Avisen i Undervisningen maj 2007

Transkript

1 Avisen i Undervisningen maj 2007 Læs om bladet side 3/ TEMA: Blik for billeder, fx Hvordan sætter man billeder på noget så abstrakt som syv års ventetid? Side 4-7/ Det sværeste er ideen side 10-13/ Man kommer langt med humor side 16-18/ Produkter til hornhinden side 23. Læs også om Smertefri adgang til unikke billeder side 28.

2 PILLEREGLER S K R I V T I L A V I S E N 0 7 Avisen i Undervisningen Danmarks Skolebibliotekarer

3 Untitled /04/07 12:03:08 Overalt maser de sig på. Billederne. Bedst som vi tror os fredet, trænger de sig ind bag blikket. Kræver vores opmærksomhed. Bemægtiger sig vores rum. Inde og ude. Somme tider blot i et splitsekund, indtil vores bevidsthed registrerer endnu et jakkesæt, som ser på os fra avisens spalter og efterlader os i mat ligegyldighed. Somme tider mere vedvarende. Billedet slår sin klo i os og skubber til vore følelser. Vi overgiver os. Går nysgerrigt på vandring i billedets historie og tager imod oplevelsen. Smiler måske - eller ryster på hovedet. Lader os påvirke for en stund og løsriver os så. Somme tider møder vi billeder, som påvirker os for livet. De er stedsegrønne, som Mads Brügger udtrykker det i sin klumme her i bladet. De holder os i et fast greb og tvinger deres stumme fortællinger ind under huden på os. Og vi glemmer dem aldrig. Men hvilke tanker og overvejelser gør billedmagerne sig, inden de trykker på udløseren, sætter pennen til papiret eller manøvrerer musen frem til det optimale grafiske udtryk? Det handler dette nummer af prent om. På er der opgaver til nogle af bladets artikler. Kirsten Holck Rantorp Redaktør FORSIDEN MIKKEL JANGAARD/ WIN-WIN agency Tema: Blik for billeder Side 4: Hvordan sætter man billeder på noget så abstrakt som syv års ventetid? Side 8: På vej fra newspaper til viewspaper Side 10: Det sværeste er ideen Side 14: Det tredje sprog Side 16: Man kommer langt med humor Side 19: Supergode multitaskere Side 20: Er det tekstillustration eller annonce? Side 23: Produkter til hornhinden Undervisning Side 24: De unge skal ind i avisen Side 26: Billeder ind under huden Side 28: Smertefri adgang til unikke billeder Anmeldelser Side 29: Små og let læselige artikler om politik og medier Side 31: På feltarbejde i nyhedsverdenen Avisen i Undervisningen er navnet på alle danske avisers fælles tilbud til undervisningssektoren. Som en del af dette tilbud udsendes bladet prent gratis til lærerne i grundskoler, ungdomsuddannelser og på seminarier tre gange årligt. Se også Avisen i Undervisningens hjemmeside: Avisen i Undervisningen. Skindergade 7, 1159 København K. Tlf , Fax Alle hverdage Redaktion: Kirsten Holck Rantorp (ansvh.), Aslak Gottlieb, Christina Ove Holm, Karin Breinholt, Johannes Fibiger og Peter Hartmann. Layout: Lotte Kirkeby. Tryk: Svendborgtryk. Oplag: Issn: Tryksag

4 Hvordan sætter man billeder på noget så abstrakt som syv års ventetid? Miriam Dalsgaard er fotojournalist på Politiken. Læs om hendes mission. Om hendes følelse, når et billede lykkes. Og om frustrationen, der melder sig, når hun ikke kan få lov til at vise læserne den skinbarlige sandhed Af journalist Christina Ove Holm Ejsa kigger os direkte ind i øjnene. Intenst. Insisterende. Næsten så intenst, at man som læser bliver nødt til at tage øjnene væk i et kort øjeblik. Miriam Dalsgaard har taget billedet. Det var på asylcentret Kongelunden en dag i maj Miriam Dalsgaard er fotojournalist på Politiken, og i januar i år fik hun Cavlingprisen for artikelserien, som hun lavede sammen med journalisterne på Politiken, Olav Hergel og Lea Korsgaard. En artikelserie, hvor 32 børn blev spurgt om deres drømme, deres livret, deres håb, deres frygt og om, hvad der kan gøre dem allergladest i hele verden. Dommerkomiteens begrundelse for prisen var: Med deres registrerende, indtrængende stil og i et tæt samspil mellem tekst og billeder har de bragt børnenes skæbner til offentlighedens kendskab. Det lykkes Olav Hergel, Lea Korsgaard og Miriam Dalsgaard at finde ind til børnenes indre liv, drømme og forhåbninger og de får sat navne og ansigter på børn, som betaler en høj pris, mens de i årevis opholder sig på asylcentret. Billedet af Ejsa er det billede fra Kongelunden, som Miriam bedst kan lide. - Portrættet af Ejsa er det stærkeste. Det var, som om de små børn, vi snakkede med, ikke helt havde forstået ventetiden, og hvor hård en situation de var i. Mens de ældre børn havde noget tungt og noget melankolsk over sig. Ejsa lå lige midt i mellem. Hun var 11 år. Hun var barn, men hun havde alligevel det voksne, melankolske over sig, som hun i virkeligheden var alt for ung til at bære, siger Miriam Dalsgaard. Jeg møder folks forfængelighed Hele artikelserien fra Kongelunden med alle 32 interviewede og fotograferede børn er noget af det, Miriam er mest stolt af fra sin hidtil korte karriere. - Hvordan sætter man billeder på noget så abstrakt som syv års ventetid? Hvordan sætter man ansigt på de smerter og den sorg, mennesker har, når de har ventet mange år på asyl og derefter får at vide, at de skal tage hjem til det land, de er flygtet fra? Det er svært, men med de meget rensede fotografier af børnene og poesibøgerne om dem, kommer man helt tæt på: Her kan man se et barn på syv år, som er født på Kongelunden, og aldrig har oplevet andet. Da Miriam Dalsgaard kom til Kongelunden, bad

5 Da Ejsa blev fotograferet, var hun 11 år. Hun kommer fra Eksjugoslavien, og dengang havde hun været i Danmark i 2½ år. Ejsa blev fotograferet sammen med 31 andre børn fra asylcentret Kongelunden i København til en reportage til Politiken. Billedet af Ejsa var på forsiden. Ejsa elsker slik, pizza, vingummi og kage. Hun kan ikke lide drenge, og hun drømmer om at få et stort hus med mange tjenere. Foto: Miriam Dalsgaard/Politiken hun om et lokale, hvor hun kunne være alene med hvert barn, der skulle fotograferes. Først når hun er alene med dem, kan hun opbygge den tillid og ro, der skal til for at tage et godt portræt. - Jeg besluttede mig for, at billederne af børnene skulle være rensede for alt andet end deres ansigter. Derfor ville jeg fotografere dem op af en hvid baggrund, så der ikke var andet, der forstyrrede, fortæller Miriam Dalsgaard. - Det er små ting, der skal til for at opbygge den tillid, der gør, at en person føler sig godt tilpas. Det er meget få mennesker, der virkelig synes det

6 er skønt at blive fotograferet. Så det første, jeg gør, er at kigge personen i øjnene, mens jeg præsenterer mig selv og fortæller, hvad billederne skal bruges til, siger hun. - Når jeg tager portrætter af folk, møder jeg deres forfængelighed og usikkerhed. Den skal jeg arbejde med, så jeg ikke ender med at få et billede, der kun ridser i overfladen, siger Miriam og indrømmer, at det er svært at forklare, hvad der præcist skal til for at få kontakt til den person, der skal fotograferes. En overraskende ærlighed På Kongelunden mødte Miriam Dalsgaard en ærlighed hos børnene, som hun ikke har mødt hos andre, hun har fotograferet. - Jeg var virkelig overrasket over, hvor ærlige børnene var, da de stillede sig op foran kameraet. De fleste mennesker begynder at smile eller fjolle rundt, når de skal fotograferes. Men de her børn stirrede bare så hudløst ind i kameraet. Ingen grimasser. Ingenting. Miriam Dalsgaard blev uddannet billedjournalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Derudover har hun en uddannelse i Visuel Kommunikation fra Designskolen i Kolding. Hun var i praktik på Politiken og har haft fast job der, siden hun blev færdiguddannet. Som fotograf har hun også oplevet at blive begrænset i sit arbejde. Det var, da hun besøgte Guantanamobasen på Cuba. - Da George Bush var på besøg i Danmark, inviterede han pressen til Guantanamobasen, for at vi kunne se, at forholdene for fangerne var i orden, som han sagde. Så Mina Skau, som er journalist på udlandsredaktionen, og jeg tog til Cuba. Inden vi fik lov at komme ind, skulle vi underskrive et hav af papirer, hvor jeg blandt andet var tvunget til at indvilge i, at mine billeder var underlagt censur. Hver aften blev mine billedfiler tjekket for motiver, jeg ikke måtte fotografere. Jeg måtte ikke fotografere fangernes ansigter, tatoveringer og andre kendetegn, og vi fik ikke lov til at interviewe fangerne. Vi indvilgede i forholdene, inden vi kom ind på basen, så vi kunne ikke gøre andet end at rette os efter reglerne, men det var frustrerende, at jeg ikke kunne vise mine læsere virkeligheden fra fængslet. De billeder, vi bragte, var ikke den reelle virkelighed. Det var de billeder, vi måtte bringe. Men der var meget mere end det, siger Miriam Dalsgaard.

7 Et af Miriam Dalsgaards yndlingsbilleder er fotoreportagen, som hun lavede som hovedopgave på Journalisthøjskolen. Hun fulgte den kvindelige musiker og komponist Signe Høirup Wille- Jørgensen med kunstnernavnet Jomi Massage, som var inviteret til at spille på musikfestivalen Les Femmes sén Melent. Dalsgaard fotograferede hende i de 10 dage, hvor hun var på turné. På billedet til venstre ses musikeren, der tager bad på sit hotelværelse. Og til højre ses udsigten fra hendes hotelværelse en sommernat i det sydlige Frankrig. Foto: Miriam Dalsgaard Den reelle virkelighed For Miriam Dalsgaard handler den reelle virkelighed også om, at læserne skal kunne stole på, at det, de ser på hendes billeder, er virkeligheden. Og intet andet! - Den digitale udvikling har gjort det let at manipulere med billeder. For mig og for Politiken er det meget vigtigt, at vi aldrig nogensinde benytter os af manipulation. Læserne skal kunne stole på, at det, jeg laver, er virkelighed, siger Miriam Dalsgaard og erkender, at hun trods sine 35 år er en smule gammeldags. - Jo, det er jeg nok. Men et billede er med til at fortælle en historie om et stykke virkelighed. Og fordi en ledning for eksempel bryder det kompositoriske i billedets helhed, kan man ikke blot fjerne den, siger hun. Kun på én betingelse kan hun acceptere manipulation: - Nogle fotografer, som for eksempel Ulrik Jantzen, fortæller åbent, at han manipulerer, og han har gjort det til sin stil at gøre det. Og det synes jeg er helt fint. Desuden har han meldt sig ud af Pressefotografforbundet. Og han tager primært billeder til magasiner, som er en helt anden slags billeder end pressefotografiet, siger Miriam Dalsgaard. Drivkraften i Miriam Dalsgaards arbejde er, at hun gerne vil bidrage til samfundsdebatten med sine billeder. - Mine fotografier kan bruges som historiske dokumenter. Man kan sige, at det er min mission at vise, hvordan virkeligheden ser ud her og nu, og det synes jeg er sjovt. På uddannelsen bliver vi uddannet til selv at tænke historier, og det benytter jeg mig af. Men samarbejdet med journalisterne er også meget vigtigt, og på Politiken prøver vi på at starte samarbejdet mellem fotografer og journalister så tidligt som muligt i processen, sådan at fortællingen og fotografiet næsten smelter sammen. Som ansat på en avis bliver Miriam sat til mange forskellige opgaver. En dag er det sport. Næste dag er det et blødt genrebillede. En reportage. Et portræt. - Fælles for de fleste opgaver er kunsten at få dufte, relationer mellem mennesker, kærlighed, angst eller andre følelser formidlet ned i et todimensionelt fotografi. Det er super svært, men også det, der er udfordringen og dermed drivkraften i mit arbejde. Og det er lige præcis dét, der gør, at jeg får et sug i maven, hver gang jeg starter bilen og kører ud på en ny opgave. n

8 Tag fat på mediernes historie og besøg museets nye permanente udstiling, de arbejdende værksteder og skiftende særudstillinger. På vej fra n Af journalist og forfatter Niels Krause-Kjær Bestil et undervisningsforløb, hvor eleverne i 3 timer arbejder med temaer som: tv-avisens historie og virkemidler massemedier, demokrati og ytringsfrihed tegneserier og den debatskabende streg reklamens billeder og budskaber I museets tv-studie er eleverne tv-journalister for en dag og producerer en dagsaktuel nyhedsudsendelse. Besøg også Brandts søndag den 3. juni på Historiens dag, en dag for hele familien. Brandts Torv 1, 5000 Odense C, Info: formidling To aviser, to forsider, to billeder og to virkeligheder. Oftere og oftere kan avisernes forsider se ud, som om de laves på forskellige planeter. Sjældent så tydeligt, som den 22. februar 2006, hvor Politiken kunne fortælle, at Presset på regeringen vokser samtidig med, at Socialdemokratiets formand Helle Thorning-Schmidt - netop hjemkommet fra skiferie - på forsiden af Jyllands-Posten forsikrede, at Jeg ved præcis, hvad folk taler om ude ved kakkelbordene. Begge virkeligheder var udstyret med fotos, der levede op til overskrifter og tekst. Tekst er indhold og sammenhæng. Foto er følelser og indtryk. Når kommunikationen fungerer optimalt, spiller alle ingredienserne - overskriften, teksten og billedet - samme melodi. Man kan ikke have billedet af en glad og selvsikker statsminister til en historie om, at han er politisk presset i bund. Statsministeren er mere presset i Politiken end i Jyllands-Posten. I det omfang statsministeren overhovedet smiler, er der derfor også færre af den slags billeder i Politiken. Sådan har det ikke altid været. I de senere år er der sket en politisering af de danske aviser - det gælder især de tre store morgenaviser Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og Politiken. Dermed er udviklingen gået lidt i ring. I gamle dage var de fleste aviser tilknyttet politiske partier og opførte sig i høj grad derefter. Det blev i 1970erne afløst af aviser, der så sig selv som partipolitisk uafhængige med en forpligtelse til at være kritiske over for alle. Man søgte at være en avis for de fleste danskere, hvorfor aviserne også kom til at ligne hinanden meget. Det var svært at adskille artiklerne, overskrifterne, billederne og

9 ewspaper til viewspaper ofte også prioriteringerne af dem fra den ene morgenavis til den anden. Sådan er det ikke længere. Profilering påvirker prioritering Den borgerlige regerings såkaldte kulturkamp, kampen om værdierne, Irak-krig og Muhammedkrisen har fungeret som et syrebad for de politiske holdninger og dermed også for prioriteringerne i de store morgenaviser. Udviklingen fra newspaper til viewspaper er i gang. Spørgsmålet er, hvor den stopper. Der er stadig en fælles forståelse af, hvad der er væsentlig og fair journalistik, men prioriteringerne i verdensbilledet er blevet forskelligt på en række områder. En historie om huspriser i Nordsjælland eller iranske flygtninge i Sandholmlejren vinkles i dag mere forskelligt i de tre aviser end for fem eller ti år siden. Et forskningsprojekt under bl.a. Københavns Universitet har undersøgt netop prioriteringen af historier i forbindelse med Irakkrigen i Undersøgelsen viste blandt andet, at avisens holdninger i lederen smittede af på prioriteringen af stoffet. Ikke den enkelte artikels indhold eller vinkel, men prioriteringen af historien. Der var altså en vis sammenhæng mellem forside og leder, konkluderede forskerne. Aviserne forsøger at holde fast på læserne og er derfor på godt og ondt ved at udvikle sig til store menighedsaviser med skarpe krydderier i suppen, der passer lige netop til deres læseres ganer. Berlingske Tidende har gennem flere år arbejdet med fænomenet under navnet tættere på læserne. Politiken har en højt profileret og opinionsdannende chefredaktør og ser vel sig selv som en oppositionsavis. Og Jyllands-Postens rolle under Muhammed-krisen har tydeligt smittet af på den redaktionelle selvforståelse. Vi er langt fra propaganda og partiaviser. Enkelte gange kammer det dog over, som den 22. februar 2006 med en presset Fogh og en Thorning hjemkommet fra skiferie. n www. Rapporten Mediernes dækning af invasionen i Irak findes på

10 Det sværeste er ideen Af tegner Roald Als, Politiken Vi er tolerante mennesker Ellers gælder det om at vælte regeringer. Ikke for For 20 år siden - det var under overenskomstforhandlingerne - ringede min idemand Negeren til er at lave kunst på avispapir. Andre vil lave grafi- os alle sammen. Der findes kolleger, hvis ambition mig og sagde: ske helhedsløsninger og kompositioner, der spiller - Hør her: Du tegner Lillian Knudsen. Hun ligger splitternøgen med spredte ben og siger: - Nu have folk til at grine. tegningen ud mod teksten. Andre igen vil bare venter vi bare på jernet. Ikke mig. - Vi arbejder på Weekendavisen, sagde jeg, det er Når jeg sætter mig til papiret og griber penneskaftet og dypper pennen i tuschflasken for at en pæn avis. Den går ikke. Så her for et par år siden skete der det, at SID og lave dagens tegning, er det målet at vælte ministre Kvindeligt Arbejderforbund fusionerede. Negeren helst dem alle sammen, forhindre broer, lukke og jeg var i mellemtiden blevet ansat på Politiken, atomkraftværker, få Danmark ud af EU og Anker og en redaktionssekretær ringede til mig og bad tilbage som statsminister, men først og fremmest om en tegning til en artikel om de to fagforbunds ser jeg det som min pligt at skaffe landet af med alliance. den skændsel af en regering, vi har nu. Jeg ringede til ham og sagde: Det er derfor, jeg tegner politiske satiretegninger. - SID fusionerer med Kvindeligt Arbejderforbund. De vil have, jeg tegner til det. Jeg vidste det egentlig godt. Langt nede, bagest i min hjerne, vidste jeg det godt. - Hør her, sagde Negeren, du tegner Lillian Knudsen. Hun ligger på dobbeltsengen med spredte ben. For fodenden står Poul Erik Skov Christensen og... Jeg havde faktisk grinet af ideen allerede første gang. Der var gået 15 år, og Politiken var ikke Weekendavisen. Så jeg lavede den, og sex sælger. Den tegning har jeg Kvindeligt Arbejderforbund og SID slutter sig sammen. fået meget ros for. Politiken, 25. marts

11 Nyhederne I disse dage er det fire år siden, at Danmark gik i krig i Irak /Politiken 21. marts 2007 Ikke, at det lykkes hver gang. Men jeg giver ikke op, bare fordi det ikke lykkes den første uge. Schlüter slap vi da af med til sidst, og selvom både Storebælts - og Øresundsbroerne på trods af mine tegninger blev bygget, opgav Uffe Ellemann kampen i 94. Og vi fik nej til Maastricht og slap for Euroen, efter at jeg havde ført årelange kampagner stik imod min chefredaktør Tøger Seidenfadens ledere. Folk spørger tit, om der ikke er bøvl med det. Det er der ikke. Vi er begge tolerante mennesker, og hans ledere generer ikke mig, for jeg ved, at én tegning har meget større gennemslagskraft end spalter fyldt med akademiske betragtninger. Det ved Tøger også. Han har et par brister, og en af dem er Lomborg. Det er lige før, det er Tøger, der har opfundet Lomborg, og han bruger en hvilken som helst lejlighed til at forsvare fjolset. Så da Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed fortalte Lomborg, at det var han, fór Tøger til tastaturet og skrev et stærkt ophidset angreb på Udvalgene. Da jeg læste det, blev jeg stærkt ophidset og fór til tuschflasken og lavede en tegning. Et par dage efter mødte jeg Tøger på trappen. Han takkede mig hjerteligt, fordi jeg havde forhindret mange abonnenter i at opsige deres abonnement i raseri over hans artikel. Nå, har du en ide? Det sværeste ved dagens tegning er ideen. Det vil alle avistegnere undtagen Jens Julius på Horsens Folkeblad skrive under på. Han sprøjter ideer ud. Det gør jeg ikke, så derfor har jeg en idemand ansat. Han kalder sig selv for Negeren, og det ér politisk korrekt, for det er han ikke. Vi blev i 1980 ansat sammen på Weekendavisen og har arbejdet tæt sammen siden dengang. Uden ham var jeg på den, for ikke kun er han god til at få sjove ideer, han er også god til at fortælle, når en ide ikke duer. Og det er en sjælden evne. Typisk mødes vi om morgenen, den dag, hvor jeg skal lave dagens tegning. Så spørger jeg: Nå, har du en ide? Det har han nogen gange, og nogen gange er den også sjov. Og hvis der kun er én person på tegningen, laver jeg den. Men idefolk har en svaghed for det begreb, man kalder for myldretegninger. Dem elsker redaktører og læsere også. Det er klart. 11

12 NYHED Det er ikke dem, der skal sidde fra morgen til aften og tegne hele regeringer inklusive politisk bagland i slagsmål med det meste af kultureliten. - Og så tegner du lige en stykker af de menige politikere i baggrunden, siger negeren så. - Nej! svarer jeg. n IDE n INTERVIEW n FORMIDLING n LAYOUT De fem trin fører eleverne frem til en færdig nyhedsartikel. Eleverne kan vælge opgaver, som tager hensyn til, at de lærer på forskellig måde. Bagstoppere hos ATS Det hænder, at vi ikke kan finde på noget, Negeren og jeg. Vi kan sidde to timer sådan en morgen og få den ene dårlige ide efter den anden. Så går vi fra hinanden og aftales at ringes ved, når radioavisen har været der. Og det gør vi så og kan alligevel være på den. Men så har jeg et par bagstoppere. Gorm og Ole. De laver ATS, og de kan af og til, når jeg er på spanden, få en ide, som jeg kan score på. Som dengang kogalskaben rasede i både aviser og på landet. - Jeg kan ikke finde på noget, sagde jeg til Gorm. - Du tegner Ritt Bjerregaard, sagde Gorm. Hun står og dirigerer et kor af køer, som synger: I kan ikke slå os ihjææl! vi e en del af jer sæ l!!. Den gamle Christiania-slagsang du ved. - Den er da ikke sjov, indvendte jeg. - Det er den da, påstod Gorm, spørg Ole. Det gjorde jeg. Og jeg spurgte også de andre på gangen, og damerne i biblioteket. Halvdelen Bogen er indtalt på to cd er, som er placeret i lommer på indersiden af omslaget. For elever fra 6. klasse. Pris: 105 kr. -25 procent rabat ved bestilling af 20 stk. og derover. Bestil bogen på Avisen i Undervisningen Skindergade København K Telefon: I kampen mod kogalskab vil EU destruere køer over 30 måneder. /28. februar

13 Det viser sig, at brevduer følger de menneskeskabte færdselsårer, når de skal finde hjem. Politiken 7. februar 2004 Ingen statsminister skal om 60 år komme og sige, at jeg gik ind for samarbejdspolitikken. forstod den ikke, og halvdelen syntes, at den var sjov. - Jeg forstår den ikke, sagde jeg til Gorm. - Lav du den bare, sagde han, og da jeg ikke kunne finde på andet, gjorde jeg det. Næste dag kom en masse mennesker hen til mig og sagde: Fantastisk tegning i dag. God idé! Jeg tog rosen til mig, men jeg forstår den stadig ikke. Året efter sad jeg igen på avisen uden en ærlig idé i hovedet. Gorm var i gang med At Tænke Sig og sad og bladrede i dagens avis. Der stod en artikel om brevduer, som ifølge den nyeste forskning ikke havde et kompas indbygget i hjernen, men fulgte jernbanelinjer og motorveje, når de skulle finde hjem. Akkurat som os andre. - Du tegner en due, der kommer senere hjem end de andre, fordi der var kø på Helsingørmotorvejen, sagde han. - Den vælter ikke regeringen! sagde jeg. Og det gjorde den ikke. Men jeg kunne ikke finde på andet, og negeren var sygemeldt med en ny hofte, så... Men jeg gir ikke op. Fogh skal ned med nakken akkurat som Schlüter og Uffe. Der er langt mellem klagerne Folk spørger tit, om ofrene ikke bliver sure, når jeg tegner dem. Det er faktisk meget sjældent, det sker. Oftere får jeg ros. Og det kan godt være surt, når jeg f.eks. har jagtet Uffe Ellemann i ti år og troet, at han hadede mine tegninger og var tæt på at gå af på grund af dem, at han beder om at købe en originaltegning. Og Fogh har flere gange udtalt, at siden jeg begyndte at tegne ham, er han gået frem fra valg til valg. Men endelig er der en, der har klaget. Regeringen fik Kenneth Plummer ansat som generaldirektør i Danmarks Radio, for at han kunne muge ud blandt de røde lejesvende dér. Og siden har jeg tegnet ham som Brians velafrettede skødehund, når jeg har tegnet ham. Det har han klaget til Tøger over og bedt denne om at sørge for, at der ikke kommer flere tegninger af ham i lænker i Politiken. For det sårer ham. Hvad han ikke ved er, at det kunne Tøger ikke drømme om at blande sig i. Jeg har faktisk den aftale med ham, at han ikke censurerer mine tegninger politisk. Måske skulle Plummer lave den samme aftale med sine medarbejdere, for så kan jeg ikke mere tegne ham i snor som Brians skødehund. n 13

14 Det tredje sprog Af grafiker og journalist Rie Jerichow Da de allierede styrker under Operation Dessert Storm i 1991 gik angreb på Saddam Husseins Irak, blev en masse moderne teknologi luftet for første gang. Både i militæret og på avisernes tegnestuer. Usynlige Stealth fly og smarte bomber imponerede verden, og grafikere kunne med lige så stor betagelse fylde hele avissider med tegninger af det effektive isenkram med hjælp fra de nye Mac er. At tegne på en computer var lidt af en revolution. Ikke alene kunne man nu klikke sig frem til irakiske landkort og diverse bombefly, der kunne genbruges i en uendelighed. Man kunne også sætte tekst direkte på tegningerne. Man kunne tegne bokse og give dem skygger så let som ingenting. Man kunne hente nyhedsgrafik via modems fra amerikanske nyhedsbureauer. Og man kunne arbejde flere sammen på samme opgave på hver sin computer. Hurra for de nye computere og hu hej, hvor det gik. I dag er de gamle tegninger meget primitive at se på, og det er også spørgsmålet, om de var særligt informative. Men dengang var begejstringen uden ende, for grafikkerne skabte et nyt, effektivt blikfang, der cementerede en ny udtryksform i aviserne. Den gode grafik skaber forståelse Det tredje sprog har den svenske bogtilrettelægger, Sven Lidman, kaldt den type tegninger, der hverken er billeder eller tekst, men noget midt imellem. De skal både ses og læses. Når de virker allerbedst, er de en fuldstændig integration af det visuelle og det verbale. En grafik skal først og fremmest hjælpe læseren til at skabe en større forståelse. Den bør være i stand til at stå alene, mens den på samme tid supplerer artiklen. I gode grafikker er overskriften faktuel og præcis. Meget gerne fængende og sproglig spændstig, men aldrig ironisk eller kryptisk. Den efterfølgende korte indledning er krogen, der skal fortælle, hvorfor grafikken bliver bragt og give en kort introduktion til problemstillingen. Sproget skal være klart og enkelt og om nødvendigt forklare vigtige begreber. Hvis læseren hægtes af allerede her, er han på Herrens mark. Kurver, søjler og lagkager Overordnet set er der to typer grafik. Den kontante, grafiske fremstilling - for eksempel et kort, der viser, hvor en begivenhed har fundet sted. Eller det kan være talmateriale, der er omsat til kurver og grafer. Kurver er bedst til at beskrive en tendens eller en udvikling - for eksempel benzinprisernes himmelflugt. Søjlediagrammer er velegnede til at vise enkelte tal, der skal kunne sammenlignes med hinanden - for eksempel priserne på en burger i forskellige EU-lande. Og lagkagediagrammer bru- Rabat på aviser til undervisning 14

15 ges, når enkelte dele skal kunne sammenlignes, men samtidig vise forbindelsen til helheden. Det kan for eksempel være sundhedsudgifternes andel af statens samlede udgifter. Hvis tallene varierer for meget til et diagram, eller hvis der er for mange kategorier, er sidste udvej et skema. En anden type grafik er den kreative og visuelle fremstilling for eksempel til at forklare, hvorfor noget er sket, eller hvordan noget fungerer. Ofte er der ikke brug for så mange ord: Show it don t tell it er det optimale. Det er for eksempel grafikker, der viser, hvorfor en tsunami er så ødelæggende, hvorfor en togulykke kunne finde sted, eller hvordan det nye metrobyggeri tidsmæssigt vil skride frem. Detaljen skal være på plads Informationsgrafik er et stærkt virkemiddel, men det stiller store krav til præcise oplysninger. Hvor en journalist som regel kan skrive sig ud af mere uklare detaljer, kan der ikke laves mange kurver ud af en stor stigning. Grafikeren må have helt nøjagtig information og det gælder ikke kun i kurver og grafer. Selv små detaljer skal være helt på plads. Hvis opgaven for eksempel er at visualisere et flystyrt, er det en bommert at tegne et fly med motorer under vingerne, hvis det uheldige fly også havde en motor i haleroret. Og hvis grafikken skal vise, hvordan man kan kurere nærsynethed med en laserbehandling, skal tegningerne være så enkle, at alle læsere forstår dem, men samtidig så korrekte, at ingen øjenlæger kan sætte en finger på dem. Troværdigheden er konstant på prøve. n Denne grafik er godt tænkt og alle oplysninger er sandsynligvis pinligt korrekte. Alligevel fejler den og efterlader læseren relativt desorienteret. Meningen er at sammenligne størrelsen på fem gratisaviser, men læserne får umiddelbart indtryk af, at Urban og MetroExpress er de mindste, selv om de i virkeligheden fylder hele avisstanden ud og er langt de største. Ja, det ser faktisk ud som om, der slet ikke ligger nogle aviser i de to avisstandere. www. Illustrationen findes på side 11 i dette link: upload/documents/ggrafik_booklet.pdf 15

16 Man kommer langt med humor Vi mennesker bombarderes med reklamer fra medier og i bybilledet. Nogle reklamer vækker opmærksomhed og følelser positive eller negative. Andre lægger vi dårligt nok mærke til. Men hvilke tanker gør reklamemagerne sig for at fange forbrugernes opmærksomhed? Kreativ direktør Mikkel Jangaard, Win-Win Agency, giver et par bud. Af journalist Christina Ove Holm - Da jeg fik opgaven fra den københavnske Metro var beskeden, at virksomheden gerne ville vise sine nye flotte tog og fortælle, at folk kunne komme hurtigt og bekvemt rundt i byen med metroen. Den besked blev jeg nødt til at tænke længe over, for jeg troede ikke på, at et billede af et moderne tog ville sige folk ret meget. Jeg ville gerne sende et budskab, hvor folk selv skulle konkludere, at man kommer hurtigt gennem byen med de nye tog, fortæller Mikkel Jangaard. - Jeg vidste, at min ramme var København, idet metroen kører i København. Derfor valgte jeg at lave nogle scener fra forskellige steder i København. Steder som i hvert fald københavnere kan nikke genkendende til. Dertil satte jeg en håndfuld mennesker, som jeg opfattede som moderne københavnere. Jeg lavede fem forskellige reklamer med fem forskellige mennesker på. Én af dem er faktisk min eks-kæreste, én af dem er min tidligere svigerfar, én er en kollega og én er en af mine gode venner, siger Mikkel Jangaard. Og så skulle der tilsættes en god portion humor. Når Mikkel Jangaard kigger på de reklamer, han har lavet, ser han humor som et gennemgående tvist i de fleste. Også i Metro-reklamerne. - Det ser jo sjovt ud, at hendes ben ser sådan ud, griner Mikkel Jangaard og peger på billedet af kvinden, der ubesværet lægger mascara på, mens hun bener ja, næsten svæver gennem København. - Underspillet humor er en vigtig ingrediens for mig. Jeg tror, at man kommer langt med humor i reklamer, fordi det får folk til at stoppe op. Fundere over reklamen. Måske grine og tage en pause. For Mikkel Jangaard er det vigtigt, at hans reklamer sætter hjernen på arbejde. - En reklame, der er alt for ligetil, dvæler man ikke ved. Det gør man derimod med reklamer, der kræver, at man skal tænke, siger han. Reklamerne for metroen er rent teknisk lavet ved, at Mikkel har taget flere billeder af personerne, som er sat sammen. Ét billede, hvor kvinden 16

17 løfter benet højt op foran sig. Ét hvor hun sparker langt bagud. Og ét hvor hun lægger mascara på. De andre billeder i serien er lavet på samme måde. Information-reklame - Da jeg fik opgaven fra Information tænkte jeg: Hvilken avis er Information? Hvordan adskiller den sig fra andre aviser? Og hvorfor læser man egentlig avis? Som svar på det sidste spørgsmål mener jeg, at man blandt andet bruger avislæsning til at blive klogere og dermed få argumenter til diskussioner, som man for eksempel fører ved middagsbordet. Eller med andre ord: Ammunition til diskussion. Og det er netop, hvad Information kan: Forsyne sin læser med ammunition, fortæller Mikkel Jangaard og peger på billedet, hvor en mand er overdynget af ord, som kvinden ved siden af ham har fyret af mod ham. Kvinden ser ganske afslappet ud, som hun sidder der med bare fødder og med benene trukket op under sig i den bløde sofa. - Det er netop meningen. Jeg vil signalere, at du kan slappe af, når bare du læser Information. Så har du styr på, hvad der sker. Så har du styr på dine argumenter, fortæller Jangaard. Igen har Mikkel Jangaard brugt humor i sit arbejde. - Jeg kalder det selv for humor med kant. Man kan ikke lade være med at trække på smilebåndet. Og man kan ikke lade være med at undersøge reklamen nøje. Hvad sker der i den? Hvorfor ser personerne sådan ud? Det er ordene i reklamen, der smadrer, hvilket er en måde at vise på, at der t 17

18 her er tale om en avis med power, siger Jangaard. Én af de retningslinjer, Mikkel Jangaard fik fra Information, da han skulle lave reklamen, var, at avisen ikke måtte signalere venstrefløjsavis. - Jeg har med vilje lavet det her cremefarvet latte-miljø, hvor personerne ligner et ungt ambitiøst par, der bor i noget, der ligner en Østerbro-lejlighed i København, griner Mikkel og siger: - Du må ikke citere mig for det der med latte-miljøet, men det er faktisk ret rammende for segmentet, siger han. - Information har i hvert fald tidligere været en venstrefløjsavis, og det image vil avisen gerne ryste lidt af sig. Derfor var det vigtigt for mig at vise, at også de her mennesker læser Information, siger han og peger igen på billedet af den ordrige kvinde. n Kreativ direktør Mikkel Jangaard med stort M 18

19 Supergode multitaskere Af journalist Christina Ove Holm En gruppe unge drenge løber ned til Peblingesøen ved Dronning Louises Bro i København. De hiver tre dynamitstænger op af en taske og kaster dem ud midt i søen. En af drengene i våddragt ligger klar på et surfbræt og begynder at padle ud mod midten. En kæmpe eksplosion får vandet til at stå mange meter op i en søjle og enorme bølger rejser sig. Den unge mand på surfbrættet griber straks chancen og surfer rundt på bølgerne. Scenen er fra en såkaldt viral reklame, der siden februar 2007 har ligget på internettet. Brugerne sender den til hinanden, og det siges, at den er set af op mod 20 millioner mennesker. Filmen er en reklame for tøjmærket Quicksilver, men intet sted i filmen, som er lavet som en amatørvideo-optagelse i tvivlsom kvalitet, ser man Quicksilver-mærket. Først da filmen slutter, står der Quicksilver på skærmen. Viral markedsføring er den helt nye måde at annoncere på. Især unge er modtagelige over for den form for markedsføring, fortæller Mikkel Jangaard, der er kreativ direktør i Win Win Agency. - De synes, at virale film, som den Quicksilver har lavet, er fede, fordi de er vilde, blærede, vovede og sindssyge, siger han. Win Win Agency står ikke bag filmen fra Quicksilver, men hvis en kunde ønsker en viral film, tager bureauet gerne udfordringen op. - Jeg har ingen etiske overvejelser om, hvorvidt unge kan se, at viral markedsføring er en reklame eller ej. Det kan de fleste sagtens gennemskue. Men der er naturligvis visse produkter, som jeg ikke vil lave reklame for til de årige. Blandt andet sprut og cigaretter, siger Mikkel Jangaard. - Men jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke forsøger at manipulere forbrugerne til at købe den vare, jeg laver reklamer for. Jeg arbejder jo netop i den her branche, fordi jeg synes det er sjovt, siger han. Generelt er de årige mere modtagelige over for reklamer end ældre. Og det er Win Win Agency bevidste om. - De unge er supergode til at multitaske. De bruger tv, radio, internet og sms på samme tid. De er vant til at blive bombarderet fra mange kanaler, og de er også åbne over for reklamer. Men samtidig er de dygtige forbrugere på den måde, at de er kritiske over for de budskaber, der bliver sendt til dem. De æder ikke bare alting råt, forklarer Mikkel Jangaard. Win Win Agency bruger en del ressourcer på at samle viden om de unge forbrugeres adfærd. For at kende de unges medie- og forbrugsvaner har bureauet ansat et hold planere, der har til opgave at researche blandt de unge. - Man skal vide, hvad de unges verden består af, så man kan ramme dem på deres hjemmebane. Myspace, Secondlife, YouTube, msn og sms er nogle af de medier, de unge bruger rigtig meget. Og de bevæger sig hele tiden nye steder hen. www. Se Quicksilver-filmen på: Skriv Quicksilver i søgefeltet. Viral markedsføring Viral markedsføring benytter sig af modtagernes eksisterende sociale netværk. Budskabet spredes ved mund til mund metoden og bruger ofte følgende medier: Flash spil Blogs Video clips Online communities Interaktive websites Mobiltelefoner Viral = virus. Virus = ultramikroskopisk smitstof. Spredning. 19

20 F OTO : S C A N P I X blik for billeder 26 / URBAN / MERE LIV TIL BYEN / TIRSDAG 20/03/2007 LUXE REJSER Luksus i Berlin > Den tyske hovedstad er en af verdens bedste feriebyer. Men det er ikke på grund af traditionerne. To store krige har skabt sår, som er svære at hele. De fleste markante bygninger er fra efter Men der er undtagelser. En af dem hedder KaDeWe. En anden er Adlon. Begge fejrer 100 års fødselsdag og er værd at besøge, hvis man vil snuse til atmosfæren fra en svunden tid. KaDeWe, det største varehus på kontinentet, er især kendt for sin bombastiske fødevareafdeling på sjette sal. Udbudet står mål med Harrods i London. På kvadratmeter tilbydes bl.a slags oste, pølse- og skinkesorter og 400 slags brød. Der er forskellige vine, og spi- To klenodier i ritushylderne har alt fra Gammel Dansk til ukendte whiskys den tyske hovedstad fejrer formue, er netop ankommet til fra de yderste hebrider. Årets første asparges, som koster en grønsagsafdelingen. 100 års fødselsdag. KaDeWe man også kan få helt almindeli- Det gode ved sjettesalen er, at ge produkter. Man kan altså købe alt, hvad man behøver, i bed- er kontinentets ste kvalitet, og styrer man udenom hebridewhiskyen og de før- største varehus, ste asparges, behøver man ikke Hotel Adlon et at lænse tegnebogen. Man får af Europas fineste herberger. hvad de sælger, og ingen varer oven i købet en fortrinlig betjening af ekspedienter, som ved, står i papkasser eller grim belysning. Trænger man til en hjerte- Begge adresser er et besøg te fra de 33 kogeøer, hvor kokke styrkning, er der hjælp at hen- værd. tilbereder retter til omgående spisning. Af Michael Kuttner Større ombygning Varehuset er netop sluppet igennem en større ombygning i anledning af jubilæet. De ansatte og kunder, som dagligt flokkes i den gamle kasse i Tauentzienstrasse ved indkøbsgaden Kurfürstendamm, har siden 2004 måttet finde sig i larm og støv. Store varegrupper er flyttet, så stamgæster har svært ved at finde rundt, og hele afdelinger er nedlagt. Således handler KaDeWe ikke længere med ægte tæpper eller senge. Men huset er blevet mere luksuriøst, dels fordi eksklusive mærker som Gucci og Louis Vuitton har fået deres egne butikker i butikken, dels fordi alt er blevet poleret og indrettet med henblik på nydelse. I bogafdelingen (1.000 kvadratmeter på femte sal) er der f.eks. små, røde læder- HOTEL ADLON er et af Europas fineste. Her starter værelsesprisen på kr. per nat. Her ses et udsnit af hall en. sofaer, så man kan smuglæse i fred og ro. Damer vil sætte pris på parfumeafdelingen i stuen og modeudbudet på anden sal (med lingeri på tredje). For herrerne er der en god chance for, at indkøb af en ny skjorte eller et par bukser kan blive næsten en fornøjelse på førstesalen, hvor der ikke er trangt, selv om tekstilmængden er overvældende. Hos frisøren Tröndle på tredje sal (med priser et godt stykke lavere end i Danmark) er der en børneafdeling, som ligefrem gør det sjovt at blive klippet, skønt man ikke er voksen. Dramatisk historie Vil man endnu et trin op ad luksusstigen, er Adlon et godt bud. Det er et af Europas fineste hoteller, og det har en historie, der er næsten så dramatisk som Berlins. Det blev åbnet på Unter den Linden, pragtgaden i Østberlin, i efteråret 1907 og blev hurtigt en magnet, der tiltrak kræsne ganer og magelige kroppe. Den tyske kejser, Wilhelm II, foretrak ofte en suite på Adlon frem for sit eget palads. Også Marlene Dietrich, Charlie Chaplin, Henry Ford og Franklin D. Roosevelt boede her, og da forfatteren Thomas Mann 1929 var på vej fra München til Stockholm for at modtage nobelprisen i litteratur, var det en selvfølgelighed, at han indlagde hvilepause netop her. Mann var livet igennem tiltrukket af hotelatmosfære, og på et billede fra Berlin-besøget ser han ganske tilfreds ud. Såvel KaDeWe som Adlon fik 93,5 millioner kroner var overskuddet sidste år hos charterselskabet Star Tour. Fire ud af ti rejseglade gæster valgte at købe deres rejse på nettet. Omsætningen i selskabet, der er en del af TUI Nordic, fik sidste år en omsætning på 873 millioner kroner. en hård medfart under Anden Verdenskrig, hotellet mere end varehuset. KaDeWe blev næsten fuldstændigt ødelagt ved et amerikansk flystyrt 1943, men genåbnede de første to etager 1950, og seks år senere var hele huset genskabt. Adlon slap stort set uskadt gennem krigen, men udbrændte, på nær en sidefløj, natten mellem 2. og 3. maj Da var Berlin allerede indtaget af sovjetiske tropper. Rygtet siger, at ilden opstod, efter at russiske soldater havde besigtiget vinkælderen og måske smagt vel meget af produkterne. I DDR-tiden hutlede hotellet sig igennem, så godt man kunne i den ene fløj, men i 1984 blev resterne revet ned. Først efter Murens fald i 1989 og Tysklands genforening var det muligt at genrejse den gamle dame, og i 1997 blev det nye Adlon indviet. Såvel arkitektonisk som servicemæssigt læner man sig op ad sin forgænger, i reglen med udmærket resultat. Hotellet er godt besøgt, et utal af kronede hoveder (herunder Dronning Margrethe) og præsidenter (Bill Clinton og George W. Bush) har opslået kvarter her under Berlin-besøg. Hovedparten af gæsterne er fra USA og Storbritannien, men Skandinavien er også ved at komme med, siger talsmanden Sabina Held, der med en mor fra Danmark mestrer modersmålet med en let jysk klang. At det overhovedet er lykkedes at fastholde disse to luksusetablissementer i en by, hvor penge Rejsedetektivernes yndlingsside Find rejsen der passer dig på LUXE REJSER HOTEL ADLON er værd at besøge, hvis man vil snuse til atmosfæren fra en svunden tid. I VAREHUSET KADEWE finder man forskellige produkter. ne ikke ligger løst i lommen ledigheden er over 18 procent og den kommunale gæld 60 milliarder euro (450 mia. kr.) er ingen selvfølgelighed. For især vestberlinerne er Ka- DeWe imidlertid blevet et slags familiemedlem selv om man ikke har råd til alverden, tager fruer på sjette sal for at drikke en kop kaffe eller et glas sekt med veninden gennem 40 år, og selv DDR-diktatoren Erich Honecker satte pris på etablissementet. Det fortælles, at Honecker sendte en mand, der havde samme mål som han selv, til KaDeWe for at købe habitter, så han slap for at gå rundt i østtysk polyestersnit. Det nye Adlon havde indtil sidste år en direktør, der viste sig at være tidligere stikker for DDRs hemmelige politi, men KaDeWe og Adlon det er en anden historie. (Han blev tvunget til at fortsætte karrieren i Dubai.) Sørgelig historie KaDeWe og Adlon er også knyttet sammen om end på sørgelig vis. Da varehusets jødiske ejere 1933 blev tvunget til at afhænde stedet og gøre plads for en arisk direktør, skete det på hotellet. Her blev den hidtidige direktion frataget deres pas for at sikre, at de ikke stak af med deres egne værdier. Historien spiller stadig en rolle. En jubilæumsudstilling på Adlon viser ikke alene spisekort og den sølvbakke, som blev anvendt til at overbringe Mann et telegram, men også billeder af nazispidser, der brugte hotellet som gæste- hus for udenlandske gæster.»det er en tid, vi ikke kommer uden om,«siger Sabina Held. Hos KaDeWe satser man mere på de lyse sider. Forbindelsen mellem de to huse bevares bogstaveligt. Der er limousineservice for Adlon-gæster, der ønsker at købe ind. Andre dødelige kan dog tage S-toget eller en taxi. Forbindelserne er fortrinlige, og man behøver ikke at købe en Louis Vuittonkuffert til sin hotelsuite for at nyde de gode forhold. Men derfor kan man jo godt klæde sig pænt til fødselsdagen. Det er, for at sige det rent ud, næsten en forudsætning, hvis man vil feste med på Adlon. Berlingske Tidende KaDeWe, der åbnede 27. marts 1907, er med sine kvadratmeter det største varehus på kontinentet. Især fødevareafdelingen på sjette sal er et trækplaster. Alene her er der forskellige produkter, ikke mindst fra Frankrig, men også fra resten af verden. Åben mandag-torsdag 10-20, fredag 10-22, lørdag Adresse: Tauentzienstras- se (U-bane Wittenbergplatz), Vestberlin. Internet: Hotel Adlon, der åbnede 23. oktober 1907, er et af Europas fornemste herberger. Der er 304 værelser samt 48 små og 30 store suiter, bl.a. flere præsidentsuiter. Officielt begynder prisen for et værelse, enkelt eller dobbelt, ved 420 euro (3.150 kr.) pr. nat, men over internettet kan man uden videre komme ned på 330 euro (2.475 kr.). Leder man længe nok eller har kontakt med et godt rejsebureau, er der formentlig endnu mere at spare. Også ikke-overnattende gæster kan nyde eftermiddagste i lobbyen. På mezzaninen vises frem til 31. oktober en udstilling om de første 100 år. For udenhus gæster er der officielt åbent den første søndag eftermiddag hver måned, men er man pænt klædt og ikke-larmende, kan man liste op på andre tidspunkter også. Adresse: Unter den Linden 77 (U-bane Unter den Linden, ved Brandenburger Tor), Østberlin. Internet: REJSEPANELET SOPHIE HULGARD Branch Manager Danmark FREDRIK KINNUNEN Brand Manager Danmark ANGELICA MUNOZ Rejseagent Hvis jeg skulle......nej, aldrig dér igen... KØ R S E LV S O P H I E H U L G A R D > Vi rejser meget, og nogle steder er mindre fascinerende end andre, men aldrig så skrækkelige, at jeg har tænkt aldrig mere. Nej det er mere måden at rejse på, som gør en forskel for mig. I sommerferien har vi prøvet at pakke bilen med kufferter, campingbord, solstole og parasol, puder og tæpper, badedyr, bamser, legetøj og køletasker fyldt med mad for at drage sydpå ud i friheden uden at vide, hvor vejen ville føre os hen. Det lyder forjættende. Men efter ganske få timer på de tyske motorveje ligner bilen en slagmark, det er varmt som i et drivhus, der er stadig kortere mellem bilkøerne, og ungerne skændes på bagsædet. Nej jeg skal aldrig mere på kør-selv ferie i Europa! Nu flyver vi! Det er hurtigt, let og slet ikke så dyrt. Se her: På tre timer er du på Mallorca i påsken for kr. for en uge med fly og hotel....t I L R H O D O S BY F R E D R I K K I N N U N E N > Aldrig, aldrig mere rejser jeg igen til Rhodos by. Jeg elsker ellers Grækenland: Det blå hav, det fine køkken (som faktisk er så meget mere end souvlaki, tsatsiki og moussaka), den afslappede stemning ude på landet og de hyggelige tavernaer og barer. Og Rhodos har sikkert også sine fine steder, men aldrig igen bruger jeg en uge i Rhodos by. Du skal være meget dygtig for at ikke blive hevet ind i hver anden eller tredje bar af en eller anden Georgios i smart jeg-kan-fangealle-blonde-piger -tøj. Og når så Georgio desuden vil vide, hvor TIRSDAG 20/03/2007 / URBAN / MERE LIV TIL BYEN / 27 du kommer fra og på fint svensk insisterer på at være din ven ja så knækker kæden for mig. Byen er ulideligt varm, der er heftig græsk trafik alle vegne, og hotellerne er så vant til, at det hele bare er fyldt op af dumme turister, at du bliver betragtet som et stykke kvæg, som bare skal ind og lægge nogle penge undervejs. Når man så til sidst... I E N TOWN S H I P A N G E L I C A M U N OZ > På trods af at Sydafrika er et fantastisk smukt land, skal man passe meget på med kriminaliteten. I ca. 18 dage havde jeg plaget min guide om at tage os med til en township. Til sidst indvilligede han og kørte os ind til bydelen ved Cape Town. Guiden tog en ladt pistol frem og lagde den på sit skød med et lille klæde over. Han havde ingen intentioner om at stoppe bilen, så billederne måtte knipses løs fra mini-bussens tag, som kunne åbnes. Ikke længe efter vi var kørt ind, så jeg en gruppe børn stå på et hustag og råbe noget, jeg ikke forstod. Glad og naiv turist, som jeg var på det tidspunkt, råbte jeg tilbage Happy New Year! og vinkede til dem. Guiden sagde, at det er noget, de gør for at advare. I min naivitet troede jeg, at det var for at advare os. Guiden sagde, at det var for at advare de kriminelle, fordi de havde set politiet patruljere i området. Sekunder efter stødte vi på en pansret politibil med gitter for vinduerne. De kom hen for at høre, hvad vi dog i himlens navn lavede dér. De ville straks ekskortere os ud. Vi nåede lige at være i township en i ca. fem minutter. Jeg kan bestemt ikke anbefale, at man laver sådan en tur på egen hånd. Men jeg havde heller ingen forestilling om, at guiden ville vælge at tage os med hen til den største og mest kriminelle township af dem alle. Dér kommer jeg aldrig igen. Flybilletpris fra kr per person. SKAL DU TIL RHODOS, så undgå selve byen, men gå ned til Mandrakihavnen, hvor du finder gode restauranter. finder ned til stranden Elli, kan man hverken finde en plads eller få lov til ligge i fred for alle dem, som vil sælge øl, vandmeloner, cola, kopivarer, træskulpturer, mere øl argghhhh! Men Mandrakihavnens restauranter er faktisk ok, og man kan jo også tage op langs kysten til Lindos. Det er fint. Men Rhodos by aldrig igen. Er det tekstillustration ell Alle er enige om, at annoncer og redaktionelt indhold er to vidt forskellige ting, og at læserne ikke må bringes i tvivl. Men der er mange måder at svæve rundt om den regel på. En af dem er at flyve i varmluftballon. Af journalist Søren Søgaard Egentlig er det meget enkelt: Redaktionel tekst og annoncer må ikke blandes sammen, altså ikke i aviserne. Det kan man læse i de såkaldte Vejledende regler for god presseskik, som blev formuleret af medieansvarsudvalget i betænkning nr. 1205/1990 og gengivet som bilag til bemærkningerne til den nugældende medieansvarslov. I reglernes afsnit B, som handler om Adfærd i strid med god presseskik, står der i punkt 4, efter punkterne om beskyttelse af privatlivet, nænsomhed over for selvmord og beskyttelse af ofre for forbrydelser: Der bør opretholdes en klar skillelinje mellem annoncering og redaktionel tekst. Tekst og billeder foranlediget af direkte eller indirekte merkantile interesser bør kun bringes, hvis et klart journalistisk kriterium taler for offentliggørelse. Det har alle aviser og blade naturligvis taget til efterretning, og en hurtig rundtur i de trykte mediers normsæt viser en forbavsende enslydende regel med hensyn til adskillelsen af redaktionel tekst og annoncer. Uanset om man henvender sig til en landsdækkende avis som Jyllands-Posten, en gratisavis som Nyhedsavisen, fagbladet Fag og Arbejde, Ugeavisen Odense eller en ugeavis som Lokal-Bladet Budstikken i Sønderjylland, får man en stort set enslydende besked, som i gennemsnit kan gengives sådan her: Enhver annonce, der efter bladets skøn kan forveksles med redaktionel tekst, skal øverst i annoncen forsynes med ordet ANNONCE og en satsstreg. Så langt så godt. Men længere nede i forretningsbetingelserne for Lokal-Bladet Budstikken, som udkommer gratis til over husstande i Syd- og Sønderjylland hver uge, finder vi en krea- 20