alles ansvar konsulentnetværket - networking consultants B E S K Y T T E L S E A F C I V I L E UNDER VÆBNEDE KONFLIKTER

Transkript

1 konsulentnetværket - networking consultants B E S K Y T T E L S E A F C I V I L E UNDER VÆBNEDE KONFLIKTER alles ansvar Man skulle have troet, at Hitlers Holocaust én gang for alle fjernede opfattelsen af, at det ikke rager andre, hvad der foregår bag et lands grænser. Gareth Evans 1

2 Indledning Aldrig mere bør det internationale samfunds svar udeblive. Lad os være enige om fremover at handle sammen på en rettidig og beslutsom måde. Lad os også forpligte os til at oprette advarselsmekanismer og sikre, at forebyggelse er reglen snarere end undtagelsen. Rwandas præsident Paul Kagame Torsdag den 7. april 1994 blev en FN-vogn standset ved en vejspærring i Rwandas hovedstad Kigali. Bilens FN-folk blev beordret ud, afvæbnet og derefter koldblodigt myrdet - alle ti. Katastrofen i Rwanda blev endnu en skamplet på menneskeheden og på FN, der netop var oprettet efter Anden Verdenskrigs massemord på civile - under mottoet: Aldrig mere. Det kunne opleves, som om den opløsning af vante rammer, der fulgte afslutningen af Den Kolde Krig også har medført tab af respekt for humanitære principper, der i stigende grad Efter årtusindeskiftet stod det klart, at de humanitære principper måtte genrejses. I 2005 samledes i FN det hidtil største antal statsoverhoveder med det formål at indføre en ny æra Drabene var ikke en fejltagelse, en misforståelse, en smutter. Tværtimod: FN-folkene i Rwanda bar tydeligt FN s mærke. Det var derfor, de blev dræbt. Det var koldt kalkulerede mord: I årene før Rwanda-katastrofen var nødhjælpsarbejdere blevet overfaldet i Somalia, hvor mange blev dræbt eller såret. Det samme skete i Afghanistan. I det tidligere Jugoslaviens havde vundet indpas. Nogle af de vigtigste er, at krig ikke må ramme uskyldige, og at humanitært hjælpepersonale skal respekteres som neutrale. med respekt for disse principper. Hele 150 stater tilsluttede sig begrebet Forpligtelse til at beskytte - på engelsk: Responsibility to Protect, ofte forkortet R2P. Bagmændene var de folkemordere, der ønskede FN og andre humanitære organisationer væk, så de uhindret kunne gå i gang med at udrydde landets tutsibefolkning. Da mordene på de ti FN-folk blev kendt, trak FN den vigtigste del af sin militære styrke ud af Rwanda, helt som bagmændene havde ønsket det. Hundrede dage senere var et af det tyvende århundredes mest bestialske folkemord afsluttet: Mere end 90% sammenbrud og voldsorgie af etniske fordrivelser og mord gentog mønsteret sig. En ny type krig begyndte at dominere, hvor overfald på civile blev en væsentlig del af krigsførelsen, ofte den vigtigste - og hvor de krigsførende parter også overfalder og myrder nødhjælpsarbejdere. Gennem de seneste 20 år har langt de fleste krige, verden har oplevet, været væbnede opgør inden for et lands grænser snarere end krig mellem to eller flere I 2009 er 35 millioner mennesker fordrevet fra deres hjem og lever i usikkerhed i flygtningelejre eller et andet sted i deres land. På Darfurs støvede sletter, i Sri Lankas trykkende regnskov, i Gaza og Afghanistan, Irak, Den Demokratiske Republik Congo, Somalia og en række andre lande lever større eller mindre dele af befolkningen i frygt for at blive terroriseret og overfaldet af hæren eller væbnede grupper. Det er et nyt begreb, men dækker et gammelt princip om, at regeringer og andre magthaveres første pligt er at beskytte deres egen befolkning mod overgreb. af alle landets tutsier var myrdet, omkring mennesker. nationer. 2 3

3 Hvad er problemerne? Farlige nye verden Da Den Kolde Krig sluttede, stod verden over for en ny og ukendt situation. I fyrre år var alle vigtige globale beslutninger truffet inden for de rammer, som denne konflikt skabte. Somalia førte Sovjetunionens sammenbrud til ophør af økonomisk støtte til den skrøbelige stat, og da en voldsom hungersnød samtidig ramte ørkenlandet, førte rivalisering om de fattige smuler til blodige fejder og statens sammenbrud. Og så kom Rwanda-katastrofen. Ophøret af Den Kolde Krig var imidlertid ikke den eneste dramatiske nye tilstand, der karakteriserede livet i 1990 erne. Globaliseringen af informations- og pengestrømme vendte også op og ned på vante gange. Rædslerne fra de tre katastrofeområder var synlige på direkte De indre forhold i de fleste af klodens samfund var blevet tilpasset landets plads i konflikten. Ingen havde forudset, at denne vante tilstand pludselig var slut. Ingen havde planer for, hvordan de nye forhold skulle håndteres. Appeller fra omverdenen om at skåne uskyldige prellede af på de krigsførende parter i alle tre konflikter. I løbet af de tre år mistede mere end en million civile livet, mens endnu flere måtte flygte og derefter leve en trist tilværelse i ende- tv kloden rundt, og ofrenes bøn om hjælp kunne høres i hver en hovedstad. Uden nogen etableret politik til at håndtere den nye situation søgte omverdenen efter et passende svar, påvirket af lidelserne og af flygtningestrømme. 4 Snart opstod problemer, som ingen heller havde løsninger på. I løbet af blot tre år, fra 1991 til 1994, stod verden med tre voldsomme og umiddelbart uløselige konflikter. Den jugoslaviske føderation gik i opløsning og nådesløse mænd førte krig mod medborgere fra andre etniske grupper. Gammelt nag og rivalisering var blevet fejet under Jerntæppet, nu brød de ud i lys lue. I løse lejre. Når appellerne ikke virkede og de blodig krigsherrer, generaler og militser fortsatte ugerningerne, stod resten af verden som oftest tvivlrådig. Kendte politiske redskaber virkede ikke længere: I den gamle verden havde de to overordnede supermagter til en vis grad kunnet styre deres egne, især hvis konflikter truede den indre sammenhængskraft i deres magtområder. Regeringerne greb naturligvis først og fremmest i den kendte værktøjskasse og førte humanitær politik: Nødhjælp til de lidende og militært FN-indgreb til beskyttelse af hjælpen. Men snart stod det klart, at en lang række nye - og gamle - udfordringer løb sammen og vanskeliggjorde en effektiv indsats. 5

4 Udfordring 1: En anden slags krig I tiden op til og under Den Kolde Krig var krig blevet institu- formål var at vinde territorium og befolkninger, var de nye krige ofte vendt mod befolkninger. Hvor civile tidligere var tilfældige ofre, var de nu skydeskive. Udfordring 3: Sårbare grupper som mål Eftersom de nye krige ofte er rettet direkte mod civilbefolk- Srebrenica tionaliseret som en aktivitet mellem suveræne stater, udført af deres uniformerede og i princippet disciplinerede professionelle hære. Men krigene, der blussede op i 1990 erne var af en helt anden type: De foregik praktisk talt aldrig mellem to eller flere stater, men som hovedregel inden for en stats egne grænser. Men i de tre nye konflikter var de vigtigste krigsførende parter ikke engang almindelige hære med uniformerede soldater under statens kommando. De var mere eller mindre løse grupper af militser, klaner og krigsherrer. De havde ingen over sig, og de skelnede ikke mellem fjender eller civile. Udfordring 2: Spredning af våben og miner Håndvåben - rifler, maskingeværer og skulderbårne raketafskydere - var blevet billige efter afslutningen af Den Kolde Krig, og ivrige købmænd spredte dem overalt på kloden. De er så lette at bruge, at selv børn kan dræbe uden synderlig anstrengelse - forskning har vist, at ud af de 49 regionale konflikter, der har hærget verden siden 1990, var håndvåben de eneste våben i 46 af disse. 2 De fylder ikke meget og er primitiv teknologi, som ikke kræver megen oplæring eller vedligeholdelse, og håndvåben er nemme at smugle. ningen, er kvinder og piger sårbare mål, der udsættes for seksuelle overgreb, udbytning og handel. Voldtægt har altid været en integreret del af krig, når skræmte, rasende eller vilde soldater hærger, men i ex-jugoslavien, i Congo og i Sudan bruger krigsførende parter voldtægt som endnu et våben i arsenalet til at ydmyge og svække fjenden. Kvinder og piger bliver bortført til brug som arbejdskraft og til at levere seksuelle ydelser til de kæmpende og deres bagmænd, og fra mange konfliktområder bliver piger sendt på bordeller for at bidrage til bagmænds økonomiske indtjening. Mange års serbiske forsøg på at erobre det vigtige område omkring den bosniske by blev udført med voldsomme overgreb på civilbefolkningen. I midten af 1990 erne havde serberne presset de sidste lokale indbyggere sammen omkring en lille gruppe FN-soldater i Srebrenica, som FN havde erklæret et sikkert område. Men i 1995 trængte serbiske soldater ind og tvang alle kvinder ud. I de følgende måneder blev omkring mænd og store drenge myrdet af de serbiske styrker. De kunne være vanskelige for udenlandske parter, for eksempel fredsmæglere, at få kontakt til eller at øve indflydelse på. Ofte kunne de have så snævre interesser i at føre krig - økonomisk gevinst eller ønsket om etnisk fordrivelse eller udryddelse - at de var vanskelige at bringe til et forhandlingsbord. Udfordring 4: Nægtelse af adgang til hjælp Udsultning af civile er et oldgammelt krigsmiddel, især ved belejring af byer. Men i de nye krige bliver hele befolknings- Hvor krige tidligere hovedsagelig var en aktivitet, hvor grupper eller regioner ofte nægtet hjælp. soldater kæmpede mod andre soldater, forsøgte de nye krigere ofte at undgå egentlige kamp med modstanderen - i stedet beskød de modstanderens bagland, det vil sige baglandets civile. Civile blev overfaldet, mishandlet, fordrevet og myrdet. Kvinder blev systematisk voldtaget som et led i hærførernes kampagner mod fjenden. Børn blev udstyret med våben og indskrevet som soldater. Fødevarer og medicin blev stjålet eller holdt væk fra sultende og syge. Hvor tidligere kriges Også miner blev spredt i store mængder, men ikke samlet ind igen, når konflikter sluttede. Der ligger stadig millioner miner i jorden verden over, nu truer de bønder og børn med død og lemlæstelse. Også ældre mennesker er sårbare under konflikter, hvor mangel på mad og medicin eller nødvendigheden af at flygte stiller dem dårligt. Mænd kan også være sårbare i konflikter, når de tvangsindskrives som soldater eller kæmpende, eller når de bliver fjendens mål, alene fordi de er mænd og dermed mulige soldater. Konflikten i Darfur er et af de mest skræmmende nyere eksempler. Sudans regering har planlagt og deltaget i krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden under konflikten i landets sydvestlige region, og som led i dette har den nægtet den konfliktramte befolkning både mad og medicin. Ofte er nødhjælpsarbejdere blevet overfaldet og myrdet. Siden landets præsident i foråret 2009 blev beordret arresteret af den Internationale Straffedomstol blev en række hjælpeorganisationer beordret ud af landet. 6 7

5 8 Udfordring 5: Nationalstatens suverænitet og FN s mandat Hovedreglen for FN s arbejde er, at det ikke kan trænge ind i et selvstændigt land uden invitation fra landets regering. Men hvad gør omverdenen så, hvis en stor del af landets befolkning lider under en væbnet konflikt i landet - uden at landets regering forhindrer det, ja muligvis er en væsentlig del af årsagen til befolkningens problemer? Somalia havde ingen regering og i det tidligere Jugoslavien var de nyligt opståede stater imod indblanding. Her løste omverdenen dilemmaet ved at tvinge sig adgang med magt og sendte soldater i menneskehedens navn: De skulle beskytte civile og nødhjælpsarbejdere og samtidig fremme en fredelig udgang på konflikterne. Fremgangsmåden førte til så voldsom modstand i Somalia i , hvor mange FN-soldater blev dræbt, at ingen af stormagterne var parate til at standse blodbadet i Rwanda ved at sende flere soldater. Metoden medførte også, at deltagende lande i indgrebene blev beskyldt for dobbeltmoral: Hvorfor, spurgte befolkningen i det østlige Congo gennem 1990 ernes terrorkrige, greb NATO ind i Jugoslavien og FN ind mod Iraks invasion af Kuwait - men lod være med at hjælpe i Congo? I de følgende årtier steg katastrofernes omfang. En borgerkrig i Den Demokratiske Republik Congo medførte mere end fire millioner dødsofre, frihedskamp i Østtimor, undertrykkende regimer på den arabiske halvø, religiøst formulerede opgør i Afghanistan og en fortsat, langstrakt kamp i Sudan mellem centralmagten og folkeslag i syd og vest krævede stadig flere ofre. De mange humanitære kriser kunne ikke løses med flere FNsoldater. Men stadig større grupper af civile havde behov for beskyttelse og hjælp - og stadig flere nødhjælpsarbejdere blev overfaldet eller dræbt. Udfordring 6: Interventionsret eller imperialisme Diskussioner i Europa om håndtering af krisen i eks-jugoslavien gav næring til et krav om, at det internationale samfund havde pligt og ret til at gribe ind, som den nuværende franske udenrigsminister Bernhard Kouchner formulerede det. Dette krav om retten til humanitær intervention - i menneskehedens navn - faldt mange for brystet. Flere af disse lande var samtidig økonomisk trængte af globaliseringen. Mange traditionelle samfund følte sig truet af den buldrende udvikling. Og ofte blev de - især vestlige - krav om at gribe ind for at beskytte udsatte befolkningsgrupper fulgt af opfordringer til at skifte regeringerne ud i disse lande. Mange af dem opfattede den nye doktrin om humanitær intervention som gammel dominans på nye flasker; ord som imperialisme blev støvet af igen. I FN s sikkerhedsråd fandt disse truede regeringer ofte forbundsfæller i Rusland og Kinas regeringer, der også så med mistro på Vestens iver efter at gribe ind i det, de opfattede som selvstændige landes interne forhold. De to lande kunne med vetoretten blokere for humanitære indgreb under FN s paraply - og de kunne henvise til, at sikkerhedsrådets øvrige medlemmer med vetoret, USA, Storbritannien og Frankrig, historisk set også har brugt denne ret til at standse indgreb i andre lande. Udfordring 7: Global værdikamp 1990 ernes ildstorm af regionale konflikter og store flygtningestrømme blev fulgt af voldsomme terrorangreb i det nye årtusinde. Efter USA s regering i 2001 erklærede Krig mod terror og sammen med sine allierede invaderede først Afghanistan og siden Irak, voksede en ulmende konflikt sig større: Blandt regeringer og folkegrupper i islamiske lande, mange af dem svage, blev opfattelsen styrket af, at selve deres religion og dens udøvere var under angreb fra Vesten. I de seneste år har ekstremister derfor følt sig berettiget til at foretage direkte angreb på FN, dets personale og alle andre humanitære organisationer med rod i Vesten. I Algiers og i Bagdad er FN s bygninger blevet bombet. Mord og gidseltagning er en daglig trussel for internationale hjælpearbejdere i Afghanistan og Irak. Bagmændene har ingen respekt for såkaldt almenmenneskelige humanitære principper. I det nye årtusinde skulle det humanitære hjælpearbejde konfrontere alle disse udfordringer. Sat på spidsen skal det håndtere en uhyre vanskelig konflikt: På den ene side en opfattelse af, at omverdenen har ret, måske ligefrem pligt, til at gribe ind, hvis principper som universelle menneskerettigheder og universelle krav om respekt for civile under væbnede konflikter brydes - og på den anden side en opfattelse af, at disse begreber netop ikke er universelle, 9

6 Humanitære principper og internationale aftaler Alle samfund og kulturer rummer grundlæggende holdninger efter. Senere samme år, i 1864, fik komiteen en række europæiske landes underskrift på den første Genevekonvention. om, at uskyldige skal beskyttes i krigstid, især kvinder, børn og ældre, men også mænd, som ikke er indblandet i selve Denne sikrer beskyttelse af sårede soldater samt de civile, krigen. der hjælper dem. Med sit oprindelige kristne udgangspunkt er Røde Kors siden sekunderet af tilsvarende organisationer fra flere andre trossamfund, mest kendt er den muslimske Røde Halvmåne. I 2005 blev et fællessymbol vedtaget, "Røde Krystal", som kan anvendes, hvor religiøst inspirerede symboler ikke anses for passende. Alle samfund har imidlertid også haft mørke stunder, hvor disse holdninger er blevet tilsidesat, så alene geografisk, religiøs eller etnisk tilknytning til fjenden har været tilstrækkeligt til, at krigsførende parter opfattede civile som skyldige, der ikke havde krav på beskyttelse. Ansete statsmænd og tænkere forsøgte i mange samfund at mindske tilskyndelsen i kampens hede til at ignorere de holdninger, der hersker i mere rolige og velovervejede tider. Men først ved afslutningen af Anden Verdenskrigs barbari kunne der skabes bindende internationale regler for beskyttelse af civile. Et stort efterfølgende skridt har siden været at oprette den internationale straffedomstol (The International Criminal Court, ICC) for også at kunne retsforfølge dem, der forbryder sig mod de internationale regler. Første skridt i denne udvikling var at sikre beskyttelsen af soldater. En gruppe schweiziske borgere oprettede i 1863 Den Internationale Røde Kors Komité med hovedformålet at hjælpe krigens sårede. Første gang de karakteristiske Røde Kors-armbind blev set på slagmarken, var ved Dybbøl året Røde Kors fastslog allerede under dette arbejde, at nationerne har pligt og ansvar til at beskytte deres folks helbred og fysiske velvære, men først 80 år og to verdenskrige senere fik organisationen opbakning til en forpligtende aftale om beskyttelse af civile. Dette blev i 1949 nedfældet i Den fjerde Genevekonvention (den anden og tredje omhandler sårede soldater til søs samt krigsfanger). På et fundament af disse konventioner har verdenssamfundet, først og fremmest gennem FN, udbygget beskyttelsen af civile under konflikt, blandt andet med to væsentlige protokoller fra Et grundlæggende element i aftalerne har fra første dag været de underskrivende landes forpligtelse til at respektere Røde Kors medarbejdere som neutrale. Dette giver Røde Kors adgang til at redde sårede soldater på slagmarken, beskytte dem, sikre adgang til både dem og krigsfanger og hjælpe dem med forsyninger, lige som den i princippet skal garantere respekt for alle bygninger, køretøjer mm., der bærer Røde Kors-mærket. Denne neutralitetsforpligtelse overfor Røde Kors humanitære arbejde har siden været grundlaget for en udbredt holdning om, at andre humanitære organisationer også bør behandles som neutrale - et forhold, der kan kollidere med ngo ers mere holdningsprægede arbejde. I 1998 blev de juridiske grundsten lagt til ICC, og domstolen indledte i 2002 sit arbejde med at retsforfølge personer, der har begået krigsforbrydelser, folkemord og forbrydelser mod menneskeheden. Udviklingen har været akkompagneret af en konstant kampagne for både at udvide antallet af lande, som med deres underskrift binder sig til de humanitære regler og til at styrke reglerne. Allerede i 1867 havde samtlige større europæiske lande underskrevet den første konvention, i 2009 har lande underskrevet alle fire konventioner. Heraf har 156 tilsluttet sig de to 1977-protokoller og 108 er medlemmer af straffedomstolen - dog ikke stormagterne USA, Kina, Rusland og Indien

7 Suverænitet forpligter Mens civile gennem 1990 erne i stigende grad blev skydeskive under konflikter, voksede uenigheden om, hvordan det internationale samfund kunne forbedre beskyttelsen og hjælpen. Samtidig var det åbenbart, at nogle af verdens værste diktatorer og forbrydere mod deres egen befolkning beskyttede sig bagved FN-charterets forsikring om nationers suveræne ret til selv at afgøre indre anliggender. Da svaret kom, vendte det op og ned på gamle ideer, skriver Australiens tidligere udenrigsminister og nuværende præsident for International Crisis Group, Gareth Evans, fordi det fortolker landenes suverænitet mere som en forpligtelse end en ret. Løsningen på de humanitære beskyttelsesproble- Det er sigende for betydningen af denne nye fortolkning af suverænitetsbegrebet, at bare fire år senere, i 2005, bakkede de 150 statsledere forsamlet i FN op om R2P-doktrinen. Kravet om humanitære indgreb hjalp ganske vist ofte til at samle opbakning i Nord til at hjælpe for eksempel Bosnien, Somalia og Vestafrika. Men det skabte global uenighed om hvornår, hvor og hvordan dette magtmiddel kunne bruges. I løbet af tiåret blev der gennemført hele ni væsentlige militære operationer, der ikke bare var humanitære, men også gennemført med tvang. 3 I et tilbageblik i 2008 kalder den spanske forsker Juan Garrigues erfaringerne med doktrinen et hængedynd Interventionerne kom for sent (Bosnien og Centralafrika); der var ingen, hvor den burde have været uomgængelig (Rwanda), var planlagt med det hovedformål at komme ud igen så hurtigt som muligt (USA i Haiti), blev retfærdiggjort med en blanding af humanitære og politiske begrundelser (Kosovo) - og de blev alle gennemført med uklare mandater. 4 Modviljen mod doktrinens ret til tvungne, humanitære indgreb var stærk, især fra fattige lande og fra lande på den sydlige halvkugle. De har vundet eller fastholdt deres nationale selvstændighed under vanskelige, ofte blodige vilkår, og betragter statens suverænitet som deres vigtigste værn mod overgreb fra stærkere magter. Vejen frem var at finde svar på spørgsmålet om, hvordan det internationale samfund kunne balancere mellem hensyn til individuelle staters suverænitet og hensynet til universelle menneskelige værdier. Kina brugte kampvogne til at dræbe folk på Den Himmelske Freds Plads. Det er Burmas suveræne ret også at dræbe sine indbyggere. Professor Shen Dingli, Shanghai 5 mer er ikke de store landes ret til at bruge muskler, men alle landes forpligtelse til at beskytte mulige ofre mod massive overgreb. 6 Evans afleverede sammen med FN s tidligere udsending til Somalia, Mohamed Sahnoun, på den canadiske regerings opdrag i 2001 et forslag til FN efter disse retningslinjer. De kaldte det nye begreb for staternes forpligtelse til at beskytte - Responsibility to Protect, R2P. Ved at lægge vægt på denne forpligtelse kom det internationale samfund videre fra 1990 ernes ofte opståede fortvivlede valg mellem intet at gøre - eller at sende marinesoldaterne. Stater kan - lige som naboer - hjælpes til at udøve deres forpligtelse. Ud fra en erkendelse om, at massive overgreb på civile hverken opstår ud af den blå luft eller kan foregå i det skjulte, rummer begrebet derfor en række muligheder for andre lande til at bidrage med forebyggelse, dialog og hjælp. Begrebet bragte også verden videre med hensyn til berettigelsen af indgreb udefra: Hvis en regering på trods af alle tilbud om hjælp stadig ikke opfylder den moderne stats forpligtelse til at beskytte sine borgere, må det internationale samfund overtage denne forpligtelse. Når vi læser FN-Charteret i dag, er vi mere end nogensinde klar over, at dets mål er at beskytte individuelle mennesker, ikke deres bødler. Kofi Annan 7 Foto: Fabrice Coffrini 12 13

8 Forpligtelsen Hver enkel stat er forpligtet til at beskytte sin befolkning mod folkemord, krigsforbrydelser, etnisk fordrivelse og forbrydelser mod menneskeheden... Det internationale samfund er desuden gennem De Forenede Nationer forpligtet til at bruge passende diplomatiske, humanitære og andre fredelige midler til at hjælpe med beskyttelsen af befolkningen mod folkemord, krigsforbrydelser, etnisk fordrivelse og forbrydelser mod menneskeheden. I denne sammenhæng er vi indstillede på at handle i fællesskab, rettidigt og beslutsomt, gennem Sikkerhedsrådet... og i samarbejde med relevante regionale organisationer, såfremt fredelige midler ikke er tilstrækkelige og nationale myndigheder åbenlyst svigter deres forpligtelse til at beskytte deres befolkning mod folkemord, krigsforbrydelser, etnisk fordrivelse og forbrydelser mod menneskeheden. Således lyder den afgørende tekst i resolution 60/1, som 150 stater tilsluttede sig på FN s generalforsamling i For at fremme gennemførelsen af doktrinen udnævnte FN s generalsekretær i 2008 den amerikanske professor Edward Luck til organisationens særlige rådgiver om emnet. I januar 2009 fremlagde generalsekretær Ban Ki-Moon den hidtil mest udførlige beskrivelse af doktrinen i sin Rapport om gennemførelsen af forpligtelsen til beskyttelse ; den forventes at blive diskuteret på generalforsamlingen i slutningen af juni eller begyndelsen af juli I beretningen understreges det, at mange af det tyvende århundredes massive overgreb på civile havde tre fællestræk: 1 I alle tilfælde havde der været advarende signaler. Vold af et sådant omfang kræver planlægning og forberedelse samt en særlig politisk, social og økonomisk tilstand. 2. Advarselstegn blev igen og igen ignoreret, forbigået eller forklejnet af nationale og internationale beslutningstagere med konkurrerende politiske dagsordener. 3. FN svigtede ofte sit ansvar. Doktrinen forsøger at finde modtræk til disse fællestræk. Den bygger på tre søjler

9 ..de 3 søjler Den første søjle - er den enkelte stats forpligtelse til at beskytte sine borgere. Den enkelte stat kan benytte sig af en lang række redskaber til at styrke sin egen udøvelse af denne forpligtelse. Kendskab til og redskaber til at fremme menneskerettigheder bør styrkes. Staterne bør tilslutte sig internationale konventioner, som styrker borgernes mulighed for beskyttelse. Sammen med et levende civilsamfund, en fri og uafhængig presse og åbenhed overfor kritik kan misbrug af landenes domstole begrænses. Staterne kan søge bistand fra FN og andre til at forbedre forholdene, politi og militær bør uddannes til at forebygge overgreb. Den anden søjle - består af muligheden for international hjælp og kapacitetsopbygning til at opfylde forpligtelsen - med det særlige formål at gøre samfund mere modstandsdygtige mod en tendens til at glide mod massive overgreb på civile. Hvis ledelsen i enkelte lande er svag, delt eller usikker, hvis den mangler midler til at beskytte sine borgere eller føler sig truet af væbnet opstand, kan det internationale samfund gennem sit netværk af organisationer hjælpe den enkelte stat. FN s underorganisationer, dens menneskerettighedskommissær, generalsekretærens særlige rådgivere til forebyggelse af folkemord, Verdensbanken, IMF og mange flere er alle eksempler på institutioner, der med ekspertise og midler kan hjælpe. I Sierra Leone, Sydsudan og Sri Lanka har dette for eksempel ført til løsladelse af børnesoldater og en mindsket brug af disse. Denne anden søjle lægger stor vægt på at styrke regionale organisationer - det er en praktisk hjælp til nabohjælp, så konflikter kan dæmpes eller undgås, eller mægling kan gennemføres til forebyggelse af konflikt. En international forebyggende militær- eller politiindsats kan også aftales med en sådan svag eller truet stat for at beskytte civile mod en truende konflikt. I hjalp en sådan styrke for eksempel den tidligere jugoslaviske republik Makedonien med at stabilisere landet mod truende etniske spændinger. Endelig kan økonomisk og social udvikling i de fattigste lande medvirke til at forebygge forbrydelser og overgreb, især når indsatsen styrker svage og minoritetsgruppers vægt i samfundet. Den tredje søjle - er det internationale samfunds forpligtelse til rettidig og beslutsomt svar, når de to andre ikke viser sig tilstrækkelige til at forhindre folkemord, krigsforbrydelser, etnisk fordrivelse og forbrydelser mod menneskeheden. Denne søjle er naturligvis den mest kontroversielle og vanskelige at udvikle, fordi den medfører en kollektiv tilsidesættelse af et enkelt lands suverænitet. I rapporten fra januar 2009 hedder det, at FN har en stærk forkærlighed for dialog og fredelig overbevisning. Tvang er et sidste middel. Det internationale samfunds midler kan for eksempel være forbud mod at levere våben eller politiudstyr til konfliktens parter eller målrettede sanktioner, der skal presse konfliktens ledere. Men det kan også være et direkte forsøg på at overtale konfliktens parter til et frivilligt indgreb, som det skete i Kenya i 2008, da valgsvindel førte til voldsomme uroligheder med stærke etniske undertoner. Her lykkedes det FN s førende personligheder at overtale de to stridende parter til at standse opildnende tale og i stedet opfordre til, at deres tilhængere indstillede volden. Som et eksempel på, hvordan hele det internationale normsystem kan bruges præventivt, kan det tilføjes, at overtalelsen af de kenyanske parter også indeholdt trusler om, at de risikerede strafforfølgelse. 8 Generalsekretærens 2009-rapport kan opfattes som en værktøjskasse med en lang række midler, det internationale samfund kan bruge. Det er et katalog af muligheder, der viser, hvor langt det internationale samfund er kommet videre fra 1990 ernes dilemma med enten ikke at kunne gribe ind overfor massive overgreb eller at gøre det med tvang. Tilbage står fortsat de svære problemer med at gribe ind, når dette skal ske i direkte konflikt med landets magthavere. Vanskelighedene med at beskytte civile mod overgreb i Sudans Darfur-region, et område på størrelse med Frankrig, er stadig de mest slående

10 Den danske indsats Danmark har en lang tradition for at bredelsen af sådanne aftaler (Danmark muligheder, til opbygningen af lokale hjælpe befolkningsgrupper i nød, både er bl.a. medunderskriver af Geneve- og regionale organisationer og samar- som følge af natur- og af menneske- konventionerne, inklusive 1977-proto- bejdsforhold. Danmark har et særligt skabte katastrofer. I den nyeste strategi kollerne og er medlem af den internatio- øje til vigtigheden af at beskytte og for Danmarks humanitære bistand er nale straffedomstol). hjælpe de mest sårbare grupper, blandt der lagt særligt vægt på at beskytte andet kvinder og børn. Medmenneskelighed Neutralitet Upartisk Uafhængighed sårbare befolkningsgrupper - både dem, der berøres af naturkatastrofer og ofrene for væbnede konflikter. Danmarks hjælp er altid blevet udført gennem tæt samarbejde med andre, først og fremmest lokale organisationer og myndigheder, men også gennem FN og især via private organisationer. Mange danske hjælpeorganisationer har derfor i dag både stor viden og erfaring og et internationalt kontaktnet, der kan sikre hurtig, relevant og effektiv Klimaforandringer vil forstærke sårbarheden i mange samfund, især hvis intet gøres for at styrke deres modstandskraft. I en del af disse samfund vil magthavere oven i købet have tilbøjelighed til at betragte konsekvenserne af oversvømmelser, voldsomme storme eller tørke som også politiske trusler, fordi omvæltningerne kan true en spinkel orden. Det så man senest under cyklonen Nargis hærgen i Burma. Spændinger eller konflikter kan forvær- Principper for Danmarks humanitære arbejde: Medmenneskelighed: Menneskelig lidelse bør afhjælpes overalt, især for de mest sårbare. Neutralitet: Nødhjælp må ikke favorisere den ene side i en konflikt humanitær bistand. Formålet med den danske hjælp er at res, også i nabolande, fordi forandringerne fører til folkevandring eller flugt. Udfordringen med at bidrage til beskyt- Upartisk: Nødhjælp skal gives alene på baggrund af behov støtte initiativer, som skaber respekt for mennesker, som forebygger eller letter følgerne af overgreb og som bidrager til at genoprette værdige livsbetingel- telse af sårbare civile forventes at vokse i de kommende år. En væsentlig indsats for at styrke Uafhængighed: Hjælpen skal gives uafhængig af politiske, økonomiske, militære eller andre formål. ser. Den danske politik bygger på det beskyttelsen af sårbare grupper består internationale fundament af folke- og af forebyggelse - lige fra bedre overvåg- For flere oplysninger om Danmarks menneskeret, flygtningekonventioner og ning af mulige overgreb over styrkelse humanitære politik, se henvisningerne øvrige aftaler og søger at fremme ud- af lokalsamfunds økonomiske og civile på side

11 Særligt udsatte grupper Når en væbnet konflikt rammer en landsby, bliver hverdagen ødelagt. Familiers og hele nabolags vante levevis bliver væltet, og med et forstærket krigsmønster, hvor civile er direkte mål for krigsførelsen, bliver sådanne overgreb ofte gennemført med koldblodig konsekvens. - som i Srebrenica - bliver selv drengebørn likvideret for at hindre fjenden i at rekruttere dem til soldater. Voldtægt har altid været en følgevirkning af krig, men seksuelle overgreb er i stigende grab blevet et strategisk redskab, Ikke kun kvinder og børn voldtages. En ukendt andel af voldtægtsofrene er mænd, der systematisk udvælges for at ydmyge dem. Klanledere og andre højtstående mænd i Den Demokratiske Republik Congo er blevet voldtaget for at demoralisere samfundet og ødelægge traditionelle magtstrukturer. kerheden og nedbringe antallet af overgreb ved at patruljere områder, hvor kvinder og børn var særligt udsatte. I andre tilfælde har nødhjælpsorganisationer uddelt mad til oprørsgrupper og dermed forebygget, at de plyndrer familiernes mad eller tager kvinder som gidsler for mad. 20 Der er mange midler til at ødelægge hverdagen for en familie: Afbrænding af deres marker og huse, voldtægt af familiemedlemmer, drab og lemlæstelse, kidnapning af børn. Grundlaget for selvforsørgelse forsvinder, når familien flygter fra vold og overgreb, og risikoen for at familien splittes er stor. Hver fjerde familie bliver ifølge Red Barnet adskilt under flugten, hvilket gør familiens enkeltmedlemmer meget sårbare overfor vold, seksuelle overgreb, prostitution, slaveri, trafficking, drab og lemlæstelse. Forældreløse, fysisk og psykisk handicappede og ældre er særligt sårbare, da de har vanskeligere ved at klare sig selv og måske ikke har familiens beskyttelse. De døve kan ikke høre, når der er et angreb på vej, og de blinde kan ikke se advarselstegnene. Konflikter er forskellige og dermed også overgrebene; de rettes mod forskellige grupper. Ofte risikerer unge mænd tvangsrekruttering til de væbnede styrker, i andre tilfælde især til at fornedre familier. Kvinder og børn bliver voldtaget for øjnene af deres familier, eller kvinder bliver voldtaget med det formål at gøre dem gravide for derved at brændemærke dem. I DR Congo voldtages hver måned mere end personer, heraf mange børn. 9 Under borgerkrigen i Bosnien blev skændslen systematiseret i voldtægtslejre. Lige nu er det mere farligt at være kvinde end soldat i Congo. Generalmajor Patrick Cammaert, tidligere næstkommanderende for FN-styrken Beskyttelsen begynder med at styrke sårbare gruppers kræfter, gerne allerede før konflikten sætter ind. Den fortsætter med en bevidst indsats for at mindske eller forhindre overgrebene. Et første skridt har været at erkende problemerne. For bare 20 år siden var emner som seksuelle overgreb og børnesoldater sjældent politisk prioriteret. Målrettet fokus på begge dele har bidraget til et arbejde for at mindske udbredelsen af overgrebene. Seksuelle overgreb inde i flygtningelejre eller lejre for internt fordrevne kan for eksempel mindskes eller forhindres, hvis familier har hver deres eget telt eller bolig, at toiletterne og vejen til toiletterne er oplyste om natten, og at de sanitære forhold ligger nær beboelserne. Fordrevne eller flygtede kvinder og børn er særligt sårbare, når de bevæger sig ud fra lejre for at hente brænde og passe marker eller dyr. I Tchad lykkedes det fredsstyrker at øge sik- På det formelle plan arbejder FN s kvindeorganisation Unifem og FN s befolkningsfond UNFPA for, at seksuelle overgreb, der bruges som led i krigsførelse, juridisk betragtes som krigsforbrydelser og dermed kan straffes ved lokale eller internationale myndigheder, for eksempel den internationale straffedomstol. At sådant formelt arbejde kan nytte, viser indsatsen for at beskytte børn og mod at rekruttere børnesoldater. Siden vedtagelsen i FN s generalforsamling i 2000 af en protokol til Børnekonventionen har en lang række især afrikanske lande tilsluttet sig dens bestemmelse om forbud mod at bruge unge under 18 år som soldater. Rekrutteringen er nye er mindsket og mange børnesoldater er blevet hjemsendt. Alene i Den Demokratiske Republik Congo er der i januar-marts 2009 hjemsendt mere end børnesoldater. 10 Baggrunden var FN s Konvention om Barnets Rettigheder fra Med fokus på emnet fulgte i 1996 Machel-rapporten 21

12 Adgang til at hjælpe Som nævnt førte de nye krige og den tvinge deres organisationer til at trække tiltagende internationale spænding også sit personale væk fra de ramte områder, til et stigende antal overfald på nød- som derved bliver endnu mere udsatte. hjælpsarbejdere. Mens antallet af interne og nye konflikter steg i 1990 erne steg også antallet Selv om førstehjælpen ved katastrofer af overfald på nødhjælpsarbejdere. Pro- med klare anbefalinger til, hvordan børns sikkerhed og beskyttelse kan styrkes under væbnede konflikter. Lige som i meget andet internationalt arbejde førte et sådant fokus på et særligt emne til bedre overvågning og mere viden, og et væsentligt resultat af Machel-rapporten er årlige rapporter til FN s sikkerhedsråd om overgreb på børn. Her bliver for eksempel lande, der fortsat bruger børnesoldater, fremhævet og udstillet - og presset og udskammet til at standse sådanne overgreb. Opmærksomheden på de særligt sårbare har også medført andre forhold i felten. Det er for eksempel blevet tydeligt, at børns evne til at klare sig forstærkes, hvis de går i skole, også under konflikten. For at mindske følgerne af splittede familier er Red Barnet og andre organisationer begyndt at fortælle familier i konfliktområder, at de skal lære deres børn sange om familien og familiens historie i fald de ikke kan finde hinanden senere. Derved vil Røde Kors have lettere ved at føre familien sammen igen, for så undgås de store problemer med, at børnene ikke kender familiens historie, klan og navn. Konflikter kan også vende op og ned på kønsroller og skabe nye muligheder: Før krigen begyndte var vort samfund meget konservativt og stift. Kvinder fik ikke plads blandt mænd. De turde ikke hæve blikket. Ingen tænkte på, at de kunne gribe til våben. Men gennem de seneste ti år er meget forandret. Vi ser unge kvinder kæmpe ligestillede blandt mænd på slagmarken I stedet for at dø skrigende, voldtaget af fjendens hær, er det en lettelse at møde hæren med dit eget våben. Kokila fra Sri Lanka 11 som følge af både naturkræfter og konflikter altid er lokal, er kontakten til det internationale samfund ofte afgørende for en tilstrækkelig indsats. Derfor er et af de vigtige humanitære principper, der skal beskyttes, adgangen til at hjælpe nødstedte befolkningsgrupper. Som led i etnisk fordrivelse og anden forbryderisk krigsførelse har væbnede grupper imidlertid brugt en lang række midler til at forhindre hjælp. De har benægtet overgreb eller sultkatastrofer, spærret vejene for forsyninger, lukket for sygehuse eller klinikker, nægtet nødhjælpsarbejdere eller deres organisation adgang eller indrejsetilladelse. Opfindsomheden er stor og listen er lang. Et af de mest kontante midler er at overfalde, bortføre, chikanere eller blemet blev så stort, at FN s generalforsamling i 1997 krævede en oversigt over overfaldene og en indsats for at standse uvæsenet. Rapporten blev fremlagt i 1998, og lige siden har generalsekretæren hvert år fremlagt rapporter om overfald på civile og om drab og overfald på de nødhjælpsfolk. De har været nedslående læsning, for de første mange år er problemerne tilsyneladende kun blevet værre og værre. Også i 2008 var tabstallet højt. Hver eneste uge blev gennemsnitlig fem humanitære medarbejdere dræbt i et af klodens katastrofeområder, 260 i alt. Mange blev desuden truet, mishandlet eller kidnappet - i 2008 blev 76 såret og 62 kidnappet. De farligste lande er i øjeblikket Somalia, Sudan og Afghani myrde nødhjælpsarbejdere. Det kan stan

13 Antal overfald Antal voldelige overfald på hjælpearbejdere Overfald pr hjælpearbejdere i felten Relative risiko for voldeligt overfald på hjælpearbejdere o Grafik fra HPG Policy Brief 34 fortsat hjælp til den udsatte befolkning, i det omfang, fjernstyringen skaffer hjælpen frem. Uden den beskyttelse, der ofte følger med tilstedeværelsen af udenlandske hjælpearbejdere, kan de lokale være sårbare for overfald - de har ikke samme gode kontakter til stærke medier og indflydelsesrige personer. Men dermed får organisationen ofte endnu vanskeligere ved at sikre, at de fire nævnte humanitære principper reelt bliver overholdt - og den risikerer i stedet, at hjælpen leveres til en af konfliktens parter, eventuelt på betingelser, for eksempel betaling med penge eller loyalitet, eller under andre uaccepta- Nye metoder udvikles derfor. I Chads værste konfliktområder transporterer de fredsbevarende styrker for eksempel hjælpeorganisationernes penge til løn og løbende udgifter, så væbnede røvere ikke fristes til at overfalde nødhjælpsarbejderne. Desuden kan den fredsbevarende styrke køre i forvejen ad den rute, som en nødhjælpstransport skal følge, og fortælle, om vejen er sikker, eller den kan skræmme eventuelle baghold bort. Dermed undgår nødhjælpstransporten at være direkte pakket ind i panservogne, geværer og soldater. ble og ukontrollable omstændigheder. Indsatsen har virket, vurderer organisationen Humanitarian Flere bliver overfaldet og risikoen stiger. Selv når man korrigerer for det forhold, at antallet af nødhjælps-arbejdere steg i 1990 erne, er det tydeligt, at en større andel bliver udsat for overgreb end tidligere. 13 Outcomes. Ser man bort fra den stigende vold i Afghanistan, Somalia og Sudan, er antallet af overgreb generelt faldende. Forholdene har medført en selvransagelse hos både FN og private organisationer for at mindske de menneskelige omkostninger ved at arbejde i de farlige omgivelser. Det har ført til en skærpet bevidsthed om sikkerhedsforanstaltninger i felten, til bedre samarbejde mellem organisationerne og forsøg på at samle oplysninger til en bedre vurdering af situationen. Først og fremmest har det forbedret organisationernes forsøg på at forstå de omgivelser og betingelser, hvori de skal operere. Mange af dem arbejder desuden målrettet på at ned- upartiske og uafhængige - og overvejelserne kan forhåbentlig ikke bare bidrage til at styrke vores sikkerhed, men også forbedre hjælpen. Forholdsregler mod farerne kan risikere at gøre situationen værre: Hvis en organisation tvinges til at hjælpe under væbnet beskyttelse, kan den blive opfattet som del af den styrke, der fører våbnene - uanset om det er den nationale hær eller en international styrke, også under FN s banner. Således kan beskyttelsen ende med at blive en trussel i sig selv. Hvis organisationen forlader et område, fordi dens medarbej- Talibans logik: FN blev oprettet for at sikre nationernes rettigheder, men nu støtter denne organisation én side i Afghanistan og vil udradere den anden. Derfor vil den nye FN-repræsentant, Kai Eide, ikke få succes med sine mål... Taliban opfatter ham som Natos general og ikke FNgeneralsekretærens repræsentant, for han har også arbejdet med Nato. Men netop i disse tre lande står hjælpearbejdere fortsat overfor en betydelig risiko ved at udøve deres job. Den nære sammenknytning i Afghanistan mellem hjælpearbejdet og den internationale interventionsstyrke, hovedsagelig under kommando af NATO, har betydet en øget risiko for de humanitære medarbejdere, mener mange. Det tager sit udgangspunkt i blandt andet den tidligere amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfelds ordre om, at enhver indsats skal fremme det militære mål. Synspunktet finder desuden næring i udtalelser fra Taliban, som argumenterer for, at alle vestlige repræsentanter er legitime mål for organisationens kamp mod vestlig dominans. bringe risikoen ved at få et bedre forhold til de lokale indbyggere. Når vi overvejer vores modtræk mod overfaldene, bør vi spørge, om vi faktisk opfylder de principper, vi selv tager for givet, at vi efterlever, siger Jennifer Mcavoy fra FN s koordinerende organisation OCHA: Det tvinger os til i hvert eneste tilfælde at overveje, om vi rent faktisk er humanitære, neutrale, dere bliver truet på livet, kan den muligvis fortsat levere nødhjælp pr. fjernstyring, det vil sige gennem lokale organisationer, vognmænd eller andre - mens organisationens holder sig på sikker afstand i landets større byer eller eventuelt helt uden for landet. Når den udenlandske ledelse af et hjælpeprogram flygter, bliver de lokale medhjælpere ofte tilbage. De sørger for Udtalelse anset for at komme fra Talibans talsmand, Zabihollah Mojahed, marts De stadig mere optrukne linjer i disse tre lande er en stor udfordring for hjælpearbejdet. Det er dog lykkedes nogle organisationer at reducere risikoen betydeligt, blandt andet Internationalt Røde Kors. Det har kunnet bygge på sit oprindelige humanitære fundament, hvor opretholdelse af neutralitetsprincippet og hjælp til for eksempel indsatte på USA s lejr i 24 25

14 26 Guantanamo har medvirket til, at Taliban i Afghanistan også respekterer organisationen. Hvad kan andre lære af dette? Nogle understreger, at der er kun ét Røde Kors i Verden, underforstået, at ingen andre kan fastholde en sådan neutralitet. Andre siger, at man kan lade sig inspirere af Røde Kors til at forstærke dialogen med alle parter og dermed tilstræbe upartiskhed. Overfor dette står det synspunkt, at visse situationer kræver, at der tages stilling. Røde Kors har for eksempel den fordel, at det ikke laver projekter i Afghanistan, der hjælper piger i skole - mod Talibans ønske. Andre iagttagere mener, at den store vækst i private hjælpeorganisationer, ngo er, i sig selv har øget sikkerhedsrisikoen. De har været for dårligt forberedt, for dårligt rustet og for uprofessionelle, lyder synspunktet. Samtidig har nogle af dem på den ene side været så optaget af at fortælle resten af verden om bag- og gerningsmænd til humanitære katastrofer, at disse bliver fjendtligt stemt mod dem, mens organisationen på den anden side samtidig har taget for givet, at den kunne nyde fuld beskyttelse som humanitære organisation. Måske er vejen frem, at stadig flere af dem tager skridtet fuldt ud og kalder sig solidaritetsbevægelser, siger professor Peter Walker fra The Feinstein International Center på Tuft s University i USA, som netop forsøger at vurdere fremtidens udfordringer for humanitært arbejde. Så bliver der klare linjer. Initiativer og fremdrift Er doktrinen om Forpligtelsen til at Beskytte verdens endelige at påkalde sig søjle tre og foretage en humanitær intervention? Ja, sagde blandt andre den franske udenrigsminister opgør med massive overgreb på civile? Næppe. Historien er ikke slut. Men doktrinens mange fortalere understreger, at - nej, fastslog Gareth Evans og Edward Luck. Der kommer den alligevel repræsenterer et væsentligt skridt fremad mod intet godt ud af at bringe nødhjælp frem i forlængelse af et en bedre verden. geværløb, argumenterede den første, mens sidstnævnte fremhævede, at sådan en udvidelse af doktrinen reelt vil Jeg tænker i årtier, siger Edward Luck, FN s særlige svække den. rådgiver, der også har en fortid som forsker af det tidligere Sovjetunionen. Det tog fire årtier, før menneskerettighederne Mange flere spørgsmål står stadig åbne. I Afghanistan tumler virkelig blev taget alvorligt. Det tog to årtier for den humanitære tænkning at få ordentlig fodfæste. sationerne fortsat med spørgsmål, om de bedst kan hjælpe både regeringen, dens allierede, NATO og hjælpeorgani- landets indbyggere i et mere eller mindre tæt samarbejde Doktrinen om Forpligtelsen til at Beskytte har ikke engang eller helt adskilt. eksisteret i ét tiår. Det vil tage tid at udvikle begrebet, at omsætte den i handling og at få fuld opbakning, men den har Blandt nødhjælpsorganisationerne forsøger man fortsat at allerede på rekordtid fået stor gennemslagskraft. finde bedre svar på, hvordan de både kan hjælpe udsatte befolkningen og beskytte sig selv, herunder at samle oplysninger sammen, så velinformerede analyser kan danne grundlag I FN bliver verdens lande enige om at opsætte normer for, hvordan nationer bør behandle hinanden og sine egne borgere. for bedre beslutninger. Luck håber, at humanitære katastrofer som folkemordene i Cambodja og Rwanda ganske enkelt ikke længere kan finde Andre organisationer tager sted. De vil ikke længere blive accepteret, siger han. spørgsmålet et skridt videre og undersøger, hvad lokalbefolkninger dog gør for at beskytte Private organisationer og individuelle landes hjælpearbejde kan beskytte disse normer og presse på for at udvide, forstærke og forbedre dem. får hjælp udefra. sig selv, når de ikke Måske kan en dybere Hvor går for eksempel grænsen for doktrinen? Var Burmaregeringens afvisning af udenlandske hjælpeorganisationer nye veje for hjælp til at be- forståelse af dette åbne efter Nargis-cyklonen for eksempel tilstrækkelig anledning til skytte udsatte befolkninger. 27

15 Den vestligt dominerede humanitære indsats forsøger at tage stilling til det dilemma, at den bekender sig til et ligeværdigt partnerskab med alle andre, mens magt, penge og evnen til at træffe strategiske valg hovedsagelig er i nordlige hænder. Hvordan gøre humanitær indsats til mere end et vestligt begreb? Hvordan forbereder vi os på følgerne af de klimaforandringer, vi ved, der kommer? Historiske erfaringer viser, at klimaforværringer fører til øget fattigdom, sult og elendighed - og mere vold. Et fald på fem procent i høstudbytte øger risikoen for alvorlig vold samme år med 10%, fastslår professor Peter Walker på baggrund af studier fra bl.a. Afrikas ørkenspredning. 15 Dette er de kendte følger, dem vi kan forberede os på - hvis vi vil. Hvordan håndtere vi de uventede? Lige nu står Verden imidlertid midt i en økonomisk krise, hvor iveren efter at klare sig her og nu medfører en tendens til at skubbe langvarige problemer foran sig. Overalt er der en erkendelse af, at den nye og komplicerede verden med lynhurtige informationsstrømme og en tilsvarende stærkere fornemmelse af at være verdensborger kræver nye svar på det ældgamle spørgsmål om, hvordan uskyldige kan beskyttes i kampens hede. Læs mere Stor international hjemmeside med alt vigtigt om Ansvaret for Beskyttelse: www. responsibilitytoprotect.org Wikipedia FN s organisation OCHA koordinerer hjælpeorganisationer i felten Danske organisationer: Aldrig mere er fortsat målet

16 Kildehenvisninger: 1 Gareth Evans: The Responsibility to Protect. Brookings Inst. Press, Washington, USA Side OCHA, tabid/1199/language/en-us/default.aspx 3 Evans, p. 25 (Den nordlige Irak, Bosnien, Liberia/Sierra Leone, Haiti, Østtimor, Somalia, Rwanda, Bosnien og Kosovo). 4 Juan Garrigues: The Responsibility to Protect: From an Ethical Principle to an Effective Policy. Minerva #33, Oktober 2008, oprindeligt skrevet til Oxfam. 5 USA Today, Professor Dingli er direktør for The Institute of International Studies, Fudan University, Shanghai. 6 Gareth Evans: A Strong and Principled Basis for Response. Globe and Mail, The Economist, maj Implementing the responsibility to protect. Report of the Secretary-General, 12. januar 2009, s Kilde: Red Barnet Alliancen interview med Ashley Hernreich 10 UN News Centre, Child soldiers to be released amid crisis in volatile eastern DR Congo - UN envoy 11 Bennett, O., Bexley, J. and Warnock, K., 1995 (eds), Arms to Fight, Arms to Protect: Women Speak Out About Conflict, London: Panos Publications 12 HPG Policy Brief 34, april HPG Policy Brief 34, april 2009, s Afghan Islamic Press, , 15 Peter Walker: How to think about the future: History, Climate Change and conflict. Paper presented at Harvard Humanitarian Summit 2009 Produceret af Konsulentnetværket for Udenrigsministeriet af Peter Tygesen med assistance fra Christina Dahl Jensen, maj Design og layout: Tryk: Udenrigsministeriet Fotos: Danida, Scanpix, Istockphoto Oplag:

17 Humanitarian space for improved response design: