Udgangspunktet er godt: En sejr er vundet

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Udgangspunktet er godt: En sejr er vundet Skrevet af: Frank Aaen Offentliggjort: 01. november 2006 Kommunerne og velfærden har i flere år været presset af en stram økonomi. Problemerne kulminerede her i efteråret 2006 hvor presset fra den stramme økonomi øgedes yderligere med strukturreformen og udligningsreformen. Ændringerne har flyttet milliarder rundt mellem staten, kommunerne og regionerne, og i mange kommuner kom store sociale nedskæringer på dagsordenen. Samtidig kunne staten notere et enormt og stigende overskud på de offentlige finanser, 80 milliarder kr. i Denne kombination af et stort overskud i staten og nedskæringer i kommunerne, fik mange til at se det modsætningsfyldte i, at vi lever i et rigt samfund med masser af penge, imens velfærden slet og ret er sat på skrump. I en periode har skattestoppet været i centrum for den ideologiske debat, men udviklingen har vist, at det ikke er skattestoppet, der udgør det største ideologiske angreb på velfærdssamfundet. Det er snarere regeringens grænse for væksten i de offentlige udgifter. Trods skattelettelserne til de rigeste, boligejere, aktionærer og andre, er pengene strømmet ind i de offentlige kasser. Der er kort sagt penge nok. Selv renset for de ekstraordinært store indkomster fra olien, højkonjunkturen og skatten på afkast i pensionskasserne, er der tale om varige og høje overskud, også de kommende år. Men regeringen vil forhindre, at pengene bruges til velfærd. Derfor er der holdt fast i et loft for udviklingen i de offentlige udgifter på 0,5 %. Mere må udgifterne til velfærd ikke stige, selv om det reelle behov vokser mere, og de samlede indtægter i samfundet vokser med en hastighed, der er flere gange højere. Regeringens ideologiske mål er, at det private - det individuelle - forbrug vokser med en fart, der flere gange overgår det, der afsættes til velfærden og solidariteten i samfundet. Det er regeringens mål: En fundamental ændring af samfundet, væk fra solidaritet og fællesskab til mere liberalisme. Situationen er ændret - tid til velfærd Argumentationen for ikke at investere de massive overskud i mere velfærd har oftest været, at den offentlige gæld skal afbetales. Og det skal den bestemt. Men regeringens argumentation klinger hult. For samtidig med at regeringen har holdt velfærden i stramme tøjler, har den gennemført store skattelettelser og fremmet et vildt stigende privat forbrug. Regeringen har altså valgt skattelettelser frem for velfærd. Alligevel er der faktisk råd til mere velfærd, hvis regeringen bare ville tillade det. Det skal retfærdigvis siges, at grænsen på de 0,5 % blev opfundet af SR-regeringen, selv om grænsen ikke blev overholdt så rigidt, som det er sket under VK-regeringen. Og ind til for nyligt blev denne grænse, også kaldet 2010-planen, opfattet som hellig og næsten ukrænkelig. Da SF for nyligt foreslog et grundlag for et kommende regeringssamarbejde mellem S, R og SF, lød forslaget på en vækst på ca. 1 %, altså også meget lavere end væksten i det private forbrug og lavere end væksten i SR-regeringens tid. Men situationen er ændret. Med de uddannelsessøgende, som de mest aktive, har folkelige bevægelser bestående af brugere af velfærden, offentligt ansatte og andre borgere sat en ny dagsorden. Selv borgerlige borgmestre har været stærkt fremme i sin kritik af regeringens politik. Regeringen prøver at holde fast på den stramme økonomiske politik, men den har nu ændret retorik. Nu siger Finansminister Thor Petersen, at velfærden skal følge udviklingen i den samlede økonomi. Der stadig mest tale om kreativ bogføring, men regeringen er blevet presset til at lette lidt på finanserne. Og ingen tør længere formulere regeringens politiske forandringsprojekt, så klart som beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen gjorde det i Dagbladet Børsen for et par år siden. 1 / 5

2 Dengang formulerede han det som et mål i sig selv, at lade det private forbrug vokse mere end velfærden. På denne måde erklærede man gradvist og grundlæggende at ville ændre det danske samfund. Selv om der fortsat er forskelle mellem Socialdemokratiet og de radikale, er der ingen tvivl om, at alternativet til VK-regeringen står for mere velfærd. Og Socialdemokratiet har vundet ved at sige, at regeringen ønsker skattelettelser i stedet for velfærd. Solidariteten i samfundet har på den måde vist sin styrke og minimalstaten er igen blevet sat til vægs. Det er en sejr, der kan vise sig afgørende for det kommende valg. I de seneste opinionsmålinger har oppositionen da også været større end regeringen. Overophedning - ikke noget reelt argument Den næste store udfordring er diskussionen om overophedning af økonomien. Arbejdsløsheden er tæt på nul, siges det. Og ved at ansætte flere i den offentlige sektor, kan der opstå en betydelig mangel på arbejdskraft, der kan få lønningerne til at stige og dermed udløse en økonomisk krise. Til denne nationaløkonomiske argumentation er at sige, 1. At der er mere end , der er på arbejdsløshedsdagpenge eller i forskellige former for aktivering. Hvis der er et arbejde, er der ledige nok at tage af. 2. At der kan være enkelte fag, hvor der er mangel på uddannet arbejdskraft. Så er det bare med at komme i gang med mere uddannelse. 3. At der er nogle arbejdsløse, der ikke er så effektive og parate som de mest effektive. Det må arbejdsgiverne acceptere efter en periode, hvor de kunne vælge og vrage. 4. Det er noget vrøvl at tale om overophedning af det offentlige arbejdsmarked. Der er ikke nogen del af arbejdsmarkedet, der er så kontrolleret som det offentlige. Og med lønniveauet i det offentlige, kan denne sektor aldrig udløse en løneksplosion i den private sektor. 5. Der er (omregnet til helårs-personer), der er på sygedagpenge. En indsats for et bedre arbejdsmiljø kan sikre, at mange flere kan arbejde. 6. Ved at gøre en særlig indsats over for indvandrerne, er der store muligheder for at øge arbejdsstyrken. 7. Der er unge, der hvert år opgiver at få en uddannelse. Her skal der sættes ind. 8. Der er i alt ca i den arbejdsdygtige alder, der ikke er i arbejde. De fleste er skubbet så langt ud - på førtidspension, efterløn eller lignende - at de aldrig kommer i arbejde (og heller ikke skal piskes ud i arbejde). Men det er muligt at ændre, at titusinder hvert år udstødes fra arbejdsmarkedet ved at give mulighed for mindre stress, mindre nedslidning og kortere arbejdstid. Der er kort sagt intet argument i at bremse udviklingen i velfærden ved at tale om overophedning. Tværtimod kan en udvidelse af den offentlige sektor være med til at trække flere arbejdsløse ind i arbejdsstyrken til glæde for hele den samfundsmæssige økonomi. Og en udvidelse af den offentlige sektor er billig. Uddannelse af ekstra personale og ansættelse på normale løn- og arbejdsvilkår kan gøres næsten gratis. Udgifterne til dagpenge og sociale udgifter og den ekstra skat, der kommer ind, når flere kommer i arbejde, dækker stort set lønnen til at ansætte flere til at passe børn og ældre og til at gøre skolerne bedre. Et alternativ til regeringen bør kræve mange flere ansatte inden for velfærd. Hvis kommunerne og regionerne får dagpengene med hver gang de ansætter en ledig, vil det sætte gang i den nødvendige uddannelse og meransættelse inden for velfærden. Der er også oplagte muligheder for at åbne lads for flere indvandrere på den danske arbejdsmarked. 2 / 5

3 Uligheden stiger I den ideologiske debat om arbejdsløsheden er der nået det fremskridt, at det reelle tal for antallet af mennesker, der ikke er i arbejde, er ved at være kendt. Nu mangler en større opmærksomhed om, hvordan udstødningen kan bringes ned. Det er årsagerne til nedslidning, der skal bekæmpes, i stedet for at ramme efterlønnen og andre sociale muligheder, for dem, der bliver ramt af nedslidning. Den stigende ulighed er også en udfordring alternativet skal tage op. Ikke bare ved at skælde regeringen ud for dens politik, men ved komme med nogle konkrete udspil. I flere år er uligheden vokset, og særligt de arbejdsløse bliver ramt hårdt. Dagpengene for arbejdsløse er i dag mindre værd, end de var i starten af 80erne. Hvor man engang talte om, at dagpengene kunne udgøre 90 % af den mistede indkomst, er erstatningen for en almindelig lønarbejder nu på under 60 %. I stedet for at ændre denne udvikling har private forsikringsordninger bredt sig så dem, der ikke rammes så hyppigt af arbejdsløshed, kan sikre sig højere dagpenge. Desværre efterlader det de svagest stilede arbejdsløse i en endnu svagere position. For mange grupper af indvandrere er situationen blevet helt utålelig. Der er indført særligt lave takster - den såkaldte starthjælp - og familier, hvor to er på kontanthjælp, mister kontanthjælpen til den ene. Det har kastet både indvandrere og danskfødte familier ud i så stor fattigdom, at de har måttet forlade deres lejlighed. Der er tale om dyb fattigdom, hvor grupper af mennesker isoleres i samfundet. De særligt lave takster, der især rammer indvandrere, skal straks fjernes. Et alternativ til regeringen kunne som det næste markere en indsats med et angreb på den såkaldte satsregulering. Den måde at beregne pensioner og dagpenge på har øget ulighed indbygget som automatik. Hver gang det er regnet ud, hvad dagpenge og andre satser skal hæves med for at følge udviklingen i lønninger, trækkes der 0,3 % fra. Det lyder måske ikke af meget, men når det gøres år efter år, kan det mærkes: Uligheden øges! Når nu alle partier er imod øget ulighed - ja, det siger de i hvert fald - så bør partierne bag satsreguleringen (fra Dansk Folkeparti over til SF) kunne presses til, at dagpenge og pensioner ikke skal falde bag ud i forhold til øvrige indkomster. Tværtimod bør dagpengene have et løft. Maksimum skal hæves med kr. årligt, hvis niveauet skal genoprettes. Og så skal der gennemføres en skattereform for alle lave indkomster. Det taler flere partier om. Desværre holdes lave indkomster som dagpenge og pensioner ofte ude af disse reformforslag. Det vil i givet fald øge uligheden igen. Det er derfor afgørende, at en skattereform gavner ikke bare lave lønninger, men alle lave indtægter. Globaliseringen En yderligere udfordring for alternativet er globaliseringen. Det er godt med internationalt samarbejde. Og lønmodtagere i andre lande skal også have et arbejde. Men desværre fungerer globaliseringen som en negativ spiral. Arbejdere i forskellige lande presses til at acceptere dårlige lønninger og katastrofale arbejdsvilkår. Vi har set i TV, hvordan arbejdere går i gift til knæene for at producere billige håndklæder til vesten. Modsat frygter danske arbejdere, at deres arbejde bliver udflaget til andre lande. Vi skal stoppe den negative spiral. Helst ved at indføre forbud mod import at varer, der ikke opfylder rimelige hensyn til ansatte og miljøet. Gjorde Vesten det, ville det være en hjælp til de ansatte i udviklingslandene. Så længe der ikke er forbud, må der tages andre initiativer. Det kunne være ved at indføre et mærke, så alle kan se, om et produkt er lavet under ordentlige arbejdsvilkår. I dag er det svært at kontrollere, hvordan produktionen er foregået. Alle oplysninger er stort set fjernet fra varerne. Det ville være en hjælp, hvis alle virksomheder, der sælger i Danmark, skulle oplyse hvor 3 / 5

4 og hvordan, deres produkter er fremstillet. Og så skal det offentlige selvfølgelig gå forrest og sikre, at produktionen af varer og tjenester til det offentlige er sket på kontrollerede vilkår. Et mærke, og muligheden for at få oplysninger om hvor og hvordan varer er produceret, kan i første omgang give forbrugerne mulighed for at fravælge problematiske produkter. På sigt skal butikskæderne presses til kun at føre varer, der har et mærke, og som produceres på kontrollerede vilkår. På den måde vil et mærke og en database med oplysninger kunne være en hjælp til fagforeninger, miljøorganisationer og menneskerettighedsbevægelser, der kan hjælpe de ansatte i den tredje verden i deres kamp for bedre forhold. En sådan indsats kan stoppe de værste eksempler på, at f.eks. danske arbejdspladser underbydes af andre, der hvor rene sultelønninger og et elendigt arbejdsmiljø bruges i konkurrencen. Men selvfølgelig vil arbejdspladser flytte ud af landet, akkurat som der flytter arbejdspladser her til landet. Heldigvis får de fleste andet arbejde, når deres arbejdsplads bliver udflaget. Men for at give alle mulighed for et andet arbejde, skal der etableres flere arbejdspladser, der hvor der er behov. Det kan være ved at øge velfærden eller sætte gang i nye produktioner inden for økologiske fødevarer, vedvarende energi eller bæredygtigt byggeri. Beskæftigelse er et alt for vigtigt emne at overlade til de multinationale selskaber alene. Der er stort behov for og dertil næsten uanede demokratiske og produktionsmæssige muligheder i at kræve globalisering for mennesker, og ikke blot for den størst mulige profit. Miljøet Et alternativ til den siddende regering skal desuden sætte nye standarder på miljøområdet. Selv Anders Fogh Rasmussen og George Bush er begyndt at tale om mere vedvarende energi. Det er trods alt et fremskridt i forhold til regeringsskiftet i Her sagde regeringen til embedsmændene: Lav en "søg" på ministeriernes computere. Når tekster med Enhedslisten dukker op, så tryk på "delete". Med den metode fik de fjernet de fleste former for tilskud til udvikling af vedvarende energi. Den politik er de nu ved at ændre presset af udviklingen af de globale folkelige krav. Indtil nu er det mest sket i ord, men selv dét er en positiv udvikling og et tegn på, at oppositionens og Enhedslistens mangeårige politik på energiområdet for alvor har vind i sejlene. Alternativet skal sætte sig som mål, at Danmark på område efter område går forrest i arbejdet for et bedre miljø. Desværre er EU's indre marked ofte en umiddelbar hindring. Normalt anses varernes fri bevægelighed i EU for at være vigtigere end retten til at beskytte miljøet. Men sagen med importeret salmonellakød viste, at der kan skabes flertal for at gøre noget. Selv om det muligvis var i modstrid med EU-reglerne, var der et flertal i Folketinget, der ville indføre mere kontrol med importeret kød. Den udvikling må fortsætte. Vi kalder det retten til at gå foran. Målet er at få de bedst opnåelige internationale standarder på miljøområdet, men efterfølgende skal det enkelte land have lov til at indføre endnu skrappere standarder. Det vil ikke alene være en ekstra beskyttelse af borgerne i det enkelte land. Det vil samtidig være en vigtig hjælp til dem, der i andre lande ønsker at indføre tilsvarende former for miljøbeskyttelse. Ud over udviklingen af den vedvarende energi skal bekæmpelse af farlige kemikalier i produkterne sættes i centrum på dette område. Og sidst men ikke mindst: en ny udenrigspolitik Endelig skal et nyt flertal sikre en ny udenrigspolitik. Regeringen har ført Danmark ind i den nykonservative klub, hvor vi reelt er i lommen på Bush-regeringen. Opbakningen til det nykonservative kupforsøg imod alle internationale spilleregler er dog kraftigt aftagende, og det er på tide at også Danmark lægger kursen helt om. Udviklingen i Irak er nemlig intet mindre end en katastrofe. Flere hundrede tusinder irakere er døde. Flere tusinde soldater fra USA's koalition er døde. Landet står de facto nu midt i en borgerkrig. 4 / 5

5 Heldigvis sagde også S og R nej til krigen i Irak, da den startede, og heldigvis siger de nu nej til at fortsætte med det, der skulle være en fredsbevarende opgave i Irak. Dette tema, at angrebet på Irak var ulovligt og har været en militær og humanitær katastrofe, bør blive et stort angrebspunkt på den siddende regering. Dens politik har bygget på en løgn, og første skridt til en fred er at trække USA's, Danmarks og de andre landes styrker ud. Som bl.a. engelske militære ledere har sagt, forværres problemerne i Irak for hver dag styrkerne bliver. I stedet skal der sættes gang i en fredsproces, hvor pengene, der i dag bruges til militær, veksles til civil bistand. Desuden skal det sikres, at irakerne kan tilkalde hjælp fra andre lande til at hjælpe med at få ro i landet, men vel at mærke lande, der ikke har været en del af den amerikansk ledede krig. Tilsvarende er det med regeringens tilslutning til USA's linje i Afghanistan. Her er det også civil bistand, der skal i første række. Endeligt skal Israel presses til at sætte gang i en proces, der hurtigt kan føre til tilbagetrækning fra alle besatte område og oprettelse af en selvstændig stat for palæstinenserne. Der er gode muligheder for at angribe regeringen for i et og alt at følge Bush-regeringens fiaskopolitik, og i stedet sætte gang i en indsats for, at Danmark i højere grad kommer til at spille en positiv offensiv rolle for at sikre en bedre verden. En begyndende løsning på de store konflikter vil samtidig være med til at begrænse terroristernes mulighed for at rekruttere nye terrorister, såvel i den tredje verden som i de europæiske storbyer. Med en kraftig forøgelse af ulandsbistanden og en ændret politik i især de internationale handelsorganisationer kan verden gøres mere retfærdig og demokratisk og dermed mere sikker. De temaer, der er nævnt her, bør være omdrejningspunkter for et alternativ. De vil givet kunne vinde stor opbakning i fagbevægelsen og iblandt græsrodsorganisationer, og de sidste måneders udvikling af aktiviteter imod regeringens projekt, med aktionerne i foråret og nu i efteråret 2006, viser, hvordan den politiske dagsorden kan og bør ændres. Dette er vejen frem. Og oppositionspartierne skal hjælpe det voksende folkelige pres på vej ved at komme med stærke og klare alternativer til VK-regeringens politik. 5 / 5