a. Kinesisk musik i det 20. århundrede 4 b. Peking Opera 8 c. Kinas musikhistorie gennem dynastierne 11

Transkript

1

2 INDHOLD 1. Forord 2 2. Kinas musikhistorie 3 a. Kinesisk musik i det 20. århundrede 4 b. Peking Opera 8 c. Kinas musikhistorie gennem dynastierne 11 d. Musik indenfor filosofi og religion i Kina 19 e. Opsummering Præsentation af kinesiske instrumenter Tonalitet og skalaopbygning i kinesisk musik Instrumenter Erhu Guzheng Pipa Yangqin Lydeksempler 41

3 Lærerintroduktion til forløb om kinesisk musik Det kinesiske musikforløb er velegnet som introduktion til ikke-vestlig musik for musikelever på alle niveauer og klassetrin. Forløbet kan med fordel indgå i tværfagligt samarbejde med fx kinesisk og historie med fokus på kulturmøde. Eleverne får kendskab til kinesiske instrumenter såsom erhu (2-strenget strygeinstrument), dizi (bambusfløjte), pipa (4-strenget strengeinstrument), yangqin (hakkebræt), guqin (7-strenget strengeinstrument) og guzheng (21-strenget strengeinstrument), som de kan indplacere i instrumentfamilierne strygere, blæsere, strengeinstrumenter og slagtøj og dermed sammenligne med de instrumenter, de kender fra vestlig kompositionsmusik, bluesbaseret rock-pop musik og lignende. Ligeledes vil forløbet give anledning til at gennemgå forskellige notationsformer samt dur- og molpentatone skalaer og sammenligne den kinesiske musiks brug af disse skalaer med fx blueseller modalharmonisk musik. Tekstmaterialet giver eleverne et godt indblik i den kinesiske musikhistories væsentligste milepæle. Musikeksempler, videoklip og billeder er med til at skærpe elevernes evner til at iagttage de særlige kendetegn ved kinesiske traditionelle instrumenters udformning, musikernes spilleteknik og spillestil. Det giver god anledning til at tale om forskelle og ligheder på den kinesiske musik og den musik, eleverne selv er vant til at lytte til. Og overraskende nok finder de hurtigt ud af, at der er flere ligheder, end man måske skulle tro ved første øjekast og gennemlytning. Forløbet består endvidere af en praktisk del, som kan foregå enten på Music Confucius Institute på Det Kongelige Danske Musikkonservatiorium i København eller ude på skolerne. Her vil kinesiske musikere og komponister demonstrere, hvordan et eller flere kinesiske instrumenter er opbygget, hvordan man spiller på dem, og hvordan instrumenternes klang bruges på forskellig vis til at komponere og udføre musik inden for forskellige kinesiske musikgenrer. Ved besøget på DKDM vil eleverne endvidere blive introduceret til konservatoriets virke og uddannelsesmuligheder samt få en rundvisning i huset, der er præget af Vilhelm Lauritzens særegne arkitektur. Eleverne kan afslutningsvis demonstrere deres kendskab til de kinesiske instrumenter og deres sound ved at lave en lille lydproduktion med inddragelse af små samples og lydeksempler samt improvisationer over de pentatone skalaer eller ved at analysere kinesisk filmmusik ud fra kinesiske filmklip. Det overordnede faglige mål med forløbet er at introducere eleverne til kinesisk musik, dens instrumenter, sound, harmonik og musikkulturelle kendetegn. Mødet med en fremmed musikkultur giver eleverne interkulturel forståelse og en skærpet evne til at udtrykke sig om både vestlig og ikke-vestlig musik i forhold til instrumentation (instrumentfamilier), sound, rytmik og harmonik (pentatonik). Forløbet er udviklet af Music Confucius Institute på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i samarbejde med gymnasielærerne Frits Ziegler og Elisabeth Schroll, Ørestad Gymnasium. 2

4 KINAS MUSIKHISTORIE Kina er et multietnisk samfund med i alt 56 etniske grupper spredt over 22 provinser, 5 administrative regioner, 4 store kommuner og 2 selvstyreområder (Hong Kong og Macau). Kina dækker et areal på km 2, hvilket har gjort musikkulturen i Kina ekstremt varieret med mange forskellige stile, genrer og udtryksformer. Som følge af landets størrelse, er der således store regionale forskelle på, hvordan musikken har udviklet sig og lyder den dag i dag. I det følgende kapitel vil forskellige emner inden for kinesisk musik og musikhistorie blive gennemgået. Der vil blive lagt størst vægt på kinesisk musik i det 20. århundrede. Musikkens rolle i kinesisk religion og filosofi vil desuden blive berørt. Kapitlet er opdelt i 4 afsnit: 1. Kinesisk musik i det 20. århundrede og kinesisk musik efter Peking Opera 3. Historisk oversigt over musikkens udvikling 4. Musik indenfor filosofi og religion i Kina 3

5 KINESISK MUSK I DET 20. ÅRHUNDREDE Oprindeligt stammer de forskellige musiktraditioner fra særskilte sociale klasser nogle typer musik tilhørte kun hoffet, nogle kun underklassen og andre tjente alene særlige religiøse formål. Men i dag er de fleste genrer og stilarter også blevet til koncertmusik i en eller anden form. Som det også er tilfældet i den vestlige musiks udvikling, har den kinesiske musik udviklet sig fra at være en musikalsk udtryksform, der hovedsageligt var knyttet til specifikke situationer og sociale sammenhænge, til at være en decideret kunstart i sin egen ret. I begyndelsen af det 20. århundrede fik musikken en ny plads i det kinesiske samfund. I denne periode åbnede udenlandske missionærer en ny type skole, hvor musik var en fast del af undervisningen. Her blev de kinesiske elever præsenteret for både kinesiske og vestlige instrumenter samt kinesisk og vestlig notation og tonalitet. Den øgede interesse for musik dannede udgangspunkt for en målrettet politisk indsats, hvor sang som politisk instrument blev indført. Ved hjælp af sang fra de mindste klasser af og op gennem skoletiden, blev elever lært i musik og især sange, der kunne indgyde patriotisme. Derfor havde "skolesangene" ofte et meget politisk og patriotisk indhold. Samtidig med at musik blev indført i skolen, begyndte der også at opstå en national musiketnologisk interesse for Kinas traditionelle musik, og der opstod Kinesisk ungdomskor, der opfører skolesange en opblomstring af kinesisk folkemusik og folkesange. Kinesiske musikforskere begyndte at dokumentere og undersøge deres egen tradition. Der opstod en udbredt interesse for at opbygge en musikvidenskabelig forståelse af den kinesiske musik gennem 4

6 indsamling af viden om de forskellige musiktraditioner, og man begyndte at transskribere, notere og analysere musikken med udgangspunkt i den vestlige musikvidenskabelige tradition. Denne nye interesse kan sammenlignes med udbredelsen af musiketnologi som videnskabeligt felt i de vestlige lande i midten af det 20. århundrede. Her begyndte musiketnologer at undersøge musiktraditioner fra hele verden og gjorde det til genstand for musiketnologisk forskning. I løbet af det 20. århundrede skete der i Kina en rig udvikling af musik skrevet for traditionelle kinesisk instrumenter sideløbende med, at der indfandt sig en delvis integration af vestlig musiktradition, vestlige musikinstrumenter og vestlig kompositionsteknik. Der opstod et forum, hvor vestlige og traditionelle kinesiske instrumenter kunne mødes. I denne periode opstod desuden forskellige typer musikforeninger rundt om i landet, der havde til formål at sprede den traditionelle musik til et bredere kinesisk publikum. Her blev folkemusik præsenteret side om side med vestlig klassisk musik. Kinesisk musik efter 80 erne I 1978 blev Deng Xiaoping de facto leder af Folkerepublikken Kina, og under hans ledelse blev der indført delvis markedsøkonomi i Kina. Under Deng Xiaopings ledelse skete der en gradvis åbning mod Europa og USA. Konsekvensen blev, at Kina oplevede en væsentlig kulturel indflydelse fra Vesten. Den vestlige påvirkning, der kan spores op gennem hele det 20. århundrede, begyndte med andre ord at accelerere. Musik betragtes i dag primært som underholdning, både inden for den rytmiske (populære) og klassiske (vestlige og traditionelle) musik. I den rytmiske musik er der særligt to parallelle hovedstrømme: én hvor der skabes musik på baggrund af stærk vestlig indflydelse (pop/rock/hip-hop) og én, hvor der skabes musik med indflydelse fra 5

7 traditionel kinesisk musik, eksempelvis ved kombinationer af traditionelle kinesiske instrumenter med andre rytmiske instrumenter af ofte vestlig herkomst såsom guitar, bas, keyboard, trommer o.lign.. Rytmisk musik Rytmisk musik blev i Kina betragtet som en samlende kraft i samfundet. Selvom denne brug af musik har sine rødder i revolutionær musik, har kommercialiseringen af musik ført til, at dens politiske indhold i mange tilfælde er forsvundet. Alligevel findes der stadig musik i forskellige undergrundsmiljøer, som har stærke politiske undertoner. Der er eksempelvis skabt sange med stærkt politisk indhold som former for protest især i de dele af landet, hvor der er opstået konflikter mellem borgerne, mindretalsgrupper og de ledende autoriteter. Filmmusik Filmmusik er en af de genrer, hvor kinesisk musik er blevet præsenteret for et stort internationalt publikum. Dette skyldes delvist den enorme vækst i Hong Kongs filmindustri i erne grundet den store popularitet af gangster- og Kung-Fu film produceret i Hong Kong. Omkring årtusindskiftet har kinesiske film igen oplevet store kommercielle succeser (fx Tiger på Spring, Drage i Skjul (2000) eller Hero (2002) begge med musik af den kinesiske komponist, Tan Dun.). 6

8 Ny klassisk musik efter 80 erne Den klassiske traditionelle kinesiske musik var i slutningen af 1980'erne under kraftig indflydelse af vestlig musik. Denne indflydelse kom hovedsageligt fra de musikere og komponister, der i stadigt større tal fik mulighed for udenlandske studieophold. De blev stærkt præget af vestlige tanker, teorier og kompositionsteknikker, som de bragte med sig hjem og inkorporerede i traditionel kinesisk musik. Der opstod en art cross over, der stadig er fremtrædende i dag. 7

9 PEKING OPERA Hver provins og område i Kina har gennem tiden udviklet sin egen musikdramatiske opførelsespraksis. I den tidlige kinesiske opera kunne man tale om to forskellige operaformer: den raffinerede/sofistikerede opera (Kunqu) og den mere folkelige opera (Huabu). En lignede forskel kan findes i den vestlige operas udvikling som kunstform, hvor der opereres med to begreber nemlig Opera seria for den ophøjede, seriøse operaform i modstætning til Opera buffa, der kendetegner den mere folkelige og underholdende operaform. Peking Opera, som vi kender den i dag, har rødder i folkeoperaen fra Anhuiområdet. Den blev først præsenteret for hoffet, men blev efterhånden en kunstform praktiseret for folket og med tiden blev Peking Operaen udbredt i hele Kina. Uden for Kina er Peking Opera måske den mest kendte traditionelle kinesiske musikform. Peking operaens historier tager typisk udgangspunkt i fortællinger om 4 arketyper : sheng - en voksen mand dan - En kvinde jing - En karakter med sminket ansigt chou - En klovn 8

10 Hver af disse arketyper kan yderligere inddeles i forskellige karakterer. For eksempel kan rollen sheng være en ung mand, gammel mand eller den vise mand i historien. Jing-karakteren er kendetegnet ved sit sminkede ansigt i talrige farvekombinationer og sirlige mønstre, og dens rolle er enten af civil eller militær karakter. Peking Opera er kendetegnet ved en meget stærk farvesymbolik. I præsentationen af arketyperne spiller ansigtets sminkning en betydelig rolle og kostumets farve er afgørende for rollens karakter. Ved denne brug af udtryksfuld symbolik i opsætningerne og gestaltningen af karaktererne (dvs. skuespillernes fremtræden og fremførelse af sin rolle), kan der fortælles komplicerede historier, hvor publikum alene ved hjælp symbolikken bliver i stand til at afkode centrale budskaber for plottets udvikling og karakterernes personlighed. Om den kvindelige danrolle er iført en blå eller gul kåbe, eller om sminken på jing-karakteren er primært rød, hvid eller blå, er eksempelvis af afgørende betydning for fortællingens indhold og skuespillerens karakter. Opsætningen og scenografien i Peking Opera er traditionelt meget sparsom, hvilket har været med til at gøre denne symbolladede gestaltning af karaktererne så meget desto vigtigere. Desuden indeholder Peking Opera et rigt antal af gestiske konventioner og tegn, hvorved det bliver muligt at udtrykke sig og føre handlingen videre uden at "sige det" eksempelvis udføres særlige kropslige bevægelser for at vise, at man rider bort, at man åbner en dør, at man er i færd med at tænke sig om, og så fremdeles. En 9

11 lignende tradition kan findes i den kongelige danske ballet eller på pantomimeteatret i Tivoli, hvor balletmester August Bournonville i midten af det 19. århundrede udviklede en ballettradition, der i høj grad lod historiefortællingen bygge på visuel symbolik og pantomimens gestik. Som i denne vestlige tradition, kræves der ved overværelsen af en Peking Opera følgelig en vis forudgående dannelse af publikum. Det er nødvendigt at tilegne sig et vis kendskab til de tegn og symboler, der benyttes, for at kunne følge handlingens udvikling og fornemme de indlejrede betydninger. Udviklingen af Peking opera under den kinesiske borgerkrig Formand Maos kone Jian Qing var skuespillerinde, sangerinde og optrådte i talrige operaforestillinger. Jian Qing var en nøgleskikkelse i transformationen af den klassiske kinesiske opera til nye revolutionære model-operaer. Disse var operaer med et stærk politisk indhold og blev brugt som kommunistisk propaganda. I alt blev der i denne periode udviklet 5 operaer, 1 symfoni og 2 balletter, der tilsammen kaldes for "De 8 Revolutionære Skuespil". Disse havde stor indflydelse på al kunst under Formand Maos styre. 10

12 KINAS MUSIKHISTORIE GENNEM DYNASTIERNE Kinesisk musik har en lang og rig tradition, der strækker sig over tusindsvis af år. Der er musikhistoriske kilder og arkæologiske fund, der kan spores mere end år tilbage i tiden såsom primitive fløjte-instrumenter, der i sine tidligste udgaver blot var et hult knogleben med et enkelt hul i. Der er desuden litterære kilder og billedmateriale, der beretter om musikkens anvendelse, betydning og udvikling flere tusind år før vor tidsregning. I oldtidens Kina blev musik ikke brugt som "musik" alene, men blev oftest opført sammen med dans og poesi. I mange tilfælde blev musikken sat til en allerede eksisterende tekst eller overleverede mytiske fortællinger, hvorved nye sange opstod. Det poetiske materiale kunne eksempelvis findes i den vigtige samling af digte kaldet Shijing - eller Sangenes Bog på dansk. Shijing er en samling af højt raffinerede digte fra omkring det århundrede f.v.t. og udgør i dag verdens ældste eksisterende digtsamling. Den siges ifølge traditionen at have blevet samlet af Konfucius selv og har siden hen været en af de centrale konfucianske tekster, som enhver klassisk lærd kinesisk mand måtte være velbevandret i. Som nævnt i indledningen består den traditionelle kinesiske musik af mangfoldige stilarter og genrer. Hver især har de tjent forskellige formål i samfundet og været knyttet til forskellige sociale sammenhænge, hvad enten det har været i religiøse/spirituelle henseender, en folkemusikalsk tradition eller vedrørende politiske formål. I de religiøse og spirituelle henseender kunne der eksempelvis være tale om tilbedelse af guder og forfædre, bønner om regn efter perioder med tørke eller ønsker om godt helbred. Herudover blev den religiøse musik i det hele taget anset for at være en vej til at bringe harmoni mellem himmel, jord og mennesket, der i et klassisk kinesisk verdenssyn befandt sig et sted imellem disse to himlen og jorden. Folkemusikken har primært beskæftiget sig med beskrivelser af hverdagslivet, fortællinger af gamle sagn eller sange til særlige lejligheder, der eksempelvis kunne akkompagnere anstrengelserne i rismarkerne eller andet arbejde samt livets store begivenheder og 11

13 overgange såsom fødsler, bryllupper, begravelser, o.lign.. I politisk øjemed blev musikken og de tilhørende sange især benyttet som middel til at hædre kejseren, de militære ledere og øvrige autoriteter, hvorved musikkens pragt kunne stå som symbol på overhovedets magt. Kronologisk oversigt Oldtidens Kina (før 2070 f.kr.) I denne periode blev der udviklet grundlæggende redskaber og håndværk, der muliggjorde frembringelse af de første tidlige musikinstrumenter. Det primære musikalske udtryk i denne periode kan særligt knyttes til to forskellige funktioner. Den ene var en beskrivelse af det daglige liv og ben-fløjter af dyreknogler dramatiserede ritualer, som blev udtrykt gennem sang og dans. Den anden funktion var en tilbedelse af mytiske kejserfigurer og samtidens herskere. Flere arkæologiske fund daterer de tidligste instrumenter til at være omkring år gamle. 12

14 Xia-, Shang og Vestlig Zhou-dynastierne ( f.kr.) slagtøjsinstrument af sten bian qing Under Shang-dynastiet kom Kina ind i Bronzealderen. Opdagelsen af bronze og udviklingen af bearbejdningsmetoder af metallet igangsatte en udvikling af nye instrumenter - særligt en lang række slagtøjsinstrumenter såsom gonger og klokker, der især blev brugt i religiøs musik og ved hoffet. I det efterfølgende Zhou-dynasti blev det kinesiske tonalitetssystem opfundet. Dette system bruges den dag i dag. (se afsnit om tonalitet) Forårs- og efterårsperioden samt De Krigende Staters Periode ( f.kr.) Denne periode var præget af stor urolighed og mange krige. Dette medførte en stigende mobilitet blandt de forskellige befolkningsgrupper, hvilket affødte et større kendskab til de forskellige regioners musikken. Der opstod en øget kulturel udveksling og påvirkning på tværs af regionerne. I denne periode blev desuden den tidligere nævnte antologi af digte, Shijing, samlet. Moderne udgave af Shijing 13

15 Qin- og Han-dynastierne (221 f.kr.-220) Kina blev først samlet under kejseren Qin Shihuang, der følgelig har lagt navn til Qin-dynastiet. I Qin- og Han-dynastierne blev der for første gang etableret tidlige udgaver af officielle undervisningsinstitutioner, hvor der bl.a. blev undervist i musik ved særlige musikskoler såkaldte yue fu. Regeringen brugte disse skoler til at administrere og kontrollere musikken og musikudøvelsen med henblik på at bruge musikken til politisk og kulturel samling af folket. Det var også i denne periode at begrebet su yue, der betyder folkemusik, opstod. afbildning af undervisning ved Yue fu, Kinas musikskoler for omkring år siden. Tre Kongedømmer, De vestlige og østlige Jin- Dynastier og Nord-Syd Dynastierne ( ) Som ved Forårs- og efterårsperioden og De Krigende Staters Periode omkring f.v.t., var denne periode præget af ustabilitet, usikkerhed og mange krige. Dette skabte igen en øget mobilitet blandt befolkningen, der til gengæld affødte større musikalsk og kulturel udveksling mellem de forskellige regioner og befolkningsgrupper. På trods af den krigsplagede tid, medførte dette en kulturel opblomstring i hele Kina. I perioden blev der desuden importeret instrumenter fra 14

16 asiatiske nabolande og andre verdensdele, der med tiden inkorporeres i den kinesiske musiktradition. Herudover var det i løbet af denne periode, at buddhismen blev udbredt i Kina. Dette fik afgørende betydning for den rituelle musik, som blev anvendt i buddhistiske ceremonier og ritualer. Eksempler på importerede instrumenter (harpe (konghou), slagtøjsinstrument (fangxiang), tromme (jiegu) Sui- og Tang-dynastierne ( ) I modsætning til den foregående periode, var tiden under Sui- og Tang-dynastierne en periode præget af politisk stabilitet. Der blev skabt økonomisk vækst og ført en åben kulturpolitik. Tang-dynastiet betragtes som den kinesiske civilisations vugge og er den periode, hvor de første embedsmandsinstitutioner blev oprettet. Fælles for alle statens embedsmænd var, at de blev skolet i den konfucianske tradition, hvor der blev lagt 15

17 vægt på personlig dannelse og kollektiv pligtfølelse. Potentielle embedsmænd skulle bestå eksamener i konfucianske klassikere for at opnå retten til et embede i kejserdømmet, heriblandt den tidligere nævnte Shijing. I den konfucianske tradition var musikken en af de dyder, som man skulle være dannet i - allerhelst skulle man beherske et instrument og gerne kunne komponere selv. Den udenlandske indflydelse på Kinas musikkultur er stødt stigende i løbet af Suiog Tang-dynastierne som følge af øget kontakt, handel og kulturel udveksling med andre lande. Sideløbende med udviklingen af den kinesiske musik, skete der også en omfattende udvikling af det øvrige kinesiske kulturliv. Det medførte en opblomstring af kinesisk litteratur, poesi, kalligrafi og øvrige kunstformer ikke mindst musikken. De vigtigste former for musik i denne periode var Ya yue, en storslået musikstilart, der kun blev anvendt ved officielle begivenheder i hoffet, og daqu - en særlig kombination af instrumentalmusik, sange og danse. Figurer af "daqu" spillere 16

18 Song- og Yuandynastierne ( ) I denne periode begyndte de første storbyer" at opstå i Kina. Dette medførte bl.a., at de første underholdningssteder blev etablerede i disse nye metropoler. Her blev shuochang (tale-sang) og xiqu (musik-skuespil) udviklet som vigtige og yndede musikalske genrer. Kinesisk storby i Song- og Yuan-dynastierne Ming- og Qingdynastierne ( ) På denne tid var Zaju (en særlig type musik-skuepil) desuden populært. Zaju kan betragtes som en af de tidligste former for kinesisk opera, der begynder at stå som selvstændig kunstform. Tidligere var opera og opera-indslag koblet sammen med andre typer forestillinger særligt skuespil. Zaju er således en vigtig forløber for Peking Operaen. Udviklingen af den dramatiske musik fortsatte under Ming- og Qing-dynastierne. Blandt andet blev Peking Opera som stilart udviklet i denne periode via en standardisering af melodierne, rollerne og fortællemåderne. Slutningen af Qing-dynastiet var præget af Vestens indflydelse i både sociale, politiske og kulturelle henseender. Som følge af dette blev vestlig musik efterhånden mere udbredt i Kina. Den vestlige musik fremstår både som et importeret element i den traditionelle kinesiske musik, men bliver også en ny selvstændig musikgenre, hvor kinesiske musikere og komponister tilegner sig færdigheder og teknikker fra den vestlige musiktradition. 17

19 Som indledningsvist nævnt er Kina et enormt geografisk område med talrige forskellige etniske grupper. Hver gruppe har haft sin unikke historiske og sociale udvikling, hvorfor der findes forskellige musiktraditioner for hver etnisk gruppe. Et fællestræk for alle grupperne er dog, at de oprindeligt har haft en tradition for at bruge instrumenter til at understøtte sang og dans frem for rent instrumental musik. 18

20 MUSIK INDENFOR FILOSOFI OG RELIGION I KINA Filosofisk tænkning har altid været en central del af kinesisk dannelse og samfundsudvikling. I kinesisk kultur kan man tale om tre hovedstrømninger inden for filosofi og religion - navnligt konfucianismen, taoismen og buddhismen. Inden for disse tre retninger, er der en fælles idé om musik som brobygger mellem den menneskelige og åndelige verden, eller den individuelle og sociale sfære. Musik kan med andre ord bygge bro mellem mennesket og dets omgivelser, både socialt og spirituelt. Dette har haft stor betydning for kinesisk musik selv uden for specifikke filosofiske eller religiøse sammenhænge. Af denne grund er næsten al traditionel kinesisk musik programmusik, da musikken skal spille en rolle for de, der enten optræder eller nyder musikken. Gennem programmusikken kan man reflektere, sanse, meditere, opleve og betragte på forskellige niveauer - det ikke-menneskelige, det naturlige eller det spirituelle. I mange tilfælde i nutidens Kina er hovedfilosofierne og -religionerne blevet til en samlet syntese, en synkretisme, af de religiøse og filosofiske strømninger. Det skyldes dels landets størrelse og stærkt varierede sammensætning af befolkningsgrupper og kulturer, og dels den statslige ateisme, der blev indført under Folkerepublikken Kina. Konfucianismen Konfucius ( f.kr.) var kinesisk filosof, politiker, og lærd. I Konfucius' lære var menneskets dannelse og opdragelse afgørende mål. Hans tanker og lære udviklede sig til en filosofisk retning, der betonede individets såvel 19

21 som statens moral, harmoniske sociale relationer, oprigtighed og retfærdighed som de vigtigste menneskelige værdier. En af Konfucius mest berømte udtryk for sin lære er eksempelvis sætningen: "gør ikke mod andre, hvad du ikke ønsker gjort mod dig selv" En vigtig del af Konfucius lære er desuden, at den bør gøre sige gældende i alle aspekter af livet og samfundets strukturer i familien, blandt venner, mellem unge og ældre, i forhold til staten og kejseren. Gennem dannelse og personlig moral kan der skabes stabilitet, fred og harmoni i samfundet. Et af midlerne til opnåelse af den nødvendige dannelse var ifølge Konfucius, at mennesket bl.a. skulle beherske 6 kunstformer. En af disse var musikudøvelse, hvorfor musik spiller en afgørende rolle i konfucianismen. Musik og ritualer betragtes som essentielle elementer i den individuelle dannelse og opdragelse. Musikken kan påvirke og regulere menneskets temperament og adfærd, og gennem ritualer lærer mennesket den nødvendige moral for herved at opnå større harmoni med sig selv og sine omgivelser. Taoismen Taoisme som filosofisk retning opstod i løbet af samme periode, hvor konfucianismen blev til og udviklede sig. Hvor konfucianismen hylder det dannede og lærde individ for herigennem at nå frem til større harmoni, lægges der i taoismen i stedet vægt på en anden form for harmoni, der for taoisterne synes at eksistere før enhver kultivering og konfuciansk dannelse. Denne harmoni gør sig ligeledes gældende for det enkelte individ såvel som dets omgivelser, særligt set i forholdet mellem mennesket, naturen og universet samt de mandlige og kvindelige energier - yin og yang. Musik bliver for taoisterne en måde, hvorpå mennesket kan anskue universet og komme i overensstemmelse hermed, følge himlens og naturens vej himlens og naturens tao. 20

22 Buddhismen Buddhismen opstod som religion i Kina et par hundrede år efter konfucianismen og taoismen. De bærende elementer i buddhisme er ønsket om at opnå oplysning og klarhed zen. Dette opnås gennem renselse af sindet og frigørelse af begær via meditation. For buddhister er musik et middel til opnåelse af disse mål. Som ved konfucianismen, spiller musikkens rituelle kvaliteter en afgørende rolle. Ud fra buddhismens perspektiv bør musik benyttes til at opnå en psykisk og åndelig harmonisk tilstand, hvor konfucianismen derimod betoner den rituelle musiks potentialer i forhold til at bringe orden og harmoni i samfundlivets sfærer. At messe og brugen af gonger er eksempler på, hvordan musik i buddhismen benyttes på en ceremoniel og rituel vis. OPSUMMERING I dette kapitel er forskellige aspekter af kinesisk musik og musikkultur blevet gennemgået - herunder en gennemgang af de forskellige former for kinesisk musik, en gennemgang af musikhistorien og nogle af de religiøse og filosofiske tanker, der ligger til grund for den kinesiske musik. I det følgende kapitel vil vi gennemgå forskellige kinesiske musikinstrumenter nærmere for herigennem at få en bedre forståelse af musikken. 21

23 PRÆSENTATION AF KINESISKE INSTRUMENTER I det følgende vil forskellige traditionelle kinesiske instrumenter blive præsenteret. I præsentationen vil der blive lagt vægt på at præsentere instrumenternes opbygning, hvordan der spilles på dem, og hvilken funktion de har: Oversigt over fire udvalgte kinesiske instrumenter: erhu (violin) guzheng (citar) pipa (lut) yangqin (hakkebræt) Inden gennemgangen af instrumenterne, vil den kinesiske harmonik og notation kort blive gennemgået. 22

24 TONALITET OG SKALAOPBYGNING I KINESISK MUSIK Det kinesiske tonalitetssystem er gennem flere tusinde år blevet udviklet til et system med sin egen unikke karakter. Systemet tager udgangspunkt i den pentatone skala som et afgørende kompositorisk fundament. I mange tilfælde bliver dette fundament viderebearbejdet ved brug af forskellige former for transformationer. Navnene på skalatrinene i det kinesiske tonalitetssystem: gong shang jiao zhi yu Forskellige skalaer kan opbygges ved brug af en af de fem toner som grundtone. Denne modalitetstilgang kan sammenlignes med opbygningen af skalaerne i kirketonearter fra den vestlige musiktradition. I lighed med den vestlige musiks brug af og, benyttes fortegn i kinesisk musik for henholdsvis at hæve og sænke tonen og derved at øge skalaernes muligheder. Hvor der i vestlig klassisk musik lægges vægt på harmonik og form, lægges der i traditionel kinesisk musik vægt på melodisk opbygning og ornamentik. I kinesisk musik bruges de fem grundlæggende toner derfor nærmere som et fundament, hvorpå melodierne kan bearbejdes og gennemføres. 23

25 I kinesisk musik benyttes i dag to fremtrædende notationssystemer. Her vises to versioner af den samme melodi skrevet i de to systemer: Traditionel notation 24

26 Vestlig notation I det traditionel notationssystem anvendes tallene 1-7 for at angive tonehøjden. Øverst til venstre findes typisk en toneartsangivelse, hvor der forklares hvilken tone, der svarer til tallet 1 (grundtonen). Det er ved samme sted angivelsen af taktart findes. Toneart og taktart angives altså samme sted som ved det vestlige notationssystem. Notationen af rytmen er delvis inspireret af det vestlige system. Et tal svarer til en fjerdedelsnode, og jo flere streger der sættes under tallet, jo kortere er nodens værdi. Dette kan sammenlignes med det vestlige system, hvor man sætter streger ved nodernes hals for at halvere nodens værdi. 25

27 INSTRUMENTER Traditionelle kinesiske instrumenter kan opdeles i 4 forskellige kategorier: blæseinstrumenter, slagtøj knipsede og anslåede strengeinstrumenter, og strygeinstrumenter. Blæseinstrumenter Blæserinstrumenterne i kinesisk musik kan sammenlignes med træblæserinstrumenter i vestlig musik. Instrumenter i denne gruppe er enten fløjter (som blokfløjte og tværfløjte), enkelt rørbladsinstrumenter (som klarinet og saxofon) eller dobbeltrørbladsinstrumenter (som fagot og obo). Blæseinstrumentgruppen omfatter for eksempel: xiao (blokfløjte), dizi (tværfløjte), xun (okarina, dvs. porcelænsfløjter), suona (obo) og sheng (mundorgel). Slagtøj Slagtøjsinstrumentgruppen omfatter typisk: gu (tromme), bo (bækken), og luo (gong). Slagtøjsinstrumenter kan opdeles i yderligere kategorier eksempelvis efter materiale, der enten kan være af træ, skind, sten eller metal. I dette tilfælde er der 4 kategorier: brædder (taster stemt i forskellige toner ligesom en marimba eller xylofon), trommer, bækkener eller gonger. Som det er tilfældet i det vestlige orkester, kan slagtøjsinstrumenter også kategoriseres som stemte eller ustemte instrumenter. Slagtøjsinstrumenternes funktion i kinesiske orkestre kan sammenlignes med deres funktion i vestlige orkestre - at holde tempoet, sætte stemningen og betone særligt vigtige anslag. I kinesisk opera har dog slagtøjsinstrumenterne en anden funktion: at angive sceneinformation, fx om tid og sted. 26

28 Knipsede og anslåede strengeinstrumenter På knipsede og anslåede strengeinstrumenter frembringes lyden ved at bruge fingre, plektre eller køller for at sætte strengene i svingninger. Disse instrumenter kan sammenlignes med guitar, harpe og klaver. Gruppen af knipsede og anslåede strengeinstrumentgrupper omfatter typisk: pipa (4-strenget lut), guzheng (21-strenget citar), yangqin (hakkebræt), og guqin (7-strenget citar). Strygeinstrumenter Strygeinstrumenter kan sammenlignes med strygeinstrumenterne, som vi kender i det vestlige symfoniorkester. I modsætning til violinen og bratschen holdes kinesiske strygeinstrumenterne dog tit lodret. Erhuen er det mest kendte instrument i denne gruppe. Disse instrumenter er typisk opbyggede således: Sadlen er den del af instrumentet, hvor de to ender af strengene bliver sat fast. Der kan derfor være tale om bagsadlen eller forsadlen. Stolen er den del af instrumentet, hvorpå strengene hviler. Strengene stemmes ved at stramme eller løsne strengen ved hjælp af stemmeskruen eller ved at flytte stolene. På nogle af strygeinstrumenterne findes der bånd, som bruges til at danne en kant, hvorpå strengene kan hvile. Båndene kan normalt ikke flyttes. De kan sammenlignes med båndene på en moderne guitar. Resonanskammeret er den del af instrumentet, som bruges til at forstærke lyden. Dette sker ved at svingningerne fra strengene forplanter sig til resonanskammeret via stolen eller sadlen, der herefter sætter luften i kammeret i svingninger og går i resonans med resonanskammerets akustik. Et resonanskammer har typisk et eller flere lydhuller, hvorigennem den forstærkede lyd kan sprede sig. 27

29 ERHU Erhuen er en to-strenget violin, og dens historie strækker sig mere end tusind år tilbage. Den er en hjørnesten i kinesisk musik og indtager en central rolle i kinesiske orkestre, der kan sammenlignes med violinens rolle i vestlige orkestre. De tidligste optegnelser på erhuen findes i Sui- og Tang-dynastierne, hvor den kaldtes xiqin. Under Song-dynastiet fik erhuen navnet jiqin. Nu er navnet hu en betegnelse for hele familien af sammenlignelige instrumenter, og ordet er, som betyder 2, er sandsynligvis opstået på grund af instumentets to strenge eller fordi instrumentets størrelse er den næsthøjeste i hu-familien (efter gaohu høj hu). Erhuens rolle som ensembleinstrument blev med tiden forandret til et soloinstrument særligt på baggrund af indsatsen fra den kinesiske komponist og musiker Liu Tianyue ( ). I dag er erhuen både et solo- og ensembleinstrument. Den spiller en vigtig rolle i kinesiske orkestre som et ensembleinstrument men har også et repertoire af store soloværker. 28

30 Erhuens opbygning i sammenligning med violinen hoved stemmeskruer saddel bue resonanskammer membran 29

31 Store komponister, der har skrevet musik for Erhuen Liu Tianyue ( ), musiker, komponist og forsker indenfor musikvidenskab. Han stod i spidsen for at udvikle erhuens musikalske rolle, hvor erhuen, som tidligere kun akkompagnerede i dramatisk musik, blev til et solo instrument. I forlængelse af den nye rolle, som erhuen blev tildelt, blev der etableret uddannelser i erhu på de kinesiske konservatorier. Værkeksempel: "Natten i månelyset" en musikalsk fremstilling af månelysets skønhed. Erhu- og pipa-spilleren Hua Yanjun ( ), var en stor fortaler for den traditionelle kinesisk musik og en af pionererne bag erhuens voksende rolle i nutidig kinesisk musik. Værkeksempel: "Erquan mediterer over månen" (1978) Det siges i øvrigt at den anerkendte dirigent Seiji Ozawa blev rørt til tårer, da han lyttede til værket første gang. 30

32 GUZHENG Guzheng kaldes også for blot Zheng. Den er et af de ældste instrumenter i kinesisk musik. Den er også et af de mest kendte kinesiske instrumenter. Den kan sammenlignes med den vestlige harpe. Instrumentets historie kan spores tilbage til Forårs- og efterårsperioden og De Stridende Stater periode ( f.kr.), hvor den allerede var udbredt. Dens historie strækker sig således over år. Gennem fortsat udvikling har instrumentet fået ikke blot et raffineret udseende, men tillige en udsøgt klang. Instrumentet er fortsat meget populært, og mange i Kina i dag ønsker at lære at spille på den. Guzhengens store udbredelse i Kina har betydet, at instrumentet bruges i mange forskellige regionale musiktraditioner i Kina. Disse forskellige opførelsespraksisser og traditioner danner tilsammen guzhengens traditionelle repertoire. Derudover findes der også et rigt repertoire indenfor nutidig musik, og mange komponister har skrevet værker til guzhengen. 31

33 Guzhengens opbygning Guzheng 21 strenge Bagsaddel Forsaddel Flytbare stole lydhuller 32

34 Tonerne på guzhengen frembringes ved at knipse strengene. For at kunne knipse strengene ordentligt bruges plektre som sættes fast på spillerens fingre. Guzhengens stemning Strengene på guzhengen er stemt efter den pentatone skala, typisk på tonerne D E Fis A B. Disse toner frembringes ved at knipse på strengene på instrumentets højre side. Variationer i skalaen kan frembringes ved at presse strengene ned til venstre for stolene med venstre hånd, hvorved tonen hæves. Stolene kan også flyttes, der således giver instrumentet en ny stemning. 33

35 Musik for Guzheng kan noteres i både traditionel kinesisk notation og i moderne vestlig notation. Tone Traditionel notation Repertoire "At synge på fiskebåden om natten" "Høje bjerge og strømmende vand" "Den Duftende Jasmin" 34

36 PIPA Pipaen er en fire-strenget lut med pæreformet krop. Den er et traditionelt østasiatisk knipset strengeinstrument, og dens historie strækker sig over år. Den tidligste reference til instrumentet stammer fra Qin-dynastiet ( f.kr.). Man spiller på pipaen ved at holde det lodret, imens den spilles. Venstre hånds fingre bruges til at presse på strengene ned, mens højre hånd knipser strengene ligesom på en moderne guitar. Syntetiske negle bruges til at spille på pipaen, der sættes fast på samtlige fingre på spillerens højre hånd. Neglene får således samme funktion som plektre for guitarister. Pipaen kan optræde solo, i ensembler, som akkompagnementet og i koncert med fuldt orkester. Pipaer fra forskellige tidsperioder Tang-dynastiet Ming-dynastiet Moderne 35

37 Pipaens omfang Der findes 12 forskellige stemningssystemer på pipaen. I det mest almindelige system stemmes strengene A D E A. Den moderne pipa, der har 6 bånd og 18 stole, har et omfang fra A-G3. stemmeskruer Pipaens opbygning i sammenligning med guitaren stole strenge stolen strenge 36

38 Nodereksempler Traditionel notation Moderne notation Repertoire Pipaens anvendelsesmuligheder er mange. I grove træk kan man opdele dens repertoire i to hovedkategorier: martialske/krigeriske og litterære/lyriske værker. Ved martialske værker menes, at værkernes karakter er kraftfulde, dynamiske og udadvendte i deres udtryk. De litterære eller lyriske værker er derimod tit præget af ro, introspektion og lyrisk melodik. Martialske værker: "Bagholdet fra alle sider" "Krigsherren smider sin rustning" Litterære værker: "Månen i himlen" "At savne vår" "Fyrstinde Zhaojuns sørgesang" 37

39 YANGQIN Yangqinen tilhører hakkebræt-familien. Tonerne frembringes ved at slå strengene an med små køller med hoveder af tråd. Dette kan sammenlignes med tasteinstrumenter der findes blandt de vestlig slagtøjsinstrumenter (marimba, xylofon og klokkespil). I kinesiske orkestre bruges den ofte til at understøtte musikken harmonisk. Ligesom på et klaver/harpe/xylofon er det muligt at spille samlede akkorder og brudte akkorder (arpeggioer). Yangqinen blev oprindeligt betragtet som et fremmed instrument i traditionel kinesisk musikkultur, da dens oprindelse kan spores tilbage til den arabiske halvø. Det menes, at yangqinen blev bragt til Kina af vestlige missionærer i perioden omkring det sene Ming- og tidlige Qing-dynasti - en periode, der var præget af stor kulturel og økonomisk udveksling. I begyndelsen var yangqinen mest udbredt i Kinas kystområder omkring Guangdong, men efterhånden bredte kendskabet og brugen af instrumentet sig til resten af landet. Yangqinen har undergået en stor udvikling, og den indgår i dag både traditionel kinesisk musik og vestlig musik. 38

40 Yangqinens opbygning På instrumentet er der 6 rækker stole. Man kan både spille til venstre og højre for stolene. På siderne findes der cylinderformede sadler, som bruges til at finstemme strengene. Yangqinens køller Man spiller på yangqin med særlige køller. Disse kaldes bambuskøller. De kan bruges enten til at anslå eller knipse instrumentets strenge. Der findes også køller med flere køllehoveder, der anvendes, når der skal spilles flere toner (akkorder) på samme tid. 39

41 Forskellige traditioner og repræsentative værker Der er store regionale forskelle på opførelsespraksis og tradition i yangqin-spil. Disse stilarter stammer fra 4 regioner i Kina, Guangdong, Jiangnan, Sichuan og sydøst Kina. Guangdong-traditionen er karakteriseret ved et hurtigt, livligt og frisk optrædelsesstil. Et af de repræsentative værker i denne tradition er "Dao Chui Lian". Musikken er flydende og melodisk, og yangqinens mange forskellige spilleteknikker bruges som ornamentik. "Jiangnan Silke - Bambus" stilarten er elegant og yndefuld. Et af de repræsentative værker i denne stil er "Tre- Seks." Sichuan-traditionen har fået inspiration i regionens dramatiske musik. Der findes fremtrædende fortællere i den dramatisk musik i Sichuan, der både taler og synger. Yangqinens oprindelige brug var som det primære instrument i akkompagnementet, men dens rolle er nu blevet udviklet til det centrale instrument i Sichuantraditionen, hvor den desuden benyttes til at åbne scenerne i fortællingerne. Et af de repræsentative værker i denne tradition er "Generalens Kommando." Den sydøstlige tradition er meget præget af den musik, der spilles i sydøstkina. Et af de repræsentative værker i denne tradition er "Suwu vogter sine får." 40

42 LYDEKSEMPLER Erhu Natten i månelyset Erquan mediterer over månen Guzheng At synge på fiskebåden om natten Høje bjerge og strømmende vand Den Duftende Jasmin Pipa Bagholdet fra alle sider Krigsherren smider sin rustning Fyrstinde Zhaojuns sørgesang 41

43 Yangqin Dao Chui Lian Tre-Seks Generalens Kommando Suwu vogter sine får Peking Opera Den fulde konkubine Abe-kongen 42