IMPERIAUSMEN OG STORMAGTERNE

Transkript

1 KAPITEL 14 IMPERIAUSMEN OG STORMAGTERNE Vicekongen at Indien, George Curzon ( ) Fotografi fra Ca Dronning Victoria var repræsenteret Indien af en vicekonge. George Curzon blev vicekonge i Det britiske kolonistyre i Indien bestod at to elementer, direkte styre af landet og samarbejde med lokale fyrster. På billedet ser vi vicekongen på besøg hos en af de lokale fyrster, maharaja Peshkar. Curzon blev frataget stillingen efter otte år, fordi haii gennemførte reformer, som blev betragtet som for indiskvenhige 1juni 1897 kunne dronning Victoria fejre, at hun havde sid det på den britiske trone i 60 år. Victoria var ikke bare britisk dronning; hun var også kejserinde af Indien. Til imperiet hørte også Canada, Australien og New Zealand samt en række større og mindre områder i Afrika, Vestindien og Stillehavet. Victoria var med andre ord hersker over et verdensrige. En stor del af imperiet havde briterne erobret inden for de sid ste tyve år i bitter konkurrence med andre stormagter. Mod slutningen af 1800-tallet drev de europæiske stormagter en hysterisk jagt på kolonier. Hvad karakteriserede denne jagt? Hvilke drivkræfter lå bag? b I - -. I. P47 -A - :1 y

2 114 I DEL 4 EN EUROPADOMINERET VERDEN Europæerne i Afrika 1830 Frankrig invaderer Algier 1852 Transvaal i Sydafrika bliver oprettet at boerne 1881 H. M. Stanley grundlægger Leopoidville for Leopold Briterne slår et nationalistisk oprør ned i Ægypten 1884 Berlin-konferencen om deling at Afrika begynder 1896 Etiopierne besejrer de invaderende italienske styrker 1899 Boerkrigen i Sydafrika begynder IM PER IAL ISM EN Imperialisme vil sige, at stater skaffer sig herredømme og kontrol over andre stater. Det kan ske militært, politisk eller økonomisk. At udvide sin magt på bekostning af andre har altid været en del af menneskehedens historie. Impe rialismen rummede dog en væsentlig forskel i forhold til tidligere: Vesteuro pæerne nøjedes ikke med at erobre territorier i sine nærområder. De drog på erobringstogt over store oceaner til andre kontinenter; og de opbyggede imperier, som strakte sig over flere kontinenter. Imperialismens tidsalder Den britiske statsminister betragtede i 1852 kolonierne som en møllesten om halsen på os. I Canada, Australien og New Zealand var briterne åbne for indre selvstyre. Samtidig var de spanske og portugisiske imperier i opløsning. De sydamerikanske stater var blevet selvstændige. Mange tolkede det som et tegn på, at den oversøiske erobring, som var startet i 1400-tallet, gik mod sin afslutning; men det skulle vise sig, at de tog fejl. I 1870 erne tog udviklingen en ny og dramatisk vending. Europæiske sta ter nærmest konkurrerede om at få fat i de sidste ledige landområder på kloden, som kunne udnyttes. I løbet af år blev en fjerdedel af Jordens areal erobret af europæiske imperialister og omformet efter deres behov. Storbritannien og Frankrig havde i kraft af deres flåder overherredømmet og gik foran. De nye europæiske nationalstater, Tyskland og Italien, gjorde også krav på en plads i Solen. Det samme gjorde kong Leopold 2. af Belgien. Ny eller traditionel imperialisme Da interessen for nye kolonier blussede op i 1870 erne, havde flere af sta terne allerede store koloniriger at forsvare. Frankrig havde erobret Algier i 1830 og var i færd med at trænge ind i Indokina. Briterne havde styrket deres position i Indien, og for at sikre sejlruten til Indien havde de sat sig på Kapko lonien på sydspidsen af Afrika. Indien var vigtig for briterne. De importerede billige råvarer fra Indien i store mængder, især bomuld og te, og de solgte industrivarer på det indiske

3 KAPITEL 14 IMPERIALISMEN OG STORMAGTERNE I 175 marked, som ikke var noget lille marked! Søvejen til Indien var lang. Derfor behøvede briterne havne som Cape Town, hvor skibene kunne få nye og friske forsyninger. De havde også behov for flådebaser og udstationering af store militærstyrker for at beskytte britiske handelsfartøjer og flådebaserne, og ikke mindst for at forsvare Indien og hindre andre stormagter i at komme for nær Indien. Briterne havde også bidt sig fast på andre strategisk vigtige steder langs søvejen til Indien købte Storbritannien andele i Suezkanalen, som var blevet anlagt i årene Suezkanalen var hovedpulsåren mellem England og kolonierne i Asien. Meget af det, som skete i perioden , drejede sig om at styrke og beskytte forbindelseslinjerne til indien. Det var ikke mindst som ejer af Kapkolonien og interessent i Suezkanalen, at England blev en af hovedaktørerne i kapløbet om Afrika. De europæiske koloniriger i 1914 Storbritannien var verdens største kolonimagt. Det britiske imperium omfattede en tjerdel af hele klodens landarealer. Brfterne herskede over 400 millioner mennesker. Det franske imperiurn var næststorst. De gamle nederlandske, portugi siske og spanske imperier var blevet reduceret, men eksisterede fortsat. Tyskland, Italien og Belgien skaffede sig også kolonier i 1800-tallet. Rusland herskede over et enormt imperium, men da det var et sammenhængende landområde, blev det ikke betegnet som et kolonirigo Den imperialistiske bølge mod slutningen af 1800-tallet er blevet tolket som historisk ny og anderledes end tidligere tiders imperieopbygning. I forbin delse med den kolonisering, der fulgte i kølvandet på de store opdagelser, var datidens store handelskompagnier således de vigtigste aktører fx blev den britiske kontrol med Indien frem til 1800-tallet sikret af det engelske ostindiske kompagni og ikke af den britiske statsmagt. En del forenklet kunne man med et nutidigt begreb betegne denne tids kolonialisme som en opgave, staten havde udliciteret til private handelskompagnier, som fik monopol på råstofudvinding og handel i et givet område og ret til at uddanne militære styrker til forsvar af området. 4 Q I D 2flIRiiT1 DiItIhmJ 1F E1 Det russiske I jiih5j -., 3 I.._

4 176 DEL 4 EN EUROPADOMINERET VERDEN I.-., i ) , 5..,.;..,. r.;, : - i.._ : - - -, _ k : :, : -.-,,-. - I T- J k..i _ % ;_ , -.L I. 1 I ;;.,: : : \ -. --, : :-..:- e-.._ I.. 4 j ,.e L..I Eduard Riou ( ): Første tur gen nem Suezkanalen I modsætning hertil blev den nye imperialistiske bølge styret af statsmag Illustration i en bog om Suezkanalen, som udkom i åbningsåret 1869 ten som et element i stormagtspolitikken. Forholdet mellem stormagterne i Europa blev stadig mere spændt mod slutningen af 1800-tallet, og dermed betragtede stormagterne store kolonibesiddelser som et middel til at styrke deres position på den europæiske storpolitiske scene. De mange militære, diplomatiske og finansielle ressourcer, som staterne derfor var villige til at bruge på opgaven, gjorde det muligt at ekspandere overraskende hurtigt, og verden blev vidne til et usædvanligt kapløb mellem stormagterne om kolo nier. Det var også nyt, at nye områder Afrika og Asien blev inddraget i stormagternes imperieplaner, ligesom det var nyt, at en begejstret opinion derhjemme fulgte imperiebyggeriet med største interesse gennem avisernes daglige skildringer af voldsomme sammenstød i fjerne lande. Den slags stof appellerede til følelser og nationalstolthed og kunne bruges af regeringerne til at få folkelig opbakning til den oversøiske ekspansion og en til tider hasarde ret udenrigspolitik i årene op til 1. verdenskrig.

5 KAPITEL 14 IMPERLALISMEN OG STORMAGTERNE 177 Den britiske everstkommanderende, general Kitchener kaster malidiens aske for vinden Farfr elltografl 1898 I den muslimske verden var der mange religiøst inspirerede oprør mod det europæiske kolonisty ret. Flere oprør blev anført at såkaldte madhier, dvs, personer som blev anset for at være direkte vejledt at Gud. Madhien Muhammed Ahmed Abdullah stod i spidsen for et oprør mod briteme i Sudan i midten at 1890 erne. Først i 1898 generobrede britiske styrker Sudan under ledelse af general Kitchener, som senere blev britisk krigsminister i : 1_.. i ,.....,... t L -: i: i i \.v 1,,. : ::,.., i - ( i (, - ç. L ,.. k I : / -...,.... :; -. i-, i..-..: c--..,.... -i, - b -.,$ % - -- L.& Teknologiske forudsætninger De nye imperier var på mange måder et produkt af industrialismen. Der var opstået et teknologisk og militært gab mellem de vestlige industrinationer og resten af verden, bl. a. illustreret ved vestens ibrugtagning af rifler med maga sin og maskingeværer mod slutningen af 1800-tallet. I et slag ved Omdurman i Sudan i 1898 anvendte den engelske general Herbert Kitchener maskinge værer i nedkæmpelsen af sudaneserne. Kitchener mistede 49 mand og Sudan En sådan begivenhed viste europæerne tydeligt, hvilket magtmiddel de havde til rådighed, og de blev derfor enige om ikke at sælge geværer og våben i Afrika.

6 178 DEL 4 EN EUROPADOMINERET VERDEN Det våbenteknologiske forspring var en vigtig forudsætning for erobringerne. Medicinske landvindinger var en anden. Tropesygdomme havde fået euro pæerne til at holde sig til kystområderne, men i 1820 erne opdagede man, at kinin beskyttede mod malaria, og i 1840 erne begyndte europæerne i Vestafrika at tage kinin regelmæssigt. Dødeligheden (antal døde pr personer) faldt fra op mod 750 om året til mellem 50 og 100. Racisme og biologi 1800-tallets europæere følte sig moralsk og kulturelt overlegne i forhold til de primitive folkeslag i Afrika. Briter, franskmænd og tyskere så det nærmest som deres pligt og opgave at sprede den europæiske civilisation til de lave restående folk godt assisteret af den kristne mission. I slutningen af 1800-tallet fandt imperialismen sin ideologiske begrundelse i socialdarwinismen, Charles Datwin havde i bogen On The Origin ofspecies by Means ofnatural Selection (1859) vist, at de biologiske arter på Jorden havde udviklet sig gennem naturlig udvælgelse, I kampen for tilværelsen var det de mest livskraftige skabninger, som overlevede, og som førte sine arveanlæg videre til næste genaration. Den britiske filosof Herbert Spencer skabte udtrykket sut-viva! of the fittestog mente, at Darwins teori ikke kun gjaldt for udviklingen af biologiske arter, men også i kampen for tilværelsen mellem mennesker, stater og racer. Kun de stærkeste og mest livsduelige ville overleve. Denne tankegang kaldes socialdarwinisme. Nogle af de europæiske erobrere betragtede i forlængelse heraf den hvide race som en højere race og europæernes teknologiske overlegenhed som et bevis herpå. Mange hand lede i tråd med denne absurde tankegang og kunne derigennem legitimere deres erobringer og undertrykkelse. Markeder og stormagtsambitioner I årtierne omkring 1900 var det en dominerende opfattelse, at Jordens res sourcer var begrænsede, og at det var vigtigt at sikre sig adgang til råvarer, halvfabrikata, markeder og billig arbejdskraft i fx mineindustrien. Som den britiske koloniminister Joseph Chamberlain sagde i 1897: Det er et tegn i tiden, at al magt samles i hænderne på store imperier, mens mindre stater reduceres til anden- og tredjerangs nationer. Heroverfor står, at stormagternes økonomiske udbytte af de nye erobringer i Afrika blev meget magert. Afrika var ikke særlig vigtig for verdensmarkedet. Men selv om det økonomiske udbytte alt i alt var tvivlsomt, var troen på store gevinster i samtiden ikke desto mindre en vigtig drivkraft bag koloni kapløbet. KAPLØBET OM AFRIKA Afrika var hovedscenen for den nye imperialisme. Ved starten af 1880 erne var det kun Algier, Sydafrika og enkelte mindre kystområder som var under

7 KAPITEL 14 IMPERIALISMEN OG STORMAGTERNE 170 Europæiske kolonler I Afrika ja. Sådan så Afrika-kortet ud efter det europæi-.. ske koloni-kapløb. Kun Liberla og Etiopien var. irnis selvstændige i 1914 Keneriøjrant. Algeriet Rio de Oro (TflT Fransk Vest-Afrika Fr. Somali Br, Po4tuglslsk Fransk Guinea Ækvatoiial- AMka Etloplen Slerra Leone (Br.) Ascenslon (Br.) TOgolend (Ty.) U Bridsic Bland Spansk Guinea Belgisk Congo land Algeriet Wsk Sydvest-Ahlka blque cana (Br.) M gaskar Syd-Rhodesia negal lvlsbay Swazlland(Br3 (Dr.) fwtundet Basutoland (Br.) OBritisk Spansk DFransk DBelgisk []Portugisisk D Italiensk 1880 lonion D Tysk I] Selvstændig stat direkte europæisk styre. Tredive år senere var der to formelt selvstændige stater tilbage i Afrika, nemlig Liberia og Etiopien, som Italien forgæves havde forsøgt at erobre. Resten af det afrikanske kontinent var delt op i kolonier, som var underlagt europæiske kolonimagter. Sammenhængende koloniriger Delingen af Afrika skete ganske vist på rekordtid, men i enkelte områder var der dog en vis europæiske tilstedeværelse inden slutningen af 1800-tallet. Egypten, som havde været en provins i Osmannerriget, var i årene besat af Frankrig under Napoleon. Den franske besættelse havde sat sig spor, og i årene derefter påbegyndte det nye styre en modernisering af landet efter vestligt mønster. Blandt andet anlagde man ved hjælp af fransk kapital Suezkanalen i årene Moderniseringen gjorde styret afhængig af lån fra de europæiske lande, og i 1875 solgte den egyptiske regering sine andele i Suez-kanal-selskabet til Storbritannien. For at beskytte den store investering besatte briterne Egypten i 1882, men lod den lokale hersker, kediven, blive siddende under britisk kon trol. Storbritannien fik derved fuld kontrol over både Suezkanalen og Nilen, som med sine kanaler var af stor betydning for egyptisk økonomi.

8 1801 DEL 4 EN EUROPADOMINERET VERDEN i: ; J.- : -. :i f -. - Den marokkanske sultan fraskriver sig tronen Illustration fra det franske tidsskifft Le Petit Journal Marokko kan føre sin historie som et selvstæn digt muslimsk rige tilbage til 700-tallet, og i 1400-tallet og 1500-tallet modstod landet portu gisiske og spanske erobringsforsøg. Men i 1912 måtte sultanen fraskrive sig tronen, og Marokko blev fransk koloni. Det var både gældsproblemer og militære trusler, som tvang sultanen til at gå af : Briterne havde også haft fodfæste i Sydafrika siden slutningen af 1700-tallet, hvor de erobrede Kapkolonien og drev boerne længere mod nord. Briterne udarbejdede nu planer for et sammenhængende kolonirige i Afrika fra Cairo i nord til Kapkolonien i syd. Frankrig svarede igen med erobringer i Vestafrika. Tyskland erobrede på få år ( ) store landområder i øst-, Syd- og Vestafrika. Briterne svarede igen ved at erobre Uganda og Kenya for at hindre tyskerne i at nå frem til Nilens kilder og i syd indtog man det nuværende Zimbabwe og Zambia. Ved hjælp fra den engelske opdagelsesrejsende Henry M. Stanley blev Congo en belgisk kronkoloni. Berlin-konferencen De mange modsætninger mellem stormagterne, som kapløbet om Afrika skabte, fik den tyske kansler Bismarck til at tage initiativet til en international konference i Berlin i Målet var at skabe enighed om internationale spilleregler om den fremtidige kolonisering af Afrika. På konferencen var der enighed om, at den magt, som havde besat et kystområde, havde fortrinsret til landet bag kystområdet. Hvis man undlod at erobre baglandet, bortfaldt fortrinsretten imidlertid, og der var principiel lige ret for alle, I realiteten bi drog konferencen til at øge kapløbet om Afrika: Hver kolonimagt satte alt ind på at erobre sit bagland så hurtigt som muligt. Konferencen godkendte også den belgiske konges overherredømme over Congo. Senere blev det afsløret, at kongen ranede enorme værdier til sig fra Congo og var skyldig i nogle af de mest brutale overgreb på lokalbefolk ningen. Skønsmæssigt mistede 10 millioner mennesker livet som følge af overgreb fra kong Leopold og hans håndlangere blev kongen tvunget til at sælge sin kronkoloni til den belgiske stat. KOLONISTYRE Her er vi, tre hvide mænd i hjertet af Afrika, med 20 negersoldater og 50 negerpolitibetjente, ca. 100 kilometer fra den nærmeste lejr med forstærknin ger. Vi skal styre et distrikt med Ca. ½ mio. velbevæbnede vildmænd, som for ganske nylig er kommet i kontakt med den hvide mand... Situationen er rigtig morsom. Citatet er hentet fra en britisk officers dagbog i Officeren var statio neret i Kikuyuland i Kenya. Citatet er et vidnesbyrd om, at kapløbet i Afrika førte til større erobringer, end kolortimagterne havde råd til at administrere direkte. Styret i kolonierne måtte derfor opbygges ved hjælp af lokale samar bejdspartnere. I et længere historisk perspektiv drejede det sig ikke bare om at sikre sig administrativ kontrol over et område, men om at opbygge stater på et kontinent, hvis indbyggere slet ikke havde forestillinger om, hvad en moderne stat var.

9 KAPITEL 14 IMPERIALISMEN OG STORMAGTERNE I 181 Statsgrænserne nutidens Afrika er i det store og hele de samme som dem, de europæiske kolonimagter trak omkring år For en række staters ved kommende blev grænsedragningen katastrofal, fordi europæerne ikke vidste ret meget om de forskellige folkeslag og etniske grupper. De manglede også viden om traditionelle handelsnetværk og handeisruter, og nogle steder blev handelsruter skåret over af nye grænser. Kolonistyret afhang meget af, om der var tale om en handelskoloni eller en bosætningskoloni. I handelskolonier som Ghana og Senegal dominerede store europæiske handelsselskaber. Deres succes var meget afhængig af ro og samarbejde med lokalbefolkningen. Her var repræsentanter for de internatio nale selskaber forholdsvis få, og de havde ingen ønsker om at bosætte sig i området permanent. Det var derimod anderledes i bosætnings-kolonier som Algier, Kenya, Rho desia og Sydafrika. I disse områder var europæerne ude efter jord og udvan drede dertil i tusindvis. Lokalbefolkningen blev udsat for tvang og undertryk kelse i langt højere grad end andre steder. Amerikansk Imperialisme I Caribien og Stillehavet Amerikansk imperialisme fik et andet præg end den europæiske. Amerikanerne opbyggede ikke et kolonirige, som de havde formel politisk kontrol over, I Caribien og Mellemamerika sikrede de sig indflydelse dels ved hjælp af korrupte lokale politikere, dels ved rnilitæraktioner. I Kina prøvede de at sikre sig de samme økonomi fordele som europæerne ASIEN, LATINA Jagten på territo Vietnam, erobr ma. A OG STILLEHAVET edte sig også til Asien og Stillehavet. Frankr a og Laos. Briterne udvidede deres område A s udvikling fra en lille forbundsstat langs Am udstrækning gik fra Atlanterhavet til Stillehav tte ya og østkyst til en stat, hvis n sammenhængende ero ka Rusland i Meutane 0 Ma -I inakanske blik Boninøyane 4. :.:: b 0 Hawaii liij...,., USA-væbnede Tytuila ÇJ: : SA-territo dco. Britisk Honduras Guatemaià El Salva. r at delsessfære gua Costa Rica Panama nezuela olombi

10 KAPITEL 14 IMPERIALISMEN OG STORMAGTERNE I 185 KONSEKVENSER AF KOLONIKAPLØBET De vestlige landes imperialisme frem til 1. verdenskrig var præget af voldsmagt og tvang. Resultatet var i første omgang lidelse, personlige kræn kelser og nedvurdering af lokal kultur. Det var en bitter arv, der senere skulle blive en drivkraft i koloniernes uafhængighedsbevægelser. Imperialismen udfordrede også traditionelle værdier og traditionel tænkning i de samfund, som blev erobret. Men vestlige ideer og forestillinger om demokrati og ret tigheder blev overtaget og tilpasset samfundenes egen kultur og blev i næste omgang brugt mod europæerne. Kejser Mutsuhito ( ) holder krlgsråd Japansk træsnit fra slutningen af 1800-tallet. Japan modstod både europæisk, amerikansk og russisk impealisme, men agerede selv som en imperialistisk stat over for Kina og Korea Som konsekvens af kolonikapløbet øgede Europa og Vesten sin magt og indflydelse i det, vi i dag kalder den tredje verden. På godt og ondt var denne kolonisering af den tredje verden det første bidrag til at samle kloden i et bredt sammenhængende væv af økonomisk og politisk afhængighed. Imperialismen blev startfasen til den komplekse form for gensidig afhæn gighed mellem lande og civilisationer, som præger vores liv i dag. Mari kan derfor sige, at imperialisniens tidsalder dannede optakten til globaliseringen i vor tid. ili 6 I. -. å-.. jlh lu I DllIfrL*, \.s. i dl - -:. - i it1, z-

11 KAPITEL 14 IMPERIALISMEN OG STORMAGTERNE I 189 VESTLIG IMPERIALISME UDBYTNING ELLER UDVIKLING? q4r.- - & 1. _J..-.-.,, 1)1..._,...d -,-, I \.L; d /k -:... Unge menneskr med lemlæstede arme i den belgiske koloni Kongo Fotografi fra n: -i. ç Kvindelig missionær underviser burmesi ske kvinder omkring 1850 Illustration fra en bog om amerikanske missionærer Vestlig imperialisme var særlig intensiv i perioden Det har været diskuteret meget, hvilke motiver der lå bag europæernes ønske om at underlægge sig områder I andre verdensdele. Var det bare økonomiske motiver, eller var det et ønske om at udbrede kristendommen og vestlig kultur? Det har også været diskuteret, hvilken betydning det fik for de lande, der blev koloniseret. Var der bare tale om en økonomisk udbytning, som førte til, at koloniområderne blev tappet for ressour cer og stagnerede, eller førte den vestlige imperialisme til økonomiske og kulturelle fremskridt for kolonieme? Svaret på disse spørgsmål vil nok variere efter, hvem der giver svaret. Mange me ner, at den britiske kolonisering af Indien ødelagde en civilisation, som var både ældre og rigere end den vestlige. Andre mener, at koloniseringen af Afrika, især syd for Sahara, tilførte Afrika en højere civilisation. Men overalt fandt der overgreb sted, og der er ikke tvivl om, at de overgreb og massedrab som skete i den belgiske kong Leopold 2. private Congo-koloni hører til historiens mest sorte kapitler. De unge mennesker, vi ser på billedet er sandsyn ligvis blevet lemlæstet af den private milits Anglo-Belgian-lndia Rubber Company. Denne milits var kendt for at straffe lands byer, som ikke leverede nok rågummi, ved at hugge hænderne af nogle af indbyg gerne. Da de hvides fremfærd i Belgisk Congo blev kendt, vakte det opsigt og afsky deltog selv ærkebiskoppen af Canterbury i en stor Congo-demonstration i London. Leopold 2. måtte afstå kolonien til den belgiske stat i Der kan på den anden side heller ikke være tvivl om, at europæerne mange steder tog kampen op mod fattigdom, analfabetisme og tropesygdomme og deri gennem bidrog til et bedre liv for mange afrikanere, men det skete ikke med udgangspunkt i respekt for den eksiste rende civilisation og kultur i de kolonise rede områder. Vestlig kulturimperialisme og etnocentrisme var fælles for soldaten, forretningsmanden og missionæren.