Beskrivelser af medlemmerne i foredragsgruppen Michael Martin

Transkript

1 Beskrivelser af medlemmerne i foredragsgruppen Michael Jeg er 37 år, uddannet pædagog i sommeren 2006 og arbejder lige nu på et socialpsykiatrisk botilbud. I efteråret 2004 gik jeg ned med en svær depression, og efter 11 mdr. med medicinsk behandling (som dog forsatte i 4 år), kognitiv terapi, aktiv i en selvhjælpsgruppe, samt et kursus for depressionsramte og pårørende vendte jeg tilbage til livet og fuldførte min uddannelse. I efteråret 2007 fik jeg igen en depression, heldigvis var det kun let en depression, og med det jeg havde lært fra tidligere og et par psykologbesøg kom jeg forholdsvis hurtig på benene igen. I forbindelse med behandlingen af den svære depression, fandt jeg ud af, at det ikke var den første, de 2 andre gange var "bare" lettere. Jeg har aldrig fundet ud af, hvad der udløste depressionen, og det betyder heller ikke noget nu, det vigtigste er, at jeg kender mine faresignaler og ved hvad og hvordan jeg skal reagere, hvis jeg kan mærke nogle depressive tanker og handlinger. En depression (eller anden psykisk lidelse) rammer ikke kun den syge men også venner og familie. For mig har det betydet, at min vennekreds er blevet mindre, nogle forsvandt da jeg var syg andre efter, da jeg har fået andre værdier og holdninger, men der kom også nye til. Martin Jeg er 27 år og uddannet landmand og har i januar afsluttet en et årig videregående overbygning på til landbrugsuddannelsen. I februar er jeg begyndt på en pædagoguddannelse. I landbruget havde jeg svært ved at finde nogen, jeg deler værdier med, men jeg elsker stadigvæk erhvervet. Jeg har et stort behov for at bearbejde og reflektere over mit liv. Der er flere af mine nære familiemedlemmer, som er ramt af forskellige psykiske lidelser. Nogle er født med dem, og det har haft en stærk indflydelse på mig og udformningen af min barndom. I skolen havde jeg svært ved at begå mig socialt og kunne ikke finde ud af, hvordan jeg kunne deltage i lege og aktiviteter. Dette har fulgt mig ind i mit unge og voksne liv, hvor det har været en svær og lang proces at tilegne mig sociale kompetencer. Selvværd er ikke en selvfølge. Det er noget, jeg selv er i gang med at opbygge. Der er sikkert mange årsager til manglende selvværd og selvtillid, men en af dem er uden tvivl al den psykiske sygdom, der er og har været i familien. Det har levnet mindre plads til mig, som så ud til at fungere godt. Jeg skal lære at leve med at mine nærmeste er ramt af dette, for de bliver ikke raske, så det skal de også lære at leve med. Nu er familien gået igennem en lang proces, hvor alle tilsyneladende har opnået erkendelser af deres egen situation, så vi alle kan komme videre.

2 Navn: Anders Chr. Enevoldsen født 1957 Civilstand: Gift. Har fire voksne børn med hende, som stadig elsker mig. Jeg er også bedstefar! Uddannet: Diakon og socialpædagog Har arbejdet som gruppeleder/sagsbehandler for mennesker med alkoholproblemer og psykiske lidelser. Har arbejdet 4 år inden for hjemløse området. Har siden 1989 arbejdet som pædagog i daginstitutioner og har siden 2004 arbejdet i en kanon god institution (0-6 års børn) i København Nordvest, hvor jeg har introduceret udvidet sang- og musik i hverdagen. Psykisk: Affektiv bipolar lidende. Sygdommen i udbrud i 1982, 1988 og Jeg har været manisk alle tre gange men har også oplevet depressionen. Jeg har været rask siden 1993 men har stor respekt for min lidelse, så jeg passer på mig selv. Andet: Jeg er forfatter bl.a. til bogen Det gule snit som handler om en dreng, hvis far bliver manisk første gang. Min foredragsvirksomhed hvad angår min psykiske lidelse og causerier omkring emnet i det hele taget går tilbage til omkring midten af halvfemserne. Carina Jeg er 35 år, har to børn (to piger på 7 og 9 år) og er fraskilt siden feb efter 6 års ægteskab. Jeg bor på Københavns Vestegn. Er selv skilsmissebarn og er efter mine forældres skilsmisse (da jeg var 8 år) vokset op med en alkoholiseret mor. Jeg har ingen søskende, så jeg boede alene med min mor fra jeg var 8 til 15 år. Jeg er fra en familie med mange facader og "fint skal det være". Er uddannet kontorassistent og ernæringskonsulent. Har været "en flyver" mht uddannelse og har haft svært ved at gøre noget færdigt - svært ved at blive i tingene (forstår nu hvorfor!). Har således studeret flere steder og fag og har haft flere forsk. typer arbejde.

3 Har lidt af svær - og desværre ubehandlet - anoreksi fra jeg var 13 til 26 år. Kom første gang for alvor i kontakt med psykiatrien, efter jeg havde født mit andet barn. En slags efterfødselsreaktion startede det hele, fik stress over ikke at kunne opretholde hus, have, orden (OCD!!!) samtidig med to små børn! Blev indlagt første gang i dec med voldsom angst. Satte sig som kropslige symptomer, der blot gav endnu mere (sygdoms) angst. Har siden været indlagt 13 gange af kortere og længere varighed og har prøvet snart al slags medicin, flere former for terapi (kognitiv terapi, grupper, individuelt) og også ECT. Jeg har en del diagnoser og er på baggrund af min sygehistorie og de mange afprøvede behandlingsformer tilkendt førtidspension. Hoveddiagnoser er: Skizotypisk sindslidelse, posttraumatisk belastningsreaktion og emotionel ustabil personlighedsstruktur (Borderline). Nuværende situation: Jeg går stadig i intensiv psykoterapi hos min psykiater - er dog pt medicinfri (da intet rigtig virker på mig ), på nær lidt pn til tider. Jeg ser mine børn i det omfang, jeg magter. Jeg har altid været glad for at hjælpe og lytte til andre og har førhen brugt meget tid på frivilligt socialt arbejde. Petrine Jeg hedder Petrine Louise Bröchmann, er 38 år og psykiatribruger. Min sygdomshistorie strækker sig over flere år men eskalerede, da jeg sidste år blev indlagt akut på psykiatrisk afdeling i Brøndby. Jeg var angst, havde tvangstanker og paranoide forestillinger. Jeg havde været i behandling on/off i nogle år for angst og var på 4. omgang af antidepressiver men fik det værre og værre, og så blev jeg altså indlagt. Først mente de at der var tale om angst/depression men efter flere samtaler ændredes det til mulig skizofreni for til sidst at ende med en diagnose, der hed akut paranoid psykose. Det kan jeg så regne ud, at jeg har haft flere af. Jeg var patient i en måned, mødte nogle pragtfulde mennesker og fik meget ekstra hjælp. Og så skader det nok heller ikke at ukrudt ikke forgår så let ;-) Jeg fik fysioterapi - såkaldt BATtræning i et år efter, jeg var udskrevet og får stadig intensiv psykologhjælp. Vi har ved fælles hjælp gravet os frem til, at jeg har haft et skrøbeligt sind altid men altså ikke har vidst, at jeg var psykisk sårbar, jeg har bare troet, at det nok var en traumatisk opvækst eller stress eller eksamensangst eller en anden forklaring. Det er i høj grad arvet, da min mor og flere slægtninge også er psykisk sårbare. Jeg gjorde min uddannelse færdig, da jeg blev udskrevet efter at have sumpet i årevis på universitetet, men gjorde op med mig selv, at det a) er for stressende og præstationsjagende og b) for stillesiddende til, at jeg ville bruge mit fag til andet og mere end min egen fornøjelse (nå, ja - jeg er cand.mag. i klassisk latin, oldgræsk og oldtidskundskab), og derfor ernærer jeg mig ved rengøring, som jeg godt kan lide :-) Mit interesseområde i antikken er medicinhistorie, og jeg oversætter en romersk lægebog i min fritid (håber på at udgive den). Har været oversætter for andre forskere,

4 latineksamenshjælp og været med til at starte fjernundervisningen i oldtidskundskab på Åbent Universitet op, samt været tutor for grupper i faget Antik Kultur i 3 år. Sebastian Jeg hedder Sebastian, 34 år og bor i Odense. jeg har igennem 20 år haft psykiske og sociale barrierer, som har givet mig mange sår i livet. Har haft depressioner, angst og selvskadende adfærd, som har gjort mig ensom og bange for at være et menneske. Men efter mange år med behandling har jeg fundet kærligheden for mig selv og accepteret mig med de forhindringer, som min sygdom kan give mig. Jeg er blevet glad for livet og føler, at jeg har en del at kunne give videre til andre mennesker: tilliden til livet, lysten til at leve, bede om hjælp og give andre lysten til at gøre noget ved deres liv. Anne Marie Jeg er psykisk sårbar og stolt af det Jeg tror, at alle mennesker kan blive ramt af en psykisk sygdom, hvis de bliver udsat for tilstrækkelig hård belastning. Imidlertid er vi nogle, der er mere sårbare end andre. Sådan er jeg. Jeg er vokset op med en far, der lider af depressioner. I perioder har han været meget syg så syg, at han har været indlagt på den lukkede og har forsøgt selvmord. Selv har jeg arvet min fars sind, hvorfor jeg formentlig er lidt mere sårbar end gennemsnittet af den danske befolkning. Jeg har flere gange været ramt af stress, og hidtil har jeg haft to depressioner. Det er ikke sjovt at have en depression og være helt nede at vende. Følelsen af ikke at kunne noget, ikke at kunne tage en beslutning, ikke at have lyst til noget som helst andet, end blot at grave sig ned i et dybt hul og blive der. Men depressionerne har også lært mig meget. De har givet mig et nyt perspektiv på livet. Jeg har lært at se glæden i det små og sætte pris på livet her og nu, i stedet for at leve i enten fortiden eller fremtiden. Vi ved ikke, hvor længe vi har glæde af hinanden, så derfor er det med at nyde det, mens tid er. Når jeg er allerlængst nede, så har jeg svært ved at mærke, hvad jeg egentlig har lyst til. Men efterhånden som jeg bevæger mig op af hullet, begynder jeg at kunne mærke, hvad det er, jeg vil. Min første depression førte til, at jeg flyttede og startede på en ny uddannelse, hvilket jeg er rigtig glad for den dag i dag. Jeg startede på statskundskab, fordi jeg havde et ønske om at ændre verden og ikke mindst at forbedre vilkårene for mennesker med psykisk sygdom. Min egen sygdom har gjort, at jeg har fundet mening med livet. Jeg vil to ting jeg vil min familie, og jeg vil gerne være i politik. Skulle jeg en dag ryge ud af Folketinget, så går verden dog ikke under af den grund. Jeg er sikker på, at jeg finder en anden måde, hvorpå jeg fortsat kan være med til at arbejde med eller inden for psykiatrien. Ikke blot har min sygdom betydet, at jeg har fundet mening med mit liv. Jeg føler også, at jeg har vendt sygdommen til min styrke. Jeg ved, hvad jeg taler om, når jeg udtaler mig som psykiatriordfører for Radikale Venstre for jeg har selv prøvet det. Jeg ved, hvordan det er at være sårbar og have svært ved at honorere samfundets mange krav og forventninger. Og jeg har en ide om, hvordan man kan komme oven på igen, selv om vi selvfølgelig er forskellige, og det ikke er det samme, der virker for alle. Ligeledes har jeg udviklet nogle menneskelige kompetencer på baggrund af min opvækst med en far, der led af depressioner. Når man vokser op med en forælder, der lider af en psykisk

5 sygdom, så skærpes ens fornemmelse for andre mennesker. Man bliver god til at afkode andre menneskers signaler og ikke mindst deres behov. Ofte tager man så meget hensyn, at ens egne behov træder i baggrunden. Det handler selvfølgelig om at finde en balance, så man også lærer at passe på sig selv. Men den empati man tillærer sig, vil jeg vove at påstå er en kompetence, man kan bruge til meget her i livet. Fx hvis vi blev bedre til at inddrage tidligere psykiatribrugere i det daglige arbejde med mennesker, der bliver ramt af en psykisk sygdom. Jeg har også langt om længe lært at passe på mig selv, hvilket er en kæmpe fordel på nutidens arbejdsmarked. Der er ingen, der drager nytte af, at de ansatte går ned med flaget, men det er kun en selv, der kan lære at mærke, hvad man kan holde til. Min sygdom har gjort, at jeg i dag har en række redskaber til at forebygge stress og dermed også depression, da førstnævnte kan være den udløsende faktor for sidstnævnte. Jeg er psykisk sårbar, og jeg er glad for det. Egentlig er jeg også lidt stolt over af at være nået dertil, hvor jeg kan holde til livet på Christiansborg trods min sårbarhed. Og hvor jeg åbent tør fortælle om min sygdom. Jeg håber, at andre vil følge trop, og at vi sammen kan få brudt det tabu, der hersker omkring psykisk sygdom og dermed få taget hul på den udfordring, vi står overfor, med hensyn til at få skabt bedre forhold for mennesker med psykisk sygdom. Per Jeg er en mand på 40 år og bosiddende i Viborg. Jeg har allerede afholdt nogle foredrag, før jeg kom med i gruppen. Det har givet mig en smule øvelse i at holde foredrag, ligesom det har givet mig mulighed for løbende at udbygge og forbedre mit foredrag. I en alder af 18 år blev jeg anset for at være uhelbredelig psykisk syg og indstillet til førtidspension. Den dag i dag er jeg uddannet pædagog og arbejder indenfor psykiatri og socialpsykiatri under almindelige vilkår. Jeg har fra en alder af 19 år haft en række stærke åndelige oplevelser, som har haft afgørende indflydelse på mit liv. De har været stærkt medvirkende til at give mig troen, håbet og styrken til at kæmpe mig ud på den anden side. Den historie kommer jeg også ind omkring i mit foredrag. Jeg har en kritisk holdning til psykiatrien, som dels skyldes mine personlige erfaringer som psykiatribruger - dels mine erfaringer som medarbejder i psykiatrien. I mit foredrag beskriver jeg mig selv som psykiatrioverlever, da jeg ikke tilskriver psykiatrien æren for at jeg er kommet mig. Ifølge min mening gør psykiatrien ofte mere skade end gavn. Det synspunkt argumenterer jeg for i mit foredrag ligesom jeg, med udgangspunkt i min egen historie, forsøger at komme med nogle bud på, hvad man kunne gøre i stedet. Jeg har erfaring for, at det er en god ide, så vidt som det er muligt, at engagere publikum lige fra starten, så de bliver aktive medvirkende i stedet for passive lyttere. Det øger sandsynligheden for at de bagefter husker mit foredrag.