185» marts samfundsfagsnyt. Det arabiske forår. foreningen af lærere i samfundsfag

Transkript

1 185» marts 2012 samfundsfagsnyt TEMA: Det arabiske forår foreningen af lærere i samfundsfag

2 Deadline: Blad nr. 186: Indhold Redaktion: Marie-Louise Bach, Ditte Kirstine Nørtoft Nielsen og Janne Bisgaard Wikman Redaktionens adresse: Marie-Louise Bach Christianslundsvej Nyborg Tlf / samfnyt@gmail.com Priser: Abonnement 300,00 kr./år Enkelteksemplar kr. 80,00 Annonceekspedition: Forlaget Columbus info@forlagetcolumbus.dk og bodil@forlagetcolumbus.dk Annoncer: 1/4 side kr. 500,00 1/2 side kr ,00 1/1 side kr ,00 Bagsiden kr ,00 Farvetillæg + 100% Udgivere: FALS og Forlaget Columbus Fond Fra bestyrelsen Siden generalforsamlingen 3 Nyt fra fagkonsulenten 5 Øvrige artikler Tema: Det arabiske forår 7 Det Arabiske Forår 8 Det Arabiske Forår set fra Golfen 15 Det arabiske forår set bagfra og fra sidelinien 19 Den Kolde Fred 27 Kurser 32 Anmeldelser 37 Bestyrelsen 45 Øvrige adresser 46 Produktion: Forlaget Columbus og Clemenstrykkeriet Manuskripter til Samfundsfagsnyt sendes pr. (vedhæftet som rtf-fil) til samfnyt@gmail.com Forsidefoto: Polfoto. 2

3 Fra bestyrelsen. Siden generalforsamlingen Det var noget af en åreladning FALS-bestyrelsen var udsat for i forbindelse med sidste generalforsamling. Formand, kasserer og det længst siddende bestyrelsesmedlem gik på én gang. En hilsen og en tak for en god indsats skal lyde herfra til de tre forhenværende medlemmer. Den nye bestyrelse har på den måde fået sin sag for, men er fuld af gåpåmod. Vi har fordelt opgaverne mellem os og arbejder nu målrettet på bl.a at få stablet en række kurser på benene. Det er vores påstand at disse kurser hver især repræsenterer en tendens og en udvikling i tiden, som det er relevant at inddrage i faget. Ungegruppen Vi må som forening have en løbende debat om, hvordan de nye unge samfundsfagskandidater på gymnasieskolerne trives. Hvordan bliver de integreret på skolerne? Hvordan har I det med faget som sådan? Vi kunne godt tænke os, at der bliver gjort noget særligt, for at netop ungegruppen føler sig godt tilpas i foreningen. Måske er det allerede tilfældet, men det ville være rart, hvis vi kunne starte en debat om livet som ung lærer i samfundsfag og få formuleret alle ønsker og behov. Det er vores opgave at imødekomme medlemmernes ønsker, så vi efterlyser indlæg i bladet herom. Vi vil opfordre jer til at skrive ind om de ting, der optager jer og som Fals måske kan bruges til. Det kan være alt fra kursusønsker til spørgsmål om faglige krav til eleverne og jer selv over til diskussion af forløb i forhold til bekendtgørelsen. Hvis nogle af jer i øvrigt har lyst til at anmelde bøger, hører Janne hjertens gerne fra jer. Kommunikation med medlemmerne. Bestyrelsen diskuterer for tiden hvordan vi kan leve op til de ønsker om bedre kommunikation med medlemmerne, som kom til udtryk på GFK. Vi satser i første omgang på kontakt via mail. Udfordringen her er at folk jævnligt skifter mailadresser. Det er dog muligt, at vi ved forlagets mellemkomst har fundet en løsning på opdateringsproblemet. FALS Facebook-side oplever en vis søgning. Vi kan kun opfordre alle i foreningen til at melde sig ind der. Der er gode ideer m.m. at hente og jo flere der får glæde af det jo bedre. Hvad angår vores hjemmeside har vi diskuteret, om der overhovedet er brug for en sådan. Det er endnu ikke afklaret, men indtil videre får den lov at blive og muligheden for justeringerne kan ikke udelukkes. Vi modtager meget gerne kommentarer herom. Fremtiden Det er vores agt, at foreningen med tiden skal markere sig i den offentlige debat om uddannelse og skolepolitik. Det ser ud som om gymnasieskolen til stadighed kommer i offentlighedens søgelys. Dette skyldes for det første at flere af aktørerne i gymnasiereformens forligskreds har udtrykt deres bekymring om det faglige niveau efter reformen. For det andet har ministeren ytret, at der er behov for en eller anden form for justering af reformen. Vi reflekterer samfundsfagsnyt marts

4 FRA BESTYRELSEN løbende over debatten og vurderer hvornår det er betimeligt at komme med en markering fra foreningens side. Ny EMU-redaktør. Bestyrelsen har mødtes med vores nye EMUredaktør Pernille Rødkær Bundgaard. Det er en stor udfordring som hun har taget på sig og vi ønsker hende al mulig hel og lykke med at få genskabt EMU ens samfundsfaglige side Som et fagligt kraftcenter vi alle sammen kan nye godt af. At dømme efter hvad Pernille har i tankerne er der noget at glæde sig til. Det Arabiske Forår. Temaet for dette nummer af Samfundsfagsnyt er Det Arabiske Forår. Der er ikke tvivl om begivenhederne det sidste års tid har ændret meget ikke mindst i vestens forestillinger om de arabiske lande. I år tilbyder vi et rejsekursus til Egypten. Vi er mange der har fulgt udviklingen i landet. Nu er chancen for at komme helt tæt på de mennesker som har været i og vidne til omvæltningerne. Vi er ikke i tvivl om at det vil blive en kæmpe oplevelse. God læselyst På vegne af bestyrelsen Jørgen 4 samfundsfagsnyt marts 2012

5 Nyt fra fagkonsulenten af Bent Fischer-Nielsen Vejledende opgaver 2012 Jeg forventer, at skolerne senest i marts måned vil modtage vejledende eksempler på opgaver med anvendelse af de nye kernestofområder lineær regression, mål for signifikant forskel og multiplikatorvirkningen. Opgaverne skal bruges til at forberede eleverne til skriftlig prøve fra og med Der er et følgebrev knyttet til opgaverne, og der vil desuden blive mailet en bedømmelsesvejledning til skolerne med besked om at sende den videre til lærerne i samfundsfag. Mundtlig prøve 2012 Læs grundigt læreplan og vejledning om de mundtlige prøver, således at misforståelser undgås. Til sommer går B- og C-niveau-hold til prøve efter ny læreplan og tilhørende vejledninger, mens A-niveauhold i samfundsfag går til prøve efter gammel læreplan. Eksaminandens fremlæggelse af synopsis må højst tage ca. 10 minutter ifølge de nye læreplaner for samfundsfag. Ny mundtlig prøve i KS Prøven i Kultur- og samfundsfaggruppen til sommer vil foregå efter helt nye regler. Læs læreplan, vejledning og fagkonsulenternes notat på emu en grundigt, så I får en god og rigtig start under de nye vilkår. Man skal fx være opmærksom på: Det står nu i læreplanen, hvilke punkter en synopsis skal indeholde. Det betyder, at en kursist ikke kan gå til prøve, hvis der ikke er rettidigt er afleveret en synopsis med dette indhold. Skolen skal informere kursisterne herom og træffer afgørelse om, hvorvidt kursisten opfylde betingelserne. Prøvematerialer udleveres til kursisterne, før censor ser materialerne. Du skal derfor være særlig opmærksom på, at de opfylder kravene om at dække de faglige mål at indeholde varieret materiale inkl. statistik at have et omfang på normalsider a 1300 bogstaver. For censor har ikke andre muligheder end at skrive en indberetning, hvis de fx er for store, hvad mange stadig er. Og hvis kursisterne klager efter prøven, skal du i gang med en ny prøve. Fremlæggelse af synopsis må vare minutter. Kursisterne skal selv finde og kritisk anvende relevant og væsentligt supplerende materiale. Med væsentligt menes, at kursisten kan bruge det til at besvare en væsentlig del af sine problemstillinger. Det må ikke kun udgøre en ubetydelig del af eksaminationen. Eksempel: Problemformulering: I hvor høj grad er AKP præget af islam? Kursisten har selv fundet følgende materiale: Religionsfaglige avisartikler Tv-klip: Tale af Erdogan Historisk materiale om kemalisme og AKP Meningsmåling om tyrkernes syn på AKP samfundsfagsnyt marts

6 NYT FRA FAGKONSULENTEN Skriftlig prøve 2012 De skriftlige prøver i samfundsfag er onsdag den 30. maj og fredag den 1. juni. Der er censormøde i Odense onsdag den 19. juni. PC-problemet erkend det Vi oplever alle, at elever kigger meget koncentreret på deres bærbare pc, men ikke ser ud til at følge med i undervisningen. Og hvis du ikke har lagt mærke til det, så prøv at få en kollega til at sidde nede bagerst i klassen og observere, hvad der er på elevernes skærme når du står oppe ved tavlen. Eller undersøg på et givet tidspunkt, hvor mange der ikke har en fagligt relevant side på deres skærm. Bedre it-pædagogik Vi skal naturligvis starte med at gribe i egen barm og overveje, om ikke undervisningen kunne gøres mere spændende, mere varieret og med brug af computeren til andet end at skrive noter fra tavlen og en sjælden gang en powerpoint. Nye muligheder står i kø: Google-docs, Screencast-o-matic, mobiltelefonens lyd- og videooptager, øget brug af skriftlighed og meget andet. I morgen er der sikkert noget nyt. Vi må have gang i en erfaringsudveksling om it-pædagogikkens mange nye og spændende muligheder. Det kan foregå på skolen, på kurser og på nettet. Klap i Luk op Men selv med spændende, varieret undervisning med øget brug af it, er det ikke sikkert, at eleverne slipper facebook, spil og film. 1 Elever kan opleve det som mere vigtigt at følge med i kammeraternes kommunikation på facebook end at deltage i undervisningen. Her må vi være mere bevidste i vores tilrettelæggelse af undervisningen: Hvornår skal computeren bruges til noget bestemt, og hvornår skal klappen slås ned. Vi må være tydelige i vores krav til elevernes brug og ikke-brug af computeren. Klap-i og luk op kunne være de klare budskaber. Selv om der er tavleundervisning, kan man godt beordre klappen nede og først tillade brug af computeren i en skrivepause. Jeg vil opfordre til, at man drøfter en bevidst praksis på skolen. Kurser og konferencer 7/3. Elevaktiverende pædagogik. Fredericia Gymnasium. 18/4. MBU afholder orienteringsmøde om forsøg med innovation i AT. 2/5. Diskursanalyse i samfundsfag. Aarhus Katedralskole. 6-7/9. Regionssekretærkursus. 1-2/11. Generalforsamlingskursus i Middelfart om USA mm. Nyt fra fagkonsulenten. Se nærmere her i bladet. Hold selv øje med kurser på Tilmeld dig Fagkonsulentens Nyhedsbrev Du kan du tilmelde dig Fagkonsulentens nyhedsbrev på min side på emu en: > Gymnasiale fag > Samfundsfag > Fagkonsulenten 1 Se fx Dorte Ågård: Det er ikke gymnasiereformens skyld. Weekendavisen : En stor del af eleverne kommer i skole uden at have forberedt sig; i timerne er de uopmærksomme over for det, der foregår; de har deres egen dagsorden, blandt andet fordi de sidder med en bærbar computer foran sig og ikke kan lukke af for den syndflod af fristelser på internettet, der strømmer imod dem Bent Fischer-Nielsen 6 samfundsfagsnyt marts 2012

7 TEMA DET ARABISKE FORÅR

8 Det Arabiske Forår af Andreas Mølvig Larsen stud. mag. i Islamiske Studier og tidligere praktikant hos Atlantsammenslutningen. I efteråret 2011 afholdt Atlantsammenslutningen et 2-dages seminar for gymnasielærere. Seminaret omhandlede dansk udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik og gav den nyudnævnte forsvarsminister Nick Hækkerup lejlighed til, at holde sin første officielle tale i sin nye funktion. Ét punkt i programmet handlede om den største begivenhed på den internationale politiske scene i 2011: Det såkaldte Arabiske Forår. Til at give et indblik i forløbet og et fremadrettet skue var der besøg af Lars Erslev Andersen, seniorforsker og koordinator af Indsatsområdet Mellemøsten hos DIIS og Søren Hove, ph.d. i Mellemøststudier og ligeledes ansat ved DIIS. Tilslutningen til dette emne viste, at det er et område der optager de danske gymnasielærere. Derfor vil emnet blive yderligere behandlet i det følgende. Det Arabiske Forår Når demonstrationerne i Mellemøsten og Nordafrika, der prægede sidste års internatonale medier omtales, sker det ofte under samlebetegnelsen Det Arabiske Forår. Skønt denne artikel ikke har til formål at aflive betegnelsen Det Arabiske Forår, fortjener overvejelserne om det hensigtsmæssige ved denne betegnelse en smule spalteplads. Først og fremmest er det en problematisk samlebetegnelse, da den samler de forskellige landes demonstrationer under samme navn på, trods af udviklingen ikke har været identisk. I nogle lande er der sket et politisk skifte, i andre er der fortsat protester. Endvidere adskiller konsekvenserne af den politiske omvæltning sig landene i mellem. Derudover og måske vejer dette tungere indikerer betegnelsen at det er en hændelse, en enkeltbegivenhed. Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Hvad der er sket, er sket som led i en stadig igangværende udvikling, og hvert lands udvikling vil bære præg af dets historie. Da det er i Tunesien og Egypten man er nået længest i processerne, er det også de to lande hovedvægten vil lægges på. I de andre lande er det småt med den egentlige demokratiske udvikling. Med dette sagt, kan vi kigge nærmere på hvad der så skete: Tunesien viste vejen Når året går på hæld er det et tilbagevendende indlæg i Ekstra Bladet, at fortælle hvilke rejsedestinationer, der bliver danskernes foretrukne året efter. Ved udgangen af 2010 figurerede Tunesien og som traditionelt Egypten - som et af de lande, de danske charter turister ville besøge i stor stil det kommende år. Det virkede ganske selvfølgeligt på dette tidspunkt, og dagbladene generelt skrev om Tunesien som et attraktivt emne for internationale investorer fremover. Den Internationale Valutafond vurderede da også i starten af 2011, at Tunesien ville opleve en økonomisk vækst det år på 4,8%. Det var imidlertid ikke en vækst, der smittede af på den brede befolkning. Som ofte, er der langt fra det billede turistbranchen tegner af et land, til hvordan de faktiske forhold egentligt er. Da en ung grønthandler satte ild til sig selv i desperation over sin situation og sin regerings 8 samfundsfagsnyt marts 2012

9 TEMA: DET ARABISKE FORÅR negligering af samme, medførte det straks demonstrationer i Tunesien. Disse kendetegnedes dog ved ikke at få den store opmærksomhed uden for landet. Faktisk bragtes førnævnte Ekstra Blads artikel mere end en uge efter at Mohamed Bouazizi satte ild på sig selv og demonstrationerne havde spredt sig hovedsageligt via sociale medier til flere byer i Tunesien. Den unge mand døde endelig af sine kvæstelser d. 4. januar 2011, og det var omkring dette tidspunkt at demonstrationerne fik genklang i de internationale medier. Fra denne dag skulle der gå blot 10 dage yderligere før præsidenten gennem de seneste lidt over 23 år Zine El Abidine Ben Ali - fratrådte sit embede. Skønt ordet revolution har været flittigt brugt om udviklingen i Tunesien, er der langt hen ad vejen i højere grad tale om en evolution, en proces. Statsapparatet blev ikke sat ud af funktion og blev heller ikke udskiftet. Folket blev ikke som følge af demonstrationerne afskåret vand og el, sikkerheden blev opretholdt, og der hvor universiteter ikke lå under for strejke, ja der fortsatte studerende endda med deres eksaminer. Så en revolution i ordets egentlige forstand var der faktisk ikke tale om. Alligevel var omvæltningerne så store at det stadig påvirker dagligdagen i Tunesien i dag, og man kan tale om en revolution blandt folket og folkets muligheder for at udtrykke sig politisk og religiøst. Noget der i høj grad er kendetegnende for også Egypten. Tunesiens befolkning er generelt veluddannet. Den tætte forbindelse til Frankrig har betydet en for begge parter givtig trade rent intellektuelt. Hvad der til gengæld ikke er kommet folket til gode er de tætte handelsforbindelser til EU, særligt Frankrig. Oliehandel udgjorde 44% af Tunesiens eksport i Siden da er EU blevet en stadig vigtigere handelspartner, og i dag udgør olien bare 12 % af eksporten. Nu er tekstiler Tunesiens største eksportvare med 38%. Også turistindustrien er stor i Tunesien. For mange lokale i både storbyen Tunis og ikke mindst i regionerne på landet er turistindustrien altafgørende. Den økonomiske vækst i Tunesien har ikke været en bølge der løftede alle bådene. Det er kommet eliten til gode, mens særligt de mindre lokalsamfund er blevet helt ignoreret i forhold til udvikling. Samtidig har styret i Tunis ikke afspejlet den politiske stemning i landet. Så hvad der startede med demonstrationer for bedre levevilkår helt basalt og i sympati med den unge grønthandler, udviklede sig først til en større politisk sag da myndighederne slog overraskende hårdt ned på demonstrationerne. I slutningen af oktober gik tuneserne til valg. Det var et særdeles vigtigt valg. Først og fremmest vigtigt i kraft af sin naturlige betydning for Tunesiens fremtid. Derudover ville det også vise, om folket og samfundet i det hele taget ville og var klar til sådan et valg; Om man havde troen på- og viljen til demokratiet. Sidst, men ikke mindst, havde valget stor betydning internationalt. Måske kunne valget også ses som tegn på, i hvilken retning regionen bevægede sig. Egypten skulle holde sin første valgrunde blot en måned efter, og resultatet i Tunesien kunne måske vise en tendens også for valget i Egypten. Valget i Tunesien vidnede om en befolkning, der i dén grad har været politisk undertrykt og nu var sultne efter at bruge sin stemme. Med en stemmeprocent på over 90 og uden tegn på svindel ifølge den uafhængige civile valgkommission, blev det af internationale valgobservatører udråbt som et af de det mest vellykkede overgangsvalg. Det skal i øvrigt understreges, at det netop var et overgangsvalg. Det var sammensætningen af den grundlovsgivende forsamling, der blev valgt. Den har til opgave at udarbejde en ny grundlov samt at danne en overgangsregering. Når der er udarbejdet en ny grundlov, skal den til folkeafstemning. Derefter samfundsfagsnyt marts

10 TEMA: DET ARABISKE FORÅR afsluttes hele overgangsprocessen så med endnu et valg efter planen i starten af Valgets sejrherre blev Ennahda partiet med 41% af pladserne. Ennahda-bevægelsen startede i 80 erne med inspiration i det Muslimske Broderskab. En af hovedpersonerne Rashid al-ghannushi vendte efter Ben Ali s fald i 2011 tilbage til Tunesien efter mere end 20 år i politisk eksil. Skønt forfølgelse og politisk undertrykte udgjorde Ennahda den mest alvorlige opposition til det tidligere regime. Med sin religiøse identitet og nu med politisk succes har partiet skabt bekymrede miner blandt regeringer og observatører i Vesten. Det virker efterhånden klart, at Islam kommer til at spille en større rolle i tunesisk politik fremover. Skønt gisninger og forskellige udtalelser fra Ennahda, ved man ikke meget mere konkret hvad det kommer til at betyde. Man skal huske at Ennahda skønt den overbevisende valgsejr er nødt til at samarbejde med sekulære partier. De værste scenarier a la indførsel af kalifatet, som f.eks. Hitzb ut-tahrir har som erklæret mål kan allerede afskrives. Fordi førnævnte Ghannushi udtalte dette direkte kombineret med en kritik af Hitzb ut-tahrir, og i øvrigt gav han udtryk for moderate holdninger, er han endda blevet forment adgang til både Iran og Saudi Arabien. Uanset resultatet af valget har reaktionerne dog mest af alt været positive i forhold til selve gennemførslen af valget. Den høje stemmeprocent overgår den danske ved sidste folketingsvalg i 2011, en stemmeprocent der med 87% var den højeste siden Befolkningens lyst til at stemme har høstet international anerkendelse og vidner om et demokratisk engagement blandt befolkningen. Hvor det tidligere styre fungerede som et top-down regime, hvor eliten i Tunis dikterede og dominerede resten af landet, er det vigtigt at understrege, at det nu er et bottom-up system. Det er netop folk fra landet der har fået en stemme, og den valgte forsamling er repræsentativ for den politiske holdning i hele landet. Egypten ½ Revolution Skønt der i Tunesien var omkomne, var demonstrationerne generelt kendetegnede ved at være relativt fredelige. I Egypten foregik det anderledes januar samledes millioner af demonstranter i Egyptens storybyer og Tahrir-pladsen i Kairo blev skueplads for den internationale presse. Allerede i 2004 startede kefaya (enough) bevægelsen. Det var en politisk modstand mod Mubarak s formodede planer om at sikre sin søn magten efter ham selv. Der kom for alvor tilløb til store folkelige protester i efteråret 2010 med Facebook gruppen Vi er alle Khaled Said. Det var en protest mod den behandling en ung mand fik, og som resulterede i hans død, mens han var i politiets varetægt. Gruppen på Facebook fik større og større tilslutning i løbet af Inspireret af Tunesien gik folk på gaden 25. Januar en national helligdag til ære for politiet med 3 specifikke krav: 1. En fair minimumsløn, 2. ophævelse af undtagelsestilstanden der havde været gældende siden attentatet på Sadat i 1981, og gjorde det muligt at chikanere politiske modstandere og 3. et præsidentembede på max to perioder. Som bekendt udviklede tingene sig lang mere voldsomt end i Tunesien og i takt med sammenstødene, ændrede demonstranternes sag karakter. Det kom til at handle om selve regimets overlevelse. Det var selvsagt af afgørende karakter, men ikke en selvfølge at militæret ikke slog ned på demonstranterne. Til gengæld reagerede sikkerhedspolitiet voldsomt, ligesom de pro- Mubarak grupperinger der også var på gaden. Dette resulterede i Mubaraks fratrædelse fra præsidentembedet den 11. februar. 1 ½ Revolution er lånt fra dokumentaren af samme navn, lavet at Omar Shargawi og Karim el Hakim, der viser demonstrationerne i Kairo fra gadeplan. 10 samfundsfagsnyt marts 2012

11 TEMA: DET ARABISKE FORÅR Skønt der er blevet afholdt valg til underhuset, der har som hovedformål at udarbejde en ny konstitution, og et præsidentvalg er planlagt i juni 2012, har landet reelt været styret af et militært sikkerhedsråd. Militæret spiller en langt større rolle i Egypten end i Tunesien. Frygten for at det vil fortsætte sådan, og at der ikke vil ske ændringer for befolkningen, fik demonstranter på gaden igen i efteråret I denne omgang gik militæret til gengæld mere hårdhændet til værks. Valget i Egypten resulterede som i Tunesien i stor tilslutning til den islamisk-politiske fløj. Det var ellers under de store demonstrationer karakteristisk, at det ikke var religiøse bevæggrunde eller grupperinger, der gik på gaden. Det Muslimske Broderskabs politiske parti Partiet for Frihed og Retfærdighed fik 43% af stemmerne, mens de knap så moderate i al- Nour partiet fik 21%. Dermed er det muligt med en islamisk blok, men Broderskabets parti har blødt op på visse punkter f.eks. i forhold til kvinder og kristne og har klart kommunikeret en vilje til demokratiet. Broderskabet og dets politiske parti mangler tilsyneladende endnu helt at beslutte sig for, om man vil satse på salafisterne eller samarbejde hen over midten med de ikke-religiøse partier. Militæret brænder ikke for de revolutionæres krav, der fuldstændig vil fjerne militæret fra magten. De islamiske politiske partier er ikke interesserede i mere uro, af frygt for at militæret udskyder eller i værste fald aflyser præsidentvalget. Dermed har militæret og den islamiske fløj overraskende nok en fælles modstander, i det man kan kalde den mere liberale, revolutionære bevægelse. Dermed er der ikke sket de store ændringer i demonstranternes perspektiv. I Egypten er der tale om en reel revolution såfremt den demokratiske proces udmunder i en civil regering, med reel politisk magt i slutningen af året. Indtil da ligner det mest af alt et militærkup. Udover at demonstranterne i Tunesien havde vist vejen, var det ligesom i Tunesien de ringe vilkår for den egyptiske befolkning, der var afgørende for at samle så mange mennesker i Egypten. Over 40% levede for under 2 dollars om dagen. Over 60% af befolkningen er under 30 år, og det er i samme aldersgruppe, at man finder over 90% af befolkningens arbejdsløse. Samtidig har demografen professor Ragui Asaad påpeget en sammenhæng mellem store ungdomsgenerationer og politiske massebevægelser. Ungdomsoprørene i Europa i slut- 60 erne, de store demonstrationer i Iran i 2009 og nu i Tunesien og Egypten har en meget stor ungdomsgeneration tilfælles. For både Tunesiens Ennahda og Egyptens Parti for Frihed og Retfærdighed har det tyrkiske regeringsparti AKP været en inspiration. AKP hedder på dansk Partiet for Retfærdighed og Udvikling og alene af navnet ses en forbindelse mellem det egyptiske og tyrkiske parti. Derudover har både det tunesiske og egyptiske parti direkte udtalt, at den tyrkiske model er interessant i forhold til deres egne fremtidige mulige systemer. Både det sekulære system i Tyrkiet men også selve AKP der har forhøjet levestandarden i Tyrkiet, nærmet sig EU og høstet respekt i både den vestlige såvel som arabiske verden. Samtidig har partiet bibeholdt sin islamiske profil. For yderligere læsning om dette går Atlantsammenslutningen helt tæt på AKP og Tyrkiet i januar-nummeret af Sikkerhedspolitisk INFO. Libyen Udover Tunesien og Egypten oplevede også andre lande i regionen demonstrationer. I Libyens tilfælde udviklede det sig helt anderledes end nogen andre steder. Det blev en regulær borgerkrig med international intervention. Diktatoren Gadaffi blev sat ud af spillet, og et overgangsråd forsøger at opbygge noget, der bare skal minde om statslige institutioner. samfundsfagsnyt marts

12 TEMA: DET ARABISKE FORÅR Derudover skal de mange militser, der før var forenede i kampen mod Gadaffi nu afvæbnes og enes. Det kan vise sig overordentligt svært så længe det ikke er klart, hvad man egentligt har at tilbyde rent regeringsmæssigt. Syrien I Syrien er udviklingen gået fra slem, slemmere til endnu slemmere. Det er endnu uklart, hvad vil ske. En international militær intervention synes stadig ikke at være forekommende, og FN er låst af vetoer fra både Kina og Rusland. Derudover er Syrien et komplekst land, en kompleksitet der afspejler de internationale relationer. En militær intervention kan få meget vidtrækkende konsekvenser. Styret har lukket fuldstændig ned for internationale medier og tabstallene er upræcise om end høje. For at forstå hvad der gør Syrien så speciel, udgav Atlantsammenslutningen i november 2011 et Sikkerhedspolitisk INFO kun om Syrien og dets interne og eksterne kompleksiteter. Yemen og Bahrain Da Lars Erslev Andersen holdt sit oplæg ved Atlantsammenslutningens seminar for gymnasielærere, mindede han om Yemen og Bahrain, der tilsyneladende fuldstændigt er blevet glemt af medierne. I Bahrain påstod styret der tilhørte det sunni-muslimske mindretal at det var et shiitisk oprør med opbakning fra Iran. Dermed fik styret militær støtte fra især Saudi Arabien og slog således oprørerne ned. Perlemonumentet der fik symbolsk betydning for demonstranterne i Bahrain blev endda ryddet med jorden. I Yemen er mange hundreder demonstranter omkommet. Fra styrets side er der blevet lovet reformer og imødekommelser, men langt fra nok til at tilfredsstille demonstranterne. F.eks. ser det ud til at en eventuel magtoverdragelse fra Præsidents Saleh s side, blot vil gå til vicepræsidenten. Det står nu forhåbentligt mere klart hvorfor det er misvisende, at tale om ét Arabisk Forår. Navnlig for Syrien, Yemen, Bahrain og langt hen ad vejen Libyen, er det fortsat dystre udsigter der gør sig gældende. For Tunesien og Egypten ser det mere positivt ud. Men de økonomisk ringe vilkår der var med til at få folk på gaden i disse to lande til at begynde med, er kun blevet endnu værre det seneste år. Så for befolkningerne vil det blive endnu værre endnu, før det kan blive bedre. Dog har det spredt en tro på folkets evne og muligheder for at ændre på forholdene. I Tunesien melder turiststederne igen klar til besøg. Nu er det op til turisterne at støtte Tunesien i sin udvikling og samtidig få muligheden for at opleve en lokalbefolkning med mulighed for at udtrykke sig frit. For at høre nærmere om dette års Gymnasielærerseminar, bestilling af publikationer og foredrag, kontakt Atlantsammenslutningen via mail på atlant@atlant.dk eller telefon samfundsfagsnyt marts 2012

13 Mellemøsten under forandring Baggrund og perspektiver Janus Graves Rasmussen og Jacob Graves Sørensen Denne bog kommer hele vejen rundt om Mellemøsten og Nordafrika (MENA). Den anvender en række teorier og begreber inden for politologi, økonomi, sociologi og international politik Kapitel 1: Mellemøsten: Fra arabervældet til nutidens diktaturer herunder afsnit om Det politiske Mellemøsten og Fra europæisk imperialisme til selvstændighed. Kapitel 2: Autoritære politiske systemer med eller uden demokratisk sminke herunder afsnit om Forskellige styreformer og ideologierne bag dem Det demokratiske underskud i MENA -Transition eller transformation? De politiske systemer i Saudi- Arabien, Syrien, Egypten og Iran. Kapitel 3: Ørkener og olie: MENA-landenes økonomi herunder afsnit om Basis for økonomierne i MENA Olien som vækstdriver Kleptokratierne i MENA. Kapitel 4: Fråds og fattigdom og andre sociale skel i MENA herunder afsnit om Økonomisk ulighed i MENA-landene Kvinder er ikke den halve verden Fremmedarbejdere i Golf-staterne. Janus Graves Rasmussen og Jacob Graves Sørensen Mellemøsten under forandring 128 sider Skolepris kr. 109,- ekskl. moms og forsendelse Direkte salg Kapitel 5: MENA et minefelt i international politik herunder afsnit om Krige og konflikter i MENA IP-teorier: realisme, neorealisme, liberalisme, neoliberalismen og konstruktivisme De israelskarabiske krige og konflikter Det specielle forhold mellem USA og Israel Irak-krigene Slyngelstaten Iran. forlaget columbus samfundsfagslærernes forlag

14 Kriminalitet og retfærdighed Eva Smith I modsætning til de fleste andre bøger om kriminalitet indeholder denne bog mange eksempler fra praksis og dermed juridisk tankegang. Eksemplerne vil give muligheder for, at eleverne selv arbejder med eksemplerne og dermed får en vis fortrolighed med den juridiske tankegang. I kapitel 1 afgrænses begrebet kriminalitet. I kapitel 2 gennemgås retssystemet i en straffesag. I kapitel 3 behandles selve strafbegrebet herunder forskellige typer af straf. Hjælper det at straffe? Dette spørgsmål søges besvaret i kapitel 5 og 6 hvor en række resultater fra den empiriske forskning præsenteres og diskuteres. I kapitel 6 ses der desuden på forskellige årsager til og teorier om kriminalitet. I kapitel 7 er der en kort gennemgang af varetægt. I kapitel 8 er fokus på udviklingen i lovgivningen. Brug af alternativ konfliktløsning er temaet i kapitel 9. Bogen afsluttes med at sætte udviklingen i Danmark ind i en international kontekst. Professor, dr. jur. Eva Smith Kriminalitet og retfærdighed 144 sider Skolepris kr. 109,- ekskl. moms og forsendelse Direkte salg Studiet af kriminalitet giver gode muligheder for i undervisningen at inddrage metodiske overvejelser: Hvad er kriminalitet? Hvordan måles omfanget? Hvad er retsbevidsthed og -følelse? Hjælper det at straffe? I samme forbindelse kan eleverne selv gennemføre mindre empiriske undersøgelser. Kun sjældent har man facitlister i samfundsfag. Det korrekte svar kan altid diskuteres. I arbejdet med kriminalitet gives der rent faktisk facitlister ved at eleverne kan sammenholde deres egne domme med den faktisk givne. forlaget columbus samfundsfagslærernes forlag

15 Det Arabiske Forår set fra Golfen TEMA: DET ARABISKE FORÅR af Lars Erslev Andersen, Seniorforsker og koordinator af Indsatsområdet Mellemøsten ved Dansk Institut for Internationale Studier For et år siden var begejstringen uden ende: En demokratibølge skyllede gennem Mellemøsten. Forventningen var, at befolkningerne i den ene arabiske stat efter den anden ville sende deres diktatorer ud i mørket og skabe parlamentariske demokratier. Ganske vist satte militæret sig tungt på magten i Egypten, men den tidligere udenrigsminister og nuværende formand for Folketinget Mogens Lykketoft udtrykte stor tillid til generalerne og så dem som allierede i reformprocessen. Politikere fra den forrige regering med tidligere udviklingsminister Søren Pind i spidsen slog sig på brystet og erklærede selvbevidst, at det var dem, der med deres krig i Irak havde startet den demokratiske bølge i de arabiske lande. Her et år efter ved vi, at de egyptiske generaler ikke allierede sig med det liberale demokrati, men med islamisterne og at de unge mennesker som for et år siden vejrede morgenluft på Tahrir-pladsen blev de store tabere. Tendensen er den samme over alt: I Tunesien vandt islamisterne stort ved valget i oktober og i Egypten satte islamister og salafister sig massivt på taburetterne i parlamentet. Ikke en islamisk revolution a la den, verden var vidne til i Iran i 1979, men alligevel en islamisk vækkelse, der mere peger i retning af islamisering end liberalisme. Efter længere tids uro og korruptionsanklager mod regeringen i Kuwait vandt et sammenrend af forskellige islamistiske partier det netop overståede parlamentsvalg i begyndelsen af februar i den lille oliestat. Islamisterne proklamerede stolt, at det arabiske forår nu havde ramt Kuwait, men realiteten er, at kritikken mod den liberalt orienterede emir længe havde været stor, akkurat fordi han var liberal. Nu skal der islamistiske boller på den kuwaitiske suppe. I Det Palæstinensiske Selvsyre dannede det sekulære, men langt fra liberale Fatah parti i denne uge regering sammen med det islamistiske Hamas. Man kan altså konstatere, at der hvor der er gennemført valg eller reformer fra oven er islamister kommet til magten eller har i hvert fald fået betydelig større indflydelse på den. Det gælder i Marokko, Tunesien, Egypten, Det Palæstinensiske Selvstyre, Kuwait og - hvem ved - måske Libyen. Det Arabiske Forår har således først og fremmest vist sig at være en islamistisk vækkelse i form af en slags islamisk nationalisme. Det har foreløbig ført til, at de militante islamister er blevet trængt, hvilket er godt, men ikke til større frihed - i hvert fald ikke den type frihed, som liberale hylder. Som en liberal kuwaiter, der i årevis har forsket i kvinders rettigheder, i februar sagde til mig på en cafe i Kuwait City: Vi må vente og se om de nye islamistiske regeringer bliver en succes eller en fiasko, men begge tilfælde er en katastrofe for de liberale og de sekulære: Er de en succes skæres der ned på de liberale rettigheder og er de en fiasko får vi politisk kaos og voldelig konflikt. Hendes bekymring deles af mange af de liberale kræfter i det arabiske Mellemøsten fra Kuwait til Marokko. Desværre stopper de dårlige nyheder ikke her: I Libyen holder vi vejret og ser, hvad de samfundsfagsnyt marts

16 TEMA: DET ARABISKE FORÅR interne slagsmål fører til, i Syren er der et decideret folkemord i gang, i Yemen har man omsider fået Ali Abdullah Saleh sat fra bestillingen, men borgerkrigslignende tilstande har længe hærget i landet og problemerne er så store, at udsigten til en stabil politisk udvikling ligger langt ude i fremtiden. I Saudi-Arabien og Bahrain har regimerne effektivt, men brutalt fået sat en stopper for ethvert tilløb til liberale reformer - i hvert fald dem, der kræves af demonstranter. Spørger man i lande som Kuwait, Qatar, Bahrain, Saudi-Arabien og Forenede Arabiske Emirater, hvordan det kan være, at de udenrigspolitisk gør en stor indsats for at støtte arabiske demonstranter i Libyen, Syrien og Yemen samtidig med, at de brutalt holder dem nede i deres egne lande, lyder svaret, at det er fordi vi har et særligt problem - og det hedder Iran. Den gennemgående fortælling i arabiske Golfstater er, at de demonstranter, der i Saudi-Arabien - der har faktisk været nogen - og i Bahrain er gået på gaden med krav om politiske rettigheder og kritik af kongefamilierenes enevældige styrer, er manipuleret af Iran. Med andre ord er Golfstaterne særlige, fordi de konstant er udsat for truende indblanding fra Iran, der i følge araberne gør alt, hvad det kan for at mobilisere utilfredse shiamuslimer i de arabiske Golfstater til at skabe indre uro i dem. Den iranske trussel er derfor argumentet for, at Det Arabiske Forår absolut ikke skal indfinde sig på Den Arabiske Halvø - med undtagelse af Yemen, men det land er i forvejen så håbløst kaotisk, at de fleste fortrænger, at det faktisk ligger på Halvøen. Går man forskere og kommentatorer nærmere på klingen, indrømmer de, at argumentet med den iranske trussel nok er overgjort og mest tjener til at legitimere Golfstaternes hårdhændede behandling af demonstranter og aktivister og hertil tjener fremmanelse af en konflikt mellem sunni- og shiamuslimer fint, ikke mindst siden al balladen i Irak efter Saddam Husseins fald. Alligevel er der reelt en trussel fra den iranske nabo: Iran har gang på gang understreget, at det er de arabiske Golfstater, der først vil blive ramt af iranske missiler, hvis det skulle komme til en militær konflikt i Golfen. Det er oplagt for her, lige over den anden side vandet, huser araberne de amerikanske baser: soldater i Kuwait, flådebase i Bahrain, flybase og regionalt hovedkvarter i Qatar og mindre baser i Forenede Arabiske Emirater. Kommer konflikten er det iransk olie, der bliver ramt og det er derfor oplagt, at Iran vil hævne sig på den arabiske udskibning af deres olie. Derfor er man i de arabiske Golfstater stærkt bekymrede for konfrontationen med Iran. Bekymringen er ikke mindre efter, at først USA og nu senest EU har besluttet at underlægge Iran særdeles skrappe sanktioner. Dette begrundes i, at man i Israel, USA og EU mener, at Iran udvikler atomvåben. Ganske vist har både den israelske og den amerikanske efterretningstjeneste netop udtalt, at de ikke kan se indicier på, at Iran har startet et atomvåbenprojekt, men statslederne er altså af en anden opfattelse. Derfor sanktioner, der rammer Iran hårdt fordi den skal bremse Irans udenrigshandel og eksport af olie. Men som altid i diktaturstater går sanktionerne ud over civilbefolkningen, mens eliten selv går fri. Der er allerede meldinger om, at de almindelige iranere lider voldsomt under sanktionerne. Vi begynder altså at se det samme scenario som i Irak under Saddam Hussein. Og ligesom Saddam fortsatte på magten og med at udfordre det internationale samfund med USA i spidsen, tyder intet på, at Iran vil bøje sig for de vestlige krav. Dermed rammes den iranske civilbefolkning hårdt samtidig med, at der varmes op til en militær konflikt. Problemet er, at krig efter alt at dømme ikke løser problemerne: Den vil formentlig blive begrænset og hurtigt blive afsluttet af en våbenhvile, hvorefter spillet kan starte forfra. 16 samfundsfagsnyt marts 2012

17 TEMA: DET ARABISKE FORÅR Og lederne i de arabiske Golfstater kan fortætte med at legitimere deres indædte modstand mod at lukke Det Arabiske Forår ind i deres egne samfund med at henvise til den iranske trussel og påståede infiltrering i de shiamuslimske befolkninger på Den Arabiske Halvø. Det er den bekvemme begrundelse for, at deres skal ske reformer i Golfen og demonstranter og politiske aktivister skal holdes fra gaderne i Saudi-Arabien og Bahrain. Den blev gentaget ulideligt op til årsdagen for oprøret i Bahrain 14. februar. Men uanset hvor meget den bahrainske kongefamilie med støtte fra Saudi-Arabien mobiliserer sikkerhedsstyrkerne og forsøger at holde demonstranter hjemme i landsbyerne, er de indædt indstillet på at fortsætte deres kamp også selvom de risikerer livet. Opstanden på Bahrain bliver ved indtil demonstranterne er slået ihjel eller til, at regimet giver indrømmelser. Ligegyldigt hvilke repræsentanter fra oppositionen, jeg talte med på Bahrain i dagene op til et årsdagen, herunder dem fra de såkaldte moderate og legale grupper og partier, fastholdt de alle, at deres kamp fortsætter. Vi har intet at miste - udover livet. Regimet har frataget os vores jobs, vores politiske repræsentation og det får de paramilitære enheder til at smide brandbomber mod vores hjem. Det sidste blev bekræftet af en mangeårig politisk aktiv og højt respekteret sunnimuslimsk kvinde i hendes hjem lidt uden for hovedstaden Manama. Hun er sekulær, venstreorienteret og har i årevis kæmpet for politiske rettigheder og ligestilling mellem kønnene. Da demonstranterne i marts sidste år endnu kunne forsamles på den såkaldte Perleplads, holdt hun tale der og anbefalede de unge fra 14. februar bevægelsen, som dengang organiserede demonstrationerne, at de skulle gå i dialog med kronprinsen også selvom alle viste, at denne dialog langt hen ad vejen var en skinmanøvre. Hun manede til tålmod og moderation. Men også hun har fået hilsner fra regimet: To gange er hendes hjem blevet angrebet med brandbomber. På mit spørgsmål om, hvorvidt hun er bange svarer hun: Nej, men jeg stuver mine tæpper af vejen på 1. sal, når jeg er på rejse, for de skulle nødigt også gå op i røg. Da jeg hoster og mine øjne løber i vand siger hun lakonisk: Det er tåregas - luften er fuld af den, for den bruges i landsbyerne stort set hver nat. Jeg ved, at min hosten skyldes en virus, jeg pådrog mig i flyet på vej til Golfen, men jeg ved også, at det er rigtigt, at luften er forurenet af nattens tåregas. Og af frygt - ikke aktivisternes, men regimets. I ugerne op til 14. februar har det forberedt sig på uroligheder og demonstrationer. Perlepladsen med sit monument er for længst blevet ryddet både for aktivister - det sørgede sikkerhedsstyrkerne for med støtte fra saudiarabisk militær i marts sidste år - men perlemonumentet er også jævnet med jorden og der er anlagt en 4-spors motorvej der, hvor pladsen lå. Selvom den nye vej ser ud til at kunne tages i brug, er der ingen adgang. Militæret har stillet bastioner op hele vejen rundt om den tidligere plads, der er omkranset af dobbelt pigtråd. Inde i den gamle bydel er der øde. Ingen biler må komme ind, hvilket sikkerhedsstyrker, der primært består af pakistanske lejetropper, sørger for. Aktivister er blevet tilbageholdt, nogle fængslet, udlændinge, der ses til demonstrationer, anholdes og deporteres og for at sikre sig helt sendte Saudi-Arabien kolonner af militære køretøjer ind i Bahrain 8. februar. Den finansielle havn, som er premierministerens ejendom og skulle være Bahrains stolthed, er øde, indgangen blokeret, forretningerne i det pompøse shopping center enten lukket eller uhyggeligt tomme og en fin kunstudstilling, hvor en af sheikerne udstiller sine modernistiske værker, har kun to gæster, nemlig min kollega og mig selv. De aktivister, jeg talte med for et lille år siden, hvor de endnu troede på politiske refor- samfundsfagsnyt marts

18 TEMA: DET ARABISKE FORÅR mer og demokrati, er i dag modløse (nogle er faktisk døde som følge af deres møde med regimet), men de overlevende fastholder fatalistisk, at der ikke er nogen vej tilbage. Modløsheden skyldes ikke mindst, at Saudi-Arabien, hvis kong Abdullah så empatisk og humanistisk kritiserede Rusland og Kina for deres veto mod en resolution om Syrien i FN, under ingen omstændigheder vil have kongefamilien i Bahrain til at give indrømmelser. Selvom Bahrains vise ledere - som det hedder på de kanter - er kolossalt rige er landets økonomi elendig. Og for hver dag der går med politisk uro, bliver den endnu dårligere. Skal kongefamilien blive på magten og samtidig have penge på bankbogen og til at dele ud til folket, må det følge instrukserne fra Riyadh - hovedstaden i Saudi-Arabien. De er klare: Den stærkt upopulære (men Saudi loyale) premiereminister skal blive siddende på magten, ingen indrømmelser til oppositionen og absolut loyalitet mod Saudi- Arabien. Selvom kong Abdullah i sin skuffelse over det russiske og det kinesiske veto i FN s Sikkerhedsråd, talte om nødvendigheden af at optræde humant, moralsk rigtig og overholde international lov og kritiserede Kina og Rusland for, at de med deres veto undergravede tilliden til FN, har han ingen skrupler med at bryde international lov, optræde hyklerisk og stærkt umoralsk og give køb på enhver form for humanisme, når det drejer sig om Bahrain. Når man sidder i Bahrain, hvor man oven i købet kan se store posters ved vejene, der opfordrer til at støtte demokratiseringen i Syrien med pengebidrag, er det fuldstændigt surrealistisk at lægge øre til kong Abdullahs og de andre Golflederes snak om humanisme, moral og støtte til Det Arabiske Oprør og dybt mærkeligt, at de kan gøre det uden at hykleriet bliver opdaget og påtalt i de vestlige demokratier. Men det skyldes jo nok, at vi har brug for Golfens olie - ikke mindst nu, hvor vi ikke vil have Irans - og er glade for, at golfaraberne så velvilligt lader USA have sine militærbaser der. I det perspektiv er menneskerettigheder på Bahrain en lille ligegyldig ting, vi må ofre på den store globale politiks vegne, uanset hvor meget den end sovses ind i lovprisning af reformer, menneskerettigheder, frihed og demokrati. Alt imens Saudi-Arabien og Den Arabiske Liga pludselig fremstår som de store fortalere for de undertrykte syrere, styrer Bahrain sikkert og uafvendeligt mod kollaps, konfrontation, brutalitet og radikalisering. Måske tror kong Abdullah, at Saudi-Arabien kan håndtere den situation og måske er han villig til i sidste ende simpelthen at indlemme Bahrain i sit rige, men det får ifølge de mange aktivister ikke uroen til at stoppe, men nok til, at antallet døde stiger. Så lang tid, det sker, uden at hverken USA eller EU synes det er værd at bekymre sig om i deres kamp for menneskerettigheder og demokrati, kan undertrykkelsen fortsætte upåagtet i den frie verden. Det er værst for de mange på Bahrain, men i sandhed også trist at være vidne til, at den frie verden ikke tror på de værdier, den påstår at starte krige for at forsvare. 18 samfundsfagsnyt marts 2012

19 Det arabiske forår set bagfra og fra sidelinien TEMA: DET ARABISKE FORÅR af Torben Rugberg Rasmussen, Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet I 1995 udkom 2. udgave af Mellemøsthåndbogen redigeret af undertegnede. I den brede introduktion til regionen skrevet af Søren Mørch kan man i det indledende afsnit bl.a. finde flg. overvejelser over Mellemøsten set i et politisk perspektiv: Politisk anskuet er Mellemøsten stort set uden undtagelser en ubehagelig del af verden at opholde sig i. Det kan organisationer som Amnesty International og Middle East Watch bekræfte, og det spiller ikke nogen afgørende rolle, hvordan de enkelte styrer legitimerer deres magtudøvelse. Kontrol, overvågning, censur, telefonaflytninger m.m. er en del af den politiske kultur både i det konservative Saudi Arabien og i mere moderne regimer som Syrien og Irak, og for oppositionelle er det de fleste steder ligefrem livsfarligt. Hvis man har lyst til at emigrere ( ) er det således ikke vanskeligt at kvalificere sig som politisk flygtning, fordi næsten enhver mellemøstlig stat til enhver tid er leveringsdygtig i massive overtrædelser af enhver tænkelig menneskeret, lige fra censur, over vilkårlig retspleje og forfølgelse af etniske, nationale og religiøse mindretal til langvarig administrativ frihedsberøvelse, systematisk eller tilfældig tortur og summariske dødsdomme og henrettelser. Målt i forhold til europæiske standarder diskvalificerer de fleste mellemøstlige regimer således sig selv til overmål. ( ). Og ikke nok med det: Med enkelte undtagelser er den offentlige forvaltning og administration ineffektiv og langsommelig til det uduelige. Mellemøstlige politikere og administratorer er ikke dårligere uddannede eller mere primitive end andre, men man kommer ikke udenom, at korruption, nepotisme, klientilisme og regulært magtmisbrug er en del af den mellemøstlige forvaltningstradition. ( ) Hvordan kan det være, at det står så slemt til? Hvorfor er det aldrig lykkedes at gøre op med de elendige traditioner for oligarki, klientilisme og autoritære politiske styreformer? Det er fattige lande. De fleste af staterne er meget ny og har indtil for nyligt været underlagt koloniale styrer. De har en anden tradition for magtudøvelse og administration, end vi har i Vesten. Alt sammen er det rigtigt nok, men tjener hverken som forklaring, undskyldning eller alibi for ikke at ændre på forholdene. Hvor står det skrevet, at fattige mennesker skal belemres med brutale og uduelige regimer? Hvorfor har hverken kapitalistiske, kommunistiske eller arabisk-socialistiske styreformer nogen sinde fungeret i Mellemøsten? Hvorfor skal man acceptere en brutaliseret politisk kultur, bare fordi den legitimeres af islam? Der er ingen grund til at tillægge teksten en speciel indsigt eller gyldighed. Tværtimod er de fremsatte synspunkter og den forståelsesramme, der ligger bag, relativt banale. Det gælder både set i et menneskerettighedsperspektiv, et sociologisk perspektiv og et politologisk perspektiv. Der er heller ingen grund til at hævde, at vi har at gøre med en analyse, der på profetisk vis foregriber det begivenhedsforløb, der i medi- samfundsfagsnyt marts

20 TEMA: DET ARABISKE FORÅR erne har fået betegnelsen det arabiske forår, selv om dette forår og den revolte mod de siddende styrer, som forårsmetaforen henviser til, bærer på en ambition at sætter en stopper for de politiske dårligdomme - korruptionen, nepotismen, klientelismen, det demokratiske underskud og den systematiske krænkelse af enhver tænkelig menneskerettighed - som teksten på det nærmeste svælger i. Her er ingen pietetsfølelse over for den arabiske civilisation eller ambitioner om først og fremmest at skulle stryge den arabiske, muslimske eller mellemøstlige kultur med hårene. Tværtimod har vi at gøre med en tilgang til Mellemøsten eller til politiske forhold i regionen, der meget synligt repræsenterer en universalistisk forståelsesramme og dermed en afvisning af alle former for arabisk exceptionalisme. Målestokken eller omdrejningspunktet for den kritik, der formuleres, er således det kompleks af ideer om borgerlige friheder, tros- og ytringsfrihed, menneskerettigheder osv., som vi sædvanligvis forbinder med den europæiske oplysningstradition, og tydeligvis sætter teksten næsten en ære i at punktere forestillinger om en i regionen, kulturen eller religionen indlejret essens eller politisk DNA, der er i stand til at begrunde alternative politiske standarder eller målestokke for f.eks. politisk frihed, god regeringsførelse og graden af voldsanvendelse end disse. Selvfølgelig skal man ikke acceptere en brutaliseret politisk kultur, bare fordi den legitimeres af islam eller understøttes af partikularistiske løseord som arv, tradition, autenticitet, identitet osv. Fra udebane til hjemmebane Uddraget fra Mellemøsthåndbogen blev i en lidt anden version, men med de samme pointer brugt i forbindelse med en artikel i Brugsens tidsskrift Samvirke, og denne artikel gav i hvert fald lokalt genlyd: I forbindelse med et foredrag gennemført i forbindelse med et efteruddannelsesforløb for jyske indvandrerlærere måtte jeg således opleve den tort, at en gruppe af særdeles højrøstede og engagerede indvandrerlærere med eksplicit henvisning til min artikel i Samvirke både nægtede at modtage undervisning fra mig, dvs. forfatteren til artiklen i Samvirke, og med meget store armbevægelser opfordrede resten at forsamlingen til at boykotte min undervisning. Sådan kunne man ikke omgås andre kulturer. Der måtte stikke noget under, måske ligefrem en racistisk position over for araberne eller i hvert fald en position, der for ubefæstede sjæle pegede lide lukt i retning af Dansk Folkeparti eller sammenlignelige eksponenter for racistisk, neokolonialistisk, eurocentrisk eller blot nedsættende omgang med andre kulturer eller traditioner for politik.. Episoden - som man godt kunne kalde et spontant tilløb til Berufsverbot organiseret på græsrodsniveau - er for det første interessant, fordi den overhovedet fandt sted. Den slags hører ikke til dagens orden. Vi er i afdelingen for åbenbare brud med hævdvundne principper. For det andet er den interessant, fordi den udspillede sig i et sociologisk segment af veluddannede akademikere eller quasi-akademikere, som man traditionelt ikke vil tillægge et sådant reaktionsmønster. Kritikken af politisk smagsdommeri fremstilles ofte som et højrepopulistisk fænomen. For det tredje er den interessant, fordi den dokumenterer samspillet mellem synspunkter, der refererer til problemstillinger uden for eller på geografisk afstand af den lokale eller hjemlige danske virkelighed in casu Mellemøsten og synspunkter, der har Danmark eller den hjemlige danske virkelighed som omdrejningspunktet. Tydeligvis skyldtes opfordringerne til at boykotte min undervisning således ikke blot uenighed eller divergerende synspunkter i forhold til Mellemøsten eller Den arabiske verden, men snarere en forestilling om hos de boykottende om at skulle forsvare eller beskytte deres 20 samfundsfagsnyt marts 2012