Skal man være ung, allerede når man er 16?

Transkript

1 Skal man være ung, allerede når man er 16? UNGE UNDER PRES LAIKA FRANDESEN FLAKKEBJERG EFTERSKOLE HVORFOR ER det lige, at vi allerede nu som årige skal til at overveje og beslutte, hvad og hvor vi vil være om 5-10 år? Allerede nu, så tidligt i vores liv, skal vi til at tage stilling til, hvilken retning vi vil tage i vores professionelle arbejdsliv. Hvorfor er det sådan? Og til hvilken nytte er det, at regeringen med sin uddannelsespolitik prioriterer at lægge så stort et pres på os unge? SÅ VIDT JEG har forstået, er det ud fra en intention om at få flere unge ud på arbejdsmarkedet mangt hurtigere end tidligere. Dette mål vil man nå ved at lægge et stort pres på os unge for at gennemføre vores uddannelser i en fart. Men jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv: hvad er det egentligt for et menneskesyn, der ligger til grund for denne intention? Hvad er det for nogle kompetencer, denne proces fremelsker hos det enkelte individ? Den politik er dog også slået fejl. Aldrig før har der været så

2 mange som i den seneste 15 år, der er faldet fra, eller droppet ud af deres uddannelse. Det kan jeg godt forstå. For efter min overbevisning er det ikke på nogen måde hensigtsmæssigt at forcere den dannelsesproces, som vi alle gennemlever som mennesker i et moderne samfund. MAN KAN FØRST tage sine beslutninger, når man er moden til det. Det har noget med livserfaring og personlig erkendelse at gøre. Størrelser, som er meget individuelle, og som efter min overbevisning ikke kan ensrettes og topstyres i en sådan grad, som der lægges op til gennem den nuværende regerings uddannelsespolitik. Der er jo ingen, som har glæde af at blive presset igennem et system, de ikke selv har indflydelse på. personlig oplever jeg i høj grad at blive stresset, og stress avler frygt. Er det ikke en yderst ukonstruktiv følelse at tage beslutninger ud fra, når det har så store konsekvenser for ens fremtid? Der er jo ingen, som kan sige, når man er så ung, hvad man vil være, og hvad man vil bruge resten af ens liv på. Det kan jeg i hvert fald ikke. IKKE FORDI JEG ikke har nogen ambitioner eller drømme, som jeg gerne vil opnå, men at jeg helt specifikt skal vide, hvad jeg vil med mit liv, og hvor jeg vil hen, synes jeg ikke, på en så maskinel, systematisk og kold måde. man kommer hurtigt til at føle sig som en fiasko, hvis man ikke lige har et klart defineret syn på sin fremtid på hånden. Jeg kan slet ikke forstå princippet i, at vi skal stresse så meget. Hvad er det, de vil opnå med det? Er det er perfekt, effektivt samfund med veluddannede perfekte, effektive unge? MAN OPNÅR i hvert fald ikke, at folk bliver gladeres, når de vågner om morgene og skal på arbejde, hvis de er blevet presset gennem

3 systemet og presset til at vælge. Og når man ikke er glad for det, man udretter, laver og bruger sit liv på, er der vel også grænser for, hvor meget seriøsitet og glæde, man lægger i sit arbejde. Der var engang en, der sagde, at man lærer ikke for erhvervslivet, men for livet! Det finder jeg er en meget klog og relevant anskuelse, som er værd at huske på. UD FRA MIN synsvinkel virker det på nuværende tidspunkt blot, som om vi er nogle robotter, som hurtigt og effektivt skal programmeres til at gennemføre en uddannelse for derefter at blive spyttet ud i den anden ende som nyttige samfundsborgere. Det er efter min overbevisning et meget unuanceret menneskesyn, der ligger til grund for sådan en politik. Det er udelukkende en politik, der er baseret på økonomiske parametre: Kan det betale sig? et relevant spørgsmål er også: Hvilke kompetencer er det, man kommer ud med, hvis man ikke har oplevet andet end livet inden for uddannelsessystemets mure. Jeg tænker eksempelvis på folkeskolelæreren, der er færdig som 23-årig. Hvor rustet er man som menneske til at møde den virkelighed, man kommer ud til? Beslutningerne om, hvad vi skal gøre med vores liv, er en meget individuel proces. Jeg mener ikke, at det fremmer det sunde resultat, hvis vi ikke får den frihed, tid og livserfaring, der skaber plads til at finde ud af, hvad der interesserer os hver især, og hvad vi vil. Med andre ord, at finde sit rum, noget man interesserer sig for. Det er noget, man skal finde ud af med sig selv. Og det kræver både frihed og plads. Plads til at vælge og frihed til at tænke og omvendt. Det er ikke noget, man kan presse eller måske rettere programmere os til. debat@pol.dk

4

5