Det engelske resumé: This project investigates the complicated philosophical issues regarding the distinctive cultural traits of the Samurai, a class

Transkript

1 Det engelske resumé: This project investigates the complicated philosophical issues regarding the distinctive cultural traits of the Samurai, a class of warriors from the days of yore in Japan, and their code of honor, the Bushidō, where especially their intricate relationship with death is focused upon. With the Samurai in mind at all times as the primary case, throughout an extensive analysis of several different literary works and similar sources on the subject, the study aims to clarify just how an individual is capable of taking his or her own life. By means of the Danish philosopher Søren Kierkegaard and his all-encompassing accomplishments in the field of existentialism, compared to the thinkers of East Asian philosophy, chiefly those concerning the religious beliefs of Shintoism, Buddhism, and Confucianism, a conclusion is reached that a person might take to radical measures at the expense of one s own life if a certain vital foundation of great ideological importance has been desecrated. 1

2 Indholdsfortegnelse: 3..Indledning 4..Problemformulering 4..Motivation 4..Problemfelt 5..Afgræsning 5...Dimensionsforankring 6..Videnskabsteori 6...Metode 11.Historisk ramme 13.Shintoismen 17.Buddhismen 19.Konfucianismen 23.Bushidō 27.Analyse 33.En komparativ analyse mellem Kierkegaard og Tsunetomo Yamamotos værdier i forhold til døden 39.En analyse af samuraiernes prioriteter i forhold til staten og familien i dødelige dilemmaer 43.Analyse af tekstkilde: kærlighedsbrev mellem ung dreng og ældre samurai 49.En analyse af bushidōs værdifilosofiske bagland 55.Konklusion 61.Bilag 62.Arbejdsproces 64.Kommenteret litteraturliste 2

3 Indledning: For mange mennesker verden over eksisterer den brede konsensus, at kun én ting her i livet er sikker: døden. Nemlig at døden, den sidste endegyldige udgang fra livet, selveste slutningen, er det eneste, som vi virkelig kan regne med og se frem til som en utvivlsom vished. Døden er den såkaldt eneste sandhed. Op gennem verdenshistorien er døden er et gennemgående tema i alle verdens kulturer og religioner, og måden, hvorpå den så at sige tematiseres, kan variere meget fra sted til sted og ikke mindst tid. I nogle kulturer ærede og højagtede man døden, gjorde den til en stor og til tider glædelig begivenhed i livet, der burde fejres med fest, mens man andre steder lod sig afskrække af idéen om livets ophør og følte, at dette burde undgås for enhver pris. I helt tredje kulturer kunne døden eksempelvis opfattes som noget efterstræbelsesværdigt, som individet forventedes at opsøge. I de enkelte kulturer havde forskellige folk, hvad enten de var inddelt i rangorden eller klasser eller begge dele på samme tid, i mange tilfælde forskellige forhold til døden som koncept. De havde altså særlige roller at spille over for døden og dermed forskellige måder at tackle den på. I den nordiske mytologi kan eksempelvis nævnes, at folk, der valgte et liv som krigere på slagmarken, og hvis liv typisk ville få en blodig afslutning, ville blive belønnet på baggrund af denne voldelige død med et evigt efterliv i Valhalla, gudernes enemærker. Andre, der gik bort som følge af sygdom eller ælde, måtte tage til takke med en trøstesløs tilværelse i underverden. Med dette i mente, at døden samt måden, man døde på, kunne have stor betydning for det enkelte individ, har dette projekt til formål at undersøge samuraierne, den myteomspundne krigerkaste i fortidens Japan, og deres meget specielle forhold til døden i forbindelse med dikteringen i deres livsfilosofi, bushidō. Vi vil finde ud af, hvordan det er muligt for visse personer at have en så ubekymret attitude over for døden, og samuraierne er vores. Ydermere vil projektet dreje sig om de faktorer, der får personer til at tage deres eget liv for et højere formål, som samuraierne gør det, når de har bragt skam eller synd over sig selv eller deres overordnede. 3

4 Problemformulering: Hvordan danner den japanske krigerkaste, samuraierne, og deres livsfilosofi, bushidō, et repræsentativt billede af de årsager, der ligger til grund for individets ønske om at tage sit eget liv? Motivation: Grobunden for projektet er baseret på en dyb fascination af samuraiernes levevis. Deres livsfilosofi har dikteret, at det vigtigste ikke er at holde sig i live, men derimod at dø med ære. Denne livsstil er fascinerende for os og har været grundkilden til vores undren. Dette er især i relief til den vestlige verdens livsstil: det vigtige er kort fortalt at holde sig i live og nyde livet. Vi kunne have taget fat på mange andre eksempler gennem historien på mennesker, som dør for deres værdier, men grunden til, at vi lige præcis har valgt samuraierne, er deres unikke skikke og traditioner iblandet i deres "selvmordsritual". Sjældent har der været så meget ritualisering omkring selvmord. Deres samfund har undermineret vigtigheden af det enkelte individ, og derfor var det enkelte menneskes død sjældent et problem. Dette kan bedst forklares i og med, at det feudale samfund i datidens Japan har været så meget mere anderledes end den moderne verden. Problemfelt: Projektets genstandsområde har hovedfokus på de gamle japanske samuraiers livsfilosofi som udtrykt gennem deres moralkodeks, bushidō. På baggrund af både vestlig og østlig litteratur om emnet vil vi søge at finde frem til, hvilken effekt bushidō havde på det japanske samfund i samuraiernes tid, hvorvidt samme 4

5 livsfilosofi stadig eksisterer og praktiseres siden samuraiernes fald, og hvis ja i hvilket omfang denne præger det japanske samfund i dag. Afgrænsning: Vi har som udgangspunkt valgt at beskæftige os inden for det brede felt, vi kalder Japan og japansk historie, kultur og samfund, og nærmere bestemt vores selvvalgte case, samuraierne og deres bushidō. Fra dem trækker vi paralleller til resten af Japan, men vi vil derimod også indskrænke os fra den omkringliggende verden så meget som muligt. Vi ved dog, at det vil være nødvendigt at foretage visse undersøgelser af de forskellige ideologiske udviklingsprocesser i nabolande, i og med at de har påvirket hinanden på tværs af landegrænser, og at Japan derfor ikke kan opfattes som enestående eller den japanske tankegang som selvopfunden. Men vi vil holde os fra at lave opstyltede, i vores øjne unødvendige komparativer til vestlige udviklingsmønstre, eksempelvis den europæiske højmiddelalders ridderstand, da dette, mener vi, vil lede projektet i anden retning end den intenderede. Dimensionsforankring: For at kunne forstå samuraiernes komplicerede mentalitet endsige japanernes generelt og herunder deres yderligtgående forhold til både det individuelle og det kollektive æresbegreb må vi grave dybt ned i deres selvforståelse, bushidō, og undersøge, hvilke af samtidens filosofiske, religiøse og politiske samt ideologiske strømninger (eksempelvis shinto, buddhisme og konfucianisme) der var medvirkende til at forme dette moralkodeks og hvordan. Derfor finder vi det oplagt primært at forankre projektet i dimensionen Filosofi & Videnskabsteori, men da vi samtidig lægger op til at beskæftige os med visse kulturhistoriske og sociologiske aspekter af problematikken, kan det blive nødvendigt at inddrage en eller flere dele af de resterende dimensioner. Her vil især Historie & Kultur med de arbejdsredskaber, som den tilfører (kildekritikken), være et godt valg. 5

6 Videnskabsteoretisk afsnit: Målet med dette afsnit er at redegøre for hvilken videnskabsteoretisk optik der har fremmanet sig under vores projektskrivning. Det står klart at vores projekt bære præg af en socialkonstruktivistisk diskurs da projektet tager udgangspunkt i op til flere livsfilosofiske tanker, der har til mål at belære folk om deres egen eksistens og tankebaner. Til brug af redegørelse for vores videnskabsteoretiske afsnit har vi valgt at reflektere ud fra et kapitel om socialkonstruktivisme i bogen Humanistisk videnskabsteori af Finn Colin. Ifølge Finn Collin er socialkonstruktivisme et menneskeligt konstrueret produkt, hvor man udelader biologiske of fysiologiske faktorer. Det er altså en konstruktion udelukkende skabt af menneskelige interesser der skaber en konstrueret sandhed både i subjekterne og i samfundet. Sådan en konstruktion kan i princippet ligge hos individet og på et kollektiv niveau (Collin & Køppe: ). Vores kilder viser helt klart en refleksion af de tankebaner der bliver eksemplificeret i konkrete hændelser og gennemlevet iblandt samuraierne. I et mere videnskabsteoretisk sprog ville man kunne sige at der opstår en objektiv påvirkning hos de enkelte subjekter der giver en strømlignet handlingsmønter hos samuraierne. Dette handlingsmønster og livsanskuelse anses af samuraierne som værende en social og objektiv sandhed uden at det egentlig behøver at være det. Det skal også nævnes at vi har gjort nogle fænomenologiske overvejelser i form af vores afsnit om arbejdsprocessen. Metodeafsnit: Ved hjælp af analyser, anvendt på udvalgte tekster, vil vi undersøge disse i dybden for at forstå baggrunden for vores emne og derved kunne uddrage de filosofiske tanker og idéer, der ligger bag samuraiernes tilværelse og historie. Disse filosofiske idéer, fundet frem til gennem analyser, skal derefter kunne anvendes til at besvare vores problemformulering med hjælp fra vores filosofiske diskussion og vores valgte filosofiske teorier. Vi vil desuden lave en komparativ analyse af de tre forskellige 6

7 religioner og dertilhørende filosofiske grundtanker, der dominerede i Tokugawashogunatets Japan: shintoismen, buddhismen og konfucianismen. Disse tre religioner ( livsfilosofier ) er relevante, da de ligger til grund for samuraiernes kodeks, bushidō. Vores filosofiske metode i dette projekt er forankret i den kendte danske filosof Søren Kierkegaard og hans værker. Vi har dog fundet det lødigt at benytte andre filosoffer og forfatteres fortolkninger af Kierkegaard, da han, qua hans status inden for den eksistentialistiske filosofi og hans særdeles produktive forfatterskab, er omfattende at give sig i kast med og kan danne baggrund for et projekt i sig selv. Derfor har vi søgt assistance i bøger skrevet af James Giles, der har en ph.d. i filosofi fra Edinburgh Universitet. James Giles underviser på Cambridge Universitet og har blandt andet været gæsteforlæser på Københavns Universitet og Roskilde Universitet. Hans filosofiske interessefelt ligger inden for den filosofiske psykologi, hvor han forsøger at forklare den inderste kerne af mennesket og dets handlinger. Til dette anvender han en blanding af radikal empirisme, psykoanalytiske undersøgelser, buddhistisk og taoistisk filosofi sammen med tidlig græsk filosofi, eksistentialisme og fænomenologiske beskrivelser samt undersøgelser af den menneskelige interaktion. Han er anerkendt i de filosofiske kredse og har blandt andet skrevet bogen Kierkegaard and Japanese Thought, der udforsker, hvad, mener han, er hidtil oversete relationer mellem Kierkegaards værker og den japanske filosofiske tankegang. James Giles er relevant i dette projekt qua hans evne til at sammenkæde Kierkegaards originale værker med den japanske tankes grundprincipper. Bogen Kierkegaard and Japanese Thought har været hovedinspirationen bag den filosofiske vinkel på dette projekt. Selve bogen er en sammenholdning af Søren Kierkegaards teorier med den japanske filosofi, herunder buddhisme og konfucianisme. Ud over selv at komme 7

8 med sin egen fortolkning trækker han på andre forfattere, heriblandt Adam Buben, der som Giles selv har en ph.d. i filosofi fra South Florida Universitet. Adam Bubens filosofiske interessefelt ligger inden for Kierkegaard, eksistentialismen og etik. Dette sammen med hans speciale inden for asiatisk filosofi og religion samt flere publikationer om emnet gør, at vi føler os trygge ved at anvende både Giles og Buben som fortolkere af Søren Kierkegaards ord. Dette er også grunden til, at flere af Kierkegaards citater står på engelsk. På trods af at Kierkegaards forfatterskab var på dansk, har vi valgt engelsksprogede filosoffer til at fortolke hans ord. Da begge forfattere er dansktalende og begår sig på dansk som følge af deres omfattende arbejde med Kierkegaard, men er skrivende på engelsk, har vi valgt at holde os på engelsk for at skabe mindst mulig forvirring og forvridning af deres ord. Både hos Søren Kierkegaard og i den japanske filosofi findes begrebet angst. Begrebet angst anvendes dog på forskellige måder. Hos Kierkegaard anvendes angst som en essentiel drivkraft i mennesket. Uden denne drivkraft efterlades mennesket i en tilstand, hvor deres frihed og valgmuligheder formindskes voldsomt. Når angsten fjernes fra mennesket, efterlades dette, ifølge Kierkegaard, uden den usikkerhed, der kan være altafgørende for situationen. Man skal altså kunne tage et bevidst valg for at kunne bedømme sine muligheder og lære af sine fejl. I den japanske filosofi optræder angst derimod ikke som noget, der, i modsætning til hvad Kierkegaard mener, er uundgåeligt. Dette skyldes, at man her ikke ser angst som en erfaring, der følger alle valgmuligheder. I stedet ses angst, ofte i den buddhistiske tradition, som en lidelse. Og som de fleste lidelser kan også angst, ifølge buddhismen, kureres og overvindes. En af de store milepæle på vejen mod en fuldkommen oplysning af menneskets indre er at hæve sig over angsten. Denne milepæl er meget vigtig i den buddhistiske tro, hvor Buddha ofte afbilledes med en håndbevægelse, der er kendt som abhaya mudra. Abhaya mudra betyder direkte oversat hav ingen angst. Der er altså en forskel inden for dette begreb, fordi, hvor buddhismen og den generelle holdning i den 8

9 japanske filosofi tilbyder en vej ud af frygt og angst, gør Kierkegaard ikke. Han lader dog døren stå en smule på klem i Begrebet Angest, hvor nogle filosoffer argumenterer for, at han giver en vag formulering med henblik på en forsoning, der kan give en vej ud af angsten. Dette er dog kryptisk formuleret og sjældent taget med i betragtning, da det går imod hans andre værker. Et andet eksempel på, hvor der kan trækkes tråde mellem Kierkegaard og en central del af shintoismen, er i deres fokus på denne verden, og hvordan vi erfarer og opfatter den. Shintoismens hovedfokus ligger meget vægt på naturen og den empiriske verden af erfaring. Dette kan kædes sammen med Kierkegaards filosofiske overvejelser, der også omhandler denne verden, og hvordan vi opfatter den. Alle Kierkegaards hovedemner har med den menneskelige opfattelse og erfaring at gøre.»even in the recurring theme of death, his concern is not with death itself, but with the meaning that death for us has or the appropriate way to remember the dead, and so on. Likewise, although Kierkegaard refers often to God, his philosophical concern is always with the believe in God, not with God as something existing beyond belief.«(kierkegaard and Japanese thoughts, s. 24) Det religiøse aspekt af Kierkegaards filosofi betragtes af mange som værende en af hjørnestenene i hans værker, og dette harmonerer umiddelbart ikke med shintoismens grundtanke om, at det guderne er i alt og kan findes og opleves i naturen. Dog udtaler den japanske filosof Satoshi Nakazato» many researchers claim that Kierkegaard is extremely Christian and does not find God in nature, not that is incorrect in my opinion: on so many occasions he has seen or experienced God in nature «(Ibid, s126). Subjektiviteten spiller en gennemgående vigtig rolle i Søren Kierkegaards værker, men det er samtidig et tema, der ofte bliver nævnt i den japanske filosofi. Ser man på Kierkegaard, er sandheden fundet i subjektiviteten, da den objektive sandhed er så svær, hvis ikke ligefrem umulig, at gennemskue. Det er vigtigere med den subjektive 9

10 sandhed hvad er sandt for os? Forskellige begiveheder danner opfattelser og tanker, der ændrer den objektive sandhed, og derfor bliver denne sandhed subjektiv. Den subjektive sandhed er ikke fast, men ændres med tiden i takt med at mennesket lærer og erfarer mere. Dette tema ses også i den japanske filosofi. Her finder man i shintoismen begrebet kami. En kami opleves ofte som en subjektiv ærefrygt i forskellige oplevelser, men denne oplevelse forsvinder, når oplevelsen ses fra et objektivt synspunkt. Der er kami er i alt, i stenen, træet og græsset, men også i lyden af vanddråben, der bryder søens overflade. Alt har kami så at sige, og det er den subjektive opfattelse, der bestemmer, hvordan vi oplever det. Andre lighedspunkter finder man blandt andet ved at se nærmere på døden. Kierkegaard mener, at døden kun kan forstås ud fra den individuelle persons subjektive handling. Dette forudsætter en angst for døden i forståelsen af, at døden er noget uundgåeligt. Denne forståelse skal derudover slå følgeskab med tanken om, at døden kan komme til hver en tid, og når man mindst venter det. Adam Buben beskriver, hvordan netop denne tankegang er repræsenteret hos samuraierne. Her forklarer han, at en samurai altid bør forberede sig på sin forestående død, der er uundgåelig, ved at meditere over døden for virkelig at forstå, hvad den er, og derigennem acceptere, at den kan komme når om helst. Her er der altså umiddelbart en åbenlys sammenhæng mellem samuraiernes levevis og Kierkegaards teorier. Alligevel gør Buben opmærksom på, at hvor Kierkegaard til en hvis grad mener, at angsten for døden bør være et sted i vores bevidsthed, i mere eller mindre grad, ser samuraierne denne angst som noget, der bør overvindes. Altså er forståelsen af døden vigtig, men forskellen ligger i, hvordan angsten skal opfattes. Samtidig kan man se en forbindelse mellem Kierkegaards syn på de døde og konfucianismen samt shintoismen. Dette gør James Giles opmærksom på i følgende udsagn:» Confucius sees filial piety [red. xiao] as being an important virtue, and one that should b cultivated. This piety, he thinks, should also carry over into the 10

11 realm of the dead. Thus, he tells us that when our parents die we should, bury them according to the rules of propriety and sacrifice to them according to the rules of propriety. This reverence for one s deceased parents also carries over in Confucian thought in general reverence for the dead ancestors. In like manner, it is also the practice of Shinto to revere the dead and ancestors as awe-inspiring kami.«(ibid, s.2.) Lignende tendenser kan ses flere steder hos Kierkegaard. Blandt andet i hans værk Afsluttende Uvidenskabeligt Efterskrift, hvor han beskriver en gåtur gennem en kirkegård og den respekt, han følte for de døde. Her ser han gravsten med inskriptionen Vi skal mødes igen, men på trods af det forbliver de stille i deres grave.»for Kierkegaard this becomes symbolic of passionate inwardness: to hold fast to your course in spite of having everything against you. This idea is also expressed in Kierkegaard s idea of the fellowship of the dead, a society of the living who are like the dead in that they are inwardly entombed and cut off from fellowship with the living.«(ibid, s.27). Historisk ramme: Moderniseringen i 1800-tallets Japan og samuraiernes fald Japan var som bekendt var et gennemført kastesamfund og i flere århundreder ledet af de såkaldte Tokugawa-shoguner 1, der så tidligt som i 1600-tallet påførte landet en næsten total isolation fra omverdenen, heraf særligt Vesten. Denne isolation var gavnlig for den interne fred i landet, der bestod i mange år, samt for en opblomstring af japansk kultur og sprog, men medførte samtidig en nærmest stillestående udvikling af teknik og politik, som ellers havde haft god luft under vingerne i denne periode eksempelvis i de europæiske lande med deres mange muligheder for progressive samarbejder og videns- og erfaringsudvekslinger. 1 Shogun (heraf også shogunatet) var den øverstbefalende adelige overklasse i datidens Japan. 11

12 Dette skulle dog få en ende, da USA i 1854 fik gennemtvunget Kanagawa-traktaten, der åbnede to havne til brug ved handel med amerikanerne. Senere fulgte også flere af Europas nationer trop med lignende aftaler, og japanerne selv begyndte at engagere sig internationalt, dog med det forbehold at disse nyligt bestaltede handels- og samarbejdsoperationer sjældent faldt ud til deres fordel. Denne åbning af landet altså de spæde skridt mod et mere moderniseret Japan betød i de efterfølgende få år adskillige drastiske omvæltninger for landet. Politiske bevægelser, særligt nationalistiske (hadet til de fremmede såkaldt ubudne og fjendtlige gæster var med til at give liv til et væld af disse, mange af dem yderligtgående og voldelige), og pressionsgrupper var en helt ny ting for japanerne, og disse reformister havde i flere tilfælde ét og samme mål: at genindsætte kejseren, tenno en, og reetablere dennes magt. Selvom shogunatet erkendte, at ændringer måtte komme i forbindelse med denne nye tids hurtige udvikling, var det ikke nok til at stoppe bevægelserne, flere af dem militære, fra at alliere sig med ikke mindst hinanden, men også med udenlandske stormagter der også havde interesser i at ramme shogunerne, hvor de stod svagest. Den 3. januar 1868 belejrede man kejserpaladset i Kyoto og fik på denne måde omstyrtet Tokugawa Yoshinobu, den siddende shogun, og overdraget regeringsmagten til Tenno Mutsuhito, kaldet Meiji ( Den oplyste ), hvilket indledte den deraf opkaldte Meiji-periode. Umiddelbart herefter flyttede man hovedstaden til Tokyo (den nyligt omdøbte by Edo), og det følgende år flyttede kejseren dertil. Shogunernes 250 år gamle magt var brudt. En kort borgerkrig, Boshin(-krigen), var nærmest uundgåelig mellem kejseren og de sidste tilbageværende tilhængere af shogunatet, og her kom krigerkasten, samuraierne, for første gang i klemme i kampen mellem det gamle og det nye Japan. Saigo Takamori, der selv var samurai, var blevet general og øverstbefalende for kejserens tropper og blev kendt for at samle og anføre over samuraier til at nedkæmpe shogunens støtter, på trods af at dette var en rolle, de selv havde spillet tilmed med en enorm æresfølelse og loyalitet i de forgående år. Men her stoppede 12

13 det ikke for samuraierne, for kejserens vision var at modernisere Japan, og dette betød op gennem 1870 erne afskaffelsen af feudalvæsnet og de fastlagte kaster, herunder også krigernes og dermed også deres mange privilegier i samfundet, og som følge af denne vanære starter den selv samme Saigo og hans samuraier et oprør mod kejseren i 1877 i Satsuma-provinsen. Dette var begyndelsen til enden: samuraiernes fald. Landets krigsminister, Yamagata Aritomo, der efter europæisk, særligt preussisk (denne stat var om nogen Japans primære forbillede), initiativ havde indført værnepligt og på denne måde opbygget en stor og velorganiseret hær samt helt effektivt og for bestandigt sat samuraiernes funktion i samfundet ud af spillet, måtte nedkæmpe dette oprør og sin tidligere kollega. Saigo, der blev såret på kamppladsen, bad sine samuraier henrette sig som et sidste udtryk for samuraiernes gennemgribende æresbegreb, da han så, at slaget var tabt, og at samuraierne definitivt var faldet. Samuraierne var det sidste bump på Japans vej ind i den moderne tid og mod førstepladsen som den førende nation i det østlige Asien, politisk og militært. I de følgende år reorganiserede man samfundet som tidligere nævnt, men også industrielt, der, selvom denne udvikling ramte landet relativt sent, kom med en enorm fart og muliggjorde de krige og territorielle stridigheder og udvidelser, som Japan siden hen engagerede sig i, hvor notoriske sværvægtere som Kina og Rusland stod for skud og måtte se sig slået af denne unge nation. Ved Tenno Mutsuhitos død i 1912 havde Japan på rekordtid sammenfattet en ny europæisk inspireret forfatning, var blevet udnævnt til konstitutionelt monarki og fået oprettet et parlament med et første- og et andetkammer; hans regeringstid betragtes som selve legemliggørelsen af den japanske modernisering, overgangsperioden mellem shogunernes Japan og det, der senere skulle blive den internationale stormagt, vi kender til i dag. Shintoismen: 13

14 Shintoismen eller blot shinto kan være en besværlig trosretning at konkret definere og redegøre for af flere grunde. For det første fordi den simpelthen ingen kendt grundlægger har. For det andet fordi den ikke indeholder konkrete og obligatoriske guder, som skal tilbedes, og for det tredje, fordi religionen ikke indeholder et decideret helligt skrift indeholdende en nedskrevet morallære/læresætning, som man for eksempel har i Bibelen eller Koranen. Shinto bygger derimod grundlæggende på gamle myter og ritualer, hvori forskellige værdier og holdninger kommer til udtryk, hvilke anses for rigtige at besidde og leve efter. Shintos mytologi bygger kort fortalt på den opfattelse:»... at verden er befolket af kami, som kan oversættes "guder"... at forurening på grund af blod, død og forrådnelse er det onde i verden, og at mennesker også har en del af kami i sig, da de efter døden bliver kami.«(andreasen, 2004: 18). Religionens verdensbillede er delt i tre verdener: den høje himmelslette, beboet af kami, menneskets verden og underverdenen. Da shinto ser døden som noget urent, bliver der fokuseret meget lidt på efterlivet blandt tilhængerne, der i stedet fokuserer på deres egen verden altså menneskets verden. Troen er, at livet i vores egen verden er vigtigst, og for at få det bedste ud af dette er det essentielt for shintoister at forholdet mellem dem og kami erne forbliver godt. Dette forhold opretholder shintoister gennem ofringer af blandt andet naturprodukter som fisk, korn og så videre til kami erne, som til gengæld velsigner shintoisterne med eksempelvis god høst eller helbred. Kort sagt: er kami erne glade, er shintoisterne glade. Mens shinto af mange anses for at være Japans oprindelige religion, da dens mytologi kan spores helt tilbage til myter fra 600-tallet, der senere blev samlet og færdigredigeret i bøgerne Kojiki og Nihogi i 712, så er eksperters nyere forskning kommet frem til en anden konklusion, nemlig:» at først i Meiji-tidens Japan ( ) kan man tale om en samordning af de lokale former for shinto til en landsdækkende religion.«(ibid, 2004: 19). Andreasen mener derfor, at man, for at undgå forvirring, gør klogest i at skelne mellem shinto og kami-kult. 14

15 Der er netop tale om kami-kult, fordi der før grundlæggelsen af shinto som japansk statsreligion ikke var tale om en samlet religion som sådan, men snarere en form for kulttilbedelse, hvor tilhængere, typisk i forskellige lokalsamfund, hver tilbad hver deres gudeskikkelser (skikkelser stærkt inspireret af buddhismens guder) og ikke nogle få udvalgte gældende for hele landets befolkning. I takt med kami-kultens udvikling dukker ordet shinto første gang op engang i 1300-tallet og:»... menes at være en udvikling af det buddhistiske ord Jindo "(ikke-buddhistiske)" guders verden.«(ibid: 19). Mens kami-kult blev dyrket helt frem til 1800-tallet, var det Shinto der levede videre, og er den trosretning der dyrkes i det moderne Japan den dag i dag. Selvom Shinto overlevede kami-kult, nåede trosretningen dog først samlet landsdækkende anerkendelse i perioden :»... da det nye nationalistiske styre i Japan vælger at søge sin identitet i et Japan fri for udenlandsk indflydelse - får shinto en central organisering med hierarkisk struktur og Ise som den fornemste helligdom.«(ibid: 21). Shinto havde i begyndelsen af Meiji-tiden haft en meget åben holdning til udlandet, i og med at mange vestlige ritualer, som for eksempel bryllupsritualet, er et ritual for en ny begyndelse nye begyndelser og "overgangsriter" var netop nogle af de ritualer, der blev lagt størst vægt på i shinto. Men omkring 1890 forandres holdningen til udlandet væsentligt. Japan bliver meget nationalistisk, og da der blev foretaget en opdeling af religionerne i buddhismen og shinto var det shinto, blandet med konfucianismen, der blev favoriseret af staten. Inddragelsen af konfucianismen resulterer i et meget autoritært samfund, hvor for eksempel lydighed over for ens overordnede bliver afgørende:»foreningen af shinto og kongfuzianisme ses således i det kejserlige reskript, dvs forordning, fra 1890, som befaler landets unge under uddannelse at dø for kejseren.«(ibid: 22). Derudover blev eksempelvis begravelsesceremonien af kejseren ændret fra kremation til begravelse, da dette ansås for at være et shinto-ritual. En begravelse ville nemlig jordfæste kejseren til menneskets verden, der jo netop blev lagt allermest vægt på i shintoismen, mens en kremation ansås for at være et ritual, der ville sende kejseren 15

16 videre til efterlivets verden, altså væk fra den verden, der er vigtigst i shintoisternes verdensbillede. Derudover fik buddhismen frakendt bygninger, der overgik til shintoismen. I 1930'erne nåede dyrkelsen af kejseren sit absolut højeste, da lærebøger indeholdende kokutai-ideologien blev indført hos befolkningen. Kokutai betyder den nationale krop, og ideologien havde det formål at samle Japans befolkning i denne nationale krop for dermed at gøre dem og Japan til en og samme nationalstærke enhed. Kejseren blev betragtet som en form for faderskikkelse for folket og blev i forvejen anset for at være i en form for forening med Himlen og solgudinden Amaterasu. Med kejseren som faderskikkelse kom folkets rolle til at bære stærkt præg af en søns respekt og troskab til sin fader. Mens denne udvikling ganske vidst samlede Japan mere end nogensinde før, resulterede den dog også i en drastisk politisk retning, der endte med involveringen i 2. verdenskrig og et knusende nederlag som følge heraf. Shinto blev efter krigen gjort til hovedansvarlig for dette og under pres fra USA blev forbindelsen mellem stat og religion afskaffet. Kejseren måtte frasige sig sin guddommelighed og shinto blev organiseret i et privat organ, Jinja Honcho. Befolkningen, rystet og ulykkelig efter krigen, vendte sig i mod shinto, og religionens helligdomme endte med at forfalde. I dag eksisterer Jinja Honcho stadig og lægger stor vægt på:»... at forklare shinto som et fællesanliggende for alle japanere - en livsforståelse, som har forudgrebet vore dages økologiske tænkning, som værner om naturen og de gamle ærbødige omgangsformer.«(ibid: 23). Og selv efter shintos forfald har flere af de gamle ritualer overlevet og benyttes stadig den dag i dag, eksempelvis jordrenselser førend et nyt hus bliver opført. Udover Jinja Hocho er der desuden kommet "Den internationale shinto-fond" som:»... arrangerer dialogmøder med andre religioner, som udgiver publikationer, der hævder shintos universelle værdier i økologisk sammenhæng, og som går ind i fredsbevægelser.«(ibid: 26). Shinto har været en voldsom udvikling igennem og har så at sige lært af denne udvikling. Shinto er gået 16

17 fra at være stærkt nationalistisk statsreligion til i vore dage at være en miljøbevidst og fredsorienteret religion»... som bygger på "det gamle Japans" gamle dyder, fra tiden før det moderne Japan opstod.«(ibid: 26). Buddhisme Buddhisme, én af de tre grundsøjler i bushidō, blev etableret som religion i Japan omkring år 600. Den stammer fra det oldindiske samfund og er i høj grad baseret på Siddhartha Gautamas lærdomme (siden kendt som "Buddha", "Den oplyste"), Religionen er delt op i to store dele: Theravada og Mahayana. Mahayana er den, som har bredt sig til det nord- og østlige Asien, blandt andet til Kina, og derfra blev den introduceret af kinesiske buddhistmunke til Japan. Mahayana indeholder flere forskellige traditioner, og buddhismen blev også dyrket på forskellige måder alt efter, hvilket tempel man besøgte. I starten mødte buddhismen meget modstand i Japan, men det endte med at blive en indflydelsesrig religion, som mange af de store familier tog til sig. Paradoksalt nok var det, at religionen lagde vægt på at afskrive sig fra verdslige problemer og genstande. Alligevel blev de buddhistiske templer til etablerede magtinstitutioner i Japan, og munkene fik noget at skulle have sagt i de feudale intriger om land og jord, sammenlignelig med måden hvorpå kristendommen udviklede sig i Europa. Allerede i det 8. århundrede var der mange "sho" (egentlig betegnelsen for "hus", men dækker også over landjord og landsbyer, som tilhørte det område), som var under besiddelse af de buddhistiske templer. Templerne havde ikke kun en trang til at sprede deres religiøse lærdomme, men også til at udbrede sig magtmæssigt. Flere templer fik endda skabt deres egne hære af krigermunke, som var så talrige og ofte skabte problemer for regeringen, så de blev nødt til at indsætte deres soldater mod dem, især ved Kyoto under Gempei-krigene. Som Blomberg beskriver det, ville de buddhistiske templer i Kamakura-perioden have været til at overtage magtstyret fra shogunatet, hvis de havde slået sig sammen, men templerne havde 17

18 også interne konflikter, og det medførte, at de fra regeringens side med nød og næppe kunne holdes under kontrol. Buddhismens fokus på at raffinere menneskets rolighed, selv når det bliver udsat for faretruende situationer, samt dens underminering af døden som en konsekvens blev adopteret af samuraierne og blev til en permanent del af bushidō. I stedet for at døden var en trussel, var det skammen og smerten der skulle frygtes, og døden blev en måde at undslippe den på. Ved for eksempel seppuku (selvmord ved maveskæring) bliver dette beskrevet af Nitobe således :»Det var en lovlig og ceremoniel instutition. Som en middelalderlig opfindelse var det en måde, hvormed krigere kunne udsone deres forbrydelser, undskylde for fejl, flygte fra vanære, frikøbe deres venner, eller bevise deres oprigtighed.«grunden til, at man udførte sepukku, var den generelle tro på, at netop maven husede sjælen, og det var derfor en måde, hvorpå man kunne bevise sin sjæls renhed. Denne tradition har været under indflydelse af buddhismen, da buddhismens tro på såkaldte chakra-porte inkluderer maven som en kilde til selvet. Men en samuraitradition som sepukku har selvfølgelig også været under indflydelse af mange andre faktorer end bare buddhisme. Den mest populære form for buddhisme blandt krigerklassen var zenbuddhismen med dens mål om selvrealisering og indre indsigt. Frem for at være en teoretisk religion lagde zenbuddhismen mere vægt på at opnå den indre indsigt gennem meditation og interaktion med læremestrene. Dette passer godt til samuraiens levevis, da Nitobe beskriver, at krigerklassen kun havde hån tilovers for de "boglærde" og de "pseudointellektuelle", der kun kunne (fra samuraiens synspunkt) remse de vigtige livskvaliteter op og ikke magtede selv at efterleve dem. Blomberg beskriver også, hvordan zenbuddhismen lader til at havde passet godt til samuraiens mindre litterære levevis, og dens strenge doktriner og krav på disciplin har været genkendelige elementer for samuraien. 18

19 »The training which a Zen monk underwent resembled that of the warrior in being a mixture of physical and mental discipline.«(s. 64 Samurai Religion, Blomberg). Noget af det interessante ved samuraiernes levevis i forhold til buddhismens tro er, at buddhismen forkynder, at hvis man dræber at andet menneske, så vil ens næste liv blive et dårligt ét, og man vil blive en del af en smertefuld livscyklus, Samsara, gennem konstante reinkarnationer. Derfor har det ikke været eksempelvis troen på en belønning efter døden, der har draget krigerklassen til buddhismen, skriver Blomberg. Konfucianisme: Konfucianismen er en kinesisk livsfilosofi, der blev grundlagt i Kina i år 469 før hvor tidsregning af filosoffen Konfutses elever. Selve filosofien har gennemgået en lang udvikling helt tilbage fra Konfutses egen tid til i dag og har affødt mange forskellige underskoler og retninger. Vi har dog valgt at fokusere på de skrifter ( Samtalerne ), der kom til Japan i år 285, og den såkaldte neo-konfucianisme, der blev overført til landet i slutningen af 1700-tallet, da vi mener, at det særligt er her, konfucianismen har noget at byde på i forhold til bushidō og påvirkningen af den japanske mentalitet generelt. Til at starte med vil vi først give en introduktion af grundteksterne og grundbegreberne inden for konfucianismen med henblik hovedsagelig på Samtalerne og derefter komme med en redegørelse over, hvordan konfucianismen blev tolket i den japanske kontekst. Samtalerne består tyve bøger og er citater, som Konfutses elever har skrevet ned under hans forelæsninger eller under personlige samtaler med denne deres mester. Samtalerne kan anses som grundbogen til konfucianismen, hvorfra de andre skoler inden for religionen har deres inspiration. Samtalerne skulle blandt andet anses som en inspiration til dannelsen af mennesket i forhold til, hvad ens position var i samfundet og i selve ens familien. Ens position 19

20 afgør herefter, hvilke ritualer og etiske væremåder der vil gavne en bedst. Desuden indeholder den også en forklaring på grundbegreberne inden for konfucianisme (Li, Ren, Jinzu og Xiao) der bliver brugt af senere skoler. Li For Konfutse var Li dannelsen og vejen, der skulle til, før man kunne opnå en ren tilstand. Li består i at lære af ens omgivelser og at følge de ritualer, der var vigtige i samfundet, som så vil føre til transformationen fra at være elev (Shi) til gentleman (Junzi). Li er altså transformationen, der gennem livsvisdom og læring gør, at jeget når en højere mental status (Ren). Konfutse mente, at man ville kunne bruge Li til at konvertere kriminelle fanger og gøre dem til bedre mennesker uden brug af straf. Dette krævede dog, at de udøvende magter selv levede efter dette normset, så de kunne stå som eksemplariske eksempler overfor den kriminelle. (c27-28) Ren og Junzi Ren skal ses som måden, man reagerer på i forskellige situationer, og er en mental tilstand, der gør, at man handler eksemplarisk. Til at forklare, hvad en Ren-tilstand er, er Konfutse, ifølge hans elever, kommet med følgende udtagelser: 1) At kunne udholde besværligheder og nyde glædelige omgivelser. 2) At se på enkelte individer uden fordomme og komme med afgørelser over, hvem der er gode og onde. 3) At fri sig selv fra at gøre forkerte gerninger. (c.29) Hvis man opnår en ren væremåde igennem Li, vil man gå fra Shi (elev) til Junzi (gentleman). Junzi erne kan anses som socialt mobile personer, der opfatter hele verden som deres hjem, da de har lært meget gennem Li. De er talentfulde, respekterer deres forældre og gør gode gerninger over for lidende personer. De har udlevet en del roller i deres fortid, der giver dem indsigt i, hvordan andre mennesker tænker og handler. Hovedforskellen på Shi og Junzi er, at Junzi ikke længere behøver at reflektere over sine gerninger og tankegang, da Ren ligger så dybt i dennes 20

21 sind. Desuden skal man opnå Junzi gennem store besværligheder, der angiveligt vil» pudse ens tanker som et stykke fin jade.«(c. s 32) Xiao i forhold til Junzi Et meget vigtigt normsæt, som Konfutse fremsætter i Samtalerne, er Xiao, der kan oversættes med sønnelighed og datterlighed. Til at forklare normsættet stiller Konfutse fem forhold op: forældre-barn, mand-kone, søskende-søskende, ven-ven samt regerende-undersåt. (c26) Målet med at stille disse forhold op er at gøre klart, hvem der har magten, og hvor ansvaret ligger i disse forhold. Ifølge Konfutse skal den yngre i forholdet altid respektere, hvad den ældre siger. Man må gerne være uenig med den ældre eller komme med indvendinger, men det er altid den ældres beslutning, der skal anses som værende den mest moralsk rigtige (en stor undtagelse var kvinderne, der altid ville være underlagt deres sønner og mand).til gengæld har den ældre et ansvar over for den yngre, nemlig at udvikle dennes dannelse og dygtighed. Dette forhold bliver senere sat op af konfucianisten Zengzi, der påstår, at hele dette familie- og vennehierarki skal være inspiration til kommende ledere, der skal herske deres riger med inspiration fra deres loyalitet mod deres familie. Dermed vil der opstå en dynamik i samfundet mellem gammel-ung og hersker-undersåt. Det vil altså sige, at Xiao både skal være gældende inden for familien og i samfundsinstitutionerne. Lederne har desuden et ansvar for, at deres undersåtter kan opnå Ren-tilstanden, og her mente Zengzi, at dette skulle udøves gennem eksemplarisk væremåde (Junzi) (c42-43). Konfucianisme i japansk kontekst Konfucianister blev i det japanske samfund anset som værende mindreværdige, fordi japanerne mente, at filosofisk læsning ville komme i vejen for den militære træning. Det var ofte laverestående samuraier, der blev til konfucianistiske filosoffer, og de blev anset på samme niveau som digtere eller malere (b301). Der er endda eksempler på samuraier, der kun læste konfucianistiske tekster efter mørkets frembrud for at undgå at blive stemplet som filosoffer. Med tiden blev konfucianisme mere og mere 21

22 adopteret ind i det japanske system, og samuraierne under Tokugawa-dynastiet begyndte at bruge konfucianismen til at opsætte nogle fælles normer (b300). Årtierne inden shogunatets fald var begrebet benkyon dukket op, der var idéen om at opnå ære gennem visdom og intelligens, som var et helt klart resultat af konfucianismens indflydelse (b314). Vi har valgt fire japanske konfucianister, der alle kom med hver deres teori om, hvordan Konfutses lære skulle adopteres ind i det japanske samfund. Den ene var Yamaga Soko ( ), der udviklede sin egen version af Xiao. Soko mente, at undersåtter og vasaller, herunder samuraierne, skulle følge Xiao uden at tage hensyn til det følelsesmæssige bånd i familien. Det vil sige, at vasallerne skulle anse og respektere deres hersker som et faderligt symbol, dog uden fødselsmæssig indblanding. Han påstod også, at loyalitet ikke skulle ligge hos de ældre i familien, men hos en upersonlig stat. Desuden blev filosofien om, at man gerne måtte komme med indvendinger fjernet fra Sokos version af Xiao. Soko argumenterede også for, at samuraierne var de mest eksemplariske i samfundet og derfor gav folket inspiration til at blive Junzi er. Det var også en måde hvorpå samuraierne legaliserede deres position i samfundet. Han argumenterede også for, at krigermentaliteten skulle konverteres til styrkelse af den indre karakter og selvkontrol. (b309) En anden meget fremherskende konfucianist var Hayashi Rasan ( ), der sammenlignede verdensordenen med den sociale hierarki blandt menneskene. Han udtaler:»himlen er højt over os, og jorden er under os. På samme måde er der en adskillelse af de højere og lavere klasser. Mester er ærefuld, og vasallerne mindre æresfulde.«(b 312) Dermed puttede kan en kosmisk forbindelse mellem menneskene og universet. Dette verdenssyn prøvede han at gøre til Li inden for det japanske samfund (b ). Det var under hans indflydelse, at konfucianisme blev statsfilosofi (c160) Den mest radikale konfucianist var Ogyu Sorai ( ). Han påstod, at man ikke måtte behandle folk anderledes, end man selv ville behandles. Han fremhævede, at 22

23 det enkelte menneske ikke blot tilhørte en samfundsklasse, men var en del af en større nødvendig helhed. Man skulle stadig være loyal over for sin mester, men mesteren skulle forstå vigtigheden i vasallens gerninger. Man kan altså sige, samfundet skal anses som en maskine, hvor nogle dele er mere værd end andre, men hvor alle dele er lige nødvendige (b313). Til sidst er der den velsagtens mest indflydelsesrige konfucianist i Japan: Yamazaki Ansai ( ). Han forsøgte at skabe en sammenhæng imellem shintoisme og konfucianisme ved at trække ligheder mellem ens indre kami og ens vej til at blive Junzi. Han påstod, at folk, der var blevet Junzi er, var mennesker, der havde fundet en indre forbindelse til ens indre kami. Han mente også, at mennesker var født med en indre Ren, der automatisk ville lede en til Junzi, hvis den fik fred til at reflektere (denne ide om stillesiddende meditation fik han fra den kinesiske konfucianist Zhu Xi). (c ). Hans fortolkning af Xiao var desuden meget lig den, som Soko havde fremført et par år tidligere. Bushidō: Bushidō er navnet på det æreskodeks, der herskede i det gamle Japan. Nærmere bestemt var det dét æreskodeks, som samuraierne levede efter, hvilket kan ses i selve navnet, der bogstavelig talt betyder krigerens vej. Kodeksets blev alment kendt under Tokugawa-shogunatets Japan i Selve bushidō blev påvirket og sammenstykket af shinto, buddhisme og konfucianisme. Elementer fra hver af disse retninger kan spores i samuraiernes adfærd og tankegang, hvor de, på trods af deres voldelige erhverv og derigennem eksistens, stadig mediterede og søgte visdom og sindsro. 23

24 Nogle af de tidligste spor af bushidō en, som vi kender den i dag, stammer fra det gamle japanske skrift Kojiki, der er en af de ældste bevarede bøger. Den er skrevet i år 797 og indeholder passager om Yamato Takeru, søn af kejser Keiko, der levede omkring år 712. Der gives en tidlig indikation af de værdier og det litterære selvbillede, der i dag betragtes som værende en del af bushidō-idealet, herunder henvisninger til efterlevelsen af denne og beundring af de japanske krigeres teknikker. I dette kapitel anvendes udtrykket bushi, der oprindeligt er et kinesisk udtryk, sammen med udtrykket saburau, hvis betydning er at ledsage en person af høj rang. Dette står sammen med en henvisning til den uddannede kriger, der som ideal også beherskede digterkunsten. Ser man på krigerdigterkunsten, anvendes ordene for første gang i et krigerdigt, der fungerede som en beretning eller historie, om man vil, om krigeres bedrifter, fra tidligt i det 10. århundrede. Ser man på senere tekster fra det 12. århundrede, var ordene stort set blevet synonyme med de mellemste og øverste lag af krigerklasserne. Man skal dog være opmærksom på, at selvom mange af de tidlige litterære værker i Japan indeholder billeder af krigere, bliver udtrykket "bushidō" ikke anvendt i andre tidlige tekster på samme måde, som den bliver i Kojiki. Leder man videre i litteraturen omkring det 13. til 16. århundrede, optræder der pludselig en masse henvisninger til bushidō, hvorfra der kan trækkes direkte tråde til det bushidō-kodeks, der senere hen skulle blive kendt med samuraierne. Carl Steenstrup bemærkede blandt andet, at i det 13. og 14. århundredes skrifter, heriblandt gunki Monogatari,» portrætterede Bushi i deres naturlige element, krig, og hyldede sådanne dyder som hensynsløs tapperhed, stor familiestolthed, og en uselvisk, til tider meningsløs hengivenhed af herre og andre krigere.«. Hos senere krigere, omkring 1371, begyndte idealet om den fuldkomne kriger at tage form. I historier fra Heike Monogatari tjente krigerne som modeller for de uddannede krigere i senere generationer. Disse krigere havde klare idealer fra bushidō-en, hvor blandt andet ære, mod og ærlighed kan findes. Disse værdier blev viderelært i de højeste 24

25 krigerfamilier og blev anset som værdifulde færdigheder på højde med våbenkundskaben. I 1700-tallet var bushidō-idealet klart formuleret, og selve termen blev rimelig udbredt i sin anvendelse. Under Tokugawa-shogunatet i Japan havde bushidō-kodekset sit højdepunkt. Det var specielt under Tokugawa-shogunatet, at traditionen omkring seppuku blev håndhævet. Stephen Turnbull skriver i sin bog, The World of the Warrior, om den rolle, som seppuku spillede for krigeren i det feudale Japan:»In the world of the warrior, seppuku was a deed of bravery that was admirable in a samurai who knew he was defeated, disgraced, or mortally wounded. It meant that he could end his days with his transgressions wiped away and with his reputation not merely intact but actually enhanced. The cutting of the abdomen released the samurai s spirit in the most dramatic fashion, but it was an extremely painful and unpleasant way to die, and sometimes the samurai who was performing the act asked a loyal comrade to cut off his head at the moment of agony.«seppuku var et selvmord, der udførtes af forskellige grunde. Oftest var det for at undgå skammen ved falde i fjendens hænder, eller hvis krigerne ikke overholdt deres bushidō og derved bragte vanære over dem selv og deres øverstbefalende. Ved at udføre seppuku og tage denne i stilhed genoprettedes krigerens tabte ære. Seppuku er en del af bushidō en, men bliver ikke betragtet som en selvstændig søjle. Bushidō har eksisteret som begreb i mange år og er blevet praktiseret af krigere fra forskellige samfundslag. Omkring slutningen af det 19. århundrede talte mennesker sig medlemmer af "høj-samuraierne" og fik lov at ride en hest, og medlemmer udgjorde "lav-samuraierne" og havde lov til at bære to sværd, men ikke til at ride en hest. Selve kodekset er bygget op efter syv hovedsøjler, dyder eller bud : Retfærdighed var en af de vigtigste søjler for samuraierne. De havde en stor magt, der indgød respekt fra menneskerne omkring dem. Det var derfor vigtigt, at de havde 25

26 en retningslinje for, hvornår og hvordan de anvendte denne magt, altså hvornår de skulle gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt. Søjlen stod derfor for brugen af myndighed kun til at opretholde, hvad der er rigtigt. De måtte ikke gøre sig selv til dommere over andre, men skulle følge loven, som den var sat af kejseren. Mod var andet end bare at være modig i kamp. Mod for samuraierne var også at indrømme deres fejl, at ofre sig for andre og at stå ved deres beslutninger. Og til sidst evnen til at opsøge fare uden at lade sig skræmme eller kue. Ifølge bushidō en skal mod ikke stå alene, men ses som en del af handlingen altså mod skal ikke eksistere uden integritet. Ærlighed eller oprigtighed, som den oftest oversættes til, indebærer i bushidō en afholdenhed og enkelthed. Rigdom fordærver og kommer i vejen for den forståelse og uafhængige opfattelse af verdenen, det krævede af samuraierne. De måtte ikke være afhængige af andre eller have egne interesser i pengesager, da dette ville medføre, at de mistede deres upartiske status, så sparsommelighed blev opfordret for at fremme tillid og oprigtighed. At lyve ansås som fejt og vanærende. Ordet burde tages som et tegn på sandfærdighed. Ærlighed, nøjagtighed og præcision var en stor del af bushidō en, der gjorde det muligt for folk at stole på samuraierne. Respekt, godgørenhed og høflighed samt generel god opførsel over for ligesindede og fremmede var nødvendigt for den daglige omgang samuraierne imellem. Det var samtidig vigtigt for deres kontakt med omverdenen, særligt da samuraierne oftest handlede på vegne af andre og derfor måtte kunne formidle deres tanker og intentioner til disse mennesker uden at fornærme dem og derved gøre dem mindre samarbejdsvillige. Vigtigt var også sympati og en styrke i sindet og god karakter over for andre mennesker. Bushidō-kodekset mener derudover, at en mand af høflighed også er en mand af gode manerer, der er rodfæstet i medfølelse. I sin reneste form er høfligheden kærlighed og næstekærlighed. Ære hænger sammen med ydmygheden, og hermed menes det, at en hæderlig person er en ydmyg person. Uden ære har du ingen respekt, og uden respekt ingen ære, og så 26