Fængselsstraf som handelsobjekt

Transkript

1 Lov & Ret nr. 4 juni 2004 Fængselsstraf som handelsobjekt Af Hans Jørgen Engbo, fængselsinspektør Fængselsstraffen er blevet et handelsobjekt. En ny regel i straffeloven giver den dømte mulighed for at handle sig til tidligere løsladelse. Noget for noget kaldes det i regeringens retorik. Det klinger positivt, men lovændringen rummer betydelige problemer for retssikkerheden og for forholdene i fængslerne. Normalt prøveløslades en fængselsdømt, når han/hun har afsonet to tredjedele af sin straf. I sjældne tilfælde kan løsladelse ske allerede efter den halve straffetid. Denne mulighed er hidtil forbeholdt tilfælde, hvor ganske særlige individuelle hensyn har foreligget, f.eks. særlige humanitets- eller behandlingshensyn. Med ikrafttræden den 1. april 2004 har en ny bestemmelse i straffelovens 40 a yderligere åbnet mulighed for prøveløsladelse på halv tid i tilfælde, hvor den dømte har gjort en særlig indsats for at komme ud af kriminalitet, f.eks. ved gennemførelse af et relevant uddannelsesforløb, deltagelse i afvænningsbehandling for et alkohol- eller stofmisbrug eller deltagelse i et særligt adfærdskorrigerende program. Tidligere prøveløsladelse kan ses som en belønning for den særlige indsats. Endvidere giver lovændringen mulighed for løsladelse på halv tid, hvis den dømtes forhold taler derfor, hvilket ifølge forarbejderne betyder, at løsladelse kan ske, hvis det på grundlag af en samlet vurdering af den enkeltes personlige forhold, den begåede kriminalitet og afsoningsforløbet er unødvendigt, at den pågældende afsoner resten af straffen i fængsel, hvis der i stedet kan fastsættes vilkår om ulønnet samfundstjeneste. Det drejer sig om indsatte, som typisk har gode og stabile personlige forhold og et godt socialt netværk, og hvis forbrydelse ikke er udtryk for et kriminelt mønster. Tiden fra halvdelen til to tredjedele af straffen dvs. en sjettedel af den samlede straf bliver således for disse mennesker konverteret til samfundstjeneste. Løsladelse forudsætter i begge tilfælde yderligere, at mindst fire måneder er afsonet, at recidivrisikoen bedømmes som ringe og at hensynet til den almindelige retsfølelse ikke skønnes at tale imod. Det kan jo umiddelbart lyde godt, at man således dels kan belønne en konstruktiv indsats med noget for noget og dels kan undlade at påføre pæne og ordentlige mennesker, der opfører sig godt, unødvendig straflidelse, når man kan nøjes med at pålægge dem samfundstjeneste. Der var da også i Folketinget fuld tilslutning til lovændringen.

2 2 Men det er en i flere henseender yderst problematisk ordning, der er indført. Hvor blev retsstatstanken af? For det første er ordningen et markant tilbageskridt i forhold til retsstatstanken, som ellers har ligget til grund for de seneste tre årtiers udvikling i den retlige regulering af straffuldbyrdelsen. Blandt de straffuldbyrdelsesretlige områder, som i så henseende i forvejen var bagud, er prøveløsladelsesinstituttet det mest betydningsfulde. Reglerne om ordinær prøveløsladelse i straffelovens 38 og deres anvendelse i praksis er ikke præget af den klarhed og præcision, som retsstatstanken fordrer. Det er fængselsmyndighedernes vurdering af, om løsladelse er utilrådelig, som er afgørende for, hvornår løsladelsen finder sted. Utilrådelighedsvurderingen er efter mangeårig praksis baseret på antagelser om, hvorvidt der er en væsentlig risiko for ny kriminalitet efter løsladelsen, om denne risiko angår ikke-bagatelagtig kriminalitet, og om risikoen i givet fald kan begrænses ved fastsættelse af vilkår om tilsyn mv. Alle disse tre kriterier (væsentlig risiko, ikke-bagatelagtig kriminalitet og vilkårenes recidivbegrænsende muligheder) er så vage og ubestemte, at indsatte hyppigt er usikre på, hvornår de kan forvente løsladelse. Den nyeste lovændring skubber retsstatstanken yderligere i baggrunden. Den vedtagne noget for noget -ordning vil føre til en retstilstand præget af ulighed og uforudsigelighed i en sådan grad, at fængselsstraffen nu nærmest antager karakter af en relativ tidsubestemt sanktion. Reglerne i strl. 38 og 40a giver et så kompliceret, diffust og uoverskueligt billede af prøveløsladelsesmulighederne, at det kun i visse sager vil være muligt med en rimelig grad af sikkerhed at forudsige på hvilket nærmere tidspunkt efter den halve straffetids udståelse, løsladelsen vil finde sted. Set med de indsattes øjne er det fængselspersonalets og politiets holdninger og gætterier, som er afgørende for, hvornår de bliver løsladt, og ikke som i en retsstat retsregler og lovmæssighed. Retsfølelsen Navnlig hensynet til den almindelige retsfølelse eller retshåndhævelsen, som det hedder i selve bestemmelsen har et så ubestemmeligt og diffust indhold, at det er aldeles uegnet som kriterium for forvaltningsretlig skønsudøvelse. Hensynet til retsfølelsen i dette tilfælde den pønale retsfølelse varetages naturligt på det lovgivende plan af de folkevalgte og på det dømmende plan af domstolene under medvirken af lægdommere. Derimod forekommer det principielt forkert at kræve af den udøvende myndighed, at retsfølelseshensyn skal tillægges betydning ved konkrete afgørelser om straffuldbyrdelsens forløb, herunder om prøveløsladelse. Alf Ross har meget rammende sagt, at en appel til retsfølelsen ikke er noget argument; den er et umiddelbart påtrykningsmiddel, som standser al argumentation og diskussion og kan kun mødes med andre suggestive påtrykninger som emotionelle udtryk for en afvigende retsfølelse.

3 3 Politiet må antages at få betydelig indflydelse på vurderingen af, hvad retsfølelsen i de konkrete sager kan bære, idet det er Kriminalforsorgens pligt at høre politiet herom, inden der træffes afgørelse. Lovmæssig forvaltning? Der må også rejses tvivl om, hvorvidt kravet om lovmæssig forvaltning også kaldet legalitetseller hjemmelskravet er opfyldt, når lovens beskrivelse af retsfaktum er så diffus som i strl. 40 a. Normalt kræves der en meget sikker hjemmel, når der er tale om indgreb i borgernes rettigheder. Højesteret har tolket kravet i grundlovens 71, stk. 1, om lovhjemmel til frihedsberøvelse som et krav om direkte og utvetydig lovhjemmel. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention kræver, at indgreb skal være foreskrevet ved lov, hvilket ifølge konventionspraksis betyder, at loven skal have en så præcis formulering, at borgeren kan indrette sin adfærd derefter og i rimelig grad forudse sin retsposition. Frihedsberøvelse under fængselsafsoning også ud over halv tid har ganske vist formelt grundlag i straffedommen, som er afsagt med hjemmel i straffelovgivningen, men det må være rimeligt at kræve, at også lovbestemmelser, som regulerer frihedsberøvelsens faktiske varighed, lever op til kravene om utvetydighed og præcision. Problemet kan illustreres ved forestillingen om følgende straffebestemmelser (gældende for alle borgere): 1. Den, der ikke har ydet en særlig indsats for ikke at begå kriminalitet, straffes med fængsel. 2. Den, hvis forhold ikke er tilfredsstillende, straffes med fængsel. Sådanne bestemmelser ville stride mod både menneskerettighedskonvention og grundlov samt almindelig sund fornuft og anstændighed. Men rent faktisk er det sådanne regler, et enigt folketing har indført for den gruppe af borgere, som er i fængsel i forvejen. Domstolenes indflydelse svækkes Domstolenes indflydelse på den reelle strafudmåling svækkes ved lovændringen. Allerede den hidtil gældende prøveløsladelsesordning blev i 1987 i Straffelovrådets betænkning om prøveløsladelse og straframmer betegnet som utilfredsstillende: For det første må der peges på, at domstolene under denne ordning er uden indflydelse på, hvilke personer, der prøveløslades og hvilke, der får afslag. Det er Kriminalforsorgen, som til sin tid skal afgøre, om den pågældende skal prøveløslades og domstolene må derfor i hvert fald i princippet udmåle straffene uden hensyntagen til de pågældendes udsigt til at opnå prøveløsladelse. Stærkt forenklet kan man sige, at domstolene, under hvilke strafudmålingsspørgsmål henhører, er uden indflydelse på den reelle afsoningstid. Efter den nu vedtagne lovændring vil domstolene i endnu ringere grad have indflydelse på den reelle afsoningstid, idet løsladelsestidspunktet fremover vil bero på endnu flere diffuse kriterier end efter den hidtil gældende ordning. Retten kan på domstidspunktet ikke vide, om halvdelen eller hele den udmålte straf eller noget midt imellem vil blive afsonet. Dette bestemmes administrativt oven i købet på grundlag bl.a. af faktorer, som forelå oplyst allerede på domstidspunktet. Her-

4 4 til kommer, at der med inddragelse af retsfølelseshensynet og med fastsættelse af vilkår om samfundstjeneste vil indgå klare pønale elementer i afgørelsen om prøveløsladelse, og herved kommer den administrative afgørelse om løsladelse uundgåeligt til at berøre kernen i domstolenes rolle i den samlede straffeproces. Dette er betænkeligt ud fra et traditionelt magtfordelingssynspunkt og tillige ud fra retssikkerhedshensyn, idet ikke blot retten, men også den dømtes forsvarer, er sat ud af spil under denne reviderende strafudmålingsproces. Af de anførte grunde burde man i det mindste have indført samme adgang til materiel domstolsprøvelse af afgørelser efter 40 a, som gælder for afgørelser efter 38, stk. 1, og 41, jfr. straffuldbyrdelseslovens 112, nr. 6. Forringet klima i fængslerne Man skulle måske tro som det også er blevet hævdet af politikerne at udsigten til tidligere løsladelse vil animere de indsatte til at opføre sig eksemplarisk og at klimaet i fængslerne vil blive bedre. Men dette er en fatal fejlslutning. For det første er det værd at bemærke, at det i virkeligheden slet ikke er den indsattes adfærd, som nu kan føre til tidlig prøveløsladelse. Det afgørende er personalets vurderinger af den indsattes adfærd, og der er bestemt ingen garanti for sammenfald mellem den faktiske adfærd og personalets vurderinger. Det sker ikke sjældent, at indsatte, som har optrådt som negativt stærke med terroriserende adfærd over for medindsatte, i en periode har haft held til over for personalet ikke blot at skjule dette, men også at opbygge et positivt og samarbejdsvilligt indtryk. Set med de indsattes øjne er der derfor næppe tvivl om, at der gang på gang vil blive truffet uretfærdige afgørelser, hvilket vil medføre øgede frustrationer og spændinger både internt mellem de indsatte og i forhold til personalet. For det andet kan klageordningen komme i fare. Mange indsatte er i forvejen tilbageholdende med at udnytte klageadgangen, fordi de er bange for, at en klage vil blive opfattet som et fjendtligt skridt over for personalet. Denne tendens vil blive forstærket, når et positivt indtryk hos personalet kan være afgørende for løsladelsestidspunktet. Risikoen for at blive stemplet som kværulant og miste et image som mønsterfange og dermed muligheden for tidlig prøveløsladelse kan få nogle indsatte til at undlade at udnytte klageadgangen. En sådan udvikling er i retssikkerhedsmæssig henseende betænkelig og kan i sig selv føre til frustrationer og et dårligt klima. For det tredje har personalet med lovændringen fået tillagt magt til på grundlag af diffuse kriterier at regulere ikke blot afsoningens indhold men også dens tidsmæssige udstrækning. Ganske vist er kompetencen til at afgøre sagerne foreløbig lagt i Direktoratet for Kriminalforsorgen, men fængselspersonalets vurderinger vil selvsagt få afgørende betydning. Det må forventes, at mange indsatte vil opleve at blive nægtet tidligere løsladelse med begrundelser, som det vil være meget svært for dem at forstå og acceptere. Uanset hvor sagligt og professionelt fængselspersonalet vil forsøge at løse denne vanskelige sagsbehandlingsopgave, kan man ikke fortænke de indsatte i at se afgørelserne som udslag af ulighed og vilkårlighed båret af personalets sympatier og antipatier.

5 5 Straffelovrådet indså klart dette i 1987-betænkningen: En ordning med mere selektiv brug af prøveløsladelse vil let fra de dømtes synspunkt rejse det spørgsmål, om der ikke sker en forskelsbehandling, hvis begrundelse det er vanskeligt at forstå. Der vil opstå en øget uvished omkring de faktiske straffetider, som de domfældte kan regne med. Uro i fængslerne og mange klagesager kan blive følgen af en ordning baseret på, at nogle domfældte opnår prøveløsladelse efter en individuel bedømmelse. Vejen synes således at være banet for frustrationer og vredesudbrud fra et stort antal indsatte, som nægtes løsladelse med luftige, følelsesmæssige argumenter; og flere spændinger i forhold til personalet kan meget vel opstå i kølvandet på disse sager. Det er ikke længe siden, der i et fængsel opstod en alvorlig voldsepisode, da en indsat fik meddelt afslag på en ansøgning om udgang. Med lovændringen vil risikoen for sådanne reaktioner vokse. Det er ikke det, der er brug for i en fængselsverden, som i forvejen er plaget af mange problemer, primært på grund af en opslidende overbelægning og en tiltagende tendens til politisk indblanding i dagligdagens detaljerede opgaveløsning. Hvor er Straffelovrådet? Det er bemærkelsesværdigt, at man ikke har involveret Straffelovrådet i overvejelserne bag denne lovændring, som rummer nogle højst principielle og kontroversielle aspekter af bl.a. juridisk art. Men sandheden synes at være, at lovændringen først og fremmest er båret af hensynet til fængslernes pladsforhold. Der skulle efter kalkulationerne i Justitsministeriet i en fart kunne frigøres 70 pladser, og så var der åbenbart ikke tid til grundigere principielle overvejelser.