Jagt og husdyrbrug i sen jernalder og vikingetid på stormandssædet ved Tissø. Af Anne Birgitte Gotfredsen, projektforsker, Zoologisk Museum

Transkript

1 Jagt og husdyrbrug i sen jernalder og vikingetid på stormandssædet ved Tissø Af Anne Birgitte Gotfredsen, projektforsker, Zoologisk Museum 1

2 Uddrag af: Årets Gang Beretning for Kalundborg og Omegns Museum. Kalundborg Jagt og husdyrbrug i sen jernalder og vikingetid på stormandssædet ved Tissø Af Anne Birgitte Gotfredsen, projektforsker, Zoologisk Museum I mere end 500 år lå et af de i nordeuropæisk sammenhæng største og rigeste magtcentre ved Tissøs vestlige bred. Omkring 550 e. Kr. i germansk jernalder anlagdes først én stormandsgård, som dog omkring 100 år senere nedbrændte. Den afløstes i slutningen af 600-tallet e. Kr. af en anden stormandsgård, som blev opført ca. 750 m sydligere, og som blev ombygget flere gange, inden pladsen gik ud af brug et stykke ind i 1000-tallet e. Kr. Stedet blev for alvor kendt i 1977, da en guldhalsring på 1,8 kg dukkede op det største danske guldfund fra vikingetiden. Halsringen blev fundet i den sydlige del af det 1,6 km lange og m brede bælte, Fugledegård 2 Tissø Storgård årh. Bulbrogård Grubehuse & værksteder Tissø Grubehuse Storgård årh. Fugledegård 25 M Grubehuse & værksteder almergården Værksteder 250 m Halleby å Tissø-komplekset med storgården ved Bulbrogård opført i midten af det 6. århundrede e. Kr. og storgården ved Fugledegård opført i slutningen af det 7. århundrede e. Kr. Udgravningsfelterne fra perioden er vist. Jo mørkere farve desto højere fosfattal og dermed markering af, hvor koncentrationen af knogler var størst (efter Jørgensen et al). som omfattede hele bebyggelsesarealet for dette stormandssæde. Op igennem firserne foretog man sporadiske afsøgninger med metaldetektorer og fra begyndelsen af 90 erne mere systematiske sonderinger. De mange metalfund viste sig at være af høj kvalitet, og deres tilstedeværelse i pløjelaget tydede på, at pladsen var under nedbrydning. Derfor lød i 1995 startskuddet til storstilede arkæologiske udgravninger, som skulle vare i 9 år og afdække mere end kvadratmeter forestået af Na

3 tionalmuseet og Kalundborg og Omegns Museum 1. Faunamaterialet Dyreknoglerne er en af de større arkæologiske genstandsgrupper fra Tissø-komplekset omfattende omkring 250 kg fordelt på ca knoglestumper. Knoglerne blev især fundet i nogle af de hundredvis af grubehuse dvs. mindre bygninger benyttet i kortere perioder, som lå i tilknytning til de store halbygninger. Men også møddingsområder og gulvlag fra de enorme haller rummede knoglemateriale. I det følgende skal berettes om jernalder- og vikingetidsfolket ved Tissø belyses ud fra knogler af husdyr, vildt, fugle og fisk. Husdyrene De dominerende arter er svin, kvæg, får og ged samt heste og blandt fuglene høns og gæs, som det også ses på samtidige bopladser uanset funktion og type. Disse tamdyr har primært forsynet folk på Tissøpladsen med kød, huder, horn, mælk, uld, arbejdskraft og æg. Man supplerede dog med jagt på storvildt og pelsdyr samt fuglefangst og fiskeri. Husdyrknoglerne er aflejret over et Knogler og andre fund fra grubehus A 77 ved Fugledegård. Foto Xenia Pauli Jensen/ Nationalmuseet. A Pattedyr, husdyr 72,9 % B Får/ged 19 % Kvæg 33 % Hest 6 % Fisk 21,7 % Vilde fugle 1,4 % Tamfugle 3,6 % Pattedyr, vildt 0,4 % Svin 42 % Fordelingen af de knapt artsbestemte dyreknogler fra Tissø-komplekset. A Tamdyrene dominerer klart, mens fiskeri, fuglefangst og jagt spiller en mindre rolle. B Den indbyrdes fordeling af de større husdyr, som i hele funktionsperioden var fundamentet i pladsens økonomi. stort område og i mange forskellige anlæg med forskellig datering, dog er hovedparten af materialet fra tallet e. Kr. Svinet Svin er det hyppigste af de større husdyr. En relativt stor andel knogler fra meget unge individer vidner om, at der sikkert er spist en del helstegt pattegris. Skønt nogle af svinene var udvoksede, tyder deres aldersfordeling ikke på, at man drev avl med f.eks. salg for øje. Kvæget Kvæg er efter svinene næsthyppigst, men har med deres større kropsstørrelse og anvendelsesmulighed givetvis haft langt større økonomisk betydning. Næsten totredjedele 3

4 4 af kvæget er slagtet som ungdyr. Aldersfordelingen blandt de udvoksede okser viste, at de blev slagtet, inden de blev gamle og seje. Alligevel må man regne med, at andet end kødet blev brugt. Hornstejler, dvs. hornenes benkærner, har skæremærker, der viser, at hornet blev anvendt. Enkelte mellemfodsknogler viser ledforandringer, som tyder på, at individet blev brugt som trækdyr, og man har sandsynligvis også udnyttet mælken. Får og geder Denne gruppe udgør knapt 20 % af husdyrene. Blandt gederne, som optræder sporadisk i fundet, er der en overvægt af stejler fra bukke i forhold til hunner. Man foretrak hannernes kraftige og store horn til hornmageri. Der er dog både knogler fra gedekid og voksne geder, og det tyder ikke på, at man har haft en egentlig import af Hundetyper fundet på Tissøpladsen. Øverst den mindre spidshundetype, her sammen med får, som viser dens anvendelse bl.a. som hyrdehund. Herunder den mere doggeagtige hund med nedhængende øre, som her er brugt til storvildtsjagt. Derpå de langbenede, graciøse myndetyper på harejagt, som understreger fart og tempo. Nederst eksempler på de nære bånd mellem hund og menneske. (Illustration fra middelalderligt Bestiarium). gedebukkehorn til pladsen, som man f.eks. ser det på den samtidige handelsplads ved Ribe 2. Fårenes aldersfordeling, med ca. 50 % slagtede inden de var fyldt et år og kun ca. 30 % udvoksede individer, tyder på, at fårene hovedsageligt var kødleverandører. Man har nok udnyttet uld og mælk, selvom det spillede en mindre rolle. Hestene Hesten havde en anden funktion end de øvrige større husdyr, så andelen af hesteknogler er generelt lav i bopladsfund. Bysamfund har ofte en ringe andel af hesteknogler, mens stormandssæder eller egentlige gårde med hesteavl typisk har en større hyppighed. På Tissøkomplekset som helhed udgør hesteknoglerne 6 % af de større husdyr, hvilket ligger i den øvre ende af mange samtidige fund. På pladserne Ribe og Hedeby udgør heste f.eks. henholdsvis 2 og 0,3 % af de større husdyr. Kultiske handlinger? Hesteknoglerne er stort set ikke fundet i hallerne, men optræder i grubehuse og møddinger og i særligt stort antal i en nedlagt brønd, der var fyldt op i løbet af 900-tallet. I sidstnævnte udgør knogler af hest 21 % af husdyrknoglerne, og på flere skeletdele ses snitspor efter partering og afskæring af kød desuden slagmærker efter marvspaltning. Hesten indgik før kristendommens indførelse i blothandlingernes offermåltider, og det er derfor ikke mærkeligt, at vi finder slagtespor på hesteknoglerne. I brønden fandtes kranier fra mindst to ungheste, det var ikke gamle udtjente øg, som havnede der. Det er fristende at tro, at hesteknoglerne fra de slagtede heste ikke tilfældigt havnede i brønden. Lignende koncentrationer af hesteknogle i brønde er observeret på en samtidig svensk plads Järrestad 3 med omtrent samme organisation

5 Mellemfodsknogler af hestene på Tissø sammenholdt med, yderst til højre, en mellemfod fra en islændervallak med 130 cm i skulderhøjde. Den store andel hesteknogler er ikke overraskende, da fund af våbendele og hesteudstyr peger på tilstedeværelse af bevæbnet rytteri på stormandsgården. Foto Geert Brovad/Zoologisk Museum, Statens Naturhistoriske Museum. og status som stormandsgården ved Tissø. Er der mon her tale om rituel brug af nedlagte brønde eller blot ophobning af almindeligt slagteaffald? Hestene på pladsen havde en skønnet middelskulderhøjde på 133 cm varierende mellem 127 og 141 cm. Det ligger på linie med andre store kendte vikingetidsfund. Hestene mindede om vore dages islænderheste men var lidt slankere og mere gracile i bygningen. I brønden blev dog fundet fragmenter af nogle særdeles kraftige lemmeknogler, som kunne lede tanken hen på nogle af de store stridshingstetyper, man ser på f.eks. Bayeux-tapetet. Pladsens hunde På Tissø er fundet mindst tre hundetyper. Da vi ikke kan vide noget om hundenes ydre kendetegn, er det kun størrelse og proportioner, man kan udtale sig om. Den mindste type minder om vore dages lappspids, en mindre hund på omkring 45 cm over skulderen. Denne hundetype er kendt fra Danmark siden jægerstenalderen, og har sandsynligvis været brugt som hyrdehund eller som gårdog vagthund. En større og tungere doggeagtig type, som kunne være brugt til vagthund eller eventuelt i krig, er også påvist. Fornemme hunde En underkæbe dateret til tallet e. Kr. og fundet i møddingslag nær centralområdet med hallerne på Fugledegård påkalder sig særlig opmærksomhed. Dimensionerne på kæbe og tænder ligger tæt på tilsvarende mål på en nutidig greyhound og en vikingetidshund fra Errindlev. Nogle af hundene ved Tissø var temmelig store, f.eks. gav målet på et spoleben en beregnet skulderhøjde på 64 cm. Vi har med en hundetype at gøre, som ikke bare var en almindelig gård- eller vagthund. Der er snarere tale om jagthunde, som samtidig har givet deres ejer et skær af prestige. Store hunde var højt værdsatte, og de findes ofte i grave fra jernalder og vikingetid sammen med andet gravgods, der signalerer høj status. I Skånske Lov fra middelalderen ansås myndetyper for at være de mest værdifulde hunde. Det var måske også tilfældet blandt stormændene ved Tissø. Storvildt Som det ses for jernalder og vikingetidige faunamaterialer fra andre pladser, spiller vildtet procentuelt en ringe rolle. Hjortevildtet, rådyr og kronhjort er hjembragt til pladsen, og arbejdsspor på opsatserne af begge arter viser, at man brugte takkerne som redskabsmateriale. I grubehuse ved Bulbrogård er der fundet småstumper af takker formodentlig rester fra fremstilling af kamme. Tilstedeværelse af andre kropsdele af hjortene, fundet i grubehuse og mødding 5

6 6 Skestorken indikerer sammen med andre imponerende fugle som trane, stork, fiskehejre og havørn, at folk af en vis status opholdt sig på stormandssædet ved Tissø. Arten, som ikke er en stork men hører til Ibisfamilien, er efter næsten 30 års fravær fra 1996 atter genindvandret som ynglefugl i Danmark. Foto Jan Skriver/Dansk Ornitologisk Forening. nær de monumentale haller ved Fugledegård, viser, at hjortevildt også blev jaget af kulinariske grunde. Rester af en ordentlig krabat af et vildsvin vidner om vildsvinejagt. Vildsvineknoglerne fandtes sammen med andre dyreknogler og skår fra knuste drikkeglas 4 i den østlige ende af den store hal i lag dateret til 800-tallet. Her har man med garanti holdt nogle imponerende gæstebud. Skønt mængden af knogler fra vildt er forsvindende lille set i forhold til mængden af tamdyrknogler, vidner de tilstedeværende knogler om, at man aktivt drev jagt fra pladsen ved Tissø. I øvrigt udgør pilespidser til jagt en betydelig genstandsgruppe sammen med en del rytterudstyr 5. Det må have været et prægtigt skue, når jagtselskaber til hest drog af sted flankeret af deres højbenede hunde. Pelsdyr Ud over det større vildt har man fanget pelsdyr som mår, odder og ræv. Der er kun fundet ganske få rester fra disse arter hist og her på pladsen men med helt klare snitspor efter pelsning på knoglerne. Vi har ikke fundet større ansamlinger af pelsdyrknogler, som man kender det fra den samtidige svenske vikingetidsbebyggelse Birka vest for Stokholm, hvor store dynger af knogler fra ræv, skovmår og egern tyder på en egentlig handelsplads for pels 6. Pelsdyrenes alder tyder på, at man på Tissøpladsen har haft fælderne ude i efterårsmånederne, hvor pelsen på ungdyrene var af god kvalitet. Nogen stor rolle har fangst af pelsdyr dog ikke haft. Fuglefangst Mindst 22 vilde fuglearter er fundet på Tissøpladsen, og hovedparten kunne fanges i den umiddelbare omegn. Ud fra de tilstedeværende fuglearters krav til levesteder kan vi danne os et billede af, hvordan omgivelserne tog sig ud for folkene ved søen. Mange af arterne som f.eks. stork, fiskehejre, skestork, trane og havørn kræver større søer og sumpområder for at kunne yngle og fouragere. Andre arter, f.eks. de mindre svømmeænder som krikand og atlingand samt vandhønsene plettet rørvagtel og vandrikse, findes ofte ved mindre søer med tæt bredvegetation. Både dobbeltbekkasin og tredækker foretrækker enge og moselandskab. Skovsneppen er den mest skovtilknyttede af fuglearterne. Ud over de nævnte arter er åbenlandsfugle som krage, råge og allike

7 samt mere kystnære fugle som skarv, måge og vadefugle også påvist. Havørnefjer To vingeknogler fra havørn påkalder sig særlig interesse. De er fundet i centralområdet i dels et grubehus dateret til tallet dels i hallen dateret til 800-tallet e. Kr. Det kan skyldes et tilfælde, at vi har fundet netop knogler fra vingen, men det skyldes måske ikke rene tilfældigheder. Generelt er der fra havørne en stor overvægt af vingeknogler i forhold til knogler fra benene på mange nordeuropæiske pladser bl.a. den store vikingetidsbebyggelse Hedeby 7. Angiveligt fordi havørnens imponerende arm- og håndsvingfjer var eftertragtede som styrefjer til pile og til dekoration. Højstatusfugle i hallerne Store fugle som fiskehejre, stork, skestork og trane blev anset som fugle forbundet med høj status 8. Knogler fra disse arter er overvejende fundet inden for det centrale område og giver måske et fingerpeg om, at de store fugle blev foretrukket af eliten for at understrege egen status. Fangsten kunne foregå på mangfoldige måder; ved at udlægge lokkemad, snarer eller net men også ved falkonerjagt. Vi har dog ikke på Tissøpladsen fundet rovfugleknogler, udover havørneknoglerne, som kunne underbygge en sådan virksomhed. Fiskeriet Havets nærhed, med ca. 5 km til Jammerland Bugt, er ikke særlig synlig i faunafundene. Kun en enkelt knogle fra sæl er fundet. Tamdyrene og hovedparten af vildtet samt en stor del af fuglene er tilknyttet landjorden eller de ferske vande. Den marine indflydelser ser vi inden for fiskeriet, idet 82 % af de i knapt 3000 fiskeknogler er fra saltvandsarter. Blandt de i alt 13 fiskearter fundet på Tissøpladsen dominerer torsken klart, men også kuller, sild og hornfisk er fisket. En mindre andel af fiskene er ferskvandsfisk bl.a. karpefisk som skalle, rudskalle og brasen men også gedde og aborre. Blandt vandrefiskene, som kan opholde sig i både ferske og salte vande, er der taget ål samt laksefiskene helt og laks/ørred. Krogfiskeri af torsk Fiskeriet på Tissøpladsen adskiller sige ikke fra, hvad man ser på øvrige vikingetidspladser, hvad enten der er tale om gårde, handelspladser eller høvdingesæder. Fiskeriet i vikingetiden var af lokal karakter, og forskelle i repræsentationen af arter tilskrives regionale forskelle 9. Ved Tissø er der ikke set tegn på f.eks. import af klipfisk eller storstilet fiskeindustri. Alle de forventede skeletdele af torskefiskene er til stede i affaldsdyngerne. Torskene, som er landet på Tissøpladsen, varierede mellem 35 og 88 cm i totallængde de fleste dog mellem 38 og 62 cm. Disse størrelsesklasser kunne tyde på, at man i vikingetiden var gået over til krogfiskeri og ikke længere fangede torsk ved brednære stationære fiskegærder 10. Luksusspise Skønt fiskeriet ved Tissø overordnet set ligner alt andet vikingetidigt fiskeri, er der dog internt på pladsen klare forskelle i dels antallet af fiskearter og dels deres mængdeforhold. Torskeknoglerne dominerer i bygninger udenfor centralområdet, mens ferskvandsfiskene er hyppigst i hallerne, som desuden også udviser det største antal af arter. Desuden er det især i centralområdet med hallerne, der er fundet laksefisk, fisk som ofte opfattes som luksus reserveret eliten 11. Ikke alene har man fået dyrekølle, man har også udvalgt de bedste spisefisk til de store banketter. 7

8 8 Indsamling af muslinger I enkelte grubehuse fandtes muslingeskaller. De viste sig alle at være fra malermuslingen Unio, som er en ferskvandsmusling, der også i dag findes i Tissø og de tilstødende vandløb. En god del af muslingeskallerne var brændte og lå sammen med det øvrige husholdningsaffald. Muslingerne gav sandsynligvis et ekstra pift til menuen. Muslingeskallerne er sine steder op til 2 mm tykke, og man kan derfor forestille sig, at de har været brugt til at lave perler eller knapper af. Dette skal dog undersøges nærmere for at afgøre, om det har været tilfældet. Tissø-kompleksets funktion Man kan ikke på baggrund af dyreknoglerne sige præcist, hvornår vikingerne har opholdt sig ved Tissøs bred. Der vil oftest være langt flere sommer- end vinterindikatorer i et knoglemateriale. Trækfugle og ungfugle tyder på fuglefangst om sommeren eller det tidlige efterår. Fangst af hornfisk peger også på sommerhalvåret. Noget af hjortevildtet og nogle af pelsdyrene er taget under efterårsjagten. De store haller er tolket som værende af monumental type og ikke til beboelse. Ligeledes tyder tolkningen af mange af de øvrige genstandsgrupper på, at Tissøkomplekset ikke har været til permanent beboelse eller fungeret som egentligt produktionssted 12. Stormandsresidensen kunne f.eks. have været en af flere stormandsgårde, som kun periodevis blev besøgt. Knoglerne viser, at handelsfolk og håndværkere har haft deres husdyr omkring sig til at levere kød, horn, huder, mælk og uld samt arbejdskraft. Der findes desuden blandt dyreknoglerne enkelte men dog klare tegn på, at eliten og egnens stormænd til tider har haft residens på stormandssædet ved Tissø. Noter/Litteratur Jørgensen, L., Bican, J. F., Thomsen, L.G. & Jensen, X. P. 2004: Stormænd og håndværkere ved Tissø i det årh. I: Tissø og Åmoserne - kulturhistorie og natur. Fra Holbæk Amt. Årbog for kulturhistorien i Holbæk Amt 2003: Hatting, T. 1991: The Archeozoology. In Mogens Bencard, Lise Bender Jørgensen & Helge Brinch Madsen (eds.): Ribe Excavations : Esbjerg, Sydjysk Universitetsforlag. 3 Nilsson, L. 2003: Blóta, Sóa, Senda. Analys av djurben. I: Järrestad. Huvudgård i centralbygd (red. B. Söderberg). Riksantikvarieämbetet Arkeologiska undersökningar. Skrifter No 51: Wigh, B. 2001: Excavations in the Black Earth Animal Husbandry in the Viking Age Town of Birka and its Hinterland. Stockholm 2001: 169 pp. 7 Reichstein, H. 1974: Ergebnisse und Probleme von Untersuchungen an Wildtieren aus Haitabu (Ausgrabung ). Berichte über die Ausgrabungen in Haitabu. Bericht 7: Neumünster, Karl Wachholtz Verlag. 8 Dobney, K. & Jaques, D. 2002: Avian signatures for identity and status in Anglo- Saxon England I: Proceedings of the 4 th Meeting of the ICAZ Bird Working Group, Krakow, Poland, September, Acta Zoologia Cracoviensia, 45 (special issue): Enghoff, I. B. 1999: Fishing in the Baltic Region from the 5 th century BC to the 16 th century AD: Evidence from Fish Bones. Archaeofauna 8: Zbierski, A. 1976: Ichtyological studies on fishing in Gdansk in the 9th to 11th centuries based on archaeological materials from Pomerania. Archaeologia Polona 17: