Analyse af Helle Helle: Stavgang - en karakteristik og vurdering af tekstens æstetiske kvaliteter

Transkript

1 Analyse af Helle Helle: Stavgang - en karakteristik og vurdering af tekstens æstetiske kvaliteter Bunden skriftlig hjemmeopgave efter 3. semester i: Tekstanalyse med henblik på sprogkvalitet og æstetisk vurdering, Skrivekunst, ÅU, SDU Af Bea Jensen-Fangel Af Bea Jensen-Fangel 1

2 Indholdsfortegnelse Indledning... side 3 Sætningsopbygning og tekstur... side 3 Blegverberi, klichéer og sladder... side 4 Implikationer og metaforer... side 6 Samlet æstetisk vurdering... side 7 Litteraturliste... side 8 Af Bea Jensen-Fangel 2

3 Indledning Emnet for denne opgave er en analyse af Helle Helles novelle 1, Stavgang. Analysen er delt i tre. I første del vil jeg give en grammatisk karakteristik af Stavgang ud fra sætningsskemaet og se på, hvorledes sætningerne er bundet sammen, og hvilken betydning, det har for teksten som helhed. I anden del kaster jeg et nærmere blik på den sproglige stil i novellen, og gennemgår konkrete eksempler med henblik på at bestemme effekten af de valg, forfatteren har foretaget. Tredje del beskæftiger sig med de ord og sætninger i teksten, hvoraf man kan udlede en anden eller en medbetydning, udover den bogstavelige. I min analyse vil jeg især tage udgangspunkt i Narratologi og tekstlingvistik af Marianne Wolff Lundholt 2, samt Lis Møllers tekst Om figurativt sprog 3. Efter analysen følger en afsluttende, konkluderende del, hvor jeg vil vurdere novellens samlede æstetiske kvalitet, ud fra kriterier som enhed, intensitet og kompleksitet, som de er beskrevet i Sven Møller Kristensens tekst Vurdering af børnebøger 4. Sætningsopbygning og tekstur I en lingvistisk analyse er det fortællingens hvordan, der er i fokus. Hvordan kommunikeres handlingen og karaktererne videre til læseren, og hvorledes etableres betydning? Ifølge Marianne Wolff Lundholt kan en tekst være mere eller mindre evaluerende, og betydning kan være indlejret på alle sprogets niveauer, fra dets mindste bestanddele til grammatiske strukturer og gennem selve ordvalget og ordenes betydninger 5. Stavgang er skrevet i 1. person, datid. Novellens kvindelige fokale karakter fortæller om et møde, hun har haft sidste sommer, da hun var ude at gå stavgang. Ved en grammatisk gennemgang af Stavgang ud fra sætningsskemaet, viser det sig, at den er bygget op af relativt korte sætninger, hvoraf de fleste har et let forfelt, bestående af ét til tre ord. Dette gør teksten let at læse, da man hurtigt finder frem til det finitte verbal. Sætningerne varierer i længde fra ét til syvogfyrre ord. Forfeltet består, for de fleste sætningers vedkommende, af et enkelt pronomen, for eksempel: noget, jeg, de, det, man, hun, den, der, mine, han og vi. De fleste sætninger er helsætninger, kun med en enkelt eller slet ingen ledsætninger. Det er karakteristisk for teksten, at konjunktionerne i mange tilfælde er udeladt. Konjunktioners primære funktion er at binde sætninger sammen. De kan angive tidsfølge, måde, årsag/virkning, skabe en lighedsrelation mellem ytringer (med andre ord, faktisk), tilføje information (og, også), variere (bortset fra, alternativt) eller sætte den pågældende ytring i et modsætningsforhold (men, dog). Hvis konjunktionen er udeladt, det vil sige, hvis den ikke kommer til udtryk eksplicit, kan det skabe tvivl om sammenhængen og dermed åbne op for alternative tolkninger 6. Sætningerne kommer til at virke som ligestillede udsagn uden nogen kausal forbindelse, og det er således op til læseren selv at afgøre forbindelsen mellem dem. Lad mig til illustration af dette trække et eksempel fra Stavgang frem: Jeg kunne mærke, at han stod og betragtede mig. Jeg rettede på mit pandebånd. Der kunne have stået: Jeg kunne mærke, at han stod og betragtede mig, så jeg rettede på mit pandebånd. Med denne omskrivning bliver den ene handling et resultat af den anden. Dét at han står og betragter hende gør, at hun pludselig bliver opmærksom på sit udseende. Men ved udeladelsen af det lille Af Bea Jensen-Fangel 3

4 ord så, får læseren mulighed for selv at drage sine konklusioner, i stedet for blot at få det fortalt. Derved fremstår teksten stærkere. En anden effekt ved at udelade konjunktionen er, at sætningerne kommer til at fremstå som adskilte og ensomme. Ifølge Lundholt kan et fravær af konjunktioner skabe en fragmenteret og observerende fremstillingsform, som kan understrege et tema om manglende følelsesmæssig kontakt. Det bliver ikke alene sætningerne, men også karaktererne i teksten, der mangler forbindelse til hinanden 7. Den udeladte kausalitet kan ligeledes afspejle personernes manglende kontakt til sig selv. Stavgang giver, ved sit fravær af konjunktioner, indtryk af en fortæller, som ikke er i kontakt med sig selv eller situationen, eller som mangler selverkendelse. Dette indtryk underbygges af andre elementer i teksten, hvilket jeg vil komme ind på i det følgende. Blegverberi, klichéer og sladder Studerer vi de finitte verbaler i teksten, kunne opfindsomheden have været større. Jeg nævner eksempelvis: begyndte, sagde, havde, gik, er, fik, skulle, måtte, ville, er, har, kom, var, havde, sad, gloede, rejste, så, følte, var etc. I teksten bruges mange klichéer og ofte lidt gammeldags udtryk: Det virkede stendødt, Jeg fulgte stille og roligt efter ham,...hvis ikke det ene, så det andet, Himlen var stærkt blå, det var hans øjne også, de lyste nærmest,... mit hoved kunne have eksploderet, en på sinkadusen og over stok og sten. Variationen i sætningsopbygningen er således minimal og ordforrådet fantasiløst. Dette kan imidlertid tjene et formål og rumme betydning i sig selv, ved at bidrage med en karakteristik af den fokale karakter. Den sproglige stil er desuden kendetegnet ved en hyppig brug af det upersonlige man : Man måtte bare lade være med..., Det var da utroligt, så tørstig, man bliver, et gammelt hængeparti, kan man sige, Man kunne se, han var vant til at lytte, lille kvinde, stor tørst, som man siger. Denne upersonlige form kan være en måde at lægge afstand til sine egne udtalelser og et forsøg på at give indtryk af ikke at være alene om sine meninger. Den kvindelige fokale karakter prøver da også flere steder i teksten gennem sine udtalelser at skabe et fællesskab med den mandlige karakter. Hun forudsætter en samhørighed mellem dem: Ja, der er trist for os, der holder af dyr hun går ud fra, at han føler det samme, vedrørende det døde pindsvin på stien. Det var da et mærkeligt sammenfald hun kalder det et sammenfald, at han er psykoanalytiker, og at hun går til psykolog. Vi har allesammen vores... hvis ikke det ene, så det andet - hun prøver at skabe en lighed mellem hans tilskadekomne ben og hendes psykiske hængeparti. Hun bruger i sine replikker også mange småord, der dels giver indtryk af talesprog i kategorien smalltalk, og som dels virker som en positiv evaluering af den mandlige karakter en evaluering, der måske er lidt overstrømmende, taget i betragtning, at de lige har mødt hinanden: Af Bea Jensen-Fangel 4

5 Bor du helt alene herude, så?, Hvad laver du så, når du går på arbejde?, Nej, har du?, Er det virkelig rigtigt?, Nej, kan du også sådan noget?. Yderligere forsøger hun at gøre sig interessant med en sladderhistorie: -Jeg kender udmærket den vandhane her, sagde jeg, da jeg var helt henne ved ham igen. -Jeg kendte nemlig nogle, der boede her tidligere. -Nå, hvem var det? -De hed Arne og Karna. Han gik altid i lilla bukser, og hun var sådan lidt stor i det. De havde en garnforretning nede i Næstved, men så måtte de lukke. -Kunne det ikke løbe rundt? -Jo, men han fandt en anden. En mand. Det var manden henne fra Dyssegård. Lidt af et chok for de to koner. Så blev de alle sammen skilt, og så blev de to mænd gift og flyttede til Sønderjylland med hunden. -Hvilken hund? -Hunden fra Dyssegård. Nu har hun fået en anden derhenne. Den hedder Laksi. Er det ikke et mærkeligt navn? Jeg har tænkt meget over det. At det drejer sig om sladder, læser jeg blandt andet ud af, at hun springer meget hurtigt frem i historien, idet hun kun gør ophold ved de saftige overskrifter. Hun giver en meget overfladisk karakteristik af Arne og Karna, der hæfter sig ved træk, som kan vække opsigt i et lille landsbysamfund Han gik altid i lilla bukser, og hun var sådan lidt stor i det. Konjunktionen men angiver normalt et modsætningsforhold. I sætningen: De havde en garnforretning nede i Næstved, men så måtte de lukke. er modsætningen dog ikke tydelig. Vi kan ikke udlede årsagen til lukningen ud fra sætningen, og det skaber en forvirring eller en gådefuldhed, som får tilhøreren til at spørge nærmere ind til årsagen: Kunne det ikke løbe rundt? Den samme gådefuldhed optræder i den næste sætning, hvor der bruges bestemt form:... og flyttede til Sønderjylland med hunden. En hund, der ikke tidligere er blevet introduceret, og derfor aktiverer tilhøreren til at spørge: Hvilken hund? Den sidste sætning i eksemplet cementerer for alvor indtrykket af den fokale karakter som sladderkone: Jeg har tænkt meget over det. Denne sætning får mig til at tænke: har hun virkelig ikke vigtigere ting at gå op i? Munden løber af med hende og bliver først indhentet af tanken i det sidste afsnit, der også rummer tekstens længste sætning: Der er altid nok at klandre sig selv for, alt det konede, det nedsunkne, manglen på kondition eller en dårlig tandstilling, mit forsvindende lille ordforråd, og lige i dét øjeblik oven i købet også ønsket om at være en mand, hvis ellers det passede, hvad han sagde. Denne sætning skiller sig ud fra de øvrige i fortællingen ved at være betydeligt længere og mere kompleks. Den virker som et stilbrud, og markerer et vendepunkt for jeg-fortælleren, idet hun for første gang i teksten lægger det konede af sig og udviser lidt selverkendelse. Den manglende variation og kompleksitet i teksten som helhed giver nu god mening, idet den er et udtryk for fortællerens forsvindende lille ordforråd og konethed, som hun kalder det. Derved tjener den sproglige stil som en glimrende karakteristik af tekstens fokale karaktér. Af Bea Jensen-Fangel 5

6 Implikationer og metaforer En implikation er en indirekte ytring, det vil sige en ytring, der mener noget andet end det, den siger. For eksempel: Her er koldt, underforstået: skru op for varmen. Stavgang vrimler med den slags implikationer: Allerede ude ved Dyssegård var jeg godt forpustet. Adverbiet allerede har her en evaluerende funktion, idet det fortæller læseren, at fortælleren er i dårlig form. Der var bestemt noget om, at det øgede forbrændingen. Med andre ord: hun trænger til at tabe sig, eller er i hvertfald optaget af sin vægt. Han var i joggingbukser, de havde en udmærket pasform. Det er nok de færreste, der ville tale om pasform i forbindelse med joggingbukser, så sætningen siger ikke så lidt om hans udseende altså: han har en lækker røv.... fik fat i vandflasken, tømte den i nogle store slurke. Her får vi fortalt, at hun faktisk ikke mangler vand, hun tømmer den for at have en undskyldning for at snakke mere med ham. De følgende eksempler er typiske for den sondering af terrænet, der ofte foregår ved et møde mellem to af det modsatte køn (mine oversættelser i parentes): -Bor du helt alene herude, så? (Har du en kæreste/kone?) -Er det ikke ensomt? Jeg ville føle mig ensom (Er du selvvalgt single?) -Jeg er også fraskilt. (Jeg er single, ledig på markedet, hvis du skulle være interesseret?) -Jeg er også bøsse. (Måske er han rent faktisk bøsse, men under alle omstændigheder er han ikke interesseret.) Caroline Spurgeon siger om metaforen, at den er et erkendelsesredskab, at den kan bruges til at vise, hvorledes det, der tilsyneladende er forskelligt og adskilt, egentlig hænger sammen 8. Men måske kan det modsatte også være tilfældet? I Stavgang spilles der på en forestilling om lighed mellem den kvindelige karakters stave og den mandlige karakters krykker: Jeg løftede min ene stav til en hilsen og smilede, han løftede sin krykke. Måske kan man kalde dette for en omvendt metafor, der vil henlede opmærksomheden på, hvorledes mennesker ofte drager forhastede konklusioner, idet vi forledes til at tro, at dét, der på overfladen ser éns ud, er det samme. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at det i virkeligheden er meget forskelligt. Jeg-fortælleren vil gerne se en forbindelse mellem hendes stave og hans krykker i virkeligheden er der dog tale om et modsætningsforhold: stavgang er en sport, som især appellerer til ældre mennesker, der ønsker moderat motion, og som kan betragtes som en forholdsvis ufarlig sport; hvorimod mennesker, der går med krykker, ofte er kommet til skade ved risikofyldte aktiviteter. Så i virkeligheden er de to karakterer i Stavgang nok nærmere modsætninger? Af Bea Jensen-Fangel 6

7 Samlet æstetisk vurdering I Sven Møller Kristensens Vurdering af børnebøger er temaet, hvilke kriterier man kan anlægge ved en kunstnerisk vurdering af bøger. Han nævner følgende tre kriterier, om hvilke de fleste litteraturkritikere er enige, som gældende, ikke blot for børnebøger, men for litteratur i det hele taget: enhed, intensitet og kompleksitet 9. Enhed defineres som ordnet komposition, konsekvens, sammenhæng, og hvordan eller i hvilken grad alle enkeltheder har en funktion indenfor helheden. Med intensitet menes den sproglige præcision og det indtrængende og dybtgående i behandlingen af stoffet. Kompleksitet dækker over spillet af modsætninger og kontrastvirkninger, modstilling af temaer, idéer og livsopfattelser, forening af alvor og humor. Som jeg har argumenteret for i min analyse, har sætningsopbygningen og den sproglige stil i novellen en vigtig funktion indenfor helheden, idet førstnævnte tjener til at underbygge et tema om manglende kontakt og selverkendelse, sidstnævnte til at give en karakteristik af den fokale karakter. Således arbejder alle enkeltheder sammen i et hele. Kompositionen i Stavgang er klar og tro mod novelle-genren, der ofte har sammenstødet som tema; den berømte stok i myretuen, planerne der krydses af uforudsete begivenheder. Således går det også for vores hovedperson i Stavgang : hun begiver sig intetanende ud på sin tur, optaget af skandalen om parrene fra Dyssegård og Enghuset, som hun faktisk morer sig ved at fortælle om. Til slut ender hun dog med at stå i en lignende situation: at blive afvist af en bøsse. Jeg mener således, at fortællingen opfylder kriteriet om ordnet kompostion og enhed. De mange eksempler på betydningsbærende ord og sætningskonstruktioner, synes jeg, illustrerer, at der næppe er noget overladt til tilfældigheden. Novellen er kort og formår alligevel på den begrænsede plads at præsentere et væld af temaer og modsætninger. Der er temaet om os og de andre, den menneskelige tendens til at sladre om og fryde sig ved andres ulykke, og kontrastvirkningen, når vi selv pludselig står i samme situation. Der er et tema om ikke at skue hunden på hårene, ikke at tage noget for givet. Der er temaet om den manglende kontakt, til sig selv og til andre, forskelligheden mellem mennesker. Der er kontrasten mellem idealet om det smukke, det velformulerede, velpræsterede og skuffelsen over egen manglende ynde og formåen. Og et tema om tilnærmelse og afvisning. Alle disse temaer præsenteres med humor, uden nogen diktering af moralen, idet de manglende konjunktioner og den observerende fremstillingsform giver plads til læserens egen tolkning. Helle Helle formår desuden, uden at forlade sit forfattermæssige håndværk, at gøre litteratur til noget, der ikke er svært tilgængeligt og hævet over gennemsnitslæseren af Ud og Se, men som vækker genkendelse hos de fleste. Af Bea Jensen-Fangel 7

8 Litteraturliste Lundholt, Marianne Wolff Narratologi og tekstlingvistik in K & K nr. 1. Medusa. Møller, Lis Om figurativt sprog in Om litteraturanalyse. Systime. Kristensen, Sven Møller Vurdering af børnebøger in Kristensen, Sven Møller og Preben Ramløv, 1974, Børne- og ungdomsbøger. Problemer og analyser. Gyldendal. 1 Ud og Se anvender betegnelsen novellette, jeg bruger i min analyse betegnelsen novelle 2 Lundholt, Marianne Wolff, 2006, Narratologi og tekstlingvistik 3 Møller, Lis, p ,, 1995, Om litteraturanalyse 4 Kristensen, Sven Møller, Vurdering af børnebøger in Kristensen, Sven Møller og Preben Ramløv, 1974, Børne- og ungdomsbøger. Problemer og analyser. 5 Lundholt, p Lundholt, p Lundholt, p Spurgeon, in Lundholt, p Kristensen, p Af Bea Jensen-Fangel 8