den er v vide susanne madsen

Transkript

1 vide verden susanne madsen Efter en bachelor i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet ville jeg gerne kombinere min interesse for mode med mine studier i moderne kultur og flyttede til London i 2002 for at studere modejournalistik på London College of Fashion. Herefter kom jeg til at arbejde for The Daily Telegraph og Metro og var i en årrække Fashion Features Director på modemagasinet DANSK. Jeg har skrevet om mode for Berlingske Tidende og Politiken og bidrager bl.a. til danske modemagasiner som Cover og The Horse Rider s Journal. Jeg har en romantisk idé om en dag at vende hjem til Danmark, men på tiende år i London er jeg stadig lige grebet af byens mode og den engelske modeindustri. 34

2 byens visuelle guidebog I Paris kunne man blive melbombet af en vred pøbel for at ytre disse ord, men faktum er, at London spiller den vigtigste rolle i det moderne modesystem. Uden Londons subkulturer, modeuniversiteter, unge talentmasse, gademode og innovative modemagasiner ville hele modens idégrundlag blive trukket væk under den, og Paris ville være en aldrende brud i en støvet kjole. Fra 1800-tallets dandyer til 1900-tallets teddy boys, som underdrejede den edwardianske skrædderkunst via 50 ernes rock n roll, og videre til mods, piercede punks og sortklædte goths har modens nye strømninger haft sine udspring i Londons undergrundsscener. Når man besøger London som modeturist, er det ikke de kendte stormagasiner eller de eksklusive modebutikker, der brænder sig fast på nethinden. Det er Londons indbyggere. Deres tøj former byens rum og atmosfære og er med til at definere ånden i de områder, de bor i. Tøjets koder fungerer som en sociologisk pejlepind, som vi (bevidst eller ubevidst) bruger til at navigere med på vores færd rundt i London. For et af Londons primære karaktertræk er netop, at den ikke er én by, men nærmere et farverigt kludetæppe af små landsbyer, som hver har sin egen unikke stemning og medfølgende egnsdragt, der er med til at signalere et tilhørsforhold til den enkelte urbane stamme. Erklærer man sin troskab til det hippe Shoreditch, det gamle arbejder- og fabrikskvarter i øst, der nu bebos af mediefolk og modeaktører, eller til Notting Hill i vest, hvor velbeslåede bohemer og speltsegmentet har samlet sig, siden området fik en pengeindsprøjtning i 80 erne? Eller til Camden i nordvest, hvor metal- og rockmusikscenen har floreret siden 70 erne og med sig skabt et livligt marked for vintage og goth-tøj? Måske 35

3 er man mere hjemme blandt overklassen og det gamle aristokrati i sydvest, der siden 1800-tallet har delt SWpostnumre i Kensington og Chelsea med kongefamilien, eller i Mayfairs elegante og distingverede nabolag kendt som den dyreste adresse fra det engelske Monopoly-spil. Selv om moden i høj grad foregår på gaden, nede i tuben og på pubberne, er det dermed ikke sagt, at Londons butikker ikke er interessante. Det er de, og man kan få alt. Faktisk alt for meget, og i alt for mange butikker til, at denne tekst på nogen måde kan komme rundt om dem. Overfloden gør også, at mange turister af bar overvældelse går den slagne vej mod Oxford Street og Regent Streets menneskemylder og de enorme stormagasiner som middelklassens favoritter Marks & Spencer og John Lewis eller de mere fashionable Selfridges og Liberty. Det er også her, man finder alle de prisvenlige flagskibsbutikker for Englands uendelige mængde af mærker, der laver billig, men smart high street-mode. Den profilerede Topshop-kæde virker måske som et helvede af skrigende teenagepiger og infernalsk popmusik, men det bør nævnes, at ejeren, sir Philip Green, med sit NewGen-sponsorat faktisk finansierer hele Londons trop af unge, innovative designere. Tøjmogulen betaler trofast hver sæson for modeshows for den mest lovende og pengeløse unge talentmasse, der bagefter kvitterer ved at oversætte deres stil til Topshops koncept med små kollektioner til spiselige priser. Mange turister vandrer også mod Mayfair og Bond Streets svimlende luksus, hvor gamle kendinge som Yves Saint Laurent, Chanel og Louis Vuitton ligger som dyre perler på en snor. Eller mod gågaden South Molton Street, hvor Joan Burstein siden 70 erne har opsnappet de bedste nye designere direkte fra deres afgangsshows til sine farvestrålende butikker Browns og Browns Focus. Mount Street, der inden for det sidste årti er blomstret op med elitære franske mærker som Balenciaga og Goyard, er også blevet et tilløbsstykke. Men i dag har mange nok en Burberry-, Gucci- eller Hermès-butik i hjemlandet, og har man set én, så har 36

4 man set dem alle. Ironisk nok er tøjbutikker faktisk også et af de steder, hvor følelsen i et stykke tøj blegner mest måske er det noget med prisskiltenes kedelige virkelighed, der tager lidt af auraen. Men det er nu engang sådan, at mode helst skal ses i bevægelse eller skal tæt ind på kroppen. Eller også skal den fortælle en god historie. savile row Den gode historie og den autentiske shopping-oplevelse får man i Mayfairs elegante skrædderkvarter omkring Savile Row, der blev etableret i begyndelsen af 1800-tallet og stadig huser lige så gamle forretninger. Husene og deres beboere kan virke lidt (meget) formelle, men det er absolut en del af charmen. Savile Row er sit eget mikrounivers og giver et fascinerende indblik i ærkeengelske traditioner, mødet mellem fortid og nutid og fejlfrit håndværk. Lige så skøre, vilde og avantgarde som Londons unge designere er, lige så forankrede er de og hele den engelske modeindustri også i Savile Rows teknikker og dyder. Her har en række store britiske designere været i lære, bl.a. den rebelske Alexander McQueen, der her efter eget udsagn skrev I am a cunt med kridt i foret på en jakke til prins Charles. Savile Row og de nærliggende gader Jermyn Street og St. James s Street er ligesom haute couturen i Paris indhyllet i en sagnomspunden tåge. Man samler måske ikke lige en souvenir op i form af et skræddersyet jakkesæt (gennemsnitlig startpris på 3000 pund), men nogle af forretningerne sælger også et fint udvalg af stangtøj, slips og manchetter til almindelige dødelige. Og selv om man bare suger stemningen til sig, så får man et unikt kig ind bag facaden til et lille stykke historie, hvor klientellet har talt navne som Napoleon, Cary Grant og Michael Jackson. Oprindelig udgjorde militæruniformer grundlaget for handlen, og Gieves & Hawkes i nummer 1 på Savile Row laver stadig alle uniformerne til det engelske kongehus. Forretningerne repræsenterer en uløselig og hyperkultiveret del af Englands kulturarv, og de 37

5 Savile Row i Mayfair huser ophavet til den engelske skrædderkunst. Gaden med de 150 år gamle butikker er still going strong, men trues af kommercielle tøjgiganter. Her demonstrerer velklædte gentlemen på civiliseret vis mod åbningen af amerikanske Abercrombie & Fitch har også sat nogle seriøse milepæle i modens historie. Hattemageren James Lock & Co i nummer 6 på St. James s Street opfandt f.eks. bowlerhatten i 1850, da adelsmanden William Coke efterspurgte en hat til sine skytter; den skulle kunne tage af for stødet, hvis der skulle dumpe en fasan ned i hovedet på dem. Derfor hedder bowlerhatten en coke hos Lock & Co. Ligeledes har smokingen sin oprindelse på Savile Row, i nummer 15 hos Henry Poole & Co. Vigtigst af alt er Savile Row stedet, hvor man finder ophavet til den moderne herregarderobes maskuline koder og prototypen på den velklædte gentleman, som vi kender ham i dag. Da det franske monarki blev afskaffet, røg hofmodens kalvekrøs og prangende påfuglebeklædning også, og Savile Row opstod som et bud på den nye verdens mere afdæmpede mand. Personificeringen af ham blev englænderen Beau Brummell, der spankulerede omkring på Savile Row og St. James s Street og i dag skuer ud over sidegaden Jermyn Street i statueform: en elegant underspillet dandy i 38

6 minimalistisk herrekjole og smalle ridebukser. Mange englændere stiller Savile Row på linje med Brummell: et fortidslevn for overklassen. Men gaden er på trods af sin elitære status samtidig fantastisk reel, fornuftig og ukrukket. Mens store tøjproducenter spytter billig fast fashion ud i betænkelig kvalitet fra fabrikker, der ikke skænker miljøet en tanke, er Savile Row et studie i fordelene ved at købe langsomt og lokalt i stedet for hurtigt og globalt. Uld fra britiske fåreavlere er i højsædet, alt er Made in England, og tøjet er skabt til at holde i årtier i stedet for en sæson. Og det er svært ikke at mærke et stik i hjertet, når man opdager gadens David mod Goliat-situation: Rundt om hjørnet har den amerikanske megakæde Abercrombie & Fitch slået sig ned med hårdtpumpede drengemodeller i bar overkrop, der sælger t-shirts med højtråbende logoer. Men Savile Row giver ikke så let op. Takket være et fornyet fokus på gedigent håndværk og kvalitet oplever forretningerne øget interesse, og i dag laves der lommer i jakkerne, alt efter om ejermanden bruger iphone eller BlackBerry. Også Alexander McQueen er vendt hjem til gaden: Efter designerens død i 2010 føres mærket videre af chefdesigneren Sarah Burton, og i 2012 åbner luksushuset en herretøjsbutik i nummer 9 på Savile Row. Med Alexander McQueens navn over døren vil der her blive solgt made-to-measure altså tøj syet efter mål til kunden i samarbejde med skrædderfirmaet Huntsman, der har egen butik i nummer 11. jermyn street For at udvide Savile Row-turen med en mere hands onoplevelse kan det anbefales at slå et smut ind gennem Burlington Arcade, krydse Piccadilly og spadsere ned ad St. James s Street, hvor gentlemen s clubs som Brooks s og Carlton Club har hjemme i store men anonyme palæer. Her, gemt bag ved stormagasinet Fortnum & Mason, ligger Jermyn Street, der har været epicenter for velklædte gentlemen siden 1600-tallet, hvor hoffet ved det nærliggende St. James s Palace helt fra begyndelsen frekventerede gaden og gav dens butikker et 39

7 royalt blåstempel. Jermyn Street er mere, hvad man forstår ved en butiksgade, end Savile Row, og selv om der sælges et udvalg af dametøj, så er det her, man kan blive indviet i alle herrekonfektionens hemmeligheder. F. Scott Fitzgerald-entusiaster vil bemærke Turnbull & Asser, hvis håndlavede skjorter optræder i filmatiseringen af Den store Gatsby med Robert Redford og Mia Farrow i den berømte scene, hvor Daisy græder ned i den pastelfarvede overflod. Man kan også gå på opdagelse i Geo F. Trumpers gammeldags barbergrej, New & Lingwoods morgentøfler med monogram og Trickers snørestøvler. Gaden er et studie i engelsk kultur med ekspedienter som plukket ud af en BBC-miniserie, og der køres stiff upper lip hele vejen. Jeg var en dag forbi med min bror, der skulle bruge en aftagelig krave med vinger. På casual teenage-vis iført læderjakke med nitter fik han spurgt efter a detachable wing collar thingy, hvortil herren bag skranken med bedste pokerfjæs og Downton Abbey-mine gentog spørgende: A detachable wing collar thingy, sir?. Sådan en lille udveksling er noget af det, der gør London fantastisk. Modsætninger mødes alle vegne, og som modeby er London dynamisk og uhomogen, og den perfekte, opløftende modgift til dem, der oplever mode som diktatorisk, verdensfjern og uigennemtrængelig. London favner alle stilarter, og der er ingen Londoners, der kunne drømme om at kigge skævt til en dreng med pink hår, leopardpels og lakstøvler. Sæt herren fra Jermyn Street midt i Camden, omgivet af goths og punks, og han ville ikke fortrække en mine. camden Camden Town, der ligger i den nordvestlige del af London, har i årtier været synonym for alternativ mode og skæve subkulturer. Det hænger i høj grad sammen med bydelens primære handelsvare: musik. I den victorianske æra var der vaudeville på programmet, i 60 erne spillede The Rolling Stones og Pink Floyd på The Roundhouse. Siden har legendariske venues som Dublin Castle, Underworld og Electric Ballroom lagt scener til begyndelsen på bands som Radiohead, 40

8 Camden Town har siden 1960 erne været samlingssted for Londons subkulturer. Selv om mainstream-butikkerne er flyttet ind, så agerer Camden High Street stadig catwalk for goths og punks som disse to læderklædte herrer Placebo og Blur og er stadig blandt Camdens primære spillesteder. Metalscenen og dens akkompagnement af goths, rockers og djævlehåndtegn er også en stor del af områdets arv, og hver dag er Halloween i Camden. Men i takt med områdets intensiverende renovering og 41

9 tilflytningen af kommercielle butikker er der ikke længere den samme snerrende anti establishment-stemning, som der var engang. Heldigvis er gademoden dog stadig et omvandrende billede på Camdens alternative musikscener, om end man nok skal undgå weekenderne for ikke at drukne i almindelige turister. For ingen kunstarter hænger så uløseligt sammen som mode og musik, hvor den ene udtrykker det, den anden ikke kan. Selveste Prince har endda haft sin egen tøjbutik på Chalk Farm Road i 90 erne malet lilla, naturligvis. I dag kan Camdens uniform ikke rigtig længere siges at være chokerende eller banebrydende, for punks kan næppe forskrække nogen i det 21. århundrede. Men bydelens motley crew af emos, indie kids, goths, gothic Lolitas og cybergoths er en visuel fest og et unikt tværsnit af byens halvanarkistiske subkulturer. Også selv om det er ved at tynde ud i antallet af Marilyn Manson-fans og krucifix-behængte piger, som med sort hår og poesibøger om død og smerte i tasken shopper i virvaret af musikbutikker og vintage-markeder. Hvis man vil lidt tættere på Camdens forskellige uniformer, så kan en tur op gennem Camden High Street og labyrinten af butikker i Camden Lock Market og Camden Stables Market være en god måde at lære dem bedre at kende på men vær forberedt på at skulle forbi meget kommercielt turistbras på vejen. Midt på Camden High Street ligger Dark Side of Camden, en legendarisk goth-institution, der tilbyder spindelvævsnederdele, sorte korsetter og punkklassikere som creepers fra skofirmaet Underground. Inde i markedet kan man fouragere i Cyberdog, der sælger neonfarvede platformstøvler og skinnende hvide plastictoppe til cyber-kliken, eller man kan fortabe sig i antikke victorianske kjoler og firserlæderjakker i den uendelige labyrint af vintage-butikker. Camden-slænget kan ved første øjekast synes ens med deres udtværede eyeliner og sorte gevandter, men ve den, der skærer en goth, en emo og en cybergoth over samme kam. Fælles for alle Camdens stammer er subkulturens centrale idé om at ville skille sig ud fra 42

10 mængden og ønsket om at gøre oprør mod populærkulturens kommercielle idealer. At de fleste inden for hver stamme så i sidste ende kommer til at fremstå ens, er noget helt andet og et af modens evigt store, ironiske paradokser. På samme måde var der også i flere år stor debat blandt Camden-publikummet om, hvorvidt goth-pubben Devonshire Arms (nu Hobgoblin) gik imod alt, hvad bydelen stod for, ved at have en streng goth dresscode. Den er siden ophævet, og man kan sagtens vove sig ind på pubben og tjekke stampublikummet ud. east london Vil man have den ultimative modeoplevelse og udforske bydelen for the cool kids, hvor størstedelen af Londons kreative kapital, modefolk og modestuderende samles i hobetal, så skal man til East London, nærmere betegnet Hoxton, Shoreditch, Hackney og Dalston. Det er her, Londons store designertalenter har deres base tidens hotteste navne tæller Giles Deacon, Jonathan Saunders, Erdem og Meadham Kirchhoff og East London-folket bevæger sig nødig længere mod vest end Clerkenwell. Der er en energi i området derude, som ikke fås magen til i nogen anden modehovedstad. Alene antallet af håbefulde unge modeinteresserede er med til at lade luften med gå-på-mod og dugfriske ideer, hvis smeltedigel er modeuniversiteterne Central Saint Martins, Royal College of Art og London College of Fashion stederne, hvor verdens modehuse scouter efter chefdesignere. Jævnfør John Galliano, der blev hentet til Paris for at puste nyt liv i Christian Dior, og den unge Christopher Kane, der for nylig er blevet hyret af Versace til at designe husets undermærke Versus i Milano. Skolerne er ikke åbne for offentligheden, men man kan trøste sig med, at der ikke er så meget at se medmindre man planlægger at studere der, selvfølgelig. På samme måde kan lægmand desværre heller ikke købe billet til skolernes modeshows eller den halvårlige London Fashion Week, så gaderne må agere catwalk i stedet. 43

11 East London er samlingssted for modeindustriens hårde inderkerne, og bydelen giver et fascinerende indblik i, hvordan nye trends opstår. Her ses en gruppe unge, der har reapproprieret cool-faktoren for Hawaii-skjorten og oilskinsjakken Rebecca Thomas East London har en blakket fortid: ekstrem fattigdom, slum, Jack the Ripper og gangsterbander præger historiebøgerne om Londons East End. For bare 15 år siden var det gamle arbejderkvarter stadig blandt de få steder, der ikke led under vanvittige huspriser, og det blev op igennem 90 erne og 00 erne et naturligt samlingssted for kreative (pengeløse) kunstnertyper, der igennem årene har formet området betydeligt. I dag kan man ikke gå fem meter derude uden at falde over en stylist, fotograf, grafiker, makeupartist, hårstylist eller modejournalist, og stort set samtlige unge modedesignere har deres studier her. En tur på East Londonpubber som The George & Dragon, Nelson s Head eller Joiner s Arms har i flere år fungeret som et hvem er hvem inden for mode. Shoreditch-folket udgør modeindustriens hardcore inderklike. Som urban stamme er de groft sagt, hvad resten af verden ville kalde hipsters altså dem, der er med på det hippe. Eller værre: De falder ind under det gyselige damebladsord fashionistas. Begge ord har en 44

12 noget besk bismag af modeoffer, og ja, man kan ikke undgå at se en vis portion trendfår i gaderne omkring Hoxton Square og Shoreditch High Street, hvilket har affødt utallige antihipster-blogs på internettet. Men hvis man kan tage den industrielle bydels aura af too cool for school med lidt humor, så er East London et fantastisk indblik i den britiske modescene. De mange modeinteresserede beboere gør stedet til en kæmpe trendmaskine, der konstant pumper nye ideer ud hurtigere, end englændernes foretrukne ugentlige modeblad Grazia kan følge med. Der er ikke noget, der hedder dårlig smag i East London, kun smag. Og det er med til at holde blusset i gang under modekedlen. Shoreditch-folket holder sig ikke tilbage for en tvivlsom stilistisk reference, og det er ikke overraskende, at den nylige forkærlighed for lange, kunstige negle med similisten kan spores tilbage hertil. Trenden kom snigende, efter man lod sig inspirere af de caribiske neglebarer i Dalston, der grænser op til Shoreditch og Hackney, og affødte bl.a. den hippe neglesalon WAH Nails på Kingsland Road. Kommer man her forbi, kan man passende lade sig udstyre med spidse kløer med Chanel-logoer eller palmemotiver på ironisk vis, forstås. Så hvordan ser Shoreditch-uniformen ud? Ikke overraskende skifter den hele tiden udtryk, og nabolagets studerende har det med at ynde en gakket sammensætning af mønstre og neon. Men vigtigst af alt handler stedets uniform om at reappropriere betydningen af et stykke tøj. For eksempel har East London taget landadelens konservative oilskinsjakker til sig og tilsat gamle sweatre, oprullede jeans og Ray-Ban Wayfarersolbriller. Og når prins Williams grønne Barbour-jakke bliver fjernet fra pløjemarken og jagtgeværet og i stedet plantet i East Londons halvsnavsede cementkontekst med det rigtige hipster-hår og slidte Converse, ser den pludselig anderledes skødesløs ud. For man må endelig ikke se ud, som om man har prøvet for hårdt i Shoreditch, selv om det har taget timer at finde den helt rigtige afvaskede Joy Division-t-shirt i vintage-butikkerne på og omkring Brick Lane. Den 45

13 populære shoppinggade og dens sidegader gemmer på rigtig meget firserbras, som ikke tåler, at man tænder en lighter i nærheden af det, men har man mod på at bladre gennem endeløse stativer af tøj, så kan Beyond Retros varehuse på Cheshire Street godt byde på nogle gode røverkøb. I det hele taget er vintage i London ligesom i resten af verden blevet lidt af et minefelt og også lidt af en joke. Med den stigende efterspørgsel på 20, 40 og 80 år gammel beklædning (og et ifølge sagens natur begrænset lager af tøj i god stand) er priserne eksploderet. Er man en kræsen vintage-kunde eller blot interesseret i modehistorie, så er det værd at lægge vejen forbi House of Liza på Pearson Street. Her finder man de store visionære designere som Jean Paul Gaultier, Thier ry Mugler, Yohji Yamamoto og Gianni Versace, hvis tøj definerede moden i 80 erne og starten af 90 erne og stadig gør det. Ejeren redigerer (nogle ville sige kuraterer) nemlig udvalget efter sæsonens strømninger, så man kan se ny ud i gammelt. For alle trends vender som bekendt tilbage. Man skal bare vente længe nok. Hvis man gerne vil se nærmere på det tøj, som Londons unge East London-designere tryller frem, så er Start på den hippe Rivington Street et godt bud. Butikken er ejet af Brix Smith-Start, der har en fortid som punkrockmusiker, og hendes forretning agerer platform for et udvalg af det bedste inden for Londonmode hver sæson. kensington og chelsea Det siger meget om Londons særegenhed som modekapital, at man selv i de mest ultrakonservative og velhavende kvarterer kan finde en klan med en helt unik og ganske underholdende uniform. I den modsatte ende af East London, blandt de dyre SW-postnumre Chelsea, South Kensington og Fulham har Londons mest berømte urbane stamme hjemme: Sloane Rangers. De er opkaldt efter nabolagets eksklusive Sloane Square og beskrevet ned til mindste detalje i humoristisk stil og på næsten sociologisk plan af Peter York i The Official Sloane Ranger Handbook fra 1982 og senere i 2007 i en 46

14 opdateret udgave. York var oprindelig business-konsulent, men profilerede sig i slutningen af 70 erne som skribent for magasinet Harpers & Queen, hvor han skarpt og vittigt kommenterede på sociale fænomener i lyset af stil og mode. Sloane Rangers er, som englænderne selv ville sige, lidt ligesom det engelske smørepålæg Marmite: Enten elsker man dem, eller også kan man ikke fordrage dem. For folk i East London repræsenterer Chelsea og omegns nydelige, grønne Hellerup-lignende kvarterer indbegrebet af helvede. (Chelsea-boerne kan omvendt heller ikke fordrage East Londons snavsede cementjungle). Sloane Ranger en er ikke en af de mere populære figurer blandt Englands klassefikserede befolkning, der ikke bryder sig om Chelsea-segmentets privilegerede position i samfundet traditionelt set kommer Sloane Ranger en fra en blåblodet overklassefamilie og er et produkt af Englands elitære kostskolesystem. Skandinaverne har tydeligvis ikke de samme kvababbelser, for de hyggelige og idylliske SW-postnumre huser flere danskere end en mellemstor by i Jylland. Men uanset hvad, så er Sloane Ranger en en fascinerende og standhaftig figur. Den gamle garde af Sloane Rangers er, hvad amerikanerne ville kalde preppy, og hvad vi i Danmark forbinder med kostskoleelever fra Herlufsholm og Rungsted Havn i juli måned. Den ultimative Sloane Ranger var 80 ernes prinsesse Diana i nydelige twin-sets, perler, lange tweednederdele og kviltede Barbour-jakker et look, der allerede dengang blev regnet for temmelig usexet og gammeldags. Enhver, der har kastet bare et halvt blik på prins Williams unge hustru, hertuginde Catherine af Cambridge ved, at Sloane Ranger ens favoritgarderobe stadig lever i bedste velgående om end den lange nederdel er byttet ud med smalle mørkeblå jeans, og der nu købes stiletter hos Manolo Blahnik på Church Street. Drengenes garderobe har ikke ændret sig synligt siden 80 erne (eller deres kostskoletid): Uniformen hedder stadig hvide jeans, blå Ralph Lauren-skjorter og sejlersko, og der drikkes stadig øl på The White Horse 47

15 Et glimt fra Harrods eksklusive herreafdeling med farverige mokkasiner fra Tod s en vigtig del af uniformen for Kensington og Chelseas ikoniske urbane stamme, overklassens konservative Sloane Rangers, der har taget navn efter områdets Sloane Square (i daglig tale The Sloaney Pony) på Parson s Green. Sloane-land indbefatter selvfølgelig Harrods på Brompton Road, det mest ikoniske stormagasin i verden. Siden åbningen af den nuværende bygning i 1905 har Harrods på mange måder været en legemliggørelse af spændvidden i det britiske imperium: butikken, der kunne skaffe alt fra en eksotisk elefant til en diamantbesat knappenål. Oppe ved Knightsbridge-stationen, på hjørnet til den astronomisk dyre Sloane Street, ligger Harvey Nichols, der er mindre og langt mere strømlinet end Harrods. Men det er værd at bevæge sig væk fra turistfælden omkring Harrods og Knightsbridgestationen for at komme tæt på Sloane Ranger en i dens naturlige habitat. Og dens foretrukne shopping-gade er ironisk nok King s Road eller The KR, som den hedder på Sloane-sprog som i 60 erne var synonym med Swinging London og den psykedeliske bevægelse, og i 70 erne blev samlingssted for punk og rock. I dag er alle spor af alternativ kultur væk, og en legendarisk butik som Granny Takes A Trip, der blev frekventeret af Jimi Hendrix og Bob Dylan, er lukket 48

16 for mange år siden. I stedet ligger Sloane Ranger ens yndlingsmærker på rad og række: cashmere fra Brora, Eton-agtige blazere fra Jack Wills og fransk yummy mummy-mode fra Maje. (Barbour skal man dog hen til havecenteret The Chelsea Gardener på Sydney Street for at finde). Der er rigtig mange butikker, for uden at være grov må man godt bemærke, at mange af områdets beboere har shopping som deres primære beskæftigelse. Det har en butik som The Shop at Bluebird på King s Road udnyttet til fulde. Her i det smukke Art Deco-rum kan man både spise kage, prøve tøj, se på kunst og drikke cocktails. Stedet er som et ekstremt dyrt gademarked, der på sin egen måde prøver at sælge lidt af King s Roads oprindelige boheme-ånd fra 60 erne. Ellers er der i dag kun et enkelt mindesmærke tilbage fra den rebelske periode, og det er punk-dronningen Vivienne Westwoods butik i World s End på King s Road. Butikken åbnede i 1971 og var dengang ejet af Westwood og hendes nu afdøde eksmand Malcolm McLaren, som på skift omdøbte den Let It Rock, SEX og Seditionaries. Butikken bemandes af tatoverede piger i Westwoods ikoniske bondage-bukser og piratstøvler, og er man til Viviennes historicisme, bølgende kavalergange og rablende udtryk, så er det her, man skal hen for at få den ægte vare. Gennem årene er Sloane Ranger ens territorium blevet truet af russiske oligarker og rige amerikanere, europæere og arabere, der har købt sig ind i de mondæne hvide victorianske husblokke. Europæerne har også bragt Euro-Sloane-uniformen med sig en halvpoppet og mere flashy version, der nok bedst personificeres af Sveriges selvbrunede prinsesse Madeleine. Chelseas hårde inderkerne har derfor måttet udvide jagtmarkerne til de omkringliggende landsbyer som Notting Hill og Chiswick, hvilket også har resulteret i en række nye Sloane-uniformer, bl.a. Boho (kort for Bohemian) Sloanen. Denne er som hovedregel en pige, der blander Sloane Ranger ens pæne cashmeretrøjer med en dyr udgave af en (altid blond) Pocahontas: lange fjerøreringe, fåreskindsveste og indiske smykker, som er blevet samlet op på et fjumreår i Goa. 49

17 Portobello Road i Notting Hill er Londons mest berømte gademarked. Her flokkes det velbeslåede boheme-segment, der elsker luksushippie-looket. Bemærk den slidte sadeltaske: Boho-pigen er aldrig uden mindst et indianer- eller cowboy-accessory Altan James 50

18 Bevæger man sig op til Notting Hill, ser man Boho Sloanen alle vegne ikke mindst i form af kvarterets nyrige tilflyttere, der også har tillagt sig luksushippiegarderoben. Notting Hills primære modemæssige claim to fame er Portobello Road, der hver fredag og lørdag forvandles til et vintage-marked-ragnarok af episke proportioner. Hvis man kan skovle sig gennem turisterne og undgå de værste sælgere, der udbyder paillettasker fra 1920 erne til ågerpriser, så kan markedet byde på nogle skjulte skatte. Men man skal være indstillet på at tage Portobello Market for stemningen og gaden er på mange måder langt hyggeligere i hverdagen, hvor man måske må nøjes med enkelte åbne butikker, men til gengæld kan opleve de små, farvestrålende bygninger og deres beboere i fred. kunst og business For en turist i London er den vigtigste erkendelse om byens mode den, som englænderne selv praktiserer: Mode i England bliver taget dybt alvorligt som både kunstart og business i modsætning til f.eks. Danmark, hvor mode stadig lugter af fy-fy-beskæftigelse. Hver engelsk avis har en modekritiker, og der vies hver uge adskillige sider til seriøs, men humoristisk modereportage. Men samtidig er mode i London sjovt og excentrisk og tilgængeligt, takket være de mangfoldige high street-butikker, der spytter billigt kopitøj ud på dagsbasis, så selv den mindst modeinteresserede londoner går i tøj, der alligevel reflekterer catwalkens strømninger. I kraft af byens unikke små landsbyer er mode en af de vigtigste faktorer i definitionen af Londons multifacetterede ånd og dens konstante udvikling. Det er dette kalejdoskop af mennesker, stilretninger og modehuse, som gør, at Londons modescene aldrig virker stagnerende. Hvis man er træt af mode, så har man ikke været i London. 51

19 noter markeder Camden Lock Market 7 Chalk Farm Road Camden Town. Se Camden Stables Market 8 Chalk Farm Road. Camden Town. Se Portobello Market Portobello Road. Ladbroke Grove. Se modens lærepladser Central Saint Martins 9 Granary Building, Granary Square pubber 1. King s Cross St. Pancras. Se London College of Fashion 10 Curtain Road 100. Shoreditch High Street. Se Royal College of Art 11 Kensington Gore. Knightsbridge. Se Hobgoblin 1 Kentish Town Road 33. Camden Town. Joiner s Arms 2 Hackney Road Old Street. Se Nelson s Head 3 Horatio Street 32. Old Street. Se The George & Dragon 4 Hackney Road 2-4. Old Street. The White Horse Parson s Green 1-3. Parson s Green. Se stormagasiner Fortnum & Mason 12 Piccadilly 181. Piccadilly Circus. Se Harrods 13 Brompton Road Knightsbridge. Se Harvey Nichols 14 Knightsbridge Knightsbridge. Se 52

20 John Lewis 15 Oxford Street 300. Marble Arch. Og fem andre steder i London. Se Liberty 16 Regent Street Oxford Circus. Hovedindgangen ligger på Great Marlborough Street. Se Marks & Spencer Findes flere steder i London, bl.a. ved Covent Garden. Covent Garden. Se Selfridges & Co 17 Oxford Street 400. Bond Street. Se Topshop Findes flere steder i London, bl.a. på Oxford Circus, The Strand og Kensington High Street. Se tøj og mode Barbour Sydney Street 121. Sloane Square. Se Beyond Retro Cheshire Street Whitechapel. Se Browns South Molton Street og Browns Focus South Molton Street Bond Street. Se Cyberdog The Stables Market, Chalk Farm Road. Camden Town. Se Dark Side of Camden Camden High Street 245. Camden Town. Se Dover Street Market Dover Street Green Park. Se Geo F. Trumper Duke of York Street 1. Piccadilly Circus. Der er også en Trumpers på Curzon Street. Green Park. Se Gieves & Hawkes Savile Row 1. Piccadilly Circus. Se 53

21 Henry Poole & Co Savile Row 15. Piccadilly Circus. Se House of Liza Pearson Street 9. Hoxton. Se Huntsman Savile Row 11. Piccadilly Circus. Se Lock & Co Hatters St. James s Street 6. Green Park. Se Manolo Blahnik Old Church Street Sloane Square. Se New & Lingwood Jermyn Street 53. Piccadilly Circus. Se Start Rivington Street Old Street. Se The Shop at Bluebird King s Road 350. Sloane Square. Se Turnbull & Asser Jermyn Street Piccadilly Circus. Se WAH Nails Kingsland Road 420. Haggerston. Se Vivienne Westwood King s Road 430. Fulham Broadway. Se 54