Da verden blev en anden

Transkript

1 Sven Thygesen Søren Hansen Flemming Petersen 1914 Da verden blev en anden En beskrivelse af tiden omkring 1. verdenskrig forlaget herredagen

2 1914 Da verden blev en anden En beskrivelse af tiden omkrig 1. verdenskrig Forlaget Herredagen, 2013 ISBN Forlaget Herredagen <Adresse> Trykt hos <tryksted> Grafisk tilrettelæggelse Peter Dyrvig Grafisk Design

3 Indhold Forord 7 PROLOG Da verden blev en anden tiden omkring Den første Verdenskrig 11 Skuddet i Sarajevo DEL Krigen 17 Den hektiske sommermåned Krigsudbruddet blev modtaget med begejstring af sted og hjem til jul 25 Krigens strategier og mobiliseringens anatomi 27 Krigens taktikker, våben og propaganda 30 Våben 35 Propaganda 39 Nyheder og censur 44 Kynisme og medmenneskelighed 49 Krigens generaler 49 Krigens soldater 51 Samvittighed og ære 56 Militærnægtere 57 Ærens mark 59 Syg eller æreløs og fej 63 Efter krigen 64 Sultvåbnet og hungerblokaden 65 Neutrale lande og danske gullaschbaroner 72 Krigens regler og humanitær folkeret 73 USA ind og Rusland ud 79 Våbenstilstand den 11. november 1918 kl Fredsslutningen og fredstraktaten 82 Folkeforbundet 96 indhold 3

4 2. DEL Ideers nye veje 101 Politiske og økonomiske ideologier 101 Nationalisme og patriotisme 102 Militarisme og pacifisme 111 Imperialisme og kolonialisme 115 Kapitalisme, konservatisme og liberalisme 116 Anarkisme og vold 118 Socialisme, kommunisme og marxisme 121 Nazisme og fascisme 127 Socialdemokrati 128 Demokrati og parlamentarisme 129 Naturvidenskab, filosofi og religion 131 Darwinisme og Darwin 131 Socialdarwinisme, eugenik og eutanasi 137 Relativitet og relativisme 148 Logisk positivisme 151 Psykoanalyse og Freud 151 Nihilisme og Nietzsche 156 Religion og tro 160 Mission, socialisme og to nye kirker 163 Krigen, Bibelen og profetierne 165 Spiritisme 168 Antisemitisme og zionisme 170 World Zionist Organization 181 Eliten og krigen 181 England 182 Tyskland/Østrig 183 Frankrig 186 De frivillige 187 Kunsten i opbrud 190 Musik og komponister 193 Skuespil, romaner, digte og forfattere 198 Malerier og billedkunstnere 202 Film og instruktører da verden blev en anden

5 3. DEL Samfundsudviklingen 213 Den nye hverdag 213 Krigens spor 213 Familien 218 Autoriteterne 221 Minder og påmindelser 224 Økonomi 228 Ligestilling 233 Mode og moral 236 Industri 238 Industriarbejderen 239 Industrielle revolutioner 240 Standardisering 243 Krigsindustrien og dens købmænd 243 Arbejderbevægelser: Socialister, anarkister, syndikalister, socialdemokrater, marxister, kommunister, revisionister og fagforeninger 246 EPILOG 1914 Da verden blev en anden 251 Politikere 251 Videnskabsmænd og forskere 252 Historikere 253 Filosoffer 257 Kunstnere, forfattere og journalister 259 Litteraturhenvisninger 263 Mere viden 270 indhold 5

6

7 Forord Da verden blev en anden er ikke en traditionel historiebog. Det har ikke været hensigten at lave endnu en bog, der fortæller om krigen og dens aktører. Det er allerede gjort og gjort godt. Læs derimod Da verden blev en anden, hvis du ønsker at få et overblik over en af de mest dramatiske perioder i verdenshistorien. Den vil føre dig kompasset rundt og gennemgå de forandringer, tiden bragte. Forandringer der ikke kun indbefattede verdens sceneskift fra fred til krig og fire år senere tilbage igen, men også forandringer i menneskers adfærd, viden, moral, tankegods, arbejde og dagligdag. Vi er bevidst om, at der let sker en forskydning væk fra årsagerne til krigen til en fokusering på selve krigen. Eller sagt med andre ord; en forskydning fra hvorfor til hvad og hvordan. Tænk blot på hvad billederne i nyhedsudsendelserne ofte udvirker. Billeder formidler noget om hvad og hvem, mens hvorfor oftest kræver en ordforklaring. Vi har derfor hovedsageligt set på årsagerne til krigen i de tanker, som tiden var præget af refleksioner frem for begivenheder. Mange af tidens tanker er fostret af politikere, filosoffer og andre dele af intelligentsiaen. Når vi alligevel i vid udstrækning netop tager udgangspunkt i deres synspunkter og tanker, skyldes det, at tanker født af samfundets elite over tid har en tendens til at sive ned til menigmand, hvorved eliten netop bliver meningsdannende. Derfor er deres tanker af særlig interesse. Var det tilfældigt, at verden gik af lave netop i 1914? Nogle vil sige ja og mene, at det voldsomme krigsudbrud ville være kommet på et eller andet tidspunkt og uafhængigt af skuddene i Sarajevo. I årene op til 1914 var der opbygget spændinger i verdenssamfundet, som krigen udløste. Krigen blev den store enkeltstående begivenhed i 1914, som udløste nye forandringer. Forståelsen af begivenhederne i året 1914 skal derfor ses og tolkes i lyset af begivenheder, som havde deres udspring helt tilbage i sidste halvdel af det 19. århundrede. Men verdenskrigens udbrud i 1914 skal også ses som starten på de dramatiske ændringer, som fulgte i dens kølvand. Da verden blev en anden er dermed også en beskrivelse af forudsætningerne for krigen og dens konsekvenser. Hovedvægten er ikke lagt på detaljen, men på overblikket. Alligevel er der også blevet plads til glimt af livet blandt soldater, politikere, regenter og forfattere. I Da verden blev en anden er det, der normalt skrives med småt taget med og levendegjort med ord skrevet af mennesker, som oplevede krigen og dens eftervirkninger. forord 7

8 Verdenskrigen kom til at skygge for mange andre forandringer i perioden, men hvad der skete i menneskers sind, er måske den største forandring, som vi har fået i arv. Brug overblikket til at gå i detaljer i de områder, som interesserer dig. At forstå begivenhederne omkring krigen og dens udbrud fordrer, at man kan sætte sig ind i tiden og dens tanker Vi har givet samtiden fortrins- og taleret, men vi har også lyttet til nulevende historikere med speciale i Den første Verdenskrig. Vi har i rigt omfang angivet vore kilders fødsels- og dødsår, for at vise hvor på tidens strøm de har befundet sig i forhold til de beskrevne begivenheder. Naturligvis ligger der i valget af stemmer en sortering. Vi har forsøgt at lade stemmerne være repræsentative og i mindst muligt omfang lægge vor eget tynde lag af fortolkning på. Mange historikere, politikere, journalister og forfattere har i tidens løb konkluderet, at Den første Verdenskrig var urkatastrofen og året 1914 var året, hvor verden gik af lave. Når vi ser tilbage og betragter vidnesbyrdene fra perioden omkring Den første Verdenskrig, må vi medgive, at da blev verden en anden. Hvordan er bogen blevet til? Bogen er skrevet efter mange drøftelser mellem forfatterne og efter samtaler med andre med stor historisk indsigt på universiteter og museer og vi siger tak for deres konstruktive vejledning og kritik ligesom bøger og internettet er blevet flittigt frekventeret. Mange lande er begyndt at lægge deres historiske dokumenter ud på nettet. På internettet kan man bladre i bøger, besøge alverdens museer og læse referater fra møder mellem præsidenter og deres rådgivere eller høre lydklip fra politikeres taler til nationen. Læs bogen, og hvis du får lyst til at udforske perioden på egen hånd, så vælg en eller flere af bøgerne i litteraturhenvisningen eller søg på internettet. Vi lagt en række links til interessante informationer på Lyngby december 2012 Sven Thygesen Søren Hansen Flemming Petersen da verden blev en anden

9 prolog

10

11 1914 Da verden blev en anden Tiden omkring Den første Verdenskrig Der er gået et halvt århundrede, men det spor, som den store krigs tragedie efterlod på nationernes sjæl og legeme, er endnu ikke forsvundet Denne ildprøve var af en sådan størrelsesorden både fysisk og moralsk, at intet bagefter var som før. Samfundet i sin helhed styreformer, landegrænser, love, væbnede styrker, forholdet mellem stater, også ideologier, familieliv, formuer, stillinger, forholdet mennesker imellem alt var blevet ændret i bund og grund Menneskeheden mistede balancen og har aldrig genvundet den siden. Charles de Gaulle Le Monde, 12. november 1968, s. 9. Markering af 50 årsdagen for krigens afslutning og våbenstilstanden Skuddet i Sarajevo Skuddet i Sarajevo den 28. juni 1914 blev den umiddelbare anledning til Den første Verdenskrig eller Den Store Krig, som den også blev kaldt. Den dag blev ærkehertug Franz Ferdinand ( ) af Østrig og hans hustru Sophie myrdet. Selv om krigsudbruddet var den største begivenhed i 1914, så var den ikke det eneste bemærkelsesværdige i tiden. Fra slutningen af det 19. århundrede og ind i 1920 erne indtraf ikke kun nogle af de mest dramatiske forandringer indenfor krigsførelse og teknologi, men også i menneskers tankegang. Verden var op til 1914 præget af optimisme og tro på fremtiden. Den teknologiske udvikling og industrialiseringen havde skabt forbløffende resultater, og menneskers viden om verden, universet, atomet, mennesket og menneskesindet og meget andet varslede nye tider. Der havde stort set været fred i Europa i mere end 40 år, og i den periode var nationerne blevet rigere. Ikke kun i ét land, men i alle landene var der tale om en økonomisk opblomstring. prolog 11

12 Mordet på ærkehertugen og hans hustru. Mordene i Sarajevo og Den Store Krig blev for Europa og resten af verden startskuddet til store samfundsmæssige og menneskelige forandringer nogle til det bedre, andre til det værre. Beretningen om krigen kunne hurtigt blive en opremsning af datoer, tabstal, våben, statsmænd og generaler. Men krigen havde også en hverdag og et liv, som blev levet i by og på land langt fra fronten. Bedre end de fleste har den østrigske forfatter Stefan Zweig i sin erindringsbog Verden af i gaar beskrevet, hvad krigen ændrede i hverdagen. I afsnittet Tryghedens verden skriver han: da verden blev en anden

13 Den østrigske forfatter Stefan Zweig ca. 31 år gammel. Naar jeg skal prøve at finde en brugelig Formel for Tiden før Den første Verdenskrig, det Tidsrum, jeg voksede op i, saa haaber jeg at være mest prægnant, naar jeg siger: Det var Tryghedens gyldne Tidsalder Enhver vidste, hvor meget han ejede, og hvor meget der tilkom ham; han vidste hvad der var tilladt, og hvad der var forbudt. Alt havde sin Norm, sit Maal, sin Vægt Absolut ingen troede paa Krige, Revolutioner eller Omvæltninger. Alt radikalt og voldsomt syntes paa Forhaand umuligt i denne Fornuftens Tidsalder. Denne Fornemmelse af Sikkerhed var Millioners efterstræbelsesværdige Eje; var det fælles Livsideal Denne Tro paa det uafbrudte og uopholdelige Fremskridt havde for hin Tidsalder ligefrem en Religions Styrke i sig; man troede allerede mere paa dette Fremskridt end paa Bibelen, og man mente, det var uomstødeligt bevist gennem de nye Vidundere i Videnskab og Teknik, som hver Dag bragte med sig. Faktisk var Slutningen af dette Fredens Aarhundrede en Opgangens Tid, en hurtigere og hurtigere, en mere og mere synlig, en mere og mere mangfoldig Opgangens Tid Det er ganske rimeligt, at vi Mennesker af i Dag, som for længst har strøget Ord som Sikkerhed og Tryghed af vor Ordbog som Fantomer, smiler ad hin idealistiske, men forblindede Generations skønne Illusioner om, at Menneskehedens tekniske Fremskridt nødvendigvis maatte have et lige saa rapidt moralsk Opsving til Følge Vi har lidt efter lidt maattet vænne os til at leve uden Bund under Fødderne, uden Ret, uden Frihed og uden Tryghed. For vort eget Jordelivs Vedkommende har vi for længst fornægtet vore Fædres Religion, deres Tro paa Humanitetens raske og varige Opsving; paa det grusomste belærte, som vi er, synes vi, at hin overilede Optimisme er rent ud banal Ansigt til Ansigt med en Katastrofe, der med eet eneste Kast har slynget os tilbage bag om tusinde Aars humane Bestræbelser prolog 13

14 Selv fra den Afgrund af Gru, hvori vi nu halvblinde famler omkring med brudt og søndret Sjæl, kaster jeg atter og atter Blikket op mod hine gamle Stjernebilleder, der straalede over min Barndoms Jord, og jeg trøster mig med den nedarvede Tillid til, at dette Tilbagefald engang vil vise sig kun at have været et Interregnum i den evige Fremskridt Rytme. (Zweig, 1948, originalen 1942) 1 Stefan Zweig, østrigsk forfatter ( ). Citat fra bogen Verden af i gaar (1942) 1 Henvisninger til kilder baseres på ISO 690-standarden og vises på denne måde fx (Bjøl, 2005). I litteraturhenvisningen bagerst i bogen vil yderligere oplysninger kunne findes da verden blev en anden

15 1. del krigen

16

17 Krigen Første Verdenskrig blev navnet for en krig, som ændrede verdenshistorien. Det var en verdenskrig, fordi den inddrog alle kontinenterne, og det var ikke set før. I starten kaldte man krigen for Den Store Krig 2, men den blev senere kendt som Den første Verdenskrig. Den blev den hidtil blodigste krig med omkring ni millioner døde og savnede soldater. Men ikke alle krigens ofre befandt sig i krigszonen, idet hjemmefronten også kunne tælle sine døde og sårede. Krigen, og tiden umiddelbart efter, kostede yderligere omkring seks millioner civile livet. Det er et overraskende stort tal, da man jo netop betragter Den første Verdenskrig som soldaternes krig. De civile døde på grund af udsultning og fejlernæring (skønsmæssigt tyskere døde af sult og fejlernæring på grund af de allieredes blokade), sygdomme 3 ( russere døde af tyfus i perioden ) og genocide/folkedrab (folkedrabet på skønsmæssigt armeniere 4 ). Andre civile tab ved angreb på handelsflåder, massakrer på civile, langdistance-artilleri og luftbombardementer, var i sammenligning hermed små. (Gleichen, 2000, original ) 1. verdenskrig Krigen varede fra 28. juli 1914 til 11. november 1918 (våbenstilstandsdatoen). Fredsaftalen blev underskrevet 28. juni 1919 på 5 årsdagen for ærkehertug Franz Ferdinand s død. Krigen i nøgletal: Skønsmæssigt 70 millioner soldater var mobiliseret Skønsmæssigt 9 millioner døde eller savnede soldater Over 21 millioner sårede, heraf syv millioner invalideret for livstid 2 The great war (engelsk), La grande guerre (fransk), Gran Guerra eller Guerra des Guerras (spansk). Den første Verdenskrig forkortes ofte ww1. 3 Den spanske syge med over 20 millioner og måske endda 50 millioner døde er ikke medregnet, endskønt den almene svækkede helbredstilstand efter krigen også bidrog til de mange dødsfald. 4 Betegnelsen folkedrab bestrides af Tyrkiet. 1. del krigen 17

18 Ofre for attentater Attentatforsøg Myrdet Ruslands Zar Alexander II 1879 og USA s præsident James Garfield 1881 Kejser Wilhelm I af Tyskland 1878 og 1883 Ruslands Zar Nikolaj II Frankrigs præsident Sadi Carnot 1894 Spaniens premierminister Antonio Canovas 1897 Kejserinde Elisabeth af Østrig 1898 Kong Umberto af Italien 1900 Prinsen af Wales/Kong Edward VII 1900 Kejser Wilhelm II af Tyskland 1900 og 1901 USA s præsident McKinley 1901 Kong Leopold II 1902 Kong Alexander I og dronning Draga af Serbien 1903 Ruslands indenrigsminister Vyacheslav Konstantinovich von Plehve 1904 Kong Alfonso XIII og dronning Eugenie af Spanien Kong Carlos af Portugal 1908 Frankrigs premierminister Aristide Briand 1911 Ruslands ministerpræsident Pjotr Stolypin 1911 Spaniens premierminister Canelejas 1912 Kong George I af Grækenland 1913 Ærkehertug Franz Ferdinand af Østrig og hans hustru Sophie 1914 Den franske socialistleder Jean Jaurès 1914 Østrig-Ungarns ministerpræsident Karl von Stürgkh 1916 Leninismen og kommunismens fader Vladimir Iljitj Lenin 1918 Stifterne af det tyske kommunistiske parti Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg Frankrigs premierminister Clemenceau 1919 Den tyske ministerpræsident i Bayern Kurt Eisner 1919 Den tyske underskriver af fredsaftalen Matthias Erzberger 1921 Tysklands udenrigsminister Walther Rathenau 1922 Den polske præsident Gabriel Narutowicz 1922 Måske historiens første bilbombe (køretøjet var en hestevogn) blev bragt til sprængning som en terrorhandling mod kapitalismens højborg Wall Street (1920), og den resulterede i over 20 dræbte. Attentatmanden blev ikke endelig identificeret, men af løbesedler fremgik det, at ugerningen sandsynligvis var udført af en anarkist da verden blev en anden

19 Antallet af døde i krigen er i virkeligheden kun én af de mange måder, hvorpå man prøver at holde styr på krigens konsekvenser. Det er klart, at der ikke er én endegyldig rigtig måde at opgøre konsekvenserne på, og ikke engang noget, der synes så konkret som antallet af krigens ofre, kan eftertiden bestemme entydigt. Angivelserne i forskellige kilder varierer. Historikere har for eksempel en forskellig opfattelse af i hvilket omfang de forskellige typer af civile tab skal medregnes blandt krigens ofre. Men uanset hvordan man vælger at opgøre konsekvenserne, så bliver resultatet, at krigens uhyggelige omfang retfærdiggør navnene Den Store Krig og Den første Verdenskrig. Den hektiske sommermåned 1914 Selv om mordet på ærkehertugen og hans kone var dramatisk, så var mord og attentatforsøg på ledere og kongelige dog langt fra usædvanligt. Mordene var umiddelbart ikke nok til at politikerne øjeblikkelig afbrød deres ferier for at tage sig af en situation, som kunne udvikle sig faretruende. Selv på børserne i Wien, London og Berlin diskuterede man naturligvis mordene, men handelen forblev normal. Der havde været så mange andre mord og mordforsøg. Men denne gang udviklede mordene sig til en egentlig krise. Perioden, fra skuddet i Sarajevo til krigens udbrud en måned senere, var præget af hektisk diplomatisk aktivitet. Konsultationer og rådslagninger på kryds og tværs mellem venner og fjender efterlader et billede af kaos, misforståelser, stolthed og sårede følelser. Og da situationen tegnede meget truende, blev der gjort mange forsøg på at finde en løsning, der skulle forhindre en krig. I dagene umiddelbart op til krigsudbruddet udvekslede den tyske kejser Wilhelm og zar Nikolaj en række telegrammer. I et af dem skrev kejser Wilhelm: Jeg forstår til fulde hvor vanskeligt det er for dig og din regering at trodse kraften i din folkelige opinion. Derfor, og på grund af det hjertelige og ømme venskab der allerede så længe har bundet os så stærkt sammen, vil jeg gøre brug af min vægtigste indflydelse for at presse østrigerne til, underskrevet: Fætter Willy. Zar Nikolaj svarede tilbage med en stærk appel om at gøre et sidste forsøg på at afværge krigen. Og samtidig tilbød England at mægle (Mak, 2010, (originalen 2004)). Men freden gled langsomt parterne af hænde. Det ene skridt tog det næste, og det blev umuligt at gå tilbage. En uhyggelig inerti drev udviklingen, og styrede landene ud i en verdenskrig. Den 28. juli 1914 erklærede Østrig-Ungarn Serbien krig. Det var denne første krigserklæring, som startede verdenskrigen. Kort tid efter var mange lande i krig, 1. del krigen 19

20 Juli-krisen: Begivenheder fra 28. juni til 4. august juni: Det østrig-ungarske tronfølgerpar myrdes i Sarajevo. 5. juli: Østrig-Ungarn beder Tyskland om støtte ved en evt. konflikt med Serbien. Tyskland giver tilsagn om støtte. 23. juli: Østrig-Ungarn sender ultimatum med krav om Serbiens betingelsesløse accept. Serbien skal acceptere ultimatummet senest den 25. juli (48 timers frist). 24. juli: Serbien appellerer til Rusland for støtte. 25. juli: Rusland anmoder Østrig-Ungarn om at forlænge tidsfristen i det sendte ultimatum til Serbien, hvilket Østrig-Ungarn afviser. Serbien accepterer de østrig-ungarske krav på nær enkelte forhold*, som ville betyde at landet måtte opgive sin status som suveræn stat. Serbien beordrer mobilisering. 26. juli: Rusland indleder en præmobilisering. Østrig-Ungarn påbegynder begrænset mobilisering mod den russiske grænse. 27. juli: Den tyske kejser finder Serbiens svar på ultimatummet for acceptabelt, men diverse misforståelser gør at Østrig-Ungarn allerede er i gang med at mobilisere og forberede sig på krig mod Serbien. 28. juli: Østrig-Ungarn erklærer Serbien krig. 29. juli: Rusland udsteder en delvis mobiliseringsordre som hjælp til Serbien mod Østrig-Ungarn. Østrig-Ungarn påbegynder krigen mod Serbien og bombarderer Beograd. 30. juli: Rusland opgiver den delvise mobilisering og påbegynder en total mobilisering, som uundgåeligt dermed også er rettet mod Tyskland. 31. juli: Tyskland sender et ultimatum til Rusland og kræver at Rusland standser sin mobilisering. Samtidigt sender Tyskland et ultimatum til Frankrig med krav om at det erklærer sig neutralt ved en krig mellem Tyskland og Rusland. Begge lande ignorerer de tilsendte ultimatummer. Frankrig beordrer mobilisering. Østrig-Ungarn beordrer total mobilisering. 1. august: Tyskland og Frankrig mobiliserer. Tyskland sender en krigserklæring til Rusland. 2. august: Tyskland sender en anmodning til Belgien om tilladelse til at lade de tyske tropper passere igennem landet. Tyske tropper invaderer Luxemburg. 3. august: Tyskland erklærer krig mod Frankrig. Belgien afviser Tysklands krav om fri troppegennemmarch. 4. august: Tyskland erklærer krig mod Belgien og invaderer landet. England kræver, at Tyskland inden midnat har rømmet Belgien, men Tyskland svarer ikke. Fra midnat er England også i krig med Tyskland. England mobiliserer. Kilde: Gleichen, 2000, original * Af ultimatummets 11 hovedkrav accepterede Serbien de otte, ét krav blev accepteret hvis der blev fremlagt bevis for påstanden, ét krav fik en betinget afvisning og ét en betinget accept. I Serbiens svar stod der ligeledes, at hvis svaret på ultimatummet forekom utilfredsstillende foresloges mægling (Gleichen, 2000, original ) da verden blev en anden

21 Markante citater om indledningen til krigen Claes Kastholm Hansen siger i sin bog Vanvid og velstand, (1999): Det svimler for en, når man til bunds indser, at første verdenskrig, den største katastrofe i menneskehedens historie, kom som en følge af misforståelser og kommunikationsbrister, frygt for hinandens hensigter og militærstrategisk automatik. (Hansen, 1999) Kurt Tucholsky ( ), tysk journalist, forfatter og soldat under Den Første Verdenskrig, udtalte den 23. juli 1929 i en anmeldelse af Emil Ludwig s bog Juli 14 : Folkene har ikke villet krig, ingen nation har villet det; gennem diplomatiets indskrænkethed, skødesløshed og vrangvillighed blev det til den dummeste af alle krige. [F.O.] 5 Nationerne rutsjede ud over kanten og ned i krigens kogende gryde, uden spor af ængstelse eller bekymring Nationerne bevægede sig baglæns ned i afgrunden ikke en eneste af dem ønskede krig; i det mindste ikke i denne udstrækning. [F.O.] skrev den tidligere britiske premierminister Lloyd George ( ) i sin erindringsbog War Memories, 1934 Menneskene vil nødig tro, at store begivenheder har små årsager. Da verdenskrigen begyndte, var de derfor overbevist om, at den måtte være resultatet af dybtliggende kræfter. Det er svært at få øje på sådanne, når vi undersøger detaljerne. Der bestod intet sted noget bevidst fortsæt om at fremkalde krig. Statslederne regnede fejl. De anvendte de midler i form af bluff og trusler, der havde vist sig virksomme ved tidligere lejligheder, men denne gang gik det hele galt. Den afskrækkelsesvirkning, de byggede på, blev ikke til noget; statsmændene blev fanger af deres egne våben. (Bryld, 2006) A.J.P. Taylor (1963) bl.a. 5 Tyskland, Rusland, Belgien og Frankrig 6. Den 4. august 1914 sluttede England sig til konflikten og erklærede Tyskland krig, efter at Tyskland havde invaderet Belgien og brudt Belgiens neutralitet. Belgiens neutralitet var blevet garanteret af stormagterne, og et brud på internationale aftaler var nok en alvorlig sag, men ville det kunne udløse en verdenskrig? Da den engelske ambassadør i Berlin mødte op hos den tyske kansler von Bethmann-Hollweg ( ) til et afskedsinterview, beklagede kansleren over for den engelske ambassadør, at det ikke var lykkedes at holde England uden for en krig. 5 Forkortelsen [F.O.] benyttes for Forfatterens Oversættelse. 6 For en fuldstændig oversigt over krigens parter og deres indtræden i krigen henvises til rapporten Declarations of War, udgivet i 1919 af US Department of State. 1. del krigen 21

22 Kædereaktion. Hvis Østrig slår Serbien, så kommer Rusland til hjælp, men så vil Tyskland hjælpe Østrig, hvilket gør at Frankrig og England vil hjælpe Rusland. Kilde: Avisen Brooklyn Eagle 1914 Nu var der ikke noget, der kunne holde krigen tilbage, og i den engelske premierministers værelse i underhuset sad premierministeren Herbert Henry Asquith ( ) alene denne aften, da hans hustru Margot trådte ind. Da hun spurgte: Er det så alt sammen forbi? svarede han uden at se op: Ja, det er alt sammen forbi Hun gik hen og lagde sit hoved ind til hans og ingen af dem kunne tale for tårer. Den engelske udenrigsminister sir Edward Grey ( ) sagde ved krigsudbruddet: Lysene er ved at gå ud over hele Europa; vi vil ikke komme til at se dem tændt igen i vores levetid. (Baldwin, 1964, originalen 1962) Da den tyske ambassadør i Rusland havde afleveret krigserklæringen til Ruslands udenrigsminister, omfavnede ambassadøren og udenrigsministeren hinanden og græd. Da zar Nikolaj II ( ) sammen med sin familie modtog beskeden om krigserklæringen, græd de i fællesskab. Derpå gik de til slotskapellet og sad længe hensunket i bøn. (Olsson, 1967, originalen: 1964) Nok havde nationalisme, militarisme, stormagtskonkurrence, rustningskapløb og almindelige krigsforberedelser drevet verden i retning af konflikt men de fleste af Europas fyrster og regenter ønskede ikke krigen og slet ikke verdenskrigen, men de fik den alligevel. Krigens parter gav hver sin forklaring på krigen, dens årsager og ikke mindst grundene til at udkæmpe den til den bitre ende. Tyskland mente, at de var blevet omringet (die Einkreisung) af fjendtlige stater, som bl.a. kom til udtryk i de alliancer, der var indgået mellem Frankrig og Rusland, og som indkredsede Tyskland. Det kæmpede en forsvarskrig især rettet mod russisk aggression. Derudover var Tyskland blevet forfordelt i landenes kolonisering af fjerne verdensdele, og det ønskede en plads i solen på linje med andre stormagter. Østrigerne havde været udsat for terrorhandling fra en serbiskstøttet terroristorganisation, og det kunne bruges til at da verden blev en anden

23 retfærdiggøre en krig, men de havde også forud for krigen haft mange problemer med Serbien, som nu kunne finde en løsning. Frankrig havde mange gode grunde til at gå i krig. De var blevet angrebet, og deres deltagelse i krigen kunne begrundes alene med at de forsvarede sig, men de havde yderligere et opgør til gode efter krigen med Tyskland i , hvor Frankrig mistede Alsace-Lorraine. Da Tyskland erklærede Rusland krig, var Frankrig forpligtet til krig mod Tyskland på grund af dets alliance med Rusland. Frankrig var ikke alene militært forbundet med Rusland; franskmændene havde også store økonomiske interesser i landet, idet Frankrig havde ydet anselige lån til Ruslands industrialisering og militære oprustning. Og så var der England. Englænderne gav moralske og traktatmæssige grunde for deres deltagelse i krigen. De kæmpede for at beskytte de små lande, og de henviste til Englands historiske fredsvilje. Men det var ikke hele forklaringen. England frygtede også en ændring i magtbalancen i Europa, og her så de i Tyskland en stadig mere betydningsfuld og potent konkurrent. Hvad russerne angik, så bad Serbien dem om støtte efter den østrig-ungarske krigserklæring. Rusland havde traditionelt støttet det serbiske folk, og de så med bekymring på Østrig-Ungarns bestræbelse for at opnå øget indflydelse på Balkan osv. Dermed blev en ellers uforklarlig og meningsløs krig iklædt ædle og ophøjede motiver, som skulle få befolkningerne i de krigsførende lande til at ofre sig for nationen. Men der var langt flere grunde til krig, end hvad de officielle erklæringer antydede. Georg Brandes ( ) analyserede krigen og dens ophav og konkluderede, at statsmænd normalt ikke handler af moralske grunde, men af politiske. De forsøger ikke blot at opretholde ret, men de varetager primært deres landes interesser. Det blev klart udtrykt af den engelske premierminister Lord Palmerston ( ) med ordene udtalt i parlamentet i 1848: Vi har ingen evige allierede, og vi har ingen evige fjender. Vores interesser er evige og evindelige, og disse interesser er det vores pligt at forfølge. Mange internationale stridigheder kunne ikke retfærdiggøres ud fra moralske grunde, men kunne kun forstå som et udslag af en simpel national interessevaretagelse 7. Og på dette grundlag praktiserede landene deres politik. Brandes sammenfattede, hvad han anså som krigens hykleri med ordene: Enhver af de kæmpende Stormagter hævder, at den Krig, den fører, er Nødværge. Alle er de overfaldne; alle kæmper de for deres Eksistens. For Alles Vedkommende er Myrderiet Nødværge, som alle Løgne er Nødløgne. Men da ingen af Magterne altsaa har attraaet Krig, saa lad dem slutte Fred. (Brandes, 1916) 7 Englands og Ruslands interessedeling af Persien mellem sig [1907], eller Frankrig der gjorde Marokko til et fransk protektorat [1912]. 1. del krigen 23

24 Krigens lande og regenter De allierede/ententemagterne Rusland Nikolaj II Frankrig Raymond Pioncaré England George V Italien Victor Emmanuel III USA Woodrow Wilson Japan Yoshihito Serbien Peter I Rumænien Ferdinand I Centralmagterne Østrig-Ungarn Franz Joseph I ( ) Karl I ( ) Tyskland Wilhelm II Det Osmanniske rige Mehmed V Bulgarien Ferdinand I Verdenskortet 1914: Krigens parter. Kilde: GNU De allierede lande Centralmagterne De neutrale lande Og dermed var krigen i gang. Krigens to parter var centralmagterne og de allierede 8. Centralmagterne bestod af Tyskland, Østrig-Ungarn, det Osmanniske Rige [fra 1919 kaldet Tyrkiet] og fra 1915 også Bulgarien. De allierede bestod i starten af Frankrig, Rusland, England 9 [det britiske imperium], Belgien, Serbien, Japan og senere i krigsforløbet også af Italien, Rumænien, Japan, USA og en lang række andre lande. 8 Der benyttes også betegnelserne Ententen eller Entente-magterne om alliancen mellem England, Frankrig, Belgien, Italien og Rusland. 9 England benyttes synonymt for det britiske imperium. Tilsvarende benyttes Frankrig for Frankrig og alle dets besiddelser da verden blev en anden

25 Krigen var således i ordets egentligste forstand en verdenskrig. Man udkæmpede slag i Tyrkiet, i det øvrige Mellemøsten, i Kina og i Afrika, men på mange måder blev krigen i Europa synonymt med Den første Verdenskrig, og det er den del af verdenskrigen, som stadig fremkalder flest billeder i vort sind. Her vil vi stille skarpt på begivenhederne, som de udspandt sig på slagmarkerne i Europa. Men vi skal i denne forbindelse ikke glemme, at der samtidig foregik en anden form for krigsførelse nemlig kampen om meninger, sympatier og livssyn. I kampen om tidens holdninger til retfærdighed, skyld, militarisme, demokrati, tro og mangel på tro, krig og fred osv. blev det især fronten mellem tyske ideer og filosofier på den ene side og fransk/ engelsk tankegods på den anden side, som satte sig spor. Denne kamp forløb samtidigt med den militære krigsførelse det kommer vi meget mere ind på senere. Krigsudbruddet blev modtaget med begejstring af sted og hjem til jul I Tyskland meldte 1,4 million mand sig frivilligt i løbet af fire uger. Andre lande oplevede en lignende tilstrømning. Zar Nikolaj II lod sig hylde på Vinterpaladsets balkon. Folket jublede og sang nationalsangen, og de afsluttede med at falde på knæ for deres zar. I den rus, der blev skabt med krigsudbruddet, oplevede de frivillige soldater et nyt kammeratskab. Alle stands-, sprog- og religionsforskelle udslettedes på et øjeblik. Hvor man tidligere ikke blot var fremmede over for hinanden, og måske endda undgik hinanden, så trykkede man nu hinanden i hånden, og man hilste til højre og venstre. Det lignede et billede af en skovtur. Man var fælles om noget større, og i øvrigt var man hjemme til jul. Når vi i nutiden forsøger at forstå glædesrusen ved krigsudbruddet, hæmmes vi af, at vi ved, hvad der efterfølgende skete. Hvis vi vil forsøge at se tingene, som samtiden så dem, kræver det, at vi skal glemme, at det hele endte i, hvad eftertiden har kaldt en urkatastrofe. Det kan derfor give god mening, at forsøge at finde ud af, hvad samtiden talte om, hvad der var oppe i tiden, hvilke ideer dominerede, hvilke strømninger gik gennem de forskellige befolkningslag. I øvrigt havde der været fred i Europa i ganske mange år, og hvad der kunne bryde den grå hverdag? det kunne en rask krig. Historikeren Henrik Jensen om at forudse konsekvenser eller efterfølgende at forklare årsagerne til dem: Der er en radikal forskel mellem at forstå det tredje rige i lyset af, hvad der skete i august 1914, og at forstå august 1914 i lyset af det tredje rige (Jensen, 2003) 1. del krigen 25

26 Forventninger til deltagelse i krigen En 21-årig fransk infanterist jublede da krigen brød ud. Han frygtede ikke krigen, men at krigen ville være overstået, inden han nåede fronten. Som han skrev: Hvor ydmygende ville det ikke være ikke at deltage i min generations største eventyr. (Englund, 2009, originalen 2008) En ung kabinetschef i det franske kunstministerium, som var medlem af en berømt familie med anarkistiske og antikrigs-synspunkter, sagde til Georg Brandes: Mit Livs højeste Ønske er snart at opleve den Dag, da jeg tager mit Gevær og gaar mod Grænsen. (Brandes, 1916) Adolf Hitler ( ) havde set krigen komme og han bød den velkommen. Han skrev i Mein Kamp: Gid himlen dog endelig ville give skæbnen, der ikke længere lod sig standse, frie tøjler. Så ramte da også den første mægtige lynstråle jorden; uvejret brød løs og himlens torden blandede sig med drønet fra verdenskrigens batterier. (Hitler, 1934, originalen ) alt var parat. Kun hans grav manglede: Men det tager ikke lang tid at grave et hul i jorden. Vi kender intet tilsvarende billede i den menneskelige historie, som virker mere umiddelbart gribende end billedet af disse tolv millioner mænd, der travlt optaget af hverdagens bekymringer, håb og glæder arbejder i deres marker eller fabrikker eller i disse sommeraftner sidder uden for hjemmets dør omgivet af hustru og børn, mens de lægger beskedne planer for kommende dagsværk eller for festaftner, uvidende om den skæbne, der nærmer sig, en skæbne som vil berøve dem alt hvad de ejer. Kun et signal er nødvendigt for at omskabe disse mængder af fredelige bønder og arbejdere til mægtige hære, som år efter år skal sønderrive hverandre med alt videnskabens maskineri, med alle racers lidenskab og mænds trofaste lydighed. (Churchill, 1935, originalen 1933) Rekrutteringskontor i Irland da verden blev en anden

27 Tysk troppetransport og af sted til fronten. Krigens strategier og mobiliseringens anatomi Mobiliseringen af de mange soldater og transporten fra deres hjem til fronten udgjorde en enorm militærlogistisk udfordring. Alle lande havde udarbejdet komplicerede planer for, hvordan krig skulle forberedes. Man mente, at der var planlagt for alle eventualiteter, men alligevel havde man ikke taget højde for den udvikling, som netop udløste Den første Verdenskrig. Tyskland havde planer for, hvordan man kunne angribe Frankrig, hvis krigen skulle bryde ud mellem de to lande. For Tyskland var en to-frontskrig mod Frankrig og måske også England mod vest og Rusland mod øst et rædselsscenarie. Tyskland vidste, at man i længden ikke ville kunne vinde en krig, der skulle udkæmpes samtidigt på to fronter. Den tyske strategi byggede derfor på en hurtig sejr over Frankrig. Den såkaldte Schlieffen-plan opererede med et koncentreret angreb mod Frankrig med en overlegen styrke, som skulle gøre krigen til en kortvarig affære. Det skulle være en gentagelse af den fransk-tyske krig effektiv og hurtig. Tyskerne planlagde at omgå de franske forsvarsværker, som lå som en kæde langs den fransk-tyske grænse. Tyskland ville gå gennem det neutrale Belgien og angribe Frankrig fra ryggen. Tilsvarende havde franskmændene udarbejdet planer for krig mod Tyskland. Ved en krig med Tyskland ville Frankrig iværksætte plan XVII, der indeholdt et fransk angreb via Lorraine og Ardennerne. Et centralt element i den franske strategi hvilede på den franske soldats kampvilje. Den franske militære ledelse fastholdt helt urealistisk, at Frankrig kunne vinde 1. del krigen 27

28 Franske soldater mødte ved krigens start op i blå militærfrakke og røde uniformsbukser, og ikke i grå uniform som tyskerne, eller khaki som englænderne. Franskmændene ændrede først uniformerne i 1915, men indtil da skulle den ydre fremtræden afspejle indre fransk grandeur. Foto: Wikipedia, Antonov. en militær sejr baseret på høj kampmoral eller élan 10, som det hed på fransk. Viljen til sejr ville være afgørende og betyde mere end moderne våben. At instrumentere en krig med millionhære var en voldsom logistisk udfordring. En central militær strategi var at flytte hærene hurtigt frem til fronten og flytte tropper mellem forskellige steder ved fronten, efter hvordan krigsforløbet udviklede sig. Der var lagt detaljerede togplaner for hvorfra, hvorhen og hvornår, tropperne og deres materiel skulle transporteres. Det hele fungerede som efter en drejebog. Når planen var sat i bevægelse, kunne der ikke improviseres ved at ændre i køreplaner og afgangstider, endsige få togene til at vende om og køre baglæns. Det kunne gøres, når transporten var baseret på heste og hestevogne, men ikke når det drejede sig om jernbaner og togdrift. Man havde sat noget i gang, som man i virkeligheden ikke ønskede, men ikke kunne stoppe. Den engelske historiker A.J.P. Taylor ( ) fremsatte den provokerende teori, at krigen ligefrem var en følge af togenes køreplaner. Evnen til at flytte store hære mellem forskellige frontafsnit var noget nyt. Det udstrakte jernbanenet gjorde forsvaret stærkere. Når en del af fronten var truet, kunne reserverne hurtigt flyttes til styrkelse af forsvaret i dette frontafsnit. Togene 10 Élan er fransk og betyder tilløb, spring, fart, begejstring da verden blev en anden

29 kunne imidlertid ikke umiddelbart bruges på fjendens territorium. Når militæret var tvunget til at trække sig tilbage, blev broer og jernbanespor ødelagt. I Rusland havde zaren besluttet at vælge en anden sporvidde end den tyskerne allerede havde valgt af frygt for en tysk invasion. Når man har en standard, er det nemt at vælge en anti-standard (Taylor, 1968, originalen 1963) 11. Landenes evne til hurtig mobilisering var forskellig. Tyskland kunne mobilisere i løbet af ti dage. Det var derfor forbeholdent over for at indlede langvarige forhandlinger og forligsbestræbelser, hvis det hele alligevel ville ende med en krig. Med et langvarigt forhandlingsforløb og en efterfølgende krig ville Tyskland miste en afgørende fordel i krigens indledende faser. Rusland havde andre problemer. De russiske mobiliseringsplaner udgjorde i særlig grad én sammenhængende plan, som ikke hurtigt kunne tilpasses krigstruslens udvikling og konfliktens art og omfang. Rusland støttede Serbien i konflikten med Østrig-Ungarn. Da Østrig-Ungarn fandt, at deres ultimatum til Serbien ikke var blevet opfyldt på alle punkter, mobiliserede Østrig-Ungarn langs Serbiens og Ruslands grænser. Den 28. juli 1914 erklærede Østrig-Ungarn Serbien krig og samtidig forberedte Rusland sig på mobilisering. Normalt opfattes mobilisering som en forberedelse til krig og ikke en del af en krig. I praksis blev den i datidens militære forberedelse en næsten uafvendelig del af krigen (Nordin, 1998). Hvor en politiker måske så en mobilisering som et sidste skridt i en diplomatisk eskalering og som den mest alvorlige advarsel, så var den ud fra en militær synsvinkel en del af krigen. Politikerne i Rusland ønskede at sende en advarsel til Østrig-Ungarn, og det blev gjort ved at udstede en partiel mobilisering [mobilisering langs den Østrigske grænse]. Zar Nikolaj ændrede det til en almindelig mobilisering, for til sidst at beslutte sig for partiel mobilisering 12, men det store maskineri var da allerede blevet sat i gang almindelig mobilisering (Gleichen, 2000, original ). I England sad en liberal politiker og ægte civilist den engelske udenrigsminister Grey og mente, at den russiske mobilisering var en alvorlig, men rimelig foranstaltning og ikke skridtet ind i krigen. Han regnede med at kunne fortsætte forhandlingerne også efter udstedelsen af mobiliseringsordren men han tog fejl. Mens diplomaterne truede og gruede over, hvad de havde sat i gang, for dernæst 11 Det første store eksempel på jernbanens betydning i krig har vi fra den amerikanske borgerkrig. Nordstaterne havde én fælles sporvidde, men sydstaterne havde 4 forskellige sporvidder bl.a. med ressourcekrævende omladninger til følge. Det var én blandt flere faktorer der fik betydning for sydstaternes nederlag. 12 Da zaren fik at vide, at almindelig mobilisering sandsynligvis ville føre til krig udbrød han: Vi må gøre alt for at redde freden. Jeg vil ikke tage ansvaret for at sætte et masseslagteri i gang. Derefter tilbagekaldte han den almindelige mobilisering, mindre end en halv time efter at han havde givet den. 1. del krigen 29

30 at fortryde og så igen hæve stemmerne, blev de i virkeligheden ofre for og fanger af deres egne forestillinger. Hvis man vil lege med mobiliserings-truslen/våbnet, må man kende mobiliseringens anatomi. Det var ikke en fast del af udenrigsministrenes uddannelse. Dette manglende kendskab til hvilket våben mobilisering var, førte gradvist til en fuldbyrdet krig (Olsson, 1967, originalen: 1964). Krigens taktikker, våben og propaganda Forud for krigens udbrud havde nationerne oprustet, og med krigen blev helt nye teknologier og taktikker afprøvet. Krigen begyndte som en angrebs-, lyn- og bevægelseskrig, men blev kort efter krigsudbruddet en forsvars- og stillings-krig. Det var forventningen, at krigen ville vare i nogle få måneder, men i stedet blev det hovedsageligt en skyttegravskrig, der varede i mere end fire år. Taktikkerne viste sig ikke at holde i virkeligheden, og erfaringerne fra krigen kom til at påvirke fremtidens krigsførelse. Krigen blev uhyggelig blodig. Maskingeværet var et nyt dødbringende våben, som med stor effekt kunne anvendes i en skyttegravskrig. Ethvert forsøg på at overløbe fjendens skyttegrave var en blodig og dødelig affære. Selv om fjendens skyttegrave og befæstninger var blevet bombarderet med tungt artilleri forud for infanteriets stormløb, kunne mange søge ly og gemme sig i beskyttelsesrum. Når et artilleri-bombardement var overstået, sendtes infanteriet over the top, dvs. kravlede op fra egne skyttegrave. Samtidigt havde modparten gjort sig klar i skyttegravene, ved maskingeværrederne og mejede de fremrykkende soldater ned. Erobrede stormtropperne den første skyttegrav, lå der en anden og måske tredje skyttegrav klar til at modtage angriberne. Soldaten vidste, at hans chancer for overlevelse var afhængige af evnen til at efterleve den simple regel: Sørg altid for at være i dækning. Soldaternes liv ved fronten kunne således let komme til at handle om et liv under konstant beskydning, i mudder og med lus osv., men det handlede også om ensformigheden og ventetiden kun afbrudt af deltagelsen i de store slag. De store slag ved Verdun og Somme på Vestfronten eller ved floden Isonzo i grænselandet mellem Italien og Østrig-Ungarn (nu en del af Slovenien), eller ved Gallipoli i Tyrkiet vil altid blive fremhævet på grund af det meningsløse blodbad set i lyset af de helt betydningsløse resultater. Sådan må enhver civilist mene og sikkert også de fleste militærteoretikere. Slagene blev udført med en kynisme, som eksempelvis udtrykt af den tyske general Falkenhayn ( ), da han igangsatte angrebet på Verdun, som var et imponerende fransk fæstningsværk på Vestfronten. Han ville egentlig ikke erobre Verdun det var fint hvis det skete men det var da verden blev en anden

31 Skyttegraven i teorien og i praksis hans mål at slide den franske hær op, og angrebets succes var afhængig af antallet af dræbte franske soldater. Strategien var at udmatte fjenden, Ermattungsstrategie. Sådan har Falkenhayn beskrevet sin strategi i sin erindringsbog (Falkenhayn, 1920): Inden for vor Rækkevidde, bag Vestfrontens franske Afsnit, er der Angrebsmaal, som den franske Generalstab vil være tvunget til at kaste hver eneste Mand ind paa at fastholde. Hvis man gør det, vil Frankrigs Kampkraft forbløde sig da der ikke kan være tale om frivilligt Tilbagetog hvad enten vi naar vort Maal eller ej. Hvis man ikke gør det, og hvis vi naar vort Maal, vil den moralske Virkning i Frankrig være overvældende. 13 (oversættelsen er taget fra Winston Churchills bog Den store Krig (Churchill, 1935, originalen 1933)). Ved den franske by Somme stod et andet af krigens store slag. Slaget blev indledt med en allieret offensiv hovedsagelig udført af engelske soldater. Offensiven blev ledet af den engelske general Douglas Haig ( ). Slaget ved Somme i 1916 kostede den engelske hær døde og sårede mænd på en enkelt dag. Haig fastholdt sine offensive strategier med bemærkningen om, at en krig ikke skal bedømmes ud fra et enkelt slag, men ud fra krigens resultat. I sin afsluttende indberetning om slaget ved Somme skrev general Haig: Det er ikke desto mindre tilstrækkeligt bevist, til at det ikke kan drages i tvivl, at fjendens tab af mandskab og materiel har været betydelig større end de allieredes (Churchill, 1935, originalen 1933) 14. Virkeligheden var en anden. 13 Nogle historikere mener, at Falkenhayns strategi er formuleret efter krigen og som en forklaring (og undskyldning) for at det ikke lykkedes tyskerne at indtage Verdun. 14 Somme-slaget kostede skønsmæssigt de allierede et tab (døde, savnede og sårede) på omkring soldater mod tyskernes omkring Skønnene over parternes tab varierer meget. 1. del krigen 31

32 Krigsbilleder fra fronten da verden blev en anden

33 Engelske soldater forlader skyttegraven over the top. 1. del krigen 33

34 De store slag i Den Første Verdenskrig Tannenberg August 1914 Østfronten, tysk sejr over den russiske hær Marne September 1914 Vestfronten, tysk fremmarch standset Gallipoli Februar 1915 Tyrkiet, fejlslagen engelsk landsætning Verdun Februar-december 1916 Vestfronten, tysk angreb afvist Somme Juli-november 1916 Vestfronten, fejlslagen engelsk offensiv Passendale eller 3. Ypresslag August-november 1917 Vestfronten, fejlslagen allieret offensiv Corporetto eller Isonzo slaget Oktober-november 1917 Den italienske front, succesfuldt tysk-østrig-ungarnsk angreb Kortet viser de allieredes erobringer ved Somme i perioden 1. juli-18. november Fronten rykkede mindre end ti km frem. Civiliseret krig Civiliseret krig skal ifølge lærebøgerne i videst muligt omfang begrænses til afvæbning af fjendens styrker, i modsat fald ville krigen fortsætte, indtil en af parterne var udslettet. Der er god grund til at denne praksis er blevet en vane blandt Europas nationer. Kilde: Encyclopedia Britannica, 11. udgave, 1911 (!), artiklen krig da verden blev en anden

35 Krigen på Vestfronten stivnede i opslidende slag, og der kom ikke afgørende gennembrud for nogen af parterne. På Østfronten lykkedes det imidlertid den tyske hær at presse Rusland i knæ. I 1917 sluttede krigshandlingerne mellem Tyskland og Rusland. Kort forinden var den russiske krigsindsats blevet svækket alvorligt af mangel på våben, ammunition og andet materiel. Omkring 1 million russiske soldater deserterede, og som Lenin udtrykte det: de stemte for freden med deres ben. Zaren var blevet styrtet, og en ny borgerlig regering kom til magten, som i løbet af relativ kort tid blev væltet af Lenin ( ). Det var et anseligt problem for de allierede, at Tyskland nu kunne frigive de store styrker, som havde været bundet på Østfronten og flytte dem over til kampene på Vestfronten. Det gav Tyskland nyt håb om at kunne vinde krigen. Internt i Rusland søgte styrets modstandere at støde Lenin fra magten og den russiske borgerkrig var en realitet. Den skulle komme til at vare de næste tre år, og først derefter var den bolsjevikiske magtovertagelse med Lenin i spidsen endelig sikret. Sovjetunionen blev oprettet i Våben Nye våben og forsvarsværker blev taget i brug. Skyttegrave 15, pigtrådsafspærringer og landminer blev brugt som forsvar mod angribere. Håndgranater, giftgas 16 og flammekastere blev brugt i forbindelse med angrebene på fjendernes skyttegrave. Begge parter brugte disse våbentyper i forsøget på at få det ultimative gennembrud i fjendens linjer. Senere i krigen introducerede englænderne tanks. De var resultatet af et langvarigt udviklingsarbejde, inden de i slutningen af krigen blev sat ind på Vestfronten i større antal (Stern, 1919) 17. Motoriserede armerede køretøjer på larvefødder, som kunne forcere fjendens pigtrådsafspærringer og give læ for infanteriet, der kunne bevæge sig frem i ly af disse bevægelige fæstninger. Synet af disse uhyrer må have skræmt enhver hærdet tysk soldat, men næsten ethvert våben blev hverdag, og man fandt et forsvar imod det. 15 Nogle historikere har anslået den samlede længde af begge parters skyttegrave til over km eller mere end jordens omkreds. 16 Giftgas: Opgørelse over de samlede tab af døde og sårede på samtlige fronter varierer meget. Et skøn lyder ca. 1,3 million gasofre; heraf døde ca Gas blev således ikke den store dræber sammenlignet fx med maskingeværet. 17 Tanks var allerede blevet indsat i slaget ved Somme i 1916, men i ringe antal og uden den store effekt. England havde dog nået at få tyskerne gjort opmærksomme på deres nye hemmelige våben. 1. del krigen 35

36 Gassed. John Singer Sargent s billede af engelske soldater blindet af sennepsgas. Krigsførelsen var ikke kun et spørgsmål om, hvem der kunne producere mest artilleri eller flest maskingeværer, stille med de fleste soldater osv. Det var også et kapløb om, hvem der kunne introducere nye krigsstrategier, og hvem der kunne opfinde nye angrebsvåben eller nye forsvarstyper. I landkrigen havde man forsøgt at introducere nye våben og nye taktikker for at vinde krigen, og sådan var det også i søkrigen. Der blev udviklet nye typer krigsskibe 18. De allieredes krigsskibe blokerede centralmagternes havne for at afskære fjenden fra at få forsyninger frem ad søvejen. Tyskerne svarede igen ved blandt andet at føre u-bådskrig. Dette medførte store tab for de allieredes flåder, og det betød, at der måtte findes et bedre forsvar. De allierede reagerede på forskellig vis over for den alvorlige trussel, som de tyske u-både udgjorde. Krigsskibene medbragte dybvandsbomber; de anbragte skjulte kanoner på hvad der lignede civile skibe, og de indførte konvoj-sejlads, hvor mange civile skibe sejlede samlet under beskyttelse af krigsskibe. I modsætning til landkrigen, som stort set kun havde soldater som direkte ofre, så skabte krigen på havet megen opmærksomhed, fordi den krævede forholdsmæssigt mange civile ofre. Den engelske regering ønskede i virkeligheden, at tyskerne faldt for fristelsen til at angribe neutrale landes skibe, som Churchill skrev i sin bog The World Crisis : Den manøvre, der vinder en forbundsfælle, er lige så nyttig som den, der vinder et stort slag. Englænderne tilskyndede de engelske rederier til at føre falsk flag fra neutrale nationer og bedst ville det være at føre amerikansk flag. Churchill forudså og imødeså det tidspunkt, hvor tyskerne sænkede skibe med amerikanske statsbor- 18 Kejser Wilhelm mente at Tysklands fremtid lå på vandet. Tyskland begyndte en kraftig udbygning af sin krigsflåde, hvad der skabte bekymring i England. Den første Verdenskrig havde kun et enkelt større søslag juni 1916, nemlig Jyllandsslaget. Tyskerne mistede 3000 mand, mens englænderne mistede 7000 mand da verden blev en anden