5. søndag efter påske. Joh 16, 23b-32

Transkript

1 5. søndag efter påske. Joh 16, 23b-32 Kære menighed kære medkristne. Vi skal i dag tale om bøn, for det er det Jesus taler om. Jeg har et stort ønske for det, jeg nu skal sige. Og det er, at jeg ikke må komme til at lægge en tung byrde på nogens skuldre. At komme til at give det indtryk, at det med bøn er noget tungt noget der gir dårlig samvittighed. Noget der skaber skyldfølelse. jeg vil så gerne undgå at komme til at fremstille bøn som et arbejde, der skal gøres fra vores side. Og det er jeg nemlig bange for, at en del taler og undervisning om bøn har forårsaget: lagt endnu en tung byrde på kristnes skuldre jeg skal bede jeg skulle også bede noget mere. Resultat: jeg er en dårlig kristen. Så er der måske også andre, der slet ikke tænker sådan ganske enkelt fordi det at bede ikke er en naturlig del af deres kirkelige bagage. Selvfølgelig ber man, når man er til gudstjeneste. Og måske i en krisesituation. Men ellers spiller bøn ikke den store rolle i ens gudsforhold. Til dig, der har det sådan, har jeg lyst til at citere, hvad den svenske præst og retræteleder Peter Halldorf siger: Han siger: Fordi vi er skabt til at ligne Gud, er det vores dybeste drift at være i forbindelse med Gud. Bønnen er det naturligste udtryk for dette livsfællesskab det mest menneskelige vi kan hengive os til. Bøn er det mest menneskelige vi kan foretage os for vi er skabt til bøn skabt til fællesskab med Gud. Nu må jeg indrømme en ting, inden vi går videre. Og det er, at egentlig ikke den rette person til at stå her og sige noget om bøn.

2 For jeg må indrømme, at jeg ikke er særlig god til at be. Faktisk synes jeg, at jeg er blevet dårligere til det med årene. Og det bekymrer mig. Så det der nu skal siges, bliver ikke sagt af en, der har et eksemplarisk bønsliv. Hvis der skulle peges på en rød ledetråd i det, der nu skal siges så er det denne sætning: Bøn er en løbende samtale med Gud. Bøn er en løbende samtale med Gud. Bøn er samtale og den er løbende den foregår hele livet. En samtale den kan føres daglig eller hver 14. dag eller 1 gang om året. I perioder kan den være intens og foregå i flere timer, når der virkelig er noget, der brænder på. Til andre tider kan der være længere perioder, hvor den ligger hen for så at blive taget op igen. En samtale kan være heftig, ja, nærmest skænderi. Til andre tider kan den være mere small talk en samtale om småt og stort. En samtale kan være fortrolig hvor vi deler noget af vores livs inderste med en anden. Vi deler liv og tro og håb såvel som nederlag med hinanden. Andre samtaler kan køre på overfladeplanet hvor der ikke for alvor er noget på spil. Nogle samtaler kan være pligtsamtaler samtaler jeg egentlig helst var fri for men jeg gør det af pligt. Andre samtaler har jeg stor lyst til og glæder mig ligefrem til. Og jeg håber, at de aldrig får ende. Nogle samtaler er som at trykke på en betændt byld, men de må til, for at der ikke skal gå forrådnelse i hele kroppen. Andre

3 samtaler er som en lægende salve på et smertende sår. Det heler og gør godt. Med alle disse eksempler på samtale, hvad tænker du så, når jeg siger, at bøn er en løbende samtale med Gud? Lukker dette ikke bønnens landskab op for dig gir dig et nyt syn på hvad bøn er? En løbende samtale med Gud. Netop en løbende samtale en samtale der foregår hele tiden. I perioder intens og fuld af glæde. Til andre tider mere trægt og lidt af pligt. Men det afgørende ved din bøn er, at den er løbende at den stadig foregår. Denne måde at se bøn på, befrier mig på en vidunderlig måde til at tage samtalen op igen, hvis den er døet ud. Og når jeg ser på min egen bøn, så kan jeg jo se, at samtalen ikke er ophørt helt på noget tidspunkt. Hver gang den er gået i stå, er den taget op igen. Jeg tror, man måske kan sige det sådan, at hemmeligheden ved et godt bønsliv, det er, at man altid er begyndt med at bede en gang mere end man er holdt op. Samtalen kan forstumme for en tid, men samtalen er taget op igen på et eller andet tidspunkt. Vi fortsatte der hvor vi slap sidste gang. Bøn er en løbende samtale med Gud. Forstået sådan så er bøn ikke en burde-belastet ting i vores liv. Så er det tvært imod en mulighed for igen og igen at tage samtalen med Gud op hver gang den er gået i stå. Vise kvinder og mænd der har bedt gennem et langt liv, siger, at bøn dybest set er præstationsløst. Det betyder paradoksalt nok ikke, at bøn er fri for arbejde og aktivitet. De første mange år kan det måske oftest opleves som mestendels arbejde, noget

4 man skal tage sig sammen til. Men hen over årene sker der noget, hvis man bliver ved. Der vokser et element frem af ikkeaktivitet i bønnen, noget hvilende. Lad os igen gi ordet til Peter Halldorf, som sige: Vi beder ikke for at trække Gud til os. Vi beder, fordi Gud trækker i vore hjerter. Det er den store befriende opdagelse. Bøn er dybest set ikke min aktivitet. Bøn udspringer af Gud.. Han tager samtalen op, han trækker i mig. Og så må jeg svare ham så må jeg gå ind i samtalen den løbende samtale. En skizofren, hvis liv er langt fra enkelt, har sagt følgende: Det er kun barnet i mig, der duer. Det er det eneste, Gud har budt mig. Når filmen knækker i mit liv, så går jeg ned til barnet i mig igen og lader Gud rydde op. Altid barnet! Det siger om noget bønnens gave og glæde at få lov til at være et barn og ikke noget som helst andet. Være barn hos Gud, være hjælpeløs, overlade alt til ham, kaste al bekymring på ham og sige: Du har magten, jeg har kun afmagten. Du har ansvaret. Jeg er kun et barn. Men der er altid noget tvetydigt over det her. For vi msk er sådan nogle mærkelige væsener, der ikke rigtig kan finde ud af, hvad vi vil. På den ene side: Jeg længes efter Gud men på den anden side, kan jeg ikke altid holde ham ud. Jeg elsker ham men vil alligevel være min egen herre, min egen gud.

5 Jeg stoler på ham og er samtidig utryg ved ham: Hvad finder han på? Og som vi hørte i beretningen om Jakobs bønskamp med Gud, så slår Han nogle gange, så jeg ikke kan holde mig oprejst og netop derfor klynger jeg mig til ham, der har slået mig, for at jeg ikke skal falde helt sammen Mærkelig tvetydighed. Vi msk længes efter at være sammen med Gud for det vi jo skabt til. Det er det mest menneskelige at være sammen med Gud. Og alligevel vender vi gang på gang Gud ryggen. Vi stoler på Gud som vores gode far ja, det gør vi da ind imellem. Men til andre tider nærer vi også en vis mistillid til ham: vil han os det egentlig godt? Kan vi stole på ham? Er han ikke lunefuld? Derfor oplever vi ikke altid lyst og en naturlig trang til at bede. I perioder hvor samtalen forstummer, eller vi føler, at Gud ikke deltager i samtalen men har lukket ned, kan det at tro og bede være som at sidde i et venteværelse. Og vente uendelig længe pinefuldt længe. Vi hører ikke en lyd der indefra. Og så melder tanken sig: mon der overhovedet er nogen derinde bag døren? Er det ikke bare indbildning at tro, at der findes nogen inde bag døren? Hvorfor hører vi ikke noget? Så skal du vide, hvis du har det sådan: det bedste du kan gøre og den største ære og tillid du kan vise din herre, det er at blive i venteværelset og ikke bare gå din vej. Bliv i venteværelset vent på at døren går op.

6 Vi kender måske det smukke billede, Jesus bruger i Åb kap. 3,20. her siger den opstandne: se, jeg står ved døren og banker på: hører nogen mig, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig. Vi er nok vant til at høre disse ord i en anden sammenhæng nemlig at vi skal omvende os og tage imod Kristus. Men ordene gælder også bønnen. For virkeligheden er jo den, som Peter Haldorff siger og som jeg henviste til for lidt siden: Vi beder ikke for at trække Gud til os. Vi beder, fordi Gud trækker i vore hjerter. Det er den store hemmelighed og den kæmpe befrielse ved bøn. Bøn er ikke vores arbejde arbejdet, det gør Gud. Det er ham der banker på vores dør og høfligt venter med at gå ind, ind til han bliver inviteret. At bede er derfor ikke andet end at lukke Kristus ind lukke ham ind i vores i vores problemer og glæder vores udfordringer og bedrifter. Det kan ethvert msk da finde ud af at lukke ham ind. Du skal ikke andet end åbne døren for ham, når du beder. Så enkelt befriende er det. Bønnens evangelium er, at han tar initiativet vi kan nøjes med at svare. Gud kalder meget mere på dig end du tror hele tiden står han ved dit livs dør og banker på. Men problemet er, at der er så meget støj inde bag døren, at vi sjældent hører hans banken. Så her kunne du måske begynde: minde dig selv om, at længe før end du overhovedet har tænkt på at bede, så har Gud banket på din dør. Vores opgave består i at finde den fornødne ro, så vi kan høre denne banken.

7 Jeg sagde til at begynde med, at mit brændende ønske var ikke at lægge nogen byrde på andres skuldre og gi dårlig samvittighed. Derfor vil jeg nu gi dig et konkret redskab et redskab, som jeg tror de fleste af os kan magte at bruge. Det består i et dagligt ritual. og hvis det ikke bliver dagligt, så lad ikke skyldfølelsen overvælde dig men tænk på, at bøn ja, hvad er det nu det er? Jo, det er jo en løbende samtale og en løbende samtale den kan jo godt ligge stille et par dage og så tages op igen. Et morgenritualet som kan gøres på 3-5 min består i at tænke dagens opgaver igennem og så bede Kristus indenfor i disse opgaver. Fortæl ham om dem og bed ham så om at fylde dig med hans sind, så du reagerer som han ville have gjort i samme situation. Sig ham dernæst tak fordi han er dig nær og vil gå ved siden af dig dagen igennem. Bed ham om at du må kunne genkende ham i de msk du møder så du behandler andre msk som du ville behandle ham. Og tilsvarende om aftenen en 3-5 min hvor du tænker dagens begivenheder igennem. Spørg så dig selv: hvor mødte jeg Kristus i dag hvilke udfordringer og opmuntringer gav han mig igennem det jeg har oplevet i dag. Tak ham dernæst for det, du lykkedes med og bede ham tage det tilbage, som du mislykkedes med. På den måde er samtalen i gang mindst to gange om dagen. Og med tiden vil du opdage, at du tager samtalen op flere gange om dagen for du er blevet mere bevidst om at lytte, så du kan høre hans banken på din dør. Der ligger en lille seddel med disse to enkle råd til at bede ude på bordet i forgangen og jeg håber du vil tage en seddel med hjem.

8 Lad os opsummere. Bøn er altså ikke en præstation fra vores side en slags betaling vi gir til Gud. Sådan lidt opmærksomhed så han kan være tilfreds med mig. Nej, bøn er en løbende samtale med din far i himlen. Netop løbende ikke afsluttet men løbende, så den kan tages op igen og igen. Også selv om forbindelsen har været død end og temmelig længe. Har den det, så husk, at han stadig står ved døren og venter på din respons. Det dummeste du kan gøre, det er at forlade venteværelset. Det er mit håb, at denne prædiken ikke kun har været interessant men at du også kan bruge den til noget. God samtale fortsat.