Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 17. april 2014 kl Skærtorsdag aften Markus 14,3-9 Salmer: ,

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 17. april 2014 kl Skærtorsdag aften Markus 14,3-9 Salmer: , Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden:»hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.«og de overfusede hende. Men Jesus sagde:»lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«mark 14,3-9 Liturgi: Præludium DDS 458 Zion, pris din saliggører Salutation Kollekt (sunget amen) Læsning: 1. Kor. 11,23-26 Trosbekendelsen synges DDS 178 Han står på randen af sin grav Evangelielæsning: Johs. 13,1-15 Prædiken Kirkebøn Apostolsk velsignelse DDS 466 Vor Herres Jesu mindefest Lovprisning: Lovet være du Herre, vor Gud, verdens konge, som frembringer brød af jorden. Lovet være du Herre, vor Gud, verdens konge, som skaber vinstokkens frugt. DDS 477 Som korn fra mange marker Fadervor 1

2 Indstiftelsesord DDS 439 O du Guds Lam Uddeling Bortsendelsesord DDS 474 Jesus Krist, du gav mig livet Takkebøn (sunget amen) Den aronitiske velsignelse DDS 457 Du, som gik foran os Postludium: Alteret ryddes, lysene slukkes, blomsterne fjernes For nylig hørte jeg en kollega fortælle om, hvordan han i sine unge dage havde haft det forfærdelig svært med at gå til alters. Han prøvede hver eneste uge efter bedste evne at opføre sig så ordentligt og næstekærligt som muligt, prøvede virkelig at nå frem til søndagens gudstjeneste om ikke med en snehvid samvittighed, så dog med nogenlunde oprejst pande. Men hver eneste uge måtte han sande, at det med at holde de ti bud eller elske sin næste som sig selv, det er lettere sagt end gjort. Og så sad han der nede på kirkebænken med alle spekulationerne og kvababbelserne, når alle de andre rejste sig for at gå op for at modtage brødet og vinen, Jesu Kristi legeme og blod for hvordan skulle han med alle sine fejl og mangler og svig og svigt få mod til at nærme sig Herrens bord. Igen og igen lovede han sig selv, at nu i denne uge - skulle det lykkes, men hver eneste søndag gentog historien sig. Indtil den dag og jeg husker ikke, om det var noget, han fik øjnene op for gennem en anden, eller det var noget, han pludselig selv indså, eller hvem ved, måske det var Guds egen ånd, talsmanden, advokaten, forsvareren, der hviskede ham det i øret. I hvert fald indså han med et, at nadveren ikke er afslutningen på ugen, nadveren er begyndelsen. Nadveren uddeles ikke på ugens sidste, men på ugens første dag. Da Gud påskemorgen giver hele verden og livet og dig og mig en ny begyndelse da skriver han ikke blot et nyt testamente, hvor du og jeg er indsat som førstearvinger til hans rige og evige kærlighed. Nej, den morgen flytter han samtidig helligdagen, hviledagen fra den sidste dag i ugen til den første. 2

3 Hvor den gamle visdom lød: Først må du yde og så på syvendedagen kan du velfortjent nyde. Så lyder Guds nye uendeligt gavmilde visdom: Før du går i gang med at yde noget som helst, så må du nyde hvilens sødme og tilgivelsens kraft ufortjent - betingelsesløst. Søndag, Sunday, solens dag, lysets og livets dag, skabelsens første dag gør Gud påskemorgen til Herrens dag, nadverens dag. Derfor handler nadveren heller ikke om, at vi skal komme fejl- og pletfrie for at være værdige til at knæle og modtage brødet og vinen. Ugen er knapt begyndt, livet er knapt begyndt vi er stort set ikke andet end lige akkurat stået op søndag morgen, når den opstandne giver sig selv til os i brødet og vinen. Vi er elsket på forhånd. Vi er tilgivet på forhånd. I den forstand er nadveren den ugentlige bekræftelse på den dåb, som vi har modtaget, før vi ved af det, ja, nogen af os er måske endda kommet sovende til den. Men uanset om vi nu skreg i vilden sky eller sov sødeligt fra det hele, så gælder det samme. Dåben er aldrig vores velfortjente løn for at have opført os ordentlig, elsket næsten, holdt budene eller troet nok. Dåben er som de hænder, der tog imod os og bar os og kærtegnede og beskyttede os længe før vi kunne gøre eller sige fra eller til. Derfor hører dåben også til på den første dag i ugen på Herrens dag livets og opstandelsens dag. Se, når jeg begynder her med det, som vel egentlig burde være børnelærdom for os alle sammen, så er det fordi, som den gode kollega tænkte i sin ungdom, sådan er der mange af os, der tumler med, hvorvidt invitationen til Herrens bord, nu også virkelig gælder sådan en som mig. Tumler med, om vi nu hører til i det gode selskab os som bestemt ikke altid opfører os som Guds bedste børn. Og så burde vi vel egentlig blot se på billedet af de gode disciple, der ligger her med deres mere eller mindre blakkede fremtid foran dem, vi behøver blot at se 3

4 på forræderen Judas, og tvivleren Thomas og fornægteren Peter og alle de andre for at vide, at det umuligt kan handle om, hvorvidt vi svigter eller er klippefaste i tro og gerninger. 12 almindelige mennesker skrøbelige, vakkelvorne, overmodige forræderen Judas er der også, han har ikke forladt det gode selskab endnu. Alle som en må de uden forskel stikke deres uappetitlige beskidte fødder frem og lade Jesus vaske dem, som om han er deres husslave. Og protesterne hjælper intet, Peter er som sædvanlig den højest råbende, han skal ikke nyde noget, hvad ligner det, det burde da være lige omvendt. Og det er jo præcis, hvad det altid er, når det er Jesus, det handler om. Den omvendte verden Peter, der ikke skal nyde noget, han bliver sat på plads, for her ved Herrens eget bord får vi lov at nyde, før vi kan yde. Og prøv lige at tænk den tanke til ende, at de gode disciple havde skullet vente til efter påske efter langfredags svigt og forræderi og fornægtelse tænk, hvis de havde skullet vente på at hanen galede 2 gang med at se, hvem der havde ret til en plads i det gode selskab ja, så ved vi alle, at så var der blevet om ikke 12 kurve, så dog 12 små brød til overs efter det måltid. Det burde være lige omvendt, siger Peter, men det er det Gud ske tak og lov ikke Gud venter ikke på, at vi bliver omvendt, før han åbner sine arme, for Gud er i Jesus Kristus selv vendt om, for at vi kan nyde, uanset hvor lidt vi yder. For nadveren er ikke ugens afslutning. Nadveren er ugens begyndelse. Skidtet skal ikke først vaskes af oven på alt det svineri, vi nu hver især roder os ud i. Skidtet er vasket af, før vi får begyndt. På Herrens dag går vi fra Herrens bord - fra påskemorgen går vi med lyset i ryggen men vel at mærke ikke kun det altafslørende lys, men det livsfornyende lys. Men er det hele så lige meget, tænker du måske? Nej, selvfølgelig ikke Jeg har givet jer et forbillede, siger Jesus, da han er blevet færdig med at vaske dagens sved og skidt og støv af deres fødder. I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer. I skal være forbilleder, gode eksempler i den uge, der ligger ny og blank foran jer. 4

5 Forbilleder gode eksempler vi er udsendt som disciplene blev det den aften, vi er udsendt som Guds medarbejdere i den verden, vi lever i den verden som i den grad trænger til gode forbilleder og mennesker der vil være gode eksempler. Vi kan ikke undslå os vi kan ikke løbe fra opgaven alle vore undskyldninger om, at det duer vi slet ikke til, det er vi alt for svage og skrøbelige til at kunne leve op til. Det nytter os ikke en disse. Hver eneste søndag sendes vi ud i Guds tjeneste velsignede til at være til velsignelse på forskud og på forhånd. For det er jo det, det betyder, når vi på ugens første dag knæler og modtager brødet og vinen vi er forudlønnede. For Gud viser sig i Jesus Kristus som en forudindtaget Gud. Forudelskede. Forudtilgivne. Forudfrelste. Forudlønnet, prøv lige at smag på det ord. Det slår mig lige: Er der nogen af jer, der er eller har været forudlønnede i jeres arbejdsliv. Det interessante er, at de eneste, jeg kender, der er forudlønnede, er tjenestemænd bl.a. os præster. Gad vide om det hænger sammen med ordet tjeneste. Nå, nu er der vist snart ikke mange tjenestemandsgrupper tilbage og dog For kristeligt set, så er vi alle som én Guds forudlønnede tjenestemænd, med den ene opgave at følge forbilledet og eksemplet. På en skala fra 1 til 10, hvordan synes du selv, det går? Det forunderlige er, at på søndag er festbordet dækket igen, på søndag bøjer Jesus sig mod os og for Gud ved hvilken gang giver han os alle hver især en ny begyndelse et eksempel til efterfølgelse det burde vække vild opstandelse! Amen. 5