december 2011 nr. 191 tema: Brug og misbrug af historien

Transkript

1 nr. 191 december 2011 tema: Brug og misbrug af historien

2 nr. 191 / december 2011 Indhold Nyt fra bestyrelsen... 3 Nyt fra fagkonsulenten... 5 Præsentation af artiklerne... 7 Side 9-pige: Gudrun Burwitz... 9 Klaus Bjerre: Om Kosovo, hindbær og gay-pride-parade Tea Sindbæk: Tito, partisanerne og de andre - historiske myter i det tidligere Jugoslavien Ritvars Jansons : Common and Distinctive Features of Tragic History: Litene and Katyn Jens Engberg: Landboreformerne og bondefrigørelsen Dan H. Andersen: Konspirationer og konspirationsteorier - i mange udgaver Sine Molbæk-Steensig, DIIS: Holocaustbenægtelse - en antisemitisk konspirationsteori Heidi Eskelund: Mysteriet om den historiske problemstilling Merete Bandak & Rasmus Østergaard: Forløb om det arabiske forår Jørn Aarup-Kristensen: Turen går til Skt. Petersborg Peder Jacob Ellehave Kragh: Third Historiana Seminar - Rights & Responsibilities Nyt fra EMU Anmeldelser Kommende kurser Adresser Forsideillustration: Napoleon. Deadline for Noter 192 er 1. februar 2012.

3 Nyt fra bestyrelsen december 2011 Generalforsamlingen efterår med det overordnede emne: Brug af Generalforsamlingen afholdes i år i Odense på historien. Modsat tidligere år er produktet som Odense Katedralskole med overnatning for deltagerne på Hotel Plaza. Emnet for årets generalfor- med historiekonkurrencen ikke en skriftlig opgave de deltagende elever skal aflevere i forbindelse samlingskursus er Middelalderen på tværs, hvor i traditionel forstand. Det er derfor også bevidst der er fokus på vidt forskellige og interessante at tidspunktet er skubbet i forhold til SRP, SSO vinkler på middelalderen. I forhold til tidligere og lignende. Dette ses også tydeligt i forhold til generalforsamlingskurser har bestyrelsen i år valgt bedømmelseskritierierne, hvor formidling indgår at give et økonomisk tilskud til kurset, for på den som et centralt element. Håbet med den nye måde måske at lokke flere til at deltage. Om det form for konkurrencen er, at den kan blive mere var dette, større fokus på efteruddannelse på skolerne og blandt lærerne eller kursets indhold med på historiefaget. populær ude på skolerne og skabe et større fokus mange interessante oplæg, som var det afgørende skal være usagt, men under alle omstændigheder deltog der væsentligt flere i kurset end Tiden nærmer sig også for SRP / SSO for rigtigt SRP / SSO og AT de foregående år. mange af os. Historie er i denne sammenhæng stadig et meget populært fag hos vores elever i Bestyrelsen lighed med de tidligere år. Det er set fra historielærerforeninges side dejligt at så mange af vores På generalforsamlingen siger foreningens bestyrelse farvel til 3 medlemmer som på vidt forskellige måder har bidraget med mangt og meget bindelse med en stor og selvstændig opgave som elever ser histories potentiale og vigtighed i for- i bestyrelsesarbejdet. Det drejer sig om Mette SRP og SSO. AT ligger stadig lidt ud i fremtiden, Rønje, Janni la Cour og ikke mindst Casper Døssing, som de sidste 2 år har været formand. Der færdige med censur omkring SRP/SSO, hvilket alt men dog ikke længere end umiddelbart efter vi er skal herfra lyde en stor tak til alle tre for et stort i alt nok skal sikre enhver historielærer en travl tid. og godt arbejde i bestyrelsen. Desuden skal der lyde et hjerteligt velkommen og tillykke til de nye Euroclio og internationalt arbejde bestyrelsesmedlemmer, som ved deadline endnu Euroclios bestyrelse holdt i september bestyrelsesmøde i København og i den forbindelse deltog ikke var fundet, da disse linier skrives før generalforsamlingen. Den nye bestyrelse vil holde overdragelsesmøde med den afgående bestyrelsen I forbindelse med mødet havde repræsentanter også repræsentanter fra historielærerforeningen. den december i Middelfart. fra historielærerforeningen og Euroclios sekretariat flere møder i København med blandt andet Historiekonkurrrencen Udenrigsministeriet, politikere og Anna Lindh Historiekonkurrencen har ligget død et år, da Foundations repræsentation i Danmark. Disse vi i bestyrelsen mente konkurrencen trængte til møder var en første kontakt i forhold til statslige organisationer omkring et projekt Euroclio en revidering og opfriskning. Den nye historiekonkurrence løber således af stablen i dette og historielærerforeningen planlægger omkring nr. 191/ december

4 nr. 191 / december 2011 historieundervisning i Middelhavsregionen, hvor fokus især vil være på Marokko, hvor der også er et samarbejde under opstart. Euroclio har arbejdet med projektet Historiana. Projektet tager udgangspunkt i, at historie netop ikke er national, men tværtimod er transnational. Målet med Historiana er at tilbyde en webportal, hvor unge kan lære om historien og dermed også opnå en forståelse for de andre og derigennem en bedre forståelse af det Europa som de er en del af. I forbindelse med udfærdigelsen af konkrete emner har flere medlemmer af historielærerforeningen deltaget. Det er bestyrelsens håb, at mange flere i fremtiden vil bidrage til Historiana. I forbindelse med Historiana projektet har der også været afholdt flere seminarer, blandt andet i Istanbul og Riga (se andetsteds i bladet), hvor foreningens bestyrelse har været repræsenteret. De forskellige emner er alle ordnet i forhold til 7 overordnede temaer: People on the Move, Rights and Responsibilities, Conflict and Cooperation, Life and Leisure, Work and Technology, Ideas and Ideologies, and the Environment. Webportalen var ved deadline endnu ikke gået i luften, men det burde snart ske på følgende adresse: euroclio.eu/new/index.php/work/historiana Bestyrelsen har også påbegyndt et samarbejde med Baltisk Initiativ ( omkring formidling af den Kolde Krigs historie. Til slut skal endnu engang lyde en tak til de tre afgående medlemmer af bestyrelsen og et velkommen til de nye medlemmer og en velfortjent glædelig jul og et godt nytår til alle medlemmer. På bestyrelsens vegne Peder Jacob Ellehave Kragh Formand 4

5 Nyt fra fagkonsulenten Den 3. oktober tiltrådte den ny Børne- og undervisningsminister Christine Antorini og det er på et regeringsgrundlag, hvori der står følgende: Et Danmark der står sammen (uddrag fra side 16): Uddannelse er også en afgørende forberedelse til at deltage som kritisk og aktiv borger i et levende demokrati i en globaliseret verden. Uddannelse skal give en ballast af viden og oplevelser i et menneskes liv. Uddannelse styrker dermed også muligheden for at danne sig sin egen mening, og reelt at tage egne beslutninger og tage del i beslutninger, der vedrører fællesskabet. Uddannelser som opdrager til demokrati, må også være demokratiske i hverdagen. Derfor skal børn og unge inddrages i takt med, at de bliver i stand til at tage stilling til beslutninger vedrørende den uddannelsesinstitution, som de går på. Eleverne skal opleve, at de har indflydelse, og at det nytter at engagere sig. Det er regeringens mål, at 95 procent af alle unge gennemfører mindst en ungdomsuddannelse. Det kræver nytænkning i ungdomsuddannelserne og ikke mindst i folkeskolen, hvor op mod hver sjette ikke får et tilfredsstillende udbytte af undervisningen. Samtidig er det regeringens mål, at 60 procent af alle unge gennemfører en videregående uddannelse og at 25 pct. gennemfører en lang videregående uddannelse. Allerede den 7. oktober inviterede ministeren alle medarbejdere til en orientering om og præsentation af den politik, som hun ønsker at føre på uddannelsesområdet. På mødet den 7. oktober talte Christine Antorini således en god klokketime over visioner og politiske tiltag. Antorini tog afsæt i Den nordiske skole, som kendetegnes ved ingredienserne af tradition for fællesskab og lyst til at lære, og et undervisningssystem som både bygger på faglighed og kompetencer. Ministeren tog sit udgangspunkt i et skabelsesorienteret dannelsesbegreb, som kan defineres ved, at dannelsen skal være nyttig, anvendelig og helst til værdi for andre. Dette forudsætter en vekselvirkning mellem praktik og teori, som afslutningsvis resulterer i et produkt. Det vil omsat til vores dagligdag betyde, at der er tale om en, som på hf, mere anvendelsesorienteret undervisning. En undervisning, der tager udgangspunkt i autentiske og konkrete problemstillinger, som sender eleverne ud i felten. Antorini kaldte det en virkelighedsnæruddannelseskultur. Ministeren kunne ikke løfte sløret for hvilke udviklingsprogrammer regeringen og hun ville sætte i søen. Dog var der helt klart støtte til studieretningsgymnasiet, som er kommet for at blive, men måske kan udvikles i en endnu bedre retning. I det hele taget var Antorini for gymnasiereformen, og synes at den var ganske god. Ministeren mente dog, at der kunne finde forbedringer sted rundt nr. 191/ december

6 nr. 191 / december 2011 om reformen. Her tænkes på optagelseskrav til universitetet og andre videregående uddannelser. Vender vi tilbage til udviklingsprogrammer så kunne It og innovation begge være mulige indsatsområder og som tidligere nævnt det virkelighedsnære. Nu da rundbordspædagogikken er tilbage, kan Ministeren forestille sig en tættere forbindelse mellem undervisning og forskning, som kunne medføre en øget indsigt og fokus på didaktiske overvejelser. Sidst men ikke mindst kunne ønsket om at genindføre gruppeeksamen på sigt give mulighed for at historiekolleger i det ganske land udvikler nye eksamensformer. Vil man vide mere om, hvad Ministeren tænker på det gymnasiale og uddannelsespolitiske område, kan man læse nr. 17, 2011 af Gymnasieskolen: Gymnasiet skal til serviceeftersyn og Efterordet Ny nordisk skole i Lars Olsens bog Uddannelse for de mange opskriften på en kulturrevolution, samt adskillige avisartikler. Ovenstående er således et bud på det politiske rum, som der skal ageres indenfor med den nuværende regering. Foråret byder på eksempelvis en HF - konference, som blandt andet omhandler motivation og arbejdsformer. Der er dog i skrivende stund ingen dato for denne konference. Sidst vil jeg henvise til klummerne på emu en om SRP og SSO fra hhv. oktober og november 2011 ( ). De kan forhåbentligt være med til at afklare nogle af de spørgsmål, der måske trænger sig på med hensyn til vejledning og udarbejdelse af opgavetitler. Der mangler stadig SSO - og SRP - censorer!! Har I lyst og tilladelse fra rektor, så henvend jer venligst hurtigst muligt til mig. Fagkonsulent Lene Jeppesen 6

7 Præsentation af artiklerne Nyligt afdøde og tidligere fagkonsulent Henrik Foruden temaartiklerne har Heidi Eskelund en artikel om, hvordan vores undervisning bør ændres i Skovgaard-Nielsen talte ved flere lejligheder om at kvalificere historiebevidstheden i forbindelse lyset af det øgede fokus på, at eleverne selv kan med mødet med de mange former for historieskrivning, som møder os her i livet. Såvel årets komme med gode problemstillinger. historiekonkurrence, som læreplanen i historie er Endelig er der de sædvanlige indlæg, hvor dette enige i dette og har brug og misbrug af historien, nummers side 9-pige er Heinrich Himmlers datter som et centralt emne. I dette temanummer har vi Gudrun Burwitz, som stadig er aktiv nazist. Desuden har Merete Bandak og Rasmus Østergaard primært fokuseret på historiske myter og konspirationsteorier i forskellige lande og til forskellige et tværfagligt forløb mellem religion og historie tider. om det arabiske forår og Jørn Aarup-Kristensen har i forlængelse af historielærerforeningens tur Vi har her både konkurrerende myter, som præsenteret i Tea Sindbæk og Klaus Bjerres artikler russiske hovedstad. til Skt. Petersbog skrevet turen går til den gamle om Jugoslavien og Kosovo. En pointe er her, at en tendentiøs historieskrivning lige side 1945 har givet grobund for forskellige mytedannelser og mistro overfor anderledes synspunkter på historien i forskellige befolkningsgrupper. Artiklerne af Jens Engberg, Dan H. Andersen og Sine Molbæk-Steensig viser, hvordan historikere arbejder mod historiskmytedannelse i artiklerne om landboreformerne, konspirationsteorier generelt og Holocaust i almindelighed. Skal man tro Engbergs konklusion kan man ikke være ubetinget optimistisk med hensyn til at få gjort op med de konspirationsteorier som florerer, men som både Dan Andersen og Sine Molbæk-Steensig påpeger, er der ingen vej uden om at fortsætte det irriterende arbejde. Endelig har Peder Kragh skrevet om Historianaseminaret i Riga, hvor han fik Ritvars Jansons til at skrive om Letlands problemer med at skabe en fælles historieforståelse i lyset af både en russisk og en lettisk opfattelse af fortiden, herunder massakren i Litene, som er en lettisk parallel til Katynmassakren. nr. 191/ december

8 Side 9-pigen: Gudrun Burwitz Side 9-pigen i dette nummer er en på mange som mistede friheden under eller efter anden måder kontroversiel kvindeskikkelse, men netop verdenskrig, og som fortsat har brug for hjælp. med henblik på temaet for dette nummer også For eksempel skal hun angiveligt i øjeblikket et oplagt valg. være med til at hjælpe Søren Kam, som Danmark ønsker udleveret. Burwitz er i dag leder af Stille Gudrun Burwitz blev født i 1929 som datter af Hilfe, hvor hun har udvidet organisationens Heinrich Himmler. Burwitz er som pige med på område til også at omfatte pengeindsamling til flere billeder af Himmler under 2. Verdenskrig. forskellige nynazistiske organisationer. Hun deltog blandt andet i nogle af Himmlers besøg i koncentrationslejre og rejser. Dette kan Hun var også med til at grundlægge Wikingfor eksempel ses på billedet i denne artikel, hvor Jugend i 1952, som var en nazistisk ungdomsorganisation, der havde Hitler-Jugend som forbil- Himmler og Burwitz besøger en koncentrationslejr. Efter 2. verdenskrig var hun sammen med sin lede. Wiking-Jugend blev gjort ulovlig i 1994 af moder fængslet i 4 år af de allierede. En periode det tyske Indenrigsministerium. På dette tidspunkt som hun selv senere har omtalt som de værste år havde organisationen medlemmer og af hendes liv. Hun har i efterkrigstiden aldrig taget var den største nynazistiske ungdomsorganisation. Arvtager organisationer blev siden forbudt i afstand til nazismen og har således også igennem hele sit liv forsvaret sin faders eftermæle og nr. 191/ december 2011 Hun har igennem sit arbejde i organisationen Stille Hilfe, som hun har været medlem af siden 1951 hjulpet krigsforbryderanklagede nazister efter organisationens princip om at hjælpe dem, Som person er hun mediesky og da en journalist fra The Daily Mail forsøgte at få hende til at udtale sig om sit arbejde svarede hun således: "Jeg taler aldrig om mit arbejde. Jeg gør bare, hvad jeg kan". Hun er derfor en person som deler vandene, blandt gamle nazister og nynazister er hun en form for heltinde, og hendes familiære baggrund hæmmer i den sammenhæng bestemt ikke hendes popularitet. I offentligheden er sagen dog en anden, hvilket uden tvivl også har betydning for hendes tilbagetrukkethed i forhold til medier og offentligheden. 9

9 nr. 191 / december 2011 Af Klaus Bjerre Om Kosovo, hindbær og gay-pride-parade. I en situation, hvor der hvert øjeblik kan blive Resultatet blev krigene i 1990 erne, som ikke skal indledt en aggression mod det nordlige Kosovo, repeteres her. Blot skal det påpeges, at konsekvensen af Milosevic s storserbiske politik blev et er det sidste vi har brug for, at hindbærplukkerne demonstrerer og at der afholdes en homoparade. Udtalelsen er for nylig fremsat af den Lilleserbien: serbiske justitsminister Ivica Dacic. Kosovo blev erklæret selvstændigt i 2008 og er nu anerkendt af knap halvdelen af FN s Man ser, at Kosovo-spørgsmålet fortsat bruges i medlemslande. serbisk indenrigspolitik. Så længe spørgsmålet ca serbere blev fordrevet fra Krajina, over alle spørgsmål i Serbien ikke har fundet sin hvor deres forfædre havde boet i flere hundrede år. Nogle er vendt tilbage, men det er løsning, bliver debatten om økonomisk politik, menneskerettigheder og Serbiens udvikling søgt vanskeligt. skubbet til side. Det kan være en fordel for politikere, som har svært ved at finde svar på Serbiens hjem i Bosnien-Hercegovina de bor så i andre en mængde serbere er fordrevet fra deres reelle problemer. Og sådan har det været længe. 1 dele af Bosnien-Hercegovina, i selve Serbien eller i udlandet. Kosovo er helt central for forståelsen af de jugoslaviske krige i 1990 erne. Det berømte/berygtede flygtninge, man ved ikke hvor mange der er på et tidspunkt har der været serbiske manifest fra Serbiens Videnskabernes Akademi i nu. midtfirserne havde som et centralt punkt at albanerne i Kosovo havde fået alt for store rettigheder elendig. økonomien i Serbien og i Republika Srpska er i Titos Jugoslavien og at serberne i Kosovo havde fået tilsvarende få rettigheder. Men hvorfor kunne serberne ikke bare lade albanerne i Kosovo få uafhængighed? Mange både De jugoslaviske krige i 1990 erne havde deres serbere og kritikere af Serbien - har sammenlignet udspring i Kosovo. Milosevic brugte Kosovo som serbernes holdning til Kosovo med visse Israeleres platform, da han gik efter magten. De skal ikke forhold til Jerusalem: Det er et helligt sted, som slå jer tilråbte han serberne i Kosovo, da der man har en historisk og hellig ret til og pligt til var demonstrationer, som politiet søgte at inddæmme. at forsvare. Slovenien og Kroatiens ledere så med frygt på det Der er en vældig mytologi om Kosovo Polje: Det forsøg på centralisering, som de så bag Milosevic s kosovo-politik. Frygten for en centralisering Det var der prins Lazar, Serbiens store helt, blev var en del af middelalderens serbiske kerneland. af magten med Beograd som centrum lå til grund slået af osmannerne den 28.juni for at man ikke kunne finde frem til fælles løsninger på de problemer som den reelle konføderali- sand del af deres nationale identitet, selvom den Myten står for mange serbere som en vigtig og sering af Jugoslavien havde medført. netop er en myte. Den er udformet i 1800-tallet i forbindelse med Serbiens selvstændighedskamp 10

10 og nationalitetsdannelse og går som en ledetråd gennem Serbiens historie. Myten er blevet genkaldt i krigene mod Osmannerriget, verdenskrigene og igen i slutningen af firserne (Jeg har behandlet myten tidligere i Noter, se emu.dk/gym/fag/hi/noter/serbien-klaus.doc). Dubravka Stojanovic, professor i historie ved Beograds universitet, har i en artikel fra 2007 kaldt Kosovo for the ultimate myth og påpeger, at man altid omtaler Kosovo som et imaginært territorium uden befolkning. Modstanden mod selvstændigheden blev aldrig fulgt op af konkrete tanker om hvorledes en genindlemmelse kunne ske. Hun afviser diskussionen om, hvorvidt Kosovo er tabt eller er ved at blive tabt: det skete allerede i 1912, siger hun. that the old pledge had been redeemed. Den serbiske stat ville ikke give de ikke-serbiske borgerne i de ny stater lige politiske rettigheder, det var de ikke modne til. De måtte administreres, og da det ikke var attraktivt at komme til Kosovo blev det ofte de ringeste embedsmænd og politifolk, der blev udstationeret. På denne måde blev Kosovo tabt inden det nogensinde blev genvundet, siger Stojanovic i sin artikel fra 2007, der kan ses som et led i en serbisk Vergangenheitsbewältigung, som man sjældent ser. 2 nr. 191/ december 2011 For the Serbian political and intellectual class, Kosovo never implied its inhabitants, but only territory - an imaginary territory torn out of time, torn from reality. A battlefield without people, in the year 1389! This is why the debate on whether Kosovo will be lost in 2007 or whether that happened in 1999 is superfluous in my view. Taking into account all the relevant data, I think it happened in 1912, the moment when, five centuries after the celebrated battle, the territory in question was absorbed into the Serbian state. What is the whole thing all about? Immediately after the start of the first Balkan War in 1912, the Serbian army promptly entered the territory of Kosovo; when peace was signed the region was joined to Serbia, along with Sandžak and Macedonia. The papers of the time were full of patriotic outbursts, declaring that Kosovo had been avenged, that Lazar s promise had been fulfilled, that the medieval Serbian state had been resurrected, Kortet viser de genvundne serbiske territorier efter Balkankrigene I den følgende opstilling er de traditionelle serbiske og albanske synspunkter søgt stillet overfor hinanden. Sammenstillingen er ikke baseret på direkte citater, men på bred læsning af bl.a. internetsider, som mener at fremføre realiteter, men oftest ikke har sans for at der eksisterer andre syn på realiteterne. 3 11

11 nr. 191 / december 2011 Kosovo - Kosova Serbisk syn Albansk syn Vi var her først. Vi nedstammer fra illyrerne, der Vi var her først. De slaviske serbere indvandrede i blev drevet op i bjergene af de indtrængende 600-tallet. serbere. Vi kæmpede mod Tyrkerne i 1300-tallet og tabte slaget på Kosovo Polje, men moralsk vandt vi. Der var mange folkeslag på begge sider i 1300-tallets kampe. Albanerne samarbejdede fejt med besættelsesmagten og overtog deres religion. Skanderbeg samlede albanerne mod tyrkerne Da mange serbere udvandrede efter det mislykkede oprør mod tyrkerne i slutningen af 1600-tallet, så indvandrede albanerne og indtog vores land i Kosovo. Vi var her hele tiden. Serbien frigjorde sig i kampe mod tyrkerne. Større og større områder blev fri for besættelsesmagten. Tyrkerne var langt mere tolerante end serberne, som besatte de områder, vi boede i. Vi frigjorde sydserbien, Kosovo og Makedonien i Vi ønskede selvstyre under tyrkerne, men blev besat af serberne, og mange drevet ud. En stormagtskonference i 1913 godkendte vores besiddelse af Kosovo. Stormagterne så ned på et folk, der ikke var kristent. Vi kæmpede mod overmagten Østrig-Ungarn og deres allierede Tyskerne Og da vi måtte trække os tilbage sydover mod Adriaterhavet, så faldt albanerne os i ryggen. Det var naturligt at søge at hævde vore interesser efter de slemme år, vi lige havde været igennem. I mellemkrigstiden blev serbere udsat for snigmord etc. af albanerne. I mellemkrigstiden blev albanere udsat for snigmord etc. af serbere. Der var serbisk indvandring, og indvandrerne tog vor bedste jord. 12

12 Under 2. Verdenskrig var albanerne igen imod os med det fascistiske Italien i ryggen blev der dannet et Stor-Albanien. Endelig lykkedes det at få alle albansk-dominerede områder samlet. Det er jo blot i overensstemmelse med princippet om Folkenes selvbestemmelse, som USA præs. Wilson havde formuleret i nr. 191/ december 2011 Kosovo-serbere måtte flygte, og mange omkom En del af dem, der få år tidligere var kommet og havde bemægtiget sig vor jord, måtte rejse igen. Efter 1945 sikrede Tito Jugoslaviens integritet. Dem der havde arbejdet for sæt sammen med fjenden blev elimineret eller sat på plads. Efter 45 overtog Tito serbernes tradition for undertrykkelse. Nationale ledere blev henrettet eller fængslet. Netop da Jugoslavien var i fare for Sovjetisk overgreb i 1968 (Tjekkoslovakiet blev invaderet det år) lavede albanerne optøjer. Det var farligt, for det kunne give Sovjet anledning til at blande sig. Der var ganske vist bedre muligheder efter at den storserbiske indenrigsminister Rankovic var gået af i 1966 men vi måtte markere at der var behov for ændringer. Kroaten Tito ville stække Serbien og derfor fik Kosovo alt for stor indflydelse ved forfatningen i Endelig i 1974 fik vi et vist selvstyre, men vi brude have haft rettigheder som republik på linje med fx Slovenien, ikke blot som autonomt område. Det var tåbeligt med alle de ressourcer der gik til Kosovo mange uddannedes på universiteter uden udsigt til uddannelse. Og albanerne kunne jo ikke finde ud af at gøre investeringer lønsomme. Kosovo blev fastholdt i rollen som leverandør af billige råstoffer, derfor sank vi længere og længere bagud. Serberne blev fordrevet fra Kosovo i 70 erne og 80 erne. Serberne benyttede sig af, at de kunne få bedre jobs og livsbetingelser andre steder i Jugoslavien. Også mange Kosovo-albanere rejste, men mest til Vesteuropa, hvor vi blev gæstearbejdere Mange serbere blev fyret fra offentlig tjeneste mens der var selvstyre i Kosovo. Det var jo helt vildt at en del af Serbien ikke ville eller skulle følge fælles regler under selvstyret Der var stor overvægt af serbere i offentlig tjeneste i 1974, nu var det rimeligt at der kom flere albanere ind. Under selvstyret var det jo stadig kommunist-partiet, der havde magten. Og det var loyalt overfor Beograd i alt for høj grad. Der var også en overrepræsentation af serbere i partiet. 13

13 nr. 191 / december 2011 I 1989 blev der taget konsekvenser af, at Kosovo er en del af Serbien og selvstyret ophævedes Kosovo-albanere kunne fortsætte på deres poster, men de måtte naturligvis erklære sig loyale overfor staten og dens regler. I 1989 blev selvstyret ophævet med ulovlige midler og trusler om vold. Der var kampvogne omkring parlamentet i Pristina. Serbere indtog næsten alle offentlige stillinger efter Massakren i Racak var noget UCK havde iscenesat for at fremprovokere Natos indgriben. Massakren var desværre alt for reel og over 40 døde. Indgrebet i 1999 var helt ulovligt. Nato handlede udenom FN ja brød med FN s principper om ikke at blande sig i en stats indre anliggender. Og der var ingen beslutning i FNs sikkerhedsråd. Det var på høje tid at Nato greb ind i Og der var jo Sikkerhedsresolutioner, der sagde at Serbien måtte imødese alvorlige konsekvenser, hvis de ikke stoppede den etniske udrensning. Indgrebet førte til at Serbien mistede sin legitime overhøjhed over Kosovo Indgrebet var en ende på 86 års serbisk dominans, 40 års kommunisme, 10 års apartheid og et års etnisk udrensning. Kosovo efter selvstændigheden. Efter Kosovos erklærede selvstændighed i 2008 var der stor jubel og eufori. Nu var man fri for det serbiske åg. Nu ventede bedre tider. krigen i 1990 erne. Meningsmålinger har vist at et stort flertal af Kosovos albanere ønsker at Kosovo og Albanien bliver én stat. Baggrunden er bl.a. at Kosovo nu er det eneste land, der ikke har visumfrihed til rejser til EU. Men optimismen er vendt til skuffelse: Økonomien har det dårligt og der er en voldsom arbejdsløshed, og op mod 45 % lever ifølge Verdensbanken under fattigdomsgrænsen. Korruptionen og organiseret kriminalitet er udbredt. EU er bekymret over retssikkerheden og over at der ikke bliver gjort noget ved krigsforbrydere og kriminelle fra Der er fortsat mange internationale officials i Kosovo, og det forlyder, at sikkerheden for udlændinge er god. Udenrigsministeriet har heller ingen særlig rejsevejledning for Kosovo. Det er derfor skønnet fuldt forsvarligt at Historielærerforeningen arrangerer en studierejse til Kosovo og Albanien i oktober ec61b7596b Fra serbisk side fx Batakovic, den nationalistiske com/library/facts/kosovo-history.html, fra albansk side fx I øvrigt anbefales: Noel Malcom: Kosovo, a short History, Macmillan 1998 og Miranda Vickers: Between Serb and Albanian, Hurst Kosovo fejrer fødselsdag med vingeskudt ry, Kristeligt Dagblad 17. februar

14 nr. 191 / december 2011 Af Tea Sindbæk, ph.d. fra Aarhus universitet, institut for områdestudier og historie Tito, partisanerne og de andre - historiske myter i det tidligere Jugoslavien I foråret 2005 lavede den serbiske designer Tanja Aleksic en kollektion, der bestod af kjoler i efterkrigs-retrostil, nydelige lyse jakkesæt og elegante paradeuniformer. For enhver, der kender lidt til Jugoslaviens historie, var det tydeligt, at tøjet var inspireret af kulturen omkring Jugoslaviens ubestridte politiske leder gennem 35 år, Josip Broz Tito. At kollektionen sågar var opkaldt efter Titos hustru, Jovanka Broz, gjorde referencen eksplicit. Designet vakte opsigt og begejstring, tilsyneladende. Tøjet blev i hvert fald hurtigt udsolgt. (Aleksicw kollektion kan ses på under vinduet Jovanka Broz, øverst til højre), Aleksic design udnyttede mange af de associationer, der er knyttet til myten Tito. Han var kendt som en livsnyder, der satte pris på elegante luksusvarer. Som sådan personificerede han også Jugoslaviens egen lidt easy-going form for socialisme eller forbrugersocialisme, som det er blevet kaldt. Men Tito var også en enestående succesrig politiker; præsident for livstid i Jugoslavien, en af de få kommunistiske ledere, som med held trodsede Stalin og Sovjetunionen, og en af frontfigurerne i den alliancefrie bevægelse, der i 60 erne og 70 erne forsøgte at opbygge et alternativ til den kolde krigs bipolare verdensopdeling. Desuden var Tito, som generalsekretær for det jugoslaviske kommunistparti og anfører for den kommunistisk ledede partisanhær under Anden Verdenskrig, hovedperson i en heroisk fortælling om den jugoslaviske nationale befrielseskrig mod både fascistiske og nazistiske besættelsesmagter og jugoslaviske kollaboratører. Alt dette blev aktiveret af Tanja Aleksic design. Der var naturligvis også mørkere sider, såsom de jugoslaviske kommunisters henrettelse af tusinder af militære og politiske modstandere i slutningen af Anden Verdenskrig og de Gulag-lignende fangelejre for dem, der mistænktes for at støtte Stalin og Sovjetunionen, efter Jugoslaviens eksklusion fra Kominform i Men inspireret af designets fokus på luksus og munter elegance kunne man udmærket vælge at se bort fra dem. Tito havde selv bidraget til at skabe en kultur for at bruge historien og udnytte de nyttige myter. De jugoslaviske kommunister opfattede historie som, blandt andet, en nyttig ressource, der kunne udnyttes til at opdrage og mobilisere. Det er der for så vidt ikke noget enestående i: politisk og ideologisk historiebrug, der har til formål at forklare og legitimere f. eks. stats- eller nationsbygningsprojekter er velkendte. Men forudsætningen for denne type koordineret offentlig brug af historien er, at historie konstant refereres til og bruges også i andre dele af samfundet for at udfylde sociale, psykologiske, politiske, kommercielle eller andre behov. Historie er en essentiel ressource for opbygning af fællesskaber og identiteter; den fungerer på alle niveauer af menneskelige fællesskaber, fra unioner, over nationer og lokalsamfund til relationer mellem individer. Den historieske myte Et virkeligt effektfuldt virkemiddel for historiebrug er det, vi kan kalde historiske myter. Det ligger implicit i begrebet, at en historisk myte i hvert fald er noget, der har et uklart, lidt problematisk forhold til en historisk sandhed. Ofte er en historisk myte en god, storartet og populær fortælling. Den er uundgåeligt forsimplet, men ofte med en, stærkt selektiv, kerne af sandhed. Det mytiske element ligger især i dens fremtræden som en 16

15 form for enkel ikonisk narrativ, der har stor, men ikke nødvendigvis korrekt, forklaringskraft. Ikke i mindst i den populærkulturelle historiebrug fungerer historiske myter godt; de udgør en fremragende ressource i massekommunikation, underholdning og markedsføring. De indgår også i mange andre typer erindringskultur, ritualer og mærkedage, og kan naturligvis også bruges i historie som skolefag. II det socialistiske Jugoslavien og dets efterfølgerstater er brugen af historie og historiske myter blevet særligt iøjnefaldende og problematisk af flere grunde. For det første har de omfattende politiske omvæltninger Jugoslaviens politiske og økonomiske krise i 1980 erne, kommunismens fald, Den jugoslaviske Føderations opløsning, dannelsen af nye nationalstater og krigene i 1990 erne stillet skiftende krav til historie og krævet at historie måtte tilpasse sig nye virkeligheder. For det andet har disse skift gjort relationen mellem politik, samfund og historiebrug meget synlig. Og for det tredje er brugen af historie blevet set som en medvirkende faktor i flere af disse processer. Særligt brugen af Anden Verdenskrigs historie er blevet tilskrevet en vigtig rolle, men også mange andre myter, herunder Tito selv, har været i spil og til forhandling. Partisanmyten Partisanhærens sejr i den jugoslaviske del af Anden Verdenskrig bragte Kommunistpartiet til magten i Jugoslavien og gav det, ikke mindst i kraft af en loyal hær på soldater og snart også et omfattende sikkerhedspoliti, total magt i den nye stat. Det nye regime brugte historien instrumentelt og effektivt. Den kamp, som de jugoslaviske partisaner under ledelse af kommunisterne og Tito førte mod besættelsesmagter og kollaboratører, blev det nye socialistiske Jugoslaviens grundlæggende og statsbærende myte. Historien om partisankrigen blev brugt til at legitimere kommunisternes magtovertagelse efter krigen. Den bidrog også til at forklare, hvorfor Jugoslavien kunne genopbygges som stat efter en blodig national og politisk borgerkrig, der havde fundet sted i ly af både besættelse og modstandskamp. Ved at understrege partisanbevægelsens multinationale karakter kunne partisanideologien fremstilles som et alternativ til de nationale stridigheder, der havde kendetegnet den jugoslaviske stat i mellemkrigstiden, og til de fanatiske nationale ideologier, som havde ligget til grund for omfattende interne jugoslaviske massakrer under Anden Verdenskrig. Både i personlige fremlægninger såsom taler og erindringsbøger, der udkom umiddelbart efter krigens afslutning, og gennem systemets strukturer, for eksempel ved udarbejdelse af rapporter og gennemførelse af vidt publicerede retssager mod partisanbevægelsens modstandere, formidlede det kommunistiske regime et forsimplet sort-hvidt billede af partisankrigen. Partisanerne fremstilledes som heroiske og utrættelige, og bevægelsens al-jugoslaviske multinationale karakter og tætte kontakt til den jugoslaviske befolkning blev fremhævet. I kontrast til de gode partisaner og de heroiske jugoslaviske folk fremstilledes besættelsesmagter og kollaboratører som brutale og bestialske, forrædere og repræsentanter for det rådnende bourgeoisi. Mens partisanernes heroisme og modstandernes brutalitet bestemt har rod i virkeligheden, ignorerede denne udlægning en del mere moralsk problematiske omstændigheder, herunder partisanbevægelsens egne kriser, partisanhærens stedvise brutalitet, den omfattende splittelse mellem de jugoslaviske folk, den udbredte støtte fra Jugoslaviens bondebefolkning til forskellige radikale nationale ideologier og det forvirrede og komplekse krigsforløb, hvorunder mange jugoslaviske fodsoldater vedvarende skiftede side. Men med disse og andre bekvemme udeladelser var partisankrigens historie et storslået udgangspunkt nr. 191/ december

16 nr. 191 / december 2011 for en stærk og samlende myte for det socialistiske Jugoslavien. Partisanbevægelsens mest berømte kampråb, Død over fascismen, frihed til folket og Broderskab og enhed, blev brugt flittigt i den socialistiske stat og var kendt af alle jugoslaver. Historien om partisankrigen var kernestof på skolepensum og udgjorde størstedelen af historieundervisningen i grundskolens ottende år og i fjerde gymnasieklasse (eller tredje, hvis man gik på teknisk gymnasium). I pionerbevægelsen, en obligatorisk spejderorganisation efter skoletid, blev skoleelever optrænet i partisanbevægelsens dyder og færdigheder. Også i det offentlige rum dominerede partisanerne: Ifølge den canadiske historiker Max Bergholz opførtes der monumenter til Partisanerne i Jugoslavien mellem 1947 og 1965 det er lidt mere end 2 om dagen. En væsentlig kilde til den populærkulturelle udbredelse af Partisanmyten var den blomstrende og fremragende jugoslaviske filmindustri. Allerede fra 1945 blev partisanhistorier sat på film, og i løbet af de næste 4 årtier blev talrige partisanfilm produceret, heraf mange som var af aldeles fremragende kvalitet og vandt international anerkendelse og priser. Nogle af dem var resultat af multinationale samarbejder og brugte internationalt anerkendte stjerner som Yul Brynner, der spillede Partisanernes sprængstofekspert i Slaget ved Neretva fra 1969, og Richard Burton, der spillede selveste Tito i Sutjeska fra De gode partisanfilm var fulde af spænding og action, men rummede også et klart moralsk element; de gode og brave partisaner, der forsvarer land og folk, er sat i skærende kontrast til de onde besættelsesmagter og endnu ondere og tilmed lumpne jugoslaviske kollaboratører. At mange almindelige jugoslaver naturligvis så igennem denne forsimplede og kommercialiserede myte, fremgår af en kendt 1980 er vittighed, som spørger: Hvem dræbte flest tyskere under krigen? Svaret skulle være Bata Živojinovic, en kendt og populær skuespiller, som har medvirket i de fleste store partisanfilm og et utal af de mindre kendte. Živojinovic s ansigt er desuden kendt fra etiketten på en kinesisk øl, som er opkaldt efter en af hans kendteste roller i filmen Valter forsvarer Sarajevo fra Valter var Titos dæknavn i den internationale kommunistiske bevægelse. Her er myten vitterligt internationaliseret. Som sådan, og trods den stedvise ironi, udgjorde den jugoslaviske myte om partisankrigen og partisanerne en fantastisk, heroisk og samlende narrativ, der tjente sit formål godt. Den krakelerede først for alvor i slutningen af 1980 erne og starten af 1990 erne, da man i det post-kommunistiske Kroatien og Slovenien satte fokus på de massehenrettelser, som partisanhæren i slutningen af krigen udførte mod fjendtlige militære enheder. Samtidig sås i Serbien en gradvis rehabilitering af den nationalistiske, konservative og royalistiske Chetnik-bevægelse, der under krigen havde kæmpet mod Partisanerne, til tider i alliance med besættelsesmagterne, og i øvrigt havde begået omfattende krigsforbrydelser i Bosnien og Kroatien. Parallelt med dette nye perspektiv på chetnikkerne blev partisanerne i stigende grad opfattet som kyniske og fanatiske ideologer, som villigt ofrede serbiske menneskeliv og forårsagede en brutal broderkrig mod chetnikkerne. Titomyten Myten om Tito var naturligvis nært knyttet til den om partisanerne. Noget forsimplet kan man hævde, at Titos mytologiske persona er delt i to: en der fokuserer på hans indsats som fremragende og heltemodig leder af Kommunistpartiet og den jugoslaviske partisanhær under Anden Verdenskrig, og en der fremhæver hans senere rolle som politiker og repræsentant for den jugoslaviske tredje vej og forbrugssocialisme. 18

17 Omkring Titos rolle som militær leder opbyggedes allerede under krigen en ægte og seriøs lederkult af den stalinistiske type. Det kan virke noget paradoksalt, eftersom de jugoslaviske kommunister ihærdigt kritiserede Sovjetunionen for netop denne tendens. Men der er næppe tvivl om, at Titos uangribelige status var en af årsagerne til, at de jugoslaviske kommunister kunne fastholde magten - trods kritik og ideologiske angreb fra Sovjetunionen og andre kommunistiske lande i Og på sin side gjorde bruddet med den øvrige østblok også Titos rolle som symbol på en ægte hjemmedyrket socialistisk revolution endnu vigtigere i årtierne efter, hvor jugoslaviske kommunister ikke kunne hente legitimitet fra den internationale socialistiske bevægelse. nr. 191/ december 2011 Titos image som genial, heroisk og omsorgsfuld militær leder er udødeliggjort i en række berømte fotos. Blandt de mest kendte er et, hvor han sidder på jorden, såret efter et Nazistisk luftangreb, og et hvor han er iført Partisanernes karakteristiske bløde militærhue med den røde stjerne i panden. Disse billeder er reproduceret utallige gange og utallige steder i det socialistiske Jugoslavien og også siden, blandt andet, ifølge den Slovenske sociolog Mitja Velikonja, på sukkerposerne i det post-socialistiske Ljubljanas kaffebarer. Statuen foran Titos Blomstervilla i den elitære del af Beograd, hvor han boede og også er begravet, viser ham, som han kunne have set ud under krigen, attraktiv, velsoigneret og elegant i ulastelig uniform, for Tito var kendt for sin forfængelighed, men samtidig med bekymret rynket pande ved tanken om krigens dystre udfordringer. Titos anden persona, den der repræsenterer det socialistiske Jugoslavien i dets mest succesfulde periode fra 1960 erne til starten af 1980 erne, er den lune, muntre, elegante og lovligt velnærede levemand, som holdt af god cognac og cigarer, som gik tur med sine puddelhunde, holdt af sejlsport og som omgikkes folk som Richard Burton og Sophia Loren. Men han var samtidig en folkets mand, som holdt af at besøge fabrikker, høre om arbejdernes forhold og nye produktionsformer og tage imod vindende fodboldhold i sin villa. Denne aldrende Tito personificerede Jugoslaviens Middelklasse-socialisme eller forbruger-socialisme, og det er derfor også ham, der er blevet symbolet på jugoslavisk forbrug, relativ frihed og velstand, og forbindes med efterkrigstidens jugoslaviske popkultur. Tito døde i I årene efter udfordredes myten, både på grund af faldet i den jugoslaviske velstand, der i høj grad var baseret på lån og 19

18 nr. 191 / december 2011 amerikansk støtte, og som følge af den politiske krise, der ramte Jugoslavien i 1980 erne. Titos arv viste sig særdeles vanskelig at forvalte. Slobodan Miloševic, Serbiens autoritære leder fra 1987, undgik oftest at bruge det glorværdige Tito og foretrak at omtale den afdøde statsleder som Josip Broz, eller bare Broz, sikkert både for at undgå og for at udfordre de mytologiske konnotationer. De andre myter Svækkelsen af både Titomyten og Partisanmyten hang også sammen med, at der i løbet af 1980 erne blev sat nyt fokus på andre sider, eller andre myter, om man vil, af Anden Verdenskrigs historie. Det var aspekter som splittede snarere end samlede de jugoslaviske folk. Hvor krigens historie hidtil havde drejet sig om Partisanernes fantastiske bedrifter, og krigsforbrydelser kun havde været begrænset inddraget med det formål at fremhæve modstandernes bestialske og brutale adfærd, og dermed yderligere glorificere partsanernes sejr, blev jugoslaviske historikere og den bredere offentlighed i løbet af 1980 erne stadig mere optaget af interne jugoslaviske konflikter og massakrer begået under krigen. I 1980ernes anden halvdel blev både medier og store dele af historikermiljøet i den serbiske delrepublik meget optaget af historien om den kroatiske fascistiske Ustasha-bevægelse, som under krigen havde regeret Kroatien og Bosnien i tæt samarbejde med besættelsesmagterne, og som i den forbindelse have udført folkemordskampagner mod jøder, roma og serbere i disse områder. Parallelt med det nye fokus på folkemord mod serbere indledtes også en langvarig rehabiliteringsproces af den serbiske chetnikbevægelse og specielt dens leder, Draža Mihailovic, som var blevet henrettet af det kommunistiske regime efter en skueproces i Enkelte serbiske historikere hævdede, at chetnikkerne og Mihailovic i virkeligheden var antifascister, Europas første oprørshær under krigen, og at det skyldtes kommunisternes manipulation og de allieredes troløshed, at chetnikkerne var endt på den forkerte side. Igen er der en kerne af sandhed: chetnikkerne var virkelig en antitysk oprørshær, støttet af de allierede. Og kommunisternes fremstilling af dem var virkeligt stærkt manipuleret. Men for at opretholde dette syn på dem må man i øvrigt ignorere, at forskellige chetnik-enheder samarbejdede massivt med både tyske og italienske besættelsesmagter, og at chetnik-enheder begik omfattende krigsforbrydelser og massakrer både mod hvad de opfattede som partisantro civile og mod ikke-serbere i Kroatien og Bosnien. Et sådant snævert serbisk og anti-kommunistisk syn på historien er man faktisk i stand til at opretholde i det officielle Serbien i dag. I 2004 blev Chetnikbevægelsen ved lov juridisk ligestillet med partisanerne med samme ret til pension (der er dog næppe mange tilbage til at nyde godt af det). Højreorienterede serbiske partier deltager i den årlige fejring af Chetnikbevægelsen ved Ravna Gora, hvor Mihailovic oprindeligt havde sit hovedkvarter. På græsrodsniveau opfordrer ihærdige røster til, at man finder Draža Mihailovic gravsted, som kommunisterne holdt hemmeligt, så han kan blive hædret. Blandt de mere besynderlige eksempler er den Draža Mihailovic-tatovering, som den serbiske basketball stjerne Milan Gurovic kunne fremvise i Da Gurovic med sit hold Partizan fra Beograd skulle spille mod Cibona i Zagreb, blev han nægtet indrejse med henvisning til tatoveringen, som ifølge de kroatiske politimyndigheder skulle dækkes til, fordi den opfordrede til nationalt og religiøst had. Det førte til en større kontrovers, i løbet af hvilken serbiske politikere udtalte, at det da var meningsløst at gøre den sag til et politisk spørgsmål, og at de da ikke kunne se noget problem i, at en sportsstjerne promoverer sin individuelle ikonografi, som de kaldte det. Mens 20

19 den serbiske formiddagspresse støttede Gurovic og foreslog, at kroaterne måske havde et noget forældet historiesyn, havde kroaterne meget lidt sympati for synspunktet. I sidste ende kom tatoveringen til at koste Gurovic hans kontrakt med Partizan. Selvom Anden Verdenskrig, ikke mindst på grund af dens centrale betydning for Jugoslaviens nyeste historie, leverede en væsentlig del af det historiske mytestof til både det socialistiske Jugoslavien og dets efterfølgerstater, var der naturligvis også mange andre myter i spil. Mest kendt er måske Miloševic fejring af 600-årsdagen for det legendariske slag på Solsortslætten, Kosovo Polje, i 1389 mellem Balkans kristne kongedømmer og Osmannerrigets angribende hære. De historiske omstændigheder ved dette slag er ikke specielt klare, og dets militære betydning er ikke nødvendigvis afgørende. Men slaget er foreviget i en række folkesange og sagn, som også var populære blandt 1800-tallets sydslaviske nationalromantikere, og som ydermere var fast skolepensum i både mellemkrigstidens Jugoslavien og den socialistiske stat, så myten og figurerne var og er umådeligt velkendte. nr. 191/ december 2011 På sin vis udgør Draža Mihailovic en ny serbiske myte skønt hans ret til glorificering er mindst lige så tvivlsom som partisanernes. Men en del af hans heltestatus bunder jo netop også i hans modstand mod dem og kommunisterne, og ikke mindst i kommunisternes manipulation af både deres egen og Mihailovic historie. Han er bestemt heller ikke universelt anerkendt; der var for eksempel udbredte protester, da repræsentanter for den serbiske regering deltog i fejringen ved Ravna Gora i I sin tale på Kosovo Polje d. 28. juni 1989 brugte Miloševic myten om slaget til at minde om behovet for serbisk sammenhold, heroisme og national stolthed. Miloševic fejring på Kosovo Polje var i lige så høj grad en fejring af hans egen politik. Siden de overtog magten i det serbiske Kommunistparti i september 1987, havde Miloševic og hans inderkreds trodset den jugoslaviske konstitution og sikret serbisk kontrol over provinserne Kosovo og Vojvodina, og dermed større serbisk indflydelse i Den jugoslaviske Føderation. I månederne omkring 600-års jubilæet blev Kosovomyten promoveret over en bred front, der inkluderede prestigefyldte historiske og kunsthistoriske publikationer, ny poesi, popmusik og tilmed en ny parfume. Kosovomyten var mindst lige så selektiv som Titotidens kommunistiske historiebrug, men med sit fokus på middelalderromantik adskilte den sig klart fra kommunisternes fokus på det moderne. Ydermere appellerede Kosovomyten i dens nye version med fokus på serbisk historie 21

20 nr. 191 / december 2011 og kultur, og aktualiseret af de nationale sammenstød mellem serbere og albanere i Kosovo, til serbisk national loyalitet i modsætningen til kommunisternes jugoslaviske solidaritet. Den var således en oplagt og slagkraftig mod-myte til de slidte myter om Tito og hans partisaner. Konklusion Historiske myter er brugbare og står for fald. En væsentlig grund til at myterne om Tito og partisanerne blev slidt op var kommunisternes egen instrumentelle brug af historien. Efter krigen udnyttede de lejligheden til at gøre op med fjender fra krigen og politiske modstandere ved vidt publicerede retssager, som selvfølgelig havde til formål at stille disse personer til ansvar, men som også tjente den politiske hensigt at stigmatisere disse modstandere og deres ideologi i den bredest mulige offentlighed og så at sige udelukke disse ideologier som legitime alternativer. En af konsekvenserne af dette overbrug af historien er, at der også sås tvivl om rimelige og saglige historiske udlægninger. Det betyder blandt andet, at det retsopgør, som fandt sted i Jugoslavien efter Anden Verdenskrig, nu er illegitimt. Derfor kunne Draža Mihailovic og hans infame bevægelse rehabiliteres, og derfor kunne nationalister i Kroatien opfatte historier om Ustashas og den katolske kirkes værste excesser som kommunistisk propaganda. Hverken partisanmyten eller Titomyten er dog ikke helt døde. Tito-myten er faktisk massivt til stede i den bølge af Jugonostalgi, som fremdeles er stærk i mange af de tidligere jugoslaviske områder. Nostalgi skal her forstås som en form for historisk utopi, en drøm om en fortid som aldrig har været. Men ikke desto mindre fokusserer den i høj grad på hverdagsperspektivet, på det socialistiske Jugoslaviens popkultur og på den form for jugoslavisk easy-living og forbrugskultur, som Titos ældre person kom til at repræsentere. På bjergsiderne i Bosnien og Istrien laver man stadig meterhøje Titoskilte af hvide sten. Efter massive protester har man for længst opgivet at omdøbe hovedgaden i Sarajevo; den hedder stadig Marskal Titos gade. Som Mitja Velikonja har vist, er eksemplerne mere end talrige (se Velikonjas studie af Titostalgi her mirovni-institut.si/eng/titostalgia.pdf). Tydeligvis kan Tito stadig i høj grad forbindes med livsglæde, nydelse og elegance. Det bevidner Tanja Aleksic modekollektion også. 22

21 Common and Distinctive Features of Tragic History: Litene and Katyn This report was presented in the discussion on Common and Distinctive Features of Tragic History: Litene and Katyn which was held on August 23, 2011, in the Museum of the Occupation of Latvia. The independent state of Latvia was proclaimed in Latvia was occupied by the Soviet Union on June 17, 1940, as a result of the Molotov- Ribbentrop pact. More than 50 countries have recognized the occupation as illegitimate including the USA, Great Britain and Denmark. Independence of Latvia was restored on 21 August, The role of historical questions is significant not only today but also in the near future in both Latvian society and in the relationship between the Republic of Latvia and the Russian Federation. It is dictated by the complex events of the 20th century several changes of the occupation regimes, the existence of diametrically opposed historical consciousness and the various approaches to the interpretation of history. Historical consciousness is the basis of identity of an individual as well as the basis of an independent state. This is the reason why the occupation regimes tried to influence society s historical memories by imposing historical explanations which were favorable for the regime. Although the individual might have been repressed for denying official history, there existed independent historical memories apart from the official ones about a free, rich and happy state. These historical memories were party idealized, yet they served as a balance to the threat imposed by the occupation regime. In the late 1980s and in the beginning of 1990s the historical memories were guided by the idea of the re-proclamation of the Republic of Latvia which had been proclaimed in The problem issue of the society in Latvia is that for a number of generations Latvians, but especially ethnic minorities who moved to Latvia after the occupation, have lived under the influence of the imperial historical concepts of the USSR. The communist occupation regime in Latvia lasted for nearly 50 years and for this reason the official ideology deformed the historical memories of particular groups of society. Nowadays, the big part of the people, who came to Latvia at the time of the Soviet occupation, still tries to hold on to the long lost imperial ideology as a testimony of their Soviet identity and they pass it on to the next generations. The existence of the two diametrically opposed historical memories mentioned above delays the creation of a common historical memory in Latvia. The historical memories of many of those, who came to Latvia during the period of the Soviet occupation, deny the fact of continuality of the state of Latvia as a subject of international rights, illegal incorporation of Latvia into the USSR and the crimes committed against the inhabitants of Latvia during the regime. The creation of a common historical memory is also disturbed by the existence of Russian information space in Latvia, which functions besides the Latvian information space. Russian information space leaves a massive impact on one part of society in Latvia. Sociological surveys demonstrate that generally Russian speaking people watch and nr. 191/ december 2011 af Ritvars Jansons,Dr. hist., historian of the Museum of the Occupation of Latvia 23

22 nr. 191 / december 2011 rely on TV channels from Russia. National Security Strategy of the Russian Federation 1 until the year 2020 states that the reconsideration of the Russian history (and this also includes the USSR) has a negative impact on the national security. Russia believes that in order to secure its influence and security it is necessary to develop an informative and humanitarian space in the border regions of the Commonwealth of the Independent States (CIS) this includes Latvia as well. The tendencies in Russian propaganda during the last years demonstrate a strict imposition of the USSR historical concepts not only to the Russian society but also the society in the Baltic States. It is done mainly with the assistance of mass media writing and broadcasting in Russian language and with the publications of Russian historians. The concepts of the USSR in the interpretation of the history of Latvia are useful to the Kremlin for several reasons: 1. The Kremlin is interested in delaying the integration of ethnic minorities in Latvia and in using them to fulfill political targets. When taking into account that the ethnic minorities in Latvia mainly have different historical memories than Latvians, it becomes clear that it is easier to offer them the concepts of the history of the USSR; 2. Russia is trying to convince the international society that the Republic of Latvia re-established on May 4, 1990, is a newly established state, so it is not useful for Russia that the occupation of Latvia is taken as a historically undoubted fact; 3. Russia has valid fear that when admitting the fact of the occupation of Latvia, it will have to take legal responsibilities. Although in the current political situation the material claims of Latvia towards Russia are very low. The people who arrived to Latvia as a result of the occupation will not face any discrimination. If Latvia will succeed to protect its position in the international institutions that its situation is unique due to the fact of the occupation and the migration followed by it, then it will be difficult for Russia to apply pressure on the European institutions in order to acquire the so called zero policy of citizenship in Latvia and Russian as the second official language in Latvia, which automatically means Russian as an official language of the EU. Latvian militaries shot by the communist regime in the end of June, 1941, Litene, Latvia. Photo from We Accuse the East We Warn the West, Germany, Russia is trying to convince the international society that it is not equally responsible with the Nazi Germany for causing World War II and the occupation of the Eastern European countries. This is the reason why Russia is trying to impose the ideological concept of the Great Patriotic War upon 24

23 Latvia which does not include the responsibility of causing the war and brings the status of Victory along with it. The status of Victory is necessary to Russia as it helps to unite the society and secures the identity of Russians in the post-soviet republics. This Russian propaganda also aims to define the fact that there are only some historians in Russia like Natalja Lebedeva 2, Boris Sokolov 3, Jelena Zubkova 4, who talk about the occupation of Latvia (and Estonia and Lithuania) in June Despite the availability of documents in the Russian archives such matters as the warfare in the territory of Latvia in 1944 and 1945 and the repressions which began in the territory taken by the Red Army are very poorly researched by the Russian historians. These matters are seen as the liberation of the Latvian SSR from the Nazi Germany without any discussions. Yet in Latvia there dominates the concept of three occupations which states that the Republic of Latvia was occupied by the USSR in 1940, then by Nazi Germany in 1941, and then again by the USSR in 1944/1945. This concept means that the occupation lasted until The topics related to World War II are significant to the understanding of history in the relationship between Latvia and Russia. Most Latvian historians believe that the non-aggression treaty signed by the USSR and Nazi Germany on August 23, 1939, and its secret protocol was an illegitimate deal on the account of the countries of Eastern Europe as a third party and was one of the reasons to begin World War II. Therefore, the fight between the USSR and the Nazi Germany for the territory of the Baltic States is classified as an occupation and an expansion of their territories, but not as liberation of the Baltics. Most of the Russian historians hold another interpretation: during the Great Patriotic War the USSR liberated its territory (the Baltic States) from the rule of the Nazi Germany. It is believed that in the nearest future the positions of Latvian and Russian historians on the topics of World War II and the fact of the occupation will remain different, even if the newly established Latvian Russian commission of historians will ever start to discuss these issues 5. The situation is different, though, when it comes to the research of Stalinist crimes. Russian historians have written endless academic research on the repressive mechanisms of the Stalinist era since the end of the 1980s. A wide and undisturbed research of the Stalinist era in Latvia began after the reconstruction of the independence in Both in Latvia and Russia it is concluded that the USSR repression mechanisms were illegitimate towards its inhabitants. Although the argument behind the question why the Stalinist repressions were necessary in Russia is different, most of the inhabitants of Russia see these repressions as illegal and devastating. The situation in Latvia is slightly different from the one in Russia. The repressions have left traumatic consequences in the historical memories of Latvians and the people, who came to Latvia during the Soviet occupation especially during the 1960s to 1980s, in many cases do not know about the Stalinist crimes in Latvia. It is possible to raise the awareness of ethnic minorities on the Stalinist crimes in Latvia if historical questions would be more seriously taken into account in the integration process. This might be the case especially if any of the high representatives of Russia would confirm them like Vladimir Putin confirmed the crime committed in Katyn. The repressions organized against the militaries of the Red Army 24th Territorial Corps in Litene and Ostraviesi in Madona district, Latvia, in June 1941, are also counted as part of Stalinist crimes with Non-Applicability of Statutory limitations. On June 1941, 21 higher officers of the 24th Territorial Corps were sent from Litene to nr. 191/ december

24 nr. 191 / december 2011 Moscow. There they were arrested and shot in October Only four officers were not repressed. 430 officers of the 24th Territorial Corps were arrested on June During the arrest no less than 10 officers were shot. Others were deported from Latvia to remote districts of the USSR. Around 180 officers were charged with death penalties; in the 1950s only about 80 officers returned to Latvia. From June 28 to the first week of July 1941, there was a mass demobilization in the 24th Territorial Corps during which militaries were also shot. 40 officers and soldiers were shot in total. There were less than 3000 soldiers left in the Corps at that time. Litene was not a place of a mass massacre of Latvian officers when compared to Katyn. The officers were shot if they resisted the arrest, as well as for desertion, and for conflicting with the political commanding officers (politruks). In the historical memories of the people of Latvia Litene is not associated with a place of mass massacre as the biggest part of the 349 political prisoners were shot in other places in Latvia during the communist occupation of 1940 to It is clear that both the massacre of the Polish officers in Katyn and the Latvian officers in Litene are crimes with Non-Applicability of Statutory limitations Crimes against Humanity. In the Nuremberg trial ( ) the Katyn crime was incriminated to the Nazis as a war crime, yet in the final verdict it was not mentioned for political reasons. Lawyers in Poland have classified this crime as a crime against humanity as well as genocide. Politically Poland defined the crime as genocide. Lawyers in Latvia have defined the Litene crime as genocide. The crimes committed in Katyn and Litene both have the characteristics of genocide. The officers were Polish or Latvian by ethnic origin. They had a high education so they were members of the elite. The occupants were mainly trying to destroy the elite in both Poland and Latvia. If in the case of Katyn the victims were the Polish officers and the country was conquered at the time, then in the case of Litene and Ostraviesi the repressed persons were the militaries of the USSR Red Army so they were citizens of the USSR at least formally, which means that the USSR committed crime against its own citizens. There was World War II in Europe, when the officers were deported on June Yet the occupation regime imprisoned and killed the Latvian officers in the GULAG camps, instead of keeping them ready for action by the Western border of the USSR. The partial demobilization and the shooting of the militaries of the 24th Territorial Corps was even more absurd when the warfare came to the area of Latvia. I cannot provide conclusions on the reasons for shooting Latvian officers which would be based on documents due to the inaccessibility of Russian archives. Therefore I can only provide a hypothesis Latvia as a territory close to the Western border of the USSR had to be cleared out of politically unreliable people. If the Latvian Russian commission of historians will actually start the job and will have access to the Russian archives then one of the topics of research should be why the militaries of the 24th Territorial Corps were shot or deported. There are plenty of questions related to the common history of Latvia and Russia of the 20th century which would be worth researching and could provide both Latvian and Russian societies with interesting facts or new points of view regarding important historical events and processes. There has been an agreement made within the Latvian Russian commission of historians that they could work on the research of the relationship between Latvia and Russia in the 1920s and 26

25 the 1930s. It would be a major step forward if the historians of both countries could cooperate in the research of political history. It is important for both countries to find full information about the treaty of mutual assistance which was signed between Latvia and the USSR in September , and how it actually happened. Due to the treaty the Soviet military bases were settled in Latvia. Russian Federation; Central Archive of the Federal Security Service, and Central Archive of the Ministry of Defense where only some of the Latvian researchers have managed to work. nr. 191/ december 2011 A complex set of questions, which has to be researched relates to the occupation of Latvia in Because of the political reasons, it is hardly possible that the historians will have a complete access to the documents in the Russian, which would tremendously help in the research of these questions. The same can be said about the reoccupation of Latvia in 1944/1945. Another set of questions worth researching is the Sovietization of Latvia in the end of the 1940s and in the beginning of 1950s, which was done in order to make the situation in Latvia correspond to the one in the old Soviet republics. A complete access to the documents in the Bureau for Latvia of the Central Committee of the Communist (Bolshevist) Party of the Soviet Union in the Russian State Archive for Social and Political History is necessary. Most of the files are forbidden to be seen or copied by the researchers from the Baltic States. These files contain information about repressions against national partisans and kulaks in Latvia. A free access to the documents in the archives is the basis for a common history research. All documents of the history of Latvia regarding the 20th century are available to researchers from abroad; yet in the Russian archives Latvian researchers still face many prohibitions and difficulties. The most important documents of the USSR are stored in the Archive of the President of the Russian Federation, where no researcher from Latvia has been allowed in; Archive of Foreign Policy of the 1 National Security Strategy of the Russian Federation. Available at: 2 Natalia Lebedeva is a leading Russian historian of Katyn, a senior researcher at the Institute of General History (Russian Academy of Sciences), an editor and contributor to twenty three volumes of documents on the Nuremberg Trials and a four-volume collection of documents on the Katyn massacre. 3 Boris Sokolov, Candidate of Science degree in History and Habilitat Doctor of Science in Philology. From the 1990s onwards, he has turned to subjects on Russian 20th century history, publishing studies on Lavrentiy Beria, Joseph Stalin, Vyacheslav Molotov and Leonid Brezhnev. 4 Jelena Zubkova, professor of History at the Russian State University for the Humanities. 5 In 2010, president of the Republic of Latvia V. Zatlers and president of Russian Federation D. Medvedev agreed on the establishment of Latvian-Russian commisson of historians which would research the history of 20th century in the context of Latvian Russian relations, although until November, 2011 the commisson had not started its work. 27

26 nr. 191 / december 2011 Commemoration and re-burial place of the victims of communist regime in Pirmie Meža kapi, Riga. 28

27 Landboreformerne og bondefrigørelsen Tiden før landboreformerne Maries regeringstid fra 1772 til 1784, og de danske godsejere var som en samlet stand forbitret Som ung blev Johan Valdemar Bille i 1840 ansat som præst i et jysk landsogn. Han tiltrådte, da imod enhver forandring af det bestående system. følgerne af landboreformerne var ved at slå De troede, at ændringer ville føre til formindskelse igennem. Da han som gammel gik på pension i af deres egne formuer og indtjeninger. Der var 1877, havde reformerne gennemgribende forandret samfundet. Pastor Bille så, at der var blevet ville få dem til at lette på deres betrængte bøn- ikke større udsigt til, at godsejernes altruisme dannet en ny klasse af gårdejere, han undrede sig ders kår. En amtmand på Falster skrev i 1768 til over hvor hurtigt dens medlemmer havde vænnet regeringen: Thi hvem kan vel også vente, at sig til en mere overdådig form for tilværelse. I sin menneskekærligheden skulle være steget til en afskedsprædiken sagde han til dem, at store ting sådan højde, at en godsejer skulle afstå selv den var sket i sognet i hans embedstid: Dengang jeg ringeste skærv, skulle indskrænke sine indkomster kom her til sognet som præst, kørte I med stive eller forstyrre sin magelighed blot det mindste, for vogne med tremmeagestole og bestilte det meste at befordre en bondes lyksalighed. Nej, sligt sker af jeres seletøj hos rebslageren. Nu kører I med ikke, og skal der skabes bedre vilkår for bonden, fjedervogne med udpolstrede agestole og har da må det ske ad lovgivningens vej på trods imod seletøj af pletsølv. Gud forbarme mig, hvad skal hans herskab, så ikke dette, men upartiskhed og enden blive? erfarenhed bliver regeringens vejledere. Som bekendt tilhørte næsten al landbrugsjord i Danmark før landboreformerne i slutningen af Landboreformerne 1700-tallet knapt godsejere. Omkring 80 At ændre landbrugssystemet og skaffe fæstebønderne bedre vilkår uden, at det kom til at koste procent af deres jord var udstykket i fæstebondegårde, der blev givet i en slags leje (fæste), til godsejerne noget, syntes en umulig opgave. Men ufri fæstebønder. Gårdene blev dyrket i landsbyfællesskaber, fæstebønderne betalte for lejen fæstegård-mændene kunne købe deres gårde, man fandt dog på en løsning. Den indebar, at eller fæstet med penge, med en del af deres de blev gårdejere og drog nytte af de gode konjunkturer. Samtidig slap godsejerne for det første produkter (landgilde) og med en arbejdstjeneste (hoveri). Resten af godsejernes jord blev drevet af med den uvillige og genstridige arbejdskraft som hovedgårdsmarker, hvor arbejdskraften kom af fæstebønder på hov-markerne, de kunne nu fra fæstebøndernes hoveriforpligtelse. Systemet i stedet anvende en ny arbejdskraft af hyrede havde virket i århundreder, men progressive kræfter begyndte i tiden op mod landboreformerne at nødt til at rubbe neglene, hvis den ville overleve. lønarbejdere og hoveripligtige husmænd, som var betragte det som ineffektivt. For det andet skaffede godsejerne sig ved bortsalget af fæstegodset ikke alene kapital til forbed- Danmark blev frem til år 1772 ledet af de tyske ministre A.G. Moltke, J.H.E. Bernstorff og Struensee. De havde haft ønsker om at forbedre det men også til nye herskabelige herregårde. For det ringer af drift og avlsbygninger på deres godser, danske landbrug. Men alle tilløb til forandringer tredje blev de fri for alt besværet med de modvillige fæstebønder, og for det fjerde kunne de blev standset i Guldbergs og dronning Juliane efter nr. 191/ december 2011 Af Jens Engberg, forfatter og tidl. professor ved Århus Universitet. 29

28 nr. 191 / december 2011 reformerne sove roligt uden frygt for, at oprørske bønder var ved at samle sig nede i borggården. Stavnsbåndet, som havde tvunget bønderne til at blive på det gods, hvor de var født, blev gradvist op-hævet, landsbyfællesskaberne blev afskaffet, gårdenes hoveriforpligtelser forsvandt efterhånden, mange gårde blev flyttet bort fra landsbyerne. Samtidig blev der gennemført nye hårde stramninger for det flertal af bønderne, som ikke blev gårdejere. Man bedrede på genial vis på én gang både godsejernes og fæstebøndernes vilkår simpelthen ved at vælte byrderne derved over på en ny, skarpt defineret og stor gruppe af underdanskere, nemlig på befolkningsflertallet af husmænd og landarbejdere. Landboreformerne var nødvendige. De måtte finde sted, hvis ikke det danske landbrug skulle gå helt i stå. Der blev sat nogle forandringer igennem, som gjorde, at dansk landbrug i 1950 erne ikke så ud, som de samtidige tilbagestående landbrug i Polen eller Syditalien. Ændringerne førte til store produktionsudvidelser. Forudsætningen for det industrisamfund, som blev skabt i slutningen af 1800-tallet, var det behov for industrivarer og den købekraft, som var opstået i landbruget efter reformerne og efter den stigning i befolkningstallet, som reformerne gav mulighed for. Med industrialiseringen blev det samfund skabt, vi nu lever i. Den nye ulighed Landboreformerne delte bondestanden. Sognepræsten i Gentofte ved København forudså, hvad der ville ske: Det vil vise sig, at når gårdmænd på grund af udskiftning, ejendom og den deraf flydende erhvervsmæssige flid og klogere drift tiltager noget i velstand, ja om det så blot er derved, at deres ejendoms værdi stiger på grund af tiderne, så deler bondestanden sig i to klasser, gårdmandsklassen og husmandsklassen, og det så fuldstændigt, at ingen, som er født i den sidste, kan gøre sig det mindste håb om at stige op i den første, lige som heller ikke nogen født i den første vil fornedre sig til at indtræde i den sidste. Følgerne af denne afsondring er højst ulykkelig for vores bondestand. Det fik han jo ret i. Den gamle bondestand blev delt i to skarpt adskilte klasser, et mindretal af en gårdejerklasse, som sej-rede stort i velstand og magt. Forud for landboreformerne blev bønderne i landsbyfællesskaberne berømmet for deres hjælpsomhed og gavmildhed mod de fattigste. Nu gik den nye klasse af gårdejere direkte fra fællesskabet til et princip om ingen solidaritet. Det store flertal af bønderne blev ladt i stikken som husmænd uden eller med meget lidt jord og som landarbejdere. Husmændenes adgang til at have dyr på overdrevene mellem landsbyerne blev afskaffet. Derved mistede de det, som før havde været en væsentlig del af grundlaget for deres eksistens. Deres vilkår blev værre, end de havde været før reformerne, og de slap ikke ud af fattigdommen før efter adskillige generationer. De nye tilstande blev skildret af sognepræsten i 30

29 nr. 191/ december 2011 Glostrup: De stakkels husmænd og indsiddere, som er seks gange så mange som gårdmændene, har næppe en høne, da han tilforn kunne have en ko, fire styk får, en so, to gæs, som ynglede årligt 18 til 20 gæslinger. Da var det en glæde om sommeraftener at se en utallig mængde spillende lam, mange anrykkende armeer af gæs og store hjemgalopperende svinehjorder, men nu er det glædelige syn forsvundet. Husmandsdrengen Peter Andersens forældre havde en ko, men intet sted, den kunne græsse: Vi børn måtte trække med koen ud i heden, hvor vi kunne finde et mosehul med lidt græs i, og når vi så kom hjem med koen, så skulle mor ned i tørvegraven og plukke af de græsknolde, som var der. Koen gav ikke meget mælk, og Peters far sagde, at de havde ko af navn, men ikke af gavn. Fra landboreformerne og mange år frem blev det en del af genrebilledet af det danske bondeliv en strikkende husmandskone, et gammelt menneske eller et par børn, der i aftensolen græssede familiens ko langs grøftekanterne. Som malerne fremstillede det, så det idyllisk ud, men virkeligheden bag var fattigdom og nød. De ministre, som gennemførte reformerne, havde vage ønsker om også at skabe forbedringer for husmændene og landarbejderne. De talte om det, men de var selv godsejere, og de gjorde ikke noget ved det. De reformer, der blev skabt for gårdejerne, havde da også som forudsætning, at intet blev gjort for det store flertal af bønderne, som var husmændene og landarbejderne. Man greb til den ikke ukendte kriseløsning at vælte byrderne over på de svageste. Men hvad kunne landboreformatorerne have gjort? Man kunne dårligt have forlangt, at de straks havde gennemført en 37-timers arbejdsuge og sørget for indlæggelse af naturgas og varmt og koldt vand i 31

30 Af Erik Beukel, dr.scient.pol., seniorforsker - DIIS nr. 191 / december 2011 husmandshusene. Kravet historien stilles over for, er her, at den kontrafaktisk skal kunne sige, hvad der ville være sket, hvis noget andet var sket, end det, der faktisk hændte. Det er en for historien stort set umulig opgave. Men voves alligevel et øje, må den tanke være tænkelig, at forløbet var blevet lykkeligere og stadig gennemførligt, hvis landboreformatorerne havde draget omsorg for, at der blev oprettet husmandssteder med jord. Man kunne have sat som betingelse ved bortsalget af en fæstegård, at der blev oprettet mindst et brugbart husmandssted, man kunne have ladet en lille del af herregårdsmarkerne og overdrevsjorden blive brugt til nye husmandssteder. Den enevældige konges angiveligt så ømme kærlighed til alle sine undersåtter kunne have været udstrakt, så afskaffelsen af retten til at prygle gårdejere var blevet udvidet, så man heller ikke længere måtte prygle husmænd, husmandskoner og husmandsbørn. Det skete ikke, og med husmandshistorikeren Fridlev Skrubbeltrangs ord kom pryglescener til at høre til dagens orden. Husmænd, som efter en gårdejers eller godsejers mening udførte arbejdet sløset, mødte for sent eller viste sig ulydige eller opsætsige, slap ikke bare med en gang prygl, de kunne straffes med fængsel på vand og brød i det nærmeste fængsel. Husmænd, som opfordrede andre til ulydighed, kunne sættes i tugt- eller forbedringshus på livstid. Landbruget havde gode tider efter reformerne i det, som kaldes kornsalgstiden. Men de gode tider for godsejere og gårdejere blev gjort bedre af, at arbejdskraften nu blev så billig, at der virkelig kunne tjenes penge, hvis man ejede landbrugsjord. Til gengæld var der i husmands- og landarbejderfamilierne større nød end før reformerne, børnene herfra kom ud at tjene i en spæd alder, de voksede op som kummerformer, og når de blev gamle og udslidte, blev de anbragt på fængselslignende arbejdsanstalter. Opgør med den traditionelle opfattelse af landboreformerne Men hvis det nu ikke kunne være anderledes, end at hoveriet efter reformerne skulle udføres af husmænd og landarbejdere, kunne man have givet dem bedre betingelser, end de tidligere hovbønder hav-de haft. Intet af det gjorde man, så længe man overhovedet kunne undgå det. Godsejerne og gårdejerne glemte det i begejstringen over de rigdomme, som nu tilflød dem. Den traditionelle og forargelige opfattelse af landboreformerne som lutter lyksalig bondefrigørelse blev grundlagt egentlig allerede før deres gennemførelse. Den er stadig den almindeligt gældende. Det skyldes først og fremmest, at den er blevet opretholdt ved en effektiv propagandaindsats fra landbrugets organisationer og fra partiet Venstre. Her fra har man kunnet dominere skolernes historieundervisning, og i højskolerne har gårdejerklassen haft effektive centre for fastholdelsen og udbredelsen af påstanden om landboreformernes velsignelser for hele folket. Der har været tilstrækkelige økonomiske midler, dygtighed og magt til, at opfattelsen af stavnsbåndsløsningen som bondebefrielse har kunnet og endnu kan fastholdes som den statslige ideologi. Historikernes opfattelser af landboreformerne har ikke altid været de samme. Men gennem de sidste år har historikerne dog i ret stor enighed kunnet påvise, at de reelle konsekvenser af reformerne for hovedparten af befolkningen på landet i nogle generationer blev forringede levevilkår. Det har ikke påvirket den almindelige opfattelse. Nøgterne vurderinger blev dog givet tidligt af historikere, som ikke kan beskyldes for at have været socialister, revolutionære eller noget lignende grimt. Historikeren og statistikeren V. Falbe Hansen sammenfattede i 1888 sine synspunkter således: At gårdmandsklassen vandt overordentlig meget ved landboreformerne, er utvivlsomt. Falbe Hansen mente, at godsejerne havde stor fordel af landbore-formerne, thi deres indtægter 32

31 voksede og deres ejendomme steg i værdi i en fast utrolig grad. Omvendt konstaterede Falbe Hansen, at de egentlige landarbejdere, som fik deres væsentligste indtægter ved at arbejde for andre, derimod ikke blev stillet bedre end før. Falbe Hansen så, at der udviklede sig et husmandshoveri, der i social henseende kun var lidet bedre end det gamle gårdmandshoveri, og da de andre samfundsklasser på landet gik fremad, måtte arbejderne føle deres egen stilleståen som en tilbagegang. Den ubetingede helgendyrkelse af de forretningsmandsagtige ministre og godsejere, som gennemtvang reformerne, tog Falbe Hansen ikke del i. Han skrev, at de ledende statsmænd ikke kan frikendes for at have nogen skyld i, at landarbejdernes kår blev så dårlige under den almindelige fremgang. Landboreformernes skabere fremstilles altid, som om de var pæredanske. Deres glade udråb om, hvad de skabte, citeres altid på dansk, det siges aldrig, at udbruddene af jubel blev fremsat på ophavsmændenes daglige sprog, som var tysk. Da den ledende landboreformator C.D.F. Reventlow præsenterede sin datter ved hoffet, undrede det Frederik 6., at pigen ikke talte et ord dansk, skønt hun var født og opvokset på Lolland. Nu er det jo ligegyldigt, om reformatorerne var danske eller tyske. Det er ude af trit med den tid, hvori landboreformerne fandt sted, at hæfte sig derved. Snarest må man vel kalde landbrugsreformatorerne tyskdannede aristokrater i det dansk-norsk-tyske monarki. Spørgsmål om deres nationalitet var ikke af betydning for dem selv. De var hævet over det. Men når landbrugsreformatorerne bliver brugt massivt til afstivning af den danske selvtilfredshed, må det alligevel noteres, at de var tyske. Det er desuden en kendsgerning, at reformerne med voldsom bit-terhed blev bekæmpet af næsten alle de danske godsejere, som ytrede sig i sagen. Hvorfor var der ingen Dansk Revolution? Der opstod i slutningen 1700-tallet bondeuroligheder og bondeoprør i en række europæiske lande, voldsomst og mest kendt i Frankrig under den store revolution. I Danmark blev det ikke til andet end mange enkelte sammenstød i forskellige egne af landet. Den fremragende historiker Edvard Holm sagde i 1886, at bønderne i Danmark i de sidste årtier af 1700-tallet raslede med deres lænker. Edvard Holm fandt flere grunde til, at udviklingen blev mere rolig i Danmark end i Frankrig. Det skyldtes efter hans mening dog især, at de franske bønder var mindre undertrykte end de danske, hvorfor de franske bønder også havde mere kraft til overhovedet at kunne gøre oprør. Men de danske bønder var også mere bundet i patriarkalske forhold til deres herremand, end de franske bønder var det, mente Edvard Holm. Bønderne i Frankrig var ikke stavnsbundne, og arbejdskraften var bevægelig. Der var derfor i Frankrig livlig forbindelse mellem bønderne i landets forskellige dele. Det muliggjorde landsdækkende vekselvirkninger mellem bønderne og dermed en mere samlet optræden. I Danmark derimod levede bønderne mere isoleret, de havde ikke viden om meget andet end forholdene på det gods, hvor de var født, og hvor de efter lovgivningen om stavnsbåndet var tvunget til at blive. Det er sjældent, at nogen af disse indfødninger forlader deres fødeegn, skrev ganske rigtigt den nordsjællandske præst Joachim Junge i 1798 om bønderne i sit sogn. Til virkningen af bøndernes manglende kendskab til andet end deres eget sogn og dets nærmeste omegn kom, at en del af godsejerne modsat havde rejst i udlandet og desuden gennem slægt og giftermål havde forbindelser, der gav god forståelse af, hvad der rørte sig i hele landet. En del af dem ejede ydermere godser i flere landsdele. Det diskuteres, hvornår folk gør oprør. Det kan være, når det går ned ad bakke, når bunden er nået, og tilstandene er mest fortvivlende, når det begynder at gå fremad, eller når forventninger ikke opfyldes. Til Edvard Holms betragtninger føjede den nu afdøde landbohistoriker Claus Bjørn i 1981, at tilværelsen for de danske bønder nr. 191/ december

32 nr. 191 / december 2011 i første række drejede sig om det overhovedet at kunne overleve. Der var en hård kamp for livet, hvor sæden skulle i jorden, kvæget skulle holdes i live, arbejdet skulle udføres. Der var ikke kræfter til andet, og slet ikke så godt et overskud, at store, samlede oprør var mulige. Dertil kom, mente Claus Bjørn, at det ofte viste sig ved konfrontationerne mellem godsejerne og bønderne, at der i bondegruppen manglede sammenhold. De danske bønder stod nok overfor herremændene, men Claus Bjørn mente, at de indbyrdes var delt i grupper af gårdfæstere på den ene side og husmænd og daglejere på den anden side. De to grupper havde efter Claus Bjørns opfattelse sjældent fælles interesser og kunne derfor ikke danne front sammen. Hertil kan siges, at bønderne tilsyneladende var en homogen gruppe i hovedparten af 1700-tallet, men at der op mod århundredets slutning var tegn til, at klassen deltes. Denne deling kan have medvirket til at forhindre samlet optræden. Derfor kunne det selv ikke i ekstreme tilfælde komme til andet end uplanlagte og hovedløse optøjer. Men fæstegårdmændene var vant til at organisere sig og optræde samlet efter reglerne fra det selvstyre, de havde i egne anliggender i landsbyerne. Det kom tilsyneladende ikke til nytte i kampen mod herremændene. Det kan, som Edvard Holm mente, have hængt sammen med, at de danske bønder efter århundreders hårdt herremandsregime var så forkuede, at åben samlet modstand ikke kom til at ligge for. Det var i den forbindelse næppe heller uden betydning, at den danske enevælde, som det korrekt er blevet sagt, var den mest absolutte i kristenheden. Over for bønderne vaklede den ikke på noget tids-punkt i sin magtudøvelse. Den straffede hårdt enhver tendens til opstand, og det var ikke vanskeligt for den hurtigt at sende en afdeling af sine ikkedanske lejesoldater til en af de mange landsbyer, hvor bønderne kunne tænkes at ville gøre sig ud til bens, og hvor de trængte til at blive pryglet tilbage til god ro og orden.. Stavnsbåndsløsningsjubilæer er blevet fejret i 1838, 1888, 1938 og sidst i 1988 med nærmest religiøs begejstring over liberalismens velsignelser. I anledning af det sidste jubilæum udsendte Nationalmuseet i 1988 et festskrift. Det blev økonomisk og moralsk støttet af gård- og godsejernes magtfulde interesseorganisation, Landbrugsrådet, som nu hedder Landbrug og Fødevarer. I nogle historiske betragtninger i jubilæumsskriftet fra 1988 skrev Nationalmuseets daværende direktør, arkæologen Olav Olsen, at reformerne i 1788 efter god dansk skik gennemførtes gradvis og lempeligt. Der rullede ingen hoveder, og det bliver reformer kun bedre af. Når der ikke rullede hoveder i Danmark i slutningen af 1700-tallet som i Frankrig, skyldes det dog hver-ken, at god dansk skik gjorde sig gældende, eller at den historiske udvikling i Danmark har været specielt harmonisk. Nærmere forholdt det sig modsat. Sagen var, at de danske bønder var mere under-trykte og udbyttede, end bønderne var i Frankrig, hvilket måske burde give anledning til mere national eftertanke end selvglad jubel. Det fremgår i øvrigt heller ikke særlig tydeligt af festskriftet, at godsejerne og gårdejerne vandt på reformerne, mens de i et par generationer var en ulykke for hovedparten af landets befolkning, husmændene og landarbejderne, der blev kastet ud i en uhyggelig proletarisering. Der var to særlige grunde til, at det i slutningen af 1700-tallet ikke kom til en revolution i Danmark. Den ene var, at der i Danmark i hovedsagen manglede både et intellektuelt og politisk vakt aristokrati og et borgerskab af samme samfundsengagerede slags, hvor begge dele fandtes i Frankrig, og som dér satte sig i spidsen for revolutionen ved dens udbrud. At der ikke i Danmark fandtes den slags mennesker skyldtes, at Danmark i en del 34

33 henseender var et tilbagestående land i den europæiske kulturs udkant og uden en udviklet intellektuel og politisk dygtig elite. Det danske aristokrati var, fordi dets top var ikke-dansk, uden evne til at spille den rolle, som det franske gjorde ved revolutionens begyndelse. De fleste i det øverste danske aristokrati talte ikke det danske sprog og satte en ære i ikke at gøre det. De hverken kunne eller ønskede at henvende sig til danskerne. De mente, at danskerne var tilbagestående i forhold til indbyggerne i Europas kulturnationer, hvad heller ikke var helt forkert. Der viste sig i slutningen af 1700-tallet tegn til, at en borgerlig intellektuel elite kunne opstå. Men den fik ikke lov til at udvikle sig, den blev bremset af enevældens politiprovokatører og -spioner. Den manglende organiserede oprørskhed i Danmark hang derfor sammen med, at det enevældige styre var hårdt, og at det uden nåde slog ned på et hvert tilløb til, at der skulle opstå en intellektuel opposition. Begavede mennesker som Malthe Bruun og P.A. Heiberg blev landsforvist, dr. Dampe blev sendt i fængsel til Christiansø. Styret konstaterede med tilfredshed, at den slags bragte skrighovederne til tavshed. Der blev desuden ikke revolution i Danmark, fordi det lykkedes de dygtige reformpolitikere at komme ethvert tilløb til revolution i forkøbet. De fik med brug af enevældens magtmidler gennemført reformer, der imødekom ønsker fra de bedst stillede af bønderne. De fik derved held til at skille dem ud fra den samlede masse af bønder. Landboreformatorerne handlede næppe, fordi de i særlig grad forud-så den kommende franske revolution og var optaget af at forebygge udbruddet af en revolution i Danmark. Men de forstod bedre end hovedmassen af aristokraterne i Frankrig nogle tendenser i tiden. De indså det ekspanderende europæiske markeds muligheder, ej heller var de blinde for, at arbejdskraften blev dårligt udnyttet som systemet var, og antagelig var de i modsætning til de fleste danske godsejere ikke uden følelse for, at fæstebøndernes vilkår var menneskeligt uværdige. Landbrugsreformatorerne grundlagde et storstilet og dygtigt propagandaarbejde, som stadig passes med stor nidkærhed. Takket være dét lykkedes det dengang og ligeledes nu at bilde undersåtterne ind, at reformerne var smukke gaver fra en ædel statsmagt til en enig befolkning, som ønskede langsom og rolig udvikling og ikke voldsomme nybrud. nr. 191/ december 2011 Reventlow Kampen om Tydningsretten Hovedmanden bag reformerne, C.D.F. Reventlow, frydede sig i 1804, lige som Nationalmuseets direktør gjorde det i 1988, ved tanken om, at på samme tid, som man i Frankrig havde kastet sig ud i den store revolution, havde godsejerne og bønderne i Danmark samlet sig om opretholdelsen af et stabilt samfund. Glad konstaterede Reventlow: Gud har velsignet alting på mit grevskab, skolerne, bønderne, skovene, fattigvæsenet og mine indtægter. Ordet reform brugtes tidligere om en ændring, som var en forbedring. Nu bruges det i betydningen af en forringelse af eksisterende betingelser. For flertallet af befolkningen 35

34 nr. 191 / december 2011 i Danmark i slutningen af 1700-tallet blev reformerne ændringer i ordets nutidige betydning, altså forringelser. De eneste, som med Reventlows ord ikke var blevet velsignet, var befolkningsflertallet, de husmænd og landarbejdere, som nu fik værre vilkår. Det er ikke historikernes skyld, at nedtoningen af, hvad landboreformerne indebar af ulykker for befolkningsflertallet, fortsat er fremherskende. Dygtige og hæderlige historikere som Edvard Holm, Falbe Hansen, Skrubbeltrang og Claus Bjørn har klart redegjort for, at for befolkningsflertallet var konsekvenserne af reformerne ulykkelige. Men deres historieskrivning har ikke haft kraft til at overdøve landbrugsorganisationernes, venstrepolitikernes og højskolefolkenes propagandamaskineri om den af enevælden befriede bonde, der på lykkelig vis fik ikke alene friheden, men også sin egen gård. Det bliver derfor fortsat ikke gjort klart, at de bønder, som blev gårdejere, var et mindretal, og at landboreformerne for flertallet af bønderne var en katastrofe, der førte til forringede kår gennem generationer. At den sandhed ikke har måttet blive fortalt, har betydet, at flertallet af den danske befolkning er blevet berøvet sin historie. Artiklen er en sammenfatning af nogle afsnit i min bog Det daglige brød. Bønder og arbejdere ,

35 Konspirationer og konspirationsteorier - i mange udgaver Det er meget nemt at få en fornemmelse af, at vor tid er besat af konspirationsteorier. Enhver begivenhed og ethvert fænomen af en vis størrelse, reelt eller indbildt, synes at afføde en eller flere konspirationsteorier. Bushregeringen eller Israel stod bag terrorangrebet 11. september. Osama Bin Laden er ikke død. Månelandingen fandt ikke sted. Prinsesse Diana blev myrdet af den britiske efterretningstjeneste. Holocaust er en myte. Osv. Man kunne mene, det er en illusion skabt af internettet, som giver tosser mulighed for at finde andre tosser og os andre en overdreven følelse af deres antal og betydning, men der er konkrete tegn på, at troen på konspirationsteorier blomstrer og er blevet mainstream. Opinionsmålinger viser regelmæssigt, at % af befolkningen i vestlige lande støtter op om alternative teorier om f.eks. 11. september, prinsesse Dianas død og månelandingen. Konspirationsteorier er udbredt i Mellemøsten og blandt afro-amerikanere og det ekstreme højre i USA, ofte med genbrug af europæiske konspirationsteorier fra 17- og 1800-tallet. Samtidig har kendte og respekterede personligheder erklæret sig som tilhængere af diverse konspirationsteorier. I Danmark har kunstnere som Jesper Klein og Flemming Jensen støttet teorien om Bushregeringens medvirken i terrorangrebet 11. september, og i USA udtalte filminstruktøren Spike Lee og komikeren Bill Cosby i begyndelsen af 1990erne om, at aids blev skabt i et regeringslaboratorium for at udrydde sorte. Modtageren af Nobels fredspris 2004, Wangari Maathai, sagde før sin modtagelse af prisen, at aids var skabt i vestlige laboratorier for at decimere Afrikas befolkning. Man kan skelne mellem konspirationsteorier og en generelt konspirativ holdning. Konspirationsteorier er avancerede og komplette forklaringer nr. 191/ december 2011 på oftest store fænomener og har overfladisk set samme struktur som rigtige videnskabelige forklaringer. En konspirativ holdning er ikke udviklet og underbygget, men møder begivenheder i omverdenen med konspirationer som et automatisk forklaringsparadigme. Det er et fænomen, som har slået mange rejsende i den arabiske verden, og jeg har selv under samtaler med muslimer i Danmark og Tyrkiet bemærket, hvorledes ethvert fænomen henføres til konspirationer og udenlandsk indblanding. Nu eksisterer der jo konspirationer, så teorier om konspirationer kan meget nemt være sande. Derfor er det analytisk fornuftigt at udskille konspirationsteorier som en særlig forklaringsform. Med Daniel Pipes kunne vi kalde konspiration en handling, men konspirationsteori en perception. Faktisk ville det være bedst at døbe det konspirationsmyte analogt med det tyske Verschwörungsmythos, men nu er termen konspirationsteori så etableret, at der ikke er andet at gøre end at holde fast i den. En konspirationsteori har lighedspunkter med en videnskabelig teori og hævder at være videnskabelig. Først og fremmest arbejder konspirationsteorien ud fra princippet cui bono. Hvem gavner det. Den accepterer ikke den umiddelbare forklaring, men vil om bag facaden og gerne sætte begivenheden, der undersøges, ind i en større sammenhæng. Herefter skilles vejene mellem konspirationsteorien og den videnskabelige forklaring. Konspirationsteorien har ikke et fundament af empiri, ikke mindst fordi der kun i begrænset omfang er empiri til støtte for teorien. I stedet vil teoriens tilhængere bruge meget tid på at søge efter tegn, løse ender og uforklarlige elementer i begivenheden. Det siger sig selv, at i enhver stor og kompleks begivenhed vil der være ting, der ikke kan forklares, så her finder konspiaf Dan H. Andersen, ph.d., forfatter og historiker 37

36 nr. 191 / december 2011 rationsteoriens tilhængere en rig jagtmark. Den mest udbredte konspirationsteori om Bushregeringens skyld i terrorangrebet 11. september er et godt eksempel. Teoriens tilhængere kaldes truthers efter deres slagord og hjemmeside De hævder, at det ikke var et passagerfly, som ramte Pentagon, men et mindre fly eller missil. Som grund peger de på, at hullet i Pentagon er for lille til at kunne være skabt af et passagerfly. Derimod medgiver de, at to passagerfly ramte Tvillingetårnene, men det var sprængladninger måske suppleret med blødgørende nanotermit, som bragte tårnene ned. Det er den såkaldte kontrollerede nedrivning. Hvad angår fly 93, så styrtede det ikke ned på en mark i Pennsylvania som følge af en kamp mellem kaprere og passagerer, men blev skudt ned af det amerikanske luftvåben. 11. september var en såkaldt falsk flag operation, hvor en regering angriber sit eget territorium for at have en begrundelse for at angribe en fjende. Formålet var at få en grund til at angribe Irak og sætte sig på den muslimske verdens olie. Således er et cui bono etableret. Det er en uhyre kompliceret og omfangsrig teori, og en naturlig fremgangsmåde ville være at søge efter nogle af de tusindvis af involverede som: I uger og måneder før 11. september anbragte og klargjorde sprængladninger i World Trade Center - uset 11. september sørgede for, at det amerikanske luftvåben ikke greb ind under de fire flykapringer Affyrede et missil mod Pentagon Skaffede det fly, som ikke ramte Pentagon, af vejen, med samt dets besætning, passagerer og kaprere Efter missilangrebet anbragte flydele, legemsdele og dna fra besætning, passagerer og kaprere i Pentagon. Foretog eller konstruerede falske telefonopkald fra de kaprede flys passagerer til familie og venner på jorden. Sprængte World Trade Center i luften. Skød fly 93 ned over Pennsylvania. Ingen af de sammensvorne er fundet eller har trådt frem, og det er åbenlyst, at teorien er ganske absurd. En magt, der kunne gennemføre et sådant projekt, besidder uendelig ondskab, uendelig kraft og uendelig rækkevidde. Jeg anser selv Bush junior for at have været en af de mest katastrofale præsidenter i USA s historie, men det er dog at stramme den at identificere ham med Djævelen selv. Trutherne undgår altid at bringe den praktiske udførelse af konspirationen på bane, skønt det er her, konspirationsteorien ville kunne bevises. Konspirationsteorier er tæt knyttet til det religiøse instinkt ved at finde mønstre og kausalitet, hvor der er tilfældigheder. De sætter genkendelige ansigter som årsag til store og uoverskuelige begivenheder. Deres skurke er mægtige grupperinger, som opererer bag scenen, og hvis direkte involvering postuleres, men ikke bevises. Mod konspirationen arbejder en heltemodig lille gruppe, som har indset den rette sammenhæng. Man kunne kalde dem de indviede. Mellem begge grupper er 38

37 den store uvidende masse. Store konspirationsteorier viser i høj grad dette mønster, og faktisk kan man snarere tale om én konspirationsteori, som antager forskellige klædninger efter tid og ideologisk formål. Jeg har udvalgt tre konspirationsteorier fra den vestlige kulturkreds som eksempler: Heksesabbatten i 15- og 1600-tallet. Frimurer-illuminati teorien om Den Franske Revolution. Zions Vise Protokoller og den jødiske verdenssammensværgelse. Heksesabbat Hekseforfølgelserne og især forestillingen om en heksesabbat er en komplet konspirationsteori i et religiøst univers. Hekseforfølgelserne i Europa fra slutningen af 1400-tallet til begyndelsen af 1700-tallet krævede måske menneskeliv, mest kvinder. En vigtig del af forfølgelserne var troen på en heksesabbat. Historien om heksesabbatten var udbredt og i sine hovedtræk meget ens. Heksene smurte sig med en magisk salve og fløj på udvalgte dage til et møde med Satan, hvor de under et orgie, hvis smudsige detaljer jeg skal skåne læserne for, indviede sig til ham og fik overnaturlige kræfter. De gifte hekse kunne efterlade en stok i sengen, som for ægtemanden lignede heksen, så han ikke bemærkede, hun var væk og anderswo engagiert. Under retssagerne kom heksene med tilståelser, der var så ens og overbevisende, at ikke bare samtiden, men også mange forskere langt op i det 20. århundrede troede, at der faktisk var et netværk af hekse, som regelmæssigt mødtes til ceremonier. I vore dage tror forskningen ikke mere på en heksesabbat. Anklagerne havde en heksemanual og et mønster i hovedet, og herfra var det bare at få en tilståelse frem. Den anklagede ville under tortur gøre sit bedste for at stille forhørslederen tilfreds, så pinslerne ophørte, og på den måde fremkom en beretning, som svarede til hans forventninger. Heksebatten var en arketypisk konspirationsteori, hvor en gruppe af personer i samfundet allierede sig med den største onde kraft for at omstyrte det kristne samfund. Gruppen postuleres at have uendelige kræfter, som står i kontrast til dens konkrete fremtoning, ofte var enlige og ubeskyttede kvinder i samfundets udkant, der i forvejen var under mistanke for at kunne bedrive trolddom. Frimurer-Illuminatikonspirationen og Den Franske Revolution Med Den Franske Revolution styrtede et samfund i grus. Europas ældste og stærkeste monarki faldt med en hastighed, som chokerede alle. Ludvig 16. og Marie Antoinette blev henrettet og med dem tusindvis af adelige, biskopper, præster, munke og til sidst de revolutionære selv. Kirker og klostre blev angrebet og ødelagt, gravmæler vanhelliget, relikvier smidt på bålet. Der var en verden, der brød sammen, og det skulle forklares. Meget tidligt fremkom der ideer om hemmelige selskabers involvering og ansvar for revolutionen. Det var imidlertid en tidligere jesuit ved navn Augustin Barruel ( ), som i et mammutværk på fire bind knyttede alle trådene sammen og skabte en konspirationsmytologi, som stadig lever. I Mémoires pour servir à l'histoire du Jacobinisme fra 1797 var Den Franske Revolution resultatet af en konspiration udklækket af en koalition af oplysningsfilosoffer, jakobinere, frimurere og nr. 191/ december

38 nr. 191 / december 2011 illuminati. Det var blot kulminationen af mange års undergravende virksomhed, og Barruel trak trådene tilbage til Tempelridderne, kætterske sekter som katharerne og albigenserne og helt tilbage til Iran i 200 tallet e.kr. og profeten Mani, som grundlagde manikæismen. Hermed havde Augustin Barruel skabt en ekstremt kraftfuld og levedygtig konspirationsteori, som den dag i dag lever videre ikke blot i konspirationsverdenen, men også i populærkulturen og esoterisk historieskrivning. Da Vinci Mysteriet er i sin ideologiske og historiske grundstruktur helt lig Barruels. Forskellen er blot, at helte og skurke har byttet plads. Hvor Barruel så en kamp mellem den sande katolske kristendom og hedenske og ateistiske sekter, der lever under jorden og dukker op i forskellige skikkelser, hvad enten det er gnostikere, tempelriddere, catharer eller frimurere, så er Dan Browns sande kristendom en sensuel og egalitær religion skabt af foreningen mellem Jesus og Maria Magdalene, som lever under jorden forfulgt af den seksualforskrækkede og kvindehadende falske kristendom, som er den katolske kirke. Zions Vises Protokoller og den jødiske verdenssammensværgelse Augustin Barruel havde ikke medtaget jøderne i sin koalition af konspiratorer, som i forvejen var ret lang. Men i 1806 modtog han et brev fra Firenze, hvor en officer ved navn J.B. Simonini efter at have rost Barruel for at have afsløret de helvedesagtige sekter, som forbereder vejen for Antikrist påpegede, at jøderne var den vigtigste af sekterne. Simonini fortsatte med at beskrive ud fra hemmelig viden, han var kommet i besiddelse af i Norditalien, at både illuminati og frimurerne var grundlagt af jøder, og at en stor del af biskopperne og kardinalerne i Italien og Spanien var jøder, og man håbede, at en jøde snart ville blive valgt til pave. Det er næsten som det kinesiske æskesystem i mange moderne spændingsserier, hvor helten og seerne i sidste episode tror at have fundet skurkene for blot i fortsættelsen at finde ud af, at der bagved er endnu et lag og en endnu større skurk. Sådan kan det fortsætte til ratings ikke længere begrunder endnu en skurk. Barruel troede i hvert fald på det jødiske spor, og kort før sin død i 1820 tilintetgjorde han af ukendte grunde et stort manuskript om jøde-frimurerkonspiration. Simonini var sandsynligvis et pseudonym, og en af teorierne om brevet er, at det er en forfalskning udtænkt af det franske hemmelige politi som pression eller protest mod Napoleons liberale holdning til det jødiske samfund. Jøde-frimurerkonspirationen var ikke udbredt i første halvdel af 1800-tallet, men derefter dukker den op i fiktion og antisemitisk propaganda samtidig med, at jøderne i Vesteuropa foretager et forbløffende socialt avancement og i påklædning og levevis bliver stadig mere lig deres kristne medborgere. Der var således mange forgængere og inspirationskilder for værket Zions Vises protokoller, som første gang udkom i lettere forkortet version i Sankt Petersborg i Det fremstår som en række foredrag holdt på et møde blandt Zions Vise, som skulle være det øverste jødiske råd. I foredragene opridses planerne for opnåelse af det jødiske verdensherredømme. I de normale udgaver er der 24 foredrag eller kapitler, og selve bogen udgør i de fleste udgaver omkring 100 sider. Konspirationen om at få al magt på jødiske hænder går mange hundrede år tilbage, og nu er scenen ved at være klar til den endelige magtovertagelse, hvorefter verden vil blive regeret af en konge af Davids hus. Midlerne er at undergrave samfundets traditionelle strukturer, ikke mindst ved at skabe social og mental ustabilitet. Kirken og religionen skal bekæmpes, ateisme, pornografi og en depraveret og hedonistisk livsstil skal fremmes blandt den ikke-jødiske befolkning. Den lille landmand skal udkonkurreres af storlandbrug, den lille forretningsdrivende af stormagasiner. Den i europæiske stater udbredte guldstandard var et jødisk middel at skabe stagnation og økonomisk kaos. Mellem 40

39 staterne opmuntrer jøderne til oprustning og krig uden vindere, og befolkningens tiltro til de styrende skal undermineres og ødelægges. Som et science fictionagtigt indslag nævnes, at jøderne har fået konstrueret underjordiske jernbaner, så de til en hver tid kan yde modstand ved at springe hele byer i luften. Det kunne være en henvisning til metroen i Paris, som blev vedtaget i Hvad angår frimurerne havde jøderne overtaget dem og andre hemmelige selskaber. Det er en absurd gang miskmask, som i 1921 blev afsløret som en forfalskning. Der er konsensus i forskningen om, at Protokollerne blev fremstillet af det russiske hemmelige politi i midten af 1890 erne. Et muligt formål med forfalskningen var at diskreditere den magtfulde finansminister Sergey Witte, som stod i spidsen for en hastig industrialisering af den russiske økonomi, som ganske vist fik produktionen af stål og kul til at stige voldsomt, men som også efterlod mange tabere, herunder de landejende klasser. I den forbindelse kan Protokollernes beskrivelse af guldstandarden som et jødisk våben relateres til en økonomisk tilbagegang i Rusland i 1898, som guldstandarden med dens stringente begrænsninger på muligheden for at udvide pengeforsyningen gjorde det svært at overvinde. Protokollerne kan fortolkes som et angrebsskrift mod modernitet og moderniseringen af Rusland, der bl.a. havde den notorisk antisemitiske zar Nikolaj 2. som modtager. Et sidste muligt motiv var de mange pogromer i Rusland, som sendte store flygtningestrømme mod USA og Vesteuropa og ikke var positivt for Ruslwands ry. Med Protokollerne kunne pogromerne internt og ekstern fremstilles som en forsvarsreaktion. Protokollerne fik ikke nogen udbredelse uden for Rusland, men efter Oktoberrevolutionen og borgerkrigen kom de med flygtninge til et Europa, som mange steder var modtageligt for et antisemitisk dokument, som hævdede at være den rygende pistol, der viste jødernes indflydelse og planer. Det gjaldt især nederlagets Tyskland, hvor den første udgave udkom i Her var en situation, som kunne minde om Frankrig efter revolutionen. En styreform var afskaffet, en sejrrig nation havde lidt et chokerende nederlag. Kaos, revolution og inflation herskede, og de første år efter 1918 udkæmpedes gadekampe mellem højreekstremistiske frikorps og kommunistiske brigader. Jorden var gødet for at finde en enkel forklaring med en syndebuk, og der var en rig antisemitisk tradition og litteratur fra 1800-tallet at trække på. Vi ved, at mange af nazipartiets spidser troede på Protokollernes ægthed. De er nævnt i Mein Kampf, som er gennemvævet af forestillingen om den jødiske verdenssammensværgelse. Allerede i 1921 havde The Times afsløret, at de var en forfalskning, hvilket Hitler i lighed med antisemitter siden ham afviste med særegen logik: At de skulle være en forfalskning var det sikreste bevis på, at de var ægte. Og selv hvis de ikke var ægte, viste de alligevel, hvad jøderne var ude på. nr. 191/ december

40 nr. 191 / december 2011 Protokollerne blev skolepensum i Det Tredje Rige, og der er ingen tvivl om deres indflydelse. I forhør efter krigen blev de nævnt af nogle af lederne af cheferne for de Einsatzkommandoer, der myrdede hundredtusinder jøder på bag østfronten. Norman Cohn skriver i sin bog om Protokollerne, at han ved afhøring af SS-folk fik et klart indtryk af en konspiratorisk og apokalyptisk verdensopfattelse med jøderne i en dæmonisk rolle som en sekt, der søgte at dominere verden. Protokollerne lever videre i Mellemøsten og højreekstremistiske kredse i USA. Der er officielle versioner i Iran og Syrien, og de er nævnt i Hamas charter. I Egypten kom de som et dokudrama sendt af egyptisk stats-tv under Ramadanen i Er konspirationsteorier bare god underholdning? Som Dan Brown engang sagde, så elsker vi alle en god konspiration. Det er svært at forestille sig populærkulturen uden konspirationer og secret history. Man kan argumentere for, at konspirationsteorier ud over at være god underholdning også er udtryk for kritisk tænkning og opgør med autoriteterne. Jeg ved fra erfaring, at i en diskussion om en konspirationsteori som den om 11. september vil man ofte komme i en slags forsvarsposition som autoritetstro forsvarer af den officielle forklaring, hvor det at være officiel i sig selv er et kritikpunkt. Tilhængerne af konspirationsteorien derimod kan promovere sig selv som hårdhudede realister og uafhængige tænkere, der sandelig ikke falder for regeringens løgne. Mit svar er, at der har etableret sig en form for pseudokritisk tænkning, som går ud på at afvise alt, der kommer fra officielt eller autoriseret hold, for til gengæld at kaste sig i armene på hvad som helst alternativt og tro på de absurde ting uden at efterprøve dem kritisk. En nylig offentliggjort undersøgelse blandt engelske unge viste, at de satte You Tube øverst på troværdighedsskalaen. Nederst kom forventeligt The Government. På den baggrund er det ikke mærkeligt, at konspirationsteorierne om 11. september ikke mindst fik fart med You Tube videoen Loose Change, som i henseende til faktuel løsagtighed og insinuerende beskyldninger nåede imponerende højder. Det er trættende at skulle kæmpe sig igennem en jungle af konspirative tanker om snart den ene, snart den anden begivenhed, og man når aldrig frem til at tale om den realitet, hvor der er tilfældigheder, uheld, god og dårlig vilje, men sjældent en master plan om at overtage verden. Det er næppe særlig sundt for et demokrati, at alt betragtes i et konspirativt lys, hvor intet er, som det ser ud til at være. Hvis vi går fra mainstream til yderfløjene, så er der mange eksempler på, at konspirationsteorier har drevet vold og mord. Tysklands udenrigsminister Walter Rathenau blev myrdet den 24. juni 1923 på vej til arbejde. Fem unge mænd tvang hans bil ind til kantstenen, skød ham på klods hold og smed en håndgranat ind i bilen. Rathenau var jøde og en af Tysklands mest fremtrædende industrialister, som bl.a. havde spillet en stor rolle i organiseringen af den tyske krigsøkonomi. I 1909 havde Rathenau udgivet en artikel, hvor han advarede mod det selvsupplerende oligarki indenfor industri og finans og bl.a. skrev, at 300 mænd bestemte over Europas skæbne. Artiklen blev genoptrykt i 1922, hvor Zions Vises Protokoller allerede havde fundet stor udbredelse, ikke 42

41 mindst i højreekstreme kredse. Med den specielle logik, som er karakteristisk for konspirative hjerner, blev de 300 mænd til Zions Vise, og Walter Rathenau til en af dem. Under forhørene af de tilfangetagne attentatmænd kom det frem, at inspirationen til mordet bl.a. kom fra læsning af Zions Vises Protokoller. Vi går frem i tiden til 19. april 1995, hvor en føderal bygning i Oklahoma blev udsat for en bombesprængning, der foruden at ødelægge selve bygningen også ødelagde eller beskadigede i en stor radius omkring bombestedet. 168 personer blev dræbt, herunder 19 børn under seks år. Gerningsmanden var den 26-årige tidligere soldat, Timothy McVewigh, som blev henrettet den 11. juni 2001 for forbrydelsen. McVeigh var sympatisør med den såkaldt Militia movement, paramilitære grupper på den ekstreme højrefløj, som i høj grad kombinerer had til den føderale regering med white supremacy og konspirationstankegang, ikke mindst jøde-frimurer-illuminatikonspirationen. Det er imidlertid åbenlyst, at konspirationsteorier bliver rigtig farlige, når de når toppen af samfundet. Troen på heksesabbatten førte til massemord, og i det 20. århundrede blev tro på jøde-frimurerkonspirationen anledning til et folkemord. Der var ikke blot tale om, at lederne i et samfund brugte en konspirationsteori til at manipulere befolkningen. De troede selv på den. For forhørslederne i 1600-tallet var heksesabbatten en realitet, de skulle have frem i lyset og udrydde. For nazitysklands spidser var den jødiske verdenssammensværgelse og det onde jødiske blod en realitet. De handlede og myrdede ud fra den realitet. Litteraturliste David Aaronovitch: Vodoo Histories. The Role of the Conspiracy in Shaping Modern History, Jonathan Cape 2009 Cohn, Norman: Europe s inner Demons Revideret udgave Cohn, Norman: Warrent for Genocide Revideret udgave Dunbar, David og Brad Reagan (red.): Debunking 9/11 Myths. Popular Mechanics Pettersen, Arnfinn og Terje Emberland (red.): Konspiranoia. Konspirasjonsteorier fra 666 til wtc Pipes, Daniel: Conspiracy Shermer, Michael: Why People believe weird Things Den engelske Wikipedias omtale af konspirationsteorierne om 11. september er god og med mange henvisninger: Den tyske Wikipedias om Zions Vises Protokoller er god og grundig med fine henvisninger: Weisen_von_Zion nr. 191/ december

42 13502 Holocaustbenægtelse: en antisemitisk konspirationsteori Ideen om jøders skjulte magt kan siges at være alle konspirationsteoriers moder. Siden middelalderen har antisemitiske myter om, at jøder forsøger at overtage verdensherredømmet, været meget udbredt i Europa og USA. Hovedbudskabet er, at jøder ikke er til at stole på, at de står sammen mod omverden og har til formål at undergrave samfundsordnen. Zions Vises Protokoller er vel nok det bedst kendte og mest udbredte eksempel på denne konspirationsteori, og protokollerne er på mange måder indbegrebet af konspirationsforestillinger om jøder. Zions Vises Protokoller er oprindelig skrevet af den russiske zars efterretningstjeneste i slutningen af 1800-tallet, men er udformet som om det var et internt jødisk dokument. Protokollerne fortæller, at der findes en hemmelig, jødisk sammensværgelse Zions vise der konspirerer om at overtage verdensherredømmet. Selvom bogen er mere end 100 år gammel, er den stadig en af de bærende drivkræfter i nutidig antisemitisme, og den er udgivet i en lang række lande verden over og bliver genoptrykt den dag i dag. Nutidige udtryk for forestillingen om jødernes skjulte magt er for eksempel en vedholdende konspirationsteori om, at det var jøder, der stod bag angrebet på World Trade Center 11. september Det samme gælder teorierne om, at film- og medieverden er infiltreret af jøder, der på den måde spreder jødisk tankegods og værdier til hele verden. Endnu et udtryk for forestillinger om en jødisk sammensværgelse er forestillingen om, at folkedrabet på seks mio. jøder under Anden Verdenskrig ikke er sket, men er opfundet af jøderne selv for at opnå sympati, magt og penge. I forbindelse med historiefaget er benægtelsen af Holocaust meget relevant der gives næppe et bedre eksempel på, hvorfor kildekritik er et vigtigt og nødvendigt redskab, og hvordan der bliver kæmpet om historien. Hvad er Holocaustbenægtelse? Kort fortalt er Holocaustbenægtelse, når enkeltpersoner eller grupper påstår, at nazisternes mord på omkring seks millioner jøder under 2. Verdenskrig ikke har fundet sted, men er en myte. Denne såkaldte myte bliver ifølge benægterne opretholdt af pro-jødiske historikere og jødisk dominerede medier. Benægterne mener, at myten Holocaust først og fremmest eksisterer, fordi Holocausthistorikere arbejder ud fra forældede dogmer uden at se på nye beviser. Benægterne fremfører også synspunkter, såsom at Holocaust er opfundet for at afpresse Tyskland for penge i form af erstatninger og for at retfærdiggøre Israels oprettelse samt jødisk kulturel og økonomisk dominans i verden. Holocaustbenægtelse har mange facetter, men koncentrerer sig om en afvisning af tre kerneelementer i Holocaust: Nazisterne dræbte omkring seks millioner jøder. Drabene skete bl.a. ved brug af gaskamre. Drabene blev udført systematisk og med forsæt. Benægterne bygger deres argumentation op omkring tre modsatrettede grundsætninger: Tallet seks millioner er stærkt overdrevet: Der døde ikke seks millioner jøder og det var jødernes egen skyld, at de blev forfulgt. Der blev ikke anvendt gaskamre til drab på jøder. Hitler beordrede ikke jødeudryddelserne, som nr. 191/ december 2011 Af Sine Molbæk-Steensig, informationsmedarbejder, Dansk Institut for Internationale Studier k 0 45

43 nr. 191 / december 2011 derfor ikke var officiel politik. Jøderne blev bare deporteret østpå. Det mest radikale udtryk for benægternes argumentation for deres sag er, at de afviser alle vidneudsagn, der støtter eksistensen af Holocaust. Ikke alene lyver de overlevende jøder og andre grupper af overlevende fra kz- og udryddelseslejre, men også beretninger og tilståelser fra gerningsmænd bliver afvist som falsknerier, der er fremtvunget under tortur eller afgivet i håbet om at få lavere straffe. Stort set alle vidneudsagn bliver anset for utroværdige og uden betydning i forhold til dokumenter, dog med undtagelse af udsagn, der kan bruges i benægternes favør. Dokumenter og andre former for kildemateriale, som støtter eksistensen af Holocaust, bliver afvist som falsknerier eller som et udtryk for politisk farvet krigspropaganda. Derudover fokuserer benægterne i særlig grad på det, der kan siges at være Holocaust-symboler. I den vestlige verden har Holocaust på mange opnået status som et skræmmende symbol på, hvad det moderne menneske formår. Dette underbygges af en række undersymboler, som går igen i såvel film, litteratur, websider mm. Eksempelvis har kz- og udryddelseslejren Auschwitz opnået betydning som en slags civilisationens lavpunkt forbundet med menneskelig lidelse. Døden i gaskamrene ses som noget af det mest skræmmende og menneskeforagtende, som mennesker nogensinde har gjort mod hinanden. Anne Franks Dagbog er blevet læst verden over, og Anne Frank er på mange måder kommet til at personificere de millioner af ukendte dræbte. Dertil kommer en række fotografier, som har fået nærmest ikonografisk status her kan nævnes billedet af en lille dreng med hænderne i vejret, der trues af nazistiske soldater i Warszawaghettoen eller de mange sorthvide fotografier af udsultede fanger og lig. På grund af de nævnte eksemplers betydning for den kollektive bevidsthed om Holocaust i særligt Europa, USA og Israel, er et af benægternes fokuspunkter at forsøge at så tvivl omkring dem. Ifølge benægterne har gaskamrene fx aldrig været brugt til at henrette mennesker i, Anne Franks Dagbog er et falskneri, leveforholdene i Auschwitz var udmærkede, og fotografierne er manipulerede udtryk for krigens sejrherrers propaganda. Hvilke ideologier og motiver ligger bag benægtelse af Holocaust? Ser man nærmere på Holocaustbenægtelse, bliver det hurtigt klart, at den er fast forankret i antisemitisme af den simple årsag, at benægtelsen grundlæggende bygger på en forestilling om en gigantisk jødisk konspiration, der opretholder illusionen om Holocaust for at opnå og fastholde magt og indflydelse. Et kig på de enkelte benægteres websider, publikationer, ytringer og samarbejdspartnere viser desuden, at et flertal er præget af en fascination af totalitære regimer og ofte også har forbindelser til racistiske og ekstremistiske organisationer. Efter 2. Verdenskrig nærede de fleste mennesker en dyb foragt for nazismen, hvad der bl.a. skyldtes nazismens centrale rolle i folkedrabet på seks millioner jøder. For at genoplive nazismen som en legitim ideologi er det derfor nødvendigt for tilhængerne at fjerne fokuset fra Holocaust og som et minimum vise, at antallet af jødiske ofre var langt mindre end seks millioner og ikke adskiller sig fra andre krigsforbrydelser. Ved at vise at jødeudryddelserne aldrig har fundet sted, kan såvel nazisme som antisemitisme igen blive acceptabelt. Benægtelse af Holocaust er også en måde at argumentere for, at staten Israel er oprettet på ulovligt grundlag. Omdrejningspunktet i denne form for benægtelse er en idé om, at hvis Holocaust ikke var sket, ville staten Israel aldrig være blevet oprettet, og mellemøsturolighederne ville være undgået. Kan man bevise, at Holocaust ikke 46

44 nr. 191/ december 2011 Af Peder Kragh Billede af den nazistiske løbeseddel i forbindelse med Anne Frank Udstilling. har fundet sted, men er et udtryk for et jødisk svindelnummer, er Israel oprettet på falsk grundlag og bør derfor opløses. Hvor udbredt er benægtelse? For 20 år siden var det de færreste, der havde hørt om Holocaustbenægtelse, men med internettets udbredelse er det blevet muligt for Holocaustbenægtere at sprede deres budskaber lettere end nogensinde før. I og med internettet ikke er underlagt kontrol i form af redaktioner eller forlag, har Holocaustbenægterne stort set haft frit spil til at sprede deres påstande og dermed nå et bredere publikum. Det skyldes ikke kun etableringen af et væld af benægterwebsider, men også benægternes tilstedeværelse i chatfora og på forskellige blogs har medvirket til øget synlighed. En søgning på ordet Holocaust i den dansksprogede version af Google i oktober 2011 viste, at hit nr. fem og seks var benægtersider. Det er et problem, fordi elever på såvel ungdomsuddannelser som i grundskolen meget ofte bruger internettet til at finde information om Holocaust eller 2. Verdenskrig. Man risikerer, at eleverne opfatter benægternes påstande som sande, fordi de ikke nødvendigvis har redskaberne til at gennemskue 47

45 nr. 191 / december 2011 benægternes websider. Det er derfor en stor undervisningsfaglig udfordring at lære eleverne at kvalitetsvurdere det materiale, de finder på nettet. Holocaustbenægtelse er et internationalt fænomen, men også i Danmark har der været mange tilfælde af benægtelse. Danske benægtere har bl.a. opsøgt skoler og udstillinger om Holocaust for at bidrage med det, de kalder den anden side af historien, og de har startet deres egen produktion af undervisningsmaterialer. I 2002 kopierede danske benægtere daværende Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudiers undervisningswebside om Holocaust, som findes på adressen på en næsten identisk adresse (uden bindestreg). De grafiske elementer, informationsstrukturen og farverne på de to websider var stort set ens, ligesom teksterne på de to åbningssider var bemærkelsesværdigt enslydende. Indholdet på benægternes webside adskilte sig naturligvis fra undervisningswebsiden, idet den havde som budskab, at Holocaust aldrig var sket, men blot var en statsstøttet myte. Undervisningswebsiden blev endvidere hacket i 2009 af Israel-fjendtlige net-aktivister, og det var kun med nød og næppe, at den kunne gendannes. Også nynazister i Danmark har markeret sig med Holocaust-benægtelse og har fx uddelt løbesedler til skoleelever i forbindelse med en Anne Frank udstilling. Desuden har danske Holocaustbenægtere flere gange sendt mails til historielærere og elevrådsformænd landet over i forbindelse med den årlige minde- og mærkedag, Auschwitz-dag, hvor de har opfordret til at orientere sig i benægternes argumenter for alsidighedens skyld og medsendt artikler og eksempler på deres undervisningsmaterialer. Holocaust-benægtelse i undervisningen lande ikke forbudt at benægte Holocaust. Derfor er det vigtigt med en vedvarende oplysningsog undervisningsindsats. DIIS, Holocaust og folkedrab har lavet et webbaseret undervisningsmateriale om Holocaust-benægtelse, der henvender sig til elever på ungdomsuddannelserne. Det primære mål med materialet er at oplyse om Holocaustbenægtelsens mange dimensioner, men også at bidrage til at styrke elevernes kildekritiske kompetencer, hvad angår vurdering af websiders troværdighed og lødighed. Undervisningssiden findes på adressen hvor man også kan finde en lærervejledning, arbejdsspørgsmål, opgaver, kilder, relevante nyheder, test m.m. På websiden er der bl.a. mulighed for at læse om emner som Holocaust-benægtelsens historie, Hvad er rigtig historie?, Hvordan ved vi, Holocaust er sket?, Hvad er antisemitisme? m.m. Alle artikler er udarbejdet i samarbejde med faglærere med henblik på undervisningsforløb, i fx historie, samfundsfag eller dansk. En oplagt måde at arbejde med undervisningssiden og emnet Holocaustbenægtelse er i et forløb om 2. Verdenskrig, Holocaust og/eller andre folkedrab. Samtidig giver siden mulighed for at arbejde med en række af de centrale krav til historiefagets formål og faglige mål. Eleverne bliver trænet i at vurdere forskelligartet materiale og til at bearbejde de mange former for historieformidling og historiebrug. Ligeledes er der fokus på at styrke og udvikle elevernes kritiske bevidsthed, så de er i stand til at vurdere historieforfalskning og manipulation, når de møder det. Arbejdet med undervisningssiden lægger desuden op til flere former for tværfagligt samarbejde. Bl.a. er det oplagt at samarbejde inden for fagene dansk og historie: En danskfaglig sproglig og argumentationsteoretisk analyse af benægternes websider kan sammenholdes med historiefagets metoder for kildekritik og en historiefaglig tilbagevisning af benægternes argumenter. I Danmark er det modsat en række europæiske Besøg for yderligere inspiration. 48

46 nr. 191/ december 2011 Forside på Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudiers daværende undervisningswebside om Holocaust. I 2002 kopierede danske benægtere daværende Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudiers undervisningswebside om Holocaust. Dette billede viser benægternes kopi-webside 49

47 nr. 191 / december 2011 Mysteriet om den historiske problemstilling 1 Af Heidi Eskelund hvad de skal gøre. Mads indvilliger i at spille elev som den første. What is the text doing he asked about Genesis I, as a hundred students or so collectively quaked Han indleder med at fortælle, at han har valgt in their seats. One after another, baffled freshmen summarized the text, only to have [the tea- spørger først, hvordan det var muligt, at ideo- at se på to overordnede problemstillinger: Han cher] strike his fist on the podium: Doing, not logier som kommunisme og kapitalisme kunne saying. What is the text doing? 2 samarbejde under 2. Verdenskrig, og dernæst hvorfor Frankrig modsat England var nødt til at I klasserummet overgive sig til Tyskland. Og så begynder Mads Det er tirsdag formiddag i en dansk 3.g.-klasse. at fortælle. Han gengiver handlingsforløb i krigen Eleverne har i to uger arbejdet med et forløb og fortæller om forskellige europæiske landes forhold til Tyskland. Han fortæller om Blitzkrieg, om om 2. Verdenskrig. På baggrund af et udvalg af tekster, grundbogs- såvel som kildetekster, har de franskmændenes ringe militære udvikling efter skullet opstille og besvare en eller flere problemstillinger efter eget valg, og de har forberedt en uheldige placering sammenlignet med England. 1. Verdenskrig, samt om landets geografisk set præsentation. Nøjagtigt som ved eksamenen. Han kommer ind på Englands magtfulde flåde Deres lærer har valgt at bruge et gruppe-rollespil, og veludviklede radarsystemer, USA's støtte hertil som ramme for oplæggene. Hun fortæller, at samt ringe tyske jagerfly. Så går han lidt i stå, eleverne på skift skal spille rollerne som henholdsvis elev, lærer og censor. Hun forklarer, problemstilling. Her fortæller han om Polen, om men springer øjeblikket efter over til sin anden hvad eksamenen indebærer og fortæller, at det ikke-angrebspagten mellem Tyskland og USSR, er meningen, at deres elevpræstationer skal være om Tysklands invasion af USSR, om den russiske vinter, om englændernes forhandlinger med i centrum. De guldkorn, I besidder, skal bringes frem, siger hun og påpeger, at censoren og USSR, samt Stalins, Churchills og Roosevelts samarbejde om våben og Den Anden Front. læreren i den sammenhæng er elevernes garant for en bedømmelse efter gældende vilkår. Nu er han færdig. Der opstår et øjebliks stilhed. Så går de i gang. I gruppen med Nanna, Mette og Nanna, som spiller læreren, beder ham uddybe Mads snakker pigerne lidt nervøst med hinanden. Den Anden Front. Mads gentager en del af det, Efter lærerens introduktion til gruppearbejdet er han allerede har sagt, og supplerer med enkelte de nu kommet i tvivl om, hvorvidt de har opstillet ekstraoplysninger om angreb på tyskerne i Afrika problemstillinger i deres oplæg eller ej. De forklarer, at de ikke havde forstået, at det var en del Hun spørger om censoren har nogle uddybende og Mussolinis fængsling. Nanna kigger på Mette. af opgaven. De snakker lidt frem og tilbage om, spørgsmål. Mette mener, det er lidt svært at stille 1 Nedenstående udgør en lettere omskrivning af en artikel, jeg deltog med i 27. Nordiske Historikermøde i Tromsø i august i år. Her deltog jeg i en session med historisk kundskab som overordnet tema. 2 Wineburg, 2001, p. x, introduction. 52

48 nogle spørgsmål. De bliver enige om, at tiden også må være gået nu. Mads griner og siger, at hvis de ikke vil have noget uddybet, må det vel være godt nok. Du er jo godt inde i dit stof, Mads, siger Nanna med en lærerstemme. De griner. Pigerne bliver enige om, at de hellere må tage ved lære af Mads oplæg. Han skynder sig at sige, at han ikke er sikker på, om han har gjort det på den rigtige måde. 3 Hvad er en historisk problemstilling? Ovenstående beskrivelse af en situation i gymnasiets historieundervisning er udvalgt på baggrund af flere observationsforløb. Beskrivelsen kan som sådan karakteriseres som et casestudie, men udgør også et ganske almindeligt eksempel på, hvordan lærere og elever henholdsvis planlægger og gennemfører historietimerne med afsæt i læreplanen. Hvor historiefagets mål før 2005 primært var koncentreret om det faglige indhold via bl.a. et pensum, så grundes hverdagsarbejdet i dag i højere grad i et spørgsmål om målstyring og udvikling af elevkompetencer. 4 Historiefagets formål er, kortfattet gengivet, dannelse og studieforberedelse med særlig vægt på udvikling af elevernes personlige myndighed. Faget skal iflg. læreplanen udvikle elevernes historiske viden, bevidsthed og identitet samt evne til at stille spørgsmål til fortiden for at opnå forståelse for den komplekse verden, de selv er en del af i dag. 5 Dette faglige formål søges opnået gennem arbejdet med de 11 faglige mål fra læreplanen. Iflg. en evaluering fra Danmarks Evalueringsinstitut i 2009 er bevægelsen fra læreplan til praksis ofte oplevet som ganske problematisk. 6 Og spørgsmålet bliver derfor, hvordan der ser ud i praksis hvordan I som lærere samt jeres elever gør eller forstår faget i jeres bestræbelser på at foretage denne bevægelse. En tese er i den sammenhæng, at fagets faglige mål måske nok kan siges at være i spil i undervisningens praksis uden nødvendigvis at understøtte fagets formål. En årsag hertil kan tolkes som et spørgsmål om læreres og elevers forskellige historiedidaktiske tænkning - og dermed forståelser af historisk viden - som kan være vanskelige at knytte til fagets formål. På baggrund af ovenstående beskrivelse af gruppe-rollespillet tager jeg her fat på problematikken ved at spørge, hvad en historisk problemstilling kan siges at være i betydningen, hvad skal der til for at kunne opstille en. Historiedidaktisk tænkning i klasserummet I sin afhandling fra 2005 skriver Aase Ebbensgaard, at gymnasiets undervisning i historie, hvad angår eleverne, handler om at lære, men også om at lære at lære samt at omlære. 7 Hvad angår læreren, skriver Ebbensgaard, at også denne er lærende i undervisningen og kommunikationen med sine elever. 8 Min position supplerer ved at påpege, at undervisningen i kraft af lærerens metodefrihed i høj grad også betinges af, at/om læreren er i stand til at omsætte sin viden fra lærende til lærer. Han/hun må i overgangen fra lærende i det akademiske historiefag til lærer i gymnasiets skolefag forholde sig til karakteren af sin faglige viden på en reflekterende måde og overveje, hvorledes det er muligt at medvirke til elevernes forståelse i faget. 9 Spørgsmålet bliver derfor ikke alene, hvad ved jeg men også på hvil- nr. 191/ december Observation, 3.g.-klasse, januar Haue, 2004, p Pkt. 1.2: 6 EVA Ebbensgaard, 2005, p Ibid. 9 Bain (B), 2006, p

49 nr. 191 / december 2011 af Janni la Cour, Gl. Hellerup Gymnasium ken måde ved jeg det og hvordan kan jeg lære andre at vide det. 10 I forbindelse med sin introduktion til gruppe-rollespillet giver læreren i ovennævnte beskrivelse eleverne gode råd om, hvordan deres forberedelse til eksamen kan tage sig ud. Læreren omtaler i den forbindelse den såkaldte baggrundsviden, som de i fællesskab har oparbejdet gennem fagets tre år. Hun fortæller, at eleverne bør overveje, hvorvidt de har styr på den eller ej. På den måde fremstilles faget som et mødested for erhvervelse af en faktuel viden, der lagres i den enkelte elevs hukommelse og holdes parat til brug ved eksamenen. Erhvervelse af historisk viden er som nævnt et af elementerne i læreplanens formuleringer om historiefagets formål, og arbejdet i denne 3.g.-klasse kan dermed siges at afspejle dette til fulde. Derudover ser man også i beskrivelsen, at elevernes præstation skal være i centrum. Hvori denne præstation består, fremgår ikke klart, men tilføjer dog et ekstra element til beskrivelsen af historiefaget, således at faget fremstår dobbeltsidet: At mestre faget forudsætter baggrundsviden og elevpræstation. Undervisningen i eksemplet afspejler dermed tydeligt læreplanens rammer for faget. Elevtænkning I elevernes gruppearbejde træder det uklare forhold vedrørende elevernes præstation frem. De er tydeligvis usikre på, hvad der forventes af dem i forhold til opstillingen af en eller flere problemstillinger, og særligt pigerne giver udtryk for at være i tvivl om, hvorvidt de har gjort som de skulle eller ej. Der er altså tvivl om, hvad en problemstilling er. Mads angiver i sit oplæg at ville besvare to problemstillinger. Begge spørgsmål der medfører, at hans besvarelse mest af alt tager form som en redegørelse for oplysninger, han har læst sig til i det udleverede tekstmateriale. Han gengiver eller reproducerer dermed præetablerede historiske narrativer uden samtidig selvstændigt og kildekritisk at forholde sig hertil. Set i forhold til de faglige mål viser han dog forståelse for dele af krigens handlingsforløb samt evne til at kunne udvælge de relevante aspekter, der kan besvare hans to problemstillinger. Hans evne til at forklare centrale udviklingslinjer i Europas historie er derfor tydelig. Mads kan også siges at komme ind på interaktioner mellem samfund gennem en tidsperiode, ligesom han formidler og til dels begrunder sin historiske viden. En del af læreplanens faglige mål er dermed at spore i hans oplæg. Oplægget præges i øvrigt af et fokus på årsag og virkningsforhold med vægt på nationer og statsledere som aktører i udviklingen og forløbet af de fortidige begivenheder dette kan ses som en genspejling af det tekstmateriale, der ligger til grund for oplægget. Hvad er det så, Mads ikke gør? For det første kan man stille det spørgsmål, om Mads egentlig opstiller to problemstillinger. Selv blandt historiestuderende på universitet kan det volde problemer at skelne mellem problemstilling, problemformulering og spørgsmål, og gymnasieeleverne i eksemplet her lægger da heller ikke skjul på at være i tvivl. Iflg. Undervisningsministeriets lærervejledning for læreplanen for historie opfordres undervisningen til bl.a. at belyse skellet mellem spørgsmål, problemstilling og hypotese. 11 Denne skelnen foretager Mads ikke. Han stiller blot to spørgsmål, som kan besvares ud fra det tekstmateriale, han lægger til grund for oplægget. Ikke desto mindre opfattes hans præstation af pigerne som forbilledlig og noget, de vil tage ved lære af. 10 Shulman, 1987, p ashx 54

50 Med andre ord, eleverne etablerer på baggrund af de forhåndenværende forhold en fællesforståelse af, hvad den gode præstation er, således at det at kunne huske sammenhænge og genfortælle fortidige begivenheder vedrørende årsager og virkninger på baggrund af læste tekster bliver betragtet som en god elevpræstation. Dernæst er det bemærkelsesværdigt, at Mads ikke forholder sig til tekstmaterialets forskelligartede karakter. Der er tale om kilde- og baggrundstekster, som han uden skelnen udleder og anvender oplysninger fra. Årsager og virkninger - historiedidaktikerens blik på praksis Der er i læreplanen intet krav om, at alle faglige mål skal være i spil ved den mundtlige eksamen, men målene afspejler variation i sværhedsgrad og dermed krav til eleven. Mads præstation kan i denne sammenhæng alene siges at referere til de faglige mål, der har simpel kognitiv karakter i betydningen viden af 1. ordensniveau, faktuel viden eller substantive knowledge. 12 De faglige mål som omhandler anvendelse af denne viden under betegnelsen viden af 2. ordensniveau eller second order knowledge, som den britiske historiedidaktiker Peter Lee betegner det, og som stiller større krav til Mads analytiske og reflekterende evner i form af diskussion, perspektivering og vurdering af karakteren af det udleverede materiales oplysninger samt argumentation for valg af netop de kildetekster, der har ledt ham til de to spørgsmål, er ikke at finde i hans oplæg. Bevægelsen mellem de to vidensniveauer er dermed svær at få øje på I overensstemmelse med billedet af fagets dobbeltsidede karakter skal det fremhæves, at historie er et komplekst fag, en epistemisk aktivitet, der ikke blot handler om at erhverve sig en faktuel viden, men også om at lære at tænke om og forholde sig til fortiden og narrativer om fortiden på måder, der for de fleste ikke er helt ligetil. 13 Der er ikke tale om en tænkning, der udvikles automatisk som en del af den psykologiske eller kognitive udvikling hos eleven, men derimod om en tillært og opøvet proces, hvor balancen mellem det familiære og fremmede skal findes. 14 Eftersom det kræver nøje og mange overvejelser fra lærerens side, hvad angår undervisningsmetodiske tiltag for at denne tænkning kan komme til at finde sted hos eleven, kan det ofte synes nemmere blot at beskæftige sig med at lære navne, datoer og fortællinger udenad, fordi udenadslære ikke er krævende i samme grad. 15 Dette er en risiko som historiefaget på trods af mange tiltag gennem de seneste årtier stadig synes at leve med, og som kan siges at være medvirkende årsag til den svære bevægelse fra alene viden af 1. orden. I stedet for at gøre historie på egen hånd, gør eleverne andres, hvilket kan ses som en hindring for deres udvikling af bevidsthed og identitet i faget, jf. dets formål. Mads oplæg eksemplificerer i overensstemmelse med den amerikanske historiker og psykolog, nr. 191/ december 2011 Af David Kyng 12 Lee, Wineburg, 2001, p. 5. Bain, 2000, p Idem. p Idem. p

51 nr. 191 / december 2011 Sam Wineburgs forskning, at mængden af navne og oplysningsmættede tekster om fortiden ikke i sig selv skaber grobund for historisk tænkning i kompleks og abstrakt form sådan som læreplanen efterspørger. Det handler derimod om at forandre de basale mentale strukturer, som eleverne bruger til at skabe mening og forståelse med, når de møder fremstillinger af fortiden - hvad end der så er tale om lærerens undervisning, grundbogen, kildetekster, film, aviser, internet eller andet. Når de unge læser om fortiden, stiller de ikke nødvendigvis spørgsmålstegn ved det, som de læser. De tilpasser blot det læste til deres allerede eksisterende overbevisninger. 16 Mads oplæg viser det samme. Heller ikke han anspores til at sætte spørgsmålstegn ved de oplysninger, han anvender, ej heller karakteren heraf. Spørgsmålet for læreren bliver derfor, hvordan han eller hun skal undervise for at det bliver en habit of mind for Mads at forholde sig spørgende til og i faget. 17 Fra at vide til at vide hvordan Bevægelsen mellem de to vidensniveauer omhandler bevægelsen fra at vide til at vide hvordan. 18 Dvs. en tænkning der indebærer, at Mads viser, at han også er i stand til at anvende sin viden og de oplysninger, han henter i teksterne. Den faktuelle viden er i den forstand blot et basisgrundlag at bygge på. Et grundlag som desværre ikke så let bare lader sig lagre i hukommelsen. At opstille en problemstilling er ikke et spørgsmål om at fremhæve svar, som andre i dette tilfælde forfatteren eller historikeren bag tekstmaterialet - allerede har givet, men derimod selv at tænke spørgende, undrende og kritisk at forholde sig til det, som læses fra og om fortiden for at få øje på noget, man mener kan være relevant at undersøge nærmere i relation til fx samtidige forhold. Mads må således lære konstant at overveje gennem sin læsning, hvilken viden teksten repræsenterer samt karakteren heraf. Dernæst også hvilken forståelse han selv besidder og anvender for at afkode og skabe mening i det, som han læser. Endelig må han lære at overveje, hvilken indvirkning det læste som en art viden eller indsigt har på den forståelse af fortiden, som etableres i hans tænkningsproces. Dette er en særdeles krævende proces, der udover læse- og komprehensionsfærdigheder også kræver sprogfærdigheder, mundtlige såvel som skriftlige. 19 Mads må således kunne forholde sig til sin egen forforståelse for deraf at blive opmærksom på, hvilke overbevisninger han har om - i dette tilfælde 2. Verdenskrig - hvor disse stammer fra, og hvorledes de har betydning for hans forståelse af det, som han læser, hvis han skal kunne undre sig og stille spørgsmålstegn ved denne viden. Ofte er det umuligt for elever at fortælle, hvorfra de har deres viden, og hvordan de kan vide, at de ved, hvad de giver udtryk for at vide. 20 Jeg fremhæver dermed, at kernen i historiefaget er at kunne forholde sig spørgende og undrende til viden i faget, jf. relationen til det græske verbum, [historein] med betydningen at undersøge, spørge eller udforske. Og jeg anerkender samtidig, at dette ikke lader sig gøre førend der i faget faktisk foreligger en viden at bygge på. 16 Idem p Bain, 2000, p Qvortrup, Wineburg/Martin, 2004, p Bain, 2005, p

52 Tekstens rolle Denne fremhævelse af det spørgende og undrende aspekt i faget er ingen ny opfindelse. Den findes allerede i læreplanens såvel som lærervejledningens beskrivelse af faget. Spørgsmålet er derfor, hvorfor det i Mads oplæg synes så fraværende. Hvis informationsmættede tekster med mange årstal, navne og begivenhedsbeskrivelser viser sig - som her ikke at medføre en undrende og spørgende stillingtagen hos eleven, hvad kan så? Tekst og i særlig grad lærebogen eller grundbogen fylder meget i historiefaget. 21 Problemet, hvad angår udviklingen af elevernes evne til at spørge og undre sig, er, at grundbogsteksten for mange elever fremstår som en sandhed i faget, en facitliste, autoritet eller støttepædagog, når tvivl opstår og man har brug for svar. 22 Det ses også i Mads oplæg. For at bruge en Goffmanterminologi kan man tale om et nærmest ritualiseret forhold til grundbogen. 23 Det er ikke i sig et problem, at teksten har denne karakter, men virker ikke befordrende for elevernes mulighed for at lære at tænke historisk og dermed stille spørgsmål til fortiden. Mine observationer af elevernes læsning i historiefaget viser, at de har tendens til at fokusere mere på, hvad grundbogsteksten fortæller dem og i mindre grad på, hvordan teksten gør det. Deraf også referencen til mit indledende citat. Lærebogen er på den måde ikke af sig selv et redskab, der kan hjælpe til udviklingen af elevens måde at læse teksten på. 24 Forfatterens eller historikerens tænkning og metarefleksion i forbindelse med etableringen af et historisk narrativ er i de fleste værker elimineret, og det forbliver dermed en hemmelighed for eleven som læser, hvordan historikeren har forholdt sig til sine kilder, hvilke spørgsmål han eller hun har stillet samt, hvorledes han eller hun argumenterer for og begrunder sine svar og dermed sin historiske fremstilling. Mening, intention og forståelse i forbindelse med en tekst overleveres ikke automatisk fra forfatter til læser, men medieres eller filtreres derimod via koder, som læseren må være i stand til at afkode for at opnå forståelse. 25 Mads skal derfor som læser besidde visse forudsætninger for at kunne foretage denne afkodning, hvilket fremhæver lærerens rolle og i særlig grad transformationsprocessen i vedkommendes egen fagforståelse fra lærende i historie som akademisk fag til lærer i historie som gymnasiefag. Udviklingsperspektiv I løbet af de seneste to årtier må debatten om historiefaget i gymnasiet siges at have udviklet sig fra højtråbende polemik til bekymrende stilhed. Det er selvfølgelig nærliggende at tro, at dette skyldes, at gymnasiereformen i 2005/2010 har løst alle problemer. Uformelle samtaler med historielærere i forbindelse med mine skolebesøg afslører dog et andet billede. Fascination og glæde ved lærergerningen er stor, men tvivl, frustration og i enkelte tilfælde resignation fylder også en del. At lære eleverne at tænke på måder, der kan understøtte udviklingen af deres historiske bevidsthed og identitet er særdeles vanskelig og i mange tilfælde umuligt. Kravene til elevernes eksamenspræstationer giver gode muligheder for de stærke elever at klare sig godt, mens de svage elever i højere grad falder fra og mister interessen for faget. Disse tendenser er også at læse i den omtalte evalueringsrapport fra Uddannelsen af historielærerne i gymnasiet i Danmark beror udover en fag-faglig baggrund fra universitetet også på en pædagogisk uddannelse, nr. 191/ december Om ikke i bogform, så som scannet tekst i form af en PDF-fil på elevernes bærbare pc. 22 Bain, 2006, p Vedr. Goffman se, Smith, Goffman, Wineburg, 2001, p Baildon/Damico, 2009, p EVA

53 nr. 191 / december 2011 et pædagogikum, i forbindelse med ansættelsen som historielærer. En gennemlæsning af beskrivelser af pædagogikumuddannelsen fremsat af dels Undervisningsministeriet dels uddannelsesudbyderen, Syddansk Universitet, viser, at den teoretiske og praktiske uddannelse af historielærere ikke omtales eksplicit fagene i gymnasiet optræder derimod som en samlet anonymiseret pakke under betegnelsen, fagdidaktik. 27 I studieordningen bag faget, Fagdidaktik, fremgår det, at målsætningen bl.a. er, at lærerkandidaten skal kunne reflektere over forholdet mellem fagets genstandsfelter, vidensformer og arbejdsformer med henblik på at kunne udvikle egen undervisning. 28 Der gives dermed uden referencer til et specifikt fag udtryk for, at læreren skal forholde sig til sin fag-faglige viden med henblik på at udvikle sin egen undervisning. Formuleringens generelle karakter gør det nærliggende at mene, at opmærksomheden om den føromtalte transformationsproces i overgangen fra lærende i det akademiske fag til lærer i gymnasiefaget risikerer aldrig at finde sted eller tidligst når man er blevet kastet ud i det hæsblæsende liv, som lærerjobbet indebærer ikke mindst for den nye/unge generation af lærere. Historie har som skolefag ganske vist meget til fælles med fagrækken af øvrige humanistiske fag, men må også betragtes som andet og mere, hvis Mads skal lære at forholde sig spørgende og undrende i faget for deraf at kunne opstille historiske problemstillinger, der viser at han forstår at forholde sig til og anvende sin viden fra faget. Forskningsmæssigt set er der meget lidt fokus på uddannelsen af historielærere til gymnasiet. 29 Dette kan ses som en forklaring på, hvorfor de samme problemstillinger vedr. historiefaget igen og igen er dukket op i forskellige undersøgelser. 30 Konklusion Min indledende tese om, at de faglige mål er at spore i historieundervisningen uden nødvendigvis at understøtte fagets formål, kan på baggrund af denne kortfattede analyse siges at være tilfældet. At der i realiteten gør sig mange andre faktorer gældende, når elever og lærere mødes om historiefaget, faktorer som indvirker på udfaldet af faget, er en anden sag. Den centrale pointe, der indiskutabelt står tilbage, er spørgsmålet om hvilken historisk viden, der egentlig etableres i faget jf. dets dobbeltfunktion om faktuel viden og udvikling af elevens evne til at anvende denne viden. Mads er som sådan blot en illustration for, hvad der synes at være tilfældet for en stor gruppe elever i gymnasiet. Jeg skal i den sammenhæng afstå mig fra en sortsyns-konklusion om, at det går skidt i faget - både Mads og hans lærer udviser på hver deres måde et stort engagement og potentiale i deres tilgang til historieundervisningen. Det går derimod blot som det under de givne omstændigheder kan gå. At udvikle sig til at blive en god lærer er iflg. ældre historielærere, jeg har talt med, et spørgsmål om praksiserfaring fra mange års arbejde med samt overvejelser over didaktiske situationer i faget. Og der er i den sammenhæng stor forskel på at have en faglig viden og at undervise i den. Min påstand er derfor, at afstanden mellem disse to 27 Undervisningsministeriets bekendtgørelse og vejledning for Pædagogikum, Studieordning for Uddannelse i teoretisk pædagogikum, SDU. 28 Studieordning for Uddannelse i teoretisk pædagogik, p Bain (A), 2006, p Bain (B), 2006, p Breakstone, 2011, p Som eksempel kan nævnes rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut i 2001, Historie med samfundskundskab. Mange af rapportens problematiseringer er at genfinde i mine observationer det seneste år. 58

54 skal mindskes, hvis man ønsker, at eleverne skal nå fagets formål. Med en stor andel af ældre lærere på vej ud af gymnasieskolen kan man spørge sig, hvornår eleverne egentlig kan komme til at nå så langt. Litteratur Baildon, Mark og Damico, James S., 2009, How Do We Know? Students Examine Issues og Credibility with a Complicated Multimodal Web-Based Text, Curriculum Inquiry, vol. 39, no. 2 Bain, Robert B., 2006 (A), Rounding Up Unusual Suspects: Facing the Authority Hidden in the History Classroom, Teachers College Record, vol. 108, no. 10 Bain, Robert B., 2006 (B), Setting up camp at the great instructional divide: Educating beginning history teachers, Journal of Teacher Education, vol. 57 no. 3 Bain, Robert B., 2005, They Thought the World Was Flat? i: How Students Learn: History, Mathematics and Science in the Classroom af John Bransford og Suzanne Donovan (red.), Washington Bain, Robert, B., 2000, Into the Breach. Using Research and Theory to Shape History Instruction i: Knowing, Teaching and Learning History af Peter Stearns, Peter Seixas og Sam Wineburg (red.), New York University Press Breakstone, Joel, 2011, New History Assessments to Inform Instruction, paper, Graduate Student Conference on History Education, april, 2011, Umeå University Ebbensgaard, Aase, 2005, At fortælle tid, Syddansk Universitetsforlag Goffman, 1974, Frame analysis, Harper and Row Haue, Harry, 2004, Almendannelse for tiden, Syddansk Universitetsforlag Lee, Peter J., 2005 Putting Principles into Practice: Understanding History i: How Students Learn: History, Mathematics and Science in the Classroom af John Bransford og Suzanne Donovan (red.), Washington Smith, Greg, 1999, Goffman and Social Organization, Routledge Wineburg, Sam og Martin, Daisy, 2004, Reading and Rewriting History, Educational Leadership, vol. 62, no. 1 Wineburg, Sam, 2001, Historical Thinking and Other Unnatural Acts. Charting the Future of Teaching the Past, Temple University Press Øvrige kildehenvisninger EVA-09: rapporter/historie-a-paa-stx Læreplanen for Historie A STX: Lærervejledning for læreplan: media/files/udd/gym/pdf10/vejledninger%20 til%20laereplaner/stx/100709_vejl_historie_a_ stx.ashx Pædagogikumbekendtgørelsen, 2009: Studieordning for uddannelsen i teoretisk pædagogikum: mediafiles//3/a/8/%7b3a82b8eb-e1ae e-c4fddb5b14c7%7dstudieordning%20 p%c3%a6dagogikum pdf Vejledning til Pædagogikumbekendtgørelsen, januar 2009: Gym/PDF09/Love%20og%20regler/090126_vejledning_paedagogikumbekendtgoerelse.ashx nr. 191/ december

55 nr. 191 / december 2011 Forløbsplan til projekt: det arabiske forår det galt? Findes religionerne? Skal man adskille religion og politik? 3. Islam som tro og praksis samt Islams søjler samt forskellige typer af islam 4. Sharia 5. Religiøse minoriteter i Mellemøsten Af Merete Bandak (re) og Rasmus Østergaard (HI), Nykøbing Katedralskole. Introduktion til eleverne om projektarbejdet: Introduktion Har man lyst til at kaste sig ud i et af de mere aktuelle emner i tiden følger her et forslag til et længerevarende projektarbejde mellem historie og religion. Bemærk at niveauet er lagt efter 3.g, men formodentlig kan tilpasses både andre niveauer og timetal. Fag: Historie og religion Lektionstal: Historie giver 15 lektioner og religion 13 lektioner Baggrundsforløb 6 timer i historie om følgende emner: 1. Afkolonialiseringen af Mellemøsten og FN s menneskerettigheder 2. Mellemøsten indtil syvdages krigen den arabiske socialisme 3. Mellemøsten indtil 1979 den arabiske nationalisme 4. Mellemøsten mellem islamister og konservative monarkier 5. Dansk udenrigspolitik efter den kolde krig 6. Danske initiativer i Mellemøsten: Det arabiske initiativ Roadmap to peace kulturinstitutter i Damaskus og Kairo 7 timer i religion om 1. Islams oprindelse og historie 2. Teoretiske problemstillinger om: Hvorfor går Her bidrager historie med 6 timer og religion med 4 timer. I arbejder med et af følgende lande: Tunesien Libyen Ægypten Syrien Bahrain Yemen. I skal fra starten have antennerne ude for at finde noget om et land der interesserer jer! I behandlingen af landet vælger I selv problemstillingerne men følgende skal I komme ind på: Menneskerettigheder og debatten om disse f.eks. i forhold til sharia (hvor I skal redegøre for de fire udgaver af sharia gennem tekster og andet materiale) Danmarks politik over for det pågældende land Religionernes (og de forskellige trosretningers) størrelse og indbyrdes forhold i pågældende land Anvende relevante tekster fra Koranen og nutidigt tekstmateriale Ting I kan komme ind på er at Anvende religionsfaglig terminologi når I analyserer, fortolker og vurderer synspunkter og problemstillinger hvori der indgår religiøse aspekter Redegøre for religiøse fænomener som myte, grundfortælling, kosmologi, eskatologi, ritual, 62

56 klassifikation, lære og etik i det omfang det er relevant for jeres projekt Bruge Revolutions- og Moderniseringsteorier til at forklare opstand. (Marxistisk tolkning, strukturalistisk tolkning, Revolution of rising expectations, Emmanuel Todd, ungdomsrevolution, Gør Oprør, digital revolution) Debatten om demokrati er muligt i den arabiske verden: Hvilke politiske ideologier der konkurrerer (Konservative Monarkier, arabisk socialisme, Islamitiske og liberale partier) Betydning af Den nye Verdensorden i forhold til den kolde krig Regimets håndtering af situationen (forhandling eller vold mod krav) Kvinderettigheder Afsluttende kommentar I kan træne jer selv godt i forhold til eksamen i begge fag og i forhold til at kunne planlægge en længere arbejdsproces, som I også skal kunne når I skriver SRP. Som det længste forløb i 3.g vil indsatsen i forløbet i væsentligt grad påvirke jeres standpunktskarakter. nr. 191 / december 2011 Forberedelse til hver time I skal bruge 30 minutter efter eget valg, anføres på fronter i et dokument på fronter. I skal selv finde materiale. Prøv at bruge sociale medier som Blogs, Twitter og facebook samt arabiske og vestlige nyhedskanaler. Rapport I udarbejder i løbet af projekttimerne løbende en rapport på ca. fem sider. Denne skal indeholde de vigtigste pointer, konklusioner, kommenteret materiale samt en beskrivelse af hvordan I er kommet frem til jeres resultater. De seks landerapporter bliver samlet i et dokument og delt ud efter forløbet. Fremlæggelse 30 minutter pr. land (3 timer i alt) + én time til fælles opsamling. Fremlæggelsen sker sådan at alle i hver gruppe fremlægger alt om landet og dermed træner eksamen. Det er her altså vigtigt at I arbejder med relevante problemstillinger og bearbejder det materiale I anvender systematisk og med brug af de relevante faglige begreber. 63

57 nr. 191 / december 2011 Turen går til Skt. Petersborg - et rigtig godt studierejsemål Af Jørn Aarup-Kristensen Vi har rigtig gode erfaringer med Skt. Petersborg som studierejse mål. Det er der flere grunde til. af Skt. Petersborg, historien og den aktuelle situation? 7. Hvilket billede danner vi os selv på det grundlag? I historie er det oplagt som en del af et forløb i Ruslands historie. Flerfagligt er byen oplagt sammen med Musik. ( Tjajkovskij + Sjostakovitj). Flerfagligt sammen med Billedkunst. (Eremitagen og Det Russiske museum). Flerfagligt sammen med Samfundsfag. (Et helt specielt politisk system). Flerfagligt sammen med Dansk. (Det Skandinaviske Institut ved Universitetet). Flerfagligt sammen med Naturgeografi. ( Kronstadt- anlægget, mineralogisk museum). Flerfagligt med Biologi. (Nikolaj Vavilov planteavlsinstitut samt miljøudfordringerne gælder også i Skt. Petersborg). Det er en charmerende by med en god infrastruktur. Centrum af byen emmer af historie. Det er ikke en by eller kulturkreds som mange elever selv opsøger. I faget Historie er der mange niveauer i forbindelse med arbejdet med Skt. Petersborg og Ruslands historie. 1. Holdets forberedelse hjemme af rejsen til Rusland 2. Det, vi har læst om hjemme, konkretiseres i bygninger, genstande og mennesker. 3. Hvordan præsenteres og arrangeres historien i bygninger og genstande. 4. Hvad er hensigten med dette arrangement? 5. Hvordan undervises der om byens og Ruslands historie? 6. Hvilken opfattelse har de russere, som vi møder, Det er ikke sikkert, at man kan komme omkring alle niveauer, men det er fornuftigt at have overvejet dem i planlægningen af rejsen. Praktiske forhold i forbindelse med en studierejse til Skt. Petersborg Rejsearrangører: Vi har gode erfaringer med Alt Rejser ( ) og Alfa Travel ( ) men også andre af de gode skolerejsebureauer er fortrolige med at arrangere rejser til Skt. Petersborg. Prislejet ved en flyrejse med fem overnatninger er ca kr. Ring og tal med bureauerne og indhent et par tilbud. Der er gode dansktalende guider i Skt. Petersborg, og det er normalt, at det aftales med rejsearrangøren, at man afhentes i lufthavnen af bus og guide. SAS flyver dagligt på Skt. Petersborg fra Kastrup. Der kræves visum og det er normalt at rejsearrangøren ordner det praktiske med den russiske ambassade. Udgiften er 500 kr. Det skal bestilles i god tid. Assistance: Det danske kulturinstitut i Skt. Petersborg kan være en rigtig god hjælp til fx at skabe kontakt til et gymnasium. Vi har selv erfaringer med besøg på det gymnasium, der er knyttet til det russiske museum, og den kontakt knyttede kulturinstituttet. Kulturinstituttet er selvfinancierende, så de er nødt til at tage betaling for assistance. Man betaler for medgået tid. Betalingen er særdeles 64

58 rimelig og hjælpen meget effektiv. wplus.net og tlf: Hotel og transport: Piskarevskij-kirkegården som er præget af 70-årsdagen for belejringens begyndelse Rejsearrangørerne kan rådgive om prisleje og beliggenhed. Det er vores erfaring, at det er rigtig godt at bo tæt på en metrostation. Metroen i Skt. Petersborg er et uhyre billigt og effektivt transportmiddel med hyppige afgange. Busser kan også sagtens benyttes, men det er mere kompliceret at finde ud af. I myldretiden er der stort pres på metroen. Man køber poletter på stationen, og det kan være en fordel at have et antal i lommen, så hele gruppen ikke skal stå i kø hver gang. Årstid: September, hvor en del skoler rejser, er meget velegnet. Men man kan også sagtens rejse i slutningen af februar/ begyndelsen af marts. Det sidste forudsætter blot varmt tøj og velegnet fodtøj. Byen tager sig i reglen flot ud i vinterdragt. Skitse til program: Dag 1. Hvis man kommer med formiddagsfly med SAS og afhentes med bus og guide, så kan man med fordel (også økonomisk) bruge bus og guide til at se de første ting på vej til hotellet. Forslag: Piskarevskij Kirkegården. Ca ofre for belejringen fra er begravet her. Et lille men godt museum er knyttet til kirkegården. Dronning Margrethe var her under sit besøg i Rusland i Giver temaet Leningrads belejring perspektiv. Se evt: telegram/ Peter Paul fæstningen og Katedral. Viser Peter d. Stores voldsomme indsats for at gøre Rusland til en Østersømagt med udgangspunkt i Skt. Petersborg. Viser også det moderne Ruslands iscenesættelse af Romanoverne. Det er her kejserinde Dagmar for kort tid siden blev genbegravet. Krydseren Aurora. Perspektiv på Ruslands historie fra imperiedrømmenes forlis i den russisk-japanske krig over startskuddet til den russiske revolution i 1917 og Leningrads belejring til ikon for den russiske flåde. Gennemrestaureret. Besigtigelse er gratis. På den måde er eleverne straks introduceret til store temaer i byens historie. Dag 2. Billede: Aurora. Tekst: Krydseren Aurora på Neva?????? Besøg på Det Russiske Museum. Her er nødvendigt med guide. Museet har flere afdelinger, men afdelingen med ikoner og malerkunst er velegnet. Museet har også afdelinger for beklædning og design. Beregn 2 timer og aftal med guiden, at man skal se hovedværkerne. Ved god planlægning er det muligt at kombinere dette besøg med gymnasiebesøg. Her er rådet: tal med Kulturinnr. 191 / december

59 nr. 191 / december 2011 stituttet. Aften evt. kulturelt arrangement. Skt. Petersborg har et omfattende musik/ballet/teater liv. Også elever vil synes, at det er noget at se Svanesøen og høre Tjajkovskijs musik i Skt. Petersborg. Rejsearrangøren kan hjælpe. Dag 3. Hvis man rejser i september er det en rigtig god ide med en tur til Peterhof. Der sejler hydrobåde på Neva fra pladsen foran Eremitagen. Peterhof er et eksempel på den overdådighed, som omgav Peterhof med udsigt over et af de store springvand mod den Finske bugt 66

60 Zaren, og de mange springvand kan ikke undgå at fascinere. Denne udflugt tager det meste af dagen. På turen på Den Finske Bugt får man lejlighed til at se Skt. Petersborgs store boligområder fra vandsiden. Spørg rejsearrangøren vedrørende billetter og guide. Alternativt kunne man denne dag besøge Museet for Russisk Politisk Historie. Museet ligger i Ksjesinskaja palæet lige i nærheden af metrostationen Gorkovskaja. Palæet er en fin Jugendstil bygning. Her er bolsjevikpartiets sekretariat og Lenins kontor omhyggeligt restaureret. Også den moderne politiske historie behandles på museet. Kan stærkt anbefales. Om aftenen, når myldretiden er forbi kan en tur i metroen anbefales. Metroens ældre dele er planlagt og påbegyndt i Stalintiden, og derfor afspejler de ældste stationer også den tids byggestil og den politiske dannelse, som Stalin og partiet ønskede. Hvis man begynder ved Pusjkinskaja stationen på linje 1, så kan man, inden man går ind i metrostationen, besøge Vitebsk banegården, som ligger lige ved siden af. Her føler man sig virkelig hensat til det 20. årh. begyndelse. Fra Pusjkinskaja skal man køre mod Veteranov. Det anbefales, at man står ud på de enkelte stationer for at se på arkitekturen og derefter tager det næste tog videre. Hver station har sit særpræg, og hvis man undlader at forlade perronen, så kører man hele runden for samme polet. (I litteraturanbefalingerne nævnes en bog der kan støtte besøget på de enkelte stationer). Dag 4. Besøg i Eremitagen. Dette museum er et must i Skt. Petersborg. Aftal med guiden hvad holdet ønsker at prioritere. Man kan orientere sig og prioritere hjemmefra ved hjælp af museets fremragende hjemmeside. Museet har en stor sal med Rembrandt og en fantastisk samling europæisk maleri fra 19. og 20. årh. fra Manet til Picasso. Der skal bestilles tid gennem rejsearrangøren. Museet har en café og en meget velassorteret boghandel. Efter museet kan man gå ad Nevskij-Prospekt til Gostinyj Dvor, en markedshal med specialforretninger i den dyrere ende og derfra til den nærliggende Apraksin Dvor, så får man anskueliggjort nogle af de sociale forskelle i det russiske samfund. I Apraksin bør man færdes i grupper. Dag 5. Forslag: Blodskirken og Isaak katedralen. De to kirker repræsenterer to konkurrerende tendenser i russisk historie. Isaak katedralen blev bygget i første halvdel af 19. årh. og blev indviet i Den repræsenterer på en meget bevidst måde inddragelsen af den europæiske tradition og kunstneriske kunnen. De russiske kunstnere dygtiggjorde sig med stor flid i den retning. Blodskirken blev opført der hvor zar Alexander 2. i 1881 blev dræbt ved et attentat udført af en revolutionær gruppe Folkets Vilje. I Blodskirken er det slavisternes linje, der sætter præget i den gammelrussiske byggestil. De to kirker egner sig glimrende til analyse af, hvilken dagsorden bygningen vil sætte. På Blodskirken er der bevaret granatskader fra Leningrads belejring. Man kan vælge, at have guide med men der findes glimrende førere, som kan bruges ved forberedelsen af turen, så eleverne selv kan være med i analysen på stedet. Eftermiddagen kunne være fri. Hvis man ønsker at spise sammen på den sidste aften kan vi anbefale den danskejede Cafe Jam. Deres hjemmeside er som følger: spb.ru tlf: Man kan ringe til dem og aftale pris og menu. nr. 191 / december

61 nr. 191 / december 2011 Ideer til materialer: Politikens Virtuelle Guide Skt. Petersborg er rigtig nyttig. Gode kort også over Metroen. Vær opmærksom på museernes åbningstider og lukkedage. Erik Bach Nielsens bøger om Ruslands historie i flere udgaver, som findes på mange skoler er stadig meget nyttige. Carl-Johan Bryld: Den russiske revolution og Sovjetunionen. Kommunismens sejr og sammenbrud. Rigtig god med kilder efter hvert kapitel. Rigtig instruktive for eleverne er Erik Kulavigs forelæsninger i DR2 serie Danskernes Akademi. Forelæsningerne er centreret om revolutionen og dens følger. De findes på: Tro_Historie/Den_russiske_revolution.htm For den nyere tid er Rikke Haue: Rusland efter Systime rigtig anvendelig. Til lærerens brug: Niels Erik Rosenfeldts to biografier om henholdsvis Lenin og Stalin er stærkt anbefalelsesværdige. Harrison E. Salisbury: 900dage. Beretningen om Leningrads belejring. Kan stadig fås antikvarisk. På har Birger Kledal skrevet udførligt om byens historie. Meget informativt. Vedrørende Stalinperiodens byggeri: Trier Mørk og Juri Nikitin: Det ukendte Skt. Petersborg. Arkitektur Kunstakademiets forlag. Meget anvendelig med mange billeder. Også information om Metroen. Vi står selvfølgelig til rådighed, hvis I har brug for et godt råd. Trine Finne Loo ([email protected]) & Jørn Aarup-Kristensen ([email protected]) Peter Paul fæstningen og katedral set fra Neva 68

62 Third Historiana Seminar - Rights & Responsibilities I sommeren 2011 brugte jeg nogle dage på at tage på efteruddannelse i Letland arrangeret af Euroclio i samarbejde med Letlands historielærerforening. Noget jeg bestemt ikke har fortrudt, for det var både lærerigt, interessant og udvidede ens horisont både i forhold til Letlands historie og i forhold til det store arbejde som laves i Euroclio. Euroclio er den europæiske historielærer sammenslutning. Euroclio er en NGO som blev oprettet efter murens fald med henblik på at fremme historieundervisningen i Europa. Euroclios fokus er indenfor støtte til historieuddannelse, stimulere interkulturel dialog, promovere livslang læring og fremme historie netværk (typisk nationale historielærerforeninger). seminar var på temaet Rights and Responsibilities. Seminaret var en blanding af oplæg fra nogle af dem som allerede var i gang med at udfærdige materiale til webportalen, generelle oplæg omkring emnet og et indblik i Letlands historie set i forhold til emnet. Dagene bød derfor på blandt andet en ekskursion til besættelsesmuseet i Riga (der er en artikel i dette nummer af Noter af en af medarbejderne fra dette museum). Museet er privat, og fortæller om både den tyske og sovjetiske besættelse af Letland (Danmark anerkendte aldrig officielt, at Letland var en del af Sovjetunionen). Vi besøgte nr. 191/ december 2011 Af Peder Jacob Ellehave Kragh, Greve Gymnasium I denne sammenhæng arbejder Euroclio i øjeblikket med projektet Historiana ( new/index.php/work/historiana). Projektet tager udgangspunkt i, at historie netop ikke er national, men tværtimod er transnational. Målet med Historiana er at tilbyde en webportal, hvor unge kan lære om historien og dermed også opnå en forståelse for de andre og derigennem en bedre forståelse af det Europa som de er en del af. Der er udvalgt 7 overordnede temaer, som alle konkrete emner så bliver ordnet i forhold til. Det drejer sig om følgende temaer: People on the Move, Rights and Responsibilities, Conflict and Cooperation, Life and Leisure, Work and Technology, Ideas and Ideologies, and the Environment. Alle temaer er oplagte i forhold til undervisningen i historie i den danske gymnasieskole. Sovjetisk propagandaplakat udstillet på besættelsesmuseet i Riga I forbindelse med Historiana har der været flere seminarer. Jeg deltog i seminaret i Riga, Letland fra den 7. juli til den 10. juli Fokus på dette 69

63 nr. 191 / december 2011 ligeledes Salaspils, som er den tidligere koncentrationslejr i Letland fra 2. verdenskrig eller rettere fangelejr, da den hørte under politiet, da de lettiske jøder ikke blev interneret i lejren, men i stedet skudt et andet sted udenfor Riga. På konferencen var der for eksempel oplæg om den danske tegningekrise og sudetertyskerne, ligesom der blev præsenteret så forskellige oplæg som græsk migration fra Tyrkiet til Cypern efter 1. Verdenskrig og Islands vikinger alt sammen under det fælles tema Rights and Responsibilities. Vi var i alt 35 deltagere fra 19 forskellige lande på seminaret dækkende fra Island og Finland til Georgien og Spanien. Seminaret gav derfor også stor mulighed for på egen krop at få en større forståelse for de andre og deres måde at undervise i historie på. En oplevelse som bestemt kun kan anbefales til andre som ønsker at deltage. Økonomi I forbindelse med kurser arrangeret af Euroclio, kan man søge økonomisk støtte igennem Comenius programmet ( som i Danmark administreres af Styrelsen for International Uddannelse. Man skal i denne sammenhæng dog være opmærksom på, at man både skal indsende ansøgningsskema elektronisk og på papir, ligesom man skal være tidligt ude med hensyn til ansøgning. Comenius dækker både ophold, kursusafgift og transport, dog er der et maksimalt støttebeløb som kan blive udbetalt. Interniør på en bar i Riga, som hedder Leningrad 70

64 Nyt fra EMU Denne gang har forsiden på historiesiden skiftet udseende. Fra at være noget uoverskuelig med alt for mange links skulle det nu være blevet meget nemmere at finde de materialer man søger. Dette gøres først og fremmest via "Inspiration" og "Forløb". I forslagene til forløb er der lagt flere henvisninger ind til yderligere materialer som supplement til det foreslåede inspirationsmateriale. Dette gælder først og fremmest til danmarkshistorien.dk, der har udvidet deres side med materialer til alle de kernefaglige punkter - materialer der kan bruges til både SRP, SSO og eksamenssammenhæng. Der er også lagt link ind til en helt ny side, der er lavet af Københavns Stadsarkiv og som indeholder en række instruktive videoer på 5-8 minutter om Oplysningstiden. Her kan man gå en tur på Strøget i 1761 ved at følge Christian Geddes eleverede kort. Der er også videoer om straf, byens lugte, befæstning og søfart mv. Snart lancerer Stadsarkivet en ny side med henved personlige beretninger fra mennesker født lige omkring Alle disse beretninger er indsamlet ca. 70 år senere og vil være meget velkomne i undervisningen. Der også de sædvanlige internationale nyheder fra EUROCLIO med informationer om internationale (og gratis!) kurser over hele Europa. Fagkonsulentens månedlige klummer om aktuelle emner kan også nås fra forsidens nyheder eller fra fagkonsulentens side. De sidste klummer har handlet om vejledning til de større skriftlige opgaver SRP og SSO. Der skal herfra endnu engang lyde en opfordring til kolleger om at indsende forslag til materialer, som andre kan lade sig inspirere af. Det behøver ikke nødvendigvis være fuldt færdigt og klar til brug - kolleger kan sagtens lade sig inspirere af meget mindre. Der skal også lyde en opfordring til at tilmelde sig nyhedsbrevet fra historiesiden. Det er gratis og meget nemt fra forsiden. Husk at bekræfte tilmeldingen i den tilsendte mail! Herefter får man automatisk alle nyheder bragt lige ind i sin postkasse og man er således hele tiden opdateret med seneste nyt. Peder Wiben nr. 191/ december 2011 Husk at melde ændring af adresse eller nyt ansættelsessted til sekretariatet. Skriv til: Klaus Bjerre, Norsgade 19, 8000 Århus C eller [email protected] 71

65 nr. 191 / december 2011 Anmeldelser En postmoderne danmarkshistorie LOTTE SCHOU & SUSANNE ØRNSTRØM: Danmark i Verden fortid nutid fremtid, Columbus 2011, 208 sider, 246 kr. Forfatterne til den nye Danmarkshistorie er tydelig præget af et mangeårigt virke som undervisere, hvor historiebevidsthedsbegrebet er i centrum historieskabt, historieskabende. Alene undertitlen viser, at forfatterne fokuserer på fortids fortolkning, nutids forståelse og fremtids forventning. Og jeg skal gerne medgive, at hvis vi ikke kan relatere viden om og fortolkning af fortiden til forståelse af vores egen tid, giver moderne historieundervisning ikke megen mening. De tider, hvor det gav mening bare at vide wie es eigentlich gewesen ist er for længst forbi. Der er derfor med stor appetit jeg giver mig i kast med den flot opsatte Danmarkshistorie på 190 sider. Historie er opdelt i ni kapitler. De første fem-seks kapitler er postmodernistisk opdelt efter runde årstal, mens de senere kapitler har meget præcis årstalsinddeling. Hvis det skyldes overvejelser om, at relativ kronologi er godt nok, når vi er langt tilbage i fortiden, mens vi har brug for en mere absolut kronologi, jo nærmere vi kommer vores egen tid, køber jeg den. Bogen er aldeles gennemillustreret, der er bogstaveligt eller rettere billedlig talt ikke et dobbeltopslag, hvor der ikke er mindst et eller flere billeder, tegninger, fotos, kort eller fakta bokse. Jeg er normalt ikke så glad for spalteopsætning, men her fungerer det godt, da teksten ikke er sat for gnidret, og det ser flot ud, når det berømte Åbykrucifiks bryder de to spalter i fire dele, side 32. Forfatterne forsøger at integrere samtidige og senere tekster i deres fremstilling, og det lykkes også langt hen ad vejen, om end de valgte tekster som altid kan diskuteres. Bogen benytter sig, som noget anderledes i dag, af et stort antal fodnoter, som knytter sig til citaternes ophav, og nogle som er af ekstra-oplysende natur. På side 58 er et godt citat af to middelalderforskere omkring konflikten mellem kongemagt og kirke i middelalderen. Der er ingen fodnote, idet disse to forskeres bog er medtaget i litteraturlisten - en systematik, som forfatterne med fordel kunne have gjort opmærksom på tidligt, da det ville styrke elevernes fornemmelse for dokumentation. Til slut i bogen på side er en glimrende oversigt over Danmarkshistorien opdelt i: år, tid (der refererer til kapiteloverskrifterne), produktionssystemer, styreformer, forestillingsverden og historieskabende tankesæt og værdier. Det er jo er helt legitimt at fokusere på historiebevidsthedsbegrebet og lade det være omdrejningspunkt for en fremstilling, men det er kedeligt, hvis det går ud over tekstens nøjagtighed og troværdighed. Og Danmark i Verden er desværre præget af - 1) en række faktuelle fejl - 2) nogle meget uheldige sproglige formuleringer og - 3) nogle ukritiske og ahistoriske slutninger. Lad mig give nogle enkelte eksempler: Ad 1) Når man maler med den brede pensel bliver der jo let nogle helligdage imellem, og det kan måske være lige meget, at vi på side 50 får Nordens første bispesæde i Lund i 1102, når det var 72

66 i 1104, at Asser fik pavelig udnævnelse til primas, men jeg synes ikke, at det er i orden, at man i boksen, side 61, får at vide, at den første danske bibel blev trykt i 1583, når nu Chr. III s danske bibel udkom i På side 121 skriver forfatterne, at Danmark under Estrup flere gange var tæt på en revolution, det er for mig godt nok nye oplysninger til Danmarkshistorien! På side 137 hører vi, at i de tysktalende dele af hertugdømmerne var nationalismen vigtigere end at blive en del af det danske demokrati. Obs. Var det ikke netop de Slesvig-holstenske nationalliberales ønske om et selvstændigt demokrati, der (udløste Treårskrigen og) banede vejen for det danske demokrati? På side 144 hører vi, at S og RV dannede regering fra ? Blev der ikke dannet en samlingsregering den 9. april 1940, og sad samme regering ikke til 29. august 1943? På side 147 blev Frikorps Danmark dannet af tyskerne i 1941! På side 151 kan man læse, at det var USA, der satte den Kolde Krig i gang. Det er en noget bastant udmelding i et fag, der bryster sig af at præsentere flere forskellige fortolkninger af historie. Ad 2) I noten side 99 forklares den florissante periode som en verdensomspændende højkonjunktur for handel og søfart, der fandt sted under dansk flag Det er vist lidt af en nationalromantisk overdrivelse - eller en meget upræcis formulering. Ad 3) På side 102 får vi at vide, at godsejerne umiddelbart havde mest at tabe ved landbrugsreformerne? Var det ikke nogle fremskridtsorienterede godsejere, der sad i udvalget? Og tjente godsejerne ikke på at sælge deres jord, samtidig med at de fik en stabil lavtlønnet arbejdskraft? På side 125 forklares, at 1800-tallet var liberalistisk, og det kædes sammen med det berømte skomager bliv med din læst citat af Luther fra side 68. Jeg mener, at det er meget uheldigt og ahistorisk at kæde Luther sammen med liberalismen. På side 149 omtales modstandsbevægelsen i bestemt form. Det er og bliver uheldigt, når man tænker på, hvor vanskeligt det er, at få vores elever til at forstå, at modstandsbevægelsen bestod af mange politiske grupperinger, der var indbyrdes uenige. Endelig synes jeg der er nogle sjove eller skæve: I boksen om Chr. IV, side 67, kom kongen til skade under et kanonangreb - ja det er klart - linjeskibene i krig affyrede jo den ene bredside efter den anden mod hinanden. Forfatterne skriver på side 157, at USA som de første i 1969 landede en bemandet rumraket på månen. Hvem kom på andenpladsen? I boksen side 169 skriver forfatterne til slut: Andre nød opgaverne som hjemmegående husmødre, og det er deres liv, der i dag idealiseres. - det er nyt for mig! Bogen har et par udmærkede oversigter over fordelingen af folketingsmandater fra 1957 til 1973, fra Ebbe Kühle, men hvorfor er denne oversigt ikke opdateret i en bog fra 2011? Ligeledes har bogen en oversigt over offentligt ansatte i henv og Her kunne en opdatering også have været spændende. Forsøget på at skrive en postmoderne danmarkshistorie centreret omkring historiebevidsthedsbegrebet er al ære værd og fungerer nogle steder til refleksion, men det er lidt kedeligt, hvis det går ud over lødigheden i fremstillingen. Bogen skal nok finde anvendelse i undervisningen alene pga. det lækre layout og prisen, men den kræver en dygtig og vidende lærer, og den har hård konkurrence fra andre, skal vi kalde dem, mere traditionelle fremstillinger. Thorkil Smitt nr. 191/ december

67 nr. 191 / december 2011 Solid, men tam bog om middelalderen SANNE STEMANN KNUDSEN & KIM BECK DANIELSEN: Middelalderen - historie, religion, litteratur og kunst. Forlaget Systime 2011, 168 sider, 174 kr. Efter 2005-reformen, hvor tiden op til 1453 udgør én periode ud af seks, (ja faktisk syv, da jo tæller dobbelt), er det nok de færreste kolleger, som afsætter tid til at gå i dybden med mere end ét emne inden for middelalderen. Derfor er tanken bag den foreliggende middelalder udgivelse fornuftig: her er et bud på en bog, der vil dække hele den europæiske middelalder ( ), og som oven i købet kan anvendes i flere fag: historie, dansk, religion og billedkunst. Ifølge forfatterne skal bogen kunne anvendes både særfagligt (i dansk & historie) og fællesfagligt i de fire ovennævnte fag. Den er opdelt i ni klart adskilte kapitler, hvor de otte første dækker væsentlige sider af perioden, og det sidste indeholder Synspunkter på middelalderen. Man fornemmer, at Middelalderen er resultatet af et grundigt og omhyggeligt arbejde med stoffet. Kilderne har som regel en passende længde til at kunne fungere i en pædagogisk sammenhæng og illustrationerne er velvalgte, forsynet med fine introducerende tekster og gengivelsen er af høj kvalitet. Og så har bogen en omfattende og særdeles nyttig litteraturfortegnelse. Alligevel tvivler jeg på, om Middelalderen trods sine kvaliteter - vil kunne fungere i periodelæsning i historie. Og det er der flere årsager til. Kapitlet om middelalderens historiske forløb er klart kortere og tyndere, end hvad man finder i de gængse grundbøger til verdenshistorien (fx samme forlags Verden før 1914). Det betyder, at eleverne ikke rigtig får en historisk referenceramme, de kan relatere det øvrige stof til. Et så centralt begreb som feudalisme introduceres fx ultrakort i et enkelt afsnit uden illustration af systemet, og det anvendes ikke som den overordnede teoretiske ramme, der kunne have knyttet de forskellige temaer sammen, der refereres kun generelt til det i litteraturafsnittet. I det hele taget er fremstillingen typisk så kortfattet og skeletpræget, at den for de fleste kapitlers vedkommende bliver tam. Bogens hovedproblem er simpelthen, at den er for abstrakt. Lad mig illustrere påstanden ved at henvise til samme forfatteres glimrende bog om Renæssancen fra Her var der et langt kapitel om Firenze, som konkretiserede udviklingen i perioden i et overskueligt og relevant stof, som desuden blev understøttet af en række kilder og billeder fra byen. Middelalderen savner et tilsvarende kapitel, så havde bogen fået en dybdedimension, nu bevæger den sig for meget i bredden og på overfladen. Den danske dimension findes i nogle af kapitlerne, men er fraværende i andre. Der reflekteres ikke rigtigt over, hvornår og hvordan de europæiske impulser kom til Danmark. Man har fx valgt at få oversat en ret tung Novalis-tekst (ét langt afsnit!) i synspunkt-materialet, mens man savner et uddrag af den danske kanon-forfatter Martin A. Hansens essay Den mørke Middelalder. Her fremføres det samme positive syn på middelalderen, som man finder hos Novalis. Bogen vil bestemt kunne fungere i sammenhæng med AT-forløb, hvor der kan hentes glimrende flerfagligt materiale i bogen. Henrik Bonne Larsen 74

68 Den kolde krig ny lærebog med nye kilder KAI OTTO von BARNER: Den kolde krig, Systime 2011, 179 sider, 217 kr. inkl. moms Siden Den kolde krig sluttede for omkring tyve år siden har forskerne og vi fået adgang til en lang række oplysninger og kilder om denne periode, som kan bidrage til at fortælle en ny historie om de ca. 45 år, som krigen varede. Perspektivet i dag er et andet; begivenheder, som en gang syntes meget vigtige, er måske slet ikke så vigtige endda, mens andre forhold fra dengang skal belyses meget grundigere i dag. I undervisningen er Den kolde krig ikke obligatorisk stof, selv om vi skal komme ind på ideologiernes kamp iflg. læreplanen, men det emne kan man jo behandle på mange interessante måder. Kai Otto v. Barner har lavet en lærebog, der ud over et kort indledende og afsluttende kapitel igennem ti kapitler beskriver, hvorledes Den kolde krig udviklede sig fra slutningen af 40 erne og frem til Murens fald i Hvert kapitel består af en længere fremstillingsdel og et mindre antal korte kilder. Fremstillingsdelen er meget grundig med et væld af facts: begivenheder, navne, steder og forløb. Mange sider af Den kolde krigs historie er med, og i de fleste kapitler er der også en dansk synsvinkel med som f.eks. den danske regerings overvågning af kommunisterne, det danske nej til a-våben, holdningen til Vietnam-krigen og fodnotepolitikken. Enkelte steder er der tilmed afsnit om, hvorledes de danske medier forholdt sig til den kolde krig, hvor f.eks. danskerne i begyndelsen af 50 erne blev fodret med amerikanske synspunkter. Kilderne er stort set alle hentet fra amerikanske websider som Cold War International History Project og består typisk af uddrag fra breve og referater af samtaler, som er blevet tilgængelige de senere år. Det lægger op til den traditionelle anvendelse af kilder, hvor læseren skal finde frem til beslutningstagernes mål, motiver og argumentation. I den forbindelse savner jeg andre typer kilder som eftertidens vurderinger og andet synspunktmateriale. Forfatteren har hjulpet læseren (eleven og læreren!) med oplysende indledninger og en række arbejdsspørgsmål. (Det undrer mig, at alle indledninger afsluttes med følgende overflødige bemærkning Uddrag gengivet.) Som lærebog i det danske gymnasium og HF i dag har bogen sin stærke side i den grundige gennemgang, der hviler på et solidt kendskab til perioden og dens begivenheder. Til gengæld vil jeg tvivle på, om bogen taler til nutidens unge, der ikke er vokset op under eller i skyggen af Den kolde krig. For det første er de senere revisioner af Den kolde krigs historie vel kun af begrænset interesse for de unge, der skal have styr på en vigtig del af efterkrigstiden, som de ikke selv kender. For det andet savner jeg en mere pædagogisk tilrettelagt bog. De mange facts er svære at kapere og forstå for en elev uden mange forudsætninger. Hvad er vigtigt? Hvordan skal helheden forstås? Hvor er de overraskende brud og nye linjer og hvad betyder de? Her hjælper forfatteren ikke eleven meget. Et væld af fremmedartede navne som f.eks. de sovjetiske generalsekretærer (hvad er det for øvrigt?) kan gøre selv den interesserede elev forvirret og lost. I en moderne fremstilling er man nødt til at begrænse facts-mængden for at øge informationsmængden. Et enkelt eksempel er Vietnamkrigen (som jeg selv har gennemgået mange gange), der kan være meget vanskelig at forstå med det indviklede spil mellem krigens mange parter. Her ville det frem for de mange detaljer om selve forløbet være en fordel at inddrage figu- nr. 191/ december

69 nr. 191 / december 2011 rer, modeller og tabeller. En anden måde at gøre det lettere tilgængeligt kunne være at fortælle en del af historien i frø-perspektiv eller fra neden med inddragelse af nogle personlige erfaringer. Så må enkelte vigtige dele eller aspekter nødvendigvis ofres. Der gøres heller ikke mange forsøg på at inddrage eleven enten i diskussioner eller uenigheder. For eksempel omtales den danske fodnotepolitik, men hvordan kan det være, at politikerne og forskerne stadig skændes om det? Så meget, at en forsker har fået 10 mio. kr. til at komme med sin version af den danske politik under den kolde krig. Bogen er fint illustreret med fotos, tegninger og kort samt indeks. Der mangler dog en litteraturliste til bogen, der kunne lede den opgaveskrivende elev videre i sin søgen efter relevant materiale til en af de store opgaver. Alt i alt er der tale om en solid bog, der nok vil finde anvendelse i mange opgavesammenhænge og i en del undervisning. Bogen bør i hvert fald indkøbes til bibliotek og fagbogssamling i et passende antal eksemplarer. Ulrik Grubb Gammel og ny arkitektur i Wien TORBEN ANDERSEN & ELO NIELSEN.: Wien, Columbus 2011, 128 sider, illustreret, 178 kr. inkl. moms, skolepris 99 kr. uden moms. Østrigs og Wiens historie er meget spændende, og der er ikke kommet særligt meget om emnet på dansk. Habsburgernes storhedstid og tyrkernes belejringer af Wien (1529 og 1683) er vigtige elementer i verdenshistorien, og de ærværdige slotte: Schönbrunn og Belvedere samt regeringskomplekset, Hofburg gør Wien til en flot by at besøge, ligesom de mange kendte klassiske komponister lige fra Mozart og Beethoven til Strauss-familien har præget byen. At en dansk nyklassicistisk arkitekt, Theophilus Hansen, har præget byen med mange prangende bygninger gør ikke byen mindre interessant for os danskere. Historien om dobbeltmonarkiet, Østrig-Ungarn, og Østrigs rolle op til og under 2. verdenskrig og rolle som alliancefri nation og senere EU-medlem (fra 1994) er også nødvendigt at beskæftige sig med, og hvis man er meget interesseret i arkitektur og malerkunst kan man også få sin lyst styret i Wien. Jeg nævner blot Gustav Klimt som et eksempel. Forlaget Columbus har udgivet en lille bog om byen. Den er kronologisk opbygget og lanceres af forlaget som en bog, der fortæller Wiens historie med inddragelse af arkitektur og kunst. Dette er dog en overdrivelse. Jeg mener snarere, det er en bog, der ret kortfattet gennemgår træk af Wiens (og Østrigs) historie, mens den inddrager musikken, malerkunsten og især arkitekturen. Således er den egnet som udgangspunkt for et AT-forløb eller tværfagligt emne om byen, ligesom den naturligvis kan danne grundlag for en studietur til denne flotte centraleuropæiske metropol. Til gengæld er den meget kortfattet på det historiske område. Bogen, der er uden en egentlig indledning, er delt i 4 store dele: 1)Fra romersk grænsepost til stormagtshovedstad (s 7-56), 2)Fra Østrig til Østrig- Ungarn (s ), 3)Kejserrigets opløsning (s ) og 4)Østrig efter krigen (s ). Sidetallene antyder, hvordan de enkelte perioder vægtes. Bogen slutter meget brat med en nyttig oversigt over museer og andre bygninger med adresser, åbningstider og hjemmesider. Der er ingen litteraturliste, men en oversigt over de mange illustrationer. Bogen, der er uden en egentlig indledning, er delt i 4 store dele: 1)Fra romersk grænsepost til stor- 76

70 magtshovedstad (s 7-56), 2)Fra Østrig til Østrig- Ungarn (s ), 3)Kejserrigets opløsning (s ) og 4)Østrig efter krigen (s ). Sidetallene antyder, hvordan de enkelte perioder vægtes. Bogen slutter meget brat med en nyttig oversigt over museer og andre bygninger med adresser, åbningstider og hjemmesider. Der er ingen litteraturliste, men en oversigt over de mange illustrationer. Første kapitel giver en oversigt over historien fra romerriget til og med barokken og klassicismen og er en tour de force. Mange vigtige bygninger gennemgås, f.eks. Stephansdom, Karlskirche og føromtalte slotte, ligesom der er et afsnit om Wien som musikby. Andet kapitel beskriver meget kortfattet revolutionen i 1848 og dobbeltmonarkiet, men hovedvægten er helt klart lagt på det kunstneriske: byggerierne omkring Ringstrasse, modernisme og secessionen, Gustav Klimt og andre kunstnere. Som arkitektonisk gennemgang er kapitlet meget relevant, men historievinklen skuffer, fordi det er for kortfattet. Skuffende er også det tredje kapitel om Wien i mellemkrigstiden og 2.verdenskrig. Sidste kapitel har nogle interessante tanker om Østrig og Wien efter 2. verdenskrig, men det hele ender i en gennemgang af den nyeste arkitektur og mere eller mindre provokerende kunstformer. Som det fremgår, er jeg ikke udelt begejstret for bogen. Jeg har noteret mig mange punkter, som jeg dog ikke skal trætte læserne med, men der et stort irritationsmoment: mange steder beskrives en bygning eller et maleri i detaljer uden at det gengives, så man som læser kan følge tankegangen. Som eksempel kan nævnes side 23-25, der beskriver Stephansdom med kun én illustration. Til gengæld får vi nøje beskrevet flere ting fra katedralens indre (f.eks. prædikestolen, fløjaltret og Frederik IIs gravmæle) og hovedindgangen med frise og søjler. Pestsøjlen beskrives udmærket og med illustration (s 46-47), mens Mariensäule blot beskrives. Naturligvis kan man ikke forvente, at alle seværdigheder både beskrives og illustreres, men det giver et bedre indtryk og understreger i højere grad pointen, hvis en i øvrigt udmærket beskrivelse illustreres tydeligt, og så kan man henvise til yderligere billedmateriale om nødvendigt. Som lærer kan man naturligvis sagtens følge med i den historiske gennemgang, men jeg tvivler på, at elever generelt får det store udbytte uden ekstra læsning eller kyndig vejledning af historielæreren. Lad mig give et par eksempler: På side 13 fortælles om tyrkernes angreb, og her omtales Edirne (Adrianopel) som tyrkernes hovedstad på den europæiske side af Bosperus, men på kortet på samme side er byen ikke tegnet på. Og hvad skal eleverne stille op med sætningen på side 14: Under (30-års)krigen kæmpede kejserens tropper mod protestanterne i Tjekkiet, mod Sverige, Danmark og til sidst mod Frankrig. Dette er jo korrekt, men skal der ikke en overvejelse med om det katolske Frankrig, der i hvert fald ikke kan forklare krigen som udelukkende en religionskrig. Der savnes også en omtale af fyrst Metternich (på side 18), hvor fredsperioden efter Napoleonskrigene omtales. Til gengæld får vi på side en ganske lang gennemgang af gotikken, men igen kun illustreret med en glasmosaik fra Stephansdom. Hvordan man skal vurdere de imposante bygninger i Wien, kan diskuteres. Mange vil naturligvis finde de store barokke og klassicistiske bygninger flotte, om end (for) overvældende, men der ligger ligesom en kritisk undertone i bogen af, at arkitekturen i Wien hele tiden haltede bagefter. Klassicisme og historicisme er godt nok, men man sidder med en fornemmelse som læser af, at modernismen er bedre. På side 108 skrives næsten triumferende: Wiens bybillede blev efter krigen præget af nybyggeri, som i højere grad end tidligere var i tråd med de internationale arkitektoniske strømninger. Synspunktet er absolut spændende og tankevækkende, men som historielærer sidder jeg med spørgsmålet: hvad er der galt med klassicismen og skal en bys arkitektur nødvendigvis følge internationale strømninger? nr. 191/ december

71 nr. 191 / december 2011 Secessionen er et kapitel for sig. Denne retning dannes i 1897 med Klimt som formand og indvarslede en ny, moderne tid. Denne udvikling og Klimt bruges der megen plads på, og det er udmærket. Denne læser føler sig i hvert fald klogere efter læsningen af dette afsnit. Så kan man godt bære over med, at bevægelsen på side 80 omtales som sessecionsbygning og side 84 seccionsbygningen. 4 linjer senere er det dog stavet rigtigt: secessionsbygning. Sammenfattende skal det siges, at for en historielærer og potentiel rejselærer skuffer bogen, fordi der er mangler, men omvendt er den en berigelse at læse, især med hensyn til den nyere tids kunst og her i særklasse arkitekturen. Der er dog plads til forbedringer i en eventuel 2. udgave: lidt mere præcision på det historiske, færre beskrivelser og flere illustrationer hertil samt et egentligt forord eller en indledning, en afrundet afslutning samt en litteraturliste. Ret skal være ret. Der står på den side, der medfølger anmeldereksemplaret af bogen, at der er en hjemmeside med supplerende materiale, og det er helt fint, men det skal da fremgå af et forord eller et efterskrift i selve bogen! Den er i skrivende stund (12.oktober) ikke lagt ud på det, forlaget, kalder Bogens hjemmeside, men jeg tjekkede hjemmesiden om forlagets bog om Berlin, og man kan forvente nogle kildetekster og yderligere billeder. Kai Verner Nielsen Inuit - et fangerfolk møder udvikling RASMUS AUGU- STESEN & KRISTER HANSEN: Det moderne Grønland fra koloni til selvstyre. Forlaget Frydenlund, 2011, 108 sider, illustreret. Supplerende kildemateriale på www. his2rie.dk. Grønlands ganske usædvanlige historie fylder næppe meget i den gymnasiale historieundervisning. Det kan man godt ærgre sig lidt over, for emnet har et betydeligt potentiale, og vi må nok erkende, at Grønland i dag er den del af kongeriget, der set fra en global synsvinkel er mest interessant, hvad enten man anlægger en militær- eller en råstofstrategisk betragtning. Og så kan en beskæftigelse med Grønlands moderne historie tilbyde gymnasieeleverne en effektiv vaccination mod den særdeles smitsomme danske selvgodhed. Derfor er der grund til at glæde sig over, at forlaget Frydenlund har udgivet en kortfattet, moderne Grønlandshistorie, ført helt op til overgangen til selvstyre i 2009, et markant historisk vendepunkt, som de fleste danskere næppe har taget meget notits af. I overensstemmelse med forlagets his2rie-koncept er den kortfattede fremstilling suppleret med et omfattende digitalt kildemateriale, der er frit tilgængeligt. En prisværdig model med indbygget fremtid: lettere at bruge og lettere at opdatere og videreudvikle i forhold til de konventionelle papirbundne kildesamlinger. Desuden rummer bogens hjemmeside litteraturhenvisninger, relevante links og forslag til undervisningsforløb. Både Rasmus Augustesen og Krister Hansen har som historielærere ved Midtgrønlands Gymna- 78

72 sium gennem nogle år været i nærkontakt med det moderne Grønland. Deres fremstilling er kontant og informativ med en klar forkærlighed for den politiske historie. Det gælder udviklingen af forholdet mellem inuitterne og den danske kolonimagt, indlemmelsen i rigsfællesskabet i 1953 og udviklingen fra indførelsen af hjemmestyret i 1979 til selvstyreloven i Man får et klart indtryk af de danske interesser, der i med- og modspil med inuitterne har drevet udviklingen, men også den afgørende erhvervsmæssige forskydning der sker allerede i mellemkrigstiden fra fangerkultur til det fiskeri, som de gamle fangere betragtede som et mindreværdigt bierhverv og tilhørende flytning fra de små bygder til de lidt større bysamfund. Samtidig spirede den første grønlandske nationalfølelse, inspireret af miljøet omkring seminariet i Nuuk. Alt dette tog sin begyndelse i første del af 20. århundrede, men blev voldsomt forstærket efter 2. Verdenskrig. Det største brud i Grønlands historie i 20. århundrede har uden sammenligning været den amerikanske besættelse fra Den hurtige og voldsomme amerikanisering blev noget af en øjenåbner for grønlænderne. Alt imens de danske koloniherrer vansmægtede derhjemme med rationering og mørklægning, fik grønlænderne bananer og andre eksotiske frugter, kaffe og lys over land i form af petroleumslamper. Det danske kolonistyre havde stædigt fastholdt, at tranlamper var bedst for grønlændere! Moderniseringsprocessen i form af G50 og G60 behandles udførligt med vægt på de problemer, der opstod, da de velmenende intentioner mødte den grønlandske virkelighed og langt hen ad vejen med inuitterne i tilskuerrollen. Her kunne forfatterne med fordel have pointeret, at hele denne udviklingsindsats var helt på linje med den voldsomme aktivitet, såvel tekniske som sociale ingeniører udfoldede hjemme i Danmark. Det var ikke kun inuitternes kultur, der blev kørt over af 1960ernes udviklingsoptimisme! Den politiske og erhvervsmæssige udvikling under hjemmestyret bliver udførligt behandlet. Fremstillingen tegner på ingen måde et skønmaleri af den politiske kultur, der udvikler sig omkring en ganske snæver politisk elite. Tårnhøje problemer både økonomisk og socialt har stået i kø. Samtidig har nepotisme og magtkampe antaget næsten byzantinske dimensioner. Her kunne fremstillingen med fordel være forenklet lidt. Mon ikke de fleste gymnasieelever vil stå af, når de bliver konfronteret med de grønlandske partiers noget uforudsigelige manøvrer. Til gengæld vil mange sikkert savne mere fokus på hverdagslivet og en tilsvarende inddragelse af livsnære kilder med fokus på børn og unge, uddannelse, arbejdsliv og fritid, gerne suppleret med statistiske data. Brugen af bogen kunne med fordel tage sit udgangspunkt i det afsluttende fremtidsperspektiv. Venter et olieeventyr henne om hjørnet? Eller vil det fortsat være en håbløs opgave at etablere et holdbart økonomisk grundlag for den grønlandske samfundsudvikling? Ud fra begge scenarier kan eleverne undersøge det potentiale, inuitternes og danskernes historiske skæbnefællesskab rummer. Det moderne Grønland fra koloni til selvstyre tilbyder det fundament af viden, det rugbrød, der er nødvendigt, hvis de anlagte problemstillinger skal du til noget. Knud Holch Andersen nr. 191/ december

73 nr. 191 / december 2011 Det nye Latinamerika NIELS BOEL & FINN RASMUSSEN: Det nye latinamerika- økonomipolitik-kultur. Columbus 2010, 192 sider, 129 kr. ex. moms. Dette er den første undervisningsbog på dansk i nyere tid, der beskriver og analyserer udviklingen i Latinamerika. Det sker i otte velskrevne og veldisponerede kapitler, der enten kan bruges som lukkede enheder eller i samspil med andre kapitler i bogen. Efter et indledningsafsnit, der ridser den historiske udvikling op, følger afsnit, der beskæftiger sig med Latinamerika i den globale økonomi, den sociale ulighed i Latinamerika og opgøret med de tidligere sociale roller, den politiske udvikling, det regionale samarbejde og forholdet til det internationale samfund, udnyttelsen af kontinentets naturressourcer, hverdagskulturen, herunder kirkens betydning samt emigranternes situation. Emnerne afspejler den vifte af fag, som bogen henvender sig til, nemlig samfundsfag, historie (religion) og spansk (kulturstoffet). På bogens hjemmeside finder man til hvert afsnit noget supplerende materiale eller egentlige kilder samt en række gode og illustrative videoklip, men som underviser kunne man jo have ønsket sig hjemmesiden yderligere udbygget. Det er nemt at se kapitlerne Latinamerika i den globale økonomi og den politisk udvikling og det regionale samarbejde og forholdet til det internationale samfund brugt enkeltvis eller sammen i faget historie. På samme måde ligger det lige for at bruge bogens sidste kapitler i spanskundervisningen. Man kan sige, at det er en bog, der bør stå på hvert større gymnasium i mindst et klassesæt, men i øvrigt findes på skolens bibliotek eller/ og i fagbibliotekerne med henblik på opgaveskrivning. Lis Gertrud Kildsig Danmark i det 20. århundrede BO LIDEGAARD: En fortælling om Danmark i det 20. århundrede, Gyldendal 2011, 460 sider, 300 kr. suverænitet er ikke noget, et land har, men noget det udøver (s.321) Danmarks placering og tilpasning til de europæiske realiteter er det ene spor, som Bo Lidegaard følger i sit nye bud på en danmarkshistorie i det 20. århundrede. Han understreger, at Danmark ikke kan og aldrig har kunnet udøve denne suverænitet uden vidtgående hensyn til den omgivende verden, ikke mindst inden for krydsende interesser i Europa (s.321). Det andet spor i værket er beskrivelsen af den danske velfærdsstats etablering. I forhold til begge spor understreges betydningen af den særlige danske demokratimodel, der udvikles og bygger på en meget bred konsensus. Forfatteren tager udgangspunkt i en kort beskrivelse af det danske demokratis grundlæggelse og katastrofen i De tre store internationalt kendte danskere Ørsted, H.C. Andersen og Kierkegaard omtales, og deres betydning sættes i perspektiv: Ved at vinde anerkendelse ude og blive en del af det globale åndsliv, bragte de to store danske forfattere en afgørende pointe hjem til deres landsmænd: I moderne tid findes der ingen fjerne og isolerede afkroge i verden og hvis der gjorde, ville det ikke være Danmark. (s.21) 80

74 Den enkeltperson fra perioden, som Lidegaard tillægger størst betydning for udviklingen af det Danmark, vi får, er Grundtvig: Det er på grund af Grundtvigs særlige opfattelse af folket, at vi i Danmark taler om folkestyre snarere end om demokrati, Folketing snarere end om parlament, om folkekirke snarere end om statskirke, og om folkeskole snarere end om grundskole ( s.34) Afsnittet fra tiden før 1900 er vigtigt, men kort. Bogens hovedvægt ligger fra Systemskiftet i 1901 til et nyt systemskifte i 2001: Valget i 2001 og dannelsen af VK-regeringen markerede afslutningen på den brede økonomiske konsensus, der trods alle indbyrdes uenigheder og op- og nedture i grove træk havde hersket mellem de fire gamle partier fra begyndelsen af 1930 erne og frem til århundredets afslutning. Dermed blev der også gjort op med læren fra Hartvig Frisch om aldrig at lade de politiske yderfløje indgå i kampen for de demokratiske værdier og altid at sikre, at den brede midte beherskede den nationale platform. (s. 428) Styrken ved Bo Lidegaards fremstilling er de lange linjer, som han konsekvent fastholder. De enkelte beslutninger vurderes både i forhold til den konkrete politiske virkelighed, de indgår i, og til den betydning, de får for landets generelle udvikling. De danske politikeres forsøg på at placere Danmark i en europæisk virkelighed, ikke mindst i balancen mellem hensyn til både Tyskland og Storbritannien, følges op gennem hele århundredet og ses i lyset af katastrofen i Lidegaard argumenterer med udgangspunkt i en pragmatisk opfattelse af landet som småstat for det fornuftige og forklarlige i en række beslutninger op til og under de to verdenskrige. Det er mere en beretning om dansk politik i det 20. århundrede end en beretning om Danmark i det det 20. århundrede. Men en række illustrative små beretninger og portrætter bryder fortællingen og sikrer det bredere perspektiv, der ligger i titlen. Disse små beretninger er meget forskellige. Vi får fortællingen om det danske tamsvins betydning for landet, Tvindmøllen, PH, EM 1992, Novo Nordisk, Lego og mange flere. Den første tanke, der strejfer en er: Endnu en danmarkshistorie? Det lidt skeptiske forbehold i spørgsmålet er krydret med forventning, når man kender forfatteren. Jeg blev ikke skuffet. Det er en fortælling, der skaber sammenhæng og overblik, men det er også mødet med en forfatters klare holdning til udviklingen. Der er meget kendt stof for den professionelle historiker, men der er også nye detaljer, som jeg enten ikke kendte eller har undervurderet. Bo Lidegaard fremhæver f.eks. meget stærkt den antikommunistiske kamp, som socialdemokratiets ledende politikere så konsekvent førte helt frem til 1980erne. Bogen er rig på gode karakteristikker af dansk politik, som fx landets evne til helt frem til 2001: at være europæisk med et atlantisk perspektiv og atlantisk med et europæisk perspektiv ( s. 300) Bogen er et vægtigt og godt bidrag til forståelsen af Danmark i det 20. århundrede og med dens holdningsprægede indhold velegnet til klip til undervisning og eksamen. Bogen slutter med en kort opsummering af hovedlinjerne, herunder en beskrivelse af visionen og betydningen af at se udviklingen i lyset af de fælles erfaringer. Bogens flotte måske lidt patetiske afslutning må glæde enhver underviser, hvis opgave det er at formidle denne fælles erfaring: De danske bønder og arbejdere og deres koner, der som det 20. århundrede skred frem blev til velfærdssamfundets borgere, var ved århundredeskiftet globaliseringens kritiske forbrugere. Men fortiden er ikke forbi. Den er ikke engang fortid. Og i mødet med det nye århundrede har danskerne en enestående erfaring med at bygge samfund på grundlag af sammenhængskraft, velfærd og demokrati. (s.442) Johannes Lebech nr. 191/ december

75 nr. 191 / december 2011 Italiens splittelse og samling SVEN LUNDBERG: Kampen om Italien , Forlaget Broen 2011, 336 sider, 299 kr. Sven Lundbergs værk om Italien fra o til o er som forfatteren skriver ikke et stykke forskningsarbejde, men et bud på formidlingen af Italiens historie i den valgte periode. Målgruppen er almindeligt interesserede læsere og elever på ungdomsuddannelserne. For gymnasieelever vil der i dette værk være god hjælp at hente til oversigtslæsning, hvis man f.eks. beskæftiger sig med Italiens samling o Derimod synes jeg ikke, at elever får så meget hjælp af litteraturlisten. Litteraturlisten er ganske omfattende, især på italiensk og engelsk, men skal en elev kunne bruge litteraturlisten til f.eks. en opgave om fascismen, skulle forfatteren have medtaget en række af de udgivelser som forskellige historikere gennem årene har udgivet til ungdomsuddannelserne. Her burde bl.a. Henrik Pers værk om den Italienske fascisme have været nævnt og det samme gælder for flere nyere udgivelser. Men det foreliggende værk er på flere områder rigtig god læsning for folk, der vil sætte sig ind i denne del af Italiens historie. Afsnittet om Italiens samling fungerer fint, og de færreste danskere tænker vel i dag på, at Italien i moderne tid først blev samlet omkring Det er afgørende for forståelsen af det nutidige Italien, hvor der også er meget store regionale forskelle fra nord til syd. Økonomisk, socialt og kulturelt er der dengang som nu store forskelle mellem de enkelte regioner i støvlelandet. Den moderate politiker Massimo d`azeglio udtalte i 1860: Vi har skabt Italien nu drejer det sig om at skabe italienere. Mange vidste ikke dengang, hvad en italiener var, og den dag i dag er der mange italienere som ikke vil kaldes italienere - medmindre der er landskamp i fodbold. Andre igen som f.eks. de 25 til 30 procent af den voksne befolkning der stemmer på Lega Nord i Norditalien ønsker ikke at høre sammen med store dele af nutidens Italien og vil hellere bruge betegnelsen Padanien for landet. Kapitlerne om situationen i slutningen af 1800-tallet, industrialiseringen af Italien og udvandringen fungerer godt. Det samme er tilfældet med afsnittene om den 1. verdenskrig. Kapitlerne om fascismen fylder naturligt en pæn del af bogen og forfatteren kommer her rundt i hjørnerne af det fascistiske Italien. Sven Lundberg berører i kapitel 18 Italiens situation efter 2. verdenskrig og vedtagelsen af en ny forfatning, hvor republikken blev indført og den italienske kongefamilie gik i eksil. I det sidste kapitel Hvordan gik det med kampen om Italien? er forfatteren noget overfladisk, og kapitlet burde have været udbygget med forskellige forskeres syn og analyser af den aktuelle situation. Til kapitlerne er der mange fine illustrationer dels taget af forfatteren selv og dels billeder hentet til Danmark fra forskellige udenlandske forlag. Værket anbefales til skolebiblioteket, og til den lærer der er interesseret i Italiens kultur og historie. Kim Beck Danielsen Grydeklart middelaldermateriale til SRP er og SSO er. KIRSTEN GRUBB JENSEN: Jeanne d Arc. Kriger Kætter Helgen. Alfa 2011, 142 sider, 198 kr. Bogen indeholder ca

76 sider om Hundrede års krigen, Jeannes liv, med særlig vægt på kætterprocessens forløb, og en vurdering af hendes syn og visioner placeret i tidsrummet mellem korstogene og Reformationen. Hertil kommer en grundig kommenteret bibliografi, samt et meget interessant og brugbart afsnit om hvordan Jeanne d Arc ( ) er blevet brugt i litteraturen. Desuden er der to kort, en tidstavle omkring Jeanne d Arc og et navneindeks. Bogen giver et glimrende indblik i et middelaldersamfund med en stærk kirke, og Kirsten Grubb Jensen fremhæver bl.a. at Jeanne lod sine hærstyrker foretage liturgisk fremrykning, så hærens manøvrer fik rituel eller nærmest gudstjenesteagtig karakter. Dette viser tilbage til arven fra korstogene. Kildematerialet stammer for det meste fra proces-akterne fra 1431 og rehabiliteringssagen , og det præger anklagerne imod hende. Det katolske Frankrigs opfattelse af hende som helgen Jeanne d Arc blev beatificeret i 1909 og helgenkåret i 1920 gør at forfatteren understreger at både hendes mirakler og lidelseshistorie kan sammenlignes med Jesus. Kirsten Grubb Jensen understreger også Jeannes betydning for den nationale identitet i Frankrig. Både fordi hun i et syn havde set hvor Karl Martells sværd var begravet, og derfor fik genfundet dette nationalklenodie fra 732, og i brugen af hende som den opvågnende nationale frelserskikkelse for Frankrig i begge verdenskrige. Her har hun som helgen oven i købet med Gud bag sig, hvad vores egen Holger Danske jo ikke helt kan klare. Det er en god hjælp med de to kort over det franske område ca og 1429, men selvom Jeannes fødeby Domrémy er med, vil de knap så geografisk kyndige elever lede forgæves efter andre af bogens lokaliteter, bl.a. området Lorraine, hvor Jeanne jo blev født og hvorfra hun af sine stemmer blev befalet at drage til Frankrig, dels for at befri landet for englænderne og dels for at få kronet Dauphinen Charles 7. En glimrende lille bog, der kan lede elever og lærere videre til de store skriftlige opgaver omkring Jeanne d Arc og middelalderen, specielt i fagene historie, engelsk, fransk og religion. Især ved hjælp af det fortræffelige kapitel om Jeanne d Arc i fiktionen, hvor litteratur og biografier gennemgås helt tilbage fra et digt i 1429 over Shakespeares skuespil Henry 6. til George Bernard Shaw og andre teaterstykker, samt tre af de mest kendte filmatiseringer. Ikke overraskende foretrækker Kirsten Grubb Jensen Carl Th. Dreyers version frem for Luc Besson s. Gitte Kjærup Middelalderen AKSEL HAANING: Den kristne mystik fra middelalderens verden, 3. udgave 1 oplag, 278 sider pris 300 kr. Dette er en bog der er værd at anskaffe sig. Bogen er skrevet i et let sprog, men på grund af emnet er det en vanskelig bog, det er en bog som er god at læse, tage frem igen læse lidt og ikke mindst tænke meget. Heldigvis er forfatteren er en fremragende formidler. Han betjener sig af flere tekniker, en af dem og den er effektiv er at lave paralleliseringer til en nutid som læseren forstår. Han prøver at skabe en fælles referenceramme, f.eks. ved på glimrende vis at henvise til Umberto Ecco s roman Rosens navn. Bogen beskæftiger sig med et af de vanskeligste emner indenfor middelalderhistorien, den kristne mystik. I sig selv er mystik svært at forstå, for mennesker der lever i Nordeuropa i det 21. nr. 191/ december

77 nr. 191 / december 2011 århundrede, når emnet så tilmed er kristen mystik i en middelalderlig verden, så er der mange barrierer, men Aksel Haaning formår at bestige dem og føre læseren med. En af de ting der gør, at forfatteren ikke taber læseren er, at han i sin indledning bruger tid på en indføring i begrebet mysticisme. Herefter følger en gennemgang af mysticismen i fem kapitler efterflugt af et tillæg skrevet af Jørgen Pedersen ( 1997) om Søren Kirkegaard. Aksel Haanings sidste kapitel tager fat i det store og vanskelige emne den kristne alkymi. Han påviser at når de kristne begreber ikke slår til, så bruges alkymien til at skildre den mystiske oplevelse. Det gøres bl.a. ud fra skriftet Aurora. Bogen indeholder meget fine personfremstillinger, f.eks. af de tre store middelalderpersonligheder Gregor den Store, Bernhard af Clairvaux og af Frans af Assisi. Forfatteren forstår balancen af at præsentere mennesket og derefter at indføre læseren i personens forhold til mysticismen. Dette er med til at gøre det vanskelige stof nærværende og menneskeligt. Det er tydeligt at Aksel Haaning kender sit stof. Han har ikke kun en betragtelig viden om middelalderen og i særdeleshed om den middelalderlige mentalitetshistorie, men også om den antikke begrebsverden. Derfor er han i stand til, på kompetent vis, at gennemgå Paulus i forhold til mysticisme, at tegne forskellen mellem middelalderens og antikkens naturopfattelse og her på fornem vis at inddrage antikke mysteriereligioner. Dette giver bogen den bredde, som er med til at gøre stoffet nærværende overfor læserne. Bogen er forsynet med få fodnoter. Desværre har forfatteren eller forlaget valgt ikke at bruge noter i forbindelse med brug af citater, det er ærgerligt, for det havde gjort bogen langt mere anvendelig til studier og til undervisningsbrug. Lad os håbe, at det kommer i næste udgave. Haaning formår, stort set uden at anvende fremmede ord der er dog et der ikke forklares kontemplation (på godt dansk selvfordybelse/eftertænksomhed) at beskrive den kristne mystik. Det er med til at gøre bogen læsbar for folk der ikke er inde i fag terminologien. Et godt eksempel på at denne formidlingsstrategi lykkes er fremstillingen af Augustins tankeverden. Dette er noget af det vanskeligste at forklare, men i det lille afsnit Sjælens geografi lykkes det Haaning på meget få sider, at forklare Augustins opfattelse af sjælen (anima) og af ånden (mens), for derefter at sætte dette i forhold Plotins begreb nous. Det er gjort så kortfattet og så tydeligt, så enhver 1. g er vil kunne forstå det. Bogen kan på det varmeste anbefales, både som nyttig baggrundsviden, men også som idéoplæg til udformning af opgave etc. ph.d. Torben Svendrup Se alle anmeldelser på emu.dk/gym/fag/hi/noter/index. html Fritjof Capra: Leonardo da Vinci. Videnskabsmand og tænker. Informations Forlag 2011 Kurt Møller Pedersen & Peter de Clercq: Thomas Bugges dagbog Rejsen til Tyskland, Holland og England, Aarhus Universitetsforlag 2010 Ole Retsbo: Konspiration. Myter og facts om terrorangrebet d. 11. september 2001, Radius 2011 Knud Holmboe: Ørkenen brænder. Forlaget Vandkunsten 2011 Lars Erslev Andersen, Helen Hajjaj og Clement Behrendt Kjersgaard (red.): Arabisk forår. Baggrund og konsekvenser. Ræsons forlag 2011 Henrik Skov Kristensen: Straffelejren. Fårhus, landssvigerne og retsopgøret. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck

78 Hans von Vultejus: Forpligtet en dansk/tysk skæbne, som tysk soldat Underskoven 2011 Morten Vestergaard: Pigen fra Auschwitz. Jyllands-Postens Forlag 2011 Henrik Dahl: Spildte kræfter hvorfor venstrefløjen i virkeligheden er fortabt, Gyldendal 2011 Palle Bruus Jensen: Krigen på havet. Skibe, dramaer og mennesker under Første Verdenskrig. Nautilus Forlag 2011 nr. 191/ december 2011 Sofie Lene Bak, Pia Andersen Høg, Bjarke Følner og Janne Laursen (red.): Dansk jødisk historie i Anden Verdenskrigs epoke. En antologi. Dansk Jødisk Museum 2011 Thomas Petersen: Min vej østover. BoD print & Publikation 2011 Mathias P. Høeg: Jeg har ikke flere patroner. Fire års krigsfangenskab i Sibirien. Gads Forlag 2011 Jens A. Berg: Fanget på Østfronten. Tvunget i tysk uniform. Gyldendal 2011 Ben Macintyre: Operation Mincemeat. Den døde spion der ændrede anden verdenskrig. Thaning & Appel 2011 Søren Sjøgren: Med støvlerne på. I krig i Irak og Afghanistan. Gyldendal 2011 Peter Nielsen: Velstands-samfundet. Frydenlund 2011 Liss Hansen: Krigsrådens datter anonyme skæbner i guldalderens København. Skriveforlaget 2011 Jørn R. Hansen: José Marti, liv og værk og hans skildring af USA. Skriveforlaget 2011 Antologi: Kirkeasyl en kamp for ophold, Frydenlund 2011 Tzvetan Todorov: Til forsvar for Oplysningen. Essay, Aarhus Universitetsforlag 2011 Jørgen Asmussen (red.): Faktiske tekster. Hans Reitzel 2011 Carsten Stage: Tegningekrisen som mediebegivenhed og danskhedskamp. Aarhus Universitetsforlag 2011 Kirsten H. Clausen & Torben A. Vestergaard (red): Flensborgsten om murstensformater, teglhandel og arkitektur. Museum Sønderjylland 2010 Susanne Rudloff: Kobbermølle. Kobber- og messingværket ved Kruså fra hammerværk til industrivirksomhed. Museum Sønderjylland Gertrud Hvidberg-Hansen & Gertrud Oelsner (red.): The Spirit of Vitalism: Health, Beauty and Strength in Danish Art, Oversat af James Manley. Museum Tusculanum Press 2011 Marianne Holm Pedersen & Mikkel Rytter (red): Islam og muslimer i Danmark. Religion, identitet og sikkerhed efter 11. september Museum Tusculanums Forlag

79 nr. 191 / december 2011 Udviklingsprojekter og kurser Hjemmeside: Dato Titel Sted Arrangør UDVIKLINGSPROJEKTER Historie i fagligt samspil Lotte Schou og Susanne Ørnstrøm NATIONALE KURSER 12. april 2012 (Middelfart) 26. april 2012 (Aalborg) 29. april 2012 (Hovedstadsområdet) Opfølgning på KSudviklingskursus Middelfart, Aalborg og København Jenny Efterår 2012 Metode og identitet Meddeles senere Peder og Mikkel REGIONALKURSER 9. december 2011 Regionalkursus hovedstadsregionen: Menneskerettigheder Ishøj Gymnasium, CPH West Birgitte 14. marts 2012 Regionalkursus Sjælland: Verden efter den 11. september. Global værdikamp, islamisme og terrorbekæmpelse Regionalkursus Sydjylland: Velfærdsstatens historie udvikling og udfordringer KVUCs lokaler i Sankt Petri Passage 1, 1165 København K Hotel Koldingfjord Fjordvej Kolding Rolf Heidi REJSEKURSER 25. marts 4. april 2012 Rejsekursus til Kina Kina David og Mikkel Efterår 2012 Rejsekursus til Kosova / Kosovo og Albanien Kosova / Kosovo og Albanien Klaus Bjerre og Peder EUROCLIO april 2012 Se på nedenstående link om kurser/ konferencer i Euroclio-regi: Euroclios 19. årlige konference. Man kan søge Grundvig- og Comenius midler til disse kurser fx via dette link: aspx?id=10 Antalya, Tyrkiet Peder 86

80 HISTORIELÆRERFORENINGENS BESTYRELSE Formand Peder Jacob Ellehave Kragh Sadelmagervej 16, 2.th København NV Tlf: Mail: Kasserer Rasmus Thestrup Østergaard, Lindevænget 12, 2.th., 4800 Nykøbing F Tlf Mail: [email protected] Øvrige bestyrelsesmedlemmer Mikkel Elklit Olsen Anker Jensens Vej 43 1, th 8230 Åbyhøj Tlf: Mail: [email protected] Særligt ansvarlig for HF enkeltfag: Særligt ansvarlig for KS: Særligt ansvarlig for stx: Anmeldelser af bøger & video: Peder Wiben Foreningens hjemmeside: hi/index/html REGIONSSEKRETÆRER REGION NORDJYLLAND Jørgen R. Rømer, Lyngholmsvej 68, 9200 Aalborg SV. Tlf Mail: [email protected] nr. 191/ december 2011 Allan Ahle Odder Gymnasium Tillidsrepræsentant tysk-historie-religion Mads Blom Bispebjergvej 67, 1. tv 2400 Kbh NV [email protected] Trine Finne Loo Borgmester Jensens Allé 7, 4. th 2100 København Ø Mail: [email protected] Jenny Cecilia Strid Odense Katedralskole Jernbanegade Odense C Mail: [email protected] David Kyng Tordenskjoldsgade 3 106, st., 8200 Århus N Tlf Mail: [email protected] Burkhard Sievers Møllepold Aabenraa Tlf Mobil [email protected] Suppleant: Marie Kongskov, Sivagervej Tilst Mail: [email protected] UDVALG M.V. Medlemmer af fagligt forum: Regnskabsfører for kurser: Internationalt udvalg: Udvalg vedr. historiekonkurrencen: Pædagogisk samarbejdsudvalg: REGION VESTJYLLAND Henrik Damgaard Andersen, Gl. Møllevej 15, Ærtebølle, 9640 Farsø. Tlf Mail: [email protected] REGION ØSTJYLLAND Allan Ahle, Fasanlunden Hinnerup Tlf Mail: [email protected] Nikolaj Petersen, Frederiksgade 42A, 2. th Århus C, Mail: [email protected] REGION SYDJYLLAND Heidi Funder, Gl. Landevej Vejle, Tlf Mail: [email protected] Carsten Lykke-Kjeldsen, Agnetevej 9, 7000 Fredericia Tlf: Mail: [email protected] REGION FYN Poul Steiner Jensen, Margrethevej Odense C, Tlf.: Mail: [email protected] REGION SJÆLLAND Rolf Mortensen, Vennemindevej 46, 4.th., 2100 Kbh. Ø Mobil: Mail: [email protected] REGION HOVEDSTADEN OG BORNHOLM Birgitte Thomassen, Vodroffsvej 37 3.tv Frederiksberg C. Tlf Mail: [email protected] Asbjørn Christoffersen, Sandmarksvej 9, Muleby, 3700 Rønne. Tlf Mail: [email protected] Fagkonsulent: Lene Jeppesen, H.P. Ørums Gade 46, 2100 København Ø Tlf Mail: [email protected] Hjemmeside: 87

81 NOTER OM HISTORIE OG UNDERVISNING NÆSTE NUMMER AF NOTER NOTER udgives af Historielærerforeningen for Gymnasiet og HF Oplag: 1600 Tryk: Mediehuset Mors ISSN X Redaktører NOTER 191: Peder Kragh, Trine Finne Loo & Rasmus Østergaard Annoncepriser i NOTER: 1/1 side: kr. ekskl. moms 1/2 side: kr. ekskl. moms 1/4 side: 720 kr. ekskl. moms Annoncer sendes til: Ansvarshavende redaktør Peder Wiben Weysesgade 2, 2100 Kbh. Ø. Tlf / E-post: [email protected] Noters hjemmeside: Returadresse: Klaus Bjerre Norsgade Århus C Redaktion: Mikkel Elklit Olsen & David Kyng Bidrag sendes til: Mikkel Elklit Olsen & David Kyng Deadline 1. februar 2012 Udkommer Marts 2012 HISTORIELÆRERFORENINGENS SEKRETARIAT Indmeldelse i foreningen/abonnement på Noter henvendelse til sekretariatet: v/ Klaus Bjerre Norsgade 19, 8000 Aarhus C. Tlf E-post: [email protected] Danske bank, reg.nr. 1551, kto Sekretariatet varetager indmeldelse i foreningen husk at melde adresseændring eller nyt ansættelsessted tegning af abonnement på NOTER uden medlemskab af foreningen salg af enkeltnumre af NOTER Priser for medlemskab og abonnement i 2012: Fuldt medlemskab: 375 kr. Fuldt medlemskab for samboende: 525 kr. Medlemskab til reduceret pris: 225 kr. (Ved vedvarende adresseændring kontakt da Klaus Bjerre på følgende mail: [email protected] ) Abonnement på NOTER uden medlemskab: Danmark: 300 kr. Udlandet: 300 kr. + porto