KAPITEL INTRODUKTION... 4

Transkript

1 KAPITEL INTRODUKTION... 4 Det evige forårs land... 4 I massakrernes kølvand... 5 I Stolls fodspor... 6 Motivation... 8 Problemformulering...10 Opbygning...10 Erfaringsdannelse...11 Erfaring, struktur og aktør...12 Erfaring og kontekst...14 Kildematerialet...15 Oral History og andre tilgange...16 EN BLODIG KRIG OG DENS HISTORIOGRAFI...18 Fanget i krydsild eller et fejlslagent oprør...18 Guds tid...21 På lynvisit til Ixil-området...22 Diskurser om krigen...25 Sprog eller klasse...27 Guerillaen, der blev væk...28 Fra Stoll til Stoll antropologisk forskning i ixil-området...29 KAPITEL HISTORIEN OM ET LILLE FOLK I GUATEMALAS HØJESTE BJERGE...32 Den spanske invasion af ixil-området...33 Modstandens mangfoldighed...34 Demokrati og guerillakrig...37 Guerillaens vugge ernes Nebaj...39 De fattiges guerillahær...40 Massakrernes tid...42 Den brændte jord...44 Flugten...45 De nye kolonialister...46 URNG...48 Ixil-mayaer dræber Ixil-mayaer

2 Livet i junglen...50 Freden kommer til Mellemamerika...51 KAPITEL ROSA OG VICTORIA...53 INSPIRATIONEN FRA FRITZ SCHÜTZE...54 ANALYSE AF LIVSHISTORISK INTERVIEW MED VICTORIA...58 Præsentation af Victoria...58 Interviewsituationen...59 Portræt af Victoria...60 Erfaringssammenhænge og dominerende processtrukturer Fattigdom, kønsdiskrimination og manglende skolegang Børnearbejde, diskrimination og flugt Studieliv Pablo Ceto Guerillaen Freden...69 Den samlede biografiske formning...69 ANALYSE AF LIVSHISTORISK INTERVIEW MED ROSA...71 Præsentation af Rosa...71 Interviewsituationen...71 Interviewets kronologi...72 Erfaringssammenhænge og dominerende processtrukturer Barndom Voksenliv før krigen Evangelisterne, maya-religion og den katolske kirke Krigserfaringer og livet som enke Guerillaen og hæren Freden...88 Den samlede biografiske formning...89 TESER OM FORHOLDET MELLEM KRIGSHISTORIE OG IXIL-BIOGRAFIER...90 KAPITEL STOLLS FREMSTILLING OG MINE KONKLUSIONER...94 ENGLISH SUMMERY...98 LITTERATURLISTE

3 KILDER Interviews (her kun medtaget dem, der medvirker direkte i specialet):

4 Kapitel 1 Introduktion Det evige forårs land Guatemala, som er et af de mellemamerikanske lande, har en stor befolkningsandel, som er efterkommere af mayaerne. De udgør over halvdelen af befolkningen 1. Den anden gruppe kaldes ladinoer og er efterkommere af spanierne og deres maya-elskerinder, koner og voldtægtsofre. Landet blev af en tysk rejsende engang i 1800-tallet kaldt det evige forårs land på grund af det fantastiske klima, der er i det bjerg- og vulkanrige land, hvor mange af byerne har en dagstemperatur på omkring 25 grader hele året. I 1987 udgav den amerikanske menneskerettighedsaktivist Jean Marie Simon en både smuk og uhyggelig fotobog med titlen Eternal Spring Eternal Tyrany. Denne titel fanger kontrasten mellem det smukke land, med de farverige og venlige mennesker og den massive undertrykkelse af mayaer og fattige ladinoer, som har kendetegnet landet i hvert fald siden spaniernes ankomst. I slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne oplevede Mellemamerika en vellykket revolution i Nicaragua og fejlslagne revolutionsforsøg i El Salvador og Guatemala. Fra april 1981 til april 1982 blev op mod mayaer og tusindvis af andre guatemaltekere dræbt at regeringshæren. 1. Dette er der enighed om blandt forskere. Men der er stor diskussion om, hvem man skal regne med til mayaer. Er man eksempelvis maya, hvis man ikke bærer nogen form for traditionel klædedragt og ej heller identificerer sig som maya? Denne diskussion er interessant i forbindelse med storbyer, hvor det at identificere sig selv som maya kan være problematisk eksempelvis i forhold til at få et arbejde. Men i et område som Ixil, hvor det store flertal er mayaer og stadig er bevidst om deres kulturelle rødder, giver det mere mening at tale om mayaer overfor ladinoer (mennesker af blandet herkomst). 4

5 Ixil-området ligger i den nordlige del af Guatemalas Quiché-provins. Området ligger i grænseområdet mellem Ixcáns junglelavland og det turistede sydlige Quiché med det berømte marked i Chichicastenango. I Ixil-området midt i landets højeste bjerge lever et lille folk på kun ca indbyggere, der taler deres eget sprog og har en kulturhistorie, der går mere end tusind år tilbage. Her blev, ifølge den FN-sponserede sandhedskommision, mellem og mennesker dræbt i begyndelsen af 1980erne. 2 Mens krigen i El Salvador blev dækket næsten dagligt i de vestlige medier, havde hæren ro til at myrde løs i Guatemala 3. I massakrernes kølvand I august 1982 ankom en amerikansk journalist David Stoll - til den idylliske lille by Nebaj. Det var få måneder efter det måske værste folkemord noget område i Latinamerika har oplevet siden den spanske invasion i Guerillabevægelsen EGP (Ejercito Guerillero de los Pobres) de fattiges guerillahær - og op mod halvdelen af ixilmayaerne var på flugt op i bjergene og Guatemala havde i snart et halvt år været ledet af den energiske og effektive diktator den evangelistiske prædikant og forhenværende general i landets hær Rios Mont. I den første måned af sin regeringstid var det næsten lykkedes hæren at nedkæmpe den venstreorienterede guerillabevægelse, som havde udbredt støtte blandt højlandets mayaer og dermed afslutte det blodigste kapitel i landets historie siden de spanske kolonisters hærgen næsten 500 år tidligere. David Stoll var dog ikke den eneste amerikaner, som besøgte Nebaj i Den amerikanske fotograf og advokat Jean-Marie Simon tog et mindeværdigt billede af en amerikansk militærrådgiver, som ragede et hoved op over alle andre, mens han skuede ud over en tvangssammenkaldt menneskemængede af ixil-mayaer fra trappen op til Nebajs kirke. Men Stolls formål med at besøge Nebaj var ikke at undersøge, hvilken rolle hans landsmænd spillede i denne del af Guatemala, ej heller at undersøge militærets massakrer 2 Comisión de esclarimiento historico (CEH), Se også Perera, Dette fik Manz (1988) til at give sin bog om Guatemala efter massakrerne titlen Refugees of a Hidden War. 5

6 på % af et helt folk, men derimod at undersøge den pludselige omvending fra katolicisme til evangelisme som ixil-mayaer i lighed med mange andre mayaer - havde gennemgået i kølvandet på hærens fremtrængen. 5 år senere udgav Stoll sin første længere artikel om evangeliseringen af ixil-mayaerne 4. Det gjorde han i antologien Harvest of violence i 1988, hvor han giver et helt andet billede af borgerkrigen end andre antropologer. Det var denne artikel, som for alvor gjorde mig interesseret i området. Den beskriver, hvordan EGP (de fattiges guerillahær) 5, manipulerede med befolkningen og fik dem til at tro på tomme løfter om beskyttelse og et bedre liv. Han sandsynliggør her, at befolkningen derfor indgik en strategisk alliance med hæren imod guerillaen. I Stolls fodspor Artiklen stillede et meget væsentligt spørgsmål: Er der en indbygget modsætning i Latinamerika mellem det traditionelle venstres tale om klassekamp rige mod fattige og væbnet revolution med undertrykkerne og så de oprindelige folks kamp for kulturel og fysisk overlevelse? Stolls artikels svar var et utvetydigt og tilsyneladende plausibelt ja. Jeg forestillede mig dog alligevel, at Stolls forskning kunne tilføjes nogle nuancer. Der skulle dog ikke mere end få ugers ophold i ixil-området til før jeg blev klar over, at det var mere end nuanceforskelle i Stolls fremstilling af erfaringsdannelsen blandt ixilmayaer og de fortællinger jeg kom til at lytte til. Under mit ophold i Guatemala i var David Stoll endnu engang med til at sætte dagsordenen i debatten om krigen, guerillaens rolle, mayaernes situation og antropologens opgave i den forbindelse. Det skete med bogen der bar den ironiske titel Rigoberta Menchú and the Story of all Poor Guatemalans (1999). 6 Han afslørede, at der var nogle urigtigheder i den historie om Quiché-mayakvinden Rigoberta Menchús liv 4 Evangelicals, Guerillas, and the Army: The Ixil Triangle Under Rios Montt i Harvest of violence, Intro til EGP 6 Titlen er en ironisk kommentar til Rigobertas præsentation af sin livshistorie: Men det vigtigste, og det vil jeg gerne understrege, er at jeg ikke er den eneste, som har levet det liv, for sådan har mange mennesker levet. Det er alles liv, alle fattige guatemaltekeres liv. Min historie fortæller om et helt folks virkelighed. (Burgos, 1992, p. 19) 6

7 som var blevet udgivet i kølvandet på hærens massakrer. Bogen kom på dansk til at hedde Jeg hedder Rigoberta et liv og en stemme fra Guatemala 7 Således var Rigobertas ene bror ifølge Stoll ikke blevet brændt levende af hæren for øjnene af hundredvis af ixilmayaer fra landsbyen Chajul, men blot blevet skudt og smidt i en massegrav. Rigoberta Menchús levende og barske skildringer af dette fattige liv som maya på landet i Guatemala, organiseringen i bondebevægelsen CUC og de befrielsesteologiske bevægelser, tilslutningen til guerillaen og flugten fra hærens massakrer, havde stor indflydelse på den internationale opinions syn på Guatemala. Fra begyndelsen af 1990erne blev bogen også flittigt læst i selve Guatemala. Grunden til udgivelsen af Stolls afslørende bog, var da heller ikke Rigobertas person, eller forkerte oplysninger om familiemedlemmers måde at dø på, men det magtfulde budskab Rigobertas fortælling gav. Et budskab som på væsentlige områder stod i modsætning til Stolls egen fremstilling af krigen i Between two Armies. Hans nye bog overraskede mange forskere, som havde beskæftiget sig med Guatemala i årevis, og de planlagde et modsvar, som de mente kunne nuancere mange af Stolls teser 8. Bogen kunne også ses som et indlæg i USAs interne Cultural Wars, som havde præget den amerikanske antropologiske debat siden Reagans dage 9. 7 Udkom først på fransk i 1983, derefter hurtigt på mange andre sprog. Den første danske udgave kom i Den bog udkom endeligt i 2001 under titlen The Rigoberta Menchú controversy, redigeret af den guatemaltekiske antropolog Arturo Arias. Han gav mig tilladelse til at læse de første udkast til artiklerne til denne antologi tilbage i Studenteroprøret i USA betød som i Danmark og flere andre vestlige land, at en del af de unge ønskede et opgør med traditionel forskning og undervisning. Kvinder og etniske minoriteter strømmede til universiteterne. Med dem kom krav om et andet indhold i undervisninger. Inden for fag som antropologi, litteratur og historie krævede studenterbevægelserne forandringer og fik dem i mange tilfælde. Afskaffelse af pensum, nye kvalitative metodiske tilgange i opposition med den kvantitativt betonede (se f.eks. Colby 1969) og positivisme-inspirerede tilgang, som også var udbredt indenfor humanvidenskaberne var nogle af kendetegnene ved udviklingen. Flere af indlægene i Arias 2001 er netop kritik af, hvad de opfatter som Stolls rigide insisteren på et journalistisk sandhedsbegreb indenfor en antropologisk videnskab, der har forståelse som ideal (Pratt, Taracena der citerer Carmack for forholdet mellem journalistisk sandhedsbegreb og antropologisk søgen efter forståelse i Arias 2001). Positiv særbehandling 7

8 Motivation Min motivation for at gå i Stolls fodspor var en stigende undren over forskellen mellem hvad Stoll tilsyneladende - med held havde gjort til mainstream blandt mange Guatemala-forskere og så det billede jeg havde af landets blodige historie, mayaernes situation og deres forhold til guerillaen og hæren. Ixil-området ligger mere en 200 kilometer og mindst 8 timers busrejse fra min base i Guatemala - Antigua - den koloniale hovedstad og nuværende hjemsted for forskningscenteret CIRMA, med en unik bogsamling og arkiv til studier af mayaernes historie, levevilkår og identitet. Alligevel gjorde den virkning Stolls teser havde på min nysgerrighed og det at Ixil-området var centrum for nogle af latinamerikansk histories værste myrderier kun 20 år tilbage i tiden, at jeg valgte ixil-området mere præcist den del af området som hører under den største by Nebaj som det sted, hvor mit feltarbejde skulle foregå. Min nysgerrighed efter at besøge ixil-området blev vakt tilbage i 1992, hvor jeg første gang var i Guatemala. Dengang havde jeg læst om de forfærdelige massakrer, modellandsbyerne, hvor de overlevende blev tvunget til at bo og ikke mindst om de selvbevidste ixil-mayaer, som trods alt holdt fast i deres kulturelle rødder. Den plan blev dog forpurret kun halvanden times bustur fra Nebaj, da min kæreste blev syg og vi i stedet begav os mod mere civiliserede egne. Allerede under min første uge i Nebaj i (affirmative action) og en enorm interesse for de undertrykte folk (the subalterns), som skyllede hen over landets fakulteter var andre kendetegn. Også det antropologiske fakultet på Stanford, hvor Stoll skrev sin Ph.d. En ny generation af forskere, der selv havde gjort erfaringerne med fra studenteroprøret trængte sig op igennem 1970erne på. Samtidig var det amerikanske højre på fremmarch igen efter Watergate-skandalen og Vietnamkrigen, der sluttede i 1975, gled i baggrunden til fordel for nye hændelser som gidseltagningen i Iran og ikke mindst revolutionen i samme land og i Nicaragua. Dette nye højre, som Ronald Reagan - the great communicator, som hans tilnavn hurtigt blev var galionsfigur for, havde et andet uddannelsespolitisk program. Væk med affirmative action, væk med de undertryktes litteratur og tilbage med pensum og vestlige filosofiske klassikere. Pensumlisterne kom op i gennem 1980erne igen. Kampen på fakulteter, som Stanfords antropologiske, stod nu ikke længere om pensum eller ej men om hvilket pensum. Rigoberta Menchú versus Goethe. Stanford var i disse år på mange måder et mikrocosmos på reaganismens offensiv og modreaktionen derpå. (Pratt 2001, i Arias) 8

9 januar 1999 blev jeg overbevist om, at det var et velvalgt område for mit feltarbejde. Så småt begyndte jeg at få større og større kontaktflader inden for mange forskellige miljøer i Nebaj og med mit møde med flere og flere ixil-mayaer voksede min tvivl om Stolls teser også. Jeg vendte tilbage til Mellemamerika i , hvor jeg boede i Nicaragua. Det blev min base for tre opfølgningsbesøg til Ixil-området. Disse besøg gav mig en mulighed for at nuancere nogle af mine teser og dermed inspiration til en total omarbejdelse af kapitlet med analysen af de to livshistoriske interviews. Samtidig fik mulighed for at følge endnu et dramatisk kapitel i landets historie. Mit første genbesøg var i januar 2003, hvor mord på politiske ledere blandt mayaer igen begyndte at høre til dagens orden. Jordløse bønder var som i slutningen af 1970erne i konflikt med jordejere. Jordbesættelser fandt sted flere steder i landet også i ixil-området. Jeg besøgte en stor gruppe jordbesættere i landsbyen Xonca, Nebaj. Rios Montts parti FRG var kommet til magten ved valget i Han var i begyndelsen af 1980erne den diktator, der var ansvarlig for nogle af de værste massakrer i latinamerikas historie. Men partiet og dets præsident Portillo var denne gang mere optaget af at skaffe rigdom end af at massakrere mayaer. Landet prægedes da også af noget nær normalitet i forhold til de tidligere regeringer siden midten af 1980erne det vil sige korruption, militæret der trækker i trådene og en vis grad af pluralistisk demokrati. Mit andet besøg var i november 2003, hvor jeg havde lejlighed til at følge valghandlingen både i hovedstaden og i ixil-området. Selveste den gamle diktator Rios Montt stillede op som præsidentkandidat, men led et forsmædeligt nederlag til modkandidaterne Berger og Colom. Sidstnævnte stillede i 1999 stillede op som kandidat for en alliance, hvor også guerillaens paraplyorganisation URNG deltog. I Nebaj og Chajul, hvor jeg opholdt mig under valget, var der stor frygt for vold. Alt blev dog relativt fredeligt bortset fra i Chajul, hvor nogle mennesker blev trampet ihjel på grund af dårlig organisering af valghandlingen. Mens FRG på landsplan led nederlag, vandt de borgmesterposten i Nebaj 9

10 selvom de ikke udgjorde nogen majoritet. Men borgerlisten, som tidligere havde haft et stort flertal i Nebaj havde fået et blakket ry på grund af koruptionsanklager og nye lister var kommet til ikke mindst Colums populistiske liste UNE, som på landsplan blev valgets nummer to. I maj 2004 havde jeg min kone og 5-årige datter med til Nebaj på ferie. Vi genså gamle venner fra Problemformulering Jeg forsøger i dette speciale at undersøge ixil-mayaernes kollektive erfaringsdannelse i forbindelse med krigen gennem en kritisk rekonstruktion af eksisterende beretninger om krigens historie og gennem en kvalitativ, detaljeret analyse af to kvinders erfaringsdannelse før, under og efter krigen inspireret af den tyske socialvidenskabeligt orienterede biografiforsker Fritz Schütze. Efter et nærmere blik på forskningen i krigens og ixil-områdets historie er analysen inddelt i 2 dele: 1. En historisk fremstilling af samspillet mellem ixil-folkets og krigens historie, som bygger på egne interviews, arkivstudier og forskeres arbejder på området. 2. Analyse af to livshistoriske interviews med to kvinder og en kort perspektivering, hvor jeg inddrager andre af de interviews jeg foretog i Opbygning Jeg har valgt en opbygning af specialet, som søger at gøre læsningen så problemløs som mulig, da jeg ikke antager, at læseren nødvendigvis har forkendskab til hverken Guatemala eller ixil-området. Derfor kommer det historiske afsnit før analysen af de biografiske, narrative interviews. Det muliggør, at de mange indforståede referencer til historiske begivenheder, der forekommer i analysen af de livshistoriske interviews, er kendte efter den historiske fremstilling. 10

11 Min egen teorigenerering har ellers ofte haft den modsatte retning af rækkefølgen i specialets kapitler. Min ide om hvilke historiske begivenheder og forhold, der er vigtige at have med i den historiske fremstilling og er ofte fremkommet ud fra analysen af interviewene. Dermed kommer min fremstilling til at adskille sig fra den grounded måde min teorigenerering er forrekommet; fra kvalitative analyser af enkeltinterviews, arkivstudier og observationer til dannelse af ideer om det store billede. Mit formål med at kombinere detaljerede analyser af to kvinders narrativer om deres liv den lille historie - med analysen af den store histoirie om ixil-mayaerne og krigen er en dobbelt imødegåelse af Stolls teser. Stolls egen fremstilling har præg af den store historie men uden mulighed for at få et indblik i, hvordan enkelte ixil-mayaer har fortalt og argumenteret. Jeg har følt det nødvendigt at gå et spadestik dybere end Stolls fremstilling af et folk, som taler med én stemme uden at læseren får mulighed for at høre denne stemme tale i mere end korte slagordsagtige sætninger ala; vi var fanget mellem to hære. Jeg har fundet det relevant med et forholdsvist grundigt kapitel omkring den eksisterende forskning i ixil-mayaer og krig på grund af specialets karakter af en revision af mange velkendte teser inden for forskning i Guatemalas mayaers historie. Specialet er opbygget som følger: Kapitel 1: Introduktionskapitel med en grundigt indføring i forskningen på området. Forskningen, some r beskrevet I dette historiografiske afsnit danner udgangspunkt for min undersøgelse og de spørgsmål jeg forsøger at svare på i dette speciale. Kapitel 2: Historiske fremstilling. Kapitel 3: Analyse af to livshistoriske interviews. Kapitel 4: Konklusion. Erfaringsdannelse Erfaringsdannelse er noget, der foregår inde i hovedet på enkelte individer, men som har kollektive implikationer og udspringer af interaktion mellem individ og omverden. Den individuelle erfaringsdannelse foregår i kollektive rammer. På den måde finder jeg det meningsfuldt at tale om kollektiv erfaringsdannelse. Man kan analysere kollektiv 11

12 erfaringsdannelse ud fra to opfattelser af, hvad kollektiv erfaring vil sige. Man kan opfatte det som, at en gruppe mennesker, uafhængigt af hinanden, erfarer det samme. Denne form for kollektiv erfaringsdannelse resulterer sandsynligvis ikke i kollektiv handlen. Hvis 20 enker uafhængigt af hinanden oplever voldsom ensomhed, fordi deres mænd er blevet slået ihjel af hæren og ingen tør omgås dem af frygt for også at blive stemplet som guerillaer og slået ihjel, så fører det ikke nødvendigvis til handling eller for den sags skyld til erkendelse af at være flere i samme situation. Hvis de 20 enker derimod mødes og oplever en følelse af at være en del af et vi og bearbejder erfaringerne sammen, så er der måske grundlag for en handlen. Dette speciale forholder sig til begge disse former for kollektiv erfaringsdannelse de 20 jeg-er og de 20 vi-er. I en kvalitativ analyse kan en person være udgangspunktet for en analyse kollektiv erfaringsdannelse. Her er det interessant også at se på interviewpersonens italesættelse af det (eller de) vi(er) hun ser sig som en del af. Erfaring, struktur og aktør Erfaringsbegrebet i dette speciale er inspireret af den amerikanske pædagog og filosof John Dewey og den tyske sociolog Oskar Negt. 10 Begge ser erfaring som en dialektisk proces 11 på to niveauer. For det første sker erfaringsdannelsen som en bearbejdelse af allerede udviklede psykiske strukturer (Illeris, 2000, p. 119). For det andet sker den i samspillet mellem individet og omgivelserne. Men der er en grundlæggende forskel mellem Deweys erfaringsbegreb og det, som er blevet udviklet i lande som (Vest)tyskland og Danmark fra 1970erne og frem til i dag. Dewey mente, at erfaringsdannelsen foregik som en vekselvirkning mellem individernes indvirkning på omgivelserne og omgivelsernes indvirkning på individerne. Dette opfatter forskere som 10 Det er Knud Illeris (2000), som i sin bog Læring aktuel læringsteori i spændingsfeltet mellem Piaget, Freud og Marx, opstiller Dewey som erfaringsteoretisk par. Den følgende diskussion om erfaring mellem struktur og aktør er blandt andet inspireret af hans kapitel om erfaring (p ). 11 I Offentlighet og erfaring (1974) citerer Negt og Kluge den tyske filosof Friedrich Hegel for, at erfaring er: Denne dialektiske bevægelse, som bevidstheden udøver på sig selv såvel som på sin viden om sin genstant, i den grad den nye sande genstand udspringer for den af dette (Hegel, 1970, p , citeret efter Illeris 2000, p.118) 12

13 tyskeren Peter Alheit (1995), Tomas W. Webb (1997), der er født i USA, men bor i Danmark og danskeren Henning Salling Olesen (1985) som for voluntaristisk. Webb mener ikke, at Dewey var tilstrækkeligt opmærksom på de kulturelle forhindringer for sociale forandringer, Salling-Olesen mener, at enkeltindivider erfarer gennem en socialt konstrueret bevidsthed, mens Alheit taler for, at det er en illusion, når vi tror, at vi selv kan lave om på vores tilværelse. Han mener, at mange mennesker lider af en biografisk illusion 12, som gør at de ikke ser strukturernes dominans over deres liv: Som biografiske subjekter har vi i høj grad opfattelsen af at være dem, der organiserer vores eget liv. (Alheit, 1995, p. 22) Underforstået, at det er vi ikke. Der er altså nogle samfundsmæssige strukturer, der gør, at mennesker ikke umiddelbart kan erfare eller for den sags skyld forandre - deres egen situation. Denne tankegang slog igennem i 1970erne sideløbende med, at mange venstreorienterede forskere grundede over problemet: Hvordan menneskerne generobrer deres rolle som samfundsmæssigt subjekt (Salling-Olesen, 1981, s.23, citeret efter Illeris, 2000, p.120). Dette var også spørgsmålet i hovedværket for 1970ernes erfaringsforskning, Negt og Kluges Offentlighet og erfaring (1974). Grundlæggende er jeg enig med dem, der hævder at erfaringsdannelse er underlagt nogle samfundsmæssige forhold, som er svære at erkende. Men det er vigtigt at være opmærksom på, at fokus på, hvilke strukturelle forhold, der gør samfundsmæssig forandring eller blot det at forholde sig til samfundet svær, er bedre til at forklare kontinuitet end historiske perioder med revolutionære forandringer. Forandring af verden og de mennesker der lever i den foregår i nogle perioder af historien som voldsomme brud med bestående tænkemåder og samfundsformer. Andre perioder er præget af mere 12 Et udtryk hentet fra den nyligt afdøde franske sociolog og filosof Pierre Bordieu, som dog har en anden pointe med at kalde sin artikel fra samme tidsskrift Den biografiske illusion. Han opfatter de biografiske, narrative interviews med stor skepsis blandt andet fordi interviewpersonen forsøger at skabe en årsag/virknings-fortælling (Bordieu, 1995) 13

14 kontinuitet. Mellemamerika var i årene omkring den nicaraguanske revolution i 1979 og revolutionsforsøgene i Guatemala og El Salvador et eksempel på en sådan opbrudstid. I forhold til oprindelige folk som mayaerne i Guatemala er spørgsmålet om, hvem der definerer om de er subjekter eller objekter reflekterende aktører eller i strukturernes vold meget vigtigt. Den inspiration jeg har fået fra Fritz Schütze arbejde se kapitel 3 har givet mig nogle redskaber til at søge at nuancere spørgsmålet om struktur-aktør. Et tidligere ledende medlem af EGP, historiker og nær ven af Rigoberta Menchú, Arturo Taracena 13, formulerer forholdet på denne måde: within Stolls system of logic, which has been a constant of US anthropology, indigenous peoples are infinitely manipulable, always under the influence of a modernity foreign to them. (Interview med Arturo Taracena fra El Periódico af Luis Aceituno, citeret efter Arias, 2001, p.91) Den forforståelse jeg mødte ixil-mayaerne med var, at de var aktører, som reflekteret handlede i forhold til deres omgivelser og konstant var med til at forandre disse. Samtidig valgte jeg fra begyndelsen at undlade at opstille et parameter for erfaringsdannelse. Groft sagt ønskede jeg ikke at fungere som dommer i forhold til om ixil-mayaernes erfaringer var udtryk for en erkendelse af deres situation, men derimod åbent søge at lytte og lære af dem også selvom deres virkelighedsopfattelse skulle vise sig at stå i modsætning til min. Erfaring og kontekst Denne kvalitative undersøgelse af kollektiv erfaringsdannelse går fra analysen af enkeltindividers erfaringsdannelse til at se på fællestræk i erfaringsdannelsen. Som nævnt foregår erfaringsdannelsen i en kollektiv, samfundsmæssig kontekst 14. Men denne 13 Det var ham, der introducerede Rigoberta Menchú til Elisabeth Burgos, som står som forfatter til Jeg Rigoberta (1985). Det var også ham, der koordinerede kampagnen for at give Rigoberta Menchú Nobels Fredspris i se Weber mf.l for en omfattende behandling af diskussion om erfaringsdannelsens samfundsmæssige forankring 14

15 kontekst giver ud fra mit kvalitative udgangspunkt ikke sig selv. Man kan efter min mening ikke have en kvalitativ tilgang til den individuelle erfaringsdannelse og så tage udgangspunkt i samfundsmæssige strukturer en ukompliceret og på forhånd kendt størrelse. 15 Derfor kræver en kvalitativ analyse af kollektiv erfaringsdannelse en analyse af den samfundsmæssige, historiske baggrund for erfaringsdannelsen og en analyse af individers erfaringsdannelse. Analysearbejdet kompliceres yderligere af, at det ikke er ligegyldigt, hvilken historisk kontekst der fremstilles. Man kunne sagtens forestille sig en historisk fremstilling af begivenheder, som i sig selv er i overensstemmelse med, hvad der faktisk hændte uden at nærme sig den sociale virkelighed som dannede baggrund for den kollektive erfaringsdannelse. 16. Kildematerialet Erfaring handler om noget vigtigt man har lært ud fra en refleksion over sit liv og sine oplevelser (erfaringer i daglig tale). Her er perspektivet den aktuelle livssituation. Historie har med noget, der er sket i fortiden - men har relevans for nutiden - at gøre. Kildematerialet i en historisk undersøgelse, der interesserer sig for erfaringsdannelse kan i nogle tilfælde være håndgribelige, skriftlige levnskilder. 17 Det gælder hvis man eksempelvis beskæftiger sig med vestlige sociale eller faglige bevægelser, hvor skriftlighed spiller en stor rolle. Det samme ville kunne være tilfældet, hvis denne undersøgelse havde haft erfaringsdannelsen i Guatemalas guerillabevægelser som 15 Denne tilgang som Focualt (1976) kalder magtanalytisk og som Flyvbjerg (1991) anvendte på en dansk kontekst har jeg sammen med 3 medstuderende grundigere redegjort for i forbindelse med et projekt på historie om lukningen af Sociologisk Universitet (Bollerup, Haslund, Christensen og Wiese, 1997). Foucaults magtanalytiske program som han formulerer det i Seksualitetens historie lyder således: Den analyse, der foretages ud fra magtbegreber bør ikke forudsætte oprindeligt givne størelser, som statens suverænitet, lovens former eller et herredømmes globale enhed; disse former er snarere blot magtens endepunkter (Focualt, 1976) 16 Et eksempel på hvordan den traditionelle begivenhedshistorie 16 omkring Guatemala, kan gå galt i byen, er vægtningen af de politiske partier i mange historiske fremstillinger. Således nævnes de politiske partier aldrig i de livshistoriske interviews jeg har foretaget. 17 Se eksempelvis Vester,

16 udgangspunkt. Men når man, som jeg, ønsker at beskæftige mig med et lille folk, hvor kun få kan læse og skrive og endnu færre gør det, må kildematerialet nødvendigvis have en anden karakter. Mens man i de ovennævnte eksempler kunne kombinere skriftlige kilder med interviews (hvor man sågar ville have mulighed for at sammenholde de skriftlige levnskilder med erindringer fortalt mange år senere, har man ikke samme mulighed i Ixil-området). Med mindre man som Colby (1969) vælger at beskæftige sig med en elitegruppe af ixil-mayaer. Oral History og andre tilgange Dette speciales tilgang grænser op til mange andre historiske tilgange eksempelvis socialhistorie, mentalitetshistorie, bevidsthedshistorie, erindringshistorie, mikrohistorie, etnohistorie, subaltern history og oral history. Tilgangen står i klar modsætning til politisk historie, hvor de store personligheder og nationerne er i centrum. Mange af de ovenfornævnte tilgange interesserer sig som denne undersøgelse for samspillet mellem individ og samfund. Men ofte er der en vægtning af interessefeltet, som gør at fokus bliver på enten individ eller samfund. Mentalitetshistorien kan bruges som eksempel. I franskmanden Laduries (1986) Montalliou. En fransk by præsenteres en sydfransk by, som var præget af katarer (kættere). Det rige kildemateriale inkvisitionens forhørsprotokoller giver historikeren lejlighed til at se hvor nuanceret billedet var i den sene middelalder. Folk fra samme familie er i tvivl om, hvad de skal tro, præsten i byen og hans elskerinde vejer biblens ord mod, hvad der virker bekvemt og mange af landsbyens individer viser en høj grad af refleksivitet. Alligevel opfatter Ladurie og andre historikere med ham, Montallious beboere som kollektiv-mennesker, der opfattede sig mere som en del af en husstand end som selvstændige personer. Med andre ord er nogle historiske tilgange så optagede af at finde strukturer her kulturelle og mentalitetsmæssige at de enkelte mennesker bliver væk. Et andet mentalitetshistorisk værk, italieneren Carlo Ginzburgs The cheese and the worms (1980), har en kvalitativt, mikrohistorisk tilgang som dette speciale. Ud fra en litterær og filosofisk møller som ligeledes blev offer for inkvisitionen forsøger Ginzburg at give et bud på, hvad man kunne møde hos et enkelt menneske i 1500-tallet, 16

17 hvilket kan give et fingerpeg om, hvad man skal se efter, når man vil beskrive de større samfundsmæssige strukturer. En moderne variant af denne tilgang er oral history, som desværre ikke er mulig i forbindelse med Europa i inkvisitionens tid, hvor man må tage til takke med netop inkvisitionen og højere samfundslags fremstilling af historien. I oral history er en af bestræbelserne som i socialhistorie, subaltern history og meget etnohistorie - at give stemme til de folk, der ikke normalt lyttes til og som ofte ikke ytrer sig på skrift. Kildematerialet i oral history er hovedsageligt mundtlige beretninger om personlige erfaringer. Men materialet kan give en ide om meget mere end de personlige erfaringer. Her bruges kilderne hovedsageligt til dette formål, men også til at give personlige beretninger i det historiske afsnit om hvordan de oplevede situationen på det tidspunkt. Et område, hvor det er vigtigt at finde skriftlige kilder fra den tid undersøgelsen omhandler (levn i historiesprogbrug) er når en kronologi skal fastslås. Men det er ikke altid et sådan materiale findes eller kan skaffes. Derfor kan mundtlige kilder være nødvendige som eneste materiale også her, hvilket kræver en detaljeret analyse af disse kilders oprindelse (interviewsituationen) og det narrativ, der er produkt af interviewsituationen. 17

18 En blodig krig og dens historiografi Jeg vil her give en kort introduktion til de tre forskere, der har beskæftiget sig med ixilmayaernes krigserfaringer. Den ene - David Stoll - blev en stor kanon i den ikkemarxistiske antropologi 18, fordi hans forskning netop gjorde op med meget af, hvad han opfattede, at marxisterne og menneskerettighedsaktivisterne stod for i 1980erne. Den anden - Myrna Mack var også antropolog og interviewede flygtninge fra hærens massakrer, mange af dem var ixil-mayaer. Hun blev myrdet på grund af dette arbejde. Den tredje er Veronika Melander, der ikke er citeret i nogen anden forskning, jeg har læst om krigen. Derefter vil jeg se på andre bud på krigserfaringen i Ixil-området Perera (1995) og Simon (1987). Efter behandlingen af disse værker vil jeg se på, hvilken antropologisk og geografisk forskning, der ellers har været i Ixil-området. Fanget i krydsild eller et fejlslagent oprør Det eneste omfattende værk om ixil-området og krigserfaringen er Stolls Ph.D-afhandling Between two fires (1992) og den næsten enslydende bogudgave Between two armies 18 Se antropologerne Robert M. Carmack, Richard Adams og Pierre L. van den Berghs anmeldelser af Between two Armies på bogens bagside. Van den Berghe, der selv har opholdt sig i Nebaj i 1960erne og 1970erne (se Colby, 1969) skriver således: Antropology at its best a detailed account of an Mayan people caught between the murderous rampage of the Guatemalan government and the manipulative provocation of an external guerilla movement 18

19 (1993). Jeg vil her kort gennemgå Stolls udlægning af erfaringsdannelsen og hans metodiske tilgang. Som titlerne antyder, er hans grundlæggende tese, at ixil-mayaer var fanget i en konflikt mellem to hære en venstreorienteret guerillabevægelse, der manipulerede med befolkningen og provokerede hæren til at begå de frygtelige massakrer, der slog en stor del af befolkningen ihjel. Formålet med Ph.D-afhandlingen var at genfortolke Ixil-områdets nyere historie, på en måde, som var mere i overensstemmelse med den måde befolkningen talte om den. I samme åndedrag han opstiller denne målsætning, udgrænser han en meget væsentlig del af Ixil-befolkningen. For ud over de forbehold Ixil-mayaer kunne have ved at fortælle ham, hvad de virkeligt tænkte, var der jo mange grupper han slet ikke kunne komme til at tale med: what about all the people with whom I could not talk? Those who had joined the revolutionary movement in the early 1980s and were now dead? The survivors who were still in the mountains, in exile, or silently biding their time? (Stoll, 1993, p. xiii) På samme tid som Stoll foretog sit feltarbejde blandt de Ixil-mayaer, der levede i de militært kontrollerede områder, rejste unge guatemaltegiske forskere som Myrna Mack til områder i bjergene hinsides militærets kontrol for at tale med folk, der levede i det de kaldte modstandssamfund Comunidades del Populacion en Recistencea (CPR) samfund, hvor befolkningen levede under guerillaens beskyttelse. Her interviewede de unge forskere mange af de folk, den amerikanske antropolog erklærede uden for rækkevidde. Myrna Mack blev myrdet på åben gade i Guatemala city den 11. september 1990 for sin dokumentation af flygtede ixil-mayaer og andre maya-folks forhold. Kollegaerne færdiggjorde det projekt hun havde ledet og resultatet blev en lille bog, læst af meget få og med en fremstilling meget langt fra David Stolls. (AVANSCO 1992) I bogen kan man læse om mange af de samme begivenheder og beskrevet på samme måde som de livshistorier jeg lyttede til i slutningen af 1990erne. Kontrasten til Stolls udlægning af såvel de historiske begivenheders betydning og af ixil-mayaernes kollektive 19

20 krigserfaring er slående. 19 De historiske grundfortællinger er meget forskellige. Mens Stolls fortælling handler om et lille folk, der blev fanget i krydsild mellem to hære den ene (EGP), der narrede folk til at tro på guld og grønne skove og provokerede den anden (regeringshæren) til at begå massakrer på civilbefolkningen, der ellers helst ville have holdt sig neutral. Macks fortælling handler om et forarmet, men stolt og oprørsk lille folk, der har en lang historisk tradition for oprør mod overmagten. Efter at have læst denne bog sidder man tilbage med et indtryk af, at ixil-mayaernes støtte til guerillaen ikke bare skyldtes, at de var blevet truet og narret som i Stolls udlægning, men at de havde en reel grund til at håbe på grundlæggende sociale forandringer. I den lille bog kan man læse længere passager, hvor de overlevende fortæller om deres krigserfaringer. I sammenligning med Macks nuancerede fremstilling af ixil-mayaernes forskelligartede erfaringer får man hos Stoll nærmest indtryk af, at ixil-mayaerne talte til ham med en stemme. Her følger et par eksempler på hvad denne stemme fortalte Stoll: the Guerilla Army of the Poor (EGP) provoked the army s arrival by implanting it self in the area and staging attacks: hence the sequence of EGP blows and army counterblows that Ixils describe as coercing them from both sides. The result appeared to be a popular revolutionary movement in the early 1980s, but only because of that I will call dual violence, a double-bind situation that Ixils describe as living between two fires.. (Stoll, 1993, p.xiv, min understregning) Since the terrible massacres of the early 1980s, Nebaj had become a law and-order-town. It harbored deep resentments against the army but, insofar as the guerillas were concerned, was firmly on the army s side. (Stoll, 1993, p.17, min understregning) Ixil-mayaerne var ifølge Stoll neutrale og søgte strategier til at beskytte sig mod de to hære. Omvendelsen til evangelismen og dens upolitiske sprogbrug om personlig frelse og fred hjalp folk til at undgå militærets forfølgelse og til at kunne leve sammen, mens 19 Stoll har tilsyneladende aldrig læst den (AVANSCO, 1992), da han ikke har nogen litteraturhenvisning eller på noget andet sted forholder sig til dette vigtige arbejde. Det på trods af, at AVANSCO, det på det tidspunkt han skrev på sin Ph.d, var de eneste, der havde beskæftiget sig seriøst forskningsmæssigt med krigserfaringen i Ixil-området. 20

21 deltagelsen i civilpatruljerne blev brugt som en slags bufferzone mellem dem selv og de to hære, så guerillaen holdt sig væk og hæren holdt sig fra nye massakrer i troen, at folk støttede EGP. Guds tid Den svenske religionsforsker Veronica Melanders afhandling (1999) The Hour of God? handler om politisk evangelisme, som er hendes betegnelse for de højreorienterede sekter af amerikansk oprindelse, som opererer mange steder i Latinamerika, men ingen steder med så stor succes som i Guatemala efter massakrerne i Hendes analyse af politisk evangelisme er på tre niveauer; USA, Guatemala som national stat og Ixilområdet som case. Hendes tese er i modsætning til Stoll og på linje med opfattelsen i dette speciale at konverteringen fra mayareligion og katolicisme foregik som tvang og var en nødvendighed for fysisk overlevelse. Hun argumenterer for en direkte sammenhæng mellem evangelismens fremmarch og hærens massakrer og hun ser evangelismen som en væsentlig del af hærens passiviseringskampagne i Ixil-området. Hun gør også opmærksom på, hvordan evangelismen var en del af den amerikanske regerings strategi i bekæmpelsen af befrielsesteologien. Befrielsesteologien udvikledes i Latinamerika fra slutningen af 1970erne, som en kobling mellem socialisme og kristendom. Selvom hun mange steder uimodsagt fremlægger Stolls teser, er hun uenig med ham i hans væsentligste pointer. Stolls tese om, at det var EGP, som provokerede hærens massakrer afviser hun med fremførelsen af en anden tese, nemlig at massakrernes voldsomhed skyldes Guatemalas militærs karakter. Stolls tese om, at ixil-mayaerne var neutrale i forholdet til de to hære afviser hun også. Det gør hun med en dobbelt argumentation, som både forholder sig til ixil-mayaernes historiske kamp for jord og med en kritik af Stolls metodiske tilgang. Det at han tager ixil-mayaernes udsagn på det tidspunkt han foretog sit feltarbejde i 1990erne til indtægt for, hvad de tænkte omkring hvor de ikke endnu havde gennemlevet erfaringerne med den fejlslagne revolution og massakrerne mener hun er for overfladisk. Hun konkluderer, at ixil-mayaernes overgivelse til hæren ikke skete på grund af, at de kom til at opfatte evangelisterne og 21

22 hæren, som dem der havde ret. Og ej heller fordi de indså, at EGP havde uret - men netop fordi det var en nødvendighed for at overleve. Hun deler dog Stolls opfattelse på et område nemlig at EGP ikke repræsenterede ixilmayaernes ønsker for fremtiden. I modsætning til Stoll ser hun dog væsentlige interessesammenfald mellem EGP og ixil-mayaernes ønsker. EGP ønskede en alliance mellem alle fattige guatemaltekere mayaer som ladinoer og deres visioner om blandt andet jordreform var i ixil-mayaernes interesse. Men EGP var ifølge Melander optaget af en national revolution, mens ixil-mayaerne ønskede så stor frihed som muligt i forhold til nationalstaten. Melander ser forholdet mellem ixil-mayaerne og EGP før massakrernes tid som et forhold, hvor begge parter mente at de kunne bruge den anden til sit eget formål og de to parter havde en del sammenfaldende interesser. Således opfattes ixil-mayaerne hos Melander ikke blot som manipulerbare ofre, men som bevidste aktører. På lynvisit til Ixil-området Kun David Stoll, Myrna Macks og hendes forskerhold og måske Veronica Melander 20 foretog længerevarende feltarbejde i Ixil-området under krigen. Judith Zur var tæt på at henligge sit feltarbejde om mayaernes krigserfaringer i området. På en kort køretur i området i midten af 1980erne oplevede hun dog så ekstreme ting, at hun besluttede at henlægge det til den mere fredelige sydlige del af Quiché. Kun journalisten Victor Perera, som er født i Guatemala, men bosat i USA og den amerikanske fotograf, advokat og konsulent for Amnesty International og Americas Watch Jean-Marie Simon har bidraget med noget, der har givet et indblik i hvad der skete i Ixil-området under krigen og hvordan folk oplevede det. Endvidere har den canadiske geograf George Lovell har foretaget nogle demografiske undersøgelser, hvis talmateriale giver en ide om massakrernes omfang. 20 Hun angiver at have været i Guatemala i 4 forløb af 3 måneder, men angiver ikke, hvordan vægtningen var mellem ixil-området og andre steder. 22

23 Simon var i Nebaj under massakrernes kulmination i april , kort efter Rios Montts kup, og tog nogle billeder, der fortæller mere end 1000 avisartikler. Hun fotograferede amerikanske militærrådgivere i Nebaj, militærets forhør af en ung mor og hendes baby, og soldater, som dirigerede ixil-befolkningen til at gå i optog ved særlige lejligheder. I Pereras bog Unfinised Conquest (1995) kan man læse en velskrevet udlægning af krigens historie og baggrund. Den historiske del bygger meget på Macks arbejde, mens hans interviews med borgmestre, middagsselskaber med den lokale militære kommandant og besøg i genopdragelseslejre for krigens forhutlede flygtninge, som hæren indfangede under kampagner i slutningen af 1980erne, giver et indblik i krigens rædselsvækkende realiteter. Formålet med hans tur til Ixil-området var blandt andet at finde ud af, hvor mange ixil-mayaer, der blev slået ihjel i begyndelsen af 1980erne. Hans bud er mellem 10 og 20 %. I modsætning til hos Stoll, er der intet i Pereras fremstilling der tyder på, at ixilmayaerne stod last og brast med hæren. Derimod bebrejder han i lighed med mange andre forskere og i øvrigt også veteraner fra Guatemalas guerillabevægelser 22 - at EGP 21 Hun redegør dog ingen steder for, at det var hende der tog billederne og hvornår hun helt præcis opholdt sig i landet. Og på grund af den ekstreme grad af kildebeskyttelse, der var nødvendig i Guatemala i 1980erne, har hun valgt at anonymisere alle hun har talt med, som ikke er offentlige personer i forvejen. 22 I de interviews jeg har foretaget gav både Rodrigo Asturias (comandante Caspar Illom) stifter af guerillabevægelsen ORPA og medstifteren af EGP Celso Morales (comandante Tomás) udtryk for, at strategien med folkelig opstand uden tilstrækkelig militær støtte til at bakke den op, var fejlagtig. Der var dog nuanceforskelle i Asturias og Morales vurderinger af, hvori fejlen hovedsageligt bestod. Asturias fandt, at den tætte tilknytning mellem bevægelser som bondeorganisationen CUC og guerillabevægelsen EGP gjorde civilbefolkningen til lette ofre for militærets repression. Morales derimod gav udtryk for, at ingen i guerillabevægelsen havde troet, at hæren ville fare frem med massakrer, der udslettede mange landsbyer og at, hvis de havde vist, hvad de vidste nu, ville bevægelsen aldrig have organiseret det væbnede oprør på den måde. (Interviews med Celso Morales og Rodrigo Asturias foretaget i 1999). Allerede i 1983, da den chilenske journalist Marta Harnecker interviewede nogle af de samme guerillaledere, som jeg interviewede 16 år senere kan man opleve den kritiske refleksion oven på folkemordet og guerillabevægelsernes militære tilbagetog (Harnecker, 1983). Hvad forskere angår skal man lede langt efter folk, der ikke eksplicit bebrejder guerillaen, at de indledte en krig mod en militær overmagt, fik organiseret op mod en halv million mayaer i højlandet og var ude af stand til at forsvare dem. Se f.eks. Carmack (1988), Stoll (1992, 23

24 inddrog mayaerne i krigen uden at være i stand til at forsvare dem mod militærets velsmurte krigsmaskine. I Simons Guatemala Eternal Spring Eternal Tyrany (1987) står tekstsiden desværre ikke mål med billedsiden. Da hendes formål som menneskerettighedsaktivist er at dokumentere hærens og regeringens overtrædelse af menneskerettighederne og USA's til tider direkte støtte, til tider stiltiende accept og med vildledningen af offentligheden som konstant faktor, spiller kronologi ikke en stor rolle i bogen. Bogen har dog en behandling af 1970ernes atmosfære og guerillaens organisering af befolkningen, som ikke findes andre steder. Det skyldes, at man i bogen kan læse en anonymiseret amerikansk antropologs iagttagelser. Denne antropolog boede i området i den sidste halvdel af 1970erne. Samtidig dokumenterer hun i kontrast til Stoll hvilke tvangsmekanismer, der gjorde det muligt at få mayaer fra højlandet til at gå ind i de såkaldte civile forsvarspatruljer og konvertere til evangelismen, der var en del af apparatet til at bekæmpe oprøret i Rios Montts tid som landets præsident. Frem for at bebrejde guerillabevægelserne deres rolle i krigen formidler hun forskellige personers oplevelser af guerillaen, både set fra amerikanske og guatemaltekiske antropologer og fra mayaer. 1993) Le Bott (1995)Perera (1995) og Moreno (1998). Dog kan man også møde det synspunkt, der hverken bebrejder guerillabevægelsen i Guatemalas, at de indledte en krig på trods af manglende militær styrke eller at de lokkede mayaerne med dette militære eventyr (som det fremstilles af de andre nævnte). Derimod hævder Wickham-Crowley (1991), at guerillabevægelserne i Guatemala havde en større militær styrke end dem, der sejrede i 1959 på Cuba og 20 år senere i Nicaragua. Samtidig argumenterer han for, at der var en social rodfæstet årsag til mayaernes deltagelse i det fejlslagne revolutionsforsøg. En afgørende forskel på både Cuba og Nicaragua i forhold til de revolutionsforsøgene i EL Salvador og Guatemala i begyndelsen af 1980erne var de førstnævnte landes despotiske eneherskere (mafiakratier, som han betegner dem) kombineret med en alliance på tværs af klasseskel, der i fællesskab støttede en omvæltning. Af mere perifer betydning finder Wickham-Crowley USA's manglende lyst til at støtte diktatorerne i de to lande i den sidste tid op til revolutionerne. Borgerkrigene i El Salvador og Guatemala ser han som klassekrige, hvor landarbejdere og arbejdere (samt en mindre del af middelklassen) står overfor en forenet magtelite, der formår at stå sammen (og i øvrigt ikke svigtes af USA). Guatemala er dog på et område unikt i forbindelse med denne komparative undersøgelse, nemlig fordi krigen mellem klasserne samtidig havde et etnisk præg (ladinoer mod mayaer). 24

25 Den canadiske geograf George Lovell har ikke beskæftiget sig eksplicit med krigserfaringen i ixil-området. Men i forbindelse med sin demografiske undersøgelse af ixil-mayaerne fra den spanske invasion i 1500-tallet til 1980ernes blodige krig har han besøgt området i 1980erne (Lovell 1988, 1992). Han har desværre ikke publiceret noget i den forbindelse og i det interview jeg foretog med ham i 1999 havde han tilsyneladende ikke andet en anekdoter at bidrage med. 23 Diskurser om krigen Stoll indleder Between two Armies med at proklamere et opgør med antagelserne om guerillakriges folkelige forankring og solidaritets- og menneskerettighedsbevægelsernes forståelse for almindelige menneskers problemer: On the level of scholarship, I would have to question the Vietnam-era assumption that guerilla movements are popular. On the level of the solidarity movement, that is, the international support network for the Guatemalan Left, I would have to question specific claims about the guerilla movement in the western highlands. And on the level of the closely related, but distinct human rights movement, I would have to question how it defines the problems of ordinary Guatemalans and seeks to address it. (Stoll, 1993, p.xii) Ifølge Stoll er forskellen på menneskerettigheds-tilgang og en solidaritets-tilgang, at menneskerettighedsbevægelser som Americas Watcs og Amnesty International holder stater ansvarlige for brud på menneskerettigheder, mens solidaritetsbevægelser støtter omvæltninger og de bevægelser der arbejder for at skabe dem. I situationer som den i 1980ernes Guatemala er overgangen flydende. (Stoll, 1993, p ). Som den mest fremtrædende repræsentant for en solidaritetsdiskurs nævner Stoll I, Rigoberta Menchú. Stoll finder, at hendes fremstilling af den massive maya-støtte til det væbnede oprør i 23 Han genfortalte en oplevelse fra et besøg i Nebaj, hvor han sammen med blandt andre Victor Perera havde spist middag med en overordnet fra hæren. Denne middag er beskrevet i detaljer i Pereras Unfinised Conquest, Han bekræftede dog i interviewet, at hæren som nævnt i forbindelse med Stolls feltarbejde frekventerede Las tres hermannas. Samtidig kunne han ikke huske, at flygtningene han havde mødt i militærets indslusnings-lejre havde sagt noget negativt om guerillaen. Det var i disse lejre Stoll havde foretaget en del af sine interviews. Genopdragelseslejrene var sidste stoppested før indslusningen i samfundet igen efter at man havde opholdt sig i guerillakontrolleret område. 25