Tidsskrift for Socialpolitisk Forening. Nr. 3 / 2016 TEMA. Fra velfærd til jobfærd

Transkript

1 Tidsskrift for Socialpolitisk Forening Nr. 3 / 2016 TEMA Fra velfærd til jobfærd

2 INDHOLDSFORTEGNELSE Tidsskrift for Socialpolitisk Forening Formand: Knud Aarup Landssekretær: Allan Bærentzen Social Politik udkommer seks gange årligt og sendes automatisk til alle medlemmer og abonnenter Redaktion: Tanja Dall (fung. ansv.) Se øvrige bagerst i bladet. Dette nummer er redigeret af: Peter Bundesen Dorte Schiønning Andersen Redaktionssekretær: Ann Gritt Øst-Jacobsen Allan Bærentzen ISSN ISSN (online) Artikler fra Social Politik kan citeres med tydelig kildeangivelse. Redaktionen gør opmærksom på, at artikler i Social Politik ikke nødvendigvis dækker redaktionens eller Socialpolitisk Forenings synspunkter. Socialpolitisk Forening Strandgade 6, st København K Tlf.: (dagligt 10 15) post@socialpolitisk-forening.dk Merkur Bank: Oplag: TEMA Fra velfærd til jobfærd Dorte Schiønning Andersen og Peter Bundesen Indledning... 3 Henrik Herløv Lund Beskæftigelsesmæssige konsekvenser af»dagpengereform«og dagpengeaftale... 7 Henrik Egelund Nielsen Kontanthjælpen trussel mod underklassen og markør for populistisk mobilisering Ole Steen Mortensen Hvis arbejdet er så godt, så giv det til de syge Mikkel Bo Madsen Arbejdsprøvning mellem nidkær kontrol og konkret arbejds relateret indsats Dorte Schiønning Andersen Retten til arbejde Klumme Bjarne Hastrup Boligydelsen et socialpolitisk pletskud Internationalt Udvalg Ole Meldgaard Bedre folkesundhed i Norden Lands- og lokalforeninger Interview med Ove Lund Ingen får det bedre af at komme mere på røven Tryk: Eks-Skolens Trykkeri ApS

3 3 Indledning AF DORTE SCHIØNNING ANDERSEN OG PETER BUNDESEN En afgørende ændring i den socialpolitiske udvikling er skiftet fra en velfærdspolitik til en jobfærdspolitik. Eller måske rettere, at den nu fremherskende forestilling er, at velfærden skal sikres ved, at borgerne er i beskæftigelse og ikke ved, at de modtager indkomsterstattende sociale ydelser, når de er uden beskæftigelse. Ydelserne må ikke være større end at de berørte lige kan klare sig igennem. Centrale midler i denne jobfærdspolitik har være en drastisk reduktion i ydelsesperioder og i størrelsen på de ydelser, som man modtager, når man ikke er i beskæftigelse. Angiveligt skulle en betydelig indkomstnedgang her fungere som et kraftigt incitament til, at man hurtigst mulig finder sig et arbejde igen. Andre midler til at øge jobudbuddet har været aktivering, uddannelse og forskellige tiltag som tilsigter at»hærde«borgerne til selv at løse problemerne. Alt dette har også betydet en omlægning af den overordnede økonomiske politik. Mens det offentlige tidligere så sig forpligtet til også at sikre den fulde beskæftigelse gennem en efterspørgselsstimulerende politik, så skal den fulde beskæftigelse nu sikres ved, at borgerne i øget grad udbyder deres arbejdskraft. Jobfærdspolitikken slog igennem i 1990 erne under Nyrup-regeringerne og blev videreført under Venstreregeringerne i nullerne, dog med den tvist, at man her lagde vægt på, at de ikke-beskæftigede umiddelbart skulle i arbejde (arbejde først). Jobfærdslinjen blev fastholdt og udbygget under Thorning-regeringen, og der er ingen tegn på, at den skulle blive ændret under den nuværende Venstreregering. Der kan derfor nu ca. 20 år efter etableringen være grund til at vurdere hvilken betydning denne politikændring har haft. Har den løst sin målsætning om at øge borgernes beskæftigelse og dermed inddrage flere i arbejdsfælleskabet? Eller forringer den primært visse gruppers leveforhold, og bidrager dermed til at udelukke dem fra det større sociale fællesskab? Som allerede nævnt har et centralt mantra været, at det altid skal kunne betale sig at tage et arbejde, hvorfor størrelsen på de sociale ydelser til ikke-beskæftigede er blevet kraftigt reduceret og tildelingsbetingelserne er blevet skærpet. Imidlertid har alle undersøgelser vist, at disse incitamenter kun har en mærkbar beskæftigelseseffekt for ressourcestærke ledige, mens den ikke har nogen nævneværdig effekt for de ressourcesvage borgere. De prøver i højere grad at tilpasse deres livssituation til de forringede indkomstforhold. Derfor vil beskæftigelseseffekten af det nye kontanthjælpsloft og 225 timers-regel kun blive minimal. Ganske vist er der registret ca kontanthjælpsmodta-

4 4 gere, men heraf er kun ca jobparate. Det store flertal er enten syge, stærkt handicappede eller døjer med andre former for sociale problemer. Ændringerne vil primært blot betyde en forringelse i leveforholdene for de berørte og deres børn. Samtidig betyder afkortningerne i ydelsesperioderne at stadig flere uden beskæftigelse mister den offentlige forsørgelse og bliver overladt til familieforsørgelse. Dette gælder også for personer, der er aktivt arbejdssøgende. Det drejer sig ifølge AE-rådet om ca personer. Imidlertid var det angivne sigte med de forringede ydelser at flere skulle komme i jobs. Hvis vi kigger på beskæftigelsestallene, så synes der i begyndelsen at have været en vis effekt, idet beskæftigelsesfrekvensen for årige steg fra godt 73% i begyndelsen af 1996, til over 77% i starten af nullerne. Ved udgangen af 2006 nåede den endog op på næsten 79%. Imidlertid betød finanskrisen, at den igen faldt til under udgangspunktet i Nu er den igen genoprettet lidt og var på knap 74% ved udgangen af Derfor kan man stille spørgsmål ved, hvor stor den samlede effekt af forringede ydelser er i forhold til at få folk i job. Ganske vist betyder risikoen for at falde ud af sikringssystemet en intensiveret jobsøgning blandt de ledige, som er i risikozonen herfor men i hvilket omfang tager de bare jobbene fra andre? Et studie fra OECD angiver, at beskæftigelseseffekten ved at sænke kompensationsgraden i Danmark statistisk set ikke er signifikant. Det, som virker, er, at sikkerhedsnettet er suppleret med rådighedskrav og aktivering. Forskellige evalueringer af dagpengereformens afkortelse af ydelsesperioden har da også vist, at dens beskæftigelseseffekt stort set kun har været, at de ledige fremrykker den mere intensive jobsøgning, hvor der gives køb på arbejds og lønforhold. Den har fået nogle hurtigere i arbejde. Den samlede beskæftigelsesgevinst ved at forringe ydelserne er altså beskeden. Og selv hvis de reducerede ydelser får lidt flere i jobs, vil det skade trygheden for de mange. Foruden øgningen i de økonomiske incitamenter, er der især inden for jobcentrenes indsats ved sygdom sket afgørende ændringer. Mens sygdom tidligere blev betragtet som en form for helle, lægges der nu i jobcentrene vægt på, at den syge ikke må blive marginaliseret under sygdommen, hvorfor der iværksættes arbejdsfastholdende foranstaltninger under sygdommen. Jacob Hougaards gamle udtryk»hvis arbejde er sundt, så give det til de syge«, er faktisk blevet gældende politik på området på godt og ondt. Da alle skal i arbejde, er det blevet meget vanskeligt at få tilkendt førtidspension. Som sådan betragtes man som værende uden for fælleskabet, at være»parkeret«på passiv forsørgelse. I stedet holdes man på kontanthjælp, i arbejdsprøvning eller sættes i ressourceforløb, som skal styrkes de pågældendes ressourcer. I disse forandringsbestræbel-

5 ser er man fx nået til, at stille krav om at overvægtige personer skal tabe sig, som betingelse for, at de kan modtage sygedagpenge. Her er der således ikke tale om, at det offentlige trækker sig. Tværtimod kan man sige, at der sker en intensivering af indsatsen, idet bestræbelsen går på, at forandre borgernes indstilling, så de bliver bedre til selv at sikre deres forsørgelse. Imidlertid viser en første opgørelse af resultaterne fra ressourceforløbene i 2013 og 2014, at deres beskæftigelsesmæssige effekt har været meget begrænset. Ud af 609 afsluttede ressourceforløb er kun 14 personer kommet ordinært arbejde og ca. 80 er kommet i flexjob. Det har nok heller ikke hjulpet på resultaterne, at mange af ressourceforløbene har været discountprægede. Selvom fortalerne for jobfærd mener, at den såkaldte aktive beskæftigelsespolitik er mere socialt bevidst end den tidligere»passive«velfærdspolitik, fordi den i højere grad vil sikre alle borgeres deltagelse på arbejdsmarkedet, så mangler de at dokumentere, at dette også er tilfældet i praksis. Foreløbige erfaringer peger derimod på, at en ikke ubetydelig persongruppe fortsat bliver marginaliseret på arbejdsmarkedet. Ikke nok med det, bliver de også gjort til genstand for en nidkær behandling af kommunale institutioner og mange bliver ekskluderet fra det normale sociale liv. Dette nummer af Social Politik sætter deltagelse i arbejdslivet såvel som beskæftigelsespolitikken til debat fra forskellige faglige vinkler. I nummerets første artikel redegør Henrik Herløv Lund for de beskæftigelsesmæssige konsekvenser af Dagpengereformen, som blev vedtaget i 2010 og Dagpengeaftalen fra Formålet med aftalen var at øge beskæftigelsen med , idet reformens fortalere antog, at et øget arbejdskraftsudbud ville blive omsat i en øget beskæftigelse, men for at et øget udbud kan omsættes til øget beskæftigelse, kræves der også en øget arbejdskraft efterspørgsel, og dette har ikke været tilfældet. Henrik Egelund Nielsen redegør for at antallet af kontanthjælpsmodtagere er stigende. Det skyldes i høj grad stramning i alle andre forsørgelsesordninger. Samtidig er kontanthjælpens ydelsesstørrelser blevet forringet. Det bringer ikke modtagerne i arbejde, men bliver brugt som et skræmmeeksempel for den øvrige befolkning på hvor slemt det kan gå, hvis den ikke accepterer de foreliggende vilkår på arbejdsmarkedet. Professor og speciallæge i arbejdsmedicin Ole Steen Mortensen sætte fokus på behandlingen af sygemeldte i det danske socialvæsen, herunder beskriver hvorledes reformer på området har betydning for den socialmedicinske indsats for rehabilitering og udvikling hos borgere med komplekse problemstillinger. Endvidere beskriver han arbejdet i de kommunale rehabiliteringsteams og giver eksempler på, hvordan indsatsen kan få betydning for konkrete borgeres fremtid og livskvalitet. 5

6 6 Mikkel Bo Madsen skriver om den intensivering af arbejdsprøvninger, som er sket i de senere år, idet vurdering menneskers arbejdsevne er en væsentlig del af den aktive arbejdsmarkedspolitik. Der resulterer nogle gange i meningsløse og gentagne arbejdsprøvninger, der i realiteten ikke er i stand til at arbejde; men det kan også resultere i konkrete og virksomhedsnære udviklingsforløb, der kan hjælpe mennesker med omfattende problemer ind på arbejdsmarkedet. Cand. psych. Dorte Schiønning Andersen fra Landsforeningen Arbejde Adler, beskriver hvorledes inddragelse i beskæftigelse under opholdet på et forsorgshjem opleves som positivt af hjemløse og andre socialt udsatte på en 110 institution. Hun beskriver desuden, hvordan arbejdets fysiske og psykosociale aspekter konkret kan bidrage positivt til den samlede rehabilitering, når inddragelse i beskæftigelse sker med relevant støtte og vejledning.