Dansk niche i USAs unipolare verden!

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Dansk niche i USAs unipolare verden! Skrevet af: Ellen Brun og Jaques Hersh Offentliggjort: 15. december 2014 Under forhandlingerne om finansloven 2015 havde regeringens støttepartier, Enhedslisten og SF, foreslået en pulje på 10 millioner kroner med det formål at styrke freds- og konfliktforskningsaktiviteter i civilsamfundet. Meningen var, ifølge Modkrafts Rune Eltard-Sørensen, at forsvarets analytikere og krigshungrende politikere i højere grad skal udfordres, når internationale konflikter og Danmarks eventuelle deltagelse i militære operationer i udlandet er på dagsordenen. Forskere har længe efterlyst en sådan styrkelse af freds- og konfliktforskningen. De senere års danske såkaldt aktivistiske udenrigspolitik kræver, i demokratiets navn, desuden en institutionalisering af et mere kritisk og pacifistisk input. En sådan alternativ tænkning kunne teoretisk set påvirke de politiske beslutninger der træffes om deltagelse i krige i Langbortistan. Intentionerne bag lovforslaget var således udmærkede i den forstand, at en styrkelse af freds- og konfliktforskning også ville kunne styrke den demokratiske debats alsidighed i det offentlige rum. Desværre synes mange danske politikere, at fredsforskning er spild af ressourcer. Krigsvenlig politisk klasse Som det er nu, har Danmark på internationalt plan indtaget en position som en af verdens høge med sin støtte til de krige som USA har været indblandet i, siden Sovjetunionens nedsmeltning, samt 9/11. Enigheden på dette punkt mellem flertallet af danske politikere er uden sidestykke. Den militaristiske diskurs er blevet en bestanddel af den politiske kultur og herskende ideologi. En udvikling, der har medført, at forskellen mellem den røde og den blå blok ikke er til at få øje på. Konkret betyder dette, at den dominerende politiske korrekthed bygger på beslutningen om at underordne sig Washingtons internationale politik. I en sådan kontekst, hvor Danmarks naturlige allierede træffer beslutningen om Danmarks deltagelse i de amerikanske krige, er fredsforskning overflødig. Som konsekvens, kunne forsvarsministeriet nedlægges som en besparelse på statsbudgettet. Forsvarets outsourcing og privatiseringen af militæret kunne være et yderligere skridt i retning af den minimalstat som en tidligere statsminister og forhenværende NATO general sekretær var tilhænger af! Hvornår har Danmark i moderne tid kæmpet en forsvarskrig imod en angribernation? Problemstillingens kerne er, at stillet over for valget mellem accepten af en unipolar verden ledet af USA på den ene side, og bestræbelserne vedrørende skabelsen af en multipolar international struktur på den anden, har den danske politiske elite valgt at finde en niche i den amerikanske konstruktion. Interessant nok har den demokratiske debat vedrørende denne udvikling været fraværende. I det hele taget har det i de sidste årtier været påfaldende, hvor lidt dansk udenrigspolitik er blevet inddraget i valgkampene til Folketinget. De danske beslutningstageres pro-amerikanske grundholdning begrænser udviklingen af en udenrigspolitisk selvstændighed baseret på seriøs fredsforskning. Nødvendigheden for en alternativ tænkning træder tydeligt frem i forbindelse med den aktuelle situation i Mellemøsten: konflikten i Syrien og krigen imod Islamiske Stat (IS) også kendt som Isis eller Isil i Vesten og Daesh i den arabiske verden. Uanset hvordan man vender og drejer det, er det vanskeligt at finde en uafhængig logik for dansk deltagelse i konflikten. Beslutningen er blevet truffet som følge af Danmarks alliance med USA. Imidlertid, mens Washington kan siges at have nationale interesser på spil, nemlig 1 / 6

2 kontrollen af de lokale og regionale forhold i den del af verden, har Danmark ikke tilsvarende statslige interesser involveret. Humanitær interventionisme er blot et påskud for selektiv krigsførelse imod visse regimer som USA har i sigte. Et interessant forskningsprojekt kunne bidrage til forståelsen af den proces, som har forvandlet Danmark til et af de mest pro-amerikanske NATO medlemmer. Accepteres præmissen om dansk udenrigspolitik, som et appendiks til USA s rolle i verden, er det nødvendigt at inddrage den amerikanske målsætning og strategi. Sammenkoblingen af dansk og amerikansk udenrigspolitik er blevet accentueret og mere gennemsigtig siden Den kolde Krigs ophør. Ikke desto mindre udviste Danmarks politiske klasse endnu for ti år siden en vis uenighed. Mens den danske deltagelse i USA s krig imod Saddam Husseins styre i Irak mødte en vis politisk modstand, besluttede et enigt Folketing i maj 2011, på grundlag af en anklage imod det tidligere Gadaffiregime, at deltage med krigsfly til støtte for rebellerne i Libyen. I den forbindelse skal det erindres at, ligesom i tilfældet med Saddam Hussein, havde styret i Tripoli haft gode forbindelser til Vesten. Bekæmpelsen af sekulære regimer Den kollektive hukommelse er kortvarig og erfaringerne fra denne krig er gået i den politiske glemmebog. Ikke desto mindre fortjener de at blive husket: Under forvandlingen af et FN mandat om en humanitær fly-fri zone gennemførte NATO en regulær luftkrig imod regimets militær. Resultatet har, som forudset af Gadaffi, været en styrkelse af islamistiske kræfter i landet og i hele regionen. Konfliktforskning ville desuden kunne bekræfte, at militær indgriben i Afghanistan (bekæmpelsen af Taliban) og i Irak (krig imod et sekulært, moderniserende regime) ikke har bragt fred og demokrati til disse samfund, som det var blevet lovet af de vestlige beslutningstagere. Udover de omfattende menneskelige omkostninger for de lokale befolkninger og vestlige tropper, har den finansielle pris for disse interventioner antaget astronomiske proportioner. Regime-skiftet i Libyen, hvor de vestlige lande shanghajede en FN-resolution, vil muligvis af historieskrivningen blive betegnet som et vendepunkt i geopolitik. Rusland og Kina, der undlod at nedlægge veto i Sikkerhedsrådet, var blevet taget ved næsen. Resultatet var et tillidsbrud mellem disse to lande og på den anden side: USA samt de andre NATO-medlemmer. Belært af denne erfaring har både Kina og Rusland siden forhindret en lignende fremgangsmåde i FN, som ellers kunne have været brugt til at legitimere en direkte vestlig militær intervention i Syrien med det formål at få Assad-styret fjernet fra magten. Problemet med den herskende diskurs om vestlig interventionisme i Mellemøsten og andre steder er, at diskussionen har tendens til at tage udgangspunkt i opstillingen af idealistiske kriterier som målestok i vurderingen af de regimer den vestlige verden (læs: USA) har udpeget som mål for regime-skift. Dette forklarer forskellen mellem Vestens varme relationer til de despotiske regeringer, som har magten i Saudi Arabien eller Qatar på den ene side, og den vestlige antagonisme overfor sekulære regimer, som blev væltet i Irak og Libyen på den anden. Dertil kommer så støtten til vestens stedfortræderkrig imod Assad i Syrien. 2 / 6

3 Imidlertid viser den nuværende amerikanske politik en vis strategisk kontinuitet med USA s støtte til religiøse fundamentalistiske kræfter i bekæmpelsen af sekulær nationalisme. Først iscenesat i Afghanistan hvor Jimmy Carter-regeringen allerede i sommeren 1979, under indflydelse af sikkerheds rådgiver Zbigniew Brzezinski, var CIA fødselshjælper til Mujahideen-bevægelsen under Ossama bin Ladens kommando. Strategien gik på den ene side ud på at bekæmpe og få fjernet en progressiv regering, der havde fået Sovjetunionens opbakning, og på den anden side fremkalde en russisk militærintervention til støtte for det siddende styre. I de senere år er denne strategi sat i system med den vestlige støtte til islamiske kræfter i Mellemøsten. Målsætningen har således været at fjerne mere sekulære regimer gennem en stiltiende alliance med rige sekteriske islamiske regimer og bevægelser. Fremtrædelsesformen af den vestlige politik i Mellemøsten virker forvirrende og usammenhængende. I denne kontekst svarer essensen af USA s politik til, hvad George Orwell mente med begrebet oxymoron: Samarbejde med sekteriske regimer og jihadistbevægelser, som står i modsætning til vestlige normer og værdier, med henblik på at få væltet ganske vist autoritære men sekulære styreformer og bevægelser der teoretisk står vestlig modernitet nærmere! Logikken bag USA s exceptionalisme Findes der en logik bag denne tilsyneladende galskab? Problemet med at forstå denne strategi hænger sammen med, at USA og dets allierede har en skjult dagsorden der går ud på at opnå total kontrol over regionen, selv når de lokale kræfter repræsenterer islamisk fundamentalisme. Dette indebærer at, i stedet for at fokusere kun på de enkelte konflikter er det nødvendig at inddrage historie og kontekst som vigtige elementer i forståelsen af Vestens målsætning. En sådan analytisk metode burde tage udgangspunkt i spørgsmålene: Hvorfor agerer den amerikanske supermagt som den gøre? Er USA s politik i verden således en del af løsningen eller en del af problemet for det internationale systems struktur? Da USA efter Anden Verdenskrig overtog magten som kapitalismens hegemoniske magt, stod verdens-systemet ved et vendepunkt. Ikke alene havde Sovjetunionen overlevet Nazismens forsøg på at tilintetgøre USSR, men kinesisk kommunisme havde sejret og fik kontrol over en talrig befolkning og kæmpe landmasse. Samtidig var den koloniale orden i færd med at blive afviklet på grund af de nationale befrielsesbevægelser som var opstået i den tredje verden. Desuden var de tidligere kolonimetropoler blevet udmattet under Anden Verdenskrig. USA's strategiske målsætning gik således ud på at bevare og oprette systemets internationale arbejdsdeling inklusive fordeling af ressourcer. Dette paradigme giver mening til forståelsen af Washingtons politik overfor verdenssamfundet både den gang og nu. Den holistiske måde at anskue det internationale system på er nemlig en bestanddel af imperialismeteorierne som betragter alle samfund som dele af en helhed, hvor de forskellige kategorilande er organisk forbundet i en ulige global kapitalakkumulation proces. Det er i denne kontekst, at amerikansk udenrigspolitik kan forstås. Marxister og socialister burde ikke have problemer med denne analytiske tilgang, der bygger på en erkendelse af iboende modsigelser mellem udviklede og underudviklede lande i verdenssystemet. USA, som leder af det globale kapitalistiske system, med ansvar for dets overlevelse og udvidelse på den ene side og sine egne interesser på den anden, projekterer en amerikansk identitet der bygger på en ideologisk konstruktion. Ifølge den herskende diskurs er den amerikanske nation enestående og kvalitativt forskellig fra andre mere selvviske lande. Præsident Barak Obama bliver aldrig træt af at fortælle enhver, der vil eller er tvunget til at lytte, at De forenede Stater er både en exceptionel og uundværlig nation. Denne amerikanske selvforståelse blev en dominerende bestanddel i landets udenrigspolitik overfor 3 / 6

4 omverden efter Anden Verdenskrig og Den kolde Krig. Bag den altruistiske diskurs har der været en materiel virkelighed, der har styret landets internationale politik. En grund til den kortslutning, der eksisterer mellem Washingtons filantropiske diskurser og den Realpolitik USA har ført, blev især åbenlys efter at landet var blevet ubestridt leder af det kapitalistiske system. Behøver resten af verden at acceptere den amerikanske selvforståelse som bygger på en ideologisk konstruktion, der undlader at tage hensyn til USA s egen placering i systemet og landets nationale interesser? Udgangspunktet for en realistisk vurdering af USA s udenrigspolitik blev formuleret af den amerikanske strateg George Kennan straks efter Anden Verdenskrig. Udover at være en af arkitekterne bag inddæmnings- politikken overfor Sovjetunionen, satte han fokus på det amerikansk udenrigspolitiske dilemma, konfronteret med en verdensøkonomi præget af stor ulighed i fordelingen af ressourcer. I et telegram til State Department i 1946 forklarede Kennan, i en nøddeskal, at problemet for USA bestod i at opretholde den situation, hvor landet, med kun 6.3% af verdensbefolkning, rådede over 50% af verdens rigdom. Derfor ville De forenede Stater blive genstand for både misundelse og udfordringer. George Kennans anbefaling med hensyn til Amerikas strategiske muligheder er værd at blive citeret: Vi bør holde op med al snak om vage og urealistiske målsætninger såsom menneskerettigheder, stigning af levestandarder og demokratisering. Den dag er ikke fjern hvor vi bliver tvunget til at handle i snævre magtbegreber. Jo mindre vi er hæmmet af idealistiske slagord, desto bedre. I denne anbefaling for Realpolitik i USA s forhold til resten af verden var der ringe plads til idealisme. Men tvunget af omstændighederne har amerikansk udenrigspolitik under Den kolde Krig og efter Sovjetunionens nedsmeltning, samt socialismens deroute, gjort brug af både idealistiske forestillinger samt ren magtanvendelse. Uanset den herskende ideologiske diskurs, har den amerikanske Juggernautvogn (nådesløs og ustoppelig magt/kraft) siden 1980 været i krig 14 gange i muslimske stater ikke kun i Mellemøsten. Venstrefløjen og Den Hvide Mands Byrde Det er med denne historiske baggrund, at den amerikanske rolle i verden kan forstås og samtidig danne grundlag for en evaluering af den udenrigspolitik der føres af USA s nærmeste allierede. Uanset de problematiske aspekter af den amerikanske politik, synes den proaktive danske diskurs at være immun overfor kritik af USA s militære indgriben i udlandet med det formål at foretage regimeskifte i den uselviske humanismes navn. Selv traditionelt pacifistiske og socialistiske partier synes at have forladt deres ideologiske rødder. Er dette udslag for en moderne version af Den Hvide Mands Byrde? Uden forståelse af den store forandring, som den danske politiske kultur har undergået, vil man være ude af stand til at fatte den nye kobling mellem krig og velgørenhed, der bruges i den herskende diskurs. Værdikampen blev vundet af højrekræfterne, med den konsekvens at en del af venstrekræfterne enten har, eller er i færd med at internalisere selvsamme normer og politik. Det gælder ikke alene interne problemer, men også udenrigspolitik! Desværre har en lignende udvikling kunnet iagttages i de fleste vesteuropæiske lande. Det er i denne kontekst at forvirringen på venstrefløjen skal vurderes. Med hensyn til Irak-krigen var både Enhedslisten og SF stærke modstandere af dansk deltagelse. Men under NATOs luftkrig mod Libyen ca. 10 år senere, stemte begge partier i Folketinget for udsendelsen af danske militærfly. Kun efter at NATO havde tilsidesat FN s mandat, trak EL sin støtte tilbage! Nu hvor krigen i Syrien truer med at udvikle sig til en regional konflikt, på grund af projektet om etableringen af et islamisk kalifat i området, synes partiet at være landet i et dilemma. 4 / 6

5 I et forsøg på at gå imod strømmen foreslog partiets udenrigsordfører Christian Juhl, i et debatindlæg i Politiken (17. okt.2014) at man skulle indgå i en dialog med Isis samtidig med at FN inddrages i en fredsproces, der også burde inkludere Assad-regimet i forhandlingerne. I stedet for at hilse denne alternative tænkning velkommen, valgte Enhedslistens ledelse at distancere sig fra denne position og fratage Christian Juhl posten som udenrigsordfører vel at mærke uden formulering af en klar linje i forhold til den herskende diskussion. Denne episode indeholder en lære for partiets medlemmer og sympatisører, som er: at Enhedslisten ikke accepterer afvigelse fra den dominerende politiske korrekthed. Mens EL således synes at være i et limbo mht. hvilken udenrigspolitik, partiet skal støtte i den nuværende krise i Mellemøsten, synes situationen for SF at være helt afklaret. Dette partis overgang fra traditionel anti-imperialisme (lite!) til pro-militaristisk aktivisme (uber!) forekommer mest gennemført. I den aktuelle situation i Mellemøsten er det i denne sammenhæng, paradoksalt, at Dansk Folkeparti har udvist en nuanceret holdning. Den går nemlig ud på at anbefale at Danmark ikke skal blande sig i den interne krig i Syrien, men koncentrere sig om kampen imod Isis. Denne nuance accepteres tilsyneladende ikke af SF, som anbefaler, at krigen skal føres samtidig imod Islamisk Stat og imod Assad-styret! I en artikel i Politiken (30.okt.2014) skriver folkesocialisten og forhenværende udenrigsminister Holger K. Nielsen, at kampen imod Assad er lige så vigtig som kampen imod Isil. Tankegangen bag denne sammenkobling ligger tæt på den argumentation, som findes blandt amerikanske høge. Den nykonservative kritik i USA bebrejder Obama- regeringen for ikke have fjernet Assad-regimet, der tilskrives ansvaret for den Islamiske Stats succes. Ifølge Holger K. Nielsen: Isil er opstået i Irak, men er vokset i kampen imod Assad-regiment i Syrien. Det er hadet til Assad, der har skubbet unge mennesker i armene på Isil. Dybsindig logik og psykologisk indlevelses evne fra en SF veteran og tidligere dansk udenrigsminister! I denne forståelsesramme reduceres konfliktens kompleksitet til en simpel fortolkning, som undlader at inddrage den kendsgerning, at regimet i Damaskus har kæmpet imod denne bevægelse i Syrien. Var det ikke for Syriens militær og den støtte som Assad-regimet har fået fra Iran, Hizbollah og Rusland, ville Islamiske Stat have overtaget magten i Damaskus med alle de konsekvenser, dette kunne have medført. Det er også en kendsgerning, at krigen imod Assad-regimet støttes økonomisk, militært og politisk af en koalition, der omfatter imperialistiske/demokratiske lande som USA, England, Frankrig samt udemokratiske regionale regimer som Saudi Arabien, Qatar, Tyrkiet og andre, såsom Israel. Selvom disse aktører har været enige om en fjernelse af Assad fra magten har de hver især deres egen dagsorden. Som det kinesiske ordsprog siger: De sover i samme seng men har forskellige drømme! De politiske kræfter, som ønsker et større dansk militært engagement i Mellemøsten, skal forberede sig på en langvarig indsats. I den senere tid har flere amerikanske politikere snakket om, at krigen i dette område kunne vare 30 år. Udover de menneskelige og materielle/fysiske omkostninger, har krige også alvorlige konsekvenser for miljøet og bidrager til klima-forandringerne. At socialister skulle være parat til at involvere deres land i et sådant politisk projekt må enten skyldes en sær opfattelse af socialismen eller en ringe forståelse af international politik. Støtte til imperialistiske krige er og har historisk set været socialismens akilleshæl. Den danske venstrefløjs tvetydige holdning til de nuværende krige i Mellemøsten, samt vestligt støttede regime-skifter i adskillige lande (inklusive Ukraine!), legitimerer i sidste instans de militaristiske kræfter i verdenssystemet. Set i dette lys skal SF s og EL s forslag om større økonomisk støtte til freds- og konfliktforskning betragtes som et lille skridt til at bringe lidt mere klarhed på banen. Imidlertid for at udfylde sin 5 / 6

6 eksistensberettigelse, må freds- og konfliktforskning inddrage imperialismeproblematikken. 6 / 6