Redskabstyper. Fritidsfiskere må fiske med nedgarn, kasteruser og pæleruser.

Transkript

1 Redskabstyper Fritidsfiskere må fiske med nedgarn, kasteruser og pæleruser. Ruser adskiller sig fra nedgarn ved, at fiskene ikke sidder fast i maskerne som de gør i nedgarn, men at de derimod ved hjælp af et ledegarn ledes hen mod rusens åbning. Hvis fisken svømmer gennem åbningen, kan den ikke finde ud igen og er således fanget. Øverst på ledegarnet sidder en række flydere, der er med til at holde garnet oprejst. Der findes to forskellige rusetyper: Kasteruser og pæleruser - som også kaldes standruser eller ørredruser. Nedgarn er ofte lavet af enkeltrådet nylon, og kaldes derfor også for monofilgarn. Fiskene sidder fast i maskerne. Nedgarn er de flydende- eller drivende nedgarn, som ligger i overfladen og fisker fra overfladen og nedefter. Forskellen mellem de flydende og drivende nedgarn er primært, at de flydende sættes sådan, at de ikke kan bevæge sig væk fra det sted, hvor de er sat. De drivende garn, som eksempelvis bruges til fangst af laks i Østersøen, sættes derimod uden forankring til bunden, og kan derfor drive rundt i overfladen. Drivende nedgarn er et erhvervsfiskeredskab og må ikke anvendes af fritidsfiskerne. De flydende nedgarn anvendes derimod i stort tal af fritidsfiskerne. De mest almindelige flydende garn er sildegarn, ørredgarn og laksegarn, som primært adskiller sig fra hinanden ved forskellige maskevidder. De må være op til 45 m lange og 3 m dybe. De er karakteriseret ved, at der på garnets øverste kant - på den såkaldte overtelle - er indsat store overfladeflåd, som er med til at holde garnet flydende. Nederst på garnet sidder en line - en såkaldt synkeline - som indeholder bly, og som derfor er med til at sikre, at garnet står lodret i vandsøjlen.

2 Flydende nedgarn hænger fra overfladen og ned Bundsatte nedgarn skal placeres på havbunden. De har navn efter de fiskearter, de oftest fanger, for eksempel skrubbegarn og rødspættegarn. I følge loven må fritidsfiskernes bundsatte garn være op til 45 meter lange og 1,5 meter høje. Afhængig af garnets flydeevne - som både afgøres af hvor stor opdrift, der er i de overfladeflåd, som sidder i garnets overkant, vandstrømmens pres på garnet og hvor meget drivende tang, der sidder fast i garnet - rækker et bundsat skrubbenedgarn gennemsnitligt ca. 1 m op i vandsøjlen.

3 Bundsat nedgarn står fra bunden og op Fritidsfiskernes bundsatte nedgarn fanger især fladfisk og torsk, men kan også - hvis de når helt op til vandoverfladen - fange fisk som laks og havørred. I Vadehavsrapporten, som udkom i 1997, findes et godt eksempel på, at det ikke er nedgarnstypen, men dets placering i vandsøjlen, der er afgørende for fangsten. Her fangede bundsatte nedgarn, som blev holdt op med pæle og derfor hele tiden fiskede fra bunden til overfladen, mere end 3 til 4 gange så mange ørreder i forhold til nedgarn, der kun fiskede ved bunden. Omvendt fangede nedgarnene, som fiskede ved bunden ca. 14 gange så mange skrubber i forhold til de opspændte nedgarn. De bundsatte nedgarn har normalt maskestørrelser fra 55 til 65 mm, men den afhænger af, hvilke fiskearter, der fiskes efter. Rødspættegarn kan for eksempel købes med maskestørrelser op til 80 mm, og tungegarn findes fra 46 mm. Andre eksempler på bundsatte nedgarn er skrubbegarn, torskegarn, kulmulegarn og pighvarregarn. Bifangst af ørred i sildegarn De nedgarn, som har den mindste maskestørrelse, er sildenedgarnene. De har normalt maskestørrelser mellem 26 og 28 mm. Disse garn vil derfor især fange fisk, som er 25 cm lange. Fiskeriet efter sild foregår normalt i april og maj, samtidig med smoltudtrækket fra vore vandløb. Derfor fanger sildegarnene nogle steder utilsigtet de udtrækkende ørred- og laksesmolt. En løsning på det problem kunne være, at forbyde de flydende sildegarn - og så i stedet fiske efter sild med bundsatte garn i dagtimerne, hvor sildene går ved bunden. En anden løsning kunne være at forbyde sildefiskeriet efter den 30. april. Risikoen for den utilsigtede bifangst af smolt er nemlig størst, når der ikke sidder sild i garnene. Sidder der derimod sild i garnet, kan de sky laksefisk se det og undvige. Sildefiskeriet topper i april så i den periode vil garnene næsten altid først fange sild, og derfor kan smoltene undgå garnene. I maj klinger sildefiskeriet af, så her er risikoen for bifangst af smolt størst. Af andre flydende nedgarnstyper kan nævnes helt-, makrel-, ørred- og laksegarn. Heltgarn har en maskevidde på 46 mm, ørred- og laksegarn fra 50 til 65 mm. Garnene er i princippet ens - den væsentlige forskel er maskestørrelsen. Det er især ørred- og laksegarnene, som fanger store mængder ørred langs vore kyster.

4 Kasteruser består af een til to ruser. De skal altid fiske under overfladen - og er derfor såkaldte undervandsruser. De er spændt fast ved højst to pæle, ankre eller cementblokke, een i hver ende, i modsætning til pælerusens mange pæle. Mellem de to rusers åbning eller ud fra den enkelte ruses åbning går et radgarn, som skal standse fisken og lede den hen imod åbningen. Kasteruser fanger næsten udelukkende ålekvabber, ål, torsk og fladfisk. Da ruserne ikke må fiske som ovenvandsruser - og radgarnet derfor sjældent når op til overfladen, fanges der normalt ikke laksefisk i kasteruser. Her bør dog indskydes, at alle redskaber - uanset type - kan fange laksefisk, hvis de placeres rigtigt i forhold til laksefiskenes trækruter. Man kan dog i nogen grad undgå bifangsten af større ørreder, hvis der monteres en rist i rusens åbning. I store dele af landet er det faktisk påbudt af hensyn til odderen. Kasterusen ligger på bunden og er ofte placeret tæt på land - hvilket er fuldt lovligt Selv om kasteruserne skal være dækket af vand hele tiden, kan der alligevel blive problemer med at genudsætte fredede og for små fisk. De dør nemlig ofte af stress eller skader på slimlaget, når krabberne kravler ind i ruserne for at få sig et nemt måltid. Samtidig kan vandtemperaturen i rusen i dagtimerne blive så høj, at fiskene dør. Pæleruser. Enhver fritidsfisker må anvende een pæleruse, som er en miniatureudgave at et bundgarn. En pæleruse består af selve rusen, et radgarn og to arme. Radgarnet - det kaldes også for ledegarnet - er et fintmasket net af tyk tråd, der skal lede fiskene hen imod pælerusens åbning. Raden må være op til 40 m lang. Fra rusens åbning går to arme af maksimalt 8 meters længde ud i en vinkel, sådan at fiskene fra et større område ledes hen imod åbningen. Sammen danner armene en gård, som skal holde fiskene inde i området omkring rusens munding. Når fiskene svømmer ind i rusen - hvis tragtformede afsnit kaldes for en kalv - bliver de forvirrede og kan ikke finde ud igen. Rusen, radgarnet og armene er fastmonteret på pæle - deraf navnet. Det er især ål, torsk, fladfisk, ålekvabber og laksefisk, som fanges i pæleruser. Hvis selve

5 rusen har en større maskestørrelse end 10 mm kaldes pælerusen for en ørredruse. Fritidsfiskernes pæleruser skal mindst have en maskestørrelse på 15 mm, så deres pæleruser er altså ørredruser. Pælerusen står fast på bunden og ses ofte som en skov af pælespidser. Effektiv til laksefisk I Vadehavet har det vist sig, at redskabet er meget effektivt til at fange både de nedtrækkende smolt samt de optrækkende gydefisk. Pæleruser skal ikke skal være dækket af vand hele tiden. De må altså - i modsætning til kasteruserne - gerne anvendes som ovenvandsruser. Det betyder, at undermålsfisk og fredede fisk, som skal genudsættes, risikerer at blive kvalt i rusen ved lavvande.