Profil. Af: Tanja Hall

Transkript

1 Profil Af: Tanja Hall FOTO: Bjarne Stæhr

2 Profil BRIAN HOLM Benbrud, blødende sår og timelange ture i regnvejr har gennem flere år været en lige så naturlig bestanddel af Brian Holms hverdag, som sovs og kartofler er for den gennemsnitlige dansker. Det er 10 år siden, at Brian Holm stoppede sin professionelle karriere, men det betyder langt fra, at han har sagt farvel til træningen og den benhårde cykelryttermentalitet. energia har mødt Brian Holm til en snak om hans glæde ved smerten, hans foragt for nutidens coaching hype, og om hvorfor han får voldelige tendenser, når han træder ind i et fitnesscenter. DET ØJEBLIK, MAN BEGYNDER AT FÅ OVERSKUD TIL AT TÆNKE, ER SEJREN TABT, FOR DA ARBEJDER MAN IKKE HÅRDT NOK. En professionel rytter har ikke brug for en coach Solen står højt på himlen, da energias udsendte sætter Brian Holm i stævne. Dens stråler kæmper om kap for at fjerne gårddagens regn fra den våde asfalt. Efter regnen kommer solen, det er en uskreven, evig gyldig regel, som ikke kun gælder for vejrforholdene: Når jeg cykler eller løber, renser jeg ud i sindet. Det er min måde at meditere på og desto større smerten har været undervejs, desto bedre er glæden bagefter, fortæller Brian Holm i et roligt toneleje og med et blik, der afspejler kontrol og dybde. Livet handler om at tage det sure med det søde, og for en professionel cykelrytter er der ingen letkøbte løsninger: Den smerte, man udholder på landevejen er ubeskrivelig, og kun folk, der har prøvet det, ved, hvad det vil sige. Men det er den selvsamme smerte, som giver glæden bagefter. #

3 Profil Hvis ikke man kan klare smertens svie, vil man aldrig smage glædens sødme. Brian Holm har om nogen kæmpet sig gennem tusindvis af kilometer og regnbyger på de danske og udenlandske landeveje. Han er rytter af den gamle skole, og han har ikke meget tilovers for den blødsødne coachingbølge, som er ved at vinde indpas i cykelverdenen: Respekt er kodeordet. Og det skal man vise rytterne. Men cykelsporten går for langt, når trænerne går mere op i at hyre coaches og psykologer til holdets ryttere. Hvis en rytter har brug for en coach eller en psykolog, så er han ganske simpelt ikke stærk nok til at være professionel rytter, mener Brian Holm, som udtaler sig på baggrund af de erfaringer, han har gjort sig som sportsdirektør for T-Mobile og for Team Columbia: Selvfølgelig forsøger vi at forbedre vores ryttere. Men jeg har gentagne gange set, at de ryttere, som brugte mest tid sammen med holdets coaches og psykologer, det var også de ryttere, som konsekvent vandt mindst og cyklede dårligst. Personligt har Brian Holm heller ikke meget tilovers for de pædagogiske coaches, som bringer for megen sødme ind i cykelverdenen: Jeg har faktisk forsøgt at lytte til fyre som Carsten Mørch. Det holdt ½ time, så måtte jeg altså skride, konstaterer Brian Holm: Det er fyre som ham, der overbeviser mig om, at det danske militær burde afskaffes! Chokeret over branchens sundhedseksperter Brian Holm er i dag 47 år, og det er 10 år siden han forlod sin tilværelse som professionel cykelrytter. Det er velkendt, at mange cykelryttere tager voldsomt på i vægt, når de stopper deres karriere. Det er dog langt fra tilfældet for Brian Holm, som har en fedtprocent, der vil gøre de fleste 20-årige misundelige, og som tydeliggør, at han stadig har reminiscenser fra den munkelignende mentalitet, som præger enhver rytter med respekt for sig selv. Hvordan opretholder man et sådant mådehold? Det bunder i forfængelighed og i et ønske om mentalt velvære. Jeg er meget påpasselig med ikke at tage på, og hvis æblekinderne begynder at syne, så ved jeg, at jeg skal spise mindre og træne mere, fortæller Brian Holm, som er i god kontakt til sin egen krop: Jeg behøver hverken tælle kalorier eller veje mig, og det burde ikke være nødvendigt for nogen. Dybest set handler vægtkontrol jo bare om at indtage lige så mange kalorier, som man forbrænder, hverken mere eller mindre! Sundhed handler om at tænke sig om, og det er - ifølge Brian - ensbetydende med at bevare den sunde fornuft: Jeg er chokeret over den drejning JEG ER VED AT BRÆKKE MIG, NÅR JEG TRÆDER IND I ET FITNESSCENTER OG SER, AT FOLK STÅR PÅ STEPMASKINERNE OG TRÆNER, MENS DE LÆSER I ET UGEBLAD. JEG FÅR LYST TIL AT PANDE DEM NED. OG SÅ ER JEG SGU SKREDET MED DET SAMME IGEN! hele sundhedsbølgen har taget: Der er så mange såkaldte kost- og motionseksperter, som fylder folk med lort. Det er tydeligt, at der er kommet mange penge i branchen. For mange penge, siger Brian. Jeg er en kælling, når det kommer til tøj Brian Holm befinder sig i Danmark cirka 200 dage om året. Han giver sig god tid til at hygge med vennerne samt at dyrke sine interesser som er andet og mere end cykling og sport. Tøj er blandt hans store passioner, og Brian beskriver sig selv som en kælling når det kommer til tøj. Det er da også i modebranchen, han viser, at han kan mere end at træde hårdt i pedalerne. Sammen med det engelske modeikon, Paul Smith, udvikler Brian Holm tjekket cykeltøj, som blandt andet sælges i cykelbutikken, Cycling Concept på Østerbro: Jeg har altid været stor beundrer af Paul Smiths design. En dag fortalte Bjarne (Riss, red.), at Paul havde tilbudt noget tøj, hvis han til gengæld måtte få en af holdets gule trøjer. Bjarne havde ikke reageret på det så jeg tog trøjen og sendte den til ham. Det var starten på et venskab og et samarbejde, som jeg er meget beæret over, fortæller Brian. Designet hedder La Flamme Rouge, som er betegnelsen for den sidste kilometer af ethvert cykelløb. Overskuddet til tøjet går til mennesker med kræft: La Flamme Rouge er et oplagt navn, som symboliserer, at de syge mennesker, salget støtter, kun har begrænset tid tilbage at leve i, forklarer Brian. Empatien er tydelig at spore i hans stemme. Siden Brian selv vandt kampen mod kræften, har han brugt en del ressourcer på at hjælpe sygdommens ofre. Ud over tøjprojektet La Flamme Rouge er han i øjeblikket ved at arrangere et 24 timers mountainbike maraton, hvis overskud ligeledes vil gå til patienter med kræft. Jeg får lyst til at pande dem ned Samtalen tager atter en drejning mod sundhedens mange ansigter, og snakken spores ind på fitnessmiljøet. Med ét forsvinder den dybtfølte empati, som for et splitsekund siden prægede Brians toneleje. Med en stemme, der er en kriger værdig, parodierer han voldsomt over det tåbelige tidsspilde, som centrene ofte må lægge hus til: Jeg er ved at brække mig, når jeg træder ind i et fitnesscenter, og jeg ser, at folk står på stepmaskinerne og træner, mens de læser i et ugeblad. Jeg får lyst til at pande dem ned. Og så er jeg sgu skredet med det samme igen! Det er utvivlsomt, at manden overfor mig er mand med stort M: Opofrende med en gentle attitude overfor sit holds ryttere, hans tidligere holdkaptajner og generelt til mennesker, som tager livet seriøst. Omvendt har han ikke meget tilovers for mennesker, som ikke tager livet seriøst. Det er typisk de mennesker, som har mistet touch med virkeligheden, også når det kommer til træning og sundhed: Det er ufatteligt, at nogle mennesker virkeligt tror på, man kan rykke ved formen ved at powerwalke. Det siger jo sig selv, at intensiteten skal op, hvis træningen skal virke. Man kan ikke fortænke Brian Holm i at tage afstand fra en slap og useriøs livsindstilling. Manden har i løbet af sin aktive karriere ofret sig mere, end de fleste mennesker gør gennem et helt liv og oven i hatten har han overvundet en kræftsygdom. Trods et hav af lidelser er Brians stemme fuldstændigt blottet for selvmedlidenhed den er tværtimod tapper. Holm påtager sig lidelsen med stolthed. Da Brian var hjælperytter for Bjarne Riis, blev han under en hård etape bedt om at trække sig tilbage for at hente vand til Bjarne. Han brugte al sin energi på at kæmpe sig op, men da Bjarne drak af dunken, opdagede han, at vandet ikke var iskoldt, hvorefter han smed flasken og bad Holm hente en ny. - Der må grænsen da være nået? Nej, slet ikke! Det accepterede jeg fuldt ud. At være hjælperytter er som at have en chef og man gør, hvad chefen beder om, sådan er det, lyder svaret prompte. 32 #

4 Profil vanvid Er opskriften på succes Man skal være vanvittig, ja nærmest sindssyg, hvis man vil nå helt til tops, svarer Brian Holm med et alvorligt smil, da jeg beder om at få et indblik i hans hjerne. Og nu kommer der en sløjfe på historien: Brian fortalte tidligere, at topryttere ikke burde have brug for en coach eller en psykolog, og nu ved vi hvorfor: Psykologer og coaches arbejder jo med at skabe balance i tingene, og derved risikeres det, at den nødvendige galskab forsvinder: En professionel rytter skal være lidt sindssyg. Han skal have lyst til at brække både arme og ben, og en lyst til at sætte hele sit liv på spil for at vinde tid på en nedkørsel. Hermed kommer Brian Holm med en kritik, som matcher den kritik, den ankerkendte erhvervsfilosof, Carsten Graff har bragt mod de firmaer, som tilbyder coach eller psykolog til deres topledere. Graff mener, det er meget risikabelt at søge harmonien og af samme årsag som Holm: Fordi sindsygen skal være der. Risikovilligheden og disharmonien skaber succesmennesker, som kan tåle kulden på toppen: Jeg er helt på linje med Graff. Og de topledere jeg har kendt har alle været vanvittige. Et eksempel er min gamle holdchef fra T-Mobile. Gennem alle de år, jeg var ansat på holdet, hilste han aldrig nogensinde på min daværende kone. Da jeg selv startede på holdet som chef, spurgte jeg ham hvorfor, og hans svarede: Fordi jeg ikke ville risikere at have din kone i røret, hvis dagen kom, hvor jeg skulle fyre dig. Evnen til at tilhøre eliten beror på en vis evne til at holde distance fra sine umiddelbare menneskelige behov. Og det er den samme evne, som kræves, når en cykelrytter kæmper sig gennem timelange ture i regn og rusk. HVIS EN RYTTER HAR BRUG FOR EN COACH, ER HAN IKKE STÆRK NOK TIL AT VÆRE PROFESSIONEL. Men udover vanviddet er der så slet ikke et trick, man kan bruge? Hvad skal man tænke for at overkomme smerten? spørger jeg afslutningsvis Brian Holm i et spinkelt håb om, at der da må være en løsning eller en stærk tanke, som kan eliminere smerten? - Der er ingen lette veje og bestemt ingen tanker, man kan tænke. Faktisk er det afgørende, at man ingenting tænker. Det øjeblik, man begynder at få overskud til at tænke, da er sejren tabt, for da arbejder man ikke hårdt nok, afslutter Brian Holm med en jargon, som er vekselvirker mellem det filosofiske og det absolut selvindlysende. #

5 Profil Brians København Brian Holm er om nogen velberejst men der hersker ingen tvivl om, at København har en særlig plads i hans hjerte: Jeg elsker København og københavnerne. Og ingen by i verden slår København om foråret, fastslår Brian, som guider os en tur gennem hans favoritsteder i byen. Bagelshoppen på Peter Bangs Vej: Her drikker jeg min morgenkaffe på de fleste af ugens hverdage. Zoo Bar i indre by: Som regel mødes jeg med gutterne og drikker kaffe på Zoo Bar lørdag formiddag. Promenaden på Frederiksberg: Jeg er ikke det store gourmet menneske, men når jeg går ud at spise, holder jeg af at komme på restauranterne, som ligger ved promenaden på Frederiksberg. Pede og Stoffer i strædet: Jeg elsker designertøj og min favorit tøjforretning i København er "Pede og Stoffer", som har masser af lækre designs. Christiania: Jeg elsker stemningen på Christiania. Sidst jeg var derude faldt en af mine børn, og straks kom en christianit farende for at samle ham op. Sådan en god opførsel møder du ikke andre steder. Jeg holder derfor af at tage mine børn med ud på staden selvom jeg ikke ryger hash, for Christiania er meget mere end det. Halvandet på Holmen: Stedet er fantastisk, men det er meget crowdet i weekenderne. Det er ikke lige mig, men jeg nyder at komme derude i hverdagene, hvor der er mere ro på. Brian er tydeligvis en mand, som ånder for mere end cykling og asfalt! Udover velgørende arbejde for cancerpatienter, mode og kaffe banker Brians hjerte for britisk musik. Han fremhæver Paul Weller og Morrisey men holder også meget af Oasis, som han skal til koncert med, når gruppen senere på året gæster Danmark. 34 #

6