Denne pdf-fil er downloadet fra Illustreret Videnskab Histories website ( og må ikke videregives til tredjepart.

Transkript

1 Kære bruger Denne pdf-fil er downloadet fra Illustreret Videnskab Histories website ( og må ikke videregives til tredjepart. Af hensyn til copyright er nogle af billederne fjernet. Mvh Redaktionen

2 2. VERDENSKRIG 9OO DAGES RÆDSEL I LENIN Den 8. september 1941 lukker tyskernes jernring om Leningrad. Ind byggerne er fanget i deres egen by. Hitler forbyder sine generaler at indtage Leningrad i stedet skal de 2,5 millioner russiske indbyggere sultes ihjel, så tyske bosættere kan flytte ind i en tom storby. Nu begynder den nådesløse kamp mod kulden og sulten. MARY EVANS 64 Historie

3 GRAD LENINGRAD/1941 I 1939 underskrev Tyskland og Sovjetunionen en ikke-angrebspagt. Men Hitler bryder pagten efter to år og lader sin mægtige hær marchere over den sovjetiske grænse. Med Operation Barbarossa vil han udslette landet. LENINGRAD SOVJET- UNIONEN Forfatteren Pavel Luknitskij lever i den belejrede storby, hvor 3000 mennesker hver dag dør af sult og kulde.

4 2. verdenskrig Efteråret 1941: Leningrads indbyggere graver skyttegrave til byens forsvar. Af erik bork Den unge journalist og forfatter Pavel Luknitskij kaster et blik ud af vinduet og må misse med øjnene i det skarpe sollys. Det ser endelig ud til at blive sommer i Leningrad, tænker han og vender tilbage til sit arbejdsbord i forfatteren Tolstojs gamle villa, der fungerer som refugium for byens forfattere. Solen kommer belejligt, for Pavel har netop afleveret sin nye roman, Nisso, til forlaget, og nu spekulerer han på, hvad han skal bruge ferietiden til. Selv om hans nye roman handler om kærlighed, kredser Pavel ofte om beskrivelser af den storslåede russiske natur og derfor er han også fristet til at tage af sted med forfatterforeningen til det Det Karelske Næs nogle hundrede kilometer nordvest for Leningrad. Regionen er blevet russisk efter vinterkrigen mod Finland ( ), og i det naturskønne område er der rig mulighed for badning og vandreture. Kalenderen viser 21. juni 1941, og selv om Pavel er nervøs for krigens udvikling i Europa, føler han sig sikker på, at tyskerne vil holde sig getty images fra Leningrad og resten af det enorme sovjetiske rige. Han spadserer gennem byens lune gader, der er fyldt med sommerkåde unge fyrene i jakkesæt, og pigerne i hvide kjoler. Cafeerne langs byens hovedstrøg Nevskij Prospekt er fyldt med glade mennesker, og ud på aftenen danser de foxtrot på Hotel Europa. Syrenerne dufter tungt, og amorinerne blomstrer. Alt ånder fred. Allerede næste morgen viser det hele sig at være en illusion. Kl , da Pavel lytter til radioen, bryder udenrigsminister Molotovs stemme igennem: Mænd og kvinder, borgere i Sovjetunionen! Sovjet-regeringen og dens formand, kammerat Stalin, har pålagt mig at meddele følgende: Kl. fire i morges har tyske tropper uden krigserklæring og uden at stille krav til Sovjetunionen overfaldet vores land, angrebet vor grænse og bombarderet Sjitomir, Kijev, Sevastopol, Kaunas og andre byer fra luften. Den partitro Pavel er forfærdet, men han vil ikke lade sig skræmme; mens rygterne svirrer og titusindvis af kvinder og børn samles for at blive evakueret fra byen, drager han som planlagt på sommerferie til Karelen. Leningrad forbereder sig på katastrofen 20 dage efter kommer Pavel hjem til en by i kaos. På Leningrads banegårde prøver horder af mennesker at komme op på togene og væk, mens byens gader og parker bliver gravet op og forvandlet til panserværnsgrave og beskyttelsesrum. Omkring 80 af Pavels kolleger har meldt sig til de frivillige styrker andre forsøger at slippe væk. Ligesom rotter, der forlader den synkende skude, noterer Pavel forarget i sin dagbog. Den 25. august lægger han vejen forbi den kvindelige lyriker Anna Akhmatovas lejlighed. Hun kaldes tårernes muse en overmåde feminin, følsom og højt respekteret digter. Anna ligger syg i sengen, men hun fortæller, at hun er blevet opfordret til at tale i radioen. Nogle få dage efter mens nervøsiteten i byen spidser yderligere til hører Pavel hende forsøge at indgyde indbyggerne mod ved at minde dem om byens stolte historie: Mine kære medborgere, mødre, hustruer og søstre i Leningrad. I månedsvis har tyskerne forsøgt at tage vores by til fange. Peters den Stores by, Lenins by, Pusjkins og Dostojevskijs by; den store kulturs og de store bedrifters by. Leningrad har ikke alene stor politisk og symbolsk betydning som landets næststørste by. Som et centrum for den sovjetiske industri har byen også enorm strategisk betydning. Her ligger 520 fabrikker med arbejdere; her produceres størstedelen af de sovjetiske turbiner, der bruges i fly og skibe, samt store mængder af tøj og sko og et stort udbud af finmekanik produkter, der har høj prioritet i fredstid og er livsnødvendige i krigstid. Nu er der ikke længere nogen tvivl: Tyskerne er på vej mod Leningrad, og efterhånden som sommeren går på hæld, bryder panikken ud flere steder i byen. Rygterne svirrer om, hvordan tyskerne allerede er ved at tilintetgøre London med en regn af bomber. De første granater rammer byen Den 4. september er skyet og tåget. Hele aftenen hører Pavel den buldrende lyd af artilleri mod syd. Det er, som om larmen kommer nærmere og kort efter midnat slår de første langt- 66 Historie

5 rækkende tyske granater ned i byen. De rammer Vitebsk-godsbanegården og en række fabrikker i byens udkant. Nyheden om bombardementet spreder sig som en steppebrand. Det kommer også Pavel for øre, at tyskerne har fejet de sovjetiske divisioner til side og er brudt gennem byens ydre forsvarslinjer. Den lille stationsby Mga er tilsyneladende tabt en alvorlig melding, fordi stationen er et knudepunkt for al jernebanetrafik ud af Leningrad. Der er ca. 2,5 millioner mennesker tilbage i byen, men kun beskyttelsesrum til en tredjedel af dem. Få dage efter det første bombardement er Pavel på besøg hos en kvindelig bekendt. Aftenen er smuk og klar, men pludselig hyler luftalarmen over gaderne, og kort efter falder bomberne over banegården få hundrede meter fra Pavel. Tusindvis af rædselsslagne mennesker vælter ud på gaderne, mens talrige brande sender lange røgskyer ind over byen. Vi vil holde ud, til vi sejrer Langsomt går det op for Pavel og resten af byens indbyggere, at Leningrad er under belejring og står på randen af udslettelse. I byens avis Leningradskaja Pravda læser Pavel kommunistpartiets opildnende paroler: Vi vil komme til at fryse, men vi vil overleve det. Vi vil komme til at sulte, men vi vil spænde vore bælter ind. Det vil blive svært, men vi vil holde ud. Vi vil holde ud, til vi sejrer. Imens buldrer tyske bombefly ind over byen. Den første store angrebsbølge kommer den 8. september, hvor 27 fly ved 19-tiden kaster 6300 brandbomber. Ved midnat kommer næste bølge af fly, der kaster sprængbomber. Efter luftangrebet forsvinder også digteren Anna Akhmatovas stemme fra radioen. Pavel Den grusomme plan Hitler stoppede den tyske offensiv få km fra Leningrad. De 3,5 mio. indbyggere skulle sultes ihjel. De tyske soldater trængte hurtigt frem i Sovjetunionen, og allerede den 8. september 1941 stod de i Leningrads forstæder. Så kom den overraskende befaling fra Adolf Hitler: Stop offensiven! Han var ikke interesseret i at erobre byen en erobring ville blot betyde, at Tyskland skulle forsørge millioner af sovjetiske borgere. I stedet krævede Hitler en belejring, som afskar byen fra at få forsyninger af mad og brændsel. Mens indbyggerne troede, at de forsvarede byen mod den fremrykkende tyske hær, var de i virkeligheden lukket inde for at dø af sult. Den tyske generalstab havde forbud mod at modtage et kapitulationstilbud fra russerne. Leningrad skulle renses for russere, så byen kunne befolkes af tyske bosættere. ULLSTEIN BILD besøger hende i september og finder hende syg og svag. Iført en tyk frakke fortæller hun, hvordan hendes nerver er tyndslidte af dragehylene fra de faldende bomber, og hvordan hun nogle dage før måtte søge tilflugt i en kælder, hvis vægge skælvede under trykket fra bomberne. Få dage efter deres møde bliver Anna evakueret fra byen i et af de sidste fly. Pavel føler sig endnu mere alene. Efteråret kommer, mens tyskerne dagligt bomber og beskyder byen. 14. oktober falder den første sne, der sender temperaturen langt ned under frysepunktet. I sin dagbog noterer Pavel: Det er mørk nat. FRONTLINJE JERNBANER ØSTERSØEN KARELEN De tyske soldater var ivrige efter at indtage Leningrad, men Hitler var ubøjelig. Indbyggerne skulle dø af sult. LADOGA- SØEN September 1941: De tyske tropper trænger frem til Leningrads forstæder, jernringen lukker sig. LENINGRAD VEJEN OVER ISEN MGA SJIKHAREVO SOVIET

6 2. verdenskrig Februar 1942: Børnenes kælke er indbyggernes eneste transportmiddel, når de døde skal bringes væk. Vinteren 1942: Vandforsyningen er brudt sammen. Indbyggerne må skaffe vand under isen. I dette værelse, som i alle andre i denne gade og næsten alle husene i Leningrad, hersker kulde og totalt mørke. Folk med dødtrætte ansigter går langsomt, som mørke skygger i gaderne. Og flere og flere tømrede kister trækkes af sted på slæder af de afdødes svage, vaklende, snublende pårørende. Men værst af alt er mørket, sulten og kulden. getty images ullstein bild Maden slipper op i den belejrede by Byens fødevarelagre rækker kun til en måned, så begynder de handlende på torvet at sælge huderne fra køer og heste dem kan indbyggerne koge suppe på. Men efterhånden slipper huderne op, og rationeringen af brød når ned på 1-2 skiver pr. indbygger pr. dag. Den desperate jagt på mad tvinger indbyggerne til at samle kartofler og grønsager på de omliggende marker, som tyskerne beskyder tons muggent korn bliver bjærget fra bunden af havnen, hvor tyskerne har sænket flere skibe med levnedsmidler. Efter nogle uger er al mad spist. Melet i brødet erstattes med savsmuld. Indbyggerne begynder at koge suppe på deres sko, livremme og andet læder. Hvis husmødrene blander suppen med snedkerlim, kan de forvandle den til sylte. Dyppet i sennep og eddike udgør den nu hovedmåltidet for tusinder af byens indbyggere. Temperaturen falder til -40 grader. Elektricitetsværkerne er lukket. I køerne foran butikkerne falder folk omkuld af udmattelse. Da Pavel vil besøge sin familie i december, finder han sin tante død. Hendes lig ligger på et bord i hendes værelse, og døren holdes lukket. Ingen orker at bringe hende til en af de massegrave, som myndighederne har oprettet. Også i byens forfatterforening, som Pavel er medlem af, slipper kræfterne op. I slutningen af december dør seks af foreningens medlemmer den ene i forfatterhusets spisesal. Den døde ligger i seks dage, før nogen fjerner liget. Vinteren viser sig fra sin værste side. Sne og is hober sig op i gaderne. Patruljer af ungkommunister gennemsøger lejlighederne for at finde børn, hvis forældre er døde. I slutningen af januar slæber Pavel sig svag og sulten gennem snedriverne fra sin gamle lejlighed, der blev bombet i efteråret. Han trækker en lille slæde med sine papirer og manuskripter, som han forsøger at bringe i sikkerhed. I tankerne gør han notater til sin dagbog: Alle på gaden er kun optaget af én enkelt ting: Hvornår bliver tyskerne drevet væk? På Borovaja-gaden passerer han en kælk lastet med lig uhyggeligt tynde og blå, næsten kun skeletter. Og da Pavel når Marat-gaden, ligger en tynd mand udstrakt på fortovet. Død. I det samme kommer nogle kvinder ud af en lejlighed og ser manden: Min Lena! Min Lena! råber en af dem fortvivlet. En forbipasserende hvisker: Han er død og ligger bare dér! Et stykke længere fremme møder Pavel en forhutlet mand, der bærer på sin radmagre hund. Begges øjne er fyldt af fortvivlelse. Hvem må lade livet først? tænker Pavel. Han har regnet ud, at hver eneste dag dør mennesker af sult i den engang så stolte by. Menneskekød til salg Det er ikke småting, der indgår i indbyggernes kostliste under belejringen. Alle dyr fra undulater i bur til katte og frøer må lade livet. Melklister fra tapet og fedtstoffer fra fernis, vaseline, 68 Historie

7 glycerin og affaldsprodukter alt kan efterhånden spises. Selv tøjet bliver revet i småstykker, kogt og fortæret. På torvet sælges sågar sød jord ; det er gravet op fra Badajev-pakhusenes kældre, hvor smeltet sukker er flydt ud under bombardementerne. De uappetitlige fødevarer er dog intet mod det mystiske kød, der sommetider bliver solgt i sidegaderne. Røvere og tyve har længe haft frit spil, men nu tyder meget på, at langt alvorligere kriminalitet hærger byen: bander, der sælger menneskekød til desperate indbyggere. I visse kvarterer forsvinder børn på mystisk vis, og forældrene begynder at holde dem fra gaderne, hvor ingen kan vide sig sikre. Pavel ser sin by gå til grunde. Der lugter ikke længere af benzin, tobak og sæbe i Leningrads gader. I stedet bliver stanken af terpentin hængende, når desinficerede lastbiler kører forbi med en ny ladfuld lig til massegravene. Hjemme har hans far for længst kogt suppe på den trofaste hund Misjka, men trods udmattelse og sult er Pavel alligevel lidt heldigere end flertallet af byens indbyggere. Han er blevet skribent for det nationale nyhedsbureau Tass og bliver med jævne mellemrum sendt ud til fronten ved byens udkant, hvor han kan nyde godt af militærets feltrationer. Igen og igen beder han om tilladelse til at købe ekstra-rationer, som han kan bringe hjem til sine forkomne kammerater. 13 mio. døde soldater 22. juni 1941 indledte Tyskland Operation Barbarossa. En knusende hær med 4,3 mio. soldater trængte ind over den sovjetiske grænse og begyndte et af verdenshistoriens største erobringsfelttog. Den Røde Hær blev totalt overrumplet og måtte trække sig tilbage, men tyskernes offensiv kørte fast nær Moskva og Stalingrad. Nu var de hurtige sejres tid forbi. Felttoget kostede 2,7 mio. tyske soldater livet. 10 mio. russiske soldater døde. ullstein bild I bus og lastbil over den frosne sø Den 20. januar hører Pavel om planerne for en masseevakuering fra Leningrad. Flugtruten går over Ladogasøen øst for byen. Søen er frosset, så busser og lastbiler i ly af mørket kan nå over til sovjetisk kontrollerede områder længere mod øst. Sporet over isen kaldes Livets Vej. Under store vanskeligheder lykkes det ham at få optaget 12 forfattere på den første transport, der skal afgå to dage senere. Men redningsaktionen er ved at tage livet af ham: Aftenen før afgang må han gå 12 km for at pakke 20 kg bagage for en kvindelig kollega, der er blevet dødssyg. Efter to en halv times søvn trækker han hende og hendes bagage på en kælk til evakueringsstedet. Efter flere timers ventetid afgår bussen endelig. På det tidspunkt kan flere af passagererne knap nok bevæge sig. En enkelt udånder i bussen. Pavel er lettet, da han ser bussen forsvinde. Dagen efter redningsaktionen har han høj feber. En kammerat må slæbe ham til byens militære lufthavn. Pavel er næsten livløs, da han når frem. Han får en seng, et stort glas vodka og et måltid mad. Efter tre dage kommer Pavel på benene igen. Kammeraterne har arrangeret, at han kan blive tilknyttet den 54. armé som krigskorrespondent. Her håber de, at han kan få mere at spise, så han kommer til kræfter igen. Han tager imod tilbuddet, og i slutningen af januar får han besked på at hjælpe med evakueringen af civile over Ladogasøen. Da Pavel stiger på lastbilen, sidder 14 frysende mennesker på ladet, mere døde end levende. Lastbilen kører igennem Leningrads tilsneede gader over Okhta-broen og videre mod søen. De passerer udbrændte biler og lastbiler fyldt med flygtninge de kryber sammen på de åbne lad. De har hvide frostpletter i ansigtet. Kun det spinkle håb om at slippe over søen holder dem i live. Vejen mellem de sønderskudte huse er smal, men ud på aftenen når de omsider frem til søens bred, der bliver forsvaret med luftværnsskyts bygget ind i tykke isblokke. Chaufføren slukker lastbilens forlygter, og i de næste timer buldrer de over isen med speederen i bund og med den endeløse sne-ørken foran dem. Risikoen for tysk beskydning er stor. Januar 1943: Skjult bag ødelagte sovjetiske tanks holder tyske soldater øje med den belejrede by. Historie

8 2. verdenskrig Vinteren 1942: Den eneste vej ud af den belejrede millionby går over Ladogasøens is. Efter tre timer når de frem til byen Sjikharevo og er i nogenlunde sikkerhed for tyskerne. Pavel regnede med at finde varme, mad og hvile i byen, men her hersker kaos. Tusinder af udhungrede mennesker vandrer planløst rundt imellem faldefærdige barakker. Her er intet vand, ingen køjer, ingen læger. Intet. Pavel kan skaffe en smule mad til flygtningene på lastbilen, men i løbet af natten dør en tre-årig pige, og få timer senere en ingeniør. Næste morgen kommer den lille gruppe med et tog videre mod øst, og Pavel kan fortsætte sin rejse til den 54. armé. Kål og kartofler i byens parker Efter nogle måneder ved armeen vender Pavel igen hjem til Leningrad. Han har fået kræfterne tilbage. Foråret er på vej, og fødevaresituationen i den belejrede by er blevet en smule bedre. I vinterens løb har lastvogne bragt mad over Ladogasøen, og parkernes plæner er omdannet til store kålmarker, mens kartoffelplanter skyder op mellem luftværnsbatterierne. Sommeren og efteråret giver indbyggerne et tiltrængt pusterum, håbet vokser. Men snart kommer den anden kolde belejringsvinter. De tyske styrker er ved at være møre, og i december beslutter den russiske hærledelse at gennemføre Operation Iskra gnisten, der skal gøre en ende på belejringen. Den 12. januar 1943 åbner flere end 4500 russiske kanoner ild mod tyskerne, og kort efter stormer tusinder af russiske soldater mod de tyske linjer. I de følgende dage viger tyskerne tilbage, og efter nye intense kampe den 19. januar kan Den Røde Hær slå et lille hul i tyskernes jernring. Endnu er der kun tale om en snæver passage ud, men Leningrad fejrer sejren med røde scanpix/akg images flag i gaderne og dans på fortorvene. Få dage senere kan Pavel overvære ankomsten af det første lokomotiv i mange måneder; det har trodset den tyske artilleri-ild og er kommet til Leningrad over interimistiske broer. Toget er et vidnesbyrd om, at byen går mod bedre tider. Det bliver budt højtideligt velkommen med hurra-råb, og borgmesteren holder tale. Den snævre passage til sovjetisk kontrolleret område får hurtigt tilnavnet Dødens Korridor, fordi den er yderst farlig at passere, men ikke desto mindre når forsyningerne frem, og brødrationerne kan sættes op. I løbet af foråret dukker også dåsesmør, kødkonserves og mælkepulver fra USA op på torvet, og selv om forsyningerne er utilstrækkelige og mange fortsat dør af udmattelse, genvinder hovedparten af indbyggerne deres kræfter. Leningrad holder stand. Det afgørende slag om Leningrad I løbet af januar 1944 forstærker russerne fronten. Den Røde Hær har sandsynligvis samlet historiens største koncentration af ildkraft mere, end russerne stillede med ved slaget om Stalingrad: i alt kanoner, over 600 luftværnskanoner, 1500 raketbatterier, 1475 kampvogne samt 1500 fly og mand er opmarcheret syd for Leningrad. Over for dem står den tyske feltmarskal von Küchlers armégruppe Nord, hvis styrke er blevet anslået til mand, kanoner, 400 kampvogne og 370 fly. Sommeren 1942: Byens parker bruges til landbrug. Plænen foran Skt. Isaak-katedralen er fuld af kål. may evans 70 Historie

9 Og endelig, den 27. januar, sætter Den Røde Hær det koncentrerede angreb ind mod tyskerne. I tre år har Leningrad ventet på, at jorden skulle skælve under et sovjetisk angreb, og nu sker det endelig. På få dage presses de tyske styrker km væk fra byen. Leningrad er atter fri. Som krigskorrespondent er Pavel med de russiske tropper, der trænger ind i det store Katarina-palads uden for Leningrad. Facaden er uskadt, men indvendigt er bygningen en ruin. En officer viser Pavel et træ nær paladset. Det var her, tyskerne hængte nogle af deres ofre. Vi skar fire lig ned, som vi fandt hængende, fortæller han. Samme aften oplyses himlen over Leningrad af et pragtfuldt fyrværkeri af røde, hvide og blå raketter, og 324 kanoner affyrer salut for Leningrads befrielse. Byen har imidlertid fået sår, som aldrig vil blive lægt: Omkring en million indbyggere er omkommet, og store dele af byen er skamferet af de tyske bombeangreb. Alene med mareridtet I april næsten tre år efter den sidste sorgløse aften i Leningrad kører Pavel med sporvogn til centrum. I en af de få bygninger, som blev skånet under de tyske angreb, åbner en udstilling om det heltemodige forsvar af byen. 14 rum er fyldt med minder om de 900 dages belejring. I fire timer vandrer Pavel fra rum til rum og genoplever det hele. Han er ganske overvældet af udstillingen, men han bliver også klar over, hvor svært det er at videregive de lidelser, som Leningrads indbyggere har været igennem. Sulten, angsten og kulden forstår kun de, der virkelig oplevede belejringen. Snart efter kommer Pavels kollega Anna Akhmatova tilbage til byen fra sit eksil i Centralasien. Den følsomme kunstner er chokeret over gensynet med det forfærdelige spøgelse, der skal forestille at være min by. bridgeman Dødstal var hemmeligt De sovjetiske ledere turde ikke offentliggøre de reelle tabstal fra Leningrad. Sandheden kunne svække nationens kampmoral. Det officielle tal Ifølge de sovjetiske myndigheder døde omkring mennesker under belejringen af Leningrad. Det virkelige tabstal Historikerne er enige om, at det officielle dødstal er alt for lavt. Deres bud lyder på mellem og 1,5 millioner døde. LÆS MERE Harrison E. Salisbury: 900 dage Beretningen om Leningrads Belejring, Fremad, 1971 David M. Glantz: The Siege of Leningrad 900 Days of Terror, Zenith Press, 2001 Daniil Alexandrovich Granin: Leningrad under Siege: First-Hand Accounts of the Ordeal, Pen & Sword Military Den store usikkerhed om tallet skyldes, at bystyrets opgørelser over dødsfald er mangelfulde. Dessuden var byen fuld af flygtninge. Det sandsynlige tal er mellem 1,1 og 1,3 millioner. Hundredtusinder flygtede I alt lykkedes det 1,4 millioner mennesker at slippe ud af byen. Efter krigen fortsatte Pavel Luknitskij sit arbejde som forfatter. Hans roman Nisso blev filmatiseret i Samme år døde kollegaen Anna Akhmatova. Pavel Luknitskij døde i januar 1944: Leningrads mareridt er endelig forbi. De lykkelige indbyggere kaster sig i armene på byens befriere fra Den Røde Hær. Historie