Rejsebrev fra en anden verden

Transkript

1 Rejsebrev fra en anden verden Afsted det gik! Tankerne var mange da jeg tidligt en januar morgen stod op. Nu var det nu! I dag skulle de næste 6 måneders rejse påbegyndes! Var jeg overhovedet klar? Havde jeg husket og pakke alting? Hvad nu hvis jeg ikke kunne lide det dernede, eller at folk ikke kunne lide mig? Mine tanker blev heldigvis forstyrret af min mor som havde morgenmad klar.. Herefter gik turen til Kastrup Lufthavn hvor jeg skulle mødes med 4 andre studerende, der alle skulle afsted til Filipinnerne. 3 af dem skulle jeg dele bolig med det næste halve år, ih hvor var det hele spændende! Der blev sagt farvel til min familie, og første stop hed Dubai! Og sikke en tur! Flyet var gigantisk, med frie drikkevarer, god mad (hvis flymad kan være det), og masser af film at vælge mellem. På trods af tæt på ingen søvn natten før, kørte adrenalinen og flyveturen fløj afsted! Herefter stod den på 4 timers ventetid i Dubai, hvor vi fik spist lidt mere mad, snakket og hygget os med kortspil. Næste stop var hovedstaden i Filippinerne Manila! Her havde vi planlagt nogle få overnatninger inden vi ville sætte kurs mod vores sidste stop, nemlig Cebu city, vores hjem de næste 6 måneder! Vores møde med Manila var overvældende! Varmen var hel forfærdelig, gaderne meget beskidte og der var gadebørn over alt der tiggede efter penge. Herudover gik der hunde og katte rundt i forfærdelige tilstande, og mennesker lå og sov på pap i gaderne. Det var virkelig et overvældende syn, på trods af alle forberedelserne hjemmefra! Vi havde derudover booket hotel i et område, som en af taxachaufførerne kaldte for Sincity, så vores start var ikke helt god Vi var derfor noget spændte da vi satte os i flyveren nogle dage senere, og påbegyndte den sidste del af rejsen.. Da vi ankom en time forsinket med vores fly i lufthavnen på Mactan Island, blev vi modtaget med åbne arme af Flemming, som står for organisationen vi skulle arbejde under, nemlig Rise Above Organization. Vi havde godt hørt at han fungerede lidt som den danske far hernede, og en hyggelig mand var han! Vi blev presset en hel del danskere om bag i hans bil, og så gik turen ellers til Cebu City og vores respektive boliger! Min base mit nye hjem

2 Inden vi tog afsted fra Danmark, havde vi i samarbejde med Flemming lejet et hus for de næste 6 måneder. Vi havde fået en beskrivelse af huset og nogle billeder, men det var stadig meget svært at vide hvad man forventede før man kom hertil. Vi ankom sent om aftenen første dag til huset, hvor vi skulle igennem en port for at komme ind. Jeg kan huske jeg tænkte det er bare løgn!. Det hele så meget skummelt ud i mørke, men heldigvis da vi stod op, var situationen en anden. Vores hus består af et lækkert stort køkken, med tilhørende stue og badeværelse. Ovenpå ligger der 2 værelser med fælles badeværelse og et masterbedroom med eget badeværelse og altan. Det er et dejlig hus, og vores portvagter er super søde! Der er en herlig sikkerhed i at der ikke bliver lukket nogle ind, medmindre de bor i en af boligerne. Der er i alt 6 boliger som vores, hvoraf den ene også udlejes til danske studerende. Det er skønt! Sammenholdet med de andre danske studerende er over al forventning. Der bliver jævnligt arrangeret fælles aktiviteter, og muligheden for at socialiserer sig er stor! Eftersom alle er i samme båd, så er man rigtig gode til at benytte sig af hinanden, til gode råd, en skulder og græde ud på og sjov og ballade. Man formår virkelig og komme tæt på hinanden, og dele en masse oplevelser sammen! Området vi er bosat i hedder Mabolo og mulighederne er mange! Vi ligger tæt på de 2 kæmpe storcentre Ayala og SM mall, hvor du kan få ALT! Herudover er der massage klinikker, gadekøkkener og små lokale indkøbscentre. Beliggenheden er central og når vi ikke går rundt, så tager vi jeepneys! Det er deres form for bybusser og de går meget op i at de skal være så prangende og larmende som mulige, for at tiltrække flest kunder. En tur i jeepney koster 8 pesos, dvs. at man betaler omkring 1 dansk krone for en tur. Tingene hernede er så billige at det i længden bliver dyrt ;). Det gode ved Mabolos flotte og nye steder, er at du samtidig kan gå ned af en sidegade, og herved opleve det rigtige Mabolo. Forskellen på fattig og rig er kæmpe stor, og det ligger side om side hvorend man kigger hen. Dette er en god reminder for os danskere, så man ikke bliver fortryllet af al det flotte og nye. Man vil rigtig gerne hjælpe så mange som muligt hernede, hvilket er svært! Man skal virkelig huske sig selv på at du ikke hjælper en fattig ved at give personen penge hvilket også er ulovligt hernede! Regeringen vil gerne have de hjemløse af gaderne, hvilket virker som en umulig mission. Dem der lever på gaden har forstået at jo mere beskidt og ødelagt du ser ud, jo mere appellerer du til folk som os, folk med penge. Da danske penge rækker langt hernede, og derfor tænker man tit Jamen det er jo ikke så meget jeg giver. Men for hver person der giver en fattig penge, bidrager du til at bibeholde personen på gaden. De fleste tjener godt med penge, og for dem kan det ikke betale sig at komme af

3 gaden. Jeg var meget uforstående overfor det i starten, og må indrømme at jeg kom til at give lidt hist og her. Det skulle jeg ikke have gjort, da de så forventer at du hver gang giver noget. Men man lærer hver dag og især mit praktiksted har givet mig større indsigt i hvordan livet på gaden virker. For dem der ufrivilligt er endt der. Mit praktiksted - Balay Samrithano Jeg arbejder på et drop in center for gadebørn og voksne. Centret henvender sig til de drenge som kaldes rugby drengene. Det er drenge der sniffer lim, og lever det farlige liv på gaden, med andre stoffer, kriminalitet og kampen om overlevelse. Navnet er The Good Samarithan, men kaldes for Balay Samarithano. Det huserer dagligt omkring 30 ældre mennesker og op til 100 børn og unge. Centret er ledet af Sister Eva, som er nonne. Herudover er der en Socialworker, to undervisere, og så nogle frivillige. Vi er i alt 8 danske studerende på centret. Centrets mål er at skabe hjemlige opgivelser for børnene, hvor de kan komme og få et måltid mad, noget rent tøj, plus et sted og sove når nattens strabadser har været for hårde. En typisk dag forløber således at børnene bliver lukket ind af porten omkring klokken 09. Indtil da sidder godt 70 børn og voksne udenfor på gaden og venter på at blive lukket ind. Det er noget af et overvældende syn! Efter børnene er lukket ind skal de i bad, hvilket foregår med koldt vand i en spand, og en udendørs vandhane. Hvis de intet bad tager, får de ingen morgen snack! Efter der spist morgen snack, så deles børnene op i to klasser og så er der 2 timers undervisning. Undervisningen forløber meget kaotisk og ustruktureret da børnenes niveau er vidt forskellige. Nogle af de ældste børn kan ingengang stave deres eget navn.. Efter undervisningen er slut, skal der spises frokost. Dette er tæt på det samme hver dag. Ris og fisk noget de elsker højt! Så sættes der en film på og ellers er der fri leg og tid til at vi som studerende kan gå ind og sætte pædagogiske forløb i gang, inden eftermiddagsmåltidet træder ind klokken Det er meget begrænset hvad der kan laves af aktiviteter da centret absolut intet ejer udover det TV som flittigt bliver brugt. Udendørs arealet er også begrænsende, da det ikke er egnet til brug. Så alt i alt er rammerne ikke optimale, til aktivering af børnene. Efter det sidste måltid bliver børnene ligeså stille smidt tilbage på gaden, for nogles vedkommende udhvilet og mætte. Sendt ud til en hverdag, som vi kun kan tænke os til, og som stadig er uvirkelig når børnene fortæller om deres liv. Hvilket jeg

4 personligt vil anse for at være det hårdeste hernede. At skulle høre dem betro sig omkring alle de forfærdelige ting de har oplevet og stadig oplever, ved at bo på gaden. Og der sidder du så. Et hvidt menneske der har masser af penge i hvert fald ud fra deres opfattelse, som aldrig har kendt til en utryg hverdag. Min rolle som studerende på stedet byder på mange forskellige opgaver i løbet af en dag. Jeg bader børnene, sørger for de har rent tøj hvis ikke hjælper jeg dem med at vaske deres tøj. Herudover fungerer jeg som hjælpelærer i den store klasse, hvor min rolle er at støtte de elever der har svært ved undervisningen. Her handler det virkelig om at have tålmodighed og prøve forskellige læringsmetoder af. Det er ren tavleundervisning, og Filippinerne kender i hvert fald ikke til læring gennem leg ;). Herudover står vi som studerende får at igangsætte aktiviteter for børnene, hvilket vi gør dagligt. Her er jeg virkelig blevet udfordret! Jeg anede ikke hvor svært det ville være, og skulle vænne sig til og få en masse ud af ingenting. Jeg har virkelig haft stor nytte af mit linjefag (udtryk, musik og drama), da selv simple klappelege og kluddermor er noget der tiltrækker både store og små. Herudover har vi blandt andet igangsat tandbørstning hver dag, da børnenes mundhygiejne er helt hen i vejret. Der er i hvert fald rigeligt og tage fat på! Dog bliver man hurtigt nødt til at sætte sin danske mentalitet og pædagogiske tankegang lidt på standby, da hverdagen bare er en helt anden hernede! Hvor vi i Danmark er anerkendende, er den filippinske måde og arbejde med børnene behavioristisk og handler udelukkende om belønning og straf. Man starter ud med at afprøve sine vante metoder og tilgange hjemmefra, men når ens brugergruppe er gadebørn, hvor kun den stærkeste overlever, kan det være svært at nå ind til dem med en anerkendende tilgang, når de også knap nok forstår engelsk. Sproget er en klar barrikade, men man lærer og værdsætte det nonverbale og finder hurtigt ud af hvor meget ens kropssprog betyder og vigtigheden af indsigt om denne. Udfordringer er der i hvert fald nok af på en almindelig arbejdsdag! Filippinerne - indre og ydre skønhed Når det er sagt har jeg forelsket mig i Filippinerne og dets folk! Ligeså beskidt og ulækker som storbyen kan være, ligeså fantastisk smuk og fortryllende naturperler findes der rundt omkring. Der er så mange steder der skal ses og opleves, og alt for kort tid. Når du ligger i en

5 hængekøje med udsigt over den fineste hvide strand og azurblåt hav, så er det ikke ligefrem fordi Danmark kalder. Eller når du går på et kæmpe bjerg af affald, hvor der lever flere hundrede mennesker, og de er villige til at give dig et indblik i deres liv. Jeg er dybt imponeret over den filippinske mentalitet! Folket er så glade og taknemmelige, selvom de intet ejer. Du bliver mødt af et venligt smil og et hej, uanset hvor du går! Du bliver gladelig lukket ind i deres små boliger, og tilbudt mad, på trods af at det er det eneste de har. Hele deres syn på livet og måde at være på, har virkelig sat sine spor i mig, og det er noget vi danskere i den grad kunne lære noget af! At værdsætte hvad vi har, i stedet for at brokke os og hele tiden vil have mere. Jeg elsker og have muligheden for at lærer en anden kultur at kende, ved at engagerer mig i det nærmiljø hvor jeg bor, arbejder og har min dagligdag. Udover mit arbejdet på centret, er jeg blevet frivillig på et dyreinternat tæt på hvor jeg bor. Jeg synes det er vigtigt og hjælpe til hvor man kan, hvilket også har givet mig en anden indsigt i hvor forfærdelige sider der også er af det filippinske folk. Hver dag er som en blank side hernede, og jeg priser mig lykkelig over alle de tætskrevne sider jeg kommer hjem med i min livsbog. Praktik i udlandet JA for dælan! Jeg har nu tilbragt godt halvdelen af min tid hernede og tiden flyver afsted! Hver dag mødes du med så mange nye indtryk, faglige dilemmaer, gode som dårlige oplevelser og man skal virkelig huske at nyde det! For den sidste tid kommer sikkert til at gå ligeså stærkt. Der er rigtig mange ting man skal forbedrede sig på hjemmefra, og det er ikke alle der egner sig til at være afsted! Kulturforskellen og savnet hjem til, kan for nogle ødelægge den gode oplevelse. Det er dog heldigvis kun meget få, der ikke får det bedste ud af deres ophold! Jeg har ihvertfald ikke et sekund fortrudt at jeg tog afsted i udlandspraktik tværtimod er jeg træt af, at jeg gjorde det noget før! Det er en fantastisk mulighed for at udfordre sig selv, både fagligt og personligt. Du bliver virkelig udsat for nogle situationer, som aldrig var sket i Danmark, hvilket ruster dig godt på til fremtiden. Jeg har efter noget tid lært at stoppe op og prise mig lykkelig for at vi har muligheden for at komme afsted, for jeg ved at jeg kommer

6 hjem som et andet menneske. Man skal bare kunne se bort fra elendigheden og få det bedste frem i alting præcis som en filippiner ville have gjort det Varme hilsner fra en glad og oplevelses mættet Line Venø Pedersen