Prædiken til Julesøndag 2007 Slotskirken kl v. 1,2,5,6, I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, amen.

Transkript

1 Prædiken til Julesøndag 2007 Slotskirken kl v. 1,2,5,6, Ida Secher I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, amen. Da jeg som barn bladrede i Dorés dramatiske billedbibel, var der intet, som var mere skrækindjagende end billedet af barnemordet i Betlehem. Også som barn var dette voldsomme og grusomme drab på uskyldige børn aldeles uforståeligt. Som voksen og som præst har jeg lært at skelne mellem skidt og kanel i vores Bibel. Og det er meget usandsynligt at dette barnemord fandt sted. Ja, det er meget usandsynligt, at Maria, Josef og barnet overhovedet har været i Egypten. Men selvom dette barnemord ikke er sket, er mange andre uskyldige børn gået til i overgreb, krig og etniske udrensninger. Og selvom den hellige familie ikke var på flugt, så har mange, mange andre familier måtte flygte fra deres hjem og fra deres land, for at søge beskyttelse andre steder. Den lille familie, Maria, Josef og barnet, på flugt er derfor nærmest blevet et ikon-agtigt billede. Et billede, som vi også i dag ser gentaget i utallige

2 varianter. Men alle handler de om sårbarhed, om magtesløshed, om at være prisgivet og fortabte. 2 Og magthaveres overgreb på børn er der alt for mange eksempler på i historien. Tyrkernes folkemord på armenerne, nazitysklands folkemord på jøderne, folkemordene på Balkan og i Rwanda alle steder er børn blevet myrdet med koldt blod. Når der derfor også i dag skal prædikes over en tekst, som vi må erkende, hører myternes verden til, så er det, fordi der i den gode myte også er sandheder at finde og tage til sig. Magtens paranoia, kongens frygt for at blive styrtet af en ny konge, er både mytisk og historisk. Og sådan som historien (næsten) endte, med en indskrift på korset: Jesus fra Nazaret, jødernes konge, så er der logik i fortællingen om Herodes frygt for det lille barn, som vise mænd fra Østerland havde udpeget som kongeligt. Men der er også bitter ironi i fortællingen om Herodes. For det barn, som profeter, engle og vise mænd pegede på, skulle netop ikke i den forstand blive en konge af denne verden. Herodes havde som sådan intet at frygte fra det barn. I indskriften på korset var der mere hån end sandhed.

3 Men som altid har mistænksomheden og tvivlen svært ved at fatte det naive og troskyldige, og samvittigheds- og hjerteløsheden har intet til overs for svaghed og magtesløshed. Fortællingen om flugten til Egypten, om drømme, engle, profeter, vise mænd og en skrupelløs konge har i sin naivitet og troskyldighed flere sandheder i sig, men den har ét hovedformål, en tanke, som det øvrige må føje sig under: at Marias barn var det udvalgte, var Messias, frelseren, Guds søn. Fortællingen henter derfor motiver, forbilleder og forudsigelser fra det gamle testamente, fra Mosebøgerne og profeterne. Marias kæreste, Josef, drømmer betydningsfulde drømme, ligesom hans forfader Josef, ham der af sine brødre blev solgt til slavehandlere, som var på vej til, ja, netop Egypten. Hans efterkommere blev i Egypten, indtil en farao af samme støbning som Herodes syntes at de var blevet for mange, og, bød, at, ja, alle små drengebørn skulle slås ihjel. Ét lille barn gik fri, Moses, Moses i sivkurven, som voksede op for at blive sit folks befrier, den hvis Gud, Jahve, udfordrede den verdslige magt, farao, for at få Israels folk hjem fra deres udlændighed, hjem til deres eget land. Dette er kun én af flere fortællinger i det gamle testamente om flugt og eksil, og om Guds frelse gennem den udvalgte. Og gennem hele det gamle 3

4 testamente bygges forventningen om frelseren over alle, om Messias, op. En frelser, som hos profeterne på den ene side har en kongelig værdighed, gennem sin status og sin magt, men på den anden side skiller sig markant ud ved at give afkald på denne værdighed, status og magt. En frelser, som af Guds og egen vilje vælger at holde fast ved barnets sårbarhed i sig selv. Dét er det bemærkelsesværdige, dét er det nye. Og Marias barn, den lille Messias, den kommende underfulde rådgiver og fredsfyrste, er netop så sårbart som ethvert andet barn. Hans verden kan være lige så brutal, som den verden, ethvert andet lille barn fødes ind i. Men han skiller sig ud, ved at være den udvalgte, ved at være den som ultimativt skal indfri håbet om at bringe fred, frihed og frelse til mennesker. Jesus betyder Jahve, Gud, er frelse, og forventningen til den udvalgte er, at en ny tid skal komme, et nyt rige, et fredsrige, opstå. Det sårbare, men udvalgte barn, den lille Gudssøn, har Selma Lagerlöf skrevet en fortælling om. Hun gengiver en legende om, hvad der skete, da den hellige familie var på vej til Egypten. Den skal I høre i en forkortet udgave: 4

5 En forkortet version af Selma Lagerlöfs Kristuslegende, Flugten til Egypten 5 Langt borte, i en ørken ovre i Østerland voksede der for mange, mange år siden en palme, der både var umådelig gammel og umådelig høj. Som nu denne store palme stod i sin ensomhed og skuede ud over ørkenen, fik den en dag øje på noget, der bragte dens vældige bladkrone til forundret at vugge frem og tilbage på den slanke stamme. Ude ved ørkenens grænse kom to ensomme mennesker vandrende. De var endnu i den afstand, hvor kameler ikke ser større ud end myrer, men det var ganske sikkert to mennesker en mand og en kvinde, der hverken havde vejviser eller lastdyr eller telt eller vandsæk. Sandelig, sagde palmen til sig selv, disse to er kommet hid for at dø. Palmen så sig hurtigt om til alle sider. Der venter dem en syvdobbelt død, tænkte palmen.

6 Løverne vil sluge dem, slangerne stikke dem, tørsten fortære dem, sandstormen begrave dem, røverne ihjelslå dem, solstik opbrænde dem, angsten tilintetgøre dem. Ved tørken og vinden! sagde palmen, idet den dermed anråbte livets farligste fjender, hvad er det, kvinden bærer på armen? Jeg tror, disse afsindige også har et lille barn med! Palmen, der var langsynet, som de gamle jo er, så ganske rigtigt. Kvinden bar på armen et barn, der havde lagt hovedet til hendes bryst og sov. Nu forstår jeg det: disse mennesker er flygtninge. Palmen kom til at tænke på tørsten, gik der en krampetrækning igennem dens høje stamme, og de lange blades utallige flige krøllede sig sammen, som om man holdt dem over ilden. Da hørte palmen en vidunderlig, melodisk susen fare gennem sin krone. Og mens bladene vedblev at bevæge sig i en susende melodi, mindedes palmen, hvordan engang for meget længe siden to herlige mennesker havde gæstet oasen. Det var dronningen af Saba, der var kommet did, fulgt af den vise Salomon. Den skønne dronning var på vej hjem til sit land. Kongen havde fulgt hende et stykke på vej, og nu skulle de skilles. 6

7 Til minde om denne stund, sagde så dronningen, lægger jeg nu en daddelkerne i jorden, og jeg byder, at der af den skal blive en palme, som skal vokse og leve, til der i jødeland opstår en konge, som er større end Salomon. Og idet hun sagde dette, lagde hun kernen i jorden, og hendes tårer vandede den. Jeg hører mine blade suse stærkere og stærkere, sagde palmen. De to ensomme vandrere troede sikkert også selv, at deres sidste time var nær. Man kunne læse det i deres ansigt, da de vandrede forbi et af de kamelskeletter, som lå ved vejkanten. Man så det på de blikke, hvormed de fulgte et par gribbe, der fløj forbi. Men nu fik de øje på palmen og oasen og hastede derhen for at finde vand. Men da de endelig nåede den, sank de sammen i fortvivlelse, thi kilden var udtørret. Gud hjælper os nok, sagde kvinden. Vi er alene blandt rovdyr og slanger, sagde manden. Vi har ikke mad og ikke vand. Hvor kan Gud hjælpe os? Palmen hørte, at den vemodige susen i dens blade blev stærkere og stærkere. Kvinden havde åbenbart også hørt det; thi hun så op i træets krone. Og i det samme løftede hun uvilkårlig arme og hænder. 7

8 Dadler, dadler! råbte hun. Der lå så stor en længsel i hendes stemme, at den gamle palme ønskede, at den ikke var højere end gyvelen, og at dens dadler var lige så lette at nå som tornebuskens røde bær. Den vidste nok, at dens krone hang fuld af daddelklaser, men hvordan skulle mennesker kunne nå op til en så svimlende højde? Manden havde allerede set, at daddelklaserne hang så højt, at det var umuligt at nå dem. Han løftede ikke engang hovedet. Han sagde til sin hustru, at hun ikke måtte tragte efter det umulige. Men barnet, der havde løbet om alene og leget med pinde og strå, havde hørt moderens udbrud. Så snart han hørte ordet dadler, gav han sig til at stirre på træet. Han grundede og grublede over, hvordan han skulle få dadlerne ned. Hans pande fik næsten rynker under hår-lokkerne. Endelig fløj et smil over hans ansigt. Nu vidste han, hvad han ville gøre. Han gik hen til palmen, klappede den med sin lille hånd og sagde med sin blide barnestemme: Bøj dig, palme! Bøj dig, palme! Men hvad var dette, hvad var dog dette? Palmebladene susede, som om en orkan for igennem dem, og der gik gysen på gysen gennem den høje stamme. Og palmen følte, at den lille havde magten. Den kunne ikke modstå ham. Og med sin høje stamme bøjede den sig for barnet, som menneskene bøjer sig for fyrster. I en vældig bue sænkede den sig mod jorden og kom endelig så dybt 8

9 ned, at den store krone med de bævende blade fejede henover ørkensandet. Barnet syntes hverken at blive forskrækket eller forbavset, men med et glædesråb løb det hen og plukkede den ene klase efter den anden af den gamle palmes krone. Da barnet havde fået nok og træet stadig blev liggende hen ad jorden, gik han igen hen til det og sagde med den blideste stemme: Rejs dig, palme! Rejs dig! Og det store træ rejste sig stille og ærbødigt på sin spændstige stamme, mens bladene spillede som harper. Men manden og kvinden lå på deres knæ og priste Gud. Du har set vor angst og taget den fra os. Du er den stærke, der bøjer palmens stamme som et rør. Hvilke fjender skulle vi vel ængstes for, når din styrke beskytter os. Næste gang en karavane drog gennem ørkenen, så de rejsende, at den store palmes krone var visnet. Hvorledes kan dette gå til? sagde en af de rejsende. Denne palme skulle jo ikke dø, førend den havde set en konge, der er større end Salomon? Måske den har set ham, svarede en anden af ørkenvandrerne. 9