2.påskedag.B Johs 20,1-18 Salmer: Dagen efter dagen er omtankens dag. Den jublende glæde fra i går, -påskedag, -hvor

Transkript

1 2.påskedag.B Johs 20,1-18 Salmer: Dagen efter dagen er omtankens dag. Den jublende glæde fra i går, -påskedag, -hvor vi her i kirken markerer forvandlingen fra den mørke langfredag til den lyse påskedag ved at forvandle kirkerummet med et hav af blomster og lys og brusende lys musik og de største salmer. I dag er dagen efter dagen og for mig at se, en god dag til at tænke nærmere over påskens betydning. Hvad betyder påsken? Hvad betyder påsken for dig og mig? Det centrale ved påskens fortællinger har altid for mig været det, at graven er tom. Det er det første, der fortælles. Om kvinderne, der meget tidligt kommer ud til graven og finder den tom. Disciplene der ser det samme. Og som jeg læste det i dagens evangelium, hvor Maria Magdalena, Peter og Johannes også ser det: stenen er flyttet fra indgangen til graven, og de ser ind og finder kun ligklæderne. Jesus er der ikke. Når man læser de forskellige påskefortællinger i de fire 1

2 evangelier, så er den tomme grav det første. Derefter berettes der om engle, der fortæller at Jesus er opstået. Først senere kommer det, at Jesus viser sig for sine nærmeste som den opstandne. Som en rød tråd gennem de forskellige påskeberetninger går en form for kaos. Disciplene og kvinderne tror ikke deres egne øjne. De tror, at nogle har fjernet liget af Jesus. Nu har de ikke engang en grav at sørge ved, -tænker de. Det er deres første reaktion. Men lidt efter lidt kommer troen til dem. Jesus viser sig lyslevende for dem, -og de forstår, de overbevises, - tvivlen forsvinder, -og troen på opstandelsen breder sig ud i hver eneste fiber i deres krop. Det er sandt. Jesus er virkelig opstanden. Det utænkelige er sket. Graven er tom. Tom, fordi Jesus er blevet levende. Ikke tom, fordi nogle har fjernet liget. Tom, fordi døden ikke havde magt over Jesus. Og morgenens tvivl og kaos ændres til den helt store jubel, og de forstår, -de forstår, hvad det betyder. Dødens magt er brudt. Jesus har besejret døden. 2

3 Den tomme grav er som sagt centralt i fortællingerne, - men også noget andet, -tvivlen. Tvivlen på det, der ses og fortælles om. De tre kvinder ser en engel. Det tror disciplene ikke på. Maria ser Jesus i gravhaven og tror, det er havemanden. Thomas er ikke sammen med de andre disciple, da Jesus viser sig for første gang, og han nægter at tro på sine venners vidnesbyrd, -ja selv sine egne synssanser kan han ikke tro på, -han skal også mærke og føle. Man kan altid betvivle andres fortælling om et syn af den opstandne. Den tomme grav kan ikke diskuteres. Det er et fysisk beviseligt fænomen. Men årsagen til, at graven er tom, kan altid diskuteres. Og de første kristnes oplevelser af at have set den opstandne, det kan altid diskuteres og sås tvivl omkring. En opstandelse, og et syn af den opstandne kan ikke bevises. Det må alene gribes i tro. Det er det afgørende: vælger vi trods tvivl og kaos i sind og tanker at tro på opstandelsen. Eller vælger man 3

4 ikke at tro på opstandelsen, fordi den ikke kan bevises. Det er spørgsmålet. Ny Testamente fortæller, at Jesus viste sig for sine disciple og andre ved flere lejligheder gennem 40 dage. Efter at han farer til himmels, ser de ham ikke mere. Derudover fortæller Ny Testamente, at Jesus viser sig for Paulus udenfor Damaskus. Men derefter viser han sig ikke mere. Han er ved Guds højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde, -som vi siger det i trosbekendelsen. Gennem historien har mange fortalt, at de i et syn har set Kristus, men i Ny Testamente stopper tilsynekomsterne med Paulus s syn. Hvorfor det, - kunne man spørge, -hvorfor viser Kristus sig ikke i dag? Ja, det gør han måske også. Som det fortælle i en af den seneste tids mest omtalte og læste bøger af Charlotte Rørth med titlen: Jeg mødte Jesus. Charlotte Rørth havde aldrig set ham før, og alligevel genkendte hun ham med det samme. Tvivl var ikke en 4

5 mulighed: Det var Jesus, der stod der halvanden meter foran hende, da hun den 25. februar 2009 sad på en bænk i sakristiet bag et 500 år gammelt kapel i den sydspanske by Beda. Og hun fortæller: Det handlede ikke om, at jeg havde en følelse af, at der stod en mand foran mig, som jeg godt vidste, hvem var, og som talte til mig i et sært ordløst sprog, et sprog som jeg senere fandt ud af eksisterede. Det var et regulært møde. Det var fysisk og fuldstændig konkret, helt ned til de afblegede hår på hans ben og mellemrummene mellem hans tæer, der var snavsede af jord. I begyndelsen talte Charlotte Rørth kun med de allernærmeste om sine oplevelser i det spanske kapel: Hendes mand, de tre sønner, hendes mor og så en nær veninde, der er teolog. Efter nogen tid, da hun havde fået vished om, at hun ikke var ved at blive skør, begyndte hun at udvide kredsen af fortrolige. Charlotte Rørth tog gentagne gange tilbage til Beda. Femte gang, hun er der, dukker Jesus igen op i 5

6 sakristiet. Han har den samme blå kjortel på, og også lyset er det samme som sidst. Han får ikke øje på den slanke, danske kvinde med det samme, men hun har set ham, og efter et par minutter drejer han ansigtet mod hende og smiler med tegn på genkendelse. Jeg spurgte ham, hvad jeg skulle gøre. 'Jeg stoler på dig,' sagde han, og så gik han, fortæller Charlotte Rørth, og forsætter: Jeg er sådan en, der tvivler, men her er jeg ikke i tvivl om, hvad jeg har oplevet, og jeg har ikke på noget tidspunkt betvivlet, hvad han har givet videre. Det er noget af det, der har undret mig allermest, altså den vished, der har været i det. Der, hvor jeg blev plantet i de sekunder, hvor jeg mødte ham, er jeg ikke blevet flyttet fra, og det tror jeg ikke, jeg kan. Jeg ved nu, at der ikke er noget, min tro ikke kan holde til. Det handler om, at vi er elsket. Altså, når sådan en hyperforfængelig, uperfekt kvinde som mig kan få den her oplevelse, så er det, fordi alle kan elskes, og det kan vi også selv. Vi skal ikke leve op til noget, for det har ingenting med kærlighed at gøre. Guds 6

7 kærlighed er kæmpestor, der er rigeligt til alle, så vi behøver ikke fedte med den. Jeg synes, det er svært at forholde sig til. Charlotte Rørths fortælling om sit møde med Jesus. Er det en påskeberetning ind i vores tid? Og hvorfor skulle Jesus lige møde en dansk kvinde i et kapel i Sydspanien? Og man tænker: hvorfor lige hende, -hvorfor ikke så mange andre, hvorfor ikke du og jeg, når tilværelsen ryster os og tvivlen nager? Man kan ikke lade være med at være en smule misundelig. Hvorfor? Hvorfor dit og hvorfor dat? Vi kan blive ved med at spørge. Vi vil så gerne have mening med alting. Have styr på det. Retfærdighed. Orden og system. Men sådan er det jo ikke. Det går ikke efter en snor. Og vi kan blive ved med at stille vores barnlige hvorfor er, også selvom vi ved, at vi ikke svar på dem. Det bør måske mere handle om, at vi skal finde fred i, at det handler om tro og ikke om bevis. Måske skal vi tænke og fokusere mere på den tomme grav, og finde fred i det. Den tomme grav som et symbol på, at Kristus 7

8 er opstået fra de døde. At historien om Jesus Kristus ikke sluttede med korsfæstelsen og gravlæggelsen langfredag. At graven netop var tom som en forkyndelse af, at døden havde lidt nederlag, og livet og kærligheden havde sejret. Det er jo det afgørende. Det er jo det, der betyder noget for os hver især. Det er den tomme grav, der tilsiger os, at døden ikke får det sidste ord. At når vi skal miste en vi holder af, -eller når vi selv skal miste grebet om livet, så er det ikke sagt med det. Den tomme grav tilsiger os, at det er åbnet en dør ind til Guds evige himmel, en dør ingen eller intet længere kan lukke i for os. Hvordan det skal forstås, - hvordan det skal være, -hvordan det evige liv skal være. Det ved vi ikke om. Det vil være skjult for vores øjne, men det er så heller ikke det afgørende. Det afgørende er, at det er, at der er et liv efter døden, ikke hvordan og hvorledes, men at der er. Har Jesu vist sig for Charlotte Rørth? Er det vores tids påskehistorie? Jeg ved det ikke. Men det er vel heller ikke afgørende. Det afgørende er vel mere, hvad hun 8

9 bruger sin oplevelse til. Hun er skrevet en bog om sit møde med Jesus. Bogen er blevet en bestseller gennem flere måneder. Adskillige tusinde har læst om hendes religiøse oplevelse. Det har betydet meget for mange mennesker. Hun holder foredrag om sin overvældende oplevelse, og hun gør det for at fortælle om Guds kærlighed. Og igen: det berører rigtig mange mennesker, og hvis det kan vende nye til tro på Kristus og på opstandelsen og på et liv efter dette. Så kan det jo ikke være forkert. Lad os så spare alle vores hvorfor er. Lad os bare åbne os op overfor mysteriet. At Jesus Kristus døde for vores synders skyld. Han gjorde fyldest for vores synder, tog vores skyld med sig på korset og gav os Guds nådige og ubegrænsede tilgivelse. Og påskemorgen stod han op af graven og viste sig for sine venner, besejrede alle deres hvorfor er og deres tvivl. De forstod, at livet havde taget en vending. Kærligheden får herefter altid det sidste ord. Der er altid en påskemorgen for os. Det 9

10 er det, vi kan leve, og det vi kan dø på. Solen rejser sig altid på himlen til en ny dag, der er altid et nyt forår. Fortsat glædelig påske Amen. 10