Er demokratiet afmægtigt?

Transkript

1 En kommentar fra Kritisk Debat Er demokratiet afmægtigt? Skrevet af: Jan Helbak Offentliggjort: 07. marts 2016 Midt under tumlen og stedfortræderkrigen i den borgerlige lejr både på Christiansborg og Marienborg bragte Berlingske Tidende den 28. februar et meget opsigts- og urovækkende interview med professor Steen Hildebrandt. Alene overskriften burde have skabt breaking news på de store medier, men det var ikke tilfældet. Her var man i stedet i gang med genopførelsen af Holbergs: Den politiske kandestøber. Overskriften på interviewet var: Demokratiet er smukt, men afmægtigt, og indledningen til interviewet lød: Det er ikke bare den demokratiske debat, der er i krise, men selve demokratiet. Politikerleden og tillidskrisen er klare tegn på folkets snigende bevidsthed om, at vores demokrati ikke kan levere løsninger på verdens påtrængende problemer. Når en så respekteret og absolut tænksom forsker som Steen Hildebrandt kan citeres for ovenstående, er det på tide at stoppe op og gå hele argumentationen efter i sømmene. For et er, at man i de populistiske bevægelser vender sig mod den politiske elite, der træder på folket og kalder på ulydighed over for dem, der har koloniseret demokratiet og påkalder sig folkets stemme. Noget helt andet er det, når en betænksom demokrat åbent ventilerer sin tvivl om demokratiets leve- og funktionsdygtighed. For når han kan være i tvivl, kan mange andre berettiget også begynde at tvivle og endda tale højt om det uden at bringe sig selv i miskredit. Jo længere interviewet skrider frem, desto mere tydeligt bliver det, at Steen Hildebrandt har det ganske svært ved at have åbnet denne diskussion. Det bliver næsten som at læse Aristoteles forkrampede forsøg på at udpege den ideale styreform den dydige (middelvejen) efter at aristokratiet havde sat demokratiet på porten, gjort sig til suveræn og oprettet sit eget magtgrundlag og forståelse af rigtigt og forkert. Men ikke desto mindre fortjener Steen Hildebrandts seriøse overvejelser i interviewet en grundigere gennemgang af hans positioner. Det helt afgørende og gennemgående problem i hans argumentation er, at han fra starten gør demokratiet til selvstændigt subjekt. F.eks. når han siger: Det største problem er, at demokratiet synes ude af stand til at give svar på de alvorlige spørgsmål, som eksisterer i vores tid. Hvad er det for det første for et demokrati, vi taler om? Det er på ingen måde en entydig størrelse. For det andet, hvem afgør, hvad der er alvorlige spørgsmål? Nu er demokratiet imidlertid ikke reelt noget selvstændigt subjekt. Det er grundlæggende et begreb for en bestemt samfundstypes placering af magten og for den styreform, som udspringer heraf. Ved demokrati må vi forstå folkestyre, hvilket ikke er muligt, hvis den formelle suverænitet ikke er placeret ved folket. Her er den i de sjældneste tilfælde placeret frivilligt. Folket har på den ene eller den anden måde op gennem historien måtte tiltage sig suveræniteten. Så hvis man som Steen Hildebrandt siger, at demokratiet ikke kan give svar på alvorlige spørgsmål, så siger man samtidig, at det suveræne folk er uegnet til at løse de problemer, det står overfor og derfor ikke er suverænt. Det slipper man for at sige ligeud ved at subjektivere begrebet demokrati. Men det er ikke desto mindre den logiske konsekvens. Længere nede i interviewet står der: Jeg er bange for demokratiets langsommelighed. For 1 / 5

2 demokratiets åbenlyse manglende evne til at træffe de upopulære, men nødvendige beslutninger, der skal til, hvis vi skal undgå truende verdensomvæltende katastrofer. Her er selvmodsigelsen tydelig. Folkestyret (som sådan) virker langsomt. Det er dårligt egnet til at træffe upopulære beslutninger. Også selv om de er nødvendige. Lad os starte bag fra. Hvem afgør, hvad der er nødvendigt? Hvem afgør, hvad der er upopulært? Og hvem afgør, hvad der er verdensomvæltende katastrofer og i forhold til hvad? Ja hvis man mener, at suveræniteten stadig skal ligge hos folket og ikke hos en adel eller et oligarki af den ene eller den anden type, så må det været folket, der igennem sin accepterede styreform beslutter, hvad der er upopulært, nødvendigt og verdensomvæltende. Det egentlige problem i dette formelle ræsonnement, berører Steen Hildebrandt slet ikke, og derfor kan han ikke komme videre end til at foreslå forskellige rehabiliteringskure for det sygdomsramte demokrati. Hele problemet med begrebet folkesuverænitet, som vi anvender det i daglig omgang, er selvfølgelig, at der ikke findes et folk i ren og udelelig forstand. Folket er gennemskåret af klasser, sociale grupper, fraktioner inden for de forskellige klasser osv., og disse mange forskellige samfundsenheder har mange forskellige og ofte indbyrdes modstridende interesser. Folket er også opdelt i dem, der besidder meget stor rigdom både i form af pengekapital og i form af produktionsmidler og dem, som må sælge deres arbejdskraft hver eneste dag for at eksistere. Hertil kommer, at ejendommen til både produktionsmidlerne og det, der produceres i det store og hele er placeret uden for folkestyrets formelle rækkevidde, fordi man på forhånd i grundloven har indplaceret hele samfundets vækstmotor under betegnelsen private ejendom(sret). Her har folkestyret det fælles kun begrænset adgang. Folkesuveræniteten i form af folkestyret kommer således kun til sin ret ved, at de forskellige samfundsinteresser organiserer sig for netop at opnå et flertal for at få deres interesser varetaget bedst muligt. Folkesuveræniteten udfolder sig altså som et væv af interessekampe og ikke som et sammenhængende og udeleligt subjekt. Og det er præcis her, vi må tage vores udgangspunkt og ikke i en ideal subjektivering af en styreform, der hæves op over sit eget grundlag den konkrete folkesuverænitet. Gør vi det, bliver det langt mere klart, hvilke problemer der er på spil. I de sidste tre årtier har vi accepteret et ganske bestemt syn på, hvorledes vores samfund skal fungere. Nogen har valgt at kalde dette syn for neoliberalisme, men det er nu engang indholdet, det kommer an på. Hvad det angår, er vi næsten hver dag i tre årtier blevet belært om, at staten og vores folkestyre ikke længere skal have som fornemste opgave at sørge for hele folkets velfærd og i den forbindelse stille den offentlige forvaltning under borgernes kontrol. Det er blevet gjort ganske klart, at fremtiden er en cirkulær bevægelse, der ender ved Fukuyamas afslutning på historien. Vi har også lært, at den offentlige forvaltning altid ender op i bureaukrati og langsommelighed, hvorfor de tidligere forvaltningsformer skulle erstattes af markedets ypperlige og hypermobile funktionsmåder. Borgeren som et kollektivt fænomen med fællesskabsforpligtelser skulle erstattes af en ny type borgere det enkelte nyttemaksimerende individ - eller forbrugeren. Folket skulle herefter reduceres til den blotte og bare sum af enkeltindivider og det borgerlige samfund af et marked. Vi har også lært, at folkets styre skulle holde fingrene væk fra den private produktion og fra markedet, fordi både produktion og markedet var selvregulerende, og således udviklede sig bedst uden politiske indgreb. Dvs. vi har lært, at uhæmmet vækst og hensynet til en bestemt samfundsgruppes egne økonomiske interesser tjener hele samfundet bedst. Og sidst men ikke mindst har vi lært, at Fremtidens Danmark hører fortiden til. Resultatet er så langsomt ved at vise sig. Vi har høstet markedsanarki over hele linjen. Ingen har 2 / 5

3 styr på de store miljøødelæggelser, fordi politiske indgreb vil være upopulære for denne stærke interessegruppe. Vi har en vildtvoksende finanssektor, som folkets valgte politikere dårligt tør gribe ind overfor af frygt for at udløse en ny økonomisk krise. Vi har indrettet vores offentlige forvaltning som små koncerner bl.a. med strukturreformen hvor de folkevalgte politikere (senest beskrevet af kommunalforsker Kurt Houlberg) har mistet indflydelse, og hvor folket altså borgerne oplever en voksende fremmedgørelse over for den forvaltning, der skulle stå i deres tjeneste. Og vi har oplevet, at det, som Niels Åkerstrøm Andersen kalder borgerens kontraktliggørelse, har flyttet suveræniteten fra borgerne til dem, der i det daglige skulle forvalte de samme borgeres suverænitet. Disse forhold og mange andre faktorer i den neoliberale samfundsopfattelse, der som sagt har været fremherskende i tre årtier, og som har indtaget en så suveræn position i alle politiske tænkeformer, at den er trængt dybt ned i selv arbejderbevægelsens partier, har de facto udhulet folkets suverænitet og gjort de legitime interessemodsætninger inden for folket og i folkets styreform illegitime. Det ville ikke i sig selv være et problem, hvis ikke det var, fordi vi stadig mener, at den demokratiske styreform er den bedste, og at undergravningen af denne har ført et sandt samfundsmæssigt anarki med sig. Men det kan man ikke laste demokratiet som styreform for. Det er heller ikke styreformen, der er problemet. Det er tværtimod den strategisk målrettede svækkelse af styreformen og indskrænkningen af dens virkningsradius, der udgør problemet. Ikke desto mindre fastholder Steen Hildebrandt fokus på demokratiet som subjekt og bekymrer sig i lighed med så mange andre om det manglende demokratiske lederskab. At der intet er at se op til, ingen aura af ophøjethed omkring ledelse, få resultater at beundre. Nej, selvfølgelig er der ikke det, fordi vi har accepteret en samfundsudvikling, hvor de egentligt bestemmende faktorer for samfundets måde at fungere på er sat uden for folkestyrets rækkevidde, og disse bestemmende faktorer - for nu at være meget kontant - er samfundets herskende klasser, hvis snævre berigelsesinteresser har fået lov til ganske uhæmmet at drive en udvikling frem, der har tårnet sociale- økonomiske- politiske og kulturelle problemer op, som ingen af de nuværende politikere og politiske ledere kan løse uden at overskride de grænser for folkestyret, som vi hidtil har accepteret. Løsningen på dette problem er ikke, som Steen Hildebrandt plæderer for, at politikerne skal blive ved deres læst og interessere sig for værdierne, visionerne og holdningerne, som de svæver i den blå luft. Løsningen ligger et helt andet sted, hvis benævnelse næsten kan udløse et posttraumatisk stresssymptom. I de respektive klassers genopfindelse af egne interesser og åbning af den politiske kamp for at gøre disse gældende inden for det demokratiske systems rammer. Suveræniteten skal tilbageerobres ikke af et enigt folk men af folket organiseret efter interesser. Dvs. demokratiet som dynamisk og konfliktfyldt styreform kan kun reddes ud af den blindgyde, som Steen Hildebrandt beskriver, ved at blive taget i anvendelse langt ud over de grænser og indsnævrede definitioner, der aktuelt er herskende på bjerget. Render denne påstand fra min side ikke ind i et af de andre problemer, som Steen Hildebrandt trækker frem som et af demokratiets grundproblemer? At det notorisk er kortsigtet i sin form? Her tænker han på, at et af problemerne er, at vi vælger politikere så ofte. Sagt ligefremt, at de politikere, vi vælger, kun tænker på deres eget genvalg. I det aktuelle tilfælde er det jo ikke demokratiet som styreform, der diagnosticeres. Det er en ganske bestemt udgave af demokratiet det liberale parlamentariske konkurrencedemokrati og det er noget ganske andet. Men hvis der sættes et uformidlet lighedstegn mellem liberal 3 / 5

4 parlamentarisme og demokrati som sådan, ja, så er det ganske vist, at vi står overfor store problemer i folkestyret. For så er det jo i virkeligheden folket, der er ude af stand til at tænke langsigtet og følge strategiske sigtelinjer. Og med det voksende samfundsanarki taget i betragtning, står vi som folk med problemer op til halsen. Vi er ude af stand til at udøve vores suverænitet hensigtsmæssigt og styre uden om Scylla og Charybdis. Når Steen Hildebrandt kalder det et demokratiets grundproblem, må man næsten formode, at han også mener, at det ikke står til at løse. Men selv om man i mangt og meget kan finde kritikpunkter over for den hedengangne velfærdsstat fra 60 erne og 70 erne, så var den både produkt af og ramme om politisk strategisk tænkning inden for de store klasser, der både udspillede sig i Folketinget, i de politiske partiers ledelse, i partierne og de tilknyttede interesseorganisationer. Og der var en vis samklang mellem de forskellige politiske partiers langsigtede strategiske tænkning og de forskellige større interessegrupper i samfundet, deres dyder eller mangel på samme ufortalt. Det var med andre ord fremtidsplanlægning, fremskridtstro, kampe om fordeling af rigdommen, opstilling af samfundsmål og samfundsplaner man stredes om og man kunne som borger tage parti altså stilling og ikke lade sig spise af med værdier, holdninger og evindelige politiske cirkelslutninger. Desværre afstod man også den gang fra at udstrække folkestyret til også at kunne begrænse den private ejendomsret og styre produktionen af hele samfundets materielle grundlag. Det fik som historisk konsekvens, at erhvervslivet med sin økonomiske magt som en gøgeunge kunne fortrænge folkestyret til et mindre og mindre areal i samfundslivet. Når dertil lægges, at det samme erhvervsliv organiseret i de herskende klasser og deres interesseorganisationer vandt styrke og tilstrækkelig overbevisningskraft til at lægge de kendte former for folkestyre og fællesskabsforpligtelser for had, ja så giver det næsten sig selv, at det måtte udvikle sig til den patologi, som Steen Hildebrandt beskriver som demokratiets potentilet katastrofale langsommelighed og impotens. Men hvis man, som Steen Hildebrandt sætter en umiddelbar identitet mellem det aktuelt virkeliggjorte folkestyre og folkestyret som begreb, så har man kun to muligheder tilbage, hvilket må være smertefuldt for en god demokrat. Man kan enten forestille sig, at vi kunne begynde med at vælge vores politikere for en længere periode til gengæld skulle de ikke kunne genvælges. Det ville give dem arbejdsro og modet til at træffe de nødvendige beslutninger, eller man kan, som Steen Hildebrandt ikke gør, tage skridtet fuldt ud og forskyde suveræniteten til en bestemt udvalgt samfundsgruppe. Her sætter kun fantasien grænser. Men man kunne for eksempel overveje teknokrater eller andre med et lignende nøgternt overblik, der vil kunne styre samfundet og løse mangfoldigheden af problemer og opgaver rationelt. Her er vi så tilbage ved Aristoteles kvababbelser i sit opgør med Platons forsvar for det politiske aristokrati. Alene forestillingen om længere valgperioder og fraskrivningen af genvalg er indledningen til den langsomme og måske smagfulde forskydning af suveræniteten fra folket til de udvalgte og tænksomme i parlamentet, hvis forstandighed det siger sig selv ad den vej skulle blive mere resistent over for de kortsigtede følelsesstemninger i det folk, som af samme årsag ikke er kapabelt til at varetage sin egen suverænitet. Men løsriver vi os fra forestillingen om en uformidlet identitet mellem det aktuelt virkeliggjorte og demokratiet som begreb, åbner der sig andre alternativer. Man kunne f.eks. forestille sig en radikal udvidelse af demokratiets rækkevidde, der også greb ind og underordnede erhvervslivets snævre berigelsesinteresser under samfundsinteressen forstået som et flertals definition af, hvordan samfundet skal fungere, hvad det skal opnå, hvilke problemer der er katastrofale, og hvilke løsninger der er nødvendige. Hermed også sagt, at alternativet til Steen Hildebrandt dystopiske demokratidiagnose ikke er en kamp for demokratiet i almindelighed, sådan som det er blevet moderne at sige i dag. For hvis vi i 4 / 5

5 stedet for at sige demokrati og demokratisering siger folkestyre, så bliver det indlysende, at der ikke er meget ræson i at sige, at vi kæmper for folkestyret, hvis ikke samtidig kan præcisere, hvad det skal bruges til, og hvorfor det er den bedste styreform. Her kommer begrebet det moderne os til undsætning, idet det det moderne netop beskriver opgøret med den forestilling, at der i historien skulle være ganske bestemte samfundsgrupper, der er udset til at sidde inde med suveræniteten og egnede til at herske på de manges vegne. Enten som fortolkere af en guds vilje eller på grund af en medfødt adel. Folkestyret og det moderne udgår tværtimod fra den forestilling og grundforståelse, at det for det første er menneskene selv, der skaber historien, og for det andet at de samme mennesker principielt er lige. Når det er afgørende vigtigt at pointere her, bunder det selvfølgelig i, at man i den forståelse både finder begrundelsen for folkesuveræniteten og indsigten i, at den samme folkesuverænitet gennemkrydses af mange forskellige klasseinteresser, der helt legitimt kæmper om retten til at repræsentere suveræniteten og præge historiens gang. Derudover indebærer udgangspunktet, at en bestemt historisk samfundsform legitimt kan udfordres og søges ændret, hvis det store flertal af folket måtte finde det ønskeligt og nødvendigt. Hvad betyder det så konkret, når nu vi står i en historisk situation, hvor det virkeliggjorte folkestyre ganske rigtigt forekommer uegnet til at håndtere de mange problemer, som samfundene står overfor? Det betyder, at de partier, der måtte repræsentere de klasser, som har en interesse i at gøre op med de markant forringede levevilkår og forestilling om, at samfundene i deres nuværende form er nået til vejs ende, må genopfinde sig selv som demokratiske organer for netop disse bestemte interesser og revitalisere den demokratiske styreform ved at bruge den fuldt ud og udstrække den til de områder af samfundslivet dvs. erhvervslivet og markedet som skaber stort set alle de problemer, som Steen Hildebrandt korrekt karakteriserer som alarmerende. Dvs. det påhviler disse partier både i deres program og måde at fungere på at flytte suveræniteten tilbage til folket samtidig med, at de i deres måde at handle og føre politik på udvikler folket til at tage vare om sin egen suverænitet. Et kunststykke, der ikke er foreneligt med borgernes aktuelle tilstand som atomiserede enkeltindivider, kunder i den sociale butik, der skyr alle former for kollektive forpligtelser ud over den ene er være villige til at stå i kø ved kassen Alternativet til Steen Hildebrandts overvejelser om, hvordan vi kan undgå det autoritære, er i virkeligheden det paradoks, at partierne og interesseorganisationerne bekender sig til det faktum, at folket og de realt eksisterende samfund gennemskæres af klasser og klasseinteresser, og at det er disse klasser og deres partiers indbyrdes kamp, der kan revitalisere demokratiet ved at bruge det. Om det så indebærer markante ændringer i de eksisterende demokratiske og parlamentariske institutioner er noget ganske andet. Men af gode grunde kan disse ændringer hverken foreskrives eller forudsiges. Afslutningsvis skal der lyde en tak til Steen Hildebrandt for at have åbnet for debatten om demokratiets tilstand og problematik. Så kan vi måske komme ud over den passionerede fetishdyrkelse og diskutere, hvad folkesuveræniteten skal bruge folkestyret til og hvordan i nævnte rækkefølge. 5 / 5