Prædiken til julesøndag

Transkript

1 1 Prædiken til julesøndag Salmer Indgangssalme: DDS 95: Fra Himlen højt kom budskab her Salme mellem læsninger: DDS 122: Den yndigste rose er funden Salme før prædikenen: DDS 110: Nu vil vi sjunge og være glad Salme efter prædikenen: DDS 134: Vor Herre, han er en konge stor Nadversalme: DDS 473: Dit minde skal Udgangssalme: DDS 102: Et lidet barn så lysteligt Dette hellige evangelium skrives af evangelisten Matthæus: Korsvar Da de vise mænd var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger:»stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.«og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger:»fra Egypten kaldte jeg min søn.«da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger: I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere. 26/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 2 Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten og siger:»stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde.«og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land. Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer. Matt 2,13-23 Lagde I mærke til den. Den vidunderlige salme, vi sang for et øjeblik siden. Nu vil vi sjunge og være glad, eller som den hed i sin oprindelige tyske version Lob Gott, ihr Christen alle gleich. Den går nemlig i sin oprindelige version tilbage til reformationstiden, og er skrevet af en skolelærer Nicolaus Herman, der boede i en lille by, Joakimstal, i det nuværende Tjekkiet. Der er altid, synes jeg, noget fascinerende i den slags gamle salmer. De har ikke alene vist deres levedygtighed over mange generationer. De peger også tilbage mod den forestillings- og livsverden, i hvilken datidens mennesker levede. Og giver dermed os, der synger dem i dag, et glimt af den verden, der var deres. Alt det kunne vi helt sikkert bruge ganske lang tid på at tale om. Men det er noget andet vi skal have fat i. Noget som netop Nicolas Hermans gamle salme artikulerer bedst af alle de mange salmer, der har fundet vej til vores salmebog. Selv om den altså ikke er skrevet af Luther selv, er salmen netop på et punkt så ærkeluthersk, som tænkes kan. Overhovedet. Det drejer sig om det, vi hos Luther plejer at betegne som tanken om det salige bytte. Og det salige bytte er det forhold, at Kristus i forholdet til Gud bytter plads med hver enkelt af os. Det er selve frelsens kerne og retfærdiggørelsens grund. At vi overfor Gud, på dommens dag, ikke skal stå, som vi selv er, men som den gode Gud selv er. At Gud dér i regnskabets time er blind for, hvem vi egentlig er med vores mislykkede liv. Han ser ikke os, men den vi i dåben er blevet iført, nemlig Kristus. Derfor kan han kun få øje på sig selv. Vi bytter plads med Jesus selv. Det er Luthers tanke om det salige bytte sådan i kondenseret form. Og det har den gode Nicolas Herman altså virkelig forstået at sætte på vers. Prøv lige at høre igen: 26/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 3 Med os han bytter så underlig og underlig betyder hér forunderlig, altså i betydningen det fantastiske, uventede, uberegnelige. Det, som vi aldrig nogensinde havde kunnet gøre os forhåbninger om, men som alligevel sker. Så altså vers 6 i sin helhed: Med os han bytter så underlig, Guds søn, vor broder fin, vort kød og blod han tager på sig og skænker os guddom sin. Og videre i vers 7: En svend han bliver og herre jeg, som før var en fattig træl, hans kærligheds dyb udgrundes ej og ikke hans rigdoms væld. Det er sådan set det, der er blevet kaldt Luthers reformatoriske opdagelse, vi har fat i hér. At Guds dom ikke er en dom til fordømmelse, men sker i nåde. At Gud ikke i sin Søn er gået ind i døden for at straffe os, men for at frelse os. Og det formulerer Luther så sådan, at vi bytter plads med Gud selv, som han er for os: nemlig i sit endelige udtryk, Jesus Kristus. Han bliver træl, tjener, knægt, og vi bliver konge, herre og husbond. I det salige bytte bytter vi plads, så vi ikke længere skal stå for Gud, som vi er, men som han selv er. Luther bruger en række steder et andet billede om det samme. Han kan således sige, at evangeliet dybest set er ét eneste. Nemlig at Jesu historie bliver min historie. Det kan forekomme lidt banalt, men den antagelse skal jeg straks advare imod at hoppe ud i. For at Guds historie bliver historien om mit liv er sådan set det mest forunderlige, der er sket, kan ske og vil ske. For det er det samme som, at vi må leve vores liv i visheden om, at vi altid også er en del af Guds fortælling. At det, vi gør vores liv til, aldrig er det eneste, der er at sige. Fordi vores liv altid først bliver forståeligt som en del af Guds store fortælling med os mennesker. Det peger tilbage til det, vi talte om i går de af jer, der var hér og alligevel har turdet komme igen, kan nok huske det. Måske endda den pointe, vi endte med. At Gud selv i inkarnationen, udtrykt i jomfrufødslens mysterium, blev menneske for at give sig selv en historie, så vi mennesker i opstandelsens påskemorgen kan få en historie ved at blive en del af Guds egen fortælling. Det er det, 26/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 4 evangeliet drejer sig om. Alt andet, der måtte hænde os i vores liv, er, siger Luther, dybest set foreløbigheder. I dagens evangelium hører vi også om et bytte. Det er ikke, som det vi netop har talt om, et saligt bytte. Men et ulyksaligt og ulykkeligt bytte. Et usaligt bytte, hvor alle de små drengebørn i Bethlehem og omegn må lade livet for en ond tyran. En tyran, der jagter et barn, der er flygtet med sine forældre og nu befinder sig i Egypten. Og Egypten er ikke et godt sted at befinde sig. Med tanke på den bibelske grundmytes fortælling om israelitternes trællekår hér er det sådan set arketypen på det sted, hvor man ikke skal være. Og i den fortælling vi hører om i dag må de altså bytte plads. De små uskyldige må i fortællingens univers undgælde for den trussel, Herodes den Store ser rejse sig i horisonten Vi kan naturligvis aldrig vide, om det er sket eller ej. Matthæus anledning til at fortælle om barnemordet, er ganske givet flertydig. Et efterstræbelsesmotiv spiller med, fordi et sådant jo netop hører hjemme i en fortælling, der skal fange sin tilhører. Spørgsmålet om Jesu kongeværdighed og dermed karakteren af hans kongedømme er på banen. Endelig spiller det for Matthæus helt sikkert en rolle, at Jesus derved tegnes som den, der kan vende tilbage fra Egypten, for at bringe frelse, fred og fornyelse med sig. Som en Moses-skikkelse, der dog i alt overgår sin forgænger. Og så var ham Herodes i øvrigt en skidt karl; selv efter datidens forhold. Det vidste endnu de fleste, dengang Matthæus skrev sit evangelium. Josefus, det er en jødisk historiker, der levede og skrev i det første århundrede, beretter således om den selvsamme Herodes, at han var så hadet, at han selv meget vel vidste, at ingen ville sørge over ham, når han var død. Alle ville tværtimod glæde sig, når tyrannen endelige var væk. Da Herodes lå på sit dødsleje, skulle han derfor have beordret, at flere tusinde mennesker skulle slås ihjel, når han var død. Så var han nemlig, mente han, sikker på, at der dog ville blive sorg og gråd over hele landet. Og at ingen længere ville glæde sig. Så hvis den gode Josefus taler sandt, og det ved vi jo selvsagt heller ikke, om han gør, kunne et hurtigt, relativt lille og geografisk afgrænset barnemord, da sagtens ligge inden for mulighedshorisonten for Herodes. I hvert fald som et plausibelt element i Matthæus fortælling. I evangeliernes større sammenhæng kan fortællingen om barnemordet tjene til at fastholde en afgørende pointe. Og den i sig selv forfærdende fortælling åbner derved op for at knytte tilbage til den grundlæggende reformatoriske indsigt, 26/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 5 som vi talte om for et øjeblik siden. Selv om vi nok skal dø, skal vi ikke længere dø som en straf. Uanset hvor urimelig, umenneskelig eller uretfærdig døden kan synes i vores verden, er den i Guds store fortælling aldrig andet end et ubetydeligt komma. I Jesus har Gud allerede en gang for alle har taget vores død på sig. Vi dermed har fået del i hans historie, som på samme tid dermed også bliver historien om vores liv. Og den fortælling ender aldrig i død, men i liv. I Guds fortælling er vi altid vendt mod livet. Som en del af hans guddommelige historie går vi altid mod livet i ham, også når vi går imod vores egen fysiske død. Amen! 26/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5