Den 17. juni Hovedorganisationernes redegørelse om retten til at iværksætte konflikt til støtte for krav om overenskomst

Transkript

1 DANSK ARBEJDSGIVERFORENING LANDSORGANISATIONEN I DANMARK Den 17. juni 2003 Hovedorganisationernes redegørelse om retten til at iværksætte konflikt til støtte for krav om overenskomst København, juni 2003

2 - 2 - I N D H O L D S F O R T E G N E L S E 1. Indledning... 3 a) Beslutningsforslaget (B 83)... 3 b) DA/LO s skrivelser til Beskæftigelsesministeriet... 5 c) Beslutningsforlagets behandling i Folketinget... 5 d) Udvalgets nedsættelse Problemafgrænsning og disposition Ældre retstilstand a) Praksis b) Arbejdsretlig teori Nyere retstilstand a) Indledning b) Praksis c) Arbejdsretlig teori Sammenfatning af retstilstanden a) Almindelige betingelser b) Særlige betingelser, hvor en konkurrerende lønmodtagerorganisation rejser krav om egen overenskomst c) Opregning af de indskrænkninger, der er sket i konfliktadgangen siden

3 Indledning Denne redegørelse er foranlediget af et beslutningsforslag, der blev fremsat i Folketinget den 12. marts 2002 af medlemmer af Kristeligt Folkeparti om begrænsning af faglige organisationers konfliktret over for virksomheder med overenskomst (B 83) a) Beslutningsforslaget (B 83) Beslutningsforslaget har følgende ordlyd: Regeringen pålægges inden den 1. november 2002 at fremsætte lovforslag, der begrænser faglige organisationers konfliktret over for arbejdsgivere med overenskomst således, at der kun skal være konfliktret, når der foreligger meget stærke grunde, der taler for oprettelse af en ny overenskomst, f.eks. hvis den eksisterende overenskomst ikke i det væsentlige svarer til branchens. Det skal præciseres, at overenskomster mellem landsdækkende arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer anses som udtryk for et acceptabelt brancheniveau. Forslaget skal gælde, hvor der ikke er hovedaftalemæssige bindinger mellem virksomheden og den konfliktende faglige organisation. Forslaget var ledsaget af følgende bemærkninger: Bemærkninger til forslaget Igennem mange år har faglige organisationer frit kunne iværksætte konflikt for at opnå overenskomst med en virksomhed, de ikke har hovedaftalemæssige bindinger med. Det sker, selv om virksomheden allerede er overenskomstdækket for det konfliktramte arbejde, f.eks. i kraft af medlemskab af en arbejdsgiverforening, men med en konkurrerende faglig organisation, der står uden for de traditionelle hovedorganisationer. I mange tilfælde har virksomheden været overenskomstdækket i mange år forud for konflikten, og medarbejderne har allerede tilfredsstillende løn- og ansættelsesforhold. Alligevel kan en virksomhed blive udsat for en ødelæggende konflikt, hvor arbejdsgiveren risikerer konkurs for sin virksomhed, og hvor lønmodtagerne risikerer at miste deres job. Den nuværende retstilstand på det nævnte område betyder, at de faglige organisationer har en meget vidtgående konfliktret og især sympatikonfliktret. Der stilles ikke krav om, at organisationen skal have medlemmer på den konfliktramte virksomhed for at forfølge et lovligt fagligt formål. Det har heller ingen betydning, at virksomheden allerede har overenskomst for det samme arbejde. Arbejdsrettens praksis viser, at der alene lægges vægt på, om en faglig organisation repræsenterer et betydeligt antal medlemmer på landsbasis, og om de involverede fagforeninger er inden for eller uden for samme hovedorganisation. Hvis den konkurrerende faglige organisation er inden for samme hovedorganisation, har den alene konfliktret, hvis meget stærke grunde taler for det i den konkrete situation. Dette princip har Arbejdsretten senest fastslået i en dom af 9. december Sagen omhandlede udlicitering af nogle offentlige busruter. Den offentlige buskørsel var dækket af en overenskomst med Forbundet af Offentligt Ansatte. Det private selskab Liniebus, som overtog busruterne havde imidlertid overenskomst med SiD. Til støtte for en konfliktret henviste FOA til, at man reelt blot søgte at forsvare etablerede positioner i et allerede etableret overenskomstforhold.

4 - 4 - Arbejdsretten fandt imidlertid ikke, at forbundet havde løftet bevisbyrden for de fornødne stærke grunde til at anerkende en konfliktret. Arbejdsretten udtalte:»det er en arbejdsretlig grundsætning, at et fagforbund ikke lovligt kan etablere konflikt over for en arbejdsgiver med henblik på at opnå overenskomst om et arbejdsområde, der allerede er dækket af en overenskomst med et andet forbund, når de konkurrerende organisationer begge er medlemmer af Landsorganisationen i Danmark. En fravigelse fra denne grundsætning må i hvert fald kræve meget stærke grunde. Arbejdsretten finder, at indklagede ikke har påvist, at der af hensyn til de ansatte er et sådant særligt behov, at dette kan begrunde en fravigelse fra den nævnte grundsætning. Det kan heller ikke anses som en særlig omstændighed, der kan føre til accept af en konfliktret til bevarelse af det gamle overenskomstområde, at udviklingen i lovgivningen har medført, at transportområder, der hidtil traditionelt var anset som offentlige, ved udlicitering er overgået til privat drift med den følge, at et overenskomstområde, der historisk har henhørt under Forbundet af Offentligt ansatte gradvis er blevet udhulet.«arbejdsrettens dom bygger på det synspunkt, at der kun vil være konfliktret i det tilfælde, hvor der af hensyn til de ansatte er et sådant særligt behov. Det er ikke i sig selv nok, at den faglige organisation har langt hovedparten af medlemmerne på det specifikke område, og at et betydeligt antal medlemmer er beskæftiget med området i almindelighed. Arbejdsretten har her knyttet en konfliktret sammen med særlige behov til de ansatte. Det er bemærkelsesværdigt, at der i retspraksis er meget stor forskel på en faglig organisations konfliktret afhængigt af, om en arbejdsgiver på forhånd har en overenskomst med et forbund inden for eller uden for samme hovedorganisation. Denne forskel i retstilstanden for en virksomhed, der er overenskomstdækket, er ikke rimelig og ikke i overensstemmelse med retsprincipperne i et moderne samfund. Det kan ikke være virksomhedens problem, at to faglige organisationer strides om at organisere og overenskomstdække det samme arbejde. Endvidere bør hensynet til arbejdsgiverens interesse i at undgå dobbeltoverenskomster også have en betydning i forhold til virksomheder, der har tegnet overenskomst med en faglig organisation uden for de traditionelle hovedorganisationer. Formålet med forslaget til regulering af faglige organisationers konfliktret over for de enkelte arbejdsgivere er at ligestille virksomheder, så konfliktretten er uafhængig af, om den faglige organisation er medlem af samme hovedorganisation. Konfliktret bør således i alle tilfælde være betinget af, at der foreligger»meget stærke grunde«, som Arbejdsretten har fastslået i sin retspraksis, når det gælder faglige organisationer inden for samme hovedorganisation. På denne måde opnår alle virksomheder den samme retstilstand. Forslaget til regulering af konfliktretten omfatter alene de situationer, hvor en virksomhed allerede er overenskomstdækket med løn- og ansættelsesvilkår, der i det væsentlige svarer til branchens. Spørgsmålet om faglige organisationers konfliktret over for de enkelte arbejdsgivere, der allerede er overenskomstdækket, men som ikke har en hovedaftalemæssig binding i forhold til den konfliktende faglige organisation, kan alene løses ved en lovregulering, idet disse konflikter er karakteriseret ved, at konfliktens parter ikke er underlagt overenskomstmæssige bindinger i forvejen. Der eksisterer derfor ikke formelle regler for konflikter af denne karakter.

5 - 5 - En lovgivning på dette område vil ikke bryde ind i nuværende aftaler på arbejdsmarkedet og vil derfor heller ikke være et brud med den danske aftalemodel. Tværtimod baserer forslaget sig på det kriterium»meget stærke grunde«, som er udviklet inden for det fagretlige system. b) DA/LO s skrivelser til Beskæftigelsesministeriet Beslutningsforslaget gav anledning til skrivelser fra DA og LO til beskæftigelsesministeren. I skrivelse af 17. april 2002 fra DA er der anført: I DA er vi bekendt med, at Kristeligt Folkeparti den 12. marts 2002 har fremsat forslag til folketingsbeslutning om begrænsning af faglige organisationers konfliktret over for virksomheder med overenskomst. Vi er opmærksomme på, at forslaget retter sig imod de konflikter, fagbevægelsen fra tid til anden iværksætter mod virksomheder uden for DA-området. Selvom hovedkonflikten ligger uden for vores felt, kan lovlige sympatikonflikter imidlertid berøre virksomheder på DA-området. I DA vil vi finde det problematisk, hvis et beslutningsforslags vedtagelse indebærer en indgriben i det arbejdsretlige system. Dette gælder i særlig grad for så vidt angår spørgsmålet om adgang til at etablere konflikt, hvor systemet jo i høj grad er udviklet gennem retspraksis. Denne har fastlagt en balance mellem de midler, der lovligt kan tages i anvendelse og det lovlige formål, man forfølger, hvorfor politisk indgriben i en sådan balance er vanskelig og ikke bør foretages, uden at man til bunds kender konsekvenserne af et indgreb. Vi kan oplyse, at DA gerne deltager i en gennemgang af den arbejdsretlige praksis vedrørende adgangen til at iværksætte konflikt, herunder en gennemgang af de arbejdsretlige domme, der er afsagt herom, samt den udvikling, der har fundet sted. Da der jo i vidt omfang er tale om sager, der har været ført af DA og LO, skal vi foreslå, at en sådan kulegravning i givet fald gennemføres af de 2 hovedorganisationer, eventuelt med ministeriets deltagelse. I skrivelse af 18. april 2002 fra LO er der anført: Landsorganisationen i Danmark er blevet bekendt med, at Dansk Arbejdsgiverforening ved skrivelse af 17. april 2002 har rettet henvendelse til Beskæftigelsesministeren vedrørende Kristelig Folkepartis den 12. marts 2002 fremsatte forslag til Folketingets beslutning om begrænsning af faglige organisationers konfliktret overfor virksomheder med overenskomst. Det kan i den forbindelse oplyses, at LO ligesom DA finder det problematisk, hvis beslutningsforslagets vedtagelse indebærer en indgriben i det arbejdsretlige system. Endvidere kan det oplyses, at Landsorganisationen er villig til at indgå i det af Dansk Arbejdsgiverforening foreslåede arbejde med gennemgang af de arbejdsretlige domme, der er afsagt om konfliktretten samt den udvikling, der har fundet sted. c) Beslutningsforlagets behandling i Folketinget Beslutningsforslag nr. B 83 blev førstebehandlet i Folketinget den 3. maj Regeringen kunne ikke støtte beslutningsforslaget. Beskæftigelsesministeren udtalte under forhandlingen:

6 - 6 - Regeringen finder ligesom forslagsstillerne, at der i visse tilfælde kan stilles spørgsmål om det rimelige i omfanget og brugen af konfliktretten, f.eks. når en konflikt iværksættes over for en virksomhed, som allerede har en overenskomst, som fuldt ud giver de ansatte ordnede løn- og arbejdsvilkår, eller når de ansatte udtrykkeligt frabeder sig indblanding fra vedkommende forbund. Jeg skal ikke skjule, at især SiD's blokader mod virksomhederne Ikadan og Brørup var stærkt provokerende for retsfølelsen hos rigtig mange mennesker. Regeringen har derfor forståelse for intentionerne bag forslaget, men mener samtidig, at en lovregulering af konflikten bør være den sidste udvej. Det vil være yderst problematisk og vanskeligt via lovgivning at gribe ind på et så centralt område, som altid har været overladt til arbejdsmarkedets parters egen regulering og Arbejdsrettens praksis. Det er Arbejdsretten, som via sine afgørelser fastlægger forholdet mellem de midler, som lovligt kan anvendes, og det formål, som kan forfølges. En eventuel ændring af dette forhold bør ikke ske, uden at tingene er meget grundigt undersøgt, og uden at man til bunds kender konsekvenserne. At der ikke er nogen nemme løsninger omkring reguleringen af konfliktretten fremgår bl.a. af en rapport, som i 2001 er udarbejdet om problemstillingen af professor Jens Kristiansen, Københavns Universitet, efter anmodning fra Kristelig Arbejdsgiverforening. LO og DA har over for regeringen tilkendegivet, at man gerne vil se på problemstillingen efter en grundig gennemgang af den arbejdsretlige praksis vedrørende adgangen til at iværksætte konflikt, herunder en gennemgang af de arbejdsretlige domme, der er afsagt herom, samt den udvikling, som har fundet sted. Regeringen hilser dette initiativ fra LO og DA velkommen og tager det som udtryk for, at arbejdsmarkedets parter i meget høj grad er bevidste om det ansvar, der påhviler dem. Regeringen vil derfor i første omgang afvente resultatet af parternes kulegravning af området, som regeringen forventer vil være afsluttet i april Hvis det viser sig, at parterne ikke kan nå frem til en løsning på problemet, vurderer regeringen, at denne sag vil vende tilbage til den politiske dagsorden. Sagen optager som sagt rigtig mange mennesker, og bekymringen afspejles da også her i salen. Regeringen kan ikke støtte beslutningsforslaget om inden 1. november 2002 at fremsætte et lovforslag om begrænsning af faglige organisationers konfliktret. Nu må vi efter regeringens mening se, hvad parterne når frem til. Ved 2. behandlingen den 4. juni 2002 blev forslaget til folketingsbeslutning forkastet, idet 83 (V, S, KF, SF og EL) stemte imod. d) Udvalgets nedsættelse Beskæftigelsesministeren tilskrev herefter DA og LO den 5. juli 2002 således: I forbindelse med Kristelig Folkepartis fremsættelse af B 83 - om begrænsning af konfliktretten - skrev DA den 17. april og LO den 18. april til ministeriet.

7 - 7 - I brevene påpeger LO og DA det problematiske i at lovgive om konfliktretten. Men samtidig tilkendegiver både LO og DA, at de gerne vil deltage i et arbejde med at gennemgå den arbejdsretlige praksis vedr. iværksættelse af konflikt, herunder at gennemgå de domme, som er afsagt, og den udvikling som har fundet sted. I forbindelse med behandlingen i Folketinget tilkendegav et flertal i Folketinget tilfredshed med LO og DA s initiativ. Beslutningsforslaget blev som bekendt ikke vedtaget, men på baggrund af drøftelserne i Folketinget er der næppe tvivl om, at spørgsmålet om konfliktretten i forhold til allerede overenskomstdækkede virksomheder vil vende tilbage til den politiske dagsorden, hvis ikke LO og DA kan nå frem til en til fredsstillende løsning. Regeringen har under behandlingen i Folketinget tilkendegivet, at der i visse tilfælde kan stilles spørgsmål ved det rimelige i omfanget og brugen af konfliktretten i forhold til allerede overenskomstdækkede virksomheder. Regeringen har dog samtidig tilkendegivet, at en lovregulering af konfliktretten bør være den absolut sidste udvej, idet det vil være yderst problematisk og vanskeligt via lovgivning at gribe ind på et så centralt område, som altid har været overladt til arbejdsmarkedets parters egen regulering og Arbejdsrettens praksis. Regeringen imødeser derfor resultatet af LO og DA s initiativ, som forhåbentligt foreligger i april DA og LO drøftede herefter det nærmere arbejde og besluttede at anmode en repræsentant for Arbejdsretten om at tiltræde udvalgsarbejdet. I en skrivelse af 31. oktober 2002 til Arbejdsretten er der anført følgende: LO og DA har fra Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen modtaget vedlagte skrivelse vedrørende konfliktretten. Det fremgår heraf, at et flertal i Folketinget under folketingsdebatten har tilsluttet sig hovedorganisationernes forslag om at søge arbejdsretslig praksis og udviklingen heri afdækket. Hovedorganisationerne finder det imidlertid naturligt og særdeles hensigtsmæssigt, hvis Arbejdsretten indgår i dette arbejde, da grænserne for konfliktadgang jo er fastlagt gennem domspraksis. I fald Arbejdsretten kan tilslutte sig det hensigtsmæssige i at indgå i dette arbejde, skal LO og DA anmode retten om at meddele hovedorganisationerne navnet på den person, som vil deltage. Arbejdsretten fulgte hovedorganisationernes opfordring og Arbejdsrettens formand, højesteretsdommer Mogens Hornslet anførte i en skrivelse af 22. november 2002 følgende: I anledning af hovedorganisationernes henvendelse til mig af 31. oktober skal jeg meddele, at Arbejdsrettens sekretariatsleder, administrerende dommer Jørn Andersen, gerne bistår hovedorganisationerne i arbejdet med at kortlægge den arbejdsretlige praksis om konfliktretten.

8 - 8 - Udvalget mellem DA og LO har afholdt flere møder. Udvalget har med Arbejdsrettens sekretariatsleder drøftet den nærmere tilrettelæggelse af arbejdet med at kortlægge den arbejdsretlige praksis om konfliktretten. Herefter er der mellem hovedorganisationerne enighed om, at konfliktrettens udvikling og udstrækning kan beskrives som under afsnit Problemafgrænsning og disposition Som det fremgår af afsnit 1, tilstræbes der med det fremsatte beslutningsforslag alene indskrænkninger i adgangen til at etablere konflikt i det tilfælde, hvor en arbejdsgiver, der står uden for en hovedorganisation, allerede har indgået overenskomst med en lønmodtagerorganisation, der ikke er tilknyttet samme hovedorganisation som den lønmodtagerorganisation, der ønsker at opnå en egen overenskomst og om nødvendigt under anvendelse af kollektive kampskridt. Altså situationer, hvor de to lønmodtagerorganisationer som udgangspunkt står i et frit konkurrenceforhold til hinanden, og hvor der ikke består hovedaftalemæssige bindinger imellem organisationerne. Da der i forslaget imidlertid lægges op til en sidestilling af disse situationer med retsstillingen for så vidt angår arbejdsgivere, der har indgået overenskomst med en konkurrerende lønmodtagerorganisation under samme hovedorganisation, vil der i nærværende afsnit kort blive redegjort for de almindelige betingelser for etablering af konflikt, såvel hovedkonflikter som sympatikonflikter. Dernæst følger i afsnit 3 og 4 en mere detailleret redegørelse for praksis og arbejdsretlig teori vedrørende adgangen til at etablere konflikt på det af beslutningsforslaget indeholdte område, således at afsnit 3 beskriver retsudviklingen fra 1910 og frem til 1973 og afsnit 4 retsudviklingen fra 1973 og til dato. Herefter sammenfattes i afsnit 5 retstilstanden og herunder de indskrænkninger i konfliktretten, som retsudviklingen i den afdækkede periode har medført. Baggrunden for denne opdeling er først og fremmest den ændring af Arbejdsrettens kompetence, der blev gennemført med vedtagelsen af arbejdsretsloven af Arbejdsretsloven af 1973 udvidede rettens kompetence, hvilket netop fik betydning for de forhold, der undersøges i nærværende redegørelse. Om baggrunden for udvidelsen henvises til indledningen til afsnit 4. Af interesse for redegørelsen er herefter de bestemmelser, der i 1973 som noget nyt blev indføjet i arbejdsretslovens 9, stk. 1, nr. 3 og 5, der er sålydende: 9 For arbejdsretten indbringes sager om.. 3) lovligheden af varslede kollektive kampskridt eller af de i denne anledning udstedte varsler, såfremt den berørte parts hovedorganisation eller, dersom parten ikke er medlem af en så-

9 - 9 - dan, parten selv ved anbefalet brev inden 5 dage har protesteret over for vedkommende organisation eller enkeltvirksomhed mod lovligheden af kampskridtet eller varslet,.. 5) lovligheden af anvendelse af kollektive kampskridt til støtte for krav om overenskomst på områder, hvor kollektiv overenskomst ikke er indgået. Den nye bestemmelse i arbejdsretslovens 9, stk. 1, nr. 5, er kommenteret af C. Ove Christensen i en kommentar til loven, der udkom i Der anføres her side 44 ff: Bestemmelsen i 9, stk. 1, nr. 5) er ny, og den er et brud på den hidtil gældende faste linie, at retten kun behandler sager mellem parter, mellem hvilke der består en kollektiv overenskomst eller påstås at bestå en overenskomst. Bestemmelsen tager sigte på situationer, hvor for eksempel en fagorganisation iværksætter kampskridt overfor en ikke-overenskomstdækket arbejdsgiver eller arbejdsgiverorganisation med det formål at tvinge modparten til at slutte en overenskomst. Der er altså tale om en ren interessekonflikt.. Den umiddelbare anledning til, at bestemmelsen er optaget i loven, må nok søges i den såkaldte fiskerikonflikt, hvor spørgsmålet om afgivne strejke- og sympatistrejkevarslers lovlighed blev afgjort ved en voldgiftskendelse af 19. oktober 1970) se U.f.R A p. 943 ff. Af voldgiftskendelsen kan det ses, at fiskeriorganisationerne havde anlagt sag ved Østre Landsret mod Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund for at få hovedkonflikten kendt ulovlig. Da der ikke bestod nogen overenskomst mellem forbundet og fiskerne eller deres organisationer, var man udelukket fra at indbringe sagen for Arbejdsretten. Samtidig havde Dansk Arbejdsgiverforening på en række medlemmers vegne indbragt klage for Arbejdsretten med påstand om, at de varslede sympatiaktioner kendtes ulovlige. Ved et forberedende møde i Arbejdsretten enedes samtlige i konflikten implicerede parter om at nedsætte en voldgiftsret til at afgøre sagen i dens helhed. Sagerne ved Østre Landsret og Arbejdsretten hævedes samtidig. En sympatikonflikts lovlighed er først og fremmest afhængig af, at hovedkonflikten er lovlig. Det er derfor åbenbart, at det var en helt utilfredsstillende ordning, at hovedkonfliktens lovlighed skulle afgøres ved de ordinære domstole, hvor sagen kunne svæve et år eller mere. Det var i denne lange tid ikke muligt for Arbejdsretten at tage stilling til lovligheden af iværksatte sympatikonflikter. Det må derfor anses for at være en meget hensigtsmæssig ordning, der er skabt ved den nye bestemmelse i arbejdsretsloven. Det må også erindres i denne forbindelse, at sympatikonflikterne ofte er meget mere tabforvoldende og generende end selve hovedkonflikten, hvorfor det kan virke dobbelt urimeligt, at de af sympatikonflikt ramte virksomheder eller organisationer skal afvente en langvarig civil proces ved de ordinære domstole.

10 Det er såvel spørgsmålet om varslets lovlighed som om selve hovedkonfliktens lovlighed, der kan indbringes til afgørelse for retten. Reglen om protest inden 5 dage efter lovens 9, stk. 1, nr. 3) kan ikke antages at være anvendelig på varslet om hovedkonflikten, jfr. i øvrigt bemærkningerne foran ad 9, stk. 1, nr. 3). Det kan under sagen om konfliktens lovlighed gøres gældende, at området i forvejen er dækket af en overenskomst med et andet forbund, og at konflikten eller varslet som følge heraf skal være ulovlig. Arbejdsretten kan afgøre spørgsmålet, men hvis det drejer sig om en bedømmelse af den påberåbte overenskomsts faglige område, vil man nok henskyde spørgsmålet til afgørelse ved faglig voldgift, hvis der er mulighed for at få en sådan etableret under de foreliggende omstændigheder. Almindelige betingelser for etablering af konflikt I Septemberforliget fra 1899 (senere Hovedaftalen mellem LO og DA) blev nogle grundlæggende betingelser for retten til lovligt at etablere arbejdsstandsning fastslået. Septemberforligets vedtagelser blev efterfølgende fulgt op af Augustudvalgets forslag til Norm for regler for behandling af faglig strid, som blev vedtaget i På grundlag af disse to regelsæt udvikledes den grundlæggende sondring mellem retstvister, det vil sige tvister om forståelsen af eller brud på eksisterende aftaler om løn- og ansættelsesvilkår, som skal søges afgjort ved retslige skridt og interessetvister, hvorved forstås uenighed om indgåelse af aftaler om løn- og ansættelsesvilkår, hvor kollektive kampskridt som hovedregel er lovlige. Efterfølgende har man i retspraksis udfyldt og suppleret de to regelsæt gennem afgørelser. Herved har man i retspraksis opstillet en række formelle og materielle betingelser der skal være opfyldt før en arbejdsstandsning til støtte for opnåelse af en overenskomst lovligt kan etableres overfor enarbejdsgiver, der står uden for en hovedorganisation. I det følgende vil de materielle betingelser, som har størst relevans for nærværende redegørelse, kort blive skitseret. A. Betingelser for etablering af en lovlig hovedkonflikt Hovedbetingelsen for at en konflikt lovligt kan etableres er, at den skal forfølge et lovligt fagligt formål. En konflikt til støtte for opnåelse af en overenskomst vil som udgangspunkt have et lovligt formål. Om konflikten tillige forfølger et lovligt fagligt formål beror herefter på, om forbundet må antages at have den fornødne faglige interesse i at opnå overenskomst. Vurderingen heraf afhænger af, om den arbejdsgiver, overfor hvem overenskomstkravet rettes, i forvejen er dækket af en overenskomst eller ej, og - hvis dette er tilfældet om de i så fald konkurrerende lønmodtagerorganisationer er tilknyttet samme hovedorganisation eller ej. Retstilstanden kan således kort skitseres som følger: 1 o ) Virksomheden ikke overenskomstdækket I disse situationer er der en formodning om, at lønmodtagerorganisationen har den fornødne faglige interesse, hvorfor det påhviler arbejdsgiveren at godtgøre, at dette ikke er tilfældet. Praksis er dækkende opsummeret i sag nr. 4693, hvori det anføres:

11 Af Den Faste Voldgiftsrets praksis byggende på Septemberforligets pkt. 2 findes der, når det omstridte arbejde ikke under nogen form er dækket af overenskomst med andre fagorganisationer, ikke at kunne udledes mere, end at aktionen vil være ulovlig, såfremt det godtgøres, at den pågældende organisation ikke har en rimelig begrundet faglig interesse i at kræve overenskomst oprettet, eller at arbejdet klart henhører under en anden fagorganisations naturlige område. 2 o ) Arbejdsgiveren har overenskomst med en konkurrerende lønmodtagerorganisation. I arbejdsretlig praksis har man tillagt det betydning, om det arbejde der kræves overenskomst for i forvejen er overenskomstdækket af en konkurrerende lønmodtagerorganisation. Denne praksis er første gang fastslået som en arbejdsretlig grundsætning i en sag mellem PROSA/STAT og Finansministeriet i sag nr. 7184: Klagerne har med biintervenientens støtte gjort gældende, at aktionen er ulovlig, idet den ikke forfølger et lovligt fagligt formål, da området allerede er dækket af en gældende overenskomst. Uanset at HK overenskomsten dækker EDB-arbejde, findes der imidlertid ikke at kunne gives klagerne medhold heri. Det har vel med støtte i Septemberforliget og Hovedaftalen af 18. november været antaget at gælde som en arbejdsretlig grundsætning, at det kunne være ulovligt, såfremt et forbund i overenskomstperioden aktionerer for at opnå overenskomst med et andet forbund. Det må imidlertid antages, at denne arbejdsretlige grundsætning i særlig grad kan gøres gældende, hvis begge forbund er organiseret under samme hovedorganisation. Arbejdsgiverne må navnlig her have et for så vidt angår det traditionelle arbejdsmarked på Septemberforliget og Hovedaftalens forudsætninger støttet rimeligt krav på, at den ro og stabilitet i arbejds- og lønforholdene, som den nævnte grundsætning medfører, er tilsikret dem, og at de således ikke, når de har afsluttet overenskomst med et forbund under den pågældende hovedorganisation, kommer ud for krav om overenskomst med et andet forbund under samme hovedorganisation og eventuelt udsættes for at blive offer for forbundenes indbyrdes stridigheder. Som det fremgår af kendelsen, er kravene til styrken af lønmodtagerorganisationens faglige interesse afhængig af, om de konkurrerende lønmodtagerorganisationer er tilknyttet samme hovedorganisation eller ej. Årsagen hertil er, at en part omfattet af Hovedaftalen har en særlig og berettiget forventning om, at den overenskomstmæssige fredspligt overholdes af den modstående hovedorganisation og dennes medlemsorganisationer. a) De konkurrerende organisationer er tilknyttet samme hovedorganisation. Udgangspunktet er her, at det i henhold til ovennævnte retsgrundsætning ikke vil være lovligt at etablere konflikt, med mindre stærke grunde taler herfor. I den seneste arbejdsretsdom på området, sag nr , hvor Forbundet af Offentligt Ansatte varslede konflikt overfor et busselskab, der havde overenskomst med Specialarbejderforbundet i Danmark udtalte Arbejdsretten således: Det er en arbejdsretlig grundsætning, at et fagforbund ikke lovligt kan etablere konflikt over for en arbejdsgiver med henblik på at opnå overenskomst om et arbejdsområde, der allerede er dækket af en overenskomst med et andet forbund, når de konkurrerende organisationer begge er medlemmer af Landsorganisationen i Danmark. En fravigelse fra denne grundsætning må i hvert fald kræve meget stærke grunde. Arbejdsretten finder, at indklagede ikke har påvist, at der af hensyn til de ansatte er et sådant særligt behov, at dette kan begrunde en fravigelse fra den nævnte grundsætning.

12 b) Frit konkurrerende lønmodtagerorganisationer: Da den i PROSA/STAT-sagen omtalte retsgrundsætning ikke har samme gennemslagskraft i tilfælde, hvor de to lønmodtagerorganisationer står i et frit konkurrenceforhold må arbejdsretten i hver enkelt tilfælde konkret vurdere om lønmodtagerorganisationens faglige interesse i at opnå overenskomst, har den fornødne styrke og aktualitet. I arbejdsretlig praksis har man lagt vægt på følgende forhold, der kan indgå i den konkrete afvejning: Om den konfliktende lønmodtagerorganisation såvel relativt (på virksomheden) som absolut (på landsplan) har en betydelig del af medlemmerne inden for det arbejdsområde der ønskes overenskomstdækket. Om den eksisterende overenskomst hjemler ringere løn- og ansættelsesvilkår end hovedoverenskomsten på området, og Om den konfliktende lønmodtagerorganisation har udvist en betydelig grad af passivitet overfor det allerede eksisterende overenskomstforhold. Om det nærmere indhold af gældende praksis henvises til afsnit 3 og 4. B. Betingelser for etablering af lovlig Sympatikonflikt I den arbejdsretlige teori og praksis er det almindelig anerkendt, at sympatikonflikten som lovligt kampskridt må vurderes i to relationer. For det første må sympatikonfliktens lovlighed vurderes i relation til den aktionerende lønmodtagerorganisation og den af sympatikonflikten direkte berørte arbejdsgiver. For det andet må sympatikonfliktens lovlighed vurderes i relation til den af hovedkonflikten ramte arbejdsgiver. Den afgørende forudsætning og betingelse for at en sympatikonflikt lovligt kan iværksættes er, at den etableres til støtte for en lovlig og iværksat hovedkonflikt. I praksis er der dog set eksempler på, at sådanne sympatikonflikter er blevet tilsidesat som ulovlige, hvorfor man i den arbejdsretlige teori har opstillet følgende supplerende betingelser: 1 o. Sympatikonflikten skal forfølge et lovligt formål, hvoraf følger: a) at sympatisøren skal have en faglig interesse i at varsle og iværksætte sympatikonflikt. Heri ligger, at der skal bestå et interessefællesskab mellem den hoved- og den sympatikonfliktende lønmodtagerorganisation. Dette interessefællesskab vil altid foreligge når også sympatikonflikten alene omfatter den aktionerende lønmodtagerorganisations egne medlemmer. Derimod vil det nødvendige interessefællesskab sjældent foreligge på tværs af hovedorganisationerne, det vil sige i de tilfælde hvor de hoved- og sympatikonfliktende lønmodtagerorganisationer er tilknyttet forskellige hovedorganisationer. b) at sympatikonflikten skal være egnet til at påvirke hovedkonflikten. Et eksempel på at en konflikt blev erklæret ulovlig, fordi dette kriterium ikke var opfyldt, findes i arbejdsrettens sag nr , den såkaldte La Cabana-sag. I den pågældende sag havde Bryggeriarbejderforbundet varslet sympatikonflikt med henblik på at hindre leverancer af øl og vand til tre bryggeridepoter i Herning. I Arbejdsrettens dom herom anføres det:

13 Som af parterne anført er adgangen efter Hovedaftalens 2, stk. 1, 2. pkt., til at varsle sympatikonflikt til støtte for en lovligt iværksat hovedkonflikt som udgangspunkt ikke undergivet væsentlige begrænsninger. De af klagerne nedlagte påstande kan derfor kun tages til følge, hvis klagerne godtgør, at der i denne sag foreligger sådanne særlige forhold, som kan begrunde, at den af indklagede varslede sympatiaktion alligevel må anses for overenskomststridig. Og videre anføres det: Efter de forklaringer, som er afgivet af indehaverne af depoterne, kan det imidlertid ikke antages, at der efter den 17. oktober 1983 er leveret øl og mineralvand til restauranterne fra disse depoter. Uanset dette har det efter det oplyste været muligt for restauranterne at skaffe sig øl og vand til brug for den forsatte drift. Det må herefter lægges til grund, at en støtteaktion bestående i standsning af leverancerne til de 3 depoter i Herning ikke vil være egnet til at fremme en løsning af hovedkonflikten - så meget mindre, som hovedkonfliktens arbejdsgiverpart ikke er medlem af nogen organisation under DA. 3. Ældre retstilstand Under litra a gennemgås de afgørelser, der er truffet af Arbejdsretten indtil Af de 13 afgørelser, der ses at være af interesse, har retten i 6 tilfælde fundet en varslet konflikt ulovlig. I de resterende tilfælde er der sket frifindelse. Fra de civile domstole er gengivet 1 afgørelse. Under litra b gennemgås den arbejdsretlige teoris udlægning af retstilstanden i perioden. Spørgsmålet er berørt af Illum bl.a. i udgaverne af Den Kollektive Arbejdsret fra 1939, 1951 og 1964, af Rise og Degerbøl i Grundregler i dansk arbejdsret (5. udg., 1971) af C. Ove Christensen i 1972 samt af Per Jacobsen i 1. udgave fra 1972 af Kollektiv Arbejdsret. a) Praksis I Arbejdsrettens sag nr fra 1934 var en papæskefabrikant medlem af en arbejdsgiverforening, der havde overenskomst med Bogbinderforbundet. Denne overenskomst omfattede utvivlsomt også noget arbejde, som blev udført af nogle kvindelige arbejdere, der oprindelig var uorganiserede, men som indmeldte sig i Typografforbundet, der varslede konflikt for at få arbejdet overenskomstdækket. Under en sag i Arbejdsretten gjorde arbejdsgiverne gældende, at da der mellem Papæskefabrikantforeningen og Bogbinderforbundet bestaar Overenskomst om det paagældende Arbejde en Overenskomst, der ifølge Opmandskendelsen af 10. Juli 1934 omfatter samtlige i Fabrikationen brugelige Bogtrykmaskiner, altsaa ogsaa Hurtigpresser maa Typografforbundet være uberettiget til, medens denne Overenskomst er løbende, at varsle Strejke med det Formaal at tilvejebringe en Ændring i Lønvilkaarene paa dette Omraade. Den Omstæn-

14 dighed, at de paagældende Arbejdersker, der hidtil har været uorganiserede, nu er blevet indmeldt i Typografforbundet et Forhold, som Firmaet er uden Indflydelse paa kan ikke berettige Forbundet til at aktionere paa deres Vegne. Typografforbundet anførte følgende: Det paagældende Arbejde hører efter sin Beskaffenhed ind under Bogtrykkerfaget, og den Omstændighed, at et andet Forbund uden Typografforbundets Vidende har oprettet Overenskomst om dette Arbejde, maa være Typografforbundet uvedkommende. Typografforbundets Medlemmer er ifølge Tariffen forpligtede til ikke at arbejde under ringere Vilkaar end de i Tariffen fastsatte, og efter at de paagældende kvindelige Trykkeriarbejdere er blevet Medlemmer af Forbundet, maa dette være berettiget til at etablere Arbejdsstandsning overfor Firmaet, naar dette ikke gennem Forhandling kan formaas til at aflønne efter Fagets Tarif. De Indklagede har iøvrigt fremhævet, at Firmaet ikke har overholdt den Overenskomst, der paaberaabes. Ifølge denne maa kun udlærte Æskearbejdere anvendes til Trykkeriarbejde, men de her om handlede kvindelige Trykkeriarbejdere er ikke»udlærte Æskearbejdere«. Arbejdsretten udtalte: Efter Rettens Mening maa det afgørende for Spørgsmaalet om de udstedte Strejkevarslers Lovlighed være, at der ikke mellem Firmaet K. Baungaards Papæskefabrik og Typografforbundet bestaar nogen Overenskomst, der omfatter det omhandlede Arbejde, som i og for sig falder ind under Typograffaget. Forbundet maa under disse Omstændigheder have Aktionsret overfor Firmaet, ogsaa med Hensyn til de paagældende hidtil uorganiserede Kvinder, og det findes ikke at kunne være afgørende i modsat Retning, at den Organisation, hvorunder Firmaet hører, har afsluttet Overenskomst med et andet Forbund angaaende det samme Arbejde. Herefter vil de udstedte Strejkevarsler være at kende lovlige (udhævet her). I sag nr fra 1935 havde Dansk Arbejdsmandsforbund i 1933 indgået overenskomst med et entreprenørfirma om jord- og vejarbejde ved Storestrømsbroen. I 1935 varslede Stenindustriarbejderforbundet strejke for at opnå overenskomst for stenkløvning og glacissætning. Dette arbejde blev udført af medlemmer af begge forbund. Der var under arbejdet sket overflytning af medlemmer mellem forbundene. Arbejdsretten kendte strejkevarslerne ulovlige med bl.a. følgende bemærkninger: Af de for Retten forelagte Oplysninger fremgaar, at Arbejdet med Glacissætning og Stenkløvning har været udført af Firmaet ved Arbejdsmænd i Henhold til Overenskomsten af 15. August 1933 fra Efteraaret 1933 til Foraaret 1935, og at det i Sagen omhandlede Glacissætningsarbejde er paabegyndt af Arbejdere, der da alle var Medlemmer af Arbejdsmandsforbundet. Allerede som en Følge heraf kan Stenindustriarbejderforbundet ikke, fordi nogle af de paagældende

15 Arbejdere efter Arbejdets Paabegyndelse overflyttes til dette Forbund, indlede en Aktion mod Firmaet for at opnaa en anden Overenskomst, særlig ikke i nærværende Tilfælde, hvor Firmaet har sluttet Overenskomst med sin naturlige Medkontrahent, Dansk Arbejdsmandsforbund, om det paagældende Arbejde og gennem længere Tid faaet det udført af dette Forbunds Medlemmer. Hvad Stenkløvningsarbejdet angaar, maa Retten gaa ud fra, at dette ogsaa omfattes af Overenskomsten af 15. August 1933, idet dette Arbejde som nævnt faktisk har været udført af Medlemmer af Dansk Arbejdsmandsforbund, og saafremt Forbundet mente, at dette Arbejde udelukkende henhørte under Forbundets Omraade, stod det Forbundet frit for at forbyde sine Medlemmer at paatage sig saadant Arbejde, forinden Forbundet havde truffet en tilfredsstillende Aftale med Firmaet om dette Arbejde, men naar Forbundet har ladet sine Medlemmer paabegynde Arbejdet i er Henhold til den af Firmaet med Dansk Arbejdsmandsforbund sluttede Overenskomst, kan Forbundet ikke, naar dets Forhandlinger med Firmaet ender resultatløs, dekretere Strejke og Blokade og derved skabe Uro i et Arbejdsforhold, for hvilket Firmaet har Overenskomst med sin modstaaende Organisation. Under de foreliggende Omstændigheder vil de omhandlede Strejkevarsler være at kende ugy1dig (udhævet her). I sag nr fra 1940 havde Dansk Arbejdsmandsforbund og Dansk Gartnerforbund i 1936 indgået en grænseaftale. Den 14. august 1939 indgik førstnævnte forbund en overenskomst med en planteskoleejerforening, der under forhandlingerne blev gjort bekendt med grænseaftalen. Gartnerforbundet varslede konflikt for at få overenskomstdækket arbejdet. Arbejdsgiverne påstod under en sag anlagt for Arbejdsretten strejkevarslet kendt ulovligt. Arbejdsretten fulgte påstanden med følgende bemærkninger: Foreløbig bemærkes, at det under Proceduren er oplyst, at Dansk Gartnerforbund som Medlemmer optager saavel faglærte som ufaglærte, ligesom der ogsaa rent faktisk findes faguddannede Gartnere i Dansk Arbejdsmandsforbund, og at den omtalte Grænseoverenskomst ikke er opsagt fra nogen af Siderne. Under Hensyn hertil og til, at Grænseoverenskomsten med Hensyn til Planteskoler kun nævner Planteskoler uden Forbindelse med Landbrug som hørende under Gartnerforbundets Omraade, har Arbejdsgiverne haft Føje til at gaa ud fra, at Dansk Arbejdsmandsforbund var kompetent til at indgaa Overenskomst, ogsaa for de faglærtes Vedkommende, indenfor det ved Grænseoverenskomsten afstukne Omraade, nemlig ved Planteskoler i Forbindelse med Landbrug. Da Overenskomsten af 14. August 1939 derhos ikke indeholder herhenhørende Begrænsninger eller Forbehold, maa det statueres, at Overenskomsten omfatter saavel faglærte som ufaglærte Gartnere, hvorfor Dansk Gartnerforbund ikke paa det nu foreliggende Grundlag kan have Ret til at gribe ind i det saaledes bestaaende Overenskomstforhold.

16 i Arbejdsrettens sag nr fra 1942 havde en virksomhed, der fremstillede kapsler, tuber og staniol overenskomst med Dansk Arbejdsmandsforbund og Kvindeligt Arbejderforbund. Dansk Typograf-Forbund varslede nu strejke for noget af arbejdet. Arbejdsretten kendte strejkevarslet for ulovligt med følgende bemærkninger: Som i Kendelse i Sag Nr udtalt har Selskabet sine overenskomstmæssige Forhold dækket af Overenskomster med Fabrikarbejdernes Forbund og Kvindeligt Arbejderforbund. Før Lov om Arbejdsforhold traadte i Kraft, er det gentagne Gange udtalt af Den faste Voldgiftsret, at Forandring i bestaaende Overenskomstforhold ikke af et udenfor staaende Forbund kan kræves eller fremtvinges, saa længe den Overenskomst, der dækker paagældende Arbejde, ikke er udløbet. Selv om nu ogsaa de Indklagede maatte have Ret i, at en Del Arbejde ved de omtalte Maskiner naturligt maatte henhøre under Typografernes Arbejdsomraade, findes de bestaaende Overenskomstforhold at være til Hinder for, at Dansk Typograf-Forbundet ved Trusel om Arbejdsstandsning søger at fremtvinge, at et andet Forbund fortrænges fra dettes nuværende overenskomstmæssige Omraade (udhævet her). Ved læsning af de følgende 2 afgørelser må man være opmærksom på, at disse er afsagt under og umiddelbart efter krigen, hvor der var vedtaget særlige regler om arbejdsforhold. I sag nr fra 1942 var en virksomhed omfattet af en overenskomst med Kurvemagernes Fagforening. Nogle kvinder, der udførte monteringsarbejde bestående af stopning og syning af løse puder, der skulle lægges på kurvemøbler, indmeldte sig i Skandinavisk Sadel- og Tapetsererforbund, der derefter varslede strejke for arbejdet. Varslet blev kendt ulovligt af Arbejdsretten, der bl.a. udtalte: Som det fremgaar af det foran anførte, drejer Striden sig om Betaling for et Arbejde, der i henved en halv Snes Aar i nævnte Firma er udført af ufaglærte Kvinder og betalt efter Overenskomst med Kurvemagerforbundet. Retten maa derfor mene, at det hos forefaldende Arbejde af den paagældende Art fra saavel Firmaets som Kurvemagerforbundets Side er opfattet som henhørende under Kurvemageroverenskomsten, hvilket ogsaa bestyrkes derved, at begge Parter paa visse Tidspunkter har hævdet denne Anskuelse. En Forandring i Overenskomstforholdet kan ikke kræves eller fremtvinges, saalænge Overenskomsten mellem Firmaet og Kurvemagerforbundet ikke er udløbet (udhævet her). I sag nr fra 1947 var et mejeri omfattet af en overenskomst med Mejeriforbundet. Dansk Arbejdsmandsforbund varslede strejke for nogle medlemmer. Mejerioverenskomstens 4 indeholdt følgende bestemmelse:

17 - 17 -»Mejerierne maa til Løn efter fri Aftale beskæftige ufaglært Arbejdskraft ved følgende Arbejder: Kloakrensning, Gaardfejning o. lign, samt Prøveudtagning, Gerberering, Flaskevaskning, Kvasfyring, Kontorarbejde, Butiksekspedition, Mælkeudvejning, Ostepakning samt Osteskæring. Derudover maa Mejerierne ikke uden efter nærmere Aftale mellem Arbejdsgiverforeningen og Forbundet antage ufaglært Arbejdskraft til en lavere Dagløn end svarende til den for Mejeristerne gældende Ugeløn.«Arbejdsgiverne gjorde gældende: Sidste Punktum i 4 viser, at Overenskomsten principielt omfatter ogsaa ufaglært Arbejde, og at dette enten maa betales med den Løn, der er fastsat for Mejerister, eller, for saa vidt det drejer sig om de særlig nævnte Arbejder, efter fri Aftale, og i ingen af Tilfældene kan der i den løbende Overenskomstperiode rejses Krav om Specialoverenskomst herfor, heller ikke, selv om Arbejderne staar tilsluttet Dansk Arbejdsmands Forbund, idet man ikke ved at flytte Arbejderne over fra et Forbund til et andet kan forandre de overenskomstmæssige Vilkaar for Arbejdsgiveren. Forbundet gjorde gældende, at de afgivne Strejkevarsler kun sigter til at opnaa Overenskomst paa Vaalse Andelsmejeri om det Arbejde, der omfattes af 4, næstsidste Pkt., hævder, at dette Arbejde ikke har været Genstand, for nogen Aftale, der kan hindre Dansk Arbejdsmands Forbund fra at iværksætte Strejke for at faa saadan Overenskomst oprettet. Arbejdsretten udtalte: Dansk Arbejdsmands Forbund er ikke part i den omhandlede Overenskomst, og dets Medlemmers Interesser kan ikke anses varetagne ved den. 4 indeholder med Hensyn til det særlig nævnte Arbejde ingen Bestemmelser, der tilsigter, at ordne Arbejdsforholdene for dette og har for det øvrige Arbejdes Vedkommende kun en Regel om, at ufaglært Arbejdskraft ikke maa lønnes lavere end den faglærte. Da der saaledes ikke foreligger noget Overenskomstforhold, der kan indskrænke den Dansk Arbejdsmands Forbund efter almindelige Retsregler tilkommende Strejkeret, og da der ikke foreligger noget om, at Overflytning af Arbejdere fra Mejeristforbundet har fundet Sted, findes der intet Grundlag for Klagernes Paastand om Strejkevarslernes Ulovlighed, (udhævet her).

18 I UfR 1952 side 541 H havde et uldspinderi på Læsø indgået overenskomst med Kristelig Fagforening. Dansk Tekstilarbejder Forbund iværksatte nu konflikt for også at opnå overenskomst. Strejken og blokaden af virksomheden blev kendt lovlig men blokadeforanstaltninger over for virksomhedens forretningsforbindelser samt færgeforbindelser blev kendt retsstridige. I Højesterets dom hedder det: Det tiltrædes, at appellanten, uanset den af indstævnte med,,kristelig Fagforbund afsluttede overenskomst, ikke har været uberettiget til for at opnå overenskomst med indstævnte overfor denne at etablere den omhandlede strejke, ligesom den i forbindelse hermed etablerede blokade af indstævntes egen virksomhed med hensyn til tilgang af arbejdskraft ikke kan anses for uretmæssig. Idet det endvidere tiltrædes, at de af appellanten iværksatte blokadeforanstaltninger overfor indstævntes forretningsforbindelser og dampskibsselskabet,,læsø af de i dommen anførte grunde har været retsstridige overfor de indstævnte, og at appellanten efter alt foreliggende må være ansvarlig for de trufne blokadeforanstaltninger i deres helhed, stemmer disse dommere for at stadfæste den indankede dom. I landsrettens dom hed det herom: Derimod findes de iøvrigt over for sagsøgerne iværksatte blokadeforanstaltninger at måtte betegnes, som retsstridige under hensyn til, at de er gennemført ved henvendelser til og trusler om strejke og blokade over for sagsøgernes forretningsforbindelser og over for den eneste ordinære transportforbindelse med Læsø, og at det herefter må antages at have været de sagsøgtes hensigt helt at afskære sagsøgerne fra erhvervelsen af råvarer og afsættelsen af deres produktion. Idet dernæst beslutningerne om de af De samvirkende Fagforbund og dennes underafdelinger iværksatte sympatiaktioner må antages at være truffet efter de sagsøgtes tilskyndelse og disse følgelig også må være ansvarlig for disse foranstaltninger, findes sagsøgernes påstand, for så vidt angår blokaden over for deres kunder og øvrige forbindelser samt Dampskibsselskabet Læsø, at burde tages til følge. I sag nr fra 1952 havde en kommune udliciteret rengøringsarbejdet til et selskab, der havde overenskomst med Kvindeligt Arbejderforbund. Dansk Kommunalarbejderforbund, der hidtil havde overenskomstdækket arbejdet iværksatte nu en uvarslet blokade mod selskabet for at opnå overenskomst. Arbejdsretten fandt blokaden lovlig med bl.a. følgende bemærkninger: Det kan ikke i sig selv anses stridende mod nogen arbejdsretlig regel, at et forbund iværksætter en til dets medlemmer indskrænket blokade for at opnå overenskomst med en virksomhed, til hvilken det ikke i forvejen - bortset fra septemberforliget - står i noget overenskomstmæssigt forhold. Det kan heller ikke kendes ulovligt som savnende rimeligt sagligt formål i et tilfælde som det foreliggende, hvor et arbejde, der hidtil er udført efter overenskomst af forbundets medlemmer, unddrages disse på de hidtil gældende vilkår, at iværksætte blokade overfor en virksomhed, til hvem arbejdet er overført af den hidtidige arbejdsgiver og overenskomstpart som

19 arbejdsherre, og som lader det udføre efter overenskomst med et andet forbund med lavere lønsatser. En sådan blokades direkte virkning vil være at hindre arbejdets udførelse ved de hidtil derved beskæftigede eller andre medlemmer af forbundet, og derved, for at opnå bedre lønforhold for medlemmerne, at lægge et pres på virksomheden, som det er en lovlig iværksat blokades legitime formål at hidføre (udhævet her). Sag nr fra 1952 drejede sig om opstilling af elementhuse. Entreprenøren var medlem af Entreprenørforeningen, der havde overenskomst med Murerforbundet i Danmark. Arbejdet blev udført af både murersvende og arbejdsmænd. Murerforbundet varslede blokade mod entreprenøren for murerarbejdet, og der blev bebudet en sympatikonflikt. Arbejdsretten fandt, at arbejdet var dækket af den eksisterende overenskomst, hvorfor blokaden var ulovlig. Om sympatikonflikten udtalte retten: Når hovedkonflikten således er ulovlig, følger allerede heraf, at også sympatistrejkevarslet er ulovligt, og det bliver herefter ikke nødvendigt at tage stilling til, hvorvidt en aktion som den heromhandlede,, der er et forsøg på at tiltvinge sig et arbejde, der udføres i henhold til overenskomst med et andet fags arbejdere, og således i væsentlig grad er en konflikt mellem 2 under samme hovedorganisation værende fags interesser, overhovedet kan danne grundlag for en af denne iværksat sympatistrejke (udhævet her). I sag nr fra 1953 havde et forbund krævet overenskomst for alt arbejde ved to maskiner. Retten måtte imidlertid lægge til grund, at ikke alt dette arbejde faldt ind under forbundets naturlige faglige område. Hovedkonflikten var derfor ulovlig. Retten tilføjede: Det bliver herefter ikke nødvendigt at tage stilling til, hvorvidt arbejdet hos S.A.S. allerede må siges at være overenskomstdækket, og om forbundene desuagtet ville kunne etablere blokade og de varslede sympatiaktioner. I sag nr fra 1954 var der varslet blokade og sympatikonflikt med henblik på, at Dansk Litografisk Forbund kunne overenskomstdække betjeningen af en klichémaskine på et dagblad. Arbejdsgiveren indbragte konflikten for Arbejdsretten men erkendte, at arbejdet ikke var overenskomstdækket. Arbejdsretten udtalte bl.a.: Det må anses fastslået gennem praksis, at en iøvrigt lovlig blokade eller anden faglig aktion kan blive ulovlig ved, at dens formål ligger udenfor vedkommende organisations naturlige faglige område... Af Den faste Voldgiftsrets praksis byggende på en fortolkning af Septemberfor-