1. Nogle almindelige forestillinger om den vanskelige danske ortografi s Dansk Sprognævns beskrivelse af den danske ortografi 2

Transkript

1 Hvad er det særegne ved det danske skriftsystem - Er dansk ortografi sværere end andre sprogs og hvilke pædagogiske konsekvenser skal man drage af det særegne Indholdsfortegnelse 1. Nogle almindelige forestillinger om den vanskelige danske ortografi s Dansk Sprognævns beskrivelse af den danske ortografi 2 3. Skriftens historie, en typologi over forskellige skriftsystemer 3 4. Alfabetskriftens udvikling 5 5. Dansk ortografi, Rasmus Rask og reformen i Carsten Elbro s model for den danske ortografi Det særegent danske, følger heraf og forslag til en ny pædagogisk praksis 12 Litteraturliste 14

2 1 Nogle almindelige forestillinger om den vanskelige danske ortografi Dansk er et svært sprog. Det er de fleste, som forøger at lære det enige om. Og os som underviser i dansk giver dem oftest ret. Men hvorfor et det så svært? Jo, det har i høj grad at gøre med vores skriftsystem (ortografi). I skriver helt anderledes end i taler, siger vores kursister. Og underforstået er, at sådan er det ikke på deres eget sprog. På lærerværelset er vi også enige om, at dansk skrift er meget lidt lydret, vi har så mange stumme bogstaver, og derfor er det så svært, at lære at læse og skrive korrekt dansk. Det er også, hvad vi igen og igen hører i den almindelige debat om det danske sprog. Går man til eksperterne på området, sprogforskerne, så er der også enighed om, at den danske ortografi er vanskelig, om end der er mindre uenigheder om forklaringen. Nogle siger, at den danske ortografi er en meget uregelmæssig hermed mener de noget andet og lidt mere end blot, at dansk ikke er lydret. De mener nemlig, at der på dansk tages en række andre hensyn, end at skriften skal afspejle lyden, at det grundlæggende lydprincip bliver modificeret af en række yderlige principper (Elbro, 2004, s. 66). Det, der gør dansk svært, er altså, at vores ortografi så kompliceret. Andre siger, at dansk har en meget dyb ortografi (Hansen,1999, s 24). Og hermed understreges, at den danske ortografi nok er kompliceret, men det gør den ikke mindre fornuftig. Den er blot svært tilgængelig. De to udsagn rummer ikke nødvendigvis en sammenligning med andre sprog, men det er nærliggende at gå skridtet videre og sige: Ja, dansk ortografi er svær, sværere end (de fleste) andre sprogs, fordi den er mere kompliceret, og sværere tilgængelig. Der er altså åbenbart et eller andet særligt ved den danske ortografi, som gør den vanskelig, men lige præcis, hvad det er, forekommer ikke klart. Desuden er der en uoverensstemmelse mellem sprogforskeres syn på vores skriftsystem, og så den opfattelse, som er almindelig blandt kursister og lærere. Hvor de fleste lærere og kursister opfatter vores skriftsystem alene som en afbildning af lyd, så er der blandt de sprogforskere, der har særligt kendskab til området, enighed om, at der også gælder andre principper, at lydprincippet ikke er det eneste styrende princip for skriften. Men hvad er så de andre principper, og hvordan spiller de forskellige principper sammen? Måske var det på tide at gå på undersøgelse. Hvad er det med den danske ortografi? Hvad kendetegner den? Adskiller den sig fra de fleste andre sprogs (de europæiske alfabetskriftsprog), og hvis, hvorledes er den anderledes? Det er, hvad jeg har stillet mig som opgave i det følgende. Og grunden til at tage dette spørgsmål op, er ikke blot et ønske om at nå til en større forståelse af, hvordan det rent faktisk forholder sig. Det er også, fordi dette har nogle væsentlige læringsmæssige implikationer. Kendskabet til den danske ortografi, og hvor den ligner, og hvor den adskiller sig fra andre sprogs ortografi, har betydning for indlæringen af dansk (og som end også den anden vej rundt, når vi danskere skal lære andre sprog, tysk, fransk, italiensk osv.). Det læringspotentiale, som ligger i kendskabet til den danske ortografi vender jeg tilbage til sidst i artiklen. Men først skal vi på jagt efter, hvad der kendetegner den danske ortografi. Og det første sted, vi kunne starte, er at undersøge, hvad Dansk Sprognævn, den ansvarlige institution for den danske ortografi, siger om den.

3 2 Dansk Sprognævns beskrivelse af den danske ortografi Siden 1955 er den danske retskrivning blevet fastlagt af Dansk Sprognævn, som offentliggør den i den officielle danske retskrivningsordbog, så lad os starte med at se på denne. Den seneste udgave af Dansk Retskrivningsordbog er fra Og den er opbygget, som alle de foregående. Først er der en alfabetisk ordnet beskrivelse af stavemåden for ordene i det danske sprog. Derefter følger godt hundreder sider om Retskrivningsregler med en systematisk gennemgang af reglerne for forskellige problemområder f.eks. brug af accenttegn, enkel eller dobbeltskrivning af konsonanter og bøjningsforhold. Kendetegnende for beskrivelsen er, at der er tale om område-regler uden nogen overordnet beskrivelse af systemet. Denne manglende beskrivelse af skriftens grundlæggende principper er forskellig fra, hvad man gør i f.eks. den officielle tyske retskrivningsordbog Duden Die deutsche Rechtschreibung, hvor man i afsnittet om retskrivningsregler starter med at ridse følgende grundregler op: Skrivning af tysk beror på en bogstavskrift Bogstaver og sproglyde er relaterede til hverandre Ordstammer, præfikser, suffikser og endelser forbliver ved bøjninger af ordene, i sammensætninger og afledninger i vidt omfang konstante (selv om udtalen ændres) I mange tilfælde skrives enslydende ord forskellig for derved at kunne skelne dem fra hverandre Fremmedord er ofte underlagt fremmedsproglige skrivekonventioner (Duden 2000 s , min oversættelse). Det er ikke specielt for dansk, at man ikke beskriver skriftens grundlæggende principper, det gør man f.eks. heller ikke på svensk. Nogle lande gør det, andre gør det ikke, og årsagen til disse forskellige traditioner bygger vel på forskellige pædagogiske holdninger, nemlig om man tror, at brugerne har nogen glæde af at kende disse grundprincipper, eller om man mener, det er bedre at nøjes med at fremlægge en række brugbare enkeltregler. Hvad der er fornuftigt eller ikke fornuftigt lader vi foreløbig ligge, men senere i artiklen vil jeg vende tilbage til følgerne af den danske tradition. Når nu den danske ortografis grundregler ikke er beskrevet i Retskrivningsordbogen, må vi dykke dybere og gå til Sprognævnsbekendtgørelsen (Bekendtgørelse 707 af 4. september 1997 Om Dansk Sprognævns virksomhed og sammensætning ). Og her står der noget. Den retskrivning, der fastlægges af Dansk Sprognævn, og som offentliggøres i den officielle danske retskrivningsordbog, skal fastlægges i overensstemmelse med hovedprincipperne for dansk retskrivning traditionsprincippet og sprogbrugsprincippet. Efter traditionsprincippet skrives ord og ordformer i dansk i overensstemmelse med den praksis, der har været gældende siden bekendtgørelse nr. 24 af 27. februar 1892, og som siden 1955 er kommet til udtryk i de ordbøger, som Dansk Sprognævn har udgivet. Efter traditionsprincippet ligger stavemåden af det eksisterende ordforråd principielt fast, bortset fra justeringer som følge af sprogbrugsprincippet. Efter sprogbrugsprincippet skrives ord og ordformer i dansk i overensstemmelse med den praksis, som følges i gode og sikre sprogbrugeres skriftlige sprogbrug.

4 3 Endvidere beskrives, hvordan fremmedord skal staves på dansk: Et element i traditionsprincippet er princippet om, at fremmedord, der er blevet almindelige i dansk, skrives i overensstemmelse med de regler, der gælder for oprindelige danske ord og ældre låne- og fremmedord i dansk. Dette princip gælder først og fremmest ord fra græsk, latin og fransk ord fra andre sprog, specielt nyere ord skrives som hovedregel i overensstemmelse med skrivemåden i det pågældende sprog eller med international praksis. Denne fremstilling bliver man umiddelbart ikke meget klogere af. Jo, principperne m.h.t. til skrivning af fremmedord er oplysende, men ellers fortælles blot (lidt flabet formuleret): Vi skriver, som vi har gjort de sidste hundrede år, medmindre de veluddannede begynder at gøre noget andet. Dog er der i teksten henvisningen til Bekendtgørelse nr. 24 af 27. februar 1892, der beskrives som grundlaget for de sidste hundrede års praksis. Her må de grundlæggende principper for dansk ortografi være beskrevet, altså må vi gå endnu et spadestik dybere og se nærmere på denne centrale bekendtgørelse. Men for at kunne fortolke indholdet i den, vil vi tage en lille omvej og gå endnu længere tilbage og se på skriftens udvikling fra dens fødsel frem til den så afgørende bekendtgørelse fra Skriftens historie, en typologi over forskellige skriftsystemer Hvor langt tilbage man skal datere skriftens vugge afhænger af, hvad man forstår ved skrift. Den mest primitive form, (den semasiografiske skrift) daterer sig tilbage til før vor tidsregning. På dette tidspunkt er antallet af skrifttegn få og afbilder konkrete ting som fødevarer og husdyr. Afbildningen er en stikords afledning, hvor tegnene symboliserer konkrete ting uden en egentlig relation til talesproget, og skriften blev alene brugt til administrative formål som f.eks. at holde regnskab med husdyr og høstudbytte samt anvendt i forbindelse med handel. Denne skriftform forekommer også i dag. Vi kender den i form af piktogrammer fra vejskilte og ikoner fra PC s skrivebord, men denne skriftform indgår også som et mindre element i vores nuværende skriftsystem - &, $. Efterhånden øges antallet af skrifttegn, og der sker det afgørende, at skriften relateres direkte til talesproget, således at skrifttegnene bliver et modstykke til og sættes i samme rækkefølge som elementerne i talesproget (glottografisk skrift). Dermed har man etableret skriftens to måder at give betydning på: down - up og up - down. Jeg læser hvert enkelt skrifttegn, og når jeg forstår, hvad disse viser hen til, kan jeg ved at kombinere dem forstå, hvad der bliver meddelt, og hvis der er noget, som ikke er helt præcist afbildet i skrifttegnene, så kan jeg ved at se på helheden gætte mig til betydningen af den manglende information. Den glottografiske skrift forekommer i to former alt efter, hvad det er, skriften afbilder i talesproget: lyden (fonografiske skrift) eller betydningen (logografisk skrift). Oprindeligt afbillede skriften betydningen, således at man brugte et tegn for hvert ord i talesproget. Denne skriftform opstod omkring f.v.t i de agrare storkulturer omkring Nilen og Eufrat og Tigris.

5 4 I starten var denne skrift sammenlignet med den moderne skrift meget upræcis, f.eks. kunne man ikke afbilde grammatiske oplysninger som en eller mange, bestemt eller ubestemt eller de tidsoplysninger, som ligger i verbernes bøjningsformer. Det var heller ikke muligt at afbilde forhold, som ikke refererede til noget udenfor teksten, altså grammatiske ord som at, men, ligesom formentlig. Men på grund af up - down muligheden kunne meningen gættes, og man kunne nu begynde at bruge skriften til også at skrive personlige breve, myter og love. Senere finder man ud af at segmentere ordene i betydningselementer (morfemer), og man begynder, at inkorporere enkelte lydafbildende elementer i skriften. Et eksempel kunne være, at man havde et tegn for (som viste hen til betydningen) skrift. Dette tegn kunne man så kombinere med et tegn for lyden en eller et andet for er alt efter om man ville fortælle om der var én (bestemt) eller mange, og dermed begynder man at kunne afbilde grammatiske oplysninger. Denne skriftform bruges fortsat (parallelt med alfabetiske skriftsystemer) i Kina, Japan og Korea. Det næste og seneste trin i skriftens udvikling er, at man i stedet for at afbilde talesprogets betydningsside, begynder at afbilde lyden (fonografisk skrift). Denne skrifttype opstod på Sinai halvøen omkring 2000 f.v.t. De første fonografiske skriftsystemer var stavelseskrifter, således at man brugte et tegn for hver stavelse i sproget. Senere finder man ud af at segmentere stavelserne i enkeltlyde, og man afbilder så de lydtyper i talesproget, som er betydningsadskillende (fonemer). Oprindelig afbildede denne skriftform kun konsonanter, vokalerne måtte man gætte sig til. Denne skrifttype findes fortsat i Mellem Østen f.eks. i arabisk og jødisk. Men da grækerne stiftede bekendtskab med den fonografiske skrift omkring 800 f.v.t. inkorporerer de også vokalerne, og dermed var alfabetskriften opfundet. Senere overtager romerne det græske skriftsystem, og omformer det til den latinske alfabetiske bogstavskrift, som næsten alle moderne europæiske sprog benytter sig af i dag. Dette var en meget kort gennemgang af skriftens udvikling og forskellige systemtyper. Hvis man skulle trække nogle af de væsentligste forhold frem, så ville det være, at skriftsproget ikke opstod, som et færdigt system af symboler udtænkt af en genial person eller en gruppe af særligt sagkyndige. Nej, skriften er skabt af praktiske brugere, som i form af mindre ændringer har bevæget skriften fra en konkret til en mere og mere abstrakt og mere og mere hensigtsmæssig udformning. Og denne udvikling er aldrig tilendebragt. Udviklingen er altså ikke sket i form af nogen revolution, men i form af en evolution, hvor det nye hele tiden står på ryggen af det af det tidligere og i mange tilfælde ikke erstatter, men snarere inkorporerer det i en ny og anderledes helhed. Den almindelige typemæssige opdeling, som jeg har foretaget i det foregående, er måske hensigtsmæssige i forhold til en forståelse, men svarer ikke til virkeligheden. De reelt forekommende systemer var ikke rene, men blandingssystemer. Som tidligere nævnt begyndte man også at afbilde lyd i den logografiske skrift, og derfor indeholder den nuværende Kina-skrift også lydafbildende elementer. Med alfabetskriften forholder det sig på lignende vis. Den er først og fremmest er en lyd-afbildende skrift, men derudover rummer den elementer af alle de tidligere beskrevne systemer: semasiografisk-, logografisk- og stavelsesskrift.

6 5 Til slut lidt om de kræfter, som har styret skriftens udvikling. Skriften er opstået som et behov for at kunne kommunikere af afstande i tid og rum. Først med skriften bliver det muligt at sætte sig ud over nuet og den normale taleafstands begrænsninger. Men skal skriften fungere samfundsmæssig optimalt, så kræver det, at mange, næsten alle behersker den. Og det betyder, at den skal være ret enkelt at lære. Her ligger sandsynligvis forklaringen på alfabetskriftens succes. Alfabetskriften er den, som klarer sig med færrest antal skrifttegn, og er derfor forholdsvis nem at lære. Ud over denne pædagogiske dimension, så skal det understreges, at skriften har to sider, nemlig læsning og skrivning, og af disse to sider er læsning den væsentligste. Det er vigtigt at mange, næsten alle kan læse, men ikke helt så vigtigt at de kan skrive. Et skriftsystem skal først og fremmest fungere effektivt i forhold til læsning, og her ligger sandsynligvis forklaringen på, at alfabetskriften ikke er en ren lydskrift, men har inkorporeret alle de i dette afsnit nævnte skriftprincipper. Disse principper gør læsningen nemmere, og så betyder det mindre, at stavningen bliver sværere. For at forstå dette, er det måske på sin plads kort at ridse op, hvordan læsning foregår. Der er to veje til, at det skrevne giver mening for læseren. Jeg kan gå fra skrifttegn, til lyd, til betydning, eller jeg kan gå direkte fra skrifttegn til betydning. Her står SOL. Jeg ved hvordan de tre bogstaver skal udtales, og når jeg har gjort det højt eller indenad, så ved jeg, hvad skriftordet SOL betyder (fordi jeg kender lydordets betydning fra talesproget). Men jeg kan også gå direkte fra skrift til betydningen. Hvis jeg har set skriftordet SOL mange gange, så kan jeg læse det som et tegn for betydningen sol (SOL bliver et ikon). En uøvet læser benytter sig mest af vejen over lyden, men jo dygtigere man bliver, jo mere kan man gå direkte til betydningen og således gøre læsningen hurtigere og mere præcis. Før brugte jeg skriftordet SOL, men hvad nu hvis der stod SOLOPGANGEN? Så er det lidt sværere at læse betydningsorienteret, men det lader sig gøre, hvis jeg er god til morfemopdeling, SOL OP GANG EN. Nu bliver hvert af de fire morfemer et ikon, som jeg kan sætte sammen til ordets betydning. Når jeg som en øvet læser støder på sætningen Solopgangen var helt spektakulær denne smukke pinsemorgen benytter jeg mig af begge læsemåderne. Nogle af ordene kan jeg læse direkte, andre har jeg ikke set så ofte, de ligger derfor ikke på mit ikon-lager, og så må jeg omkring lyden for at forstå deres betydning. Et effektivt skriftsystem tager hensyn til begge de to sider ved læsningen. Udgangspunktet i ortografien er en præcis lydafbildning, men nogle gange er det hensigtsmæssigt at forlade denne til fordel for en betydningsafbildning (morfemer). Det er derfor man skriver. Jeg har en blå bil og et blåt (ikke blot, selv om det udtales sådan) hus. Så meget om skriftens typologi. I det følgende skal vi se lidt nærmere på den latinske alfabetskrift, den nuværende skrifts modersystem. Alfabetskriftens udvikling Mellem 800 og 1200 overtager de fleste europæiske nationalsprog det latinske alfabet. De første franske og engelske dokumenter skrevet på nationalsprogene med latinske bogstaverer

7 6 daterer sig til 800 tallet. I Danmark, som kommer forholdsvis sent med, sker skiftet fra runeskrift til den latinske alfabetskrift i 1200 tallet. Det latinske alfabet, som de europæiske nationalsprog overtager, havde oprindeligt kun 23 bogstaver, hvilket var et problem i forhold til at afbilde de mange forskellige lyde, som fandtes i de forskellige nationalsprog. De første sprog, som foretager skiftet til det latinske alfabet indfører i starten ikke nye tegn, men klarer sig med de forhåndenværende midler til, så godt det nu er muligt at gengive talesprogets lydtyper. Men efterhånden udvikler man en række nye redskaber, som gør det muligt at afbilde de forskellige talesprog mere præcist. For det første øger man antallet af tegn ved at indføre nye bogstaver. Oprindelig kunne både i og u stå for såvel en vokal- som en konsonantlyd. For at rette op på det indførte man de nye bogstaver j og v for konsonantværdierne, og udvidede dermed grundalfabetet fra 23 til 25 bogstaver, hvilket fortsat er kendetegnende for bl.a. engelsk og italiensk. Desuden indførte nogle sprog særbogstaver som f.eks. æ og ø i dansk. Andre sprog opnåede samme virkning ved i stedet at bruge hjælpetegn (diakritiske tegn), som vi kender fra f.eks. ä og ö i svensk og tysk eller ù i fransk. En anden måde at øge antallet af tegn på var, at man lod to bogstaver afbilde én (ny) lyd (digrafer), som f.eks. i de engelske ord boom og week. På dansk kender vi det fra dengang, vi brugte aa til at beskrive å-lyden. På de seneste har vi igen taget brugen af digrafer op i forbindelse med internet-adresser, hvor vi bruger oe for ø-lyden (Roedovre) og ae for æ-lyden (Maersk). Endvidere begyndte man at afbilde tvelyde (diftonger), hvor to lyde smelter sammen til én som i det tyske ord auf og det norske stein. På dansk afbildede man engang tvelydene på lignende måde. Mindelser herom har vi i enkelte ord som august og Europa og i navne som Grau og Veigaard. En anden måde at gøre lydafbildningen mere præcis på var at bruge en række hjælpebogstaver til at oplyse om, hvordan en foregående eller efterfølgende lyd skal udtales. Når vi på dansk skriver find, så fortæller det stumme d, at udtalen af i-et er anderledes end i ordet fin. Det samme princip bliver brugt i flerstavelsesord. I hane er a-lyden lang, i Hanne er den kort. En anden måde at angive lydenes længde på var at skrive enkelt eller dobbeltvokaler. Det kender vi fra tysk i ord som Boot og Staat. Engang brugte vi også det på dansk. Vi skrev Huus og kunne skelne mellem ordene viis og vis. På lignende vis begyndte man at anvende bogstaver e og h i en speciel understøttende form. Når man på tysk skriver Uhr (hvilket man også gjorde på dansk engang), så fortæller h-et at u-lyden er lang, og når jeg staver mit navn Niels og ikke Nils, så er det fordi i-lyden i mit navn er lang. Historisk er der altså sket en udvikling, hvor man har øget antallet af tegn samt bevæget sig ud over reglen om, at til én lyd svarer ét tegn, og dermed er mulighederne for en mere præcis afbildning af talesproget blevet forbedret. Men ud over udviklingen m.h.t. lydafbildningen, så skete der også noget på en række andre felter. Fra 1200 tallet begynder man at genindføre bogstaver, som man ellers var holdt op med

8 7 at skrive, fordi de var blevet stumme i talesproget (Kongsdal Jensen, 1995,s. 17). Man søgte tilbage til ordenes rødder (det etymologiske princip). Dette princip minder meget om traditionsprincippet, som blev nævnt i det tidligere afsnit om Dansk Sprognævn, om end der en nuanceforskel (hvor det første især vægter hensynet til ordenes oprindelse, ligger vægten i det andet på hensynet til én gang indarbejdede stavemåder ). Desuden begynder man at bevare stavemåden for ordstammer, præfikser, suffikser og endelser, selvom udtalen ændrer sig ved bøjninger, afledninger og ordsammensætninger. Eller sagt på en anden måde: betydningsafbildning indføres som et supplerende princip til lydafbildningen. Nutidige eksempler på betydningsprincippet er, at man skriver værd, fordi det hænger sammen med værdi. Man bevarer d i rødt og r i nutidsformen lærer selvom bogstaverne ikke udtales, og man skriver lag og lagkage selv om udtalen skifter. Og endelig som det sidste skal nævnes, at man begynder at udnytte muligheden for i skriften at skelne mellem ord, som udtales ens, men har forskellig betydning (homofoner) ved at stave dem på forskellig vis (det distinktive princip) som f.eks. på tysk i leeren og lehren, ligesom vi engang på dansk skelnede mellem een og en. Det er kendetegnende for alfabetskriftens udvikling op mod vor tid, at ortografien er blevet mere og mere kompliceret. Antallet af tegn er blevet flere, og tegnene anvendes på nye måder for dermed at gøre afbildningen af sprogets lydside mere præcis. Dertil kommer at skriften skal mere end blot afbilde lyden, og derfor suppleres lydprincippet med række andre skriftprincipper. ( I min fremstilling er de beskrevne nyskabelser alle dateret til perioden efter, at de europæiske nationalsprog overtog den latinske alfabetskrift. Dette er ikke helt dækkende, nogle af dem er ældre. Hvad disse angår, er det særlige snarere, at de i denne periode styrkes og bruges mere konsekvent). I det foregående har jeg behandlet den europæiske ortografis udvikling under et. Men lader det sig gøre? Der er jo forskel mellem dansk, engelsk, tysk og fransk ortografi. Jo, men udgangspunktet er fælles, nemlig den latinske alfabet-skrift, og de ændringer, der sker op gennem historien, er præget af, at de foregik i, hvad man kunne kalde et internationalt miljø. Hvem var det, som bestemte udviklingen i de forskellige lande? Efter bogtrykkerkunsten opfindelse i slutningen af 1400 tallet er det i høj grad bogtrykkerne, som normalt også fungerede som forlæggere. Denne gruppe var omrejsende folk, hvor de bedste og mest indflydelsesrige ofte arbejdede i flere forskellige lande. I Danmark var der eksempelvis mange tyske og hollandske bogtrykkere. Den anden gruppe, som har været medbestemmende for ortografiens udvikling, er forfatterne, de store vel at mærke. Også de talte oftest flere sprog og var bekendt med hinandens værker, bl.a. fordi de også arbejdede som oversættere. Det er ikke så mærkeligt, at det er de samme træk, som går igen i de forskellige europæiske ortografier. Men op mod vor tid sker der noget nyt. Den almene skolepligt udbredelse og reformationen af latinskolerne i 1800 tallet fører til en øget indflydelse for undervisere og den statsmagt, som regulerer skolerne. Desuden begynder det naturvidenskabelig ideal at vinde frem. Sprogforskerne kommer til at spille en afgørende rolle for udformningen af ortografien. Det er disse nye aktører og den store danske ortografireform i 1892, vi skal se på i det følgende afsnit.

9 8 Den danske ortografi, Rasmus Rask og reformen i 1892 I 1826 udgav sprogforskeren Rasmus Rask bogen: Forsøg til en videnskabelig dansk retskrivningslære. Bogen er en kritik af den gældende danske ortografi, og rummer en række forslag til forbedringer. Rask s reformtanker centrerer sig om følgende. For det første skal der skabes større sammenhæng i det ortografiske system ved, dels at gøre brugen af de forskellige ortografiske principper mere konsekvent, dels at mindske antallet af ord, som går på tværs af de herskende grundprincipper. For det andet skal skriften i højere grad forankres i udtalen, hvilket skal opnås ved at svække det distinktive og det etymologiske princip. For det tredje skal skriftens lydafbildning forenkles, således at systemet i højere grad er kendetegnet ved, at til én lyd svarer ét bogstav En række af de tidligere nævnte nye redskaber i lydafbildningen skal luges ud, bl.a. det understøttende e og h, afbildningen af tvelydene og i nogen grad dobbeltskrivning af konsonanter i flerstavelsesord. I første omgang afvises reformtankerne. I Kulturministeriet, som på det tidspunkt er ansvarlig for ortografien, slår man fast, at sproget tilhører folket; de sprogkyndige har ikke nogen særlig forret til at bestemme nye retskrivningsregler (Skautrup III, 1968 s. 167). Men efterhånden mindskes modstanden, og størstedelen af Rask reformforslag virkeliggøres. I slutningen af 1800 tallet nedsættes der en retskrivningskommission, som følges op af en ny retskrivningsordbog af Svend Grundtvig, og til slut kommer Bekendtgørelse nr. 24 af 27. februar 1892: Om Retskrivningen, der som tidligere nævnt er grundlaget for den nuværende danske ortografi. Principperne for den danske ortografi beskrives ikke eksplicit i bekendtgørelsen. Men det billede, de gennemførte ændringer skaber, viser klart hvilke grundregler, der er gældende. Så lad os se lidt mere på de væsentligste ændringer. 1. Det stumme og understøttende e bortfalder (Tidligere skrev man boe og staae for at betegne, at o-lyden og aa-lyden er lang). 2. Ligeledes bortfalder i almindelighed Selvlydsfordobling (Tidligere skrev man huus og iis for at betegne, at u-lyden og i-lyden er lang). For at undgaa misforstaaelse beholdes dog Selvlydsfordobling i et par enkelte ord: Talordene een eet til forskel fra Artiklen en et, og viis viist til forskel fra vis vist (Her argumenteres på baggrund af det distinktive princip, som altså på dette tidspunkt forsat er en del af den danske ortografi). 3. H foran j og v skrives i samme Udstrækning som hidtil altså f.eks. Hjem hviske. Stumt h bortkastes for øvrigt i danske Ord undtagen i ordet thi. I nordiske navne kan det beholdes: Thor, Thyra eller Tor, Tyra (Tidligere skrev man Uhr og Lehn for at betegne at u- og e-lyden var lang). 4. Regler om stumt d. Det stumme d skrives, når d eller t findes (skrives) i Stammen, ellers ikke. (Tidligere skrev man bedsk. Det ændres, medens vidste bibeholdes. På dansk har vi

10 9 altså fortsat princippet om nogle gange at afbilde betydning i stedet for lyd). Dog er der undtagelser fra reglen bl.a. følgende: Stumt d efter l og n beholdes i samme Omfang som nu, selv om d eller t ikke findes i Stammen (Man har altså bevaret muligheden for at skelne mellem den korte u-lyd og i-lyd i guld og pind og de lange lyde i gul og pin). 5. Medlydsfordobling foran anden Medlyd bortfalder Døtre, sikre tapre. (Før skrev man Døttre, sikkre og tappre for at vise at vokalerne i første stavelse var korte). Men: Medlydsfordobling finder sted mellem selvlyde, hvoraf den første er kort og betonet (Man skriver altså fortsat vædde og Labber, men Smeden og Budet. Her har man bevaret muligheden for at skelne mellem lange og korte vokallyde). 6. I Stedet for ai, ei, oi, øi, ui skrives aj, ej, øj (også for oi). I Stedet for au og ou skrives av og ov (Tidligere skrev man eie, øie, au og tou for at betegne, at lydene var tvelyde. Nu skriver man eje, men da det er en tvelyd stavelsedeles den ej-e ). Dog Ai, ei m.v. og au og ou må helst bibeholdes i fremmede Ord; særlig bør de beholdes i Navne (August, Europa, J.L. Heiberg). Til slut i bekendtgørelsen behandles problemet med de fremmede Ords Skrivemåde. Og reglerne er her, at ord, som er almindelig brugte, beholder den udenlandske lydbetegnelse (skrivemåde), medens ord, som er fuldt optaget i sproget og i udtalen har tabt de fremmede lyde, skrives efter det danske sprogs almindelige regler. Det er virkelig en voldsom reform, som sker i Hvad der er hændt senere, er småting i forhold til, hvad skete i Men lad os gøre historien færdig. I 1948 kommer der en ny reform: Retskrivningsbekendtgørelsen af 22. marts Denne rummer tre ændringer i forhold til tidligere: Almindelige navneord skrives ikke længer med stort begyndelsesbogstav, men skrives med lille som de øvrige ordklasser (egennavne skrives dog fortsat med stort). I almindelige ord skal der nu skrives Å/å i stedet for AA/aa. Og i stedet for kunde, skulde og vilde skrives kunne, skulle, ville. I 1955 oprettedes Dansk Sprognævn, som fastlægger den danske retskrivning og offentliggør den i den officielle danske retskrivningsordbog. Siden er der løbende kommet en række ordbøger f. eks. i 1986, 1996 og 2001, hvor man har ændret stavningen i overensstemmelse med sprogbrugsprincippet og de grundlæggende tanker i 1892 bekendtgørelsen. Hvis man skal beskrive, hvad der er sket siden 1892, så er det, at man er gået endnu længere i retning af de reformtanker, Rasmus Rask formulerede. Med skiftet fra aa til å forsvandt den sidste digraf på dansk, endnu flere etymologisk betingede stavemåder er blevet ændret til mere lydrette stavemåder, og endelig er det distinktive princip stort set fjernet fra den danske ortografi. Som nævnt skrev man ifølge 1892 reformen viis og vis, een og en, eet og et. Det gør vi ikke længere (dog kan man, men man skal ikke bruge accenttegn og dermed foretage en skelnen mellem én og en). Endvidere havde det forhold, at man indtil 1948 skrev navneord i modsætning til de øvrige ordklasser med stort, også en distinktiv funktion, som ikke mere findes. De største ændringer som skete med 1892 reformen var i forhold til lydafbildningen. Måden hvorpå vi laver lydafbildning er blevet forenklet. På dansk er man gået meget langt i retning af, at til én lyd svarer ét bogstav. Og dermed har vi fjernet os fra de fleste andre europæiske

11 10 ortografier. I modsætning til næsten alle andre europæiske sprog så særafbilder vi ikke tvelyde, den sidste digraf forsvandt med overgangen fra aa til å, diakritiske tegn bruger vi (næsten) ikke, og vi afbilder kun i mindre grad vokallængder ved hjælp af hjælpebogstaver og dobbeltkonsonanter. Jo den danske ortografi er særegen, og det har selvfølgelig nogle konsekvenser. Men inden vi ser nærmere på denne problematik, mangler der en mere tilbundsgående beskrivelse af det danske skriftsystem. En af pionererne indenfor dette område er læseforskeren Carsten Elbro, hvis model vi vil se på i det følgende afsnit. Carsten Elbros model for den danske ortografi I 2001 udgav professor Carsten Elbro bogen Læsning og læseundervisning, hvori han præsenterer en model for den danske ortografi. Figur 1 Dansk ortografi Ordspecifikke udtaler: fremmedord og visse gamle danske ord Betydningsprincippet: betydningsenheder Lydprincippet 2: bogstavfølger Lydprincippet 1: enkeltbogstaver ( Elbro,2004 s. 67) Ifølge denne fremstilling er den danske ortografi kendetegnet ved et hierarki bestående af fire principper. Basis for systemet, inderst i vores ortografi har vi lydprincip 1: enkeltbogstaver, hvor relationen mellem lyd og bogstav er én til én. Til et fonem i talen svarer et bogstav i skriften. I denne zone befinder sig langt de fleste ord i vores sprog, og kendetegnede er, at ordene er lydrette som f.eks. sol, sofa, og minimal. Lydprincip 2: bogstavfølger supplerer det grundlæggende lydprincip, men her er relationen mellem lyd og skrift lidt mere kompliceret. Forbindelsen én til én afløses af en række positionsregler, således at bogstavernes udtale afhænger af den rækkefølge, de står i. De enkelte bogstaver kan have forskellige udtaler, som er betinget af andre bogstaver i ordene. I denne zone befinder sig tidligere omtalte regler som skrivningen af stumt d efter l og n og medlydsfordoblingen mellem selvlyde, hvoraf den første er kort og betonet og den særlige danske afbildning af tvelyde, f.eks., gul og guld, fin og find, læse, læsse, hej og tav. I det hidtil beskrevne har skriften afbildet ordenes lyd. Med det tredje princip forlades dette og i stedet afbildes nu ordenes betydning. Betydningsprincippet: betydningsenheder er den tredje zone i vores ortografi, og her knytter bogstaverne an til sprogets betydningselementer (morfemer), som skrives på samme måde, selv om de ændrer udtale i forskellige ord. De

12 11 enkelte morfemers skriftidentitet bevares i bøjninger, afledninger og sammensætninger uafhængigt af, hvordan ordene udtales. I denne zone befinder sig ord som vide, vidste, blå, blåt og lærer, kører og lagkage. På de tre niveauer, som hidtil er beskrevet, forekommer der regler for skriften. Kender man dem, kan man forudsige, hvordan et skrevet ord skal udtales, eller hvordan et talt ord skal skrives. I den fjerde zone Ordspecifikke udtaler: fremmedord og visse gamle danske ord er vi ude over enhver relation til talesproget. Bogstaverne afbilder hverken lyd eller betydning i det danske sprog, stavemåden og udtalen er specifik, uforudsigelig (hvad angår fremmedordene er der dog en mulighed for at trække på et kendskab til andre sprogs ortografier). Eksempler på sådanne ord er computer, garage, cello og vejr, otte, det. Hvis vi skulle forklare, hvordan det af Elbro beskrevne ortografiske system fungerer, så kunne man beskrive det på følgende måde. Skriften er en afbildning af talesproget, men hvad skriftens bogstaver afbilder, og hvordan de gør det kan skifte. Den grundlægende relation mellem bogstav og talesprog er en fonemrelation (f) som vi kender fra lydprincip 1: enkeltbogstaver. SOLEN f f f f f Alle de fem bogstaver i det lydrette ord er kendetegnet ved en fonemværdi. Den næste relation er den positionelle relation (p),) som vi kender fra lydprincip 2: bogstavfølger. SOLEN SKINNER f f f f p f f Her er forklaringen på det ekstra N, at det har en positionsværdi, det fortæller, at i-lyden er kort. Den tredje relation er den betydningsmæssige relation (b), som vi kender fra betydningsprincippet: betydningsenheder. SOLEN SKINNER RØDT f f b f Forklaringen på, at det stumme D skrives, er, at det har en betydningsværdi. Det afbilder ikke lyd, men betydning. Og endelig findes der også, hvad man kunne kalde en nul relation (0) hvor bogstavet hverken relaterer sig til lyd eller betydning. Denne relation kender vi fra ordspecifikke udtaler: fremmedord og visse gamle danske ord. SOLEN SKINNER RØDT. VEJRET ER SKØNT. f 0 0 f f f Her er E og J kendetegnet ved en nul værdi, de har ingen relation overhovedet til talesproget. Med Carsten Elbros model er der ikke særlig meget i den danske ortografi, som forbliver uforudsigeligt. Det er kun ved fremmedordene og de særlige gamle danske ord, at ortografien er mærkelig, men selv her er det ikke hele ordet, men kun nogle få bogstaver i det (som har en nul relation), der ikke lader sig forudsige. Den danske ortografi er måske ikke så svær endda.

13 12 Hermed har jeg allerede taget hul på det sidste afsnit i artiklen, hvor jeg med udgangspunkt i Carsten Elbro s model vil forsøge at besvare spørgsmålet om det særegne i den danske ortografi og konsekvenserne heraf. Det særegent danske, følgerne heraf og nogle forslag til ændringer Spørgsmålet om den danske ortografi er forskellig fra andre sprogs ortografier, kan besvares med både ja og nej. Ser vi f.eks. på den tyske ortografi, som er beskrevet tidligere i opgaven, så er forskellen, hvad angår de grundlæggende principper alene, at de fortsat anvender (det ikke særligt betydningsfulde) distinktive princip, medens vi har taget afsked med det. I den tyske fremstilling starter man med en beskrivelse af de grundlæggende lyd - bogstav relationer, hvilket svarer til Elbro s lydprincip 1. Dernæst følger en beskrivelse af særlige relationer, som svarer til Elbro s lydprincip 2: bogstavfølger. Videre beskrives, at ordstammer, præfikser, suffikser og endelser forbliver ved bøjninger af ordene, i sammensætninger og afledninger i vidt omfang konstante, hvilket svarer til Elbro s betydningsprincippet. Og sluttelig forklares skrivningen af fremmedord, som svarer helt til den danske måde at gøre det på. Ja, det er rigtigt, som det blev citeret i indledningen, at den danske ortografi er en meget uregelmæssig, og at dansk har en meget dyb ortografi. Men det gælder ikke kun for dansk, det gælder også for tysk og de øvrige europæiske sprog. Hvad angår de grundlæggende principper for ortografien, så ligner alfabetsprogene hinanden. Men går vi ind og ser på de enkelte områder i ortografien, så er der et sted, hvor dansk adskiller sig fra de øvrige sprog, nemlig hvad angår lydprincip 2. Med reformen i 1892 tog vi på dansk afsked med en lang række af de positionelle lydafbildende værktøjer, som fortsat anvendes i de fleste andre europæiske sprog. Vi anvender med en enkelt mindre undtagelse ikke diakritiske tegn (vi kan bruge accenttegn, men det er frivilligt). Med skiftet fra aa til å forsvandt den sidste digraf på dansk. Vi bruger ikke særtegn til at afbilde tvelyde. Vi bruger ikke dobbeltskrivning af vokaler eller understøttende bogstaver. Og hvad angår vores brug af dobbeltskrivning af konsonanter, så gør vi det (næsten) kun i flerstavelsesord. På dansk er reglerne for lydprincip 2 enklere og fylder mindre i den samlede ortografi, end det er tilfældet på tysk (som har bevaret alle de netop nævnte positionelle værktøjer ) og de fleste øvrige europæiske sprog. På dansk er vi gået langt i retning af, at til én lyd svarer ét bogstav. Her ligger det særegne ved den danske ortografi. Og forskellen i forhold til de andre er ikke, at dansk er mere kompliceret, men at den danske ortografi er mere enkel. Om det så er godt eller skidt, er vanskeligt at bedømme. Vurderingen af om en ortografi er nem eller vanskelig er særdeles kompliceret og sammenligninger mellem forskellige sprogs ortografier kræver en viden, som kun ganske få er i besiddelse af. Men der er et andet spørgsmål, som man kan stille, nemlig hvilke konsekvenser har den særlige udformning af den danske ortografi haft. Og her kan man pege på nogle mindre heldige følger.

14 13 For det første ligger her sandsynligvis en del af forklaringen på den udbredte fejlopfattelse, at dansk ortografi er en lydskrift, hvor der ideelt bør være entydig overensstemmelse mellem skrift og udtale. I og med at vi på dansk med 1892 reformen er gået så langt i retning af, at til én lyd svarer ét tegn, blev det nærliggende at fortolke fravigelserne fra dette princip som fejl. Her findes årsagen til bl.a. forestillingen om de mange stumme bogstaver på dansk. Et andet særligt dansk forhold, nemlig vores tradition for ikke at beskrive de grundlæggende principper i vores skrift, har måske også at gøre med et særligt hensyn til idealet om, at til én lyd svarer ét tegn. Men lige gyldigt, hvad årsagen måtte være, så er det uforståeligt, at Dansk Sprognævn ikke forklarer de grundlæggende principper enkelt og klart, som det f.eks. gøres i den tyske Duden ordbog. Havde nogen kunnet tage den danske retskrivningsordbog frem og slået op på siden med disse principper, så var der mange diskussioner rundt omkring på landets lærerværelser om underlige danske stavemåder, som kunne være afsluttet hurtigere og mere frugtbart. Men der er yderligere en følge af det særegne ved vores skriftsystem, som fungerer mindre heldigt. Det forhold, at dansk er så forholdsvis enkelt, hvad angår lydprincip 2, medfører, at det kan være svært, at samtale med de andre sprog. Denne problematik kan måske belyses med et eksempel. Medens jeg skrev denne artikel, var jeg på cafe med min kone og min søn. Da jeg havde bestilt min øl, en belgisk Weissbier med navnet HOEGAARDEN, kom jeg til at tænke på, hvordan det mon udtaltes på belgisk (og på korrekt dansk ifølge vore regler for fremmedord). Den lille familie begyndte at diskutere. Min kone som er runden af den gode gamle danske tradition foreslog /ho e gar den/. Den var sønnen ikke enig i. Han er via nettet mere international og mente, det skulle udtales /hø går den/. Jeg hældede mest sønnens synspunkt, men når nu der var tale om flamsk, så betød de to A-er måske i stedet, at lyden var lang, altså /hø ga- r den/. Senere slog vi det op på nettet. Det viste sig, at ingen af os havde ramt præcis. OE-et skullet udtales som u-lyden i det engelske ord HOOVER, medens de to A-er var ensbetydende med en lang A-lyd, som i det tyske ord STAAT. Det er ikke så enkelt at fortolke andre sprogs ortografier, især ikke når de benytter sig af afbildningsredskaber, som vi ikke kender fra vores eget sprog. Vender vi perspektivet om og forstiller os, at belgierne skulle fortolke et dansk ord ville de også komme i vanskeligheder f.eks. med den særlige danske afbildning af tvelyde, EJE? Det ville være frugtbart, hvis en belgier skulle lære dansk, eller hvis jeg skulle lære flamsk, at vi begyndte at tale om disse ting, og udnytte den kunnen, som hver af os har fra vort eget sprog, og så føje den nye viden til, som er nødvendig. Lad os f.eks. tage det tyske ord WEISSBIER, som jeg tidligere skrev. Det har en flamsk belgier sandsynligvis ingen problem med. Det svarer vel meget godt til hans skriftregler. Men det svarer jo slet ikke til mine regler. Sådan skriver vi (efter 1892 reformen) ikke på dansk. Hvis vi skulle afbilde et sådant lydord, ville vi ikke skrive W men V, vi ville ikke skrive EI men EJ, ikke SS men S, og vi ville ikke skrive IE men I. Altså VEJSBIR.

15 14 Vi har ikke på dansk haft tradition for at tale om vor ortografis grundlæggende regler. Vi har heller ikke, når vi underviser fremmede i dansk, eller når vi selv lærer andre sprog, haft tradition for at inddrage de grundliggende ortografiske regler i undervisningen. Og dermed har vi ladet et væsentligt læringspotentiale ligge brak. Der er al mulig grund til at ændre på den hidtidige tradition. Litteratur Duden: Die deutsche Rechtschreibung, 22, Duden Verlag 2000 Elbro, Carsten: Læsning og læseundervisning, Gyldendal 2004 Hansen, Erik: Skrift, stavning og retsstavning, Reitzels Forlag 1999 Hansen, Erik og Lund, Jørn (red.): Det er korrekt Dansk retsskrivning , Reitzels Forlag 1998 Jervelund, Anitta Ågerup: Sådan staver vi om ortografi og stavefejl, Dansk Sprognævn 2007 Kongsdal Jensen, Ole: Den franske ortografi, Københavns Universitet 1995 Retskrivningsordbogen, 3. udgave, Dansk Sprognævn 2001 Skautrup, Peter: Det danske Sprogs Historie I-IV, Gyldendal 1968

16 15