Kirsten Dau Nielsen Afgangsprojekt August 2006

Transkript

1 I

2 II

3 III

4 Resumé Nærværende rapport vedrører en undersøgelse af den kvantitative relation mellem adfærdsproblemer og fysiske lidelser hos heste, Equus caballus, i Danmark, der er konsulteret af en hesteadfærdsbehandler. Undersøgelsen er foretaget i juni og juli 2006, og er grundlaget for et afgangsprojekt til uddannelsen Dyreadfærdsterapeut ved Etologisk Institut i Ballerup. Datamaterialet til den kvantitative undersøgelse er indsamlet via spørgeskemaer udsendt til 46 hesteadfærdsbehandlere i Danmark. Af de returnerede brugbare spørgeskemaer fremgik det, at 46 % af de 375 heste der indgik i undersøgelsen, havde fysiske lidelser som årsag til deres adfærdsproblemer. Dette resultat kan eventuelt være underestimeret eftersom, at ikke alle heste med adfærdsproblemer bliver undersøgt for fysiske lidelser. Dette kan skyldes, at der ingen tydelige symptomer er, eller at eventuel smerteadfærd ikke fortolkes som smerteadfærd, men mere som ulydighed på grund af manglende indsigt i smerteadfærd. De adfærdsproblemer, der er hyppigst repræsenteret i undersøgelsen, er rideproblemer, at bukke, opsadlingsproblemer, stejle, modvillighed og at slå med hovedet. De fysiske lidelser, der er hyppigst repræsenteret, er ryglidelser, tandlidelser og benlidelser. Når en hest har et adfærdsproblem opstået fra smerteadfærd, er det en indikation på en fysisk lidelse. Smerteadfærden har netop til formål at beskytte hesten mod en forværring af tilstanden og mod yderligere smerte. Derfor omhandler en stor del af rapporten desuden et litteraturstudie af smertefysiologi og smerteadfærd, som skal belyse den kvalitative relation mellem forskellige adfærdsproblemer og fysiske lidelser, og jeg vil forsøge at drage paralleller herfra til resultaterne i den kvantitative undersøgelse. Dette skal medvirke til en bedre forståelse af adfærdsproblemer og af hvilken tilgang til problemet, der giver den mest effektive løsning, når den kausale faktor er en fysisk lidelse. Herved kan der ikke kun opnås en mere effektiv adfærdsbehandling, men også en bedre hestevelfærd. IV

5 Forside: illustration fra Ordini di cavalcare af den italienske kavalerikaptajn Federico Grisco (1550). De 60 betegnelser angiver hestesygdomme med henvisninger til det sted på kroppen, hvortil de er relateret. V

6 Abstract The present report concerns a study of the quantitative relation between behavioural problems and physical disorders in horses, Equus caballus, in Denmark, which have been consulted by a horse behaviour therapist. The study was carried out in June July 2006 and is the foundation for my final dissertation for the education as Animal behaviour therapist at Etologisk Institut in Ballerup, Denmark. The data for the quantitative study was collected through questionnaires posted to 46 horse behaviour therapists in Denmark. The returned usable questionnaires showed that, 46 % of the 375 horses included in the study had physical disorders as occasion for their behavioural problems. This result might be a low estimate, since not all horses with behavioural problems are examined for physical disorders. This can be due to the fact, distinct symptoms are not observed, or that pain behaviour not is interpreted as such, but more as disobedience due to a lack of insight into pain behaviour. The behavioural problems most often represented in the study are riding problems, bucking, saddling problems, rearing, reluctance and headstriking. The physical problems most often represent are back disorders, tooth disorders and leg disorders. When a horse has a behavioural problem caused by pain behaviour, it is an indication of a physical disorder. Pain behaviour surves the purpose of protecting the horse against a worsening of the disorder and further pain. For this reason, a substantial part of the report includes a literature study of pain physiology and pain behaviour, which is intended to illustrate the qualitative relation between different behavioural problems and physical disorders, and I will try to parallel this to the results in the quantitative study. This will contribute to a better understanding of behavioural problems and of which treatment that will be most effective in dealing with the problems, when the causal factor is a physical disorder. Thus it is not only possible to achieve a more effective behaviour therapy, but also a better welfare for the horses. VI

7 Forord Nærværende er en rapport vedrørende et afgangsprojekt udført i forbindelse med min uddannelse til dyreadfærdsterapeut ved Etologisk Institut, Ballerup. Rapporten omhandler dels et litteraturstudie af mulige sammenhænge mellem adfærdsproblemer og fysiske lidelser hos heste, og dels en spørgeskemaundersøgelse blandt danske hesteadfærdsbehandlere, af den kvantitative relation mellem adfærdsproblemer og fysiske lidelser hos de heste, der konsulteres af en hesteadfærdsbehandler i Danmark. Baggrunden for emnevalget til projektet ligger i mit generelle indtryk af, at heste med adfærdsproblemer som ikke kan afhjælpes med adfærdsbehandling, oftest ikke bliver undersøgt for fysiske lidelser men eventuelt blot betragtet som ulydige. Formålet med spørgeskemaundersøgelsen er for første gang at undersøge den kvantitative relation mellem adfærdsproblemer og fysiske lidelser hos heste konsulteret af hesteadfærdsbehandlere. Datamaterialet er rapporteret af hesteadfærdsbehandlere og omfatter den generelle population af heste i Danmark. Hensigten med projektet er desuden gennem litteraturstudiet at give hesteadfærdsbehandlere, og andre der har omgang med heste, et indblik i den kvalitative sammenhæng mellem adfærdsproblemer og fysiske lidelser hos heste, og dermed belyse fysiske lidelser som årsager til de adfærdsproblemer, de eventuelt observerer i deres omgang med heste. Rapporten henvender sig derfor især til hesteadfærdsbehandlere, men også til alle andre der omgås heste med adfærdsproblemer, og det er hermed min hensigt at bidrage til en forbedring af hestevelfærden. Jeg vil rette en stor tak til min vejleder Karen Strandbygaard Ulrich, og til de hesteadfærdsbehandlere fra hele Danmark, der har bidraget med datamateriale. En speciel tak til min familie for deres hjælp til korrekturlæsning, og til E-vet i Haderslev for økonomisk støtte til undersøgelsen. Etologisk Institut, Ballerup Den 31. august 2006 Kirsten Dau Nielsen, DATDE 24 VII

8 Indholdsfortegnelse 1. Indledning Smerte Definition Smertefysiologi Nociception Perifere smerteprocesser Centrale smerteprocesser Visceral smerte Somatisk smerte Smerteadfærd Stereotypier Smertemodulering Stress i relation til adfærdsproblemer og fysiske lidelser Teori om generelle adfærdsproblemer repræsenteret i undersøgelsen Angstadfærd Aggressiv adfærd Teori om fysiske lidelser hyppigst repræsenteret i undersøgelsen Ryglidelser Tandlidelser Klinisk undersøgelsesmetodik ved adfærdsproblemer Velfærd Metode og materiale Resultater Diskussion Konklusion Perspektivering...36 Litteraturliste...38 Appendiks l: Mulige kausale fysiske lidelser til hovedrysten...44 Appendiks ll: Spørgeskema...47 VIII

9 1. Indledning Hesteadfærdsbehandlere og hesteejere deler en fælles interesse for at løse eventuelle adfærdsproblemer hos heste, Equus caballus, bedst muligt. Behandlingerne er dog ikke altid effektive på grund af manglende viden om eventuelle fysiologiske årsager. Hovedtanken med afgangsprojektet er at bestemme den generelle kvantitative relation mellem adfærdsproblemer og fysiske lidelser hos heste, der er konsulteret af en hesteadfærdsbehandler. Desuden ønsker jeg at oplyse om mulige årsager til adfærdsproblemer, der har karakter af fysiologisk lidelse, det vil sige den kvalitative relation, og dermed henlede opmærksomheden på nærmere undersøgelse og årsagsbehandling af hesten, frem for symptombehandling. For at få vished om den kvantitative relation mellem adfærdsproblemer og fysiske lidelser har jeg udsendt spørgeskemaer til hesteadfærdsbehandlere i Danmark, og de er derigennem blevet bedt om at bidrage med datamateriale til undersøgelsen. Resultatet af den kvantitative undersøgelse kan ikke sammenholdes med nogen litteratur herom, da dette ikke eksisterer, hverken nationalt eller internationalt. I stedet forsøges det sammenholdt med kommentarer fra de hesteadfærdsbehandlere, der har bidraget til undersøgelsen. Udover ovenstående, som er undersøgelsens primære formål, har jeg udført statistiske beregninger på relationerne mellem de to hyppigst repræsenterede adfærdsproblemer og den hyppigst repræsenterede fysiske lidelse. For at belyse den kvalitative relation har jeg foretaget et studie af den eksisterende litteratur herom og beskrevet det i afsnittet om smerteadfærd. Undersøgelsens datamateriale med sammenhørende adfærdsproblemer og fysiske lidelser har jeg i litteraturafsnittene forsøgt at sammenholde med litteraturstudiet. Da det oftest er på grund af smerte, at fysiske lidelser kan resultere i adfærdsproblemer, vil der i rapportens første halvdel være en redegørelse af smertefysiologi, smerteadfærd, herunder stereotypier, og smertemodulering for at give oplysninger der hjælper til forståelse af smerte som helhed hos heste. Dernæst følger afsnit om stress i relation til adfærdsproblemer og fysiske lidelser; og om generelle adfærdsproblemer repræsenteret i undersøgelsen, som hestene med fysiske lidelser har udvist. For helhedens skyld beskriver jeg i afsnittet om smerteadfærd også adfærd, der er indikativ for fysiske lidelser uden at være repræsenteret i undersøgelsen. Ligeledes er de hyppigst repræsenterede fysiske lidelser beskrevet. Mange af de omtalte adfærdsformer er ikke egentlige adfærdsproblemer men blot naturlig adfærd i et sådant omfang eller med en intensitet, at de betragtes som problemadfærd. Der er således tale om uønskede naturlige adfærdsformer. Noget af den adfærd, der indgår i adfærdsproblemer kan være udtryk for både velbehag og smerte. Således kan det være hensigtsmæssigt at foretage en undersøgelse for fysiske lidelser for at kunne udelukke sådanne, inden der opsættes et program for adfærdsbehandling, som kan være tidsmæssigt krævende for så at vise sig at være resultatløst, hvis årsagen er en fysisk lidelse. Derfor vil klinisk undersøgelsesmetodik for adfærdsproblemer kort blive omtalt. Heste, der er syge, har ofte svært ved at trives i miljøet omkring dem, derfor er deres velfærd dårligere end hos raske heste under ellers sammenlignelige forhold. Hvis den fysiske lidelse fremkalder smerte, stress eller anden form for ubehag, vil behandling som reducerer den givne 1

10 fysiske lidelse forbedre ikke kun hestens adfærd, men også dens velfærd. Deraf relevansen af en kort omtale af begrebet velfærd. 2

11 2. Smerte Smerte udgør undersøgelsens essentielle grundlag, og den følgende redegørelse af smerte skal danne fundamentet for de efterfølgende afsnit. 2.1 Definition Den franske filosof René Descartes ( ) havde et meget kontroversielt synspunkt set med nutidens øjne. Han hævdede, at da dyr ikke kan resonere, kan de heller ikke opfatte smerte. Deres reaktion på humane smertestimuli mente han blot var refleksadfærd udført uden bevidst kontrol. I århundredet efter Descartes blev spørgsmålet om dyrs smerteopfattelse igen stillet af den britiske filosof Jeremy Bentham ( ). Bentham så det ikke som et spørgsmål om, hvorvidt dyr har evnen til at resonere, men om de kan lide (Bowring 1962, cf. Flecknell og Watermann-Pearson 2000, p.3). En mulig definition på smerte: en ubehagelig sensorisk og emotionel oplevelse der er forbundet med aktuel eller potentiel vævsskade, eller som beskrives i vendinger svarende til en sådan beskadigelse (Jakobsen 2006). 2.2 Smertefysiologi For at beskrive begrebet smerte er det essentielt med viden om den underliggende nervefysiologi, som derfor vil blive inddraget i følgende gennemgang af smertefysiologi. Overordnet gælder det, at nociceptorer indleder smerteimpulser, som sendes gennem det perifere nervesystem (PNS) til det centrale nervesystem (CNS), hvor smerteimpulser endeligt bearbejdes og resulterer i den endelige smerteopfattelse. Derefter kan der sendes impulser tilbage fra CNS til PNS med information om hvilken adfærd, der skal iværksættes Nociception Fundamentalt set skal vi være bevidste om, at smerteopfattelse forefindes hos heste og kan resultere i adfærdsproblemer. Nociception omfatter den initiale modtagelse af sensorisk information om potentielt skadelige stimuli på særlige receptorer for smerteopfattelse i PNS, de såkaldte nociceptorer, og den senere fortolkning i CNS, der vil resultere i smerteopfattelse. Nociception er således et udtryk for smerteopfattelse. Evnen til at opfatte smerte og potentielt skadelige stimuli, som for eksempel mekanisk tryk, er til stede hos hesten i og med, at vi kan anvende mekanisk tryk som negativ forstærkning ved indlæring af forskellige øvelser. Denne evne betyder dog ikke i sig selv, at hesten oplever smerte på samme måde som mennesker, Homo sapiens sapiens. Human smerteopfattelse omfatter nemlig både en emotionel og en sensorisk del, og den emotionelle del kommer til udtryk som hjernens fortolkning og vurdering af sensorisk information om ubehagelige stimuli. Med andre ord kan vi blive kede af, at noget gør meget ondt, eller lettede over at noget gør mindre ondt. Det er ikke muligt direkte at bevise emotionelle tilstande hos hesten, og vi kan kun drage konklusioner ud fra adfærdsobservationer og ved indirekte målinger af dens adfærd (Flecknell 3

12 og Watermann-Pearson 2000, p.2). Ikke engang humant kan emotionel smerteopfattelse kvantificeres med sikkerhed. Da det er et velkendt fænomen, at humane patienter kan udtrykke smerte uden nogen klinisk forklaring herpå, hverken anatomisk eller fysiologisk (Flecknell og Watermann-Pearson 2000, p.10), bør der gøres overvejelser om eventuelt tilsvarende forhold når adfærdsproblemer i form af smerteadfærd optræder hos hesten trods manglende diagnosticering af fysiske lidelser. Det er sikkert, at nociceptorer findes hos både dyr og mennesker, og de neuroner der forbinder dem med CNS er ens hos alle dyrearter og dermed også mellem heste og mennesker. Den indledende fortolkning, der sker i rygmarven og den caudale del af hjernen, er også fundamentalt ens hos heste og mennesker. Betydelige forskelle optræder først, når informationen når til hjernebarken af storhjernen (cerebrum), og derfor vil der senere være en beskrivelse af de forhold, der gælder hos hesten. Formålet med nociception er beskyttelse ved at forhindre eller afskrække hesten fra yderligere brug af det beskadigede væv eller organ for at begrænse skadens omfang (Flecknell og Watermann-Pearson 2000, p.5). I undersøgelsen er der repræsenteret en hest med en ryglidelse, som netop ved at refusere forhindringer på springbanen, prøver at beskytte sin ryg og undgå yderligere skade. Der er også en del heste i undersøgelsen, som på grund af tandspidser og sår i kindslimhinden, slår med hovedet under ridning for at unddrage sig biddets tryk og yderligere skade på kindslimhinden Perifere smerteprocesser Sensoriske receptorer er frie ender af sensoriske neuroner, og de er mest sensitive for den type af stimuli, de er specificeret til at respondere på. For eksempel er øjets fotoreceptorer specificerede til at respondere på lys, dog vil en stimulus som mekanisk tryk på hornhinden også aktivere fotoreceptorerne, så der opfattes lys, selvom der ikke er tale om lysstimuli. Den første instans, der registrerer smertestimuli, er receptorer af typen nociceptorer i PNS. Nociceptorer forefindes i næsten alt væv i kroppen og transformerer smertestimuli til elektriske impulser, som ledes via PNS til CNS. Nociceptorer har generelt en høj tærskelværdi for stimulering, så de ikke aktiveres unødvendigt. Overstimulering af de fleste typer af receptorer vil dog have effekt som smertestimuli på nociceptorer og resultere i smerteopfattelse. For eksempel vil meget skarpt lys virke smertestimulerende på fotoreceptorer (Mills og Nankervis 1999, p.71). Hestens hud er et sanseorgan, der opfatter stimuli fra det omgivende miljø. Der er termoreceptorer for varme- og kuldestimuli; mekanoreceptorer for taktile, vibrerende og trykstimuli; og nociceptorer for smertestimuli. Den kutane sensitivitet varierer over hele kroppen i henhold til faktorer som antallet af receptorer og hud- og pelstykkelse. Desuden vil niveauet for taktil sensitivitet variere afhængig af graden af innervering af hårfolikler i et givent område. Særligt innerverede områder er ved de taktile hår omkring mulen og øjnene. Andre velinnerverede områder er nakke, skuldre, ryg, ventrale bryst, bug og flanker, palmare/plantare koder og kroner (Mills og Nankervis 1999, p.107). Undersøgelsens tilfælde af gjordkramper kunne ud over de diagnosticerede lidelser, som er ødem og muskelspændinger, også være forårsaget af hypersensitivitet i huden i gjordlejet, som igen kunne være forårsaget af de diagnosticerede lidelser. 4

13 En kraftig skadelig stimulus vil bevirke en højere affyringsfrekvens af impulser langs neuronets axon end en svag (Flecknell og Watermann-Pearson 2000, p.12). I nogle neuroner vil impulserne ledes med en konstant frekvens, al den tid stimuli optræder. I andre vil frekvensen af impulser aftage med tiden. Den førstnævnte type er hurtigt tilpassende. Den sidstnævnte type er langsomt tilpassende, og derunder hører neuroner fra nociceptorer, led- og muskelreceptorer. Forklaringen på at nociceptorer tilhører de langsomt tilpassende er, at smerteopfattelse skal vedvare så længe, at hesten motiveres til at fjerne sig fra smertestimuli for at undgå yderligere skade, som disse måtte forvolde. Hvis nociceptorerne og de tilknyttede sensoriske neuroner var hurtigt tilpassende, ville hesten ganske vist opfatte smerten, men kun kortvarigt og den ville da ikke motiveres til at fjerne sig for at undgå yderlige skade (Mills og Nankervis 1999, pp.76-77). For igen at se på undersøgelsens heste med tandspidser, så er det ikke svært at forestille sig hvilke omfattende sår disse tandspidser kunne forårsage, hvis der var tale om hurtigt tilpassende nociceptorer. Neuroner i PNS der løber ind til CNS benævnes perifere, da de befinder sig i PNS, afferente da de løber ind mod CNS, og sensoriske da de registrerer stimulering af sanseceller og nociceptorer. Et perifert neuron består udover en receptorenhed i den distale ende også af et axon og en cellekrop med dendritter i den proximale ende, som danner synapse med de distale ender af efterfølgende neuroner. Neuronerne kan være med eller uden en myelinskede om deres axoner. De med en myelinskede benævnes A-fibre og er ofte involverede ved termiske, mekaniske eller skarpe stimuli. Hastigheden af impulser i myeliniserede axoner er omkring 5-10 m/sek. Disse A-fibre inddeles i J, K, L og M, hvor AM vedrører nociception af akutte smertestimuli, og de øvrige undergrupper vedrører non-nociceptive stimuli. De uden en myelinskede benævnes C-fibre og er ofte involverede ved termiske, kemiske, mekaniske, stumpe eller langvarige stimuli. Hastigheden af impulsledningen i non-myeliniserede axoner er proportional med kvadratroden af axonets diameter og ligger mellem 0,5 og 2,0 m/sek. Grunden til at ikke alle axoner er myeliniserede, er at det vil være for pladskrævende. Ved begge typer nedsættes hastigheden med ca. 3 % af den maksimale hastighed, når der sker et temperaturfald på 1ºc (Mills og Nankervis 1999, p.75). Så jo lavere temperatur, jo langsommere smerteopfattelse. Under normale fysiologiske betingelser vil mekaniske, termiske eller kemiske stimuli stimulere receptorer og transformeres til elektriske impulser, der sendes ind til CNS. Dette sker langs de perifere afferente sensoriske neuroner, både med og uden myelinskede. I tilfælde af, at det væv, der omgiver receptoren, er traumatiseret, kan inflammatoriske substanser som histamin, serotonin, cytokiner (øger aktivering af viscerale nociceptorer), prostaglandiner (hjælper til smerteopfattelse), NGF (neuron vækst faktor) og substans P (transmitterstof med betydning for ledning af nociceptive impulser) frigives fra de her skadede vævsceller, hvide blodlegemer, blodplader (Christoffersen 2002, p.18) og perifere receptorer, for at påvirke blottede nociceptorer. Af disse inflammatoriske substanser kan nogle bevirke direkte stimulering af nociceptorerne, og andre kan øge sensitiviteten under efterfølgende forekomst af potentielle smertestimuli. Herved kan stimuli, der tidligere blev opfattet som harmløse, få en betydning som skadelige stimuli (Flecknell og Watermann-Pearson 2000, p.13; Jakobsen 2006). Denne tilstand benævnes hyperalgesi, hvis stimuli tidligere blot var en svag smertestimuli, eller allodyni hvis stimuli tidligere slet ikke var smertestimuli (Christoffersen 2002, p.18). De før omtalte fysiske lidelser, som forårsagede gjordkramper, kan danne basis for hyperalgesi eller 5

14 alloni i form af efterfølgende hypersensitivitet af huden, hvor for eksempel berøring eller opsadling nu udgør smertestimuli. Impulser løber langs perifere afferente sensoriske neuroner hele vejen til rygmarven og ind gennem dorsal hornet i et eller flere segmenter til den grå substans, hvor den initiale fortolkning af stimulus foregår, inden signalet fortsætter til hjernen (Flecknell og Waterman- Pearson 2000, p.11) PNS omfatter ud over afferente sensoriske nervebaner også efferente motoriske nervebaner, der går fra CNS og ud til det perifere væv igen med besked fra hjernen om, hvad hesten skal foretage sig, det vil sige hvilken adfærd den skal vise Centrale smerteprocesser Til de CNS strukturer der kan have betydning for smerteopfattelse og smerteadfærd, hører den prefrontale og frontale hjernebark af storhjernen. Dog kan vi ikke vide, om der er andre dele af hjernen, der har tilsvarende betydning for smerteopfattelse hos non-humane arter (Divac et al. 1993, cf. Flecknell og Watermann-Pearson 2000, p.3 ). Men vi kan ved observation af smerteadfærd, som omtales senere, være sikre på, at dyrs reaktion på stimuli svarende til humane smertestimuli ikke blot er refleksadfærd som påstået af Descartes for næsten 400 år siden. Rygmarven består af to dorsale horn og to ventrale horn, som modsat hjernen består af hvid substans (består af myeliniserede axoner) yderst og af grå substans (består af nervecellekroppe, synapser og umyeliniserede axoner) inderst. Når impulser fra nociceptorer når rygmarven via perifere afferente sensoriske nervefibre, danner de der deres første synapse med centrale neuroner ved dorsalhornet i den grå substans. Da det er det første sted hvor transmitterstoffer er ansvarlige for impulsledningen, er det samtidigt et vigtigt virkeområde for farmaceutika. Hjernen, nærmere bestemt midthjernen, kan ved hjælp af et descenderende kontrolsystem, forsøge at kontrollere neuronerne i dorsalhornet således at de afferente impulser enten, hvis de er svage, hæmmes for at undgå at ubetydelige impulser når hjernen, eller fremmes hvis de er for intense til at hæmmes (Jakobsen 2006). Førstnævnte sker ved hjælp af transmitterstoffet serotonin (Lydic og Baghdoyan 1999, p.493) og sidstnævnte ved hjælp af transmitterstoffer som glutamat, aspartat og substans P, som vil forstærke impulserne i rygmarven, inden de når hjernen. Dette er biologisk hensigtsmæssigt, da hesten så motiveres til at holde sig i ro, hvilket forbedrer diverse helingsprocesser (Flecknell og Watermann-Pearson 2000, p.11). Inden den videre gennemgang skal her kort omtales refleksadfærd, som er adfærd der ikke involverer hjernen, men som opstår i rygmarven, hvor der også er synapser til de ventrale horn. Efter at sensoriske impulser er modtaget i de dorsale horn, vil de bearbejdes og fortolkes i rygmarven, og som motoriske impulser ledes ud til PNS igen via de ventrale horn og perifere efferente motoriske nervebaner, med signal om at udføre refleksadfærd (Flecknell og Watermann-Pearson 2000, p.13). Impulser ledes gennem rygmarven og videre til hjernestammen og hjernen. De dele af hjernebarken, der er af direkte betydning for smerteopfattelse og smerteadfærd, er 6

15 henholdsvis cortex parietalis og den mediale cortex frontalis. Dog kan det som ovenfor nævnt ikke udelukkes, at andre dele også er involveret. Hele hjernebarken af storhjernen udgøres af et ydre foldet lag af grå substans for at øge hjernens overfladeareal over den hvide substans, der er beliggende inderst. Den cerebrale hjernebark er involveret i bearbejdning af alle impulsinformationer fra det miljø, der omgiver hesten. Der er således tale om både visuelle, auditive, olfaktoriske og gustitatoriske impulsinformationer fra de specialiserede sansereceptorer; og om termiske, taktile, proprioceptive og nociceptive informationer fra de mere generelle sansereceptorer (Mills og Nankervis 1999, p.82). Hjernebarken (cortex cerebri) er opdelt i forskellige afdelinger i henhold til disse impulsinformationer og her skal nævnes: cortex parietalis: taktile stimuli, proprioception og nociception. cortex frontalis: planlægning og organisering af komplekse adfærd. cortex temporalis: auditive stimuli, objekt genkendelse og hukommelse. cortex occipitalis: visuelle stimuli. Dybere i storhjernen ligger først neocortex, dernæst det limbiske system og inderst hypothalamus og thalamus. Hypothalamus er fylogenetisk set hjernens ældste del efterfulgt af det limbiske system og neocortex. Hypothalamus og thalamus er tilsammen essentielle for motivation af adfærd. Thalamus bearbejder og fortolker information fra den cerebrale hjernebark, som relaterer til det ydre miljø og indleder passende responser (Mills og Nankervis 1999, pp.83-84). Hypothalamus udgør et mellemled mellem CNS og forskellige endokrine systemer (Jakobsen 2006) via hypofysen, der er fundamental for regulering af mange øvrige endokrine kirtler. Hypothalamus er således fundamental i kontrollen af kroppens indre miljø ved at regulere sult, tørst, temperatur, diurnal rytme og det autonome nervesystem. Det limbiske system er centeret for emotionel adfærd. Det rummer amygdala, der har betydning ved angst, aggression og motivation og dermed gør, at hesten kan skelne mellem positive og negative stimuli. Det limbiske system rummer også hippocampus, hvor hesten kan vurdere dens aktuelle situation i relation til dens forventninger, dette gælder både med hensyn til rum og social status (Mills og Nankervis 1999, pp.83-84). Neocortex varetager kognitive processer (Jakobsen 2006). Lillehjernen (cerebellum) rummer centre for proprioception, der koordinerer fine bevægelser, komplekse motoriske mønstre og opretholder balance (Mills og Nankervis 1999, p.83). Heste besidder således alle de nødvendige strukturer for smerteopfattelse, så der bør ikke være megen tvivl om, at de kan opfatte smerte (Mills og Nankervis 1999, pp.83-84) Visceral smerte Viscerale smerter kan induceres af stimuli, der giver diffuse (Jakobsen, 2006), stumpe eller intense smerter (Christoffersen 2002, p.19) i de indre organer (viscera). De er oftere periodiske end konstante (Jakobsen 2006) og kan være uden samtidig vævsskade. For eksempel kan dilatation af et hult visceralt organ stimulere nociceptorer uden at resultere i patologiske forandringer af vævet. Også uden nogen form for øget vægspænding i et organ kan der opstå smerter. Dette kan skyldes, at der som nævnt frigives substanser under inflammation, for 7

16 eksempel cytokiner, der bevirker en øget aktivering af viscerale nociceptorer (Cervero 1999, cf. Flecknell og Waterman-Pearson 2000, p.167). Det vides ikke, om viscerale smerter kan opstå i alle organer (Jakobsen 2006), men årsagen til deres diffuse struktur kan være, at indre organer ikke er så tæt innerveret som for eksempel hud. Dette understøttes af, at under 10 % af de afferente impulsledninger, der går ind til rygmarven, udgøres af impulsledninger fra abdominale (bug) organer. Indre hulorganer, der er opbygget af glat muskulatur, er meget sensitive for stimuli, der bevirker dilatation og drejning, eller for irritationer, der er kemisk, ischæmisk eller inflammatorisk af karakter. De er derimod relativt insensitive, når det drejer sig om stimuli som dissektion og temperatur. Ved hud og organer opbygget af tværstribet muskulatur er de modsatte forhold gældende (Bonica 1990; Giamberardino 1999, cf. Christoffersen 2002, p.20). De viscerale smerter er oftere end somatiske smerter ledsaget af emotionelle og sympatiske responser, men kan føres gennem både sympatiske og parasympatiske nervebaner, og smerteintensiteten er uafhængig af traumeomfanget (Jakobsen 2006). Undersøgelsen viser et interessant eksempel på visceral smerte i form af diaphragma hernia (brok i mellemgulvet). Dette fører til rideproblemer, især når hesten skal gå ned ad bakke. Årsagen hertil er at organerne fra bughulen vil presses mod mellemgulvet og gennem broklæsionen, og der vil være stor risiko for at organerne drejes, hvilket også medfører smerter Somatisk smerte Somatiske smerter er fra huden og bevægeapparatet og er ofte nemme at lokalisere og beskrive, da de er skarpe smerter, og der er relation mellem smerteintensitet og traumeomfang. Der er sjældent responser fra det sympatiske nervesystem, og der er ofte tale om konstante smerter (Jakobsen 2006). Det skal yderligere nævnes, at visceral smerte fra indre organer kan henføres til ydre hud områder, og således optræde som somatisk smerte der registreres ved stimulering af nociceptorer i disse områder. Der er da tale om henførte smerter. Et eksempel herpå er henført vaginal smerte hos hopper, hvor vaginale lidelser er årsag til nociception i hud områder på flanker, læn og kryds (Christoffersen 2002, p.55). En hoppe i undersøgelsen havde endometritis (livmoderbetændelse), som manifesterede sig ved hvinskhed og spark efter rytterens schenkler under ridning og ved berøring af flankerne i øvrigt. Dette er et klassisk eksempel på henført smerte. 2.3 Smerteadfærd Smerteadfærd kan opfattes som adfærdsændringer eller adfærdsproblemer, og kan ofte være den første indikation på fysiologiske lidelser. Men forskellige heste kan have ens adfærdsmæssige symptomer på forskellige fysiske lidelser, eller de kan have forskellige adfærdsmæssige symptomer på ens fysiske lidelser. Da det er en kombination af genetiske forhold og miljøet, der begrænser muligheden for adfærd (Mills og Nankervis 1999, p.8), og da faktorer som psykisk modenhed, erfaring og indlæring har indflydelse på hvordan smerte opfattes og dermed på smerteadfærd, er det vigtigt ikke at generalisere den nedenfor oplistede teori om smerteadfærd til at gælde ens i alle tilfælde. Det er en antropocentrisk anskuelse, når vi forventer at heste reagerer på smerte på en måde, som vi selv gør. Dette kan være meget problematisk og en stor fejlkilde i vores 8

17 vurdering af deres smerteopfattelse. I stedet skal vi forvente en for hesten artsspecifik form for reaktion. Artsspecifik adfærd kan inddeles, efter om arten hører til blandt de, der kan forvente hjælp fra andre artsfæller eller ikke kan. Disse vil da vise åbenlys smerteadfærd som et signal om hjælp. Hører arten til blandt de, der ved at vise åbenlys smerteadfærd risikerer at tiltrække sig opmærksomhed fra rovdyr og signalere, at de udgør et let jagtbytte på grund af deres fysiske svaghed, vil de undgå at vise en sådan adfærd. Hesten vil som byttedyr høre til blandt sidstnævnte, og den vil derfor skjule eventuel smerteadfærd og svagheder for at undgå angreb fra rovdyr, når de er bevidste om, at de overvåges, eller der er fare derfor. Heste kan derfor være vanskelige at smertevurdere. Hesten kan også forventes at ændre adfærd, efter hvilket miljø den befinder sig i. Er den smertepåvirket og i uvante omgivelser, vil den i mindre grad vise smerteadfærd, end hvis den er i vante omgivelser. Dette vil som hesteadfærdsbehandler være væsentligt at tage med i sin vurdering af hesten, som ved behandling uden for sit vante miljø kan forventes at vise smerteadfærd i mindre omfang, end det der er observeret i dens vante omgivelser. Ydermere kan isolering fra øvrige flokmedlemmer i forbindelse med fysiske lidelser give stress, som igen kan bevirke at hesten ikke viser smerteadfærd. Smerteadfærd hos heste kan således forventes både at variere mellem forskellige individer og i forskellige miljøer (Flecknell og Watermann-Pearson 2000, p.4). Hestens smerteadfærd kan også påvirkes af enten tilstedeværelse eller fravær af ejeren, og af tilstedeværelsen af andre arter, især rovdyr. Der er da tale om psykologisk påvirkning. Oven i det kan det være svært at erkende fysiologiske lidelser, der kun manifesterer sig som milde, kroniske eller periodisk forekommende smerter (Ashley et al. 2005, p. 565). Det er vigtigt at have kendskab til smerte og smerteadfærd hos heste, så vi ved genkendelse heraf kan vide, hvornår der er tale om smerter. Ganske vist kan adfærd være svær at fortolke og kvantificere, men det er blandt de mest anvendelige observationer, vi kan gøre os (Flecknell og Watermann-Pearson 2000, p.18). Smerteadfærd kan endda vise sig at være en bedre indikator på smerte end strengt objektive målinger af for eksempel hjertefrekvens, respirationsfrekvens, kropstemperatur (Conzemius et al. 1997, cf. Flecknell og Watermann- Pearson 2000, p.54) og humorale faktorer som adrenalin, noradrenalin og cortisol. Grunden hertil ligger i, at disse påvirkes af mange andre faktorer end smerte, og desuden kan de forekomme både som indikation på smerte og på behag. For eksempel vil cortisol frigives fra binyrebarken for at berede kroppen på forestående anstrengelser, det benævnes derfor som et stresshormon. Men når cortisol frigives til blodbanen, er der ikke forskel på, om den forestående anstrengelse er af ubehagelig eller af behagelig karakter som for eksempel ved formeringsadfærd. Således stiger koncentrationen både ved angst, aggression og formeringsadfærd. Ovenstående målinger kan anvendes ved sammenholdelse med smerteadfærd og til understøttelse heraf, men er nærmest værdiløse som selvstændigt vurderingsgrundlag. Heste med smerter kan udvise diskrete smerteadfærd som for eksempel fikserede øjne, rynkede øjenlåg, bagudrettede og fikserede ører, dilaterede næsebor, eller mere voldsomme former som for eksempel at stejle og bukke. Begge former kan observeres ved både generel og mere specifik smerteadfærd. For at skabe en anvendelig oversigt har jeg først listet mulige generelle smerteadfærd, dernæst generelle og enkelte specifikke vokaliseringer og hvilke fysiske lidelser de jævnfør 9

18 litteraturen, er en indikator på. Derpå følger en oversigt over de forskellige fysiske lidelser og smertetyper med de tilhørende mulige smerteadfærd, som de jævnfør litteraturen kan manifesteres som. Mange af de omtalte adfærd er ikke i sig selv adfærdsproblemer, men blot naturlig adfærd i et sådant omfang eller med en sådan intensitet, at de tager form som adfærdsproblemer. Der er således tale om uønsket naturlig adfærd. Som anført i indledningen til dette afsnit kan forskellige heste have ens adfærdsmæssige symptomer på forskellige fysiske lidelser, eller de kan have forskellige adfærdsmæssige symptomer på de samme fysiske lidelser, hvilket også vil fremgå af undersøgelsens resultater. Dette afhænger af, hvordan de fysiske lidelser manifesterer sig hos den enkelte hest, og derfor kan der i nedenstående være angivet forskellige mulige adfærd og fysiske lidelser inden for hver kategori. Tabellerne dækker langtfra alle former for adfærd og fysiske lidelser. Tabel 2.1 Generelle smerteadfærd: Ører Øjne Næsebor Hoved Kæbe og mund Vejrtrækning Ædelyst Hale Ben Kroppen generelt Sensitivitet Opmærksomhedsniveau Reaktioner Væremåde Stilling Bagudrettede (Williams 1999, p.8). Fikserede Mere lukkede end åbne (Williams 1999, p.8). Muskelkontraktioner og rynkede øjenlåg Dilaterede (Ashley et al. 2005, p.566). Strakt (Williams 1999, p.8). Lav holdning (Ashley et al. 2005, p.566). Muskelkontraktioner (Williams 1999, p.8). Tung (Williams 1999, p.8). Nedsat Holdes stramt ind til bagparten (Williams 1999, p.8). Muskelkontraktioner (Williams 1999, p.8). Stampe (ubehag) Skrabe (frustration) (Mills og Nankervis 1999, p.119). Stive ben (Ashley et al. 2005, p.566). Muskelkontraktioner (Williams 1999, p.8). Hypersensitivitet Skyhed Interesseret Uinteresseret Stejler Bukker Aggressiv Angst (Ashley et al. 2005, p.566). Rastløshed 1 Står stille Hælder eller falder mod den afficerede side 1 Rastløshed: hesten vifter med halen, vandrer omkring, skiftevis lægger og rejser sig, ruller sig, bukker sig ned, sparker mod bugen og viser abnorme bevægelser som at se sig om efter flankerne (Radostits et al. 2000, p.10). 10

19 Tabel 2.2 Generel smertevokalisering Vedvarende vokalisering Hvine 1 Stønne Akut smerte (Radostits et al. 2000, sp10). Somatisk smerte (Radostits et al. 2000, p.10). Akut smerte (Mills og Nankervis 1999, p.117). Visceral smerte. (Casey 1999 i McGreevy 2004, p.30). 1 Hvin: ofte ved defensiv trussel mellem ophidsede heste fra hver sin flok. Følger ofte efter en hilsen med mule kontakt og ledsages af en baglæns bevægelse. Advarer modparten om at mere voldsom aggression følger, hvis truslen ej respekteres (Mills og Nankervis 1999, p.117). Tabel 2.3 Specifik smertevokalisering Svag vokalisering Tarmødem (Radostits et al. 2000, p.10). Brøle, kontinuerlig Acetonemia (forekomst af ketonstoffer i blodet pga. grovfoderfattigt foder) (Radostits et al. 2000, p.10). Gabe, lydløst Hepatisk insufficiens (utilstrækkelig leverfunktion) (Radostits et al. 2000, p. 10). Grynt og suk Abdominal smerte Tenesmus (resultatløs trang til afføring) Svagt ubehag i forben (McGreevy 2004, p.338). Tabel 2.4 Fysiske lidelser og smertetyper med tilhørende mulige specifikke smerteadfærd: Akut smerte, f.eks. ved mild smerte Rastløshed udtrykt ved sænket hoved, postoperativt, posttraumatisk eller efter hovedrysten, halesvingning og rykvis nældefeber. bevægelse med skiftevis få skridt fremad og stop. Kronisk smerte 1 Nedsat mobilitet af øjnene Rynkede øjenlåg Bagudrettede ører (Casey 1999, cf. McGreevy 2004, p.30). Dilaterede næsebor (Fraser 1992, cf. McGreevy 2004, p.30). Slikker sig om munden Klapper læberne sammen Flehmen uden olfaktorisk stimulus Dirrende læber (McDonnell 2005, p.5). Løst hængende læber Kontraheret masseter muskulatur (tyggemuskulatur) (Casey et al. 1999, cf. McGreevy 2004, p.30). Sænket hoved Nedstemthed Isolerer sig (Flecknell og Watermann- Pearson 2000, p.67). Aggression (Beaver 1986, p.642). 11

20 Voldsom smerte Skarp intens smerte Parese (lettere lammelse) Hoved smerter CNS lidelser Vestibullar dysfunktion af N. vestibularis 2 Otoencephalitis (hjernebetændelse udgående fra øret) Facial (ansigt) nerve paralyse Blindhed, nylig opstået Mund- og kæbesmerter: Dentale smerter Inflammation i svælg eller spiserør Kværke Kolik Rastløshed Forøget respiration Forøget puls Øget svedsekretion Distraherede øjne Mister opmærksomhed på mennesker. Snapper efter foderet uden at æde det. Plasker med vandet uden at drikke det (Flecknell og Waterman-Pearson 2000, p.66). Skærer tænder (McDonnell 2005, p.5). Angst, øget opmærksomhed. Hovedrystning (Ashley et al. 2005, p.569). Sænket hoved Hovedpres mod inventar Rastløshed Nedstemthed Pruster Abnorm bæring af hovedet Bredstående positur Kollaps af ben (McDonnell 2005, pp.3-4). Abnorm bæring af hovedet Unilateral hældning af hovedet Hængende øre på den afficerede side Frygt, øget opmærksomhed (Radostits et al. 2000, p.10). Nedsat foderindtagelse Forøget spytsekretion Tygger i kun én side Modvillighed under ridning Aggression (Easley 1999, cf. Ashley 2005, p.570). Nedsat foderindtagelse (Lane 1994, cf. Ashley 2005, p.570). Ændret fourageringsadfærd Hovedrystning (Ashley et al. 2005, p.569). Synkebesvær (Radostits et al. 2000, p.10). Synkebesvær (Radostits et al. 2000, p.10). Sveder Forøget puls Forøget respiration Nedstemthed Rastløs (vandrer omkring) Skiftevis lægger sig/rejser sig Sparker mod bugen Ser sig om efter flankerne Skraber i underlaget (Jakobsen 2006). 12

21 Tarmslyng Forstoppelse Peritonitis (bughindebetændelse) Urinvejslidelser Rygsmerter Nakkesmerter Smerter i lemmer Halt på forben Halt på bagben Laminitis (forfangenhed) Selvmutilation Ruller sig (Flecknell og Waterman-Pearson 2000, p.66). Ruller sig kontinuerligt og intenst (Jochle 1989, p.567). Nedstemthed (Flecknell og Waterman-Pearson 2000, p.67). Slår med halen (McDonnell 2005, p.4). Matte og uinteresserede øjne Nedsat opmærksomhed Nedsat appetit Liggende i længere tid Abnorm holdning af hoved og nakke, evt. med hovedet holdt på skrå eller til én side (Flecknell og Waterman-Pearson 2000, p.67). Lav hovedposition Stiv gang (McDonnell 2005, p.4). Rastløshed Nedstemthed Stamper Modvillighed mod bevægelse (meget fikseret positur ved smerter i to eller flere lemmer) Halt, manglende støtte på benet, evt. kun på hæl eller tå (Jakobsen 2006). Stiv gang (McDonnell 2005, p.4). Sveder Forøget respiration Respirationsbesvær Vanskelighed ved at lægge sig/rejse sig Hyppigt skift af vægtbærende ben Hovedet løftes når der støttes på det afficerede ben. Hovedet løftes når det afficerede ben løftes. Nedstemthed (Flecknell og Waterman-Pearson 2000, p.67). Arthritis (ledbetændelse) Aggression (kronisk smerte) Navicular lidelse (distale palmare sesamoide (Beaver 1986, p.642). knogler på kodeled) Bursitis (betændelse i slimhindesæk mellem Aggression (kronisk smerte) sener og knogler) (Beaver 1986, p.642). Profunde bryst- og lændesmerter Cold-back syndrom 3 ved gjordspænding og opsidning (McGreevy 2004, p.339). Mastitis (yverbetændelse) Afvisning af føl og palpering (Kahn 2005, p.1305). For tidlig foling Angst, øget opmærksomhed (Radostits et al. 2000, p.10) Ovarie tumor Nymphomani (oftest mod en anden hoppe) 13

22 Henført vaginal smerte 4 Næringsstofmangel 5 Insektplage Neuropatologiske læsioner Aggression (Kahn 2005, p.1306). Hypersensitivitet Modvillighed Rideproblemer Stereotypier Stereotypier Aggression Hypernervøsitet (Lebelt 1998, p.19). Forøget bevægelse (McGreevy 1996, p.151). Adfærdsændringer ved at påvirke funktionen af storhjernen og den neurale aktivitet i hjernestammen og mellemhjernen (McGreevy 2004, p.73). 1 Kronisk smerte: persisterende/ubehandlet akut smerte (Jakobsen 2006). 2 Innerverer ørets ligevægtsorgan. 3 Cold-back syndrom: forskellig adfærd som aggression eller at lægge sig ned. 4 Henført vaginal smerte kan manifesteres som hypersensitivitet ved schenkelbrug og deraf aggression, modvillighed, rideproblemer, manglende koncentration og stereotypier hvor bagparten bankes ind i boksvæggen (Chistoffersen 2002, pp.34, 52). 5 Næringsstofmangel: f.eks. proteinmangel i form af mangel på den essentielle aminosyre tryptofan, som er byggestenen i transmitterstoffet serotonin, kan være årsag til stereotypier, aggressivitet og hypernervøsitet (Lebelt 1998, p.19). I undersøgelsen fremgår det ikke hvilken smerteadfærd hestene har vist udover de, der betragtes som adfærdsproblemer. Adfærd, der omfatter ændringer i mimik med øjne, næse, læber og ører som manifestation på fysiske lidelser, kan således ikke eftervises. Af de i tabel 2.4 nævnte fysiske lidelser og smertetyper med tilhørende mulig specifik smerteadfærd, har undersøgelsen eftervist at hovedrysten (at slå med hovedet), kan skyldes akutte smerter (fra sår i kindslimhinden efter tandspidser) (se tabel 9.2). Aggressiv adfærd kan opstå på grund af kronisk smerte, idet hestene i undersøgelsen med aggressiv adfærd som bid og spark havde haltheder (tendinitis) eller ryglidelser, som oftest giver en kronisk smerte. Andre eftervisninger er, at aggressiv adfærd og modvillighed under ridning og hovedrysten kan skyldes dentale smerter; at ryglidelser kan bevirke rideproblemer, som eventuelt kan skyldes en abnorm holdning af hoved og nakke; at smerte i lemmer kan vise sig som stiv gang og modvillighed mod bevægelse; og endelig at henført vaginal smerte kan vise sig som aggression, hypersensitivitet, modvillighed og rideproblemer Stereotypier Formålet med undersøgelsen og litteratur studiet er ikke at bestemme alle de faktorer, der kan forårsage stereotypier, men kun nogle af de eventuelle fysiske lidelser, der kan udgøre en årsag, og som jeg derfor vil henlede læserens opmærksomhed på. Undersøgelsen repræsenterer ingen tilfælde af stereotypier, men der er fire heste (se tabel 9.2), som slår med hovedet under ridning, og hvis de tilgrundliggende fysiske lidelser ikke afhjælpes, kan der være risiko for at adfærden udvikles til stereotyp hovedrysten. Desuden har flere af hestene fysiske lidelser, som jævnfør tabel 2.8 og 2.11 (se appendiks) er potentielle forløbere for stereotypier, hvis ikke de afhjælpes. 14

23 Definitionen på stereotyp adfærd er gentagende adfærd, der er næsten identisk, og som udføres uden tydelig erkendelig funktion (Mason 1991, cf. Cooper et al. 2000, p.68). Stereotypier betragtes som værende uønsket, da de er et tegn på dårlig velfærd, og da de kan skade hesten i og med, at de ikke kun kan være forårsaget af, men også kan føre til, fysiske lidelser. Et eksempel herpå er dentale skader efter krybbebidning eller benskader som følge af vævning. Det er dog Ikke alle heste i et givent miljø, der udvikler stereotypier, dette kan betyde, at tendensen dertil kan være arveligt betinget (Vecchiotti og Galanti 1986, cf. Mills og Nankervis 1999, pp ). Det er vigtigt at fastslå, at stereotypier ikke er diagnoser men symptomer på underliggende årsager, og at de hjælper hesten til at leve i et suboptimalt miljø. For effektiv behandling er det vigtigt at lokalisere alle kausale faktorer. Nogle stereotypier kan som sagt skyldes fysiske lidelser, ofte vil der da ikke være andre åbenlyse årsager til den stereotype adfærd. For eksempel kan stereotypier skyldes farmaceutiske påvirkninger af CNS (Lawrence og Rushen 1993, p.122), eller de kan opstå som følge af boks-ro og social isolering i forbindelse med fysiske lidelser (Lebelt 1998, p.40). I det følgende gives et lille indblik i fysiologien bag stereotypier med en kort omtale af substanser som opiater og serotonin. Dernæst præsenteres to adfærd der er potentielle stereotypier. Den første er hovedrysten, da det er en adfærd, der hyppigt giver rideproblemer, og som kan have mange kausale fysiske lidelser. Den anden er krybbebidning, der kan have enkelte men ikke desto mindre tydelige kausale fysiske lidelser. Opiater De farmakologisk aktive stoffer i opium er alkaloider som for eksempel det smertestillende stof morfin. Opiater (substanser med opium) anvendes således som narkotisk analgetika i kraft af deres indhold af morfin (Adams 2001, p.269). Opiater har udover en reducerende effekt på smerteregulering som transmitterstof (Lewis et al. 1987, cf. Lawrence og Rushen 1993, p.104), også en effekt som hormoner, hvor de kan påvirke frigivelse eller optagelse af andre hormoner (Székely og Rónai 1982, cf. Lawrence og Rushen 1993, p. 104). Dermed har de betydning for reguleringen af forskellige centre og funktioner i kroppen som for eksempel hjertekredsløbsfunktion, respirationscentret, hostecentret, temperaturcentret, brækcentret, motilitet af mavetarmkanalen, urinvejsregulering, forplantningsfunktion og immunsystemet. Men hverken bevidsthed eller motorik påvirkes af opiater (Mow og Thøgersen 1997, p.139). Der formodes at ske en frigivelse af kroppens endogene opiater under udførelse af stereotypier, hvilket giver hesten en selvnarkotisering og dermed en afhængighed af disse opiater. Det er denne afhængighed, der er ansvarlig for den ofte manglende effekt af behandling af stereotypier (Dodman et al. 1987, cf. Lebelt 1998, p.43) og for at stereotypier kan bevares efter, at den kausale faktor er ophørt. Men der er forskellige specifikke opiatreceptorer i blandt andet CNS, det autonome nervesystem af PNS, mavetarmkanalen, hjertet, nyrerne og binyrerne (Mow og Thøgersen 1997, p.139), hvortil opiater binder sig selektivt, og ved at blokere disse receptorer med opiatantagonister (præparater der ophæver effekten fra opiater, f.eks. naloxon), antages det, at der kan opnås en reduktion af stereotypier (Dodman et al. 1987, pp , cf. Lebelt 1998, p.43). Hypotesen om reduceret forekomst af stereotypier har dog været diskuteret, da der efter blokering af receptorerne med opiatantagonister, i tilfælde af opiatafhængighed, kunne forventes en øget forekomst af stereotypier for at 15

24 kompensere for blokaden. Forsøg med tildeling af opiatantagonister til krybbebidere har dog vist, at dette ikke er tilfældet (Lebelt 1998, p.43), og dermed består hypotesen om reduceret forekomst af stereotypier. En kort opsummering af ovenstående lyder, at stress er stimulus for stereotypier, som bevirker frigivelse af opiater, hvorved smerteopfattelsen reduceres samtidig med, at der opstår en afhængighed af opiater, men ved at blokere opiatreceptorer kan stereotypier reduceres. Serotonin Serotonin (5-hydroxytryptamin) er udover at påvirke søvn, tarmmotilitet og temperaturregulering, blandt de transmitterstoffer der har mest relevans for abnorm adfærd og stereotypier. Et overskud af serotonin, så der er meget serotonin i synapsekløften mellem to neuroner, medfører opstemthed; og et underskud medfører nedstemthed hos hesten (Adams 2001, p. 411). Serotonin hæmmer således stereotypier, når genoptagelsen af serotonin til 5- HT-receptorer i en synapse kløft hæmmes (Lebelt 1998, p.43). Både den dosis, der gives af tryptofan, som er forløbermolekyle for serotonin, og tildelingen af substanser, der hæmmer genoptagelsen af serotonin, bevirker opstemthed og deraf en reduktion af stereotypier (Dodman et al. 1997, cf. Lebelt 1998, p.44). Hvis der opstår en uligevægt mellem serotonin og endogene opiater som for eksempel K- endorfin, kan stereotypier vedblive med at eksistere hos hesten. Det skyldes at serotonin, modsat K-endorfin, har en hæmmende effekt på neuroner med dopaminreceptorer, det vil sige neuroner hvor dopamin er transmitterstof. Således vil mangel på serotonin og deraf udeblivelse af den hæmmende effekt på disse neuroner på den ene side, og et K-endorfin overskud på den anden side, bevirke en overvægt af K-endofin-dopamin-systemer i forhold til serotonin-dopamin-systemer. Dermed bevares stereotypier (Lebelt 1998, p.44), da netop underskud af serotonin medfører nedstemthed og deraf stereotypier jævnfør ovenstående afsnit. Mulige kausale fysiske lidelser til hovedrysten Hovedrysten, hvis årsag ikke diagnostiseres og ahjælpes, kan udvikles til stereotyp adfærd, hvor hesten nikker eller ryster hovedet uden tydelig årsag, og med en frekvens og intensitet, der stresser den. Hvis adfærden også optræder i stereotyp form under ridning, opstår der rideproblemer i mere eller mindre grad, da den selvsagt bliver vanskelig at ride (Lane og Mair 1987, cf. Mair 1999, p.262). Hovedrysten er en lidet forstået adfærd, og mulige kausale fysiske lidelser er alt lige fra parasitære irritationer til neurale lidelser jævnfør tabel 2. 5 til (se appendiks l). For eksempel hos heste, der rides længe i en holdning, hvor nakken er bøjet og hovedet holdes vinkelret på jordoverfladen, vil der være en svagt øget turbulent luftstrøm i næsen. Sådanne luftstrømme er tilstrækkelige til at kunne stimulere grene af N. trigeminus og bevirke hovedrysten (Cook 2003, p.221). I uheldige tilfælde hvor hesten er disponeret for udvikling af stereotyp adfærd, og hvor der ikke rettidigt gribes ind med korrektion eller behandling, kan disse lidelser og forhold bevirke, at hovedrysten udvikler sig til en stereotypi, som kan vedblive også efter, at den kausale lidelse er ophørt. Derfor forbliver mange fysiologiske årsager til stereotyp hovedrysten uden diagnose og behandling. 16

25 Mulige kausale fysiske lidelser til krybbebidning Krybbebidning kan skyldes acidose i maven (Johnson et al. 1998, cf. Waters 2002, p.578), som er en tilstand, hvor der er overskud af mavesyre på grund af tildeling af kraftfoder frem for grovfoder (Nicol 1999, p.20). ph-værdien af hestens maveindhold er normalt under 2, når den er lavest som ved faste, da der da ikke sker nogen nævneværdi spytproduktion, og da heller ikke nogen neutralisering af mavesyren. Heste, der fodres med kraftfoder, har en lille spytproduktion, men ikke tilstrækkeligt til at neutralisere mavesyren. Grovfoder derimod medfører en langvarig tyggetid, og da vil spytproduktionen og dermed neutraliseringen være af et sådant omfang, at mavesyrens ph stiger til omkring 6, hvilket er nødvendigt for at undgå lidelser som for eksempel mavesår. Krybbebidning kan dermed være en løsning for hesten til at stimulere spytkirtlerne til at øge produktionen af spyt i form af alkalisk bikarbonat (HCO 3 ), som kan neutralisere mavesyren (Nicol et al. 2002, p.661). 2.4 Smertemodulering Forbruget af analgetika (smertestillende medikamenter) til heste er lavt i forhold til mennesker. Forklaringen herpå kan være, at vi ikke kan måle smerte, og således er der grundlag for fejl i vor erkendelse af smerters tilstedeværelse og omfang hos heste (Flecknell og Watermann- Pearson 2000, pp.1,4). En anden årsag kan være fejlagtig eller mangelfuld aflæsning af hestens adfærd og dermed manglende erkendelse af eventuel smerteadfærd. Responsen på analgetika er brugbar i afgørelsen af, hvorvidt en given adfærd er smerterelateret eller ej. I hesteklinisk praksis anvendes denne form for smertemodulering for eksempel ved tildeling af lokal analgesi til halthedsdiagnostik for at lokalisere området for den smerte, der forårsager haltheden. På samme måde kan tab af appetit vise sig at indikere smerte, såfremt dette indicium normaliseres efter administrering af analgetika. En anden form for smertemodulering der kan anvendes til diagnostik af fysiske lidelser, der kun giver svage tegn på smerte, er forøgelse af smerte fra det pågældende område, for eksempel et led, ved palpering og manipulering. Her vil kendskab til både hestens individuelle adfærd og artsspecifikke smerteadfærd være af stor betydning. Ukritisk administrering af sedativer (beroligende medikamenter) og analgetika kan undertrykke adfærdsproblemer forårsaget af fysiske lidelser, men ikke ændre årsagerne til deres forekomst, og er derfor at betragte som uetisk. Således bør analgetisk og psykofarmaceutisk behandling af adfærdsproblemer ikke erstatte den klassiske adfærdsbehandling, men kun understøtte den (Lebelt 1998, p.26). 3 Stress i relation til adfærdsproblemer og fysiske lidelser Stress kan defineres som fysiologiske og adfærdsmæssige responser på interaktion med stressfaktorer i omgivelserne (Stephens 1980, cf. Covalesky et al. 1992, p.244), som fører til forringet almenbefindende. Desuden kan flere stressfaktorer opsummeres, så de tilsammen kan få en betydelig effekt. Når hesten udsættes for stress, vil det medføre kompensatoriske adfærdsændringer og fysiologiske forandringer i kroppen for, at den kan opnå tilpasning til den pågældende stresssituation. Det er dermed sandsynligt, at stress har korrelation til adfærdsproblemer i form af adfærdsændringer, og til forringet sygdomsresistens og deraf fysiske lidelser i form af de 17

26 fysiologiske forandringer. For eksempel har kronisk stress vist sig at forårsage aggressiv adfærd og at hæmme dannelsen af antistoffer, hvorved der opstår øget risiko for fysiske lidelser (Covalesky et al. 1992, pp ). Smerte-induceret stress indikerer at fysiologiske lidelser manifesteres som stress, og da smerte udgør en stressfaktor og da stress kan bevirke adfærdsproblemer, er der således en relation mellem fysiske lidelser, smerte, stress og adfærdsproblemer. Stress kan også relateres til angst, da der i begge tilfælde sker en forøget koncentration af noradrenalin, adrenalin og cortisol (se afsnit 4), og derfor kan det være svært at skelne stress fra angst. Smerte kan udover stress og adfærdsproblemer også føre til immobilitet, og deraf til yderligere fysiske lidelser som liggesår, muskelatrofi, respirationsforstyrrelser, nedsat blodomløb, og deraf igen til forsinket heling efter traumer, reduceret foder- og vandoptagelse, og desuden påvirke en hel række af andre adfærd, som skal hjælpe til opretholdelse af homoeostasis. Hesten kan derfor relativt nemt komme i en betydelig mental og kropslig ubalance og få reduceret sin velfærd, hvis ikke der fokuseres på både adfærdsmæssige og fysiologiske faktorer for at finde den sande årsag, når der opstår adfærdsproblemer. I værste fald kan stress, der ikke afhjælpes, men som bliver kronisk, bevirke en øget plasmakoncentration af K- endofiner og dermed øge sensitiviteten af dopamin receptorer. Dette gør hesten mere disponibel for udvikling af stereotypier (Cabib 1993, cf. Mills et al. 2002a, p.121), hvis udløsende faktorer herfor samtidigt er til stede. Akut stress virker direkte på dopamin receptorer (Marsden 2002, p.564). Ydermere kan stress forårsaget af isolation fra flokmedlemmer bevirke, at hesten viser mindre smerteadfærd (Flecknell og Watermann-Pearson 2000, p.4). Derfor må der tages højde for stress som en faktor, der enten fremmer eller hæmmer smerteadfærd, når årsagen til et adfærdsproblem skal findes. 4 Teori om generelle adfærdsproblemer repræsenteret i undersøgelsen Angst og aggressivitet er to former for adfærd, som jeg har valgt at omtale i og med, at de er grundlæggende for mange adfærdsproblemer. For eksempel når angst for smertestimuli og ubehag er årsag til nervøsitet eller modvillighed, eller når aggression er årsag til bid og spark. Udover en generel omtale af angst vil nervøsitet ganske kort omtales med et tankevækkende eksempel på en forårsagende fysisk lidelse, som dog ikke er repræsenteret i undersøgelsen, og modvillighed omtales med eksempler på rideproblemer. Aggressivitet omtales med tilfælde, hvor det er grundlæggende angst eller fysiologiske lidelser, der er årsag frem for dominans. 4.1 Angstadfærd Angst kan opfattes som en videreudvikling af smerte, idet smerte advarer om skader, og angst advarer om fremtidige skader. Angst er således en forventning om fremtidig fare eller skade, og det er en stor motivationsfaktor, der giver ophav til mange og svære adfærdsproblemer som for eksempel nervøsitet og modvillighed. Men angst tjener også til hestens overlevelse, idet det bevirker, at den holder sig på afstand af eventuelt skadelige stimuli. Der skelnes mellem eksistentiel angst og social angst. Eksistentiel angst er medfødt og udløses af stimuli, der truer hestens eksistens med øjeblikkelig virkning. Social angst er indlært 18

27 og udløses af stimuli der, ligesom eksistentiel angst, truer hestens eksistens, men på længere sigt frem for øjeblikkeligt (Abrantes 1994, p.29). Angst er en stresstilstand, der kan udløses af både interne og eksterne, og af betingede og ubetingede stimuli. Angst er altid forbundet med underlegenhed, men bliver underlegenhed og pacificering ikke accepteret af en eventuel modpart, vil hesten forsøge at flygte. Er dette ikke muligt, er den nødsaget til at forsvare sig selv med aggressiv adfærd, hvilket bringer den i en konflikt mellem underlegenhed og aggressivitet En sådan aggressiv hest vil dog stadig være underlegen og ikke dominant aggressiv (Abrantes 1997, pp ). Den mest relevante angstadfærd i forbindelse med smerte og ubehag, som for eksempel iltmangel, der er nære og akutte trusler, er flugt eller kamp, da underlegenhed i sig selv ikke vil gavne hesten. Dog vil en smertepåvirket hest, der ikke er angst for forværring af sin tilstand, udtrykke mere passiv angstadfærd. Angstadfærd er en emotionel reaktion. Den form for angst, der er relevant i forbindelse med undersøgelsens adfærdsproblemer, er social angst, som primært er tillært ved klassisk betingning (Chance 2003, p.106), for eksempel hvis en hest med sår i kindslimhinden forårsaget af tryk fra biddet, associerer ridning med smerter og derved udvikler angst. Angstadfærd er organiseret i amygdala og opstår ved et samspil mellem hypothalamus, hypofysen og binyrerne (McFarland 1999, p.525). Det kan som tidligere nævnt være svært at skelne mellem angst og stress, årsagen hertil er, at der i begge tilfælde sker en forøgelse af puls, blodtryk, svedsekretion (grundet forøget muskelaktivitet) og frigivelse af noradrenalin og adrenalin fra binyremarven og cortisol fra binyrebarken. Disse hormoner bevirker, at hjerteraten øges og dermed også blodforsyningen til skeletmuskulatur, hjerne og lunger. Samtidigt sker der en reduktion i blodforsyningen til mavetarmkanalen for at økonomisere den blodmængde, der er til rådighed (McFarland 1999, p.525). Ydermere bevirker de, at mere glukose og frie fedtsyrer fra leveren og musklerne bliver tilgængelig som energikilde, hvilket er biologisk hensigtsmæssigt under flugt og kamp. Nervøsitet Nervøsitet kan defineres som en tendens til at reagere med angstadfærd, der er stabil over tid og sted (Berg 2004, p.387). Hvis hesten mister synet på ét øje, vil det forårsage mere nervøsitet end ved synstab på begge øjne, hvilket hesten relativt nemt kan vende sig til. Men med kun et øje kan hesten ikke fokusere, og den kan derfor ikke se nærmere på objekter, den kun kan opfatte med synssansen. En hest der er blind på begge øjne, skal derimod ikke tage stilling til det, der kun er muligt at opfatte med synssansen (McGreevy 1996, p.206). Modvillighed Modvillighed kan defineres som den egenskab ved et individ, der afgør, hvilken adfærd der udløses eller ikke udløses mod andre individers vilje. Når en hest i længere tid ad gangen rides i en holdning hvor nakkeleddet er bøjet, kan der opstå ubehag. Ganske vist er det en holdning, der også optræder som naturlig adfærd, for eksempel ved display-adfærd, men der vil da være tale om kortere perioder ad gangen. Modvillighed under ridning kan skyldes mere eller mindre atletisk utilstrækkelighed grundet dårlig kondition eller bygning, og som følge deraf obstruktion af luftvejene, hvorved hesten er nødsaget til at modsætte sig rytterens krav og vilje. Sådanne tilfælde kan også forstærke eksisterende smerter fra for eksempel nakke eller ryg, og de kan selvsagt ikke afhjælpes med adfærdsbehandling. 19

28 En dårlig tilpasset sadel kan ligeledes bevirke modvilje under ridning. En sadel kan med et forkert tryk hindre tilstrækkelig blodforsyning til sadellejet, som så kan blive meget irriteret og smertefuldt, når sadlen er på. Den mest sandsynlige form for modvillighed vil da være, at hesten bukker eller ruller sig i forsøg på at få sadlen af (McGreevy 1996, pp.187, 205). 4.2 Aggressiv adfærd Da aggressiv adfærd er meget energikrævende og indebærer en betydelig risiko for hestens helbred, forekommer denne adfærd ikke uden grund. I en hesteflok samarbejdes der for at undgå aggression, da det separerer flokkens medlemmer fra hinanden og således modvirker den styrke, der ligger i at være en flok. Derfor ser vi ikke årsagsløs aggressiv adfærd, og en eventuel årsag kan meget vel være fysiske lidelser og deraf smerter jævnfør undersøgelsens hypotese. Normal pacificerende adfærd hos hesten er som nævnt underlegenhed, og at den trækker sig væk for at undgå konflikt. Er dette ej muligt, vil den true ved at kaste med hovedet, mens den bevarer opmærksomheden på den, der nærmer sig (det hvide i øjnene synliggøres). Halen holdes tæt mellem benene, mens den flytter hofterne væk for at vise, at den er let frygtsom, og kun angriber hvis disse trusler ignoreres. Til aggressiv adfærd hører også disse trusler, der optræder i eskalerende form efter pacificerende adfærd og før den egentlige aggressive adfærd. Sker det hyppigt, at truslerne ikke respekteres, lærer hesten hurtigt, at aggressiv adfærd er den eneste mulighed for at undgå tilnærmelser (Mills og Nankervis 1999, pp , ). Så ved ikke at erkende den pacificerende adfærd eller de indledende trusler, kan de der omgås hesten selv være skyld i hestens aggressive adfærd. Med hensyn til aggressiv adfærd gælder det, at der sker en stigning i plasmakoncentrationen af androgenet (hanligt kønshormon) testosteron (Beaver og Amoss 1982, p.428). Cirka 40 % af alle hingste viser aggressiv adfærd mod mennesker. Dette adfærdsproblem kan afhjælpes ganske betydeligt ved kastration, idet 70 % af hingstene næsten fuldstændigt fralægger sig adfærden, og hos 16 % sker der en betydelig reduktion. Det har ingen indflydelse på kastrationens effekt, om indgrebet foretages før eller efter hingstens kønsmodning. Der er i op til 1 år efter kastration en persisterende hingsteadfærd hos % af vallakkerne. Dette kan forklares med, at der allerede i det føtale liv udvikles kønsspecifikke strukturer i CNS, som er under indflydelse af androgener, og disse strukturer kan opretholde hingsteadfærd uanset den aktuelle koncentration af androgener i kroppen (Line et al. 1985, cf. Lebelt 1998, pp.89,101). Desuden kan testosteron produceres i binyrerne. Lignende resultater som ovenstående opnås ved kemisk kastration (Roberts og Beaver 1987, cf. Lebelt 1998, p.89). Tidligere mente man, at der også forekom produktion af testosteron i bitestiklerne (epididymis), og da blev vedvarende aggression og hingsteadfærd efter kastration forklaret med, at ikke al epididymalt væv på siden af hver testikel var fjernet. Nu forlyder teorien, at føl og plage med delvist descenderende testikler (kryptorchisme) fejlagtigt kan få deres bitestikler fjernet frem for testiklerne. Dette kan ske ved, at bitestiklerne descenderer ned i pungen i stedet for testiklerne og derved bliver forvekslet med testiklerne og fjernet, når pungen åbnes for kastration (McGreevy 1996, p.171). Med hensyn til hopper og aggressiv adfærd gælder det ligeledes, at der sker en stigning i plasmakoncentrationen af testosteron (som også dannes af hundyr) (Beaver og Amoss 1982, p.428). 20

29 Hos nogle drægtige hopper, der er halvvejs i drægtigheden med hingstefostre, kan aggression være relateret til, at deres hormonniveau påvirkes af fosteret, hvis testikler er større end hoppens æggestokke (ovarier). Med hingstefostre er det således muligt, at produktionen af hanlige kønshormoner (f.eks. testosteron) overstiger hoppens produktion af hunlige kønshormoner. Den opståede ubalance kan således bevirke hingsteadfærd og dermed øget aggressiv adfærd. I og med at forløbet er forbigående, iværksættes der ingen behandling (McGreevy 1996, p.169). Nogle aggressive hopper kan have normal koncentration af testosteron, andre kan have ovarie tumorer, tumorer i binyrebarken eller utilstrækkelig enzymatisk nedbrydning af testosteron til østrogen. Af de nævnte diagnoser kan kun ovarie tumorer opereres og behandles (Beaver 1986, p.642). De kan blandt andet opstå ved abort, uregelmæssig brunst, kontinuerlig brunst, abdominal distension og fysiske ændringer, der omfatter udvikling af hanlige sekundære kønskarakteristika (Perino og Dider 1985, cf. McGreevy 2004, p.285). Ovarie tumorer kan således manifistere sig ved aggressiv adfærd hos hoppen og kan observeres, når plasmakoncentrationen af testosteron når op over 100 pg/ml. mod normalt under 50 pg/ml. (Stabenfeldt et al. 1979, cf. McGreevy 2004, p.285). Tumorerne er oftest unilaterale og metastaserer sjældent. Ved fjernelse genopnås normal ovarie aktivitet og adfærd mellem 115 og 393 dage postoperativt (Baumann et al. 1985, pp.52-54). Forstærkende faktorer for aggressiv adfærd er blandt andet den generelle opstaldningsform, og i det hele taget måden vi holder heste på nu om dage, som rumligt set er meget restriktiv og ligger milevidt fra hestens naturlige miljø, hvor der oftest er ubegrænset plads at færdes på. Dette har stor indvirkning på det, vi kalder hestens personlige rum. En hest vil oftest først udvise høj grad af aggression, når vi trænger ind i dens personlige rum. Men på grund af nutidens måde at holde hest på befinder vi os hyppigt i dette rum, og heste med fysiske lidelser har da ikke mulighed for at trække sig langt nok tilbage, og ser sig derfor hyppigt nødsaget til at anvende aggression for at beskytte sig selv mod menneskelig aktivitet. Med hensyn til heste med fysiske lidelser som viser aggression overfor andre heste, kan udskiftning i etablerede flokke, eller det at de selv flyttes til en ny flok, hvorved der sker brud på etablerede flokstrukturer, være en faktor der sammen med et restriktivt rum gør, at dens eneste mulighed for selvbeskyttelse er aggression (Mills og Nankervis 1999, p.132). 5 Teori om fysiske lidelser hyppigst repræsenteret i undersøgelsen Fysiske lidelser er de tilfælde, hvor der opstår smerte eller anden ubehag og hvor et givent adfærdsproblem kun kan afhjælpes, hvis den fysiske lidelse behandles eller afhjælpes. De to hyppigst repræsenterede fysiske lidelser i undersøgelsen er ryglidelser og tandlidelser. Jeg vil her kort omtale disse to. 5.1 Ryglidelser Det har aldrig været hensigten med hestens anatomi, at den skal have en rytter på ryggen. Men jo bedre hesten evner at bære sin vægt på bagparten, jo bedre kan den samles i den grad, der er krævet på de højere niveauer af dressurridning, og forudsætningen herfor er et skift af hestens tyngdepunkt mod hoften. Den skal derfor have en lav hofte i relation til ryggen, således er hestens anatomi aldeles afgørende for dens præstation. Det samme gør sig gældende ved springheste. Væddeløbsheste derimod skal have et højt kryds i relation til 21

30 ryggen, så kraften fra bagparten kan flyttes frem horisontalt i stedet for i en ascenderende retning (Mills og McDonell 2005, p.201). Hestens ryg er svag med hensyn til vægtbæring, og den vil synke sammen under rytterens vægt, hvis den ikke er trænet til at bære denne. Dette kan føre til, at torntappene øverst på ryghvirvlerne støder mod hinanden og forårsager en inflammation, hvorved de eventuelt kan vokse sammen. Denne lidelse, som dog oftest diagnosticeres i bryst- og lændehvirvlerne, benævnes kissing spine og er også repræsenteret i undersøgelsen. Mange ryttere opfatter deres egen stilling i sadlen som værende lige og i lod, uden at dette nødvendigvis er tilfældet. Når hesten bevæger sig, må rytteren søge at holde balancen ved hjælp af kontraktion af forskellige muskelgrupper, og sker dette asymmetrisk mellem højre og venstre kropsside, vil disse uens spændinger og eventuelle forskelle i vægtbelastning påvirke hestens ryg. Hesten må så benytte sig af en ligeledes uens muskelkompensation for at bevare sin egen balance, og således er der basis for udvikling af ryglidelser. Rytteren skal derfor gennem korrekt ridning forsøge at opnå en harmonisk afveksling mellem spænding og afslapning, og mellem forkortning og udstrækning af hestens muskulatur, hvorved hesten kan opbygge tilstrækkelig muskelstyrke og smidighed til at bære rytteren uden smerter. Led og knogler skal ligeledes styrkes og smidiggøres til at bære vægt, men denne proces er af længere varende karakter (Schmelzer 2002, pp.6-8). Så uden en tilstrækkelig styrke og smidighed vil hestens ryg overbelastes af rytterens vægt, hvorved der opstår smerter og skader, så hesten ikke kan leve op til rytterens krav. Adfærdsproblemer vil derfor blive en uundgåelig følge, hvor hesten forsøger at undgå en belastning af sin ryg. For eksempel ved at bukke for at smide rytteren af, som det er repræsenteret i undersøgelsen. 5.2 Tandlidelser Tandspidser er en hyppig tandlidelse, der dannes ved at mønstrene på tyggefladen af kindtænder ej er helt symmetriske i over- og undermund. Derved bliver sliddet ujævnt. Tandspidserne fremkommer oftest på kindsiden frem for på tungesiden af tandrækken og kan give smertefulde sår i kindslimhinden, når hesten æder eller har et bid i munden (McGreevy 1996, p.143). Ubehag fra biddet kan hesten reducere, ved at flytte det til relativt insensitive områder i munden, for eksempel ved at lægge tungen over biddet eller tage det mellem tænderne. Ubehag i munden forårsaget af tandspidser manifesterer sig oftest kun i én side, eller i ulige grad i de to sider. Hesten kan da typisk ses med hovedet hældende til den raske side, hvorved den ved hjælp af tyngdekraften kan lede foderet til den raske side i munden. Ubehag fra tandspidser ved kæbebevægelse under ridning kan hesten søge at afhjælpe ved at spænde kæbemuskulaturen (McGreevy 2004, pp.339,343). Dette kan videreføres til spændinger i nakkeregionen. Ubehag i munden forårsaget af mere generaliserede smerter manifesterer sig ud over rideproblemer ofte ved, at hesten fravælger hårde foderemner til fordel for bløde foderemner (McGreevy 1996, p.63). Hos de heste (hyppigst hingste/vallakker) hvor der i overkæben udvikles en ulvetand (rudimentær tand), er der basis for betydelige smerter, da denne region opnår en større grad af innervering og vaskualisering, og som følge heraf er der en større risiko for nervetryk forårsaget af biddet og dermed smerter hos disse end hos andre heste (Cook 2003, cf. Mills og McDonell 2005, p.220 ). 22

31 6 Klinisk undersøgelsesmetodik ved adfærdsproblemer Ofte opstår interesse for hesteadfærd først, når der er et adfærdsproblem, og da stilles spørgsmålet, hvordan problemet kan løses. Det kan være ligetil at finde en fremgangsmåde, der teoretisk kan løse adfærdsproblemet, men effektiv adfærdsbehandling er afhængig af identificering af den grundlæggende årsag. En grundig undersøgelse af ikke kun adfærdsproblemet, men også den fysiologiske tilstand hos hesten vil være afslørende for eventuelle årsagsværende fysiske lidelser. Det er først og fremmest hensynet til hestens velfærd, der retfærdiggør dette, men tænk også på, at de til tider meget krævende behandlingsprogrammer, der opsættes for adfærdsproblemer, kan være spild af tid, hvis ikke den grundlæggende årsag identificeres og afhjælpes. Som ved andre kliniske discipliner kan det også indenfor adfærdsbehandling være nyttigt at gennemføre diagnosticeringen grundig og skematisk. Derved er det let at få overblik over hvilke relevante oplysninger, der er opnået, og hvilke der endnu mangler at blive oplyst. En anamnese bør give oplysninger om hestens opdræt, brug, opstaldningsform, hvilke og hvor mange mennesker der omgås den, dagsforløb, fodring og tidligere fysiske lidelser. Desuden udspørges ejeren om adfærdsproblemets tidsmæssige opståen og eventuelt eskalering, symptomer, tidligere associerede kliniske problemer og mulige eksterne auditive, visuelle eller taktile stimuli. En almen fysiologisk undersøgelse bør foretages og omfatte en generel vurdering af hestens udseende, for eksempel er et oppustet udseende af bugen en indikator på kontraktioner af bug muskulaturen og dermed abdominale forstyrrelser. Også hestens holdning, anatomiske symmetri, muskelmasse, dens gangarter med og uden rytter og herunder ejerens omgang med hesten, rytterens opstilling på hesten og sadeltilpasning vurderes. Hvis rytteren ikke sidder korrekt og i balance på hesten, kan dette føre til, at hesten må kompensere mere med muskulaturen i den ene side end i den anden, og derved kan der opstå spændinger og skævheder hos hesten. Desuden kan det være nyttigt at registrere og vurdere temperatur, puls, respiration, hud, slimhinder, huld, muskulatur, hove, tænder og palperbare lymfeknuder i det omfang, det er muligt for den enkelte hesteadfærdsbehandler, ellers bedes hesteejeren opsøge en dyrlæge el. anden kompetence. Disse registreringer udgør vigtige faktorer for vurdering af hestens almene tilstand, og om hvorvidt der kræves anden form for behandling inden et program for adfærdsbehandling iværksættes. Den bedste undersøgelse af hestens adfærdsproblem opnås ofte ved egne observationer af adfærdsproblemet. Det kan være en væsentlig fejlkilde kun at vurdere ud fra ejerens beretning, da denne kan fejlfortolke adfærden og eventuelt have overset væsentlige elementer i hestens adfærd. Det kan heller ikke forventes at alle hesteejere har tilstrækkeligt kendskab til hestens artsspecifikke adfærd og smerteadfærd. Det skal dog bemærkes, at hesteejeren ofte er den bedst kvalificerede til at vurdere ændringer i hestens adfærd, eftersom de har haft mulighed for at observere den både før og efter ændringerne. Her ser hesteadfærdsbehandleren ofte kun hesten efter adfærdsændringen. Det er derfor vigtigt med en god kommunikation mellem hesteejer og hesteadfærdsbehandler. Det er nødvendigt at kende til fysiske lidelsers tilstedeværelse for at kunne afhjælpe dem, og da de ikke altid er åbenlyse og lette at diagnosticere, er der dermed endnu en grund til at 23

32 undersøge hesten på det stadie, hvor der eventuelt kun er adfærdsmæssige manifestationer af de fysiske lidelser. Desuden er det en konsekvens af enhver form for lidelse, at resistensen mod andre sygdomme bliver reduceret, derved risikeres det, at hestens helbred bliver dårligere og dårligere. Således er det et moralsk spørgsmål, hvorvidt vi skal tillade, at en hest lider, hvis lidelsen kan reduceres eller forhindres ved at søge behandling. 24

33 7 Velfærd Både hestens adfærd og fysiske tilstand er integrerede elementer af begrebet velfærd. Da denne undersøgelse bygger på observationer af begge elementer, er det naturligt også at kommentere begrebet velfærd, som der de senere år er kommet en enorm fokus på. Dette afspejles ikke kun i, at der nu lovgives om opstaldning og generel hold af heste, der skal sikre dem mulighed for at udføre deres naturlig adfærd, men i høj grad også i de mange tilbud der er opstået om behandling af adfærdsproblemer hos heste. Ligeledes ses der en markant stigning i udgivelse af litteratur inden for området. God velfærd er blandt andet indikeret ved en lav forekomst af fysiske lidelser, smerter, stress, adfærdsproblemer, samt en god variation af normal adfærd. Dårlig velfærd er indikeret ved adfærdsproblemer, fysiske lidelser og ændringer der forringer modstandskraften, manglende foldophold, uhensigtsmæssig opstaldning, håndtering og træning. Dette er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at hesten lider på et givent tidspunkt, men der er risiko for, at forholdene vil medføre lidelse hos hesten på længere sigt. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på disse forhold og gøre en både profylaktisk og terapeutisk indsats for at undgå dårlig velfærd hos hesten. Vor opmærksomhed bør rettes mod enhver form for smerteadfærd og andre former for adfærdsproblemer. Vi bør ligeledes være opmærksomme på indikationer af forhold, der tidligere har givet hesten dårlig velfærd. Her tænkes på fysiske ar, deform anatomi, adfærdsforstyrrelser der vedbliver efter ophørt årsag, hypersensitivitet, overdreven årvågenhed og apati eller indlært hjælpeløshed (Wiepkema og Koolhaas 1993, cf. Mills og Nankervis 1999, pp ). Der kan nemlig være sket en betingning af smerteadfærden, så denne vedbliver efter afhjælpning af den fysiske lidelse. 8 Metode og materiale Undersøgelsens design Et pilotprojekt i 2001 involverede 22 heste, indsamlet ved hjælp af spørgeskemaer, der blev sendt ud til hesteejere. Spørgeskemaet er siden blevet modificeret og blev ved den nuværende undersøgelse sendt til hesteadfærdsbehandlere frem for hesteejere. Undersøgelsen tager således kun brug af tilgængelige data, som ikke kræver indblanding af hesteejere. Herved opnås en mere objektivt og professionel vurdering af hestenes adfærdsproblemer og fysiske lidelser. Datamaterialet til undersøgelsen blev tilvejebragt ved hjælp af spørgeskemaer udsendt med i juni 2006 til 46 hesteadfærdsbehandlere i Danmark (se appendiks ll). Jeg anvendte dels Internettet dels mere eller mindre personlige kontakter og kontaktformidlinger for at finde frem til dem. Af disse hesteadfærdsbehandlere havde 30 annonceret på eller i juni De øvrige 16 var mig mere eller mindre bekendte. Der er således udsendt spørgeskemaer til samtlige af de hesteadfærdsbehandlere, jeg har kunnet finde frem til i Danmark. Derved er undersøgelsen blevet fuldt repræsentativ, og der er indsamlet det størst mulige datamateriale for en sådan retrospektiv undersøgelse. 25

34 Jeg har fulgt op ved telefoninterviews og et besøgsinterview. Der er tale om en retrospektiv undersøgelse med spørgeskemaer til dataindsamling, hvoraf der beregnes en kvantitativ relation mellem adfærdsproblemer og fysiske lidelser. For at kunne analysere på de forskellige adfærdsproblemer og fysiske lidelser, har jeg måttet opstille resultaterne efter om, der er svaret individuelt for hver enkelt hest eller samlet for flere heste. Der er derfor lavet beregninger om relationen mellem adfærdsproblemer og fysiske lidelser for henholdsvis de individuelt angivne heste, samlet angivne heste, og alle tilsammen. Det har kun været muligt at beregne prævalensen af de enkelte adfærdsproblemer og fysiske lidelser blandt de individuelt angivne heste, og jeg har sat dem ind i kategorier som for eksempel rideproblemer eller opsadlingsproblemer; og ryglidelser, tandlidelser eller benlidelser. Spørgeskemaet De data jeg har søgt, er antallet af alle de heste som hesteadfærdsbehandlerne har konsulteret og antallet deraf, der havde fysiske lidelser som årsag til problemet. Dette er grundlaget for den statistik undersøgelsesresultatet er baseret på. Da jeg ville se på hvilke fysiske lidelser, der var årsag til de forskellige adfærdsproblemer, bad jeg dem anføre både adfærdsproblemet og den fysiske lidelse, hos de heste der havde fysiske lidelser. For at få så bredt et spektrum af adfærdsproblemer og fysiske lidelser som muligt og ikke risikere at underminere nogen, indeholdt spørgeskemaet ingen kategorisering af hverken adfærdsproblemer eller fysiske lidelser. Adfærdsproblemer defineres som alle tilfælde hvor hesten konsulteres af en hesteadfærdsbehandler. Fysiske lidelser defineres som alle tilfælde af diagnosticeringer på fysiske lidelser, hvor det givne adfærdsproblem kun afhjælpes hvis den pågældende fysiske lidelse behandles eller afhjælpes. For at jeg kunne vurdere værdien af datamaterialet, skulle der angives, hvem der havde stillet diagnoserne på de fysiske lidelser. Det vil sige om det var en dyrlæge, veterinær sygeplejerske, hestetandplejer, beslagsmed, hestekiropraktor, hestemassør, anden eksamineret hestebehandler eller andre. Det var oprindeligt tanken, at jeg ville analysere på race, alder og køn, som derfor er med i spørgeskemaet, men da disse punkter kun var udfyldt ved 37 af hestene, var materialet til en sådan analyse for lille. Undersøgelsesbias og fejlkilder Der er ingen selektionsbias, eftersom der er udsendt spørgeskemaer til alle de hesteadfærdsbehandlere, jeg har kunnet finde frem til i Danmark. Kun de tilfælde af fysiske lidelser, der var diagnosticeret af en dyrlæge eller anden eksamineret behandler, ville jeg godtage som værende positive. Men hos de heste (1; 3; 1; 1 og 45) hvor dette ikke har været tilfældet, har jeg vurderet, at diagnosticeringerne foretaget af de fem pågældende hesteadfærdsbehandlere er troværdige. Min begrundelse herfor er, at de fysiske lidelser (ryglidelser, hovlidelser og tandlidelser) der var i datamaterialet fra de pågældende fem hesteadfærdsbehandlere, alle var relativt nemme at diagnosticere. Der kan desuden have været andre supplerende symptomer, som har medvirket til diagnosticeringen. I det første, tredje og fjerde tilfælde drejer det sig om diagnosticeringer af henholdsvis en sammenfalden ryg, spændinger i ryg- og bugmuskulatur og ryglidelse på grund af forkert tilpasset sadel hvilke jeg har vurderet at være troværdige. I det andet tilfælde drejede det sig om tre diagnosticeringer af ryglidelser, som jeg ligeledes har vurderet værende troværdige på 26

35 baggrund af mit kendskab til den pågældende hesteadfærdsbehandlers kompetence og grundighed. I det fjerde tilfælde, drejede det sig om 45 diagnosticeringer, som jeg efter telefoninterview med den pågældende hesteadfærdsbehandler har vurderet som troværdige, både eftersom at vedkommende i et halvt år har ageret chauffør for en dyrlæge og derved overværet alle dyrlægens konsultationer, og ud fra diverse kompetente udtalelser. Der er således ingen falsk positive blandt resultaterne. Jeg er bevidst om, at korrektheden af rapporteringen/dataindsamlingen, hvor denne er baseret på hesteadfærdsbehandlerens hukommelse frem for journaler, kan udgøre en fejlkilde. Men denne fejlkilde er på baggrund af efterfølgende telefoninterviews og et besøgsinterview vurderet til ikke at være invaliderende for undersøgelsen. Da undersøgelsen er retrospektiv og datamaterialet er indsamlet ved hjælp af spørgeskemaer, er det ikke muligt at sikre sig fuldstændigt mod en sådan fejlkilde. Der er i undersøgelsen ikke taget højde for confoundere som hestenes race, alder og køn. En faktor som for eksempel hestens alder kan udgøre en fejlkilde, idet hestens psykiske modenhed, erfaring og indlæring indvirker på dens opfattelse af ydre stimuli. Også racemæssigt er der en potentiel fejlkilde, idet koldblodede racer har en højere smertetærskel end varmblodede heste. Disse faktorer kan således være en eventuel årsag til at ikke flere af de 352 heste har haft en relation mellem deres adfærdsproblem og en fysisk lidelse. Undersøgelsens population 375 heste. Dette udgør 0,2 % af Danmarks hestebestand, som jævnfør Landscentret Heste i 2003 var på cirka Anvendt statistik Der er anvendt procentregning til at beregne resultatet af undersøgelsens primære formål, som er at finde ud af hvor mange af hestene i undersøgelsen, der har fysiske lidelser. Derudover har jeg beregnet om der er en statistisk signifikant korrelation mellem de to hyppigst repræsenterede adfærdsproblemer og den hyppigst repræsenterede fysiske lidelse, hvilket dog ligger uden for undersøgelsens egentlige formål. Hertil har jeg anvendt chi-square tests ( 2 ) med en 2 x 2 tabel. Denne metode kan kun anvendes når der er 2 klassifikationskriterier med kun 2 muligheder for hver. Tabelværdien for 2 er fundet på et 95 % signifikansniveau. Det har ikke været muligt at udføre mere statistik på datamaterialet, da der er for lav hyppighed af hver relation mellem et adfærdsproblem og en fysisk lidelse, til at der kan drages nogen konklusion heraf. Analyse af datamateriale I den kvantitative analyse sammenholdes det samlede antal heste der har været konsulteret med det antal heste heraf, der har haft en fysisk lidelse som årsag til deres adfærdsproblem. Der estimeres heraf et procenttal, som udgør resultatet. I den kvalitative analyse vil jeg sammenholde adfærdsproblemerne med de fysiske lidelser og forsøge at belyse, om der er et gennemgående mønster i relationerne. Her vil jeg ligeledes forsøge at give et kvantitativt estimat i procent for de enkelte adfærdsproblemer og fysiske lidelser, som jeg indfører i overordnede kategorier. Alle analyser er udført på undersøgelsens samlede population på 375 heste, men også hver for sig på data angivet for individuelle heste (195) fra seks af de returnerede spørgeskemaer 27

36 med data, og på data angivet samlet for flere heste (180) fra tre øvrige returnerede spørgeskemaer med data. 9 Resultater For de 46 spørgeskemaer gælder følgende: Tabel 9.1 Returneret med data Returneret uden data Ikke returneret I alt Svarprocenten i form af returnerede spørgeskemaer med data var: 11 / 46 x 100 % = 23,91 % ~ 24 %. Der var 11 hesteadfærdsbehandlere som returnerede spørgeskemaet med tilsagn om, at de gerne ville bidrage med data til undersøgelsen. Af disse 10 bidrog 9 med henholdsvis 8, 48,30, 11, 84, 102, 52, 17 og 23 heste konsulteret fra 1999 til Data fra de 2 sidste blev ekskluderet, da der i det ene tilfælde var anført data om fysiske lidelser uden adfærdsproblemer, og i det andet tilfælde ikke var grundlag for en statistisk beregning. Undersøgelsens population af individuelt angivne heste: 195 Undersøgelsens population af samlet angivne heste: 180 Undersøgelsens population i alt: 375 Antal heste med fysiske lidelser af de individuelt angivne heste: 48 Antal heste med fysiske lidelser af de samlet angivne heste: 126 Antal heste med fysiske lidelser i alt: 174 Prævalens af fysiske lidelser blandt de individuelt angivne heste: (48 / 195) x 100 % = 24,62 % Prævalens af fysiske lidelser blandt de samlet angivne heste: (126 / 180) x 100 % = 70,00 % Prævalens af fysiske lidelser af de i alt 375 heste: (174 / 375) x 100 % = 46,40 % ~ 46 % Chi-square test for sammenhæng mellem rideproblemer og ryglidelser: H 0 : der er ingen signifikant sammenhæng mellem rideproblemer og ryglidelser. H A : der er en signifikant sammenhæng mellem rideproblemer og ryglidelser. Antal frihedsgrader, df., i 2 x 2 tabel: (2-1)(2-1) = 1 Tabelværdi for 2 er 3,841 på 95 % signifikansniveau. Rygl. U. rygl. Antal Ridepr U. ridepr Antal = 48(5x16 8x19) 2 / (5+19)(8+16)(5+8)(19+16) = 1,33 28

37 Konklusion: H 0 er accepteret. Det vil sige, at der er mindre end 5 % sandsynlighed for en sammenhæng mellem rideproblemer og ryglidelser. Chi-square test for relation mellem at bukke og ryglidelser: H 0 : der er ingen signifikant sammenhæng mellem at bukke og ryglidelser. H A : der er en signifikant sammenhæng mellem at bukke og ryglidelser. Antal frihedsgrader, df., i 2 x 2 tabel: (2-1)(2-1) = 1 Tabelværdi for 2 er 3,841 på 95 % signifikansniveau. Rygl. U. rygl. Antal Bukke U. bukke Antal = 48(11x24 0x13) 2 / (11+13)(0+24)(11+0)(13+24) = 14,27 Konklusion: H 0 er forkastet på 5 % signifikansniveau. Det vil sige, at der er mere end 95 % sandsynlighed for en sammenhæng mellem at bukke og ryglidelser. 29

38 Tabel 9.2 Relationer mellem adfærdsproblemer og fysiske lidelser blandt de individuelt angivne heste: Adfærdsproblem Fysisk lidelse Diagnosticeret af Nervøsitet Sammenfalden ryg Hesteadfærdsbehandler Stejler under ridning Ulvetand irritation Dyrlæge Rideproblemer Kissing spine (se afsnit 5.1 ) Dyrlæge Sløvhed Hjertelidelse (diagnosticeret Dyrlæge med EKG). Rideproblemer Tandspidser, modstående Dyrlæge tænder slidt ned til gummerne Refusering af spring Skæv ryg (har ligget fast) Dyrlæge Manglende koncentration Nedsat iltning af blod pga. Dyrlæge efter halv omgang på spring- COPD (kronisk obstruktiv bane lunge lidelse) Løber under opsadling Ryglidelse pga. sadel Hestemassør Bidder og sparker, især under opsadling Halt på begge forben pga. Dyrlæge tendinitis (senebetændelse) i Pludselig modvilje mod at gå frem både for hånd og under ridning Sparker efter rytterens schenkler under ridning og ved berøring af flanker. Hvinskhed Bukker, slår med hovedet under samlet ridning gaffelbåndene Intermitterende patella (knæskal) luksation Henført vaginal smerte pga. endometritis (livmoderbetændelse) Ryglidelse Dyrlæge Dyrlæge Dyrlæge Kan ej stilles under ridning Halt på højre forkode Dyrlæge Slår med hovedet under ridning Tandspidser Dyrlæge Modvillighed, sløvhed Gigt i alle led i alle ben Dyrlæge Voldsom reaktion på biddet Tandspidser Dyrlæge Sparker, stejle, løber løbsk Skadede nakkehvirvler Dyrlæge og hestekiropraktor Bukker Ryglidelse Dyrlæge Rideproblemer, vil især ikke Diafragma hernia (Brok i Slagter gå ned af bakke mellemgulvet) Løber under opsadling, bukker Ryglidelse Dyrlæge under ridning Bukker og stejler under ridning Ryglidelse Dyrlæge Slår med hovedet under ridning Tandspidser Dyrlæge Aggressiv, bukker Kissing spine Dyrlæge Vil ej have trense på, stejler og slår med hovedet under ridning Tandspidser Dyrlæge 30

39 Slår med hovedet under ridning Tandspidser Dyrlæge Modvillighed ved bagbensløft Spat i begge bagben Dyrlæge Vender om og løber hjem Ryglidelse Dyrlæge under ridning Løber under opsadling Ryglidelse pga. sadel Dyrlæge Angst for berøring i gjordlejet Ødem i gjordlejet Dyrlæge og opsadling Rideproblemer Ryglidelse med hævelse Dyrlæge Løber under opsadling, bukker Ryglidelse pga. sadel Hesteadfærdsbehandler Modvillighed ved opsadling, Ryglidelse pga. sadel Dyrlæge løber under opsidning, bukker Bukker Ryglidelse pga. sadel Hesteadfærdsbehandler Bukker Ryglidelse pga. sadel Hesteadfærdsbehandler Modvillighed, viger for biddet Tandspidser Hestetandplejer under ridning Rideproblemer, stiv gang Slidgigt i hals- og ryghvirvler Dyrlæge Utilregnelighed m. pludselige Kissing spine Dyrlæge voldsomme reaktioner Angst for biddet Tandspidser Hestetandplejer Stejler Ryglidelse Dyrlæge/hestemassør Bukker Ryglidelse pga. ukorrekt Dyrlæge/hestemassør ridning Angst for biddet Tandspidser Hestetandplejer Utilregnelighed, stejler Tandspidser Dyrlæge Gjordkramper under ridning Spændinger i ryg- og bugmuskulatur Hesteadfærdsbehandler Modvillighed, stejler Muskelømhed i bagpart Hestemassør Bidder, bukker Ryglidelse pga. sadel Hesteadfærdsbehandler Angst for trailer Skæv hofte Dyrlæge Vil ej læses i trailer Ryglidelse Dyrlæge Smider sig ned i trailer Ømhed i ryg og hofte Dyrlæge Tabel 9.3 Relationer mellem adfærdsproblemer og fysiske lidelser blandt de samlet angivne heste: Adfærdsproblem Fysisk lidelse Diagnosticeret af 1 Vil ej læsses i trailer med Pyelitis Dyrlæge stejl rampe (nyrebækkenbetændelse) 1 Pludselige voldsomme reaktioner Myopia (nærsynethed) Dyrlæge 1 Gjordkramper Muskelspændinger pga. Beslagsmed dårlig beskæring 1 Vil ej stilles til højre Kodeledsarthritis (kodeleds- Dyrlæge betændelse) 1 Vil ej læsses i trailer Sarcoidose (vorter) i nakke- Dyrlæge 31

40 regionen, dårlig hovkvalitet, lav plasma konc. af Zn og Mg 1 Rideproblemer med hoved- Trykninger fra stramt pande- Veterinær sygeplejerske tøj, men ikke med grime bånd. Ødem dorsalt for øjenregionen 1 Rideproblemer under sam- Anatomisk ikke egnet til samlet Veterinærsygeplejerske ling ridning 1 Aggressiv, stejler Ryglidelse pga. sadel og Veterinærsygeplejerske dårlig ridning 1 Rideproblemer Hovbyld Dyrlæge 1 Smed sig ned (kun i østrus) Henført vaginal smerte pga. Dyrlæge pneumovagina (luft i vagina) 1 Gjordkramper, stejler White line desease (svampe- Dyrlæge infektion i hovene) 2 Modvillighed, nægter at gå Ryglidelse Hestemassør frem under ridning 2 Modvillighed, farer frem un- Ryglidelse Hestemassør der ridning 3 Rideproblemer, modvillighed Ryglidelser Hesteadfærdsbehandler Hovlidelser Tandlidelser 1 Eksempler på adfærdsproblemer og relaterede fysiske lidelser fra 71 heste ud af 102 heste der var konsulteret af den pågældende hesteadfærdsbehandler. 2 Udgør tilsammen 10 heste ud af 30 heste der var konsulteret af den pågældende hesteadfærdsterapeut. 3 Udgør tilsammen 45 heste ud af 48 heste der var konsulteret af den pågældende hesteadfærdsbehandler. Tabel 9.4 Prævalens af kategoriserede adfærdsproblemer blandt de individuelt angivne heste med fysiske lidelser (der kan være flere adfærdsproblemer repræsenteret ved samme hest): Adfærdsproblemer Antal af de 48 heste Prævalens (antal / 48) x 100 % Rideproblemer 13 27,08 % ~ 27 % Bukker 11 22,92 % ~ 23 % Opsadlingsproblemer 10 20,83 % ~ 21 % Stejler 7 14,58 % ~ 15 % Modvillighed 6 12,50 % ~ 13 % Slår med hovedet 5 10,41 % ~ 11 % Sparker 3 6,25 % ~ 6 % Trailerproblemer 3 6,25 % ~ 6 % Sløvhed 2 4,17 % ~ 4 % Utilregnelighed 2 4,17 % ~ 4 % Bidder 2 4,17 % ~ 4 % Nervøsitet 1 2,08 % ~ 2 % Gjordkramper 1 2,08 % ~ 2 % 32

41 Tabel 9.5 Prævalens af kategoriserede fysiske lidelser blandt de individuelt angivne heste (der kan være flere fysiske lidelser repræsenteret ved samme hest): Fysiske lidelser Antal ud af de 48 heste Prævalens (antal / 48) x 100 % Ryglidelser % Tandlidelser 11 22,93 % ~ 23 % Benlidelser 5 10,42 % ~ 10 % Nakke- og halshvirvellidelser 2 4,17 % ~ 4 % Hoftelidelser 2 4,17 % ~ 4 % Hjerteproblemer 1 2,08 % ~ 2 % COPD 1 2,08 % ~ 2 % Henført vaginal smerte 1 2,08 % ~ 2 % Diaphragma hernia 1 2,08 % ~ 2 % Ødem i gjordlejet 1 2,08 % ~ 2 % Muskelømhed i bagpart 1 2,08 % ~ 2 % 10 Diskussion Resultatet af undersøgelsen viser at 46 % af de i alt 375 heste, der var konsulteret af en hesteadfærdsbehandler, havde en fysisk lidelse som årsag til deres adfærdsproblem. Da der ikke forefindes nogen litteratur til sammenligningsgrundlag for dette kvantitative resultat, har det kun været muligt at sammenligne med udtalelser fra de hesteadfærdsbehandlere, der selv har vurderet hvor stort problemet er. Disse hesteadfærdsbehandlere har ikke været blandt de, der har bidraget med data til undersøgelsen, og deres vurderinger ligger alle sammen mellem 60 og 80 %, det vil sige over halvdelen. Der er formentlig nogle af de 375 heste, som ikke er blevet undersøgt for fysiske lidelser. Dette kan skyldes, at hesteejeren måske ikke vil ofre de penge en af hesteadfærdsbehandleren anbefalet dyrlægekonsultation eller anden form for undersøgelse koster, eller at der jævnfør afsnit ikke har været nogen indikationer eller symptomer på fysiske lidelser udover smerteadfærd, som på grund af eventuel manglende indsigt derfor ikke har fået den rette opmærksomhed jævnfør afsnit 2.3. En af de bidragende hesteadfærdsbehandlere, som ikke er af dansk herkomst og som har arbejdet med heste i flere europæiske lande, mener, at vi i Danmark er omkring 10 år bagud med hensyn til viden om hestevelfærd, og dette især omkring vigtigheden af korrekt sadeltilpasning. Undersøgelsens resultat kan meget vel være en indikation herpå. Der kan derfor være falsk-negative heste i undersøgelsen, hvilket betyder, at den beregnede prævalens af heste med fysiske lidelser på 46 % kan være en underestimeret angivelse af den kvantitative relation, som da jævnfør flere hesteadfærdsbehandlere meget vel kan tænkes at ligge mellem %. Nærværende rapport kan dog kun dokumentere for en relation på 46 %. Det gør det ikke nemmere, når en adfærdsbehandler kan være nødsaget til at diagnosticere og vurdere adfærdsproblemet ud fra hesteejerens beretninger uden selv at kunne danne sig det fulde indtryk af hesten, eftersom den ofte ikke kan observeres i lige så lang tid og under samme vilkår som hesteejeren har mulighed for. Hesten kan desuden ændre sin 33

42 smerteadfærd og dermed også adfærdsproblemerne, afhængigt af om den befinder sig i vante omgivelser eller i et fremmed miljø med fremmede mennesker og dyr omkring sig. De hyppigste kategoriserede adfærdsproblemer blandt de individuelt angivne heste med fysiske lidelser er rideproblemer, bukke, opsalingsproblemer, stejle, modvillighed, slå med hovedet, sparke, trailerproblemer, sløvhed, utilregnelighed og bid med henholdsvis 27 %, 23 %, 21 %, 15 %, 13 %, 11 %, 6 %, 6 %, 4 %, 4 % og 4 %. De to mindst præsenterede adfærdsproblemer, nervøsitet og gjordkramper forekommer begge med 2 %. De hyppigste kategoriserede fysiske lidelser blandt de individuelt angivne heste er ryglidelser, tandlidelser, benlidelser, nakke- og halshvirvellidelser og hoftelidelser med henholdsvis 50 %, 23 %, 10 %, 4 % og 4 %. De øvrige præsenterede lidelser, hjertelidelse, COPD, henført vaginal smerte (livmoderbetændelse), diaphragma hernia, ødem i gjordlejet og muskelømhed i bagparten forekommer alle med 2 %. Af ryglidelserne er 29 % forårsaget af en dårlig tilpasset sadel. Den udførte chi-square test på relationen mellem rideproblemer og ryglidelser viser at H 0 accepteres ( 2 = 1,33), dermed er der ingen statistisk signifikant sammenhæng mellem rideproblemer og ryglidelser. Den udførte chi-square test på relationen mellem at bukke og ryglidelser viser at H 0 forkastes ( 2 = 14,27), dermed er der en statistisk signifikant sammenhæng mellem at bukke og ryglidelser. Rent faktisk havde alle undersøgelsens heste med fysiske lidelser, som bukkede, ryglidelser. Også blandt de samlet angivne heste var ryglidelser, tandlidelser og benlidelser hyppige fysiske lidelser, og disse var oftest årsag til rideproblemer og modvillighed. Derudover kan der ikke analyseres mere på de samlet angivne heste, da der mangler angivelser af hvor mange heste, der var inden for hver kategori. Forskellige hesteadfærdsbehandlere, af de der ikke har bidraget med datamateriale til undersøgelsen, har skrevet, at det efter deres vurdering er ryg-, ben- og tandlidelser, der er de hyppigste fysiske lidelser. Dette stemmer godt overens med undersøgelsen, som viser at 83 % (40/48) af de fysiske lidelser blandt de individuelt angivne heste hører derunder. Det kunne være interessant at beregne hvor hyppigt et givent adfærdsproblem blandt alle 195 individuelt angivne heste er forårsaget af en fysisk lidelse, men da jeg kun kender de bestemte adfærdsproblemer på de individuelt angivne heste, der har haft en fysisk lidelse som årsag til adfærdsproblemet (48 heste), og ikke på alle de øvrige individuelt angivne heste, har dette ikke været muligt. Skønt datamaterialet er noget begrænset, vil jeg dog her, udover de to chi-square tests, alligevel foretage en analyse af de adfærdsproblemer, der er præsenteret mere end tre gange blandt de 48 individuelt angivne heste for at se hvilke fysiske lidelser, der hyppigst er årsag til de pågældende adfærdsproblemer: Af de 13 der har rideproblemer er 5 forårsaget af ryglidelser, 3 af tandlidelser, 2 af benlidelser, 1 af COPD, 1 af nakkehvirvellidelse og 1 af diafragma hernia. Af de 10 der bukker, er alle forårsaget af ryglidelser. Af de 10 der har opsadlingsproblemer, er 5 forårsaget af ryglidelser, 3 af tandlidelser, 1 af benlidelser og 1 af ødem i gjordlejet. Af de 7 der stejler, er 3 forårsaget af tandlidelser, 2 af ryglidelser, 1 af nakkehvirvellidelser og 1 af muskelspændinger i bagparten. Af de 5 der slår med hovedet, er 4 forårsaget af tandlidelser og 1 af ryglidelser. 34

43 Af de 6 der er modvillige, er 3 forårsaget af benlidelser, 1 af ryglidelse, 1 af tandspidser og 1 af muskelømhed i bagparten. Selvom der er få heste inden for hver adfærdskategori, bør det især bemærkes at halvdelen af de 10 der har opsadlingsproblemer har ryglidelser, at 4 ud af 5 der slår med hovedet har tandlidelser, og at halvdelen af de 6 der er modvillige har benlidelser. Men der kan naturligvis ikke generaliseres på dette sparsomme grundlag. Som tidligere nævnt er 5 ud af de 12 tilfælde med rideproblemer forårsaget af ryglidelser, alle der bukker har ryglidelser, og der er jævnfør de statistiske beregninger en signifikant relation mellem sidstnævnte. Desværre er respons raten kun på 24 % og jeg havde forventet et langt større datamateriale til min undersøgelse. Men da der er tale om en retrospektiv undersøgelse, har det logistisk set ikke har været muligt at opnå en større svarprocent af returnerede spørgeskemaer med data. Set i bakspejlet skulle jeg have lavet en postspektiv undersøgelse for eksempel for 1 år siden, da jeg på den måde formentlig kunne have fået data fra de hesteadfærdsbehandlere, der ikke fører journaler over deres patienter, og som har brugt dette som begrundelse for deres manglende bidrag. Mange har givet et positivt udtryk for undersøgelsen og det at dens problemstilling nu bliver belyst, men som oftest har det været tidsmæssige årsager, der har forhindret dem i at bidrage med datamateriale. To har svaret, at de ikke er stødt på heste med fysiske lidelser som årsag til adfærdsproblemer, dette kan enten være korrekt vurderet, eller også kan det skyldes manglende indsigt jævnfør afsnit 2.3. Med hensyn til stereotypier er den generelle antagelse, at de ikke forekommer hos ferale heste, da disse lever under for heste naturlige forhold, hvilket i adfærdsmæssig henseende er optimalt. Men hertil vil jeg gerne knytte en lille kommentar; jævnfør mit litteraturstudie kan stereotypier ud over unaturlige, og således suboptimale forhold i adfærdsmæssig henseende, også være forårsaget af fysiske lidelser. Hvis dette er gældende, må stereotypier også kunne forefindes hos ferale heste. Den generelle antagelse kan derfor ikke være gældende hvor smerteadfærd udvikler sig til stereotypier hos ferale heste. Er smerteadfærd hos heste ren fysiologi? Jævnfør Descartes, ja. Men selvom hensigten med denne undersøgelse og litteraturstudiet er, at vi i højere grad skal søge efter fysiologiske forklaringer på adfærdsproblemer, viser den netop også, at der er individuelle forskelle i smerteadfærd blandt heste med samme fysiske lidelser. Dette kan netop indikere, at heste opfatter smerte og foretager individuelle fortolkninger heraf i CNS bestemt af faktorer som race, alder og køn. Især alder har indflydelse på hestens psykiske modenhed, erfaringsgrundlag og indlærte adfærd, som har betydning for hvordan hestens smerteadfærd kommer til udtryk. 11 Konklusion Det er velkendt, at adfærdsproblemer kan skyldes fysiske lidelser, men det er mindre velkendt i hvor høj grad, det er gældende og hvilke fysiske lidelser, der kan være relateret til specifikke adfærdsproblemer. Analysen af de kvantitative resultater har vist, at der er en sammenhæng mellem fysiske lidelser og adfærdsproblemer hos 46 % af de heste, der er konsulteret af en hesteadfærdsbehandler i undersøgelsen. Da 46 % kan være underestimeret, stemmer 35

44 resultatet relativt godt overens med de %, som forskellige hesteadfærdsbehandlere har vurderet som en mulig kvantitativ relation. Blandt de hyppigste adfærdsproblemer var rideproblemer og at bukke efterfulgt af opsadlingsproblemer, stejle, modvillighed, slåen med hovedet, sparker, trailerlæsning, sløvhed, utilregnelighed, bid, nervøsitet og gjordkramper. Blandt de hyppigste fysiske lidelser var ryglidelser, tandlidelser og benlidelser efterfulgt af nakke- og halshvirvellidelser, hoftelidelser, hjerteproblemer, COPD, henført vaginal smerte, diaphragma hernia, ødem i gjordlejet og muskelømhed i bagparten. Dette er i overensstemmelse med vurderinger fra forskellige hesteadfærdsbehandlere, som lyder, at de hyppigste fysiske lidelser som årsag til adfærdsproblemer er ryg-, ben- og tandlidelser. Rideproblemer var oftest associeret med ryglidelser, at bukke var i alle tilfælde associeret med ryglidelser, opsadlingsproblemer var oftest associeret med ryglidelser, at stejle var oftest associeret med tandlidelser, modvillighed var i oftest associeret med benlidelser og at slå med hovedet var oftest associeret med tandlidelser. Der er vist en statistisk signifikant sammenhæng mellem at bukke og ryglidelser, men ikke mellem rideproblemer og ryglidelser. Derudover kan der ikke drages nogen konklusioner på grund af det begrænsede datamateriale. Det er dog tankevækkende, at halvdelen af alle de repræsenterede fysiske lidelser er ryglidelser, og heraf er op mod en tredje del angivet som værende forårsaget af sadlen. Dette stemmer overens med udtalelsen fra den i diskussionen nævnte hesteadfærdsbehandler. Så udover den åbenlyse nødvendighed af et konstruktivt samarbejde mellem hesteadfærdsbehandlere, dyrlæger og andre behandlere viser undersøgelsen, at også inddragelse af personer med gode kompetencer indenfor sadeltilpasning kan være yderst nødvendigt. Når alt kommer til alt, vil en hest med et adfærdsproblem, der er opstået fra smerteadfærd, og dermed er en indikation på fysisk lidelse, blot beskytte sig mod forværring af den fysiske lidelse. Derfor er det vigtigt, at vor opmærksomhed henledes på eventuelle fysiske lidelser, når en hest med adfærdsproblemer trods diverse tiltag og adfærdsbehandling ikke viser nogen forbedring af adfærdsproblemet. Dette gælder også, selvom der ikke umiddelbart er nogen symptomer, da ikke alle fysiske lidelser er lette at erkende. Ved at have kendskab til hestens smerteadfærd bliver det således lettere at fortolke adfærdsproblemer når disse opstår af smerteadfærd, og vi kan yde en præventiv indsats mod eskaleringer af de givne adfærdsproblemer. Dermed kan der opnås en mere effektiv afhjælpning af ikke kun adfærdsproblemet, men også den eventuelt forårsagende fysiske lidelse. Samlet set vil det føre til bedre hestevelfærd, hvilket bør være det overordnede mål, for alle der omgås heste. 12 Perspektivering Under hestens udvikling fra den tidlige Hyracotherium (Eohippus) til den Equus caballus vi kender i dag, er der sket store miljø- og klimamæssige forandringer. Dette har gennem tiderne udryddet arter og flokke af heste, som ej formåede at tilpasse sig miljøforandringerne i fysiologisk og adfærdsmæssig forstand (Mills og Nankervis, 1999 s.33). Equus caballus står nu, ligesom andre domesticerede arter, i den situation, at deres selektion ikke længere er afhængig af naturlig selektion, men af menneskers selektion under arbejdet med hesteavl. Her viser der sig et mindre heldigt aspekt af den domesticering, der begyndte i den yngre stenalder (ca f.kr.) (Mills og McDonell, 2005 s.219), idet heste der ikke ville kunne overleve uden human indblanding på grund af uegnede fysiologiske og 36

45 adfærdsmæssige forudsætninger, nu får mulighed for at indgå i avlen og dermed viderebringe gener, der ikke koder for nævneværdig levedygtighed. Så på grund af domesticeringen af heste ser vi flere fysiske lidelser, og jævnfør undersøgelsens hypotese dermed også adfærdsproblemer. Ansvaret for hestes adfærdsproblemer ligger således hos os mennesker, i og med at det er os, der har foretaget domesticeringen. Dette forpligter os til at afhjælpe adfærdsproblemerne, men som Loyd Morgan (1894) har udtrykt det, så skal adfærd aldrig forsøges forklaret i termer af mere komplekse psykologiske processer end en mere simpel forklaring kan gøre. Når vi skal finde en forklaring på adfærdsproblemer hos heste, er dette godt at have i tankerne. Vi bør med andre ord se efter symptomer på fysiske lidelser, inden vi spekulerer i psykologiske komplekser (Mills og Nankervis, 1999 s.166), eller erklærer hesten for værende adfærdsvanskelig og udenfor terapeutisk rækkevidde. Undersøgelsen har vist at 46 % af de heste, der konsulteres af en hesteadfærdsbehandler, har fysiske lidelser som årsag til deres adfærdsproblem. Derfor bør en eventuel relation mellem adfærdsproblemer og fysiske lidelser altid overvejes, i stedet for blot at betragte hesten som ulydig. De anførte smerteadfærd og kvalitative relationer mellem de forskellige adfærdsproblemer og fysiske lidelser kan være en hjælp til vurdering af de adfærdsproblemer, som hesteadfærdsbehandlere og andre konfronteres med. For at opnå en mere detaljeret oversigt over relationen mellem specifikke adfærdsproblemer og specifikke fysiske lidelser i relation til hestenes alder, køn og race, vil det være relevant med en kommende postspektiv undersøgelse, hvor der er indgået aftale med hesteadfærdsbehandlere om, at de fører journaler med de nødvendige data på hestene For eksempel over en toårig periode. God hesteforstand er, som det fremgår, ikke kun at være bekendt med hvordan adfærdsproblemer løses, men også at vide hvorfor og hvornår de vil opstå. Det er derfor vigtigt med viden om omfanget og betydningen af fysiske lidelser for adfærdsproblemer hos heste, og dermed vil jeg postulere, at kun den der har indsigt i hestes forstand, kan bryste sig af at have forstand på heste. Da hensigten med projektet er at henlede opmærksomheden på fysiske lidelser som årsag til adfærdsproblemer, vil undersøgelsen blive offentliggjort på diverse internetsider og derved formidles til adfærdsbehandlere og andre, der har omgang med heste. 37

46 Litteraturliste Abrantes, R. (1994): Hunden ulven ved din side. Borgen, København. Abrantes, R. (1997): Dog Language. An Encyclopedia of Canine Behaviour. Wakan Tanka Publishers, Naperville, Illinois. Adams, H. R. (ed.) (2001): Veterinary Pharmacology and Therapeutics. 8. udgave, Blackwell Publishing, Iowa. Anonym (2005): Headshaking beim Pferd auch biologische Behandlung kann sinnvoll sein. Biologische Tiermedizin, 2. hæfte. Ashley, F. H., A. E. Waterman-Pearson og H. R. Whay (2005): Review Article: Behavioural assessment of pain in horses and donkeys: application to clinical practise and future studies. Equine Veterinary Journal. Vol. 37 (6), pp Baumann, L. E., C. L. Sillerud og C. R. Spolar-Kilroy (1985): Equine granulsa cell tumors: a review of fifteen cases. Minnesota Vet. Vol. 25(1), pp Beaver, B. V. (1986): Aggressive Behavior Problems. The Veterinary Clinics of North America Equine Practise. Vol. 2, nr. 3. Beaver, B. V. og M. S. Amoss (1982): Aggressive behaviour associated with naturally elevated serum testosterone in mares. Applied Animal Ethology. Vol. 8, pp Beckman, L. og I. Nordenson (1983): Individual differences with respect to the sneezing reflex: an inherited physiologicic trait in man? Human Heredity. Vol. 33, pp Bjerg, J. (2004): Gads Psykologileksikon. G. E. C Gads Forlag, København. Blythe, L. L., B. J. Watrous, E. G. Pearson og L. L. Walker (1990): Otitis media/interna in the horse a cause of headshaking and skull fractures. Proceedings of the American Association of Equine Practitioners. Vol. 36, pp Blythe, L. L., B. J.Watrous, J. A. Schmitz og A. J. Kaneps (1984): Vestibular syndrome associated with temporohyoid joint fusion and temporal bone fracture in three horses. Journal of the American Veterinary Medical Association. 185, pp Bonica, J. J. (1990): Definitions and taxonomy of pain. I: Bonica, J. J. (ed.) (1990): The Management of Pain. Vol. 1, 2. udgave. Lea & Febiger, pp Bowring, J. (ed.) (1962): The Works of Jeremy Bentham. Russel and Russel, New York. Vol. 1, pp Cabib, S. (1993): Neurobiological basis of stereotypies. I: Lawrence, A. B. og J. Rushen (eds.): Stereotypic Animal Behaviour. CAB International, Wallingford, pp

47 Casey, R.: Recognising the importance of pain in the diagnosis of equine behaviour problems. I: Harris, P. A., G. M. Gormarsall, H. P. B. Davidson og R. E. Green (eds.) (1999): Proceedings of the BEVA Specialist Days on Behaviour and Nutrition. pp Cervero, F. (1999): Physiology and Physiopathology of Visceral Pain. I: Max, M. (ed.) (1999): Pain An updated Review. International Association for the Study of Pain Press, Seattle, pp Chance, P (2003): Learning & Behavior. 5. udgave. Thomson Learning - Wadsworth, Belmont. Christie, J. L., C. J. Hewson, C. B. Riley, M. A. McNiven, I. R. Dohoo og L. A. Bate (2006): Management factors affecting stereotypics and body condition score in nonracing horses in Prince Edward Island. Canadian Veterinary Journal. Vol.47, pp Christoffersen, M. (2002): Henført vaginal smerte årsag til hvinskhed hos hopper? Veterinært speciale. Klinisk Institut, Sektion for Reproduktion, Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, København. Conzemius, M. G., G. M. Hill, J. L. Sammarco og S. Z. Perkowski (1997): Correlation between subjective and objective measures used to determine severity of post-operative pain in dogs. Journal of the American Veterinary Medical Association. 210, pp Cook, W. R. (1980a): Headshaking in horses Part 3: Diagnostic tests. Equine Practise. Vol. 2, pp Cook, W. R. (1980b): Headshaking in horses Part 4: Special Diagnostic Procedures. Equine Practise. Vol. 2, nr. 2, pp Cook, W. R. (1992): Headshaking in horses: an afterword. The Compendium on continuing education for the practicing veterinarian. 14, pp Trenton, N. J.: Veterinary Learning Systems. Cook, W. R. (2003): Bit-induced Pain: a cause of fear, flight, fight and facial neuralgia in the horse. Pferdetheilkunde. 19, pp Cooper, J. J., L. McDonald og D. S. Mills (2000): The effect of increasing visual horizons on stereotypic weaving: implications for the social housing of stabled horses. Applied Animal Behaviour Science. 69, pp Covalesky, M. E., C. R. Russoniello og K. Malinowski (1992): Effects of show-jumping performance stress on plasma cortisol and lactate concentrations and heart rate and behaviour in horses. Journal of Equine Veterinary Science. 12(4), pp Divac, I., J. Mogensen, B. Petrovic-Minic, K. Zilles og J. Regidor (1993): Cortical projections of the thalamic mediodorsal nucleus in the rat. Definition of the prefrontal cortex. Acta Neurobiologiae Experimentalis. 53, pp

48 Dodman, N., L. Shuster, M.Court og R. Dixon (1987): Investigation into the use of narcotic antagonists in the treatment of a stereotypic behaviour pattern (crib-biting) in the horse. American Journal Veterinary Research. 48, pp Dodman, N., A. Moon-Fanelli, P. Mertens, S. Fluger og D. Stein (1997): Animal models of obsessive compulsive dissorders. I: Stein, D. og E. Hollander (Eds.): Obsessive Compulsive Disorders: Diagnosis, Etiology, Treatment. MDI, New York. Easley, J. K. (1999): Dental and oral examination. I: Baker, G. J. og J. K. Easley. (Ed.): Equine Dentistry. W. B. Saunders Co., London. pp Flecknell, P. og A. Waterman-Pearson (2000): Pain management in animals. W. B. Saunders, London. Fraser, A. F. (1992): The behaviour of the horse. CAB International, London. Gerring, E. L. og L. R. Thomsett (1980): Mites in headshaker horses. Veterinary Record. 106, p Giamberardino, M. A. (1999): Recent and forgotten aspects of visceral pain. European Journal of Pain. Vol. 3, pp Jakobsen, G. S. (2006), Forelæsningsnote: smertefysiologi, smerteadfærd, smertemodulering. Hospital for store husdyr, Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, København. Jochle, W., (1989): Field trial evaluation of detomidine as a sedative and analgesic in horses with colic. Equine Veterinary Journal. Suppl. 7, pp Johnson, K. G., J. Tyrrell, J. B. Rowe og D. W. Pethick (1998): Behavioural changes in stabled horses given nontherapeutic levels of virginiamycin. Equine Veterinary Journal. Vol. 30, pp Kahn, C. M. (ed.) (2005): The Merck Veterinary Manual. 9. udgave, Merck & CO., INC. Whitehouse Station, N. J., USA. Kold, S. E., L. C. Ostblom og H. P. Philipsen (1982): Headshaking caused by a maxillary osteoma in a horse. Equine Veterinary Journal. Vol. 14, pp Lane, J. G. (1994): A review of dental disorders of the horse, their treatment, and possible fresh approaches to management. Equine Veterinary Journal. Vol. 6, pp Lane, J. G. og T. Mair (1987): Observation on headshaking in the horse. Equine Veterinary Journal. Vol. 19 (4), pp Lane, J. G. og T. Mair (1990): Headshaking in horses. In Practice, September, pp Lawrence, A. B. og J. Rushen (ed.) (1993): Stereotypic Animal Behaviour: fundamentals and applications to wefare. Wallingford CAB International, Oxon. 40

49 Lebelt, D. (1998): Problemverhalten beim Pferd. Ferdinand Enke Verlag, Stuttgart. Lewis, J., A. Mansour, H. Khachaturian, S. J. Watson og H. Akil (1987): Opioids and pain regulation. I: Akil, H. og J. W. Lewis (eds.). Neurotransmitters and Pain Control. Karger, Basel, pp Line, S., B. Hart og L. Saunders (1985): Effect of prebubertal versus postbubertal castration on sexual and aggressive behaviour in male horses. Journal of the American Veterinary Medical Association. 3, pp Lydic, R. og Baghdoyan, H. A. (eds.) (1999): Handbook of behavioral state control: cellular and molecular mechanisms. CRC Press LLC, Florida. Madigan, J. (1996): Evaluation of treatment of headshaking syndrome. I: Proceedings of the international conference on Equine Clinical Behaviour. Schweizerische Vereinigung für pferdemedizin, aug. 1996, Basel. Madigan, J. E. og S. A. Bell (1998): Characterisation of headshaking syndrome 31 cases. Equine Veterinary Journal. Suppl. 27, pp Madigan, J. E., G. Kortz, C. Murphy og L. Roger (1995): Photic headshaking in the horse: 7 cases. Equine Veerinary Journal. Suppl. 27(4), pp Mair, T. S. (1999): Assessment of bilateral infra-orbital nerve blockade and bilateral infraorbital neurectomy in the investigation and treatment of idiopathic headshaking. Equine Veterinary Journal. Vol. 31 (3), pp Mair, T. S. og J. G. Lane (1990): Headshaking in horses. In Practise. 9, pp Marsden, D. (2002): A new perspective on stereotypic behaviour problems in horses. In Practise. November/December. Mason, G. (1991): Stereotypies: a critical review. Animal Behaviour. 41, pp McDonnell, S. M. (2005): Is it psychological, Physical, or Both? I: 51 Annual Convention of the American Association of Equine Practitioners, Seattle, WA, USA. McFarland, D. (1999): Animal Behaviour - physiology, ethology and evolution. 3. udgave. Pearson Education Limited, Harlow, England. McGreevy, P. (1996): Why does my horse? Souvenir Press, London. McGreevy, P. (2004): A Guide for Veterinarians and Equine Scientists. Saunders. Mills, D. S. og R. R. Geering (1997): Equine headshaking survey. Veterinary Record. 141, p

50 Mills, D. og S. McDonell (2005): The Domestic Horse: The Evolution, Development and Management of its Behaviour. 1. udgave. Cambridge University Press, Cambridge. Mills, D. og K. Nankervis (1999): Equine behaviour: Principles & Practise. Blackwell Science Ltd., Oxford. Mills, D. S., R. D. Alston, V. Rogers og N. T. Longford (2002a): Factors associated with the prevalence of stereotypic behaviour in Thoroughbred horses passing through auctioneer sales. Applied Animal Behaviour Science. 78, pp Mills, D. S., S. Cook, K. Taylor og B. Jones (2002b): Analysis of the variations in clinical signs shown by 254 cases of equine headshaking. Veterinary Record. 150, pp Mills, D. S., K. D. Taylor og J. J. Cooper (2005): Weaving, Headshaking, Cribbing, and Other Stereotypies. I: 51 Annual Convention of the American Association of Equine Practitioners AAEP, Seattle, WA, USA. Mow, T. og C. Thøgersen (1997): Veterinært Farmakologikompendium. 2. udgave. DSR Forlag, Frederiksberg. Nicol, C. J. (1999): Understanding equine stereotypies. Equine Veterinary Journal. Suppl. 28, pp Nicol, C. J., H. P. D. Davidson, P. A Harris, A. J. Waters og A. D. Wilson (2002): Study of cribbiting and gastric inflammation and ulceration in young horses. The Veterinary Record. November, 151, pp Perino, L. J. og P. J. Dider (1985): Equine granulosa cell tumours. Equine Practise. 7(4), pp Radostits, O. M., C. G. Clive, C., B. Douglas og K. W. Hinchcliff (2000): Veterinary Medicine - A Textbook of the Diseases of Cattle, Sheep, Pigs, Goats and Horses. 9. udgave. W. B. Saunders, Edinburgh. Robert, S. og B. Beaver (1987): The use of progestins for aggressive and hypersexual horses. I: Robinson, N. (ed.): Current Therapy in Equine Medicine 2. W. B. Saunders, Philadelphia, pp Schmelzer, A. (2002): Gymnasticering af heste. Sådan gøres det korrekt. Forlaget Levade. Stabenfeldt, G. H., J. P. Hughes, P. C. Kennedy, D. M. Meagher og D. P. Neely (1979): Clinical findings, pathological changes and endocrinological secretory patterns in mares with ovarian tumours. Journal of Reproduction and Fertility. Suppl. 27, pp Stephens, D. B. (1980): Stress and its measurement in domestic animals: a review of behavioural and physiological studies under field and laboratory situations. Advances in Veterinary Science and Comparative Medicine. 24, pp

51 Székely, J. I. og A. Z. Rónaii (eds.) (1982): Opioid Peptides. Vol. II. Pharmacology. CRC Press, Boca Raton, Florida. Vecchiotti, G. G. og R. Galanti (1986): Evidence of heredity of cribbing, weaving and stall walking in Thoroughbred horses. Livestock Production Science. 14, pp Waters, A. J., C. J. Nicol og N. P. French (2002): Factors influencing the development of stereotypic and redirected behaviours in young horses: findings of a four year prospective epidemiological study. Equine Veterinary Journal. Vol. 34 (6), pp Wiepkema, P. R. og J. M. Koolhaas (1993): Stress and animal welfare. Animal Welfare. 2, pp Williams, M. (1999): Understanding Nervousness in Horse & Rider. 2. udgave. J. A. Allen, London. 43

52 Appendiks l: Mulige kausale fysiske lidelser til hovedrysten Tabel 2.5 Otogene lidelser Otitis interna (betændelse i indre øre) (Blythe et al. 1990, cf. Mair 1999, p.262). Otitis media (mellemørebetændelse) (Blythe et al. 1990, cf. Mair 1999, p.262). Kan føre til luftsæksmykose (svampeinfektion i luftsækkene) (Blythe et al. 1984, cf. Cook 1992, p.1370). Otitis externa (betændelse i ydre øre og øregang) på grund af skabmider, Sarcoptes scabiei equi, (Cook 1980a, p.36) eller sugemider, Psoroptes equi. Resulterer i kløe af ører og horisontal hovedrysten med samme frekvens under hvile og træning (Mair og Lane 1990, p.185). Ørevoks nær trommehinden kan irritere denne. Deraf ses vigtigheden af ikke at fjerne for mange af hårene i øret (Cook 1980a, p.37). Sprængt trommehinde (Cook 1980b, p.13). Vestibular forstyrrelse (forstyrrelse af ligevægtsorgan) (Madigan 1996, cf. Lebelt 1998, p.61). Tabel 2.6 Oculare lidelser Melanotisk iris cyste (svulst i regnbuehinden) (Lane og mair 1987, cf. Mair og Lane 1990, p. 186). Inflammation, øjenflåd (blinker meget) (Mills et al. 2002b, p.238). Corpora nigra (vaskulariseret udvidelse af regnbuehindens støttevæv) kan forstørres (ødem) under træning og dermed forstyrre hestens udsyn (Cook 1980a, p.34). Fotofobi, udgør ca. 60 % af idiopatiske hovedrystninger og er hyppigst sæsonaktuelle i sommerhalvåret (Madigan 1996, cf. Lebelt 1998, p.61). De er lysafhængige, da N. opticus fra øjet og N. trigeminus fra andre mere distale faciale regioner er tæt relateret i midthjernen, hvorved optisk stimulering kan bevirke irritation i områder innerveret af grene fra N. trigeminus. Lidelsen er arvelig (Beckman og Nordenson 1983, cf. Madigan et al. 1995, p.309). Obstruction af tårekanal (Cook 1980b, p.13). Tabel 2.7 Nasale lidelser mm. Væskeansamling i næse- eller bihuler (Madigan 1996, cf. Lebelt 1998, p.61). Luftsæksmykose (Madigan et al. 1995, p.306). Luftsæksbetændelse (Anonym 2005, p.47). Vasomotorisk rhinitis (betændelse af næseslimhinden og deraf forøget næseflåd) (Madigan et al. 1995, p.306). Forårsages af endogen eller eksogen (f.eks. pollen) stimulering. Kan resultere i obstruktion af næsegange og øvre luftveje, som kan bevirke træningsinduceret hypoxia (lav ilt spænding i blodet) (Cook 1992, p.1371). Allergisk rhinitis (allergisk betændelse af næseslimhinden) (McGreevy 2004, p.81). Obstruktion. Kan skyldes maxilla osteoma (godartet svulst i overkæben), vasomotorisk rhinitis, allergisk rhinitis, laryngeal neuropati (degenerative forandringer af perifere neuroner i struben) eller flexion af atlanto-occipital leddet (nakke-hoved leddet) (Cook 1992, p.1371). Træningsinduceret hypoxia (Cook 1992, p.1370). Næseflåd og næseblod (Mills et al. 2002b, p.238). Respiratoriske lidelser (Mills et al. 2002b, p.237). Pharyngitis (betændelse I svælget) (Cook 1980b, p.10). Osteoma i paranasale sinuser (godartet svulst i næsens bihuler) (Kold et al. 1982). Fysisk stimulering af nasale neuroner med turbulente luftstrømme eller luftbårne partikler som 44

53 støv eller pollen, der når næsegangen (Mair og Lane 1990, p.184). Naso-facial irritation eller smerte. Hesten fnyser, pruster og gnider næsen mod forbenene, inventaret eller andet (Madigan og Bell 1998, cf. Mills et al. 2002b, p.236). 45

54 Tabel 2.8 Dentale lidelser Sår på kindslimhinder forårsaget af tandspidser (Lane og Mair 1990). Ulvetænder og deraf smerter fra trensebid (Mills og Geering 1997, cf. Christie et al. 2006, p.142). Dental periapical osteitis (betændelse i knoglevæv omkring tandrodsspids) (Lane og Mair 1987, cf. Madigan et al. 1995, p.306). Brækkede tænder Tabel 2.9 Neurale lidelser Kraniale neuropatier (Lane og Mair 1987, cf. Mair 1999, p.262). Relation og summation mellem N. opticus og N. trigeminus i midthjernen (fotosensitiv hovedrystning) (Madigan et al. 1995, p. 309). Neuritis af N. trigeminus eller N. infraorbitalis (Cook 1980a, pp.31-40). N. infraorbitalis er sensorisk og har to grene, der innerverer den ipsilaterale øvre læbe, kind, næsebor og gummer indtil første kindtand (Mair 1999, p.262). Stimulering af N. trigeminus nasale grene ved turbulent luftstrøm gennem næsen. Dette kan forklare hvorfor hovedrystning hyppigst ses hos dressurheste, hvor nakken er bøjet, så hovedet holdes i en vinkel, der øger turbulent luftstrøm i næsen (Mills et al. 2005, p.9). Hos heste der rides i en sådan holdning, kan der ligeledes være tale om en delvis spærring af de frie luftveje (Cook 1980a, p.38). Dette kan lede til respiratorisk stress i form af respirationsbesvær på grund af hypoxia og dermed til hovedrystning (Cook 1980a, p.40). Tabel 2.10 Virus infektioner Latent Herpesvirus der bryder frem ved stimulering af N. trigeminus (Anonym 2005, p.47). Rabies (Cook 1992, p.1370). Tabel 2.11 Hvirvelsøjle-lidelser Forandringer i halshvirvelsøjlen (Madigan 1996, cf. Lebelt 1998, p.61). Forandringer i bryst-, ryg- eller lændehvirvler (Cook 1980b, p.10). Smerte i saddellejet (Cook 1980a, p.40). Forkalkning af nakkeligamentet ved insertio på nakkebenet (Cook 1980b, p.10). Tabel 2.12 Allergi Foderallergi Allergisk rhinitis (Lane og Mair 1990, p.185). Pollenallergi (Lane og Mair 1990, p.184). 46

55 Appendiks ll: Spørgeskema d. 28. juni 2006 Kære Jeg har fundet frem til Dem via og skriver nu for at bede om Deres hjælp til dataindsamling til en kvantitativ undersøgelse af relationen mellem adfærdsproblemer og fysiske lidelser hos heste i Danmark. Jeg er veterinær studerende på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole og læser derudover til dyreadfærdsterapeut på Etologisk Institut ( Da jeg er nær afslutningen af min uddannelse til dyreadfærdsterapeut, er jeg i færd med at udarbejde mit afgangsprojekt, som skal omhandle den ovenfor nævnte undersøgelse. Dette er den første videnskabelige undersøgelse af hvor mange af de heste i Danmark, som søges behandlet for adfærdsproblemer, der har en fysisk lidelse som årsag til adfærdsproblemerne. Da jeg gerne vil have et stort datamateriale for at gøre undersøgelsen så fyldestgørende som mulig, håber jeg, at De vil hjælpe mig ved at bidrage med data. De data jeg søger er antallet af alle de heste, som De har konsulteret og antallet heraf, der havde fysiske lidelser, som årsag til problemet. Dette er grundlaget for den statistik jeg skal basere undersøgelsen på, og er derfor meget vigtigt. Da der skal være en brugbar sammenhæng mellem Deres samlede antal konsultationer og antallet heraf med årsag i fysiske lidelser, skal jeg bede Dem anføre antal konsultationer for hvert år fra 1996 og frem til Dette vil jeg så sammenholde med de forskellige datoer for konsultation/behandling. Jeg skal desuden se på hvilke fysiske lidelser, der ligger til grund for de forskellige adfærdsproblemer. Dette kan give et statistisk billede af, i hvor høj grad man som adfærdsbehandler bør overveje en fysisk lidelse som årsag til et givent adfærdsproblem. Det er vigtig at anføre hvem, der har stillet diagnosen, og jeg beder Dem anføre data som vist nedenfor. Alt hvad jeg har skrevet, behøver De ikke at skrive igen, blot talkoderne 1) til 8) for hver hest med adfærdsproblemer forårsaget af fysiske lidelser. Samlet antal heste i konsultation/behandling i år: 1996: 1997: 1998: 1999: 2000: 2001: 2002: 2003: 2004: 2005: 1) Patient nr.: 2) Dato for konsultation/behandling: 3) Race: 4) Alder: 5) Køn: 6) Adfærdsproblem: (gerne så uddybende som muligt) 7) Fysisk lidelse: (gerne så uddybende som muligt) 8) Diagnosen er stillet af: (dyrlæge, veterinær sygeplejerske, beslagsmed, kiropraktor, massør, anden eksamineret behandler eller andre) Jeg er ikke interesseret i oplysninger om Deres klienter, behandlingsprincipper eller behandlingsresultater, og alle data vil være anonyme og vil ikke blive anvendt i anden sammenhæng. 47

56 Jeg vil være Dem meget taknemlig, hvis De vil sende mig en med Deres bidrag til undersøgelsen. Hvis jeg ikke har hørt fra Dem inden 2 uger, vil jeg tillade mig at kontakte Dem telefonisk. Når undersøgelsens resultat foreligger, vil De modtage en rapport heraf, samt en lille erkendtlighed. På forhånd mange tak for hjælpen. Med venlig hilsen Kirsten Dau Nielsen [email protected] Tlf.: