Gotisk. v/ mag.art. Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen Forårssemestret Kompendium -

Transkript

1 Gotisk v/ mag.art. Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen Forårssemestret Kompendium - For studerende på BA og BA-tilvalg i Indoeuropæisk v/ Københavns Universitet

2 Indholdsfortegnelse Introduktion s. 7 - Gotisk, germansk og indoeuropæisk s. 7 - Dialektgruppering og ældste overleveringsstadier s. 7 - Germanerne som folk og kultur s Goterne: Historie s Goterne: Etnonymi s Gotisk: Sproglig overlevering s Gotisk: Wulfilas alfabet s. 20 Lydlære: Vokalisme s Skrift vs. lyd s Betonet stavelse s Ubetonet stavelse s Accent/betoning s. 32 Lydlære: Konsonantisme s Skrift vs. lyd s Obstruenter s Nasaler og likvider s Halvvokaler s Laryngaler s Konsonantgrupper s. 41 Formlære: Fokus på synkroni (paradigmeoversigt) s Substantiver s Adjektiver s Pronominer s Numeraler s Verber (stærke) s Verber (stærke + reduplicerede) s Verber (svage) s Verber (nogle få præterito-præsentiske og de to uregelmæssige) s. 61 Formlære: Fokus på diakroni s Substantiver s Substantiver: a-stammer (ie. o-stammer) s Substantiver: ja-stammer ( -stammer efter let stavelse) s stammer efter tung stavelse) s ō-stammer ( kl jō- g ō-stammer; ie. eh 2 -stammer) s Substantiver: i-stammer (ie. i-stammer) s. 69 2

3 - Substantiver: u-stammer (ie. u-stammer) s K k, ) s Substantiver: n-stammer (ie. n- ; y p d k ) s Substantiver: r-stammer (ie. r-stammer) s Substantiver: s-stammer (ie. s-stammer) s Pronominer s Pronominer: Personlige og refleksive s Pronominer: Possessive s Pronominer: Demonstrative s Pronominer: Relative s Pronominer: Interrogative s Pronominer: Indefinitte s Adjektiver s Adjektiver: Stærke s Adjektiver: Svage s Adjektiver: Participier s Adjektiver: Komparation s Numeraler s Verber s Verber: Stærke (stammedannelse uden reduplikation i præteritum) s Verber: Stærke (stammedannelse med reduplikation i præteritum) s Verber: Stærke (finitte former) s Verber: Stærke (infinitte former) s Verber: Svage (stammedannelse) s Verber: Svage (finitte former i I klasse) s Verber: Svage (finitte former i II klasse) s Verber: Svage (finitte former i III klasse) s Verber: Svage (finitte former i IV klasse) s Verber: Svage (infinitte former) s Verber: Præteritopræsentiske s Verber: Uregelmæssige s Orddannelse: Substantiver s Orddannelse: Adjektiver s Orddannelse: Adverbier s Orddannelse: Verber s Syntaks (kun gotisk) s. 150 Gotisk i et bredere perspektiv s Kort om urnordisk/nordvestgermansk s Kort om nordgermansk/nordisk s Kort om vestgermansk s Vigtigste forskelle mellem gotisk og de øvrige germanske sprog s

4 - Eksternt naboskab og ordforrådets sammensætning s. 159 Tekstlæsning: Matthæus-evangeliet VI, v s Indledende bemærkninger s Gotisk tekst (håndskriftssiderne fra Codex Argenteus) s Gotisk tekst (translitteration) s Græsk tekst s Latinsk tekst s Dansk tekst s Vers 1-2 s Vers 3-8 s Vers 9-15 s Vers s Vers s Øvelse i egenproduktion af etymologiske og øvrige tekstkommentarer s. 200 Tekstlæsning: Lukas-evangeliet XVIII, v s Indledende bemærkninger s Gotisk tekst (håndskriftssiderne fra Codex Argenteus) s Gotisk tekst (translitteration) s Græsk tekst s Latinsk tekst s Dansk tekst s Vers s. 205 Tekstlæsning: Lukas-evangeliet XIX, v s Indledende bemærkninger s Gotisk tekst (håndskriftssiderne fra Codex Argenteus) s Gotisk tekst (translitteration) s Græsk tekst s Latinsk tekst s Dansk tekst s Vers 1-11 s Vers s. 226 Tekstlæsning: Lukas-evangeliet II, v s Indledende bemærkninger s Gotisk tekst (håndskriftssiderne fra Codex Argenteus) s Gotisk tekst (translitteration) s Græsk tekst s Latinsk tekst s Dansk tekst s

5 - Vers 1-11 s Vers s. 249 Tekstlæsning: Markus-evangeliet IV, v. 1-9 s Indledende bemærkninger s Gotisk tekst (håndskriftssiderne fra Codex Argenteus) s Gotisk tekst (translitteration) s Græsk tekst s Latinsk tekst s Dansk tekst s Vers 1-9 s. 258 Tekstlæsning: Johannes-evangeliet XI, v s Indledende bemærkninger s Gotisk tekst (håndskriftssiderne fra Codex Argenteus) s Gotisk tekst (translitteration) s Græsk tekst s Latinsk tekst s Dansk tekst s Vers 5-16 s Øvelse i egenproduktion af etymologiske og øvrige tekstkommentarer s. 270 Tekstlæsning: N h B g V, s Indledende bemærkninger s Gotisk tekst (translitteration) s Græsk tekst s Latinsk tekst s Dansk tekst s Vers s. 272 Tekstlæsning: Skeireins II, a-d s Indledende bemærkninger s Gotisk tekst (translitteration) s Engelsk tekst (William H. bennett, 1834) s Stk. A-D s. 280 Tekstlæsning: Østgermanske runeindskrifter og krimgotisk s Østgermanske runeindskrifter s Krimgotisk s. 287 Øvelser og aktiviteter s Generelt s

6 - Instruktioner til øvelse 1-11 s Øvelse 1 s Øvelse 2 s Øvelse 3 s Øvelse 4 s Øvelse 5 s Øvelse 6 s Øvelse 7 s Øvelse 8 s Øvelse 9 s Øvelse 10 s Øvelse 11 s Egenproduktion af etymologiske og øvrige tekstkommentarer s. 303 Prøveeksamen s Hensigt og baggrund s Instruktioner s Generelle spørgsmål s Gotisk tekststykke fra pensum s. 306 Spørgetime s Egne noter s. 307 Mundtlig eksamen (mulige eksamensspørgsmål) s Generelle spørgsmål s Fonologiske spørgsmål s Morfologiske spørgsmål s Gotisk tekststykke fra pensum s

7 Introduktion Mandag den 6. februar 2012 kl i lokale a Onsdag den 8. februar 2012 kl i lokale a Gotisk, germansk og indoeuropæisk G k g k p g g germansk er en gren under den indoeuropæiske sprogfamilie. Andre vigtige indoeuropæiske sproggrene er anatolisk, tokharisk, indoiransk, armensk, hellensk, albansk, italisk, keltisk og baltoslavisk. Dertil kommer mindre grupper eller enkeltsprog, der kun har perifer betydning for den indoeuropæiske forskning, f.eks. messapisk, venetisk, illyrisk og thrakisk. Flere af de her nævnte sprog og sproggrene er helt eller næsten uddøde. Dialektgruppering og ældste overleveringsstadier Traditionelt regner man med tre germanske dialekter/undergrupper: Østgermansk. Nordgermansk. Vestgermansk (underopdeles ofte videre i ingvæonisk/nordsøgermansk, istvæonisk/weserrhin-germansk og (h)erminonisk/elb-germansk). 7

8 Østgermanske sprog (alle uddøde): Gotisk (ostrogotisk og visigotisk; senere også krimgotisk). Flere mindre uattesterede stammer, der må formodes at have været østgermansktalende, f.eks. vandalerne, burgunderne, rugierne, scirī og bastarnae. Nordgermanske (= nordiske) sprog: Vestnordiske sprog: o Islandsk. o Færøsk. o Norn (uddødt; taltes på Shetlands- og Orkneyøerne). o Norsk (vestlige dialekter; skriftsprog: nynorsk). Østnordiske sprog: o Dansk. o Svensk. o Norsk (østlige dialekter under kraftig påvirkning af dansk; skriftsprog: bokmål). o Ö d l ką (?). Gutnisk (næsten uddødt; hører til Gotland, normalt regnet for et østnordisk sprog, men der er nogen usikkerhed herom). Vestgermanske sprog: Engelsk/angelsaksisk. Frisisk. Nederlandsk/hollandsk (nederfrankisk). o Afrikaans. Nedertysk/plattysk. Højtysk (inkl. schweizertysk og østrigsk). o Jiddisch. Men derudover er de indbyrdes relationer ganske problematiske og omstridte...! Mellem urgermansk og øst-, nord- og vestgermansk: Ukontroversielt: Tre undergrupper o kontroversielle hovedteorier om mellemstadierne. Teori 1: Den goto-nordiske teori: o Nordgermansk (goto-nordisk) vs. sydgermansk... også kaldet østgermansk vs. vestgermansk. o Karl Müllenhoff ud fra Tacitus: Ingaevones, Istaevones, Herminones (= vestgermaner); Vandili (= østgermaner = nordboere + goter). o E d d Müll h ff k d fø l g åd k g fl d W ch l V l /W ł ), h f d d d dpå Ergo: Gotisk + nordisk = østgermansk. 8

9 o G K, kæ l g G k d kæ l g k j p l g l k d. Ergo: Gotisk + nordisk = nordgermansk. Stemmer overens med J d g o Sproglige holdepunkter: Verschärfung kun i nord- og østgermansk (næppe sandt, jvf. Rasmussen). Svage nan-verber. -t i præt. 2.sg. af stærke verber... og med samme aflyd som i 1./3.sg. Femininum af præsens participium bøjes som īn-stamme. Teori 2: Den nordvestgermanske teori: o Nordvestgermansk vs. østgermansk. o Særlig tydelig samhørighed mellem anglofrisisk og nordisk. o Nordvestgermansk er endvidere muligvis lig med urnordisk (ældste runesprog). o Sproglige holdepunkter: Østgermansk þl = nordvestgermansk fl. Finalt *-ō > nordvestgermansk -u; østgermansk -a. Udvikling af germansk *ē og *ē 2. Udvikling af *z. Demonstrativt pronomen med -se. a- og i-omlyd (i-omlyden er dog for sen og a-omlyden nok fællesgermansk). Reduplikationsstavelsen i præteritum af stærke verber af VII klasse (typen got. lētan eller tan) d g k l f ē 2, d f.eks. germ. *le-lōt > got. laí-lōt, nordvestgermansk *lēt (on. lét, oht. liass). Årsag til stridspunkterne omkring nordvestgermansk: o Politik: Tyskland vs. Danmark i det 19. århundrede (krigene i og 1864). o Gallehus-hornene: Den filologiske/lingvistiske kerne i striden. A: ek hlewa gastim holtijam horno tawido. B: ek hlewagastiz holtijaz horna tawido. C: ek hlewagastir holtijar horna tawido. D: ek hlewagastir holtijar horna tawido (mest anerkendt i dag, men hvorfor...?). 9

10 o Med andre ord: Er indskriften på Gallehus-hornene og andre af de tidligste d k f d ke dl g d f ld d k l g l j ) eller d g k dl g d f dg k g g k, d disse opslittedes i to grupper)? o Hvordan vægter man lydlige og grammatiske indicier? Hvad er fælles arv og endnu vigtigere fælles innovation, og hvad skyldes sprogkontakt? En tredje teori: o Johannes Schmidt (1875): Bølgeteori. o Germansk er et dialektkontinuum! o Vestgermansk dg k ø g k. o M d lj Høj y k d y k k k) gl f k d k g k. o C Das nordische ist sowohl ostgermanisch als westgermanisch, es bildet den übergang vom gotischen zum angelsächsischen, das angelsächsische und friesische den vom nordischen zum altsächsischen. o Muligvis er der noget om snakken Tidsramme: Præ- og urgermansk: Fra ca f.kr. til 100(?) e.kr. Nordvestgermansk (= urnordisk): Ca e.kr. Tidlig fællesnordisk: Ca e.kr. Oldnordisk: Ca e.kr. o Oldislandsk/gammelnorsk: Ca e.kr. Islandsk. Norsk. o Færøsk: Det moderne sprog (dvs. ld l d k) fø k f l g 1800-tallet. o Gammeldansk: Ca e.kr. Dansk. o Fornsvensk: Ca e.kr. Svensk. Vestgermansk: Ikke senere end 6. årh. e.kr. = første skriftlige kilder o Oldhøjtysk: Fra årh. e.kr. Middelhøjtysk: Ca e.kr. Højtysk. o Oldsaksisk: Fra årh. e.kr. til ca e.kr. Middelnedertysk (hanseatisk): e.kr. Fra ca e.kr.: Plattysk. o Oldengelsk: Fra 6. årh. e.kr. Middelengelsk: Ca e.kr. Engelsk. o Oldfrisisk: Fra 12. årh. e.kr. Middelfrisisk: Ca Frisisk. o Middelnederfrankisk: Ca e.kr. Nederlandsk (hollandsk + flamsk). Også et meget sparsomt attesteret oldnederfrankisk.. Østgermansk: o Gotisk: Omtrent 4. årh. e.kr. o Krimgotisk: I hvert fald indtil e.kr. hvor den flamske diplomat O.G. de Busbecq nedfældede en liste over tilsyneladende (øst)germanske ord på Krim. Germanerne som folk og kultur Arkæologi: 10

11 Jastorf- og Harpstedtkulturerne: o Jernalder, fra ca. 500 f.kr. o Formodentlig direkte fortsættelse af det snorekeramiske kulturkompleks. Negau B-hjelmen: hariχast te wa l g d Hæ gæ l, c 2 å h f K ) Vigtige skriftlige kilder fra Antikken om germanerne og goterne: Πυθέας ὁ Μασσαλιώτης Py h f M ll, 4 å h f K ) Mød g l g ved Nordsøkysten. Om germanernes (mest de vestgermanske kimbrere og teutoner) udfald mod Romerriget f.kr. (under Gaius Marius). Caesar (58 f.kr.): Germanerne længere syd- og vestpå (over hhv. Donau og Rhinen). Tacitus: Ca. 98 e.kr., Germania: o Istvaeones omkring Rhinen; mere eller mindre identisk med frankerne: Bataverne (Holland). Ubierne (omkring Köln). Chamaverne, bruktererne og cheruskerne (i Westfalen). g g, g fl k g Rh. o Ingvaeones ved Nordsøen: Friserne. Chaukerne ( sakserne, fra ca. 4. årh. e.kr.). N h -folkene, bl.a. anglerne. o (H)erminones i indlandet, mest Syd- og Østtyskland, også kaldet sveberne: Semnonerne (ca. i Brandenburg). Vandring mod sydvest alemannerne. Langobarderne (ca. i Sachsen). Hermundurerne (ca. i Thüringen). Markomannerne og quaderne (ca. i det nordlige Bayern). Svarer til bajuwarerne i Böhmen. o Sviones i nord (= nordgermanerne?). Jordanes: 551 e.kr., De origine actibusque Getarum: o Om østgermanernes (goterne m.fl.) vandringer; efter tabt værk af Cassiodorus. o Nævner i øvrigt for første gang folkeslaget Dani. 11

12 Goterne: Historie Primære kilder til goternes og østgermanernes historie og vandringer: Stednavne, dels i Skandinavien, dels i Frankrig og Spanien: o Goterne: Gotland, Götaland, Götaälv (< on. Gautelfr), Östra/Västra Götland (< on. Gautland), Göteborg, Gothiscandza = Gd ń k/d z g flg gl f k ), det gotlandske kloster Gutnalia (måske Gutnal þing *Gutna alþing g l g ), den gotlandske å Gothemå, evt. Jylland g f d l g også det pyrenæiske folkeslag agotes eller cagots (< lat. *canes got ī g k h d ) o T gī/ g Thüringen(?) ( lat. T eur ngī Terv ngī). o Vandalerne: Andalusien, Vendsyssel. o Burgunderne: Bornholm (< on. Borgundarholmr) og Bourgogne. Flavius Magnus Aurelius Cassiodorus Senator (ca e.kr.): o Kansler for den ostrogotiske kong Theoderik. o Forfattede på Theoderiks forlangende omkring et historisk værk om goterne (Historia Gothorum, ca e.kr.), der desværre er gået tabt, og som delvis k ll æ ygg på d dl g p æ p f k A l tninger om den gotiske udvandring. o O l f g k J d De origine actibusque Getarum fra 551 e.kr. J d De origine actibusque Getarum (eller ofte blot Getica) fra 551 e.kr., jvf. ovenfor. Ogier Ghiselin de Busbecq ( ). 12

13 Goternes urhjem: Oprindelse i Skandinavien; udvandring til det kontinentale Europa omkring 1. årh. f.kr. To fremherskende teorier, som dog ikke alle tror på: o Gotland, Sverige. o Östra og Västra Götland, Sverige. Gotland, Sverige: o Stednavnet Gotland (< germ. *gut-). o Gotisklignende træk i de ældste runeindskrifter på Gotland samt i det gutniske sprog, bl.a. noget der minder om brydning foran r. o Problem: Forkert gravtype (stenhøje) i forhold til det, man finder hos goterne ved Vistula (flade grave) og en tiltagende mængde arkæologiske fund i området omkring det 1. årh. f.kr. Östra og Västra Götland, Sverige: o Stednavnet Götland (og Götaland, Göteborg) (< germ. *gaut-). o Færre arkæologiske fund i området omkring det 1. årh. f.kr., hvilket tyder på en større folkeudvandring. M l g lø g Ifølg J d h k g l åd k g V l d d g Ø ø på k men disse tre skibe behøver jo ikke nødvendigvis at stamme fra samme sted! Anden mulig løsning: Oprindeligt gotiske og tæt med hinanden forbundne beboelser på begge sider af Østersøen allerede i bronzealderen og langt ind i jernalderen, jvf. f.eks. A d K l ff G h c C c f 2001 (via f.eks. Ingemar Nordgren (2008) og Jan Paul Strid (2008). Østersøområdet: Arkæologisk: Formodentlig lig med Wielbark-kulturen. Ifølge Jordanes landgang fra tre skibe omkring det 1. årh. f.kr. Lokalitet iflg. Jordanes: Gothiscandza = Gd ń k/d z g flg gl f k ); h f ld eller andet sted omkring Vistulas udmunding i Østersøen. Naboer mod vest: Ulmerugi (= Holm-rygierne), som må formodes at have boet på (= af goterne være trængt vestpå til) Rügen og muligvis selv har været et østgermansk folkeslag, jvf. den norske folkestamme Rygir (i provinsen Rogaland), som oven i købet også går under betegnelsen Holmrygir... Naboer mod syd: Vandalerne (Tacitus: Lugi), som vel oprindeligt kom fra Jylland, jvf. stednavnet Vendsyssel. Øvrige naboer fra tidligste tid: Scirī og bastarnae, h p æc k k k k d måske en blanding af svebiske (vestgermanske), illyriske og oldprøjsiske gener. Navnet scirī leder tankerne hen på det gotiske adjektiv skeirs Bastarnae betyder nok snarere l d j f d franske låneord bastard), jvf. deres blandingsægteskaber med det iranske folk sarmaterne iflg. historikeren Strabo. 13

14 Andre østgermanske folk i området, som goterne dog ikke er stødt på: Burgunderne, som op til ca. år 100 e.kr. boede i Østpommern, og som formodentlig også er af skandinavisk oprindelse, jvf. betegnelsen on. Borgundarholmr (= Bornholm). Videre migration fra østersøkysten til Valakiet. Sortehavsområdet: Ifølge Jordanes: Ankomst fem generationer før ham selv (dvs. i slutningen af 2. årh. e.kr.). Konge under udvandringen (iflg. Jordanes): Kong Filimer, søn af Gadarik. o Jerzy Ockulic: I virkeligheden tre udvandringsperioder. Vandring formodentlig via Rokitno-sumpene i Ukraine og den sydrussiske steppe. Endelig lokalitet: Valakiet i Rumænien, den nordvestlige sortehavskyst. Formodet nærmere lokalitet: o Ostrogoterne: Øst/nordøst for Dnjestr. o Visigoterne: Vest/sydvest for Dnjestr. Ny statsdannelse på dette sted i første halvdel af det 3. årh. e.kr. A kæ l g k d l g l g d j kh -kulturen. Også andre folkestammer vandrede fra østersøkysten til Valakiet: Bastarnae (før goterne, ca. 230 f.kr.), sc rī (lidt senere) og vandalerne (endnu senere, men stadig før goterne). Meget tyder på, at gepiderne udvandrede og smeltede sammen med goterne. Goterne og romerne: Første møde med Romerriget: Under kejser Maximus i år e.kr. Flere voldelige sammenstød i starten: o 251 e.kr.: Afgørende nederlag for goterne under kejser Decius (ved Nikopolis i Nedermøsien) i år 251 e.kr. o 258 e.kr.: En gruppe ostrogoter belejrer Krim-halvøen (NB: Krimgotisk!). o 264 e.kr.: Gotisk krigstogt til Lilleasien, hvor der blev taget kappadokiske k g f g l k p W lf l d f æld! o 269 e.kr.: Ostrogoter, visigoter, heruler, peuciner og gepider i nyt samlet udfald mod Romerriget, der blev slået tilbage af kejser Claudius II Gothicus. o 271 e.kr.: Endnu et udfald mod romerne under kong Cannabaudes/Cniva, men goterne besejres afgørende af kejser Aurelius. I forbindelse med ovennævnte nederlag afstår kejseren Dacien til goterne, der opretter staten Gutþiuda(?). o e.kr.: Flere mindre udfald mod Romerriget, men i 297 e.kr. ved vi, at et k d l g kæ p d k j G l hæ d p o 323 e.kr: Stort visigotisk udfald mod Romerriget, helt ned til Thrakien, men blev slået af kejser Konstantin I den store. Fredstid: o Fredstraktakt med Romerriget og anerkendelse af goternes og taifalernes møsiske stat som foederatī i 332 e.kr. o Særligt visigoterne blev mere og mere romaniserede. 14

15 o Samtidig udvikler ostrogoterne et stort kongedømme strækkende sig fra Sortehavet og måske endda helt op til Østersøen. o Ophævelse af traktaten i år 370 e.kr. pga. nyt fjendtligt udfald fra goterne under den kristenfjendtlige delkonge/høvding Athanarik. Folkevandringstiden: Indledtes af hunnernes invasion i 375 e.kr. Ostrogoterne: o 375 e.kr.: Det ostrogotiske kongerige under kong Ermanarik med hovedstad ved Dnjepr (måske i Kiew) faldt og blev underlagt hunnerne. o 454 e.kr.: Under de tre kongebrødre Walamer, Theodemer og Widemer frigjorde ostrogoterne sig og slog sig ned i Pannonien (grænselandet omkring Østrig, Kroatien, Ungarn, Serbien, Slovenien, Slovakiet og Bosnien-Herzegovina). o Fra Pannonien førte de kampe mod både det Øst- og det Vestromerske Rige. o 471 e.kr.: Theodemers søn Theoderik slog sig først ned i Nedermøsien, hvorfra han på foranledning af den østromerske kejser Zeno angreb det nordlige Italien ved et 15

16 kup i 476 e.kr. og udråbte sig selv til konge, idet han dog anerkendte den østromerske kejser som overhoved. Han regerede frem til sin død i ca. 526 e.kr. o Ostrogoterne styrede hele Italien frem til år 555 e.kr. Det formodes stærkt, at de manuskripter indeholdende Wulfilas bibeltekst, som er blevet overleveret til eftertiden, er forfattet i denne periode og i dette kongerige, jvf. også nedenfor. o Nogle goter blev tilbage i det oprindelige område (Krim-halvøen) og udvikledes til Krimgoter, der blev ortodokse kristne. Visigoterne: o 376 e.kr.: De fleste goter bukker under for det hunniske tryk, og under ledelse af kong Fritigern tillader kejser Valens dem at flytte ind på den romerske side af grænsen under det vilkår, at de skal konvertere til den arianske kristendom. Den rivaliserende kong Athanarik, der tidligere havde raget uklar med romerne og de øvrige visigoter, jvf. ovenfor, holder dog stand, og han havde allerede tidligere jaget de første arianske goter de såkaldte Gothī minores, heriblandt biskop Wulfila til Nedermøsien, så de deltager ikke i flytningen. o 410 e.kr.: Kort opblomstring under kong Alarik, hvor de erobrede Rom! o 412 e.kr.: Alariks svoger, Athaulf, førte i 412 e.kr. visigoterne videre til det sydlige Gallien og Spanien, hvor de grundlagde det tolosanske rige. o Også vandalerne havde fulgt denne vej og rejste endog videre til Nordafrika, hvor de i e.kr. endog erobrede Karthago, og hvorfra de invaderede Sicilien i i 468 e.kr. Sluttelig grundlægger sveberne i 411 e.kr. et rige i Asturien (nordvestlige Spanien), der dog erobres af visigoterne i 456 e.kr. o 507 e.kr.: Visigoterne fordrevet fra det sydlige Gallien af frankerne og burgunderne. o 711 e.kr.: Også det spanske goterrige faldt i forbindelse med maurernes invasion. o Nutid: Små rester af muligvis gotiske befolkningsgrupper i og omkring Pyrenæerne, der kaldes agotes eller cagots, og som i hvert fald op til 1800-tallet har været d ød f d ø g f d f d l g på g d f, d h /h d h ld fast i deres oprindeligt arianske tro og ikke omvendt sig til katolicismen. Goterne: Etnonymi Etnisk betegnelse (som n-stamme): Strabo (1. årh. f.kr.): Βούτονες (= Γούτονες). Plinius (død 79 f.kr.): gutones (undergruppe af vandalerne). Tacitus (ca. 100 e.kr.): got(h)ones. Ptomlemaios (2. årh. e.kr.): Γύθωνες (i området omkring Vistula). Angiver endvidere, at g l Heiðnir i det østlige Norge. Pietroassa-guldringen: gutani(o). Attesterede germanske sprog: on. guti, gotna (gen.pl.), ogutn. gutnalþing (= gutna alþing), oe. gotan. Formodentlig germ. *gutan-, dvs. n-stamme med nultrin i roden iflg. Jan Paul Strid (2008). 16

17 Etnisk betegnelse (som vokalisk stamme): Senere romerske og græske forfattere: gr. Γότθοι, lat. got ī (bl.a. også Jordanes: Getarum). Attesterede germanske sprog: got. gutþiuda (med mindre dette faktisk er en statsdannelse; dette er uvist), oisl. gotþjóð goðþjóð. Endvidere on. gautr, gautar (nom.pl.) om Östra og Västra Götlands indbyggere. Formodentlig germ. *gauta-, dvs. a-stamme med o-trin i roden iflg. Jan Paul Strid (2008). Etymologi: Med stor sandsynlighed til roden i germ. *giutan- gyd, ø, hæld < *ĝ h eu-d-, jvf. f.eks. lat. fundo gyd g d d-udvidelsen også skt. juhóti gyd, g χέω gyd Tre mulige tolkninger iflg. Jan Paul Strid (2008) og Ingemar Nordgren (2008): o Det geografiske alternativ: Oprindelig nærhed til vand, der udgydes/hældes, f.eks. Götaälven, Gothemå eller lignende. o G k l f å dgyd ll p øj, d æ d d k befrugte/besprøjte kvinderne med sperm!), jvf. at on. gautr f l yd d Også paralleller til den germanske gud Mannus. o Reference til den germanske gud Gaut, k l æ dgyd af mennesker, jvf. betegnelser såsom on. Gautatyr og nn-gaut for guden Odin, der af nogle, bl.a. Dumézil, anses for også at være frugtbarhedsgud. Ifølge denne teori er altså de f k ll g f lk l g d dgyd, d k Etnonymet oe. ǥēatas g < g *gaut-. Hvis der hertil dannes en i-stamme, dvs. germ. *gauti-, ville dette med i-omlyd give oe. *ǥīet-/ǥīt-/ǥȳt-, hvilket af Ingemar Nordgren (2008) tolkes som værende oprindelse til folkeslaget juter, jyter (jvf. dansk jyder, Jylland). Særligt om ostro- og visigoterne: Ostrogoterne: o Også kendt som østgoterne og velsagtens også etymologisk germ. *austra- ø o Alternativ betegnelse: Greutungī / Graut ungī / Grutungī. o Velsagtens til germ. *griuta- g, å, d ll kl pp, jvf. også Jordanes: hi omnes excisis rupibus quasi castellis habitant ritu beluino. Visigoterne: o Også kendt som vestgoterne men næppe etymologisk sammenhæng med germ. *westra- ; l g *wisu- g d < *uesu-, d d ædl, d g d o Alternativ betegnelse: Terv ngī. o Muligvis først opstået ved Sortehavet, hvor der er enkorme fyrretræsskove, hvis Terv ngī er til roden germ. *terwa(n)- jæ, fy æ h l d chw l germ. *trewa- æ ), jvf. også den senere slaviske folkestamme Drevljanerne (~ oks. drěvo æ ) me område. 17

18 Gotisk: Sproglig overlevering Alle de østgermanske sprog er i dag uddøde, og vi har således kun bevaret skriftlige kilder til de østgermanske sprog. Bibelgotisk: To overordnede dialekter: Ostrogotisk og visigotisk; svarende til de to folkestammer ostrogoterne og visigoterne. Stammer fra de dengang østromerske provinser Dacien og Møsien (nuværende Rumænien, Moldova og nordlige Bulgarien, dvs. den vest-nordvestlige sortehavskyst, særligt omkring Donaus udløb i Sortehavet). Næsten alle attesterede tekster er kirkelige (først og fremmest bibeloversættelser) og er iflg. den kappadokiske historiker Philostorgios skrevet af den visigotiske, arianske biskop Wulfila/Ulfila ( e.kr.), der oprindeligt var af kappadokisk afstamning, jvf. ovenfor. Fomodentlig er teksterne skrevet mellem år 341 e.kr., da Wulfila blev biskop, og år 383 e.kr., hvor han døde. o Noget tyder imidlertid på, at Wulfila ikke har været alene om oversættelsen, for der ses afvigende (dialektale? måske ostrogotiske?) træk i Lukas-evangeliet samt til dels i den i de to håndskrifter Codex Ambrosianus A og B overleverede bibeltekst. Ariansk særpræg: ἴσα θεῶι = galeiko guda P l l l pp II,6) Gotisk tekst er/var bevaret i følgende manuskripter, alle nok oprindeligt stammende fra Ravenna-området i Norditalien (daværende ostrogotisk område) i det årh. e.kr.: o Codex Argenteus: Også kendt som Sølvbiblen; skrevet med sølv- og til dels guldblæk; vigtigste gotiske manuskript; oprindeligt alle fire evangelier på 336 ark men kun 187 ark har overlevet; opbevares nu i universitetsbiblioteket i Uppsala. Et sidste 188. ark blev i 1970 fundet i domkirken i Speyer. Dette ark er den allersidste, dvs. den 336. side, af Codex Argenteus. Tekststykke: Allersidste vers af Markus-evangeliet. o Codex Ambrosianus A: 95 ark med fragmenter af Paulusbrevene og af en gotisk kalender; opbevares i Ambrosianerbiblioteket i Milano. o Codex Ambrosianus B: 77 ark med fragmenter af Paulusbrevene; opbevares i Ambrosianerbiblioteket i Milano. o Codex Ambrosianus C: 2 ark med fragmenter af Matthæusevangeliet XXV-XXVII; opbevares i Ambrosianerbiblioteket i Milano. o Codex Ambrosianus D 3 k d f g f N h B g ~ A d Ez Bog); opbevares i Ambrosianerbiblioteket i Milano. Eneste gammeltestamentlige bibeltekst, der er oversat til gotisk! Teori: Muligvis fordi denne bog opfordrer til fred og ikke er så krigerisk. o Codex Ambrosianus E: Også kendt som Skeireins eller Skeireins aíwaggeljons þaírh Johannen; 8 ark med fragmenter af en kommentar til Johannesevangeliet; sikkert oversat efter en nu tabt græsk original af Theodorus fra Herakleia; udgivet af Massman i 1834 under ovennævnte titel; opbevares i Ambrosianerbiblioteket i Milano (på nær 3 ark, der opbevares i Vatikanet). 18

19 o Codex Carolinus: 4 ark palimpsest (overskreven tekst: I d Etymologiae) med fragmenter af Romerbrevet XI-XV; opbevares i biblioteket i Wolfenbüttel (sydøst for Hannover i Tyskland). o C d x T 4 k d f g f P l B l G l g P l Brev til Kolossenserne; udgjorde oprindeligt en del af Codex Ambrosianus A; opbevares i Torino. o Codex Gissensis: Oprindeligt et dobbeltark med fragmenter af Lukasevangeliet bilateralt på gotisk og latin; fundet nær Antinoe i Ægypten og siden transporteret til Giessen (nord for Frankfurt a.m. i Tyskland); blev desværre ødelagt i forbindelse med en oversvømmelse i februar Sammenfoldet blyplade fra Hács-Béndekpuzsta i det sydvestlige Ungarn; fra før 488 e.kr.; indeholdende indskrift med gotiske bogstaver; teksten er Fadervor fra Johannes-, Matthæusog Lukasevangeliet. Ikke-bibelske kilder fra andre sprog: o En række låneord i de romanske sprog, f.eks. got. lēwjan f åd sp. alevoso f æd k ll g malwjan k, ød it. (dial.) malvar l l p o P N c Urphilas, som har oversat vor hellige skrift fra det græske til det got ske sprog o Codex Salisburg 795: Også kendt som Wiener Alkuin-manuskriptet; fra det 9./10. årh. e.kr.; angiver bl.a. det gotiske alfabet i to rækker; er i sin valg af betegnelse for bogstaverne under indflydelse af vestgermanske sprog, særligt oldengelsk og ldhøj y k d f d Alfabet ); d h lder også få og ekstremt små brudstykker fra Lukas-evangeliet og Første Mosebog. o Codex Veronensia: Gotiske marginalnoter i en samling på 24 latinske homilier (korte prædikener over en bibeltekst); nærmest uden betydning. o To latinske salgsdokumenter fra Ravenna år 551 e.kr. (ostrogotisk): Indeholder bl.a. navnene Ufitahari, Wiljariþ, Gudilub, Sunjaifriþas. o Enkelte (visi)gotiske eller iflg. nogle måske snarere vandalske ord i De conviviis barbaris, f.eks. det indledende heksameter: Inter eils Goticum scapiamatziaiadrincan non audet quisquam dignos educere versus. (Hails! Skapjam matjan jah drincan H j! L d k ff g ) p g d kk ). Krimgotisk: Taltes på Krim-halvøen i det moderne Ukraine; i hvert fald indtil e.kr. Beskrevet af den flamske diplomat Ogier Ghiselin de Busbecq ( ), som under et besøg i Konstantinopel ved hjælp af to informanter udfærdigede en liste over 86 ord og tre korte sætninger i form af et digt på et tilsyneladende (øst)germansk sprog. Mere om krimgotisk senere. 19

20 Derudover mener nogle, bl.a. Wolfgang Krause, Elmer Antonsen og Jantina Helena Looijenga, at der er bevaret en række østgermanske/gotiske runeindskrifter. Også mere om disse senere. Sluttelig har der været flere mindre stammer, der ikke har efterladt sig skriftlige spor, men som de fleste ud fra øvrige historiske kilder formoder har været østgermansktalende, f.eks. vandalerne, gepiderne, burgunderne, rugierne, scirī og bastarnae. Gotisk: Wulfilas alfabet Biskop Wulfila opfandt sit eget alfabet til at skrive sin bibeloversættelse med: Hertil fik han sandsynligvis inspiration fra flere steder: F þ k (runealfabetet): 20

21 Det latinske alfabet: A B C D E F G H I K L M N O P Q R S T V X Y Z a b c d e f g h i k l m n o p q r s t v x y z Det etruskiske alfabet (neo-etruskiske alfabet, ca å h f K ) d k gennem det latinske alfabe g f þ k Og frem for alt det græske alfabet: Α Β Γ Δ Ε Ζ Η Θ Ι Κ Λ Μ Ν Ξ Ο Π Ρ Σ Τ Υ Φ Χ Ψ Ω α β γ δ ε ζ η θ ι κ λ μ ν ο ξ π ρ σ/ς τ υ φ χ ψ ω g d z ē h,, k, l,,,, k,, p,,,, y, ph, kh, p, ō) Bemærk, at tegnenes form og rækkefølge er stærkt inspireret af det græske alfabet. Undtagelserne kan let forklares ad anden vej: q står på den plads, hvor græsk har digamma (ϝ), d g å h gæld f ll 6 stammer fra en latinsk kursivform af netop q. h står på den plads, hvor græsk har eta (η). Herved følger Wulfila den måde at bruge tegnet på, som også kendes fra latin. i forekommer også med trema over, dvs. ï. Dette sker, når i indleder en stavelse, sådan at det kan undgås, at f.eks. fra-itan æd læ [f j ] ller [frɛtan] men i stedet [fra.itan]. Gotisk havde ikke behov for et specielt tegn til ks, så Wulfila satte j ind dér i stedet. Formen har ingen kendte paralleller i andre skriftsystemer. Formen for tegnet u er direkte lånt fra runealfabetet og sat ind på den plads, hvor græsk har o-mikron (ο). Tegnet for 90 hos Wulfila har ingen lydværdi. Det samme gælder for græsk koppa (ϙ/ϟ). w står på den plads, hvor græsk har y-psilon (υ) g f k k h d g å f f y-psilon (Υ). Y-psilon i græske låneord gengives med w i Wulfilas bibeloversættelse. f, som til formen er lånt fra etruskisk/latin, er sat ind på den plads, hvor græsk har phi (φ). Gotisk havde ikke behov for et specielt tegn til ps, så Wulfila satte ƕ (hw) ind dér i stedet. Formen har ingen kendte paralleller i andre skriftsystemer. Tegnet for 900 hos Wulfila har ingen lydværdi. Det samme gælder for græsk sanpi (ϡ). Når et tegn bruges med sit tal- og ikke sin lydværdi, markeres dette i manuskripterne gerne enten med en prik både før og efter tegnet eller med en vandret streg over tegnet. 21

22 All g h, l g d k d f åd f þ k g d g æ k lf Tegn Urgermansk Gotisk ODan. (ØN) Oisl. (VN) OE a *ansuz aza (*ahsa) ąus aus ō ō b *berkana N bercna (*baírkan) biarkąn biercan bjarkan beorc g *g ō geuua (giba) - ( * ) - ( * ) ǥyfu d *dagaz daaz (dags) - ( * ) - ( * ) dæǥ e *ehwaz eyz (*aíƕs) eor ( * ) - ( * ) eoh q? quertra (*quaírþra) z *algiz (?) ezec/ezet (?) ælgr - eolhx h *hagla- haal (*hagl) hąkąl hagal hagall hæǥl þ *þurisaz thyth (þiuþ) þhurs dhurs þurs þorn i *ī z iiz (*eis) is is ī ī k *kaunan chozma (*kusma) kąun caun kaun cē l *laukaz laaz (*lagus) ląukr laucr lǫg lagu m *mannaz manna (manna) mąnr manr maðr man n *naudiz noicz (nauþs) nąuþr naudr nauð ȳd j *jē N gaar (jer) ąr ae (!) ā ǥē u *ū z uraz *ū ) urr urr ū ū p *p þō pertra (paírþra) - ( * ) - ( * ) peorð r * dō reda (*raida) raiþu reidu reið ād s * ōw lō sugil (sauil) sulu solu ōl ǥ l t * īw z tyz (*teiws) tiur iu (!) Tȳ Tī w); ī w *w jō?) uuinne (winja/*wunja) - ( * ) - ( * ) wen, wynn f *fehu fe (faíhu) fiu fiu fē feoh ng *Ingwaz enguz (*iggws) (NB: x) - ( * ) - ( * ) Ing ƕ? uuaer (*ƕaír) o *ōþ l -/*ōþ l - utal *ōþ l) - ( * ) - ( * ) l, ē l? - ir ir ( * ) ȳ ( * ) ē h, īh ( * ) Runen er ikke en del af den yngre fuþark. Bogstavnavnenes betydning: Ak ; k ; g ; d g ; h ; dd g, g ;? ; h gl ; g d, ; ; yld ; d, ø ; d, k ; ød ; å ; k ;? ; g ; l ; g d, Ty ; g æ g g / f yd ; g d, lø ø ; g d I gw z ; k d l, g yd ; g d, j d. Kommentarer til tegnenes navne: Navnene er ikke rent klassisk bibelgotiske, men de forventede klassisk bibelgotiske former står i parentes i listen herover. Mulige årsager: o De manuskripter, hvor Wulfilas alfabet er optegnet, er yngre d W lf l k o g/ ll d f d g g f k N d l ) g k - og ikke visigotisk) lokalitet end Wulfilas tekst. 22

23 Senøstgermanske træk (muligvis specifikt ostrogotiske træk): o Monoftongisering af ai og au d å k k l gh d fæll g k!!! o Bortfald af postvokalisk h og g. o Hævning af ō > ū. Vestgermanske træk: o sugil ( oe. sygel). o uuinne ( oht. uuinne). o gaar (med ā for forventet *ē samt med gengivelse af j som <g>, hvilket også kendes fra bl.a. oldengelsk). Tegnet for x fortjener også en bemærkning eller to: o Dens navn enguz (*Iggws) er underligt. I de andre germanske sprogs runealfabeter bruges navnet i stedet om runen <ng>. o Tegnet bruges på gotisk kun i Xristus og et par græske låneord. o Wulfila har derfor valgt navnet på en af de højeste germanske guder, nemlig menneskesguden *Ingwus, j f g å d k g l g æ o Videre implikationer: germ. *Ingwus k g d J K! 23

24 Lydlære: Vokalisme Mandag den 13. februar 2012 kl i lokale a Skrift vs. lyd Alfabetets inventar af tegn: Rene vokaltegn: a, e, i, o og u. Kombinationer af vokaltegn (grafemiske diftonger): ei, ai, au, iu. Øvrigt: Konsonanttegnet w kan også have vokalværdien y i græske låneord. Det er lidt forskelligt, om lærebøgerne skriver w eller y i disse tilfælde, f.eks. got. Swriais/Syriais. Bemærk endda got. in Lwstrws gr. ἐν Λύστροις, idet middelgræsk οι udtaltes [ü]! Ifølge den klassiske lære udtales disse som følger: a [ ] ll [ā], dvs. kort eller langt a. Langt a forekommer, så vidt vides, kun foran h (germ. *anh > germ. *ā > got. ā ) g l g lå d e [ē], dvs. langt (lukket) e. i: [i], dvs. kort i. o [ō], dvs. langt (lukket) o. u [ ] ll [ū], dvs. kort eller langt u. ei [ī], dvs. langt i (efter sengræsk mønster). ai kan udtales på tre måder og transkriberes derfor ofte også på tre forskellige måder for at lette læsningen: o ái: [aj], dvs. klassisk diftong. Kan forekomme i alle stillinger på nær foran vokal. o aí: [ɛ], dvs. kort åbent e (efter sengræsk mønster). Sker kun i tre sammenhænge: Variant af i foran h, ƕ og r (brydning); i låneord fra græsk/hebraisk; og i reduplikationsstavelsen ved præteritum af de stærke verber af VII klasse. o ai eller aí: [ɛ], dvs. langt åbent e. Sker kun foran vokal. au kan ligeledes udtales på tre måder og transkriberes derfor ofte også på tre forskellige måder for at lette læsningen: o áu: [aw], dvs. klassisk diftong. Kan forekomme i alle stillinger på nær foran vokal. o aú: [ɔ], dvs. kort åbent o. Sker kun i to sammenhænge: Variant af u foran h, ƕ og r (brydning); og i låneord fra græsk/hebraisk. o au eller aú: [ɔ], dvs. langt åbent o. Sker kun foran vokal. iu [ w], d kl k d f g d k pivf l k A d g, d l d l [j ] men dette er næppe rigtigt, da gotisk har bogstavkombinationen ju præcis til dette formål. I skemaerne herunder er det gotiske vokalsystem sat op efter dette princip: Skemaet til venstre: Fonologisk gengivelse. Skemaet til højre: Ortografisk (skriftlig) gengivelse. Diftongerne ai, au og iu er ikke repræsenterede i skemaet. 24

25 Forskellige forhold har gjort, at flere amerikanske strukturalister, f.eks. James Marchand og William Moulton (samt faktisk også Theo Vennemann), har foreslået et anderledes og på mange måder enklere vokalsystem for gotisk: Grafemerne ai og au gengiver altid den monoftongiske udtale [ɛ / ɛ ] og [ɔ / ɔ ], dvs. den klassiske, diftongiske udtale [aj] og [aw] forekommer aldrig. Nogle af strukturalisterne mener heller ikke, at der har været længdedistinktion i gotisk. I stedet rekonstruerer de fem åbningsgrader (lukket og spændt/tense, lukket og slapt/lax, halvlukket, halvåben og åben): o a: altid [a], dvs. kort åbent a! o e: altid [e], dvs. kort halvlukket e! o i: altid [I], dvs. kort lukket og slapt/lax i! o o: altid [o], dvs. kort halvlukket o! o u: altid [U], dvs. kort lukket og slapt/lax u! o ei: altid [i], dvs. kort lukket og spændt/tense i! o ai: altid [ɛ], dvs. kort halvåbent e! o au: altid [ɔ], dvs. kort halvåbent o! o iu: diftongen [iw], ligesom i det klassiske system. På d åd d dl d h l d ll pæ k d k l y k d f d h l dfyld O c Jones (1958) med digrafen iu, som ifølge ham kan have haft udtalen [u], dvs. kort lukket og spændt/tense u! o Problem: Krimgotisk synes at vise *iu > ie = [ī]?), h lk dd l h dårligt med en bibelgotisk udtale à la [u]. Dette er dog ikke nogen vigtig indvending! 25

26 Klassiske strukturalister, f.eks. Marchand: Oscar Jones (1958): iu Fordele og ulemper ved de to systemer: Det klassiske system: o Gennemskuelighed i komparativ sammenhæng. o Paradigmatisk veksel mellem ai/aj, au/aw og iu/iw, alt efter om der fulgte konsonant eller vokal efter, f.eks. got. þius tjener m.nom.sg.) vs. þiwos tjenere m.nom.pl.) o Låneord fra gotisk ind i de romanske sprog antyder, at ai-udtalen har eksisteret helt op i det 5. og 6. årh. e.kr., f.eks.: got. *aifrs k ækk l g it. afro k,, p afre k æk, f affreux f ky l g got. haifsts d, kæ d it. astio d l, lj men got. gaits g d it. ghetta g d yd på f g g Der er ikke ligeså gode beviser for au. Det strukturalistiske system: o Gentagne stavefejl i manuskripterne (i særlig grad i Lukas-evangeliet) tyder dels på manglende distinktion af eller i hvert fald begyndende forvirring med hensyn til længde; dels på artikulationssteder, der ligger meget tæt op ad hinanden: e : ei, f.eks. leikeis læg d f f lekeis. i : e, f.eks. birusjos f æld d f f berusjos. ei : i, f.eks. usdreibeina d k l kø d d f f usdribeina eller laisaris læ i stedet for forventet laisareis. u : o, f.eks. lauhmoni lyn d f f lauhmuni. au : u, f.eks. sunaus ø g ) d f f sunus. o Via låneord: Beviselig udvikling af (i hvert fald ostrogotisk) ai > e og au > o, f.eks.: Evarix (< *aiwa-). Oderit (< Audareþs). Vandalsk: froja arme < frauja armai (~ gr. κύριε ἐλείσον). o Generelt bør man dog bemærke, at stavefejlene kan reflektere ostrogotisk i stedet for visigotisk sprogbrug, og at låneordene med e og o generelt synes at være lidt yngre end dem med romansk a gotisk ai, dvs. at [ai] > [ɛ] og [au] > [ɔ] kan tænkes at være en senere, post-wulfiansk udvikling. VIGTIGT: Hvorvidt I læser højt efter det ene eller det andet system til eksamen, er mig ligegyldigt. I skal bare være konsekvente og kunne argumentere for, hvad I gør, og hvorfor I gør det!!! 26

27 Betonet stavelse Vokalernes udvikling i betonet (ofte første) stavelse: PIE Urgerm. Got. ON OE OFr. OS OHT *e *e i e e e e e *a *a a a a a a a *o *a a a a a a a *i *i i i i i i i *u *u u u u u u u *ə 1/2/3 *a a a a a a a *ē *ē/ e [ē] ā ē ā ā? *ē 2 e [ē] ē ē ē, ī ē ea, ia, ie *ā *ā > *ō o [ō] ō ō ō ō uo *ō *ā > *ō o [ō] ō ō ō ō uo *ī *ī [ī] ī ī ī ī ī *ū *ū ū ū ū ū ū ū * * > *ī [ī] ī ī ī ī ī * * ai ei ā ā, ē ē ei * * ai ei ā ā, ē ē ei * * iu ū, ō ē ū, ō iu, eo, io iu, eo, io * * au au ē ā ō ou * * au au ē ā ō ou * (H) *ur aúr [ɔr] ur ur ur ur ur *l(h) *ul ul ul ul ul ul ul * (H) *um um um um um um um * (H) *un un un un un un un Bemærkninger: Diverse kilder til lange vokaler: o Ægte indoeuropæiske langvokaler. o Forbindelser af vokaler efterfulgt af laryngal, jvf. benhandlingen af laryngaler under f K o N l fl d g f ddhi-typen, dvs. den type der i indoeuropæisk dannes ved: Indskydelse af en temavokal (*e) i roden eller forlængelse af en eksisterende temavokal (*e *ē, *o *ō). Flytning af accenten (som oftest). Tematisering, hvis grundordet ikke allerede var tematisk. Eksempler: germ. *hanan- h germ. * ōnōn- hø, h d h gø Til roden ie. *ue - d : germ. *wēta- åd, h d d gø o germ. *ī af diftongen ie. *e, jvf. ovenfor. o Tab af nasal foran h og efterfølgende erstatningsforlængelse af vokal, jvf. nedenfor. 27

28 o Kilden til germ. *ē 2 er ikke sikker. Klassisk forklaring: ie. *ē kan ligge til grund herfor. Derudover får mange låneord *ē 2, og reduplicerede præterita i nord- og vestgermansk får *ē 2 som rodvokal til erstatning for den i gotisk bevarede reduplikation. Fornuftigt alternativ af Frederik Kortlandt: Germ. *ē 2 = *ea/ia, f.eks. * ē 2 r h = *hiar < ie. *k -or-, og nvgerm. * ē 2 ld h ld < *heald < germ. *hehald. Når nvgerm. indlåner ord med ē fra f.eks. latin og græsk, har det nok været udtalt lettere diftongeret, jvf. udtalen é på moderne islandsk og udtalen af langt e på mange danske og svenske dialekter, så at der er sket sammenfald med *ia/ea. germ. *ē og *ō > got. ai [ɛ] og au [ɔ] foran vokal, f.eks. got. saian [sɛ ] å Udviklingen af ie. *e og *eu skal ses i lyset af, at germ. *e > *i, hvis der i den følgende stavelse står et *i, *j eller *u. Især de syllabiske nasaler udvikles meget forskelligt på de indoeuropæiske sprog: ie. *n, * > skt. a, gr. α, lat. in, im, oks. ę, lit. in, im, germ. un, um (nordisk har her u foran konsonant). Både i fællesgermansk og i de enkelte sprog(grene) sker der en del særudviklinger: Tab af nasal foran h og efterfølgende erstatningsforlængelse af vokal i germansk: o germ. *anh > *ā (> oe. ō ), f.eks. got. þā ta æ k < g *þanh-tō N. o germ. *enh/*inh > *ī, f.eks. got. þeihan [þīh ] < g *þinhan < *þenh-. NB: Præteritum hedder got. þaih og ikke got. *þā < germ. *þanh, så det er tydeligt, at de lange vokaler af denne kilde ikke længere har været nasalerede i gotisk. o germ. *unh > *ū, f.eks. got. jū zan- y g < g *junhizan- (til *junga-). Forkortelse af lang vokal foran sonorant plus konsonant: * > *VRC ~ O h ff l ) Brydning i gotisk: i > e <aí>, og u > o <aú> foran r, h og hw <ƕ> Hævning af *e > *i foran: o i eller j i den efterfølgende stavelse, f.eks. germ. *setjana- dd > *sitjana-. o u i den efterfølgende stavelse (lettere tvivlsomt pga. vestgermansk forskel på iu og eu, hvor sidstnævnte er opstået ved a-omlyd). o Nasal + konsonant, dvs. *enc > *inc, f.eks. germ. *bendana- d > *bindana-. A-omlyd (ikke gotisk!): *i > *e, og *u > *o, hvis der står en ikke-høj vokal i næste stavelse: o Gælder ikke, hvis der mellem vokalerne står en nasal plus konsonant, jvf. ovenfor. o Ofte paradigmatisk udligning af særligt *i, f.eks. i de stærke verbers participier, jvf. germ. *gripana- g o Denne udvikling er muligvis fællesgermansk og ikke kun nordvestgermansk, som det ellers normalt antages, jvf. f.eks. krimgot.: goltz (= golþ) g ld, schnos d og boga, d f g l k f lå d d kk h d De følgende særudviklinger m.m. er kun relevante for de nordvestgermanske sprog: I-omlyd i nordvestgermansk: Påvirkning af første stavelses vokal, hvis der i den efterfølgende stavelse står et *ī eller *j: o *a > on. e, oe. e, ofris. e, os- e, oht.. o *ā > on., oe., ā, h ā h ). 28

29 o *ō > on. /. ē, ofris. ē, os. ō, oht. uo (mht. üe omlyd af oht. ō: mht. œ). o *u > on. y, oe. y, os. u, oht. u (mht. ü). o *ū > on. ȳ, oe. ȳ, os. ū, oht. ū (mht. iu (= )). o *au > on. ey, oe. īe, ī, ȳ, os. ō, oht. ou (mht. öu). o ēo (kun oldengelsk) > īe, ī, ȳ. U-omlyd i nordisk: Påvirkning af første stavelses vokal, hvis der i den efterfølgende stavelse står et ū eller w: o a > ǫ (da. ø). o ā >. o e > ø (kun ved efterfølgende w). o i > y (kun ved efterfølgende w). o ī > ȳ (kun ved efterfølgende w). o ei (< germ. *ai) > ey (kun ved efterfølgende w). U-omlyd i oldengelsk: Påvirkning af første stavelses vokal, hvis den følges umiddelbart af en likvid (r, l) eller en labial (p, b, m, f, w), og hvis der i den efterfølgende stavelse står et u: o e > eo. o i > io. o a > ea (kun i den angelske dialekt mercisk). Desuden flere andre omlydsprocesser særligt i nordisk, f.eks. palatalomlyd og R-omlyd. Brydning af a i oldengelsk: a > ea, hvis der i den følgende stavelse står rc, lc, hc eller h. Brydning af e i oldnordisk: o e > ia, hvis der i den følgende stavelse står et a. o e > ǫ, hvis der i den følgende stavelse står et u eller w. Monoftongisering af ei og ou i oldhøjtysk: o ei > ē, hvis der umiddelbart efter står h, r eller w. o ou > ō, hvis der umiddelbart efter står en dental (t, d, s, z, l, n etc.) eller h. Dette ō bliver ved i-omlyd til œ i middelhøjtysk, jvf. ovenfor. Ubetonet stavelse Ofte sker der reduktion af vokalkvantitet og større usikkerhed mht. vokalkvalitet i ubetonet stavelse: germ. *e > *i/e: o Undtagelse: *er > ar i gotisk, f.eks. germ. *anþera- d > g anþar. germ. *o > *a, dvs. ligesom i betonede stavelser: o Undtagelse: o bevares i længere tid som bindevokal mellem to kompositionsled, jvf. f.eks. det germanske folkenavn langobarderne (< ie. *(d)lónĝ h -o- ved siden af det mere normale * l h 1 ĝ h -o-). o Undtagelse: *o > o/u i nordvestgermansk foran enkelt nasal (ligeså *ō > ū), f.eks. a- stammernes dat.pl. germ. *dagamiz > got. dagam, nordvestgerm. *dagom/dagum. ie. *ə > germ. *Ø, f.eks. ie. *d h ugə 2 -ter- d > prægerm. *dukter- > germ. *duhter-. germ. *ē > got. a, urnordisk, senere nord- og vestgerm. *e (dog også a i oldsaksisk). germ. *ō > oht. ō (modsat uo i betonet stavelse). 29

30 germ. *ai > nord- og vestgerm. *ē. germ. *ja > oht. e, f.eks. germ. *fremjana- f > h fremmen. Der synes dog at være særlige og forholdsvis komplicerede regler for vokaler i finale stavelser: PIE Urgerm. Got. Urnord. ON OE OS OHT *-i# *-i# -Ø -Ø/-i/-i -Ø -Ø/-Ø/-e -Ø/-Ø/-i -Ø/-Ø/-i *-is *-iz -s -ir -r -Ø/-Ø/-e -Ø/-Ø/-i -Ø/-Ø/-i *-in/-im *-i N -Ø -i -Ø -Ø/-Ø/-e -Ø/-Ø/-i -Ø/-Ø/-i *-ins *-inz -ins - -e -e -i -i *-onti *-anþ/di -and - -a -aþ -aþ -ant *-e# *-Ø -Ø -Ø -Ø -Ø -Ø -Ø *-es *-iz (-ez?) -s -ir -r -Ø/-Ø/-e -Ø/-Ø/-i -Ø/-Ø/-i *- es *-īz -eis - -er -e -i -i *- *-iwiz -jus - -er -a? -i -i *-o#/-a# *-a#? -Ø -Ø/-a/-a? -Ø -Ø -Ø -Ø *-os *-az -s -ar -r -Ø -Ø -Ø *-on/-om *-a N -Ø -a -Ø -Ø -Ø -Ø *- *-jaz *-ijaz -is -jis -eis -jar -ijar -r -er -e (gem.) -e -i (gem.) -i -i (gem.) -i *- *-waz *-uwaz -us -ws - -war -r -r -u -Ø -u -Ø -u -Ø *-ons *-anz -ans - -a - -a,-e -a *-u# *-u# -u -Ø/-u/-u -Ø -Ø/-Ø/-u -Ø/-Ø/-u -Ø/-Ø/-u *-us *-uz -us -ur -r -Ø/-Ø/-u -Ø/-Ø/-u -Ø/-Ø/-u *-un/-um *-u N -u -u -Ø -Ø/-Ø/-u -Ø/-Ø/-u -Ø/-Ø/-u *-uns *-unz -uns - -u -u - - *-ə 1/2/3 *-Ø? -Ø - -Ø -Ø -Ø -Ø *-īs *-ī -eis -īr -er -e -i -i -ī *-īn/-īm *-ī N e -i -i *-īt *-īt -i? - -e -e -i -i *-ē# *-ē# -a -a -Ø -e -a,-e -a *-ēs *-ēz -es - -er *-ēn/-ē *-ē N -a - - -e -a,-e -a *-ēt *-ēt (-ē+ ) -e - -a *-ē *-ēr -ar? - -ir -er -ar,-er -er *-ē#? *-ē#? -e - -e -a -a -a *-ō#/-ā# *-ō# -a -u -Ø -Ø/-Ø/-u -Ø/-Ø/-u -Ø/-Ø/-u *-ō /-ā *-ōz -os -ōr -ar -a -a,-o -o *-ōn/-ān *-ō N -a - -a -e -a -a *-ō /-ā *-ō z? -os -ōr -ar -e -a,-e -ā *-ōt/-āt *-ō -o - -a -a -a,-o -o 30

31 *-ō /-ā *-ō -ar -ar - -er? -ar,-er - *-ō /-ā#? *-ō#? -o - -a -a -a,-o -o *-ū? *-ū? Ingen sikre eksempler *- # *-ai -ai -ai,-ē -e -æ,-e - - *- *-aiz -ais -ār -ar *- #/- # *-æ(?) -a -ē -e -e -a,-e -e *- /- *-aiz -ais - -er *- T/- T *-ait -ai - -e -e -a,-e -e *- # *-au -au -ō -a -a,-o -o -ō *- *-auz -aus -ōr -ar -a -ō -ō *- /- *-au? Ingen sikre eksempler *-ē # *-ei > -ī i -i -i *-ō /-ā # *-ōi -ai -ai,-ē -e -æ,-e -a,-e -e *-ē # *-eu > -iu? -iu -e - -iu? -iu? *-ō #/-ā # *-ōu? -au - -a -a -a,-o -ō Bemærkninger: Ovenstående skema er på nær et par afvigelser i forbindelse med diftongernes udvikling en kopi af et skema på s hos Boutkan, Dirk (1995): T e Ger an c Auslautzgesetze. Amsterdam: Rodopi. Hvor flere former er angivet mellem skråstreger, er fordelingen som følger: o Første form: Efter ubetonet stavelse, dvs. typisk i tredje stavelse. o Anden form: Efter betonet tung/lang stavelse, dvs. typisk i anden stavelse. o Tredje form: Efter betonet let/kort stavelse, dvs. typisk i anden stavelse. Total bevarelse i betonede enstavelsesord, f.eks. germ. *þai d og *sa h Bemærk de to mærkelige vokaler germ. *ē og *ō! De forekommer først og fremmest i former som nom.sg. af n-stammerne og gen.pl. af substantiverne generelt, og de fleste forskere (bl.a. Boutkan, der ikke selv regner med disse to lydværdier for urgermansk) vil i dag forsøge at forklare dem som resultat af hhv. analogi (n-stammerne) og en form for sen sekundær kontraktion (gen.pl.). De vestgermanske dobbeltformer Ø/i og Ø/u antyder, at i og u i final stavelse kunne enten ll f ld g d f p c ll gl o Hvis final stavelse = anden stavelse (én stavelse efter den betonede stavelse): Bevarelse af i og u efter let stavelse af typen C -; men bortfald af i og u efter tung stavelse af typen - eller CVCC-. o Hvis final stavelse = tredje stavelse (to stavelser efter den betonede stavelse): Bortfald af i og u i alle tilfælde. BSSH: Påstår ovenstående udvikling af finalt ie. *e, *ē, *eu og *ēu ud fra en reanalyse af de substantiviske i- og u-stammer (mere herom senere under gennemgang af i- og u-st.): o Traditionel forklaring: Gotisk ai og au < ie. *ē og *ēu. o Problematisk ud fra et paradigmatisk/morfologisk synspunkt. 31