Den lange vandring. Af ARNE HARDIS

Transkript

1 Fire skribenter er igen efter årtiers lovligt fravær trådt ind ad porten til barndommens/ungdommens folkeskole eller gymnasium. I de næste uger skriver Pernille Stensgaard om Vangeboskolen i Rudersdal, Martin Krasnik om Carolineskolen på Østerbro og Ina Kjøgx Petersen om Esbjerg Statsskole. Lars Bonnevie slutter serien med en ny version af lektor Blommes død. Skoletid. Verdens nye centrum var skolen, meget passende placeret lige midt på Sjælland, og denne verdens radius var vel ti kilometer. Faldt man ud over kanten, ramte man eksotiske lokaliteter som Ringsted, Hvalsø, Roskilde. Den lange vandring Af ARNE HARDIS Måske må jeg have lov til at udmåle afstanden til min skoletids mentale rum med en lille erindring, som vist er fra den sommer, jeg startede i skolen. Sammen med min storesøster havde jeg været til tandlæge i Roskilde, vi havde selv tilbagelagt distancen ned til landevejen, passeret denne uden at blive ramt af nogen af de nu og da passerende biler, taget den røde rutebil med linjenummer 123 fra landevejens umarkerede stoppested, var stået af ved endestationen og var gået ned i Algade og et par hundrede meter til venstre og op i Roskildes grimmeste bygning, hvor tandlægen holdt til. Ruten har formentlig været indtegnet på et detaljeret hjemmegjort kort, som man vanligvis udfærdigede, når så små mennesker skulle sendes alene ud i verden. Tandlægen gjorde, hvad han måtte gøre, og man blev formanet om ikke at spise noget den næste times tid. Men da vi skulle hjem, indtraf en katastrofe. Returbilletten var væk. Min søster mente, vi nok på en eller anden måde møtte prøve at få ringet til naboen, som havde telefon, for at forklare, at nogen måtte hente os. Den model fandt jeg aldeles umulig. Den ville jo indebære, at vi skulle tale med fremmede mennesker og endda kommunikere i en telefon, så jeg overbeviste søsteren om, at det ville være langt smartere blot at gå de kilometer hjem ad landevejen mod Ringsted, så behøvede vi ikke tale med nogen som helst. Søholmskolen anno Helt i tidens ånd tegnet af eleverne til skolens website. 1

2 Vi gik nogle timer og fordrev tiden med at tælle kilometerstenene; da vi nåede en æbleplantage noget uden for Osted, var den af tandlægen afkrævede times faste længst passeret, og vi kunne stille sulten med nogle stjålne, sure æbler. Hver gang min søster appellerede til, at vi dog prøvede at låne en telefon, fik jeg hende talt fra det farlige eksperiment. Naboen, som også havde kontaktet politiet, hentede os cirka ved den 17. kilometersten, efter at vore forældre var kommet hjem fra arbejde og opdagede, at vi ikke var der. Det var i denne grundstemning, med denne helt igennem formuttede måde at møde verden på, at jeg startede på Søholmskolen i midten af 60rne. Den lå langt væk, næsten tre kilometer. Man skulle først cykle op over det stejle, stejle Slettebjerg, forbi den vanvittige schæferkøter på venstre hånd ved bjergets fod, som grundlagde min angst for hunde ved at bøje sig ned og bide mig i skulderen, forbi den ligeledes vanvittige køter på højre hånd et par hundrede meter længere fremme, dreje til højre ved T- krydset med Jystrups pulserende handelscentrum, hvor både bank, købmand, bager og mekaniker holdt til, cykle gennem det farlige 90 graders Savværkssving, hvor man skulle tage sig i agt for pludselige modkørende biler, forbi kiosken et par hundrede meter før skolen og så var man fremme, fremme ved tilværelsens nye centrum nummer 2, klar til at få hældt lærdom på.»den helt store forskel fra 60ʹrne til i dag handler om dengangs midtsjællandske muthed over for i dags frimodighed,«skriver forfatteren, som her ses i venligt lune en dag i 4. klasse. Ak, hvor forandret Da jeg står på gangen til morgensang mere end 40 år senere, ankommet fra den helt forkerte kant og i bil i stedet for på cykel, ser jeg forskellene og lighederne. Morgensangen afvikles på genau samme sted som dengang, der akkompagneres stadig på klaver, men der er sat mærkelige skillerum op her og der, som gør barndommens lange gange underligt korte, fadervor er afskaffet, gangene flyder med computerborde, de smukke gule tegl er overalt dækket af resultatet af børnenes kreative anstrengelser, helhedsindtrykket er rodet, den stilrene 50r-funktionalisme drukner i kreativitet. Og hov: Hvor er tavlen med skolens bedste idrætsresultater, hvor ovennævnte storesøsters sindssvagt hurtige tresmeter-tid stod opnoteret årti efter årti uden at kunne slås? Skoleinspektør Peter Tellerup forklarer meget præcist, hvad det handler om, da han fortæller børnene efter morgensangen, hvem den mærkelige mand stående ved hans side er:»han er journalist, og han har gået her på skolen for mange år siden, og han skal skrive en artikel med overskriften ak, hvor forandret.«han har helt ret, jeg må dagen igennem ave min forurettelse over, at tiden 2

3 ikke er frosset. Man har møbleret om på mine erindringer, skolen er både sig selv lig og helt forandret, og mest forandret er den måde, ungerne opfører sig på. Den helt store forskel fra 60rne til i dag handler om dengangs midtsjællandske muthed over for i dags frimodighed. I et af frikvartererne spiller nogle drenge et spil, de kalder Gogo eller noget i den retning, det er en moderne udgave af det ældre Jojo, forklarer man mig. Spillet handler om at kyle nogle plasticfigurer ind mod muren og få dem til at hvile tættest på samme mur. Vil jeg prøve, spørger en knægt, der må være syv eller otte.»du er god,«siger den ene nådigt, da mit andet eller tredje kast tilfældigt lægger sig tæt ved muren. Jeg forklarer om hønseringene, som vi spillede om i samme skolegård. Reglerne, taktikken, teknikken med at satse på o erne, som kunne sættes sammen i dobbeltringe, så man, selv hvis man spillede om svimlende 100 hønseringe, stadig kunne have en håndterlig og pakket klump hønseringe at føre frem over asfalten. Jeg fortæller om huden på fingrene, der først blev slidt af, siden blev tyk og læderagtig, når man havde hønset længe nok. De lytter, kommenterer og vurderer, det er en samtale mellem ligemænd inden for disciplinen tidsfordriv. En har en storesøster, der har haft sådan nogle, så hønseringe er ikke fuldstændig ukendte. Ikke plasticfigurerne eller reglerne for gevinst og tab, men samtalen er den egentlige forandring. I min tid ville vi aldrig begynde at konversere en fremmed mand i skolegården. Aldrig. Vi ville kikke ned skærmet af det pandehår, som endnu ikke var blevet langt, og vente, til problemet gik over, eventuelt svare mut i enstavelsesord, hvis vi blev overfaldet med venlige spørgsmål. Jeg mindes heller ikke, vi larmede i timerne, mine lærere vil nok erindre det anderledes, og vi lærte det jo også, som årene gik, at støje op, men mutheden er grundtonen i min erindring. Vi syntes, at børn, der talte lige ud af posen og ikke kunne finde ud af at være generte, måtte være udsat for en form for omsorgssvigt. Det er tydeligt nok, hvad der ligger bag, det er den kulturradikale pædagogik, som går sin sejrsgang i skolerne og danner frimodige børn, der ikke er bange for at stille sig op. Allerede de vise fædre bag skolens opførelse besluttede i midthalvtredserne, at gymnastiksalen skulle udstyres med teaterscene med sufflørkasse og scenetæppe og det hele. Mindre end ti år før havde et cirkulære fra Undervisningsministeriet henstillet til, at skoler uden gymnastiksal dog opførte et læskur. Jeg overværer en engelsktime for sjette klasse, en efter en stiller eleverne sig op foran kammeraterne og læser deres foredrag op uden overvældende generthed og med betydelig inspiration fra computerspil og tv-serier. Hvad hedder læreren, spørger jeg en pige?»anne.«hvad mere?»det ved jeg ikke.«det er en anden forskel. Vores lærere hed fru Holm, hr. Holm, Simonsen og Tarnak (der var skoleinspektører og så mægtige, at de ikke engang behøvede et hr. til at stive autoriteten af). En lærer var så ung og flink og populær, at vi dristede os til at bruge fornavnet også og kaldte ham Søren Rasmussen. På et tidspunkt i sjette eller syvende skred autoriteten yderligere, da vi fik en helt ung lærer, som kun hed Margit. Vi kunne virkelig godt lide hende, mente vist nærmest, vi var venner med hende, og vi fik et chok, da Margit en dag skældte os ud, fordi vi omsider havde lært at larme og ikke kunne holde mund, når vi skulle. 3

4 Riget i midten Det var en meget lav horisont, vi var omsluttet af i 60rne. Verden sluttede simpelthen meget tæt på. Roskilde var en tandlægeting, København var familiebesøg og Zoologisk Have, den egentlige verden stoppede under 10 kilometer fra dens to centre hjemmet og Søholmskolen. Vi havde vores egne lokale rekorder til at befæste verdens centrum med. For eksempel Hvidsø, som Søholmskolen ligger ved, det var dengang Danmarks reneste sø. Intet mindre. Forurening var ikke på mode dengang, men en rangliste var alligevel etableret af en eller anden. Forannævnte Slettebjerg var i min barndom»sjællands højeste bebyggede punkt«, og der ligger ganske rigtigt både et vandværk og et husmandssted på bjergets top. 92 meter over havets overflade. Hvem havde fundet på den vanvittige rekord? Den samme mand, som har målt forureningsgrader i alle Danmarks søer? Og er rekorden forresten slået? Meget passende er områdets mest storslåede seværdighed resterne af den nedlagte Store Sjællandske Midtbane, en jernbanelinje, som skulle forbinde Ringsted med Frederikssund og videre, men blev sløjfet efter få år i 1930rne. Jystrup må været lokaliteten med flest unyttige viadukter og tilgroede baneslugter. Den rigtige verden var omsluttet af fire fremmede lokaliteter: Ringsted, Svalmstrup, Hvalsø og Nebs Mølle. Ringsted ti landevejskilometer væk var en anden verden. Da i fjerde klasse en dreng flyttede derfra til Jystrup og blev min bedste ven i stedet for ham, der året før var flyttet til Jylland, var det en fremmed og højere civilisation, han repræsenterede. Bankbestyrersøn, dannede forældre, kendskab til Dylan og Velvet Underground, han lærte mig at sige De i stedet for du. Jeg begyndte pludselig elleve år gammel at konversere nabolandmanden med De, når jeg fik lov til at hjælpe med halmafbrændingen på markerne. Har De haft en god høst i år?»du må godt sige du til mig, som du plejer.«husrækken Svalmstrup fem kilometer fra skolen var en anden verden. Da en dreng var det ikke et års tid eller to senere? kom til klassen fra Svalmstrup, var det næsten ikke til at fatte, hvor anderledes han var. Var det noget med, at han røg? Det var Ultima Thule og ubegribeligt med ham og hans mange Svalmstrup-brødre, en af mine klassekammerater og jeg brugte uger på at fremskaffe en filtercigaret, tømme den forsigtigt for tobak, fylde den med havregryn og yderst en lille prop af den oprindelige tobak. Den ville vi forære ham,»hej, Torben, har du ikke lyst til en krøllet cigaret?«, og når han og cigaretgløden så nåede ned til havregrynene, så ja, hvad planen var, fortaber sig. Jeg tror ikke, han nogen sinde fik røget den mærkelige gave. Hvalsø knap ti kilometer fra skolen var en anden verden. Da i syvende nogle af pigerne begyndte at få kærester fra Hvalsø, krakelerede lilleverdenen og dens lukkede kredløb af kærester kun fra samme klasse. I fjerde havde jeg fået mit første kærestebrev og blev så befippet, at jeg ikke anede, hvad jeg skulle gøre ved det gloende papir. Jeg endte med snedigt at grave brevet ned ude ved tørrestativet bag huset under en sten, så jeg kunne finde det igen, hvorved jeg tabte erindringen om brevets indhold og lærte noget om papirs hastige formuldningsproces. I sjette begyndte vi med fri dans til klassefesterne sideværts, rytmiske hop fra ben til ben akkompagneret af kreative armbevægelser senere kinddans, selv i musiktimerne, hvor elektriske gardiner kunne rulles ned, dansede vi kind mod kind i mørke midt på dagen. Frigjorte? Jeg husker en 4

5 måneds dyb, dyb angst, da musiklæreren havde fundet på, at vi alle sammen skulle synge solo. Var vi for generte til at optræde over for kammeraterne, kunne vi få lov til at gemme hovedet inde i en papkasse, så det kunne være en radioudsendelse i stedet. Som om det ville hjælpe, hovedet skulle jo ud af papkassen igen på et tidspunkt. Alle mennesker kan synge, løj det vanvittige kvindemenneske af en sanglærerinde. Hvad forestillede hun sig? At vi kom lige fra en musikpædagogisk session med Bernhard Christensens jazzensemble? Hvorfor nåede torturen aldrig frem til mig, var jeg syg den dag, eller forbarmede hun sig over nogle af os? Pjækket har vi med garanti ikke gjort, det var en utænkelig tanke. Det gjorde man ikke, der fandtes ikke begreber for den handling, og jeg var glad for at gå i skole, elskede august, når vi fik nye skolebøger. Nebs Mølle, børnehjemmet et par kilometer fra Jystrup, var en anden verden. Herfra kom til klassen en køn yngling, der kunne spille fodbold, ryge hash og høre Hendrix og tidlige Stones-album. Det var mageløst ejendommeligt på kanten af det livsfarlige, og vi kunne kun tåle at tage tresserne ind i små doser ad gangen og helt uden at inhalere. De forbudte stuer Lærerboligerne tjener ikke længere deres gamle formål, de er i stedet taget ind af den tiltagende institutionalisering af barndommen og tjener som skolefritidsordning. Pludselig kan jeg under skoleinspektørens rundvisning gå rundt inde i de stuer, som var min barndoms læreres hjem. Tidligere forbudt land, som nu flyder med legetøj og den velkendte kaotiske institutionsstemning. Jeg ved, at jeg ikke med sagligheden i behold kan sige, at det er gået tilbage med skolen, fribårne unger er bedre end mutte børn, men min skepsis kan jeg ikke holde tilbage. Måske kunne tilværelsen for dagens elever gå selv med en anelse mindre krav på scene og projektør og mig selv, og det er trods alt min barndom, de eksperimenterer med. Jeg møder to drenge i skolegården midt i en time, de har fået lov til at lave deres opgave der i stedet for i klasselokalet, siger de, mens de i stedet spiller bold og Gogo. Jeg kan ikke forstå, det kan lade sig gøre. Nogle gange hører vi også musik på mobilen i timerne, trumfer en af dem op, men jeg tror, han bluffer. Hvis jeg var lærer, ville jeg ufortøvet konfiskere en mobiltelefon, som var bare antydningsvis tændt, siger jeg alvorligt. Hvor er du streng, siger han overrasket og frimodigt som det ene barn til det andet. 5