SYGEPLEJE & HISTORIE DSHS 7. ÅRG. NR. 21 MARTS ISSN

Transkript

1 SYGEPLEJE & HISTORIE DSHS 7. ÅRG. NR. 21 MARTS ISSN INDHOLD Leder Fagligt stof Den gode sygepleje af Elisabeth O.C. Hall Glimt af barselperiodens historie af Lisbeth Sørensen Museumshjørnet Den gode sygepleje - ideer og idealer i dansk sygepleje af Inger-Marie Børgesen Nyt fra Dansk Sygeplejehistorisk Selskab Medlemsmøde 1. april 2004 Generalforsamling 16. september 2004 Nye bøger Møder, foredrag og udstillinger Dansk Sygeplejehistorisk Selskab Foto på forside: Sygeplejerske drager omsorg for barn på kirurgisk afdeling Slagelse Sygehus 1951 (DSHM arkiv)

2 LEDER Som diskuteret og vedtaget på Dansk Sygeplejehistorisk Selskabs generalforsamling september 2003, trængte vort medlemsblad efterhånden til en lille ansigtsløsning efter at have bestået i uændret form siden første udgivelse i Hermed er første eksemplar af SYGEPLEJE & HISTORIE på gaden og det forhåbentlig til glæde for selskabets medlemmer. Som det vil fremgå er indholdssiden ikke ændret i det nye layout, men vi håber det vil fremstå mere overskueligt og læsevenligt, samt at læserne vil nyde at forsiden nu er prydet med et billede. Fotografiet denne gang er fra 1951 og viser lille Ib, der plejes af en sygeplejerske. Ib var en aktiv dreng, der var så uheldig at falde ned fra et kastanjetræ og pådrage sig et brud på underbenet. Han fik derfor brug for en sygeplejerske, der forstod sig på god sygepleje. Men hvad er god sygepleje egentlig? Hvordan dette begreb er forstået gennem tiden har lektor Elisabeth O.C. Hall fokus på i sin artikel Den gode sygepleje. I denne fører hun læseren ind i omsorgsteoriernes teoretiske univers - historisk såvel som nutidigt. Disse teorier har haft stor betydning for, hvordan sygeplejen har kunnet synliggøre og udvikle fagets vigtigste dimension - omsorgen for den anden. I artiklen belyses ikke alle, men væsentlige omsorgsteorier, der historisk har haft og stadig har stor betydning. De omsorgsteoretikere der belyses strækker sig fra de internationalt kendte som Florence Nightingale og Virginia Henderson til dem fra vor egen kulturkreds såsom Kari Martinsen og Katie Eriksson. Omsorgsteorierne eksistere jo ikke for teoriernes skyld. For en fællesnævner for dem er og har altid været, som også Elisabeth Hall pointerer, at de er udviklet med det eneste formål: At den gode sygepleje omsorgen for patienten - er det allervigtigste i det praktiske sygeplejearbejde. Den gode sygepleje følges op af Inger-Marie Børgesen i Museumshjørnet. Dansk Sygeplejehistorisk Museum har for tiden en lille udstilling om, hvilke ideer og idealer dansk sygepleje har haft om den gode sygepleje i perioden Som det fremgår har kampen om og udviklingen af en teoretisk, og ikke kun praktisk velfunderet sygeplejeuddannelse, haft stor betydning. Teorierne om den gode sygepleje har nemlig været med til at kvalificere de nødvendige praktiske kompetencer, der skal til for at udøve god sygepleje. Et konkret eksempel på udviklingen af praktiske og teoretiske kompetencer er Lisbeth Sørensens artikel om barselsperiodens historie fra renæssancen frem til vor tid. Her ser hun på, hvordan kvinder og professionelle har defineret sig selv og deres opgaver i forbindelse med barselperioden. En tilstand der historisk har skiftet mellem en opfattelse af at være en normal henholdsvis en sygelig tilstand. Susanne Malchau Formand

3 FAGLIGT STOF Den gode sygepleje af lektor Elisabeth O.C. Hall, Ph.D. Sygeplejen befinder sig i skæringspunktet mellem natur-, samfunds- og humanvidenskaberne (1). Dette har gennem årene medført både handlingsmæssige og etiske dilemmaer i sygeplejepraksis. På den ene side står en teknisk-instrumentel fornuftstænkning og målrationalitet, på den anden side ses en omsorgsrationalitet, som historisk er kvindelig og derigennem per se underlegen en mandsdominerende fornuftstænkning. Forbundet med begge rationaliteter står imidlertid i den gode sygepleje omsorg som etisk ideal, en forpligtigelse til at respektere hvert enkelt menneskes værdighed og integritet i enhver sygeplejehandling (2). Denne definition genfindes i ICN s kodeks for sygeplejersker, hvor det står: Behovet for sygepleje er generelt. Uløseligt forbundet med al sundheds- og sygepleje er respekten for menneskets liv, værdighed og rettigheder. Den er uafhængig af begreber som nationalitet, race, tro, hudfarve, alder, køn, politiske anskuelser eller social status (3). Den gode sygepleje med omsorg som etisk ideal og respekt for menneskets værdighed kan i dag synes selvfølgeligt i et fag som sygeplejen, hvis genstandsområde er pleje af mennesket i sundhed og sygdom. Imidlertid kan den let blive tilsidesat, undertrykt eller glemt. Som eksempel kan nævnes Virginia Henderson som i sin bog The nature of nursing fortæller, at i hendes grunduddannelse i begyndelsen af det 20. århundrede, lagde man først og fremmest vægt på teknisk dygtighed, evne til at få tingene fra hånden og en professionel og upersonlig optræden (4). At tale med patienten kunne derfor medføre irettesættelse. Sygeplejeundervisningen var hovedsagelig en række isolerede procedurer. Man startede med sengeredning og lærte successivt mere avancerede teknikker og procedurer. At kunne kateterisere en patient, var tilsyneladende nok til at kvalificere en sygeplejeelev til nattevagt, hvor hun uden forudgående erfaring i at lede patientpleje kunne få overdraget hele ansvaret for op til tredive lidende sjæle og legemer, skriver Virginia Henderson. At handle godt En teoretisk forståelse af omsorgens betydning i sygeplejen har imidlertid vokset frem gennem årene. Den gode sygepleje med respekt for menneskets værdighed er sat på dagsorden hos mange nutidige sygeplejeteoretikere. Blandt dem er norske Kari Martinsen, finske Katie Eriksson og amerikanske Jean Watson, alle pionerer indenfor omsorgstænkningen i sygeplejen (5-7). I de sidste 30 år har de tre vedvarende fremhævet omsorgens betydning for sundhed, og omsorgen som sygeplejens kerne. Deres hensigter har været at fremhæve den gode sygepleje, at profilere sygeplejen som et humanistisk fag og at få sygeplejersker til at opprioritere omsorgstænkningen i deres virksomhed. Den gode sygepleje er for Martinsen, inspireret af den danske teolog og filosof Knud Ejler Løgstrup, en skabelsesfænomenologisk omsorgsontologi i grænsefladen mellem lidelse og livsmod. Hovedbudskabet er, at livet er os givet, og at det gode i livet er der før os. I denne omsorgsontologi ser Martinsen sygeplejen som en samtidig pleje af krop og ånd, og som en agtelse og respekt af mennesket og ikke blot som en behovstilfredsstillelse af enkelte kropslige behov. Omsorgstænkningen bygger på kristen næstekærlighed og barmhjertighed og viser sig i mødet mellem patient og sygeplejerske. Etik, livsfilosofi og metafysik er ledende for Martinsens sygepleje, med et menneskesyn bygget på relationer. Det bærende i relationen er det som er os givet, det Løgstrup kalder

4 livsytringer, tillid, åbenhed, håb, barmhjertighed, oprigtighed og medfølelse. Typisk for Martinsens skabelsesfænomenologi er desuden, at sansningen er overordnet fornuften. Tydeligst er denne tanke udviklet i det faglige skøn, en handling baseret på viden, fornuft og følelse som forudsætning for en etisk god omsorg. Det faglige skøn har to hovedkomponenter, skriver Martinsen. Det handler om ud fra en følsom åbenhed at se appellen om livsmod i den andens lidelse. Derefter at bruge sin faglighed for at forstå patienten og handle godt for og sammen med ham. Omsorg som etisk ideal begynder for Watson, når sygeplejersken møder et andet menneske og i sin krop fornemmer, at dette menneske har noget på hjerte, som tynger. Vedkommende gives mulighed for at udtrykke følelser og tanker, som han/hun ønsker at dele med nogen, men har holdt tilbage. I dette møde kommer personen af med mindre harmoniske tanker og følelser og kan derefter bruge sin energi i harmoni med sig selv. Dette er en på én gang enkel og kompleks omsorgsproces, som for Watson er både sygeplejens begyndelse og grundlag. Watson fokuserer som Martinsen på relationen mellem patient og sygeplejerske og ser mennesket som en udelelig helhed. Hun taler om omsorgshelbredende øjeblikke, hvor både patient og sygeplejerske overskrider tid og rum, og hun trækker paralleller mellem omsorgsprofessioner og kunst i en forståelse af meningen med livet, enten det er lidelse eller glæde. Omsorgen er tæt knyttet til lidelse, og den er intersubjektiv i den forstand, at både omsorgsgivere og omsorgstagere oplever lidelse. Såvel Martinsen som Watson har et konkret, situationsbestemt forhold til omsorg, forstået som, at følelser gives plads gennem kropslige fornemmelser og åbenhed. Eriksson har derimod et abstrakt forhold til omsorg. Eriksson beskriver omsorgen ud fra begreberne pleje, leje og lære, i en overordnet kristen forståelse af tro, håb og kærlighed. Samtlige begreber er grundvilkår i alle former for omsorg og bidragende til sundhed. At pleje er et udtryk for kærlighed og venskab, det er tegn på, at man virkelig vil den andens bedste, at man vover gå udenfor sig selv og med forskellige små handlinger vise, at man virkelig tænker på den anden. En forudsætning er imidlertid, at mennesket har fred med sig selv og drager omsorg for, plejer (svensk: ansar), også sig selv. Først derefter, kan mennesket drage omsorg for den anden. Ethvert menneske ønsker nemlig at blive bekræftet på det hun er og gør, mener Eriksson, et ønske som er mere end bare at få feedback eller konstruktiv kritik på sine handlinger. I dette ønske ligger dybest set ønsket om at blive bekræftet som menneske, at blive lyttet til og derigennem få kraft til at gå videre og klare dagen i morgen så godt som muligt. Mennesket længes efter at gå videre, mener Eriksson. Det er et indre, dybt liggende begær i ethvert menneske, og det kan kun realiseres i kraft af relationer. Hvis et andet menneske har lyttet og bekræftet mig. Martinsen, Watson og Eriksson hviler i deres tænkning på tidligere sygeplejeteoretikere bl.a. Virginia Henderson og Florence Nightingale. Respekten for patientens værdighed og integritet er tydeligt fremhævet hos dem alle, dog med forskellige fortegn afhængig af historisk tid og kulturelt tilhørsforhold. Overordnet Hendersons grundlæggende principper for sygepleje står hendes filosofi om sygeplejerskens unikke funktion at, bistå den enkelte, syg eller rask, med at udføre de aktiviteter til fremme eller genvindelse af sundheden (eller til en fredelig død), som han ville udføre på egne hånd, hvis han havde den fornødne styrke, vilje, eller viden, og at gøre dette på en måde, der hjælper ham til så hurtigt som muligt at blive selvhjulpen (8: 15).

5 Ordet omsorg nævnes ikke, alligevel ses hensynet til patientens værdighed og integritet utvetydigt. At bistå en patient gøres udfra hans behov og udfra et ideal, som virkeligheden desværre ikke altid kan leve op til. I den henseende var Henderson, såvel som Nightingale, både idealist og realist. For Nightingale var omsorgens etiske ideal et kvindeligt kald fra Gud om i næstekærlighedens navn at tjene menneskeligheden. Sygepleje bestod i at observere den syge og tilrettelægge forholdene, i særdeleshed den syges omgivelser så naturen selv kunne virke med genopbyggende og helbredende kraft. Jeg bruger ordet sygepleje i mangel af bedre, selvom det er blevet indsnævret til stort set kun at betegne tildeling af medicin og lægning af grødomslag. Men sygepleje burde også omfatte at sørge for frisk luft, lys, varme, renlighed, ro og for den rigtige sammensætning og gennemførelse af diæten alt sammen på en måde, der er mindst belastende for patientens livskraft (9: 122). Martinsens, Watsons og Erikssons omsorgstænkning er ligeledes bidrag i debatten om den kvindelige omsorgsrationalitets betydning i faget og samfundet, som komplement til mandlig mål- og nytterationalitet. En erkendelse af at sygepleje er et kvindefag, og at kvinder til alle tider har været underlagt mænd i samfundsmæssige forhold. Samtidig ses en erkendelse af, at den kvindelige omsorgsholdning ikke kun er biologisk, men også socialt og historisk konstrueret. Martinsen er i sin omsorgstænkning kritisk overfor plejetyngdemålinger, sygeplejeprocessen og kvalitetssikringsprojekter, som opdeler og reducerer helheden og ikke viderefører en lang kvindelig mundtlig sygeplejetradition. For, reducerer vi helheden er det noget andet end omsorg vi taler om, siger Martinsen. Watson sammenligner den voksende forståelse af omsorg med tavshedens brøl, den åbenbaring der sker når kvinder, der tidligere har oplevet sig selv som sjælløse og uden stemme, og som offer for ydre autoriteters luner, udvikler sig, bliver modtagende, accepterer deres subjektivitet og bliver kreative. Viden i den gode sygepleje Parallelt med en voksende forståelse for omsorg som etisk ideal i den gode sygepleje og en kvindelig omsorgsrationalitet, udvikledes en ny vidensforståelse af betydning for den gode sygepleje. Den amerikanske sygeplejeteoretiker Barbara Carper bidrog, som den første til denne udvidede vidensforståelse (10). Carper ønskede ligesom Henderson, at dokumentere sygeplejens kundskabsfelt som mere omfattende end blot viden om de gøremål, sygeplejersker udfører. Hun formulerede fire sygeplejefaglige kundskabsområder; "det empiriske", udlagt som en beskrivende forklaringsviden; "det æstetiske", omfattende sygeplejekunsten og den viden som læres via sansning og oftest i praksis under vejledning; "det personlige", en eksistentiel og subjektiv viden omfattende summen af, hvad man lært og udviklet gennem livet og grundlaget for at beskæftige sig med helhed og integritet; og "det etiske", læren om den rette handlemåde, om kodekser og normer, men også en indre overbevisning om det forsvarlige, rigtige og forkerte og ikke mindst om ansvar. Senere er Carpers fire vidensformer udvidet til at indbefatte også en feministisk dimension med den begrundelse, at det politiske og personlige ikke kan adskilles i det kvindelige omsorgsfelt. Sygeplejersker, mødre og andre kvindelige omsorgsgivere bidrager gennem deres hverdagsaktiviteter i et politisk liv og i samfundets udvikling. I lyset af 1990ernes omsorgsbølge i sygeplejen er Carpers kundskabsformer kritiseret for at være for kategoriske, men tænkningen har også vundet anerkendelse som basis for en evidensbaseret sygepleje. Carper satte respekten for patientens værdighed og integritet som overordnet værdi, og som

6 en af de første fremlagde hun tanker om kundskabsformer med hensigten at vise sygeplejens omfang og kompleksitet. Carpers kundskabsformer synes også at hvile på tidligere teoretikere. Nightingale for eksempel er en stor fortaler for det æstetiske. For Nightingale var omgivelserne centrale, de var nøglen til at forebygge sygdom og genvinde sundhed. Blandt omgivelsesfaktorer af betydning for patientens velvære omtaler hun det æstetiske. Patienten skal have kønne ting omkring sig, han skal have lidt luksus i sin tilværelse, når han er syg. Musik, en af de æstetiske udtryksformer, beskrives som meget væsentlig for at patienten skal blive rask. Ikke al musik har imidlertid positiv effekt på sygdommen. Klavermusik kan være skadelig, men strygemusik derimod har ofte god effekt. Ligeledes har blomster en positiv indvirkning på den syge, særlig røde blomster. Derimod bliver patienter udmattede af at betragte blå blomster, siger Nightingale, som også mener, at det er sygeplejerskens opgave at sikre, at patienten er omgivet af denne æstetiske luksus (11). Den gode sygepleje med omsorg som etisk ideal og respekt for menneskets værdighed og integritet er her beskreven i sygepleje- og kundskabsteoretiske perspektiver. Beskrivelsen er forfatterens fortolkning af, hvad udvalgte sygeplejeteoretikere gennem tiderne har ment, at god sygepleje bør være: En praksisnær omsorgs- og kundskabsforståelse, hvor faglighed, relationer, erfaringer, kunst, æstetik og etik spiller med og viser sig i en styrkende og harmonisk samhandling med patienten. I den gode sygepleje er omsorgen for patienten central - ikke bare i teorierne, men først og fremmest i det praktiske arbejde. Elisabeth O.C. Hall er lektor ved Institut for Sygeplejevidenskab, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet. Litteratur 1. Scheel M.E. (1994). Interaktionel sygeplejepraksis. Vidensgrundlag - etik og sygepleje. Munksgaard, København. 2. Hall E.O.C. (1999). Fra afdeling til afdeling. En fænomenologisk undersøgelse af indholdet i sygeplejen ved et lille barns overflytning til eller fra intensiv afdeling. Ph.d.-afhandling. Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet. 3. Dansk Sygeplejeråd (1986). ICN s kodeks for sygeplejersker. Etiske retningslinjer anvendt i sygeplejen. København, Dansk Sygeplejeråd. 4. Henderson V. (1995). The nature of nursing. Overvejelser efter 25 år. Munksgaard, København. 5. Martinsen K. (1993). Fra Marx til Løgstrup. Om etikk og sanselighet i sykepleien. Tano, Oslo. 6. Eriksson K. (1987). Vårdandets idé. Almquist & Wiksell, Stockholm. 7. Watson J. (1999). Omsorg og videnskab. En sygeplejeteori. Munksgaard, København. 8. Henderson V. (2000). Sygeplejens grundlæggende principper. ICN/Dansk Sygeplejeråd, København.

7 9. Nightingale F. (1995/1859). Notes on nursing. What it is and what it is not. Munksgaard, København. 10. Carper B.A. (1978). Fundamental patterns of knowing in nursing. Advances in Nursing Science 1(1), Wikström B.-M. (1997). Estetik och omvårdnad. Studentlitteratur, Lund.

8 Glimt af barselperiodens historie af sygeplejerske Lisbeth Sørensen, MPH. Den korte vej fra vugge til grav Livslandskabet i Danmark var i 1700-tallet kendetegnet ved, at hen ved 90 procent af befolkningen boede på landet på gårde og i småhuse placeret tæt omkring landsbyens gadehær. Det var et samfund præget af tro, overtro og en stærk social kontrol. Kirken og sognepræsten stod som centrum for et dagligliv, hvor man kendte hinanden på godt og ondt og tog aktivt del i hinandens sorger og glæder. "Livet var kort. Der var intet at vente på. Man levede stærkt og kontant i nuet, og altid med døden inde på livet." (Bøgh 1988:15). Tiden var præget af høj spædbarnsdødelighed og vejen mellem vugge til grav var kort. Inden for det første leveår døde ca. 30 procent af børnene, og fra det første til femte år døde yderligere 15 procent. Også mødrenes liv var ofte i stor fare i forbindelse med fødsel og barselperiode. Når en gravid kvinde ventede sit første barn, syede hun hele børneudstyret, som blev lagt til side i en kurv. Nederst anbragtes små lagner, pudevår og en lille ligskjorte, og over det lagdes det rigtige børnetøj. Ligskjorten beholdt kvinden, så længe hun kunne forvente at få flere børn, hvis den da ikke kom snarlig i brug. (Bøgh 1988). Fødslerne foregik i alkovesengen hjemme i gårdens eneste stue, som også tjente som opholdsrum for resten af husholdet. Når tiden nærmede sig, blev mænd og børn sendt væk, og der blev sendt bud efter de ældre gifte kvinder fra nabogårdene, som bistod ved fødslen, varmede vand og sørgede for mad til hele familien. Mange unge kvinder led store kvaler og døde til sidst i barselsengen, enten uforløst af en streng fødsel eller af barselfeber. Mange børn var dødfødte og nogle kvinder fik år efter år et dødfødt barn, inden de sluttelig selv endte med at dø i barselsengen. (Bøgh 1988). Når barnet var født, fik moderen den lille op til sig i alkoven for at skærme det spæde liv mod fugt, træk og kulde. Barnet blev ammet og var derved nogenlunde beskyttet mod de almindeligste infektionssygdomme. De fleste børn blev ammet til de var et par år, men dets liv hang i en tynd tråd i den helt spæde alder, hvis moderen af en eller anden grund ikke havde mælk nok. Det var dog sådan, at kvinderne i den fødedygtige alder nærmest uafbrudt fik børn, så der var næsten altid nogen i landsbyen, der i nødstilfælde kunne træde til som amme. I hvert fald om dagen, men natten var lang. (Bøgh 1988). Moderen var den primære person for det mindste barn, men så snart næste barn var på vej blev pasning og opdragelse af den lille overladt til de øvrige på gården. Det kunne fx være søskende, aftægtsfolk eller tjenestefolk. På den måde var det alle inden for husholdet, som tog sig af børnene og ikke blot de biologiske forældre. I denne tidsperiode, hvor der ikke var et offentligt forsorgssystem, var styrken for kvinderne på landet, at de hjalp og sikrede hinanden. Anderledes betingelser havde de socialt dårligt stillede kvinder i byen. De var ikke part af et tæt socialt netværk og derfor var det langt sværere for en nybagt mor at få hjælp. Det har medført at specielt ugifte ulykkelige og desperate kvinder skaffede deres såkaldte uægte børn af vejen. Fund af døde spædbørn i byens brønde fortæller sin egen historie om dette. Hvad angik ammer i byen, så var det fint at have amme, men kun det bedre borgerskab havde råd til en sådan luksus, der var udenfor rækkevidde for en fattig arbejderkvinde eller en ugift mor. (Bøgh 1988).

9 Moderkærlighed og disciplinering I 1800-tallet fortælles det, at mødrene ikke var særligt interesserede i deres småbørn, selvom moderkærlighed sagtens kunne opstå, men det var ikke nogen absolut betingelse for at være en god mor. Ofte var det sådan, at overklassens kvinder overlod børnene til ammer eller stuepiger, eller sendte dem til fjerne slægtninge, hvor de blev opdraget (Bonde 1994). Omkring år 1900 skete der et brud med denne tradition. Her opstod en dyrkelse af fænomenet moderlighed, som understregede børnenes kolossale betydning for kvindelivet og moderens store betydning for barnet. Det var en pligt for enhver kvinde at føle og praktisere moderkærlighed. Samtidig begyndte der at udkomme lærebøger om sundhed og sygdom, herunder også om fødsel og barsel. En af disse var Lægen som Husven, skrevet af lægen Georg Lütken i Af denne fremgår det tydeligt, at det nu var en gave eller en hellig pligt at være moder". "[D]en unge Kvinde bør også under denne hårde Fødselskamp erindres om den uendelige Lykke, hun inden kort Tid vil komme til at føle, naar hun har erhvervet sig Retten til det skønneste og flotteste Navn, Moder!". (Lütken 1901:500) I bogens afsnit om Barselseng" stod der bl.a.: Den Periode, der kaldes Barselsengen, varer i reglen 9-10 dage. [..] For at denne Periode skal forløbe heldigt og uden Sygdom, er det nødvendigt, at Barselkonen iagttager stor Forsigtighed. Vi skulle her samle de vigtigste Forskrifter i saa henseende. Der maa holdes strengt paa Ro og Stilhed i barselstuen; man maa holde alt borte, hvad der kunde sætte Konens Sind i bevægelse; Besøg burde helt forbydes i alt Fald i de første 6-7 dage. Barselkonens Kost skal være enkel og let fordøjelig og gives regelmæssigt til bestemt Tid. (Lütken 1901:501). Derpå følger en opremsning af de forskellige grynsupper og mælkeretter, som barselkonen må få. Renlighed understreges også som meget meget vigtigt, idet [d]er maa anvendes den mest gennemgaaende Renlighed både med Konens Legeme og Beklædning og med hendes Seng og Værelse. (Lütken 1901:501). Nøje anvisninger gives på hvordan dette skal foregå med understregning af, at man for at undgå smitte med barselfeber endelig ikke må låne sygeplejerekvisitter fra andre (Lütken 1901). Amning blev i bogen gjort til et indiskutabelt emne: "Spørgsmålet, om Moderen selv skal amme sit Barn eller ikke, maa afgøres af Lægen, hvis der hos hende skulde være Sygdomme eller Svækkelsestilstande, der mulig maatte forbyde det. Paa den anden Side maa enhver Moder vide, at det er hendes hellige Pligt at give sit Barn Die, hvis ikke Sygelighed hos hende selv lægger hindringer i Vejen." (Lütken 1901: 501). Perioden i barselseng blev beskrevet på følgende måde: "Det afhænger af Aarstid og Vejrlig, naar Barselkonen kan begynde at være oven senge; i reglen kan hun, som sagt, hvis alt går vel, den 9. eller 10. Dag være lidt oppe, men før den Uge bør hun ikke forlade hjemmet og spadsere ud. I hele denne Tid maa hun vedblive at føre en meget forsigtig Levevis; Forsyndelser herimod kunne fremkalde meget alvorlig Skade. Det er dog saa langt fra, at Barselsengen er sygeligt eller har noget som helst med Sygdom at gøre, at man tværtimod kan sige, at der i denne Periode er en forøget Sundhed, under alle omstændigheder træffe vi her en forøget Livskraft eller Vitalitet, men netop denne disponerer til, at enhver, selv en ubetydelig Sygdom i denne Tid kan antage en farlig Karakter, selv det lettere Ildebefindende kan udvikle sig til en alvorlig, endog Livsfarlig Sygdom." (Lütken 1901:501).

10 Om barnets pleje pointeres at streng renlighed er overordentligt vigtigt. Dertil at barnet bør have sin egen faststående seng fx en kurv, men aldrig en vugge, idet det er tåbeligt at vænne barnet til en sådans bevægelse. Barnet kender ikke til det forud og kan dermed heller ikke savne det. Resultater af en vugges bevægelser er blot, at moderen eller barnepigen gøres til slaver af den unge fordringsfulde Herre eller Dame", som efterfølgende nok skal få lært at sætte sin vilje igennem gennem sine skrig. Lad De blot Barnet skrige sig een Gang ud, hvis De ulykkeligvis har forvænt det; det har rigtig godt af den Motion. (Lütken 1901:501). Sat på spidsen synes det som om, at tidligere normer om fysisk nærhed mellem mor og barn i 1900-tallet, afløses af en norm om begrænset fysisk kontakt mellem moder og barn. Dette forstået sådan, at i det 16. og 17. årh. havde moderen det nyfødte barn hos sig i sin seng for at beskytte det mod træk og kulde, men omkring år 1900 er det slut med denne idyl, det spæde barn bør nu ligge i sin egen seng. Skiftet skyldes, at 1900-tallets lægevidenskab foruden sit fokus på renligheden også fortolkede den nyintroducerede moderkærlighed som en konsekvent disciplinering af barnet i kærlighedens navn. For at skabe et sundt menneske måtte barnet nemlig ikke forkæles ikke vugges ikke være i hænder. En forståelse af moderkærlighed, der ligger langt fra vor tids idealer. Ro, Renlighed og Regelmæssighed I midten af 1900-tallet undergik den af lægevidenskaben anbefalede barsel- og barnepleje flere ændringer. I 1940 udgav lægen Ebbe Brandstup bogen En begivenhed ventes med oplysninger og råd om tiden før fødslen. Af forordet fremgik det: "vel er svangerskab og fødsel naturlige fænomener, forbundet med meget ringe risiko, men kun under den bestemte forudsætning, at den svangre bliver omhyggeligt undersøgt, lever fornuftigt og faar god og rettidig hjælp under fødslen. Hvis bogen kan bidrage til forstaaelsen heraf, vil formaalet med dens udsendelse være nået." (Brandstrup 1940:5) I bogen anbefales det at moderen skal ligge dage i barselsseng efter en normal fødsel, altså en forlængelse på op til fire dage i forhold til tidligere. Grunden var, at fødslen foruden en stor legemlig anstrengelse også var en stærk belastning for nerver og sind. Derfor foregik der i barselsengen yderst vigtige processer i legemet" og ro og hvile var en nødvendighed. Endelig var sengeleje under absolut renlige forhold anset som det allerbedste middel til at undgå barselfeber. Hvad angik diegivning og kunstig ernæring fremgik det: "Enhver ved nutildags, at det er sundest for barnet at faa ernæring ved brystet, saa hvis det paa nogen maade er muligt, skal barnet have bryst. Men også for moderen frembyder brysternæringen store fordele: det er billigere og det er lettere og yderligere foregaar tilbagedannelsen af livmoderen til dens normale størrelse hurtigere, end det ellers ville være tilfældet. (Brandstrup 1940:37). Det anbefales at barnet lægges til første gang når moderen har hvilet ud efter fødslen og efter et par dage vil mælkeafsondringen være kommet i gang og barnet have lært at patte rigtigt. Amningen skulle struktureres sådan, at der ammes hver tredje time om dagen og en enkelt gang om natten. Og barnet skulle kun lægges til et bryst ved hvert måltid og ikke længere end 20 minutter. Det pointeres: Diegivningen er en kunst, der må læres, hvilket i begyndelsen kan kræve flid og taalmodighed. (Brandstrup 1940:38). Noget nyt er, at barnets faders så småt er begyndt at blive synlig ved barselsengen dog kun som en blandt flere besøgende. Brandstrup inddrager ham således i sine anbefalinger vedrørende barselbesøg: "Ja, barnets fader må naturligvis komme og f.eks een person til om dagen, og for denne sidstes vedkommende kun ganske kort tid, og ikke mens moderen ammer.

11 Mange besøg hos en barselkvinde kan gøre meget stor skade baade for moder og barn. Selv om fødslen er gaaet godt og patienten føler sig vel, kan det hele ødelægges ved den uro og forstyrrelse, som er forbundet med mange besøg af venner og slægtninge. Resultatet bliver let, at den unge moder er nervøs, grædende og deprimeret paa et tidspunkt, der burde være et af de lykkeligste i hendes liv. [..] og barnets ernæring bliver daarlig, fordi en træt, nervøs moder ikke kan yde mælk nok." (Brandstrup 1940:40). Ud fra ovenstående kan det siges, at Ro, Renlighed og Regelmæssighed - de tre R er - nu for alvor var introduceret i barselplejen. Disse tre R'er, der så ofte refereres til, blev introduceret i begyndelsen af 1900-tallet (muligvis før) og i stigende grad stadfæstet i første halvdel af århundredet. Renligheden ses at have haft tydelig prioritet, også selvom man ikke anså fødsel og barsel som en sygelig tilstand. Men skrækken for barselfeber var af gode grunde stor. Så barselkvindens dage i ro og stilhed uden barselgæster og ikke mindst renligheden var velbegrundet. Man var bange for smittefaren. Som vist og alment kendt var faderen stort set forment adgang til fødsel og barsel til langt op i 1900-tallet. Det var et rent kvindeanliggende, hvor lægerne som de eneste mænd i stigende grad havde legitim adgang. Meget kom til at ændre sig på dette punkt i 1970erne og fremefter. Hospitalisering og sygeliggørelse Fødsel og barsel blev i løbet af 1960erne hospitaliseret og barselkvinden blev med dette patient. Hun blev sygeliggjort og frataget ansvaret for sig selv og sit barn. Før den tid var det jordemoderen, der varetog hele fødselsforløbet i hjemmet, fra svangerskab til barselseng. Med hospitaliseringen blev barselplejen overladt til sygeplejerskerne. En væsentlig grund hertil var opfattelsen af, at jordemoderen let kunne blive inficeret ved plejen af barselpatienter og det skulle undgås, at hun bragte denne infektion videre til nye fødekvinder. Umyndiggørelsen af barselkvinden ses af, at barselsygeplejersken overtager kvinden fra jordemoderen og skal overgive opsynet med mor og barn til sundhedsplejersken (Lange et al. 1970). En moderne barselpleje udvikles En dansk undersøgelse foretaget af sundhedsplejerskerne Guldager og Thorup i blev skelsættende for barselplejens udvikling i Danmark. De undersøgte sygeplejen på to meget forskellige barselafdelinger (Guldager og Thorup 1977) Den ene barselgang var meget traditionel og almindelig på den tid. Dens pleje byggede på en sygdoms- og behandlingsmodel. Afdelingen havde mange regler om, hvad moderen måtte og ikke måtte. Hun måtte for eksempel ikke selv løfte barnet fra vuggen og over til sig selv i sengen. Moderen måtte heller ikke have barnet hos sig udenfor de faste ammetider og hun måtte ikke gå på børnestuen og se til sit barn. Børnene blev kørt ind til mødrene på faste ammetider. De første fire dage var det overvejende personalet, der passede barnet. I den tid fik moderen undervisning i barnepleje og derefter fik hun selv lov til at varetage dele af barnets pasning. Den anden barselafdeling, som indgik i undersøgelsen, var den gang en meget utraditionel og moderne barselgang. Dens sygepleje byggede på en indlærings- og ansvarsmodel. Mor og barn var på denne afdeling sammen det meste af døgnet. Moderen passede selv sit barn, så meget hendes tilstand tillod det, og barnet blev ammet eller fik flaske til individuelle tider. Allerede den første formiddag moderen var på afdelingen blev hun vejledt af personalet i barnepleje.

12 I løbet af 1980erne gik flere og flere barselafdelinger over til at arbejde efter principperne i sidstnævnte model. Hvad angår førstnævnte model, tager jeg det for givet, at der i dagens Danmark ikke længere eksisterer barselafdelinger som denne. Afslutningsvis vil jeg skitsere hovedtrådene i trenden indenfor vor tids barselpleje. Det drejer sig primært om, at mor og barn er sammen døgnet rundt og der er stort fokus på amning. Barnets far har fået en betydelig rolle i forhold til det nyfødte barn, allerede på hospitalet. Endelig har besparelser sammenholdt med vægtning af det ikke sygelige ved at gennemgå et ukompliceret fødselsforløb nedsat indlæggelsestiden på barselgangen. Nogle steder i form af tvungne ambulante fødsler andre steder med barselophold på patienthoteller. Denne moderne barselpleje blev afsættet for min undersøgelse af Barselperioden efter ukompliceret fødsel hvor der ses på hvilke ressourcer barselkvinden har og hvordan hun bruger disse (Sørensen 1995 og 2001, Sørensen og Hall 2004). Lisbeth Sørensen er afdelingsleder ved Sygeplejeskolen i Viborg Amt. Hendes artikel er baseret på det historiske baggrundsafsnit i hendes MPH-afhandling fra 2001 Barselhvile efter ukompliceret fødsel. Artiklen skal ikke ses som en fyldestgørende præsentation af barselperiodens historie, men som glimt af en historie der gav forfatteren grundlag for at forstå og undersøge nutidens praksis, traditioner og myter. Litteratur Bonde H, Carlsen S, Jensen Green B, Mousten L, Vittrup H og Aarslev P (1994) Når du bli'r FAR. Aschehoug Fakta, København. Brandstrup E (1940) En begivenhed ventes. Oplysninger og Raad om Tiden før Fødslen. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag, København. Bøgh C (1988) Pattebarn i 1600-tallet - en brik i småbørnenes historie. In Man starter som lille. (Fasting U, Michelsen N, Sommer D), Munksgård, København, s Guldager E og Thorup H (1977) Barseldage. Dansk Sygeplejeråd, København. Lange P, Rohde KV, Branth Pedersen E (1970) Gynækologi og Obstetrik. Lærebog for sygeplejeelever. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København. Lütken G (1901) Lægen som Husven. Kortfattet populær Haandbog over Sundhed og Sygdom. Udgivet og forlagt af Carl Aller, København. Sørensen L (1995) Barselhvile efter ukompliceret fødsel. Den Medicinske Forskningsenhed i Ringkøbing Amtskommune, Ringkøbing. Sørensen L (2001) Barselperioden efter ukompliceret fødsel, en kvalitativ undersøgelse af hvilke ressourcer barselkvinden har, hvordan hun bruger sine ressourcer, samt hvordan barselgangens indsats matcher disse. MPH-afhandling 2001:13. Nordiska Hälsovårdshögskolan, Göteborg. Sørensen L, Hall EOC (2004) Resources among New Mothers early discharged multiparous women. Vård i Norden. (in press ).

13 MUSEUMSHJØRNET Den gode sygepleje - ideer og idealer i dansk sygepleje af museumsleder Inger-Marie Børgesen I øjeblikket vises udstillingen Den gode sygepleje på Sygeplejehistorisk Museum. Udstillingen følger skiftende tiders opfattelse af, hvad den gode sygepleje er fra de personlige dyders epoke til efterkrigstidens prioritering af de faglige kvalifikationer I 1868 begyndte overlæge L.I. Brandes ved Almindelig Hospital i København at tage Damer til oplæring i Sygepleje. Inspirationen hentede han blandt andet i engelske Florence Nightingales bog Notes on Nursing udgivet Den blev blot to år efter sin udgivelse oversat til dansk og med titlen: Om Sygepasningen, hvad den er, og hvad den ikke er. Da Københavns Komunehospital stod færdigt i 1876 blev en systematisk undervisning i sygepleje etableret. Undervisningstiden varede 1 år og blev varetaget af læger, der lagde vægt på, at deres elever lærte lydighed og ærbødighed. Ved stiftelsen af Dansk Sygeplejeråd i 1899 blev det en mærkesag for sygeplejerskerne, at forbedre uddannelsen med et krav om eksamen efter tre fulde år og en elevtid hvor både de teoretiske og praktiske færdigheder blev trænet. For at sætte fart på udviklingen opfordrede Sygeplejerådet sine medlemmer til at rejse til udlandet for at søge inspiration og få supplerende uddannelse. Den daværende formand Henny Tscherning havde selv opholdt sig på Nightingale-skolen i London i en periode. Skønt foreningen var nystartet og kun havde beskedne midler til rådighed, blev det en del af Sygeplejerådets politik at uddele rejsestipendier til studieformål. Studierapporter fra danske sygeplejersker under fremmede himmelstrøg blev løbende offentliggjort i Tidsskrift for Sygepleje. Med et rejsestipendium i hånden kunne en ung sygeplejerske f.eks. vælge at studere i England, hvor organiseringen af sygeplejen var længere fremme end i Danmark eller tage til Tyskland, hvor viden om hygiejne var mere omfattende end herhjemme. Amerika var også en mulighed. Forstanderinde ved Danmarks første sygeplejeskole på Bispebjerg Hospital, Charlotte Munck, fik 1909 uddannelsesbevis fra en amerikansk hospitalsskole (Presbyterian School of Nursing i New York). Charlotte Munch lagde stor vægt på udvælgelsen af sine elever. Hun krævede ikke en bestemt skoleuddannelse af sine elever, men de praktiske anlæg anså hun for uundværlige: En ung Kvinde burde aldrig begynde på Sygepleje uden først at have taget del i husligt Arbejde [..] (Munck 1926: 8). Sygeplejersken skulle pleje patienten samvittighedsfuldt. Patienten selv skulle forholde sig passiv og afventende. Sygeplejen var en gerning, som ikke lod sig sammenligne med andre arbejdsområder, og eleverne måtte forstå, at den var et kald. Patienten og opgaverne omkring sygesengen fordrede en opofrende og uegennyttig sygeplejerske, der var villig til at opgive egen familie med mand og børn til fordel for patientens ve og vel. I slutningen af 1930 erne efterspurgte veluddannede og berejste sygeplejersker fremtidens sygeplejersker. Bl.a. Ellen Broe og Eli Magnussen, der begge havde været på studieophold i Amerika, talte for, at uddannelsen skulle forbedres, så sygeplejersken kunne blive den

14 centrale figur i det moderne sundhedsprogram. Hun skulle ikke alene pleje syge, men også undervise, vejlede og opdrage. I den gode sygepleje skulle der nu lægges mere vægt på faglige kvalifikationer end de personlige dyder. Teoretisk kunnen blev fremhævet! Kærlighed til næsten var fortsat det bærende i sygeplejen, men det var ikke længere tilstrækkeligt. Med Lov om Autorisation af Sygeplejersker fra 1933 blev det Sundhedsstyrelsen som statslig myndighed, der skulle autorisere sygeplejersker. Grundlaget for autorisation var en egnethed til sygeplejen, en treårig uddannelse med opnåelse af dygtighed som sygeplejerske, kendskab til sygeplejens teori samt hæder og sædelig vandel. I perioden fra 1933 til uddannelsesreformen i 1957 blev sygeplejerskernes livs- og arbejdsforhold forbedret. Arbejdstiden blev nedsat til 8-9 timer daglig, skønt mange mente, at det var uforeneligt med plejen som et kald. Bopligten på hospitalerne blev lempet, ligesom kravet om at hospitalssygeplejerskerne ikke kunne indgå giftermål. Endelig blev det muligt for mænd at uddanne sig til sygeplejersker. I 1956 blev Lov om Sygeplejersker vedtaget, og den afløste loven fra For at opnå autorisation var det nu et krav, at en sygeplejerske skulle have gennemgået forskole og en 3- årig uddannelse. Bedre forhåndskundskaber blev stillet som krav for optagelse som sygeplejeelev, derimod ikke en højere skoleeksamen. Boglig viden var nødvendig, den rette indstilling vigtig. Med den ny lov og uddannelsesreform blev der oprettet 34 selvstændige sygeplejeskoler heraf 10 med forskole. Stigende specialisering inden for sygeplejen og brug af ny teknologi fordrede flere færdigheder og teknisk dygtighed. Sygeplejens indhold og mål blev diskuteret og forsøgt defineret. Med inspiration fra den amerikanske sygeplejerske Virginia Henderson blev sygeplejens grundlæggende principper indført i dansk sammenhæng. Teknisk dygtighed i sygeplejen skulle anskues som en faktor af flere. Patienten måtte plejes ud fra et helhedssyn, hvor der blev taget hensyn til både det åndelige, sjælelige og fysiske helbred. I Virginia Hendersons tænkning skulle sygeplejersken som medlem af det medicinske team hjælpe patienten frem mod helbredelsen. Patienten selv skulle samarbejde og efter kyndig pleje og vejledning være i stand til at træffe de rigtige valg for at opretholde det gode helbred. Sygeplejersken skulle nu arbejde med patienten ikke for patienten, som var tidligere tiders ide om den gode sygepleje. Litteratur Nightingale F (1861). Om Sygepasningen, hvad den er, og hvad den ikke er. Kjøbenhavn: Forlagt af den Gyldendalske Boghandel. Malchau S (1998). Kærlighed er tjeneste. Søster Benedicte Ramsing en biografi. København: Dansk Sygeplejeråd. Munck C (1926). Almindelig Sygepleje. I: Munck C og Rydgaard F (red.). Lærebog og Haandbog i Sygepleje. Kjøbenhavn: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. Pedersen E (1990). Over grænser om danske sygeplejerskers arbejde og studier i udlandet København: Dansk Sygeplejeråd.

15 Pedersen E (1998). Sygeplejesagens pioner. Henny Tscherning København: Dansk Sygeplejeråd. Sigvaldsen B (1993). De Kvindeligste Kvinder. En undersøgelse af sygeplejens historie i mellemkrigstiden. Århus: Danmarks Sygeplejerskehøjskole. Dansk Sygeplejehistorisk Museum Dansk Sygeplejehistorisk Museum ved Koldingfjord, Fjordvej 152, 6000 Kolding Åbningstider: Onsdag 11-18, torsdag og fredag 11-16, lørdag og søndag (tlf ). Billetpriser: Fri adgang for enkeltmedlemmer af DSHS Øvrige: Voksne 30 kr., grupper over ti 20 kr., pensionister og studerende 20 kr., børn under16 samt skoleklasser gratis. Kaffe og hjemmebag til reduceret pris på Hotel Koldingfjord mod aflevering af entrebillet dog ikke søn- og helligdage (gælder ikke gruppebilletter). Der tages forbehold for eventuelle ændringer.

16 DANSK SYGEPLEJEHISTORISK SELSKAB Medlemsmøde Den 1. april 2004 kl afholdes der medlemsmøde i Dansk Sygeplejehistorisk Selskab på Dansk Sygeplejehistorisk Museum. På mødet vil narkosesygeplejerske og neuropsykolog Lise Ehlers holde foredrag om sin bog: Store mænd og syge kvinder (Gyldendal 2002). Heri giver Lise Ehlers et vue over de syge kvinders historie fra Aristoteles og frem til vor tid og på grundlag heraf fremføres bl.a.: Historien har klart vist, at kvinden stort set kun har haft enkelte begrænsede og ofte groteske måder at være kvinde på. Sygerollen har måske ikke altid været den værste. Deltagelse er gratis for medlemmer, gæster kan deltage for kr. 30 eller gennem indmeldelse i DSHS. Under mødet serveres en forfriskning. Adresse: Dansk Sygeplejehistorisk Museum ved Koldingfjord, Fjordvej 152, 6000 Kolding. Tilmelding til museet på tlf Generalforsamling DSHS Generalforsamling i Dansk Sygeplejehistorisk Selskab afholdes i København den 16. september 2004 kl. 16. Indkaldelse og oplysning om sted vil blive annonceret i Sygepleje og Historie nr. 22, der udkommer august 2004.

17 NYE BØGER Kari Martinsen og Trygve Wyller (red.). Etikk, disiplin og dannelse Elisabeth Hagemanns etikkbok nye lesinger. Oslo: Gyldendal Akademisk, 2003, 143 sider, 198 NKR. Baggrunden for denne nyudgivelse af den norske sygeplejerske og diakonisse Elisabeth Hagemanns etikbog fra 1930 er, den betydning diakonissetraditionen har haft, fortolkningen af samme tradition samt dens indflydelse. Med en stærk forankring i den luthersk evangeliske morallære var diakonissernes med til at bane kvindernes vej ud i det offentlige rum og med dette var de også med til at etablere den faglærte sygepleje. Bogen, der kan læses som en dannelsesbog, hvor disciplin og dannelse er nøgleord, indeholder Hagemann s originaltekst Sykepleiens etikk. Dertil en række artikler som belyser og supplerer teksten. Bidragyderne er professor dr. theol. Trygve Wyller, førsteamanuenses dr. theol. Aud V. Tønnesen, professor dr. philos. Kari Martinsen, efteruddannelseskonsulent kandidat i sygeplejevidenskab Aud Nøttveit og professor dr. theol Karstein M. Hansen. Bestilling: anne.eng@gyldendal.no Kirsten Beedholm. Forandring og træghed i den sygeplejefaglige diskurs. Viborg: PUC, 2003, 331 sider. Bogen er litteraturhistorikeren Kirsten Beedholms Ph.D,-afhandling, der blev forsvaret den 15. september 2003 ved Humanistisk Fakultet, Københavns Universitet. Kort resumeret er afhandlingen en idéhistorie om udviklingen i dansk sygepleje i det 20. årh. på baggrund af skriftligt materiale. Undersøgelsen er inspireret af Michel Foucault og drives frem af to interesser: 1) At undersøge det tekstkorpus der opstår omkring 1980 i forbindelse med, at faget i stigende grad italesættes som en videnskabelig disciplin. 2) At undersøge hvordan en epokal inddeling på baggrund af en Foucault-inspireret analyse kan etableres. Einer Kringlen. Psykiatriens samtidshistorie oversat fra norsk af Knud Michelsen. København: Hans Reitzels Forlag, sider, 375 kr. I bogen gives først et hurtigt tilbageblik på psykiatrien fra begyndelsen af 1800-tallet og frem til tiden før Anden Verdenskrig. Efterfølgende er der en omfattende skildring af faget frem til årtusindskiftet. (Anmeldt i Tidsskrift for Sygeplejersker nr. 6, 2004). Heidi Inger Gøtz og Henning Gøtz (red.). Oringe der var en gang. FOA Sydsjælland, kr. I bogen fortælles Oringe Hospitals historie gennem fortællinger fra medarbejdere og andre. Bogen sælges via lokale boghandlere fx Vordingborg Willerups boghandel. Som beskrevet i Salmonsens Leksikon var Oringe et sindssygehospital liggende på halvøen Oringe ved Vordingborg. Det blev åbnet 1857 og kunne rumme ca. 600 patienter. Til den interesserede læser kan det fra Sygepleje &Histories redaktion også tilføjes, at baggrunden for oprettelsen af de danske sindssygehospitaler først og fremmest var, at man i begyndelsen af 1800-tallet blev klar over, at sjælens sygdomme var noget, der klart kunne adskilles fra en medfødt idiotisme eller svagsindighed, og man mente, at de store hospitaler udgjorde gode samfundsøkonomiske løsninger både på samfundets problemer med de sindssyge og på de sindssyges problemer med samfundet. Omkring midten af 1800-tallet, hvor 3 hospitaler fungerede (Sct. Hans, Jydske Asyl (Risskov) og Oringe) troede man på helbredeligheden. Senere i århundredet forsvandt denne tro så godt som fuldstændigt, og man var tilbøjelig til at koncentrere sine anstrengelser om de få patienter, som man mente havde en chance for at blive helbredt, mens et flertal nærmest kom til at opholde sig i "psykiatrisk pleje", ofte livslangt. (Uddrag af kronik af etnolog, mag.art, ph.d. Edith Mandrup Rønn s i Fyens Stiftstidende 10. januar 2001).

18 MØDER, FOREDRAG OG UDSTILLINGER Dansk Sygeplejehistorisk Selskab Den kl afholdes der medlemsmøde i Dansk Sygeplejehistorisk Selskab på Dansk Sygeplejehistorisk Museum (se meddelelse side?). Jysk Medicinhistorisk Selskab Tirsdag den 11. maj 2004, kl : Generalforsamling og foredrag ved fhv. Overlæge Bent Langfeldt:"Lægen og forfatteren Anton Tjekov i 100-året for hans død og foredrag ved museumsinspektør Hanne Teglhus: "Nye gamle bøger på Steno Museet" Mødet holdes på: Steno Museet, C.F. Møllers Allé, bygning 100, Universitetsparken, 8000 Århus C. Nærmere oplysninger om selskabet ved registrator Hanne Teglhus - stenohat@au.dk Dansk Medicinsk-historisk Selskab Onsdag den 21. april kl i Medicinsk-historisk Museum: Medicinsk Museion: Visioner og mål. (Fællesarrangement for Medicinsk-historisk Museums Venner og Dansk medicinskhistorisk Selskab). Foredrag ved professor Thomas Söderqvist: Forskning og undervisning og museumsleder Frank Allan Rasmussen: Kulturarv og formidling. Onsdag den 12. maj, kl i Medicinsk-Historisk Museum: Medlemmer af Dansk Dermatologisk Selskab er indbudt til mødet. Speciallæge, dr. med. Anne-Marie Worm, Frederiksberg: Moulager unikke voksaftryk af tidligere tiders svære hudsygdomme. Lørdag den 29. maj. Forårsudflugt til Botanisk Have arrangeret af Lektor Jette Dahl Møller, Botanisk Have og Lektor Peter Wagner, Botanisk Centralbibliotek. Mødetid og -sted: Kl i Botanisk Laboratorium Gothersgade 140, København K. Medicinsk Historisk Selskab for Fyn Mandag den 19.april. Ove A. Nedergaard: Kurare -. den flyvende død. Historien om den sydamerikanske pilegift og dens introduktion i medicinsk terapi og Bent Harvald: Et dansk tandlægedynasti. Selskabet arrangerer en rejse til Berlin til på vegne af de tre medicinhistoriske selskaber i Danmark. Opholdet i Berlin vil bl.a. omfatte besøg på Det medicinhistoriske Museum (Virchowmuseet), Chariteen, Humboltuniversitetet, Pergamonmuseet samt evt. andre Kunst- eller kulturhistoriske museer efter eget valg.

19 DANSK SYGEPLEHISTORISK SELSKAB Selskabets adresse: Dansk Sygeplejeråd Vimmelskaftet 38, Postbox København K Bestyrelsen: Formand: Susanne Malchau, Skolevej 18 F, 8250 Egå (e-post: sm@sygeplejevid.au.dk) Næstformand: Bente Sigvaldsen, Bernstorfflund Allé 25, 2920 Charlottenlund Sekretær: Kirsten Stallknecht, Tunet 31, 3450 Allerød Kasserer: Bodil Jacobsen, Nørre Alle 3, 4400 Kalundborg Birthe Mortensen, Sønder Alle 9, Strib, 5500 Middelfart Seniorsammenslutningen i DSR: Ruth Christensen, Katrinevej 14, 7800 Skive Dansk Sygeplejeråd: 2.næstformand Aase Langvad, Dansk Sygeplejeråd Suppleanter: Marianne Mahler, Ahlefeldtsgade 29, 3th, 1359 København k Karen Buhl, Stenstrups Allé 7 3tv, 1924 Frederiksberg C Lis Suhr, Udbakken 27, 2750 Ballerup Merete Thorsén, Dansk Sygeplejeråd (suppl. Dansk Sygeplejeråd) Revisor: Benny Andresen, Odense Revisorsuppleant: Hanne Schytte, København Nyhedsbrevets redaktion: Susanne Malchau, Århus (ansv. red.) Inger Marie Børgesen, Kolding Nete Balslev Wingender, København Marianne Mahler, København

20 Indmeldelsesblanket til Dansk Sygeplejehistorisk Selskab Navn:... Adresse:... Postnr./by... Dato:... Underskrift:... Som (sæt kryds) Enkeltmedlem:... Forening, organisation eller firma:... Enkeltmedlemmer: Kr. 150,00 pr. år. Forening, organisation eller firma: Kr. 500,00 pr. år. Sendes til: Dansk Sygeplejehistorisk Selskab, Dansk Sygeplejeråd, Vimmelskaftet 38, Postbox 1084, 1008 København K