En præsentation af Sankt Ansgar Fællesskabet

Transkript

1 En præsentation af Sankt Ansgar Fællesskabet Sankt Ansgar Fællesskabet (SAF) blev stiftet på Kristi Legems Fest torsdag d. 7. juni i år. Det er en gruppe medlemmer af den danske folkekirke, primært i København, men også i resten af Danmark. Fællesskabets formål er med udgangspunkt i arbejdsgrundlaget for Fællesskabet Kirkelig Fornyelse (FKF) at virke for etableringen af en højkirkelig valgmenighed benævnt Sankt Ansgars Valgmenighed inden for folkekirken. Kirkelig Fornyelses arbejdsgrundlag er aftrykt neden for. Vi har valgt at kalde os ved Sankt Ansgars navn, fordi han er Danmarks apostel og tilhører den udelte kirkes tid. Han æres som helgen i både øst og vest og repræsenterer for os den kristne tro i hele dens fylde. Vi ønsker, at kalde den danske folkekirke og dens medlemmer tilbage til den sande og rette kristne tro, som den hellige Ansgar forkyndte, da han første gang bragte det glædelige budskab om Jesus og frelsen til Danmark. Først og fremmest ønsker vi at udleve det kristne menighedsliv i tro, lære, ordninger og gudstjeneste i overensstemmelse med den tro, som Sankt Ansgar forkyndte. Vi ønsker, at fastholde den tro, som én gang for alle er blevet overdraget de hellige (Jf. Judasbrev vers 3) og som er blevet troet og fastholdt af alle kristne alle steder og til alle tider, idet vi med glæde fastholder vor lutherske og evangeliske arv. Vi ønsker at leve et menighedsliv i overensstemmelse med klassisk, almindelig og rettroende kristendom til pris for Guds navn og til frelse for vore sjæle. Dette finder vi, at vi bedst vil kunne gøre inden for rammerne af et højkirkeligt valgmenighedsfællesskab. Ansgars Fællesskabet har en foreløbig karakter. Vi håber og ønsker snarest muligt, når vi har nok medlemmer og et stabilt gudstjeneste- og menighedsliv, at kunne overgå til en officiel valgmenighedsdannelse. Ifølge valgmenighedsloven skal der mindst 50 medlemmer af

2 folkekirken til for at danne en valgmenighed. Ansgars Fællesskabet er den foreningsmæssige ramme om det allerede eksisterende menighedsliv, der snarest muligt skal søges videreført inden for rammerne af Sankt Ansgars Valgmenighed. Selvom vi altså endnu ikke udgør en valgmenighed efter lovens bogstav, så betragter vi os allerede som et menighedsfællesskab i praksis. Vi arbejder inden for folkekirken og dens ordninger og med folkekirkens bekendelsesskrifter som grundlag for vort kirkelige arbejde. De af os påtænkte søndagsgudstjenester vil følge de i folkekirken år 1992 autoriserede gudstjenestebøger. Indtil vi kan danne en valgmenighed, vil vi samles til gudstjeneste og bøn, samt til sociale aktiviteter og udføre diakonalt arbejde, så ofte som og i så vid udstrækning det er os muligt. Det er vanskeligt at sige noget præcist om tidshorisonten for dannelsen af en valgmenighed, men vi håber med Guds hjælp at kunne danne valgmenighed indenfor en periode på maksimalt to år. Den valgmenighed, som vi ønsker at danne vil have sit hjemsted i København, men medlemmer af folkekirken i hele landet vil kunne tilslutte sig valgmenigheden. Den præst, som vil blive valgt til at lede valgmenighedens arbejde, vil derfor kunne fejre gudstjeneste og forestå kirkelige handlinger og yde sjælesorg overfor medlemmer over hele landet. De fremtidige kirkelige arrangementer indenfor Ansgars Fællesskabet vil indtil videre foregå i Kingos Kirke Bragesgade 35, 2200 København N. I første omgang vil man samles en tirsdag om måneden, men der arbejdes på at holde yderligere arrangementer gerne om søndagen. Medlemmer i hovedstaden opfordres desuden til at løse sognebånd til Jens Christian Raabjerg Larsen i Kingos Kirke og støtte op om denne præsts gudstjenester og kirkelige arbejde. Ansgars Fællesskabet arbejder med udgangspunkt i Fællesskabet Kirkelig Fornyelses arbejdsgrundlag (se nedenfor) og der er en stor grad af personsammenfald mellem de to fællesskaber. Kirkelig Fornyelses bestyrelse og generalkapitel har desuden besluttet på alle måder at støtte op omkring Ansgars Fællesskabets arbejde. De to fællesskaber er dog ikke identiske. Derfor vil man fx udmærket kunne være medlem af Ansgars Fællesskabet uden at være medlem af Kirkelig Fornyelse og man vil også skulle betale kontingent begge steder, hvis man er medlemme begge steder. Kontingentet for medlemskab af Ansgars Fællesskabet er fastsat til 250 kr. om året. Dette kontingent vil ubeskåret gå til drift af fællesskabets arbejde, herunder til dækning af rejseudgifter for de præster, som vi vil bede forestå gudstjenesterne. Alle, som ønsker at støtte op om fælleskabets arbejde med at danne en højkirkelig valgmenighed i Danmark, er hjerteligt velkomne til at melde sig ind i fælleskabet. Man er også velkommen til at melde sig ind i Ansgars Fællesskabet, selvom man ikke til sin tid måtte ønske at melde sig ind i valgmenigheden, når denne måtte blive dannet. Det er således muligt at betragte sig som støttemedlem af fællesskabet. Hvis man ønsker yderligere oplysninger om Sankt Ansgars Fællesskabet eller indmeldelse i fællesskabet, kan man kontakte fællesskabets formand Chr. Ankerstjerne Rønneberg enten på tlf eller eller ved at sende en til [email protected]. eller et brev til Chr. Ankerstjerne Rønneberg, Fasanvej 20, st. tv Frederiksberg.

3 ARBEJDSGRUNDLAG FOR KIRKELIG FORNYELSE Kirkelig Fornyelse er en vision om, at kirken er Himmeriget på jorden i din menighed, samlet i din kirke under prædikestolen, hvor Guds ord bliver udlagt, omkring alterbordet, hvor Jesu legeme og blod bliver uddelt. Her er Himlen allerede til stede på jorden. Kirkelig Fornyelse er et arbejds- og bønnefællesskab. Derfor er KIRKELIG FORNYELSE blevet organiseret. Vi beder og arbejder for en sand fornyelse af den menighed, som hver enkelt tilhører, og af hele Den danske Kirke. Kirkelig Fornyelse er en livsform, hvor grundstammen er søndagsgudstjenesten i Guds hus, og rammen er den regelmæssige morgen- og aftenbøn. Det er at leve som Kristus-vidne på sin arbejdsplads og at bruge nadveren og skriftemålet ofte. Som læremæssigt grundlag for»fællesskabet KIRKELIG FORNYELSE«gælder den apostolske og katolske arv i tro, lære og ordninger, sådan som den har sit grundlag i Skriften, er bevidnet i vor kirkes bekendelsesskrifter og bevaret i kirkens tradition, særlig i den ubrudte fejring af messen. Til præcisering heraf anføres følgende: Kirken Kirken er en levende, sakramental organisme med historisk kontinuitet, sendt af Gud ved Jesus Kristus til frelse for verden og til forherligelse af den treenige Guds navn. Kirken er Guds pagtsfolk i alle slægter og over hele jorden, opbygget på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus som hovedhjørnesten. Kirken er Jesu Kristi legeme, som her på jorden er bærer af inkarnationens hemmelighed og formidler af Kristi forløsningsværk til verden. Alle, som ved dåb og tro er indlemmede i Kristi legeme, tilhører et kongeligt præsteskab og har fået Helligånden som gave. Kirken er de helliges samfund, der lever under nådemidlernes rette og fulde brug, hvorved nådegaverne bliver virksomme, og den enkelte bærer Åndens frugter. Embedet Det kirkelige embede, som hører under den stridende kirkes væsen, er indstiftet af Gud ved Jesus Kristus, da han udsendte sine apostle. Det er en gave sammen med de øvrige tjenester i kirken og overdrages mænd ved ordination efter kirkens apostolske skik under bøn og håndspålæggelse. Det er et hyrde/lære- og præsteembede, fordi det repræsenterer Jesus Kristus i hans kongelige og præstelige gerning. Efter kirkens tradition er det tredelt i bispe-, præste- og diakonembedet. Biskopperne tjener kirkens enhed, fastholder kirkens børn på apostlenes lære og er ved udøvelsen af ordinationsretten ansvarlig for embedets fortsættelse. Præsterne leder den lokale menighed ved Ordets rette forkyndelse og sakramenternes forvaltning efter Herrens indstiftelse. Diakonerne varertager kirkens økonomi og omsorgstjeneste og har egne liturgiske funktioner.

4 Det kirkelige embede og»de troendes almindelige præstedømme«udelukker ikke hinanden, men forudsætter og supplerer hinanden. Det kirkelige embede fremmer alle nådegaver til tjeneste i menigheden for både mænd og kvinder. Skriften Bibelen er Guds skrevne Ord som lov og evangelium. Kirken forkynder, lærer og handler kun ret og med myndighed fra Herren, når den er i overensstemmelse med Den hellige Skrift. Det gamle Testamentes og Det nye Testamentes enhed og fulde troværdighed er givet i Jesus Kristus, som selv er Guds Ord. De oldkirkelige symboler (den apostolske, den nicæno-konstantinopolitanske og den athanasianske trosbekendelse) og de reformatoriske bekendelsesskrifter (den augsburgske bekendelse og Luthers lille Katekismus) bevarer kirken mod kætteri og vildfarelse i tolkningen af det bibelske vidnesbyrd. Gudstjenesten I nadvergudstjenesten (messen eller eukaristien) bliver kirkens enhed og menighedens fællesskab synlig for verden, idet menigheden ofrer sig selv og hele skabningen ved frembærelsen af brødet og vinen under taksigelse og bøn og samtidig modtager Herren i Ordet og nadveren. Søndagens højmesse er kirkens hovedgudstjeneste, som dens medlemmer er skyldige at deltage i. Alle dagens, ugens og årets andre gudstjenester (f. eks. tidebøn, forbønstjeneste og privat andagt) udspringer af og peger frem mod messen. Alle gudstjenester retter sig mod Gud ved Jesus Kristus i Helligånden, men er tillige en bekendelse af Kristus over for verden. Ritualet for de forskellige tjenester udformes efter intentionen bag kirkens klassiske traditioner. Det indviede kirkehus respekteres som helligt rum. Dåben Dåben i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn er en ny fødsel af vand og Ånd og tilkendegiver overgangen fra døden til livet. Dåben kan ikke skilles fra troen på og bekendelsen til den treenige Gud, sådan som det er udtrykt ved anvendelsen af forsagelsen og den apostolske trosbekendelse i dåbshandlingen. Herrens befaling til at døbe og lære den døbte at holde hans befalinger må nøje sammenholdes. Skriftemålet Skriftemålet eller bodens sakramente er et nådemiddel givet af Kristus. I skriftemålet modtager den bodfærdige synder af den dertil indviede præst syndernes forladelse som fra Herren selv. I skriftemålet udøves binde- og løsemagten.

5 Nadveren I den hellige nadver gør Herren ved Helligånden sit offer på Golgata virkende og nærværende i verden og delagtiggør den nadverfejrende menighed i sit legeme og blod under brøds og vins skikkelse. I nadveren opbygges menighedens fællesskab, og den døbte styrkes og forpligtes til et liv i forsoning med Gud og sit medmenneske. Konfirmationen Konfirmationen er - efter aflæggelse af»den gode bekendelse«- en meddelelse af Helligånden som udrustning til tjeneste i menigheden. Bønnen Bønnen er Åndens virksomme nærværelse i os (Rom 8,15), i hvilken vi med Kristus træder frem for nådens trone med lovprisning, tilbedelse, begæring og offer. I den spontane bøn kommer hjertets øjeblikkelige anliggende til orde. I tidebønnen, som er en ordnet bøn til faste tider, bedes der med Bibelens ord, særligt de bibelske psalmer. Tidebønnen er kirkens bøn, hvorved vi delagtiggøres i Jesu Kristi præstelige forbøn for verden. Bønnen for syge (herunder»syges salvelse«) og bøn om befrielse fra onde ånders indflydelse er en del af kirkens helbredende tjeneste. Kald og stand I det borgerlige kald tjenes næsten i ansvarlighed for arbejde, ejendom og samfund. Ordenskaldet i fattigdom, kyskhed og lydighed er en vej for dem, der har fået nådegave dertil. Den hellige ægtestand er indstiftet af Gud ved skabelsen og er en livsvarig enhed mellem mand og kvinde i kærlighedens fællesskab. Ægteskabet, for hvilket seksuelt samkvem er forbeholdt, indgås ved parternes offentlige ja-ord. Jesu forening med kirken som sin brud er det kriste ægteskabs hemmelighed. Forældremyndigheden med ansvar for børnenes opdragelse er givet af Gud. I kald og stand finder»den kristne kamp«sted, hvorved»kødet«dødes, og vi ligedannes med Kristus i hans lidelser. Gudsriget Således lever gudsfolket i verden, ikke af verden, i samfund med alle helgen i den sejrende kirke, i troens og håbets forudgribelse af Guds rige. Alt menneskeligt og alt skabt er genstand for nådens forløsende og nyskabende kræfter. Med Kristi komme i herlighed skal dommen til frelse eller fortabelse finde sted, og Gud, som er kærlighed, skal være alt i alle. Således vedtaget af bestyrelsen for»fællesskabet KIRKELIG FORNYELSE«på sit møde den 10. december 1980 og ratificeret af generalkapitlet den 30. maj 1981.