Episoder Swenn Poulsen Langstrupvej Hvidovre. Indholdsfortegnelse

Transkript

1 Swenn Poulsen Langstrupvej Hvidovre Episoder Indholdsfortegnelse PABC-gruppen...1 Murphy s lov ved ISS Efterår 1990, ETSI PT Fra Philips til KTAS Erhverv...7 Efterår 1991, ETSI PT9V...9 Siemens HICOM...14 N4H-gruppen...14 DECT-gruppen...15 Øberg går fra KTAS Erhverv...15 ETSI STC BTC Forår 1993, Rouban-gruppen...17 N4G-gruppen...19 PANT-gruppen...20 PSTN-gruppen...21 ETSI STC TE Jørgen Lindegaard går til GN Store Nord...22 Skift i Telestyrelsen...23 Lovgivning på teleområdet...23 TAFK-gruppen...24 Del 8 gruppen...26 BELA-gruppen...28 Housing-gruppen...28 MCID-gruppen...29 PABC-gruppen Allerede fra 1988 var jeg medlem af den danske PABC-gruppe, som var nedsat af Tele Danmark (eller rettere af de daværende teleselskaber), og som skulle forberede liberaliseringen af PABCområdet. Almindelige terminaler havde allerede været liberaliserede længe, og Philips havde fået godkendt bla. Sphericall og Multicall under disse regler. Siden var også telefonapparater blevet liberaliserede. Det var klart, at PABC er måtte være det næste emne. Samtidig var godkendelse blevet skilt ud fra teleselskaberne, en praksis, der senere blev generel i hele Europa. Man kunne ikke have, at en af spillerne på det liberaliserede marked stod for EPI90, rev Side 1

2 godkendelse af de terminaler, deres konkurrenter ville sælge. Så godkendelse gik over til Statens Teleråd og senere til Telestyrelsen, der stod direkte under ministerens Generaldirektorat (der nu også var adskilt fra operatøropgaverne i det tidligere Post- og Telegrafvæsen). Men målinger for at konstatere, at terminalerne levede op til de stillede krav, foregik fortsat hos teleadministrationerne. Både Telecom, Jydsk Telefon og KTAS havde laboratorier, som var godkendt til at udføre disse målinger. Senere kom der laboratorier udenfor Tele Danmark til, fx hos DELTA Elektroniktest, som på samme måde var godkendt, så en prøverapport fra dem blev accepteret hos P&T s godkendelseskontor. Men selskaberne havde nedsat en gruppe, der skulle forberede liberaliseringen af PABC er. Allerede fra starten havde den repræsentanter for leverandører, nemlig fra IBM og L. M. Ericsson. IBM meldte sig dog hurtigt ud, og fra det 12. møde var der repræsentanter fra Alcatel (eller dengang: Kirks Telefonfabrikker) og Philips. Strukturen i de tekniske krav var allerede nogenlunde klar: Der var en del 1 med en oversigt over alle delene, en del 2 med definitioner, og et antal dele for forskellige grænseflader mod by- og lokalside og for transmission gennem PABC en. Første opgave var selvfølgelig at få skrevet disse dele i tide. Arbejdet gik rigtig op i en spids, da liberaliseringstidspunktet var lagt fast til juli 1990, for til den tid skulle alle dele være klar. Det blev også nået. I de næste år, med ca. et møde om måneden, finpudsede vi så de enkelte dele i takt med de indvundne erfaringer med anvendelsen af dem. Og i takt med udviklingen på andre punkter, fx Fællesmarkedets signaler om, hvad man overhovedet måtte stille godkendelseskrav til. Jeg var fortsat medlem, selv om jeg i mellemtiden skiftede kasket fra Philips til KTAS Erhverv til KTAS Teledivision til Tele Danmark Netområdet. Et eksempel er del 3, tilslutningskrav for PABC ers grænseflade mod en analog ledning til det koblede telefonnet. Da den skulle pudses af, bla. fordi Fællesmarkedet havde udgivet et Terminaldirektiv med hvilke områder, der var så væsentlige, at der måtte stilles godkendelseskrav til dem, fik jeg jobbet som redaktør, og jeg gjorde meget ud af at skrive et godt kapitel med tekniske oplysninger (der manglede en samlet beskrivelse af abonnentnettets egenskaber i mere populære ord end Cirkulære 2s). Men så var der bare det, at Telestyrelsen kun ville have de tekniske krav med i sine Tekniske Bestemmelser, de tekniske oplysninger hørte hjemme i Tele Danmarks specifikation af sine leverancer til kunderne. Et fuldstændig korrekt standpunkt, lige bortset fra at Tele Danmark endnu ikke helt var gearet til at lave varedeklarationer i det omfang, markedet ville kræve det, når ikke bare terminalerne, men hele nettet kunne leveres af andre. Tele Danmark var i gang med sine specifikationer (se nedenfor under PSTN-gruppen), og del 3 s oplysningskapitel blev tilbudt her som et bilag til varedeklarationen. Det blev dog taget ud af den, da den blev udgivet som en Tele Danmark specifikation (TDK-TS ). Så det svæver stadigvæk om dette kapitel nogensinde bliver brugt. Det gik faktisk endnu værre med resten af den reviderede del 3: Samtidig var der nedsat en gruppe, der skulle revidere det danske bidrag til ETSI s ETS , så det bla. også dækkede krav til PABC er (se nedenfor under N4G-gruppen). Med kun et halvt år tilbage fra vor aflevering af del 3 til denne revision ville være færdig, bestemte Telestyrelsen, at revisionen af del 3 ikke skulle udgives! Ærgerligt nok, men selvfølgelig var diskussionerne i PABC-gruppen en god ballast ved møderne i den anden gruppe. PABC-gruppen holdt sit 100. møde i slutningen af maj 1995 og formanden i hele perioden, Jørgen Hess Kristensen, og sekretæren i hele perioden, Harly Østergaard Jensen, blev behørigt hyldet. På hjemturen fra dette møde hørte jeg i bilradioen at prins Joakim var forlovet med Alexandra. EPI90, rev Side 2

3 Gruppen nåede ialt 112 møder. De grupper, der skrev tekniske krav for Telestyrelsen, blev nedsat af denne. Sådan havde det været længe, så PABC-gruppen overlevede kun af historiske årsager. Men nu var det nok: Telestyrelsen nedsatte en ny gruppe, og Tele Danmark nedlagde sin. Den nye gruppe fik samme formand og sekretær som den gamle, og de ville også have mig med i den. Det blev dog ikke til noget, jeg var på det tidspunkt i Netområdets Net- og Tjenesteudvikling, Infrastrukturplatforme, NUI, og min chef bestemte, at PABC-gruppen var udenfor vort område, den hørte til centralerne. Derfor blev Tele Danmarks 3. repræsentant i den nye PABC-gruppe Jürgen Endres fra NUS, Switchingplatforme, som jeg iøvrigt havde arbejdet sammen med i N4G-gruppen. Murphy s lov ved ISS 90 I 1990 blev ISS afholdt i Stockholm, og jeg søgte som så mange gange før om lov til at deltage. I første omgang var der grønt lys, men da rejsen kom nærmere, og der skulle bevilges penge til den, fik Afzelius (daværende chef for Philips Data- og Teleafdelinger) kolde fødder. Men det endte med, at han gav sig (jeg havde deltaget i alle tilfælde, om det så skulle koste en ferieuge). Så sidst i maj drog Jytte og jeg til Stockholm, til en uge med meget teknik, men også en uge med mange dejlige oplevelser ved siden af den egentlige konference. Leverandørerne gjorde, hvad de kunne, for at give deltagerne nogle gode aftener. Mandag reception ved rådhuset, i telte rejst i rådhushaven ud mod Mälaren (støttet af Philips), tirsdag med de små dampere fra Gamla Stan til fæstningen Waxholm i Skærgården, med middag om bord og kaffe i fæstningsgården, mens der var korsang og fyrværkeri (betalt af Siemens), onsdag i Globen til show og vikingemiddag, kokkene arbejdede på platforme helt oppe under taget og blev hejst ned deroppefra, da maden skulle serveres, og senere var der indendørs fyrværkeri og optræden af Lill Lindfors (betalt af Televerket og Ericsson), og endelig torsdag var det en aften på Skansen, med mad og kaffe rundt i de gamle bygninger og fri adgang også til den zoologiske have (betalt af Alcatel). Fra selve konferencen kun et lille glimt af Murphy s lov (hvis noget kan gå galt, så gør det det også) i aktion. En af samlingerne havde Sterndorff fra Telecom som ordstyrer. Alt gik galt ved det første foredrag. Lysbillederne kom i forkert rækkefølge, stod på hovedet osv., så efter et par minutter måtte Sterndorff afbryde og lade foredragsholderen få ro til at ordne sine billeder. Og Sterndorff annoncerede den næste foredragsholder, hr. Murphy. Der lød et brøl af latter i salen, mens det slet ikke så ud som om Sterndorff havde nogen ide om hvorfor! Efterår 1990, ETSI PT26 Jørgen Michaelsen, som jeg havde arbejdet sammen med siden 1974 på EBX, var senere blevet den første chef for KTAS kabel-tv, så havde han byttet gårde med Bent Nielskov, der var chef for KTAS Erhverv, og så var han efter meget kort tid på denne post blevet erstattet af Niels Øberg. Michaelsen var nu hos Fischer og Lorenz, som chef for deres European Communications Consultants datterselskab. Efter et PABC-gruppe møde i Århus i juni 1990 traf jeg Michaelsen i Tirstrup på hjemvejen. Han sagde, at der af og til var opgaver i F&L, hvor man kunne bruge min viden. Var det noget? Det lød spændende, syntes jeg, men det var naturligvis noget, jeg måtte tale med min chef på Philips om, både det principielle om det var muligt overhovedet, og de nærmere detaljer, hvis det blev aktuelt. Det var muligt, og den første opgave var at udfylde en plads for F&L i et project team PT26 i ETSI. Om opgaven skrev jeg i 1991 en artikel til IT Nyt med følgende indhold: EPI90, rev Side 3

4 HARMONISERING AF ADGANGEN TIL TELEFONNETTET Den mest udbredte mulighed for forbindelse alle til alle har man ved brug af det offentlige telefonnet, verdens største maskine, med over 800 millioner tilslutningspunkter over hele jorden. Det kan da heller ikke undre at man fra EFs side gerne ser adgangen til dette net harmoniseret, altså styret af de samme regler og tekniske betingelser i alle fællesmarkedets lande. Det kan heller ikke undre, at dette arbejde vil tage tid, for når nettet er så udbredt, skyldes det jo netop, at det er gammelt - og dermed groet i lidt forskellig retning i hvert enkelt land. En ændring i en fælles retning skulle nødig betyde en nedgang i den kvalitet, vi efterhånden tager for givet: En forbindelse hver gang (når den anden part ikke lige er optaget) og en talekvalitet som om den anden part var i naboejendommen, selv om vi ved at han er halvvejs rundt om jorden! Jamen - er dette offentlige telefonnet ikke harmoniseret allerede, når man kan ringe fra land til land uden problemer? Nej, det er det ikke. Der er internationale aftaler, men de griber ikke direkte ind i det enkelte land. Et eksempel: Det er internationalt aftalt, hvor lille et elektrisk signal, man må aflevere ved grænsen, for et givet lydtryk ved en mikrofon koblet til telefonnettet. Og det er internationalt aftalt, hvor lille et lydtryk en telefon må aflevere for et givet elektrisk signal modtaget ved grænsen. Formålet er naturligvis, at man skal kunne forstå det, der bliver sagt, lige meget hvor dårligt de to telefonapparater er placeret i hver sit telefonnet. Lange ledninger med stor dæmpning i begge ender må ikke forhindre en rimelig kvalitet. Men om man vælger en stor forstærkning i mikrofonen og en stor ledningsdæmpning for at opnå det krævede elektriske signal, eller en svagere mikrofon (for måske at få højere lydkvalitet) og tilsvarende mindre dæmpning i ledningen, det er op til det enkelte land. Og det gør, at telefonapparaterne ikke er harmoniserede. Telefonapparatet fra det sidste land vil ikke fungere tilfredsstillende langt ude i nettet i det første land. Og telefonapparatet fra det første land vil være for kraftigt i det sidste land på steder med lille dæmpning til grænsen. Det er ikke bare et spørgsmål om at de forskellige lande bruger forskellige stik, for det var nemt at klare med et bundt adapterledninger! ETSI, det europæiske standardiseringsinstitut for telekommunikation, har da også videreført et arbejde, som allerede var i gang, for at få - om ikke harmoniseret i første omgang, så i hvert fald - beskrevet de tekniske betingelser for adgang til telefonnettet i de europæiske lande på en ensartet måde, som en forudsætning for gensidig godkendelse af terminaler for dette net. Det endelige mål er den tekniske harmonisering, så en godkendelse af en given udformning af en terminal i ét land gælder for hele EF. I første omgang vil man nå til, at hvis man møder op hos fx Telestyrelsen i Danmark med en målerapport fra et græsk laboratorium (godkendt af de græske myndigheder til den slags målinger), som viser, at udstyret opfylder de danske betingelser, så godkender Telestyrelsen udstyret til brug i Danmark. I øvrigt har Telestyrelsen allerede i dag en så liberal holdning, at man anerkender udenlandske målerapporter (dog måske ikke på græsk!) fra de af teleadministrationerne godkendte laboratorier som basis for typegodkendelse i Danmark. Det er et punkt, hvor visse EF lande er meget bureaukratiske og med en lang behandlingstid hos myndighederne fortsat bevarer en teknisk handelshindring. Måske skulle EF overveje at banke disse lande på plads ved at indføre samme regel som indenfor stærkstrømsområdet: Udstyr må straks markedsføres, når det er anmeldt. Myndighederne kan bagefter lave stikprøver, og hvis udstyret ikke opfylder kravene skal det trækkes tilbage fra markedet, inklusive allerede solgte enheder. EPI90, rev Side 4

5 I Danmark kom i begyndelsen af 70-erne, da de første typer terminaler kunne godkendes til frit salg og brug under telefonnettet, reglerne i cirkulære 27A fra Telefontilsynet. De er i dag udgivet som TI-publikation 11/89, og er så at sige det danske input til ETSI arbejdet. TI-publikation 11/89 omfatter kun tilslutningskrav, som er fælles for alle terminaler til telefonnettet. Med henvisning til OSIs 7-lags model behandles kun de 3 nederste lag, det fysiske, lænke- og netværkslaget. Altså det, som er nødvendigt for at koble sig til telefonnettet og signalere til det for at få en ønsket forbindelse, hhv modtage ringesignal fra det, når en anden har kaldt op, og besvare opkaldet. Der er ingen behandling af OSI modellens højere lag med henblik på de enkelte tjenester. Altså intet om den omsætning, som blev omtalt ovenfor mellem lydtryk og elektrisk signal i telefonapparatets mikrofon og telefon (det behandles i de tekniske bestemmelser for telefonapparater, TI-publikation 4/89), eller om hvilke tonesignaler et modem med en eller anden hastighed skal bruge. Arbejdet med en ensartet beskrivelse var i gang før ETSI blev oprettet, og det er nok også grunden til, at forberedelserne til ETS , som beskrivelsen er døbt og hvor ETS står for European Telecommunication Standard, fortsatte hos Deutsche Bundespost i Darmstadt. Her er hvert enkelt begreb taget for sig, fx valg med nummerskiveimpulser, og samlet i ét kapitel med værdier for alle landene. Forslaget til standard, prets , blev udsendt til offentlig høring i to omgange, kapitel 1 til 4 i januar 1990 og kapitel 5 til 10 i april Da det ikke bare er oplæg til en (frivillig) standard, men til en fælleseuropæisk bindende norm under navnet NET 4, hvor NET betyder Norme Européenne de Telecommunication, gik den til høring også udenfor Europa. Svarfristen for kommentarerne til den var begyndelsen af oktober 1990, hvor eventuelle ændringer og rettelser skulle være hos ETSI. Forskellen på en ETS og en NET er, at en ETS som nævnt er en frivillig aftale, som man kan holde sig til eller lade være (men som med alle standarder gør det livet lettere, når den følges), mens en NET er en bindende forskrift. ETSI kan vedtage en ETS, og hvis det i forvejen er meddelt, at den kan blive til en NET, kan et dertil udpeget EF-organ vedtage den som gældende for alle EF lande. I Danmark skelner vi netop på denne måde mellem standarder og normer, mens man mere generelt i EF har været nødt til at kalde dem type 1 (for det vi på dansk kalder norm ) og type 2 (for det vi på dansk kalder standard ). EF har i øvrigt bestemt sig til at forlade betegnelsen NET og i stedet kalde de bindende forskrifter CTR, for Common Technical Regulations. ETSI ventede ganske mange kommentarer til oplægget, som er på ca sider. Der kom også knap 4000, hvoraf mange dog var kompletteringer af værdier i skemaer og lignende. Derfor havde ETSI forberedt et Project Team, PT26, til at sortere kommentarerne og forberede svar på dem. Dog ikke vedrørende de nationale værdier, her var og er holdningen den, at i første udgave er det op til hvert enkelt land at bestemme det nationale indhold, hvad enten det er værdier i et skema eller en bemærkning. Hvilke forskelle er der nu i de nationale værdier? De spænder lige fra ting, der findes bestemmelser for i nogle lande, men ikke i andre, til egentlige forskelle af større og mindre betydning. Naturligvis er enhver angivelse af en national værdi af stor betydning for det pågældende land, men det kan af og til være svært at se for andre. Man skal jo heller ikke være blind for, at et land kan finde det en udmærket teknisk handelshindring med en eller anden afvigende værdi. Nogle lande har fx fundet det nødvendigt at fastsætte jævnstrømmen i en terminal således, at hvis man anvender flere terminaler i parallel, sker der en jævn fordeling af strømmen fra EPI90, rev Side 5

6 telefonledningen mellem dem. Det har Danmark ikke, her henviser man et sådant krav til bestemmelser for de terminaltyper, man formodentlig vil anvende i parallel, og som kun får energi fra ledningen. Så for Danmark findes dette krav ikke i TI-publikation 11/89 eller i prets , men kun i telefonapparatbestemmelserne, TI-publikation 4/89. Et sted, hvor alle lande har værdier, er kravet til indgangsimpedans (med tolerance), når terminalen er i brug. De fleste lande har 600 Ohm impedans som normalværdi, men Tyskland og Schweiz har en anden impedans og har i øvrigt formuleret deres krav så stramt at en terminal med 600 Ohm impedans ikke opfylder det! Alle krav ledsages af en forklaring om, hvorledes de verificeres. Det er et helt generelt træk i ETSIs standarder, at hvis man ikke kan måle, skal der heller ikke være krav. Mange måleopstillinger i de danske bemærkninger er kopieret fra cirkulære 27A. Det ville ikke ændre på værdierne, hvis man i stedet henviste til figurerne i den generelle tekst. En apparatleverandør, som ønsker at levere i flere EF-lande, må altså enten producere flere modeller eller indbygge så meget fleksibilitet i sin ene model, at den kan blive godkendt efter flere landes krav. Det ændrer ETS ikke på. Men måske vil det senere være muligt at luge alt det ikke-essentielle ud af den og så se på, om resten kan forenkles. PT26 skulle som sagt ikke beskæftige sig med de nationale værdier, andet end at sortere kommentarerne. PT26 bestod af 4 personer, 3 af os var teknikere, hhv fra teleadministrationerne i Frankrig og Storbritannien og fra det danske konsulentfirma Fischer & Lorenz, mens den fjerde var den redaktør, som hos Bundespost har sat form på oplægget. På 9 uger fra midten af oktober 1990 samlede vi de enkelte kommentarer til de nationale værdier og sendte dem ud til landene (en kommentar fra Frankrig til en dansk værdi ville naturligvis kun komme med, hvis den blev accepteret i Danmark). Derefter gjaldt det alle kommentarerne til den generelle tekst og vort forslag til det ETSI udvalg, som har ansvaret for standarden, om de skulle accepteres eller ej og (især i det sidste tilfælde) hvorfor ikke. Og det var klar indenfor den afsatte tid. Hvad er der så sket sidenhen? ETSI udvalget fandt på sit møde i marts 1991, at mange af de generelle kommentarer var af en sådan natur, at man måske skulle ud i en ny høring før de kunne accepteres. Derfor vil man i første omgang udgive standarden uden andet end de helt klare rettelser af trykfejl og lignende. De øvrige venter på en ny udgave. I den udgave må det forventes, at man også vil skære ned på den nationale frihed til at udtrykke sig. Der er mange punkter, hvor hvert land har brugt sin facon fra sit cirkulære 27A, men hvor det ikke ville give ændrede resultater, hvis man brugte en fælles form. De danske måleopstillinger er nævnt. Der er foreslået fire nye project teams til at overveje, hvordan man kommer videre. Et skal vurdere den videre harmonisering af ETS Et andet skal vurdere tilslutninger, som ikke er i den første udgave af ETS (visse lande har andre signaler mellem PABC og bycentral end telefonapparatsignaleringen, og selv om man ikke har det er der spørgsmål om forbindelse via andet end stik og om overhøring mellem de enkelte kredsløb). Et tredje skal vurdere hvilke krav i ETS , der er essentielle i EFs forstand (kun de skal bevares), og et fjerde skal overvåge og koordinere de andre tre. Ialt ventes en indsats på ca. 30 mand-måneder bare til dette indledende arbejde indenfor det næste halve år. Men lad os nu først se den første udgave af ETS , det samlede katalog over de europæiske landes tekniske betingelser for godkendelse af udstyr til brug under telefonnettet. EPI90, rev Side 6

7 Hvad betyder alt dette så for brugerne? I første omgang ikke meget, fordi reglerne i sig selv ikke henvender sig til brugeren. Han skal blot sikre sig, at det udstyr, han køber, må forbindes til nettet, ved at sikre sig at godkendelsen er i orden. ETS og den gensidige godkendelse af prøveresultater er af større betydning for leverandører, fordi de lettere kan sætte sig ind i andre landes bestemmelser og få afprøvet deres apparater på det nærmeste laboratorium, måske efter flere landes standarder i en arbejdsgang. Det skulle give mulighed for billigere apparater. Fischer og Lorenz havde lejet en lejlighed i Vence, 35 km fra Sophia Antipolis, til brug for en af deres medarbejdere, der var udstationeret i Sydfrankrig. Den rådede jeg over under mit ophold i efteråret Det var en skøn tur hver morgen og aften til og fra arbejdet. Lejligheden lå med udsigt til kysten 10 km væk, så mens jeg spiste morgenmad, kunne jeg se solen stå op over Middelhavet. Til venstre kunne man se bjergene bag Nice, til højre de bugtede feriehøjhuse mellem Nice og Antibes. Turene frem og tilbage gik ad snoede bjergveje og gennem skove og små byer. Klimaet var ikke lige godt hver dag. Kort efter min ankomst var der en ren syndflod en eftermiddag. Det øste stadigvæk ned, da jeg kørte hjem, og et sted fossede vandet fra en bjergside på venstre hånd tværs over vejen i måske 30 cm dybde mod et hus på den anden side af vejen og derfra til begge sider, ned gennem husets have og ud i floden. Jeg listede mig igennem, men længere fremme var vejen spærret: floden havde oversvømmet alt på sin vej mod Cagnes-sur-mer. Altså dreje til venstre til en lidt højere vej gennem St-Paul og hjem til lejligheden. Jeg havde familien (kone og datter) på ferie i 14 dage. De ville ikke flyve den direkte vej fra Kastrup til Nice, men tog toget. Og der var forsinkelser, så de ikke nåede tilslutningen i Basel. Min kone havde telefonnummeret til kontoret hos ETSI og ringede op. Efter at have forberedt sig på hvad hun skulle sige på fransk for at blive stillet igennem til mig. Man kan forestille sig hendes lettelse, da det viste sig, at nummeret var et gennemvalgsnummer, så hun direkte fik svar fra mig på sin opringning! Nå, jeg fik den nye tid og kunne så hente dem henad midnat på banegården i Nice. Vi havde en dejlig ferie, også fordi jeg havde samlet de fridage, som ETSI gav, i de 14 dage. I week-ender havde jeg jo allerede taget rundt i omegnen, så nu vidste jeg hvor vi skulle hen og se de kønne ting langs kysten og i baglandet. Fra Philips til KTAS Erhverv Efter at Øberg havde forladt Philips i juni 1989, var der fortsat tekniske spørgsmål, der skulle afklares, før SOPHO-S kunne introduceres på det svenske marked. Selve salgs- og serviceorganisationen var på plads i 1989, godkendelsen af SOPHO-K var på plads og salget var startet, men flagskibet manglede. Det blev som nævnt ordnet i løbet af efteråret 1989, og så kunne svenskerne stort set klare sig selv. Det blev de i hvert fald nødt til. I løbet af 1990 var de dog tit på besøg hos os med deres kunder, så de kunne se en arbejdende central og høre kundeerfaringer (hos Philips selv), men det var det hele. Tele Nordic fik ny chef efter Øberg. Det blev Afzelius, der efter en start hos Philips havde været direktør hos Adidas, så var kommet tilbage som servicechef og nu blev min chef. Det er mit indtryk, at han aldrig forstod ret meget om telekommunikation, undtagen mobiltelefoni, hvor fabrikken lavede apparaterne, som hans afdeling havde serviceret. Salgsafdelingen for dem blev slået sammen med salgsafdelingen for telekommunikation, hvor Finn H. Nielsen fortsat var chef, og Afzelius var chef for dem begge og for Tele Nordic. EPI90, rev Side 7

8 Da vi hørte fra Sverige, at de første ordrer på SOPHO-S var i hus, mente jeg det var på tide, at svensk Philips også var med til at betale for Tele Nordic. Det burde ikke længere kun hvile på Danmark som i opbygningsfasen (hvor Danmark i telesammenhæng var den førende Philips organisation). Samtidig ville det vise, om de ikke bare ville bruge pæne ord om den assistance, jeg havde givet, men bogstavelig talt satte pris på den. Så jeg foreslog Afzelius at skrive til svenskerne, at hvis jeg fortsat skulle komme, måtte de betale for mig. Jeg har ikke set et svar på dette og kom ikke mere til møder i den svenske standardiseringsgruppe. Alt i alt tyndede arbejdet ud i løbet af Det hed sig endda, at Afzelius skal have spurgt andre i afdelingen Hvad laver ham Poulsen egentlig?. Derfor passede det udmærket med tilbuddet fra Fischer og Lorenz om at arbejde for dem i PT26 i slutningen af året. I Philips havde Jan Timmer taget over som præsident efter van der Lugt, der kun interesserede sig for fodboldklubben PSV. Det var nok ikke kun derfor, at firmaet løb ind i nogle stærkt tabsgivende år, men han blev som sagt skiftet ud og Timmer startede et skrapt slankeprogram for bedre at få omkostningerne til at passe med omsætningen. I Holland skulle alle over 55 ud af firmaet - undtagen Timmer, han var 56! Mange gode folk i Hilversum blev tvunget ud på den tid. Selv var jeg nu 58. Programmet smittede naturligvis af i Danmark, og Betty havde ofte i løbet af efteråret advaret mig om, at jeg ikke måtte tro, jeg var alt for sikker i sadlen trods de godt 30 år, jeg efterhånden havde været hos Philips. Det vidste jeg naturligvis godt inderst inde, men udadtil kørte jeg bare videre, som om intet var i vejen. Men så kom en dag i januar 1991, hvor den nye næstkommanderende i afdelingen for mobiltelefoner opsøgte mig på mit kontor og fortalte mig, at de ikke mere mente at have brug for mig. De havde været i forbindelse med både Øberg i KTAS Erhverv og med Michaelsen hos Fischer og Lorenz, som begge meget gerne ville tale med mig om en ansættelse. Jeg fortalte det straks efter til Betty og ringede også hjem, for selvfølgelig havde vi snakket om muligheden, og nu var den blevet til virkelighed. Nå, der var jo ikke andet at gøre end at tale nærmere med Øberg og Michaelsen, og det gjorde jeg så de næste dage. I KTAS Erhverv kunne jeg blive ansat fuld tid til samme bruttoløn som hos Philips (det var heldigt, at jeg fuldt ud havde brugt firmaets tilbud om frivillig overbygning med tilskud på pensionsordningen), og jeg kendte jo mange af mine fremtidige kolleger (som, viste det sig, alle som én hilste mig velkommen, som om de havde længtes efter at have mig med i firmaet). Michaelsen kunne ikke love mig ansættelse i fuld tid, men til gengæld var timelønnen højere. Jeg var meget tiltalt af begge muligheder, der måtte træffes en beslutning, og det blev KTAS Erhverv. De skulle så sende mig et ansættelsesbrev, og det trak ud. Michaelsen var skuffet over, at jeg ikke kom til ham, sagde Allan Fischer-Madsen, da jeg så ham ved en senere lejlighed. Philips blev lidt utålmodig i løbet af februar. Det undrede mig, at jeg ikke havde fået en skriftlig opsigelse, så jeg vidste hvad jeg havde at rette mig efter, men grunden fik jeg af personalechefen, Henning Friis, i en samtale sidst i februar: Man ville først give mig opsigelsen på papir, når min ansættelse et andet sted var på plads! Jeg blev troet endnu en gang mht. hvad der udsatte ophøret hos Philips, og fratrædelsesgodtgørelsen blev aftalt. Jeg havde ret til 3 måneders løn når jeg blev fyret, jeg fik 6. Min kone var utilfreds efter så mange år, men jeg har hele tiden holdt fast ved, at ethvert beløb over det pligtige var en foræring. Endelig kom ansættelsesbrevet fra KTAS Erhverv i begyndelsen af marts. Indholdet var helt som aftalt, og jeg blev ansat i afdelingen for teknik og marked, EM, med Erik Andreasen som chef. Min nærmeste chef i afdelingen var Mogens Thomsen, som jeg kendte siden TBX-dagene. Nu måtte EPI90, rev Side 8

9 tingene jo ske i den rigtige rækkefølge, så jeg ville først være sagt op på skrift af Philips, før jeg underskrev ansættelsesbrevet. Næste morgen ringede jeg derfor til Hanne Larsen i Philips personalekontor, og jeg kunne ligefrem høre hende hoppe i stolen, da jeg sagde, at nu var brevet fra KTAS kommet, så nu ville jeg gerne fyres! Jeg fik opsigelsen, skrev den under, skrev ansættelsesbrevet under og var så definitivt på vej ud af Philips efter 32 år og 2 måneder. Finn arrangerede en afskedsreception lige før Påsken, og Johnny Frost havde sørget for en overraskelse: De havde meget apropos pyntet op med et omstillingsbord fra EBX 8000, som jeg blev opfordret til at betjene. Da jeg trykkede på en knap, væltede der røg ud af det! Afdelingen havde også skillinget sammen til en gave og havde rådført sig med min kone. Hun havde foreslået en græsslåmaskine med rugbrødsmotor (en håndklipper), da den vi havde efterhånden var 27 år gammel, og med vor lille have var jeg ikke interesseret i noget motoriseret, lidt motion skal jeg da have! Og det blev det så til. Ved receptionen hørte jeg om Bettys reaktion på forslaget. Trods mange år i Danmark var hun ikke helt hjemme i alle de specielle danske udtryk. Så da hun hørte ordet rugbrødsmotor, havde hun spurgt, om ikke sådan en var frygtelig dyr? Det eneste sted hun til da havde hørt ordene rugbrød og motor sammen, var i forbindelse med Øbergs bygning af en autocamper i et Folkevognsrugbrød, så det var en meget naturlig reaktion. Men vi morede os alligevel! I januar eller februar havde der været annoncer om personale til det nyoprettede ERO, European Radio Office, der skulle ligge i København. Betty var interesseret, og Øberg hjalp med kontakt til de rigtige mennesker i Teleinspektionen. Hun blev ansat og havde det helt på plads samme dag som min afskedsreception. Hun gik så ind og sagde op. Det gjorde lige så stort indtryk, sagde hun, som det hul, der er tilbage, når man trækker hånden op af en spand vand. Nå, Philips arrangerede også en afskedsreception for hende midt i april, hvor jeg var med, for første gang med det korrekte KTASslips om halsen, en gave fra Erik Andreasen. Efterår 1991, ETSI PT9V Efter at jeg havde været hos KTAS Erhverv nogle måneder, havde Michaelsen hos Fischer & Lorenz igen bud efter mig. Denne gang gjaldt det PT9V hos ETSI, der skulle forberede standardiseringsarbejdet for faste kredsløb under ONP-LL direktivet (Open Network Provision - Leased Lines). Det betyder, at alle netværksoperatører i fællesmarkedet skal kunne levere faste kredsløb (lejede linier) med bestemte egenskaber mellem vilkårlige punkter i fællesmarkedet. ETSI skulle skrive de nødvendige standarder for disse kredsløb, opdelt i forbindelsens karakteristika, grænsefladen til kredsløbet og krav til terminalen. De sidste delt i to: en standard af mere bredt tilsnit og en kravspecifikation baseret på terminaldirektivet og derfor begrænset til de nødvendige ting for brugersikkerhed, nettets overlevelse m.v. Kravene omfatter altså ikke at terminalen overhovedet er i stand til at udføre nogen tjeneste for brugeren, caveat emptor! Også om dette arbejde hos ETSI skrev jeg et indlæg til IT Standardnyt, som følger: FASTE KREDSLØB (APL) MED GARANTERET KVALITET FRA 1. JANUAR Fra 1. januar 1993 skal teleadministrationerne i EF kunne etablere faste kredsløb med garanteret kvalitet mellem vilkårlige steder indenfor hele EF-området. Faste kredsløb kaldes i Danmark APL for abonneret privatledning. En anden betegnelse er lejet ledning. Kravet om levering af faste kredsløb er et led i EFs harmonisering og liberalisering af teletjenesterne, også kaldet ONP for open network provision. EPI90, rev Side 9

10 For Danmarks vedkommende svarer de krævede typer til nogle af de typer APL, som teleadministrationerne allerede kan levere til brug indenfor Danmarks grænser. Det nye er kravet om en garanteret kvalitet. Dog udvides der med en digital 2048 kbit/s APL, hvor brugeren i dag kun har adgang til 1984 kbit/s. Hvad er Open Network Provision? I 1987 udgav kommissionen for EF Grønbogen om den fremtidige politik for telekommunikation. Den indeholdt ikke kun krav om harmonisering af adgangen til telenettet, med det mål at en terminal (en telefon, et modem eller lignende), der kan anvendes i ét land, også kan anvendes i andre, men indeholdt tillige krav om adgang for andre serviceleverandører end televirksomhederne selv, til at anvende telenettet (som stadigvæk omfattes af et monopol) i deres udbud af tjenester (services). Dette blev formaliseret i 1990 under betegnelsen ONP for Open Network Provision eller levering af åbent netværk. Detaljerne udarbejdes i kommissionens generaldirektorat DG XIII, som støttes af en ONP komité. Mange af de ydelser, som ONP skal stille til rådighed for serviceleverandørerne, må vente, til telenettet kan levere dem. Fri brug af faste kredsløb, så man fx kan udleje uudnyttet kapacitet til tredjemand, behøver ikke vente. Derfor er kommissionen begyndt med et direktiv om dette. Direktivet om ONP-LL og APL typer Direktivet om ONP af faste kredsløb (ONP-LL direktivet) behandler de betingelser, der skal gælde for levering og brug af disse kredsløb eller ledninger. Et vigtigt punkt er, at man skal kunne henvende sig til én teleadministration for at leje en APL mellem to vilkårlige punkter i EF. Denne administration skal så sørge for aftalerne med andre administrationer. Det vil nok blive fortolket således, at man skal henvende sig til en administration, som leverer den ene ende af APLen. Denne artikel skal ikke beskæftige sig med levering og brug, men med tekniske spørgsmål. Direktivet kommer ind på teknikken i dets krav om, hvilke typer APL teleadministrationerne skal levere mellem to punkter i EF og hvornår, og i dets krav til disse APLers egenskaber og grænseflader. Direktivet forlanger følgende: APL type Grænseflade Egenskaber Termin Normal analog 2- og 4-tråds M.1040 januar 1993 Særlig analog 2- og 4-tråds M.1020/M.1025 januar kbit/s digital G.703 G.800 serien januar kbit/s ustruktureret 2048 kbit/s G.703 G.800 serien juli 1993 G.703/G.704 G.800 serien juli 1993 struktureret M.1040 mv. er eksisterende CCITT Rekommendationer, altså internationalt vedtagne anbefalinger, og det er klart, at af de muligheder, de beskriver, skal kun de medtages, der allerede er udbredt i Europa. Et væsentligt led i udformningen af standarder er tillige, at ethvert krav skal ledsages af en målemetode til dets verificering. Målemetoder indgår ikke i de nævnte CCITT Rekommendationer. EPI90, rev Side 10

11 Nationale regler Udlejning af faste ledninger i telenettet er ikke noget nyt begreb, og alle lande har fastlagt bestemmelser for de terminaler, der må kobles til de faste ledninger. I Danmark findes bestemmelserne for kobling til analoge ledninger i Publikation 12/90 fra Telestyrelsen. Publikation 12/90 indeholder det gamle cirkulære 12A af februar Bestemmelser for kobling til digitale lejede ledninger i Danmark findes kun i udkast, men det har ikke forhindret brugen af dem. Det er typisk for alle lande, at bestemmelserne kun gælder terminalerne. Kvaliteten af ledningerne er der gjort meget mindre ud af. Med de danske teleadministrationer som en undtagelse. De angiver hyppigheden af bitfejl i digitale APLer (KTAS-net siger i sit produktkatalog mindre end 1 pr. million bit for 64 kbit/s og mindre end 1 pr. 10 millioner bit for 2 Mbit/s), de har allerede i 1979 udgivet interne retningslinier for analoge ledningers kvalitet, og de har forberedt et cirkulære 12D med specifikationer af transmissionen over analoge APLer i de tre kvaliteter, man kan få leveret, lokal, normal og særlig, hvor de to sidste svarer til OPN-LL direktivets kvaliteter. Kvalitetskrav til APLer Fig. 1 viser området for standardiseringen. Det første punkt er kvalitetskravet til APLens transmission. For analoge APLer siger direktivet, at der skal henvises til CCITT Rekommendationerne M.1020, M.1025 og M Formålet er, at der ikke i de standarder, som nu forberedes i ETSI, skal være andet og mere end det, der allerede er stillet krav om i internationale standarder. Det vil dog være nødvendigt med nogle tilføjelser om total dæmpning og enkelte andre ting. Mht. digitale APLer henviser direktivet til CCITT Rekommendationer i G.800 serien. De foreskriver præcisionen af bithastigheden og af små variationer i denne, og hyppigheden af bitfejl. Direktivet kræver løbende kontrol af kvaliteten, men det kan ikke gøres for de analoge APLer og de to første typer digitale i listen ovenfor. Det skyldes, at hele kapaciteten i forbindelsen er stillet til rådighed for brugeren. Kun den sidste digitale APL, 2048 kbit/s struktureret, indeholder ekstra bit for en løbende kvalitetsovervågning. Denne type APL, med mulighed for konstant overvågning under driften, var ikke med i det oprindelige forslag til direktivet. Den kom først ind efter diskussioner i den komité i ETSI, som har ansvaret for ONP-LL standarderne. Detaljer findes i den Draft ETR, der blev udarbejdet under komitéen som basis for standarderne om APLer. Grænseflader til APLer Udover at levere forbindelser med en given kvalitet skal teleadministrationerne levere adgangen til APLen via en standardiseret grænseflade (eller interface). Det betyder, at det stik eller lignende, som en terminal sluttes til, skal have en ensartet udførelse i hele EF. Også her findes flere detaljer i den Draft ETR, der blev udarbejdet som basis for standarderne om APLer. EPI90, rev Side 11

12 Tilslutningskrav til terminaler for APLer Disse krav skal være de færrest mulige, i overensstemmelse med EFs såkaldte terminaldirektiv. Det foreskriver, at kun væsentlige betingelser må tages med, og de vedrører: telenettets driftsikkerhed samarbejde med andre tjenester databeskyttelse (persondata) personsikkerhed sikkerhed mod forstyrrelser af eller fra andet udstyr Samarbejde med andre tjenester og databeskyttelse kommer ikke ind i standarderne for APLer. De skal levere en given transmissionskapacitet med en given kvalitet, og en eventuel overvågning må kun sikre dette. Om indholdet må overføres legalt, falder udenfor standardens område. De to sidste punkter er dækket af lavvolts og EMC direktiverne, så dem skal ONP-LL standarderne heller ikke tage hensyn til. Det betyder, at der kun er kravet om telenettets driftsikkerhed tilbage, altså begrænsninger i signalstyrken, så andre kredsløb ikke forstyrres, og tilsvarende krav. Også her findes flere detaljer i den Draft ETR, der blev udarbejdet som basis for standarderne om APLer. PT9V Forslaget til direktiv var klar i foråret 1991, og samtidig bad kommissionen ETSI lave en plan for standardiseringsarbejdet. Dette blev overdraget til et project team, PT9V, under ETSIs sub-technical committee BT2, der beskæftiger sig med komplekse brugerinstallationer. Forfatteren var medlem af dette team. I begyndelsen af oktober var arbejdet så langt, at man kunne vurdere omfanget af det egentlige arbejde med at skrive standarderne. Derfor kunne ETSI vedtage dette næste skridt og indkalde kandidater til det project team, PT22V, der skal gøre arbejdet i løbet af ONP-LLs videre skæbne De første APLer skal ifølge direktivet kunne leveres i januar 1993, men der vil ikke være nogen standard klar så tidligt. Det skyldes, at når standarden er klar fra project team og BT2, skal den godkendes i technical committee BT, før den kan gå til offentlig høring fra ETSI og derefter til afstemning. Det er nødvendigvis en langsom proces, hvor der går ca. 1 år fra godkendelse af en standard i BT eller en anden tilsvarende technical committee til dens udgivelse. Nok så interessant er måske de næste områder for standardisering af APLer under ONP-LL. Af forbindelsestyper havde kommissionen allerede lagt op til højhastighedsforbindelser ved 34 og 140 Mbit/s. Det kan dog ikke nås at få dem med i første omgang. Når de kommer med, vil forbindelser i det synkrone digitale hierarki, SDH, nok også komme med. Fra PT9Vs side er der foreslået, at n*64 kbit/s forbindelser med n = 2 til 30 skal ind under ONP-LL, da disse forbindelser er af stor interesse for PABCer. Sammenligning med danske APL typer KTAS-net udbyder i slutningen af 1991 følgende typer APL for punkt-til-punkt forbindelser uden yderligere signalering: 2 og 4 tråds analoge i lokal kvalitet. EPI90, rev Side 12

13 2 og 4 tråds analoge i normal kvalitet. 2 og 4 tråds analoge i særlig kvalitet. 4 tråds analoge i radiofoni kvalitet. 64 kbit/s digitale med V.35 eller V.36 grænseflade kbit/s digitale strukturerede med G.703 grænseflade. Lokal kvalitet, for jævnstrøm til 15 khz, udbydes kun indenfor det samme centralområde og er uinteressante i ONP-LL sammenhæng. De to næste typer svarer til ONP-LL direktivets APL typer. Her er der nok højst tale om justering af deres egenskaber på enkelte punkter, for at de danske typer svarer til de nye standarder. Radiofoni kvalitet tillader transmission af 40 Hz til 15 khz. Det falder udenfor ONP-LL direktivets APL typer. 64 kbit/s digitale APLer skal kunne leveres med en anden grænseflade end i dag kbit/s digitale APLer skal leveres som i dag. Desuden skal man igen kunne leje en 2048 kbit/s APL, hvor man har adgang til vilkårlig brug af alle bit. Andre direktiver om ONP Som nævnt er APLer kun det første område, hvor telenettet skal åbnes ifølge ONP reglerne. Tidligt i 1992 ventes en plan klar for anvendelsen af disse regler indenfor ISDN (det tjenesteintegrerede netværk), og senere kan der også ventes direktiver for levering af IN (intelligente netværkstjenester, såsom service 900, sekretærtjenester, faxdistribution og voice-response tjenester) under ONP reglerne. Det betyder for brugerne, at de anvendelser af telenettet, som hidtil har været under monopolet, åbnes for andre tjenesteudbydere. Der vil komme konkurrence på teletjenesterne, og så vil det vise sig, om monopolets takster for fx notering er for høje, eller om de er høje, fordi de udføres af levende telefonister. Og om teleadministrationerne eller andre kan strikke tilsvarende tjenester sammen bare med brug af teknik og dermed billigere - og stadigvæk finde kunder til dem! Arbejdet med forberedelsen af ONP-standarderne faldt i tre dele. Et kort møde i Sophia i slutningen af juni, 14 dage i slutningen af juli og det meste af september og oktober. Selvfølgelig benyttede jeg muligheden for at have familien på ferie i en uge af den sidste periode. Jeg havde gennem ETSI lejet en ferielejlighed midt mellem Antibes og St. Juan-les-Pins, og den var godt nok lille, da vi boede fire mennesker i den. Denne gang fløj familien derned med charterfly. Igen havde jeg reserveret nogle af mine fridage til ferieugen, og vi var på gode udflugter, bla. med tog til Monaco, hvor Oceanmuseet, den botaniske have og grotterne gjorde indtryk. Mens vagtparaden nærmest var latterlig for os, der er vant til Livgarden og Tivoligarden. Vor ældste datter nåede også at blive smidt ud af Domkirken, hendes shorts var for korte! Jeg havde lejet bil lige som året før, men denne gang kun en Peugeot 205. Den viste sig nu at være rummelig nok, til at vi alle fire med vor bagage kunne være i den på vejen til lufthavnen den sidste dag. Billig husleje og billeje. Alt i alt tror jeg Fischer og Lorenz tjente på at stille mig til rådighed for PT9V. Måske så meget at det kompenserede for tabet på min del i PT26! EPI90, rev Side 13

14 Siemens HICOM Tidligt i 1992 kaldte Erik Andreasen mig ind til sig og gav mig en yderst hemmelig opgave: Jeg skulle være projektleder på en vurdering af, om Siemens HICOM skulle på KTAS Erhvervs program som et alternativ indenfor store PABC er til Ericssons MD 110. Der var ansat en ingeniør til detaljerne, som Tage Fox Maule også blev koblet på. Den ingeniør, Torben Andersen, var så hemmelig, at han ikke havde kontor hos Erhverv men hos Siemens. Vi tre var til møder og på kursus i München, og en central kom til Danmark og blev installeret ved siden af Lyngby central. Den kastede de to andre sig over. Samtidig blev flere andre trukket ind i arbejdet med salgsforberedelser og salgsmuligheder. Specielt var forhandlingerne om priser hårde, Siemens kunne ikke rigtig forstå, at vi ville have en pris, så en central uden særlige frynser kunne konkurrere med MD 110. Hvis vi kun solgte den med alle de specielle frynser, måtte man kunne få en helt anden pris for den! Men så ville markedet også være meget lille. I efteråret blev det besluttet, at KTAS Erhverv og Jydsk Telefon Erhverv skulle fusioneres under den tidligere direktør for JT Erhverv, Søren Jensen. De to selskaber havde startet en priskrig på hinandens markeder, der var ødelæggende for Tele Danmarks indtjening. Det afgørende hug kom, da en ordre på centraler til statsadministrationen gik til JT s Meridian PABC er til bundpriser. Det medførte selvfølgelig en revurdering af udbudet af PABC er. Den førte til, at Tele Danmark Erhverv markedsførte de to systemer, de allerede havde på programmet, mens Siemens fik besked på, at arbejdet med HICOM stoppede. Liberaliseringen var allerede et par år gammel, og Siemens gik da også på markedet direkte. Formodentlig har de så lært, at priser i Danmark er meget lave i forhold til mange andre steder, og at ingen vil betale store penge for en PABC i dens grundudgave. Her betød den tekniske udvikling og konkurrencen en klemme på alle leverandører. Fra en pris i 1980 på ca kr pr. lokalnummer (som leverandørerne ikke spandt guld på) via ca kr pr lokalnummer sidst i 80-erne til ca kr pr. lokalnummer midt i 90-erne, samtidig med, at der var en stadig større individuel tilpasning af systemerne. Det hang ikke rigtig sammen, men det var hvad leverandørerne, herunder Tele Danmark Erhverv, måtte leve med! N4H-gruppen I 1992 blev N4H-gruppen startet, med Knud Solholt fra Jydsk Telefon som formand. Han var også dansk repræsentant i ETSI s komité TE5. Den stod for ETS eller NET 4, reglerne for terminaler på det analoge koblede telefonnet (eller PSTN, Public Switched Telephone Network). NET 4 fra 1991 var et katalog over de forskellige regler i Europa (nationale afvigelser var OK dengang, de blev først fjernet da man gik over til TBR er, Technical Basis for Regulation), og TE5 havde kastet sig over et projekt, der gik ud på at harmonisere disse regler. Det var naturligvis, fordi jeg havde været med i ETSI s PT26, NET 4 editing group, i efteråret 1990, at jeg kom med i N4Hgruppen. N4H-gruppen skulle behandle oplæggene fra TE5 med danske øjne. Navnet stod naturligvis for NET 4 Harmonisering. Disse oplæg kom først ind på hvilke krav til terminalerne, der kunne harmoniseres, derefter på hvad de harmoniserede værdier skulle være. Vi kunne tage det meste af den europæiske diskussion roligt. Den overlod vi til de store netoperatører og lagde gennem gruppens diskussioner via Solholt kun af og til en hånd på roret. Et af de væsentlige spørgsmål var, om sløjfemodstanden kunne harmoniseres? Sløjfemodstanden er den modstand en afløftet terminal præsenterer mod nettet, så det opfatter terminalen som optaget. EPI90, rev Side 14

15 I Danmark var kravet i NET 4, at der under 16 ma sløjfestrøm højst måtte være 6,4 V over terminalens klemmer, over 16 ma måtte terminalens jævnstrømsmodstand højst være 400 Ω. Denne værdi eller en lavere kunne godt harmoniseres set fra vort synspunkt; det ville ganske vist være en stramning i forhold til, hvad der var nødvendigt i Danmark, hvis den blev nedsat til 300 Ω, men hvis det var en fælleseuropæisk værdi, ville der ikke blive problemer med at få terminaler, der opfyldte kravet. Men hvad der absolut ikke kunne harmoniseres, var det franske krav om, at en terminal skulle begrænse sløjfestrømmen til højst 60 ma. Selv hævdede de, at kravet skyldtes, at fødekredsene i centralerne ville gå i mætning og levere dårligere transmission, hvis strømmen var større. Alle andre fandt, at det var et problem, som centralerne selv klarede, at lægge ansvaret på terminalerne kunne vi kun se som en teknisk handelshindring. Diskussionen i ETSI fortsatte længe efter, at gruppen var ændret til N4G-gruppen med den opgave at revidere de danske dele af NET 4. Først i november 1994 udkom ETR 075 med resultatet af ETSI s harmoniseringsbestræbelser. DECT-gruppen En anden gruppe, som jeg var med i fra 1992, var DECT-gruppen. DECT står for Digital European Cordless Telephony. Det er en teknik til at kunne have mange radioforbundne brugere i hver sit net indenfor hver kvadratkilometer. DECT er ikke et selvstændigt net ligesom mobilnettene, men hvert DECT-system arbejder under sin central eller net af centraler i fastnettet. Det var altså fx en løsning for ejeren af en PABC til at give lokalnumrene lokal bevægelsesfrihed, uden gener af at naboen også brugte systemet til at give sine lokalnumre fri. Trådløse hjemmetelefoner blev også udbredte. LME havde været pioner på dette område og havde udviklet og haft i prøvedrift adskillige systemer efter de samme principper, men ved frekvenser omkring 900 Mhz. Nu var standarderne så langt, at der var reserveret et område omkring 1900 Mhz til DECT, ligesom de fleste protokolspørgsmål var afklaret. LME kunne levere produkter ifølge seneste version af standarderne, og de danske teleadministrationer var interesserede i at afprøve dem i forskellige anvendelser. Der blev truffet aftale om levering af udstyr til 4 forsøg, et hos hver administration. Jydsk Telefon satte det op under en abonnentcentral i Aalborg, som et alternativ til kobberparrene i accesnettet. Tele Sønderjylland satte det op under PABC er i Padborg for at give lokal mobilitet til speditionsfirmaernes folk. Fyns Telefon satte det op under PABC en i sit hovedkontor for at give mobilitet til de ansatte. Det samme gjorde KTAS Erhverv, mens det egentlige forsøg på Sjælland var opsætningen af systemet i Slotsarkaderne i Hillerød. Her skulle DECT-telefonerne virke som parallelapparater til de bestående under den offentlige central, så kunderne kunne have deres telefon med, når de gik i byen. DECT-gruppen tilrettelagde forsøget og skulle vurdere resultatet. Det blev også sat i gang, men senere døde gruppen ud pga. ændringerne i Tele Danmarks organisation (fx nedlæggelsen af KTAS Erhverv). Det er i øvrigt mit indtryk, at der aldrig rigtig var kunder til den anvendelse af DECT, som blev afprøvet i Hillerød. Måske fordi de fleste helst ikke ville kunne kaldes på deres telefon, når de var væk fra kontoret, mens resten anvendte en egentlig mobiltelefon, hvis anvendelse ikke var lokaliseret til Slotsarkaderne! Øberg går fra KTAS Erhverv Allerede før fusionen af de to erhvervsselskaber havde krigen mellem dem ført til kraftige diskussioner internt i selskaberne. Det førte til, at Øberg forlod KTAS Erhverv. Flere år senere, da EPI90, rev Side 15

16 jeg traf ham i Horsens, sagde han, at det var en uenighed om, hvad KTAS Erhverv skulle gøre, mellem ham og bestyrelsesformanden, KTAS s administrerende direktør Jørgen Lindegaard, der førte til, at han selv sagde sit job op. Han var nu ikke uden job længe. Han fortalte at han blev ringet op af direktøren for Alcatel Kirk med tilbuddet om at afløse ham. Det passede bedre for Kirks direktør at skifte til stillingen som direktør for S. C. Sørensen i Randers (det var vist et familiefirma). Så Øberg blev ansat i den stilling og rejste frem og tilbage mellem Ballerup og Horsens, indtil Alcatels virksomhed i Horsens var nedlagt. Deres produktion af PABC er kunne ikke mere konkurrere med de store på markedet, derimod kunne Alcatel importere PABC er til det danske marked. Andre dele af produktionen kunne Alcatel heller ikke føre videre, men de blev overtaget af medarbejderne og ført videre under det gamle navn Kirk. Det var produktionen og videreudviklingen af transducere, dvs. telefon- og mikrofonkapsler til telefoner og mobiltelefoner. En stor eksportartikel fordi medarbejderne var eksperter på området. Og det var produktion og videreudvikling af telefon-apparater, der også blev solgt både i Danmark og i udlandet. Alcatel koncentrerede sig om produktion af rumfartselektronik i Ballerup og om salg af telemateriel fra udlandet. Selv forlod jeg også det fusionerede Tele Danmark Erhverv, men ikke på eget initiativ og væsentlig mindre dramatisk. Som det allerede var tilfældet i Jylland, skulle der på Sjælland ske en ændring, så små PABC er op til 40 ledninger skulle sælges af stamselskaberne KTAS og JTAS. En hel del medarbejdere blev derfor overført til KTAS, og jeg var en af dem (selv om jeg aldrig havde arbejdet med så små anlæg i Erhverv). Jeg kom til KTAS s Teledivision i foråret ETSI STC BTC2 Fra 1. januar 1992 skulle de af Erhvervs medarbejdere, som oprindelig havde tjenestemandsstillinger i KTAS, vælge, om de ville ansættes under overenskomst i Erhverv eller vende tilbage til store KTAS. En af de, der valgte at gå tilbage, var Niels Kristiansen, som var med i PABC-gruppen. Der måtte han så gå ud, og jeg foreslog - og fik vedtaget - at han blev afløst af en anden medarbejder fra EMT, Torben Paaske. Niels måtte også gå ud af arbejdet i ETSI STC BTC2 (eller BT2 som den hed dengang), hvor han deltog sammen med Jørgen Hess Kristensen, JT Erhverv (der var dansk kontaktperson). Jeg foreslog, at jeg afløste Niels, og det blev også godkendt. Det første møde, jeg deltog i, var i München i maj Derefter var det i Bath oktober 1992, i Sophia Antipolis i april 1993 og i Oslo i september München er Siemens s hjemby, og KTAS Erhverv havde jo startet diskussioner om indføring af HICOM med dem et par måneder tidligere. Det skulle holdes hemmeligt for vore konkurrenter i Jydsk Telefon Erhverv, så jeg måtte holde tand for tunge overfor Jørgen. Nå, det svarede meget godt til, hvad jeg var vant til fra Philips. Der var vi også altid yderst venlige overfor repræsentanter fra konkurrenterne, men var naturligvis tavse mht. firmaets planer. Og det var de andre også! Da jeg fik flybilletten, fik jeg også et telekort med et pålydende på DEM (tyske Mark) 5 fra Lufthansa med dansk tekst, der opfordrede til at bruge kortet under rejsen. Det gjorde jeg også. Men på vej til konferencestedet kom jeg forbi en butik på hjørnet af hovedbanegården, der skiltede med køb og salg af telekort. Det ville jeg jo prøve, og alt fra DEM 1 og opefter ville være en gevinst! Så da kortet var brugt op gik jeg ind om butikken. Kortet kom i en læser (så de kunne se restbeløbet og sikre sig, at det var et ægte telekort), mens jeg mumlede noget om, at et tysk telekort med dansk tekst måtte være en sjældenhed. Nå, de tilbød DEM 2, som jeg gladelig tog imod. EPI90, rev Side 16

17 Tysk Telekom, som havde arrangeret mødet, inviterede alle deltagerne på en aftentur til Garmisch- Partenkirschen, hvor vi spiste godt og nød optræden af lokale kræfter - og af nogle af vore egne deltagere, der bla. skulle vise, hvor mange kræfter de havde, ved at holde et fyldt ølglas ud i strakt arm længst. Mødet i Bath var inviteret af British Telecom. Selv benyttede jeg muligheden for at udsætte min hjemrejse til lørdag, så jeg også kunne være turist fredag eftermiddag. Bustur rundt i byen, de romerske bade, et besøg i katedralen med bla. en stor skuespillers gravskrift over en anden stor skuespiller, De Garrick s over James Quin, med de manende slutord: Whate er thy strength of body, force or thought; In nature s happiest mold however cast; To this complexion thou must come at last. Flere år senere faldt jeg over netop disse navne i bogen Røverne i Skotland. Men i 1992 havde jeg meget apropos lånt bogen Sarum på biblioteket, en bog, der handlede om Salisbury fra istiden til vore dage. Den by og Stonehenge ligger ikke langt fra Bath, og byen Bath optræder i bogen, netop på den tid hvor de romerske bade bliver bygget. Ved mødet i Oslo havde jeg Jytte med. Vi tog en lille ferie, først et par dage i skærgården nord for Göteborg, og så efter mødet igen en fredag eftermiddag som turister (foruden at Jytte kunne være turist hver dag under mødet). Der var stor repræsentation fra Tele Danmark ved mødet, vi var fire i alt bla. Bent Qvist fra KTAS Tele ligesom mig. Grunden var, at det var nu de sidste punkter i standarderne for analoge faste kredsløb skulle slås fast. Fredag nåede Jytte og jeg to ture i Nordmarka, først med en bane til en sø med en dejlig tur rundt om, så med en anden bane op til Frognersæteren. Igen en lang vandretur og så varm chokolade i restauranten med udsigt ned over Oslo, hvor vi kunne se Københavnerbåden sejle ud. Forår 1993, Rouban-gruppen Ved mødet i BTC2 i april 1993 blev jeg formand for en lille under-under-gruppe. BTC2 havde travlt med standarder for faste kredsløb, det arbejde jeg havde været med til at lægge planerne for i efteråret Selve arbejdet blev udført i PT 22V, hvorefter det blev diskuteret i WP (Working Party) F i BTC2. Jeg deltog ellers i WP A om transmission. Men jeg må have blandet mig for meget i diskussionen af WP F s resultater på plenarmøderne. I hvert fald blev krav til en terminal på analoge faste kredsløb, mht. hvor meget effekt den måtte sende ud udenfor talebåndet, drøftet indgående på mødet i Sophia Antipolis. Problemet var, at mens kravene til forbindelsen, som teleselskaberne skulle opfylde, var ret omfattende, for at kunderne kunne få en forbindelse af en vis kvalitet (mht. dæmpning, forvrængning, forsinkelse, støj etc.), så var kravene til terminalerne styret af Terminaldirektivet. Det lister 7 væsentlige krav, som en terminal skal opfylde, nemlig: 1) brugersikkerhed, 2) personsikkerhed for teleselskabets personale, 3) EMC (ingen forstyrrelse til og fra andre apparater), 4) ingen skade på nettet, 5) fornuftig brug af radiofrekvenserne, 6) samarbejde med nettet for at opbygge, holde, nedkoble mv. forbindelser og 7) samarbejde med andre terminaler via nettet i berettigede tilfælde. Kravene 1), 2) og 3) opfyldes gennem at opfylde andre standarder. 5), 6) og 7) har ingen betydning for terminaler for faste kredsløb (ingen radioudsendelse, forbindelsen eksisterer og kan ikke ændres fra terminalen og 7) var dømt til kun at gælde taletransmission). Tilbage var altså kun 4), ingen skade på nettet, og hvad betød så det? Der var fanatikere ( liberalister ), der ville indskrænke det til at betyde fysisk skade, altså at fx en høj spænding fra en terminal kunne få et udstyr i nettet til at brænde sammen. Der blev dog enighed om, at det også betød, at en terminal ikke måtte udsende signaler, der kunne genere andre brugere af EPI90, rev Side 17

18 telenettet. Der stod vi i april Jeg havde lavet et oplæg, som sikrede, at de signaler, der blev sendt ud, ikke via krydstale (dvs. kobling til andre nærliggende par i kablet) kunne genere andre. Det var imidlertid ikke nok. Ved mødet blev det af bla. British Telecom s repræsentanter fremhævet, at transmissionssystemerne, hvor forbindelserne blev multiplekset på en fælles ledning, ikke isolerede de forskellige kanaler fuldstændig fra hinanden. På et bærefrekvenssystem ligger kanalerne ved siden af hinanden lige som radiostationerne i æteren. Hvis en kanal sender for meget på nabokanalens frekvens, vil dette signal forstyrre nabokanalen. Filtrene for hver kanal var ikke ideelle, dels var det et prisspørgsmål, dels et teknisk, idet jo skarpere et filter skærer uvedkommende frekvenser af, jo mere forvrænger filteret de af signalets frekvenser, der ligger yderligt. Det var et helt berettiget synspunkt. Diskussionen førte til, at BTC2-formanden, John Horrocks fra England, foreslog en gruppe nedsat til at komme med et forslag til krav til WP F s møde i juli, og han spurgte mig på mødet, om jeg ville være formand? Der var en lang pause. Jo, jeg ville gerne, men jeg var nylig kommet til KTAS Tele (da KTAS Erhverv og JT Erhverv som nævnt blev fusioneret til Tele Danmark Erhverv og små PABC er blev overført til KTAS Tele), og jeg havde fornemmet, hvordan man der stillede sig til ETSI arbejdet. Så det var klart, at formandsjobbet måtte udføres uden rejser. Desuden var der kun kort tid. Så tankerne kværnede, men jeg så en metode og accepterede. Jeg samlede navne og faxnumre på de interesserede BTC2-medlemmer. Straks efter at være kommet hjem beskrev jeg mine ideer i en fax til de interesserede. Samtidig døbte jeg gruppen Rouban-gruppen, for Requirements to OUt-BAnd Noise. Ideerne var, at jeg d. 1. maj, 1. juni og 1. juli ville faxe mit forslag så langt det var kommet, hvorefter de interesserede kunne faxe til mig d. 15. i hver måned med deres kommentarer. Så efterlyste jeg forslag nu i maj, ville levere et foreløbigt forslag til tekst i juni og et endeligt forslag i juli. Der ville netop være tid til at få ja eller nej til dette inden WP F s møde sidst i juli. Som sagt så gjort. Der kom et godt forslag fra Holland, og det blev omformuleret til ETSI s standardformat. Der var nogle bemærkninger, men intet omvæltende i juni, så det var faktisk dette forslag, der gik ud som det endelige i juli. Og det blev vedtaget enstemmigt (der var i hvert fald ingen af de interesserede, der havde indvendinger til ændringer fra 1. juni til 1. juli). British Telecom skrev endda, at de var meget tilfredse og kunne gå 100 % ind for forslaget. Det gik så også glat igennem WP F mødet, bortset fra et par mindre justeringer. En af dem var, at L. M. Ericsson ret sent havde gjort opmærksom på, at den impedans, effekten blev målt over, ikke var den rigtige ved frekvenser over talebåndet. Det havde jeg givet dem ret i i en kommentar til det endelige forslag, og ændringen blev indført. Problemet var at man i talebåndet lader, som om der er en fast impedans, svarende til impedansen ved 1020 Hz, over hele båndet, selv om impedansen ændrer sig med frekvensen. Når man kommer udenfor talebåndet og som her helt op til frekvenser på 1 Mhz, bliver impedansen imidlertid alt for forskellig fra impedansen ved 1020 Hz, til at man kan fortsætte med dette. Rouban-gruppens resultat blev inkluderet i kravene til terminaler for analoge faste kredsløb ifølge ONP-LL direktivet, i TBR 15 og TBR 17. Det er mit indtryk, at meget standardarbejde kunne afløses af kontakt via fax eller elektronisk post, som det blev gjort i Rouban-gruppen, når først man har mødt hinanden og lært de andre at kende. Det er også mit indtryk, at man i stadig højere grad arbejder på denne måde, så de sjældne møder er godt forberedt ved at alle deltagerne er fuldt orienterede om alle synspunkter i forvejen. EPI90, rev Side 18

19 N4G-gruppen I 1993 fortsatte arbejdet med NET 4 i N4G-gruppen. Opgaven var nu at revidere den danske del af NET 4 (eller ETS ) til en ny udgave af standarden. I den første udgave var PABC er undtaget, og der var en henvisning til nationale bestemmelser for dem. Den passus skulle fjernes, men bestemmelserne var på flere punkter forskellige fra bestemmelserne i de tekniske bestemmelser for PABC er. PABC-gruppen var iøvrigt selv i gang med at revidere del 3 af disse tekniske bestemmelser, og jeg var redaktør på opgaven. Vi blev klar et par måneder før N4G-gruppen var klar, og derfor bestemte Telestyrelsen, at der ikke ville blive udgivet en ny udgave af del 3. Man kunne vente på NET 4. Alle de anstrengelser for ingenting, men selvfølgelig var arbejdet værdifuldt for arbejdet i N4Ggruppen. Et af de store stridspunkter i gruppen var terminalens lækmodstand mod jord. Cirkulære 2 angav, at abonnentinstallationen måtte have minimum 10 MΩ fra hver tråd til jord. Den oprindelige NET 4 krævede minimum 100 MΩ fra hver tråd til jord for at få godkendt en terminal. Det havde vi tidligt set i PABC-gruppen ville være for lidt for en PABC, når den skulle måle polariteten på trådene. Den ville kræve minimum 10 MΩ, og da man ikke kunne se bort fra, at der kunne være flere terminaler i parallel i netstikket (nettermineringspunktet, NTP), måtte Cirkulære 2 tillade en tilsvarende mindre lækmodstand. I sammenligning med at der var krævet minimum 100 kω fra hver tråd til jord i kablet eller 100 gange mindre end krævet af abonnentinstallationen i Cirkulære 2, var der nok at tage af. Allerede i 1989 havde vi bragt dette punkt op for teleadministrationernes tekniske komité TK og fået accept på, at kravet i Cirkulære 2 skulle ændres til minimum 3 MΩ fra hver tråd til jord for hele abonnentinstallationen. Det var et tal, som vi PABC-folk trak frem gang på gang i diskussionerne i N4G-gruppen. For det var jo vort udgangspunkt for at kræve tallet i NET 4 ændret fra 100 MΩ til 10 MΩ, for at NET 4 også kunne gælde PABC er. Det lykkedes ikke helt. Den reviderede tekst måler lækmodstand mellem kortsluttede linieklemmer og jord, altså i værste fald halvt så meget som der må være fra hver klemme til jord, og denne værdi blev generelt sat til 10 MΩ. Dog en betydelig nedsættelse i forhold til førsteudgaven, hvor samme værdi ville være 50 MΩ. Men hvad der gjorde teksten acceptabel var, at der kom en undtagelse for PABC er, der måtte have en lækmodstand mellem de kortsluttede klemmer og jord på 5 MΩ. Det medførte selvfølgelig også, at der måtte indføres en definition af, hvad en PABC er i NET 4. NET 4 indeholdt allerede bestemmelser for serieforbundne terminaler, defineret som terminaler med én port mod nettet og én port mod en NET 4 terminal, hvor terminalen på den anden port udelukkende strømfødes fra den første. Vi filede meget på definitionen af en PABC og fik indført, at det var alle andre terminaler med de to slags porte, altså hvis der kun var to porte var det et krav, at terminalen på den anden port (i det mindste delvis) blev fødet lokalt, og hvis der var flere end to porte var det pr. definition altid en PABC! Arbejdet blev gjort færdigt i slutningen af 1993, så det kunne notificeres i EF og kunne sendes til ETSI. Det kom dog ikke med i udgaven i april 1994 af NET 4. Først i 1995 kom det med, og Telestyrelsen udgav en dansk udgave af NET 4 i august 1995, der kun indeholder den fælles tekst med de danske værdier og de særlige danske tekster, som fx definitionen på en PABC. EPI90, rev Side 19

20 PANT-gruppen I 1994 blev jeg involveret i en gruppe, der skulle lave en indkøbsspecifikation for en NT, Netværks Terminal, for ISDN PRA, dvs. den enhed som Tele Danmark sætter op hos en kunde til levering af grænsefladen mod en 30 kanalers ISDN forbindelse på en 2 Mbit/s ledning. Den skulle naturligvis baseres på ETSI standarder, og der var standarder både for den digitale ledning og forhold som behandling af fejl på den, og for selve T-grænsefladen, som er overgang til kundens eget udstyr. Gruppen var nedsat af IU-A, Tele Danmarks overordnede Infrastruktur Udvalg, Access. Men som altid var der optioner, valgmuligheder, i standarderne, og vor opgave var at vælge hvilke af disse, der skulle gælde for de NT er, Tele Danmark ville købe. Gruppens formand var Ole Philbert fra Jydsk Telefon. Desuden deltog Erik Bisgaard og Poul Erik Pedersen fra JT og Otto Kimer og jeg selv fra KTAS. Meningen med en sådan specifikation er naturligvis at skabe fælles regler for, hvordan udstyr skal opføre sig, så vi ikke ville være bundet til kun at anvende NT er fra LME under centraler fra LME, hhv. fra Siemens under de centraler, de havde leveret. Det skulle også være muligt at købe NT er fra en helt tredje leverandør og bruge dem under begge typer centraler. Jo mere uafhængigt de forskellige netelementer kan købes, jo bedre priser kan Tele Danmark købe dem til! Vi holdt mange møder og diskuterede de mulige valg og deres konsekvenser. Jeg sagde med det samme, at den NT, vi nåede frem til, helst skulle kunne bruges også på kundelænker (dvs. 2 Mbit/s digitale ledninger med gammeldags telefoni) og på 2 Mbit/s strukturerede faste kredsløb, som vi skulle markedsføre som en del af forpligtelserne ifølge EF s direktiv om faste kredsløb (ONP-LL direktivet, hvor jeg havde været med til at planlægge det nødvendige standardiseringsarbejde i PT9V i efteråret 1991). Heldigvis passede de forskellige krav sammen, så dette kunne realiseres. Iøvrigt blev det mig, der samlede bidragene og formulerede dem i de nødvendige anvendelsesspecifikationer til ETSI standarderne. Der var tre specifikationer, for hhv. generelle forhold (miljø mv.), for T-grænsefladen og for den digitale ledning. Arbejdet var slut i januar 1994, og gruppen blev nedlagt et par måneder senere. I juli 1994 udgav Tele Danmark så deres tekniske specifikation TDK-TS med vore specifikationer. Jeg blev blandet ind i brugen af disse specifikationer senere. Poul Erik sendte mig compliance statements, dvs. bekræftelser af at kravene var overholdt, fra LME og Siemens, til vurdering. Jeg husker at Siemens ikke overholdt et af kravene, at NT mod kunden skulle give de to bit S a5 og S a6, som blev brugt på ledningen, værdien 1. Siemens havde valgt at levere bitværdien 0. Tilbage til ETSI specifikationen for T-grænsefladen: den krævede, at terminalen skulle ignorere disse bit, og dette krav havde vi taget med. Vi kunne derfor acceptere Siemens s valg (og hvis vi senere skulle have revideret specifikationen, måtte vi hellere fjerne vort krav om værdierne). Senere, da jeg var i Netområdet (efter at de gamle selskaber var nedlagt med udgangen af 1995), kom min chef, Martin Gregersen, med et datablad fra Fujitsu om sådan en NT. Jeg opfordrede ham til at bede Fujitsu om et compliance statement i henhold til TDK-TS som basis for eventuelle videre overvejelser. Om det blev til noget ved jeg ikke. Og i 1997 spurgte Poul Erik, om jeg stadigvæk havde filerne fra dengang? De var taget med i INFR, ISDN Functional Requirements, men disse skulle nu ændres til TDK-TS er, og så var det rart at have de oprindelige filer. Heldigvis havde jeg altid lavet en kopi af alle filer på floppy disk (som man brugte dengang) og havde taget dem med mig fra Erhverv via Tele til Netområdet, så jeg kunne gå tilbage trods skift af computer og dens styresystem og sende dem til ham. EPI90, rev Side 20