Har udviklingsbistand en positiv effekt på økonomisk vækst?

Transkript

1 Har udviklingsbistand en positiv effekt på økonomisk vækst? En analyse af udviklingsbistandens effekt på økonomisk vækst i udviklingslande. Line Boel Selmer-Petersen (301286) AARHUS UNIVERSUTY BUSINESS AND SOCIAL SCIENCES BACHELORARHANDLING, MAJ 2013 VEJLEDER: CHRISTIAN BJØRNSKOV DEPARTMENT OF ECONOMICS AND BUSINESS ANTAL ANSLAG:

2 Abstract This assignment is about foreign aid and the impact it has on economic growth. The debate, whether the impact on economic growth is positive or negative, has been going on for about 50 years now and researchers have still not come to an agreement. This assignment is intended to create an overview of the development that foreign aid has gone through the last 50 years. In the nineteen sixties the attitude towards foreign aid was characterized by a very optimistic attitude. This changed in the seventies because of the lack of positive results. That lead to a change in the way foreign aid was given and the new hot topic became the human aspect instead of economic growth. In the eighties the Micro-Macro Paradox was formulated and the discussion about fungibility began. The attitude continued to be negative in the nineties. It was not until after 11 th September 2001 that the amount of foreign aid given began to rise again. Donors began to believe that foreign aid could fight terror. Though the attitude among donors changed the researchers continued arguing about the economic effect of economic growth. There is also a description about the relevant problems such as fungibility, The Dutch Disease and causality. Beside these problems there is a discussion about the data and the problems attached to it when researchers use it in their studies. The model in this assignment tries to examine if there is a positive link between the concentration of foreign aid when it is allocated on different purposes and the investment rates in the recipient countries, when the concentration variable is dependent on the level of foreign aid/gdp. The method used to examine this is linear regression and interactions among variables. The results show that there is a positive link between concentration and investment rates when the concentration variable is depending on the level of foreign aid/bnp in the recipient countries. This means that the higher the level of concentration the higher the marginal effect on the investment rates. According to the theory The Two-Gap Model the higher investment rates should result in economic growth but the growth regression shows a different result. Literature has later shown that The Two-Gap Model doesn t reflect reality and that an increase in investment rates doesn t necessarily lead to an increase in economic growth. In some cases it even leads to a negative effect. The reason that this happens can be fungibillity, Dutch Disease or many other problems. The last section of the assignment provides a discussion about the different results that researchers have found. There will be two examples of studies where researchers examine the same data and use the same methods but reach contradictory results. The first papers that are examined are

3 Burnside and Dollar (2000) and Easterly, Levine & Roodman (2004). Burnside & Dollar conclude that foreign aid combined with good political systems has a positive effect on economic growth. According to Burnside & Dollar this conclusion stands for recipients countries with low income. Easterly, Levine & Roodman conclude the exact opposite. They say that the model is insignificant and it is therefore impossible to transfer the results to reality. Despite the results done by Easterly, Levine & Roodman, Burnside & Dollar s model is widely used by donors. The other example is between Hansen & Tarp (2000;2001) and Paldam & Doucouliagos (2009). Here the disagreement is about the choice of methods in the previous literature. Hansen & Tarp conclude that the previous methods have failed and that all the results are more or less wrong. They argue that when the right method is used the results will show a positive link between foreign aid and economic growth in every cases. Paldam & Doucouliagos reach the exact opposite conclusion. They agree that some of the used methods are wrong but that the results are useable. Paldam & Doucouliagos use a meta-study and their results find that in most cases there is a negative link between foreign aid and growth. One of the reasons that this happens is maybe the donors. It is not unthinkable that donors put pressure on some of the researchers to make them generate positive results. It might never be proved and it is probably a bit of a taboo but it is possible that it takes place.

4 Indhold 1. Indledning Problemformulering Underspørgsmål Metode Litteraturvalg Afgrænsning Definitioner Udviklingsbistanden fra 1960 til erne erne erne erne og frem Delkonklusion Udfordringer i forbindelse med udviklingsbistand The Dutch Disease Validitet af data Kausalitet Fungibilitet Delkonklusion Koncentration af udviklingsbistanden Teori Dataafsnit Modellen Resultater Delkonklusion Diskussion af udviklingsbistandens effekt Burnside & Dollar vs. Esterly, Levine & Roodman Hansen & Tarp vs. Paldam & Doucouliagos Delkonklusion Konklusion... 41

5 7 Perspektivering Referencer Bøger Artikler Bilag... 48

6 1. Indledning Udviklingsbistand er gennem de senere årtier, blevet et stadig mere omdiskuteret emne. Det er et område, der får meget opmærksomhed både i medierne, men også på internationalt politisk niveau. F.eks. blev det på et EU topmøde i 2005 besluttet, at landene i 2015 skal donere minimum 0,7 % af landets BNI til udviklingsbistand. (Andersen et al. 2012). Derudover er der også indenfor de seneste årtier kommet flere donorer på banen eksempelvis udviklingslander, som er blevet donorlande og Non Govermental Organisations. Disse ønsker alle at bidrage med projekter, som de håber højne levestandarten for de involverede modtagerlande. En af de væsentligste forskelle på donorlande og organisationer er formålet med udviklingsbistanden. For organisationer kan formålet med udviklingsbistand være mere socialt og humanitært orienteret og deres udviklingsbistand har derfor ikke nødvendigvis til formål at øge den økonomiske vækst i modtagerlandene. Derfor kan de enkelte projekter i værste fald ende med at modvirke hinanden. Inden for udviklingsbistand skelnes der mellem projektbistand, sektorprogrambistand og budgetstøtte (Andersen et. al. 2012). Projektbistand er typisk et projekt, der består i opførsel af institutioner eller forbedring af infrastrukturen i et land. Denne form for bistand var meget populær indtil 1990 erne, hvor diskussionen omkring fungibilitet begyndte at florere. Herefter skiftede mange af donorerne til sektorprogrambistand (Andersen et. al. 2012). Sektorprogrambistand vil sige, at en donor støtter en given sektor i et udviklingsland eksempelvis uddannelse eller sundhed. I stedet for at have mange projekter kørende på tværs af sektorerne, koncentreres indsatsen i en enkelt sektor eller to. Dette stiller krav til, at donorerne koordinerer deres udviklingsbistand, så nogle sektorer ikke overses (Andersen et. al). Budgetstøtte gives til udviklingslandets regering, og oftest gennem regeringens egne finansielle systemer. Donorerne kan således ikke direkte følge pengestrømmen i udviklingsbistanden, som det er muligt under de to andre former. Det giver dog donoren mulighed for at forlange et stærkere partnerskab med modtagerlandet, som er bundet op på dialog og gennemsigtighed. På den måde vil det være muligt for donoren at sætte sig ind i modtagerlandet finansielle systemer og vejlede regeringen. (Andersen et al. 2012) Der har gennem mange år været meget forskellige meninger om, hvorvidt udviklingsbistand har en positiv effekt på økonomisk vækst eller ej. I nogle tilfælde er forskere med det samme datamateriale endda kommet frem til forskellige resultater. Side 6 af 49

7 En væsentlig problemstilling inden for debatten omkring udviklingsbistand er derfor, om der findes en positiv kausal sammenhæng mellem udviklingsbistanden og økonomisk vækst i modtagerlandene. Kan det påvises, at udviklingsbistanden har en positiv effekt, eller kan det påvises, at den i værste fald har en negativ effekt, hvorfor gives den så? Dette er nogle af de spørgsmål, der vil blive behandlet i denne afhandling. 1.1 Problemformulering Som ovenfor beskrevet er det en meget interessant problemstilling, om udviklingsbistand gavner udviklingslandet, eller om det hæmmer landet i at tage ansvar for deres egen økonomiske udvikling. Problemformuleringen for denne afhandling bliver derfor: Har udviklingsbistand en positiv indflydelse på økonomisk vækst i modtagerlandene? 1.2 Underspørgsmål - Hvad er udviklingsbistand i det hele taget? Hvilke former for udviklingsbistand findes der? - Hvilke problemer/begrænsninger risikeres det at løbe ind i, når data skal indsamles? - Hvorfor kan forskellige forskere nå til forskellige resultater, selvom de arbejder med samme data? - Hvad er tendenserne inden for udviklingsbistand inden for de sidste 15 år? - Kan der findes signifikante sammenhænge mellem variabler og økonomisk vækst? - I så fald hvilke variabler har så henholdsvis en positiv og negativ effekt på økonomisk vækst? - Har koncentrationen af udviklingsbistand på forskellige formål en positiv effekt på økonomisk vækst i udviklingslandene? 1.3 Metode Der vil blive benyttet kvantitative metoder, og analysen kommer til at bygge på regressionsanalyse. Regressionsanalyse er valgt som metode, fordi den er meget fleksibel, og derudover giver den mulighed for at gennemføre relativt sofistikerede analyser, hvor det er muligt at teste på effekten og vigtigheden af flere forskellige faktorer. (Andersen., et al, 2012). Derudover tester regressionsanalysen på de gennemsnitlige effekter i data, således at det bliver muligt at generalisere resultaterne. I dette tilfælde giver regressionsanalyse mulighed for at teste på tværs af de forskellige udviklingslande. Der er flere forskellige former for regression, i denne afhandling vil der blive benyttet lineær regression. Det skyldes blandt andet, at lineær regressionsanalyser er effektive til at måle, om de Side 7 af 49

8 uafhængige variabler har en effekt på den afhængige variabel. Derudover giver lineær regression også mulighed for at teste på interaktionerne mellem de uafhængige variable, hvilket kan være meget relevant i en økonomisk analyse. Det er derfor også en af de mest anvendte metoder inden for dette felt. (Andersen., et al, 2012) Det vil på den måde blive muligt at teste, om der kan måles en signifikant effekt på udviklingslandenes investeringsrater ud fra forskellige variabler i datasættet. Den data der er til rådighed er paneldata, hvilket betyder, at data består af en tidsserie for hver cross sectional enhed i datasættet. I dette tilfælde vil det være de forskellige lande. Derudover differentierer paneldata sig fra andre tidsseriedata ved at følge de samme enheder i gennem alle de år, hvor der indsamles materiale. (Wooldridge, 2009). 1.4 Litteraturvalg Det er endnu ikke et område, der er skrevet mange teoretiske bøger om. Litteraturvalget kommer derfor hovedsaligt til at bestå af artikler skrevet af førende forskere inden for området. Da forskerne på ingen måde er enige om effekten af udviklingsbistanden, vil der være stor opmærksomhed på at benytte artikler som argumenterer for henholdsvis positive og negative resultater. Der vil være opmærksomhed rettet mod dette for at have fokus på, hvor svært et område det er at teste på. Derudover er det også nødvendigt at benytte begge sider, for at få så nuanceret et billede som muligt. Artiklerne vil desuden blive benyttet til at undersøge de forskellige metoder forskerne bruger for at komme frem til resultaterne. I lyset af dette vil de forskellige artikler også blive brugt til en diskussion af, hvordan forskere med de præcis samme datasæt kan komme frem til fuldstændig modstridende resultater. Derudover vil artikler også blive brugt i redegørelsen, for at se hvordan henholdsvis forskernes holdninger men også den generelle udvikling i udviklingsbistanden har været de seneste 50 år. 1.5 Afgrænsning Denne afhandling vil ikke beskæftige sig med de enkelte udviklingsprojekter, men vil prøve at generalisere på tværs af udviklingslandene. Der vil altså ikke blive gået i dybden med effektiviteten af et enkelt projekt. Der vil derfor heller ikke være fokus på evalueringen af selve projekterne, og de problemer der følger heraf. Der vil i denne afhandling blive brugt de oprindelige engelske begreber, hvor det er nødvendigt, for at sikre at betydningen ikke går tabt eller ændres ved oversættelse. Der er mange vigtige problemer inden for udviklingsbistand. Grundet opgavens omfang er det ikke muligt at gå i dybden og forklare dem alle, der vil derfor kun blive gået i dybden med nogle af dem, Side 8 af 49

9 der er væsentligst for afhandlingen. Da det er det økonomiske aspekt der undersøges, vil der ikke være en diskussion af udviklingsbistanden effekt på det humanitære område. 1.6 Definitioner Herunder følger en række definitioner på begreber, der vil blive brugt igennem afhandlingen. DAC-LANDE Developement Assistance Committee (DAC) Når der i internationale sammenhænge tales om donorlande, refereres der ofte til DAC-landene. DAC er en sammenslutning af 24 lande, som er blevet enige om at samarbejde, når det kommer til indsamling af data og udregning af statistik blandt andet inden for udviklingsbistand. De samarbejder således om at diskutere og evaluere udviklingsbistanden. (OECD 2011) DAC gruppen blev dog nedlagt i juni 2012, fordi der er kommet for mange nye donorer, som står uden for DAC samarbejdet. (Andersen, et al. 2012) ODA Når der i internationale sammenhænge tales om de beløb, der gives til udviklingsbistand, betegnes det ODA, hvilket står for Official Development Assistance. Når der refereres til ODA, henvises der til den udviklingsbistand, der varetages af regeringerne i de lande, der er medlem af DACsamarbejdet. Det er altså ikke et mål for den samlede udviklingsbistand, der gives, og der medregnes derfor ikke beløb fra de lande, der står uden for samarbejdet og heller ikke beløb fra private organisationer. (OECD 2011) MDGs The Millennium Development Goals Mål der blev sat af DAC-landene i starten af Det var 8 mål, som skulle sikre, at man i 2015 havde nået visse fremskidt i udviklingslandene. Målene var blandt andet at forbedre den økonomiske vækst og levestandard. Det var et samarbejde på tværs af DAC-landene og andre donorer i det internationale samfund. MDG erne er i dag blevet rammen om debatten for udviklingsbistanden. (OECD 2011) NGO Non-Governmental Organisations. Det er de organisationer som arbejder uden om regeringens Side 9 af 49

10 samarbejde med udviklingslandene. Det er f.eks. organisationer som Læger uden grænser, Røde Kors med flere. (OECD 2011) Multilateral udviklingsbistand Den udviklingsbistand der gives af NGO ere Bilateral udviklingsbistand Den udviklingsbistand der gives af donorlande. Side 10 af 49

11 2. Udviklingsbistanden fra 1960 til 2011 Der har gennem perioden været op og nedgang i størrelsen af udviklingsbistanden. Nogle af udsvingene skyldes høj- og lavkonjunktur i det internationale samfund, andre udsving skyldes ændrede holdninger til effekten af udviklingsbistanden. Der har dog ikke kun været en udvikling i mængden af udviklingsbistand, der har også været ændringer i måden, den gives på, og ændringer i de formål den gives til. Der har således været mange forskellige tendenser de sidste 50 år, og der kommer stadig flere. Figur 1 oversigt over udviklingsbistand fra Kilde (OECD 2012) Figur et viser udviklingen i ODA/BNI og den totale mængde ODA der er overført til modtagerlandene fra Som det ses af figur 1, faldt ODA/BNI meget mellem 1960 og Herefter stabiliseredes det, så ODA/BNI kun varierede mellem 0,27 og 0,36 indtil Herefter skete der endnu et stort fald, hvor ODA som procent af BNP i 1997 nåede helt ned på 0,22, hvilket var historisk lavt. Dette fald skyldes hovedsaligt stramninger i DAC-landenes finanspolitik. Finanspolitikkerne blev strammet, som følge af økonomisk krise inden for banker og Kreditinstitutter, og det blev gjort for at sikre donorlandenes egne økonomier. (OECD 2011) Efter 1997 har der været en støt stigning bortset fra en noget højere stigning i 2004 efterfulgt af et tilsvarende fald. ODA/BNI var i 2011 på 0,32. Det vil ikke give mening, at fokusere på DAClandene herefter, da DAC samarbejdet blev opløst i juni Samarbejdet blev opløst, fordi det Side 11 af 49

12 blev vurderet, at udviklingen inden for donorer havde resulteret i, at der var for mange, der stod uden for DAC fællesskabet. Det resulterede i, at koordineringen mellem donorne ikke længere var up to date. Samarbejdet mellem DAC landene og de resultater og analyser de kom frem med, var derfor ikke længere retvisende i forhold til det samlede billede af udviklingsbistanden. Ses der på grafen for total ODA i figur 1, kan det ses, at der har været en støt stigning i det samlede beløb udbetalt til udviklingslandene. Dog har der været et betydeligt fald fra , hvorefter det samlede beløb steg igen. Derudover har der også været en afvigelse i 2004, hvor det samlede beløb steg voldsomt, det faldt dog i perioden De to grafer har altså nogenlunde de samme udsving i de samme år. Det er dog interessant at bemærke, at hvor ODA/BNI er faldet i perioden , er det totale beløb endt på et noget højere niveau i Da tallene er opgjort i real priser, tyder det altså på, at det samlede beløb er steget, fordi der har været vækst i DAClandenes økonomier erne 1960 erne er efterfølgende blevet betegnet som The glory years. Det var år, der var præget af optimisme og entusiasme, når det kom til udviklingsbistanden, og det arbejde, der blev udført i forbindelse hermed. En del af denne entusiasme og optimisme hang sammen med, at størstedelen af kolonimagterne blev opløst i 1960 erne, hvilket betød, at mange af udviklingslandene blev selvstændige. Det betød, at der var rigtig mange lande, der pludselig skulle klare sig selv, og i mange tilfælde anede folket og regeringerne ikke, hvordan de skulle styre et helt land. Det betød, at udviklingsbistanden skulle bidrage til at lære landene at være selvstændige, forbedre deres infrastruktur, bistå med teknik og lære dem, hvordan landets ressourcer bedst udnyttedes. Det var dog hovedsaligt forbedring af infrastrukturen, der var rettet opmærksomhed imod, da OECDlandene mente, at det var vejen mod økonomisk vækst. (OECD 2011) Det var dog ikke uden bagtanker, at industrilandene bidrog med udviklingsbistand, i mange tilfælde var der tale om bundet bistand, hvilket betød, at modtagerlandet hovedsaligt skulle handle med donorlandet. Det resulterede i, at priserne på de forskellige varer blev uretmæssigt høje, fordi der ikke var nok grad af konkurrence. Denne form for udviklingsbistand hang blandt andet sammen med, at regeringen i donorlandet var nød til at stille deres befolkning tilfreds, og det blev bedst gjort ved at vise, at donorlandet også fik noget til gengæld for udviklingsbistanden. (OECD 2011) Et andet problem i 1960 erne var, at der ikke var noget samarbejde imellem industrilandene, når det kom til fordelingen af udviklingsbistand. Der var derfor ikke noget overblik over, hvor meget udviklingsbistand det enkelte modtagerland modtog. Det betød, at nogle modtagerlande blev Side 12 af 49

13 tilgodeset og dermed modtog meget mere bistand end andre. Samtidig var der heller ikke styr på, hvor meget det enkelte donorland gav, hvilket resulterede i, at nogle donorlande bidrog med mere end andre, mens de ikke nødvendigvis modtog øget prestige. Det var for at imødegå dette problem, at DAC-samarbejdet blev indført i (OECD 2011) Endnu et incitament for industrilandene til at give udviklingsbistand i 1960 erne var, at forhindre Sovjet i at have indflydelse i udviklingslandene, udviklingsbistanden skulle dermed forhindre yderligere udbredning af Sovjet. Arbejdet med udviklingsbistand var i 1960 erne stadig så nyt, at der ikke var mange forskere, der havde kastet opmærksomhed mod feltet. Dette kan blandt andet skyldes, at 1960 erne, som skrevet, var præget af optimisme, så den generelle holdning var, at udviklingsbistand havde en positiv effekt i modtagerlandene, så der var ikke nødvendigvis samme incitament til at undersøge det, som der senere bliver. Dog er en af de mest brugte og omdiskuterede modeller udarbejdet i dette årti: The Two Gap Model. (Chenery & Strout 1966) erne I 1970 erne forsvandt den optimisme, der ellers havde præget 1960 erne. Det skyldtes blandet andet, at resultaterne ikke rigtig afspejlede de store beløb, der var blevet investeret i udviklingslandene. Meget tydede altså på, at de store beløb der blev investeret i udviklingslandene ikke havde den ønskede effekt på økonomisk vækst. Donorerne begyndte derfor at sætte spørgsmålstegn ved, om økonomisk vækst var det rette at have fokus på. Dette betød, at der kom mere fokus på at hjælpe på det menneskelige niveau. En af grundene til, at denne diskussion begyndte, var blandt andet, at oliekrisen i 1973 ikke bare berørte udviklingslandene, men også industrilandene oplevede økonomiske vanskeligheder. Derfor blev det svært at forsvare at donere penge til formål, som tilsyneladende ikke leverede de resultater, som det var forventet. (OECD 2011). I nogle tilfælde medførte det øgede fokus på økonomisk vækst faktisk, at udviklingslandene blev dårligere stillet, fordi donorlandene holdt igen med donationerne. Ses der på figur 1, er det tydeligt at se, at der i 1970 erne skete et fald i ODA/BNI, det viser, at donorlandene holdt igen med donationerne. Samtidig med at fokus skiftede fra investeringer i økonomisk vækst til investeringer i mennesker, blev der sat spørgsmålstegn ved, om det var øget levestandarder der fulgte af økonomisk vækst, eller om det var økonomisk vækst, der fulgte af højere levestandard. På baggrund af denne diskussion og den økonomiske usikkerhed ændrede fokus sig derfor fra økonomisk vækst til fokus på de fattige i udviklingslandene. Det betød at donorlandende i stedet for at investere i infrastruktur, Side 13 af 49

14 begyndte at investere i ernæring og uddannelse af mennesker. Grundlaget for dette var, at når der igen var mulighed for økonomisk vækst, ville udviklingslandene have uddannet arbejdskraft, der var kvalificeret til at varetage fremtidige arbejdsopgaver (OECD 2011). Ud over at donorlandene viste nye tendenser i deres prioritering af formål med udviklingsbistanden, var det også i 1970 erne at Non Government organisations (NGO) for alvor begyndte at vise sig. Det frivillige arbejde og donationer fra sådanne organisationer var ikke noget, der før havde været udbredt inden for udviklingsbistanden, det var altså endnu en ny tendens. Disse organisationer var hovedsagligt organisationer, som tog ned og arbejdede på udsatte steder. Det var organisationer som disse, der tog ud og tilbød genopbygningsbistand. Derudover engagerede de sig også mere i enkelte projekter, i stedet for at indgå i et større samarbejde. Det var også organisationer som disse, der for alvor startede private indsamlinger, som i dag findes i mange forskellige afskygninger (OECD 2011). I og med at donorlandene begyndte at tvivle på effekten af udviklingsbistanden, begyndte dette emne at blive interessant for forskerne verden over, og litteraturen inden for udviklingsbistand begyndte så småt at vokse. Nogle af de forskere der på dette tidspunkt begyndte at forske i udviklingsbistand, kom frem til meget forskellige resultater (Griffin and Eno, 1970) (Papernek, 1972). Dette er stadig artikler og resultater, som forskere henviser til i dag. Specielt Papernek, fordi hans konklusion om, at udviklingsbistand altid er direkte skadeligt for udviklingslandene, har skabt diskussioner. På trods af at deres arbejde er 50 år gammelt, er det stadig meget relevant. Diskussionen omkring de meget forskellige resultater, er stadig i 2013 et meget hot emne erne I 1980 erne mærkedes oliekrisen stadig i DAC-landene, og økonomien i udviklingslandene var bestemt ikke blevet bedre. Mange af udviklingslandene havde årene forinden optaget mange store lån hos industrilandene, og da disse lande nu selv oplevede krise, forlangte de tilbagebetalinger, som udviklingslandene ikke var i stand til at levere. Der var derfor rigtig mange af udviklingslandene der oveni problemet med manglende vækstresultater også skulle døje med interne økonomiske vanskelligheder. Dette medførte, at donorlandene begyndte at blive usikre på at yde bistand, fordi der for alvor blev sat spørgsmålstegn ved, om det ville gavne, eller om bistanden ville blive brugt på afbetaling af lån. (OECD 2011) Der blev derfor opstillet flere betingelser, end der nogensinde havde været i forbindelse med modtagelse af udviklingsbistand. Det var blandt andet betingelser, som skulle styrke samarbejdet mellem donor og modtager, men også betingelser, der skulle sikre at udviklingsbistanden blev brugt Side 14 af 49

15 i overensstemmelse med donorens interesse, selvom dette ikke nødvendigvis var det mest optimale for det enkelte modtagerland. Der har derfor efterfølgende hersket stor uenighed om, hvorvidt disse mange nye betingelser var relevante eller ej. (OECD 2011) Selvom NGO erne begyndte at blive populære i 1970 erne, tog de først for alvor fat i 1980 erne. Det skyldtes blandt andet, at der i medierne kom stor fokus på de fattigste og mest udsatte mennesker i udviklingslandene. Det betød blandt andet, at disse billeder nåede hjem til folk i stuerne, og på den måde steg interessen for at hjælpe blandt almindelige mennesker. Ved at støtte gennem NGO ere, havde den almindelige borger også mulighed for at vælge hvilket projekt de ville støtte op omkring, da de forskellige NGO ere ofte skiltede med forskellige mærkesager. Noget der yderligere højnede interessen for NGO ernes arbejde, var de mange og store events der blev holdt rundt omkring i verden. Det kunne f.eks. være store koncerter med kendte entertainere, der donerede overskuddet til specielle områder eller projekter i et udviklingsland. Da det er en kendt sag, at almindelige mennesker ser op til de kendte, er det ikke overraskende, at deres deltagelse i indsamlingerne havde en positiv effekt. (OECD 2011) Forskellen på den multilaterale og den bilaterale bistand var, at de forskellige NGO ere ikke nødvendigvis samarbejdede omkring fordelingen af bistanden, og der kunne derfor være nogle udviklingslande, der modtog meget mere end andre. Problemet fra 1960 erne blev dermed relevant at fokusere på igen. Denne gang medførte det øget bureaukrati og kompleksitet inden for udviklingsbistanden, og i nogle tilfælde kom de forskellige donorer til at gå i vejen for hinanden. Det var dog ikke kun negativt. Med de mange nye donorer, kom der også nye midler og mange nye ideer, der var med til at udvikle den måde, der blev arbejdet med udviklingsbistanden på. (OECD 2011). I forhold til forskernes holdning til udviklingsbistand var der stadig stor uenighed om, hvorvidt udviklingsbistand havde en positiv effekt eller ej. Der kom dog også andre tanker på banen, blandt andet blev The Micro-Macro paradox (Mosley 1986) formuleret. Her bliver diskussionen omkring problemer med data taget op. En del af problemet er, at når der testes på data på microniveau, så ser det ud til, at der er en positiv sammenhæng mellem udviklingsbistand og økonomisk vækst, mens konklusionen ved brug af data på macro-niveau viser det helt modsatte. Det bidrog blandt andet til, at diskussionen omkring problemer som fungibilitet fik øget opmærksomhed. Fungibilitet kommer af ordet fungible, som betyder overførbare. Når der tales om fungibilitet, henvises der altså til situationer, hvor der er tale om overførbare midler. Det kan dermed være en af Side 15 af 49

16 forklaringerne på hvorfor en del af projekterne virkede til at have positive effekter, mens det ikke kunne ses i udviklingslandendes økonomi erne I 1990 erne mærkede verden konsekvenserne af murens fald i Da et af initiativerne for DAClandene var at sikre sig, at udviklingslandene ikke sluttede sig til Sovjet, forsvandt et af grundlagene for donationer med Sovjets fald. Delvist på grund af dette, faldt ODA/BNI. Som det ses af figur 1, var det mere eller mindre første gang siden starten 1980 erne, at der igen opstod et fald i ODA/BNI. Det havde store konsekvenser for de udviklingslande, der mistede store andele af udviklingsbistanden, og som ikke kunne få det finansieret på anden vis, f.eks. fra private donorer. (OECD 2011) Da der i 1990 erne var stor fokus på Asien og Latin Amerika, var det ikke noget problem for disse lande at finde private donorer. Situationen så dog meget anderledes ud for landene i Afrika. Derudover rettede DAC-landene nu også deres opmærksomhed mod de østeuropæiske lande, som efter Sovjets kollaps kæmpede med både at få styr på økonomien og deres politiske styre. Det resulterede blandt andet i, at de traditionelle modtagere af udviklingsbistand blev sat lidt til side, når der blev uddelt udviklingsbistand. Derudover var det også i 1990 erne, at der for alvor blev sat spørgsmålstegn ved effektiviteten af udviklingsbistand. Selvom diskussionen allerede havde været i gang i mange år, fik den nu for alvor opmærksomhed fra det internationale samfund. (OECD 2011). På baggrund af faldet i ODA/BNI blev der snakket om, at donerlandene var ved at miste interessen for at investere i udviklingslandene, og da tilbagemeldingerne i udviklingsbistanden stadig i mange tilfælde forblev negativ, blev måden hvorpå udviklingsbistand blev behandlet på taget op til overvejelse. Det resulterede i, at der i 1996 blev indgået en aftale DAC-landene i mellem, som blev kaldt: Shaping the 21st Century: The Contribution of Development Co-operation (OECD 2011). Denne aftale skulle øge fokus på, at udviklingsbistand handler om samarbejde både donerer og modtagerlandene i mellem. Ud over at samarbejdet mellem modtagere og donorer blev taget op til overvejelse, begyndte der også at være fokus på samarbejdet mellem donorerne. Da der efterhånden var mange store donorer, der stod uden for DAC-samarbejdet, blev de forskellige projekter i udviklingslandene ikke længere koordineret ordentligt. De nye store donorer omfattede blandt andet NGO ere og lande der var gået fra at være modtagere af udviklingsbistand til at være donorer. Denne aftale blev starten på det, der i dag kendes som Millennium Development Goals (2000) også kaldet MDG s. De tanker, der blev skrevet ind i MDG s, er de retningslinjer, som en stor del af Side 16 af 49

17 udviklingsbistanden hviler på i dag. Det gælder både, når det kommer til målsætninger for fremtiden, men det omfatter også retningslinjer for, hvordan projekter bedst bliver udført. Målet med MDG erne var at lave en aftale på tværs af nye donorlande og de oprindelige DAClande. I forbindelse med den økonomiske udvikling i Asien, var nogle af disse lande nemlig gået fra at modtage udviklingsbistand og til selv at donere. Disse lande var i 1990 erne ikke medlem af DAC-fælleskabet. I dag er disse MDG s kommet til at danne ramme for diskussionen om udviklingsbistand, og de mål der gerne skal arbejdes frem imod. Et af målene på MDG-listen beskriver blandt andet, hvor stor en andel et doner-land skal bruge på udviklingsbistand. Det blev besluttet i aftalen, at inden 2015 skulle alle landene, der var med i aftalen donere 0,7 % af BNI. Det er dog langt fra alle landene der opfylder dette i dag. (OECD 2011). En af de artikler der blev skrevet i denne periode, og som efterfølgende er blevet citeret mange gange er Boone (1996). Han mener, at kunne påvise, at udviklingsbistand i stedet for at øge investeringerne, bare øger det offentlige forbrug. Udviklingsbistanden kommer på den måde aldrig de fattigste til gode, og er derfor heller ikke med til at bekæmpe den. Det var en af grundene til at The Two Gap Model blev forkastet og frem Da det nye årtusinde begyndte, havde holdningen til udviklingsbistand igen ændret sig. Hvor fokus før lå på, hvor meget der blev givet af donerlandene, begyndte det internationale samfund at fokusere på, hvor meget det enkelte udviklingsland modtog. På samme tid begyndte der også at være fokus på, at god udviklingsbistand var udviklingsbistand, som blev brugt så effektivt som muligt. Der var således fokus på kvalitet frem for kvantitet. Dette skifte fandt sted for at prøve at gøre op med den negative omtale om, at alle de penge der blev doneret alligevel ikke havde nogen effekt. Konsekvenserne af debatten omkring effektiviteten af udviklingsbistand var et øget krav om evalueringer. Dette krav opstod, fordi donorerne ville vide, om de projekter, som deres penge gik til, var effektive. (Andersen, et al. 2012) (OECD 2011). Det internationale samfund var bekymret for faldet i ODA i 1990 erne og forsøgte dermed at øge interessen for udviklingsbistand igen. Det viste sig dog, at være en helt uforudsigelig hændelse, der resulterede i, at udviklingsbistanden igen steg. Nemlig terrorangrebet mod USA i Det endte med at få positive konsekvenser for udviklingsbistanden, da mange begyndte at tro på, at terror kunne bekæmpes, hvis alle lande kunne opnå de samme betingelser og muligheder som de rigeste lande. Bekæmpelse af terror blev dermed et incitament for igen at øge udviklingsbistanden. The events of 11 September have strengthened the conviction that a world without violence, Side 17 af 49

18 terrorism and conflict also means a world freed from exclusion, vulnerability and inequality, a world where opportunities exist for all. (Jean-Claude Faure, 2001, OECD 2011, s. 32). ODA/BNI begyndte derfor at stige i takt med, at de forskellige donorer genvandt troen på, at deres udviklingsbistand kunne gøre en forskel for fred i verdenen. Målet for udviklingsbistand var derfor ikke længere kun at hjælpe udviklingslandene til bedre vilkår, men også at arbejde hen i mod verdensfred. Eftersom pengestrømmene til udviklingsbistand steg igen, og diskussionen om effektiviteten af udviklingsbistand stadig herskede, blev der holdt flere topmøder, for at finde frem til de mest effektive metoder for arbejdet og fordelingen af udviklingsbistand. Det første møde blev afholdt i 2005 og udkommet af dette møde blev: The Paris Declaration on Aid Effectiveness. I denne deklaration blev der opstillet 5 principper for, hvad der blev opfattet som succeskriterier for, at udviklingsbistand kunne resultere i positive resultater. De fem principper der blev betragtet som guide til effektiv udviklingsbistand var: 1. Ownership: Hvilket vil sige, at udviklingslandene selv skulle planlægge de strategier, der skulle danne ramme om udviklingen, forbedring af landets institutioner og sidst strategier til at bekæmpe korruption. 2. Alignment: Det vil sige, at donorlandene skulle yde assistance i forbindelse med de planlagte strategier, og det blev et krav, at udviklingsarbejdet skulle foretages i samarbejde med og gennem de lokale systemer. 3. Harmonisation: Øger samarbejde mellem de forskellige donorer. Dette indebar at donorerne skulle dele information for at sikre, at der ikke var to projekter, der kunne risikere at modarbejde hinanden. 4. Managing for results: Øget fokus på at indsamle information til evalueringer. Det betød blandt andet, at der skulle fokuseres på, at projekternes resultater skulle være målbare. 5. Mutal accountability: Dette punkt indebar, at både donorlandet og udviklingslandet blev ansvarlige for at levere resultater som følge af udviklingsbistanden (OECD 2011) Ud fra ovenstående punkter, er det tydeligt at se, at fokus ikke længere var på bare at lave enkeltstående projekter for at forbedre forholdene for den enkelte borger i udviklingslandet, men det var projekter, som gerne skulle have indflydelse og betydning for udviklingslandene på lang sigt. Det var dog ikke uden betydning, at ønsker om bedre evalueringer steg, da udførelsen af disse krævede meget arbejde både inden projektets start, men også under udførelsen. Det satte også større Side 18 af 49

19 krav til samarbejdet mellem donorer og modtagere, da modtagerne skulle være indstillede på at deltage i evalueringerne. Derudover har det vist sig, at det i mange tilfælde er svært at måle og værdiansætte de variabler, der ønskes evalueret. (Andersen.et al, 2012). Der følger en dybere gennemgang af denne problemstilling senere i afhandlingen. Et af de citater der bedst beskriver den ændring, der har været i udviklingsbistand igennem de sidste 50 år, er: Donors were setting up projects and didn t care what anyone else was doing. We were spending 30 years building schools but not building an education system. (Richard Carey, 2008, OECD 2011, s. 33) Selvom det i de sidste 50 år hovedsaligt har været OECD-landene og dermed DAC samarbejdet, der har stået for at holde opsyn og overblik over udviklingsbistanden, så kan der ikke ses bort fra, at lande, der før var udviklingslande, i dag er blevet donorlande, og sammen med de mange NGO er er der alt for mange spillere, der står uden for DAC-samarbejdet. Dette har resulteret i, at de informationer, som DAC-analyserne er baseret på, ikke længere er retvisende, og i juni 2012 blev konsekvensen, at DAC-samarbejdet blev nedlagt. DAC blev nedlagt, fordi der arbejdes på at opbygge et bredere samarbejde mellem gamle og nye donorer. (Andersen et al. 2012). Fordelen ved et bredere samarbejde vil blandt andet være, at det forhåbentlig bliver nemmere at samarbejde på tværs af forskellige donorer, så de ikke risikerer at modarbejde hinanden. Et af de største problemer i fremtiden ser ud til at blive, at få koordineret de forskellige udviklingsprojekter, så udbyttet af udviklingsbistanden bliver så effektivt som muligt (OECD, 2011). En del af de artikler, der blev skrevet fra 2000 og frem, diskuterer stadig effekten af udviklingsbistanden, og der hersker stadig stor uenighed. (Hansen & Tarp 2000) (Burnside & Dollar 2000) (Paldam & Doucouliagos 2009) (Easterly et al. 2003). På trods af at forskerne har haft det samme datamateriale til rådighed, hersker der fortsat stor uenighed om resultaterne. Et andet emne inden for denne litteratur, der begyndte at få øget opmærksomhed, var problemstillingen omkring donorernes samarbejde. (Knack & Aminur 2007) (Annen & Kosempel 2009) 2.6 Delkonklusion Når der ses på udviklingen i udviklingsbistand fra , har der været mange forskellige tendenser. I 1960 erne herskede en meget positiv indstilling til udviklingsbistand, og der var ikke tvivl om, at udviklingsbistand havde en positiv effekt på økonomisk vækst. Det var også i 1960 at den kendte Two Gap Model blev formuleret. I 1970 erne blev holdningen mere negativ. Dette skyldtes blandet andet, at resultaterne ikke afspejlede den store indsats og de mange midler, der var blevet brugt. Da udviklingsbistanden ikke Side 19 af 49

20 syntes at have effekt på vækst, begyndte donorerne at investere i forbedring af levevilkår og uddannelse i stedet for investeringer i vækst. Derudover var det også i 1970 erne at NGO ere begyndte at dukke op, det havde årene forinden været et sjældent syn. I 1980 erne mærkedes oliekrisen stadig i industrilandene, hvilket medførte at der blev lagt pres på udviklingslandene for at få dem til at tilbagebetale lån, de tidligere havde optaget. Det skabte for alvor problemer i udviklingslandene, og de havde det hårdere end nogensinde før. Selvom industrilandene begyndte at sænke deres niveau af udviklingsbistand, steg antallet af NGO ere, og det betød, at nogle lande fik kompenseret for den tabte udviklingsbistand denne vej igennem. Der var dog langt fra nok til alle udviklingslandene. Det var i denne periode, at forskerne begyndte at fokusere på The micro-macro paradox, hvor de enkelte projekter godt kunne have en positiv effekt, mens udviklingsbistand generelt havde en negativ effekt. Der blev dermed sat fokus på de problemer, der kunne opstå i forbindelse med udviklingsbistand. I 1990 erne virkede det som om, donorerne var ved at miste interessen for udviklingsbistanden, og niveauet af ODA/NBI faldt. For at imødekomme dette problem, blev der afhold flere møder, som skulle danne grund for en aftale mellem DAC-landene og alle de donorer, der stod uden for samarbejdet. Det medførte, at der i 2000 var udarbejdet en liste over mål, som ønskedes opfyldt i 2015, de såkaldte MDG s. I 2000 og frem ændrede holdningen sig til udviklingsbistand drastisk, som følge af terrorangrebet mod USA i Donorerne fik troen på, at hvis det var muligt at give alle lande de samme muligheder ville incitamentet til at føre terrorkrig mod industrilandene bortfalde. Derfor steg ODA/BNI igen. Selvom holdningen blandt donorerne ændrede sig, fortsatte diskussionen blandt forskerne, og de var næsten mere uenige end de tidligere havde været. Desuden fik forskerne øjnene op for at undersøge effekten af donorernes samarbejde. 3. Udfordringer i forbindelse med udviklingsbistand Som nævn i ovenstående afsnit er der mange problemer og udfordringer i forbindelse med udviklingsbistanden. Et af de største problemer er, at få samarbejdet mellem de mange forskellige donorer til at fungere, så der ikke bliver udført projekter, som kan have indflydelse på hinanden og i værste fald modarbejde hinanden. Et af problemerne ved de mange forskellige donorer er også, at der er meget information og mange erfaringer, som ikke bliver delt, hvilket kan resultere i, at projekter, som er slået fejl for en donor, kan blive sat i gang igen af en anden. Dette er dog langt fra Side 20 af 49