Udviklingsbistandens effekter i Latinamerika

Transkript

1 HA Bæredygtighed 6. Semester Bachelorafhandling Forfatter: Niels Knudsen Studie nr Vejleder: Christian Bjørnskov Anslag: Bachelor Emne: Udviklingsbistand Udviklingsbistandens effekter i Latinamerika Aarhus Universitet Business and Social Science Department of Economic and Business Maj 2015

2 Abstract This thesis is about foreign aid and the effects of it. Earlier foreign aid was mostly treated as one summed transfer. However, since foreign aid have many different purposes, will I here treated as four different types. This gives the analysis a chance for a more varied understanding of the results. Because there are other value added in the different sectors in Latin-America than other areas, has the analyze focused on whether there are other effects in Latin-America than other areas receiving aid. The assignment will first give an overview of the foreign aid since the 1960's. The trends have been many and the attitude of foreign aid has changes quite a lot since the DAC establishment. There have been both up's and down's. The start 1960's were especially optimistic with relative high donations. Since then, aid has faded down until the 1970's, where it steadied until the start of the new century. After the 9/11 attacks there has been a rice in foreign aid, as aid is now also seen as a mean to support peace and stop war and violence around world. Foreign aid also appear with certain challenges, which I also describe. These are The Dutch Disease problem, then aid generates an over valuated currency, and then undermine the competitiveness, Fungibility that has the consequence of aid used to other purpose than intended. Causality and data validity is also described to insure on what assumptions the regression are made. In the analysis relevant national economic theory is described to explain the different effects fund in the estimations. The first estimation of aid effects on growth show for all recipient countries, that only aid given for reconstructions has direct positive effect on growth. Both aid given with economic- and social purpose have no significant effects on growth, as Bjørnskov (2013) also find. Secondly, there is made an estimation only with the 30 Latin-American countries, which show that especially the aid given with social purpose has a very significant impact on growth. The aid given with economic purpose to Latin-America has dubious effect, and is there by not further discuss, but it has an significance at about 10%. The reason why aid given with social purpose is effective in Latin-America seems to be the different absorptive capacities. Because of their history with import substitution industrialization strategy, there is another sector structure in Latin-America with a higher value added in the serviceand industry sector than is the case in other geographic areas. The social type of aid's direct positive

3 effect on growth indicates that there have been an demand after better-educated and therefore more effective labour. In the existence literature are there some disagreements, researchers have fund conclusions that not are the same. One discussion example is Hansen & Tarp (2000, 2001) and Mekasha &Tarp( 2012) which not agree with Doucouliagos & Paldam (2008). Based on the discussion indicates something on that they not are using the precise same observations, and maybe neglect some. Further more in the discussion are there examples there other researchers, with other kinds of methods find that foreign aid as unitary, has no effects at economic growth.

4 Indholdsfortegnelse 1 Indledning Problemformulering og Formål Underspørgsmål Afgrænsning Metode Sekundær data/ litteraturvalg Struktur Definitioner Udviklingsbistanden igennem tiderne 'erne 'erne 'erne 'erne 'erne til nu Delkonklusion på udviklingsbistandens historie Udfordringer forbundet med udviklingsbistand The Dutch Disease Fungibilitet Data Kausalitet Konklusion på udfordringerne Udviklingsbistandens effekt på baggrund af forskellige formål Teori Dataafsnit Modellen Resultater Delkonklusion på analysen Diskussion af udviklingsbistandens effekter Delkonklusion på diskussionsafsnittet Konklusion Perspektivering Biblografi... 39

5 1 Indledning Udviklingsbistanden er gennem de seneste årtier blevet et yderst omdiskuteret emne. Især effekten af udviklingsbistand er blevet et interessant spørgsmål. I 2005 vedtog EU parlamentet, at de i 2015 vil give mindst 0,7 af BNI i udviklingsbistand, hvilket også er FNs målsætning for alle udviklede medlemslande(oecd.org1). At de er blevet enige om at donere en mængde i denne størrelse, gør spørgsmålet om udviklingsbistand har nogen effekt yderst relevant. Udover EU's medlemslande og de rige lande i FN er der gennem de sidste årtier kommet en anden seriøs spiller på udviklingsområdet. Non-Governmental Organisations(Ngo'er) som har haft stigende donationer, fælles for både donorlande og Ngo'er er, at de ønsker at forbedre levestandarden for verdens fattige mennesker. Dog har donorlandene haft større fokus på økonomisk udvikling, der på lang sigt skulle skabe velstand og derved forbedre levevilkårene i modtagerlandene. Ngo'er og traditionelle donorlandes formål har derfor ikke altid været helt ens, da de fleste Ngo'er ofte er mere socialt og humanitært orienteret i deres arbejde. Denne forskel kan medføre, at de i visse situationer kan gå ind og modarbejde hinanden, selvom de i sidste ende har samme mål. Tidligere og oftest er udviklingsbistand blevet analyseret som en samlet faktor eller alternativt i enkelte projekter. Senere har Bjørnskov (2013) og Clemens et al. (2012) set på udviklingsbistand med opdelte typer på baggrund af udviklingsbistandens formål. De undersøger, hvorvidt der er forskel på de forskellige formåls påvirkning af væksten i udviklingslandene. Denne tilgang kan give et mere nuanceret billede af udviklingsbistandens effekter, da dette ikke nødvendigvis resultere i enten eller, hvilket derfor kunne være en relevant tilgang at arbejde videre med. En anden vinkel, der også kunne skabe et endnu mere nuanceret billede af udviklingsbistandens effekter, kunne være en geografisk opdeling ved at undersøge, om et geografisk områdes effekter differentierer sig fra de samlede modtagerlande. Den umiddelbare mest væsentlige problemstilling med udviklingsbistand er, hvorvidt der er en positiv kausal sammenhæng imellem den udviklingsbistand, der bliver doneret, og om dette skaber økonomisk vækst. Der er lavet mange studier om udviklingsbistandens påvirkning, men det findes relevant at undersøge, om de forskellige typer udviklingsbistand har forskellige effekter alt efter, hvor de bliver doneret. Kan det eksempelvis påvises, at en type udviklingsbistand har positive effekter nogle geografisk områder men ikke andre. Hvis bistanden ikke har en positiv effekt på 1 af 41

6 væksten eller måske en negativ effekt, hvorfor bliver den så givet? Dette er blandt andet nogle af de spørgsmål, der i nærværende afhandling vil arbejdes med. 1.1 Problemformulering og Formål Som beskrevet i indledningen er der visse problemstillinger i forbindelse med udviklingsbistand. Derfor er det være relevant at se på, om udviklingsbistand gavner eller hæmmer modtagerlandets vækst, og om der kan siges noget bestemt om forskellige områder. Latinamerika er eksempelvis et område, der kunne være væsentligt at undersøge. Oftest opfattes Latinamerika ikke som verdens fattigste, da Afrika er førende på denne front. Trods dette har alle Syd- og Latinamerikanske lande modtaget udviklingsbistand, hvorfor det kunne være relevant, at undersøge om det har haft nogen effekt. Problemformuleringen er derfor: Har de forskellige udviklingsbistandstyper en positiv effekt på væksten i modtagerlandene, og er der forskel på effekterne i Latinamerika og resten af verden? Derudover vil afhandlingen forsøge at svare på en række underspørgsmål, der er relevante i forhold til udviklingsbistand og problemformuleringen Underspørgsmål Hvad er udviklingsbistand? Hvordan har den været givet igennem nyere tid? Hvilke udfordringer forekommer der i indsamling, evaluering og donation af udviklingsbistand? Hvis udviklingsbistanden har en effekt på væksten, hvilke andre variable har dermed også en positiv eller negativ effekt? Hvordan kan det være, at der blandt forskere er uenighed om udviklingsbistandens effekter? Hensigten med analysen er at undersøge, om de forskellige formål udviklingsbistanden bliver doneret med, har forskellige effekter på den økonomiske vækst i modtagerlandet. Derudover bliver det undersøgt, hvorvidt der er forskelle på alle modtagerlande og kun de Latinamerikanske. 1.2 Afgrænsning Denne afhandling vil ikke behandle evalueringer og tests på enkelte projekter i modtagerlandene men derimod teste på de samlede flow udviklingslandene har fået. Dette betyder, at det i afhandlingen udelukkende vil være økonomiske mål, der testes på og undersøges. Derfor vil der kunne være eventuelle humanitære eller lignende effekter af udviklingsbistanden, som i denne 2 af 41

7 afhandling ikke vil blive diskuteret. Tidsmæssigt bruges der data tilbage fra Det ville have været muligt indhente ældre data, men for at få de mest valide data er der set bort fra observationer fra før 1975, da disse anses for at kunne være med mange fejl og mangler. 1.3 Metode Der vil i bachelorafhandlingen tages udgangspunkt i både kvantitativ metode samt intuitiv forståelse af forskellighederne blandt Latinamerika og udviklingslandene. Den kvantitative del af analysen vil blive bygget på en regressionsanalyse. Denne analyse vil blive benyttet, da den muliggør at teste på effekten af flere forskellige faktorer. Regressionsanalyse tester på de gennemsnitlige effekter, hvilket fordrer at de resultater, der udarbejdes kan generaliseres. Til forståelse af resultaterne vil bruges nationaløkonomisk teori fra den eksisterende litteratur, der kan være behjælpelig til at forstå baggrunden for effekterne af udviklingsbistanden Sekundær data/ litteraturvalg Udviklingsbistand er ikke et emne, der er skrevet meget om i faglige teoretiske bøger, derfor er der mere gjort brug af artikler fra tidsskrifter og journaler. Forskere skriver en afhandling, efter de har forsket i et bestemt område, hvilket inden publikationen hedder working paper. Dette fordrer, at hvis man vil have den nyeste viden på området, må working papers benyttes, da de grundet en lang publiceringsprocessen er den nyeste viden på det aktuelle emne. I afhandlingen vil teoretiske bøger blive brugt som referencer i det omfang, det har været relevant for opgaven. Derudover er der brugt historisk fakta fra pålidelige hjemmesider som eksempelvis OECD.org og publikationer fra samme. Størstedelen af litteraturen er grundet ovenstående forklaring artikler om udviklingsbistand eller nationaløkonomisk teori. 1.4 Struktur I det følgende afsnit vil der argumenteres for den valgte struktur igennem afhandlingen. Først er der lavet en historisk beskrivelse af udviklingsbistanden for at give en god forståelse af, hvordan holdningen og formålene har ændret sig gennem tiderne. Dette er væsentligt, da det giver et overblik over udviklingsbistandens trends og de grundlæggende tanker bag. Dernæst er der lavet et forklarende afsnit om de generelle udfordringer og problematikker, der ofte er i forbindelse med donationerne til udviklingslandene. Dette afsnit har en kildekritisk vinkel med et underafsnit om data. Derudover skal det bruges i analysen som støtte til teorien i forklaringerne af de forskellige effekter, som udviklingsbistanden har eller ikke har. Dernæst følger analysedelen, hvor der først vil 3 af 41

8 være et teoriafsnit om den valgte teori, der senere vil benyttes. Efter analysen vil der udarbejdes et diskussionsafsnit, hvor udviklingsbistandens effekter vil diskuteres ud fra, hvad eksisterende litteratur mener, samt konklusionerne der er lavet i analysen. Det er formålet med denne struktur at opbygge opgaven fra et taksonomisk lavt niveau i den beskrivende del, til et højere taksonomisk niveau i de konkluderende, diskuterende og perspektiverende dele af afhandlingen. 1.5 Definitioner OECD: Organisation for Economic Co-operation and Development er grundlagt i 1961 af 18 Europæiske lande samt USA og Canada. I dag har OECD 34 medlemmer, hvoraf størstedelen stadig er Europæiske lande men inkluderer også Asiens og Stillehavsområdets udviklingslande som Chile, Mexico og Tyrkiet. (oecd.org2) industrilande samt DAC: Developement Assistance Committee (DAC) er en udviklingskomite bestående af 29 af de 34 OECD lande, hvor de mindst udviklede lande som Chile, Mexico, Tyrkiet, Israel og Estland ikke er medlem af. ODA: ODA står for Official Development Assistance, som i internationale sammenhænge bruges om den udviklingsbistand, der gives fra DAC landenes regeringer. Det vil sige, at ODA ikke betegner den samlede donerede udviklingsbistand, da bistand fra Ngo'er ikke er medtaget i ODA beløbet. Derudover er udviklingsbistand fra lande, der ikke er en del af DAC landene heller ikke inkluderet. Dog siger ODA en del om, hvilke tendenser der er i udviklingsbistanden, da disse "gamle" donorer fortsat donerer en stor del af den samlede udviklingsbistand (OECD 2011). Multilateral udviklingsbistand: Den udviklingsbistand der doneres af Ngo er. Bilateral udviklingsbistand: Den udviklingsbistand der doneres af donorlande. 2 Udviklingsbistanden igennem tiderne Nedenstående afsnit vil omhandle udviklingsbistandens udvikling fra 1960 til nu. Der vil både tages udgangspunkt i mængden af den donerede udviklingsbistand, hvem der har været donorer, og hvilke formål udviklingsbistanden er givet med igennem de sidste 50 år. Grunden til at denne beskrivelse af udviklingsbistanden starter i netop 1960'erne, er at OECD her bliver etableret. Forinden fandtes OEEC, som var The Organisation for European Economic Cooperation, der skulle lede genopbygningen af kontinentet, der havde været hærget af krig. 4 af 41

9 Derefter blev OECD i 1961 skabt af USA, Canada og OEEC-landene fra Europa (oecd.org3). Der er flere årsager til, at udviklingsbistanden ikke bliver beskrevet inden Den primære årsag er, at analysen tager udgangspunkt i data fra 1975, hvor et tilbageblik helt tilbage til 1930'erne antages mindre relevant for udviklingen i 1975 og frem. Derudover er det begrænset med litteratur inden 1960'erne, og den der forekommer vurderes ikke stærk, da fokusset på dataindsamling var begrænset ind DACs oprettelse. " The world of development has changed radically since the Development Assistance Committee (DAC) of the Organization for Economic Co-operation and Development (OECD) was established in 1961." (OECD 2011, s. 15). Figur 1: Kilde: (OECD 2011) I figur 1 ovenfor ses udviklingen i både total ODA og ODA procentvise andel af brutto nationalt indkomst (BNI) fra 1960 til Det kan tydeligt bemærkes, at der har været en væsentlig ændring i både det totale ODA og den procentvise andel af BNI. ODA/BNI falder drastisk fra 1960 indtil starten af 1970'erne, hvorefter det nogenlunde stabiliseres på et niveau omkring 0,30 % af BNI indtil starten af 1990'erne. Derefter falder den endnu et niveau, og indtil 2010 stiger den langsomt til omkring 0,30%. Det kan også ses i figur 1, at det totale ODA i 2009 fastepriser har ændret sig fra 1960 til Det totale ODA steg fra omkring 40 milliarder i 1960 til ca. 80 mia. tidligt i 1990'erne, herefter faldt den kortvarigt, inden den steg drastisk til op på 129 mia. i Nedenfor vil der laves en beskrivelse af udviklingsbistanden opdelt i de enkelte årtier. Hertil vil årsagerne, der har været skyld i ændringerne i både ODA og ODA af BNI forklares. 5 af 41

10 'erne I starten af 1960'erne blev omkring 30 gamle kolonier selvstændige lande, hvor størstedelen var afrikanske. Denne forandring medførte, at især disse afrikanske lande havde brug for støtte i flere former fra industrilandene, som primært var dem, der etablerede DAC samarbejdet. Dette øgede behov for udviklingsbistand og flere nye selvstændige stater førte til det, der betegnes som udviklingsbistandens "glory years", hvor de nye lande skulle lære at være selvstændige. Den udviklingsbistand industrilandene donerede til udviklingslandene var dog ikke uden bagtanke. Donorlandene krævede ofte, at modtagerlandet skulle købe vare i donorlandet, hvilket førte til at de fik væsentligt mindre for de donerede penge. De "fastlagte" penge betød, at vare og service kostede imellem 15-30% mere end den frie verdenspris. Især fødevarer var meget dyre og kostede op mod 40% mere, hvilket fordrede at udviklingsbistandens effekt var væsentligt mindre, end hvis midlerne var givet, så disse kunne blive brugt effektivt (OECD 2011). Inden 1960'erne var det lidt et problem, at ingen af industrilandene på dette tidspunkt havde overblik over, hvor meget udviklingsbistand de enkelte modtagerlande fik, og der stort set ikke var nogen form for samarbejde imellem donorlandene. Dette kunne medfører meget skæve fordelinger af udviklingsbistand uden, at det nødvendigvis var bevidst. Denne problematik var DAC med til at løse, da alle overførsler skulle rapporteres til DAC, og at de begyndte at foretage samlede evalueringer for deres medlemslande. (OECD 2011) En af de mest omdiskuterede modeller i forbindelse med udviklingsbistand, The Two Gab Model er udviklet i dette årti (Chenery & Strout 1966). Denne model har været med til at retfærdiggøre udviklingsbistandens eksistens, da udviklingsbistanden ifølge denne model førte til vækst. The Two Gab model vil blive uddybet i teoriafsnittet senere. At udviklingsbistanden var relativt høj i dette årti, kan muligvis skyldes optimismen til udviklingsbistanden, og troen på at det havde en positiv effekt. En anden forklaring kunne ligeledes være, at midlerne var "bundet" til donorlandene og dermed garanteret, at midlerne skulle bruges på deres produkter. Når udtrykket "relativt højt" anvendes, refereres der til ODA's andel af BNI i donorlandene, hvilket var på sit højeste i denne periode 'erne Den optimisme og entusiasme der havde været til stede i både 1950'erne og 1960'erne for udviklingsbistand, og som blev kaldt udviklingsbistandens "glory years" fadede ud. 1970'erne blev en periode, hvor udviklingsbistanden opfattes med større skepsis. Den mindskede optimisme 6 af 41

11 skyldtes blandt andet, at donorlandene ikke oplevede den ønskede effekt af deres investeringer, hvilket førte til ændringer i investeringerne. Tidligere havde de investeret meget i infrastruktur og andre strukturelle områder i udviklingslandene. Efter 1970'erne begyndte de at ændre udviklingsbistanden for at forbedre de grundlæggende menneskelige behov, fordi DAC-samarbejdet håbede at dette ville skabe fundamentet for vækst. Hele den opfattelsesændring af udviklingsbistandens effekt skyldtes måske oliekrisen i 1973, da denne ikke kun ramte udviklingslandene. Industrilandene blev også berørt af oliekrisen, hvor den relativ stærke vækst, som landene havde haft siden 2. verdenskrig, faldt drastisk. Fokusset blev ændret, idet DAC havde en forhåbning om, at uddannelse til de fattigste ville gavne udviklingslandene mere end investeringer i infrastruktur, når den igangværende krise var ovre. I 1970'erne startede Ngo'er, der arbejdede med udviklingsarbejde. Dette førte til en ny vinkel på udviklingsarbejdet, hvor økonomiske formål ikke altid blev vægtet højest, men hvor menneskelige behov oftest fandtes vigtigere at forbedre end økonomiske vækst (OECD 2011). Den mindskede optimisme, der var tilstede i 1970'erne, kan også forbindes med, at forskere begyndte at undersøge, om udviklingsbistanden havde en positiv effekt. Papernek (1972) publicerede i 1972 hans forskning, hvori han blandt andet fandt ud af, at udviklingsbistand altid var direkte skadende, for det udviklingsland der modtog denne. Selvom hans arbejde er over 40 år gammelt, bliver det stadig brugt som reference i litteraturen 'erne I 1980'erne kunne oliekrisen fortsat mærkes i de lande, der var med i DAC samarbejdet. Dette førte til, at de krævede tilbagebetaling for deres lån ydet til udviklingslandene tidligere. Dette betød, at flere udviklingslande kom i alvorlige finansielle problemer. I 1982 gik Mexico eksempelvis konkurs, da landet ikke formåede at tilbagebetale de lån, de havde, hvilket skabte problemer ned igennem det meste af Sydamerika. Da udviklingslandene ikke formåede at tilbagebetale deres lån, blev der i DAC-landene stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt udviklingsbistanden havde den ønskede effekt, eller om udviklingsbistanden ville bruges til, at tilbagebetale gælden udviklingslandene havde (OECD 2011). Blandt forskere var der også uenighed om, hvorvidt udviklingsbistand ville have en effekt eller ej. Dette førte til nye opfattelser af udviklingsbistanden, og "Mikro-Makro" paradokset blev formuleret (Mosley 1986). Paradokset omhandlede, at en analyse på mikro-niveau kunne resultere i en klar sammenhæng i mellem udviklingsbistand og vækst. Når der så blev lavet en makro analyse over 7 af 41

12 hele landet, gav det modsatte resultater, hvilket betød, at udviklingsbistanden ofte ikke havde effekt på væksten. Dette førte blandt andet videre til diskussionen omkring fungibilitet. Dette fik det internationale samfund til at komme med to centrale ideer som problemløsere. Først skulle der skabes økonomisk stabilitet i landet ved at få styr på finanspolitisk ubalance, hvilket primært omhandlede, at staterne ikke skulle bruge flere penge, end de havde. Den anden idé var at de fundamentalt skulle lave strukturreformer, hvor især at liberalisere handel var vigtigt. Udviklingsbistanden blev fortsat givet med flere betingelser, hvor især de mere langsigtede fordele stadig var meget uklare (OECD, 2011). Selvom der i starten af 1970'erne blev etableret Ngo'er der arbejde med udviklingsarbejde, var det i 1970'erne forholdsvis begrænset, hvilken indsats der blev lavet af disse. Ngo'er der beskæftigede sig med udviklingsarbejde, øgede deres kendskab og aktiviteter meget i gennem 1980'erne. Dette førte til, at mennesker i industrilandene for alvor fik øjende op for situationen, hvilket derved fordrede private donationer og generelt en større interesse blandt private i DAC-landene. Da der begyndte at forekomme både multilaterale og bilaterale bistand, blev hele problematikken omkring samarbejde og koordinering igen et problem. De midler Ngo'erne donerede, blev ofte ikke koordineret med den bilaterale bistand. Derfor kunne der opstår stor forskel på, hvor meget udviklingsbistand en bestemt sektor eller et land modtog. Dette havde visse bureaukratiske ulemper og skabte lidt kompleksitet, men til gengæld kom der nye midler og ideer til, hvordan udviklingsarbejde og bistand kunne doneres, hvilket kan ses som en revolution indenfor udviklingsbistand (OECD, 2011) 'erne Murens fald og Sovjetunionens kollaps skabte store ændringer i motiverne for at give udviklingsbistand. Inden 1989 havde DAC-landene blandt andet det motiv for donationerne af udviklingsbistand, at udviklingslandene ikke skulle samarbejde med Sovjetunionen. Dette motiv for udviklingssamarbejdet forsvandt meget hurtigt, hvilket også kan fremgår af figur 1, hvor ODA andelen af BNI faldt igennem 1990'erne. Der var ikke længere de samme geopolitiske motiver for at støtte de traditionelle udviklingslande. De strukturelle ændringer i Central og Østeuropa skabte ligeledes et øget behov for støtte til både politiske og økonomiske problemer i forlængelse af Sovjetunionens kollaps. Blandt andet steg antallet af fattige i de tidligere Sovjetstater fra 2 millioner før murens fald til op mod 58 mio. kun 3 til 5 år efter. Denne fattigdomsstigning nær de Europæiske DAC-lande samt motivet for at få de gamle Sovjetstater over på den "rigtige side" set fra DAC 8 af 41

13 landenes synspunkt, negligerede de traditionelle udviklingslande, hvorfor udviklingsbistanden dertil faldt. At den bilaterale udviklingsbistand faldt igennem 1990'erne, havde store konsekvenser for udviklingslandene. Der var dog meget fokus på Asien og Sydamerika, hvilket gjorde at de formåede at øge deres multilaterale udviklingsbistand, som var med til at mindske faldet i det samlede niveau af udviklingsbistand. Dog gik det værre ud over de afrikanske lande, der ikke formåede at få samme mængde donationer fra private og Ngo'er. I 1990'erne blev der sat stadig større spørgsmålstegn ved den traditionelle udviklingsbistands virkning. Dette var dog en diskussion, der havde fundet sted tidligere, men den øgede donorlandenes interesse (OECD 2011). Dette førte til, at man i 1996 i DAC indgik en aftale, der hed; Shaping the 21st Century: The Contribution of Development Co-operation, der opsummerede tidens tanker om udviklingsbistand til to kernebegreber. At skabe nogle gode partnerskaber mellem DAC-landene som donorer og udviklingslandene som modtagere for at gøre udviklingsbistanden mere effektiv. Derudover skulle der skabes mål, der var inspirerende og realistiske for såvel donorer som modtagere (OECD 1996). Udover samarbejdet imellem donorlandene i DAC og udviklingslandene blev der også sat fokus på samarbejdet donorerne imellem. Dette skyldtes, at der var blevet flere donorer, der stod udenfor DAC-samarbejdet. De nye donorer kunne være Ngo'er eller lande, som tidligere selv havde modtaget udviklingsbistand og nu var begyndt at donere. Denne aftale kom senere til at danne rammen for det, der i dag kendes som Millinium Development Goals (MDG) fra MDG er i dag fortsat rammen for, hvordan udviklingsbistand bør gives, og med hvilke mål de gives med. MDG er otte forskellige mål skabt ved Millinium topmødet i Forenede Nationer (FN) i 2000, som alle medlemslande har accepteret. De otte fælles mål var mål for, hvordan situationen på visse parametre skulle se ud i 2015, og er siden 2000 årligt blevet evalueret i The Millinium Development Goals Report (OECD 2011) 'erne til nu Efter nullerne begyndte holdningen til, hvordan udviklingsbistanden blev givet igen at ændre sig. Før havde det vigtigste været, hvor meget udviklingsbistand der blev doneret, men i det nye årtusinde blev der sat større fokus på, hvor meget udviklingsbistand hvert land modtog. Udviklingsbistanden skulle endvidere også gavne nogle humanitære og menneskelige behov, samt doneres så effektiv som muligt (OECD 2011). Som nævnt var bistanden tidligere ofte givet med det formål at støtte landene til økonomisk vækst. Dette vil nærmere studeres i analyseafsnittet, hvor der 9 af 41

14 testes på de forskellige formål opdelt i typer. Ydermere var store dele af udviklingsbistanden tidligere givet som "bundne" midler, der gjorde de ikke blev benyttet mest effektivt, hvilket også var et mål at forbedre. Efter terrorangrebet i 2001 i USA blev der tilføjet en ny vinkel på udviklingsarbejdet og formålet, hvormed udviklingsbistand blev givet. Før havde det ofte været formålet med udviklingsbistand at skabe bedre vilkår for menneskene i udviklingslandene, hvor det efter 11. september også blev givet med det formål at skabe fred i verden. Denne ændring kom, da man mente, at det ikke var muligt at skabe en verden uden vold, terror og konflikter medmindre man befriede den for eksklusion og ulighed, hvor der skulle være muligheder for alle (OECD, 2011). Derfor steg udviklingsbistanden også fra 2000 til 2010 i både ODA og ODA af BNI. Det store udsving i år 2005 skyldtes især, at der blev eftergivet en del gæld til Nigeria og Irak, hvilke blev ført som udviklingsbistand (oecd.org4). Efter udviklingsbistanden igen begyndte at stige, blev der diskuteret meget, hvordan den blev effektiviseret så meget som muligt. Det endte i 2005 med fem effektiviseringsprincipper, som hed "The Paris Declaration on Aid Effectiveness, hvis fundament egentligt stammede fra "Shaping the 21st Century: The Contribution of Development Co-operation aftalen i 1996, der i 2000 førte til "Millinium Development Goals". De fem principper blev opstillet som en guide til, hvordan udviklingsbistand skulle blive en succes, så der kom nogle positive resultater ud af den (OECD 2011). De fem principper til effektivisering af udviklingsbistanden fra The Paris Declaration on Aid Effectiveness (2005) er som følger: Ejerskab: Udviklingslande skal sætte deres egne strategier for udvikling, forbedring af institutioner og mindskelse af korruption for at give landene et større ejerskab. Tilpasning: Donorlandene skal efterleve at bruge deres midler, så de støtter op om udviklingslandets egen strategi, og de skal ligeledes benytte sig af det lokale system og ikke skabe et parallelt system for udviklingsarbejde. Harmonisering: Donorer skal samarbejde og dele information, så to donorer ikke modarbejder hinanden, og derved undgår at begå dobbeltarbejde. Hvis en donor har lavet en fejl, kan andre donorer lære af denne i stedet for selv at begå samme. 10 af 41

15 Resultatstyring: Udviklingslandene og donorerne skal i fællesskab have fokus på at indsamle og producere målbare resultater, så disse kan bruges til evaluering. Gensidig ansvarlighed: Både donorer og udviklingslande skal være ansvarlige for, at der kommer udviklende resultater. Blandt de videnskabelige artikler der er skrevet siden 2000, er der stadig diskussion omkring, hvor effektiv udviklingsbistanden er, og som reelt virker ønskværdigt. Forskerne er ikke helt enige, idet blandt andet Hansen og Tarp (2000, 2001) argumenterer for, at udviklingsbistand generelt har en positiv effekt på væksten. Andre dele af forskerfeltet mener at kunne dokumenterer, at udviklingsbistand overordnet ikke har nogen forklarende effekt på væksten (Rajan and Subramanian, 2008; Doucouliagos and Paldam, 2008, 2010). Diskussionen, omkring hvordan forskere med samme data kan komme frem til forskellige resultater, bliver taget op efter analysen. 2.6 Delkonklusion på udviklingsbistandens historie Ved at se tilbage på udviklingsbistanden fra 1960 til 2015 kan det konkluderes, at der har været skiftende holdninger og tilgange til udviklingsbistand igennem tiderne. 1960'erne ses som værende "the glory years", hvor DAC samarbejdet blev startet, og optimismen og entusiasmen var stor. Indtil 1970'erne var der meget fokus på den økonomiske støtte til udviklingslandene. Entusiasmen dalede i 1970'erne og 1980'erne, da resultaterne på væksten udeblev. Grundet krisen i resten af verden samt konsekvensen af, at udviklingsbistanden ikke havde den ønskede effekt, ændrede udviklingsarbejdets fokus til at forbedre levevilkår og uddannelse for de fattigste i verden i forhåbning om, at dette ville føre til vækst, når krisen var ovre. I 1970'erne kom der internationale Ngo'er der beskæftigede sig med udviklingsarbejde, hvilke for alvor spillede en større rolle i løbet af 1980'erne. Derudover var 1980'erne plaget af store gældsproblemer i udviklingsverdenen, specielt Latinamerika var hårdt ramt. Efter murens fald i 1989 ændrede donorlandenes interesse og geopolitiske motiver sig meget, hvilket også havde stor effekt på udviklingsbistanden. Der var ikke længere samme motiver for at samarbejde med de traditionelle udviklingslande, da Sovjet var kollapset. Da de tidligere Sovjetstater i Central- og Østeuropa havde en turbulent tid efter murens fald, blev behovet for støtte hertil øget. Derudover var de mindskede motiver til at være allierede med de traditionelle udviklingslande, medvirkende til at deres donationer blev mindsket væsentligt. I både Latinamerika og Asien var der dog flere Ngo'er og private, der gik ind og mindskede dette fald ved at donere hertil. Dette var ikke tilfældet i Afrika, der igennem 1990'erne fik væsentligt 11 af 41

16 mindre i udviklingsbistand end tidligere. I 1990'erne var også årtiet, hvor fundamentet for både Paris aftalen 1 i 2005 og MDG blev grundlagt. I 1996 blev der indgået en aftale for, hvordan udviklingsarbejde i det 21. hundrede skulle udformes. Kernebegreberne var, at der skulle skabes godt samarbejde imellem donorer og de udviklingslande, der modtog midler, samt at udviklingsbistanden skulle gives, så den blev så effektiv som mulig. Dette var fundament for MDG, der var de 8 fælles mål, blev udarbejdet i 2000 med målsætning til Efter 11. september 2001 kom der en ny væsentlig vinkel på udviklingsbistand, da den herefter også skulle bruges som middel til at skabe fred i verden. I 2005 blev Paris aftalen lavet, der skulle sikre, at udviklingsbistanden blev så effektiv som muligt. Dette blev udformet med fem principper, der skulle sikre en effektivisering, så udviklingsbistanden kunne skabe effektive resultater. 3 Udfordringer forbundet med udviklingsbistand Som beskrevet i det sidste afsnit kan der være problemer med så mange forskellige donorer af udviklingsbistand, der er ikke altid formår at samarbejde og lære af andre donorers fejl. Endvidere kan dette føre til, at donorer modarbejder hinanden, hvilket har konsekvenser for udbyttet af donationerne. Nedenfor er yderligere udfordringer i forbindelse med udviklingsbistand beskrevet, både overvejelser inden udviklingsbistanden doneres men også i forbindelse med de analyser, der bliver lavet på området, og den analyse der senere vil blive udarbejdet i denne afhandling. 3.1 The Dutch Disease Flere studier igennem tiderne har påvist, at udviklingsbistand kan skabe The Dutch Disease (Rajan and Subramanian, 2011). The Dutch Disease skader konkurrenceevnen, hvilket har effekt på både eksport og produktion i det enkelte land. Når udviklingsbistanden udbetales til et land, fører dette til, at valutaen bliver mere efterspurgt, da det kræver denne valuta for at veksle fra donorlandets valuta til modtagerlandets. Denne øgede efterspørgsel kan fordre stigende valutakurser, hvilket kan opfattes, som om at valutaen bliver overvurderet. En overvurderet valutakurs fører til, at det enkelte lands vare bliver relativt dyrere for de omkringliggende lande, hvilket kan medfører, at udviklingslandets ellers begrænsede eksport bliver endnu mindre, og i værste tilfælde må produktionerne lukke ned. Derved kan udviklingsbistandens formål modarbejde sig selv, da lukning af produktion ofte ikke skaber vækst tværtimod. Rajan and Subramanian (2011) har påvist af 1 The Paris Declaration on Aid Effectiveness, af 41

17 historiske erfaringer, at udviklingsbistand kan skabe the Dutch Disease i et modtagerland. Der er dog også bevist, at det ikke nødvendigvis gør dette. Joong et al. (2012) har svært ved at konkludere præcis, hvad årsagen er, men han antyder, at valutakurspolitikken og derved også pengepolitikken i modtagerlandet spiller en rolle. For at undgå at blive ramt af The Dutch Disease skal man have fokus på valutakurspolitikken i det enkelte modtagerland, da han finder at lande med mindre overvurderede valutakurser, har en positiv sammenhæng mellem vækst i eksport og BNP pr. person ved udviklingsbistands modtaget (Joong et al, 2012). 3.2 Fungibilitet Fungibilitet er et problem ved udviklingsbistanden, der i en lang periode har været velkendt. Udfordringen er at, udviklingsbistanden er overførbar, hvilket vil sige modtagerlandet kan flytte midler fra et område til et andet. Fungibilitet stammer fra ordet fungus på latin, der betyder svamp. Billedligt kan en svamp overfører vand fra et område til et andet. Det samme gør sig gældende for den pågældende stat, der kan flytte de donerede midler fra et område til et andet. Når forskere har forsøgt at analysere problemet, er der ofte brugt indifferencekurver og nyttemaksimering. Indifferencekurve og nyttemaksimering er kendt fra mikroøkonomi, hvor de viser, hvilken nytte en ændring har, hvor nytten ikke bliver større, hvis man rykker sig på samme indifferencekurve. Udviklingsbistanden er givet med det formål, at modtagerlandet for nytte af denne, og at modtagerlandet derfor gerne skulle flytte sig fra en indifferencekurve til en anden, efter udviklingsbistanden er givet. Her opstår fungibilitetsproblemet, når et land modtager støtte til eksempelvis udvikling af ny teknologi, hvilket kan flytte landet fra en indifferencekurve til en anden højere. Hvis modtagerlandet derimod vælger at omprioritere midlerne, så de i stedet øger militæret eller lignende, kan dette føre til at modtagerlandet flytter sig op af den nuværende indifferencekurve, hvilket ikke fører til en større nytte for landet (Pack & pack 1993). Udfordringen er derfor, at selvom et donorland vælger at investere i eksempelvis uddannelse, kan modtagerlandet vælge enten at stoppe egne investeringer i denne sektor, nedprioriterer investeringerne så de fortsat har samme niveau trods udviklingsbistand givet til dette bestemte område eller vælge at øge investeringerne på det enkelte område. Fungibilitet kan derfor have den konsekvens, at politikere i modtagerlandet vælger at omprioritere de modtagne midler og bruge de frigivne midler til et mere populært formål, der ikke vil have den ønskede effekt med at reformere og skabe langsigtede investeringer. Dette kan derfor medføre, at et 13 af 41

18 donorlands udviklingsbistand bliver brugt på aktiviteter udenfor giverlandets interesser (Werker, Ahmed and Cohen, 2009). 3.3 Data Valide data er også en nævneværdig udfordring med udviklingsbistanden. Det kan blandt andet være svært at indsamle data til evaluering. En af de store udfordringer er, at det kan være svært at finde observationer, der kan beskrive situationen både med og uden udviklingsbistand. Dette kan gøre det svært at teste på effekterne, hvilket bliver nærmere beskrevet i afsnittet om kausalitet. Et andet problem kan være, at det enkelte udviklingsland har bias i forhold til enten at modificere dataene, så de bliver undervurderet for at få mere i udviklingsbistand i forhold til fordelingen udregnet på baggrund af the Two Gab model. Eller alternativt kan der være en fare for, at de pynter på tallene for at få flere udenlandske investorer. Alt andet lige vil der blive investeret mere i et land med højere mere vækst. Argentina er eksempelvis et land, der er blevet beskyldt for, at have lavet en overvurdering. AidData, hvor dataene kommer fra, opfattes dog som en pålidelig kilde, der er et godt alternativ til OECD/ World Bank data (Nielson at all, 2011). 3.4 Kausalitet I undersøgelse af udviklingsbistand ledes der ofte efter kausale sammenhænge, hvilket det også forsøges i denne afhandling. I forbindelse med at søge efter kausale sammenhænge opstår der også problemer, der kan føre til fejlfortolkninger af resultaterne, da alle tænkelige variable ikke kan medtages i analysen. Det antages derfor, at de ikke medtaget variable alt andet lige er konstante. Denne antagelse er en forudsætning for at kunne lave økonomiske analyser af kausale sammenhænge. De udarbejdede modeller kan derfor blive lidt urealistiske, da det er utænkeligt, at alle variable der ikke er medtaget i modellen er konstante. Det kan især blive et problem, hvis en variabel der påvirker modellen, antages for værende konstant, da resultaterne derved vil være kunstige. Når der testes på årsagssammenhæng mellem udviklingsbistand og økonomisk vækst, er det kun estimater på variablerne, hvilket man bør være særligt opmærksom på, når resultaterne forklares. Alt kan derfor ikke nødvendigvis forklares ved hjælp af en regressionsanalyse (Doucouliagos & Paldam). 3.5 Konklusion på udfordringerne Der er som ovenfor beskrevet en del udfordringer i forbindelse med donationer af udviklingsbistand. Et er at de mange forskellige donorer ikke altid formår at koordinere deres 14 af 41

19 erfaringer videre til andre donorer, da derfor kan lave samme fejl. Endvidere kan mange forskellige donorer komme til at modarbejde hinandens interesser, hvis de ikke samarbejder og eventuelt har modstridende interesser. En anden udfordring er at skaber The Dutch Disease i det enkelte land, hvilket dækker over, at konkurrenceevnen bliver forværret på grund af udviklingsbistanden. Dette kan ske ved, at et donorlands udviklingsbistand skal veksles til modtagerlandets valuta, hvilket i visse tilfælde fører til en overvurdering af landets valuta. Når et modtagerlands valuta bliver mere efterspurgt grundet udviklingsbistanden kan dette lede til, at valutakursen stiger. Varer fra landet vil derfor blive relativt dyrere for omverdenen og skade eksporten i det pågældende land, der har modtaget udviklingsbistand. Desuden kan der opstå en fungibilitets udfordring, når et donorland giver udviklingsbistand med bestemte formål, der gerne skulle forbedre situationen i et land med investeringer eller effektiviseringer. Her kan modtagerlandet vælge at omprioritere de modtagne midler, og bruge dem eller andre frigivne midler til andre formål. Et kendt eksempel kan være, at regeringen bruger midler øremærket til investeringer på forbrug i stedet, hvilket ofte ikke er hensigten fra donorlandet. Til sidst er to udfordringer kausalitet og valide data, som er lidt beslægtede. Kausalitets udfordringen er, at det kan være svært at sige noget om udviklingsbistandens effekter, da man ikke ved, hvordan det ville have set ud uden udviklingsbistanden i det enkelte land. Ud over kausalitet er også valide data en udfordring i forbindelse med evaluering af udviklingsbistanden, både fordi det er observationer fra nogle af verdens fattigste lande, som ikke nødvendigvis har meget fokus på indrapportering. Derudover kan nogle af de variable, der indsamles være svære at værdisætte, hvilket kan føre til udfordringer i evalueringerne. 4 Udviklingsbistandens effekt på baggrund af forskellige formål I analysen vil der laves en regressionsanalyse af udviklingsbistandens effekter på vækst. I forsøg på at se mere nuanceret på effekterne, vil der benyttes en type opdeling af udviklingsbistanden på baggrund af de forskellige formål. Udover at se på udviklingsbistanden over alle modtagerlande, vil der med forventning om en anden struktur i Latinamerika testes på, om der er andre effekter i netop dette område. De eventuelle effekter vil forsøge at blive forklaret på baggrund af den eksisterende teori. Denne tilgang er valgt, da der ofte tidligere er testet på udviklingsbistand aggregeret, men først i de senere år begyndt at opdele udviklingsbistanden. 15 af 41

20 4.1 Teori I en lang årrække er the Two Gap model af Chenery & Strout (1966) blevet brugt til at udregne, hvor meget udviklingsbistand det enkelte land har behov for at nå vækst målet, og derfor også til at retfærdiggøre udviklingsbistanden (Easterly, 2003). Simplificeret har the Two Gap model en investeringsrate og opsparingsrate. Opsparingsraten er den del af indkomsten, der bruges på nye investeringer, hvor investeringsraten er den rate, der skal til for at skabe den ønskede vækst i det enkelte udviklingsland. Forekommer der her et gab mellem, hvad der opspares af indkomsten, og hvad der bør investeres for at få den ønskede vækst, er det ifølge modellen muligt at benytte udviklingsbistanden til at lukke dette gab. Derved understøtter udviklingsbistanden de manglende investeringer, der ifølge the two gab model fører til økonomisk vækst. Det andet gab er et import købs kapacitets gab. Dette hentyder til, at der også kan forekomme et gab mellem import købekraften, og hvad der reelt er behov for at kunne understøtte det ønskede vækstniveau. (Chenery & Strout 1966). Brugen af Harrod Domar vækstmodel, som senere blev videreudviklet til the Two Gap model af Chenery and Strout (1966), sluttede blandt forskere ifølge Easterly (1999) i 1990'erne. Alligevel bruger international finansielle institutioner som den internationale valutafund (IMF) og The World Bank stadig en variant af denne til at udregne de nødvendige investeringer, for at få den ønskede vækst på kortsigt. Denne variant kaldes the financing gab model (Easterly, 1999). Easterly (1999) mener, at the Two Gab model er forældet og kan skabe Morald Hazzard i udviklingslande, da donationerne for dem kan betragtes som en fast indtægt, de mister ved selv at have en højere opsparingsrate, så der ikke er behov for bistand til at opretholde en ønsket vækst. Derved har modtagerlandene ikke noget incitament for at reformere, så de på længere sigt selv vil kunne skabe den ønskede opsparingsrate. En fare ved som politiker at reformere et lands økonomi er, at det ofte er meget upopulært, og derved kan miste opbakning fra befolkningen. Dette relaterer lidt til fungibilitet som blev beskrevet i udfordringsafsnittet. Da dette omhandler, at politikere i de enkelte modtagerlande kan anvende modtagne midler, som de ønsker, hvilket ofte ikke er de upopulære men måske fornuftige valg. Da der i analysen er valgt at lægge vægt på, om effekterne er anderledes i Latinamerika, end resten af verdens lande, der modtager udviklingsbistand, er det også fundet relevant at se på de handels og økonomiske politikker, der er blevet ført i Latinamerika. I 1930'erne begyndte man i Latinamerika at bruge en pragmatisk form for Import Substituting Industralization strategi, som senere blev 16 af 41

21 teoretisk beskrevet af Hans Singer (1948) og kort efter udvidet af Raúl Prebisch (1950). Dette blev sidenhen døbt Prebisch-Singer thesis. Formålet var kort forklaret at øge den industrielle sektor i landet og derved sænke importen af udenlandske vare. De var fortalere for at udskifte import af udenlandsk varer med indenlandsk produktion. Oftest blev der indført afgifter eller kvoter til at begrænse importen af vare, hvilket førte til øgede incitamenter for at producerer de enkelte varer indenlandsk (Bianchi & Salviano, 1999). Implementeringen af ISI strategien havde også begrænsninger, som kunne føre til ulighed i de forskellige sektorer grundet importafgifter på enkelte sektorer. Urbanisering og befolkningsulighed var et problem, da det især var industrisektoren, som blev beskyttet og fik væksten. Det nok største problem var, at den beskyttede industri blev ineffektiv i forhold til omverdenen. Det var tanken, at afgifter og andre former for protektionisme skulle fjernes, når industrien var klar til dette. De havde derved ikke noget incitament til at blive konkurrencedygtige, da dette ville fører til væsentligt hårdere konkurrence og mindre lukrative forretninger. Derudover skabte disse protektionistiske tiltag, også øgede incitamenter for bestikkelse, da dette kunne være en billigere måde at få udenlandske produkter ind i landet på. Nu mindre liberalt og frit et land er, desto større incitamenter må der være for bestikkelse. Hvis et land ikke havde toldmurer, ville der ikke være noget incitament for at bestikke toldere til at importere varer. Virksomhederne havde derfor muligheder for at bestikke politikere til at opretholde beskyttelse af deres sektor, hvilket som nævnt før kan føre til en ineffektiv industri, der aldrig bliver parat til at konkurrerer med resten af verdenen. Dette afsnit omkring ISI strategien er forholdsvist kort og overordnet men kan måske bidrage til forklaringer, når der i analysen undersøges på effekten af udviklingsbistand til Latinamerika. Et meget relevant teoretisk område i forhold til udviklingsbistandens effekter er, hvilke evner modtagerlandene har til at benytte disse donationer. Derfor vil den eksisterende litteratur på området beskrives nedenfor. Borensztein et al. (1998) har testet på, hvorvidt foreign direct investment (FDI) påvirker økonomisk vækst i 69 udviklingslande. Deres resultater viser, at FDI er en vigtig drive, for at udviklingslandene får ny teknologi, og deres resultater tyder også på, at FDI bidrager mere til væksten end indenlandske investeringer. Det meget relevante fra deres forskning er dog, at de produktivitetsændringer som FDI skaber kun er mulige, hvis modtagerlandet har et minimumsniveau af menneskelig kapital eller menneskelige kompetencer. Dette betyder derfor, at FDI kun bidrager til økonomisk vækst i modtagerlandet, når dette har tilstrækkelig absorberende kapacitet af de mere avancerede teknologier til rådighed. 17 af 41

22 "The premise of the notion of absorptive capacity is that the organization needs prior related knowledge to assimilate and use new knowledge." (Cohen og Levinthal 1990, side 129) Absorbtiv kapacitet er et relevant begreb, når udviklingsbistanden skal analyseres, fordi der er tale om en overførsel til en organisation. Det afgørende for om en overførsel i form af udviklingsbistand er effektiv er, hvilke absorberende kapaciteter modtageren besidder, for at det skal have effekt (Cohen og Levinthal 1990). Dette betyder, at for et udviklingsland skal have en effekt af udviklingsbistand, bør der være denne absorberende evne. Hvis de ikke har evner til at benytte disse midler, vil det som Borensztein et al. (1998) fandt frem til ikke påvirke den økonomiske vækst. Inden denne artikel udkom, er der også blevet lavet andre studier på området. Lucas (1988) har udformet en model ligesom Borensztein et al. (1998), hvor han i stedet kom frem til, at der enten kunne investeres i fysisk kapital eller arbejdskraft. Han fandt frem til, at man bør investere, der hvor marginalafkastet er højest. Mens Borensztein et al. (1998) mener, at der skal være en absorptiv kapacitet i arbejdskraften for, at FDI'er eller bistand er effektive. Endvidere finder Lucas (1988), at det også modsat kan være effektivt at investere i at uddanne arbejdsstyrken, hvis der i forvejen er et relativt højere niveau af fysisk kapital. Lucas (1988) mener, at det ikke nødvendigvis er arbejdsstyrken, der skal have en absorptiv kapacitet, men at den fysiske kapital også kan have absorberende evner til at benytte en bedre uddannet arbejdsstyrke effektivt. Da dette kunne være tilfældet i Latinamerika, er denne model medtaget i teorien, fordi den måske kan være behjælpelig til at forklare effekterne i Latinamerika. Da der vil benyttes neoklassisk vækstteori i forklaringen af resultaterne, vil Solow-Swans vækstteori her forklares. Solow-Swan er en vækstteori udviklet uafhængigt af Solow (1956) og Swan (1956). Deres vækstmodel indeholder tre funktioner. En output funktion, der er aftagende med antagelsen om at med en bestemt mængde arbejdskraft, vil effekten på outputtet være mindre ved det sidste stykke kapital brugt. En investeringsfunktion der er procentuel af outputfunktionen og en vedligeholdelsesfunktion, der er lineær. Der hvor investerings- og vedligeholdelsesfunktionen krydser er et steady state, hvor væksten er lig nul. Her vil den investerede andel bruges til at vedligeholde den nuværende kapital, der afskrives over tid, og man vil derfor ikke have vækst. Solow (1956) finder, at der for at få vækst på lang sigt bør øge output funktionen opad, hvorved investeringsfunktionen vil følge med. Derved vil investeringerne være større end vedligeholdelses omkostningerne, og der vil være vækst indtil, man igen rammer steady state. Målet om vækst kan derfor opnås ved at påvirke tre faktorer i samfundet. Dette er uddannelse, en teknologisk udvikling 18 af 41

23 og bedre institutioner. Bedre uddannelse fører til mere effektiv arbejdskraft, outputtet vil derfor stige, når arbejdskraften er effektiv og dermed mere produktiv. Der er flere måder at få bedre uddannet arbejdskraft på. I Danmark gives eksempelvis subsidier/støtte til skoler og studerende til at tage en uddannelse for at øge incitamentet. Teknologisk fremskridt er en helt afgørende faktor for vækst. Teknologiske fremskridt vil skabe vækst, når der produceres mere for samme eller mindre ressourcer, og derved vil outputtet stige. Til at understøtte forskning og udvikling der kan skabe teknologisk fremskridt, kan der enten benyttes subsidier eller skattefradrag til at øge incitamenterne. Herudover kan man ved hjælp af patenter beskytte investeringer i ny teknologi, der vil give et øget incitament for forskning. Dette vil betyde, at virksomheder har beskyttet deres nyudviklede teknologi i en hvis årrække. Bedre institutioner kan sikre en bæredygtig vækst på lang sigt. Effektive legale institutioner kan skabe stabilitet og forudsigelige politiske beslutninger, hvilket mindsker risici for investeringer. Derudover er gode institutioner og et godt retsvæsen med til at sikre virksomheders transaktioner, så de ved uoverensstemmelser kan fører en fair retssag. Disse to faktorer kan være med til at mindske risiko og derved øge viljen til investeringer. 4.2 Dataafsnit Til at undersøge effekten af de forskellige formål er der blevet brugt et datasæt fra Aid Data, hvilket indeholder observationer fra 110 modtagerlande med 646 forskellige observationer. Dette datasæt er væsentligt mere åben end alternativet fra OECD/ World Data Bank, som flere forskere er begyndt at benytte (Bjørnskov 2013, Clemens at al. 2012). Datasættet indeholder, i modsætning til OECD datasættet, væsentlige flere flows til udviklingslandende, blandt andet fordi bistand givet af Ngo'er her er inkluderet. Observationerne i datasættet stammer tilbage fra 1975, og især i de første tidsperioder er der risiko for upræcise data, da der først i de senere år er kommet mere fokus på indsamling af data, som skal bruges til evaluering. Endvidere er der også i de senere år risiko for fejl og upræcise observationer, da det er fra de fattigste lande i verden, som derfor ikke nødvendigvis vægter dataindsamling til evaluering højt. Disse risici skal dog ikke stoppe undersøgelser af udviklingsbistand, idet der ikke er noget alternativ. Det er derfor også en fordel med så mange observationer som muligt, da dette mindsker chancen for eventuelle fejls betydning, og datasættet dermed alt andet lige bliver mere retvisende. Datasættet indeholder seks tidsperioder, som hver dækker over en periode på fem år. Disse seks perioder er: , , , , , Fordelen ved at 19 af 41

24 Andel af samlede bistand benytte tidsperioder på fem år er at eventuelle indrapporterede fejl, og de ekstreme konjunktursvingninger dermed bliver mindre, hvilket gerne skulle gøre dataene stærkere og derved også de resultater, der bliver udarbejdet i analysen. I datasættet er alle overførsler til modtagerlandet opdelt i 24 forskellige formål plus en 25ende, der består af "Administration cost of donors". Denne måde at opdele udviklingsbistanden i 24 forskellige formål giver muligheder for en anden tilgang end ved størstedelen af tidligere forskning. I denne afhandling er der valgt at undersøge de reelle udbetalinger fra doner til modtager frem for at medtage de forpligtelser, som donorlande har givet, da disse i nogle tilfælde ikke opfyldes. Bjørnskov (2013) har opdelt disse 24 formål i tre typer plus en residual gruppe ved hjælp af en faktoranalyse. Denne type opdeling vil bruges til at undersøge, hvorvidt de forskellige typer har forskellige effekter, hvor der vil blive fokuseret på alle 110 modtagerlande sammenlignet med de Latinamerikanske lande. Nedenfor vil Bjørnskovs (2013) fire forskellige typers udvikling fra 1975 til 2005 undersøges. 0,7 0,6 0,5 0,4 0,3 0,2 0,1 0 Figur År Økonomisk Social Genopbygning Residual Figur 2 kurvediagram over de forskellige typer udviklingsbistands andel. Kilde udarbejdet af undertegnede. I figur 1 ses den udvikling de 4 forskellige typer udviklingsbistand har haft fra 1975 til Det kan tydeligt konkluderes, at udviklingsbistanden givet med forskellige formål har ændret sig væsentligt over perioden. Den udviklingsbistand, der er givet med et økonomisk formål, er faldet relativt meget i forhold til de andre tre andre typer fra omkring 60% i 1975 af den samlede udviklingsbistand til under 30% i Især siden 1985 har der været et paradigmeskifte, hvor den økonomiske type udviklingsbistand faldt drastisk i forhold til den sociale type udviklingsbistand. 20 af 41

25 Den sociale er fra dette tidspunkt steget fra omkring 30% af den samlede udviklingsbistand til omkring 50% i år En vigtig sondring er, at det er relativt i forhold til de andre typer udviklingsbistand disse ændringer har fundet sted og ikke nødvendigvis i faktisk udbetaling. Derudover er også genopbygningstypen steget en del efter 1990, hvor den indtil havde været nogenlunde konstant på 2-3%, herefter var den i 2005 helt oppe på ca. 13% af den samlede udviklingsbistand doneret. Det kan derfor konkluderes, at der har været et væsentligt paradigmeskifte fra og fremefter. Dette paradigmeskifte kan muligvis skyldes at måden, hvorpå udviklingsbistand tidligere er givet, ikke har haft den ønskede effekt, og derfor har fejlet (Hodler and Dreher 2013). 4.3 Modellen I modellen medtages der fire variable, der på baggrund af de 24 forskellige formål er opdelt af Bjørnskov (2013) ved hjælp af en faktoranalyse. Disse tre forskellige typer plus residualerne er relevante at medtage i modellen, hvilket giver en måde at dele udviklingsbistanden op på, så resultaterne ikke ender ud med enten at gavne, hæmme eller at være insignifikant. Denne vinkel vil derfor give et mere nuancerede billede af, om det er en speciel type udviklingsbistand, der påvirker væksten. Der vil først udarbejdes en model for alle modtagerlandene for at se, hvilken effekt de forskellige typer har. Dernæst vil der i den anden model udarbejdes en estimation på baggrund af de samme variable som i den første. Her vil der dog kun medtages observationer fra Latinamerika for at undersøge, hvorvidt udviklingsbistanden er forskellig fra alle modtagerlande og de Latinamerikanske. Modellen er derfor udformet som vist nedenfor: G= Økonomisk vækst A = UB. Økonomiske formål B = UB. Sociale formål C = UB. Genopbygnings formål D = UB. Residual formål E = Åbenhed F = Logaritmen til BNP pr. capita 21 af 41

26 G = Investerings rate H = Offentligt forbrug I = Koncentrationsvariabel J = Populationsvækst Ud over de ovenstående variable medtages også dummivariablerne for de forskellige tidsperioder for også at få effekten af disse med i modellen. Fixed effects(faste effekter) benyttes for at holde alle ikke observerede faktorer konstante over tid, da disse faktorer muligvis også kan have en effekt på den afhængige variabel. Da formålet er at holde den konstant over tid, er faste effekter uden tid. I modellen er der brugt forsinkelse, hvilket vil sige, at effekten af udviklingsbistand først måles i tidsperioden efter, den er givet. Clemens et al. (2012) har påvist, at når der normalvis testes på effekten af udviklingsbistand, bruges der uhensigtsmæssige tidshorisonter, og at der lægges for meget vægt på svage eller ugyldige variable. Han mener, de historiske tidserier er for korte til at måle de reelle effekter, hvilket er overvejelsen bag den såkaldte forsinkelse. Forsinkelsen er brugt for de fire typer udviklingsbistand, hvilket betyder, at effekten først måles i tidsperioden efter, bistanden er givet. Dette giver også intuitivt mening, da hele effekten ikke nødvendigvis kommer samme år, som udviklingsbistanden er givet. Hvis den eksempelvis er givet til sociale formål, kan et enkelt formål være at øge sundheden, hvilket må antages først at have effekt på længere sigt, da disse tiltag tager tid at implementere. Det samme kunne være gældende for uddannelse, da det tager menneskerne tid at lære. Derfor vil effekten umiddelbart først komme efter nogle år, når de har modtaget undervisning. I den anden model er der brugt de samme variable som i den første, forskellen er dog her, at der kun testes på Latinamerikanske lande for at undersøge, om der er forskel på udviklingsbistandens effekter i dette kontinent i forhold til alle modtagerlande. Baggrunden for netop at teste på latinamerikanske lande er som nævnt tidligere, at sektorstrukturen umiddelbart ser anderledes ud fra andre geografiske områder, der også modtager udviklingsbistand. Sektorstrukturen afviger sig specielt fra de Sub Sahara Afrikanske lande, der har en relativt større værditilvækst i landbrugssektoren end de Latinamerikanske lande. Sektorstrukturerne i de forskellige områder vil blive belyst i forbindelse med resultaterne af den anden model med observationer fra Latinamerika. 22 af 41

27 4.4 Resultater Resultaterne for den første estimation: Vækstregressionen for alle 110 ikke-olie udviklingslande ses i Tabel 1. Der er lavet en Hausman test for at sikre modellen er signifikant, og at det er validt at benytte faste effekter i stedet for tilfældige effekter (random effects). Hausman testen er i både modellen med alle 110 lande og kun de Latinamerikanske lande meget signifikant med en P-værdi på 0,000, og det kan derfor konkluderes, at brugen af faste effekter er signifikant. Tabel 1. Tabel 1: Koefficienter og standard afvigelser ved vækstregression. Udarbejdet af opgaveskriver. I Tabel 1 af vækstregression for alle ikke-olie udviklingslande kan det ses, ligesom Bjørnskov (2013) også kom frem til, at den tredje type udviklingsbistand med genopbygningsformålet ifølge 23 af 41

28 estimationen er signifikant. Det tyder på, at udviklingsbistanden, der bliver givet med det formål at genopbygge, fører til vækst. Yderligere fremgår det også af regressionen, at de tre andre typer udviklingsbistand med økonomiske-, sociale formål og residualgruppen ikke er signifikante, og derfor er der ifølge denne model ikke nogen umiddelbar sammenhæng imellem disse typer udviklingsbistand og økonomisk vækst. Dette betyder derfor ud fra denne estimation, at udviklingsbistand givet med økonomiske-, sociale formål og residualgruppen, hverken påvirker væksten positivt eller negativt. Det kan ses i figur 1, at udviklingsbistand givet med et genopbygningsformål i 2005 kun var på ca. 13% af den samlede udviklingsbistand. At en så lille andel af den samlede udviklingsbistand er signifikant er tankevækkende men måske også en del af forklaringen på, at især udviklingsbistand med det økonomiske formål er faldet væsentligt siden Modellen viser derfor, at de resterende ca. 87% af udviklingsbistanden doneret er insignifikant, hvilket stemmer overens med, hvad flere forskere tidligere er kommet frem til, nemlig at udviklingsbistanden ikke påvirker væksten i modtagerlandet (Rajan og Subramanian 2008 og Nowak-Lehmann at al. 2012). I modellen er der medtaget 646 observationer, hvilket er forholdsvis mange, og det kan derfor vurderes, at resultaterne for vækstregression med alle 110 ikke-olie udviklingslande er rimelig stærke. Udover de forskellige formåls typer kan det også i tabel 1 ses nogle nærmest standard resultater fra litteraturen. Det kan blandt andet bemærkes, at åbenhed til handel er stærkt positivt korreleret med væksten, og at det initiale brutto nationale produkt er negativt korreleret med væksten. At åbenheden er positivt korreleret med væksten hænger ofte sammen med, at lande, der fører en politik med åbenhed, er mere konkurrence dygtige. Da disse lande ikke har behov for at beskytte deres produkter, fordi de har et konkurrenceniveau, der frit kan konkurrere med omverdenen. Når der handles med omverdenen, kan der også fokuseres på, de sektorer landet er bedst til. Derved kan handel skabe effektiviseringer i forhold til, at man producerer, de varer man er bedst til, og at man undlader det, de ikke er så effektive til. Udviklingslande, der ofte har rigelig arbejdskraft men mindre kapital, producerer derfor oftere produkter, der kræver meget arbejdskraft og importerer de produkter, der kræver mere kapital såsom teknologitunge produkter. Når et land handler med andre lande, har de også mulighed for at overtage noget teknologi, som de ikke selv har udviklet, hvilket også kan forklare, hvorfor åbenhed er positivt korreleret med væksten. Derudover ses det, at både populationsvæksten og forbrugerinvesteringsraten er positivt korreleret med væksten, samt at det offentlige forbrug er negativt korreleret med væksten. Dette betyder, at væksten alt andet lige falder, hvis det offentlige forbrug stiger. Intuitivt giver dette også god mening, såfremt et land øger 24 af 41

29 det offentlige forbrug, bliver der alt andet lige flere vedligeholdelsesomkostninger og færre penge til investeringer, der ifølge vækstteorien skulle fordre vækst. Derfor vil et højere offentligt forbrug oftere føre til en lavere vækst. At populationsvæksten er positiv korreleret og meget signifikant med den økonomiske vækst er interessant. Populationsvækst fører i Solows vækstmodel til højere vedligeholdelsesomkostninger, hvilket derfor gør, at væksten vil blive lavere. Han bruger begrebet malthusianske tilbagegang, som referer til en dårlig cirkel, når man er uproduktiv og fattig. Ofte får fattige mennesker flere børn, hvilket vil føre til øgede vedligeholdelsesomkostningerne, der fodrer en lavere vækstrate. Populationsvækst kan muligvis også skyldes, at man bliver ældre, og derved dør der færre end tidligere, og med samme fødselsrater vil populationen derfor stige. Det intuitive i at populationsvæksten korrelerer med den økonomiske vækst, vil derfor være, at med en forhøjet sundhed og alder, kan der arbejdes mere, hvilket kan ses som en effektivisering og føre til vækst. Det vil givetvis kræve samme uddannelseslængde, om man er på arbejdsmarkedet i 30 eller 40 år. At forbrugerinvesteringsraten korrelerer positivt med væksten giver også god mening i relation til moderne vækststrategi, når der investeres mere, vil der alt andet lige blive skabt mere vækst. Nedenfor er vækstregressionen lavet kun med de Latinamerikanske lande for at se, om der er andre af de fire typer udviklingsbistand, der korrelerer med væksten i dette kontinent, som kan være forskellig fra den tidligere estimation. 25 af 41

30 Tabel 2: Tabel 2: Koefficienter og standard afvigelser ved vækstregression (Latin). Udarbejdet af opgaveskriver. Det kan vækstregressionen tabel 2 udelukkende med de 30 Sydamerikanske-, Latinamerikanske- og Caribiskelande ses, at udviklingsbistand givet med genopbygningsformål ikke er signifikant her, og derfor umiddelbart ikke korrelerer hverken positivt eller negativt med væksten. I stedet kan det erfares, at udviklingsbistanden givet med sociale formål er meget signifikant og positiv korrelerer med væksten i det område, der efterfølgende beskrives som Latinamerika 2. Derudover kan det også konkluderes, at udviklingsbistand givet af den økonomiske type også positivt korrelerer med 2 Latinamerika er normalvis kun de spansk- og portugisisktalende lande i Sydamerika. For at simplificere refereres der også til et par fransk-, engelsk- eller hollandsktalende lande, som Belize, Surinam og Guyana med flere, når Latinamerika benyttes. 26 af 41

31 væksten, dog er den tvivlsom med et signifikansniveau på knap 10%. I forhold til de andre medtagne variable i modellen kan det modsat det første estimat for alle lande ses, at åbenhed ikke er signifikant i Latinamerika samt offentlig forbrug og koncentrationsvariablen. En af grundene til at åbenhed ikke er en variable, der positivt korrelerer med væksten i Latinamerika, kan være de meget lukkede politikker de førte tidligere. Forklaring må være at et land, der tidligere har haft meget protektionistiske lovgivning, og sidenhen har åbnet mere op for omverdenen har svære konkurrence end et land, der fortsat fører en mere lukket politik om handel. Ydermere er populationsvæksten modsat før negativt korreleret med væksten. At populationsvækst korrelerer negativt med væksten stemmer bedre overens med neoklassisk vækstteori, om at øget population vil betyde forhøjet vedligeholdelsesomkostninger. Dette betyder også, at hvis populationsvæksten falder, vil væksten stige. Forbrugerinvesteringsraten er ligesom for alle lande fortsat positiv korreleret med væksten, og det initiale brutto nationale produkt er negativt korreleret. Forskellen på at Latinamerika får mere ud af udviklingsbistand givet med et social formål kan skyldes, at de er strukturelt forskellige fra de øvrige udviklingslande, der modtager udviklingsbistand. Derfor vil værditilvæksterne i sektorerne analyseres nedenfor. Tabel 3: Udarbejdet af opgaveskriveren på baggrund af data fra: Som det fremgår i figur 2, er det tydeligt, at der er forskel på sektorstrukturerne i de forskellige verdensdele, da værditilvæksterne er forskellige i de medtagende verdensdele og alle modtagerlandene. Heraf fremgår det, at Latinamerika har en større værditilvækst i industri- og især servicesektoren end alle 110 modtagerlande og Sub Sahara Afrika. Værditilvæksten i landbrugssektoren er også væsentligt mindre i Latinamerika end de andre regioner. Denne forskel i sektorstrukturerne kan være en konsekvens af, at der især i Latinamerika er blevet benyttet Import substitution industrialization strategi, der er beskrevet i teoriafsnittet. Som beskrevet kort i teorien blev ISI strategien taget i brug helt tilbage til 1930'erne i Latinamerika, hvor den blev teoretisk uddybet omkring Den havde til formål at sænke importen og derved øge produktionen i hjemlandet. Det var primært den industrielle sektor, der blev beskyttet for konkurrencen fra 27 af 41