poesien Stéphane Mallarmé Tekster af og om RedigeRet af CaRSten MadSen og Stefan KjeRKegaaRd

Transkript

1 , t e s r e v, n e k k i s u M poesien Tekster af og om Stéphane Mallarmé RedigeRet af CaRSten MadSen og Stefan KjeRKegaaRd

2

3 Musikken, verset, poesien Tekster af og om Stéphane Mallarmé

4

5 Redigeret af Stefan Kjerkegaard & Carsten Madsen MUSIKKEN, VERSET, POESIEN TEKSTER AF OG OM STÉPHANE MALLARMÉ a aarhus universitetsforlag

6 Musikken, verset, poesien. Tekster af og om Stéphane Mallarmé Acta Jutlandia 2010/7 Forfatterne og Aarhus Universitetsforlag 2010 Omslag: Harvey Macauley, Imperiet Omslagsillustration: The Bridgeman Art Library Foto: s. 124 Bettmann/Corbis & s. 194 Hulton-Deutsch Collection/ Corbis Bogen er sat med Elzevir hos Narayana Press, Gylling E-bogsproduktion: Narayana Press ISBN (Acta Jutlandia) ISSN (Humanistisk Serie 2010/7) ISSN Aarhus Universitetsforlag Århus Langelandsgade Århus N Fax Bogen er udgivet med støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond, Augustinus Fonden og Landsdommer V. Gieses Legat

7 INDHOLD Stefan Kjerkegaard & Carsten Madsen Forord 7 Stéphane Mallarmé SEKS SONETTER 13 Niels Frank Alt andet er løgn 27 Jørn Erslev Andersen Et konkylieometer 43 Stéphane Mallarmé IGITUR 59 Vibeke Just Andersen Afmagten som forløsning 91 Stéphane Mallarmé Notitser fra teatret 117 Balletter 125 En anden studie i dans 131 5

8 Nikolaj Lübecker Poetik og erotik 137 Stéphane Mallarmé Verskrise 161 Om bogen 175 Carsten Madsen Den orfiske forklaring af Jorden 195 Anvendt litteratur 219

9 Stefan Kjerkegaard & Carsten Madsen FORORD Første gang man stifter bekendtskab med den franske digter Stéphane Mallarmé ( ) i dansk litteratur er, da Sophus Claussen skriver hjem fra Paris i nogle optegnelser, som senere kommer til at udgøre grundlaget for den selvbiografiske rejseroman Antonius i Paris, der udkommer i Claussen beskriver her, hvorledes hovedpersonen Antonius tager til et selskab med hele digterparnasset i Paris: Det er Mallarmé, der præsiderer ved Æresbordet. En undersætsig, graanet Mand, af Skæg og Bygning som en dansk Skolelærer, livlig i Bevægelser, talende, indladende overfor alle. Til daglig er Mallarmé Engelsklærer, og det vilde vel ikke falde én ind, hvis man mødte ham paa Gaden, at det er ham, der har spændt en af de fineste, om end spædeste Strænge paa det unge Frankrigs Lyre. Mallarmés fine, spædlemmede Muse har desværre ikke været af stor Frugtbarhed og er vel nu i Digterens Manddoms Alder omtrent gold. Det er et Kors, som kan lægges paa dem, der allermest fortjente, at Velsignelsen skulde gro paa deres Agre. Men Mallarmé er ved sin unge, skønne Muses Lig bleven en Tænker og en kyndig, den skarpsindigste Elsker af Poesi i Frankrig nu om Stunder, og mens de unge Mennesker ved alle Lejligheder fremsiger hans Après-midi d un Faune, er han den lærde Mester, som med øm, forfinet Sans forstaar alle Fostre af den 7 INDHOLD

10 rene Poesi, indtil de yngste, og som ogsaa forstaar at lægge ud, hvori deres Ynde og Skønhed bestaar. Lige over for ham sidder Paul Verlaine proletarklædt med opsmøget Frakkekrave, jævnaldrende med Mallarmé, men endnu den sødeste Digter i den franske Tunge. Verlaine med stor, skaldet Isse, strittende Fuldskæg et Karrikatur-Hoved Verlaine, som en Gang har været rig, men som har sat alt til under sin Søgen efter Idealet. Om Mallarmé har en ung Franskmand sagt mig, at Manden maaske var større end Digteren. Men Mallarmé den retfærdig følende Engelsklærer har en Gang og for fuldt Alvor sagt om Proletaren Paul Verlaine, hvis Poesi han højt beundrer, at han følte næsten lige saa høj Ærbødighed for Mennesket som for Poeten Verlaine. Man maa aldrig glemme, at Mallarmé er Skolelærer, og at Verlaine gør et Indtryk som de Røvere, der i Følge Skriften skal arve Guds Rige. (Claussen, 1990, pp ) Mallarmé gør, som man kan læse, et vist indtryk på den unge Antonius / Claussen, men ikke et der er nært så overvældende som det, Paul Verlaine, en anden berømt fransk digter, giver sig af med. Senere hen hører man således om, hvordan Mallarmé trækker sig tilbage fra selskabet, hvorefter Verlaine udnævnes til ny præsident for resten af aftenen. For Claussen fremstår Mallarmé en smule utilnærmelig, en skolelærer, som man ikke rigtig er på menneskeligt niveau med, ligesom han beklager sig en smule over den goldhed, som Mallarmés sene værk præges af i øvrigt en ironisk detalje set i lyset af, at Claussen selv senere skulle komme til at mærke noget tilsvarende i forbindelse med sit eget digterværk. Som Verlaine er Mallarmé ikke nattens præsident og heller ingen proletar, men trækker sig tilbage, når det skal til at være sjovt. En vis inspiration bliver det dog til alligevel, for som der står tidligere i romanen: Der er Dage, som synes en skrivende saa sorte som det Blæk, hvori han skulde dyppe sin Pen. Eller Dage saa blanke, at han ikke tør plette deres Blankhed med sin Haandskrifts sorte Edderkoppeben, Dage, 8 INDHOLD

11 da han føler, hvad den af alle unge og symbolistiske Franskmænd beundrede Mallarmé kalder Rædslen for det hvide Papir. Men der er andre Døgn og Timer, hvor han føler sig draget af det hvide Papir som af en uimodstaaelig Kvinde, og hvor han hvis man fratog ham Pen og Blæk vilde begære at skrive med Neglene. (Claussen, 1990, p. 59) Hvor Claussen har sin Mallarmé-reference fra kan være svært at sige helt nøjagtigt, måske var det blot en omvandrende anekdote blandt digterne i Paris, men i et efterhånden berømt brev fra Mallarmé til vennen Henri Cazalis fra 1867, står der til sammenligning: Lige så vist som vi hånd i hånd kunne give os hen til uendelige samtaler i en lang allé på vej mod et springvand, hvis vi var i nærheden af hinanden, lige så vist beskytter skrækken for den hvide side den side, der synes at kræve de så længe drømte vers, og som kun tildeles nogle linjer af et venskab, der er blevet en så naturlig del af os, at vi har glemt det, ligesom resten af os selv næsten mod en bespottelse. (Mallarmé, 2002, p. 40) Som man kan se af Mallarmés brev og sådan set også af Claussens citat, er rædslen eller skrækken for den hvide side af en noget dobbeltsidet karakter. Den hvide side er noget, som på den ene side afskrækker og dermed står i vejen for det poetiske udtryk, men også noget som på den anden er fortærende. Det handler om den hvide sides jomfruelighed. Ligesom Claussen sammenligner Mallarmé skriveakten med et seksuelt begær, selvom førstnævntes sammenligning måske er en anelse mere vulgær. Deres tilgang til det at skrive poesi og være forfatter i slutningen af det 19. århundrede illustreres på sin vis udmærket af forskellen imellem de to citater. Mallarmé bruger jomfruen og det jomfruelige i sin sammenligning, mens Claussen snarere gør brug af skøgen. Deres liv former sig også meget forskelligt. Hvor Claussen lever en boheme-tilværelse i fodsporene på Charles Baudelaires 9 INDHOLD

12 og Paul Verlaines liv, der vier Mallarmé mere diskret hele sit liv til digtningen. Claussens mere frimodige tilgang til det at skrive digte betyder, at han på sin vis betragter Mallarmé med en vis andægtighed, men også som en underlig fisk. Han anerkender nok Mallarmés kvaliteter, men har svært ved at spejle sig i dennes livsform. Det betyder, at Mallarmé kun får en sporadisk indflydelse på Claussens værker. Det er i første omgang det samme, der gør sig gældende for en anden dansk symbolistisk digter, Johannes Jørgensen. Jørgensen er til en begyndelse måske den mest ivrige Mallarmé-læser herhjemme, men også han har sine forbehold, når det kommer til Mallarmés livsform. Jørgensen skriver bl.a.: Ydre Omstændigheder kan have medvirket til at gøre Mallarmés Digtning lidet omfangsrig. Denne Poet har ikke ført Verlaines urolige og begivenhedsrige Vagabondliv. Han er en indelukket og stillesiddende Mand, en Lærd og en Drømmer, et Celle-Menneske, Og hans Poesi skildrer dette ideale Klosterlivs rent sjælelige Hændelser. (Jørgensen, 2001, p. 101) Denne initiale mistro til Mallarmés virke, herunder især hans livsform, er noget, der præger receptionen i Danmark, og først med Per Højholts digtning i 1960 erne får Mallarmé en adækvat indflydelse på dansk digtning. At receptionen i Danmark former sig på denne vis og tilsyneladende er dårligt forenelig med en dansk digtermentalitet, kan dog, udover kravet om et klosterliv, skyldes de enorme krav, som Mallarmé stiller til digtningen. Det er dog også sandt, at den seriøsitet og arbejdsmoral, han lægger for dagen, kan virke skræmmende på de fleste, ikke mindst i vores tid, hvor lyrikken, i hvert fald den yderst skriftlige slags som Mallarmé dyrkede, lever en efterhånden marginal tilværelse i offentlighedens søgelys, og hvor det er de færreste litteraturlæsere, der orker at kaste sig ud i så omfattende en læsepraksis, det er at læse en digter som Mallarmé. 10 INDHOLD