Kapitel 10. Jeg kan huske dengang, da. Lidt humoristiske personlige erindringer fra de første år.

Transkript

1 Kapitel 10. Jeg kan huske dengang, da. Lidt humoristiske personlige erindringer fra de første år. Da jeg er Nivå-borger, var jeg jo medlem af Ældre Sagens lokalkomite i Karlebo kommune (Kokkedal, Nivå og landsognet), så det er her mine erindringer stammer fra. I de foregående kapitler har jeg forsøgt at give en objektiv beskrivelse af lokalkomiteens arbejde, men dette sidste kapitel bliver min rent subjektive beskrivelse af nogle af mine oplevelser, især de første år. Jeg har sandsynligvis selv større fornøjelse af at skrive dette kapitel, end andre vil have af at læse det, men jeg tror nogle af de frivillige fra de første år vil nikke genkendende til mange af situationerne. Ligesom nogle af de samme mennesker vil kunne have fornøjelse af - måske sammen med et par andre - at gå ind i Fredensborgarkiverne og bladre i mine gamle fotoalbums, genopfriske gamle dage og se sig selv og andre i en ca. 20 år yngre udgave. Der var i hvert fald både mennesker og næsten glemte situationer, som jeg havde glæde af at genopfriske. Kan du huske dengang, da.? Ved mit første møde med Ældre Sagen lokalt afslørede jeg min uvidenhed om foreningen, selv om jeg var medlem. Først på sommeren i 1991 ringede Else Chilton, som var medlem af lokalkomiteen, til mig og fortalte, at hun skulle starte Ældre Sagens første aktivitetsgruppe, en travetursgruppe, og spurgte, om jeg havde lyst til at gå med på hendes prøvetur, og det havde jeg. Jeg havde lige mistet mit arbejde efter en lang sygemelding, så jeg havde masser af tid. Ugen efter startede gruppen så for alvor med flere deltagere. Én af dem var Kirsten Wenneberg, som også var komitemedlem. På sådan en tur går man jo og hyggesnakker med de forskellige, og på et tidspunkt sagde jeg, at jeg havde tænkt mig at blive besøgsven i Røde Kors, men var foreløbig stødt på, at der ikke var nogen lokalafdeling her. Kirsten svarede, at jeg da ikke skulle være besøgsven i Røde Kors, men i Ældre Sagen. Det vidste jeg ikke, at man kunne blive. Vi havde jo ikke noget lokalt medlemsblad endnu. Det kom først nogle måneder senere. Og i det landsdækkende medlemsblads tillæg Det Sker stod der under Karlebo kun: formand Svend Schive, netværkskontaktperson Kirsten Wenneberg. Men hvem vidste, hvad netværk betød? Og der var ingen andre aktiviteter endnu. Senere skiftede man betegnelsen netværk ud med social-humanitære tilbud. Det var ikke almindeligt dengang overhovedet at nævne besøgsvenner i Det Sker, men kun andre aktiviteter. Det begyndte vi på i Karlebo, men var i mange år de eneste, der nævnede det i Det Sker. Jeg blev omgående besøgsven for 2 damer i Nivå, for der var mangel på besøgsvenner endnu. Jeg tror, vi var 4-5 stykker. Kirsten Wenneberg inviterede mig senere til at overvære et par møder i lokalkomiteen, og jeg besluttede mig derefter til på opfordring at stille op til næste årsmøde i marts Jeg tænkte, at jeg måske kunne blive sekretær, for det mente jeg at have lidt begreb om. Jeg blev også valgt (ikke mange stillede op). Men ved det konstituerende møde blev jeg klar over, at Svend Schive ønskede at gå af som formand på grund af problemer med hørelsen. Ingen ville være formand og mindst af alle jeg, der aldrig i mit liv havde så meget som snuset til foreningsarbejde. Et af medlemmerne blev presset til at sige ja, men skrev kort efter til os og meddelte, at hun havde følt sig presset, men ikke havde den fornødne tid til jobbet. Det var uhyre rimeligt, da hun havde et krævende fuldtidsarbejde. Ved det næste møde var det mig, der følte mig presset og måtte sige ja, selv om jeg var hunderæd ved tanken. Som skik var, blev der jo skrevet lidt i avisen om, hvem der var valgt til lokalkomiteen, og heriblandt hvem der var formand. I dagene efter, når jeg på gaden mødte venner eller tidligere kolleger, ønskede de mig til lykke med valget. Jo tak, hvilket valg? Men jeg blev meget hurtigt så glad for arbejdet, så jeg blev ved som formand i 14 år, til jeg syntes, det dels var for meget arbejde efterhånden, dels at det ville være en god ide at lade nye, helst yngre kræfter komme til. Men jeg fik så mange gode oplevelser med dette frivillige arbejde, og mange af mine nuvæ-

2 rende venner er kvinder, som jeg arbejdede sammen med allerede i de første år. Senere er jeg også begyndt så småt igen at være aktiv på et par områder indenfor det soc.hum. arbejde i ÆS. Selv om jeg var glad for arbejdet, fik jeg jo indimellem nogle udfordringer. Den første store af slagsen kom ved årsmødet et år efter (årsmødet er jo den lokale generalforsamling ). Jeg skrev en årsberetning og fik den, som det sig hør og bør, godkendt af lokalkomiteen. Men jeg havde søvnløse nætter inden mødet ved tanken om, at jeg skulle læse den op for forhåbentlig mange mennesker. Jeg havde garderet mig ved at bede Ældre Sagens foreningskonsulent John Ibsø være mødeleder. Det gik også fint, indtil vi var færdige med det sidste punkt, som var eventuelt, og jeg åndede lettet op. Men så gav mødelederen ordet til formanden, og jeg sagde undrende, nærmest lidt forskrækket, at jeg da mente mødet var forbi nu. John Ibsø svarede venligt med et smil på læben at jeg skulle takke mødelederen. Nåh, ja. Det gjorde jeg og glemte det aldrig siden! Det skabte lidt morskab i forsamlingen. Nu var der heldigvis et helt år til næste gang. Jeg havde ellers grundigt læst Ibsøs bog Håndbog for lokalkomiteer (den var min bibel især i de første år), men han har nok ment, at det at takke mødelederen var almenviden. Der kom andre udfordringer. I 1997 arrangerede vi for første gang et borgermøde inden kommunalvalget, hvor vi inviterede de politiske partier til at stille med en kandidat hver, og vi tilsendte alle nogle få spørgsmål angående deres holdninger til forskellige problemer, der relaterede til den ældre del af befolkningen. De fik at vide, at de havde et vist antal minutter til deres første indlæg og til en senere runde, og at der i øvrigt ville blive stillet spørgsmål fra publikum. Vi var lidt bange for, om vi nu kunne styre sådan nogle politikere, så de ikke bare blev ved med at tale udover de tildelte minutter. Så vi havde en plan. Jeg skulle tage mit minutur med. Og hver gang en politiker startede sit indlæg, satte jeg uret. Kirsten Vedum var ordstyrer, og hun startede med at bekendtgøre, at de ville blive stoppet, når tiden udløb, for formanden havde sit køkkenur med. Det vakte ret meget munterhed blandt politikere og publikum, og det forunderlige var, at ringningen blev respekteret, måske fordi der var for meget latter, til at de kunne fortsætte med værdighed. Den taktik fortsatte vi med at bruge til alle kommende borgermøder af den art. I øvrigt fandt jeg hurtigt ud af, at det var den helt rigtige forening, jeg var kommet ind i. Svend Schive, som vist var år ældre end mig, kaldte os nye temmelig jævnaldrende frivillige for de unge piger. Det var jo ikke lige den måde, man tænkte på sig selv på, når man lige var gået på efterløn. Jeg kunne til gengæld fortælle ham, at han var mit idol m.h.t. at blive gammel, for han var ukuelig. Han var i mange år leder af slentretursgruppen og fortsatte i den i flere år efter, at han havde fået andre til at tage over. De sidste år kneb det lidt med at følge med, men i stedet for at melde fra købte han bare en cykel, der kunne klappes sammen, så den kunne være i hans bagagerum, når gruppen kørte ud. Så kunne han cykle, der hvor de andre gik. Til sidst måtte han opgive at tage med, efter at han havde prøvet at vælte med cyklen. Så købte han bare en 3-hjulet cykel, men den kunne han desværre ikke tage med i bilen, så det blev kun til ture i Kokkedal. Svend og Margit boede på en af de øverste etager i Blåbærhaven, og jeg undrede mig over, at de kunne klare at bære deres indkøb den lange vej op. Selv blev jeg godt forpustet, når jeg besøgte dem. Da det kneb, fandt Svend ud af, at man kunne få en indkøbsvogn, som den, mange af os andre bruger, bare med den forskel, at den kunne køre på trapper. Jeg beundrede ham også for som tilflytter til Sjælland at have sat sig ind i lokalhistorien i området, så han var en god vejleder på udflugterne, og han skrev tilmed en bog eller et hæfte til lokalhistorisk forening, men jeg husker desværre ikke indholdet. Jo, han var mit idol. Svend Schive døde kort før sin 90 års fødselsdag. Han havde ellers inviteret mange af os til åbent hus på dagen, men det gik han og vi glip af. Svend Schive var nu ikke den eneste seje gut, jeg traf på i Ældre Sagen. Vi havde en besøgsven, som også var frivillig i andre organisationer. Jeg blev mindet om det, da jeg bladrede avisudklip igennem. Jeg havde

3 skrevet en artikel med overskriften: 90-årig besøgsven. Det var Ejnar Langkilde. Han boede i den nordlige del af Nivå og havde en kolonihave ved Lyngebækgård, og jeg mødte ham ofte, når han kom på cykel med spade og andre redskaber bundet fast til cyklens stang (måske var han kun sidst i 80-erne på det tidspunkt). Vi var et par stykker, der besøgte ham til åbent hus på 90-årsdagen. Det er den eneste gang, jeg har prøvet at synge fødselsdagssang på esperanto, en af Ejnars store interesser. Lokalkomiteerne modtager jo ikke hele det kontingent, som medlemmerne betaler langtfra. Den største del går til Landsforeningen Ældre Sagens arbejde, til personale i sekretariatet, til konsulenter, der hjælper de frivillige, til kurser m.m.m. Men vi får en lille del af kontingentet, d.v.s. dengang da der ikke var så mange medlemmer, fik vi ikke så mange penge at gøre godt med. Men vi var jo unge og friske, så vi cyklede rundt med breve til lokalkomiteens medlemmer og andre frivillige for at spare på frimærkerne. Computer var der jo ingen af os, der havde dengang. A pro pos økonomien: Når vi havde arrangementer på Græstedgård, var der tilmelding, og så vidste vi, hvor mange kager, vi kunne købe, for deltagerne betalte jo for deltagelsen. Men til årsmøderne var der ingen tilmelding, så ikke nok med, at vi de første år startede med at dække til for få, fordi vi år for år fik større tilslutning, og vi oksede rundt med at sætte flere borde og stole op, efter at medlemmerne var ankommet. Kaffe og kage var på komiteens regning, for det skal være gratis at deltage, men der skulle jo ikke være for stort spild, så jeg blev berømt/berygtet for altid bare at købe nogle store småkager, der kunne holde sig længe berygtet mest blandt komitemedlemmer, som fik dem serveret ved de næste komitemøder, til de sagde, at nu gad de ikke se de kager mere. Til mit forsvar dette: jeg traf engang en dame, der glad fortalte, at hun kun kom til de årsmøder på grund af kagerne! Det var også den eneste gang om året, hun dukkede op til noget arrangement. Teknologien var en anden dengang i begyndelsen af 90-erne. Jeg ved ikke, hvem fra lokalkomiteen der skrev de første 2 lokale medlemsblade. Men fra august 1992 og godt 3 år frem havde jeg fornøjelsen. Nu var der jo unægtelig ikke så mange aktiviteter at skrive om dengang. Det første blad, jeg skrev var på 8 sider, d.v.s. 2 foldede A4 ark. Det skrev jeg på mit gamle hakkebræt af en rejseskrivemaskine (jeg kunne genkende typerne, da jeg så bladet på arkivet). Derefter fik jeg en elektrisk skrivemaskine. Det var jeg glad for, især i 1995, hvor bladet var på 24 sider. På det tidspunkt, havde vi efterhånden fået gang i meget mere. Der var nu foruden besøgsvenner 3 andre soc.hum. tilbud, 17 aktivitetsgrupper og 5 enkeltarrangementer (informationsmøde om nye aktiviteter, foredrag og udflugter). Ikke nok med, at den elektriske var hurtigere at skrive på og med et lettere anslag, den havde slettebånd. Kun de, der er gamle nok til at have prøvet en alm. skrivemaskine, ved, hvilken revolution, slettebåndet var. Tidligere var det sådan, at skrev man forkert, brugte man slettevæske (dummeblæk) til at slette bogstavet eller ordet med, hvorpå man måtte vente lidt, til papiret blev tørt, før man kunne skrive ovenpå. Jeg skrev også tekster til Det Sker 5 gange om året. Der var tekster, der gik igen fra blad til blad, men der var også ændringer i de tekster af og til, og der kom nye til. Men der var jo ikke, som da jeg senere fik computer, mulighed for at gemme teksterne og gå ind senere og rette og tilføje. Så det var klippe-klistre-metoden. Man klippede det ud fra sidst, der skulle bruges, og limede det op på A4 ark sammen med de nye tekster, der skulle med, gik på biblioteket eller hen på Nivå Centralskole og tog kopier, og så var det klar til afsendelse og til at arbejde videre med næste gang. Da jeg i 1996 arvede min søns gamle computer med et program, der hed Word Perfect, var det jo som at komme i himmerige. Den kunne ganske vist ikke gå på nettet, så der var ikke tale om at sende mails, men pyt med det. De, jeg havde brug for at skrive til, havde heller ikke netadgang. Det fik vi jo heldigvis senere, og da det alt sammen skete i takt med, at arbejdet voksede, fordi vi fik flere og flere frivillige og fik gang i flere og flere aktiviteter, passede det hele smukt sammen.

4 Det var ikke kun teknikken, der var mere primitiv. På grund af økonomien måtte vi klare os på forskellig vis. F.eks. var vi glade for at kunne benytte et hyggeligt lokale i Mariehøj i Nivå til vores hobbygruppe, men belysningen var for dårlig, så de frivillige medbragte selv nogle lamper, som de på mystisk vis hængte op, så alle kunne se, hvad de lavede. Der var også brug for meget praktisk arbejde på anden måde de første mange år (og det er der jo stadig, men nok i lidt mindre målestok). Der var ikke penge til at invitere de frivillige på restaurant, så den årlige fest for frivillige blev holdt i kommunens ejendom, Græstedgård, i Kokkedal. Det var hver gang frivillige, der lavede maden, f.eks. lavede flere en gryderet hjemme, og det hele blev varmet op i Græstedgårds køkken. Vi slæbte rundt på nogle gamle sammenklappelige borde, der både var tunge og vanskelige at slå op og ned. Det gav af og til nogle knubs. Det samme gjaldt vore enkeltarrangementer, bladuddelermøder m.m., hvor mange af os har brygget tusindvis af kopper kaffe i årenes løb, dækket borde og vasket op i hånden, fordi opvaskemaskinen var evigheder om at blive færdig, så det blev kun til én opfyldning og resten i hånden, og paptallerkener og kopper var for dyrt. Men det giver alt sammen et utroligt godt sammenhold, og det er jo altid sjovt at lave noget sammen. Problemet med at få lokaler er en historie for sig. På skolerne kunne vi godt låne lokaler, men først sidst på eftermiddagen, og mange ældre ønskede ikke at gå ud, når det blev mørkt. Vi var glade for Græstedgård, men kunne ikke benytte den så meget som nu. Specielt vores senioridræt (gymnastik m.m.) var det næsten umuligt at få lokaler til. Der var jo specielle krav. Jeg cyklede kommunen rundt og spurgte mig for i nogle af fritidsklubberne, hvor jeg håbede, deres lokaler var ledige om formiddagen, men enten var de ikke egnede til formålet, eller der var andre problemer. Jeg forsøgte mig også med beboerlokaler rundt omkring. Men f.eks. hængte der lamper ned fra loftet i et ret lavloftet lokale, så der var boldspil i hvert fald umuligt. Og det var jo i høj grad også et pengespørgsmål. Forskellige gymnastiksal-lignende lokaler i boligbebyggelser skulle der betales høj leje for. Løsningen blev de første år et samarbejde med Nivå Gymnastikforening i en sal i NKK-hallen i Nivå. Men hvad med Kokkedal? Vi ville gerne have et hold i hver bydel og havde fået uddannet nok instruktører til to hold. Men så i år 2000, netop som vi skulle i gang med gymnastikken, skete der et mirakel! Jeg blev ringet op af lederen af Bøgen, en fritidsinstitution, som jeg ikke anede eksisterede, på Brønsholmgårdsvej i Kokkedal. Han lagde ud med at spørge, om vi manglede lokaler. Godt det var pr. telefon, ellers var jeg faldet ham om halsen. Jeg tog hen og talte med ham. Foruden en god gymnastiksal, hvor vi også kunne låne 3 bordtennisborde, var der i kælderen snedkerværksted, cykelværksted, systue med elektriske maskiner, et lokale i stueetagen, som vi lånte til en af litteraturgrupperne. Der var billardspil og Jakkolospil. Og som kronen på værket var der nogle computere, vi kunne låne til undervisningsbrug i et lokale, der var så smalt, at man skulle trække maven ind, hvis man skulle passere forbi stolene. I det store køkken-al-rum kunne vi hygge os og lave kaffe, og det kom alle grupperne i Bøgen til gode. Alle disse herligheder kunne vi frit benytte hver onsdag formiddag, vist nok fra 9 til 12. Alle de rum havde vi utrolig glæde af i rigtig mange år, indtil Bøgen selv skulle bruge lokalerne, og vi fandt da andre løsninger. Da var heldet nemlig igen med os. En dag midt i halvfemserne havde jeg en morsom og lidt speciel oplevelse. I kapitel 7 nævner jeg under rejse til Japan den kontakt, vi i mange år havde med den japansk fødte Takako Bundgård og hendes danske mand Carsten Bundgård, som sammen driver et firma, Euro-Japan-Communication, der bl.a. formidler kontakt til japanske læger og andet sundhedspersonale, der ønsker at studere forholdene i Danmark, specielt ældrepleje og ældreomsorg. Takako har også skrevet en del bøger på japansk om det danske samfund. Efter en henvendelse til Ældre Sagens sekretariat i København blev de anbefalet at kontakte Ældre Sagen i Karlebo kommune. Som jeg fortæller i kapitel 7 førte det efterhånden til mange hyggelige og morsomme møder med gymnastik og kulturel udveksling, men her i første omgang drejede det sig blot om, at jeg skulle fortælle om Ældre Sagens arbejde på landsplan og lokalt (senere blev møderne specialiseret om forskel-

5 lige emner, og vi deltog flere frivillige). Takako sagde, at hun ville være tolk, så jeg kunne bare tale på dansk. Det mente jeg ikke skulle være noget problem, for det skulle være af ret kort varighed, hvorpå deltagerne kunne stille spørgsmål. Men det viste sig, at når jeg havde sagt én kort sætning, tog det meget lang tid på japansk at oversætte det, da der åbenbart er så stor forskel på de to sprog. Det gjorde, at det var meget svært at holde tråden hvad var det nu, jeg havde sagt for lidt siden? Men det gik jo. Men så kom det morsomme. De havde mange små gaver med, så jeg blev helt flov. Man taler ofte om, at japanske turister fotograferer meget, og her fik de jo også kameraerne frem, så jeg sad der i blitzlyset. Det var sandelig noget, man skulle vænne sig til. Men hyggeligt og morsomt har det været gennem årene. Som jeg også omtaler i kapitel 6 om aktivitetsgrupper, startede vi med senioridræt i I dag er det lidt mærkeligt at tænke på, at det den gang var en ny tanke, at ældre skulle i gang med gymnastik og anden motion. Jo, der var da mange ældre, der havde gjort gymnastik eller spillet badminton hele deres liv og blev ved i en høj alder. Men at skulle få ældre til at gå i gang med motion var for mange en ny tanke som jo imidlertid bredte sig hurtigt, ikke bare i Ældre Sagen. Det første, jeg hørte om, var, da Ældre Sagens sekretariat besluttede sammen med en anden organisation, som jeg ikke husker navnet på - at holde en konference om ældreidræt i Aalborg. Jeg meldte mig for at høre, hvad det nu var for noget, de ville have os til. Man kunne melde sig til 2 dage med enten teoretisk eller praktisk indhold, og jeg valgte den teoretiske del, hvor der bl.a. var nogle fantastisk gode foredrag af kompetente sundheds- og motionskyndige mennesker. Vi fik også lejlighed til at se det i praksis ved at se på de forskellige aktiviteter, der var i gang. Jeg var straks solgt for ideen, og jeg tog hjem og meldte mig til Ældre Sagens første instruktørkursus på Vejle Idrætshøjskole af en uges varighed. Vi var i lokalkomiteen enige om, at starte med det i Karlebo kommune, og de mange instruktører og de mange hold kan man læse om i kapitel 6. aktivitetsgrupper under år Få år efter var der en konference i København, hvor vores hold blev bedt om en kort opvisning. Vi drog af med en lille del af et hold, mænd og kvinder, tykke og tynde, mere eller mindre adrætte netop for at vise, at alle kan være med. Idrætskonsulent Karin Schultz opfordrede tilhørerne/tilskuerne til at gøre bevægelserne med siddende, og direktør Bjarne Hastrup, der sad på første række, blev så ivrig med at slå ud med armene, at han fik væltet sit vandglas, så jeg. I år 2000 startede vi med et tilbud om PC-support i eget hjem. Fra starten blot med 2 frivillige, Jørn Fuglede Larsen og Jørn Lund. Vi talte en del med de to kloge hoveder om, hvordan det skulle gribes an, og af hensyn til de forhåbentlig flere supportere, som ville komme til senere, udarbejdede vi i fælleskab en vejledning, som man skulle holde sig til, bl.a. om at de ikke skulle begynde at skille harddisken ad og foretage reparationer for ikke at risikere erstatningsansvar. Inden vi kom i gang, sendte jeg vejledningen til sekretariatet for at sikre mig, at vi ikke var ude på tynd is. Kort efter blev jeg ringet op af en af medarbejderne fra sekretariatet, som gerne ville ud og tale med os, og vi aftalte et tidspunkt, de skulle komme hjem til mig til møde. Jeg tænkte: tak spids, hvad har vi nu rodet os ind i har vi dummet os. Der kom en meget venlig medarbejder, og tilstede var også Kirsten Vedum og de to supportere. Jamen, de syntes da bare i sekretariatet, at det var så spændende og sådan en god ide, så de gerne ville høre nærmere om det. Vi åndede lettede op og var tilmed lidt stolte. Der var utrolig mange sjove oplevelser gennem årene, som vi kan se tilbage på nu i vores høje alderdom. En lille morsom oplevelse til sidst. Vi var så heldige engang, at et medlem kom og anbefalede et orkester fra Ukraine, som ville komme og give koncert for en relativ billig betaling (vi foretrak ellers optrædende, der ville nøjes med 3 flasker rødvin). Om sommeren rejste musikerne rundt med krydstogtskibe på russiske floder, og de kontaktede interesserede gæster for at prøve at få aftaler i stand i andre lande til vintersæsonen. Jeg havde som sædvanlig mine spekulationer, efter at vi havde truffet aftale, denne gang om vi mon nu kunne forstå hinanden, og hvordan fortælle publikum om, hvad de spillede. Så jeg aftalte med en

6 ung russisk-født kvinde, jeg kendte godt, at hun skulle være tolk. Hun startede med at tale med dem, da vi ventede på, at det skulle blive tid til at starte. Pludselig morede Tatjana sig gevaldigt, for de havde komplimenteret hende for at tale så godt russisk. I øvrigt viste det sig, at det ikke blev nødvendigt med tolk, for de klarede fint at introducere numrene på engelsk. En utrolig festlig oplevelse med 3 mandlige og 2 kvindelige professionelle musikere i farvestrålende dragter med forskellige instrumenter, nogle numre med mere specielle instrumenter. Vi lånte en sal med scene på Niverødgårdsskolen (nu Nivå Skole Nord), hvor vi først bød på kaffe og kage i det tilstødende lokale. Når jeg møder mennesker, der lige er gået på efterløn eller pension anbefaler jeg dem altid at gå i gang med frivilligt arbejde, naturligvis helst i Ældre Sagen! For jeg kan jo fortælle, hvor meget glæde man også selv har af det, og om det gode netværk man får, samtidig med at man er med til at skabe netværk for andre.