Lissabon-traktat til folkeafstemning? Retssagen om regeringens grundlovsbrud.

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Lissabon-traktat til folkeafstemning? Retssagen om regeringens grundlovsbrud. Skrevet af: Ole Krarup Offentliggjort: 01. september 2009 Som bekendt har regering og folketing nægtet at lade Lissabon-traktaten komme til folkeafstemning. Det lå i kortene da EU's stats- og regeringschefer mødtes efter at traktaten om en EU-forfatning var faldet ved folkeafstemningerne i Frankrig og Holland i EU-medlemslandenes stats- og regeringschefers forhandlinger om den "Reformtraktat" der endte som Lissabon-traktaten, blev ført med den - demokratisk provokerende - ambition at udforme en traktat, der på den ene side udelod "forfatningslignende træk" (en ambition der udtrykkelig påpeges i Udenrigsministeriets Redegørelse af 23. juli 2007) og på den anden side skulle være identisk med eller ligge meget tæt på den forkastede forfatningstraktat: Den traktat der var under forberedelse skulle sikre Unionens kompetencer og funktionsmåde, ganske som den forkastede Forfatningstraktat. Den nye traktat blev udformet som en forklædt forfatning. Forklædningen fremgår med tydelighed af Udenrigsministeriets redegørelse. Som udtryk for at forfatningskonceptet skulle være forladt nævner Udenrigsministeriet "symbolske bestemmelser om EU s hymne, motto og flag". Disse ligegyldigheder påpeges også i "Baggrundsnote til Lissabontraktaten" (aftrykt side 382 i den af folketinget udgivne sammenskrevne tekst). Samtidig belyser denne tekst den nye traktats egentlige indhold, nemlig at "Lissabontraktaten viderefører (...) de centrale nyskabelser i forfatningstraktaten". Der peges særlig på institutioner og kompetencer, hvortil føjes, at "også en række af forfatningstraktatens bestemmelser tages med over i en ændret form som resultat af drøftelserne i Det Europæiske Råd (...".. ). Bestræbelserne på at vedtage en traktat, hvis realindhold svarede til forfatningstraktatens uden folkeafstemninger var det helt afgørende dagsorden for daværende Rådsformand, Forbundskansler Angela Merkels aktiviteter. Således henvendte Rådsformanden sig til forhandlingslederne fra de øvrige medlemslande med en række spørgsmål der understreger Forbundskanslerens ambition. I et af spørgsmålene omtales et forslag "om at anvende en anden terminologi uden at ændre det juridiske indhold". EU-Rådets ambitioner blev fuldt ud indfriet. I relation til Unionens kompetencer og funktionsmåde er Lissabon-traktaten i det væsentlige identisk med Forfatningstraktaten. Den substantielle identitet mellem Forfatningstraktaten og Lissabontraktaten blev tidligt påpeget af EU-inderkredsen, først og fremmest af 1 / 6

2 formanden for EU's forfatningskonvent, den tidligere franske præsident, Valery Giscard d Estaing. I en tale til medlemmer af Parlamentets Forfatningsudvalg 17. juli 2007 sagde han om de to traktater: "Indholdet er i realiteten det samme (...) Substansen er fortsat forfatningstraktaten". Hertil føjede den tidligere irske statsminister Garret FitzGerald (Irish Times 30. juni 2007): "Hvad angår ændringerne, der nu fremlægges til forfatningsteksten, så er det meste ændringer i præsentationen, som ikke har nogen praktisk betydning. De er simpelthen designede til at gøre det muligt for nogle statsledere at sælge ideen om godkendelse i parlamentet i stedet for ved folkeafstemning til deres befolkninger". EU-magthaverne og den danske regering er helt enige: Ingen folkelig medvirken, tak! Kan Regering og Folketing afskære folkeafstemning om Lissabon-traktaten? Efter Grundlovens ord: NEJ. Regeringens holdning, der blev bekræftet af Folketinget med vedtagelsen af tiltrædelsesloven 30. april 2008, er på kollisionskurs med Danmarks Riges Grundlov. Grundloven sætter - heldigvis -grænser for EU's magt over os, og Lissabon-traktaten udstyrer EU-magthaverne med så omfattende styringsredskaber, at den samlede danske Grundlov gennemhulles på så mange punkter, at en egentlig grundlovsændring kommer på dagsordenen: Det er tvivlsomt, om Danmark kan tiltræde traktaten uden en ændring af Grundloven ( 88). Og selvom en grundlovsændring ikke skulle være nødvendig, er traktaten problematisk i forhold til Grundlovens 20, der foreskriver en særlig vedtagelsesform - med folkeafstemning som et nødvendigt led - når der er tale om love der medfører "suverænitetsafgivelse" (den gængse politiske betegnelse for overgivelse af dansk selvbestemmelsesret til "mellemfolkelige myndigheder"). Det er dybt problematisk at Lissabon-traktatens forhold til grundloven ikke på nogen måde blev overvejet af regeringen og folketinget under ratifikationsprocessen. Grundlovsspørgsmålet blev ikke nævnt under folketingets forhandlinger om tiltrædelsesloven, og ikke ét eneste af de 352 spørgsmål der blev stillet under udvalgsbehandling kom ind på grundlovsproblematikken. Regeringens og Folketingets manglende omsorg for grundloven er gået så vidt, at den endelige tiltrædelse af Lissabon-traktaten (deponering af "ratifikationsinstrumentet" i Rom) blev gennemført straks efter vedtagelse af loven af 30. april Myndighedernes samlede adfærd er intet mindre end en demokratisk skandale. Den danske befolknings modspil hertil er de danske domstole, som i mange år har fungeret som grundlovens endelige vogtere. Et stort antal medborgere har derfor anlagt sag mod regeringen, der kræves dømt for grundlovsbrud. 2 / 6

3 Sagsøgerne kræver dom for at den overladelse af danske myndigheders grundlovsbestemte beføjelser (suverænitetsafgivelse) til EU, der er en følge af lov nr. 447 af 11. oktober 1972 med det samlede indhold, loven har efter ikrafttræden af lov nr. 321 af 30. april 2008, er i strid med Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953 som følge af 1. (principalt) at den ved loven tiltrådte Lissabon-traktat medfører suverænitetsafgivelse i så betydeligt og så ubestemt omfang, at traktaten ikke gyldigt kan tiltrædes uden grundlovsændring efter Grundlovens 88, 2, 2. (subsidiært) at regeringen og folketinget har krænket Grundlovens 20, hvis krav til vedtagelse af lov nr. 321 af 30. april 2008 ikke har været fulgt, uanset at der ved loven gennemføres suverænitetsafgivelser til EU, 3. (mest subsidiært) at suverænitetsafgivelsen er besluttet og gennemført med ulovligt/grundlovstridigt formål - nemlig med det formål at undgå folkeafstemning; et sådant formål kan ikke lovligt forfølges; der er begået magtfordrejning, eftersom 19 i den danske grundlov - der giver regeringen magt til at "handle på Rigets vegne i mellemfolkelige anliggender - ikke kan bruges med det formål at sætte befolkningen uden for indflydelse ved at afskære folkeafstemning. Retssagen mod regeringen verserer nu for Landsretten. Regeringens modvilje mod at skulle aflægge regnskab er grænseløs. Derfor søger man med alle midler at forhale sagen. Først gennem indsigelser mod at sagen blev anlagt som et såkaldt "gruppesøgsmål"; og da denne forhalingsmanøvre faldt til jorden, protesterede den sagsøgte regering mod den rejste retssag med at anfægte civilbefolkningens ret til at føre sag om regeringens brud på grundloven. Det er ikke første gang regeringen nægter kritikere af EU-magtudvidelser søgsmålsret. Det skete også i forbindelse med Maastricht-traktaten, som 12 medborgere anfægtede med et søgsmål mod regeringen i Ganske som i den aktuelle sag om Lissabon-traktaten, byggede søgsmålet fra de 12 i Maastricht-sagen på at regering og folketing havde begået grundlovsbrud ved at tiltræde Maastrichttraktaten. Regeringen tabte. Ved dom afsagt 12. August 1996 fastslog Højesteret, at der tilkommer danske statsborgere søgsmålsret, idet Højesteret udtalte: "På grund af tiltrædelseslovens generelle og indgribende betydning har appellanterne en væsentlig interesse i at få deres påstande prøvet" dommen var en nyskabelse. Tidligere anerkendte domstolene kun søgsmålsret i retssager om lovligheden af retsakter, som konkret og aktuelt berører en sagsøgers forhold. Med henvisning hertil udtalte Højesteret i Maastricht-sagen, at der tillige er lagt "vægt på, at et krav herom ikke ville være egnet til at sikre en bedre oplysning 3 / 6

4 af det spørgsmål om grænserne for anvendelsen af Grundlovens 20, som appellanterne har rejst". I den verserende sag argumenterer sagsøgerne for at regeringens og folketingets tiltrædelse af Lissabon-traktaten, er en vedtagelse af generel og indgribende betydning. Hovedpunktet i argumentationen er at EF/EU-medlemskabet i sig selv indebærer at befolkningen er underlagt en ændret forfatningsretlig styreform i sammenligning med den samfundsstyring der følger af den danske grundlov. I dette lys er enhver væsentligt øget magt til EU af indgribende betydning. Den sagsøgte regering har med sin tilslutning til Lissabon-traktaten tiltrådt de forringede demokratiske vilkår for den danske befolkning der følger af traktaten; forringelserne består særlig i at traktaten medfører (1) forstærket beslutningsmagt for EU inden for nye, omfattende politik-områder, (2) en voksende afstand mellem befolkningen og de øverste politiske beslutningstagere, (3) en øget brug af EF/EU's omfattende og for (en stor del af) befolkningen uigennemskuelige beslutningsprocesser. Kan en regering, der kalder sig demokratisk, tillade sig at benægte at disse konsekvenser har "indgribende betydning" for alle danskere? Regeringen er tilmed helt på det rene med de demokratiske devalueringer. I Udenrigsministeriets "Redegørelse til Folketinget om Lissabon-traktaten", januar 2008 fremhæves bl.a. - at "et hovedformål med Lissabon-traktaten er at effektivisere det europæiske samarbejde" (side 48), - at effektiviseringen sker "dels gennem en række institutionelle ændringer, dels ved en strømlining af EU's beslutningsgange" (side 49), - at traktaten ("En ændringstraktat") "vil i manges øjne forekomme indviklet og teknisk med mange detaljerede regler" (Forord, side 6), - at traktaten "gør kvalificeret flertal til hovedreglen for beslutninger i Rådet" (side 48). Det sidste betyder at den danske repræsentation mister sin vetoret. Dette tab forstærkes af at et betydeligt flertal blandt befolkningsfattige medlemsstater, hvortil Danmark hører med en befolkning på 1-2 % af Unionens samlede befolkning, diskrimineres i forhold til medlemsstater med stort antal indbyggere, eftersom det nødvendige flertal i henhold til artikel 16, punkt 4 skal bestå af "medlemsstater med tilsammen mindst 65 % af Unionens befolkning". De forringede demokratiske vilkår forstærkes af omfattende nye EU-beføjelser. Her indskrænker jeg mig til at nævne at traktatfæstelsen af at EU's vedtagelser - herunder EF-domstolens retspraksis - fortrænger dansk ret ("forrangsprincippet"). Betydningen af den skete traktatfæstelse illustreres af Laval-sagen. I dom af 18. december 2007 fastslog EF-domstolen, at EF-myndighederne med hjemmel i direktiv 96/71 om udstationering af arbejdstagere har ret til at sætte EF-retlige grænser for den aktionsret der tilkommer arbejdsmarkedets parter. I konsekvens heraf underkendte EF-domstolen en blokade, der var iværksat af Svenska 4 / 6

5 Byggnadsarbetareförbundet, idet EF-domstolen mente at blokaden var i strid med EF's udstationeringsdirektiv, og det gjaldt uden hensyn til at blokaden var fuldt berettiget i henhold til svensk (og dansk) ret. Danmarks regering gjorde i sit indlæg i sagen gældende, at der ikke tilkommer EF kompetence til at regulere arbejdsmarkedets kollektive kampskridt. I indlægget gav regeringen udtryk for den opfattelse, at EF "hverken direkte eller indirekte har kompetence til at regulere fagforeningers ret til at konflikte for at opnå overenskomst med en arbejdsgiver". Ikke des mindre har EF-domstolen fastholdt EU's magt over aktionsretten Lavaldommens retsopfattelse er senest bekræftet med EF-domstolens dom af 3. april 2008 i sag C-346/06, Rüffert-sagen. Den nu gennemførte traktatfæstelsen af EF-domstolens retspraksis og forrangsprincippet betyder, at retten til at bestemme over arbejdsmarkedets konflikter overføres til EU. Et EU-indgreb i kollektive aftalerettigheder er såvel indgribende som generel, eftersom det rammer det samlede arbejdsmarked. Kan regeringen mon benægte denne indgribende betydning? En benægtelse vil kræve en betydelig politisk fleksibilitet. Under Laval-sagen påpegede regeringen at "Rammerne for arbejdsmarkedets parter, herunder konfliktretten og dens grænser, er udviklet i den danske arbejdsmarkedsmodel gennem mere end 100 år. Indgreb heri vil forrykke den sociale balance på det danske arbejdsmarked markant". Regeringens benægtelse af at tiltrædelsen af Lissabon-traktaten skulle savne "generel og indbringende betydning", er åbenlyst utroværdig. Regeringens procesførelse er kompromitterende og parodisk. Med benægtelsen af befolkningens ret til at kræve domstolenes afgørelse af grundlovens grænser - regeringens afvisningspåstand - bliver processen vendt på hovedet. Sagsøgerne kræver dom for at regeringen og folketinget har brudt grundloven ved at tiltræde Lissabon-traktaten - nemlig fordi denne traktat overtræder grundlovens grænser for suverænitetsafgivelse. Det betyder at EU-kompetencens samlede tilvækst - i forhold til både ekspanderende EU-magt og antidemokratiske beslutningsprocesser - er selve processens genstand under en senere behandling af sagens realitet. Hvad skal der så ske i landsretten i juni under den isolerede behandling af sagsøgernes ret til at rejse sag mod regeringen (søgsmålsretten, også kaldet sagens formalitet)? Som det er nævnt flere gange, er søgsmålsretten betinget af at Lissabon-traktaten har "generel og indgribende betydning". Dette krav kalder regeringen for "Maastricht-kriteriet". I regeringens seneste processkrift udtales det, at "det må forlanges, at Maastricht-kriteriets opfyldelse er klart dokumenteret". Det kan ikke lade sig gøre for sagsøgerne at dokumentere traktatens "generelle og 5 / 6

6 indgribende betydning" uden at inddrage grundloven. Og da traktatens forhold til grundloven er temaet for sagens realitet, betyder regeringens krav om den isolerede proces om søgsmålsretten, at denne ret ikke kan afgøres uden at inddrage sagens realitet. Hvorfor har regeringen krævet en særskilt - isoleret - behandling af søgsmålsretten? Svaret er beskæmmende enkelt: Regeringens processtrategi er en undvigelsesmanøvre, en afsporing og forvirring af sagen, der kan forsinke/forhindre en domsafgørelse af regeringens grundlovsbrud! Behandlingen af formaliteten kan nemlig ikke fungere som en camoufleret realitetsbehandling eller på nogen måde foregribe en senere afgørelse af sagens realitet! Regeringens strategi betyder - på den ene side: "Det må forlanges, at Maastricht-kriteriets opfyldelse er klart dokumenteret". - på den anden side: Sagsøgerne har ikke ret til at fremkomme med den krævede dokumentation, da sagen om søgsmålsretten ikke må foregribe sagens realitet. Der er stærkt brug for vogtere af folkestyre og grundlov. 6 / 6