Corbyn vinder et pusterum

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Corbyn vinder et pusterum Skrevet af: Murray Smith Offentliggjort: 17. oktober 2016 Det lykkedes ikke for Jeremy Corbyns modstandere at vælte ham og få deres egen kandidat valgt til formand for Labour. Og hvis de fortsætter med den hidtidige sabotagekampagne, risikerer de selv at miste den sidste rest af tillid hos partimedlemmerne. Corbyn derimod synes at have vundet et pusterum. Dét bør han få noget ud af. Den 24. september blev Jeremy Corbyn i triumf genvalgt som leder af Labour-partiet, blot ét år efter sin første sejr i september Sejren blev fejret af et stort flertal af medlemmerne og partiets sympatisører og hilst velkommen på venstrefløjen i Europa. Dog er det værd at overveje alle vigtige omstændigheder i forbindelse med genvalget. Efter måneders obstruktion fra Corbyns modstandere på Labours højrefløj/midte og i kølvandet af Brexit-afstemningen den 23. juni i år blev det for alvor forsøgt at tvinge Corbyn til at gå af, men han modstod presset. Derefter blev han - efter nogen tøven - udfordret af en modkandidat, Owen Smith. (1) Smith, der faktisk var en temmelig svag kandidat, fik støtte fra et stort flertal af Labours parlamentsgruppe samt af partiets apparat, som gjorde alt for at give ham en vinderchance. Afgørelsen i The National Executive Committee (NEC), om kun at give de medlemmer stemmeret til formandsvalget der var indmeldt i partiet før januar 2016, fjernede med et enkelt slag potentielle vælgere. Men ikke nok med det: Hvis vi tager de , der var medlemmer af Labour ved starten af formandskampagnen og fratrækker de , giver det Men faktisk modtog kun stemmesedler, en manko på Partiapparatet forklarede, at dette skete på grund af "en IT-teknisk fejl". Dog synes det klart, at mange erklærede eller formodede Corbynvælgere ikke modtog stemmesedler. Desuden blev tusindvis af medlemmer og tilhængere enten afholdt fra at stemme eller udelukket af partiet af et organ med det orwellsk-klingende navn Compliance Unit, som havde ret til at træffe sådanne foranstaltninger. Folk blev fjernet med den begrundelse, at de ikke var på den statslige vælgerliste, selv om nogle af dem faktisk var. Mange flere blev sløjfet, fordi de tidligere havde støttet eller været kandidater for andre parter. Og mange blev nægtet at stemme på grund af brugen af et utilbørligt sprog - rene subjektive afgørelser truffet af Labour-apparatiks, der nøje gennemgik de sociale medier for at finde "beviser". Tilsyneladende selv det faktum, at kalde nogen for en Blairite [almindelig anvendt betegnelse for tilhænger af den tidligere Labour-premierminister Tony Blair/red.], blev opfattet som en sproglig fornærmelse. (Hvilken vidunderlig ironi: At kalde nogen for tilhænger af arkitekten for New Labour er gået hen og blevet en disciplinær forseelse.) I alt mennesker betalte 25 (steget fra 3 sidste år) for at blive registreret som tilhængere af partiet og få stemmeret. Blandt dem var bestemt nogle af de , som var blevet frataget stemmeretten; vi har ingen mulighed for at vide præcis hvor mange. Dét vi ved er, at af disse mennesker - 30 pct. - aldrig modtog en stemmeseddel. I begyndelsen af september havde Labour-tilknyttede fagforeningsmedlemmer ikke modtaget en stemmeseddel. Nogle modtog uden tvivl sedlen senere, men langt fra alle. Det er umuligt at nå frem til et nøjagtigt tal for de udelukkede potentielle vælgere, men omkring synes at være et rimeligt skøn. På trods af alle disse forhindringer vandt Corbyn ikke alene formandsvalget, men han også forbedrede sin stemmeandel fra 59 pct. i 2015 til 62 pct. i år - en stigning på stemmer. 1 / 6

2 Desuden vandt han denne gang også et flertal i alle tre valggrupper. I 2015 fik han med 49,5 procent lige netop ikke et flertal af de egentlige partimedlemmer, i år fik han 59 pct. Hvis vi tilføjer antallet af udelukkede potentielle vælgere - af hvilke de fleste ville være Corbyn-tilhængere - ville det reelle tal nok være omkring 70 pct. Det første, som resultatet viser, er omdannelsen af Labour-partiet siden maj En meningsmåling fra YouGov lige efter formandsvalget viste forskellen i opbakningen til de to kandidater i forskellige medlemskategorier. Blandt dem, der meldte sig ind, efter Corbyn blev leder, havde han et forspring på 68 procentpoint i forhold til Smith. Blandt dem, der meldte sig ind mellem maj og september 2015, havde han et forspring på 49 procentpoint. Blandt dem, der tilsluttede sig før maj 2015, havde Smith et forspring på 26 procentpoint. Corbyn vandt i alle regioner undtagen Skotland, hvor Smith vandt med 18 procentpoint. Dette indikerer ikke en mangel på venstreorienterede i Skotland, men at mange af dem nu er i Scottish National Party eller i mere venstreorienterede partier, som går ind for løsrivelse fra England; og at det, der er tilbage af Labour i Skotland, stadig har en Blairite flertal. Og selv her fik Corbyn mere end 40 pct. af stemmerne. Et andet interessant tal er, at Corbyn havde et forspring på 52 procentpoint blandt medlemmer, der den 23. juni havde stemt for at forlade EU ( Leave ), men kun et forspring på 14 blandt Remain - tilhængerne. Så Smith havde en begrænset succes med pro-eu-tonen i sin kampagne (og krævede endda en ny folkeafstemning). Men Corbyns opbakning blandt Leave -tilhængerne er formentlig større end som så, idet han også havde et forspring på 57 procentpoint blandt partimedlemmer, der end ikke havde stemt på Labour ved valget i maj Den anden lære af formandsvalget og af udelukkelsen af det enorme antal potentielle vælgere omhandler den barske beslutsomhed for at bevare kontrollen over partiet, som partiets establishment har udvist. Genvalget af Corbyn blev annonceret i starten af den årlige partikonference i Liverpool. Megen lære kan drages af konferencen; vigtigst at Corbyns modstandere, samtidig med at de accepterede valgresultatet, var hurtige til at gøre deres stilling klar. Om aftenen søndag 25. september blev der afholdt to møder. Det første blev organiseret af Progress, Blairite-højrefløjen i partiet; det andet af Labour First, en centrumgruppe, der også er fjendtligt indstillede over for Corbyn. Et stort flertal af Labours parlamentsmedlemmer var til stede på møderne, hvor ledende politikere angreb Corbyn og hans politik. Tidligere søndag havde partiets generalsekretær Iain McNicol talt til kongressen. I modsætning til andre lande i Europa er en generalsekretær i Labour ikke leder af partiet. Han er en ansat funktionær og skal som sådan holde sig fri af konflikter mellem forskellige fraktioner i partiet. I teorien i hvert fald. Faktisk har mange af McNicols forgængere udmærket sig ved heksejagt på venstrefløjen. Og selv er han ingen undtagelse. Som leder af partiapparatet var han klart i spidsen for operationen for at udrense så mange potentielle tilhængere af Corbyn som muligt forud for valget. Han er derfor et mål for Corbyns tilhængere, hvoraf mange gerne vil se ham fyret - en beslutning, der kun kan træffes af partiets NEC. Det var derfor overraskende, da han gik på talerstolen søndag morgen og holdt en tale, der om end formuleret i et passende kodet sprog kun kan tolkes på én måde, nemlig som en støtte til Corbyns modstandere. Måske vidste han noget, som andre ikke gjorde? Det viste sig, han sikkert gjorde. På konferencen var der tirsdag en afstemning om en pakke på femten punkter vedrørende regler og forskrifter i partiet. Nogle var acceptable for venstrefløjen, især en bekræftelse af, at en siddende leder ikke behøvede at blive nomineret af parlamentsmedlemmer og EU-parlamentsmedlemmer for at kunne genopstille. Omvendt indførtes en dårlig regel, der forbyder Labour-byrådsmedlemmer at godkende kommunale budgetunderskud for at modstå regeringspålagte nedskæringer. Men 2 / 6

3 afgørende af de femten punkter var et forslag om at tilføje to medlemmer til NEC udpeget af partiorganisationerne i Skotland og Wales. Mere præcist: Udpeget af partiledere - ikke engang valgt af medlemmerne. Og det er tilfældigvis sådan, at Kezia Dugdale i Skotland og Carwyn Jones i Wales begge er imod Corbyn. Venstrefløjen på konferencen - især nogle af fagforeningslederne - så faren og forsøgte uden held at få de femten punkter til afstemning ét efter ét og ikke som en samlet pakke. Det mislykkedes, og pakken blev vedtaget. Efterfølgende nominerede Dugdale sig selv til NEC, mens Jones valgte en af sine allierede; således mistede Corbyn sit snævre flertal i NEC. Det lyder måske mærkeligt, at Corbyn efter endnu en overvældende sejr ved formandsvalget må finde sig i at miste en vigtig afstemning på konferencen, at han ikke automatisk har et komfortabelt flertal i NEC. Men sådan er det, at Labour fungerer. NEC har 35 medlemmer. Partimedlemmerne vælger direkte seks medlemmer. Ved sommerens valg blev alle seks pladser vundet af Corbyntilhængere - understøttet af Momentum, en bevægelse som udgøres af Corbyn-tilhængere. De tilknyttede fagforeninger har 12 pladser. De øvrige kommer fra parlamentsgruppen, fra skyggekabinettet, EU-parlamentsgruppen, tilknyttede foreninger, partiets ungdomsorganisation og så videre. Før de skotske og walisiske medlemmer trådte ind, havde Corbyn et snævert flertal; efter de trådte ind kom han lige akkurat i mindretal. Siden konferencen har Corbyn udskiftet et medlem af skyggekabinettet med en af sine egne tilhængere, hvilket nu giver ham et flertal i NEC på ét medlem. Alt dette er naturligvis ikke politik i den ædle forstand. Det er derimod beskrevet som en skyttegravskrig. Men denne krigsførelse er nødvendig. Formålet med at vinde ledelsen af Labour er at udstyre partiet med nye politikker, mobilisere medlemmerne bag disse, gå ud i en kampagne mod regeringen og overbevise vælgerne frem mod det parlamentsvalg, der senest skal afholdes i 2020, men som godt kan komme tidligere. Derfor er det nødvendigt for Corbyn og venstrefløjen at vinde så mange styrkepositioner i partiet som muligt. Lige siden Corbyn vandt ledelsen, har modstandere og medier utrætteligt gentaget, at Labour er blevet overtaget af velorganiserede trotskistiske entrister" på den hårde venstrefløj. [ Entrisme kaldes det, når medlemmer af én organisation melder sig ind i en anden for at udøve politisk indflydelse; begrebet er oftest forbundet med trotskistiske organisationer/red.]. Momentumbevægelsen, der blev oprettet i kølvandet på Corbyns første sejr, har været særlig udsat for denne kritik. Sammenligninger er foretaget med den venstreorienterede Militant-tendens, der var indflydelsesrig i 1980'erne, og som nemlig var særlig godt organiseret. På Liverpool-konferencen viste det sig derimod, at Corbyn-fløjen ikke var så godt organiseret, som den kunne have været. På den anden side havde modstanderne - specielt de mere midtsøgende - ganske effektivt organiseret sig via de lokale afdelinger og fået valgt delegerede, som de også havde godt fat i på selve konferencen. Corbyn-tilhængere havde derfor ikke et flertal på konferencen i Liverpool. Forhåbentlig bliver venstrefløjen bedre organiseret næste år. Frem til da er det NEC, som kører partiet med ganske vidtgående udøvende beføjelser. Det er derfor vigtigt, at Corbyn fastholder et flertal i partiet og om muligt styrker det. På kort sigt er der meget lidt håb at hente hos partiets parlamentsmedlemmer, EU-parlamentsmedlemmer og partiets byrådsmedlemmer. Alle tre steder har højrefløjen stærke positioner, der blev etableret i perioden med New Labour. Corbyn må i stedet bygge sin styrke på de medlemmer, der vælges af Labours basis, på de fleste af fagforeningsrepræsentanterne og på hans skygge kabinet. En mulig gevinst kunne komme fra Young Labour, partiets ungdomsorganisation. Indtil nu har den været domineret af højrefløjen, men den har en konference i den nærmeste fremtid. Og ved det seneste valg af regionsrepræsentanter til ledelsen, blev alle 18 pladser vundet af venstrefløjen. Selve konferencen kan dog blive mere kompliceret, da de delegerede - ejendommeligt nok - blev valgt i december sidste år, på et tidspunkt hvor venstrefløjen var mindre stærk. Men det er muligt, at den nye ledelse vil få et venstreorienteret 3 / 6

4 flertal - og altså udskifte sin repræsentant i NEC. Efter partiets konference har Corbyn reorganiseret sit skyggekabinet. Der har gået rygter om, at nogle af de mere bløde af dem, der trådte tilbage i sommer, ville komme tilbage; og der var megen snak om fællesskab. Men som ofte før betyder fællesskab noget forskelligt for forskellige mennesker. For Corbyns modstandere i parlamentsgruppen betyder det, at han skal give dem indrømmelser og gå på kompromis med sine egne holdninger; og også at få skyggekabinettet valgt af parlamentsgruppen frem for af partiets leder, hvilket selvfølgelig vil binde Corbyn på hænder og fødder. For Corbyn betyder det omvendt, at parlamentsgruppens medlemmer skal anerkende hans lederskab og hans opbakning i partiet, som to gange er blevet bekræftet, og lade ham føre den politik han blev valgt på. I modsætning til nogles forventninger, gav Corbyn meget få indrømmelser og gav stort set alle nøgleposter til de folk, der solidt har støttet ham; vigtigt var det især at bevare John McDonnell som skygge-finansminister og udnævne Diane Abbott (som er en sort kvinde) til skyggeindenrigsminister. Der var nogle undtagelser - for eksempel udnævnelsen af Sir Keir Starmer, en tidligere Rigsadvokat og ingen Corbynite, til ansvarlig for spørgsmålet om Brexit, naturligvis ikke et lille spørgsmål. Den eneste måde at begynde at ændre sammensætningen af parlamentsgruppen er at få de lokale partiforeninger til at fravælge siddende parlamentsmedlemmer og erstatte dem med venstrefløjs kandidater. Som tingene står i dag, er dette en kompliceret procedure og kræver godkendelse fra NEC. Udbredte geografiske ændringer af valgkredsene betyder, at alle parlamentsmedlemmer skal genvælges men ikke før 2018; så Corbyn må stadig se sig konfronteret med en fjendtlig parlamentarisk gruppe. En nødvendig ændring er at give magten til at træffe de store politiske beslutninger tilbage til den årlige partikonference, som under Blair og Brown effektivt mistede indflydelse og blev reduceret til en public relations begivenhed og et propagandamiddel for formanden. Den nuværende politik - og især det program, som partiet skal fremføre i parlamentsvalget - er lavet af National Policy Forum bestående af parlamentsmedlemmer, fagforeningsfolk og repræsentanter for de lokale partiforeninger. I praksis er det et resultat af studehandler mellem ledelsen og forskellige strømninger og organer i partiet. For nuværende har Corbyn og hans tilhængere forholdsvis frie hænder til at udtrykke sig, især på indenrigspolitiske spørgsmål. Udenrigspolitisk og i forsvarsspørgsmål er det mere følsomt. Corbyn har fx intet håb om at samle partiet mod NATO i øjeblikket. I Liverpool blev et vanskeligt kompromis indgået vedrørende fornyelsen af Trident-ubådene. Corbyn, der personligt er imod, måtte acceptere en fornyelse af atomubådene som værende partiets politik; omvendt fik partiets forsvarsordfører, der er for Trident, i sin tale ikke lov til at garantere, at denne politik ikke ville ændre sig inden næste valg, selv om han gerne ville. Og Corbyn forbeholder sig ret til at opretholde sin egen modstand og stemme imod Trident i parlamentet. Men udenrigspolitikken og forsvarsområdet var dog ikke i centrum for denne konference. To centrale taler blev holdt af McDonnell om mandagen og af Corbyn på konferencens sidste dag, som formanden altid har gjort. Både Corbyn og McDonnell fremlagde et socialistisk perspektiv. Selvfølgelig er det lettere at tale om socialisme end at omsætte det i praksis - og begrebet socialisme kan betyde noget forskelligt for forskellige mennesker. Men i mere end tyve år har selve ordet været fraværende fra diskussionerne i Labour. Det faktum, at det nu vender tilbage, gør det i det mindste muligt at diskutere, hvad socialisme er. McDonnells tale var forudsigeligt centreret om økonomien. Den røde tråd var den "initiativrige stat" 4 / 6

5 - entrepreneurial state - centreret om store offentlige investeringer (500 milliarder via den planlagte nationale investeringsbank), intervention i industrien med et vist offentligt ejerskab, oprettelse af regionale banker, opmuntring til små og mellemstore virksomheder og kooperativer. Udsigten til overgang til vedvarende energikilder havde en fremtrædende plads. I en senere artikel har McDonnell gjort gældende, at den frie marked ideologis herredømme er slut i Storbritannien, med specifik henvisning til udtalelser fra den konservative premierminister Theresa May. Dette kan synes overraskende, og det er helt sikkert også overdrevet, men der er faktisk noget om snakken. Siden De Konservatives partikonference fornyelig har overskrifterne været domineret af erklæringer fra Theresa May og nogle af hendes ministre om indvandringsspørgsmålet; nogle af dem temmelig dumme (fx bede virksomhederne om at udarbejde lister over udenlandske arbejdstagere; en idé der hurtigt blev opgivet) og alle var de regressive og undertrykkende. May er også tilhænger af en større opdeling af de skolesøgende børn med oprettelse af flere selective schools. Men på ét område slår hun en helt anden tone an end thatcherismens, idet hun understreger regeringens positive rolle i økonomien. Hun har også stille og roligt opgivet målet for den tidligere Cameron- Osborne-regering nemlig at fjerne underskuddet i 2020 og har klart en anden tilgang til de offentlige udgifter. Det er alt for tidligt at drage endelige konklusioner om May-regeringens økonomiske politik. Men en skarp observatør som Wolfgang Münchau, klummeskribent i Financial Times med speciale i europæiske spørgsmål, overvejede fornyelig, om premierministeren muligvis har til formål at bevæge den britiske økonomi væk fra den ekstreme afhængighed af finanskapitalen og hen imod en udvikling af industrien, hvilket netop var det, McDonnell mente. Hvis denne analyse af Mays økonomiske politik er korrekt, giver det en åbning til Corbyn og McDonnell for at få deres egen politik ud til et bredere publikum, når et perspektiv efter Brexit skal diskuteres. Men perspektivet for venstrefløjen i Labour kan ikke begrænses til et keynesiansk økonomisk program. Det handler også om at rulle undermineringen af velfærdsstaten tilbage og genoprette lønmodtagernes rettigheder. Og på disse spørgsmål vil der ikke være nogen form for konvergens med May, som vil fortsætte den snigende privatisering af fx sundhed og uddannelse og opretholde anti-fagforenings lovgivningen og de snævre grænser for lønmodtagernes rettigheder - arvet fra Thatcher. Corbyns tale i Liverpool havde et bredere sigte og behandlede disse spørgsmål. Han begyndte med at slå en forsonende tone an og appellerede til enhed efter de skarpe konfrontationer i det sidste år; og han indrømmede fejl begået af nogle af sine tilhængere. Han understregede sin succes med at øge medlemsskaren til nu over en halv million. Det er den slags ting, ingen kan være offentligt imod, selv om partiets højrefløj privat er forfærdet over det. Han gentog sin afvisning af frimarkedsdogmer og udfoldede elementerne i sin ti-punkts plan: fuld beskæftigelse, tryghed i boligen, tryghed på jobbet (lønmodtagerrettigheder, tilbagevenden til kollektive overenskomstforhandlinger), gratis kvalitets uddannelse, udvikling af det offentlige sundhedsvæsen og en stopper for privatisering, nationalisering af jernbanerne mens andre transportydelser og fritidstilbud skal ind under den kommunale forvaltning. Han behandlede også spørgsmålet om immigration, hvor han meget kraftigt har forsvaret migranters ret til at komme og arbejde i Storbritannien og modsatte sig yderligere kontrolforanstaltninger. Han argumenterede for, at migrantarbejdere skal have samme løn som britiske lønmodtagere, og at en stopper for deres udnyttelse som billig arbejdskraft i sig selv vil reducere strømmen af migration. Det er et spørgsmål, som debatteres meget i Labour-partiet. Nogle argumenterer for kontrol af indvandringen; for det meste tilhører de partiets højrefløj og er i modsætning til Corbyn, men Sir Keir Starmer fremførte i et af sine første offentlige interview efter at være blevet udnævnt af Corbyn, også noget i den retning. Det vil helt klart være en løbende debat i både Labour og i landet som helhed. 5 / 6

6 Corbyn og venstrefløjen i det ny Labour (ikke at forveksle med Blairs New Labour ) fører en kamp op ad bakke. Corbyn har selv beskrevet det, som at "bestige et bjerg af valg". En kombination af billedet af et parti, der er optaget af interne magtkampe, og af præsentationen af Corbyn i medierne som ekstremist og uden chancer for at vinde et parlamentarisk valg har betydet, at Labour er godt bagefter De Konservative i meningsmålingerne (selv om partiet i næsten alle lokale og nationale suppleringsvalg har forbedret sit stemmetal, siden Corbyn kom til). Og det er ikke muligt blot at ignorere de interne kampe, fordi blairisterne ikke vil tillade ham det. Så skyttegravskrigen vil fortsætte. Men den skal kombineres med en bevægelseskrig, som skal føres af Corbyns base af partimedlemmer og fagforeningsfolk, som kan gå ud og føre kampagne for hans politik, ikke kun i et valgperspektiv men også i dag til dag-kampene. Og dette vil ske på baggrund af forhandlingerne og den igangværende debat omkring Brexit. Corbyn er bedre rustet til at løse dette problem end blairisterne, som er de ubetingede Europeanists og næppe kan skelnes fra de konservative "remainers" eller De Liberale Demokrater. Corbyn har fra den 23. juni og frem accepteret resultatet af folkeafstemningen og argumenterer for en Brexit, der forsvarer det arbejdende folks interesser. I debatten om det indre marked, har han klart udtalt: "Der er direktiver og forpligtelser i tilknytning til det indre marked, så som statsstøttereglerne og kravet om at liberalisere og privatisere offentlige tjenester, som vi ikke ønsker at se som en del af et post-brexit forhold "(2). Med andre ord, er han faktisk ikke for det eksisterende indre marked. Denne form for tilgang kan gøre Corbyn i stand til at stille sig i centrum for debatten om Brexit men ud fra en position som forsvarer lønmodtagernes interesser, hvilket ikke bekymrer hverken May eller hendes regering. Et sådant perspektiv er allerede bekymrende for Labours højrefløj. Corbyn og hans tilhængere vandt et slag med genvalget af formandsposten. Krigen er dog bestemt ikke slut. Men hans modstandere mislykkedes i forsøget på at skræmme ham til aftrædelse. De mislykkedes i forsøget på at få Smith valgt. Og de har ikke længere kontrol over partiets leder. De synes at have opgivet tanken om at oprette en separat parlamentsgruppe, og hvis de blot fortsætter med den sabotagekampagne, som de har gennemført det seneste år, risikerer de at lægge yderligere afstand til partimedlemmerne. Derfor vil de måske søge efter en mindre konfronterende kurs. Corbyn synes i det mindste at have vundet et pusterum. Han bør se at få meget ud af det. Noter 1) Se min sidste artikel i Kritisk Debat: Corbyns ledelse udfordret 2) Guardian 7. september, / 6