Alle rapporter fra de efterforskende betjente, som afhørte både Michael Spargo og hans mor, før der blev rejst sigtelse imod ham, tyder på, at

Transkript

1 Alle rapporter fra de efterforskende betjente, som afhørte både Michael Spargo og hans mor, før der blev rejst sigtelse imod ham, tyder på, at drengens tiårs fødselsdag begyndte skidt. Selv om sådanne rapporter godt kan betragtes som suspekte i betragtning af arten af Michaels forbrydelse og omfanget af den modvilje, som politiet og naboerne nærede mod ham, kan man ikke se bort fra, at det omfattende dokument, skrevet af den socialrådgiver, der var bisidder for ham under afhøringerne og den efterfølgende retssag, afslører det samme. Der vil altid være detaljer, som undslipper dem, der undersøger børnemishandling, familiær dysfunktion og den psykopatologi, som denne mishandling og dysfunktion i sidste ende afføder, men de afgørende kendsgerninger kan ikke skjules. De vil nemlig nødvendigvis blive bevidnet eller direkte oplevet af dem, der kommer i kontakt med personer, som uanset om det er bevidst eller ej afslører deres mentale, psykologiske og emotionelle lidelser. Det var også tilfældet med Michael Spargo og hans familie. Michael havde otte brødre, deraf fem ældre. To af disse drenge (Richard og Pete, på det tidspunkt atten og femten år) og deres mor, Sue, var registreret for anti-social adfærd som følge af skænderier med naboer, chikane mod pensionister, der boede i det sociale boligbyggeri, fuldskab og hærværk mod offentlig og privat ejendom. Der var ingen far i hjemmet. Fire år før Michaels tiårs fødselsdag havde Donovan Spargo forladt kone og børn og var fl yttet til Portugal med en femten år ældre enke, efterladende en seddel med farvel og fem pund i mønter på bordet i køkkenet. Ingen havde hørt eller set noget til ham siden. Han 11

2 viste sig ikke ved retssagen mod Michael. Sue Spargo, hvis erhvervskompetencer var minimale, og hvis uddannelse var begrænset til, at hun var dumpet til alle folkeskolens afgangsprøver, indrømmer beredvilligt, at hun gik lidt for hårdt til fl asken, fordi manden havde forladt hjemmet, og derfor stort set ikke var til stede for drengene efter det tidspunkt. Før Donovan Spargos fl ugt opretholdt familien tilsyneladende en vis stabilitet udadtil (bevidnet af såvel skolen som naboernes anekdotiske beretninger og det lokale politi), men da husets herre rejste, væltede al den dysfunktion ud, som hidtil havde været skjult for omverdenen. Familien boede i Buchanan Estate, en trist bebyggelse bestående af højhuse af beton og stål og ucharmerende rækkehuse i en bydel med det passende navn The Gallows, dødsdommen, som var berygtet for gadekampe, overfald, bilrøverier og indbrud. Mord var sjældne, men vold almindelig. Familien Spargo var blandt de heldigere beboere. På grund af familiens størrelse boede de i et af rækkehusene og ikke i et af højhusene. De havde en baghave og et frimærke jord foran, selv om ingen af delene var tilplantet. Huset rummede en opholdsstue og et køkken, fire soveværelser og et badeværelse. Michael delte værelse med sine små brødre. De var fem i alt fordelt i to hold køjesenge. Tre af hans storebrødre delte værelset ved siden af. Kun den ældste, Richard, havde sit eget værelse, et privilegium, der tilsyneladende skyldtes Richards voldelige tendenser over for de yngre drenge. Sue Spargo havde også sit eget soveværelse. Ejendommeligt nok gentog hun ved fl ere afhøringer, at når en af drengene blev syg, sov han inde hos hende og ikke hos den skiderik til Richard. Den dag Michael fyldte ti, blev politiet tilkaldt kort efter klokken syv om morgenen. Et familieskænderi var eskaleret og havde vakt uro i det umiddelbare nabolag, da beboerne i boligen ved siden af Spargos havde forsøgt at gribe ind. De hævdede senere, at de bare ville have ro. Det var i strid med Sue Spargos påstand om, at de angreb hendes drenge. Læser man politiets afhøringer af alle implicerede grundigt, fremgår det imidlertid, at et slagsmål mellem Richard og Pete Spargo begyndte i gangen på første sal hos Spargos og skyldtes, at den yngste 12

3 dreng forlod badeværelset uden at forhaste sig. Da Richard var en hel del større og stærkere end Pete, var hans efterfølgende overfald på den femtenårige bror ret brutalt. Sekstenårige Doug kom ham til hjælp med det resultat, at Richard og Pete nu holdt sammen og angreb Doug. Da Sue Spargo viste sig på slagmarken, fortsatte kampen ned ad trappen. Da det viste sig, at Richard og Pete nu også gik til angreb på hende, prøvede tolvårige Davis at beskytte hende med en kødkniv fra køkkenet, hvor han befandt sig, angiveligt for at spise morgenmad. Det var på dette tidspunkt, at naboerne blev involveret, hidkaldt af støjen, som de kunne høre gennem de dårligt isolerede vægge til husene ved siden af. Uheldigvis kom naboerne tre i alt ind til familien Spargo bevæbnet med et cricketbat, et dækjern og en hammer, og ifølge Richard Spargos beretning var det dette syn, der hidsede ham op. De var ude efter familien, var de, var hans direkte konstatering, ord fra en dreng, der betragtede sig selv som familiens overhoved med pligt til at beskytte sin mor og sine søskende. Midt i dette voksende kaos vågnede Michael Spargo. Richard og Pete gik i kødet på mor, lyder hans vidneforklaring. Vi kunne høre dem, mig og de små, men vi gad ikke blande os i det. Han giver ikke udtryk for, at han var bange, men gået på klingen står det klart, at Michael gjorde sit bedste for at holde sig på afstand af sine storebrødre for at undgå bank, hvis jeg gloede på dem. At han ikke altid undgik at få bank, bevidnes af hans lærere, hvoraf tre indberettede blå mærker, rifter, brandsår og mindst ét blåt øje hos Michael til socialforvaltningen. Der kom imidlertid ikke andet ud af det end et enkelt besøg i hjemmet. Systemet var tilsyneladende overbebyrdet. Der er visse tegn på, at Michael lod mishandlingen gå videre til sine yngre brødre. Ifølge oplysninger fra et tidspunkt, da fi re af børnene kom i pleje, lader det faktisk til, at Michael havde fået til opgave at sørge for, at hans bror Stevie ikke tissede i sengen. Uden nærmere oplysning om, hvordan det skulle foregå, tævede han tilsyneladende regelmæssigt den syvårige dreng, som til gengæld lod sit raseri gå ud over de andre drenge længere nede i rækken. Det vides ikke, om Michael slog nogen af de mindre drenge den 13

4 morgen. Det forlyder bare, at han, da politiet kom, stod op, tog sin skoleuniform på og gik ned i køkkenet med det formål at spise morgenmad. Han vidste, det var hans fødselsdag, men ventede ikke, at dagen skulle blive fejret. Var sgu da ligeglad, ikk? som han senere formulerede det til politiet. Morgenmaden bestod af Frosties og hindbærroulade. Der var ingen mælk Michael nævner det to gange under de første afhøringer så Michael spiste sine Frosties uden og lod det meste af hindbærrouladen stå til de små brødre. Han kom et stykke af den i lommen på sin sennepsfarvede anorak (både rouladen og anorakken skulle senere vise sig at blive afgørende detaljer) og forlod huset gennem baghaven. Han sagde, han havde til hensigt at gå lige i skole, og ved politiets første afhøring påstod han, at han gjorde det. Han holdt fast ved historien, indtil man oplæste udsagnet fra hans lærer om, at han havde pjækket den dag. Så ændrede han sin historie og indrømmede, at han gik hen i kolonihaverne, som hørte til Buchanan Estate, og som lå bag de rækkehuse, hvor familien Spargo boede. Her generede han måske nok en gammel skid, der arbejdede i en urtehave, og han sparkede måske nok døren ind til et skur eller noget, hvor han måske nok huggede en havesaks, men jeg beholdt den ikke, jeg beholdt den altså ikke. Den pågældende gamle skid bekræfter Michaels tilstedeværelse i kolonihaven klokken otte om morgenen, selv om det er tvivlsomt, om de små højbede kan have virket særligt tiltrækkende på drengen, der åbenbart brugte et kvarter på at trampe rundt i dem ifølge pensionisten, indtil jeg gav ham en ordentlig opsang. Han bandede som en lille lømmel og stak af. Det lader til, at Michael på dette tidspunkt satte kursen mod skolen, cirka en kilometer fra Buchanan Estate. Det var imidlertid et eller andet sted undervejs, at han mødte Reggie Arnold. Reggie Arnold var noget af en kontrast til Michael Spargo. Mens Michael var høj af sin alder og tynd som en bønnestage, var Reggie lavstammet og havde bevaret sit babyfedt langt ud over babyalderen. Hans hoved blev regelmæssigt kronraget, og han blev drillet en hel del i skolen (han 14

5 blev ofte kaldt ham det skaldede røvhul ), men hans tøj var i modsætning til Michaels i reglen pænt og rent. Hans lærere udtaler, at Reggie var en god dreng med en kort lunte, og gået yderligere på klingen var de tilbøjelige til at identifi cere årsagen til denne korte lunte som fars og mors problemer, og så er der problemer med hans søster og bror. Man kan derefter nok gå ud fra, at forældrenes usædvanlige ægteskab samt en handicappet storebror plus en retarderet lillesøster var årsag til, at Reggie ofte fór vild i dagligdagens fortrædeligheder. Det skal indrømmes, at Ruby og Laura Arnold var hårdt ramt af skæbnen. Deres ældste søn var bundet til en kørestol på grund af alvorlig spastisk lammelse, og deres datter var ikke i stand til at følge normal undervisning. Disse to elementer i familien Arnolds liv betød, at næsten al forældrenes opmærksomhed var koncentreret om de to problembørn og belastede et i forvejen ret skrøbeligt ægteskab, hvor Rudy og Laura Arnold allerede var gået fra hinanden fl ere gange, så Laura havde måttet klare ærterne alene. Reggie var således klemt i problematiske familiære omstændigheder og fi k nok ikke megen opmærksomhed. Laura indrømmer villigt, at hun ikke behandlede drengen ordentligt, men hans far hævder, at han havde ham hjemme hos sig fem-seks gange, tilsyneladende en henvisning til, at han opfyldte sine pligter som far i de perioder, hvor han og hans kone ikke boede sammen. Som man kan tænke sig, forvandledes Reggies uopfyldte behov for omsorg sig til hyppige forsøg på at tiltrække de voksnes opmærksomhed. På gaden manifesterede det sig i rapserier og tilfældig mobning af mindre børn. I skolen optrådte han. Dette fænomen opfattede hans lærere uheldigvis som førnævnte korte lunte og ikke som det råb om hjælp, det i virkeligheden var. Når han blev bremset, var han tilbøjelig til at vælte sit bord, slå hovedet ned i det eller ind i væggen og smide sig på gulvet i et raserianfald. På gerningsdagen berettes det bekræftet af overvågningskameraerne at Michael Spargo og Reggie Arnold mødte hinanden ved døgnkiosken nærmest Arnolds hjem og på Michaels skolevej. Drengene kendte hinanden og havde øjensynlig tidligere leget sammen, men uden at forældrene vidste noget om det. Laura Arnold fortæller, at hun 15

6 havde sendt Reggie hen efter mælk, og butiksindehaveren bekræfter, at Reggie købte en halv liter letmælk. Han stjal åbenbart også to Mars barer bare for sjov, ifølge Michael. Michael slog følge med Reggie. På turen hjem til familien Arnold benyttede de to drenge Reggies indkøb til at muntre sig med at åbne mælkekartonen og hælde indholdet i benzintanken på en Harley Davidson-motorcykel, en drengestreg, som bevidnedes af motorcyklens ejer, der uden held forfulgte dem. Han huskede senere Michael Spargos sennepsgule anorak, og selv om han ikke kunne identifi cere de to drenge ved navn, genkendte han et foto af Reggie Arnold, da politiet forelagde ham det sammen med andre billeder. Da Reggie kom hjem uden den mælk, han var blevet sendt ned efter, fortalte han sin mor med Michael Spargo som formodet vidne at han var blevet mobbet af to drenge, som tog pengene til mælken fra ham. Han tudede og var helt fra den, fortæller hans mor. Og jeg troede på ham. Ku jeg andet? Det er et meget relevant spørgsmål, for uden en mand i hjemmet og i betragtning af, at hun forsøgte alene at tage sig af to handicappede børn, må en manglende karton mælk, uanset hvor nødvendig den har været den morgen, have været et meget lille problem for hende. Hun ville dog vide, hvem Michael Spargo var, og spurgte sin søn. Reggie identifi cerede ham som en ven fra skolen og tog Michael med for at udføre morens næste opgave, som åbenbart bestod i at få søsteren ud af sengen. Klokken var efterhånden blevet cirka kvart i ni, og hvis drengene havde planer om at gå i skole den dag, ville de komme for sent. Det vidste de uden tvivl, da forhøret af Michael beskriver et skænderi, som Reggie havde med sin mor efter hendes ordre til ham: Reggie gav sig til jamre over, at han kom for sent, men hun var ligeglad. Hun sagde, han skulle lette røven og gå op efter sin søster. Hun sagde, han skulle be til Gud og takke for, at han ikke var som de andre to, og hentydede dermed sandsynligvis til hans brors og søsters handicap. Denne sidste bemærkning fra Laura Arnold har åbenbart været et almindeligt omkvæd. Trods ordren hentede Reggie ikke sin søster. I stedet sagde han til sin mor, at hun ku gøre det grimme ved sig selv (det er Michaels ord, men 16

7 Reggie har åbenbart været mere direkte), hvorpå drengene forlod huset. Da de kom ud på gaden igen, fi k de imidlertid øje på Rudy Arnold, som, mens de opholdt sig inde i køkkenet sammen med Laura, var ankommet i bil, og som stod og hang udenfor, som om han var bange for at gå ind. Han og Reggie vekslede et par ord, som åbenbart hovedsagelig bestod af ubehageligheder, i hvert fald Reggies bidrag. Michael hævder, at han spurgte, hvem den mand var, idet han gik ud fra, at det var hans mors kæreste eller noget, og Reggie svarede, at den dumme skid var hans far og fulgte bekendtgørelsen op med et mindre hærværk: Han tog en mælkekasse fra naboens dørtrin og smed den ud på gaden, hvor han hoppede på den og ødelagde den. Ifølge Michael deltog han ikke i ødelæggelsen. Hans udtalelse bekræfter, at han på dette tidspunkt var fast besluttet på at gå i skole, men at Reggie erklærede, at han ville stikke af og for en gangs skyld have det skideskægt. Det var Reggie, siger Michael, og ikke Michael selv, som fi k idéen med at inddrage Ian Barker i det, der nu skete. Elleveårige Ian Barker var allerede blevet stemplet som skadet, vanskelig, urolig, farlig, borderline, vred og psykopatisk, alt efter hvis rapport man læser. Han var på det tidspunkt eneste barn af en fi reogtyveårig mor (faren er stadig ukendt), men var vokset op i den tro, at den unge pige var hans storesøster. Han var tilsyneladende ret glad for sin mormor, som han selvfølgelig troede var hans mor, men hadede åbenbart den pige, man havde bildt ham ind var hans søster. Da han var ni, mente man, han var gammel nok til at få sandheden at vide. Men sandheden er ofte ilde hørt, og især da det skete umiddelbart efter, at Tricia Barker havde fået besked på at forlade sin mors hus og tage sønnen med. Til dette siger Ians mormor nu, at hun gjorde sit bedste for at vise barsk kærlighed. Jeg var villig til at beholde dem begge knægten og også Tricia så længe pigen arbejdede, men hun ville ikke beholde et job og ville have fester og venner og var væk døgnet rundt, og jeg mente, at hvis hun skulle sørge for drengen selv, måtte hun lægge stilen om. Det gjorde hun ikke. Kommunen skaffede Tricia Barker tag over hovedet, selv om lejligheden var lille, og hun var nødt til at dele et lille sove- 17

8 værelse med sønnen. Det var øjensynlig i dette rum, at Ian blev vidne til sin mors samlejer med forskellige mænd og ved mindst fi re lejligheder med mere end én mand. Det er værd at bemærke, at Ian konsekvent hverken kalder hende sin mor eller Tricia, men bruger en række nedsættende vendinger som luder, lort, røvhul, kælling og lede sæk. Mormoren omtaler han slet ikke. Michael og Reggie har tilsyneladende ikke haft problemer med at fi nde Ian Barker den dag. De gik ikke hjem til ham ifølge Reggie var hans mor for det meste skidesur og råbte skældsord ud ad døren men rendte på ham på vej til skole i færd med at presse penge af en mindre dreng. Ian havde tømt drengens rygsæk på fortovet og var ved at gennemgå indholdet for at fi nde noget af værdi, især penge. Da der ikke var noget af værdi, Ian kunne tage fra drengen, skubbede han ham helt vildt ondt ind i muren på et hus med Michaels ord og slog løs på ham. Hverken Reggie eller Michael forsøgte at standse chikanerierne. Reggie siger, at det var bare for sjov. Jeg kunne se, han ikke ville gøre ham noget, mens Michael hævder, at han ikke rigtig ku se, hva han var ude på, en noget tvivlsom påstand, da alle drengene stod på fortovet. Men uanset hvad Ian havde til hensigt, skete der ikke mere. En bilist standsede og forlangte at få at vide, hvad der foregik, og drengene rendte deres vej. Det har været antydet, at Ians ønske om at gøre en eller anden ondt den dag blev stoppet, og at det var årsagen til de senere begivenheder. Faktisk virker det, som om Reggie Arnold ved afhøringen er lidt for ivrig efter at udpege Ian som den skyldige. Men selv om Ians vrede tidligere unægtelig havde fået ham til at begå forkastelige handlinger, der gjorde ham endnu mere forhadt end de to andre drenge, da sandheden kom frem, så viser det sig i sidste ende, at han var en jævnbyrdig deltager (min fremhævelse) i det, som skete senere.

9 Juni New Forest, Hampshire

10

11 Det var et rent tilfælde, som bragte hende ind på hans territorium. Senere tænkte han på, at hvis han ikke havde kigget ned fra stilladset i netop det øjeblik, hvis han var gået lige hjem med Tess den eftermiddag i stedet for ud i skoven, var hun måske ikke kommet ind i hans liv. Men det var selve omdrejningspunktet i det, han forventedes at tænke, og en erkendelse, han først kom til, da det var alt for sent. Det var midt om eftermiddagen og varmt i vejret. I juni plejede regnen at strømme ned som en hån mod ethvert håb om sommer. Men i år opførte vejret sig anderledes. Solskinsdage uden en sky på himlen rummede løftet om en juli og august, hvor jorden blev grillet, og de store græsarealer inden for det område, der hed New Forest Perambulation, ville blive brune og sende ponyerne langt ind i skoven efter føde. Han stod højt oppe på stilladset og gjorde sig klar til at kravle op på tagryggen, hvor han ville begynde at lægge halm på. Halmstråene, der var langt mere smidige end tagrørene til resten af taget, kunne bøjes og danne tagryggen. Nogle mennesker betragtede det som det kønne ved et stråtag, det tungeformede mønster med lægter lagt dekorativt på kryds og tværs. Men han betragtede det som det, det var: det, som beskyttede det øverste lag tagrør mod skader fra vejr og vind. Han var nået til mønningen og var utålmodig. De havde arbejdet på det enorme projekt i tre måneder, og han havde lovet at påbegynde et nyt om en fjorten dages tid. Det afsluttende arbejde manglede stadig, og han kunne ikke overlade det til sin lærling. Cliff Coward var ikke så vidt, at han kunne bruge en klapper på tagrørene. Det arbejde var helt afgørende for tagets udseende, og det krævede både dygtighed 21

12 og et øvet blik. Men man kunne ikke så godt betro Cliff et job på det plan, når han ikke engang kunne blive ved selv den simpleste opgave, for eksempel det, han skulle gøre nu, nemlig bringe to bundter halm op på tagryggen, som han havde fået besked på. Og hvorfor havde han så ikke klaret noget så enkelt? Forsøget på at få svar på det spørgsmål ændrede Gordon Jossies liv. Han vendte sig om og råbte skarpt: Cliff! Hvor fanden bliver du af? og så, at hans lærling ikke længere stod nede på jorden ved halmknipperne, hvor han burde være, mens han afventede tækkemesterens behov oppe på taget. I stedet var han gået hen til Gordons støvede pickup nogle meter borte. Her sad Tess, lyttede opmærksomt og logrede glad med sin buskede hale, mens en kvinde fremmed og åbenbart gæst i haven at dømme efter det kort, hun holdt i hånden klappede hundens gyldne hoved. Hallo! Cliff! råbte Gordon Jossie. Både lærlingen og kvinden så op. Gordon kunne ikke rigtig se hendes ansigt på grund af en bredskygget stråhat, der var bundet fast med et blålilla tørklæde. Hendes kjole havde samme farve, en sommerkjole, der fremhævede hendes solbrændte arme og lange brune ben. Hun havde guldarmbånd om håndleddet, sandaler på fødderne, og under armen havde hun en flettet håndtaske med remmen over skulderen. Undskyld! råbte Cliff. Jeg var ved at hjælpe damen her... samtidig med at kvinden råbte: Jeg er faret totalt vild, og lo. Du må altså meget undskylde, fortsatte hun. Han tilbød... Hun viftede med kortet som for at forklare det helt indlysende: Hun var på en eller anden måde kommet væk fra det offentlige anlæg og hen til administrationsbygningen, som Gordon var ved at lægge nyt stråtag på. Jeg har faktisk aldrig før set nogen tække et tag, tilføjede hun, måske som et forsøg på at være venlig. Gordons følelser var derimod ikke venlige. Han rejste børster, de strittede til alle sider og kunne trænge til at blive glattet. Han havde ikke tid til turister. Hun prøver at finde Monet s Pond, råbte Cliff. Og jeg prøver at få den skide tagryg lagt på dette her tag, lød Gor- 22

13 dons svar, selv om han dæmpede stemmen. Han pegede mod nordvest. Der er en sti op forbi springvandet. Det med nymfer og fauner. Dér skulle du være drejet til venstre. Du drejede til højre. Gjorde jeg? svarede kvinden. Okay... det er nok typisk. Hun tøvede et øjeblik, som om hun ventede, han skulle fortsætte. Hun havde solbriller på, og det slog Gordon, at hun gjorde indtryk af at være en berømthed, en slags Marilyn Monroe, fordi hun havde former som Marilyn Monroe og ikke lignede de radmagre piger, man som regel så. Han troede faktisk i første omgang, at hun var en berømthed. Hendes tøj så sådan ud, og hendes forventning om, at en mand ville smide, hvad han havde i hænderne i sin iver efter at tale med hende, tydede i samme retning. Nu skulle du ikke have svært ved at finde det, svarede han kort for hovedet. Bare du havde ret, sagde hun. Så tilføjede hun efter hans mening ret åndssvagt: Der er vel ingen... øh, heste deroppe, vel? Hva fanden...? tænkte han. Det er bare fordi... jeg er faktisk temmelig bange for dem, fortsatte hun. Ponyer gør ikke noget, svarede han. De holder sig på afstand, hvis du ikke prøver at fodre dem. Det kunne jeg skam ikke finde på. Hun tøvede et øjeblik, som om hun ventede, at han skulle sige noget mere, men det havde han nu ikke i sinde. Okay... tak, sagde hun til sidst og dermed punktum. Hun begav sig af sted den vej, Gordon havde udpeget, mens hun tog hatten af og gik og svingede med den mellem fingrene. Hendes hår var lyst og klippet som en hætte om hovedet på hende, og da hun rystede det, faldt det glinsende på plads igen, som om det vidste, hvad der ventedes af det. Gordon var ikke immun over for kvinder, så han kunne se, at hendes gang var yndefuld. Men intet rørte på sig hverken i hans skridt eller hjerte, og det var han glad for. Han foretrak at være upåvirket af kvinder. Cliff kravlede op til ham på stilladset med to knipper halm på ryggen. Tess ku godt li hende, sagde han som en slags forklaring eller måske til kvindens forsvar, og tilføjede: Måske på tide med et nyt forsøg, du gamle, mens Gordon så kvinden fjerne sig. 23

14 Men Gordon så ikke efter hende, fordi han var fascineret eller tiltrukket af hende. Han så efter hende for at se, om hun drejede den rigtige vej henne ved springvandet med nymferne og faunerne. Det gjorde hun ikke. Han rystede på hovedet. Håbløs, tænkte han. Hun ville stå ude på marken med køerne, før hun vidste af det, men han tvivlede absolut ikke på, at hun ville finde en anden derude, som kunne hjælpe hende. Efter fyraften ville Cliff hen og have en drink. Gordon gad ikke. Han drak slet ikke. Han havde heller aldrig brudt sig om at blive kammerat med sine lærlinge. Desuden var Cliff kun atten, og Gordon dermed tretten år ældre. Han følte sig for det meste som hans far. Eller han følte sig, som en far måske ville have følt, gik han ud fra, da han ikke havde børn og hverken ønske eller forventning om at få det. Jeg er nødt til at give Tess en løbetur, sagde han til Cliff. Hun vil ikke falde til ro i aften, hvis hun ikke får løbet noget af energien af sig. Er du sikker, makker? sagde Cliff. Jeg tror, jeg kender min hund, sagde Gordon. Han vidste, at Cliff ikke havde talt om Tess, men han var glad for, at hans bemærkning på den måde gjorde en ende på samtalen. Cliff var alt for snakkesalig. Gordon satte ham af ved pubben i Minstead, en flække gemt i en sænkning i landskabet og bestående af en kirke, en kirkegård, en butik, pubben og en klynge små huse af ubrændte mursten rundt om et lille anlæg. Et ældgammelt egetræ skyggede for det, og i nærheden gik en sortbroget pony og græssede. Dens studsede hale var vokset ud i perioden siden sammendrivningen sidste efterår, da den var blevet mærket. Ponyen så ikke op, da den skramlende pickup standsede, ikke så forfærdelig langt fra dens bagben. Som gammel indbygger i New Forest kendte dyret sikkert sin ret til at græsse, hvor det ville; en ret som var meget ældre end pickuppens til at køre på Hampshires veje. Vi ses i morgen, sagde Cliff og gik ind til sine kammerater i pubben. Gordon så efter ham og ventede uden særlig grund, til døren havde lukket sig efter ham. Så satte han pickuppen i gear igen. Som sædvanlig kørte han til Longslade Bottom. Han havde i tidens 24

15 løb lært, at det rummede tryghed at være et vanedyr. I weekenden kunne han godt finde på at lufte Tess et andet sted, men til hverdag efter fyraften foretrak han et sted nærmere ved sin bopæl. Han holdt også af, at Longslade Bottom var et åbent landskab. Og i de øjeblikke, hvor han trængte til at være alene, var det rart, at Hinchelsea Wood lå på højdedraget lige ovenover. Græsarealet strakte sig i forlængelse af en ujævn parkeringsplads, som Gordon bumpede hen over. Tess bjæffede glad og forventningsfuldt bag i pickuppen. I det fine vejr var Gordons køretøj ikke det eneste, der holdt langs græskanten. Tre biler var parkeret på række som diende killinger langs det åbne landskab, hvor en flok ponyer gik og græssede i det fjerne, deriblandt fem føl. Ponyerne, der var vant til både mennesker og andre dyr, lod sig ikke forstyrre af de gøende hunde, der i forvejen løb og legede på græsset, men da Gordon så dem cirka hundrede meter borte, vidste han, at en løbetur uden snor på det kortklippede græs ikke var en mulighed for hans egen hund. Tess havde et svagt punkt, når det gjaldt skovens vilde ponyer, og selv om hun var blevet sparket af en, bidt af en anden og havde fået en skideballe af Gordon flere gange, nægtede hun at forstå, at hun ikke var skabt med det formål at jage dem. Det kriblede allerede i hende efter at gøre det. Hun peb og slikkede sig om munden, som om hun glædede sig til en ventende udfordring. Gordon kunne næsten læse hendes hundetanker: Og også føl! Super! Kanonsjovt! Glem alt om det, sagde han og stak hånden ind på ladet efter hundesnoren. Han gav hende den på og lod hende løbe. Hun sprang henrykt af sted. Da han bremsede hende, opstod et voldsomt drama med halvkvalte host. Det var en typisk sen eftermiddag med hunden, tænkte han resigneret. Har du mistet den forstand, Gud gav dig? spurgte han. Tess så på ham, logrede og sendte ham et hundesmil. Det fungerede måske engang, fortsatte han, men det gør det ikke nu. Vi skal ikke i den retning. Han førte beslutsomt golden retrieveren mod nordøst, væk fra ponyerne og deres føl. Hunden fulgte med, men forsøgte sig med 25

16 forskellige former for manipulation: Hun så sig flere gange tilbage og peb, tilsyneladende i håb om at det ville få ham til at skifte mening. Det gjorde det ikke. Longslade Bottom bestod af tre områder: det græsareal, hvor ponyerne græssede, heden mod nordvest, dækket af klokkelyng og blåtop, og derimellem en mosestrækning, hvor amorfe puder af tørvemos opsugede vandet, mens lyserøde og hvide totter bukkeblad strittede til vejrs fra jordstænglerne i de lavvandede pytter. En sti førte fodgængere fra parkeringspladsen ad den sikreste vej gennem mosen, og langs ruten dannede kæruldens fjerlette frøkapsler store hvide tuer i tørvejorden. Gordon styrede i sidstnævnte retning, da stien gennem mosen ville føre dem op ad skråningen til Hinchelsea Wood. Inde i skoven kunne han slippe hunden løs. Her var ponyerne ude af syne og for Tess i hvert fald både ude af øje og ude af sind. Hun ejede den mest beundringsværdige af alle egenskaber: Hun kunne leve fuldstændig i nuet. Der var ikke længe til sankthans, så solen stod stadig højt på den skyfri himmel trods det sene tidspunkt på dagen. Lyset glimtede i de perlemorsglinsende guldsmede og i fjerdragten på viberne, der lettede, da Gordon og hunden passerede. En let brise førte lugten af tørv og af den forrådnende vegetation, der havde skabt den, med sig. Luften var levende af lyde: fra regnspovernes tloyi-skrig til hundeejernes råb ude på græsset. Gordon holdt Tess i stram snor. De begyndte opstigningen mod Hinchelsea Wood og lagde både mosen og græsarealet bag sig. Ved nærmere eftertanke mente Gordon også, at skoven var bedst til en eftermiddagstur. Bøge- og egetræer stod fuldt udfoldet, og birketræer og ægte kastanjer kastede yderligere skygge, så der ville være køligt på stierne under træerne. Efter at Gordon havde slæbt rundt på tagrør og halm oppe på tagryggen i dagens hede, trængte han til et pusterum fra solen. Han slap hunden, da de nåede de to cypresser, der stod ved den officielle indgang til skoven, og han så efter hende, til hun forsvandt helt mellem træerne. Han vidste, at hun nok skulle komme tilbage. Det var 26

17 snart spisetid, og Tess var ikke en hund, der gik glip af sine måltider. Han fortsatte selv i dybe tanker. Her i skoven navngav han træerne. Han havde studeret New Forest, siden han kom til Hampshire, og efter ti års forløb kendte han skovens karakter og dens kulturarv bedre end de fleste indfødte. Lidt efter satte han sig på et væltet elletræ ikke langt fra en lille gruppe kristtjørn. Her sivede sollyset ned mellem træernes grene og plettede jorden, der var svampet af naturens årelange kompostering. Gordon navngav fortsat træerne, når han så dem, og gik videre til planterne. Men der var ikke mange, da skoven indgik i græsningsarealet og derfor blev afgræsset af ponyer, æsler og dådyr. I april og maj havde de sikkert delikateret sig med de nyspirede bregner og var gladeligt fortsat med vilde blomster, små elletræer og friske brombærskud. Dyrene var på den måde en udfordring for Gordons tankevirksomhed, selv om de formede landskabet på en måde, så det var enkelt at vandre under træerne i skoven og ikke nogen udfordring, der krævede, at man banede sig vej gennem underskoven. Han hørte hunden gø og vågnede op til dåd. Han var ikke bekymret, for han kendte Tess forskellige måder at gø på. Nu lød hun glad, som når hun hilste på en ven eller en pind, han havde kastet ud i Hatchet Pond. Han rejste sig og så hen mod det sted, hvorfra hun stadig gøede. Lyden kom nærmere, og han hørte en menneskestemme blande sig med hundens gøen: en kvindestemme. Meget snart så han hende komme ud mellem træerne. I første øjeblik genkendte han hende ikke, da hun havde skiftet tøj. Sommerkjolen, solhatten og sandalerne var skiftet ud med kakibukser og en kortærmet hawaiiskjortebluse. Hun havde stadig solbriller på det havde han for den sags skyld også, da lyset stadig var skarpt og hendes fodtøj var igen helt uegnet til det, hun foretog sig. Selv om hun havde opgivet sandalerne, havde hun erstattet dem med gummistøvler, et ejendommeligt valg til en tur i sommerskoven, hvis hun da ikke ville vade gennem mosen. Hun var den første, der sagde noget. Jeg syntes nok, det var den samme hund, sagde hun. Hvor er den dog sød. 27

18 Han kunne godt have troet, at hun var fulgt efter ham til Longslade Bottom og Hinchelsea Wood, hvis ikke det var, fordi hun givetvis var kommet før ham. Hun var på vej ud, han var på vej ind i skoven. Han var mistroisk over for andre mennesker, men han nægtede at være paranoid. Du er den kvinde, der ledte efter Monet s Pond, sagde han. Jeg fandt den skam, svarede hun. Men ikke uden først at havne i en mark med køer. Ja, sagde han. Hun lagde hovedet på skrå. Hendes hår fangede igen lyset, ligesom det havde gjort i Boldre Gardens. Den idiotiske tanke strejfede ham, om hun kom gnister i det. Han havde aldrig set hår, der var så blankt. Ja? gentog hun. Det ved jeg, stammede han. Jeg mener, ja, jeg ved det godt. Jeg kunne se det. På den vej, du gik. Åh. Du holdt øje med mig oppe fra taget, hva? Jeg håber ikke, du grinede. Det ville være for ondt. Nej, sagde han. Okay, jeg er elendig til at se på kort og ikke meget bedre, når det gælder verbale anvisninger. Ikke så underligt, at jeg fór vild igen. I det mindste stødte jeg ikke på heste. Han så sig om. Dette her er vist ikke det rigtige sted at være, vel? Hvis du ikke dur til det med kort og stedsans? I skoven, mener du? Men jeg har fået hjælp. Hun pegede mod syd, og han så, at hun pegede på en kæmpeknold i det fjerne med et enormt enligt egetræ uden for selve skoven. Jeg sørgede for hele tiden at kunne se det træ til højre for mig, da jeg gik ind i skoven, og nu er det til venstre, så jeg er ret sikker på, at jeg er på vej hen mod parkeringspladsen. Jeg er altså ikke helt umulig, kan du se, selv om jeg forvildede mig ind på en tækkeplads og en mark med køer. Det er Nelsons, sagde han. Hvad? Mener du, at nogen ejer det træ? Står det på privat jord? Nej. Det er statsejet, men det hedder Nelson s Oak. Han skal have plantet det. Lord Nelson altså. Åh. Javel. 28

19 Han så nærmere på hende. Hun havde suget underlæben ind, og det gik op for ham, at hun måske ikke vidste, hvem Lord Nelson var. Nu om stunder skete det. Admiral Nelson fik sine skibe bygget i Buckler s Hard, sagde han for at hjælpe hende, uden at det blev pinligt. På den anden side af Beaulieu. Ved du, hvor det er? I flodmundingen? De brugte en fandens masse tømmer, så de var nødt til at plante ny skov. Nelson puttede sikkert ikke selv agern i jorden, men træet er alligevel forbundet med ham. Jeg er ikke herfra, sagde hun. Men jeg regner med, det var noget, du selv fandt på. Hun rakte hånden frem. Gina Dickens, sagde hun. Ikke i familie. Jeg ved, det er Tess, med et nik mod hunden, der tilfreds havde slået sig ned ved siden af hende men jeg kender ikke dig. Gordon Jossie, sagde han og tog hendes hånd. Den var blød og fik ham til at tænke på, hvor arbejdsru hans egen var. Og beskidt efter at han havde tilbragt hele dagen på et hustag. Det regnede jeg heller ikke med. Hvad? At du var her fra egnen. Nej. Okay, jeg går ikke ud fra, at de lokale farer vild lige så nemt som mig, vel? I hvert fald ikke. Dine fødder. Hun så ned. Hvad er der galt med dem? Du havde sandaler på i Boldre Gardens og nu dem dér, sagde han. Hvorfor har du gummistøvler på? Skal du ud i mosen eller noget? Hun gjorde det samme med munden igen. Han tænkte på, om det betød, at hun prøvede at skjule et smil. Du kommer fra landet, ikke, så du synes, jeg er åndssvag. Det er hugormene, sagde hun. Jeg har læst, der er hugorme i New Forest, og jeg var bange for at møde en. Nu griner du nok af mig, ikke? Han måtte godt nok smile. Venter du at møde slanger i skoven? Han ventede ikke på svar. De er ude på heden. De er ude, hvor der er mere sol. Du kunne risikere at se en på stien gennem mosen, men det er ikke sandsynligt. 29

20 Jeg skulle vist have spurgt dig til råds, før jeg skiftede tøj. Har du boet her altid? Ti år. Jeg kom fra Winchester. Det gør jeg også! Hun kastede et blik i den retning, hun kom fra. Skal vi følges ad lidt, Gordon Jossie? Jeg kender ingen her på egnen, og jeg vil helt vildt gerne snakke lidt, og da du ser harmløs ud, og du er sammen med den sødeste hund...? Han trak på skuldrene. Det kan vi da godt. Men jeg følger bare efter Tess. Vi behøver slet ikke at gå. Hun løber selv ind i skoven og kommer tilbage, når det passer hende... Jeg mener, hvis du hellere vil sidde ned og ikke gå. Ja, det vil jeg faktisk. Helt ærligt, så har jeg travet ret langt allerede. Han nikkede mod den træstamme, som han selv havde siddet på, da hun dukkede op mellem træerne. De satte sig med omhyggelig afstand imellem, men Tess forlod dem ikke, sådan som han havde troet. I stedet for slog hun sig ned ved siden af Gina, sukkede og lagde hovedet på forpoterne. Hun kan li dig, konstaterede han. Tomme pladser skal udfyldes. Lige præcis, sagde hun. Hun lød beklagende, så han stillede det indlysende spørgsmål. Det var ikke almindeligt, at folk på hendes alder flyttede på landet. Unge mennesker udvandrede i reglen den anden vej. Okay, ja, sagde hun. Det var et forhold, der gik helt skævt, men hun sagde det med et smil. Så nu er jeg altså her. Jeg vil gerne arbejde med gravide teenagere. Det var det, jeg lavede i Winchester. Er det rigtigt? Du lyder overrasket. Hvorfor? Du ser selv ikke meget ældre ud end en teenager. Hun skubbede sine solbriller ned på næsen og så på ham hen over dem. Flirter De med mig, mr. Jossie? spurgte hun. Han mærkede en varm bølge i ansigtet. Undskyld. Det var ikke min mening. Hvis det lød sådan. Pyha. Jeg var lige ved at tro det. Hun skubbede solbrillerne op i håret og så direkte på ham. Hendes øjne var hverken blå eller grønne, 30

21 så han nu, men en ubestemmelig og spændende mellemting. Du rødmer, sagde hun. Jeg har aldrig før fået en mand til at rødme. Det er helt sødt. Rødmer du tit? Han blev endnu mere hed. Den slags samtaler førte han bare ikke med kvinder. Han vidste ikke, hvad han skulle stille op, hverken med kvinderne eller med samtalerne. Jeg gør dig flov. Undskyld. Det var ikke min mening. Somme tider driller jeg. Det er en dårlig vane. Måske kan du hjælpe mig med af med den. Drillerier er okay, sagde han. Jeg er snarere... okay, jeg ved ikke rigtig. For det meste, okay... jeg lægger stråtag. Dag ind og dag ud? Stort set. Og i fritiden? Når du slapper af? Til afveksling? Til underholdning? Han gjorde tegn med hagen mod hunden. Det er det, jeg har hende til. Hmmm. Javel. Hun bøjede sig ned og klappede hunden det sted, den foretrak, lige ved ørerne. Hvis retrieveren kunne spinde, havde den gjort det. Gina nåede åbenbart frem til en beslutning, for da hun så op, havde hun et tankefuldt udtryk i ansigtet. Har du lyst til at gå med hen og få en drink? Som sagt, så kender jeg ingen her på egnen, og da du stadig virker ret harmløs, og da jeg også er harmløs, og da du har en dejlig hund... har du lyst? Jeg drikker altså ikke. Hun hævede øjenbrynene. Du tager slet ikke væske til dig? Det kan ikke passe. Han smilede uvilkårligt, men svarede ikke. Jeg vil have en sodavand, sagde hun. Jeg drikker heller ikke. Min far... Han gik ret hårdt til den, så jeg holder mig fra det. Derfor skilte jeg mig ud i skolen, men på den gode måde, vil jeg tro. Jeg har altid godt kunnet lide at være anderledes. Hun rejste sig og børstede bagsiden af sine bukser. Tess rejste sig også og logrede. Der var ingen tvivl om, at hunden havde taget imod Gina Dickens impulsive indbydelse. Gordon var simpelt hen nødt til at følge trop. 31

22 Alligevel tøvede han. Han foretrak at holde sig på afstand af kvinder, men hun friede jo ikke ligefrem, vel? Hun virkede da sikker nok. Hendes blik var åbent og venligt. Der er et hotel i Sway, sagde han. Hun så forskrækket ud, og han indså, hvordan hans bemærkning havde lydt. Jeg mener, Sway er det nærmeste, skyndte han sig at tilføje med brændende ører. Der er ingen pub i landsbyen. Alle bruger hotellets bar. Du kan gå med derhen. Så kan vi få den drink. Hendes udtryk mildnedes. Du er altså den sødeste mand. Det kan vist ikke være rigtigt. Det er det virkelig. De begyndte at gå. Tess sprang i forvejen, og som ved et mirakel, Gordon ikke ville glemme lige med det samme, standsede hunden i skovbrynet, hvor stien slyngede sig ned ad bakken mod mosen. Hun ventede, så han, for at få snor på. Det var første gang nogen sinde. Han var ikke den, der holdt udkig efter tegn, men det var tilsyneladende endnu et fingerpeg om, hvad han skulle gøre. Da de nåede hen til hunden, gav han hende snor på og rakte den til Gina. Hvad mente du med: ikke i familie? sagde han. Hun rynkede panden. Ikke i familie, fortsatte han. Det, du sagde, da du fortalte mig, hvad du hed. Samme udtryk igen. Det var blidhed og noget mere, og det gjorde ham mistænksom, selv om han gerne ville nærme sig. Charles Dicken s, sagde hun. Forfatteren? Jeg er ikke i familie med ham. Nåh, sagde han. Jeg har ikke... jeg læser ikke ret meget. Gør du ikke? spurgte hun, da de begav sig ned ad bakken. Hun tog ham under armen, mens Tess førte an. Det tror jeg, vi kommer til at gøre noget ved.