, kom fra Istanbul, og havde nogen fabrikserfaring med hjemmefra. Disse mænd fik i overvejende grad arbejde som svejsere på traktorførerhusfabrikken Sekura i Kristrup. Mange af de følgende tyrkiske mænd kom derimod fra landet, og havde ingen fabrikserfaring. De startede som regel deres arbejdsliv på Randers Jernstøberi, som i vidt omfang benyttede sig af udenlandsk arbejdskraft. Det var ufaglært arbejde, som enhver tyrkisk bonde uden nogen som helst form for fabrikserfaring kunne udføre. Interviewpersonerne beskriver selv arbejdet som hårdt og beskidt, og en del af de tyrkiske mænd kom desuden ud for arbejdsskader, som har fået konsekvenser for deres helbred på længere sigt. Det skal dog retfærdigvis siges, at det bestemt ikke kun var på jernstøberiet, at mange pådrog sig alvorlige arbejdsskader, det skete også på flere andre af byens virksomheder, hvor de tyrkiske mænd arbejdede. Flere af de mandlige tyrkiske interviewpersoner peger samtidig på, at de til trods for, at de principielt arbejdede efter samme overenskomst som danske arbejdere, ofte arbejdede over uden betaling, og at deres vilkår i det hele taget var ringere end deres danske kollegers. Årsagen, mener de, skal findes i, at de ikke kendte deres rettigheder, at de ikke kunne sproget, og at arbejdsgiveren til tider truede med at fyre dem, hvis de nægtede at arbejde over uden ekstra løn. Efterhånden som tyrkerne havde været i Randers et stykke tid, fik de skabt sig nogle kontakter til andre virksomheder i byen. Mange skiftede det slidsomme arbejde på jernstøberiet ud med lidt lettere arbejde på f.eks. Randers Fjerkræslagteri eller Randers Reb. Netop fordi arbejdet på disse virksomheder var noget lettere end på for eksempel jernstøberiet, arbejdede der også en del tyrkiske kvinder på fabrikkerne. Det var konerne og døtrene til de første mandlige gæstearbejdere, der efterhånden sluttede sig til mændene i Randers. Det arbejdsliv, som de første tyrkiske gæstearbejdere har haft i Randers, varierer meget fra person til person. Mens nogen har arbejdet på den samme arbejdsplads i over 30 år eller i hvert fald haft arbejde i al den tid, de har været i Danmark, har andre oplevet mange jobskift på grund af fyringer, nedskæringer/lukninger eller uoverensstemmelser på arbejdspladsen. En del har oplevet lange perioder med arbejdsløshed og aktivering. Da de første tyrkiske mænd først kom til byen, gik det fint nok. Manglen på arbejdskraft var stor, og der var brug for alle. De tyrkiske arbejdere kunne så at sige vælge og vrage mellem virksomhederne. Men efterhånden begyndte flere og flere virksomheder at kræve, at deres arbejdere kunne tale og forstå dansk. Sammen med de økonomisk dårlige tider efter oliekrisen 1973 var det medvirkende til, at en del, navnlig dem som var svagest til dansk, mistede deres arbejde, og for en dels vedkommende ikke siden vendte tilbage til arbejdsmarkedet. Størstedelen af interviewpersonerne er i dag uden for arbejdsmarkedet, nogle som efterlønnere, andre som folkepensionister eller førtidspensionister som følge af nedslidning. Det første indtryk Da de tyrkiske mænd kom til Randers i de første år af 1970 erne kom de til en by, der var væsentlig forskellig fra deres hjemby. Uanset om de kom fra storbyen Istanbul eller en mindre landsby, så

7 7 forekom Randers meget anderledes end det, tyrkerne var vant til. Men hvilke indtryk, de husker fra deres første tid i byen, er meget afhængigt af, om de kom fra storbyen eller fra landet. For de tyrkere der kom fra Istanbuls og andre storbyers menneskehav, forekom Randers at være en lille og temmelig stille by. En af interviewpersonerne har fortalt, at hun den første morgen, hun var i Randers, gik ud på gaden for at se sig lidt omkring. Til hendes store overraskelse var der ikke et menneske at se, det var hun ikke vant til, for der, hvor hun kom fra i Tyrkiet, var der altid fyldt med mennesker på gaden. Samtidig undrede hun sig i den første tid meget over, at der ofte kun var én eller to andre personer med, når hun kørte med bussen. De tyrkere, der kom fra landet, betragtede derimod Randers som en forholdsvis stor by. I hvert fald var den meget anderledes end de landsbyer, de kom fra rundt omkring i Tyrkiet. En har fortalt, at han aldrig tidligere havde set et hus i flere etager, og han var ved at falde over sine egne ben, da han de første gange gik igennem byen, fordi der var så meget, han skulle kigge på. Mens en del således gjorde sig nogle tanker i forbindelse med deres første møde med Randers, så er der samtidig flere af de tyrkiske mænd, som ikke reflekterede så meget over, hvad de så, da de kom til byen. En fortæller, at de tyrkiske mænd kom til byen, fordi der var arbejde, og at de ikke tænkte så meget over forholdene. En anden supplerer med at sige, at når man kommer til et sted af økonomiske årsager, så er man nødt til at kunne lide det, man kommer til. Tyrkerne og randrusianerne Mens de første indtryk af byen Randers varierede alt efter, hvor de tyrkiske mænd kom fra, og hvordan de opfattede deres ophold i Danmark, så ser der ud til at være nogenlunde enighed om, hvordan randrusianerne tog i mod de udenlandske gæster. Alle de tyrkiske interviewpersoner beskriver stemningen i de første år som meget positiv. Randrusianerne var venlige, hjælpsomme og ivrige efter at få de tyrkiske mænd til at føle sig velkomne i byen. Det er der nok flere årsager til. En af dem kan ganske simpelt være, at tyrkerne var villige til at udføre det hårde arbejde, som det på dette tidspunkt var stort set umuligt at finde dansk arbejdskraft til. Samtidig opfattede ingen tyrkernes tilstedeværelse i landet som permanent. De var gæstearbejdere i Danmark, som kun var i landet så længe, som der var behov for dem. Når der ikke længere var mangel på arbejdskraft, regnede man med, at de ville rejse tilbage til deres fædreland. En tredje mulig årsag, som knytter sig mere specifikt til Randers, er arbejdskonsulent Poul Klemp. Med stor dygtighed forberedte han randrusianerne på gæstearbejdernes ankomst. Han arrangerede blandt andet informationsmøder for byens borgere, hvor han fortalte, hvad det var for nogle mennesker, der kom til byen. Det kan have taget noget af den usikkerhed, som nogen muligvis har følt overfor de fremmede mennesker, der kom til byen. Poul Klemp tog desuden initiativ til, at danskere og tyrkere kunne mødes under mere afslappede forhold og lære hinanden at kende. De tyrkiske mænd var i starten i Danmark uden deres familier, og når arbejdsdagen var slut, sad de fleste på deres værelser uden noget at tage sig til, uden nogen steder at gå hen og uden kontakt til danskere. Poul Klemp annoncerede derfor i avisen efter danske familier, der kunne tænke sig at få besøg af en tyrkisk gæstearbejder. Det blev en overvældende succes, hvor mange danske familier meldte sig. Senere, da der kom flere tyrkere til byen, gik man over til at arrangere fælles fester for tyrkere og danskere i stedet for at mødes privat. Poul Klemp havde fået kr. af Amtsavisen til at forsøde tilværelsen lidt for de tyrkiske gæstearbejdere. For disse penge holdt man en fest i et af byens forsamlingshuse. I denne forbindelse opstod der imidlertid en del polemik i lokalpressen, fordi der til festen skulle steges et lam, men folk misforstod, og troede, at man til selve festen ville slagte et lam. Det var bestemt ikke meningen, og misforståelsen blev da også hurtigt redet ud.

8 8 Stemningen vender Alle de tyrkiske interviewpersoner peger på oliekrisen i november 1973 som det tidspunkt, hvor den gode stemning mellem danskere og tyrkere i Randers vendte. Krisen betød, at arbejdsløsheden steg, og den importerede arbejdskraft var ikke længere nødvendig for at holde hjulene i gang. Samme år valgte regeringen derfor at sætte en stopper for arbejdsindvandringen til landet, og herefter slap kun gæstearbejdernes nære familiemedlemmer igennem. En del danskere har vel nok set de tyrkiske arbejdere som en trussel på arbejdsmarkedet, og gæsterne var nu ikke længere så velkomne. I Randers ophørte de fælles fester for danskere og tyrkere, og begge parter begyndte i langt højere grad at holde sig for sig selv. Til trods for at flere af interviewpersonerne har haft dårlige oplevelser med danskere fra 1973 og frem, så føler mange af de tyrkiske mænd stadig, at de skylder det danske samfund meget. Det er i overvejende grad den gode stemning fra starten, som mændene fremhæver i interviewene. Mange af de kvindelige interviewpersoner ser derimod med mere kritiske øjne på den første tid i Danmark. En af grundene kan være, at de havde hovedansvaret for børnene. Da kvinderne og børnene sluttede sig til mændene i Randers, valgte familien ofte at bosætte sig i små billige lejligheder. Det var det, de kunne betale, når de samtidig skulle spare op til at vende hjem til Tyrkiet. Flere kvinder peger på, at de små lejligheder var fugtige og usunde, og at deres børn blev syge af at bo i dem. Samtidig led mange kvinder under manglen på netværk. For selvom kvinderne hjalp hinanden i starten, og de kvinder, der havde været i Danmark længst, var gode til at hjælpe de nyankomne, så manglede de familien til for eksempel børnepasning. En del følte sig derfor tvunget til at lade børnene blive i Tyrkiet hos bedsteforældrene, mens de selv arbejdede i Danmark. Der kunne således gå lang tid, hvor de ikke så deres børn. Familien kommer til Randers Selvom de tyrkiske mænd generelt synes, at de blev godt modtaget i Randers i starten, var det alligevel en hård tid for dem. Navnlig de gifte mænd med børn savnede familien derhjemme, og savnet forværredes af, at de ikke havde noget at give sig til, når arbejdsdagen var slut. Hvis de ikke sad rundt omkring på værelserne, mødtes de i byens parker eller på cafeterierne for at tale om landsbyen hjemme i Tyrkiet. Flere af mændene fortæller, at når de var hjemme i Tyrkiet på ferie en gang om året, kunne deres yngste børn ikke kende dem. Det gjorde naturligvis indtryk, og efterhånden begyndte de tyrkiske mænd at tage deres familier med til Danmark. Der er meget stor forskel på, hvor lang tid der gik, før konen og børnene sluttede sig til manden i Randers. Den første tyrkiske mand, der hentede sin familie hertil, gjorde det ifølge Poul Klemp allerede efter et par måneder, mens der gik op til ti år, før andre fik hele familien med kone og børn samlet i Randers. Det mest almindelige ser dog ud til at være, at manden var i Randers i et par år, før familien kom. Så havde manden haft mulighed for at tjene lidt penge, så familien kunne etablere sig i Danmark. Det var langt fra altid, at konen og børnene kom samlet til Danmark. Nogle valgte som tidligere nævnt at efterlade børnene hos bedsteforældrene i Tyrkiet i et eller flere år, mens mand og kone arbejdede og etablerede sig i Randers. I andre familier kom nogle af børnene umiddelbart efter faderen, og siden sluttede konen og resten af børnene sig til dem. De fleste af de tyrkiske kvinder, der kom til Randers i begyndelsen af 1970 erne, fik hurtigt arbejde. Det var ofte på Randers Fjerkræslagteri, Randers Reb, Polarvask og andre virksomheder, kvinderne blev ansat. I lighed med mændene var det som regel Poul Klemp, der skaffede dem arbejdet. Efterhånden blev det ligesom for mændene sværere at få arbejde, og da mange mistede deres job i forbindelse med, at fjerkræslagteriet lukkede, har en stor del af kvinderne været uden for arbejdsmarkedet i flere år.

9 9 Det sociale netværk I den første tid efter at tyrkerne var kommet til Randers, havde de et meget nært sammenhold. Man havde generelt meget med hinanden at gøre, og flere har fortalt, at man tog på udflugter sammen i weekenden, og at man ofte var sammen om aftenen. Samtidig hjalp man naturligvis hinanden med at finde ud af tingene i det nye land. Men efterhånden som familierne blev større, og man faldt til i Randers og blev bedre til at klare sig selv, blev sammenholdet mindre tæt. Mange fortæller, at det efterhånden kun er den nærmeste familie, man ser. Kontakten til danskerne Mens kontakten mellem tyrkerne indbyrdes var meget tæt i de første mange år, så var kontakten til danskerne meget beskeden. Som tidligere nævnt var der i starten, lige da de tyrkiske mænd kom til byen, nogen kontakt som følge af de initiativer, som Poul Klemp tog. Men disse tiltag ebbede efterhånden ud. I dag har kun enkelte blandt de tyrkiske interviewpersoner stadig nogen kontakt til danskere, som for eksempel kolleger fra arbejdspladsen, men de fleste har stort set ingen danske bekendte. Flere, navnlig blandt kvinderne i undersøgelsen, ville gerne have haft mere kontakt til deres danske naboer. Men udover en hilsen i trappeopgangen og måske en aftale om at vande blomster hos hinanden, når man er på ferie, er der ikke rigtig nogen kontakt. Det danske sprog En betydelig hindring for kontakten mellem de første tyrkere og danskerne i Randers er sproget. Kun få af undersøgelsens interviewpersoner er i stand til at tale og forstå dansk, og problemet bliver ikke mindre af, at de efter at have forladt arbejdsmarkedet stort set ikke har kontakt til danskere. For faktisk har en del kunnet tale og forstå noget dansk, imens de arbejdede, det er bare ikke blevet holdt ved lige, da de forlod arbejdsmarkedet. En af årsagerne til de beskedne danskkundskaber blandt de første tyrkere i Randers er, at de ikke opfattede opholdet i Danmark som permanent. De fleste har fået en eller anden form for danskundervisning, men det har vel nok siddet i baghovedet på mange, at de snart skulle tilbage til Tyrkiet. Hvorfor bruge sin sparsomme og hårdt tiltrængte fritid efter 10 timers arbejde på jernstøberiet på at lære dansk, når man alligevel ikke skulle være i landet ret meget længere? Tilknytningen til fædrelandet Gennem alle årene har tyrkerne bevaret en nær tilknytning til Tyrkiet, og landet spiller fortsat en væsentlig rolle i deres tilværelse. I de fleste hjem bliver der næsten udelukkende set tyrkisk fjernsyn, og billeder af det nye Tyrkiets grundlægger, Kemal Atatürk, og af moskeen i Istanbul hænger på mange vægge hos de tyrkiske familier i Randers. Flere af undersøgelsens interviewpersoner begrunder den nære tilknytning til fædrelandet med, at selvom man forlader sit land, så vil det altid være ens hjem. Samtidig har det vel nok spillet en rolle, at hovedparten af de tyrkiske mænd udelukkende forlod Tyrkiet af økonomiske årsager, og at opholdet i Danmark først og fremmest gik ud på at forbedre familiens tilværelse, når den en dag vendte tilbage til Tyrkiet. Da de tyrkiske mænd kom til Danmark i starten af 1970 erne bestræbte de sig på at tage på ferie i Tyrkiet en gang om året. Det var det eneste tidspunkt, de så deres familie, så rejsen var af stor betydning for de tyrkiske mænd. Men det kostede penge at etablere sig i Danmark, og selvom de boede på små billige værelser og arbejdede meget, så var der ikke altid råd til billetten hjem. Blev hjemveen for stor, var der imidlertid hjælp at hente hos Poul Klemp. Ved siden af hans kontor på Arbejdsformidlingen på Østervold lå der et rejsebureau, som blandt andet solgte rejser til Tyrkiet.

10 10 He kendte Poul Klemp ejeren, så var den helt gal, kunne Poul Klemp skaffe den tyrkiske gæstearbejder en billet på afbetaling, så han kunne besøge familien i Tyrkiet. Selv efter familierne begyndte at blive samlet i Randers, fortsatte man med at tage på ferie så vidt muligt hvert år i Tyrkiet. Det betød meget at komme hjem denne ene gang om året, så havde man ikke råd, måtte man betale af på gælden resten af året. Alle de tyrkiske interviewpersoner i undersøgelsen tager stadig til Tyrkiet en gang om året, og langt de fleste har i dag en bolig i fædrelandet, så de kan opholde sig der i flere måneder ad gangen. For de fleste er det stadig en dejlig oplevelse at komme til Tyrkiet, og flere kunne godt tænke sig at flytte permanent tilbage. De afholder sig imidlertid fra at tage springet, dels fordi deres børn bor i Danmark, dels fordi de ikke længere har et økonomisk grundlag i Tyrkiet. Trods den nære tilknytning til Tyrkiet, fortæller flere af interviewpersonerne, at de hos sig selv oplever en splittelse mellem deres danske og tyrkiske identitet. De peger på, at de egentlig stadig føler sig tyrkiske, men samtidig er mange af deres familiemedlemmer og venner i hjembyen væk, og de unge kan ikke huske dem fra dengang, de boede i byen, før de tog til Danmark. For mange betyder det, at de hverken føler sig rigtig hjemme i Danmark eller i Tyrkiet. Hvordan er det gået de første tyrkere i Randers? Hvis der afslutningsvis skal siges noget om, hvordan det er gået de første tyrkiske gæstearbejdere i Randers, så kan interviewpersonerne meget groft deles op i to grupper. Den første gruppe finder vi blandt de ældste. Det er dem, der var i slutningen af 30 erne, da de kom til Danmark, og som i dag er omkring 70 år gamle. Denne gruppe har kun en meget sparsom kontakt til det danske samfund. Hovedparten hverken taler eller forstår dansk, og da det er mange år siden, de har forladt arbejdsmarkedet, har de ikke haft kontakt til danskere længe. Gennem interviewene fremgår det, at de ofte føler sig meget utrygge i det danske samfund. Blandt andet forstår de ikke, når der bliver indført nye regler inden for det sociale system, som de alle er afhængige af. Samtidig er flere af dem bange for at henvende sig til kommunen med spørgsmål, fordi de frygter, at deres ydelser bliver taget fra dem. Det er også blandt disse personer, at ønsket om at vende permanent tilbage til Tyrkiet er størst. Den anden gruppe er ca. 10 år yngre. De kom til Danmark, mens de endnu var i tyverne eller yngre, og er i dag mellem 40 og 60 år. Selvom flere af personerne i denne gruppe har betydelige sprogvanskeligheder, fungerer de i det store hele godt i det danske samfund. De har som regel bevaret en rimelig kontakt til arbejdsmarkedet, og de føler sig på mange måder hjemme og trygge i Danmark. Fælles for de to grupper er det, at de i de seneste år har oplevet en stigende modvilje fra flere sider af det danske samfund. Navnlig udtalelser fra politikere og medier, der i deres dækning af indvandrere uretmæssigt skærer alle over en kam og stempler dem som kriminelle og dovne, virker sårende, for mange har arbejdet hårdt for det danske samfund i over 30 år. Alligevel fortryder ingen af de tyrkiske interviewpersoner i det store og hele, at de tog til Danmark, og heller ikke at de blev her. De synes trods alt, at det er gået ganske godt, og at det vigtigste mål, nemlig at børnene og familien som helhed har fået et godt liv, er nået. Det er det ultimative succeskriterium for alle de tyrkere, der har medvirket i undersøgelsen, og for de fleste var det hovedårsagen til, at de overhovedet forlod Tyrkiet for mere end 30 år siden. Litteratur Børresen, Sølvi Karin: Fremmedhed og praksis, København 2000 Hammer, Ole: 25 års arbejde i det fremmede, Mellemfolkeligt samvirke 1995 Hammer, Ole og Toft, Charlotte: Det flerkulturelle Danmark, Århus 1995 Jensen, Bent: De fremmede i dansk avisdebat fra 1870 erne til 1990 erne, Viborg 2000

11 11 Mellemfolkeligt Samvirke: Tyrkiske danmarkshistorier, København 1993 Sane, Henrik Zip: Billige og villige?, Af indvandringens historie i Danmark, Farum 2000 Kilder og artikler KHM j.nr Nyt fra arbejdsdirektoratet, 1970, årgang 4 Arbejdsgiveren, vol.6, s.34, 1970 Randers Amtsavis Folkebladet